You are currently browsing the tag archive for the ‘anmeldelse’ tag.

I går var jeg til koncert med Copenhagen Phil, som spillede værker af Respighi, Benjamin de Murashkin og Brahms – eller som Henrik Engelbrecht sagde under koncertintroduktionen: “koncerten begynder og slutter med døde komponister og i midten er der en som stadig lever …

Henrik Engelbrecht fortalte først om Ottorino Respighis værk “Trittico Botticelliano“, som er inspireret af Botticellis tre værker; La Primavera – foråret kommer, L´adorazione dei Magi – Beundring for magien og det mest berømte, som er La nascita di Venere – Venus fødsel. Dernæst fortalte han om Brahms 4. symfoni, hvorefter han sluttede med et interview med Benjamin de Murashkin, som er Copenhagen Phils unge huskomponist. Han har tidligere skrevet en basunkoncert til orkestret, som blev uropført i 2013 og i 2014 komponerede han et stykke til Amatørsymfonikerne i anledning af deres 60-års jubilæum. Jeg var med til begge koncerter og begge gange var det en stor oplevelse. I går skulle Copenhagen uropføre hans første klaverkoncert, med Katrine Gislinge som solist, og det havde jeg selvfølgelig glædet mig til at opleve.

Konsevatoriet koncertsal, Julius Thomsens gade 1, Fr. berg.

Konservatoriet koncertsal, december 2013. Copyright: Jens Drejer.

Henrik Engelbrecht og Benjamin de Murashkin talte først en smule om hans baggrund: han er født i Danmark, men familien flyttede til Australien da han var 1 år. Han lærte at spille klaver og begyndte på musikkonservatoriet i Australien – efter nogen tid fandt han dog ud af, at han var mere interesseret i at komponere, hvorefter han skiftede linje. Da han var 22 år, flyttede han tilbage til Danmark på grund af en eks-kæreste …. det er en sjov formulering! Man forestiller sig helt automatisk, at han flyttede til  Danmark, for at være sammen med en kæreste, som i mellemtiden er blevet til en eks-kæreste. Men formuleringen rummer en tvetydighed, som ikke udelukker den mulighed, at han flyttede til Danmark, for at flygte fra en eks-kæreste. På den måde rummer sproget mange sjove finurligheder.

Endelig talte de selvfølgelig også om det nye værk; Benjamin de Murashkin fortalte, at han var blevet inspireret af historierne om Buddha og Jesus, som begge blev fristet tre gange af djævelen: Jesus blev fristet af djævelen, da han vandrede rundt i ørkenen og Buddha blev fristet mens han sad og mediterede under et træ. En anden inspirationskilde er Beethovens 4. klaverkoncert, som er baseret på en slags musikalsk dialog mellem klaveret og orkestret.

Henrik Engelbrecht har en formidabel evne til at kombinere formidling med en smule underholdning. Jeg føler altid, at jeg bliver lidt klogere, når jeg har været til sådan et arrangement og sådan var det selvfølgelig også denne gang. Det var både spændende, lærerigt og morsomt. 

En flot og spændende koncert

Inden koncerten bød Christian Schmiedescamp publikum velkommen – det virker måske som en overflødig gentagelse, men man skal huske, at det er jo ikke alle gæsterne som har været til koncertintroduktion.

Koncerten begyndte med Ottorino Respighis værk “Trittico Botticelliano”, hvor første del hedder “foråret kommer”. I begyndelsen myldrer alle tonerne frem mellem hinanden. Musikken spirer og vokser, som blomster der gror og springer ud. Fuglene synger lystigt og en flot fanfare byder foråret velkommen. Henrik Engelbrecht fortalte under koncertintroduktionen, at det er et værk, som sjældent spilles – det forstår jeg ikke, for det er et fantastisk værk, særligt på denne tid af året.

Foyeren i Konservatoriets Koncertsal.

Foyeren i Konservatoriets Koncertsal. August 2014. Copyright: Jens Drejer.

Det næste værk var Benjamin de Murashkins klaverkoncert. Jeg havde på forhånd læst, at værket begynder med en slags musikalsk meditation – det var spændende musik, først og fremmest i kraft af musikkens kompleksitet. Benjamin de Murashkin havde tidligere fortalt, at Beethovens 4. klaverkoncert var én af hans inspirationskilder. Det kunne man godt høre i den smukke og meget dramatiske kadence midt i anden sats – som Katrine Gislinge spillede med masser af kraft og energi – det var absolut værkets højdepunkt. Men jeg må sørme indrømme, at værket fik mig til at tænke på Chopins smukke nocturner i stedet for Beethovens klaverkoncert – og det var sikkert ikke meningen. Men det gjorde jeg altså! Hvorfor? Hvorfor fik Murashkins klaverkoncert mig til at tænke på Chopins nocturner? Jeg synes, at jeg oplevede den samme hede og brændende lidenskab, som jeg finder i Chopins nocturner. Eller måske er det den samme blanding af lidenskab, længsel og melankoli? Det er en stemning hos Chopin – og åbenbart også hos Murashkin – som altid får mig til at tænke på den franske maler Pierre Bonnards malerier: azurblå nattehimle, fløjlsblå skygger, solskin på hvide mure og hede tropenætter.

Efter pausen uddelte venneforeningen deres hæderspris på 20.000 kr til “et markant og skattet medlem af orkestret” – denne gang havde man valgt at give prisen til trompetist Kjell-Åke Andersson.

Aftenen sluttede med Brahms 4. symfoni, som er et fuldstændig fantastisk og fortryllende værk. Jeg har selv en indspilning af værket med Simon Rattle og Berliner Philharmonikerne, og den er simpelthen dødssyg. Tidligere på aftenen fortalte Christian Schmiedescamp om aftenens dirigent Toshiyuki Kamioka, som også er orkestrets kommende chefdirigent. Christian Schmiedescamp fortalte, at det altid er spændende at arbejde med en ny dirigent, fordi enhver dirigent har sin egen form, sin egen rytme og sin egen klangfarve. Lige præcis! – men det betyder selvfølgelig også, at der er nogle dirigenter, som man bedre kan lide end andre. Der er måske nogen som man ligefrem elsker og så er der måske nogen som man ligefrem … ikke bryder sig så meget om! Når jeg lytter til Simon Rattles indspilning af Brahms symfonier, så er det som om, at den eneste farve er leverpostejsfarvet.

Tredje sats begynder med et brag og så flyver orkestret af sted med en voldsom fart – jeg elsker den kraft og energi, som Copenhagen Phil spiller Brahms 4. symfoni med. Det er jo alt det, som jeg savner og mangler i Simon Rattles elendige indspilning. Men – selv om jeg elsker dette storslåede drama – så er højdepunktet alligevel den vidunderlige fløjtesolo midt i fjerde sats. Efter koncerten var der – traditionen tro – blomster til dirigenten. Han valgte at give blomsterne videre til fløjtenisten, hvilket jeg tillader mig at fortolke som et udtryk for, at han også synes denne fløjtesolo var helt utrolig flot og vellykket.

Det var en god aften i Konservatoriets koncertsal og en rigtig flot koncert. Men hvad var det bedste? Det bedste var selvfølgelig, at Benjamin de Murashkin afslørede, at han arbejder på en symfoni til Copenhagen Phil, som i følge planen skal uropføres i 2017!

PS: Jeg havde desværre glemt mit kamera. Øv, øv, øv … derfor er der ingen billeder fra koncerten. I stedet for har jeg valgt at krydre mit indlæg med nogle gamle billeder fra Konservatoriets koncertsal. Genbrug er jo også helt vildt moderne.

Copenhagen Phil

Copenhagen Phil – december 2013. Copyright: Jens Drejer.

Reklamer

Onsdag aften var jeg til koncert med Amalie Elmark(violin) og Jonathan Siahaan(klaver). Det var en aften med violinsonater af Beethoven, Ravel og Prokofiev.

Den første sats i Beethovens vionlinsonate var kraftfuld og bombastisk. Anden sats var langsom og dvælende – men ikke  slæbende. Det var meget smukt. Tredje sats var munter og frejdig. Fjerde sats var voldsom og overvældende. Når jeg går til koncert, så skal jeg ligesom akklimatiseres – jeg skal lige have tømt hovedet for dagens tanker og udfordringer. Først når hovedet er helt tomt, så kan jeg rigtig lytte til musikken … jeg ved ikke om der er andre som har det på samme måde? Eller om det bare er mig?! Men Beethovens musik var så gribende, at jeg hurtigt blev fanget af musikken og glemte alt andet. Og de unge mennesker spillede fantastisk – Amalie Elmark og Jonathan Siahaan fik et usædvanlig stort bifald allerede efter det første værk! 

Maurice Ravel – violinsonate nr. 2 i G-dur

Jeg havde selvfølgelig set, at der stod Maurice Ravel i programmet. Men jeg kan jo ikke huske alle de der titler – sonate nr dit eller dat i den ene dur eller den anden mol. Derfor havde jeg ikke slet ikke opdaget, at det var et af mine yndlingsværker, som de skulle spille. Til gengæld fik jeg en stor og dejlig overraskelse, da jeg straks genkendte de første toner.

Maurice Ravel(1875-1937).

Maurice Ravel(1875-1937).

Som sædvanlig skal jeg begynde med at indrømme, at jeg aner ikke hvad Ravel tænkte på, da han skrev dette værk. Jeg er dog hundrede procent sikker på, at første sats følger et lille vandløb – man kan tydeligt høre vandet som pibler af sted. Nogle gange hurtigt – andre gange langsomt og dovent. Nogle gange lyder det som om, at vandet bruser blidt og forsigtigt ned over et lille vandfald.

Næste sats er en blues – en slentrende blues. Violinen spiller et smægtende og  flirtende tema, mens klaveret følger listende og lurende bagefter. Denne sats giver mig en følelse af at slentre ned af de brede boulevarder i Paris på en lun sommeraften; gæsterne sidder uden for på cafeerne; tjenerne står og hænger i døråbningerne til barerne, mens de ryger den ene gauloise efter den anden; mænd og kvinder flirter med hinanden – og hele tiden hører man stymper og stykker af musik, som er forskellig, men dog alligevel har et vist genkendeligt slægtsskab og det er jo den melankolske blues … (tryk her for at høre denne sats).

I tredje sats er musikken skæv, vaklende, slingrende, usikker og forvrænget. Hvad i alverden er det der sker? Her bliver jeg så nødt til at indrømme, at jeg synes jeg genkender denne musik … det er jo præcis lige som at være inde i mit hoved, når jeg har været i byen og jeg er blevet fuld og klokken er tre om natten. De fleste kender nok den der følelse af, at benene er som gelé og hele verden drejer rundt … og det bliver jo ikke bedre, når hovedet begynder at dunke og tømmermændene melder deres ankomst. Jeg er fuldstændig overbevidst om, at det er den oplevelse, som Ravel beskriver i denne sats. 

Men man kan vist også fortolke dette værk, som et billede på evolutionen – første sats er den harmoniske og romantiske fortid. Anden sats er den moderne og dynamiske nutid. Og tredje sats er en uhyggelig dystopisk fremtidsvision.

Endnu en gang var der bragende bifald til de to unge musikere – og de havde virkelig fortjent det. Det var formidabelt. Det var fænomenalt. Det var sublimt – og det var hjerteskærende smukt. Jeg har fundet en udmærket video på YouTube, hvor man kan høre hele værket i en virkelig flot og velspillet optagelse(tryk her).

Prokofiev – violinsonate nr. 2 i D-dur

Sergej Prokofiev(1891-1953).

Sergej Prokofiev(1891-1953).

Jeg er normalt ret vild med Prokofiev og hans både dynamiske og temperamentsfulde musik … men onsdag aften i Tivolis koncertsal … efter Ravels suveræne sonate … så virkede Prokofievs musik pludselig en smule tam og uinteressant. Amalie Elmark og Jonathan Siahaan spillede virkelig godt. Og jeg er vild med Prokofiev. Jeg tror bare de havde spillet Ravels violinsonate så stærkt og suverænt, at det var fuldstændig lige meget hvad de spillede bagefter – uanset hvad de havde valgt, så havde det været en lille smule kedeligt.

Koncerten sluttede med et stort, velfortjent og stående bifald – det var en rigtig dejlig aften i Tivolis Koncertsal.

5 stjerner

Tivolis Koncertsal - september 2015.

Tivolis Koncertsal – september 2015. Copyright: Jens Drejer.

Lørdag aften var jeg til koncert med Det Sjællandske Underholdningsorkester. Koncerten begyndte med “Eingesendet”, som er en lystig og festlig polka af Josef Strauss – dette værk satte standarden for resten af koncerten. Man blev straks i godt humør og det holdt hele aftenen.

Johann Strauss d. y. (1825-1899).

Johann Strauss d. y. (1825-1899).

Det Sjællandske Underholdningsorkester har specialiseret sig i den lette underholdningsmusik og programmet var domineret af kendte komponister som Josef Strauss, Johann Strauss d. y., H.C. Lumbye, George Gershwin og Andrew Lloyd Webber. Der var masser af polka, march og valsemusik, der var opera, operette og musicals. Man kan slet ikke undgå at blive i godt humør af den slags musik. Lige bag mig sad en ældre mand – jeg vil gætte på, at han var omkring 75 år. Hver eneste gang orkestret afsluttede et nummer, udbrød han skiftevis “bravo” og “wow”. En enkelt gang hørte jeg oven i købet et dybt og inderligt “wroough”, der lød fuldstændig lige som Kim Schumacher i 80erne.

Det Sjællandske Underholdningsorkester levede på alle måder op til sit navn – det var en glad og festlig aften, og der var underholdning for alle pengene.

Hans Christian Lumbye(1810-1874) var den første dirigent for det som vi i dag kender som Tivolis Symfoniorkester. Det var også Lumbye som komponerede Champagne galoppen, der er blevet en slags kendingsmelodi for Tivoli.

Hans Christian Lumbye(1810-1874) var den første dirigent for det som vi i dag kender som Tivolis Symfoniorkester. Det var også Lumbye som komponerede Champagne galoppen, der er blevet en slags kendingsmelodi for Tivoli. Copyright: Jens Drejer. 

Den kendte sopran Anne Margrethe Dahl medvirkede som solist. Hun sang “Heia in den Bergen” fra Czardasfyrstinden, “Klänge der Heimat” fra Flagermusen, Summertime fra Porgy and Bess og endelig gav hun “Climb every Mountain” fra The Sound of Music, som ekstra nummer. Anne Margrethe Dahl har snart været en fast sanger på de danske operascener i næsten 25 år. Hun har en flot stemme, hun ser godt ud og hun har en stærk udstråling, når hun står på en scene. Hun er en meget populær sanger og hun var selvfølgelig også en stor succes i Tivolis Koncertsal lørdag aften.

Mellem værkerne fortalte dirigent Jørgen Fuglebæk levende og medrivende om musikken og komponisterne. Det var både spændende og lærerigt. Da disse små indslag også var tilsat en passende mængde jovial humor, blev de ledsaget af megen latter fra salen. Jørgen Fuglebæk fortalte blandt andet om baggrunden for H. C. Lumbyes “Pepita Polka”. Pepita var en spansk danserinde, som blev kendt i hele Europa i 1850erne – hun blev kendt for sin fyrige og eksotiske dans. I 1858 optrådte hun i København – trods Pepitas store berømmelse, så var hendes eksotiske dans en udfordring for det københavnske borgerskab, som var vant til Bournonvilles klassiske og elegante balletter. August Bournonville var selv til stede, da Pepita optrådte i Københvan. “Lad mig komme ud,” udbrød den forfærdede balletmester.

Jørgen Fuglebæk trakterede publikum med en masse af disse små sjove anekdoter i samme stil og de bidrog lige så meget til den gode stemning i salen, som selve musikken.

Carl Nielsen(

Carl Nielsen(1865-1931).

Der var også en enkelt fællessang i programmet. Det var “Som en rejselysten flåde” med tekst af Helge Rode og musik af Carl Nielsen. Man kan vist godt kalde “Som en rejselysten flåde” for en klassisk fædrelandssang, men Helge Rode er ikke en Adam Oehlenschläger(Der er et yndigt land). Den er bestemt heller ikke på niveau med “Den danske sang”, som har melodi af Carl Nielsen og tekst af Kai Hoffmann. Men der er ingen tvivl om, at folk elskede det og derfor skal det bestemt ikke trække ned, at jeg ikke er så vild med fællessang. Jeg er også enig med Jørgen Fuglebæk i, at det er vigtigt, at vi ikke glemmer vores gamle danske traditioner, som fx fællessang.

Jørgen Fuglebæk talte om den lette underholdningsmusik, som Tivolis sjæl – derfor var det naturligvis også uundgåeligt, at koncerten sluttede med H. C. Lumbyes skønne og festlige Champagne galop.

Det var på alle måder en god, vellykket, hyggelig og festlig aften med Det Sjællandske Underholdningsorkester i Tivolis Koncertsal og derfor giver jeg fem stjerner. Kan man give fem stjerner til et orkester af fritidsmusikere? Jeg hørte ingen som spillede falsk og der var heller ingen som havde problemer med at holde takten. Der var et par gange hvor jeg tænkte, at der godt kunne have været lidt mere tempo og energi – men det er sikkert bare en smagssag. Til gengæld var musikken fyldt med fest og farver og sprudlende godt humør. Derfor synes jeg, at Det Sjællandske Underholdningsorkester, Jørgen Fuglebæk og Anne Margrethe Dahl har fortjent fem stjerner for denne skønne aften!

5 stjerner

Tivolis koncertsal - august 2015.

Tivolis koncertsal – august 2015. Copyright: Jens Drejer.

Felix Mendelssohn-Bartholdy var en af sin tids største og vigtigste komponister. Hans far var bankier og hans farfar var den kendte filosof Moses Mendelssohn. Familien var jødisk, men faren konverterede til kristendommen og resten af familien fulgte med. Felix Mendelssohn var dog ikke selv troende på nogen måde. Hvorfor i alverden valgte han så at skrive et oratorium om den jødisk-kristne profet Elias? Ja, det må himlen vide!

Onsdag aften blev værket opført af Koncertforeningens kor og orkester i Tivolis Koncertsal.

Felix Mendelssohn-Bartholdy.

Felix Mendelssohn-Bartholdy(1809-1847)

Den musikalske inspiration fandt Mendelssohn hos Bach og Händel, der begge er kendt for deres store oratorier og historien om profeten Elias, fandt han i det gamle testamente. Værket er som en slags collage, hvor korte og længere scener veksler mellem hinanden; Elias genopvækker en ung mand fra de døde; efter en lang og hård tørke fremkalder Elias regn med sine bønner til Gud; til slut bliver Elias hentet i en ildvogn med ildheste, som fører ham ind i himlen. Det er et portræt af en lidenskabelig profet med en stærk og flammende tro på Gud. Rundt omkring på nettet kan man læse, at Elias skulle være et af musikhistoriens mest dramatiske oratorie. Jeg synes først og fremmest, at det var meget stærkt, smukt og spændende.

Værket begynder med et recitativ; så følger en ouverture og derefter bruser korets stemmer ud over salen. Det er storslået og overvældende – Koncertforeningens kor synger virkelig godt. Foruden Koncertforeningens kor og orkester, medvirkede også fem solister.

Sopranerne Hjørdis Jakobsen og Pernille Stolting Madsen sang smukt. Begge skabte masser af drama, med deres udtryksfulde stemmer. 

Dernæst medvirkede tenoren Mathias Hedegaard – en smuk mand med en smuk stemme. Hans stemme har en gylden og farverig klang, som var meget stærk – hver gang han løftede stemmen en lille smule – bare en ganske lille smule – så fik jeg kuldegysninger over hele kroppen. Noget af det som jeg elsker allermest ved opera, er netop, hvordan de bedste sangere kan opnå en utrolig virkning ved den mindste ændring af tone, stemmekraft eller udtryk.

Tivoli 2015.

Tivoli 2015.

Thomas Storm var helt suveræn sidste år, da han medvirkede i Koncertforeningens opførelse af Brahms requiem. Derfor havde jeg selvfølgelig glædet mig til at opleve ham igen. Thomas Storm havde mange højdepunkter i dette års opførelse – mange højdepunkter! Han var helt fantastisk som en rasende Elias, der fik murene i Tivolis koncertsal til at ryste med sin tordenstemme!

Men Thomas Storms dybe, maskuline og fyldige stemme, er lige så gribende i den inderlige og hjerteskærende arie, hvor han synger: “Es ist genug! So nimm nun, Herr., meine Seele!” Elias synger og ledsages kun af en cello …. det var – uden nogen diskussion – aftenens absolutte højdepunkt.

Der er ingen tvivl om, at jeg er Thomas Storm-fan. Men den opmærksomme læser har forhåbentlig bemærket, at jeg mangler at fortælle om en enkelt af de medvirkende. Jeg har selvfølgelig gemt det allerbedste til sidst: Linnéa Lomholt har en meget mørk, varm og fyldig alt-stemme, som er tilsat en ganske lille smule vibrato. Hun optrådte først og fremmest i rollen som en engel og hver eneste gang hun sang, følte jeg det fuldstændig som om, at jeg var kommet i himlen! Hendes stemme har en meget berusende kraft. Sikken en fantastisk oplevelse! 

Der er ingen tvivl om, at jeg bliver nødt til at købe “Elias” på CD. Forhåbentlig kan jeg finde en indspilning, der er lige så god som koncerten i Tivolis Koncertsal onsdag aften!  

5 stjerner

Tivolis Koncertsal.

Tivolis Koncertsal.

Torsdag aften var jeg til den første koncert i Tivolis koncertsal i denne sæson. DUSIKA – Hovedstadsregionens Ungdomssymfoniorkester – spillede og Christian Schmiedescamp dirigerede.

Det første værk var Carl Nielsens Saga-Drøm. Det begyndte så smukt med de dybe, brummende strygeres dvælende tonespil. Men det stod hurtigt klart, at musikerne havde lidt svært ved at finde fælles fodslag. Samklangen og samspillet kom aldrig til at fungere særlig godt.

Christian Schmiedescamp var tydeligvis en glad dirigent!

Christian Schmiedescamp var tydeligvis en glad dirigent!

Dernæst fulgte Elgars cellokoncert med Jonathan Swensen som solist. Musikken var fra starten kraftfuldt og fyldt med en dirrende intensitet. Kort efter starten var der en passage, hvor bratscherne og celloerne spillede fuldstændig perfekt sammen. Pludselig stod det fuldstændig klart, at Carl Nielsen havde blot været opvarmning – den egentlige koncert begyndte med Elgar og første sats sluttede med et brusende og svulmende klimaks! Igen og igen kunne jeg mærke hvordan frydefulde kuldegysninger løb ned af nakke. Sikken en oplevelse – wow!

Herefter fulgte det ene musikalske højdepunkt efter det andet – musikerne spillede virkelig godt og det gælder ikke mindst den unge cellist Jonathan Swensen; han havde et lidenskabeligt udtryk og virkede fuldstændig grebet af musikken. Nogen gange virkede han så grebet, at det så ud som glemte han alt og alle omkring sig. Da så det nærmest ud som om, at han legede med instrumentet – eller som om, at instrumentet blev levende mellem hans hænder. Han spillede fuldstændig suverænt – jeg blev temmelig forbavset, da jeg tjekkede programmet efter Elgars Cellokoncert og opdagede, at Jonathan Swensen kun er 18 år! Det er altså svært at forstå, når man hører hvordan han spiller! 

Antonín Dvorák – Fra den nye verden

Den unge solist Jonathan Swensen stemmer instrumentet.

Den unge solist Jonathan Swensen stemmer instrumentet.

Efter pausen spillede de Dvoráks 9. symfoni – bedre kendt som “Fra den nye verden”. Jeg har hørt dette værk nogle gange og jeg må indrømme, at jeg aldrig har været særlig vild med det. Tværtimod. Jeg har altid syntes, at det var en smule kedeligt. Men jeg må også tilføje, at den oplevelse blev ændret fuldstændig torsdag aften i Tivolis Koncertsal. For første gang forstod jeg endelig, hvad musikken handlede om!

Da Antonín Dvorak ankom til Amerika i 1892, var han interesseret i både indianernes og de sorte amerikaneres musik; alle steder kan man læse om, hvordan denne interesse kan spores i denne symfoni. Endvidere skriver DR om den 9. symfoni: “Om de store skove, de store vidder, de uendelige prærier befolket af indianere. Man fornemmer uro, det blæser op, er et uvejr på vej? Men kort tid efter ånder alt igen fred og den uforglemmelige melodi vender tilbage. Sjovt nok, så hørte jeg nogle helt, helt andre temaer i musikken torsdag aften!

Første sats begynder med cello og bas. Derefter følger en ganske kort hornfanfare. Paukerne fik nogle tæsk – og jeg elskede det. Musikken var dynamisk og kraftfuld – den var fuld af tempo og temperament. Jeg blev straks grebet af en følelse af, hvordan Dvorak har siddet på det store skib og nærmet sig New York – denne fremtidsby af skyskrabere. Jeg kunne pludselig se for mig, hvordan byen nærmest voksede op af havet. Samtidig kommer byens lyde tættere og tættere på – alle lydene vokser og forvandles til en musikalsk collage. Første sats er en mægtig fanfare – en hyldest og en hilsen til denne fremtidsby. Det er oplevelsen af, at nærmere sig New York for første gang.

Der er musestille, mens alle venter på det første tegn fra dirigenten.

Der er musestille, mens alle venter på det første tegn fra dirigenten.

Derefter udgør den følgende musik en cyklus på firetyve timer: musikken begynder så usædvanlig fint og dæmpet, mens solen langsomt stiger op af havet over den sovende by. Så kommer alle strygerne, mens folk vender sig i deres senge og gnider deres øjne. De vender sig endnu en gang inden de endelig vågner. Så følger fløjterne – byen vågner, den første morgentrafik bevæger sig ind i gaderne, mens solen stråler og blinker i tusindvis af vinduer. Nu følger en vidunderlig passage, hvor bassen spiller pizzicato – man mærker helt tydeligt, at det er byens hektiske puls, som begynder at slå stærkt og kraftfuldt. Morgentrafik og menneskemylder fylder alle byens gader: paukerne, strygerne og hornene – jeg fornemmer tydeligt og klart, hvordan Dvorak forvandlede byens lyde til en musikalsk collage eller et skuespil.

Midt i musikken kan man høre en klokke – en mærkelig klokke – en meget irriterende klokke. Er det sporvogne? Eller måske cykelklokker? Eller hvad i alverden kan det være? Pludselig slog det mig – jamen, det er jo indlysende: det er jo en telefon! I følge Wikipedia har den amerikanske kongres anerkendt Antonio Meucci, som telefonens oprindelige opfinder. Philipp Reis opfandt sin egen model i 1860. Samme dag i 1876 indgav både Elisha Gray og Alexander Graham Bell patentansøgning på telefonen – Graham Bell vandt og derfor har han i mange år været regnet for telefonen opfinder.

Antonín Dvorák (1841-1904).

Antonín Dvorák (1841-1904).

Den første samtalestation blev oprettet i København i 1879 og fungerede nærmest som telefonkiosker(læs her). To år senere blev Danmarks første telefonselskab oprettet. Den første telefonbog udkom i 1881 og der var 22 abonnenter – i 1899 var tallet vokset til 9.687(læs her). Dvorák kom fra Tjekkiet – jeg forestiller mig, at Tjekkiet har været mindre moderne end Danmark. Men det er selvfølgelig muligt, at jeg tager fejl. Jeg er dog helt sikker på, at Amerika – og særligt New York – har været langt mere udviklet end både Danmark og Tjekkiet. Jeg tror det er alt det ovenstående, som man på magisk vis kan høre og opleve i Dvoráks 9. symfoni. Man undrer sig, når man hører den første klokke … snart kommer der flere og flere … i begyndelsen er det morsomt, men snart ringer klokkerne uafbrudt og lyden bliver til et stressende inferno. Jamen, det er jo fuldstændig genialt; det er jo en meget, meget præcis beskrivelse af den teknologiske udvikling helt frem til … ja, helt frem til vores tid!

Senere bliver det aften – efter en pause, hvor det nærmest virker som om at musikken holder vejret – så kan man mærke, hvordan bilerne kører gennem de nattetyste gader, mens dansemusik driver ud fra barer og restauranter. Hvis denne symfoni er et musikalsk billede af New York, så er det i hvert fald en by som aldrig sover!

Værket slutter med en finale, som udtrykker respekt, beundring og ærefrygt for denne by og den nye verden. Komponisten har fået et blik ind i fremtiden; og han er både beruset og fascineret af alt hvad han har set og oplevet.

En rigtig flot koncert!

Det gik ikke så godt med Carl Nielsens Saga-Drøm. Dernæst fulgte Elgars Cellokoncert, hvor jeg blev helt beruset af musikken. Endelig sluttede koncerten med Dvoráks 9. symfoni, som sendt mig på en regulær fantasirejse. Som sædvanlig må jeg understrege, at jeg ikke aner noget som helst om, hvad der inspirerede Dvorák eller hvilken historie han har ønsket at fortælle med dit værk – alt det ovenstående er udelukkende min personlige oplevelse af musikken.

Christian Schmiedescamp greb den sidste tone i luften og holdt den fast, men publikum holdt vejret, før klapsalverne skyllede ned over scenen.

Christian Schmiedescamp greb den sidste tone i luften og holdt den fast, mens publikum holdt vejret … derefter skyllede klapsalverne ned over scenen.

Da de blev færdige med at varme op, spillede DUSIKA virkelig flot i værkerne af Elgar og Dvorák. Jonathan Swensen spillede suverænt i Elgars Cellokoncert og Christian Schmiedescamp støttede musikerne gennem hele aftenen – der er slet ingen tvivl om, at han har en stor del af æren for aftenens succés. Når man forholder sig til kontrasten mellem det første indledende værk og aftenens to store værker, så er jeg nødt til at konkludere, at det var dirigenten som formåede at gribe musikerne og føre dem ind på den rette vej. Christian Schmiedescamp fremstår som en meget omsorgsfuld dirigent – og så udstråler han en imponerende ro. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at dirigentens udstråling måske er meget befordrende for musikernes indsats.

Når jeg oplever sådan en aften, hvor jeg bliver grebet af både musik og fantasi, så kan det næsten ikke blive meget bedre. Men spillede de godt? Ja! … det tror jeg nok. Jamen, de spillede jo så godt, at jeg glemte at høre efter. Jeg var fuldstændig grebet af musikken og så glemte jeg alt andet. Og lige præcis dérfor, kunne jeg godt være fristet til at give fem stjerner – men det ville vist være useriøst, når jeg lige minder mig selv om Carl Nielsen. Men så skal DUSIKA, Jonathan Swensen og Christian Schmiedescamp i hvert fald have fire stjerner!

4 stjerner

DUSIKA - Hovedstadsregionens Ungdomssymfoniorkester - stemmer instrumenterne og gør klar til aftenens koncert i Tivolis koncertsal.

DUSIKA – Hovedstadsregionens Ungdomssymfoniorkester – stemmer instrumenterne og gør klar til aftenens koncert i Tivolis koncertsal.

“Blackwater fyrskib” er ikke noget stort melodrama – hvis det ikke lige var for den hjertevarme tone som præger hele bogen, så kunne man beskrive “Blackwater fyrskib” som et isbjerg: umiddelbart kan denne roman virke lidt uanseelig, men der er meget under overfladens små krusninger.

Handlingen er ret enkel: den foregår i Irland i slutningen af 1990´erne, hvor den unge Declan er ved at dø af AIDS. Han kontakter sin søster Helen, som han ikke har haft kontakt med i flere år, fordi han ønsker at hun skal tage med ham til bedstemorens hus – et tidligere sommerpensionat, som ligger ved kysten. Deres mor Lily flytter også ind og Declans to venner – Paul og Larry – følger også med, for at passe ham. Disse seks personer tilbringer cirka en uge sammen i huset ved kysten, før Declan bliver så syg, at han må tilbage til hospitalet i Dublin – her slutter romanen. Mere sker der ikke!

De første 3-4 gange jeg læste denne roman, var jeg lidt skuffet – det var som om, at historien om Declan ikke blev rigtig forløst. Jeg var nødt til at læse den nogle gange før jeg forstod, at Declan IKKE er romanens hovedperson – han er blot en slags katalysator og den lim, som binder resten af bogen sammen.

Blackwater fyrskibI stedet handler bogen om disse seks personer, der mødes i huset ved havet og tilbringer en uge sammen; de er så forskellige, som man næsten kan forestille sig. Helen er skoleinspektør, gift og har to børn. Hun lever et trygt og typisk middelklasseliv. Så er der Helens og Declans mor Lily – hendes mand og deres far døde for mange år siden og siden har hun kun haft ganske lidt kontakt med børnene. Til gengæld er hun blevet en succesfuld forretningskvinde. Gamle mrs. Devereux bor i huset ved havet – det gamle sommerpensionat er medtaget, forfaldent, koldt, klamt og fugtigt. Mrs. Devereux bor alene med to katte og kæmper en daglig kamp for at håndtere både alderdommen og ensomheden i det gamle hus. Så er der Declans to venner, som begge er homoseksuelle: arkitekten Larry lever for sit arbejde og hans privatliv består af en uendelig række løse forhold. Paul er hans diametrale modsætning – han bor i Bruxelles og er gift med en franskmand, som han har kendt siden de begge var teenagere. Bogen handler om, hvordan disse mennesker møder hinanden og hvordan alle deres fordomme mod hinanden langsomt brydes ned. 

Men det er forholdet mellem de tre kvinder, som giver bogen dynamik og fremdrift. Helen har ikke været på talefod med sin mor og sin bedstemor i mange år. De sidste to mødes også kun når det ikke kan være anderledes og deres forhold er også præget af kulde og gensidig modvilje. Nu tvinges de tre kvinder til at være sammen – deres samvær er domineret af fjendtlighed, sarkasme og spydige bemærkninger. Det er måske lidt forudsigeligt, at deres samarbejde i forbindelse med Declans sygdom medfører en begyndende forsoning – men det gør ikke bogen banal eller irrelevant.

Forlaget skriver på bagsiden, at Declan “er døende”. Der er ingen tvivl om, at Declan er alvorligt syg. Men døende? Bogen udkom på engelsk i 1999. På daværende tidspunkt var kombinationsbehandlingen for længst indført og antallet af folk som døde af AIDS i den vestlige verden styrtdykkede. Hvis historien foregår i begyndelsen af 90erne, så har Declan vist ikke mange chancer for at overleve. Men hvis historien foregår i årene umiddelbart før udgivelsen i 1999, så er der faktisk en temmelig stor chance for at Declan overlever … romanen er fuldstændig åben omkring dette spørgsmål. Derfor synes jeg det er ærgerligt, at forlaget skriver Declan er døende. Det er der reelt set ikke belæg for i romanen.

Den irske forfatter Colm Tóibín født 1955.

Den irske forfatter Colm Tóibín, født 1955.

Og dog …. en dag fortæller Helen og Declans mor Lily, at der en gang var to fyrtårne ud for kysten ved bedstemorens gamle hus. Men det ene fyrtårn blev tager ud af drift: “ … Blackwater fyrskib. Jeg troede det altid ville være der,” sagde Lily. Hvis Declan er den centrale person i bogen, så er det jo nærliggende at konkludere, at historien om fyrskibet forudsiger hans skæbne. Men det samme gælder alle de andre personer i bogen og bedstemorens hus ved havet. Det samme gælder de gentagne henvisninger til Mike Redmonds og Keatings huse, som styrtede ud over klinten for mange år siden. Bogen er på flere måder præget af en meget stærk dødssymbolik – uden at det bliver kunstigt eller teatralsk, så udtrykker forfatteren denne oplevelse på en måde, som rammer lige i hjertet.

“Blackwater fyrskib” er ikke noget stort drama og spændingen er minimal. Det er blot en roman om en håndfuld helt almindelige mennesker som tilbringer en håndfuld dage sammen i et gammelt og forfaldent hus ved havet. Men tonen – man kan næsten sige, at tonen er Herman Bangsk. Colm Tóibín har den samme brilliante evne til at beskrive menneskers psykologiske skæbner og derfor er denne bog så gribende og genial.

Efter min mening er Colm Tóibín tidens største bøsseforfatter. Nogle ville nok nævne Michael Cunningham – men bortset fra “The Hours”, så har han kun skrevet en række middelmådige romaner. De har måske nok en vis charme, men det er bestemt ikke stor litteratur. Andre ville måske nævne Alan Hollinghurst, som modtog “Man Booker-prisen” i 2004 og temmelig sikkert sælger mange flere bøger end Colm Tóibín. Men der er sådan en kold distance i hans bøger, som dertil virker konstruerede og nærmest skabelonagtige. De har bare ikke den levende intensitet, som er styrken i Colm Tóibíns værker. Der er en ægte menneskelighed og en ægte hjertevarme i hans bøger. Jeg tror det er derfor, at jeg har læst C0lm Tóibíns værker igen og igen og igen!

“Blackwater fyrskib” udkom på forlaget “Tiderne skifter” i 2000.

Lige for tiden kan bogen købes på detstorebogudsalg.dk til kun 47,20.

Bygningskulturens hus i Nyboder.

Bygningskulturens hus i Nyboder.

Nu er der igen DSQ Festival i København – DSQ står for the Danish String Quartet og det vil sige Rune Tonsgaard Sørensen, Frederik Øland, Fredrik Schøyen Sjölin og Asbjørn Nørgaard. Lige som sidste år – og formodentlig også de år hvor jeg ikke har deltaget – er man nødt til at vælge mellem en masse spændende musikere og en masse skønne komponister. Mit første valg var dog ikke særlig svært. Jeg var jo nødt til at vælge Schuberts Winterreise, selv om jeg allerede har hørt dette værk en del gange – men jeg elsker lieder!

Den unge danske baryton Simon Duus sang og Søren Rastogi sad ved klaveret.

Den flotte sal i Bygningskulturens hus før koncerten.

Den flotte sal i Bygningskulturens hus før koncerten.

Teksten til “Winterreise” er skrevet af den tyske digter Wilhelm Müller(1794-1827) og musikken er skrevet af Schubert i 1827. Historien handler om en ung vandringsmand, der kommer til en fremmed by i maj måned og bliver forelsket. Men hun svigter den fattige vandringsmand, for at blive en rig brud. Trods vinter, sne og kulde, så må han atter drage videre: “jeg ser kun sneen knejse / på mørkets vintervej. / En måneskygge følger / som rejsefælle mig / på sneens hvide bølger.

Frederik Øland præsenterede aftenens koncert.

Frederik Øland præsenterede aftenens koncert.

Hele teksten er præget af et eksalerende vanvid: “Det brænder under mine fødder / skønt dog på is og sne jeg går.” Der er denne dobbelthed hele vejen gennem værket, hvor den unge mand går og drømme om sin kæreste, mens han bliver mere og mere kold og forfrossen. I sidste vers møder han den gådefulde og skæbnesvangre lirekassemand: “Ovre bag ved byen / står en spillemand / som med stive fingre / spiller som han kan. // Barfodet på isen / flakker manden om, / skålen ved hans fødder, / den er stadig tom. // Ingen gider høre, ingen ser ham an. / Sultne hunde knurrer / af den gamle mand. // Og han la´r det hænde / sådan som det vil, / drejer, og hans lire / standser ej sit spil. // Underlige gamling, / skal jeg gå med dig? / Vil du dreje liren / til min sang for mig — ?” Når man har forstået, at teksten er allegorisk, så er der selvfølgelig ingen tvivl om, at den underlige lirekassemand er et billede på døden: livet er en lang og ensom vandring gennem kulde, sne og is. Kærlighed er bare en fjern forårsdrøm og døden venter os alle. Ak ja. Det er bestemt ikke nogen munter historie! 

Den danske baryton Simon Duus.

Den danske baryton Simon Duus.

Simon Duus har en vidunderlig stemme – mørk og dyb, stærk og kraftfuld. Men den er også varm og inderlig og meget klangfuld. Der er dog også en lille bitte smule kritik – Simon Duus har en meget stor og stærk stemme og der var lige et par steder, hvor jeg synes det blev en lille bitte smule voldsomt.

Jeg synes, at lieder er den allermest fascinerende kunstform der findes. Det må aldrig blive vulgært – det må aldrig blive teatralsk eller melodramatisk. Det er primært stemmen, som skal bære dramaet. Det vil sige, at sangeren kun må benytte sig af de allermest diskrete virkemidler, for at formidle sangens handling og følelser. Men det må selvfølgelig heller ikke blive kedeligt. Derfor er liedgenren sådan en ekstrem svær kunstform, som kun de allerfærreste sangere mestrer. Men Simon Duus gjorde det så utrolig forrygende – jeg har efterhånden hørt “Winterreise” nogle gange, men dette var uden nogen tvivl den bedste … det var sublimt og jeg var fuldstændig overvældet.

Søren Rastogi.

Søren Rastogi.

Men en liedsanger er jo ikke alene – klaverets rolle er lige så vigtig som sangeren. Søren Rastogi spillede fantastisk. Jeg ved godt, at jeg gætter – men det er mit indtryk, at Søren Rastogi og Simon Duus havde et helt exceptionelt samspil, hvor de både skiftedes til at presse hinanden og straks efter at holde hinanden tilbage. På mig virkede det i hvert fald som om, at de havde et samarbejde der var lige så dynamisk og kongenialt som fx Ian Bostridge og Julius Drake – et andet par der har haft et årelangt og meget succesfuldt samarbejde.

Simon Duus.

Simon Duus.

Efter denne oplevelse var jeg slet ikke i tvivl om, at de skulle have seks stjerner. Det kunne slet ikke være anderledes. Og så spillede de Schuberts “An die Musik” som ekstranummer – min absolutte yndlingslied! Jeg har den på CD og jeg elsker den. Men det er første gang jeg har hørt den i virkeligheden. Sikken en fantastisk hjertegribende oplevelse!

Og sikken en koncert. Det var svært da jeg skulle vælge, hvilke koncerter jeg skulle bestille billetter til. Der skulle være endnu en koncert efter Schuberts “Winterreise” og jeg havde overvejet at bestille til dem begge. Men så tænkte jeg, at det var en dum ide, for det ville jo nok blive for meget. Men de sidste par dage gik jeg alligevel og overvejede om jeg skulle forsøge at tigge mig til en ekstrabillet, når jeg kom derind. Men efter denne fantastiske koncert, så var der slet ingen tvivl om, at jeg var mæt og skulle hjem for at nyde de mange indtryk – og i dag går jeg stadigvæk rundt med et stort, lykkeligt smil. Det var en fantastisk koncert og en rigtig dejlig oplevelse, som stadigvæk sidder i hele kroppen!

6stjerner

Winterreise 2014 079

Simon Duus og Søren Rastogi – de spillede Schuberts Winterreise og gav “An die Musik” som ekstranummer!

I aftes var jeg til en helt utrolig flot og festlig koncert; det var Gunvor Sihms debutkoncert, som afsluttede hendes solistuddannelse på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Koncertsalen var næsten fyldt og på scenen var aftenens hovedperson i selskab med mange af Danmarks bedste musikere!

Rued Langgard og Prokofiev

Konservatoriets koncertsal.

Konservatoriets koncertsal før koncerten.

Aftenens første værk var “Écrasez l`infame”, som bogstaveligt talt betyder “knus det onde”, men det bruges også som et udtryk for djævleuddrivelse. Værket består af 5 korte satser. I stedet for at bruge de traditionelle termer som allegro, andante, adagio osv. til at angive tempoet, stemningen og stilen i musikken, så beskriver Rued Langgaard første sats som “Præcist og eftertrykkeligt”. De efterfølgende 4 satser hedder nøjagtig det samme – jeg synes det er udtryk for en formidabel humor!

Pianist Berit Johansen Tange og Gunvor Sihm.

Pianist Berit Johansen Tange og Gunvor Sihm.

Gunvor Sihm spillede “Écrasez l`infame” sammen med pianist Berit Johansen Tange – og de spillede fuldstændig sublimt. Musikken var fuld at kompleksitet og temperament. Man oplevede en helt ekstremt kraft, når Berit Johansen Tange lod hånden glide hurtigt hen over alle tangenterne, fra den ene side til den anden. Men det var også en musik, der var fuld af kontraster – det ene øjeblik var musikken så smuk, at det tangerede det romantiske – det næste øjeblik blev musikken forvandlet til en vild og voldsom kamp! Jeg elskede hvert ene sekund! Jeg har aldrig hørt noget musik, der var så spændende, så fængslende og så berusende!

Det næste værk var Prokofievs sonate nr. 1 og det var stadig med Berit Johansen Tange ved klaveret. Det er kun to dage siden, at jeg hørte Rune Tonsgaard Sørensen og Tanja Zapolski spillede dette værk i Hørsholm Musikforening. Men jeg er vild med Prokofiev og derfor var jeg glad for, at jeg fik muligheden for at høre dette skønne værk endnu en gang. Prokofiev begyndte at skrive dette værk i 1938, men afsluttede det første i 1946. Værket er fyldt med krigens hærgen – musikken er fuld af flyvende bomber, hvislende kugler og byer der synker i grus. Der er indadvendt gråd og en hjerteknugende, stum smerte. I slutningen af både første og tredje sats suser vinden henover gravene på kirkegården. Men musikken er så uendelig smuk og gribende … og de to musikere spillede helt fantastisk!

Nightingale String Quartet består af Gunvor Sihm, Josefine Dalsgaard, Marie Louise Broholt Jensen og Louisa Schwab.

Nightingale String Quartet består af Gunvor Sihm, Josefine Dalsgaard, Marie Louise Broholt Jensen og Louisa Schwab.

Gunvor Sihm har spillet i “Nightingale String Quartet” siden gruppen blev dannet i 2007. De har blandt andet indspillet tre CDere med strygekvartetter af Rued Langgaard, som alle har fået stor ros og anerkendelse fra både danske og udenlandske kritikere. For nyligt blev de udråbt til at være “Young artist of the year” af det britiske magasin Gramophone. Nightingale String Qurartet var naturligvis også med på scenen og naturligvis spillede de et værk af Rued Langgaard.

Rued Langgaards Strygekvartetter indspillet af Nightingale String Quartet vol. 3.

Rued Langgaards Strygekvartetter indspillet af Nightingale String Quartet vol. 3.

Nightingale String Quartet spillede Rued Langgaards strygekvartet nr. 3. Titlerne på de tre satser er meget personlige og de overskrider alle gængse normer – den første sats hedder fx “Poco Allegro Papinoso”, hvilket betyder “Rovbegærligt”. Man kan umuligt overse den indbyggede arrigskab – men jeg synes alligevel, at denne arrigskab får et elegant og spidsfindigt udtryk, som er ekstremt morsomt. Rued Langgaard mødte ingen anerkendelse i sit liv – i stedet blev han hånet og nedgjort. Det præger hans musik; i denne strygekvartet mærker man en indestængt bitterhed, vrede og sarkasme. Den veksler på uforudsigelig vis med en eksplosiv arrigskab. Vekselvirkningen mellem alle disse stærke følelser skaber en enormt kraftfuld og særpræget musik. Musikken var fantastisk og de fire unge musikere spillede helt fænomenalt. Det var virkelig en rigtig stor oplevelse!

Mig og Rued Langgard

Selv om Rued Langgaard døde i 1952, så fik hans opera “Antikrist” først premiere på Det Kongelige Teater i 2002. Det var første gang jeg oplevede et værk af Rued Langgaard. Det var formodentlig også første gang jeg hørte hans navn – det ville i hvert fald ikke forbavse mig! “Antikrist” er et dybt religiøst værk, som handler om, at vi lever i Sodoma og Gomorra – Antikrist hersker og vi er alle sammen besat af penge og liderlighed. Jesus Kristus er den eneste som kan frelse os …. det budskab er altså hård kost for en hardcore ateist som undertegnede! Derfor forlod jeg hastigt salen, da operaen var færdig og alle andre begyndte at klappe … det kunne jeg simpelthen ikke være med til.

Berit Johansen Tange har indspillet to CDere med klavermusik af Rued Langgaard.

Berit Johansen Tange har indspillet to CDere med klavermusik af Rued Langgaard.

Jeg kunne overhovedet ikke forstå, hvorfor Det Kongelige Teater havde sat sådan et værk op. Men det er mange år siden. Siden dengang har jeg læst en masse bøger af Ernesto Dalgas og Knud Hjortø – de arbejdede med den samme form for symbolisme, som Rued Langgard brugte, da han skrev librettoen til “Antikrist”. Jeg er bestemt ikke blevet mere modtagelig for det religiøse budskab. Men jeg har nok fået en større forståelse for denne bizarre stilgenre. Alligevel har jeg på intet tidspunkt følt noget behov for at beskæftige mig mere med Rued Langgaard!

Gunvor Sihm med den første af mange buketter.

Gunvor Sihm med den første af mange buketter.

Jeg kender ikke Gunvor Sihm – men jeg har da mødt hende en enkelt gang og vi er da også venner på Facebook. Her nævnte jeg en gang, at jeg var absolut ikke nogen stor fan af Rued Langgard – jeg var ikke en gang en lille fan. Når hun har været med til at indspille så meget af hans musik, så er man jo næsten nødt til at udtrykke sig lidt høfligt og diplomatisk. Alt andet ville være ufint. Hertil svarede Gunvor Sihm, at det ville hun sørme gerne lave om på. God fornøjelse, tænkte jeg!

Men efter denne koncert må jeg jo allerede melde mission accomplished! Jeg er ekstremt vild med de to værker af Rued Langgaard, som blev spillet fredag aften. Det er jo lige præcis sådan noget musik, som jeg elsker!

Som tidligere nævnt, så har Nightingales String Quartet indspillet tre CDere med Rued Langgaards strygekvartetter. Dertil har Berit Johansen Tange indspillet to CDere med hans klavermusik. Jeg har ikke råd til at købe dem alle sammen på en gang, men jeg vil købe de første snarest muligt. De kan alle sammen købes hos “Dacapo Records“.

Mozart og Bach

Gunvor Sihm har spillet i Copenhagen Phil siden 2011. Efter pausen blev scenen indtaget af en gruppe herfra, som skulle ledsage hende gennem resten af koncerten.

Gunvor Sihm, Frederik Øland og Copenhagen Phil.

Gunvor Sihm, Frederik Øland og Copenhagen Phil.

De begyndte med Mozarts violinkoncert nr. 3 – Mozarts musik er lysende og smukt og elegant. Men først og fremmest er der masser af violinsoloer, hvor Gunvor Sihm fik lov til at folde sig ud og vise alt hvad hun kunne. Der var helt stille i den gamle koncertsal, mens de smukkeste violintoner svingede sig ud i luften, som kunstfærdige arabesker. Værket sluttede med en dansende rondo, der samtidig fungerede som en glimrende optakt til aftenens sidste værk.

Gunvor Sihm i en smuk duet med kæresten Frederik Øland.

Gunvor Sihm i en smuk duet med kæresten Frederik Øland.

Det sidste værk var Bachs koncert for to violiner, hvor Gunvor Sihm fik selskab af sin kæreste og kollega fra Copenhagen Phil, Frederik Øland. Man kan slet ikke forestille sig en mere perfekt afslutning på en helt formidabel koncert – Bachs musik er så fuld af løssluppen munterhed, festlig stemning og livsglæde. Da værket sluttede eksplodere hele salen i bragende klapsalver. Sikken en flot og fantastisk aften! Så var der masser af blomster til aftenens hovedpersoner og derefter fulgte endnu flere klapsalver!

Endelig sluttede koncerten med et lille ekstranummer af en svensk komponist. Som sædvanlig hørte jeg ikke hvem det var.

Det var afslutningen på Gunvor Sihms debutkoncert – men det var bestemt ikke afslutningen på festen. Den fortsatte nemlig med en reception i Carl Nielsen-foyeren og derefter var der fest for familie, venner og bekendte et andet sted i nærheden. Der var en særdeles opløftet stemning da jeg forlod koncertsalen – derfor er jeg også temmelig sikker på, at der fulgte et brag af en fest bagefter!

Nu er det dagen derpå og festen er slut. Men jeg er helt sikker på, at der venter Gunvor Sihm en lang karriere som solist i alle de store og berømte koncertsale over hele verden!

6stjerner

Gunvor Sihm efter en flot koncert.

Gunvor Sihm efter en flot koncert.

Onsdag aften var jeg til koncert i Trommen i Hørsholm, hvor der var koncert med Rune Tonsgaard Sørensen og Tanja Zapolski. Rune Tonsgaard indledte med at fortælle lidt om programmet, der indeholdt værker af Bach, Schubert og Prokofiev. Han fortalte, at det var forholdsvis mørk musik, som de havde valgt, fordi det passede til årstiden – det var jo den 1. oktober.

Rune Tonsgaard Sørensen.

Rune Tonsgaard Sørensen.

Bachs sonate begyndte med en mørk og dvælende melankoli, tilsat en passende mængde sørgmodige vibrationer fra Rune Tonsgaards violin. Rune Tonsgaard havde allerede lavet en kobling mellem musikken og efteråret udenfor. Det har selvfølgelig en stærk suggestiv virkning på publikum. Det oplevede jeg særligt i tredje sats, hvor musikken var fuld af efterårsregn der dryppede fra blade og træer. Vinden rykkede bladene af træerne og blæsten fejede de visne blade over marker og plæner, mens tunge skyer hastede over himlen. Det var en skøn oplevelse!

Schuberts sonate var også mørk, men der var en helt anden varme i dette værk. Hvis man forestiller sig, at Bachs sonate foregår ude i det kolde og blæsende efterårsvejr, så foregår Schuberts værk indenfor, hvor man kan sidde og kigge ud på vejret, mens man selv hygger sig inde i varmen. Det var et rigtig smukt værk. Særligt den tredje sats var både gribende og hjertesmeltende!

Tanja Zapolski.

Tanja Zapolski.

Efter pausen indledte Tanja Zapolski koncertens anden del, med at fortælle lidt om det sidste værk, som var en sonate af Sergej Prokofiev – han blev født i 1891 i det område, som i dag hedder Donetsk og ligger i det nuværende Ukraine. Dermed har han noget til fælles med Tanja Zapolski – selv om hun har boet i Danmark i mange år, så er hun nemlig født og opvokset det samme sted.

Prokofiev har selv beskrevet visse bevægelser i slutningen af første og tredje sats, som “vinde henover de udstrakte gravpladser.” I dag er Donetsk hærget af krig – mange er flygtet og mange andre bliver dræbt hver eneste dag. Derfor havde de valgt at spille dette værk og Tanja Zapolski understregede, hvor meget det betød for hende. Det var en meget stærk præsentation af koncertens afsluttende værk!

Prokofievs værk begyndte med nogle tunge og mørke anslag på klaveret, som blev fulgt af en skæbnesvanger vibrato fra violinen. Det er sådan noget musik, som man får en lille smule ondt i maven og hjertet af … men det er sandelig også sådan noget musik, som fanger publikums opmærksomhed. Der var en meget intens stemning i hele salen og der var dødsstille under hele værket. Tanja Zapolskis indledning havde selvfølgelig den samme suggestive kraft, som Runes indledning havde på koncertens første del.

Koncert i Trommen i Hørsholm.

Koncert i Trommen i Hørsholm.

I værkets anden sats var musikken domineret af et staccato-agtigt temperament – man følte sig hensat til en verden af krig og ødelæggelse. Man hørte bomberne som fløj over Donetsk, kuglerne som hvislede gennem luften, huse som styrter sammen og de skrækslagne indbyggere, som er fanget i dette inferno. Så følger tredje sats hvor et plirrende klaver fylder luften med en farverig tristesse, mens de mørke, melankolske toner fra violinen griber publikum om hjerterne. Den allerstørste intensitet opnåede de, hvor Rune Tonsgaard lader buen vugge ganske svagt og uendelig dæmpet frem og tilbage over strengene. Det var en meget, meget stærk, nervepirrende og følelsesprovokerende oplevelse!

Denne koncert var arrangeret af Hørsholm Musikforening – men hele landet er fuld af sådan nogle små kammermusikforeninger, som arrangerer masser af koncerter forskellige steder i lokalområdet. Her kan man høre en masse fantastisk musik og som regler koster billetterne kun omkring 100 kr. Hvis man melder sig ind i foreningen eller køber et abonnement, så kan man som regel få det endnu billigere. Jeg synes det er en helt fantastisk mulighed for at høre en masse pragtfuld musik, uden at det koster en herregård.

Blandt de kommende koncerter i Hørsholm Musikforening vil jeg gerne anbefale koncerten mandag d. 1. december med Trio Vitruvi. Jeg hørte deres koncert i Tivolis koncertsal for et par måneder siden. Her spillede de blandt andet Sjostakovitjs Klavertrio nr. 2 og det var en fuldstændig berusende oplevelse. Jeg var nærmest helt ekstatisk bagefter. Dette værk spiller de også i Trommen d. 1. december. Jeg vil næsten gøre hvad som helst, for at høre dette værk igen. Desværre er der også en koncert dagen før, som jeg er lige så opsat på at høre. Det er et dilemma og jeg ved slet ikke hvad jeg skal vælge!

5 stjerner

Rune Tonsgaard Sørensen på violin og Tanja Zapolski på klaver.

Rune Tonsgaard Sørensen på violin og Tanja Zapolski på klaver.

Torsdag aften var jeg til en ganske usædvanlig koncert i Holmens kirke; Holmens Barokensemble gav koncert sammen med mezzosopran Nana Bugge Rasmussen og kirkens egen organist Jakob Lorentzen på cembalo. Jeg har været til mange kirkekoncerter, men det er efterhånden en del år siden og derfor har jeg vist ikke skrevet om det på bloggen. Men jeg har aldrig nogensinde oplevet noget der kan sammenlignes med torsdag aften. Aldrig nogensinde! Det var virkelig en fantastisk oplevelse!

Holmens kirke, som kun var sparsomt oplyst.

Holmens kirke, som kun var sparsomt oplyst. Tryk på billedet for at se det i fuld størrelse.

Koncerten begyndte først klokken 21 – jeg tror aldrig, at jeg har været til en koncert der begyndte så sent og det gav en helt særlig stemning. Koncerten foregik i Den Store Kapelsal, som ligger ud til Børskanalen. For at komme dertil skulle man først igennem den gamle, smukke barokkirke fra 1619. Det meste af lyset i kirken var slukket. Man havde kun tændt de store lysekroner, som kastede et dunkelt, ravgult lys ud i kirkerummet. Alene turen gennem kirken var en nærmest magisk oplevelse!

Den Store Kapelsal med Niels Juels gravkapel helt bagest.

Den Store Kapelsal med Niels Juels gravkapel helt bagest.

Helt oppe foran den gamle altertavle drejede man til højre og kom via en smuk, gammel trappe op i den lange Kapelsal, som er en tilbygning fra begyndelsen af 1700-tallet. De kæmpestore prismelysekroner oplyste de store kongelige monogrammer og de gamle våbenskjolde i det hvælvede loft. Der var tændt et hav af levende lys i de mægtige kandelabre, som oplyste sarkofager og mindetavler for Tordenskjold, Niels W. Gade og gamle adelsslægter. Man blev helt forført og beruset af stemningen i det store rum – det er bestemt ikke sådan noget man oplever hver dag.

I kapelsalens fjernest ende ligger søhelten Niels Juel og hans familie. På de små borde er der allerede gjort klar til at publikum kan få en lille forfriskning i pausen.

I kapelsalens fjernest ende ligger søhelten Niels Juel og hans familie. På de små borde er der allerede gjort klar til at publikum kan få en lille forfriskning i pausen.

Koncerten begyndte med Händels ouverture til operaen Rinaldo. Derefter kom Nana Bugge Rasmussen og sang en arie fra en anden opera af Händel, nemlig Ariodante. Ariodante tror, at hans elskede har bedraget ham. Nu er han så ulykkeligt, at han vil tage livet af sig. Så fulgte en virkelig smuk sonate af Giovanni Legrenzi … hvorefter Nana Bugge Rasmussen sang endnu en arie fra Ariodante. Ariodante har opdaget at han ganske vist er blevet bedraget, men ikke af sin elskede. Da natten er omme skinner solen smukkere end nogensinde før …. Opbygningen af koncertens første del er intet mindre end genial. Selv om det er sådan en collage af forskellige værker og to forskellige komponister, så får man jo nærmest en hel opera i mini-udgave. Der er en ouverture. Derefter følger operaens dramatiske højdepunkt. Så følger et mellemspil og endelig løses operaens konflikt, hvorefter det elskende par kan leve lykkeligt til deres dages ende – virkelig enkelt og imponerende genialt!

Den Store Kapelsal oplyst af prismelysekroner og store kandelabre.

Den Store Kapelsal oplyst af prismelysekroner og store kandelabre.

Koncertens anden del begyndte med et værk af Henry Purcell – hvis jeg nu skal være helt ærlig, så lød det så underligt, at der gik temmelig lang tid før jeg blev klar over om musikerne var begyndt at spille eller om de bare var meget lang tid om at stemme deres instrumenter. Jaja – det er vist pinligt at indrømme! Til gengæld er jeg rimelig sikker på, at jeg ikke var den eneste som var i tvivl, for der var ikke én eneste som klappede … ikke én eneste! Og det var den eneste gang under koncerten, at det skete!

Holmens Barokensemble med koncertmester Jesenka Balic Zunic i forgrunden.

Holmens Barokensemble med koncertmester Jesenka Balic Zunic i forgrunden.

Derefter fulgte musik af Händel, Haydn og Vivaldi. For mig var aftenens højdepunkt helt afgjort et lille værk af Andrea Falconieri fra 1650(Tryk her for at høre værket på Youtube). Begyndelsen er lidt sær – men efter dette forspil forvandles musikken til munter festmusik. Det er så forførende, at man næsten ikke kan sidde stille med benene. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at selv om dette værk er skrevet i 1650, så var musikken så levende og så munter, at det slet ikke ville undre mig den mindste smule, hvis jeg havde hørt det spillet på en irsk pub dagen efter. Jeg ved intet om musikhistorie, men det da lidt morsomt at overveje om der virkelig er en eller anden forbindelse mellem barokmusik og irsk folkemusik. Hvis det virkelig er tilfældet, så er der måske mange af den slags forbindelse, som de fleste af os bare ikke er klar over.

Nana Bugge Rasmussen og problemet med akustikken

Det var helt klart instrumentalværkerne som lød bedst. Holmens Barokensemble spillede med masser af energi og overskud, under ledelse af Jesenka Balic Zunic, som var en dynamisk koncertmester. Men akustikken i rummet var helt klart en udfordring, som nærmest ødelagde oplevelsen ved at høre Nana Bugge Rasmussen. Hun synger godt … men det mest fascinerende ved Nana Bugge Rasmussen er hendes engagement og hendes vidunderlige evne til at skabe drama blot med kroppen og stemmen. Det bliver aldrig kunstigt eller melodramatisk – i stedet for man en meget stærk fornemmelse af, at hendes optræden viser en meget ægte og ærlig glæde og fornøjelse, både ved musikken og de historier som hun fortæller. Det er lige præcis disse elementer, som gør Nana Bugge Rasmussen til en spændende sanger og en ægte kunstner.

Mezzosopran Nana Bugge Rasmussen sammen med Jakob Lorentzen på cembalo.

Mezzosopran Nana Bugge Rasmussen sammen med Jakob Lorentzen på cembalo.

Men jeg bliver desværre nødt til at vende tilbage til akustikken. Vi sad i en halv rundkreds omkring orkestret. Jeg sad ude i den ene side. Når Nana Bugge Rasmussen vendte sig direkte mod mig, så lød det helt perfekt … men det gjorde hun desværre ikke så tit. Og det er jo fair nok mod alle de andre. Jeg er sikker på, at de også gerne ville høre hende. Når hun vendte sig mod midten af publikum, så blev det så utydeligt, at det næsten lød som om, at jeg sad i et værelse eller en sal ved siden af og hørte hele koncerten gennem sprækkerne i en lukket dør. Når hun vendte sig mod publikum i den modsatte side, så kunne jeg næsten ikke høre hendes stemme overhovedet …. og Nana Bugge Rasmussen har en meget stor, meget stærk og kraftfuld stemme. Derfor er der slet ingen tvivl om, at det er akustikken, som var problemet. Jeg kan ikke lade være med at overveje, om det måske havde fungeret bedre, hvis man havde placeret orkestret i den ene ende af salen. Så ville der ganske vist blive lidt langt ned til de bageste rækker, men jeg tror alligevel, at det måske ville fungerer bedre i forhold til akustikken.

Men den samlede oplevelse var så stor og fantastisk, at jeg ganske bestemt kommer til koncert i Holmens kirke en anden gang! Og jeg vil bestemt også anbefale det til alle andre.

Hør koncerten i Næstved

D. 22. november kan man høre koncerten i Sct. Mortens kirke i Næstved(Tryk her for info). Denne koncert er arrangeret af “Næstved Early Music Festival” og den er en slags optakt eller reklame for deres første festival for tidlig musik, som er planlagt til at foregå fra d. 19.-21. august 2016. 

4 stjerner

Holmens kirke midt i København.

Holmens kirke midt i København.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Reklamer
%d bloggers like this: