You are currently browsing the tag archive for the ‘Amalienborg’ tag.

Hvis jeg har mulighed for det, så tager jeg næsten altid ind til Amalienborg slot for at vinke, når dronningen har fødselsdag – egentlig er det lidt åndssvagt, for man bruger en masse tid på at tage frem og tilbage, og så varer det hele kun 5 minutter. Men det er superhyggeligt og der er altid en fantastisk stemning på slotspladsen. Derfor har jeg aldrig fortrudt det. Aldrig. Ikke en eneste gang. Til gengæld har jeg fortrudt det alle de (få) gange, hvor jeg – af den ene eller den anden årsag – har besluttet mig for at blive hjemme.

Grevinde Alexandras apanage

Jeg synes det har været et træls år for kongehuset – gang på gang har de fået negativ opmærksomhed i medierne. Et af de store emner har været grevinde Alexandras apanage. I forbindelse med grevindens skilsmisse fra prins Joachim, fik hun en villa på Svanemøllevej på Østerbro og samtidig blev hun tildelt en årlig apanage på 2,3 million. Allerede da hun blev gift med Martin Jørgensen i 2007 var der røster som krævede, at hun skulle miste sin apanage. I løbet af de sidste par år er der også en del mennesker, der har plæderet for, at hun skal miste apanagen, når prins Nikolai og prins Felix bliver myndige.

Prinsesse Marie, Prins Joachim med prins Nikolai, prins Felix,

Prinsesse Marie, Prins Joachim med prins Nikolai, prins Felix, prins Henrik og prinsesse Athena. Copyright: Jens Drejer.

For nyligt solgte grevinde Alexandra villaen på Svanemøllevej. Villaen var belånt for 6.195.000 kr. Hvis den blev solgt til udbudsprisen på 25 millioner, så har det givet grevinden en fortjeneste på 18.805.000 kr – og endnu en gang er der mennesker som mener, at dette er en passende grund til at tage apanagen fra grevinde. Enhedslisten er gået så vidt, at de vil bringe sagen op i Folketinget(tryk her). De foreslår, at grevindens indtægter i fremtiden skal modregnes i apanagen.

Alle taler om gevinsten på 18,8 millioner kroner, som om det er penge hun bare kan stoppe i lommen. For det første er der ingen som kender den reelle salgspris. For det andet – er der slet ingen som tænker på, at grevinden skal ud at købe en ny bolig? Når huset er solgt, så skal der købes en ny bolig og derfor er det selvfølgelig absurd at tale om, at hun har fået en gevinst på 18,8 million kroner.

Men hele debatten om Alexandras apanage er absurd – og dybt uanstændig. Da hun blev skilt fra prins Joachim i 2005 blev der indgået en skilsmisseaftale og denne aftale er naturligvis juridisk bindende. Så kan man da ikke bare komme X antal år senere og sige, at nu har vi altså ombestemt os – nu gider vi ikke at betale alligevel. Er Danmark en retsstat eller ej? Det er spørgsmålet … og jeg siger: ja, selvfølgelig er Danmark en retsstat. Og så kan man naturligvis ikke ændre sådan en aftale.

Dronning Margrethe, prins Henrik, kronprins Frederik, kronprinsesse Mary, prins Joachim og prinsesse Marie.

Dronning Margrethe, prins Henrik, kronprins Frederik, kronprinsesse Mary, prins Joachim og prinsesse Marie. Copyright: Jens Drejer.

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg synes ikke 2,3 million er mange penge – sammenlignet med hvad lederne i det private erhvervsliv tjener, så er det jo nærmest småpenge. Men jeg synes, at 2,3 million er et både passende og anstændigt beløb. Nogle vil måske indvende, at grevinde Alexandra ikke har tjent sine penge og derfor vil de måske mene, at det er urimeligt at sammenligne hende med folk der er erhvervsledere …. de har selvfølgelig ret. Men grevinde Alexandra har dog været en del af det danske kongehuset og så bør den kongelige familie selvfølgelig også gøre hvad de kan for at sikre hendes og børnenes fremtid. Og det gælder da ikke kun kongehuset – det gælder jo hele Danmark. Så længe vi vælger at bevare kongehuset, så er det altså en del af vores omkostninger og vores ansvar! 

Men lad os lige huske, at vi ved ikke, hvad der står i grevinde Alexandra og prins Joachims skilsmisseaftale – der kan jo godt stå nok om, at apanagen skal reduceres, når prins Nikolai og prins Felix bliver myndige. Eller når grevinden når den almindelige pensionsalder … jeg håber det ikke, for 2,3 million er ikke mange penge i dagens Danmark. Det er da temmelig mange flere penge end jeg har, for jeg er nemlig fattig – men det er jo fuldstændig irrelevant. Det afgørende er, at man kan IKKE ÆNDRE EN JURIDISK BINDENDE AFTALE og derfor er hele diskussionen temmelig uanstændig!

Cirkus Amalienborg

Et andet emne som har fyldt utrolig meget i medierne i løbet af det forgangne år, det er jo prins Henrik eller prinsgemalen … hvordan skal man gribe det an, hvis man skal skrive om problemet prins Henrik? Han har jo altid formået at skabe opmærksomhed med uheldige kommentarer og  kontroversielle synspunkter. Hvor skal man så begynde?

Kronprins Frederik, kronprinsesse Mary, prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine.

Kronprins Frederik, kronprinsesse Mary, prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine. Copyright: Jens Drejer.

Jeg vil begynde et par måneder før dronningens 75-års fødselsdag i 2015, hvor regentparret gav et tv-interview til hollandsk tv – hvis jeg husker ret. Her begynder Henrik igen at tale om, at han føler sig uretfærdigt behandlet og diskrimineret, fordi han ikke må være konge. Under denne del af interviewet er det tydeligt, at dronningen sidder og krummer tæer. Der er ingen tvivl om, at hun synes det er helt vildt pinligt. Det er tydeligt, at dronningen forsøger at skjule sine følelser og se uberørt ud, men jeg synes det var lige så tydeligt, at det ikke lykkedes for hende – det var pinligt, at prins Henrik sad og klynkede på den måde, men samtidig var det jo også upassende, at han forsøgt at stjæle opmærksomheden. Det var et interview om dronningen og hendes 75-års fødselsdag – ikke et interview om prinsgemalen.

Så kom dronningens 75-års fødselsdag, hvor prins Henrik ikke var med på balkonen på Amalienborg. Han deltog heller ikke i festen på Fredensborg slot. Hoffet meddelte, at han var meget syg. Men tidligt næste morgen – klokken 5 eller 6, hvis jeg husker ret – forlod prins Henrik Fredensborg slot. Han kørte i bil til Hamborg, hvorfra han fløj til Venedig – da han landede fejlede han tilsyneladende ikke noget som helst, selv om han blot nogle få timere tidligere, havde været for syg til at deltage i dronningens fødselsdag. Kongefamiliens job er jo først og fremmest at deltage i den slags festlige begivenheder. Når prins Henrik ikke deltager, så virker det jo nærmest som om at han pjækker – eller strejker! Jeg tror, at dronningen har forsøgt at tale ham til fornuft efter det pinlige interview med hollands tv – hun har forsøgt at forklare ham, at det var pinligt og upassende. Han ser det som et udtryk for manglende forståelse og manglende opbakning, og derfor vælger han at strejke i forbindelse med dronningens fødselsdag.

Dronning Margrethe på balkonen med alle 8 børnebørn. Copyright: Jens Drejer.

Dronning Margrethe på balkonen med alle 8 børnebørn. Copyright: Jens Drejer.

Så kom nytårstalen, hvor dronningen kunne meddele, at prinsgemalen gik på pension – jeg ser en helt klar forbindelse med det omtalte interview og dronningens fødselsdag. Spørgsmål er bare: hvem har besluttet, at prinsen skal gå på pension? Er prins Henrik blevet så sur over, at han ikke må blive konge – og måske også fornærmet over dronningens manglede opbakning i denne sag – at han selv har bestemt, at han slet ikke gider at være med mere? Eller er det dronningen – måske sammen med resten af den kongelige familie – der har indset, at prins Henrik er en belastning for kongehuset? Måske er det dronningen som har besluttet, at prins Henrik skal gå på pension, for at minimere risikoen for pinlige episoder …

For nyligt kunne hoffet så meddele, at han ikke længere ønsker titlen som prinsgemal, men fortrækker at blive tiltalt som prins Henrik. Det er lidt mærkeligt, for titlen betyder jo ikke noget i forhold til rangfølgen i kongehuset – det er udelukkende en titel som understreger, at han er dronningens gemal … hvilket han selv understregede, da han antog titlen for nogle år siden. Han tog titlen for at understrege, at han var dronningens gemal. Og nu ønsker han ikke længere denne titel … jeg synes det er meget, meget svært at lade være med at drage visse konklusioner.

Find Holger ... øh, jeg mener selvfølgelig Henrik. Copyright: Jens Drejer.

Find Holger … undskyld, jeg mener selvfølgelig Henrik. Copyright: Jens Drejer.

Man skal selvfølgelig passe på med at skabe konspirationsteorier. Man skal selvfølgelig heller ikke drage forhastede konklusioner. Selv om kongefamilien forsøger at holde på facaden, så er det dog helt indlysende, at de kæmper med nogle problemer – og det største problem er prins Henrik. Måske er problemet ligefrem forholdet mellem prinsen og dronningen. Der er nogle som er fuldstændig ligeglade – der er andre som siger, at prins Henrik er bare helt sin egen og det er egentlig meget fint. Synes de. Den holdning kan jeg godt forstå, hvis man er lidt ligeglad med kongehuset – eller hvis man ligefrem er imod kongehuset. Men hvis man støtter kongehuset og ønsker at bevare kongehuset for fremtiden, så synes jeg sørme, at der er grund til at være bekymret.

Problemet blev også understreget på Amalienborg slotsplads – prins Henrik var ganske vist med på balkonen. Flere gange forsøgte dronningen at trække ham frem, så de stod ved siden af hinanden – men gang på gang trak han sig tilbage og stillede sig lige bag ved dronningen, så man slet ikke kunne se ham. Jeg tror, at jeg har 50 billeder, hvor han står på den måde. Han har flere gange udtalt til medierne, at han ikke vil stå i skyggen af sin kone – hans besynderlige adfærd på balkonen, virkede som et temmelig barnligt forsøg på at demonstrere denne position som dronningens skygge. Det virkede som et trodsigt forsøg på at sige, at hvis jeg ikke må være konge, så vil jeg slet ikke være med … så står jeg bare her og surmuler. Det var helt vildt pinligt. Men det var faktisk også ret ubehageligt at overvære, fordi prins Henrik dermed udstillede problemerne i kongefamilien på en ganske ubehagelige måde! Først og fremmest synes jeg, at det var ekstremt tarveligt og hensynsløs over for dronningen. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på den der film med Olsen-banden, hvor Karla konkluderer, at Egon Olsen er blevet senil konfus!

I dagens anledning var garden selvfølgelig i de flotte, røde gallauniformer. Copyright: Jens Drejer.

I dagens anledning var garden selvfølgelig i de flotte, røde gallauniformer. Copyright: Jens Drejer.

Mit bæger flød over den dag hoffet meddelte, at prins Henrik ikke længere ønsker at blive tiltalt som prinsgemal – det var dråben som fik mit bæger til at flyde over. Jeg er simpelthen vred på prins Henrik – jeg er rigtig, rigtig gal på ham. Hvorfor reagerer jeg så voldsomt? Det gør jeg, fordi jeg faktisk godt kan lide ham – jeg er faktisk ret vild med prins Henrik. Tidligere kunne man jævnligt møde ham i operaen. Han er et kunstnerisk menneske – han spiller selv klaver, skriver digte og laver skulpturer; jeg synes, at hans skulpturer er helt fantastiske! Og så har han jo en ægte passion for madlavning – jeg kan huske, at jeg har set et par tv-programmer, hvor han viser rundt i de kongelige køkkenhaver og det er helt tydeligt, at prins Henrik virkelig brænder for alt det der med krydderurter og madlavning.

Gid prins Henrik ville acceptere sin rolle som en slags deltidskunstner og deltidshjemmegående husfar – kunst og madlavning er jo nogle af de ting, som han brænder mest for. Han har netop fået et liv, hvor han har mulighed for at dyrke sine passioner. Hvorfor er han så utilfreds med at være nummer 2? Jeg forstår det simpelthen ikke. Hvis han ville tage denne skæbne på sig, så tror jeg oven i købet, at han kunne blive en slags rollemodel for mange moderne mænd … 

Dronningens palæ - også kendt som Christian d. 9. palæ - set fra Amaliehaven. Copyright: Jens Drejer.

Dronningens palæ – også kendt som Christian d. 9.`s palæ eller Schacks palæ – set fra Amaliehaven. Copyright: Jens Drejer.

Og så er der apanagen – skal prins Henrik beholde sin apanage på godt 5 millioner kroner efter at han er gået på pension? Det er også et emne, som er blevet diskuteret en hel del … selvfølgelig skal han det! Han er stadig dansk prins. Han er gift med regenten og far til den danske kronprins. Derudover bliver han selvfølgelig boende i palæet på Amalienborg – han bruger selvfølgelig også de andre slotte og kongehusets biler. Men det koster altså nogle kroner – ikke bare til forbrug, men også til vedligeholdelse og personale. Det er selvfølgelig muligt, at dronningen betaler den slags driftsomkostninger. Måske fungerer Henriks apanage udelukkende som en slags lommepenge. Det ved jeg ikke noget om, men hvis det er tilfældet, så er det sørme også okay med mig. Sammenlignet med hvordan mange sportsfolk, rockstjerner, skuespiller, erhvervsledere og andre milliardærer lever, så kan man jo ikke beskylde vores kongefamilie for at være ekstravagante – tværtimod. Selv dem der vælger at gå på pension, eller blot at trække sig lidt tilbage, skal selvfølgelig fortsat have mulighed for at leve et passende og anstændigt liv.

Der var en del tåge eller dis i luften, og det har desværre gjort mine billeder lidt grumsede. Meteorologerne havde lovet regn - men der var alligevel masser af mennesker på slotspladsen og solen brød igennem da dronningen trådte ud på balkonen. Copyright: Jens Drejer.

Der var en del tåge eller dis i luften, og det har desværre gjort mine billeder lidt grumsede. Meteorologerne havde lovet regn – men der var alligevel masser af mennesker på slotspladsen og solen brød igennem da dronningen trådte ud på balkonen. Copyright: Jens Drejer.

Reklamer

Her i 2015 kan Den Kongelige Stald-Etat fejre 325 års jubilæum – i forbindelse med fejringen har man udgivet et lille hæfte, som man også kan finde på nettet(tryk her). Heri skriver Staldmester P. S. Thuesen: “2015 er ikke alene året, hvor Den Kongelige Stald-Etat fejrer sit 325 års jubilæum, men det er samtidig året for den stutteriordning, der fik grundlæggende betydning for Frederiksborgstutteriet.” 

Prinsesse Benedikte overværede fejringen på Christiansborg Ridebane.

Prinsesse Benedikte overværede fejringen på Christiansborg Ridebane. Copyright: Jens Drejer.

Der står ikke noget klart og tydeligt i hæftet om hvorfor, hvorledes eller hvordan Den Kongelige Stald-Etat blev oprettet. Når man fejrer 325 års jubilæum i 2015, så kan jeg selvfølgelig godt selv regne ud, at Stald-Etaten er grundlagt i 1690 – men det danske kongehus havde selvfølgelig både heste og kareter i flere hundrede år før. Hvorfor regner man så grundlæggelsen af Stald-Etaten til at være i 1690? Det står der ikke noget om – medmindre det er dét som Staldmesteren lidt kryptisk forsøger at skrive ovenfor: Frederiksborg stutteriet blev åbenbart grundlagt for 325 år siden. Men så må det næste – og logiske – spørgsmål selvfølgelig være, om Frederiksborg stutteriet og Den Kongelige Stald-Etat er det samme? Eller måske bare to sider af samme sag?

Selv om man læser hæftet flere gange, så er der ikke mange oplysninger grundlæggelsen af Den Kongelige Stald-Etat og det er da temmelig mærkeligt, når man fejrer etatens 325 års jubilæum!

Trods den store dag, så var der flere heste i stalden og de ville gerne aes på mulen!

Trods den store dag, så var der flere heste i stalden og de ville gerne aes på mulen! Copyright: Jens Drejer.

Samtidig med Den Kongelige Stald-Etats 325 års jubilæum, så fejrer man også 275 år for Christiansborg Ridebane – og i den forbindelse er det lille hæfte heldigvis fyldt med oplysninger, som man kan bruge til noget: Grundstenen til det nye ridehus blev lagt i 1730´erne, under Christian d. 6. Ridehuset stod færdigt i 1740 og den flotte marmorstald var færdig i 1746/47.

Det vil sige, at både stalden og ridehuset blev bygget som en del af det første Christiansborg slot, der brændte i 1794. I 1884 brændte det andet Christiansborg slot. Det slot som vi kender i dag er det tredje Christiansborg slot og det var færdigt i 1928. Hvis man husker på disse begivenheder, så forstår man hvor gammel stalden og ridehuset er, og hvor meget begge disse bygninger har overlevet. 

Et personligt forhold

Jeg er 15 eller 16 år på dette billede.

Jeg er 15 eller 16 år på dette billede. Copyright: Jens Drejer.

Jeg har et meget personligt forhold til de kongelige stalde. Jeg er jo opvokset på landet og vi havde mange heste. Jeg tror, at min far havde 5-6 heste, da jeg flyttede hjemmefra. Senere fik han mange flere. På et tidspunkt havde han vist omkring 15.

Jeg havde selvfølgelig min egen hest, som jeg savnede enormt meget, da jeg flyttede til København som 18-årig. Og hvad gør man så? Jeg fandt ud af, at man kunne besøge de kongelige stalde – og så kunne man da snakke lidt med de kongelige heste. Det betyder ikke, at jeg kom der hele tiden – slet ikke – men jeg har da været der en del gange. Jeg elsker at gå en tur i de smukke stalde og snakke lidt med hestene. 

Optog gennem København

Det store jubilæum blev fejret med et stort og flot optog gennem København lørdag d. 26. september. Turen begyndte på Christiansborg Ridebane, hvorfra turen gik gennem Bredgade til Kastellet. Efter en kort pause returnerede optoget til Christiansborg og denne gang gik turen over Amalienborg slotsplads. Det var genialt, for så fik jeg jo mulighed for at se det hele to gange gange!

Der var masser af vogne og kareter fra Den Kongelige Stald-Etat. Der var også en enkelt karet, som har tilhørt det svenske kongehus. Men flertallet af de deltagende køretøjer var gamle rejsevogne, militærvogne, en ølvogn, en brandsprøjte – man kan jo godt overveje deres funktion i et optog, der skal fejre Den Kongelige Stald-Etat. Hvad er deres relevans i denne sammenhæng?

Men i stedet for at stille spørgsmål, så kan man selvfølgelig også nøjes med at nyde det flotte optog – for det var saftsusme flot. Vogne, kareter og heste skinnede om kap. Alle vogne og kareter var fyldt med kuske og passagerer i kostumer, som passede til køretøjernes alder. Optoget blev ledsaget af garderhusarregimentets trompetérkorps, som gav fuld fanfare, da de drejede ind på Amalienborg slotsplads.

Der var en del tilskuere i gaderne – men når man tænker på, hvor stort og flot optoget var, så skulle der have været mange flere mennesker i gaderne. Eller sagt på en anden måde: jeg tror, at der var mange flere mennesker, som gerne ville have set optoget, hvis de havde hørt om det. Men dette arrangement har desværre fået alt for lidt opmærksomhed i medierne. Det var synd, for alle de medvirkende havde virkelig gjort noget ud af det. Det er et af de flotteste optog jeg nogensinde har set og jeg er meget glad for, at jeg tog til København for at opleve det!

Efter optoget blev alle ekvipager præsenteret på Ridebanen, hvor de kørte et par runder, mens der var en konferencier som fortalte om deres historie. Det fangede ikke lige min interesse, mens jeg stod der, men jeg må indrømme, at det har jeg fortrudt bagefter.

Herunder kan man se et udvalg af mine bedste billeder. Hvis man trykker på et af billederne, så kommer der et slideshow, hvor man kan se billederne i et større format. Under hvert billede har man mulighed for at trykke på “View full size”, hvis man har lyst til at se nogle af billederne i fuld størrelse. God fornøjelse … 🙂

Når dronningen har fødselsdag, så tager jeg ofte ind til Amalienborg for at vinke – ikke altid. Men næsten! For et par år siden valgte dronningen jo at fejre sin fødselsdag på Marselisborg slot. Jeg bliver også hjemme, når det regner. I går var det både koldt og blæsende – men det var tørvejr og dronningen fyldte 75 år. Derfor tog jeg naturligvis til København for at deltage i festen!

Jeg stod på Øresundstoget omkring kl. 10. Selv om det er en af de første stationer på turen, så var der ikke én eneste siddeplads tilbage og folk stod som sild i en tønde i alle mellemgangene. Lokoføren meddelte i højtalerne, at der var masser af siddepladser i det næste tog, som kørte 4 minutter senere og ankom til København blot 10 minutter senere. De forsøgte simpelthen at få folk til at stå af toget. På Kokkedal station forsøgte togføreren ligefrem at overtale folk til at lade være med at stå på …. jeg har aldrig oplevet noget lignende! Men toget var virkelig fyldt med mennesker, som alle skulle til Amalienborg for at fejre dronningen. Hele toget var et stort kaos af dannebrogsflag, kongekroner, prinsessekroner og små piger i fine prinsessekjoler.

Der var bestemt ikke mindre kaos i København. Der var tydeligvis kommet masser af mennesker fra Jylland og Fyn. Jeg tog Metroen fra Nørreport til Kongens Nytorv – togene var fyldt til bristepunktet og der var så mange mennesker alle stedet, at det virkede som en stor flodbølge af mennesker, der skyllede gennem alle gaderne omkring Amalienborg slot. Politiet har desværre ikke fortalt, hvor mange mennesker de anslår, at der har været på slotspladsen. Det er ærgerligt, for det kunne jeg godt tænke mig at vide. Det var i hvert fald rigtig, rigtig, rigtig mange mennesker! 

Jeg ankom til slotspladsen omkring kl. 11 – og så var der cirka en times ventetid. Det var rigtig koldt! Men når man så endelig hører festmusikken fra garden og ser alle de flotte gallauniformer, så synes man alligevel, at det er hele ventetiden værd! Garden går en runde på slotspladsen. Derefter er der vagtskifte … og så venter man kun på dagens hovedperson!

I betragtning af, at der stod så mange mennesker foran mig, at jeg ikke kunne se noget som helst – jeg måtte stå på tæer og strække armene så meget som overhovedet muligt – så synes jeg, at min lille video af vagtskiftet er blevet temmelig vellykket.

Jeg skulle jo bare ind til København for at tage nogle billeder til et kommende indlæg. Det blæser temmelig meget i dag og så fik jeg den ide, at jeg ville gå en tur omkring havnen, for at se om der var bølger på vandet. Derfor sprang jeg af toget på østerport station og gik ned til Langelinie.

Den lille havfrue blev 100 år for et par måneder siden.

Den lille havfrue blev 100 år for et par måneder siden.

Ved den lille havfrue mødte jeg en turist fra Indien, som spurgte om jeg ville tage et par billeder af ham. Jow, jow – naturligvis ville jeg det. Han ville også gerne have et billede, hvor han var helt ude ved den lille havfrue; men han turde ikke kravle ud på stenene, da han var bange for at få våde sko. Når man kommer fra Indien, så er der nok ikke stor sandsynlighed for, at han kommer til København en anden gang. Derfor skulle han selvfølgelig have et billede, hvor han er helt ude ved havfruen. Jeg tænkte mig ikke om i to sekunder, før jeg smed mine gummistøvler, så han kunne låne dem. Og så stod jeg der i strømpefødder …. men jeg tog en masse gode billede til den indiske turist.

Spiderman i knibe.

Spiderman i knibe.

Da jeg kom til Amalienborg kunne jeg se, at både dronningen, kronprinsen og prins Joachim var hjemme. Det sker vist ikke så tit, at de alle sammen er hjemme samtidig. Derfor syntes jeg, at det kunne være sjovt at tage et billede, hvor man kunne se alle tre flag på én gang. Jeg tror, at jeg brugte mindst en halv time på at drøne rundt i Amaliehaven, kravle rundt på bænkene, murværket og bronzeskulpturene før jeg var nødt til at acceptere, at det kan simpelthen ikke lade sig gøre at tage ét billede med alle tre flag. Jamen, så lærte jeg jo dét!

På Amagertorv ventede endnu en oplevelse; der var fyldt med brandbiler, ambulance og politimænd. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at spørge en af redningsmændene om hvad der foregik………….

Redningsaktion på Amagertorv.

Redningsaktion på Amagertorv.

Det var en af de der spidermænd-typer, som synes, at det er sjovt at kravle rundt uden på store og høje bygninger – altså, bare for sjov! Men pludselig havde han fået højdeskræk og så turde han ikke kravle ned igen. Derfor var brandvæsenet og alle de andre redningsfolk blevet tilkaldt. Men det var alligevel ikke nok. Han sad nemlig på den anden side af bygningen, hvor brandmændene ikke kunne nå ham. Da jeg gik videre, var man i gang med at tilkalde en redningshelikopter. Jeg håber selvfølgelig at han kom ned i god behold ……. for så kan man tillade sig at grine uden at få dårlig samvittighed. Det er nemlig en af de sjoveste historier jeg nogensinde har hørt. Jeg troede at de der spidermænd var et amerikansk fænomen. Der er vist også nogle stykker i Frankrig. Men jeg vidste ikke, at der også var nogle i Danmark – eller i hvert fald en enkelt. Og han er vist ikke så sej som de andre. Den danske spidermand er formodentlig glad for, at vores bygninger som oftest kun har 3-4 etager! 😉

Sikke meget man kan nå at opleve før klokken er 10 om morgenen. Jamen, det er jo helt vildt.

Solopgang over Operaen.

Solopgang over Operaen.

Det er efterårsferie. I den anledning tilbragte en af mine bekendte fra Jylland, et par dage i København. Vi havde aftalt at mødes onsdag og se en udstilling på Den Hirschsprungske samling. Vi mødtes ved Nørreport station og gik gennem Botanisk have. Solen skinnede, så der næsten var forår i luften. Det var en rigtig dejlig gåtur.

Den Hirschsprungske samling

Botanisk have.

Botanisk have.

I sidste halvdel af 1800-tallet, skabte Heinrich og Pauline Hirschsprung en stor samling af samtidskunst. Hvor kom pengene fra? Historien begynder med Abraham Marcus Hirschsprung, en jøde som indvandrede fra Tyskland. I 1826 åbnede han en tobaksforretning på hjørnet af Østergade og Kongens Nytorv, dvs i Hotel d´Angleterres hjørnekælder. I 1859 overtog sønnerne Bernhard og Heinrich Hirschsprung forretningen og de udvidede virksomheden med egen cigarfabrik, som lå i Tordenskjoldsgade 7; de byggede selv fabrikken, som stadig ligger på adressen.  Virksomheden gik godt og en stor del af formuen blev brugt på kunst.

I 1902 overdragede Hirschsprung sin samling til den danske stat, under den forudsætning, at staten stillede både bygning og byggegrund til rådighed. Det medførte sådan en offentlig debat, at byggeriet først begyndte i 1907 – og Heinrich Hirschsprung døde selv i 1908, så han fik aldrig selv resultatet at se.

Dette billede er klart min favorit på udstillingen.

Dette billede er klart min favorit på udstillingen.

Kunsthistorikeren Emil Hannover havde i mange år været Heinrich Hirschsprungs medhjælper og rådgiver. Da Hirschsprung døde, blev det Emil Hannover som indrettede museet og han blev også den første direktør på Den Hirschsprungske samling.

Emil Hannover havde et tæt forhold til Alfred Lichtwark, direktøren for Hamburger Kunsthalle. De korresponderede livligt og diskuterede både kunstfaglige spørgsmål, men også indretning af museerne. Det er baggrunden for udstillingen “Til låns. Hamburger Kunsthalle gæster Hirschsprung“, hvor de to museer har lånt en række af hinandens vigtigste værker.

Den Hirschsprungske samling.

Den Hirschsprungske samling.

Selv om jeg er rigtig glad for litteratur fra 1800-tallet, så har jeg desværre ikke det samme forhold til datidens kunst. Jeg synes det er enormt spændende, når kompetente mennesker fortæller mig om kunsthistorien. Men de enkelte værker siger mig desværre ikke ret meget. Selvfølgelig kan jeg godt se, at nogle af malerierne er flotte. Men det giver mig ikke nogen stor oplevelse. Når jeg ser et billede af P. S. Krøyer, så kan jeg blive helt grebet og fortryllet af farverne og lyset. Hjertet begynder at banke og jeg kan næsten ikke løsrive mig. Men det er desværre noget, som jeg kun oplever meget sjældent med ældre kunst.

Det nye soldatermonument på Kastellet

Derfra gik vi gennem Kongens have og Nyboder. Overalt var der masser af mennesker, som var ude for at nyde det gode efterårsvejr. Det var jo heller ikke meningen, at vi skulle trave hele byen rundt, men vejret var så dejligt, at man slet ikke kunne lade vær …..

Vi kom ned til Esplanaden og gik gennem Kastellet, hvor vi så det nye soldatermonument. Det er første gang jeg har set det og jeg var faktisk temmelig begejstret. Jeg synes det er flot. Og jeg synes også, at vores soldater har fortjent det.

Det nye soldatermonument på Kastellet.

Det nye soldatermonument på Kastellet.

I dag bliver soldaterne ikke tvunget i krig, som man gjorde før i tiden. De fleste er frivillige, som er ansat i det danske forsvar. De er heller ikke ude for at erobre nyt territorium; dermed kan man sige, at deres aktiviteter er ikke udtryk for nogen nationalisme. Vi sender primært danske soldater i krig, for at kæmpe for en bedre og fredeligere verden for alle mennesker – også selv om de bor så langt væk fra os, at vi lige så godt kunne være ligeglade. Jeg er også helt sikker på, at det er dette uselviske og idealistiske ønske, som får de fleste danske soldater til at melde sig under fanerne. Derfor synes jeg, at vores soldater er nogle rigtige helte og jeg er faktisk temmelig stolt af dem – også selv om der nogen gange dukker nogle uheldige sager op. Jeg tror det er meget svært, at undgå den slags i en krig, hvor alle har nerverne uden på tøjet og adrealinet pumper rundt i kroppen alle døgnets timer. De danske soldater har virkelig fortjent dette flotte monument på Kastellet.

Der brænder selvfølgelig en evig flamme for de mistede soldater.

Der brænder selvfølgelig en evig flamme for de mistede soldater.

Jeg kender rigtig mange mennesker som er imod krig. Og det undrer mig gang på gang …. hver eneste gang der er optræk til krig, så har jeg nogle meget lange overvejelser med mig selv for at afgøre om jeg er for eller imod. Jeg forstår simpelthen ikke, at der er så mange mennesker som helt kategorisk er imod krig, når de ser og hører om, hvordan andre mennesker lider, bliver undertrygt, slagtet og myrdet. Jeg forstår ikke, hvordan de kan være så stensikre på, at deres modstand imod at sende danske soldater i krig, er den rigtige beslutning. Jeg oplever i hvert fald ikke den samme selvsikkerhed, hos dem som sender danske soldater i krig. De bruger ofte meget lang tid på at overveje frem og tilbage. Hvis krigsmodstanderne brugte lige så lang tid på at overveje, så ville jeg nok have mere respekt dem. Modsat dem, så synes jeg nemlig IKKE at det er nogen nem beslutning.

Middag på Green Sushi

Den lille havfrue.

Den lille havfrue.

Efter Kastellet fortsatte vi forbi den lille havfrue, Amalienborg og Amaliehaven. Det er en rigtig dejlig tur, som jeg bare elsker! Og jeg elsker den selvfølgelig ekstra meget, på sådan en dejlig solskinsdag; flere gange satte vi os på en bænke bare for at nyde solen og varme.

Efter den lange gåtur, begyndte vi at blive lidt sultne og derfor satte vi kurs mod Green Sushi i grønnegade, hvor vi havde aftalt at spise lidt tidlig aftensmad. I København ligger der efterhånden en sushi take-away på hvert andet gadehjørne. Der er snart lige så mange sushirestauranter, som der er pizzabarer. Men jeg er jo flyttet til nordsjælland og her er det helt anderledes. Der er ingen sushirestaurant i den lille by hvor jeg bor og den nærmeste sushirestaurant ligger så langt væk, at de ikke en gang leverer til min adresse. Det er en af de få ting, som jeg godt kan savne ….

Restaurant Green Sushi

Restaurant Green Sushi

Derfor havde jeg virkelig glædet mig til en tur på Green Sushi. De havde fået en masse nye retter på menukortet, hvilket er et klokkeklart bevis for, at det er alt for lang tid siden jeg har været der sidst. Først fik vi nogle ricepaper maki og bagefter fik vi hver sin vegan menu. Det var super, superlækkert. Vi fik som sædvanlig en helt perfekt service af en charmerende ung mand og maden smagte helt suverænt. Der er ingen tvivl om, at Green Sushi holder standarten. Selv om der kommer flere og flere sushirestauranter i København, så er Green Sushi stadig en af de allerbedste. Og det er med garanti også en af de hyggeligste.

Efter Green Sushi fik vi en kop the i Illum og så fortsatte vi til Glyptoteket, hvor der var kammerkoncert om aftenen. Og det var en rigtig god koncert. Men det skriver jeg mere om i et andet indlæg.

Amalienborg og marmorkirken i baggrunden.

Amalienborg og marmorkirken i baggrunden.

I går – tirsdag d. 16. april – var det dronningens fødselsdag. Jeg tog toget til København sammen med min næsten-nabo Lise, for at vinke til dronningen på Amalienborg slotsplads. 

Kongehuset koster kassen

Når man diskuterer monarkiets berettigelse i vores moderne samfund, så er der rigtig mange som mener, at man kunne bruge de mange millioner som kongehuset koster på en bedre og fornuftigere måde. Disse mennesker har åbenbart en forestilling om, at det er gratis at have en præsident. Men en præsident skal naturligvis også bo repræsentativt. En præsident skal også repræsentere Danmark med statsbesøg i udlandet. En præsident skal også holde flotte gallamiddage, når der er statsbesøg i Danmark. En præsident har også brug for biler, chauffører, kokke, rengøringspersonale, mv. Derudover ejer den danske stat de fleste af kongefamiliens slotte; de er nationale klenodier og skal naturligvis også vedligeholdes i fremtiden. 

En præsident ville koste nogenlunde det samme som vores kongehus

Dronning Margrethe, prins Henrik, kronprins Frederik og prins Joachim.

Dronning Margrethe, prins Henrik, kronprins Frederik og prins Joachim.

Det er ikke svært, at finde mere intelligente og seriøse argumenter imod monarkiet; selvfølgelig er det imod de demokratiske principper, som de fleste af os hylder, at vi har en familie som automatisk fødes med særlige privilegier. Monarkiet er også en krænkelse af de mest basale menneskerettigheder; medlemmer af den danske kongefamilie har hverken ytringsfrihed, stemmeret eller religionsfrihed. 

Med jævne mellemrum udgiver Amnesty International en rapport om, hvordan menneskerettighederne bliver overholdt og respekteret i alverdens lande. Danmark er blevet kritiseret både for isolationsfængslinger og forholdene i de danske asylcentre. Man kan jo godt undre sig over, at de aldrig har kritiseret den krænkelse af menneskerettighederne, som er indbygget i det konstitutionelle monarki. Man kan naturligvis forsvare det med, at medlemmerne i det danske kongehus til enhver tid har mulighed for at forlade deres priviligerede position og fraskrive sig alle deres kongelige rettigheder. Men er det godt nok for en idealistisk organisation som Amnesty? 

Kort sagt – der er flere gode og seriøse argumenter imod monarkiet. Men det interesserer ikke ret mange mennesker. De fleste republikanere forholder sig udelukkende til spørgsmålet om pengene, selv om det er et fuldstændig meningsløst argument – som jeg allerede har redegjort for ovenfor. Resultatet er en debat på et meget lavt og småligt niveau. 

Når man undersøger befolkningens opbakning til kongehuset, så ligger den omkring 80% – nogen gange lidt over, andre gange lidt under. I forhold til denne tilslutning, så kan det sandelig også godt undre mig, at debatten om kongehuset fylder så meget i medierne. Disse mennesker har naturligvis ret til at bruge deres ytringsfrihed; men jeg synes det er paradoksalt, at kongehuset ikke selv har ret til at deltage i denne debat, da de ikke har ret til at ytre sig om politiske emner. 

Jeg støtter kongehuset

Når man står på Amalienborg slotsplads sådan en dejlig varm dag, hvor forårssolen vælder ned over de mange mennesker, så mærker man monarkiets evne til at samle alle dele af befolkningen; og man oplever jo det samme, når kongeparret besøger andre dele af landet. Der opstår automatisk et stort fællesskab omkring kongefamilien, som involverer mennesker fra de mest forskellige samfundsgrupper. Derfor er det altid en dejlig oplevelse at stå på slotspladsen når dronningen har fødselsdag. 

Samtidig repræsenterer kongehuset nogle historiske rødder og en historisk bevidsthed, som en præsident aldrig ville kunne. På den måde har kongehuset en stor værdi, som man slet ikke kan gøre op i penge. 

Den kongelige livgarde spiller.

Den kongelige livgarde spiller.

Endelig så skal man ikke undervurdere, hvor meget kongehuset betyder for erhvervslivet – og dermed hele det danske samfund. Når kongefamilien er på statsbesøg, så er det altid i følge med en hel delegation af ledere fra erhvervslivet. Men de er jo ikke på nogen fornøjelsestur – de deltager for at skabe forretningsforbindelser i udlandet. De er også med i planlægningen, hvor de kan foreslå dronningen hvilke virksomheder de gerne selv vil besøge. Derefter kan hofmarskallen kontakte de pågældende virksomheder og der er jo ingen som siger nej til at få besøg af en dronning – og hendes følge. Det giver selvfølgelig en opmærksomhed og en anerkendelse, som giver disse virksomheder en masse prestige i lokalområdet, selv om det er langt væk fra Danmark. Men det frister selvfølgelig også, at disse erhvervsledere efterfølgende bliver inviteret med til dronningens glamourøse gallamiddag. Her får de danske og de udenlandske ledere så mulighed for at mødes endnu en gang og skabe grundlaget for et fremtidigt samarbejde. 

Jeg synes det er et meget fint og diplomatisk samarbejde; jeg er også helt sikker på, at danske erhvervsledere har ret, når de fortæller, at kongehuset kan åbne mange døre i udlandet, som de ikke selv har en chance for at komme igennem. 

Når danske virksomheder kan skabe sådan nogle kontakter i udlandet, så skaber det danske arbejdspladser og klingende mønt i statskassen. Selv om mange har forsøgt, så er det nok svært at opgøre, hvor meget kongehuset tjener ind til samfundet. Men alle undersøgelser har vist, at det er væsentligt mere end de koster. Dét skal man selvfølgelig også huske, når man taler om udgifterne til kongehuset. 

Amalienborg slotsplads

Amalienborg slotsplads – tryk på billedet og se alle de glade mennesker i stort format.

Asiatiske forårsruller i Grøften.

Asiatiske forårsruller i Grøften.

Efter en rigtig dejlig oplevelse på Amalienborg slotsplads, så fik vi is ved ParadIs – for mig var det årets første, men det var jo også årets første rigtige forårsdag. Hos ParadIs er alle sorbetis veganske – chokoladesorbet er min favorit. Vi gik over gammeltorv, hvor vi så guldæblerne i Caritas brønden, og fortsatte til Tivoli, hvor vi spiste frokost i Grøften. Jeg fik dagens vegetarret, som var asiatiske forårsruller – hvis man beder om det og hvis der ikke er for travlt, så laver de gerne en vegansk udgave. Jeg har fået dem før og de smager helt fantastisk. Denne gang smagte de endnu bedre, fordi de blev serveret af en meget charmerende tjener; han var altså ret lækker! Da vi skulle gå var jeg lidt i tvivl om jeg skulle lægge drikkepenge eller mit telefonnummer….. jeg nøjedes med drikkepenge.

Susanne Elmark synger på Plænen i Tivoli.

Susanne Elmark synger på Plænen i Tivoli.

Derefter var der koncert på plænen med Tivolis promenadeorkester, som i dagens anledning lagde ud med Dronning Margrethe d.  IIs parademarch. Dernæst indtog den danske sopran Susanne Elmark scenen; hun lagde stærkt ud med O mio babbino caro. Det er normalt et nummer man bruger som klimaks eller finale i en koncert, så det var meget usædvanligt at opleve det som første nummer. Dernæst fulgte Frühlingsstimmen af Johann Strauss. Der var også en svensk tenor som skulle synge, men det havde været en meget lang dag….. derfor valgte jeg at smutte, før han kom på scenen. 

Jeg smuttede diskret over plænen, mens Tivolis promenadeorkester spillede Jacob Gades fejende flotte Tango jalousie. Det var den perfekte slutning på en meget lang – men også en meget god – dag! 

Brunch på Firefly

Jeg var egentlig begyndt at overveje min deltagelse i alle disse blogtræf. Nogen gange kan man jo godt tænke, at det efterhånden er blevet tordenskjolds soldater – og der er så mange som er faldet fra. Det er rigtig ærgerligt – der er mange som jeg savner at være sammen med. Men så tager man af sted og har selvfølgelig en fantastisk dag sammen med alle disse dejlige mennesker. Jeg må bare sige, at det har været endnu et helt fantastisk blogtræf.

Vi mødtes på restaurant FireflyMadame og monsieur, Pia og Ellen, Jeanette og Finn, Bente og Nina med balletprinsesse. Vi fik en god frokost på Firefly. Jeg fik brunch og derefter deres meget populære Raw Raspberry Cheesecake – med undtagelse af en usædvanlig kedelig grød, så var det en supergod brunch. Jeg var specielt vild med deres omelet, som var fyldt med lækre svampe. Den var superlækker.

Raw raspberry cheesecake på restaurant Firefly

Vi brugte et par timer på Firefly, hvor stemningen som altid var ret høj – det er altid så hyggeligt at være til blogtræf. Derefter tog vi metroen til Kgs. Nytorv. Bag det kongelige teater fik vi følgeskab af Ninas mand og deres unge chess champion, der havde tilbragt de sidste tre dage med at spille skak. Jeg blev helt misundelig. Jeg er nemlig ret vild med at spille skak – men jeg må også indrømme, at jeg er helt vildt dårlig.

Forårsstemning ved det nye skuespilhus og Operaen i baggrunden.

Herfra gik vi gennem nyhavn og rundt om det nye skuespilhus. Overalt var der fyldt med turister og glade københavnere som var ude for at nyde solen og det dejlige forårsvejr. Vi fortsatte langs havnen og forbi Amaliehaven – og vi slog naturligvis lige et smut ind omkring Amalienborg, hvor der netop var vagtskifte. Derfra fortsatte vi til Langelinje og den lille havfrue – jeg tror godt man kan sige, at turen var en rigtig klassiker. Naturligvis promenerer “man” på Langelinje når det endelig bliver forår. Det har københavnerne vist gjort i rigtig mange år…… Derefter gik vi tilbage gennem Kastellet, hvor turen og blogtræffet sluttede.

Det var en superdejlig dag – sol og forår, masser af glade mennesker, godt selskab og højt humør. Kan man næsten ønske mere? Det tror jeg ikke……. Men jeg håber at vi snart ses igen. Jeg har lovet at arrangere næste blogtræf. Det bliver nok i sidste halvdel af maj, men mere info følger i løbet af et par uger. 😀

Forårsstemning på Kastellet.

I går var det dronningens fødselsdag og det skulle naturligvis fejres. Når jeg har mulighed for det, så tager jeg ind til Amalienborg slot for at vinke. Det var også planen i går, men en eller anden er ikke så god til at komme ud af sengen… For at undgå misforståelser må jeg hellere indrømme, at det er mig! Derfor lavede vi en hurtig ændring i planen. Jeg vidste nemlig, at dronningen skulle genåbne Rosenborg slot klokken 14,30 efter en større renovering. Der blev spillet musik mens vi ventede og tiden gik forholdsvis hurtigt.


Endelig kørte “Store krone” gennem porten med Dronning Margrethe og Prins Henrik. Dronningen stod ud og forsvandt lynhurtigt ind på slottet. Jeg ville ønske, at hun kunne lære lidt af Mary og Alexandra. De kommer ofte hen til publikum og hilser på et par mennesker. Hvis de ikke gør det, så vender de sig altid og bruger lige nogle minutter på at vinke, så alle kan få et godt billede. Det synes jeg er meget betænksomt og hensynsfuldt, når folk er mødt op og har brugt deres tid på at stå og vente. Jeg er ked af at mit billede blev så dårligt, men det var svært at vinke og fotografere samtidig. Og det var absolut nødvendigt at gøre begge dele. Naturligvis skulle der vinkes på fødselsdagen og jeg havde jo også lovet at vinke for Sister Bonde.

Næste år bliver det igen Amalienborg, for jeg savnede de mange mennesker og den gode stemning – og jeg vil også råbe hurra! Det gjorde man ikke ved Rosenborg slot.

Nu skal man ikke tro for meget om mit forhold til kongehuset, for det er egentlig lidt kompliceret. Jeg synes kongehuset er lidt absurd. De er de eneste mennesker her i landet, som overhovedet ikke har nogen rettigheder. De har ikke religionsfrihed, de har ikke stemmeret, de har ikke ytringsfrihed – og de har overhovedet ikke noget privatliv. Jeg synes problemet er meget konkret lige for tiden, hvor regeringen har gjort det fuldstændig klart, at det er dem som beslutter om kronprins Frederik må tage til OL eller ej. Jeg synes at de alle skal boycotte OL i Beijing, men det er jo ikke pointen. Pointen er, at medlemmerne af kongehuset overhovedet ikke har nogen frihed eller ret til at bestemme over deres eget liv. De bliver uafbrudt overvåget og bevogtet, og de er på alle måder umyndiggjort. Vores dronning kan ikke engang holde sin nytårstale uden at den først skal godkendes i statsministeriet. Nogen vil mene, at de får en god betaling for deres stilling i det danske samfund. Men jeg er ikke sikker på, at det faktisk er pengene værd. Jeg har stor respekt for disse mennesker, men jeg tror ikke at det er så morsomt at være medlem af et moderne kongehus i et moderne samfund. Kan vi overhovedet være bekendt at have et kongehus? Er deres vilkår ikke en krænkelse af de internationale menneskerettigheder?

Hvis man forestiller sig, at Kronprinsen beslutter at han ikke vil være konge, så tror jeg at vi må tage monarkiet op til revurdering. Andre mennesker siger, at tronen bare går videre til den næste i arvefølgen. Men jeg er ikke sikker på, at det ville gå så nemt. Jeg tror det ville skabe en voldsom offentlig debat og jeg forestiller mig, at det ville blive nødvendigt med en folkeafstemning. I så fald er jeg ikke sikker på hvad jeg ville stemme. Jeg er dansker. Men jeg oplever egentlig mig selv som europæer. Mit liv er et produkt af den europæiske udvikling, lige fra de gamle grækeres filosofi til den franske revolution. Hvad er det som gør mig til dansker? Hvilke symboler er entydigt danske? Kongehuset er et af de vigtigste danske symboler. På den måde har de en funktion, som jeg slet ikke tror at vi kan vurdere eller erstatte. Kongehuset kan samle befolkningen og det synes jeg at de gør meget godt. I en tid hvor vi alle orienterer os mere og mere mod en global verden og et internationalt samfund, så repræsenterer Kongehuset vores traditioner og vores historie. Kongehuset er vores rødder og derfor har vi brug for dem.

Derudover tror jeg at kongehuset er en god forretning. Mange mennesker kritiserer deres apanage og hævder at de lever et liv i luksus som eksklusive bistandsklienter. I betragtning af deres rolle i det danske samfund, så synes jeg at de lever meget beskedent. De skal repræsentere Danmark, vi forventer at de skal komme i store, flotte biler og altid være passende klædt så vi kan være stolte af dem. Men de skal også selv betale for tjenestefolk, indvendig vedligeholdse af slotte, biler og meget mere. I betragtning af deres udgifter, så har de sandelig ikke nogen stor indtægt. Det er dyrt at leve efter en standart, som lever op til vores forventninger. Men ikke nok med det: for nogle år siden så jeg en opgørelse, som viste, at det danske kongehus via deres repræsentation af det danske erhvervsliv i udlandet tjener mere ind til landet end de koster. Meget, meget mere. Jeg ved ikke hvordan man laver sådan en udregning, men jeg tror på resultatet.

Jeg har bestemt intet imod medlemmerne af kongehuset, men jeg har et kompliceret og uafklaret forhold til deres vilkår. Hele deres stilling er afhængig af deres popularitet i befolkningen. Det må altså være en stor belastning. Jeg tror at vi har brug for kongehuset, men jeg ved ikke hvordan jeg ville forholde mig, hvis der kom en seriøs debat om monarkiets fremtid.

Efter Rosenborg slot, spiste vi naturligvis en god frokost i Den grønne kælder. Derfra fortsatte vi til Galleri Faurschou, hvor der for tiden er en udstilling med Nina Sten-Knudsen, som jeg er ret vild med. Der er en stille, indestængt desperation i hendes værker, som er virkelig fascinerende. Der er også en dybde som minder mig om uendeligheden og hendes billeder har sådan en kraft og styrke, at jeg føler det som om jeg bliver suget ind i evigheden. Det er en meget overvældende oplevelse. Jeg elsker hendes billeder og jeg ville ønske, at jeg havde råd til sådan et billede. Der er et spændende interview med Nina Sten-Knudsenkopenhagen.dk, hvor man også kan se alle billederne fra udstillingen.

 

Derefter gik vi tilbage gennem Bredgade, hvor vi kom forbi Galleri Asbæk og så nogle flotte billeder af Bent Holstein, der er en anden af mine favoritter fra kunstens verden. Længere fremme kom vi forbi Galleri Nakke Hage, hvor vi så nogle billeder, som vi var nødt til at gå ind og se lidt nærmere på. Det var en ung kunstner som hedder Jesper Skov Madsen. Jeg er egentlig et meget gammeldags og traditionelt mennesker, så dette er umiddelbart ikke lige min stil. Jeg blev selv forbavset over, at hans værker fangede mig så stærkt. Han er vanvittig dygtig. Det er fuldstændig umulig at forstå, at Jesper Skov Madsen er autodidakt. Jeg har overhovedet ikke forstand på kunst, men jeg synes han har et enestående talent. Hans værker er sjove, flotte, spændende og virkelig dybt originale. Jeg er helt vild med ham og jeg må have et af hans fantastiske billede. På hans hjemmeside har jeg fundet et billede som jeg seriøst har forelsket mig i – jeg må bare have det. Jeg er nødt til at købe det….men suk – det har jeg jo slet ikke råd til.


Inden vi hentede cyklerne ved nørreport, gik vi over gammeltorv, for det er jo en af de store fornøjelser ved Dronningens fødselsdag. Jeg er nemlig fuldstændig vild med guldæblerne i Caritasbrønden og dem skal man da altid se. Det er jo ikke så tit at man har chancen.

Om aftenen skulle vi have set “Stranger than fiction” som jeg købte på DVD på nogle uger siden. Jeg synes den lyder enormt spændende og jeg ville gerne have set filmen da den kom i biograften sidste år. Men jeg bryder mig ikke om at gå i biografen. Lyden er alt for høj, billedet er alt for stort og de mange mennesker forstyrrer og larmer alt for meget omkring mig. Jeg kan slet ikke holde det ud. Hvis jeg endelig skal i biografen, så skal det være en eftermiddagsforestilling. Der er sådan en rar, hyggeligt og intim stemning til forestillingerne om eftermiddagen, men der er jo stadig den voldsomme lyd og den store skærm, og jeg kan simpelthen ikke holde det ud. Jeg føler det nærmest som mental voldtægt. Jeg har ikke været i biografen siden jeg så “Polarekspressen” og det er efterhånden nogle år siden. Men da vi kom hjem, var vi simpelthen alt for trætte, så vi må vente med at se filmen til en anden gang. Men det havde jo også været en fantastisk dag og vi var mere end mættede af gode oplevelser.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Reklamer
%d bloggers like this: