You are currently browsing the tag archive for the ‘Benjamin Britten’ tag.

Torsdag begyndte jeg på 3. bind af Murakamis trilogi 1Q84. Jeg var færdig præcis 24 timer senere. Jeg havde naturligvis også sovet – det vil sige, at jeg har læst 450 sider på 14-15 timer. Jeg tror det er en ny rekord. Men det var en fantastisk bog og jeg kunne bare ikke lægge den fra mig. Da jeg var færdig kunne jeg lige nå at slappe af et par timer og spise aftensmad, inden jeg skulle til koncert i Konservatoriets koncertsal. 

Benjamin Britten – War Requiem

Et requiem er en katolsk messe for de døde, som traditionelt blev brugt i forbindelse med begravelser eller mindehøjtideligheder. Mozarts requiem fra 1791 markerer et skift – herfra begynder requiemmerne at flytte fra kirkerne og ind i koncertsalene. Samtidig bliver komponisterne mere og mere kreative. Det har vist altid været almindeligt, at komponisterne kunne sætte de enkelte dele af messen sammen, som de selv ønskede. De kunne også udelade de dele som de ikke ønskede at bruge. Fx udelader Gabriel Fauré den højdramatiske “Dies Irae” i sit requiem. Johannes Brahms bryder alle traditioner, da han forkaster den katolske tekst og i stedet bruger udvalgte bibelcitater til sit requiem fra 1868 – et requiem som udelukkende synges på tysk! 

Benjamin Britten vælger en helt anden form til sit “War Requiem”, som blev uropført i 1962. Han lader den katolske messetekst slynge sig omkring engelske digte af Wilfred Owen – en ung digter der var soldat under første verdens krig og blev dræbt præcis 1 uge før krigen sluttede. Owens digte er på mange måder et opgør med forestillingen om den heroiske død på slagmarken. “Hvilke klokker klemter for dem, der dør som kvæg?“, spørger tenoren, med Wilfred Owens ord i Brittens War Requiem: “Kun kanonernes rædsomme rasen/kun de stammende riflers ilsomme knitren/kan plapre frem deres hastige bønner. /Intet blændværk får de af bøn eller klokke, og/ingen klagesang, blot disse kor: /skingre, afsindige kor af granathyl og horn, /der kalder fra den triste hjemstavn.” 

Dona nobis pacem

Der er tre solister – sopranen synger den katolske messetekst sammen med det store kor, mens en tenor og en baryton skiftes til at synge Wilfred Owens engelske digte om den umenneskelige krig og den forfærdelige død på slagmarken. Man skal helt hen til “Angus Dei”, til slutningen af den næstsidste sats før man når et magisk klimaks. Det består udelukkende af tre små ord…. 

Den katolske tekst er en bøn til Gud – “Requiem aeternam dona eis” synger koret – “dona eis requiem sempiternam” – Herre, giv dem den evige hvile. Det er korets bøn til Gud, som bliver gentaget igen og igen. Det er direkte henvendt til Gud og derfor er teksten på latin. Wilfred Owens digte handler om det verdslige, det dennesidige – derfor er de på engelsk. Men denne form brydes i slutningen af 5. sats, hvor tenoren synger: “Dona nobis pacem” – Giv os fred. Det er de eneste tre ord, som tenoren synger på latin – det giver dem naturligvis en særlig betydning. Det er soldatens bøn fra det dennesidige til Gud om fred – det er altså ikke en bøn om sjælenes evige fred. Det er ikke en bøn for de døde, men de levende – en bøn om fred på jorden. Det er sunget på latin, som i denne kontekst er Guds sprog. Men det er naturligvis også sunget til et publikum……. 

I de tre små ord – Dona nobis pacem – samles hele værkets essens. Alle delene smelter sammen i et magisk knudepunkt: tenoren, som – sammen med barytonen – repræsenterer det dennesidige. Men han overskrider dødens grænse og synger på latin! Og samtidig er der pludselig et “os” som drager publikum helt ind i værket. Menneskeheden smelter sammen til en samlet enhed. Det er utrolig genialt! Dermed rummer ordene “Dona nobis pacem” også det pacifistiske budskab, som var helt centralt for Benjamin Britten da han skrev dette værk. 

De medvirkende

Brittens War Requiem er et stort værk og der var mere end 200 medvirkende ved koncerten i går. Jeg er rigtig ked af, at jeg ikke havde et kamera med, for det var helt utroligt at se så mange mennesker på scenen.

Først og fremmest var der naturligvis Sjællands Symfoniorkester. Opførelsen var en fællesproduktion med musikkonservatoriet, så Sjællands Symfoniorkester fik hjælp af 45 studerende. Dernæst medvirkede musikkonservatoriets kammerkor med 47 medlemmer, Kammerkoret Hymnia, Kammerkoret Camerata og Københavns Drengekor – jeg er altid særlig imponeret over drengekoret. Jeg er ret sikker på, at det er forældrene som tager initiativet når drengene begynder at synge. Men de er saftsusme dygtige – så dygtig bliver man ikke, hvis man ikke selv kan lide at synge. Det tror jeg simpelthen ikke på. Jeg er dybt imponeret – men jeg er også dybt taknemmelig over at de gider. I stedet kunne de jo spille fodbold eller computerspil, som de fleste andre drenge på den alder. Jeg tror vi er mange som er taknemmelige over, at de har valgt Københavns Drengekor i stedet for. 

Første gang jeg hørte dette værk var i den samme koncertsal for cirka 12-13 år siden; den gang var det med DR Symfoniorkestret, samt Simon Keenlyside og Ian Bostridge som solister. Allerede dengang havde jeg flere CDere med Ian Bostridge og jeg ville selvfølgelig gerne høre ham i virkeligheden. Billetten kostede en mindre formue, men jeg kunne ikke se noget som helst. Dengang var jeg heller ikke særlig begejstret for værket – det var absolut ikke en god oplevelse. 

Det var helt anderledes i går – Sjællands symfoniorkester spillede så man blev helt ekstatisk. Jeg synes det er passende at fremhæve messingblæserne – særligt i Dies Irae, som er det dramatiske højdepunkt i ethvert requiem. De havde et utrolig flot og præcist samspil. Jeg forstår jo slet ikke, at det er muligt at spille så præcist – der var ikke en tone som var lidt skæv, lidt for hurtig eller lidt for langsom. Ikke en eneste! Det er måske fordi jeg ikke spiller et instrument, men jeg er alligevel dybt imponeret. 

Niels-Jørgen Riis

Endelig medvirkede tre solister – den østrigske baryton Günther Haumer, den russiske sopran Yana Klein og den danske tenor Niels-Jørgen Riis. Yana Klein var helt fantastisk i “Lacrimosa dies illa“, hvor hun synger vekselsang med koret. Det var så smukt og storslået, at man fik et helt sug i maven.

Men jeg var også meget begejstret for Niels-Jørgen Riis – jeg har altid haft det lidt svært med Niels-Jørgen Riis, når han optræder som første-elsker. Jeg kan fx huske en opsætning af La Traviata, som jeg helst vil glemme……. Efterhånden er han blevet en voksen mand og det giver ham nogle opgaver som måske passer bedre til hans temperament og hans personlighed. I går optrådte han med stor selvsikkerhed og der var en solid fasthed i hans stemme – det gav ham en stor karisma på scenen. Jeg er stadigvæk ret vild med Ian Bostridge, men i denne sammenhæng er Niels-Jørgen Riis altså meget, meget bedre. Han var helt fænomenal og jeg synes, at han burde rejse hele jorden rundt for at synge Brittens War Requiem. Jeg tror i hvert fald ikke, at der er ret mange tenorer i verden, som kan synge dette parti bedre end Niels-Jørgen Riis…… 

Det var en utrolig flot og vellykket koncert, hvor jeg tror, at alle medvirkende ydede det bedste de kunne. Jeg kan slet ikke beskrive hvor meget jeg nød det, lige fra den allerførste til den allersidste tone. Hvor er det ærgerligt, at Brittens War Requiem ikke opføres lidt oftere. Jeg tror det er et meget svært og et meget krævende værk; men når det lyder som det gjorde i koncertsalen i aftes, så er det en helt sublim oplevelse. 

Reklamer

Det lille engelske landsby Loxford er ramt af sædernes hastige forfald, selv om byens mange Hyacinth Bucket-kloner fører en indædt og uforsonlig kamp mod både lyster og laster. Det bliver helt tydeligt, da byens honoratiores mødes hos Lady Billows for at beslutte, hvem der er værdig til at blive kåret som byens majdronning – det skal være en ung pige som er uden den mindst plet på ry eller rygte. Men én pige har en kæreste, en anden har kysset naboens dreng og en tredje går med kjoler der er så korte, at hun viser ankler! Den fortvivlede komite må langt om længe indse, at der findes ikke én eneste ulastelig ung pige i Loxford. Ikke én eneste!

Johanne Bock som den skønne Florence Pike. Foto: Natascha Thiara Rydvald og DKT.

Så får man den brilliante ide, at kåre en majkonge i stedet for og valget er ikke svært: Albert Herring bor stadig hjemme hos sin mor og arbejder hele dagen i hendes lille købmandsbutik. Han har aldrig haft en kæreste eller kysset en pige. Albert bliver kronet som majkonge og modtager 25 pund i guld som præmie. Alle er begejstrede – undtagen Albert. Han er træt af sin dominerende mor der forhindrer ham i at leve og nu bliver han oven i købet belønnet for sit triste og meningsløse liv – det er dråben som får bægret til at flyde over.

For at lave sjov med Albert Herring, har hans venner hældt nogle få dråber alkohol i hans saftevand til majfesten. Det giver ham endelig mod til at gøre oprør; han tager til den nærmeste by, hvor han drikker en masse øl på et værtshus. Så drikker han et stort glas rom, derefter noget whisky og noget gin – og så bliver han smidt ud. Så finder han et nyt værtshus, men her vil man heller ikke servere mere for ham og så kommer han op at slås!

Da han genforenes med sin mor og resten af borgerne i Loxford, bliver de forfærdede over hans eventyr. Men Albert Herring sværger, at fremover vil han leve sit eget liv på sine egne præmisser……. Da forestillingen slutter er der oven i købet udsigt til romantik for Albert Herring.

Sangerne:

Gisela Stille som miss Wordsworth. Foto: Natascha Thiara Rydvald og DKT

Gert Henning-Jensen er et meget forudsigeligt valg til rollen som Albert Herring – måske lidt for forudsigeligt. Det var næsten banalt. Alligevel må man indrømme, at han gjorde det supergodt. Han sang fantastisk og sprang rundt på scenen som kun Gert Henning-Jensen kan gøre det. Ylva Kihlberg var sprudlende som den stramtandede Lady Billows og Gisela Stille var helt fantastisk som den nervøse skabsalkoholiker, lærerinden Miss Wordsworth. Men det var Johanne Bock der løb med opmærksomheden, som Lady Billows stressede og konstant kæderygende hushjælp, der har svært ved at undertrykke sine erotiske lyster efter fruen. Mens Loxfords velgørenheds komité leder efter en værdig og dydig majdronning, så kæmper de alle med deres egne laster og småborgerlighedens hykleri bliver udstillet til publikums morskab og fornøjelse. Folk morede sig og der blev grinet i hele salen. Alligevel virkede forestillingen lidt for lang og publikums latter lød en smule træt. Måske fordi historien var lidt for slidt og lidt for genkendelig? Måske fordi det hele var lidt for forudsigeligt?

Musikken:

Benjamin Brittens musik var fantastisk – den virkede meget friskere, dynamisk og vedkommende end historien på scenen. Der var kun 13 musikere i orkestergraven, men der var en særpræget energi i musikken, som balancerede lige på kanten til det atonale. Der var den største samling af trommer, som jeg nogensinde har set på Det kongelige teater og de blev sandelig brugt! Musikken var meget moderne og jeg var super, super, supervild med det. Trods en stor indsats fra alle sangere, så kæmpede de med en både slidt og forudsigelig historie, og en libretto som virkede passé. Jeg tror det var musikerne fra Det kongelige kapel og deres indsats, som gjorde at det alligevel blev en rimelig flot og vellykket forestilling. 

Gert Henning-Jensen som Albert Herring. Foto: DKT og Natascha Thiara Rydvald

Når jeg diskuterer klassisk musik med andre, så oplever jeg meget ofte, at folk opfatter Sjællands Symfoniorkester som et anden rangs orkester. Der er ingen tvivl om, at Sjællands Symfoniorkester står i skyggen af DR Symfoniorkester; det er overhovedet ikke rimeligt, men det skyldes sikkert fortiden. Da DRs symfoniorkester havde Radiohusets koncertsal som fast base, måtte Sjællands Symfoniorkester nøjes med en lidt løsere tilknytning til Tivolis koncertsal. Det var her man gav de fleste koncerter, men ofte måtte man finder øvelokaler ude i byen. Det lykkedes ikke altid og derfor måtte man spille mange koncerter uden én eneste prøve. Jeg synes det er enormt flot, at det overhovedet kan lade sig gøre….. men det er naturligvis ikke optimalt.

Sådan var det dengang, men meget er anderledes i dag!

Sjællands Symfoniorkester anno 2012.

Konservatoriets koncertsal

Da DRs Symfoniorkester fik det nye koncerthus i Ørestaden, overtog Sjællands Symfoniorkester den gamle koncertsal. Det gav en stabilitet som har styrket orkestret. Samtidig har der været en del udskiftning blandt kunstnerne og orkestret har fået en ny og meget ambitiøs musikchef, Uffe Savery. Jeg er ikke kompetent til at vurdere hvilket orkester der er bedst – og det tror jeg ikke der er ret mange som er. Begge orkestre er superprofessionelle og knaldhamrende dygtige; jeg tror det er næsten umuligt at afgøre hvilket orkester der er bedst, men selvfølgelig er der forskel: jeg oplever generelt, at DRs Symfoniorkester er mere konservativt og traditionsbunden, mens Sjællands Symfoniorkester har en yngre og en friskere lyd – samt en mere moderne profil. Men hvordan skulle man afgøre om det ene er bedre end det andet? Nej, det ville jo være absurd…… de har hver sine styrker.

Samtidig har Sjællands Symfoniorkester bevist sin eksistensberettigelse med en lang række nyskabelser og innovative initiativer. Sjællands Symfoniorkester er blandt andet involveret i samarbejdet med Radio Klassisk – en radiostation som er etableret og drives af de 5 landsdelsorkestrer i fællesskab. Sjællands Symfoniorkester har også skabt det meget originale koncept “60 minutes”, hvor man både kan opleve et foredrag, en kammerkoncert, en større symfonikoncert og en lounge med afslappende klassisk musik på samme aften. På deres hjemmeside har alle musikere i Sjællands Symfoniorkester fået deres egen profil og samtidig har man indført, at alle koncerter bliver præsenteret af en af de medvirkende kunstnere – det er en nyskabelse, som øger kendskabet til musikere og deres arbejde, men det skaber også en nærhedsoplevelse og en direkte kontakt til orkestret.

Sæsonprogram 2012/2013.

Sjællands Symfoniorkester

Endelig har man valgt at præsentere årets nye program med en flashmob; sidste år spillede man Bolero på Københavns hovedbanegård. I år spillede de Peer Gynt i metroen; videoen er gået jorden rundt og i løbet af ganske få dage er den set af mere end 2,5 million mennesker(se videoen nederst i mit indlæg). Sjællands Symfoniorkester viser gang på gang, at de er et orkester med masser af energi, overskud og gode ideer – og de er ikke bange for at udfordre DRs Symfoniorkester. 

Det ser man også i det nye program for sæson 2012/2013, som blandt andet byder på 4 nye aftener med “60 minutes”. Jeg tror dog de fleste er lidt for moderne og progressive til min smag, så jeg vil sikkert nøjes med “60 minutes of Prokofiev vs. Prokofiev”. Det bliver en aften med uddrag fra Sergei Prokofievs mest kendte værker, men også en præsentation af hans barnebarn Gabriel Prokofiev der selv er komponist og musiker.

Traditionen tro kommer der også 4 nye kammerkoncerter på Designmuseum Danmark – jeg glæder mig! Sidste sæson nåede jeg kun to, men det var nogle af de koncerter som jeg nød allermest. Dernæst venter en masse Carl Nielsen, Haydn, Beethoven, Sjostakovitj, Rachmaninov og meget mere – det er en god gang blandede bolcher, præcis som det skal være.

For mig ligger årets højdepunkt allerede i starten af oktober, hvor man spiller Benjamin Brittens flotte “War Requiem“. Denne sæson har DRs Symfoniorkester haft et requiem-tema, hvor man har spillet alle de største rekvier. Jeg elsker rekvier! Men da jeg så programmet for cirka et år siden, ærgrede jeg mig over at lige præcis “War Requiem” manglede…… Derfor synes jeg det er lidt morsomt, at Sjællands Symfoniorkester nu kan afrunde DR Symfoniorkestrets tema på en ordentlig måde. For nogle år siden hørte jeg “War Requiem” i samme koncertsal med Ian Bostridge som tenor. Det var en fantastisk oplevelse. Denne gang bliver det med Niels-Jørgen Riis – det bliver spændende om han kan gøre det lige så godt.

Her kan man se hele programmet for sæson 2012/2013.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Reklamer
%d bloggers like this: