You are currently browsing the tag archive for the ‘Aaron Copland’ tag.

I går gav Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Symfoniorkester koncert i Tivolis Koncertsal og det var på alle måder en helt utrolig flot, spændende og usædvanlig vellykket koncert. Jeg er stadig en lille smule beruset og eksalteret!

Koncerten begyndte med “Sechs Stücke” af Anton Webern – spændende, dynamisk, mystisk og ekspressionistisk musik. Men også udfordrende. På et tidspunkt skriger alle messingblæserne. Nej, jeg overdriver ikke. De skriger! Det var bestemt ikke rart. Men den slags kan bruges til at skabe nogle spændinger og kontraster i musikken, så det har jo alligevel en funktion.

Giovanni Punzi og Aaron Copland

Jeg var sammen med en af mine venner til denne koncert. Vi var så heldige, at vi løb ind i Tivoli Garden både før og efter koncerten. Copyright: Jens Drejer.

Jeg var sammen med en af mine venner til denne koncert. Vi var så heldige, at vi løb ind i Tivoli Garden både før og efter koncerten. Copyright: Jens Drejer.

Det næste værk var Aaron Coplands pragtfulde og helt fantastiske klarinetkoncert, som jeg også hørte for et par uger siden med Kammerorkestret Arco og Jonas Lyskjær Frølund som solist. Denne gang var solisten Giovanni Punzi, som spiller i Tivolis Symfoniorkester – også kendte som Copenhagen Phil. Værket begynder blidt og dæmpet med en meget sorgfuld og melankolsk stemning. Så følger en vidunderlig solo, fyldt med boblende og legesyge toner der svinger sig gennem luften som musikalske arabesker. Derefter vender Giovanni Punzi sig mod dirigenten og kigger ham lige i øjnene, som om han vil blæse ham et stykke … eller udfordre ham til en musikalsk duel; dirigenten accepterer udfordringen, han løfter taktstokken, orkestret begynder igen at spille og resultatet er en masse fantastisk musik. Der var masser af øjenkontakt mellem Giovanni Punzi og Giordano Bellincampi – det er mit indtryk, at de to landsmænd havde en fest på scenen.

Jeg synes efterhånden det er lidt banalt,  når sangere eller musikere smider skoene for at være smarte og moderne. Alligevel tror jeg aldrig jeg glemmer, hvordan smukke Giovanni Punzi dansede rundt på scenen i sorte bukser, sort vest, hvid skjorte der hang uden på bukserne og bare fødder … jeg indrømmer, at mit hjerte stopper et øjeblik og springer et slag over, når jeg tænker på denne oplevelse. Det var en magisk og fuldstændig uforglemmelig oplevelse!

Anna Egholm og Maurice Ravel

Koncertens første del sluttede med Maurice Ravels “Tzigane” med Anna Egholm som solist – Anne Egholm, som jeg også oplevede for et par uger siden, hvor hun medvirkede ved den samme koncert, hvor Arco spillede Coplands klarinetkoncert. På den måde var det en koncert med mange deja-vu-oplevelser, men det var bestemt ikke dårligt. Tværtimod. Hvert eneste gensyn var en glædelig oplevelse. 

“Tzigane” begynder meget dæmpet med en skærende melankoli i tonerne – musikken er fyldt med vemod og ensomhed. Men hurtigt stiger både tempoet og intensiteten, og værket udvikler sig til en opvisning i ekstravagant virtuositet og ekvilibrisme. Jeg kan ikke spille violin – jeg er slet ikke musiker. Derfor skal jeg passe på, at jeg ikke skriver noget sludder. Men jeg tror, at det kræver et talent på det allerhøjeste niveau at spille dette værk. Jeg plejer at skrive små noter, mens jeg lytter til musikken – men jeg fik slet ikke skrevet noget som helst, mens Anna Egholm spillede. I stedet sad jeg fuldstændig tryllebundet og fulgte hendes bevægelser – med den ene hånd filede hun løs med buen, mens fingrene på den anden hånd fløj frem og tilbage over strengene i et rasende tempo. Der var helt stille i salen, mens publikum holdt vejret og lyttede …. jeg ved godt, at disse musikere øver sig i tusindvis af timer. Ikke desto mindre, så synes jeg det er et mirakel hver eneste gang jeg oplever en musiker der spiller på den måde uden at snuble en eneste gang.

Johannes Brahms: Symfoni nr. 2

Efter pausen spillede de Brahms 2. symfoni – et meget spændende, kraftfuldt og dramatisk værk. Det var den helt perfekte afslutning på denne koncert. Alle musikerne spillede med masser af kraft og energi – de gav publikum fire levende og intense værker. Jeg var mindst begejstret for det allerførste værk af Webern – men jeg synes alligevel, at det var et perfekt værk at begynde med. Det var så nyt og anderledes – derfor blev min opmærksomhed straks fanget. Tempoet og intensiteten blev skruet en tand i vejret med Coplands klarinetkoncert og den fik en tand mere med Ravels “Tzigane” – langsomt blev publikum trukket længere og længere ind i en musikalsk drømmetilstand, hvor man glemte alt om verden uden for. Da vi nåede til Brahms symfoni, følte jeg det som om, at mit sind var fuldstændig renset for alle tanker og forstyrrende elementer – og så kunne musikken bare strømme igennem mig uden nogen forhindringer. Denne koncert var fuldstændig perfekt fra start til slut og jeg nød hvert eneste minut. Sikken en oplevelse!

Tivolis Koncertsal - maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis Koncertsal – juni 2016. Copyright: Jens Drejer.

Reklamer

Onsdag spillede kammerorkestret Arco i Tivolis koncertsal. De er med i serien “Con Amore”, som er en kategori for amatørmusikere og amatørorkestre. Men det betyder altså ikke, at de er dårlige. Grundlæggende betyder “amatør” jo bare, at man ikke lever af det – eller i hvert fald, at det ikke er ens hovedindtægtskilde. Det vil sige, at begrebet siger i virkeligheden absolut INGENTING om det kunstneriske niveau.

For nylig havde  jeg den store fornøjelse at blive præsenteret for en ung musiker, som jeg har hørt en hel del om i de seneste år – han er temmelig dygtig, han ser hamrende godt ud, han er dødhamrende charmerende og har en fantastisk udstråling. Kort sagt – han har alt hvad man kan ønske sig, hvis man drømmer om en stor karriere. Ikke desto mindre så er den unge mand kommet i tvivl om det virkelig er det han vil med sit liv. Derfor har han valgt at tage en pause fra musikken, for at tænke sig om og prøve noget andet. Jeg synes det må kræve ekstremt meget mod at tage sådan en beslutning, når man allerede har brugt 30 år af sit liv på at blive en dygtig musiker … Pointen er, at denne mand er meget typisk for musikerne i et amatørorkester; han er knaldhamrende dygtig. Han har bare indset, at måske vil han også gerne prøve noget andet her i livet. Om nogle år opdager han måske, at han gerne vil spille igen – bare en lille smule. Bare for sjov. Og så ringer han måske til Arco.

Andre amatørmusikere har været professionelle musikere hele livet – nu er de gået på pension, men de vil gerne spille en gang i mellem. Der er også nogle af disse musikere, som måske har forsøgt at komme ind på musikkonservatoriet uden held – men det betyder ikke nødvendigvis, at de er dårlige. Nogen gange betyder det bare, at der er nogen som er bedre end dem.

Pointen er, at mange af disse musikere er lige så gode, som dem der spiller i et professionelt orkester og nogle af disse amatørorkestre spiller på et meget seriøs og et meget højt niveau – og det gælder i allerhøjeste grad for et kammerorkester som Arco. 

Franz Schubert: Symfoni nr. 5

Koncerten begyndte med Schuberts meget smukke 5. symfoni. Men Schuberts 5. symfoni er jo ikke bare Schuberts 5. symfoni – alle dirigenter og orkestre har deres egen lyd, deres eget tempo og deres egen rytme. Jeg har fx en indspilning af Beethovens symfonier med Wiener Filharmonikerne og Simon Rattle som dirigent, som jeg hader, hader, hader – den er så forfærdelig rædselsfuld. Og så har jeg en anden indspilning med John Eliot Gardiner og hans “Orchestre Révolutionnaire et Romantique” som jeg elsker, elsker, elsker! Det handler ikke om, hvad der er rigtig eller forkert – det er udelukkende et spørgsmål om smag og behag. Der er med garanti mange, der har det lige præcis modsat af mig. Og så er der sikkert også nogle, som kan se kvaliteter ved begge indspilninger og værdsætte deres forskellighed.

Jeg blev meget forbavset, da jeg hørte Arco spille Schuberts 5. symfoni, for det lød fuldstændig lige som min indspilning med Claudio Abbado og “The Chamber Orchestra of Europa”. For at undgå misforståelser, så vil jeg lige understrege, at jeg forholder mig ikke til om det er godt eller skidt – jeg synes det er sjovt og spændende, når jeg hører en koncert der IKKE lyder som en af mine indspilninger, fordi det giver mig mulighed for at opdage nye toner og nye detaljer i musikken.

Der er to grunde til, at jeg synes det er værd at nævne: for det første synes jeg, at denne lighed er meget morsom – det er vist første gang jeg har været til en koncert, hvor orkestret lyder fuldstændig som en af mine indspilninger. For det andet, så synes jeg det er temmelig imponerende, at kammerorkestret Arco – under ledelse af dirigent Gunnar Tagmose – spiller lige så godt som den verdensberømte dirigent Claudio Abbado og hans orkester. Det er jo helt utroligt, at et dansk amatørorkester kan spille på sådan et niveau. 

Det var let og meget elegant – fyldt med energi og overskud og munterhed. Og det allerbedste i Schuberts symfoni – det er en fløjte i begyndelsen af første sats, der kvidrer som en forårsglad fugl. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er vild med denne fløjte … på en eller anden måde oplever jeg denne fløjtekvidder, som indbegrebet af munterhed og livsglæde.

Aaron Copland og Jonas Lyskjær Frølund

Det næste værk var Aaron Copland´s(1900-1990) klarinetkoncert med Jonas Lyskjær Frølund som solist – jeg kendte ikke værket i forvejen, men sikken en oplevelse. Det var helt klart aftenens højdepunkt.

Værket begynder meget dybt og mørkt og dystert – det mindede mig om Henryk Górecki´s 3. symfoni, der også er kendt som “Symphonie of Sorrowful Songs“. Det er noget med tonerne, langsomheden og den dystre grundstemning, der næsten får hårene til at rejse sig på armene.

Det er en meget melankolsk og sørgmodig klarinet, som man hører i starten – langsomt stiger lyden og intensiteten; langsomt, langsomt, langsomt. Musikken emmer af en hjertegribende smerte, men det er også utrolig smukt og meget forførende.

Så kommer der et sted, hvor orkestret spiller alene – musikken bliver mere og mere stille og dæmpet. Man tror, at nu slutter første sats … da musikken er næsten helt uhørlig overtager klarinetten melodien. Det er næsten som om, at musikken er lige ved at dø – men så kommer klarinetten og griber melodien. Langsomt formår klarinetten at genoplive musikken, der udvikler sig til en munter og spøjs toneleg. Koncerten slutter i et hæsblæsende tempo, der må kræve stor teknisk kunnen af musikerne – særligt klarinettisten.

Det er noget af det bedste og det mest spændende musik, jeg nogensinde har hørt. Det var gribende, spændende, dramatisk og fuldstændig genialt – det er sådan noget musik, der rammer mig lige i solar plexus!

Salen var godt og vel halvfuld – men da publikum begyndte at klappe, råbe bravo, pifte og trampe i gulvet, da larmede de så man skulle tro, at der var fuldt hus i koncertsalen. Jeg var tydeligvis ikke den eneste, der var helt ekstatisk af begejstring efter dette værk!

(Tryk her for at høre musikken på YouTube.)

Prisuddeling fra Betty og Valdemar van Hauens musikfond

Efter Aaron Coplands fantastiske klarinetkoncert, var der prisoverrækkelse. Det var både morsomt og underholdende. Overrækkeren(som aldrig blev præsenteret) kaldte Jonas Lyskjær Frølund for “alletiders audiovisuelle kunstner” på grund af hans fantastiske evne til at danse til musikken, som vi netop havde set i Coplands klarinetkoncert.

Der var også en pris til violinisten Anna Egholm. Overrækkeren begrundede prisen med, at hun “spiller med tekniske og musikalsk overskud.” Der var masser af ros til den unge musiker, men prisoverrækkeren udtrykte dog også en vis bekymring for hendes musikalske fremtid. Anne Egholm har nemlig også været skøjteprinsesse. Som prisoverrækkeren sagde: “Det SKAL afskaffes. Det MÅ forbydes! Jeg kender nemlig selv nogen der har brækket hånden på skøjtebanen, selv om de stod fuldstændig stille!

Endelig var der også en pris til en ung forsker, der arbejder med at undersøge hvordan medicin påvirker hjertesygdommes arvelighed.

Beethovens violinkoncert

Efter pausen var Beethovens violinkoncert – med Anna Egholm som solist – aftenens sidste værk. Denne violinkoncert er fantastisk smuk og alle musikerne spillede suverænt godt. Jeg har ingen fordomme omkring amatørorkestre – alligevel var jeg både forbavset og helt vildt imponeret.

En rigtig anmelder ville nøjes med at rose dirigenten, orkestret og Anna Egholm til skyerne – for det fortjener de alle sammen. Men jeg bliver også nødt til at indrømme, at det var lidt kedeligt. Efter Aaron Coplands fabelagtige klarinetkoncert, så føltes Beethovens violinkoncert som et langt antiklimaks. Hvis violinkoncerten havde været aftenens første værk, så er jeg sikker på, at jeg ville have nydt hvert eneste minut – orkestret spillede fænomenalt og Anna Egholm spillede med masser af energi, overskud, virtuositet og musikalsk ekvilibrisme. Men jeg var måske så begejstret for Coplands værk, at det havde været et antiklimaks for mig uanset hvad de havde spillet bagefter.  

Alt i alt var det dog en fantastisk vellykket aften i Tivolis koncertsal og Arco er et af de orkestre, som jeg helt bestemt skal høre igen næste år. Jeg glæder mig allerede!

Tivolis koncertsal, maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis koncertsal, maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: