You are currently browsing the tag archive for the ‘Alan Hollinghurst’ tag.

Alan Hollinghurst

Alan Hollinghurst fik et stort gennembrud med romanen “I skønhedens tjeneste”, som vandt The Man Booker Prize i 2004 og siden blev filmatiseret; alle personerne var – efter min ærlige mening! – dybt usympatiske og hele bogen var skrevet i en nærmest kuldslået tone. Det var absolut ikke en bog som jeg brød mig om. Nu er Hollinghurst tilbage med “Den lange afsked” – den er både langtrukken, forudsigelig og uoriginal; alligevel har den en vis eksistensberettigelse. Samtidig er personerne i denne bog beskrevet med både varme og sympati. Derfor er er det næsten en hyggelig bog at læse. 

Romanen handler om den borgerlige familie Sawle og den adelige Valance, hvis skæbner knyttes sammen, da sønnerne møder hinanden på Cambridge i 1913. Det er tiden hvor Bloomsburygruppen er ved at skabe sig en position i det engelske kulturliv og de optræder da også i udkanten af romanen. Men stilen og handlingen emmer også af Bloomsbury….. 

De to familiers fællesskæbne besegles, da Cecil Valance ankommer for at tilbringe en weekend hos George Sawle og hans familie. De er begge medlemmer af et hemmeligt Cambridge selskab, som er en klar henvisning til Cambridge Conversazione society, almindeligvis blot omtalt som “the Apostles“. Man dyrkede Platon, Sokrates, visdom, filosofi og klassiske græske dyder – også sodomi. Det gælder naturligvis også Georges og Cecil, som er meget mere end bare gode venner. De fleste fremtrædende medlemmer af Bloomsburygruppen, som fx James og hans bror Lytton Strachey, Leonard Woolf, John Maynard Keynes og E.M.Forster var naturligvis også medlemmer af the Apostles. Det betyder ikke, at de alle sammen var homoseksuelle – der var selvfølgelig undtagelser!  

Første kapitel, hvor Cecil Valance præsenteres for familien Sawle i deres beskedne, men romantiske herskabshus, er beskrevet så man ikke kan lade være med at tænke på Virginia Woolfs “Mrs Dalloway” og hendes minder om fortidens romantiske selskaber på herresædet Bourton. Eller E.M.Forsters beskrivelse af familien Honeychurchs stille og tilbagetrukne privatliv hjemmet “Windy Corner” i “A Room with a View”. Alan Hollinghurst bliver gerne omtalt som en af Englands bedste stilister – jeg mener han er meget tæt på pastiche og epigoneri.

Men Hollinghurst bryder idyllen, når han fortæller hvordan der bliver kysset i krogene, hvordan tjenestefolkene snager og fruen i huset drikker for meget.  Denne kyniske “afsløring” bliver meget skarp i et afsnit hvor Hollinghurst genskriver den berømte badescene fra “A Room with a View”; landsbypræsten mr. Beebe, hovedpersonens lillebror Freddy og den lækre George Emerson bader i en kølig skovsø – en scene som er meget erotisk og uden tvivl meget symbolsk. Men også meget morsom, da de nøgne mænd bliver opdaget af mrs. Honeychurch, Lucy og dennes forlovede. I  Hollinghursts omskrivning bader George og Cecil i skovsøen, hvorefter der er rå sex i vandkanten, mens lillesøster Daphne traver rundt i skoven og leder efter dem……. Hollinghurst skriver det som E.M.Forster ikke kunne skrive i 1908. Men scenen er ligefrem inspireret af virkelige begivenheder: 

Rupert Brooke

Rupert Brooke(1887-1915) blev en kendt engelsk digter, men primært berømt for sit smukke udseende. Alle uden undtagelse – både mænd og kvinder – forelskede sig i Rupert Brooke første gang de mødte ham. Han begyndte på Cambridge i 1908 og blev også valgt til “the Apostles”.

“If I should die, think only this of me;. That there’s some corner of a foreign field. That is for ever England”. Rupert Brooke

I 1911 forlod han King´s College og flyttede til Grantchester – en nærliggende landsby. Rupert Brooke og hans venner gik barfodede, de sov gerne udendørs, de tog på lange vandreture og sov i telte; det lyder måske meget uskyldigt, men man skal huske, at det er i årene umiddelbart efter Victoriatidens afslutning. Denne adfærd var et radikalt brud med borgerskabets konventioner. Rupert Brooke tilhørte generationen efter Bloomsburygruppen og deres idealer var en reaktion imod den ældre generations elitære kulturdyrkelse. Som et modtræk kaldte Virginia Woolf denne gruppe for “Neo-pagans” og efterhånden blev de kendt under dette navn. Det er helt naturligt, at der er en vis konkurrence mellem generationerne, men ofte er der selvfølgelig også en vis tiltrækning – derfor var der også flere parforhold som overskred kløften mellem de to grupper. Det gælder fx også Duncan Grant og David “Bunny” Garnett. Dette forhold forhindrede dog ikke Duncan Grant i at få en datter med Virginia Woolfs søster Vanessa. Det forhindrede heller ikke David “Bunny” Garnett i at gifte sig med sin elskers datter da hun blev 18………. Som prikken over i´et var Vanessa selvfølgelig også gift med Clive Bell

En varm sommeraften var den 50-årige Cambridge don Goldsworthy Lowes Dickinson inviteret til middag hos Rupert Brooke i Granchester; han spadserede, men på grund af varmen fik han lyst til et køligt bad undervejs; jeg citerer fra Nigel Jones Rupert Brooke-biografi:

…… “Goldie” had stopped en route for a nude bathe. A puntload of young ladies happened along, and moored themselves between the unseen don, who had concealed himself in reeds, and his clothes. He was forced to wait while the party held a lengthy picnic, getting colder and colder and sinking deeper into the mud. He eventually arrived at the Old Cicarage caked in Granta ooze. A solicitous Brook hurried off for blankets and hot milk to restore his patron´s dignity and circulation”.

Det er helt klart, at Cecil Valance er inspireret af Rupert Brooke.  De er nogenlunde jævnaldrene, de var begge så karismatiske at alle forelskede sig i dem, de blev begge kendte for nogle få digte og begge døde i forbindelse med første verdenskrig – hvorefter deres krigsdigte straks gjorde dem til legender; de to personer er så tæt på at være identiske, som de næsten kan være uden at være det!  

En familiesaga

Daphne gifter sig ind i Valancefamilien, hvorefter romanen udvikler sig til en klassisk fortælling om en families storhed og fald, som vi kender det fra Thomas Mann “Huset Buddenbrook”, Joseph Rooth “Radetzky March”,”Gensyn med Brideshead” af Evelyn Waugh og mange flere. Skønt man roser Alan Hollinghurst for at være en stor stillist, så er det netop denne form som gør hans bog så pokkers forudsigelig…… Man kender historien fra disse store slægskrøniker. Stederne genkender man fra Bloomsburygruppens romaner. Personerne kender man også…… Alt i denne bog er genkendeligt og forudsigeligt! Og derudover er bogen 100 eller 200 sider for lang; man kan ikke lade være med at tænke, at “Den alt for lange afsked” måske havde været en mere passende titel! 

Homoseksuel historie og udvikling

Men “Den lange afsked” har alligevel en vis eksistensberettigelse: den homoseksuelle Alan Hollinghurst giver homoseksualiteten en plads i den moderne litteratur. Skønt homoseksualitet efterhånden er lige så almindeligt og uinteressant som amen i kirken, så er det ikke et emne der fylder meget i moderne litteratur – i hvert fald ikke blandt tidens bedste og mest fremtrædende forfattere. I Virginia Woolfs roman om “Mrs Dalloway” er det et hemmeligt lesbisk kys en stjerneklar aften i en varm sommeraften som er romanens klimaks. I “Den lange afsked” er der et kys der ligner så meget, at det næsten virker som et déjà vu. Dette kys udgør bogens centrale tema….. i virkeligheden er der nærmest tale om to kys. Eller tre! Der er først og fremmest det kys, som Cecil Valance skriver et berømt digt om. Men handler digtet om det kys han udvekslede med Georges eller Daphne? Det er det store spørgsmål bogen igennem. Svaret er ikke vigtigt. Men de to kys symboliserer hhv. homoseksualitet og heteroseksualitet, og bogen viser hvor hårdt og konsekvent den ene fornægtes, skjules og undertrykkes, mens den anden vises frem og udstilles…… 

Michael Cunningham

Hollinghurst viser hvordan familien gør alt hvad de kan for at skjule og fortrænge sandheden om den store digter Cecil Valances seksualitet. På den måde viser Alan Hollinghurst, hvordan samfundet – her repræsenteret ved familien Valance – undertrykker den homoseksuelle. Men han viser også hvordan homoseksuelle har fået mere og mere frihed gennem tiden – men igen føles det uoriginalt, for det er jo præcis det samme tema Michael Cunnigham skrev om i mesterværket “Timerne”, som også er baseret på Virginia Woolfs “Mrs Dalloway”. Hollinghurst anlægger en anden vinkel og det er bestemt ikke uinteressant. Tværtimod – han viser samfundets undertrykkelse af de homoseksuelle på en meget original måde, som jeg er ret vild med. Historien er bare pakket inde i en form og et format der er så genkendeligt, at det næsten er banalt……. 

Tekniske problemer

Det irriterer mig, når jeg læser om “et elskværdigt træ” i haven. Det er simpelthen noget sludder. Jeg har ikke set den engelske originaltekst, men jeg tør alligevel godt gætte på, at der står “a lovely tree”. Det burde have været oversat til “et smukt træ” – eller måske ligefrem “et yndigt træ”. 

Men forfatteren laver selv en fejl, som næsten er endnu værre: på side 447 tager forfatteren Paul en taxa for at besøge Daphne Jacobs og bemærker i den anledning, at han ikke har kørt i taxa siden han fulgtes med selv samme Daphne Jacobs et helt år tidligere. Men på side 443 – altså blot 4 sider tidligere! – tager han en taxa efter et besøg hos Daphnes bror George Sawle. Inden for romanens ramme kan det være svært at afgøre hvor lang tid der går mellem de to besøg, men det er tydeligvis kun tale om få uger. 

Det er sådan en fejl som en forfatter sagtens kan lave – man stirrer sig blind på sin egen tekst. Det er forståeligt. Men det er utilgiveligt, når det ikke bliver opdaget af redaktøren! 

“Den lange afsked” er udgivet af forlaget Gyldendal i 2012. 

Alan Hollinghurst: I skønhedens tjeneste.

Jonathan Coe: Godt skåret.

“In the Line af Beauty” handler om den homoseksuelle Nick Guest som bor til leje hos en velhavende engelsk politiker i London i 1980′ erne, da Margareth Thatcher styrede England med hård hånd. Bogen handler om stoffer, sex, Hiv og AIDS, undertrykkelse af sandheden, politisk korruption, overklassens tomme egoisme, økonomiske grådighed og deres fordærvede moral.
“In the Line af Beauty”(da. i skønhedens tjeneste) er skrevet af den homoseksuelle Alan Hollinghurst, som modtog den fornemme Bookerpris for bogen, hvilket er både absurd, uacceptabelt og utilgiveligt. Vi har læst historien før. Den første gang var F. Scott Fitzgerald der skrev “Den store Gatsby” og senere har den unge, engelske forfatter Jonathan Coe skrevet bogen “Godt skåret” (eng. What a Carve Up!). ALT hvad der står i “I skønhedens tjeneste” står også i “Godt skåret”. Der er absolut intet originalt ved Hollinghurst’ s bog.

“I skønhedens tjeneste” er en tung, meget langtrukken, jævnt kedelig, uinteressant og banal bog, som er komplet blottet for spænding. På nær en enkelt undtagelse(den gale søster) er alle personerne fuldstændig ligegyldige, tomme og flade. Det er naturligvis bevidst gjort af Alan Hollinghurst, men det er dybt kedeligt. Som læser er man faktisk fuldstændig ligeglad med alle disse personer, hvilket gør læsningen af den 453 sider lange bog til noget af en prøvelse. Det er ganske enkelt en dårlig bog og mens man læser længes man kun efter at den snart skal være færdig. Der er en hel del sex i bogen, men det er beskrevet så koldt og trivielt, at man længes dybt og inderligt efter Henry Millers sensuelle, sansemættede, ophidsende og livsbekræftende bøgers erotiske optrin som en effektiv modgift, mod den træthed og udmattelse der breder sig i kroppen mens man læser Alan Hollinghurst.

Jeg anbefaler, at man i stedet læser “Godt skåret” af Jonathan Coe, som er en fantastisk oplevelse. Man griner og græder sig gennem bogen, den er utrolig sjov og så skræmmende uhyggelig at det næsten er uudholdeligt. Hele vejen igennem bogen stiger spændingen til litterært set sjældne højder. Modsat Hollinghurst’ s bog, er det umuligt at lægge “Godt skåret” fra sig. Det er en skarp bog, med stærke angreb på den engelske politik i 80′ erne, på Margarethe Thatcher, USA, den amerikanske præsident og mange flere. Det er en bog som på alle måder sætter spørgsmålstegn ved den måde vi alle lever på og den tilværelse som vi er så vant til, at vi ikke længere tænker over den. Det er en grum og uhyggelig bog, med en skarp og bitter satire over mange af tilværelsens absurditeter.

“Godt skåret” er på alle måder bedre end “I skønhedens tjeneste”. Teknisk set er den bedre skrevet, den er mere spændende, mere uhyggelig …. jamen, der er bare mere af alting. Perspektivet er også større. Vi møder både taberne/ofrene for Thatchers politik og de rige kapitalisters grådighed. I sammenligning er Hollinghurst’s bog snæversynet og indskrænket. Den er så kedelig at man ønsker at glemme alt om den så hurtigt som muligt. “Godt skåret” er ikke en bog man bare lægger fra sig og glemmer igen. Den er nådesløs og ubarmhjertig mod læserne. Efterfølgende er det umuligt ikke at tage sin egen eksistens op til revurdering.

Den danske titel “I skønhedens tjeneste” er helt umulig og meningsløs. Det er taget fra den engelske kunstner Hogarth(1697-1764), der nok mest er kendt for hans serie “The Rake’ s Progress” der senere blev til en helt fantastisk opera, med musik af Stravinsky og libretto af Chester Kallman og W.H. Auden.
I hans bog “Analysis af beauty” beskriver Hogarth den buede linje som skønhedens linie. Den er skøn fordi den symboliserer livet. Han argumenter med, at der ikke findes lige linjer i naturen. Den lige linie symboliserer døden og findes i døde ting, som huse, veje og så videre. Den smukkeste linje, “The Line of Beauty” er dobbelt buen, altså bogstavet S. På side 188 står der i den danske oversættelse: “Den dobbelte bue var Hogarths “skønhedens linje”, det slangelignende glimt af et instinkt, at to kompulsioner, der blev fastholdt i en bevægelse”. Sammenholdt med titlen er der tale om en mærkelig og absurd uoverensstemmelse, der ganske enkelt er misvisende og slører titlens betydning.

Nogle læsere vil sikkert mene at dette er et groft indlæg. Det beklager jeg. Men det kan desværre ikke være anderledes. Det var en kedelig og trættende oplevelse at læse “I skønhedens tjeneste”, og dertil måtte jeg gang på gang tænke: Jamen, det her har jeg da bestemt læst før.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: