You are currently browsing the category archive for the ‘Opera’ category.

I slutningen af 2010 annullerede Det kongelige teater en gammel ordning, som gennem mange år har givet publikum mulighed for at købe ikke-solgte billetter til halv pris nogle få timer før aftenens forestillinger. I foråret 2012 gav man så priserne et ordentligt spark i vejret ….. dét er grunden til, at jeg ikke har været i operaen i mere end 1½ år. Jeg har simpelthen ikke råd mere. Selvfølgelig handler det om at prioritere; men uanset hvor meget jeg prioriterer, så har priserne nået et niveau, hvor jeg bare ikke har mulighed for at være med. Gang på gang har jeg tænkt: i næste måned får jeg vist råd. Eller: jeg giver mig selv en operabillet i julegave.  Og hver eneste gang ender det med, at jeg – med stor skuffelse! – må erkende, at jeg har været for optimistisk. Det er simpelthen blevet for dyrt for mig.

Torsdag blev det meddelt, at bestyrelsen for Det kgl. teater havde fyret teaterchefen Erik Jacobsen. Han har været chef for Det kgl. teater i 6 år og dermed er han selvfølgelig også ansvarlig for deres billetpriser. Derfor blev jeg ikke særlig ked af det, da jeg hørte om hans fyring …..  

Stine Bosse slog fast, at den vigtigste opgave for den nye teaterchef er at skaffe nye publikumsgrupper og særligt unge mennesker i teatret. Det omkvæd har vi hørt lige så længe som jeg kan huske. Men det er jo løgn og latin! Når man ser på billetpriserne, så kan enhver jo sige sig selv, at de slet ikke mener det …. Det er bare noget de siger, fordi det lyder godt i medierne.

Teaterchefens fyring har været diskuteret livligt i alle danske medier i løbet af de sidste par dage. Det er selvfølgelig helt utænkeligt, at man skulle kunne føre sådan en debat, uden at det også bliver en debat om rimeligheden af det store tilskud fra staten! Desværre!

Den danske stat giver omkring 500 millioner kr. til driften af Det kgl. teater; det er et tilskud på knap 1000 kr. pr. billet. Det er et regnskab som kan få mange rindalister til at svimle! Men det er jo ikke kun Det kgl. teater som bliver finansieret af offentlige skattekroner – selv om temmelig mange mennesker opfører sig som om at de tror det!

I april 2013 lavede Jyllands-posten en undersøgelse af filmbranchen. De regnede ud, at staten har givet et tilskud på 542 kr. til alle billetter som er solgt til film af instruktøren Simon Staho. Til gengæld har staten kun givet et tilskud som svarer til 16 kr. pr. billet til film af Susanne Bier(læs her). Den 22. april kunne Jyllands-posten også afsløre, at siden 2000 har staten givet 75 millioner kr. til film som aldrig er blevet lavet. Det kunne være interessant at vide, hvor mange penge den danske stat præcis har givet i støtte til danske spillefilm og hvor meget det så ville blive pr. solgte billet. Jeg tror, at mange mennesker ville blive forbavset over resultatet!

Skuespilhuset.

Skuespilhuset – og Operaen i baggrunden.

I følge Dagens.dk har Det danske filminstitut et budget på 467 millioner kr. til filmstøtte i 2013. Det er jo nogenlunde lige så meget som Det kgl. teater får i støtte. Men hvad får vi for alle disse penge? En meget stor del af disse penge bruges til at drive og vedligeholde Operaen på Holmen, Skuespilhuset og det gamle teater på Kongens Nytorv – det er tre store bygninger, som desværre koster en stor bunke penge. Jeg ville ønske, at jeg vidste hvor meget bygningerne koster, så jeg havde mulighed for at trække det beløb fra. Det afgørende er jo, hvor meget kunst vi får for de resterende penge. I denne sæson får vi: 12 skuespil, 12 balletter, 10 operaer, 5 symfonikoncerter, 1 nytårskoncert, 6 kammerkoncerter + 8 blandede koncerter. Der er også to store udendørs forestillinger som er gratis(Rosenborg og Skamlingsbanken). Ydermere er der én opera, en kammeropera, en ballet og to skuespil som kommer på turné i denne sæson. De giver i alt 59 forestillinger fordelt over hele landet. Det er meget dyrt at transportere kulisser, kunstnere, sceneteknikere, musikere og kostumer rundt i hele landet; derfor er disse turnéer en af de tungeste poster på budgettet.

Det kongelige teater på Kongens Nytorv.

Det kongelige teater på Kongens Nytorv.

Jeg synes faktisk det er temmelig imponerende, at vi kan få så meget kultur for 500 millioner kr! Vi er cirka 5 millioner mennesker i Danmark. Det betyder, at gennemsnitligt betaler vi kun 100 kr. om året. Men der er stadig nogle mennesker, som synes, at det er alt for mange penge.

Hvert år betaler jeg cirka 2.500 kr i licens til DR. En del af disse penge bruger DR til at købe en masse fodboldkampe og andre sportsbegivenheder. Jeg er temmelig sikker på, at DR bruger mere end 100 kr af min licensbetaling til at købe sportsprogrammer. Men jeg ser aldrig sport. Aldrig nogen sinde! Gennem mit boligselskab har jeg også sådan en tv-pakke, hvorigennem jeg betaler en masse penge til TV2, Viasat, SBS og andre tv-stationer. De bruger også en masse af mine penge til at købe sportsprogrammer, som jeg aldrig ser. Gad da nok vide, hvor mange penge jeg egentlig bruger til at støtte sportsarrangementer som jeg slet ikke er den mindste smule interesseret i?!

Men det er sådan et velorganiseret samfund fungerer; vi hjælper hinanden med at betale! På den måde får vi råd til en masse ting og oplevelser, som vi  ikke ville have råd til at betale for på andre måder. Når man tænker på, hvor mange tusinde mennesker som årligt benytter Det kongelig teater, så synes jeg bestemt ikke, at det offentlige tilskud er særlig stort.

Operaen på Holmen.

Operaen på Holmen.

Det er efterhånden mange år siden, at jeg var til min første operakoncert. Det var i Frederiksberg have og det var i 1990 eller 91. Folk sad som sild i en tønde. De fleste kunne hverken se eller høre noget som helst. Der var alt for mange mennesker og alt for lidt plads. Derfor blev operakoncerten kun holdt i Frederiksberg have 2 eller 3 gange. Jeg aner ikke, om jeg var med til den første eller den sidste. Alt er muligt.

Der var tæt pakket med bag Kronborg slot

Der var tæt pakket med bag Kronborg slot

Så flyttede Det kongelige teater operakoncerterne til Søndermarken. Jeg er ikke sikker på, at jeg var med til den første. Jeg deltog første gang i 1994 eller 95 – og så fulgte en lang perlerække af storslåede operakoncerter og forrygende oplevelser. Det var årets begivenhed. Jeg glædede mig så meget, at jeg som regel kørte forbi Søndermarken fredag aften, for at tjekke, om de havde stillet scenen rigtigt … lørdag morgen sprang jeg ud af sengen alt for tidligt, hvorefter jeg sad og trippede utålmodigt i flere timer, mens jeg ventede på, at det endelig blev tid til afgang. De fleste gange er jeg ankommet sammen med en håndfuld venner omkring middagstid. Så spiste vi frokost og hyggede hele dagen, mens vi snakkede, nød generalprøven og glædede os til den store koncert. Og efter koncerten har jeg prøvet at blive siddende sammen med en flok gode venner til klokken var 2 om natten. Der var faktisk en del som blev siddende så længe. Det var bælgragende mørkt, men mange havde små fyrfadslys med … skraldemændende måtte dog bruge billygterne for at finde de bjerge af skraldesække, som andre havde samlet, mens der stadig var en smule lys tilbage. Jeg tror, at jeg var med til operakoncert 12 eller 13 gange i Søndermarken, og det er nogle af de bedste oplevelser i hele mit liv. 

Så flyttede operakoncerterne til Fælledparken. Jeg har aldrig helt forstået hvorfor, men der var mange rygter – først og fremmest så handlede det vist om, at Københavns kommune syntes koncerterne skulle ligge i Københavns kommune, fordi de gav det største tilskud – naturligvis sammen med Nykredit, som er hovedsponsor. Der var også noget med hensynet til dyrene i Zoologisk have. Der skete så meget i mit liv på det tidspunkt, så jeg kom aldrig med til operakoncerterne i Fælledparken. Der blev heller ikke holdt så mange. 

Den lille scene med Kronborg i baggrunden.

Den lille scene med Kronborg i baggrunden.

Efter 2 eller 3 koncerter blev de flyttet til Rosenborg slot. Her har jeg heller ikke været. Jeg har ikke lyst. For det første er det ikke længere en rigtig operakoncert. I stedet er det både opera, ballet og skuespil – og jeg gider bare ikke de to sidste. Det interesserer mig ikke. Dernæst er der kun meget begrænset plads foran scenen, som står på eksercerpladsen. Langt de fleste mennesker er nødt til at se og høre koncerten på store tvskærme i Rosenborg Have. Det lyder ikke særlig hyggeligt. Det lyder i hvert fald slet ikke som Søndermarken … jaja, jeg er nok faldet i den fælde som hedder “alting var bedre i gamle dage”. 

Samtidig har Det kongelige teater dog også lavet nogle rigtige operakoncerter, hvor de præsenterer programmet for den kommende sæson forskellige steder i landet. Det er heller ikke som det var i Søndermarken; i stedet for et helt symfoniorkester, er der bare en pianist. I stedet for hele det kongelige operakor og 25 solister, så er der kun 5 operasangere …. nej, det er overhovedet ikke lige som i de gode gamle dage! 

Opera i det fri – Helsingør 2013

Det var et tilfælde, at jeg faldt over programmet til årets operakoncert og opdagede, at Peter Lodahl skulle synge “Dalla sua pace” fra Mozarts opera Don Giovanni. “Dalla sua pace” er den smukkeste kærlighedssang der nogensinde er skrevet – uanset genre. Det er en af mine yndlingsarier. Og samtidig er Peter Lodahl en af de allerbedste sangere på Det kongelige teater. Derfor besluttede jeg, at det var på tide at komme til operakoncert igen … 

Jeg indrømmer, at jeg kom lidt sent. Klokken var vist 17,45 og koncerten skulle begynde klokken 18.

Operaegoister på 1. række.

Operaegoister på 1. række.

Der var sort af mennesker allevegne og flere mennesker myldrede i en tæt strøm gennem den gamle port. Overalt var der hundredevis af mennesker som hastede rundt for at finde sig en siddeplads. Jeg fandt en plads i udkanten af pladsen og spurgte høfligt, om jeg måtte sidder der foran dem … nej. De var altså bange for, at de ikke kunne se, hvis jeg sad der. Men de sad på stole. Jeg havde ingen stol og ville bare sidde på græsset. Derfor er der da ingen reel risiko for, at jeg skulle genere deres udsyn, ved at sidde foran dem. 

Så fandt jeg et andet sted og spurgte igen, om jeg måtte sidde der(se billedet!). Nej, det måtte jeg ikke, for de havde altså været der i mange timer. What? Jeg var chokeret. Jeg forstår stadig ikke, at det kan være et rimeligt svar på mit spørgsmål. Jeg må indrømme, at jeg skældte de første mennesker ud og sagde til dem, at de var nogle egoister! Når man selv har fået en plads, så kan alle andre da bare hoppe i Øresund … De andre sagde jeg ikke noget til. Jeg blev simpelhen så chokeret, at jeg slet ikke vidste hvad jeg skulle sige. Som alle kan se på billedet, så var der jo rigeligt med plads til mig – og de to gamle damer sad på hver deres stol. Der er jo ikke den mindste risiko for, at jeg kunne genere dem eller deres udsyn, hvis jeg sad der. Og hvis de ikke ønskede, at nogen skulle sætte sig foran dem, så kunne de jo rykke frem, så der ikke var så meget ledig plads …. så ville der også blive plads til flere mennesker bagved. 

Jeg blev virkelig chokeret. Og det er jeg stadigvæk. Det er uforskammet, urimeligt, uartigt og uanstændigt. 

Hanne Fischer - kongelig operasanger og dagens konferencier.

Hanne Fischer – kongelig operasanger og dagens konferencier.

Da jeg tog til operakoncert i Søndermarken kom vi gerne 6-7 timer før koncerten. Så rykkede vi altid alle gruppens tæpper tæt sammen, så der ikke kom nogen fremmede og satte sig mellem os. Vi kendte jo rutinen. Vi vidste jo, at den sidste times tid ville folk begynde at presse sig ned på de mindste små ledige pletter på græsset. Og det er jo rimeligt nok. Alle vil gerne have en plads. Vi ville bare undgå, at vores gruppe blev splittet. Men vi vidste også, at inden koncerten ville flere og flere fremmede mennesker begynde at rykke ind over kanten af vores tæpper – og det var da okay. Vi delte altid mad med dem der sad ved siden af – og hvis de ikke havde mad med, så fik de bare noget af vores. Vi skålede også med alle dem som sad omkring os – og hvis de ikke havde noget at skåle med, så fik de bare noget af os. Sådan var det. Og det var superhyggeligt. Jeg kom slæbende med mad og vin til 15 mennesker, for der skulle da være nok til alle. Og de fleste havde som regel taget for lidt med af både det ene og det andet. 

Meget er åbenbart forandret; da jeg begyndte at gå til operakoncert, var der kun meget få mennesker som kom med en stol. I dag er det vist over 90%. Det ville være dejligt, hvis man kunne reservere et område til alle os, som helst vil sidde på jorden. Men den største forskel er tydeligvis, at folk var mere venlige, sociale og betænksomme før i tiden. 

Heldigvis fandt jeg endelig nogle venlige mennesker, som ikke havde noget imod, at jeg sad foran dem. 

En pragtfuld operakoncert

Programmet var en vidunderlig blanding, af de værker som Det kongelige teater sætter op i den kommende sæson. Det var Verdi, Mozart, Offenbach, Massenet, Bizet og mange flere. Første nummer var den festligste af alle festlige operaduetter, nemlig Libiamo fra La Traviata – sunget af Peter Lodahl og Sine Bundgaard – lad os drikke og være glade, synger de. Musikken er så berusende, at det er temmelig svært at lade være! 

Florian Plock

Florian Plock

Så fulgte Elisabeth Jansson og Florian Plock med “Là ci darem la mano” – den store forførelsesscene fra Mozarts Don Giovanni. Jeg elsker dette nummer. For det første, så er det så smukt, at det går lige i hjertet. For det andet, så synes jeg også det er vanvittig morsomt: tag min hånd, så går vi hjem til mig og ser mit slot, synger Don Juan – og så er hun scoret! Det tager lige 3½ minut. Ham der Don Juan, han kan altså noget som de fleste mænd må misunde ham. Jeg synes, at det er det mest centrale nummer i hele operaen. Don Juan kan fremstilles på mange måder og det er ofte i dette nummer, at hans inderste natur bliver afsløret. På indspilningen med Bryn Terfel er han tydeligvis en kold og kynisk person, der bruger sin magt som adelsmand – og man har hele tiden på fornemmelsen, at han ikke er bange for at bruge vold, hvis kvinderne ikke smider tøjet frivilligt. Men jeg har også set en opsætning, hvor Don Juan nærmest tigger om kvindernes gunst som en anden pjalt … Jeg tror, at Florian Plock er den romantiske og charmerende forfører, som sejrer, fordi han gør kvinderne bløde i knæene. 

Peter Lodahl

Peter Lodahl

Et andet højdepunkt fra Don Giovanni, var Peter Lodahls “Dalla sua pace” – det blev nøjagtig lige så skønt og vidunderligt, som jeg havde forestillet mig. Peter Lodahl har en meget fyldig stemme. Den har en flot lys klang, og samtidig er den både rund og blød. Peter Lodahl sang “Dalla sua pace” med en hjertegribende inderlighed, som fik alle hårene til at rejse sig på mine arme. Det kunne slet ikke være bedre og jeg nød hver eneste tone! 

Peter Lodahl sang også “Vesti la giubba” fra Leoncavallos Bajadser; om den stakkels klovn der græder indeni, når han går på scenen for at underholde publikum, mens en anden forfører hans kæreste …. jeg sad, hvor jeg slet ikke kunne se Peter Lodahl, men hans stemme er så udtryksfuld og dramatisk, at det løb mig koldt ned af ryggen. 

Elisabeth Jansson og Peter Lodahl

Elisabeth Jansson og Peter Lodahl

Elisabeth Jansson – selvfølgelig har jeg hørt Elisabeth Jansson før. Alligevel føltes det som om, at jeg aldrig havde hørt hende før. Enten har jeg overset hende – og hvis det er tilfældet, så er det lidt pinligt og det vil jeg da gerne beklage. Eller også har jeg ikke rigtig bemærket hende, fordi hun endnu ikke, har haft så mange store hovedpartier. Den sidste mulighed er selvfølgelig, at hendes stemme bare har udviklet sig helt utrolig meget, siden jeg har hørt hende. Hun brillerede særligt med arien “Va! Laisse couler mes larmes” fra Massenets opera “Werther” – jeg blev helt slået ud af Elisabeth Jansson store, mørke, fyldige og vidunderlige stemme. Senere sang hun Carmens Habanera – og jeg har aldrig, aldrig, aldrig hørt nogen synge denne arie så flot. Hun havde alt den mørke, varme og forførende sensualisme, som en rigtig Carmen skal have – men de fleste desværre mangler! 

Sine Bundgaard og Florian Plock i romantisk duet

Sine Bundgaard og Florian Plock i romantisk duet

Sine Bundgaard gav også flere numre, men hendes højdepunkt var naturligvis “O mio babbino caro” fra Puccinis “Gianni Schicci”. Det er et nummer som alle kender og alle elsker. Uanset om man kan lide opera eller ej, så smelter de fleste hjerter, når de hører denne arie … og det gjorde de også da Sine Bundgaard sang den. Alligevel synes jeg, at hendes bedste nummer var “Ah, fuggi il traditor” fra Mozarts Don Giovanni. 

Hanne Fischer var en udmærket konferencier – trods nogle besynderlige fortalelser. Jeg har for eksempel aldrig hørt om Kierkegaards issays. Jamen, tænk det sagde hun virkelig – issays! Jeg undrede mig også lidt over “den undslipne tyv” fra Menottis opera “Gammeljomfruen og tyven”. Men det er jo den slags man hurtigt glemmer, når man har en konferencier, som sprudler af overskud og godt humør. Da hun skulle fortælle om Quinderne som narrer Falstaff i Verdis opera, brød hun sammen i grin lige som publikum. Det var jo kvinder – og ikke Quinder! Men alle fik sig et godt grin og det er jo sundt. 

Hanne Fischer

Hanne Fischer

Hanne Fischer sang to arier fra Offenbachs opera “La Períchole”. Jeg husker ikke, hvad den første arie handlede om, men den anden arie handlede i hvert fald om en kvinde, der havde drukket alt, alt, alt for meget champagne – og det var drønhamrende morsomt. Jeg elsker en god komedie! Hanne Fischer sang forrygende og spillede endnu bedre … jeg kan ikke lade være med at tænke, at “La Períchole” bliver formodentlig et af sæsonens komiske højdepunkter. Jeg har så mange gode billeder fra denne arie og det er lidt synd, at der ikke er plads til dem alle sammen i dette indlæg. 

Afslutning i REGNVEJR

Vejret var perfekt. Det var hverken for koldt eller for varmt. Der var et let skydække over Kronborg slot og dermed undgik man at få solen i øjnene. Under pausen begyndte det at regne. Det vil sige, at der kom nogle ganske få dråber … det fortsatte under resten af koncerten. Men det var så lidt, at det slet ikke er værd at snakke om … 

Publikum flygter for regnen

Publikum flygter for regnen

Men så begyndte Sine Bundgaard, at synge “Summertime” fra Gershwins opera “Porgy and Bess” – og så begyndte det sandelig at regne. Vejrguderne hældte simpelthen en hel balje vand lige ned i hovedet på os – og så fik folk sandelig travlt. Publikum flygtede nærmest fra området. I løbet af et splitsekund var hele pladsen forvandlet til ét stort kaos af folk som løb frem og tilbage mellem hinanden. Når man ser på mit billede, så skulle man jo tro, at koncerten var slut. Men det er absolut ikke tilfældet; der mangler faktisk 2 numre og en fællessang. Det var en rigtig ærgerlig afslutning på en rigtig god koncert. Det må sandelig også have været en meget mærkelig oplevelse for de optrædende! 

Pianist Leif Greibe

Pianist Leif Greibe

Jeg havde mit regntøj i tasken. Jeg tog regnjakken på og så blev jeg stående hvor jeg var. Når jeg er til operakoncert, så nægter jeg at gå hjem, før vi har sunget “Den danske sang”. Ellers har det jo slet ikke været en rigtig operakoncert. Efter koncerten nåede jeg ikke en gang uden for voldanlægget omkring Kronborg slot, før regnen var holdt op igen. Det vil sige, at regnvejret varede kun omkring 5 minutter. Og så får jeg lyst til at gentage mig selv: Det var en rigtig ærgerlig afslutning, på en rigtig god koncert. Æv! 

Det var bestemt ikke lige som de store operakoncerter i Søndermarken – absolut ikke. Men i stedet var der en ganske intim og hyggelig stemning med de 5 solister og 1 enkelt pianist. Selv om Leif Greibe sad lidt ubemærket bagest på scenen, så var det nok ham der ydede den største indsats. Han spillede jo til hvert eneste nummer, mens de andre havde den fordel, at de skiftedes til at holde en lille pause.

Selv om dagen både startede og sluttede dumt, så er jeg rigtig glad for, at jeg tog til Kronborg slot fredag aften. Det er meget lang tid siden, at jeg har været i operaen, men nu har jeg opdaget, hvor meget jeg har savnet det …. 

Operakoncert 09

Vincenzo Bellini var en af skaberne af den smukke italienske operastil, som vi kalder bel canto. I dag huskes han især for værker som Norma og La Sonnambula, Søvngængersken. Onsdag aften sang sopranen Kari Postma og mezzosopranen Andrea Pellegrini arier og duetter fra hans værker.

Koncerten begyndte med ouverturen til “I Capuleti ed i Montecchi”(som vi primært kender fra Shakespears drama om “Romeo og Julie”). Det er en munter ouverture i et let tempo og Tivolis Symfoniorkester var fuld af energi og overskud. Dernæst fik vi en arie og en duet fra operaen. 

Så fulgte forspillet til Bellinis største mesterværk Norma; bare man hører dette forspil, så kan man undre sig over, at der er findes mennesker som synes at opera er kedeligt. Det er et berusende forspil fyldt med masser af legesyg humor. I finalen stiger musikken til et rasende tempo, som altid får mig til at beundre vionlinisterne. Jeg forstår simpelthen ikke, at det er muligt at spille så hurtigt – og tilmed uden én eneste fejl. Jeg forstår heller ikke, at der aldrig er nogen af dem som taber buen….. 

Herefter sang Kari Postma den berømte arie “Casta diva” fra Norma, hvorefter denne belcantokoncert sluttede med endnu en duet. 

Kari Postma så fantastisk ud i en glitrende, hindbærfarvet kjole. Hendes stemme er smuk, klar og meget fyldig – den fyldte hele salen uden problemer. Hendes sopranstemme er lidt i den mørkere ende af skalaen, hvilket gør den meget smuk og behagelig. 

Andrea Pellegrini har en dejlig mørk, sensuel, fyldig og fløjlsblød stemme med den smukkeste vibrato – jeg tror faktisk, at jeg blev en smule forelsket onsdag aften. Og samtidig så hun fuldstændig forførende ud med det mørke hår der var strøget helt tilbage og en slags tørklædekjole med et brunligt eller jordfarvet leopardmønster. 

De to smukke sangerinder passede godt sammen – måske netop fordi at Kari Postma har en lidt mørk sopran. Det gav en fænomenal balance i forhold til Andrea Pellegrinis mørke, sensuelle mezzo. Under den sidste duet kunne jeg mærke hvordan deres vibrato fik mine trommehinder til at vibrere; jeg sad formodentlig 20-25 meter væk og de sang jo ikke sådan voldsomt højt. Det var ikke lydniveauet, men måden de sang på. Det var kraften og styrken i deres stemmer. 

Jeg synes, det er en oplevelse som fortjener 5 stjerner. Det var hensigten af Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht skulle præsentere de forskellige numre og det havde jeg glædet mig rigtig meget til; men man havde desværre fået problemer med tiden, da en anden sanger – Jamie Cullum – skulle optræde udenfor kl. 21,30. Derfor måtte vi desværre undvære Henrik Engelbrecht præsentation. Det er rigtig ærgerligt, for det havde sikkert været prikken over i´et, som havde udløst 6 stjerner. Men hov – jeg mangler jo stadig at skrive om anden halvdel…… 

Efter pausen spillede Tivolis Symfoniorkester Brahms 4. symfoni – jamen, de er bare så sindsygt gode. Og så er jeg ret vild med Brahms 4. Jeg var fuldstændig salig allerede fra de første yndefulde og forførende toner. Jo bedre man lærer dette værk at kende, jo flere farver og nuancer opdager man. Og Tivolis symfoniorkester spillede med så meget energi og overskud – men også en sær harmoni. Jeg så flere musikere som sad og smilede, som om de virkelig nød det….. og måske er det derfor de er så gode. Skal jeg fremhæve et enkelt højdepunkt, så bliver det Kristina Erssons fløjte solo – jeg husker desværre ikke om det var 3. eller 4. sats. Men det gik lige i hjertet! 

Kari Postma og Andrea Pelligrini var fuldstændig fortryllende. Man skulle næsten ikke tro at det var muligt, men Tivolis Symfoniorkester var alligevel lige en anelse bedre og det er altså dem der udløser den sidste stjerne, som tak for en helt vidunderlig aften i Tivolis koncertsal. 

6stjerner

Søndag aften så/hørte jeg Bizets opera Perlefiskerne i Tivoli, hvor den blev opført som koncertant – dvs. uden kulisser, kostumer, osv. I stedet blev den opført som koncert og det var en stor succes. Det har den fordel, at man kan fokusere på sangen og musikken – ikke på handlingen og dramaet! Koncerten blev også sendt i radioen – og så vil mange måske mene, at man lige så godt kunne sidde hjemme i sin egen sofa og høre koncerten…. Jeg synes det er godt, at man har mulighed for at høre koncerten i radioen, men der er intet som kan konkurrere med lyden og nærværet i en koncertsal.

Den eksotiske opera

Københavns bombardement 1807

I september 1807 stjal englænderne den danske flåde og lagde hovedstaden i ruiner med 3 døgns granatregn – Danmark var helt i knæ efter Københavns bombardement og på den måde blev vi tvunget til at alliere os med Frankrig i Napoleonskrigene. Denne alliance førte til et sviende dansk nederlag under fredsforhandlingerne ved Wienerkongressen i 1814, hvor Danmark måtte afstå Norge til Sverige. Det er naturligvis denne ydmygelse som fører til både tre-års krigen 1848-1851 og den 2. slesvigske krig, hvor Danmark lider det katastrofale nederlag ved Dybbøl og siden mister hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg i fredsforhandlingerne. Trods sejren i tre-årskrigen, så har danskerne lært lektien – der er farligt ude i den store verden.

“Hvad udad tabes, skal indad vindes”, sagde Dalgas – og så gik han i gang med at opdyrke den jyske hede, mens andre tørlagde Lammefjorden. Kulturlivet vendte udlandet ryggen og fokuserede primært på den danske natur, den danske historie og den glorværdige fortid. Nok var Danmark fuldstændig kastreret, men vi havde dog været en stormagt og det var vi ikke klar til at glemme. “Minderne har man da lov at ha`”, som Liva Weel sang mange år senere.

Georges Bizet (1838-1875)

Nationalromantikken blomstrede og danskerne havde fuldstændig lukket sig inde i sin egen osteklokke. Det var denne tendens som Georg Brandes protesterede imod med sin kulturradikalisme – mens danskerne udelukkende interesserede sig for sig selv, så rejste resten af Europa ud i verden for at opsøge og undersøge det fremmede og det eksotiske. Det har også sat sig tydelige spor i tidens operaproduktion; Turandot foregår i Kina, Madame Butterfly foregår i Japan, Carmen foregår i Spanien, Aida foregår i Ægypten og “Pigen fra vesten” foregår i det eksotiske Amerika – den nye verden, som man sagde dengang.

Perlefiskerne – Les Pêcheurs de Perles – skulle oprindeligt have foregået i Mexico, men Georges Bizet(1838-1875) valgte at flytte handlingen til Ceylon, det nuværende Sri Lanka.

Handlingen

Barndomsvennerne Zurga og Nadir har opgivet kærligheden, efter at de har været forelsket i den samme kvinde, Leila.

Nu er det mange år senere og Zurga bliver valgt til landsbyens konge. Nadir har været ude i verden, men han vender tilbage og de genoptager deres gamle venskab.

Så oprander natten hvor de skal fiske efter perler. Brahmanpræsten fører en kysk og tilsløret præstinde op på en høj klippe, hvorfra hun en bøn til guderne og en velsignelse til fiskerne ud på havet. Nadir genkender straks hendes stemme – det er Leila, hans ungdomskærlighed. Han opsøger hende og da hun også genkender ham, så kaster de sig over hinanden og hun svigter sit kyskhedsløfte.

De bliver opdaget af Kong Zurga, som dømmer dem til døden – de skal brændes på bålet. Zurga har åbenbart ingen problemer med at straffe sin bedste ven og sin gamle flamme. Men i aller sidste øjeblik bemærker han Leilas guldhalskæde. Den har han selv foræret til en ukendt person som en gang har reddet ham fra døden – denne redningsmand/kvinde må altså være Leila.

Zurga har lige dømt Leila og Nadir til døden, men nu er han nødt til at redde dem igen. Han råber, at landsbyen brænder….. det er lidt uklart om det brænder eller ej. Men i hvert fald styrter alle af sted for at redde hvad reddes kan, hvorefter han selv kan redde Leila og Nadir fra bålets flammer……

Jeg synes denne handling afslører problemet med mange af disse eksotiske operaer…… det er særdeles uinteressant og uvedkommende. I sin anmeldelse på Berlingske skriver Søren Schauser ligefrem, at det er “verdens tåbeligste handling“. Jeg skal bestemt ikke sige ham imod……

Perlefiskerne er en opera i 3 akter og mellem hvert akt fortalte Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht om handlingen – Henrik Engelbrecht er en af danmarks absolut bedste operaformidlere. Når han optræder med charme, selvtillid og lækkert hår, så kan han fortælle om enhver opera, så man nærmest er tryllebundet. Han har en umådelig viden om opera og han formidler denne viden med stor entusiasme og energi – men også med en ironiske distance, som altid gør ham til en særdeles underholdende fortæller. Efter Henrik Engelbrechts korte gennemgang af handlingen, så kunne man bare læne sig tilbage i sædet og nyde sangen og musikken!

Sangerne, kor og orkester

Brahmanpræsten Nourabad blev sunget ganske udmærket af bassen Aleksandar Stefanoski.

Dernæst var det vores egen Palle Knudsen som kong Zurga. Jeg har altid været ret vild med Palle Knudsen – og det er jeg stadigvæk. Han har en flot og moden barytonstemme, som vi desværre hører alt for lidt på vores egen opera.

Den amerikanske stjernetenor Lawrence Brownlee

Aftenens hovedperson var uden nogen diskussion den amerikanske tenor Lawrence Brownlee – han har en usædvanlig og bemærkelsesværdig ren, klar og lys stemme. Salen var næsten fyldt – jeg så kun nogle få ledige pladser på balkonen – og der er ingen tvivl om, at hovedparten var kommet for at høre Lawrence Brownlee.

Leila blev sunget af Christel Elisabeth Smith, som jeg aldrig har hørt før. Hun havde en volumen som fuldstændig overdøvede alle andre – jamen, det var helt vildt. Sikken en stemme. Desværre havde det også den bivirkning, at de andre sangere næsten virkede lidt svage i stemmerne. Det var lidt ærgerligt. Christel Elisabeth Smith havde en helt utrolig stor, svulmende og klar stemme – men der var også en tendens til, at hendes stemme kunne blive en smule skinger på de højeste toner. Det var dog kun i første akt – derefter fandt hun balancen. Når hun gik ned i de dybe toner, så fik hendes stemme en meget smuk og varm glød. Christel Elisabeth Smith er en ung sanger, men jeg tror hun bliver helt fænomenal – jeg er virkelig imponeret over den store spændvidde i hendes stemme.

Den norske sopran Christel Elisabeth Smith

Tivolis Symfoniorkester spillede med masser af energi – der var de smukkeste solostykker fra Toke Møldrup på cello, samt to af fløjterne. Det var nogle af koncertens højdepunkter. Og så er der Harry Teahan på paukerne – jeg tror Harry er forelsket i sine pauker. Jeg har været til rigtig mange koncerter med Sjællands/Tivolis Symfoniorkester, men jeg har aldrig set Harry sidde stille så meget som to sekunder. Når han ikke selv spiller, så bruger han tiden på at nusse paukerne….. der er åbenbart altid en skrue der skal løsnes eller strammes. Paukerne skal også tørres af med en klud adskillige gange under en koncert……. og så skal alle skruerne igen løsnes og strammes! Jeg synes det ligner ægte kærlighed og jeg er altid dybt imponeret, når jeg ser Harrys kæmpestore engagement.

Endelig var der DRs store koncertkor, som sang med en kraft og en energi som jeg sjældent har oplevet. Jeg sad flere gange og ærgrede mig over at jeg ikke havde taget min teaterkikkert med – men det gør man jo ikke til en koncert. Jeg tror alle sangerne gav sig 100% og der er slet ingen tvivl om, at de fortjener en stor del af æren for koncertens succes. Det var virkelig en stor fornøjelse.

Det var en formidabel koncert – gang på gang bragede ekstatiske klapsalver gennem salen. Det var vist sådan en aften hvor alle medvirkende er totalt toptunet, lige fra en sprudlende musikchef, til dirigenten Yves Abel, solisterne, koret og alle musikerne i Tivolis Symfoniorkester.

Tivolis koncertsal

Det lille engelske landsby Loxford er ramt af sædernes hastige forfald, selv om byens mange Hyacinth Bucket-kloner fører en indædt og uforsonlig kamp mod både lyster og laster. Det bliver helt tydeligt, da byens honoratiores mødes hos Lady Billows for at beslutte, hvem der er værdig til at blive kåret som byens majdronning – det skal være en ung pige som er uden den mindst plet på ry eller rygte. Men én pige har en kæreste, en anden har kysset naboens dreng og en tredje går med kjoler der er så korte, at hun viser ankler! Den fortvivlede komite må langt om længe indse, at der findes ikke én eneste ulastelig ung pige i Loxford. Ikke én eneste!

Johanne Bock som den skønne Florence Pike. Foto: Natascha Thiara Rydvald og DKT.

Så får man den brilliante ide, at kåre en majkonge i stedet for og valget er ikke svært: Albert Herring bor stadig hjemme hos sin mor og arbejder hele dagen i hendes lille købmandsbutik. Han har aldrig haft en kæreste eller kysset en pige. Albert bliver kronet som majkonge og modtager 25 pund i guld som præmie. Alle er begejstrede – undtagen Albert. Han er træt af sin dominerende mor der forhindrer ham i at leve og nu bliver han oven i købet belønnet for sit triste og meningsløse liv – det er dråben som får bægret til at flyde over.

For at lave sjov med Albert Herring, har hans venner hældt nogle få dråber alkohol i hans saftevand til majfesten. Det giver ham endelig mod til at gøre oprør; han tager til den nærmeste by, hvor han drikker en masse øl på et værtshus. Så drikker han et stort glas rom, derefter noget whisky og noget gin – og så bliver han smidt ud. Så finder han et nyt værtshus, men her vil man heller ikke servere mere for ham og så kommer han op at slås!

Da han genforenes med sin mor og resten af borgerne i Loxford, bliver de forfærdede over hans eventyr. Men Albert Herring sværger, at fremover vil han leve sit eget liv på sine egne præmisser……. Da forestillingen slutter er der oven i købet udsigt til romantik for Albert Herring.

Sangerne:

Gisela Stille som miss Wordsworth. Foto: Natascha Thiara Rydvald og DKT

Gert Henning-Jensen er et meget forudsigeligt valg til rollen som Albert Herring – måske lidt for forudsigeligt. Det var næsten banalt. Alligevel må man indrømme, at han gjorde det supergodt. Han sang fantastisk og sprang rundt på scenen som kun Gert Henning-Jensen kan gøre det. Ylva Kihlberg var sprudlende som den stramtandede Lady Billows og Gisela Stille var helt fantastisk som den nervøse skabsalkoholiker, lærerinden Miss Wordsworth. Men det var Johanne Bock der løb med opmærksomheden, som Lady Billows stressede og konstant kæderygende hushjælp, der har svært ved at undertrykke sine erotiske lyster efter fruen. Mens Loxfords velgørenheds komité leder efter en værdig og dydig majdronning, så kæmper de alle med deres egne laster og småborgerlighedens hykleri bliver udstillet til publikums morskab og fornøjelse. Folk morede sig og der blev grinet i hele salen. Alligevel virkede forestillingen lidt for lang og publikums latter lød en smule træt. Måske fordi historien var lidt for slidt og lidt for genkendelig? Måske fordi det hele var lidt for forudsigeligt?

Musikken:

Benjamin Brittens musik var fantastisk – den virkede meget friskere, dynamisk og vedkommende end historien på scenen. Der var kun 13 musikere i orkestergraven, men der var en særpræget energi i musikken, som balancerede lige på kanten til det atonale. Der var den største samling af trommer, som jeg nogensinde har set på Det kongelige teater og de blev sandelig brugt! Musikken var meget moderne og jeg var super, super, supervild med det. Trods en stor indsats fra alle sangere, så kæmpede de med en både slidt og forudsigelig historie, og en libretto som virkede passé. Jeg tror det var musikerne fra Det kongelige kapel og deres indsats, som gjorde at det alligevel blev en rimelig flot og vellykket forestilling. 

Gert Henning-Jensen som Albert Herring. Foto: DKT og Natascha Thiara Rydvald

I går offentliggjorde Det kongelige teater programmet for sæson 2012-2013. I forbindelse med offentliggørelsen udtalte teaterchef Erik Jacobsen, at publikum på ingen måde ville mærke noget til krisen. Men den kommende sæson indeholder kun 8 opsætninger og det er oven i købet inklusive 3 genopsætninger og en børneopera. Dermed bliver det den mindste sæson jeg nogen sinde kan huske. Derfor er det næsten krænkende, når Erik Jacobsen påstår, at publikum ikke vil bemærke krisen. Vi er jo ikke dumme…..

Når det er sagt, så synes jeg faktisk, det er et utrolig flot og intelligent program – den økonomiske situation taget i betragtning!

Sæsonen åbner med en dramatiseret iscenesættelse af Händels Messias – det er absolut ikke noget for mig og jeg har lidt svært ved at se pointen. Messias er jo et oratorium. Hvorfor skal det absolut presses ind i en ramme, hvor det ikke passer? Jeg kunne måske forstå det, hvis det var et sjældent opført værk, som kunne trække en masse publikum på grund af nyhedsværdien. Men det er jo ikke tilfældet – tværtimod. Hvert eneste år er der talrige muligheder for at høre Messias i juletiden….. jeg synes det havde været bedre, at bruge operaens begrænsede midler på at sætte en rigtig opera op i stedet for!

Senere kan man opleve Rossinis Semiramis; det er en dramatisk historie, der næsten forløber som en parallel til myten om Ødipus. Jeg er i forvejen ret vild med Rossini og når der står i programmet, at Semiramis rummer noget af hans allerbedste musik, så er det en forestilling som jeg glæder mig usædvanlig meget til.

Så følger Janaceks opera “Den fiffige lille ræv” – en forestilling for hele familien. Den handler om en skovfoged som finder en lille ræveunge ude i skoven og tager den med hjem for at pleje den, men ræveungen har lidt svært ved at tilpasse sig menneskenes verden. Jeg synes det lyder som en rigtig sød og charmerende historie. Jeg kender vist ikke noget af Janaceks musik, men jeg tror dette er en god lejlighed til at lave om på det.

Program for sæson 12/13

Senere følger så en rigtig gyseropera af Krzysztof Penderecki, der har skrevet filmmusikken til både Eksorcisten og Ondskabens hotel. Historien foregår i 1643, hvor en priorinde har seksuelle fantasier om en præst – og så ender det med, at han blive brændt på bålet, fordi hun ikke kan styre sine lyster. Gys og sex og begær og religiøst vanvid – jeg synes det lyder helt vildt spændende! Det bliver i hvert fald noget helt ud over det sædvanlige!

Sæsonens sidste nyopsætning bliver Puccinis “Il Trittico” – tre små enaktere. Jeg kender kun Gianni Schicchi, som er en rigtig morsom komedie. Denne opera indeholder en af verdens smukkeste og mest kendte arier: O mio babbino caro. Jeg har aldrig set Gianni Schicchi i virkeligheden, så det er endnu en oplevelse som jeg glæder mig til. Jeg glæder mig selvfølgelig også til at se de to andre stykker: Kappen og Søster Angelica.

Derudover kan man gense “Madame Butterfly”, Carmen og Tannhäuser – tre af de flotteste og mest populære opsætninger fra de sidste par år. Som de fleste faste operagæster, har jeg et lidt anstrengt forhold til Carmen. Ouverturen og 3-4 af de store arier er så misbrugt i medierne og det moderne kulturliv, at de er fuldstændig banaliseret. Man kan ikke lade være med at tænke – årh nej, det magter jeg simpelthen ikke at høre igen. Derfor er det ikke en opera, som trækker mange af de faste operagæster – men det er lidt ærgerligt, for det jo en ret god opera, men en masse flot musik. Til gengæld er Carmen en forestilling, som tiltrækker mange af de gæster som kun sjældent kommer operaen og det samme gælder “Madame Butterfly”.

På den måde synes jeg, at man har sammensat et rigtig flot program, som egentlig rummer noget for enhver smag. Der er en lille håndfuld ekstremt spændende nyopsætninger. Alle de faste operagæster – dem som kun ser de nye opsætninger – har virkelig noget at glæde sig til. Men der er også tre opsætninger, som allerede er publikumsfavoritter – folk som ikke har set dem får en chance mere. Og alle os andre? Jo, jeg tror man har valgt tre forestillinger, som mange faste operagæster også gerne vil se igen!

Det kongelige kapel på gamle scene.

Historien om den spanske adelsmand og kvindeforfører Don Juan er mange hundrede år gammel, men den blev kendt i hele Europa via Molières komedie “Don Juan”. Det er også den der ligger til grund for Mozarts opera, men librettoen er skrevet på italiensk og derfor hedder den “Don Giovanni”. I operaen bliver hovedpersonen heller ikke tiltalt eller omtalt som andet en Don Giovanni – derfor synes jeg det er ret meningsløst, at Den Jyske Opera kalder deres forestilling for Don Juan.

Handlingen:

Operaen begynder med at Don Giovanni voldtager Donna Anna og dræber hendes far. Da han flygter fra gerningsstedet løber han ind i en fremmed – og tydeligvis – ulykkelig kvinde. Don Giovanni pønser allerede på nye slyngelstreger og endnu en forførelse, da han opdager – oh skræk! – at det er hans egen kone Donna Elvira. Nu må han igen bruge alle sine lumske tricks for at undslippe…….. Så løber han ind i et bryllup; bondepigen Zerlina skal giftes med sin Masetto. Mens Don Giovannis tjener Leporello håndterer Masetto, forfører han selv Zerlina: Là ci darem la mano – tag min hånd og følg med mig til mit slot. Der bliver vi gift og du siger ja til mig…. synger slynglen forførende.

Don G - foto: Den Jyske Opera og Anders Bach

Men den rasende og forsmåede hustru Donna Elvira er lige i hælene på ham, fast besluttet på at forpurre alle hans lumske planer. Også den hævntørstige Donna Anna og hendes forlovede Don Ottavio er på sporet af ham. Nu får han også den bedragede Masetto og hans kammerater på nakken. Skruen strammes om Don G. Men hans stærkeste modstander er Donna Annas far, den dræbte kommandant, som truer Don Giovanni fra graven. Slutscenen rummer hele hovedpersonens storhed og den er grunden til vores fascination af denne karakter – selv om han bliver truet med al helvedes bål og brand, så nægter Don G. at angre sine synder. Han er ikke en kujon der svigter sig selv, når det brænder på – i stedet er han tro mod sig selv og sine egne principper. Derfor slutter forestillingen med, at Don G. bliver opslugt af helvedes flammer…….

…..bortset fra, at sådan går det ikke helt i denne opsætning. Jo, helvedes flammer er der skam. Men der er ingen stengæst; kommandantens statue er erstattet af et par øjne på bagvæggen. Jeg synes det var både skuffende og tamt. Og i den store dramatiske slutscene er det alle Don Giovannis modstandere som myrder ham, alle dem som han selv har snydt og bedraget – det er ren nemesis. Men det betyder også, at man har reduceret det store skæbnedrama til en banalitet. Derfor koster de sidste 30 sekunder af denne forestilling halvdelen af stjernerne! 

Sangerne:

Jørn Pedersen var en glimrende Don G. med sorte læderbukser, svingende rød velourkappe og brystet besat med sølvbroderi – en rigtig dekadent og ekstravagant døgenigt. En samvittighedsløs slyngel, som man godt kan forstå at pigerne faldt for.

Luciano Miotto var en vittig, skælmsk og charmerende Leporello. I dag kan det være svært at forstå, hvorfor Mozarts operaer var så farlige, at flere blev censureret; men her har vi en tjener som synger, at han er træt af at være tjener for andre – han vil selv være adelsmand. Samtidig er han dybt ironisk og sarkastisk mod sine herskaber – han er simpelthen dybt uforskammet. Men han slipper afsted med det fordi han ikke er dum – tværtimod. Dermed udfordrer Leporello – og Mozart! – tidens normer og samfundsindretning.

Don Giovanni og Donna Elvira - Foto: Den Jyske Opera og Anders Bach

Sune Hjerrild sang partiet som Don Ottavio og det var nok en af forestillings største katastrofer. Da ham kom på scenen i et absurd kostume der gjorde ham tromletyk, og samtidig lignede en spradebasse med det hvide pudder i ansigtet, den besynderlige frisure og den sorte skønhedsplet, klukkede folk lystigt af grin. Han så fuldstændig latterlig ud……. hvis man havde formået at gøre Don Ottavio til en komisk figur, så havde det sikkert virket som en sjov ide. Men sådan var det ikke. Don Ottavio er Don Giovannis diamentrale modsætning – han er seriøs, oprigtig og inderlig i sin kærlighed til Donna Anna. Derfor virker hans kostume som et totalt latterligt og umotiveret stilbrud.

Men jeg nød Don Ottavios store arie – Dalla sua pace; efter min mening, den smukkest kærlighedssang der nogen sinde er skrevet og det er uanset om man taler om opera, operette, musical, pop eller rockmusik. Dalla sua pace er så smuk, at den altid griber mig om hjertet: min sjælefred afhænger af hendes/ det som glæder hende, gør mig levende/ det som sårer hende, dræber mig./ Når hun sukker, sukker jeg/ jeg føler al hendes vrede og alle hendes tårer er mine/ jeg følger ingen glæde, hvis hun ikke føler glæde……. 

Men det var uden tvivl kvindernes aften; Ann-Helen Moen var fantastisk som Donna Anna og Kari Postma var pragtfuld som Donna Elvira. De havde begge nogle fantastiske arier, hvor publikum sad som var de tryllebundet. Men aftenens stjerne var Vibeke Kristensen som Zerlina – hun sang med en meget ren og klar stemme. Samtidig havde hun sådan en kraft og fylde i stemmen, at hun virkelig fyldte hele salen med de mest strålende arier og brillante triller.

Scenografi:

Scenografien bestod udelukkende af en videoprojektion, der forestillede en gammel, smuk barokhave, forskellige slotssale, torvet i en pittoresk italiensk landsby og lignende idyler. Man kan godt få den tanke, at det er lidt for nemt og lidt for simpelt……. men så skal man nok lige tænke tilbage på alle de gamle bagtæpper og sidestykker; det var bestemt ikke dem alle der var lige vellykkede. Jeg er faktisk meget begejstret for de nye muligheder og synes at denne videoprojektion var ret flot. Enkelheden gjorde også, at det udelukkende var sangerne og handlingen der var i fokus – ikke rekvisitter og udstyr – og det var slet ikke så dårligt.

Alligevel var denne scenografi måske lidt for enkel. I sidste scene står der et stort bord midt på scenen, hvor Don G. spiser middag. Det var ret enkelt, men dette bord gav alligevel hele scenen en helt anden fylde og dybde. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad man kunne have opnået med et enkelt træ eller en enkel sofa i nogle af de andre scener.

Turne:

Alt i alt var det en ganske flot og vellykket forestilling. Jeg har vist set Don Giovanni 5 eller 6 gange; men Ann-Helen Moen, Kari Postma og Vibeke Kristensen sang så pragtfuldt i aftes, at det muligvis er denne forestilling jeg har nydt mest.

Forestillingen spiller endnu en forestilling på Kongens Nytorv i aften d. 23. februar, hvorefter den fortsætter på turne til Albertslund, Hillerød, Aalborg, Herning, Viborg, Randers og mange flere steder.

Donna Anna og Don Ottavio - foto: Den Jyske Opera og fotograf Anders Bach

I går havde Det kongelige teater repremiere på David Radoks iscenesættelse af La Traviata – en af operahistoriens bedste værker og en af Verdis største succeser. Premieren i Venedig i 1853 var ganske vist ikke særlig vellykket; publikum skreg af grin, da den særdeles omfangsrige sopran skulle foregive at dø af svindsot i sidste akt. Verdi brugte et år på at rette i værket og i 1854 fik La Traviata verdenspremiere endnu en gang – denne gang med en helt ny besætning. Det blev en stor succes og siden har La Traviata været elsket af publikum over hele jorden.

La Traviata er baseret på Alexandre Dumas skandaleroman “Kameliadamen”, som igen er baseret på hans egen ungdomsforelskelse i den berømte kurtisane Marie Duplessis. Henrik Engelbrecht har skrevet en spændende artikel om baggrundshistorien, som man kan læse HER.

Handlingen:

Alfredo forelsker sig i den feterede kurtisane Violetta – og hun forelsker sig i ham. Hun forlader sit ekstravagante luksusliv og alle elskerne i Paris, for at leve sammen med sin nye elsker. Men Alfredo har en søster som gerne vil giftes. Hendes familie har desværre hørt, at Alfredo lever sammen med en berygtet kurtisane, hvilket stopper alle bryllupsplaner. Deres far, den gamle Germont, opsøger Violetta og fortæller hende om familiens problemer. Violetta kan straks identificere sig med den unge piges drømme om kærlighed og lykke. Violetta føler, at hendes egen lykke er ufortjent og frygter at den ikke vil vare; hun ved, at hendes dage er talte, da hun lider af tuberkulose – derfor lykkedes det for den gamle Germont, at overtale Violetta til at forlade Alfredo. Hun har solgt alle sine smykker og alle sine egendele for at finansiere deres samliv. Nu har hun ikke andre muligheder end at vende tilbage til Paris og sine gamle elskere. Såret kærlighed er det værste der findes og Alfredo tager en grusom hævn. Da hun bliver syg, svigter både venner og elskere hende. Men de to elskende genforenes inden Violetta dør. Hun er både ludfattig og dødssyg da Alfredo genfinder hende, men de forsones og derfor dør hun lykkelig…….

Sangerne:

Alfredo blev sunget af operaens nye stjernetenor Peter Lodahl, og Violetta blev sunget af Anne Margrethe Dahl. Deres stemmer har begge en dejlig varm, blød og rund klang, som skabte en helt utrolig harmoni mellem dem. Jeg har efterhånden set La Traviata en masse gange, men denne gang har helt sikkert den bedste og det skyldtes uden tvivl samspillet mellem de to hovedpersoner – det var simpelthen magisk. Jeg har selv La Traviata i en indspilning med Angela Gheorghiu og Frank Lopardo; særligt Gheorghiu er meget skinger…. næsten skrigende. Peter Lodahl og Anne Margrethe Dahl var 100 gange bedre. Anne Margrethe Dahl lavede nogle fænomenale koloraturtriller; det rislede ned af nakken, da hun sang “Follie! Follie!“. Anne Margrethe Dahl er en fantastisk sanger – en af de bedste på Det kongelige teater. Men jeg tror aldrig hun har været så god som i går – jeg har i hvert fald ikke hørt det. Jeg havde den samme oplevelse når Peter Lodahl sang; jeg smeltede simpelthen da han sang “Un dì felice“. Det var et af forestillingens højdepunkter! 

Palle Knudsen skulle have sunget den gamle Germont, men var desværre blevet syg. I stedet havde man fået fat i Nicola de Michele. Jeg var selvfølgelig lidt skuffet, for jeg havde glædet mig til Palle Knudsen. Men Nicola de Michele ligner faktisk Peter Lodahl – derfor fungerede de ret godt som far og søn. Det var næsten et ekstra plus til aftenens forestilling.

Koret var også i topform. Sjældent har jeg oplevet sådan et brus fra det store operakor.

Dirigenten var Marcello Mottadelli; på min egen indspilning er Solti dirigent, men jeg synes ofte tempoet er både forceret og eksalteret – nærmest febrilt. Det kan der selvfølgelig være en god pointe i, men jeg synes alligevel det virker lidt hysterisk. Marcello Mottadelli satte et tempo der var dynamisk, men også let, elegant og boblende. Mange kalder La Traviata for en champagneopera og det er ikke blot fordi at de drikker en masse champagne – det er også fordi musikken er munter og boblende. Man kan godt blive sådan lidt ør i hovedet, som om at man selv havde drukket champagne. Hvem får ikke lyst til at danse, når de hører “Brindisi“, La Traviatas berømte drikkevise?

Scenografien:

Anne Margrethe Dahl som Violetta. Foto: DKT og Miklos Szabo.

Scenografien var lavet af Lars-Åke Thessmann og den var lige så vellykket som resten af forestillingen. Første akt foregår i Violettas store elegante palæ, med udsigt over Paris. Vi ser både Eiffeltårnet og Sacré Coeur mod den mørkeblå nattehimmel. I anden akt afviger scenografen fra traditionerne; i stedet for at flytte på landet, flytter de elskende ud til et strandpalæ. Sand og klitter vælter ind af døre og vinduer, mens bølgerne vugger blidt i solen udenfor. Da Violetta dør i sidste akt, er vi atter tilbage i Paris, men hendes værelse er tomt. Fortidens pragt er forsvundet. Gulvet er brækket op; brændt eller solgt? Da tågen uden for vinduerne letter, ser man, at der kun er en armslængde til nabohuset. Da hun forsones med Alfredo fortrænger minderne om deres lykke de tunge, grå ejendomme uden for vinduerne og bølgerne skyller igen imod dem. Men deres ønsker og længsler kan ikke fortrænge virkeligheden. Snart synker Violetta igen sammen, bølgerne og den blå himmel forsvinder som dug for solen. Skæbnen er uforsonlig……….

Kritik:

La Traviata er simpelthen en usædvanlig flot og vellykket forestilling. Jeg tror alle gav alt hvad de kunne; både solister, kor, dirigent og orkester – og resultatet var derefter. Sjældent har jeg nydt en opera så meget……. det var total nydelse fra start til slut. Faktisk fandt jeg kun to ting som jeg gerne vil kritisere; for det første røg Peter Lodahl/Alfredo merskumspibe. Det var dybt utroværdigt – han var slet ikke en type som røg pibe. Hvis han absolut skulle ryge, så skulle det være en cigaret. Dernæst er jeg nødt til at klage over Peter Lodahls undertøj. Jaja, Peter Lodahl er en utrolig flot og charmerende mand – også i undertøj. Men stilmæssigt har man lagt forestillingen omkring 1910-1912. Sådan cirka. Den gang gik mænd altså ikke med sort undertøj. Det tror jeg først man begyndte at gøre i 60erne eller 70erne. Selvfølgelig er det kun en detalje; alligevel virker det som et irriterende stilbrud. Derfor håber jeg, at Peter Lodahl skifter undertøj inden næste forestilling…………….. 😉

Anne Margrethe Dahl som Violetta og Peter Lodahl som Alfredo. Foto: DKT og Miklos Szabo.

I dag har ledelsen på Det kongelige teater offentliggjort præcis hvor mange og hvilke ansatte der bliver afskediget. I alt skal 81 stillinger spares væk; det kan primært ske ved planlagte pensioneringer, almindelig kontraktudløb, nedlæggelse af ubesatte stillinger og frivillig afgang. Derfor er der kun 12 ansatte som får en decideret fyreseddel…..kun 12!

Det får ligefrem Politiken til at bruge ordet “nådigt” i deres artikel…….man spørger sig selv, om det er en dårlig joke? Det viser, at ledelsen på Det kongelige teater har været rigtig gode til at manipulere med medierne. Det er virkelig spin i højt gear. Ved hjælp af medierne er det lykkedes at fremstille denne skandale som en succes: der er kun 12 som fyres! Man kan bare undre sig over, at journalisterne ikke kan gennemskue denne manøvre. Det er næsten skandaløst……..

Faktum er jo, at operakoret stadig bliver reduceret fra 56 til 40 medlemmer – det var præcis den katastrofe som mange prøvede at undgå. Det er fuldstændig underordnet, hvor mange der direkte bliver fyret og hvor mange der går på pension eller andet. Operakoret er stadig reduceret med 25% og nu har Danmark et af verdens mindste operakor. Det er ikke længere et mareridt som man kan vågne fra – det er virkelighed.

Det er ret imponerende, at det er lykkedes ledelsen på Det kongelige teater, at fjerne fokus fra denne massakre. Operakoret er lige blevet slagtet og der er tilsyneladende ingen som har opdaget det. Det ville faktisk være lidt komisk, hvis det ikke var så tragisk! 

Og hvem har ansvaret for denne situation? Teaterchef Erik Jacobsen har en del af ansvaret – jeg synes ikke han har været særlig god til at støtte kunstnerne i deres kamp for at undgå disse besparelser. På den anden side har det måske givet ham en strategisk fordel i forhandlingerne med kulturministeriet, at han har holdt sig ude af den offentlige debat. Men bag ham står kulturminister Uffe Elbæk selvfølgelig med det overordnede ansvar; som kulturminister er det hans opgave at sikre et bredt og velfungerende kulturliv på et højt niveau i Danmark. Men den opgave har han svigtet, ved at pålægge Det kongelige teater en besparelse på 100 millioner kroner.

Uffe Elbæk vil sikkert fastholde, at der ikke er flere penge. Han vil sikkert også hævde, at han har gjort alt hvad han kunne for at undgå denne situation. Jeg tror desværre, at vi er mange som stiller spørgsmålstegn til hans engagement og hans vilje i denne sag. Hans berømte Marshall-plan har simpelthen skabt et tillidsproblem, der har ramt ham selv i nakken som en boomerang. Allerede før han blev kulturminister, havde Uffe Elbæk jo afsløret en hensigt om at skære i tilskuddet til den klassiske musik, for at favorisere den rytmiske musik i stedet for. Første halvdel af planen er nu gennemført; så bliver det spændende at se, hvem der slipper for besparelser…. eller måske ligefrem får hævet deres tilskud!

Heldigvis er det ikke et klynkekor – det kongelige operakor giver ikke bare op! I stedet vil de kæmpe for, at Det kongelige teater igen får et stærkt og fuldtalligt operakor i verdensklasse, fortæller operasanger Søren Hossy til Politiken. 

Jeg synes det er megasejt, og jeg håber, at der er rigtig mange som vil støtte dem……

“Man bytter da ikke en fin gammel stradivarius for en flot violinkasse” – Lone Koppel

Lige for tiden er DONG ved at opføre Danmarks største havmøllepark ved Anholt; når havmølleparken bliver færdig vil den bestå af 111 havvindmøller som tilsammen kan levere 400 MW. Men det får man ingen glæde af på Anholt – det er nemlig alt for dyrt, at føre strømmen ind til den lille ø. Det er lidt svært at forstå, når politikerne hævder, at de kæmper for miljøet og vil sænke CO2-udslippet. Dette eksempel viser, at når det kommer til stykket, så tænker politikerne kun på pengene……. men det forhindrer dem naturligvis ikke i at bruge milliarder på at holde møder, hvor de kan SNAKKE om hvor vigtigt det er at sænke CO2-udslippet og stoppe den globale opvarmning.

Det er fuldstændig det samme på Det kongelige teater – politikerne snakker om hvor vigtig kunst- og kulturlivet er for Danmark, men det er bare ord – tomme ord, som ikke betyder noget som helst. De forstår slet ikke hvad det betyder. Politikerne interesserer sig kun for penge – og for at blive genvalgt ved det næste valg. I disse dage hører man masser af politikere udtale, at vi er midt i en alvorlig krise og derfor må det kongelige teater også spare. Det skyldes helt utrolig uvidenhed – alle som kender forholdene ved, at det kongelige teater har sparet og sparet og sparet. Hvis man sparer mere, så giver det slet ikke mening at have en opera.

Da Mærsk McKinney Møller forærede os en ny opera, lovede politikerne samtidig at sikre driften. Man regnede og regnede, og indgik nogle kompromisser om hvor mange musikere, hvor mange sangere og hvor meget administrativt personale der var brug for i den nye opera. Men lige siden har der været nedskæringer hvert eneste år. Udgifterne til bygninger er øget med 30 millioner bare i løbet af de sidste 4 år. Samtidig er det offentlige tilskud faldet med 60 millioner. Sammenlagt betyder det, at operaens rådighedsbeløb er faldet med 90 millioner kroner. I 2010 blev der fyret 30 medarbejdere. I 2011 blev der fyret 25. Man har sænket antallet af både opsætninger og forestillinger. Samtidig er billetterne steget med 113% på 4 år……. man har virkelig gjort hvad man kunne, for at få økonomien til at hænge sammen. Alligevel er økonomien i huset er så presset, at der er en instruktør, som i år har valgt, at han selv betaler for de ekstra violinister som er nødvendige for at gennemføre den forestilling som han er ansat til at sætte op. En anden instruktør arbejder simpelthen gratis. Fra at være en opera i verdensklasse, er den kongelige opera efterhånden forvandlet til The Beggars Opera, en ludfattig Tiggeropera.

Operaen på Holmen

Trods disse forhold skal der igen spares på Det kongelige teater – denne gang skal de spare 100 millioner kroner over de næste 4 år. Det er 25 millioner om året…… Det betyder, at operakoret bliver reduceret fra 56 til 40 medlemmer. Hvis det sker, så mister operaen sin værdi – det vil simpelthen ikke lyde godt. Og hvorfor skal man gå i operaen, hvis det ikke lyder godt??? Scenekunstnerne er så desperate, at de har skrevet et åbent brev til hr. Møller, hvor de beder om flere penge. Desværre cementerer det blot rygterne om det kongelige teater som en Tiggeropera.

Først og fremmest skyldes denne kedelige situation en kulturminister som ikke har noget forhold til hverken kunst eller kultur. Som om det ikke var slemt nok, så er manden heller ikke politiker – men nu sidder han pludselig som kulturminister og så bliver det tydeligt, at han er dybt inkompetent. Det er simpelthen en farce, der minder lidt for meget om Den politiske kandestøber. Uffe Elbæk er bare verdensmester i store ord, varm luft og selviscenesættelse – hverken mere eller mindre! Problemet er blot, at dette er ikke en holbergsk komedie. Dette er den benhårde virkelighed og kulturministerens manglende kulturforståelse gør ham til en trussel mod Det kongelige teater, Operaen, balletten og alle landets symfoniorkestre.

I lørdags var jeg til støttekoncert – eller demonstration – på det kongelige teater. Operakoret og det kongelige kapel gav en koncert, hvor de spillede kendte korværker som Fangekoret fra Nabucco, Triumfmarchen fra Aida og mange flere. Mellem numrene var der protesttaler fra operasanger Lone Koppel, forfatter Knud Romer, skuespiller Henrik Jandorf, kongelig balletdanser Alexander Stegger og den nye operachef Keith Warner, som fortalte, at han følte det som om at man havde inviteret ham med på et luksuskrydstogt og da han var kommet ombord fik han at vide, at skibet var Titanic. Tonny Landy var konferencier og fortalte en lille historie fra 2. verdenskrig; dengang var økonomien så presset i England, at regeringen ville spare på kulturen. Winston Churchill protestede: “Jamen, hvad kæmper vi så for”, spurgte han forarget. 

Georg Metz fortalte om kong Frederik d. 6. – som i følge Georg Metz ikke havde trængt sig på, da vorherre uddelte forstandens gaver. Efter statsbankerotten i 1813 ville statsmændene også annullere alt støtte til kunst og kulturliv. “Bare fordi vi er fattige, behøver vi jo ikke at være dumme”, svarede kongen……

“Men kunsten er jo bare elitens legeplads. Der er mange flere som er vilde med dans……”, sluttede Georg Metz – det var naturligvis sarkasme. Men sjovt nok, så var det netop disse uintelligente synspunkter som Ole Birk Olesen gjorde sig til talsmand for, da han deltog i Deadline søndag aften, sammen med Anita Bay Bundegaard og Claes Kastholm.

Ole Birk Olesen(fra Liberal Alliance) foreslog, at det kongelige teater bare kan øge billetprisen med 41kr. Det er jo mennesker med udmærket løn som Uffe Ellemann, Anita Bay Bundegaard og Claes Kastholm der kommer i operaen: “Det er jo ikke folk på kontanthjælp der typisk går i operaen”, sagde han. Men det viser hans manglende forståelse og alle hans fordomme. Det viser også, at han ikke selv kommer der. Hvis han gjorde det, så ville han vide, at det er alle mennesker som kommer i Operaen. Operaen er ikke bare for eliten – den største gruppe er helt almindelige mennesker, som er folkeskolelære, gymnasielærer, bibliotekarer, mv. Men der kommer sandelig også mange “fattige” mennesker. Jeg har selv betydeligt færre penge end fattige Carina, men jeg prioriterer operaen meget højt……. til gengæld har jeg ikke været på ferie siden år 2000. Jeg ryger ikke, jeg drikker ikke alkohol og jeg går ikke i byen. Jeg har valgt, at jeg hellere ville bruge mine penge på opera og klassiske koncerter – men nu har jeg snart heller ikke råd til det længere.

Det er virkelig alle samfundsgrupper som kommer i operaen, men selvfølgelig er de svageste samfundsgrupper dem som fylder mindst. Men Ole Birk Olesen laver en kæmpefejl, når han fortolker det som manglende lyst og interesse…….. i stedet kunne det jo skyldes de skyhøje billetpriser. Samtidig med at Det kongelige teater skal spare yderligere 100 millioner, så står der i den nye aftale, at teatret også skal række ud efter nye grupper. Men det er jo fuldstændig meningsløst, hvis man først saboterer det kunstneriske niveau og dernæst sætter prisen op, så de/vi slet ikke har råd til at komme der.

Søren Pind er også gået ind i kampen for det kongelige teater. Det kommenterede Ole Birk Olesen ved at sige, at “Søren Pind kan jo godt selv lide at besmykke sig med sådan en fin titel som en der går i operaen”. Sarkasmen er tydelig…… og nedladende. Ikke bare over for Søren Pind – næh, det er en sarkasme som rammer alle der går i operaen. Hvorefter Ole Birk Olesen meget nedladende gør opmærksom på, at opera er underholdning og absolut ikke andet…… da Anita Bay Bundegaard forsøger at protestere, afviser Ole Birk Olesen hendes forklaring som “åndssnobberi”.

………..og det er netop problemet. Det er de kulturløse som går til kamp mod det de ikke selv forstår – det skal smadres og ødelægges! Vi er midt i en blodig kulturkamp og lige nu fører vandalerne. De er ved at smadre et mangfoldigt kulturliv, som det har taget mange år og kostet mange penge at bygge op. Vi har brug for skoler, for uddannelse, sygehuse og læger – men vi har også brug for kultur. Hvad nytter det, at man har job, uddannelse og godt helbred, hvis man hensmægter af mangel på livskvalitet? Uden kulturen, uden Det kongelige teater, uden operaen, så bliver Danmark et fattigere samfund. Man behøver bestemt ikke at tilhøre eliten, for at kunne nyde og glæde sig over en fantastisk opera……. 

Protestkoncert og demonstration på Det kongelige teater

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: