You are currently browsing the tag archive for the ‘Beethoven’ tag.

Onsdag aften var jeg til koncert med Amalie Elmark(violin) og Jonathan Siahaan(klaver). Det var en aften med violinsonater af Beethoven, Ravel og Prokofiev.

Den første sats i Beethovens vionlinsonate var kraftfuld og bombastisk. Anden sats var langsom og dvælende – men ikke  slæbende. Det var meget smukt. Tredje sats var munter og frejdig. Fjerde sats var voldsom og overvældende. Når jeg går til koncert, så skal jeg ligesom akklimatiseres – jeg skal lige have tømt hovedet for dagens tanker og udfordringer. Først når hovedet er helt tomt, så kan jeg rigtig lytte til musikken … jeg ved ikke om der er andre som har det på samme måde? Eller om det bare er mig?! Men Beethovens musik var så gribende, at jeg hurtigt blev fanget af musikken og glemte alt andet. Og de unge mennesker spillede fantastisk – Amalie Elmark og Jonathan Siahaan fik et usædvanlig stort bifald allerede efter det første værk! 

Maurice Ravel – violinsonate nr. 2 i G-dur

Jeg havde selvfølgelig set, at der stod Maurice Ravel i programmet. Men jeg kan jo ikke huske alle de der titler – sonate nr dit eller dat i den ene dur eller den anden mol. Derfor havde jeg ikke slet ikke opdaget, at det var et af mine yndlingsværker, som de skulle spille. Til gengæld fik jeg en stor og dejlig overraskelse, da jeg straks genkendte de første toner.

Maurice Ravel(1875-1937).

Maurice Ravel(1875-1937).

Som sædvanlig skal jeg begynde med at indrømme, at jeg aner ikke hvad Ravel tænkte på, da han skrev dette værk. Jeg er dog hundrede procent sikker på, at første sats følger et lille vandløb – man kan tydeligt høre vandet som pibler af sted. Nogle gange hurtigt – andre gange langsomt og dovent. Nogle gange lyder det som om, at vandet bruser blidt og forsigtigt ned over et lille vandfald.

Næste sats er en blues – en slentrende blues. Violinen spiller et smægtende og  flirtende tema, mens klaveret følger listende og lurende bagefter. Denne sats giver mig en følelse af at slentre ned af de brede boulevarder i Paris på en lun sommeraften; gæsterne sidder uden for på cafeerne; tjenerne står og hænger i døråbningerne til barerne, mens de ryger den ene gauloise efter den anden; mænd og kvinder flirter med hinanden – og hele tiden hører man stymper og stykker af musik, som er forskellig, men dog alligevel har et vist genkendeligt slægtsskab og det er jo den melankolske blues … (tryk her for at høre denne sats).

I tredje sats er musikken skæv, vaklende, slingrende, usikker og forvrænget. Hvad i alverden er det der sker? Her bliver jeg så nødt til at indrømme, at jeg synes jeg genkender denne musik … det er jo præcis lige som at være inde i mit hoved, når jeg har været i byen og jeg er blevet fuld og klokken er tre om natten. De fleste kender nok den der følelse af, at benene er som gelé og hele verden drejer rundt … og det bliver jo ikke bedre, når hovedet begynder at dunke og tømmermændene melder deres ankomst. Jeg er fuldstændig overbevidst om, at det er den oplevelse, som Ravel beskriver i denne sats. 

Men man kan vist også fortolke dette værk, som et billede på evolutionen – første sats er den harmoniske og romantiske fortid. Anden sats er den moderne og dynamiske nutid. Og tredje sats er en uhyggelig dystopisk fremtidsvision.

Endnu en gang var der bragende bifald til de to unge musikere – og de havde virkelig fortjent det. Det var formidabelt. Det var fænomenalt. Det var sublimt – og det var hjerteskærende smukt. Jeg har fundet en udmærket video på YouTube, hvor man kan høre hele værket i en virkelig flot og velspillet optagelse(tryk her).

Prokofiev – violinsonate nr. 2 i D-dur

Sergej Prokofiev(1891-1953).

Sergej Prokofiev(1891-1953).

Jeg er normalt ret vild med Prokofiev og hans både dynamiske og temperamentsfulde musik … men onsdag aften i Tivolis koncertsal … efter Ravels suveræne sonate … så virkede Prokofievs musik pludselig en smule tam og uinteressant. Amalie Elmark og Jonathan Siahaan spillede virkelig godt. Og jeg er vild med Prokofiev. Jeg tror bare de havde spillet Ravels violinsonate så stærkt og suverænt, at det var fuldstændig lige meget hvad de spillede bagefter – uanset hvad de havde valgt, så havde det været en lille smule kedeligt.

Koncerten sluttede med et stort, velfortjent og stående bifald – det var en rigtig dejlig aften i Tivolis Koncertsal.

5 stjerner

Tivolis Koncertsal - september 2015.

Tivolis Koncertsal – september 2015. Copyright: Jens Drejer.

Reklamer

Sidste år gav Trio Vitruvi en rigtig god koncert i Tivolis Koncertsal og jeg havde glædet mig til at opleve dem igen. Derfor tog jeg til København tirsdag aften. Så står man endnu en gang inde i Tivoli og tænker: hvor er alle de andre? … og endnu en gang må man indse, at der er ikke andre og der kommer heller ikke nogen, for nu har man igen taget fejl af dagene. Dagen efter tager man til København endnu en gang – denne gang er det den rigtige dag, men nu har Trio Vitruvi aflyst og de er blevet erstattet af Trio Gemini.

Tivoli - august 2015.

Tivoli – august 2015. Copyright: Jens Drejer.

Jeg kan ikke lade være med at nævne, at Tivoli kan heller ikke rigtig finde ud det med dagene – ved indgangen fik man udleveret et program, hvor der stod, at det var torsdag d. 19. august, men det var faktisk onsdag d. 19. august. Jeg synes det var helt vildt morsomt – efter mine egne forvekslinger, så var det ligesom prikken over i´et.

Men morskaben slutter slet ikke her: i følge Tivolis sæsonkatalog, så skulle Trio Vitruvi spille Schuberts klavertrio nr. 2. I det reviderede program var det ændret til, at Trio Gemini skulle spille Schuberts klavertrio nr. 1 – men nogen havde glemt at ændre overskrifterne for alle satserne.

Dette er et virkelig godt eksempel på, hvor galt det kan gå, når alting bare kikser … det er sådan noget, som godt kan få mig til at grine. Det er jo ikke noget, der får jorden til at gå under. Men der er bare så mange små kiks, at det ender med at blive morsomt! 

Og selve koncerten? Ja, det endte med at blive en af de bedste koncerter i denne sæson!

Trio Armon

Første værk var Jean Sibelius “Suite for strygetrio”. Det var et smukt værk – særlig 2. sats var rigtig lækker. Musikken blev så poetisk, at den næsten fik et drømmeagtigt og svævende strejf af magi. Selv om det var smukt, så var det også lidt uinteressant. Det var måske fordi jeg ikke kendte værket i forvejen og havde forventet noget der var en smule mere udfordrende. Men det kan man jo ikke bebrejde de unge musikere! 

Det næste værk var “Serenade for strygetrio” af Ludwig van Beethoven. Lige fra de allerførste toner var musikken munter, glad, frejdig og stærkt opløftende – til min egen overraskelsen syntes jeg, at dette værk var meget mere spændende end Sibelius.

Ludwig van Beethoven(1770-1827)

Ludwig van Beethoven(1770-1827)

Anden sats er en formidabel adagio – det er så smukt, at man er helt tryllebundet, mens tonerne slynger sig om hinanden, som kunstfærdige arabesker. Der er kun tre instrumenter og en utrolig enkelhed i musikken – men samtidig er der også en stor kompleksitet. Det lyder selvfølgelig både selvmodsigende og gådefuldt, men det er netop denne dobbelthed, som skaber dynamikken og spændingen i værket. 

Højdepunktet er den femte sats – allegretto alla Polacca, hvilket betyder en lidt hurtig polonæse og i følge wikipedia minder musikken til en polonæse om en svensk polka. Jeg vil beskrive denne sats som lystig og festlig dansemusik. Det var pragtfuldt. Jeg sad med et meget stort smil under hele denne sats. På et tidspunkt var jeg lige ved at grine – det var slet ikke fordi det var morsomt. Man blev bare så jublende glad af denne skønne musik … og jeg var åbenbart ikke den eneste som blev en smule eksalteret, for – selv om det var midt i værket – så brød hele salen ud i spontane klapsalver efter denne sats. 

De tre musikere i Trio Armon (Morten Lyngs, Jákup Lützen og Lea Brøndal Pedersen) spillede med masser af fyrig energi og der er ingen tvivl om, at publikum elskede dem. Jeg har fundet en temmelig god video på Youtube, hvor man kan høre hele Beethovens Serenade for strygetrio(tryk her).

Trio Gemini

Franz Schubert(1797-1828)

Franz Schubert(1797-1828)

Koncerten begyndte med en strygetrio og efter pausen var næste ensemble en klavertrio. Jeg synes det var et fint lille tvist, som gav en god variation. Næste ensemble var Trio Gemini – jeg elsker det navn. Trio betyder tre og Gemini betyder tvillinger, som per definition er to! Det vil sige, at navnet er faktisk noget vrøvl – men det er jo også netop derfor at mange tænker over navnet, morer sig over det og husker det – og dérfor er det et genialt navn! Den helt ufilosofiske forklaring er, at Karen Johanne Pedersen(på violin) og Kirstine Elise Pedersen(på cello) er tvillinger. Sidste mand i gruppen er Jakob Alsgaard Bahr på klaver. 

Trio Gemini spillede Schuberts klavertrio nr. 1 og allerede fra starten var musikken kraftfuld, energisk og fyrig. Jeg var fuldstændig tryllebundet fra start til slut. Jeg har selv dette værk i en indspilning med de tre franske musikere Frank Braley, Renaud Capucon og Gautier Capucon. Der er vist mange mennesker, som regner disse musikere for at være nogle af verdens bedste – men Trio Gemini var altså hundrede gange bedre! 

Det er måske relevant at nævne, at jeg har et temmelig udmærket anlæg fra Marantz. Men så kunne man jo indvende, at uanset hvor godt eller udmærket et anlæg lyder, så vil den levende musik altid have en stærkere og rigere lyd. Man kunne også tilføje, at der er altid et andet nærvær og en anden intensitet i en koncertsal. Men alle disse forhold kan ikke forklare hvorfor Trio Gemini spillede bedre end tre verdensberømte musikere. Der er kun én forklaring – de tre unge musikere i Trio Gemini er virkelig, virkelig dygtige. De er fænomenalt dygtige og det var en fantastisk oplevelse at høre dem i Tivolis Koncertsal.

Efter et stormende bifald sluttede aftenen med, at Trio Gemini gav et lille ekstra nummer.

Selv om det første værk af Sibelius var en lille bitte smule kedeligt, så fejede Trio Armon benene væk under publikum, så de klappede midt i værket, og bagefter – man tror næsten ikke det er muligt – så blev de alligevel overgået af Trio Gemini. Så er man vist nødt til at give seks stjerner!

6stjerner

Tivoli 006

Tivolis Koncertsal – copyright: Jens Drejer.

Søndag eftermiddag var jeg til koncert i Tivolis Koncertsal, hvor Copenhagen String Quartet spillede fire strygekvartetter af Beethoven. Det første værk var romantisk, sentimentalt og følsomt. Tonerne dansede let og muntert i luften. I tredje sats nåede musikken et klimaks, hvor tonerne hvirvlede afsted som snefnug, der kom vrimlende over et sneklædt vinterlandskab. Det var smuk musik og det var stærkt spillet!

Langsomt blev musikken mere intens, dramatisk, nervepirrende og voldsom.

Ludvig van Beethoven(1770-1827).

Ludvig van Beethoven(1770-1827).

Koncertens anden del begyndte med et rasende tempo – man blev helt forskrækket! Derefter faldt musikken til en slags blid og kælen flirt. Det er næsten som om, at musikken – eller Beethoven – flirter med publikum. Flere gange svinger musikken fra den ene yderlighed til den anden. Ham der Beethoven havde vist nok ry for at være en temmelig krakilsk herre. Men jeg får nogen gange den tanke, at han måske også havde en temmelig god og underfundig humor.

I anden satsen blev musikken seriøs, alvorlig, eftertænksom og reflekterende. I begyndelsen af tredje satsen var musikken langsomt og dvælende. Alle tonerne er tunge og uendeligt langtrukne … og så ender hele værket i et svimlende, beruset og eksalteret klimaks.

Total magi

I begyndelsen af det fjerde og sidste værk – som var Beethovens strygekvartet i a-mol, op. 132 – var musikken både mørk og dyster, tragisk og foruroligende. Men selvfølgelig også utrolig smukt. Det var næsten som om, at melodien sprang fra det ene instrument til det andet.

Hans Christian Lumbye(1810-1874) var den første dirigent for det som vi i dag kender som Tivolis Symfoniorkester. Det var også Lumbye som komponerede Champagne galoppen, der er blevet en slags kendingsmelodi for Tivoli.

Hans Christian Lumbye(1810-1874) var den første dirigent for det som vi i dag kender som Tivolis Symfoniorkester. Det var også Lumbye som komponerede Champagne galoppen, der er blevet en slags kendingsmelodi for Tivoli.

På dette tidspunkt var det som om, at de fire musikere havde hypnotiseret hele salen – der var helt, helt stille. Det var sådan en nærmest komatuøs tilstand, hvor man glemte alt det der var uden for koncertsalen. Man glemte alle de andre mennesker i salen og tankerne blev helt stille. Når man er blevet så stille og tom i sjæl og sind, så kan man endelig lytte helt uforstyrret til musikken – og så får musikken en helt særlig glødende kraft og en magisk intensitet. Der opstår en stemning i hele salen, som er både højtidelig og andagtsfuld. Det er derfor levende musik er så vigtigt. Den oplevelse får man aldrig på et anlæg eller på TV – uanset hvor godt anlægget eller fjernsynet er, så kan det bare ikke lade sig gøre.

Da musikken sluttede hørte jeg 4-5 mennesker omkring mig, som spontant udbrød: “Hvor var det smukt” … derefter var der endnu tre eller fire sekunders magisk stilhed, før klapsalverne endelig brød løs.

Hvordan opstår den der tilstand af magi? Hvordan kan de lade sig gøre, at forføre publikum på den måde? Jeg ved det ikke og det er der vist ikke nogen som gør. Men først og fremmest skal man have noget rigtig god musik. Dernæst skal koncerten også bygges op på den helt rigtige måde, så man får trukket publikum ind i musikkens verden. Endelig skal man bruge nogle suveræne musikere, som virkelig formår at lægge alt deres kraft og alt deres energi i musikken. Det er nok det sidste som er det sværeste, men det er ingen tvivl om, at det lykkedes for Copenhagen String Quartet i Tivolis koncertsal. De var fuldstændig fantastiske! Derfor skal de naturligvis have seks stjerner.

Kommende koncerter:

Copenhagen String Quartet består af Eugene Tichindeleanu og John Bak Dinitzen på violin, Bernd Rinne på Bratsch og Richard Krug på cello. Eugene Tichindeleanu er 1. koncertmester i Odense Symfoniorkester og de tre andre er alle sammen ansat i Copenhagen Phil og Tivolis Symfoniorkester.

I løbet af sommeren spiller Copenhagen String Quartet alle Beethovens strygekvartetter i Tivolis koncertsal. Dette var den anden af i alt fem koncerter. De resterende koncerter kan man opleve:

Søndag d. 9. august kl. 14,00

Søndag d. 30. august kl. 14,00

Søndag d. 6. september kl. 14,00

6stjerner

Georg Carstensen(1812-1857) grundlagde Tivoli i 1843. Statuen står foran Tivolis koncertsal, hvorfra Carstensen kan skue ud over det store springvand og Plænen.

Georg Carstensen(1812-1857) grundlagde Tivoli i 1843. Statuen står foran Tivolis koncertsal, hvorfra Carstensen kan skue ud over det store springvand og Plænen.

Jeg kan ikke spille et instrument. Jeg kan heller ikke læse noder. Jeg kommer fra et rigtigt landproletariat, hvor Birthe Kjær, Keld Heick og Bjørn Tidemann udgjorde de kulturelle højdepunkter. På den baggrund er det selvfølgelig klart, at jeg hører til dem som har haft lidt svært ved at forstå, hvad en dirigent egentlig laver. Men jeg har set flere programmer i fjernsynet om dirigenter og deres arbejde. Jeg kan blandt andet huske, at DR2 havde en hel temaaften om dirigenter – efterhånden har jeg endelig forstået, hvad dirigenten laver og hvorfor han er så vigtig for et symfoniorkester. Men så bliver man jo igen helt forvirret, når man sidder til en koncert, hvor orkestret spiller helt formidabelt, selv om dirigenten mangler ….

Det var nemlig præcis hvad der skete i Tivolis Koncertsal torsdag aften!

Koncerten begyndte med Mozarts symfoni nr. 16 og Tivolis Symfoniorkester spillede fuldstændig sublimt. Musikken var både levende og meget intens. Den var fyldt med farver og nuancer. Først blev man løftet helt op i skyerne af de høje toner. Bagefter blev man trukket ned af de mørke toner – og det skete i et svimlende tempo, så man fik et helt sug i maven. Jeg var helt beruset og ekstatisk før vi var halvvejs gennem Mozarts symfoni. Jeg oplevede et symfoniorkester der virkelig var i topform og spillede med en helt ekstraordinær præcision – sikken en fantastisk oplevelse!

Den franske dirigent og pianist Jean-Efflam Bavouzet.

Den franske dirigent og pianist Jean-Efflam Bavouzet.

Endelig kom aftenens hovedperson på scenen – den franske pianist Jean-Efflam Bavouzet blev opdaget af Sir Georg Solti i 1995, som der står i programmet. Der er forskel på at være en formidabel pianist og at være en berømt pianist. Da Georg Solti opdagede Bavouzet rykkede han hurtigt fra den ene kategori til den anden. Jean-Efflam Bavouzet har givet en masse koncerter og indspillet en masse musik på CD. Torsdag aften debuterede han som dirigent.

Det næste værk var Haydns klaverkoncert nr. 11 – Tivolis Symfoniorkester spillede med så meget energi, at Haydns smukke musik sprudlede og boblede af magi og munterhed. Udover at være dirigent, så optrådte Jean-Efflam Bavouzet også aftenens solist. Han leverede den ene mesterlige klaversolo efter den anden – han spillede med så meget energi og overskud, at det så ud som om, at det var det nemmeste i hele verden. Det samme gjaldt for Beethovens 3. klaverkoncert, som var aftenens sidste værk. Under Bavouzets klaversoloer så jeg flere af musikerne som nærmest så helt andægtige ud, mens andre sad og rokkede diskret med hovederne, mens de lyttede. Jeg er slet ikke i tvivl om, at de var lige så grebet af musikken og stemningen som alle os nede i salen.

Der er blot to eller tre koncerter tilbage – så slutter årets sæson i Tivolis Koncertsal. Jeg kommer dog ikke til de resterende koncerter, så dette var årets sidste koncert for mig – og det er faktisk ret heldigt; på den måde slutter sæsonen jo med et brag af en koncert. Jeg kan slet ikke forestille mig en mere formidabel sæsonafslutning. Det var en suveræn koncert fra start til slut!

6stjerner

Tivolis koncertsal, som - i anledning af det franske besøg - flager med både franske og danske flag.

Tivolis koncertsal, som – i anledning af det franske besøg – flager med både franske og danske flag.

Onsdag aften var der koncert med Copenhagen Phil – en koncert som de kaldte “Jul med Beethoven”. Men hvad havde koncerten med den forestående jul at gøre? Ja, det er spørgsmålet ….

Første værk var Beethovens strygekvartet opus 131, som blev spillet af Den danske strygekvartet.

Copenhagen Phil

Copenhagen Phil. Copyright: Jens Drejer.

Der var helt stille i salen, da Frederik Øland spillede de første langsomme, sprøde og vibrerende violintoner. Det var så enkelt og så smukt, at man fra starten blev grebet om hjertet. Dernæst fulgte Rune Tonsgaard Sørensen også på violin.  Tonerne slyngede sig om hinanden i en slags melankolsk toneleg – endelig fulgte Fredrik Sjölin på bratsch og Asbjørn Nørgaard på cello. Værket består af syv satser, som spilles uden pause. Efter den melankolske begyndelse følger en sats i et muntert og opløftende tempo. En anden sats kan bedst beskrives som stormfuld og ekstatisk. Men jeg syntes også, at der var masser af humor i værket – det synes jeg, at der er i meget af Beethovens musik. Jeg er overbevist om, at den gamle havde masser af humor, selv om han har ry for det modsatte. Det må skyldes Skæbnesymfonien. I denne strygekvartet følte jeg særligt denne humor, når musikerne knipsede på strengene. Jeg kunne i hvert fald ikke lade være med at trække på smilebåndet.

Disse fire vikinger er nogle fantastiske musikere og der er en helt usædvanlig magi i luften når de spiller. Hvis man ikke kan mærke det, så anbefaler jeg, at man straks søger læge og får tjekket om hjertet virker som det skal!

Basunist Christian Schmiedescamp.

Basunist Christian Schmiedescamp. Copyright: Jens Drejer.

Endnu en gang var det Christian Schmiedescamp, som på en levende og spændende måde præsenterede aftenens program før koncerten begyndte. Han fortalte blandet andet, at Beethoven var en af de første som brugte musikken til at skabe lyriske naturstemninger. Det er meget tydeligt i hans 6. symfoni – Pastorale – som blev spillet efter pausen. Der er masser af fugle som synger i skoven. Der er et gigantisk uvejr med lyn og torden. Det er smuk og dejlig musik.

Der er dog ingen tvivl om, at det var Den danske strygekvartet, som leverede aftenens højdepunkt. De spillede et værk, som var et af komponistens egne favoritter. Nu er en komponist jo ikke altid den bedst kvalificerede til at bedømme sine egne værker, men en uuddannet koncertgænger som undertegnede kan vel godt tillade sig at være enig med ham. Dernæst blev værket spillet af fire fænomenale musikere – uanset hvem der efterfølger sådan en begyndelse, og uanset hvad de spiller, så er det klart, at de står over for en temmelig stor udfordring. Jeg tror, at vi var halvvejs gennem den 6. symfoni før musikken endelig fangede min opmærksomhed.

En nisse til koncert.

En nisse til koncert. Copyright: Jens Drejer.

Det var en god koncert og en rigtig hyggelig aften – ikke mindste fordi, at jeg var i rigtig godt selskab. Men hvad i alverden har disse to værker og hele denne koncert med julen at gøre? Ja, det er stadig et uafklaret spørgsmål …. Min ledsager opdagede dog to julemænd, som overværede koncerten fra nogle diskrete pladser mellem orgelpiberne. Ude på landet stiller man gerne risengrød ud til nisserne. I Konservatoriets gamle koncertsal er man måske nødt til at bruge andre metoder, for at tækkes nisserne og undgå ballade i denne søde juletid. Ellers kunne man måske risikere rod i noderne og andre uheldige oplevelser. Måske var det derfor, at man havde kaldt koncerten for “Jul med Beethoven”? Måske var det for at lokke nisserne frem og gøre dem i godt humør med en masse god musik? Hvis det er tilfældet, så må vi jo håbe, at det lykkedes ….. !

The Danish String Quartet som efterhånden er nogle af Danmarks mest berømte musikere.

The Danish String Quartet som efterhånden er nogle af Danmarks mest berømte musikere. Copyright: Jens Drejer.

Der findes en hel del små kammermusikforeninger i Danmark, som lever et forholdsvis diskret og ubemærket liv. De nævnes sjældent i medierne, deres koncerter anmeldes ikke og man hører sandsynligvis kun om dem, hvis man kender nogen som kender nogen ….. og det er faktisk lidt synd. De forskellige kammermusikforeninger arrangerer nemlig en række spændende koncerter med nogle rigtig dygtige musikere. “Kammermusikforeningen af 1911” holder deres koncerter skiftevis på Glyptoteket og i Garnisonskirke. Onsdag aften gav de en koncert på Glyptoteket med “Ensemble Mutatis“.

Glyptoteket.

Glyptoteket.

Koncerten begyndte med en duet for cello og fagot, skrevet af Mozart i 1775. Der er ingen tvivl om, at de to musikere var knaldhamrende dygtige; de spillede med stor energi og masser af indlevelse. Men jeg synes, at den sprøde cello og den dybe fagot  var en umage kombination. Trods et dynamisk tempo og masser af energi, så blev det meget mørkt og tungt. Det fangede desværre ikke!

Det næste værk var en Quintet i g-mol af Sergei Prokofiev – jeg elsker Prokofiev! Og jeg elsker ham endnu mere efter, at jeg har hørt dette værk. Første sats var fyldt med skæve melodier og korte temaer, som ikke umiddelbart hang sammen som helhed. Men det var netop denne manglende sammenhæng, som gjorde musikken spændende og udfordrende. Første sats var som en slags ouverture. Anden sats begyndte med kontrabassens solo, som var temmelig mørk og makaber. Da de andre musikere begyndte at spille, blev musikken nærmest ildevarslende og alarmeret – det var meget dramatisk.

I tredje sats blev musikken så hektisk og fortravlet, at jeg kom til at tænke på futuristernes fascination af fart og trafik. Det var som en musikalsk collage af tempo og travlhed; man kunne næsten genkende gadernes tætte trafik og de myldrende menneskemængder i musikken. Jeg kunne ikke lade være med at forestille mig, at Prokofiev havde samlet alle den moderne storbys hektiske lyde og forvandlet dem til melodier og skæve rytmer.

I fjerde sats satte trætheden og udmattelsen ind; måske ville Prokofiev illustrere modernismens bagside. I så fald er fjerde sats den lange aften efter en hård arbejdsdag, solen som går ned og alle dagens lyde som forstummer. Der var en dyb brummende bas – som fik mig til at tænke på lysreklamer som blinker i natten, mens ingen ser dem. Det fremmanede et billede af ensomheden, der var lige så kold og frysende, som på Edvard Hoppers billeder(hvor den ensomme ikke altid er alene). Derefter steg musikkens intensitet, så man fik en følelse af et lurende vanvid eller et mareridt som nærmede sig.

Femte sats var som en collage af musik fra 30erne. Man kunne forestille sig en ensom gåtur om aftenen eller natten, hvor den ensomme nattevandrer hører stumper og stykker af tidens muntre og ophidsede musik fra cafeer, barer og natklubber – men oplevet gennem nattevandrerens egen ensomhed, som giver musikken en vis vemodig melankoli.

Sjette sats begynder med en følelse af mørk fortvivlelse og denne følelse er en fortsættelse af temaet fra forrige sats; men så bliver fortvivlelsen afløst af lysere toner, som en helt stille og fredelig solopgang, hvor man ikke hører andre lyde end de muntre, kvidrende småfugle: ingen trafik, ingen biler, ingen mennesker og ingen hektisk musik. Endelig er der fred og ro en kort stund – inden det hele selvfølgelig igen begynder forfra.

Glyptoteket.

Glyptoteket.

Som sædvanlig bliver jeg selvfølgelig nødt til at indrømme, at jeg ikke aner hvorfor Prokofiev komponerede dette værk eller hvad han ville med det. Men jeg synes det var et meget stærkt værk, som gav mig nogle associationer, der hurtigt blev til en musikalsk fortælling om 24 timer i en moderne storby som New York eller Paris. Prokofiev boede flere år i begge byer. Det var et fantastisk musikstykke og Ensemble Mutatis spillede helt fantastisk. (Her er en vidunderlig video fra Carnagie Hall med en opførelse af Prokofievs fantastiske quintet.) Nogen gange så tænker jeg, at jeg burde læse noget om værkernes baggrund. På den anden side, så synes jeg egentlig det er sjovere, at give sin egen fantasi frit spil.

Efter pausen spillede Ensemble Mutatis en septet i es-dur af Beethoven. Det var som musikalsk balsam og terapi for sjælen – og det kunne man nok trænge til efter Prokofievs nervepirrende quintet. Gang på gang blev jeg imponeret af violinen; Emily Fowler spillede med imponerende virtuositet og en poetisk kraft som ramte lige i solar plexus. I anden sats var der en smuk passage, hvor violin og fagot nærmest flirtede med hinanden. Tonerne fra de to instrumenter slyngede sig omkring hinanden, som en lyrisk arabesk. Der var også en rigtig flot klarinetsolo, som nærmest fortryllede publikum.

Der var ingen som snakkede under koncerten. Der var ingen som hostede. Der var ingen som fumlede med tasker eller jakker. Sjældent har jeg oplevet et publikum, der var så fokuseret. Den primære årsag var formodentlig musikernes niveau. De var knaldhamrende dygtige og de spillede med masser af energi og passion. Det var en fornøjelse og en stor nydelse – og derfor havde de slet ingen problemer med at fange og fastholde publikums opmærksomhed.

Kammermusikforeningen afholder den næste koncert i Garnisonskirke d. 6. november kl. 19,30. Et abonnement til hele sæsonen koster 500 kroner for 7 koncerter. Det er billigt! Man kan også købe en gæstebillet til 130 kr. Det betyder også, at det er stadig en god deal, at købe et helt abonnement, selv om der kun er 6 koncerter tilbage.

Ensemble Mutatis.

Ensemble Mutatis.

Fredag aften var jeg til sæsonens første koncert med Copenhagen Phil. Koncerten blev indledt og præsenteret af violinist Anne Søe Iwan. Hun fortalte, at orkestrets chefdirigent Lan Shui brækkede armen i Københavns lufthavn sidste år. Derefter blev den anden arm overbelastet og derfor har han været sygemeldt et helt år. Men nu er han endelig tilbage på podiet …… 

Beethovens 1. symfoni

Aftenen begyndte med Beethovens 1. symfoni, som blev uropført i Wien d. 2. april 1800. Denne symfoni begynder så fint og forsigtigt …. det er lidt sjovt, når man tænker på, at Beethoven senere blev mest kendt for sine store voluminøse og svulmende mesterværker. Jeg blev fuldstændig bjergtaget af violinerne i 2. sats, som spillede med en helt utrolig præcision og skarphed. Men højdepunktet var alligevel den hektiske 3. sats, hvor det lyder som om, at alle instrumenterne jagter hinanden. Symfonien slutter med et muntert tempo i den 4. sats, som er både besnærende, festligt og danseagtigt. 

Jeg tror, at alle gæsterne i det gamle radiohus var i usædvanlig godt humør efter Beethovens 1. symfoni – og hvordan kunne man være andet?! Hele foyeren summede ligefrem af munterhed og begejstret stemning i pausen. 

Beethovens 9. symfoni

Alligevel tror jeg ikke, at der var ret mange, som var kommet for at høre Beethovens 1. symfoni. Nixen bixen – folk var kommet for at høre den 9. Det er et af de værker, som jeg synes, kan blive så storladne, at det næsten bliver for svulstigt. Jeg kan godt forstå, at det kan være fristende for en dirigent at give fuld gas …. men nogen gange kan det være en fordel at tøjle sine lyster. Lan Shui holdt orkestret lidt tilbage, så værket nærmest blev en smule underspillet. Det gav hele værket en utrolig forførende skarphed. 

I 3. sats spillede violinerne, så det gjorde ondt helt ind i hjertet. 4. sats var utrolig skarp – og fyldt med ganske små kunstpauser, som skabte en god dynamik i musikken. Der var også en solo, som rev benene fuldstændig væk under mig. Jeg kunne desværre ikke høre om det var en bas eller en cello. Jeg er mest tilbøjelig til at gætte på en bas, men jeg er ikke helt sikker…… 

Jeg sad på en af de forreste rækker helt ude i højre side – det var absolut ikke optimalt. Jeg kunne jo ikke se de fleste af musikerne og derfor var det svært at følge med. Men det gav mig dog en anden fordel: for mig ligger et af højdepunkterne i denne symfoni midt i 1. sats, hvor musikken kommer rullende som bølger ind over publikum – den ene efter den anden. Bølgerne bliver ved og ved og ved….. og det er ikke sådan nogle små bølgeskvulp, som man ser ved de fleste danske kyster. Næh, det er store oceaniske bølger, som skyller buldrende og kraftfuldt gennem koncertsalen. Jeg sad lige ved siden af Harry med paukerne, så jeg kunne se hvordan han bankede løs. Samtidig med, at han hamrende løs med fuld kraft, så virkede han helt rolig og afslappet – sikken en kontrast. Man er slet ikke i tvivl om, at Harry Teahan er en dødhamrende dygtig musiker, som ved præcis hvor, hvordan og hvornår han skal ramme med køllerne. Det er virkelig fascinerende, at se ham svinge med køllerne som en anden jonglør. 

Aftenens længe ventede højdepunkt var selvfølgelig den store finale med Schillers “Ode an die Freude”, som er en ekstatisk jubelhymne, der handler om længslen efter at omfavne hele verden og kysse alle mennesker: “seid umschlungen, millionen”, synger koret i en storslået glædesrus – og sikken en oplevelse! Den blev opført med Klara Ek, Elisabeth Jansson, Thomas Cooley og Liao Changyong som solister, samt koret Ars Nova og Det lettiske radiokor. Jeg er dybt imponeret over den kinesiske baryton Liao Changyong – jeg tror aldrig, at jeg har hørt sådan en flot, fyldig og kraftfuld baryton. Jeg var lige så imponeret over de to kor. Det var også meget kraftfuldt. Men først og fremmest sang de med en flot præcision, så de lød som én stor og stærk stemme, hvor man uden problemer kunne forstå hvert eneste ord. 

 …. og det kan selvfølgelig være både godt og skidt. Det var måske ikke så heldigt for Liao Changyong. Jeg bemærkede nemlig, at der var 3-4 ord, som han udtalte forkert – fuldstændig forkert. Det havde ikke meget med tysk at gøre og jeg er temmelig sikker, at både Beethoven og Schiller havde krummet tæer, hvis de havde hørt det. Det er super, super ærgerligt. Men det var de eneste små skønhedsfejl i løbet af hele denne formidable koncert. 

Copenhagen Phil indspiller Beethovens 9.

Jeg har Beethovens 9. symfoni i to udgaver. Jeg har en ret elendig indspilning med Simon Rattle som dirigent og så har jeg en fabelagtig indspilning med John Eliot Gardiner. Lan Shui og Copenhagen Phil har lagt sig tæt op mod Gardiner – men der er dog ingen tvivl om, at de gjorde det endnu bedre. Det var skarpere og mere dynamiske end Gardiners udgave.

Trappen i den flotte publikumsfoyer.

Trappen i den flotte publikumsfoyer.

Derfor var det en glædelig nyhed, da vi fik at vide, at Copenhagen Phil faktisk er ved at indspille denne symfoni. Ja, ikke nok med det, men koncerten blev simpelthen optaget, fordi den skal bruges på den kommende CD. Jeg husker stadig, at Gardiners indspilning blev rost til skyerne og den regnes stadig som én af de allerbedste på markedet. Hvis Copenhagen Phil virkelig formår at lave en indspilning som er endnu bedre …. jamen, så bliver det simpelthen én af verdens bedste indspilning af en af verdens største symfonier. Og jeg var der! Jeg var til stede ved koncerten, hvor CD´en blev indspillet ….. under koncerten sad jeg og tænkte, at dette er virkelig kunst. Det er ikke bare Beethovens noder jeg mener, nej, jeg mener selve opførelsen. Det var så storslået og flot, at selve opførelsen blev til et helt suverænt kunstværk. Beethoven havde været både stolt og meget tilfreds, hvis han havde været til stede blandt publikum i det gamle radiohus fredag aften! 

Selv om jeg allerede har Beethovens 9. symfoni i to udgaver, så vil jeg bestemt også købe Copenhagen Phils indspilning, lige så snart den udkommer – jeg glæder mig til at høre den igen! 

Jeg plejer kun at give stjerner, når jeg har været til koncert i Tivoli. Det vil jeg ikke lave om på nu – men jeg kan ikke lade være med at tænke, at Lan Shui og Copenhagen Phil fortjener en hel stjerneregn for denne fænomenale koncert. 

Musikkonservatoriets koncertsal på Frederiksberg.

Musikkonservatoriets koncertsal på Frederiksberg.

På fredag(d. 27. sept) åbner Copenhagen Phil den nye sæson. Koncerten begynder med Beethovens 1. symfoni og slutter med hans 9. symfoni og den store finale med ordene fra Schillers ode “An die Freude“. Denne symfoni kræver en masse medvirkende og derfor spilles den relativt sjældent: der skal bruges én dirigent, et stort symfoniorkester af fineste kvalitet, fire dygtige solister, samt et kæmpestort kor. Copenhagen Phil har valgt at bruge både Ars Nova og Det lettiske radiokor. 

John Eliot Gardiners indspilning af Beethovens 9.

John Eliot Gardiners indspilning af Beethovens 9.

Jeg glæder mig helt vildt, for jeg har aldrig hørt denne symfoni i virkeligheden. Men jeg er også spændt, for det er et af de værker, som jeg kender temmelig godt. Det kan være både en fordel og en ulempe; det kan være en stor ulempe, hvis man begynder, at få en meget fastlåst mening om, hvordan musikken skal lyde …. og her må jeg nok indrømme, at jeg er skyldig! 

Jeg har en fantastisk flot indspilning af Beethovens 9. symfoni med John Eliot Gardiner som dirigent. Det er dynamisk og kraftfuld musik, som er fyldt med tempo og energi. Selv om musikken er meget monumental, så formår John Eliot Gardiner alligevel at løfte den, så den får en vis elegant lethed, som er båret af en jublende ekstase. 

Men jeg har også en indspilning med Simon Rattle og Wiener Philharmonikerne; det er en MEGET tung, en MEGET alvorlig og en MEGET højtidelig udgave. Jeg kan næsten ikke holde det ud. Der er i hvert fald ingen tvivl om, hvilken udgave jeg foretrækker. 

Det bliver helt vildt spændende, at høre hvordan chefdirigent Lan Shui fortolker Beethovens 9. – om han ligger tættest på Simon Rattle eller John Eliot Gardiner. Eller om han måske har fundet sit helt eget udtryk sammen med orkestret. Jeg oplever Lan Shui som en meget skarp og dynamisk dirigent. Derfor forventer jeg en stil som ligger tæt på Gardiner, men alligevel er mere skarp og hårdtslående. 

Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig. Jeg tror, at det bliver en usædvanlig festlig sæsonåbning i det gamle koncerthus. Det er der vist også mange andre som forventer, for koncerten er fuldstændig udsolgt ……. 

Det gamle radiohus

Det gamle radiohus

For nogle dage siden offentliggjorde Copenhagen Phil programmet for sæson 2013-2014 – deres første sæson med det nye navn. 

Og jeg kan ikke lade med med at tænke, at det er et program der understreger intentionerne med deres nye engelske navn; lige for tiden spiller Copenhagen Phil i Østre gasværk, hvor de fejrer 100-året for Le Sacre de Printemps med en danseforestilling som de selv kalder “revolutionerende”. Copenhagen Phil spiller, mens danserne fra Dansk Danseteater danser sammen med 200 børn. 

I næste sæson kommer der 4 nye forestillinger med deres koncept “60 minutes”, hvor man kan opleve anderledes, nyskabende og innovation kunstmusik. Den 13. november rykker de ovenikøbet forestillingen til koncertsalen i Store Vega. Den 14. marts spiller man en ny koncert af den kinesiske komponist Tan Dun og aftenens solist – Mathias Reumert – spiller slagtøj. 

Der er ingen tvivl om, at Copenhagen Phil er Danmarks førende symfoniorkester, når det kommer til det som man vist godt kan tillade sig at kalde for avantgarde musik. Både den klassiske musik og den klassiske koncertform bliver udfordret og nyfortolket. Alle disse projekter viser, at Copenhagen Phil er et moderne symfoniorkester, der har både mod og lyst til at kaste sig ud i visionære og innovative opgaver. 

Men jeg må indrømme, at jeg er lidt konservativ; derfor glæder jeg mig mest til de traditionelle, klassiske værker. 

Fem favoritter

D. 27. september 19,30: det er umuligt, at forestille sig en mere storslået og grandiøs sæsonåbning. Aftenens første værk er Beethovens 1. symfoni og efter pausen spiller de Beethovens 9. Jeg har aldrig hørt den 9. i virkeligheden, men jeg bliver en smule eksalteret bare ved tanken om at opleve den store finale med glædeshymnen “Ode an die Freude”; der er 4 solister som skal synge sammen med både Ars Nova og det lettiske radiokor. Hvis alt går som det skal, så bliver denne koncert en af årets absolutte højdepunkter. Læs mere HER

D. 25. oktober 19,30: en af de bedste nyheder i det nye program, er oplysningen om at den unge finske dirigent Santtu-Matias Rouvali er udnævnt til Copenhagen Phils 1. gæstedirigent. Jeg oplevede den unge dirigent ved en koncert i sidste sæson, hvor jeg blev dybt fascineret af hans energi og hans dynamiske stil. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til denne koncert, hvor de spiller to værker af John Adams, som jeg ikke kender, før de slutter med Dvoráks 9. symfoni – “Fra den nye verden”. Læs mere HER

D. 22. november 19,30: denne aften spiller Copenhagen Phil Sjostakovitj Symfoni nr. 7, kendt som Leningrad Symfonien. Jeg er ret vild med Sjostakovitj og hans kraftfulde værker, så det er endnu en koncert, som jeg nødig vil gå glip af. Læs mere HER

D. 21. februar 19,30: kan man opleve Copenhagen Phils chefdirigent Lan Shui, når han dirigerer Richard Strauss “Don Quixote” med cellist Jan Vogler som solist. Samme aften kan man også opleve Tjajkovskijs 5. symfoni. Jeg er ikke særlig vild med Tjajkovskij…. han er alt for følende, sentimental og romantisk til mit temperament. Netop derfor bliver jeg fanget af beskrivelsen i programmet, hvor Tjajkovskijs 5. symfoni sammenlignes med Beethovens 5. Det lyder jo særdeles interessant. Læs mere HER

D. 28. februar 19,30: er vi formodentlig nået til endnu et af sæsonens højdepunkter; aftenens koncert begynder med Mahlers Blumine, som jeg aldrig har hørt før. Dernæst følger Mahlers sangcyklus Kindertotenlieder. Det er vist 13-14 år siden, at jeg var til min første Mahlerkoncert og det sagde mig absolut ingenting. Siden har jeg hørt Mahler nogle gange og jeg har også købt et par af hans symfonier på CD – men det har aldrig fanget min interesse. Sidste sommer satte jeg tilfældigvis et af Mahlers værker på mit anlæg og pludselig – jeg aner ikke hvad der skete – men pludselig blev jeg fuldstændig bjergtaget. De næste 2-3 måneder hørte jeg Mahler fra morgen til aften. Jeg kunne slet ikke nok…. derfor glæder jeg mig rigtig, rigtig meget til denne Mahlerkoncert. Efter pausen kan man høre et værk af Hindemith – “Matias der Maler”. Jeg kender ikke værket, men det lyder meget spændende. Læs mere HER

Udover alle disse koncerter, så spiller Copenhagen Phil også når Den jyske opera gæster København med to operaforestillinger. I november kan man opleve Janaceks opera “Katja Kabanova” og til april får man chancen for at se Donizettis “Lucia di Lammermoor”. Begge forestillinger kan opleves på Det kongelige teaters Gamle scene på Kongens Nytorv. Det er mit indtryk, at Den jyske operas gæsteforestillinger er blevet meget populære i løbet af de sidste par år – det er i hvert fald blevet sværere og sværere at få billetter. Og det er efterhånden et par år siden, at det er lykkedes for mig…….. 

Endelig er der selvfølgelig også en ny omgang kammerkoncerter, som altid finder sted søndag kl. 11,30, hvorfor de har fået navnet “½12 koncerter”. Jeg elsker disse afslappede, hyggelige og intime koncerter, hvor de forskellige værker altid krydres med anekdoter og underholdende musikhistorie. Af en eller anden grund når jeg aldrig at komme til mere end halvdelen; det er jeg rigtig ked af, for jeg kan slet ikke forestille mig, at man kan bruge sin søndag på noget der er bedre. Måske lykkes det for mig, at komme til alle ½12 koncerterne i den nye sæson. Man har da lov til at håbe……. 

Copenhagen Phil i det gamle koncerthus, hvor de har fast base.

Copenhagen Phil i det gamle koncerthus, hvor de har fast base.

Torsdag aften var jeg til koncert med Sjællands Symfoniorkester. 

Dvorák og Beethoven

Første værk var Antonín Dvoráks blæserserenade – jeg var desværre ikke særlig begejstret. De 12 musikere spillede med stor engagement og flere havde også nogle flotte solopassager. Alligevel blev det aldrig rigtig spændende. To oboer, to klarinetter, to fagotter, en kontrafagot og tre horn, ledsaget af en cello og en kontrabas – det er altså meget mørkt og tungt. Trods musikernes indsats, så blev musikken aldrig rigtig levende. I stedet blev helheden næsten gumpetung. Den kunne ikke rigtig få luft under vingerne… 

Alligevel var jeg skam glad for at høre værket. Når jeg går til koncert, så er det jo også fordi jeg gerne vil præsenteres for musik som jeg ikke kender i forvejen. Nogen gange kan man lide det – andre gange kan man ikke. Og nogen gange ombestemmer man sig, hvis man hører værket igen. Jeg synes, at Dvoráks blæserserenade var dødkedelig og end ikke guddommelig medvirken kunne redde værket; fagotspiller Signe Haugland indledte koncerten med at præsentere publikum for gud – i hvert fald Signe Hauglands egen gud, som er den finske dirigent Osmo Vänskä, der selv spillede klarinet i blæserserenaden. 

Under indledningen fortalte Signe Haugland også, at Beethovens 3. klaverkoncert er det mest spillede klassiske værk i Danmark efter Elvira Madigan. Med Osmo Vänskä på dirigentpodiet, og den kroatiske pianist Dejan Lazic ved flyglet, fik vi en helt sublim oplevelse. Jeg blev fuldstændig forført allerede fra de første muntre toner – og jeg var vist ikke den eneste. Det er mit indtryk, at publikum næsten var tryllebundet. I den langsomme og dæmpede anden sats, hvor pianisten og orkestret spillede helt piano, kunne man nærmest mærke publikums spænding,  mens de ventede på den næste tone … og den næste … og den næste. Det var en pragtfuld oplevelse og jeg er dybt imponeret af Dejan Lazic – jeg var så heldig at sidde hvor jeg kunne se hans hænder. Sikken en oplevelse! 

Efter pausen modtog fløjtenist Kristina Ersson Sydbanks musikpris på 50.000 kr, som anerkendelse for hendes arbejde og hendes indsats i Sjællands Symfoniorkester. Men the show must go on, som man siger – jeg synes egentlig det var lidt synd for hende. Hvis det var mig, så er jeg sikker på, at jeg ikke kunne have spillet noget som helst bagefter. 

Bartok – koncert for orkester

Sidste punkt på aftenens program var Béla Bartoks “Koncert for orkester”, som har fået denne titel, fordi mange af orkestrets instrumenter har soloer. Jeg synes det er et meget mystisk og gådefuldt værk: i 1940 forlod Béla Bartok hjemlandet Ungarn på grund af nazificeringen og den truende verdenskrig – som så mange andre fik han asyl i USA. Her gav han koncerter og arbejdede som musikforsker. Men i tre år skrev han næsten intet … I 1943 slap hans forskningsmidler op og fremtiden var usikker. Via gode venners mellemkomst fik han en bestilling fra dirigenten Serge Koussevitzky – han skulle skrive en symfoni til the Boston Symphony Orchestra, som skulle dedikeres til mindet om Koussevitzkys kone. På det tidspunkt var Bartok selv blevet syg – han havde fået kræft, men det vidste han ikke endnu. Trods sygdommen lykkedes det ham at skrive hele dette værk på bare 1½ måned. Værket blev uropført 1. december 1944 og året efter døde komponisten. 

“Koncert for orkester” er altså skrevet på baggrund af anden verdenskrig. Det er skrevet til minde om Koussevitzkys afdøde kone, af en komponist der selv var ved at dø af kræft – jeg synes ikke man er melodramatisk, hvis man siger at “Koncert for orkester” er en slags “dødens værk”. Men det forunderlige er, at det alligevel er et meget stærkt og kraftfuldt værk. Det er sensuelt, potent, muntert og legesygt – på alle måder et værk som er fyldt med livskraft. Vi ved alle, at tordenvejr opstår når koldt og varmt vejr mødes, hvorved der dannes en enorm energi. Det er vist næsten det samme der sker i Bartóks “Koncert for orkester”, hvor konfrontationen mellem livet og døden skaber værkets kraft og energi. Det er dybt fascinerende at tænke på … 

Selv om jeg ikke var så vild med Dvoráks blæserserenade, så var det en utrolig flot koncert. Jeg blev fuldstændig beruset af Beethovens flotte klaverkoncert og Bartóks koncert kan jeg slet ikke få ud af hovedet igen … 

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: