You are currently browsing the tag archive for the ‘Amatørsymfonikerne’ tag.

Torsdag aften var der koncert med Amatørsymfonikerne og KUSO(Københavns Ungdoms Symfoniorkester) i Tivolis Koncertsal, hvor de fik assistance af violinist Johannes Søe-Hansen. De spillede tre værker af Carl Nielsen.

Koncerten begyndte med Carl Nielsens Sagadrøm – det er sådan en drømmefantasi, hvor tonerne flyder frit mellem hinanden. Jeg synes den sagadrøm var lidt tung. Det var som om, at den ikke rigtig fik luft under vingerne. 

Dernæst fulgte Carl Nielsens violinkoncert, som begynder med et fantastisk brag – og slutter på samme måde. Det er et superflot værk, men jeg synes ikke rigtig, at jeg blev grebet af musikken torsdag aften. Men der var masser af steder, hvor det fungerede godt – det var særligt når orkestret spillede for fuld kraft.

Efter pausen spillede de Carl Nielsens 2. symfoni, som kaldes “Det Uudslukkelige”. Det var helt klart denne del af koncerten, som var mest vellykket. I begyndelsen var der lidt problemer med samspillet i violinerne. Det var ikke helt skarpt. Da de havde varmet lidt op, fandt de hurtigt melodien og så blev denne del af koncerten en helt fantastisk oplevelse. Der er et stykke, hvor violinerne spiller helt blidt og dæmpet, kun akkompagneret af paukerne – det var utrolig flot spillet. Kombinationen af de smukke violiner og de skæbnesvangre pauker var meget forførende. Et andet højdepunkt var en vidunderlig violinsolo – det var virkelig meget smukt og hjertegribende. Første violinisten fortjener stor ros for sin indsats torsdag aften. Efter nogle få takter begynder de andre strygere også at spille og det føltes fuldstændig som om, at mit hjerte slog en kolbøtte.

Men det absolutte højdepunkt var selvfølgelig den store og meget dramatiske finale, hvor hele orkestret spiller for fuld kraft, mens to paukespillere udkæmper en voldsom og meget krigerisk duel. Det er som kæmpestore musikalske bølger, der buldrer og brager ned over publikum.

Bortset fra lidt usikkerhed i begyndelsen, så blev anden del af koncerten en stor oplevelse, og derfor blev det alligevel en rigtig god og vellykket koncert.

Tivolis Koncertsal - juni 2016. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis Koncertsal – juni 2016. Copyright: Jens Drejer.

I år kan Amatørsymfonikerne fejre deres 60-års jubilæum. Det bliver markeret med et nyt værk af den unge danske komponist Benjamin de Murashkin, som blev uropført ved Amatørsymfonikernes jubilæumskoncert i Tivolis koncertsal lørdag aften. Det var på alle måder en festlig og usædvanlig vellykket koncert.

For et par år siden var jeg så heldig, at være til stede under uropførelsen af Benjamin de Murashkins værk “Cosmic dancer” – det var en fantastisk oplevelse og jeg var vild med værket. Jeg går stadig og venter på, at det bliver indspillet på CD, så jeg får mulighed for at høre det igen. På den baggrund er det selvfølgelig klart, at jeg glædede mig rigtig meget til at høre det nye værk, som Benjamin de Murashkin har skrevet til Amatørsymfonikerne – og jeg blev bestemt ikke skuffet. Det nye værk hedder “Tides” og det har bestemt ikke det samme bombastiske bulder og brag som “Cosmic dancer”. Det nye værk er et musikalsk billede af en å, som løber ud i havet. Det er kombinationen af de store, tunge bølger som ruller langsomt mod land og den hurtigt løbende og plirrende å.

Det var et rigtig flot værk, hvor man bliver draget ind i det musikalske univers. Det bliver aldrig til løssluppenhed som en stor tsunami, der skyller ud over publikum – i stedet er der en stramhed og en stor beherskelse i værket. Der er heller ingen munterhed, som man måske kunne forestille sig i den plirrende å. I stedet virker værket som resultatet af kølig betragtning og fortolkning – det er et værk som snarere vidner om fordybelse og koncentration. Hvis man skal forsøge sig med en fortolkning, så repræsenterer havet de politiske, sociale og historiske bevægelser som uafbrudt stiger og falder. Så kan åen repræsentere tidens strømninger, som før eller senere løber ud i havet og bliver til …. ingenting. Uanset hvor meget fart og kraft der er i åens løb, så betyder det ikke så meget i forhold til havet, hvor bølgerne bliver ved med at stige og falde – fuldstændig upåvirket – som et symbol på verdens globale vejrtrækning. Det var et rigtig spændende værk og det var virkelig flot musik – publikum var tydeligvis meget begejstrede og værket fik et stort bifald …. en dag bliver det forhåbentlig indspillet på CD, så man får mulighed for at høre det igen. Det må meget gerne være på samme CD, som “Cosmic dancer”.

Marianna Shirinyan og dirigent Christian Schmiedescamp.

Marianna Shirinyan og dirigent Christian Schmiedescamp.

Derefter fulgte Rachmaninovs klaverkoncert nr. 2 med Marianna Shirinyan på klaver. Værket begynder med et hurtigt voksende tempo på klaveret – når tempoet og intensiteten næsten ikke kan presses mere, så kommer der et brus fra strygerne, som næsten tager vejret fra publikum. Det kan næsten ikke bliver mere storslået og gribende – efter første sats var der en stor del af publikum, som brød ud i spontane klapsalver. Det er jo ikke helt comme il faut – men jeg forstår godt, at det var svært at lade være, for både Amatørsymfonikerne og Marianna Shirinyan leverede en forrygende første sats, som sluttede med et brag af en finale.

Anden sats er en smuk og temmelig melankolsk adagio – jeg kan ikke lade være med at tænke på sådan noget melankolsk efterårs-regnvejrs-musik. Det var så hjerteskærende smukt, at det gjorde helt ondt i hjertet og man kunne mærke tårerne i øjnene. Jeg ved ikke hvad Rachmaninov tænkte på, da han skrev denne klaverkoncert, men i tredje sats lød det som nogle gevaldige tordenbrag hver eneste gang der blev slået på paukerne og samtidig plirrede det fra klaveret, så det lød som kraftigt regnvejr der styrtede ned. Det var helt suverænt og publikum belønnede musikerne med et stående og bragende bifald.

Marianna Shirinyan er født i Armenien, men har boet i Danmark i mange år. Hun har modtaget et hav af musikpriser og samtidig har hun skabt en karriere både i Danmark og i udlandet. Publikum elsker hende, men hun er også ekstremt populær blandt dirigenter og andre musikere. Hun spiller rigtig godt, men det er jo ikke kun derfor. Hun ser også temmelig godt ud og hun har en virkelig stærk udstråling. Man kan selvfølgelig ikke bygge en karriere som klassisk koncertpianist udelukkende på at se godt ud, men når man samtidig er en virkelig dygtig musikere, så er det bestemt ikke en ulempe, at man har udseendet med sig. Men der er endnu en grund til hendes store succes; jeg har oplevet hende som pianist et par gange. Men jeg har også oplevet, at hun har siddet blandt publikum. I begge tilfælde har hun fremtrådt som en utrolig venlig, imødekommende, varm, smilende og betænksom person. Det samme var tilfældet ved koncerten lørdag aften. Først kom hendes lille datter på scenen i en hvid prinsessekjole, for at bukke for publikum sammen med mor. Så satte hun sig igen ved klaveret for at give et ekstranummer – og hvad spillede hun? “Happy birthday to you”! Det var et virkelig flot og betænksomt valg, som selvfølgelig var med til at løfte stemningen i salen endnu en tand i vejret. Derefter fik vi endnu et sublimt ekstranummer, som blev spillet i et forrygende tempo – det gik over stok og sten, så man var lige ved at blive helt forpustet. Marianna Shirinyan fik virkelig skabt en fest i Tivolis koncertsal og stemningen kunne næsten ikke blive bedre!

Den unge dirigent Christian Schmiedescamp, som også spiller basun i Copenhagen Phil.

Den unge dirigent Christian Schmiedescamp, som også spiller basun i Copenhagen Phil.

Efter pausen spillede de Carl Nielsens 2. symfoni, som også har titlen “De fire temperamenter” – altså det koleriske, det flegmatiske, det melankolske og det sangvinske temperament. Det er måske noget af Carl Nielsens flotteste og bedste musik. Amatørsymfonikerne gjorde musikken både spændende og levende, og det er selvfølgelig den fornemste opgave for både orkester og dirigent. Der er ingen tvivl om, at alle leverede en det optimale lørdag aften og de gav publikum en fantastisk oplevelse. Der er dog en enkelt ting som undrer mig – ham som spillede på pauker havde en bunke grene med på scenen, da de spillede Carl Nielsens symfoni – jeg tror det var nyudsprungne bøgegrene, men er dog ikke helt sikker. Midt i værket spredte ham disse grene ud over paukerne, hvorefter han spillede videre – indtil de blev fjernet igen 5-10 minutter senere. Hvorfor? Jeg tror ikke, at det er noget han selv har fundet på. Det ville vist virke både fjollet og upassende. Derfor har jeg en stærk formodning om at det er noget som Carl Nielsen har fundet på og skrevet ind i partituret – og så kan man selvfølgelig overveje om det så bliver mindre fjollet. Mit svar er nej …. jeg synes det var ret besynderligt og jeg kunne bestemt heller ikke høre, at det gjorde nogen forskel i forhold til musikken. 

Det var en rigtig god og festlig aften i Tivolis koncertsal. Amatørfonikerne spillede fremragende og temmelig overbevisende – det var en meget flot præstation. Christian Schmiedescamp er ikke en dirigent med store armbevægelser – men han har et stort og roligt overblik. Jeg er temmelig imponeret over hans indsats. Endelig er der Marianna Shirinyan – først spillede hun fuldstændig suverænt og bagefter satte hun trumf på med de to ekstranumre. Så kan man vist ikke være bekendt at give mindre end seks stjerner!

6stjerner

Amatørsymfonikernes 60-års jubilæumskoncert i Tivolis koncertsal.

Amatørsymfonikernes 60-års jubilæumskoncert i Tivolis koncertsal.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: