You are currently browsing the tag archive for the ‘2016’ tag.

Onsdag spillede kammerorkestret Arco i Tivolis koncertsal. De er med i serien “Con Amore”, som er en kategori for amatørmusikere og amatørorkestre. Men det betyder altså ikke, at de er dårlige. Grundlæggende betyder “amatør” jo bare, at man ikke lever af det – eller i hvert fald, at det ikke er ens hovedindtægtskilde. Det vil sige, at begrebet siger i virkeligheden absolut INGENTING om det kunstneriske niveau.

For nylig havde  jeg den store fornøjelse at blive præsenteret for en ung musiker, som jeg har hørt en hel del om i de seneste år – han er temmelig dygtig, han ser hamrende godt ud, han er dødhamrende charmerende og har en fantastisk udstråling. Kort sagt – han har alt hvad man kan ønske sig, hvis man drømmer om en stor karriere. Ikke desto mindre så er den unge mand kommet i tvivl om det virkelig er det han vil med sit liv. Derfor har han valgt at tage en pause fra musikken, for at tænke sig om og prøve noget andet. Jeg synes det må kræve ekstremt meget mod at tage sådan en beslutning, når man allerede har brugt 30 år af sit liv på at blive en dygtig musiker … Pointen er, at denne mand er meget typisk for musikerne i et amatørorkester; han er knaldhamrende dygtig. Han har bare indset, at måske vil han også gerne prøve noget andet her i livet. Om nogle år opdager han måske, at han gerne vil spille igen – bare en lille smule. Bare for sjov. Og så ringer han måske til Arco.

Andre amatørmusikere har været professionelle musikere hele livet – nu er de gået på pension, men de vil gerne spille en gang i mellem. Der er også nogle af disse musikere, som måske har forsøgt at komme ind på musikkonservatoriet uden held – men det betyder ikke nødvendigvis, at de er dårlige. Nogen gange betyder det bare, at der er nogen som er bedre end dem.

Pointen er, at mange af disse musikere er lige så gode, som dem der spiller i et professionelt orkester og nogle af disse amatørorkestre spiller på et meget seriøs og et meget højt niveau – og det gælder i allerhøjeste grad for et kammerorkester som Arco. 

Franz Schubert: Symfoni nr. 5

Koncerten begyndte med Schuberts meget smukke 5. symfoni. Men Schuberts 5. symfoni er jo ikke bare Schuberts 5. symfoni – alle dirigenter og orkestre har deres egen lyd, deres eget tempo og deres egen rytme. Jeg har fx en indspilning af Beethovens symfonier med Wiener Filharmonikerne og Simon Rattle som dirigent, som jeg hader, hader, hader – den er så forfærdelig rædselsfuld. Og så har jeg en anden indspilning med John Eliot Gardiner og hans “Orchestre Révolutionnaire et Romantique” som jeg elsker, elsker, elsker! Det handler ikke om, hvad der er rigtig eller forkert – det er udelukkende et spørgsmål om smag og behag. Der er med garanti mange, der har det lige præcis modsat af mig. Og så er der sikkert også nogle, som kan se kvaliteter ved begge indspilninger og værdsætte deres forskellighed.

Jeg blev meget forbavset, da jeg hørte Arco spille Schuberts 5. symfoni, for det lød fuldstændig lige som min indspilning med Claudio Abbado og “The Chamber Orchestra of Europa”. For at undgå misforståelser, så vil jeg lige understrege, at jeg forholder mig ikke til om det er godt eller skidt – jeg synes det er sjovt og spændende, når jeg hører en koncert der IKKE lyder som en af mine indspilninger, fordi det giver mig mulighed for at opdage nye toner og nye detaljer i musikken.

Der er to grunde til, at jeg synes det er værd at nævne: for det første synes jeg, at denne lighed er meget morsom – det er vist første gang jeg har været til en koncert, hvor orkestret lyder fuldstændig som en af mine indspilninger. For det andet, så synes jeg det er temmelig imponerende, at kammerorkestret Arco – under ledelse af dirigent Gunnar Tagmose – spiller lige så godt som den verdensberømte dirigent Claudio Abbado og hans orkester. Det er jo helt utroligt, at et dansk amatørorkester kan spille på sådan et niveau. 

Det var let og meget elegant – fyldt med energi og overskud og munterhed. Og det allerbedste i Schuberts symfoni – det er en fløjte i begyndelsen af første sats, der kvidrer som en forårsglad fugl. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er vild med denne fløjte … på en eller anden måde oplever jeg denne fløjtekvidder, som indbegrebet af munterhed og livsglæde.

Aaron Copland og Jonas Lyskjær Frølund

Det næste værk var Aaron Copland´s(1900-1990) klarinetkoncert med Jonas Lyskjær Frølund som solist – jeg kendte ikke værket i forvejen, men sikken en oplevelse. Det var helt klart aftenens højdepunkt.

Værket begynder meget dybt og mørkt og dystert – det mindede mig om Henryk Górecki´s 3. symfoni, der også er kendt som “Symphonie of Sorrowful Songs“. Det er noget med tonerne, langsomheden og den dystre grundstemning, der næsten får hårene til at rejse sig på armene.

Det er en meget melankolsk og sørgmodig klarinet, som man hører i starten – langsomt stiger lyden og intensiteten; langsomt, langsomt, langsomt. Musikken emmer af en hjertegribende smerte, men det er også utrolig smukt og meget forførende.

Så kommer der et sted, hvor orkestret spiller alene – musikken bliver mere og mere stille og dæmpet. Man tror, at nu slutter første sats … da musikken er næsten helt uhørlig overtager klarinetten melodien. Det er næsten som om, at musikken er lige ved at dø – men så kommer klarinetten og griber melodien. Langsomt formår klarinetten at genoplive musikken, der udvikler sig til en munter og spøjs toneleg. Koncerten slutter i et hæsblæsende tempo, der må kræve stor teknisk kunnen af musikerne – særligt klarinettisten.

Det er noget af det bedste og det mest spændende musik, jeg nogensinde har hørt. Det var gribende, spændende, dramatisk og fuldstændig genialt – det er sådan noget musik, der rammer mig lige i solar plexus!

Salen var godt og vel halvfuld – men da publikum begyndte at klappe, råbe bravo, pifte og trampe i gulvet, da larmede de så man skulle tro, at der var fuldt hus i koncertsalen. Jeg var tydeligvis ikke den eneste, der var helt ekstatisk af begejstring efter dette værk!

(Tryk her for at høre musikken på YouTube.)

Prisuddeling fra Betty og Valdemar van Hauens musikfond

Efter Aaron Coplands fantastiske klarinetkoncert, var der prisoverrækkelse. Det var både morsomt og underholdende. Overrækkeren(som aldrig blev præsenteret) kaldte Jonas Lyskjær Frølund for “alletiders audiovisuelle kunstner” på grund af hans fantastiske evne til at danse til musikken, som vi netop havde set i Coplands klarinetkoncert.

Der var også en pris til violinisten Anna Egholm. Overrækkeren begrundede prisen med, at hun “spiller med tekniske og musikalsk overskud.” Der var masser af ros til den unge musiker, men prisoverrækkeren udtrykte dog også en vis bekymring for hendes musikalske fremtid. Anne Egholm har nemlig også været skøjteprinsesse. Som prisoverrækkeren sagde: “Det SKAL afskaffes. Det MÅ forbydes! Jeg kender nemlig selv nogen der har brækket hånden på skøjtebanen, selv om de stod fuldstændig stille!

Endelig var der også en pris til en ung forsker, der arbejder med at undersøge hvordan medicin påvirker hjertesygdommes arvelighed.

Beethovens violinkoncert

Efter pausen var Beethovens violinkoncert – med Anna Egholm som solist – aftenens sidste værk. Denne violinkoncert er fantastisk smuk og alle musikerne spillede suverænt godt. Jeg har ingen fordomme omkring amatørorkestre – alligevel var jeg både forbavset og helt vildt imponeret.

En rigtig anmelder ville nøjes med at rose dirigenten, orkestret og Anna Egholm til skyerne – for det fortjener de alle sammen. Men jeg bliver også nødt til at indrømme, at det var lidt kedeligt. Efter Aaron Coplands fabelagtige klarinetkoncert, så føltes Beethovens violinkoncert som et langt antiklimaks. Hvis violinkoncerten havde været aftenens første værk, så er jeg sikker på, at jeg ville have nydt hvert eneste minut – orkestret spillede fænomenalt og Anna Egholm spillede med masser af energi, overskud, virtuositet og musikalsk ekvilibrisme. Men jeg var måske så begejstret for Coplands værk, at det havde været et antiklimaks for mig uanset hvad de havde spillet bagefter.  

Alt i alt var det dog en fantastisk vellykket aften i Tivolis koncertsal og Arco er et af de orkestre, som jeg helt bestemt skal høre igen næste år. Jeg glæder mig allerede!

Tivolis koncertsal, maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis koncertsal, maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Reklamer

Om et par timer begynder årets finale – jeg er lige nødt til at opdatere min hitliste. Siden jeg skrev det sidste indlæg har jeg nemlig ændret holdning til en del af sangene.

Polen var på listen over de sange som jeg hadede mest. Da jeg hørte sangen i semifinalen kunne jeg dog godt høre, at sangeren har en rigtig god stemme. Og da de lavede det traditionelle resumé i forbindelse med afstemningen, så begyndte jeg ligefrem at synes rigtig godt om sangen. 

Ukraine var også på min hadeliste. Jeg er stadigvæk ikke specielt vild med sangen, men jeg synes det var årets stærkeste optræden. Jeg var virkelig imponeret og sangeren har en meget stærk stemme. Derfor kan jeg godt forstå, hvis mange mennesker stemmer på Ukraine.

Østrig – da jeg hørte sangen første gang, syntes jeg, at det var en meget sød og charmerende sang. Men det var dog ikke en af mine favoritter. Nu har jeg hørt sangen et par gange og jeg er efterhånden blevet rigtig, rigtig vild med den. Det er måske årets mest poetiske sang. 

Georgien – i følge medierne var der ingen som havde regnet med, at Georgien ville gå videre til finalen. Men Georgien var faktisk med på min favoritliste. Der var et eller andet ved sangen, som jeg godt kunne lide, uden at jeg rigtig vidste hvad det var. Videoen var temmelig bizar, men deres sceneshow var jo helt fantastisk – og pludselig blev det tydeligt, at sangen faktisk er virkelig god. Pludselig kunne jeg høre, at sangen minder mig om brit-pop fra 90erne. Ingen troede at Georgien ville gå videre til finalen … men det gjorde de. Ingen har nævnt Georgien blandt de førende favoritter … men det betyder jo ikke, at Georgien ikke kan vinde. Georgien er i hvert fald helt i toppen af min favoritliste.

Australien – nøj, hvor blev jeg skuffet. Deres sceneshow var et af de allerkedeligste og sangeren kom i en kjole, som nærmest lignede en parodi på 90ernes Eurovision shows. Den  passede jo slet ikke til hende. Det havde fungeret meget bedre med et par jeans og en sort t-shirt. Men Eurovision handler ikke kun om sangene – det handler jo også om at levere varen på scenen. Sangen er så god, at Australien stadig er en af mine favoritter, men jeg er ikke længere sikker på, at det er min foretrukne vindersang(Jeg har lige læst, at det er en dansker, som har skabt årets mest mislykkede optræden – tryk her).

Vinder Rusland?

Både medier, kommentatorerne og bookmakerne holder fast i Rusland, som storfavoritten. Den er ikke på min favoritliste. Bliver jeg ked af det, hvis Rusland vinder? Nixen bixen!

I 2006 vandt Finland med Lordi og deres “Hardrock halleluja” – jeg synes det er den mest rædselsfulde sang, der nogensinde har vundet the Eurovision Song Contest.

I 2007 vandt Serbien med den mest kedelige sang jeg nogensinde har hørt. Jamen, altså – jeg forstår simpelthen ikke, hvordan den sang kunne vinde noget som helst.

Man har altså lov til at have en menig om disse sange – man har sørme også lov til at sige, at man synes disse sange er aldeles rædselsfulde. Men jeg synes man overskrider grænsen, når man siger det er urimeligt eller forkert, at disse sange har vundet. Og når man så begynder at bruge konspirationsteorier til at forklare, hvordan disse sange/lande har snydt sig til en sejr, så er man fucking langt ude!

Jeg hader både den serbiske og den finske vindersang – men jeg er faktisk glad for at de vandt, for det betyder jo, at der er nogle andre som er blevet glade, nogle der har en musiksmag, som absolut ikke er vandt til at vinde. Jeg blev særligt glad da Finland vandt, for de har været med i så mange, mange år uden at vinde noget som helst. Derfor er jeg sikker på, at denne sejr betød rigtig meget for dem.

Hvis Rusland vinder, så vil jeg sende en venlig tanke mod Rusland(præcis som jeg gjorde med Finland og Serbien) og så vil jeg gå i seng – men det vil sikkert medføre de samme beskyldninger om snyd, bedrageri og uærligt spil, som vi er vant til at høre hvert evige eneste år, hvis Danmark ikke vinder. I don´t get it! Hvis man ikke en gang kan acceptere, at andre menneskers favoritsang vinder i the Eurovision Song Contest, så kan man sørme godt forstå, at der er så meget krig i verden. Hvordan kan man være så intolerant? Jeg forstår det simpelthen ikke. Når alt kommer til alt, så er det jo bare en skide musikkonkurrence! Der er ingen grund til at starte tredje verdenskrig, bare fordi man synes, at den forkerte sang har vundet. 

Mine favoritter i 2016

1: Georgien.

2: Cypern.

3: Australien.

Men jeg bliver også glad hvis Frankrig, Sverige, Spanien, Østrig eller Ungarn vinder. Hvem stemmer jeg på? Først og fremmest kommer det selvfølgelig an på, hvordan de forskellige sangere og grupper optræder i aften. Men hvis man lige ser bort fra det, så  overvejer jeg om jeg skal nøjes med at stemme på mine tre topfavoritter eller om jeg skal stemme på alle mine otte favoritsange. Det ved jeg ikke endnu. Men jeg glæder mig i hvert fald til at høre alle  sangene om et par timer! 

Sidste år stoppede Henrik Engelbrecht som musikchef i Tivoli og det var vi rigtig mange, som var rigtig kede af. Derfor er jeg sikker på, at der er mange der blev lige så glad som mig for at se hans navn i programmet for den kommende sæson. Henrik Engelbrecht er konferencier ved to store operakoncerter hhv. lørdag d. 25. juni og lørdag d. 20. august, og i juni er han både dirigent og konferencier, når Tivolis Symfoniorkester spiller på Plænen. Programmet består af festlige og klassiske Tivoli-toner komponeret af komponister som H. C. Lumbye og Strauss – og det bliver med garanti krydret med en passende mængde gode historier og sjove anekdoter.

Da Henrik Engelbrecht stoppede som musikchef, blev Maria Frej ansat som Programchef. Men programmet for den klassiske musik i 2016 er underskrevet af både Maria Frej og Tivolis underdirektør Nikolaj Koppel – derfor antager jeg, at de har været fælles om at lave programmet.

Nimb i Tivoli - maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Nimb i Tivoli – maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Når en meget populær person – som fx Henrik Engelbrecht – stopper på sit arbejde, så sidder man ikke og håber, at de nye personer på jobbet laver en masse forandringer. Tværtimod! Man håber, at de slet ikke ændrer noget som helst! Man har jo svært ved at forestille sig, at de kan forbedre det man allerede kender og i forvejen er meget glad for – ikke desto mindre, så er det alligevel lykkedes for Maria Frej og Nikolaj Koppel at lave et par nye tiltag, som jeg er temmelig meget begejstret for.

Søndagsmatiné i Tivolis koncertsal

Tivoli indfører Søndagsmatiné og det betyder, at der er koncert i Tivolis Koncertsal hver søndag kl. 15. Jeg synes det er genialt! Programmet er så blandet, som det overhovedet kan blive – der er fx. fire koncerter med Tivolis Symfoniorkester. Disse fire koncerter skal man købe billet til. Men der er også masser af de såkaldte abonnementskoncerter, som betyder, at entreen er gratis for gæster med årskort til Tivoli. Alle andre kan købe en billet til 50 kr. Programmet er så blandet, at det tilgodeser alle gæsters smag og behag. Jeg er virkelig vild med dette tiltag – jeg elsker at komme til koncert, men jeg kan også godt lide at komme hjem igen – og nogle gange er det altså dejligt, at man ikke kommer hjem klokken elleve om aftenen.

Champagnegaloppen for børn

Ællinger i Tivoli - maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Ællinger i Tivoli – maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

En anden nyhed er “Champagnegaloppen“, der beskrives som en “sanselig musikkaravane” for børn. Der er plads til 100 børn på turen, hvor komponisten H. C. Lumbye fører dem gennem akvariet og koncertsalen. Undervejs møder de musikere fra Tivolis Symfoniorkester, dansere fra Tivolis nye balletskole og unge musikere fra Tivoligarden. Helt ærligt – jeg er altså ikke helt sikker på, at jeg forstår meningen. Det lyder lidt skørt. Men samtidig lyder det også så spændende, at jeg har overvejet at snige mig med på sådan en tur, bare for at se hvad det er. Men jeg må hellere lade være; der står i programmet, at arrangementet er målrettet børn fra 6-9 år. Men de kan evt. være ledsaget af en voksen. Så nu vil jeg lige undersøge om der er nogle af mine venner som har et barn i passende alder, som de vil låne ud en halv times tid … men helst ikke mere end det. Jeg tror faktisk ikke, at jeg er særlig egnet som barnepige. 

Tivolis Symfoniorkester 4ever

I løbet af de seneste år har man promoveret den klassiske musik i Tivoli under navnet “Tivoli Festival” – i år har man ændret navnet til “Sommerklassisk”. Jeg tænker, at det er vel lidt lige som potato – potato. Navnet betyder jo ikke så meget. Eller sagt på en anden måde – det ene navn er cirka lige så godt som det andet. Men hvis jeg skulle vælge, så synes jeg faktisk, at det nye navn er en lille smule bedre. “Sommerklassisk” lyder godt!

Tulipanerne blomstrer omkring det store springvand i Tivoli. Copyright: Jens Drejer.

Tulipanerne blomstrer omkring det store springvand i Tivoli. Copyright: Jens Drejer.

Man kan desværre ikke sige det samme om den næste navneændring – “Tivolis Symfoniorkester” har ændret navn til “Tivoli Copenhagen Phil”. Hvem i alverden har fået denne ide? Vedkommende fortjener at blive dyppet i tjære og rullet i fjer! Det er simpelthen for dumt – ja, undskyld, at jeg er sådan lidt grov og direkte. Men jeg kan simpelthen ikke forstå, at der er nogen som synes, at dette navn er en god ide. Jeg forstår altså godt pointen: man har formodentlig ønsket at modernisere navnet og samtidig har man tydeligvis ønsket at understrege forholdet til Copenhagen Phil. Jeg forstår det godt – men løsningen dur ikke!

For et par år siden ændrede “Sjællands Symfoniorkester” navn til “Copenhagen Phil” – det er kun nogle få år siden, men det virker som meget, meget lang tid. Der er jo ingen, som taler om “Sjællands Symfoniorkester” længere. Alle bruger det nye navn. Hvorfor er denne forandre gået så hurtigt? Fordi “Copenhagen Phil” er et kortere navn, der lyder ret godt, det har en god rytme og det ligger godt i munden. Derfor har alle vænnet sig til at bruge det nye navn i løbet af ingen tid.

Påfugle i Tivoli - maj 21016. Copyright: Jens Drejer.

Påfugle i Tivoli – maj 21016. Copyright: Jens Drejer.

Men man kan bestemt ikke sige det samme om “Tivoli Copenhagen Phil” – det lyder både tungt og klodset. Når man tænker over hvad ordene betyder, så kan man godt spørge sig selv om det overhovedet giver menig. Det gamle navn – “Tivolis Symfoniorkester” – rummer en masse historie og en masse følelser. Selvfølgelig kan man ændre navnet. Men det kræver, at man har et passende alternativ og jeg tror simpelthen ikke på, at man kan få publikum til at bruge det nye navn. Det lyder simpelthen for grimt! Det virker nærmest som om, at man har forsøgt at blande vand og olie – uanset hvor hårdt man prøver, så fungerer det bare ikke. Og jeg nægter i hvert fald at bruge det nye navn! Det duer ikke!

Fem udvalgte koncerter

Sommerens program byder på 65 klassiske koncerter. Jeg vil anbefale 5 koncerter, som jeg glæder mig særlig meget til – men det skal man ikke tage alt for alvorligt. For det første så er der mindst 30 koncerter, som jeg gerne vil høre. For det andet så når jeg aldrig at komme til halvdelen af de koncerter, som jeg har planlagt at høre – til gengæld kommer jeg jævnligt til nogle andre koncerter, som jeg egentlig slet ikke havde planlagt.

På Plænen: Tivolis Symfoniorkester giver tre koncerter med Henrik Engelbrecht som dirigent og konferencier. Det er tirsdag d. 7. juni, tirsdag d. 14. juni og tirsdag d. 21. juni – alle dage klokken 17. Jeg kommer kun til en af koncerterne, men hvilken? – ja, det må tiden vise.

Mandag d. 13. juni: Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester; for et par år siden gav Lyngby-Taarbæk en koncert med cellist Toke Møldrup. Det var en af de bedste koncerter jeg har oplevet i Tivolis Koncertsal. Derfor havde jeg selvfølgelig også planlagt, at jeg ville høre deres koncert sidste år – men jeg kom lige 3½ time for sent. Så nu prøver jeg igen i år!

Søndag d. 24. juli: “National Youth Orchestra of USA” kommer med et fuldstændig fantastisk program. De spiller fire værker, men det er først og fremmest Rachmaninovs 3. klaverkoncert og Prokofievs 4. symfoni som frister mig.

Søndag d. 14. august: koncert med Tivolis Symfoniorkester og violinist Isabelle Faust; de spiller ouverturen til Smetanas skønne opera “Den solgte brud”. Jeg havde en gang en CD med “Den solgte brud” – men så kom jeg desværre til at låne den ud … og nu har jeg den ikke mere. Dernæst spiller de Dvoraks symfoni “Fra den nye verden”, som jeg har hørt en del gange i løbet af de sidste par år, men jeg bliver bare mere og mere vild med den. Endelig spiller de også Dvoraks violinkoncert, som jeg vist aldrig har hørt.

Søndag d. 4. september: “Ensemble Mutatis” spiller værker af Satie, Prokofiev og andre. For nogle år siden hørte jeg Ensemble Mutatis på Glyptoteket. Det var en fantastisk koncert. Selv om det er nogle år siden, så har jeg ikke glemt den og derfor vil jeg gerne høre dem igen.

Tivolis koncertsal - maj . Copyright: Jens Drejer.

Tivolis koncertsal – maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: