Det blev Ukraine, som vandt årets Eurovision Song Contest.

Jeg endte med at stemme på 11 sange – en hel del af dem endte (ikke overraskende) i bunden. Men jeg stemte også på Ukraine. Da jeg så og hørte sangen i DRs kavalkade, kunne jeg absolut ikke lide den. Men jeg ændrede holdning, da jeg oplevede sangen i semifinalen – Jamala har en fantastisk stemme og hun leverede en sceneoptræden, der var noget helt for sig selv. Derfor er Ukraine en både fair og værdig vinder.

I dag er der meget diskussion om, hvorfor Ukraine vandt og Australien “tabte” … Johann Sørensen(formand for grandprixfans.dk) udtaler til DR, at det er en politisk sejr(tryk her). 

Australien var min favorit fra jeg hørte Dami Im synge “Sound of Silence” første gang. Men jeg blev helt vildt skuffet, da jeg hørte sangen i semifinalen. Og jeg blev faktisk endnu mere skuffet, da jeg hørte sangen i finalen. Jeg sad og spurgte mig selv: er det virkelig denne sang, som jeg har lyst til at høre igen, når det hele er slut? Vindersangen bliver jo spillet igen. Men mit svar var nej – sceneshowet var så kedeligt og banalt, at jeg ikke havde lyst til at se eller høre sangen igen og derfor lad jeg være med at stemme på den. Gad vide hvor mange, der har tænkt nogenlunde på samme måde som mig?  

I går havde Ekstra Bladet et interview med Nicoline Refsing(tryg her), hvor hun fortæller, at hun er hjernen bag Australiens sceneshow, hvilket hun tilsyneladende er meget stolt af … det er jo lidt sjovt, for jeg er sikker på, at det er Nicoline Refsing, der har kostet Australien sejren. Sangen var jo fantastisk og Dami Im sang supergodt. Men sceneshowet faldt helt igennem – og det samme gjaldt for øvrigt Italien, som Nicoline Refsing også var ansvarlig for. 

Det er nemt og bekvemt, at kalde Ukraines sejr for en “politisk sejr” – jeg mener bare ikke, at det har nogen hold i virkeligheden. Jeg har ikke en gang sat mig ind i de politiske og historiske forhold, som Jamalas sang handler om.

Jeg vil dog gerne indrømme, at jeg har ét lille problem med Jamala; før finalen udtalte Jamala: “Hvis den (sangen, red.) vinder, betyder det, at det moderne Europa ikke er ligeglad og er klar til at høre om andre menneskers smerte og til at vise sympati.”(Tryk her) – jeg synes det er en temmelig ubehagelig og usympatisk form for afpresning. Enhver kan jo komme med en rigtig lortesang og sige det samme – og hvis Europa ikke stemmer på sangen, så er det fordi vi er ligeglade med andre menneskers smerte og lidelse? Det der med at have hjertet på det rette sted, er blevet et af de mest misbrugte begreber i vores politisk korrekte verden. Jamala er heldig, at hendes sang er rigtig god, for det er altså den væsentligste grund til at hun vandt i aftes!!! 

Jeg synes Ukraine var en god vinder – men jeg er lidt ked af, at Australien tabte på den måde. I meget lang tid så det jo ud til, at sejren var i hus for Australien. Og så tabte de ved den allersidste pointgivning. Selvfølgelig er det superflot at blive nummer to – men jeg kan godt forstå, at det føles som en spand koldt vand i ansigtet, når det sker på den måde.

Sverige havde indført et nyt pointsystem, som skulle holde spændingen til det sidste – og man må sørme sige, at det lykkedes over alt forventning. Men var det godt? Jeg synes det var synd for Australien, som mistede sejren på den måde. Jeg synes også det var synd for stakkels Polen, der lå helt i bunden – og med et enkelt slag endte de pludselig som nr. 8. Hvis man vil øge spændingen til det maksimale, så kan man jo ikke nægte, at det nye pointsystem virker efter hensigten – alligevel er jeg ikke særlig vild med det. 

Det nye pointsystem udstiller forskellen med den såkaldte fagjury og seernes stemmer – og jeg synes det giver grund til at stille spørgsmålet: hvad i alverden skal vi med den der fagjury? Hvorfor kan the Eurovision Song Contest ikke være en 100% demokratisk forestilling, hvor alle stemmer tæller lige meget? I don´t get it! 

Reklamer

Om et par timer begynder årets finale – jeg er lige nødt til at opdatere min hitliste. Siden jeg skrev det sidste indlæg har jeg nemlig ændret holdning til en del af sangene.

Polen var på listen over de sange som jeg hadede mest. Da jeg hørte sangen i semifinalen kunne jeg dog godt høre, at sangeren har en rigtig god stemme. Og da de lavede det traditionelle resumé i forbindelse med afstemningen, så begyndte jeg ligefrem at synes rigtig godt om sangen. 

Ukraine var også på min hadeliste. Jeg er stadigvæk ikke specielt vild med sangen, men jeg synes det var årets stærkeste optræden. Jeg var virkelig imponeret og sangeren har en meget stærk stemme. Derfor kan jeg godt forstå, hvis mange mennesker stemmer på Ukraine.

Østrig – da jeg hørte sangen første gang, syntes jeg, at det var en meget sød og charmerende sang. Men det var dog ikke en af mine favoritter. Nu har jeg hørt sangen et par gange og jeg er efterhånden blevet rigtig, rigtig vild med den. Det er måske årets mest poetiske sang. 

Georgien – i følge medierne var der ingen som havde regnet med, at Georgien ville gå videre til finalen. Men Georgien var faktisk med på min favoritliste. Der var et eller andet ved sangen, som jeg godt kunne lide, uden at jeg rigtig vidste hvad det var. Videoen var temmelig bizar, men deres sceneshow var jo helt fantastisk – og pludselig blev det tydeligt, at sangen faktisk er virkelig god. Pludselig kunne jeg høre, at sangen minder mig om brit-pop fra 90erne. Ingen troede at Georgien ville gå videre til finalen … men det gjorde de. Ingen har nævnt Georgien blandt de førende favoritter … men det betyder jo ikke, at Georgien ikke kan vinde. Georgien er i hvert fald helt i toppen af min favoritliste.

Australien – nøj, hvor blev jeg skuffet. Deres sceneshow var et af de allerkedeligste og sangeren kom i en kjole, som nærmest lignede en parodi på 90ernes Eurovision shows. Den  passede jo slet ikke til hende. Det havde fungeret meget bedre med et par jeans og en sort t-shirt. Men Eurovision handler ikke kun om sangene – det handler jo også om at levere varen på scenen. Sangen er så god, at Australien stadig er en af mine favoritter, men jeg er ikke længere sikker på, at det er min foretrukne vindersang(Jeg har lige læst, at det er en dansker, som har skabt årets mest mislykkede optræden – tryk her).

Vinder Rusland?

Både medier, kommentatorerne og bookmakerne holder fast i Rusland, som storfavoritten. Den er ikke på min favoritliste. Bliver jeg ked af det, hvis Rusland vinder? Nixen bixen!

I 2006 vandt Finland med Lordi og deres “Hardrock halleluja” – jeg synes det er den mest rædselsfulde sang, der nogensinde har vundet the Eurovision Song Contest.

I 2007 vandt Serbien med den mest kedelige sang jeg nogensinde har hørt. Jamen, altså – jeg forstår simpelthen ikke, hvordan den sang kunne vinde noget som helst.

Man har altså lov til at have en menig om disse sange – man har sørme også lov til at sige, at man synes disse sange er aldeles rædselsfulde. Men jeg synes man overskrider grænsen, når man siger det er urimeligt eller forkert, at disse sange har vundet. Og når man så begynder at bruge konspirationsteorier til at forklare, hvordan disse sange/lande har snydt sig til en sejr, så er man fucking langt ude!

Jeg hader både den serbiske og den finske vindersang – men jeg er faktisk glad for at de vandt, for det betyder jo, at der er nogle andre som er blevet glade, nogle der har en musiksmag, som absolut ikke er vandt til at vinde. Jeg blev særligt glad da Finland vandt, for de har været med i så mange, mange år uden at vinde noget som helst. Derfor er jeg sikker på, at denne sejr betød rigtig meget for dem.

Hvis Rusland vinder, så vil jeg sende en venlig tanke mod Rusland(præcis som jeg gjorde med Finland og Serbien) og så vil jeg gå i seng – men det vil sikkert medføre de samme beskyldninger om snyd, bedrageri og uærligt spil, som vi er vant til at høre hvert evige eneste år, hvis Danmark ikke vinder. I don´t get it! Hvis man ikke en gang kan acceptere, at andre menneskers favoritsang vinder i the Eurovision Song Contest, så kan man sørme godt forstå, at der er så meget krig i verden. Hvordan kan man være så intolerant? Jeg forstår det simpelthen ikke. Når alt kommer til alt, så er det jo bare en skide musikkonkurrence! Der er ingen grund til at starte tredje verdenskrig, bare fordi man synes, at den forkerte sang har vundet. 

Mine favoritter i 2016

1: Georgien.

2: Cypern.

3: Australien.

Men jeg bliver også glad hvis Frankrig, Sverige, Spanien, Østrig eller Ungarn vinder. Hvem stemmer jeg på? Først og fremmest kommer det selvfølgelig an på, hvordan de forskellige sangere og grupper optræder i aften. Men hvis man lige ser bort fra det, så  overvejer jeg om jeg skal nøjes med at stemme på mine tre topfavoritter eller om jeg skal stemme på alle mine otte favoritsange. Det ved jeg ikke endnu. Men jeg glæder mig i hvert fald til at høre alle  sangene om et par timer! 

I går var jeg til debutkoncert med Sofia Kayaya, der optrådte sammen med venner og musikalske kollegaer i Frederiksberg menighedshus. Der var helt fyldt – man måtte finde stole til to ekstra rækker, som også blev fyldt.

Frederiksberg menighedshus. Copyright: Jens Drejer.

Frederiksberg menighedshus. Copyright: Jens Drejer.

Det første værk var César Francks sonate for violin og klaver, som i dagens anledning var arrangeret for fløjte og klaver, hvilket fungerede superflot. Det er et værk, der er fyldt med sprudlende energi. I tredje sats stiger intensiteten, så det næsten bliver en lille smule voldsomt, mens der bygges op til et flot klimaks, der kulminerer i den fjerde sats. Til tider var det så smukt, at musikken mindede mig om Chopins nocturner. Det var et fantastisk værk, hvor fløjtens mørke og fløjlsbløde toner virkelig fik lov til at spille hovedrollen.

For kun balloner når himlen

Det næste værk var noget så eksklusivt som en uropførelse af et værk af den unge komponist Lasse Schwanenflügel Piasecki(f. 1981), som hedder “For kun balloner når himlen”. Først hører man et engelsk børnerim: “Min røde ballon, min røde ballon, fløj op, op til himlen. Jeg sprang højt op, for at nå himlen, men jeg kunne ikke nå den, hvorfor?” 

Sofia Kayaya, Neel Teilmann og den røde ballon. Copyright: Jens Drejer.

Sofia Kayaya, Neel Teilmann og den røde ballon. Copyright: Jens Drejer.

Da værket begyndte, stod Sofia Kayaya med en rød ballon i hånden. Samtidig var der et stærkt spotlys, som kastede hendes skygge op på bagvæggen. Så slap hun ballonen og begyndte at spille – samtidig blev hendes skygge forvandlet til en slags skyggeteater. Skyggen rakte armen op og begyndte at svæve op mod himlen. Vinden spilede hendes kjole ud, så den lignede en ballon. Så kom der en voldsom vind, som fik skyggen til at tumle omkuld – men skyggen fandt atter balance, rakte igen efter den røde ballon og fik endelig fat i den. Derefter sank hun atter langsomt og roligt ned på jorden.

Dette lille værk er simpelthen genialt. Man taler så meget om, hvordan man skal håndtere formidling af klassisk musik til børn – men dette værk er genialt, fordi der er en helt klar overensstemmelse mellem de få og enkle elementer: der er kun musikken og skyggen. Men skyggen gør den forholdsvis komplicerede musik meget enkel og forståelig. Når man ser skyggen, så er man slet ikke i tvivl om, hvad der sker i musikken – det vil sige, at på en meget enkel måde, har man forstået, at musikken faktisk fortæller en historie – en historie, som man oven i købet kan forstå. Jeg er sikker på, at alle børn(og voksne) vil elske denne historie – historien er så simpel at alle kan forstå den, men samtidig er det en rigtig, rigtig god historie.

Sofia Kayaya på fløjte og Maria Boelskov Sørensen på harpe. Copyright: Jens Drejer.

Sofia Kayaya på fløjte og Maria Boelskov Sørensen på harpe. Copyright: Jens Drejer.

Jeg har i mange år ment, at Charles Dickens er verdens største forfatter, fordi han formår at forene gys og spænding med humor og underholdning i alle sine historier. Alle Charles Dickens` værker rummer et bredt spektrum af alle disse menneskelig følelser – netop derfor er det sådan en tilfredsstillelse at læse Dickens. Men Lasse Schwanenflügel Piasecki formår faktisk det samme: man forstår pigens sorg, når hun mister sin ballon. Man føler spændingen, når hun flyver op til himlen. Man griner, når vinden rammer hende og hun tumler omkuld – det er beskrevet med humor og derfor er det slet ikke uhyggeligt. Og så bliver man glad, når hun fanger ballonen igen.

Det er simpelthen genialt. Men det er også en historie med dybde. Måske handler historien om mere end en rød ballon. Måske handler historien også om at turde række efter sine drømme. Og måske spillede de dette værk for at fejre, at Sofia Kayaya har fået en af sine drømme opfyldt.

En flot og uforglemmelig debutkoncert

Sofia Kayaya fik bragende bifald efter en rigtig flot debutkoncert. Copyright: Jens Drejer.

Sofia Kayaya fik bragende bifald efter en rigtig flot debutkoncert. Copyright: Jens Drejer.

Derefter fulgte André Jolivets “Chant de Linos” – det er et begreb, som betyder en slags klage-eller sørgesang, der blev brugt i det antikke Grækenland i forbindelse med død og begravelse. Det var et meget, meget stærkt og kraftfuldt værk. Der var også stille stunder i værket – omend de var ganske korte. Men denne kontrast forstærkede virkningen af musikkens kraft. Til tider blev musikken ligefrem hidsig, hvilket måske skulle udtrykke en vrede over dødens uretfærdighed. Men jeg elsker jo temperament – specielt i musik. Derfor var jeg temmelig vild med dette værk.

Efter en lille pause spillede Sofia Kayaya Salvatore Sciarrino´s “Canzona di ringraziamento”, som er et værk for solofløjte. Og hvad skal man så skrive om det? Jeg tror, at jeg vil nøjes med at skrive, at det var meget avantgarde.

Aftenen sluttede med at stort og flot værk af Bach – ikke Johann Sebastian, men Carl Philip Emanuel Bach, som var næstældste søn af den store komponist. Carl Philip Emanuel var elev  hos sin far og det kan man godt høre. Jeg vil faktisk godt indrømme, at jeg ikke rigtig kan høre forskel på dem. Men det gør måske heller ikke så meget, for jeg synes, at sønnens musik er lige så fantastisk som faderens: det er livlig, munter og meget elegant musik. Jeg bliver altid glad og i godt humør af Bachs musik. Det var en rigtig flot afslutning på en flot og uforglemmelig koncert. 

Som det er kutyme ved den slags debutkoncerter, så fik Sofia Kayaya assistance af venner og musikalske kollegaer. Det var Neel Teilmann på klaver og cembalo, Maria Boelskov Sørensen på harpe, Benedikte Damgaard og Karen Johanne Pedersen på violin, Martin Jochimsen på bratsch og Carl-Oscar Østerlind på cello.

Jeg nød hvert eneste minut – måske lige med undtagelse af Sciarrino. Musikken var fantastisk flot og meget varieret. Alle musikerne spillede godt og aftenens hovedperson fik virkelig demonstreret sit store talent og en imponerede spændvidde i sit repertoire. Det var en pragtfuld koncert og en rigtig dejlig aften.

Debutkoncert med Sofia Kayaya i Frederiksberg menighedshus. Copyright: Jens Drejer.

Debutkoncert med Sofia Kayaya i Frederiksberg menighedshus. Copyright: Jens Drejer.

I går besluttede jeg, at jeg ville til stranden igen i dag – men i dag har det været en smule overskyet i Nordsjælland. Det meste af dagen har jeg siddet og kigget ud af vinduet og tænkt: … skal? … eller skal ikke? … eller skal jeg? Meteorologerne siger, at vejret bliver en lille smule koldere i morgen og igen i overmorgen og så kommer der vist et rigtigt vejrskifte. Det vil sige, at hvis jeg skulle have en chance for at komme i vandet, så skulle det jo være i dag …

Klokken fire tog jeg til stranden. Jeg tænkte, at man kunne i det mindste soppe i vandkanten. Men det blev faktisk til 20 minutters rigtig svømmetur. Nøj – hvor var det dejligt. Jeg har virkelig kastet mig rundt i vandet – og det var overhovedet ikke koldt. Jeg vil faktisk gætte på, at vandet var over 17 grader – måske 18 eller 19 grader. Jeg kan altså godt forstå, hvis nogen synes, at det lyder temmelig utroværdigt d. 10. maj. Man skal bare huske, at der er nogle store revler og samtidig er der meget lavvandet. Der hvor jeg plaskede rundt gik vandet jo kun til midt på lårene – når jeg kom længere ud, så kunne jeg jo godt mærke, at vandet pludselig blev MEGET koldt.

Da jeg kom var der cirka 25-30 mennesker på stranden lige som i går. Der var flere som slentrede rundt i vandkanten, men jeg var den eneste som var rigtig ude at svømme. Da jeg gik i land, var der et par unge mennesker, som også gik ud og fik en rigtig svømmetur.

Mellem 16,30 og 17 begyndte der pludselig at myldre med mennesker. Der var en stor gruppe, som pludselig begyndte at slæbe en masse windsurfere frem. Men der kom også en hel del børnefamilier og alle ungerne styrtede ud i vandet. Da jeg forlod stranden var der vel omkring 15 unger som svømmede og dykkede og plaskede rundt mellem hinanden – da jeg gik havde de måske været i vandet i 20 minutter, men der var absolut ingen af dem, der så ud som om at de frøs.

Det er virkelig et privilegium, at man kan cykle til stranden på cirka 5 minutter og jeg er ekstremt glad for, at jeg tog derned. Sikken en dejlig, dejlig badetur.

Jeg havde  ikke mit kamera med på stranden i dag, så dette er endnu et billede fra i går. Copyright: Jens Drejer.

Jeg havde ikke mit kamera med på stranden i dag, så dette er endnu et billede fra i går. Copyright: Jens Drejer.

I går tog jeg til stranden for første gang i 2016. Jeg havde planlagt, at jeg bare skulle soppe lidt i vandkanten.

Men vandet var jo … nej, det var da ikke varmt. Det var heller ikke lunt. Men det var bestemt heller ikke koldt. Bemærk lige badebroen på mit billede – så kan man se hvor langt jeg er ude i vandet. Bemærk derefter hvor lavt vandet er. Det betyder, at når solen skinner, så bliver vandet varmt meget hurtigt. Når solen varmer hele dagen, så har badevandet en fin temperatur sidst på eftermiddagen – men ikke senere, for så bliver det højvandet og så skyller det kolde vand fra Øresund ind mod stranden. 

Jeg havde korte bukser på, men desværre ikke badebukser og det fortrød jeg rigtig meget, for jeg havde virkelig lyst til en svømmetur. Jeg tænkte: “pyt, pyt. De lover jo, at det bliver godt vejr igen i morgen“. Men i dag er det let overskyet her i Nordsjælland og det jo lige præcis dét som er afgørende – selv om det kun er let overskyet, så er det alligevel nok til, at solen ikke kan varme vandet op. Øv, hvor er jeg skuffet. Jeg havde virkelig glædet mig så meget til årets første svømmetur. Og hvad kan man så lære af det? Man skal aldrig udsætte til i morgen … eller: den der gemmer til natten, gemmer til katten!

Der var cirka 25 mennesker på stranden og jeg tror der var omkring 10 personer som var i vandet. Ud af dem var der vist 4 eller 5 som fik en rigtig svømmetur. Jeg har altid sagt, at jeg ikke vil i vandet før sidst i juni – jeg synes det er for koldt. Men efter jeg er flyttet til Nordsjælland, så har jeg lært, at vandtemperaturen afhænger rigtig meget af forholdene på stranden.

MIN strand er verdens bedste strand! Copyright: Jens Drejer.

MIN strand er verdens bedste strand! Selv om jeg er langt ude, så går vandet ikke en gang til knæene. Tryk på billedet for at se det i stor størrelse. Copyright: Jens Drejer.

Så er det igen grand prix-uge – der er semifinale tirsdag og torsdag, og lørdag er der finale i Stockholm.

Jeg er skuffet over, at Tyrkiet stadig ikke er med. De trak sig ud af grandprixet for nogle år siden, fordi de var sure over, at de ikke måtte være med i gruppen af de fire store lande – som er blevet til fem, nu da Italien deltager igen. Jeg kan simpelthen ikke forstå denne konflikt: for det første kan jeg slet ikke forstå, hvorfor Tyrkiet absolut vil være med i denne elite. De er ganske vist sikret en plads i finalen, og det er jo fair, for de betaler meget mere end alle os andre – men alt erfaring viser, at det bestemt ikke giver dem nogen fordel. Det er jo netop de store lande, som har rekord i bundplaceringer. Men hvis Tyrkiet gerne vil betale dobbelt så meget for at være med, så kan jeg ikke forstå, hvorfor man siger nej … jeg synes det hele er åndssvagt. Det er åndssvagt, at Tyrkiet vil være med blandt de store lande og det er lige så åndssvagt, når Eurovision siger nej.

Og så er der Rumænien, som er blevet smidt ud, fordi de ikke har betalt deres gæld på lidt over 100 millioner kr. Det er totalt fair, at de er blevet smidt ud … man kan ikke sige, at Eurovision ledelsen har været unfair. Når man ikke har betalt sin gæld, så er det jo fair nok, at man ikke kan deltage og samtidig generere yderligere gæld. Ikke desto mindre, så ville jeg ønske, at Eurovision ledelsen havde fundet en anden løsning … Rumænien er et af de fattigste lande i Europa, men jeg tror det betyder meget at man kan være med i Eurovision og føle at man alligevel er en del af det Europæiske fællesskab.

Disse to lande har bidraget med nogle fantastiske sange, som jeg stadig elsker: i 2004 var Tyrkiet repræsenteret af Athena med nummeret “For real” og i 2006 sang Mihai Traistariu “Tornero” for Rumænien. Derfor håber jeg, at de snart er med igen!

Bundskraberne 2016

I følge medierne skulle Rusland være storfavorit – og så er det vel sandt. Det er da også en flot sanger og en flot video. Men jeg kan ikke lide nummeret, af samme grund som jeg heller ikke kan lide nogen af de andre sange, som Rusland har bidraget med i 10 eller 15 år. Sangerne kæmper så hårdt … de kæmper så hårdt, at det bliver overdrevet, overspillet, teatralsk og kunstigt. Jeg kan ikke holde det ud. 

Årets absolutte bundskrabere på min helt private og meget personlige hitliste er Estland, Bosnien-Hercegovina, Polen, Serbien, Ukraine, Tyskland og Danmark … JA, JEG SKREV DANMARK! Omkvædet er så vattet og karakterløst, at det er latterligt. Den lalleglade tekst er banal og deres optræden … de tre sangere i Lighthouse X optræder med nogle store kunstige smil, der får hårene til at rejse sig på mine arme. Jeg har prøvet at spørge mig selv, hvorfor det virker så falsk på mig? Jeg har prøvet at synge sangen et par gange og så var svaret helt indlysende: man kan simpelthen ikke synge, når man smiler på den måde. Det kan ikke lade sig gøre. Ikke desto mindre så gør de det alligevel og resultatet er, at det virker falsk. 

På en måde kan man sige, at det danske hold har samme problem som den russiske sanger – de kæmper for hårdt. Men forskellen er, at Rusland har i det mindste en sang som er okay. Det har Danmark ikke!

Favoritter 2016

Heldigvis er der masser af gode sange med i årets grand prix – der er en stor gruppe af sange som er okay og så er der et hovedfelt med syv sange, som jeg har planlagt at stemme på. Når jeg formulerer det på den måde, så er det jo fordi at det også afhænger af, hvordan de optræder på  scenen … derfor kan det jo godt være, at jeg stemmer på en sang, som slet ikke var en af mine favoritter. Omvendt kan det også være, at jeg dropper et af de lande, som jeg havde regnet med, at jeg ville stemme på.

1) Ungarn: Freddie – “Pioneer”: det er en flot sanger. Ja, den slags betyder altså også noget. Jeg synes det er et godt nummer og jeg er vild med deres lækre stortromme. 

2) Cypern: Minus One – “Alter Ego”: Flot forsanger, fed video, fedt nummer. 

3) Sverige: Frans – “If I were sorry”: Der er et eller andet i denne her sang, som jeg synes er skide hamrende irriterende. Men, men, men … sangeren har en rigtig god stemme og det er altså en rigtig catchy ørehænger. Jeg tror også det er en sang som vil appellere til rigtig mange mennesker over hele Europa – hvis Frans kan levere en god sceneoptræden, så tror jeg, at han har en meget stor chance for at vinde.

4) Spanien: Barei – “Say Yay!”: Det er et fedt dansenummer og sangeren har lidt hæs stemme, som er supersexet. Normalt har jeg det lidt svært med dansere – særligt hvis der er mange af dem og de alle sammen danser i takt, som en flok robotter. Jeg hader de der store dansenumre som Michael Jackson, Madonna og Lady Gaga er berømte for. Jeg kan bare ikke holde det ud. Men danserne i denne video er helt fantastiske – jeg elsker sangen, jeg elsker alle danserne og jeg elsker videoen! 

5) Frankrig: Amir – “J´ai cherché”: Er dette en god sang? Jeg ved det ikke. Jeg er bange for, at svaret måske er nej. Men jeg kan altså godt lide den. Jeg bliver fanget af rytmen og jeg bliver glad når jeg hører den.

6) Georgien: Nika Kocharov and Young Georgian Lolitaz – “Midnight Gold”: Denne sang må være årets joker. Men jeg synes faktisk, at den er lidt god … og lidt sjov.

Når jeg taler med andre mennesker om hvem de stemmer på, så er der temmelig mange som svarer: “Nej, jeg stemmer ikke på den eller den sang, for jeg tror ikke at den vinder … ” Så sidder jeg bare og tænker: whaaat??? Jeg er lidt i tvivl om folk faktisk mener hvad de siger eller om de bare udtrykker sig lidt klodset. Det er sgu da ikke en konkurrence, hvor man skal stemme på den sang som man tror vinder …. man skal stemme på den sang eller de sange som man godt kan lide. Tror jeg, at Spanien, Frankrig eller Georgien vinder? Nej, det tror jeg absolut ikke. De sange som jeg godt kan lide vinder aldrig. På den anden side, så tror jeg, at det er svært at forudsige. Hvis alle stemmer på de sange som de bedst kan lide, så kan man aldrig vide, hvordan det ender! 

Jeg tror faktisk, at både Danmark og Rusland har en større chance for at vinde end mange af mine favoritter. Og det er okay. Sådan er demokratiets vilkår og Eurovision er heldigvis en (nogenlunde) demokratisk fest.

And the winner is …

Jeg har allerede afsløret mine favoritter, men jeg har gemt det bedste til sidst: min hovedfavorit er Dami Im fra Australien med nummeret “Sound of Silence”. Hun ser virkelig godt ud. Hun har en fed stemme. Nummeret er fantastisk. Videoen er fænomenal og den mandlige danser er helt suveræn. Der er slet ingen tvivl om, at Dami Im og Australien er min absolutte favorit. Men kan de vinde? …. så vidt jeg husker, så er det  rigtig mange år siden, at en ballade har vundet The Eurovision Song Contest. Derfor tror jeg, at det bliver svært – meget svært. Spørgsmålet er måske også, hvordan denne sang vil gøre sig på scenen …

Men jeg krydser fingre og jeg håber, for jeg synes virkelig, at denne sang er årets bedste bidrag!

For nogle dage siden fandt jeg den nye CD med Den Danske Strygekvartet i min postkasse. Jeg var egentlig i gang med at lave noget andet, men jeg var da lige nødt til at høre en lille smule … bare en lille bitte smule. Og så kunne jeg selvfølgelig ikke slukke igen. Da CD´en var færdig, var jeg nødt til at starte den forfra med det samme. Kort sagt – jeg er virkelig vild med den nye CD!

Thomas Adès – Arcadiana

Den første sats i Thomas Adès strygekvartet hedder “Venezia notturna”, hvilket betyder noget i retning af “nattemusik fra Venedig”. Det er lidt morsomt, for jeg er næsten lige blevet færdig med at læse Marcel Prousts hovedværk “På sporet af den tabte tid”, hvori Venedig spiller en helt central rolle. Alle de store paladser i Venedig er udsmykket af historiens største kunstnere og på den måde fungerer Venedig som en kontrast til Marcel Prousts samtid, hvor det er tempo, funktionalitet og masseproduktion som dominerer. Men Venedig er ved at synke i havet og dermed bliver Venedig også til et dødssymbol; kunsten er ved at dø, mens industrisamfundet blomstrer. Kunst er et udtryk for sanselighed og sanselighed fører til erotik. På den måde bliver Venedig også til et sexsymbol. Bjørn Bredal har brugt denne symbolik, da han skrev sin egen bog om “På sporet af den tabte tid”, som han kaldte for “Begærets by” efter den rolle som Venedig spiller i værket. Thomas Mann bruger det samme dobbelttema, da han skriver “Døden i Venedig”. 

Thomas Adès bruger også dette dobbelttema: den nattemusik Thomas Adès beskriver i den første sats er lyden af gondolernes årer der vrider sig i vandet og de små bølger der skvulper mod husene og klukker omkring broerne, når gondolerne glider fordi. På et tidspunkt er musikken lige ved at slå over i en sentimental vals – næsten. Men kun næsten! Det lyder jo meget romantisk og ufarligt … men jeg kan ikke lade være med at tænke på færgemanden Charon, der sejler de døde til dødsriget. Men der er en lille djævelsk detalje – hvis det virkelig er Charon som ror denne gondol, så vil man ikke genkende ham, før man har bemærket alle overskrifterne på alle satserne. Det er først til allersidst, at gondolieren smider masken og afslører sin sande identitet. Bekymringsløst lader man sig føre afsted … som det fremgår af tredje sats.

Vi genfinder vandmotivet i tredje sats, som hedder “Auf dem Wasser zu singen“. Dette er titlen på et digt af Friedrich Leopold, som er kendt fordi Schubert skrev musik til det. “Auf dem Wasser zu singen” er en af Schuberts mest kendte lieder. Det betyder “at synge på vandet”, forstået på den måde, at sangeren sidder i en lille båd og synger. Jeg er ikke specielt god til tysk, men – hvis jeg ikke tager meget fejl – så kan det også betyder, at “det” eller “noget” synger fra vandet. Så vil jeg gætte på, at det er bølgerne som synger Friedrich Leopolds digt/Schuberts lied: den vuggende båd glider af sted på bølgerne der skinner af glæde og senere danser aftenrøden omkring båden. Sådan går tiden – den ene dag efter den anden, i går, i dag og i morgen, indtil den dag man forsvinder ud af tidens cyklus

Ny CD fra Den Danske Strygekvartet - aka Danish String Quartet.

Ny CD fra Den Danske Strygekvartet – aka Danish String Quartet.

Fjerde sats har den kryptiske titel: “Et … (tango mortale)” – tangoen er per definition begærets dans. I følge forordet i CD´en henviser det lille ord “Et” til et citat af Vergil: Et in Arcadia Ego – også jeg har været i Arkadien. Arkadien var et landskab i den græske mytologi, som symboliserede idyllisk lykke. “Et in Arcadia Ego” kan altså betyde: også jeg har været lykkelig. Men jeg har også set dette udtryk brugt som en eufemisme for kærlighedens fuldbyrdelse og tilfredsstillelse. Det er slet ikke så mærkeligt, når man husker, at det er den græske skovgud Pan, der bor i Arkadien, sammen med nymfer og satyrer. Disse mytologiske væsner er alle kendte seksuelle symboler. I. P. Jacobsen brugte denne symbolik, da han skrev Pan-arabesken: “Kender du Pan? Har du faret vild i dunkle skove?” 

Den sidste sats hedder “Lethe”, som er glemslens flod fra dødsriget i den græske mytologi.

Thomas Adés bruger endnu flere referencer til kendte kunstnere og berømte kunstværker – jeg kender desværre ikke dem alle sammen. Men jeg er vild med kompleksiteten i dette værk: Thomas Adès indgår i en næsten klassisk tradition, når han bruger Venedig som et symbol for dobbelttemaet død og begær. Og så er det temmelig elegant, hvordan det lykkes ham at lade Venedigs kanaler føre direkte ned i den græske mytologis dødsrige. Det er intet mindre end genialt! Livet er som at sejle i gondol gennem Venedigs kanaler – men det er Charon som er styrmand og målet er Hades.

Jeg hørte da Den Danske Strygekvartet spillede dette værk i 2014(tryk her). Jeg var ret vild med værket. Dengang skrev jeg, at værket begyndte med “et musikalsk kaos og en mængde disharmonier, der nærmest kæmper med hinanden.” Det har jeg temmelig svært ved at forstå i dag – jeg synes simpelthen, at det er noget sludder. Jeg vil nærmest sige tværtimod – men det viser nok noget om, hvordan man udvikler sig. Jeg kan huske første gang jeg hørte en symfoni af Mahler – jeg kunne ikke høre andet end et larmende inferno uden mening eller sammenhæng. Det er 20 år siden – og i dag elsker jeg Mahler. Jeg synes det er mærkeligt – og lidt fascinerende – at vores evne til  at forstå og opfange musik kan ændre sig på den måde. 

Per Nørgaard og Hans Abrahamsen

Per Nørgaard og Hans Abrahamsen bruger ikke den samme slags litterære og kunstneriske referencer som Thomas Adés – derfor har jeg ikke så meget at skrive om de to sidste værker. Og det er måske godt nok, for det første afsnit er jo blevet alt for langt. Det næste bliver kortere, men det betyder altså ikke, at værkerne er dårligere eller mindre interessante.

Per Nørgaards værk er mere intenst – der er nærmest en slags indestængt desperation i værket, som giver en vis uro i hjertet. Hans Abrahamsens værk begynder med et kaos af skærende lyde mellem hinanden. Det er farligt og foruroligende – men det er også helt vildt spændende. Jeg vil beskrive begge disse værker som dramatiske og nervepirrende. Det er lige præcis sådan noget musik, der fanger min opmærksomhed. Selv om jeg kun fik denne CD for nogle få dage siden, så har jeg allerede hørt den en hel del gange og hver eneste gang bliver jeg fuldstændig opslugt af musikken.

Musikken er genial og Den Danske Strygekvartet spiller selvfølgelig fuldstændig suverænt – men der er endnu et forhold, som udmærker denne CD: jeg har et temmelig lækkert musikanlæg fra Marantz. Jeg har ikke en kæmpestor musiksamling, men den er dog anstændig. Lydkvaliteten på den nye CD overgår alt, hvad jeg tidligere har hørt. Jeg har lyst til at skrive, at det er fuldstændig lige som at sidde lige ved siden af de fire musikere, men det passer jo ikke – alle som har prøvet at sidde klods op og ned af et orkester ved, at der altid er en lille smule “lydforurening” fra en stol som giver sig en lille smule, tøj der knitrer, vejrtrækninger osv … på denne CD er lyden fuldstændig renset, ren og klar. Det giver musikken en utrolig intensitet, som jeg aldrig før har hørt eller oplevet på en CD. 

Der er ingen tvivl om, at denne CD er en af de allerbedste i min samling og jeg er sikker på, at det er en af dem, som jeg kommer til at høre igen og igen og igen!

Tryk her for at købe CD´en på Amazon.

Den danske strygekvartet 2014. Copyright: Jens Drejer.

Den danske strygekvartet 2014. Copyright: Jens Drejer.

Tivoli er først og fremmest kendt for de mange forlystelser. Men Tivoli er også kendt for musikken og der er noget for enhver smag: der er masser af koncerter med både pop, rock og klassisk musik. Endelig er der de mange restauranter og her er der også noget for alle smagsløg og enhver pengepung. Uanset om man bare vil gå en tur og kigge på de mange blomster eller køre i rutschebane, uanset om man vil spise en god frokost eller høre en god koncert, så er der noget altid en grund til at tage i Tivoli. Tivoli fylder kun 82.717 m2 – tænk at man kan tilfredsstille så mange forskellige menneskers forskellige interesser på sådan en begrænset plads. Det er sørme imponerende og derfor synes jeg, at Tivoli er et lille mirakel midt i København.

Tivoli reklamerer selv med, at de er “Byens største spisested” – og det er formodentlig rigtigt. Desværre er det lidt overset, at Tivoli også er byens største VEGETARISKE spisested. Langt flere end halvdelen af restauranterne i Tivoli har en eller flere vegetarretter på deres menukort. Rundt omkring kan man også være heldig at finde enkelte retter, som er veganske. Hvis man spørger venligt, så er der også nogle restauranter, som gerne vil veganisere deres vegetarretter. Det er ikke altid muligt og det er heller ikke altid de har tid til det. Men nogen gange kan man sagtens være heldig.

Nimb i Tivoli - maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Nimb i Tivoli – maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Jeg har lyst til at sige, at i år vil jeg prøve at smage alle vegetarretter i Tivoli. Men det kan ikke lade sig gøre. Det er simpelthen ikke muligt. Hvis jeg skulle prøve alle vegetarretter på alle restauranterne i Tivoli, så skulle jeg spise i Tivoli mindst én gang om ugen i hele sommersæsonen og det har jeg simpelthen ikke råd til. I stedet vil jeg forsøge at komme rundt i haven og prøve så mange restauranter som muligt: man kan få vegetarburger på Woodhouse, man kan få pizza og pasta på Mazzolis og La Vecchia Signora, man kan få japansk mad hos Wagamama og hvis man ønsker noget der er lidt mere eksklusivt, så er der Grøften, Kähler, Påfuglen, Fru Nimb, Brødrene Price og flere andre.

Ællinger i Tivoli - maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Ællinger i Tivoli – maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Når der er så mange gode restauranter, hvor man kan få spændende vegetarmad, så kan det godt undre mig, at Tivoli selv henviser til steder som A Hereford Beefstouw og Bryggeriet Apollo, hvor man ikke kan få andet end bagt kartoffel og salatbar. Tivolis hjemmeside har en søgefunktion for mad, hvor man kan trykke på særlige forhold fx vegetar – så får man også en henvisning til Det japanske tårn. Men jeg synes bare, at det er meget svært at finde vegetarmaden på deres menukort. Jeg kan finde to retter (misosuppe + wok med nudler og grøntsager) – men disse retter er en del af deres buffet. Så er spørgsmålet: hvem i alverden vil give 230 kr for en buffet med 12 retter mad, når man kun kan spise 2 af dem?! Men det største spørgsmål er: hvorfor henviser Tivoli deres vegetargæster til restauranter som fx A Hereford Beefstouw, Bryggeriet Apollo og Det Japanske Tårn, når der er så mange andre restauranter, hvor man virkelig får usædvanlig spændende og lækker vegetarmad? I don´t get it! Hvis man forestillede sig, at jeg sad derhjemme og tjekkede Tivolis hjemmeside og så valgte Bryggeriet Apollo uden at tjekke deres menukort grundigt, så ville jeg side på restauranten og tænke: nå, okay, det er så niveauet for vegetarmad i Tivoli … men det er jo ikke sandt! På den måde virker det nærmest som om, at Tivoli spænder ben for sig selv, når man henviser gæsterne til restauranter, som ikke har et reelt tilbud til vegetarerne, i stedet for at henvise dem til alle de fantastiske restauranter, hvor vegetarerne også kan få en rigtig god oplevelse!

Frokost i Grøften

For et par dage siden spiste jeg frokost i Grøften – det er en af de restauranter, hvor der er omkring en håndfuld vegetarretter på menukortet … måske lidt flere. Man kan fx få sæsonens vegetarret og lige for tiden er det en risotto med grønne asparges og ærter, som så meget, meget lækker ud. Der er også en tomatsalat og blandet grøn salat – umiddelbart lyder det måske ikke så spændende, men det er en helt anden standard end hjemme hos mig. Jeg prøvede deres salat for et par år siden – den var helt vildt flot, den smagte fantastisk og jeg blev virkelig mæt!

Tivoli - maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Tivoli – maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Men denne gang ville jeg prøve noget helt, helt andet – jeg havde bestemt, at jeg ville have smørrebrød. Hvis man vil have vegetarisk smørrebrød, så er der kun to slags, men det er jo også nok – man kan få et stykke smørrebrød med æg og tomat. Derudover kan man få et stykke med kartoffel, løg og mayonnaise – og så skal lige huske at sige til tjeneren, at man ikke ønsker bacon. Det lyder måske lidt simpelt, men det var lige præcis dét jeg havde lyst til og det smagte superlækkert. Bagefter kunne jeg egentlig ikke spise mere – alligevel er det jo dejligt at slutte med en lille smule af et eller andet lækkert; bare en lille mundsmag af et eller andet, som Peter Plys siger. Derfor bestilte jeg to kugler sorbetis. Den ene kugle var med mango og den anden var med skovbær – det er den bedste og den lækreste sorbet jeg har fået i mange år.

Pris: et stykke med kartoffel(65kr), et stykke med æg og tomat(75kr), to kugler sorbetis(45kr) og en cola(49kr) = 234 kr. Jeg synes det var en meget rimelig pris for en rigtig lækker frokost.

Nu har jeg været i Grøften, men det er en af de restauranter, hvor jeg med garanti snart kommer igen, for jeg skal jo også prøve deres vegetarret. Lige for tiden har de også hvide asparges og dem vil jeg jo også gerne smage. Damn – altså! Jeg bliver jo helt stresset, når jeg tænker på alle de restauranter og alt det vegetarmad jeg skal nå at spise inden sæsonen slutter i september!

Sidste år stoppede Henrik Engelbrecht som musikchef i Tivoli og det var vi rigtig mange, som var rigtig kede af. Derfor er jeg sikker på, at der er mange der blev lige så glad som mig for at se hans navn i programmet for den kommende sæson. Henrik Engelbrecht er konferencier ved to store operakoncerter hhv. lørdag d. 25. juni og lørdag d. 20. august, og i juni er han både dirigent og konferencier, når Tivolis Symfoniorkester spiller på Plænen. Programmet består af festlige og klassiske Tivoli-toner komponeret af komponister som H. C. Lumbye og Strauss – og det bliver med garanti krydret med en passende mængde gode historier og sjove anekdoter.

Da Henrik Engelbrecht stoppede som musikchef, blev Maria Frej ansat som Programchef. Men programmet for den klassiske musik i 2016 er underskrevet af både Maria Frej og Tivolis underdirektør Nikolaj Koppel – derfor antager jeg, at de har været fælles om at lave programmet.

Nimb i Tivoli - maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Nimb i Tivoli – maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Når en meget populær person – som fx Henrik Engelbrecht – stopper på sit arbejde, så sidder man ikke og håber, at de nye personer på jobbet laver en masse forandringer. Tværtimod! Man håber, at de slet ikke ændrer noget som helst! Man har jo svært ved at forestille sig, at de kan forbedre det man allerede kender og i forvejen er meget glad for – ikke desto mindre, så er det alligevel lykkedes for Maria Frej og Nikolaj Koppel at lave et par nye tiltag, som jeg er temmelig meget begejstret for.

Søndagsmatiné i Tivolis koncertsal

Tivoli indfører Søndagsmatiné og det betyder, at der er koncert i Tivolis Koncertsal hver søndag kl. 15. Jeg synes det er genialt! Programmet er så blandet, som det overhovedet kan blive – der er fx. fire koncerter med Tivolis Symfoniorkester. Disse fire koncerter skal man købe billet til. Men der er også masser af de såkaldte abonnementskoncerter, som betyder, at entreen er gratis for gæster med årskort til Tivoli. Alle andre kan købe en billet til 50 kr. Programmet er så blandet, at det tilgodeser alle gæsters smag og behag. Jeg er virkelig vild med dette tiltag – jeg elsker at komme til koncert, men jeg kan også godt lide at komme hjem igen – og nogle gange er det altså dejligt, at man ikke kommer hjem klokken elleve om aftenen.

Champagnegaloppen for børn

Ællinger i Tivoli - maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Ællinger i Tivoli – maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

En anden nyhed er “Champagnegaloppen“, der beskrives som en “sanselig musikkaravane” for børn. Der er plads til 100 børn på turen, hvor komponisten H. C. Lumbye fører dem gennem akvariet og koncertsalen. Undervejs møder de musikere fra Tivolis Symfoniorkester, dansere fra Tivolis nye balletskole og unge musikere fra Tivoligarden. Helt ærligt – jeg er altså ikke helt sikker på, at jeg forstår meningen. Det lyder lidt skørt. Men samtidig lyder det også så spændende, at jeg har overvejet at snige mig med på sådan en tur, bare for at se hvad det er. Men jeg må hellere lade være; der står i programmet, at arrangementet er målrettet børn fra 6-9 år. Men de kan evt. være ledsaget af en voksen. Så nu vil jeg lige undersøge om der er nogle af mine venner som har et barn i passende alder, som de vil låne ud en halv times tid … men helst ikke mere end det. Jeg tror faktisk ikke, at jeg er særlig egnet som barnepige. 

Tivolis Symfoniorkester 4ever

I løbet af de seneste år har man promoveret den klassiske musik i Tivoli under navnet “Tivoli Festival” – i år har man ændret navnet til “Sommerklassisk”. Jeg tænker, at det er vel lidt lige som potato – potato. Navnet betyder jo ikke så meget. Eller sagt på en anden måde – det ene navn er cirka lige så godt som det andet. Men hvis jeg skulle vælge, så synes jeg faktisk, at det nye navn er en lille smule bedre. “Sommerklassisk” lyder godt!

Tulipanerne blomstrer omkring det store springvand i Tivoli. Copyright: Jens Drejer.

Tulipanerne blomstrer omkring det store springvand i Tivoli. Copyright: Jens Drejer.

Man kan desværre ikke sige det samme om den næste navneændring – “Tivolis Symfoniorkester” har ændret navn til “Tivoli Copenhagen Phil”. Hvem i alverden har fået denne ide? Vedkommende fortjener at blive dyppet i tjære og rullet i fjer! Det er simpelthen for dumt – ja, undskyld, at jeg er sådan lidt grov og direkte. Men jeg kan simpelthen ikke forstå, at der er nogen som synes, at dette navn er en god ide. Jeg forstår altså godt pointen: man har formodentlig ønsket at modernisere navnet og samtidig har man tydeligvis ønsket at understrege forholdet til Copenhagen Phil. Jeg forstår det godt – men løsningen dur ikke!

For et par år siden ændrede “Sjællands Symfoniorkester” navn til “Copenhagen Phil” – det er kun nogle få år siden, men det virker som meget, meget lang tid. Der er jo ingen, som taler om “Sjællands Symfoniorkester” længere. Alle bruger det nye navn. Hvorfor er denne forandre gået så hurtigt? Fordi “Copenhagen Phil” er et kortere navn, der lyder ret godt, det har en god rytme og det ligger godt i munden. Derfor har alle vænnet sig til at bruge det nye navn i løbet af ingen tid.

Påfugle i Tivoli - maj 21016. Copyright: Jens Drejer.

Påfugle i Tivoli – maj 21016. Copyright: Jens Drejer.

Men man kan bestemt ikke sige det samme om “Tivoli Copenhagen Phil” – det lyder både tungt og klodset. Når man tænker over hvad ordene betyder, så kan man godt spørge sig selv om det overhovedet giver menig. Det gamle navn – “Tivolis Symfoniorkester” – rummer en masse historie og en masse følelser. Selvfølgelig kan man ændre navnet. Men det kræver, at man har et passende alternativ og jeg tror simpelthen ikke på, at man kan få publikum til at bruge det nye navn. Det lyder simpelthen for grimt! Det virker nærmest som om, at man har forsøgt at blande vand og olie – uanset hvor hårdt man prøver, så fungerer det bare ikke. Og jeg nægter i hvert fald at bruge det nye navn! Det duer ikke!

Fem udvalgte koncerter

Sommerens program byder på 65 klassiske koncerter. Jeg vil anbefale 5 koncerter, som jeg glæder mig særlig meget til – men det skal man ikke tage alt for alvorligt. For det første så er der mindst 30 koncerter, som jeg gerne vil høre. For det andet så når jeg aldrig at komme til halvdelen af de koncerter, som jeg har planlagt at høre – til gengæld kommer jeg jævnligt til nogle andre koncerter, som jeg egentlig slet ikke havde planlagt.

På Plænen: Tivolis Symfoniorkester giver tre koncerter med Henrik Engelbrecht som dirigent og konferencier. Det er tirsdag d. 7. juni, tirsdag d. 14. juni og tirsdag d. 21. juni – alle dage klokken 17. Jeg kommer kun til en af koncerterne, men hvilken? – ja, det må tiden vise.

Mandag d. 13. juni: Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester; for et par år siden gav Lyngby-Taarbæk en koncert med cellist Toke Møldrup. Det var en af de bedste koncerter jeg har oplevet i Tivolis Koncertsal. Derfor havde jeg selvfølgelig også planlagt, at jeg ville høre deres koncert sidste år – men jeg kom lige 3½ time for sent. Så nu prøver jeg igen i år!

Søndag d. 24. juli: “National Youth Orchestra of USA” kommer med et fuldstændig fantastisk program. De spiller fire værker, men det er først og fremmest Rachmaninovs 3. klaverkoncert og Prokofievs 4. symfoni som frister mig.

Søndag d. 14. august: koncert med Tivolis Symfoniorkester og violinist Isabelle Faust; de spiller ouverturen til Smetanas skønne opera “Den solgte brud”. Jeg havde en gang en CD med “Den solgte brud” – men så kom jeg desværre til at låne den ud … og nu har jeg den ikke mere. Dernæst spiller de Dvoraks symfoni “Fra den nye verden”, som jeg har hørt en del gange i løbet af de sidste par år, men jeg bliver bare mere og mere vild med den. Endelig spiller de også Dvoraks violinkoncert, som jeg vist aldrig har hørt.

Søndag d. 4. september: “Ensemble Mutatis” spiller værker af Satie, Prokofiev og andre. For nogle år siden hørte jeg Ensemble Mutatis på Glyptoteket. Det var en fantastisk koncert. Selv om det er nogle år siden, så har jeg ikke glemt den og derfor vil jeg gerne høre dem igen.

Tivolis koncertsal - maj . Copyright: Jens Drejer.

Tivolis koncertsal – maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Nu er det forår og snart er der igen myg over det hele. Og hvad gør man så? Der er masser af midler på markedet både mod myg og mod kløende myggestik. Men man oplever ofte, at effekten er lidt tvivlsom. Jeg vil gerne anbefale et middel, som altid virker.

For nogle år siden var jeg på besøg hos min gamle bedstemor. Hun boede i en lille landsby i Jylland. Der var en lille have og bag denne have gik der en flok heste. Jojo – vi ved alle sammen, at der er så dejligt ude på landet. Men der er også farligt. Meget farligt! Jeg havde kun været der i 10 minutter, da jeg – i løbet af et øjeblik – fik 7 myggestik i hovedet. Det er typisk mig. Jeg får sjældent myggestik, men når jeg får dem, så er det altid 7 eller 10 eller 15 myggestik af gangen. Mit hår er maskinklippet. Jeg har kun 1 mm hår, så myggene kan sagtens komme til.

Jeg har brugt The Body Shops “Hemp hand protector” i mange år – jeg er ikke specielt vild med lugten, men den er virkelig effektiv hvis man har tørre hænder. Af en eller anden grund, så tænkte jeg, at cremens fugtighed måske kunne lindre de der 7 kløende myggestik, som var lige ved at drive mig til vanvid. Jeg smurte en lille smule i hovedbunden og i løbet af et øjeblik, så var det fuldstændig holdt op med at klø. Det var helt utroligt. Hemp hand protector er virkelig effektivt mod myggestik. Men jeg opdagede også noget andet – jeg fik ikke flere myggestik.

Hemp hand protector mod myg

Siden den dag har jeg altid brugt The Body Shops “Hemp hand protector”, når jeg skal være et eller andet sted, hvor der muligvis kan være myg – og jeg har aldrig fået ét eneste myggestik, hvis jeg har brugt denne hampcreme. Ikke ét eneste! Man skal ikke en gang bruge særlig meget; jeg smører bare mine hænder ind i håndcremen. Bagefter lader jeg lige hænderne løbe over ansigtet, hovedet og nakken. Og det virker!

Jeg er overbevidst om, at de fleste myggemidler er fyldt med giftige kemikalier – og mange mennesker er enige om, at de fleste produkter ikke en gang virker. The Body Shops håndcreme virker og den er primært lavet af naturprodukter, som samtidig er sunde for huden. Derfor er The Body Shops “Hemp hand protector” simpelthen et rigtig vidundermiddel!

Men der er ingen roser uden torne, som man siger – jeg har en gammel hankat. Han ligger på mine lår, når jeg ser fjernsyn og han sover ved siden af mig i sengen om natten. Men han hader lugten af denne hampcreme. Når jeg har brugt denne håndcreme, så vil han ikke en gang være i det samme rum som mig. Det er jeg rigtig ked af og jeg synes det er synd for ham – derfor bruger jeg aldrig hampcreme hjemme hos mig selv. Jeg bruger det kun, hvis jeg skal ud i den faaarlige natur.

De andre hamp produkter fra The Body Shop kan sikkert også bruges. Jeg synes håndcremen er bedst og det er sikkert fordi den er en lille smule kraftigere i lugten end de andre produkter.

Hemp hand protector fra The Body Shop - meget effektivt mod myg.

Hemp hand protector fra The Body Shop – meget effektivt mod myg.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: