You are currently browsing the tag archive for the ‘Bizet’ tag.

Det er efterhånden mange år siden, at jeg var til min første operakoncert. Det var i Frederiksberg have og det var i 1990 eller 91. Folk sad som sild i en tønde. De fleste kunne hverken se eller høre noget som helst. Der var alt for mange mennesker og alt for lidt plads. Derfor blev operakoncerten kun holdt i Frederiksberg have 2 eller 3 gange. Jeg aner ikke, om jeg var med til den første eller den sidste. Alt er muligt.

Der var tæt pakket med bag Kronborg slot

Der var tæt pakket med bag Kronborg slot

Så flyttede Det kongelige teater operakoncerterne til Søndermarken. Jeg er ikke sikker på, at jeg var med til den første. Jeg deltog første gang i 1994 eller 95 – og så fulgte en lang perlerække af storslåede operakoncerter og forrygende oplevelser. Det var årets begivenhed. Jeg glædede mig så meget, at jeg som regel kørte forbi Søndermarken fredag aften, for at tjekke, om de havde stillet scenen rigtigt … lørdag morgen sprang jeg ud af sengen alt for tidligt, hvorefter jeg sad og trippede utålmodigt i flere timer, mens jeg ventede på, at det endelig blev tid til afgang. De fleste gange er jeg ankommet sammen med en håndfuld venner omkring middagstid. Så spiste vi frokost og hyggede hele dagen, mens vi snakkede, nød generalprøven og glædede os til den store koncert. Og efter koncerten har jeg prøvet at blive siddende sammen med en flok gode venner til klokken var 2 om natten. Der var faktisk en del som blev siddende så længe. Det var bælgragende mørkt, men mange havde små fyrfadslys med … skraldemændende måtte dog bruge billygterne for at finde de bjerge af skraldesække, som andre havde samlet, mens der stadig var en smule lys tilbage. Jeg tror, at jeg var med til operakoncert 12 eller 13 gange i Søndermarken, og det er nogle af de bedste oplevelser i hele mit liv. 

Så flyttede operakoncerterne til Fælledparken. Jeg har aldrig helt forstået hvorfor, men der var mange rygter – først og fremmest så handlede det vist om, at Københavns kommune syntes koncerterne skulle ligge i Københavns kommune, fordi de gav det største tilskud – naturligvis sammen med Nykredit, som er hovedsponsor. Der var også noget med hensynet til dyrene i Zoologisk have. Der skete så meget i mit liv på det tidspunkt, så jeg kom aldrig med til operakoncerterne i Fælledparken. Der blev heller ikke holdt så mange. 

Den lille scene med Kronborg i baggrunden.

Den lille scene med Kronborg i baggrunden.

Efter 2 eller 3 koncerter blev de flyttet til Rosenborg slot. Her har jeg heller ikke været. Jeg har ikke lyst. For det første er det ikke længere en rigtig operakoncert. I stedet er det både opera, ballet og skuespil – og jeg gider bare ikke de to sidste. Det interesserer mig ikke. Dernæst er der kun meget begrænset plads foran scenen, som står på eksercerpladsen. Langt de fleste mennesker er nødt til at se og høre koncerten på store tvskærme i Rosenborg Have. Det lyder ikke særlig hyggeligt. Det lyder i hvert fald slet ikke som Søndermarken … jaja, jeg er nok faldet i den fælde som hedder “alting var bedre i gamle dage”. 

Samtidig har Det kongelige teater dog også lavet nogle rigtige operakoncerter, hvor de præsenterer programmet for den kommende sæson forskellige steder i landet. Det er heller ikke som det var i Søndermarken; i stedet for et helt symfoniorkester, er der bare en pianist. I stedet for hele det kongelige operakor og 25 solister, så er der kun 5 operasangere …. nej, det er overhovedet ikke lige som i de gode gamle dage! 

Opera i det fri – Helsingør 2013

Det var et tilfælde, at jeg faldt over programmet til årets operakoncert og opdagede, at Peter Lodahl skulle synge “Dalla sua pace” fra Mozarts opera Don Giovanni. “Dalla sua pace” er den smukkeste kærlighedssang der nogensinde er skrevet – uanset genre. Det er en af mine yndlingsarier. Og samtidig er Peter Lodahl en af de allerbedste sangere på Det kongelige teater. Derfor besluttede jeg, at det var på tide at komme til operakoncert igen … 

Jeg indrømmer, at jeg kom lidt sent. Klokken var vist 17,45 og koncerten skulle begynde klokken 18.

Operaegoister på 1. række.

Operaegoister på 1. række.

Der var sort af mennesker allevegne og flere mennesker myldrede i en tæt strøm gennem den gamle port. Overalt var der hundredevis af mennesker som hastede rundt for at finde sig en siddeplads. Jeg fandt en plads i udkanten af pladsen og spurgte høfligt, om jeg måtte sidder der foran dem … nej. De var altså bange for, at de ikke kunne se, hvis jeg sad der. Men de sad på stole. Jeg havde ingen stol og ville bare sidde på græsset. Derfor er der da ingen reel risiko for, at jeg skulle genere deres udsyn, ved at sidde foran dem. 

Så fandt jeg et andet sted og spurgte igen, om jeg måtte sidde der(se billedet!). Nej, det måtte jeg ikke, for de havde altså været der i mange timer. What? Jeg var chokeret. Jeg forstår stadig ikke, at det kan være et rimeligt svar på mit spørgsmål. Jeg må indrømme, at jeg skældte de første mennesker ud og sagde til dem, at de var nogle egoister! Når man selv har fået en plads, så kan alle andre da bare hoppe i Øresund … De andre sagde jeg ikke noget til. Jeg blev simpelhen så chokeret, at jeg slet ikke vidste hvad jeg skulle sige. Som alle kan se på billedet, så var der jo rigeligt med plads til mig – og de to gamle damer sad på hver deres stol. Der er jo ikke den mindste risiko for, at jeg kunne genere dem eller deres udsyn, hvis jeg sad der. Og hvis de ikke ønskede, at nogen skulle sætte sig foran dem, så kunne de jo rykke frem, så der ikke var så meget ledig plads …. så ville der også blive plads til flere mennesker bagved. 

Jeg blev virkelig chokeret. Og det er jeg stadigvæk. Det er uforskammet, urimeligt, uartigt og uanstændigt. 

Hanne Fischer - kongelig operasanger og dagens konferencier.

Hanne Fischer – kongelig operasanger og dagens konferencier.

Da jeg tog til operakoncert i Søndermarken kom vi gerne 6-7 timer før koncerten. Så rykkede vi altid alle gruppens tæpper tæt sammen, så der ikke kom nogen fremmede og satte sig mellem os. Vi kendte jo rutinen. Vi vidste jo, at den sidste times tid ville folk begynde at presse sig ned på de mindste små ledige pletter på græsset. Og det er jo rimeligt nok. Alle vil gerne have en plads. Vi ville bare undgå, at vores gruppe blev splittet. Men vi vidste også, at inden koncerten ville flere og flere fremmede mennesker begynde at rykke ind over kanten af vores tæpper – og det var da okay. Vi delte altid mad med dem der sad ved siden af – og hvis de ikke havde mad med, så fik de bare noget af vores. Vi skålede også med alle dem som sad omkring os – og hvis de ikke havde noget at skåle med, så fik de bare noget af os. Sådan var det. Og det var superhyggeligt. Jeg kom slæbende med mad og vin til 15 mennesker, for der skulle da være nok til alle. Og de fleste havde som regel taget for lidt med af både det ene og det andet. 

Meget er åbenbart forandret; da jeg begyndte at gå til operakoncert, var der kun meget få mennesker som kom med en stol. I dag er det vist over 90%. Det ville være dejligt, hvis man kunne reservere et område til alle os, som helst vil sidde på jorden. Men den største forskel er tydeligvis, at folk var mere venlige, sociale og betænksomme før i tiden. 

Heldigvis fandt jeg endelig nogle venlige mennesker, som ikke havde noget imod, at jeg sad foran dem. 

En pragtfuld operakoncert

Programmet var en vidunderlig blanding, af de værker som Det kongelige teater sætter op i den kommende sæson. Det var Verdi, Mozart, Offenbach, Massenet, Bizet og mange flere. Første nummer var den festligste af alle festlige operaduetter, nemlig Libiamo fra La Traviata – sunget af Peter Lodahl og Sine Bundgaard – lad os drikke og være glade, synger de. Musikken er så berusende, at det er temmelig svært at lade være! 

Florian Plock

Florian Plock

Så fulgte Elisabeth Jansson og Florian Plock med “Là ci darem la mano” – den store forførelsesscene fra Mozarts Don Giovanni. Jeg elsker dette nummer. For det første, så er det så smukt, at det går lige i hjertet. For det andet, så synes jeg også det er vanvittig morsomt: tag min hånd, så går vi hjem til mig og ser mit slot, synger Don Juan – og så er hun scoret! Det tager lige 3½ minut. Ham der Don Juan, han kan altså noget som de fleste mænd må misunde ham. Jeg synes, at det er det mest centrale nummer i hele operaen. Don Juan kan fremstilles på mange måder og det er ofte i dette nummer, at hans inderste natur bliver afsløret. På indspilningen med Bryn Terfel er han tydeligvis en kold og kynisk person, der bruger sin magt som adelsmand – og man har hele tiden på fornemmelsen, at han ikke er bange for at bruge vold, hvis kvinderne ikke smider tøjet frivilligt. Men jeg har også set en opsætning, hvor Don Juan nærmest tigger om kvindernes gunst som en anden pjalt … Jeg tror, at Florian Plock er den romantiske og charmerende forfører, som sejrer, fordi han gør kvinderne bløde i knæene. 

Peter Lodahl

Peter Lodahl

Et andet højdepunkt fra Don Giovanni, var Peter Lodahls “Dalla sua pace” – det blev nøjagtig lige så skønt og vidunderligt, som jeg havde forestillet mig. Peter Lodahl har en meget fyldig stemme. Den har en flot lys klang, og samtidig er den både rund og blød. Peter Lodahl sang “Dalla sua pace” med en hjertegribende inderlighed, som fik alle hårene til at rejse sig på mine arme. Det kunne slet ikke være bedre og jeg nød hver eneste tone! 

Peter Lodahl sang også “Vesti la giubba” fra Leoncavallos Bajadser; om den stakkels klovn der græder indeni, når han går på scenen for at underholde publikum, mens en anden forfører hans kæreste …. jeg sad, hvor jeg slet ikke kunne se Peter Lodahl, men hans stemme er så udtryksfuld og dramatisk, at det løb mig koldt ned af ryggen. 

Elisabeth Jansson og Peter Lodahl

Elisabeth Jansson og Peter Lodahl

Elisabeth Jansson – selvfølgelig har jeg hørt Elisabeth Jansson før. Alligevel føltes det som om, at jeg aldrig havde hørt hende før. Enten har jeg overset hende – og hvis det er tilfældet, så er det lidt pinligt og det vil jeg da gerne beklage. Eller også har jeg ikke rigtig bemærket hende, fordi hun endnu ikke, har haft så mange store hovedpartier. Den sidste mulighed er selvfølgelig, at hendes stemme bare har udviklet sig helt utrolig meget, siden jeg har hørt hende. Hun brillerede særligt med arien “Va! Laisse couler mes larmes” fra Massenets opera “Werther” – jeg blev helt slået ud af Elisabeth Jansson store, mørke, fyldige og vidunderlige stemme. Senere sang hun Carmens Habanera – og jeg har aldrig, aldrig, aldrig hørt nogen synge denne arie så flot. Hun havde alt den mørke, varme og forførende sensualisme, som en rigtig Carmen skal have – men de fleste desværre mangler! 

Sine Bundgaard og Florian Plock i romantisk duet

Sine Bundgaard og Florian Plock i romantisk duet

Sine Bundgaard gav også flere numre, men hendes højdepunkt var naturligvis “O mio babbino caro” fra Puccinis “Gianni Schicci”. Det er et nummer som alle kender og alle elsker. Uanset om man kan lide opera eller ej, så smelter de fleste hjerter, når de hører denne arie … og det gjorde de også da Sine Bundgaard sang den. Alligevel synes jeg, at hendes bedste nummer var “Ah, fuggi il traditor” fra Mozarts Don Giovanni. 

Hanne Fischer var en udmærket konferencier – trods nogle besynderlige fortalelser. Jeg har for eksempel aldrig hørt om Kierkegaards issays. Jamen, tænk det sagde hun virkelig – issays! Jeg undrede mig også lidt over “den undslipne tyv” fra Menottis opera “Gammeljomfruen og tyven”. Men det er jo den slags man hurtigt glemmer, når man har en konferencier, som sprudler af overskud og godt humør. Da hun skulle fortælle om Quinderne som narrer Falstaff i Verdis opera, brød hun sammen i grin lige som publikum. Det var jo kvinder – og ikke Quinder! Men alle fik sig et godt grin og det er jo sundt. 

Hanne Fischer

Hanne Fischer

Hanne Fischer sang to arier fra Offenbachs opera “La Períchole”. Jeg husker ikke, hvad den første arie handlede om, men den anden arie handlede i hvert fald om en kvinde, der havde drukket alt, alt, alt for meget champagne – og det var drønhamrende morsomt. Jeg elsker en god komedie! Hanne Fischer sang forrygende og spillede endnu bedre … jeg kan ikke lade være med at tænke, at “La Períchole” bliver formodentlig et af sæsonens komiske højdepunkter. Jeg har så mange gode billeder fra denne arie og det er lidt synd, at der ikke er plads til dem alle sammen i dette indlæg. 

Afslutning i REGNVEJR

Vejret var perfekt. Det var hverken for koldt eller for varmt. Der var et let skydække over Kronborg slot og dermed undgik man at få solen i øjnene. Under pausen begyndte det at regne. Det vil sige, at der kom nogle ganske få dråber … det fortsatte under resten af koncerten. Men det var så lidt, at det slet ikke er værd at snakke om … 

Publikum flygter for regnen

Publikum flygter for regnen

Men så begyndte Sine Bundgaard, at synge “Summertime” fra Gershwins opera “Porgy and Bess” – og så begyndte det sandelig at regne. Vejrguderne hældte simpelthen en hel balje vand lige ned i hovedet på os – og så fik folk sandelig travlt. Publikum flygtede nærmest fra området. I løbet af et splitsekund var hele pladsen forvandlet til ét stort kaos af folk som løb frem og tilbage mellem hinanden. Når man ser på mit billede, så skulle man jo tro, at koncerten var slut. Men det er absolut ikke tilfældet; der mangler faktisk 2 numre og en fællessang. Det var en rigtig ærgerlig afslutning på en rigtig god koncert. Det må sandelig også have været en meget mærkelig oplevelse for de optrædende! 

Pianist Leif Greibe

Pianist Leif Greibe

Jeg havde mit regntøj i tasken. Jeg tog regnjakken på og så blev jeg stående hvor jeg var. Når jeg er til operakoncert, så nægter jeg at gå hjem, før vi har sunget “Den danske sang”. Ellers har det jo slet ikke været en rigtig operakoncert. Efter koncerten nåede jeg ikke en gang uden for voldanlægget omkring Kronborg slot, før regnen var holdt op igen. Det vil sige, at regnvejret varede kun omkring 5 minutter. Og så får jeg lyst til at gentage mig selv: Det var en rigtig ærgerlig afslutning, på en rigtig god koncert. Æv! 

Det var bestemt ikke lige som de store operakoncerter i Søndermarken – absolut ikke. Men i stedet var der en ganske intim og hyggelig stemning med de 5 solister og 1 enkelt pianist. Selv om Leif Greibe sad lidt ubemærket bagest på scenen, så var det nok ham der ydede den største indsats. Han spillede jo til hvert eneste nummer, mens de andre havde den fordel, at de skiftedes til at holde en lille pause.

Selv om dagen både startede og sluttede dumt, så er jeg rigtig glad for, at jeg tog til Kronborg slot fredag aften. Det er meget lang tid siden, at jeg har været i operaen, men nu har jeg opdaget, hvor meget jeg har savnet det …. 

Operakoncert 09

Reklamer

Søndag aften så/hørte jeg Bizets opera Perlefiskerne i Tivoli, hvor den blev opført som koncertant – dvs. uden kulisser, kostumer, osv. I stedet blev den opført som koncert og det var en stor succes. Det har den fordel, at man kan fokusere på sangen og musikken – ikke på handlingen og dramaet! Koncerten blev også sendt i radioen – og så vil mange måske mene, at man lige så godt kunne sidde hjemme i sin egen sofa og høre koncerten…. Jeg synes det er godt, at man har mulighed for at høre koncerten i radioen, men der er intet som kan konkurrere med lyden og nærværet i en koncertsal.

Den eksotiske opera

Københavns bombardement 1807

I september 1807 stjal englænderne den danske flåde og lagde hovedstaden i ruiner med 3 døgns granatregn – Danmark var helt i knæ efter Københavns bombardement og på den måde blev vi tvunget til at alliere os med Frankrig i Napoleonskrigene. Denne alliance førte til et sviende dansk nederlag under fredsforhandlingerne ved Wienerkongressen i 1814, hvor Danmark måtte afstå Norge til Sverige. Det er naturligvis denne ydmygelse som fører til både tre-års krigen 1848-1851 og den 2. slesvigske krig, hvor Danmark lider det katastrofale nederlag ved Dybbøl og siden mister hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg i fredsforhandlingerne. Trods sejren i tre-årskrigen, så har danskerne lært lektien – der er farligt ude i den store verden.

“Hvad udad tabes, skal indad vindes”, sagde Dalgas – og så gik han i gang med at opdyrke den jyske hede, mens andre tørlagde Lammefjorden. Kulturlivet vendte udlandet ryggen og fokuserede primært på den danske natur, den danske historie og den glorværdige fortid. Nok var Danmark fuldstændig kastreret, men vi havde dog været en stormagt og det var vi ikke klar til at glemme. “Minderne har man da lov at ha`”, som Liva Weel sang mange år senere.

Georges Bizet (1838-1875)

Nationalromantikken blomstrede og danskerne havde fuldstændig lukket sig inde i sin egen osteklokke. Det var denne tendens som Georg Brandes protesterede imod med sin kulturradikalisme – mens danskerne udelukkende interesserede sig for sig selv, så rejste resten af Europa ud i verden for at opsøge og undersøge det fremmede og det eksotiske. Det har også sat sig tydelige spor i tidens operaproduktion; Turandot foregår i Kina, Madame Butterfly foregår i Japan, Carmen foregår i Spanien, Aida foregår i Ægypten og “Pigen fra vesten” foregår i det eksotiske Amerika – den nye verden, som man sagde dengang.

Perlefiskerne – Les Pêcheurs de Perles – skulle oprindeligt have foregået i Mexico, men Georges Bizet(1838-1875) valgte at flytte handlingen til Ceylon, det nuværende Sri Lanka.

Handlingen

Barndomsvennerne Zurga og Nadir har opgivet kærligheden, efter at de har været forelsket i den samme kvinde, Leila.

Nu er det mange år senere og Zurga bliver valgt til landsbyens konge. Nadir har været ude i verden, men han vender tilbage og de genoptager deres gamle venskab.

Så oprander natten hvor de skal fiske efter perler. Brahmanpræsten fører en kysk og tilsløret præstinde op på en høj klippe, hvorfra hun en bøn til guderne og en velsignelse til fiskerne ud på havet. Nadir genkender straks hendes stemme – det er Leila, hans ungdomskærlighed. Han opsøger hende og da hun også genkender ham, så kaster de sig over hinanden og hun svigter sit kyskhedsløfte.

De bliver opdaget af Kong Zurga, som dømmer dem til døden – de skal brændes på bålet. Zurga har åbenbart ingen problemer med at straffe sin bedste ven og sin gamle flamme. Men i aller sidste øjeblik bemærker han Leilas guldhalskæde. Den har han selv foræret til en ukendt person som en gang har reddet ham fra døden – denne redningsmand/kvinde må altså være Leila.

Zurga har lige dømt Leila og Nadir til døden, men nu er han nødt til at redde dem igen. Han råber, at landsbyen brænder….. det er lidt uklart om det brænder eller ej. Men i hvert fald styrter alle af sted for at redde hvad reddes kan, hvorefter han selv kan redde Leila og Nadir fra bålets flammer……

Jeg synes denne handling afslører problemet med mange af disse eksotiske operaer…… det er særdeles uinteressant og uvedkommende. I sin anmeldelse på Berlingske skriver Søren Schauser ligefrem, at det er “verdens tåbeligste handling“. Jeg skal bestemt ikke sige ham imod……

Perlefiskerne er en opera i 3 akter og mellem hvert akt fortalte Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht om handlingen – Henrik Engelbrecht er en af danmarks absolut bedste operaformidlere. Når han optræder med charme, selvtillid og lækkert hår, så kan han fortælle om enhver opera, så man nærmest er tryllebundet. Han har en umådelig viden om opera og han formidler denne viden med stor entusiasme og energi – men også med en ironiske distance, som altid gør ham til en særdeles underholdende fortæller. Efter Henrik Engelbrechts korte gennemgang af handlingen, så kunne man bare læne sig tilbage i sædet og nyde sangen og musikken!

Sangerne, kor og orkester

Brahmanpræsten Nourabad blev sunget ganske udmærket af bassen Aleksandar Stefanoski.

Dernæst var det vores egen Palle Knudsen som kong Zurga. Jeg har altid været ret vild med Palle Knudsen – og det er jeg stadigvæk. Han har en flot og moden barytonstemme, som vi desværre hører alt for lidt på vores egen opera.

Den amerikanske stjernetenor Lawrence Brownlee

Aftenens hovedperson var uden nogen diskussion den amerikanske tenor Lawrence Brownlee – han har en usædvanlig og bemærkelsesværdig ren, klar og lys stemme. Salen var næsten fyldt – jeg så kun nogle få ledige pladser på balkonen – og der er ingen tvivl om, at hovedparten var kommet for at høre Lawrence Brownlee.

Leila blev sunget af Christel Elisabeth Smith, som jeg aldrig har hørt før. Hun havde en volumen som fuldstændig overdøvede alle andre – jamen, det var helt vildt. Sikken en stemme. Desværre havde det også den bivirkning, at de andre sangere næsten virkede lidt svage i stemmerne. Det var lidt ærgerligt. Christel Elisabeth Smith havde en helt utrolig stor, svulmende og klar stemme – men der var også en tendens til, at hendes stemme kunne blive en smule skinger på de højeste toner. Det var dog kun i første akt – derefter fandt hun balancen. Når hun gik ned i de dybe toner, så fik hendes stemme en meget smuk og varm glød. Christel Elisabeth Smith er en ung sanger, men jeg tror hun bliver helt fænomenal – jeg er virkelig imponeret over den store spændvidde i hendes stemme.

Den norske sopran Christel Elisabeth Smith

Tivolis Symfoniorkester spillede med masser af energi – der var de smukkeste solostykker fra Toke Møldrup på cello, samt to af fløjterne. Det var nogle af koncertens højdepunkter. Og så er der Harry Teahan på paukerne – jeg tror Harry er forelsket i sine pauker. Jeg har været til rigtig mange koncerter med Sjællands/Tivolis Symfoniorkester, men jeg har aldrig set Harry sidde stille så meget som to sekunder. Når han ikke selv spiller, så bruger han tiden på at nusse paukerne….. der er åbenbart altid en skrue der skal løsnes eller strammes. Paukerne skal også tørres af med en klud adskillige gange under en koncert……. og så skal alle skruerne igen løsnes og strammes! Jeg synes det ligner ægte kærlighed og jeg er altid dybt imponeret, når jeg ser Harrys kæmpestore engagement.

Endelig var der DRs store koncertkor, som sang med en kraft og en energi som jeg sjældent har oplevet. Jeg sad flere gange og ærgrede mig over at jeg ikke havde taget min teaterkikkert med – men det gør man jo ikke til en koncert. Jeg tror alle sangerne gav sig 100% og der er slet ingen tvivl om, at de fortjener en stor del af æren for koncertens succes. Det var virkelig en stor fornøjelse.

Det var en formidabel koncert – gang på gang bragede ekstatiske klapsalver gennem salen. Det var vist sådan en aften hvor alle medvirkende er totalt toptunet, lige fra en sprudlende musikchef, til dirigenten Yves Abel, solisterne, koret og alle musikerne i Tivolis Symfoniorkester.

Tivolis koncertsal

Fredag aften var jeg til koncert med Sjællands Symfoniorkester – et flot program med fransk musik af Berlioz, Bizet, Horowitz og Saint-Saëns.

Koncerten blev præsenteret af Tage Christensen, som spiller klarinet i orkestret. Han underholdt med anekdoter fra prøveforløbet og gav en vanvittig morsom parodi på den franske dirigent Marc Soustrot, som med stærk fransk accent forsøger at forklare orkestret på engelsk, hvordan man spiller fransk musik så det lyder som fransk musik SKAL lyde. Men det blev gjort med så stor respekt for dirigenten, at jeg er sikker på, at han også har moret sig……………

Samson og Dalila

Jeg havde primært købt billet til denne koncert for at høre Susanne Resmark synge den smukke arie “Mon coeur s´ouvre a ta voix” fra Saint-Saëns opera Samson og Dalila. Denne arie blev desværre indledt til tonerne af en hysterisk mobiltelefon. Da den skyldige endelig fik slukket gik der kun to sekunder før den begyndte igen…….. det var megapinligt. Jeg vendte mig meget demonstrativt om og stirrede forarget på den stakkels kvinde. Hun sad nemlig lige bag mig og jeg var bange for, at nogen skulle tro det var min. 😉

“Mon coeur s´ouvre a ta voix” synger Dalila – mit hjerte åbner sig når jeg hører din stemme. Du er så stor og stærk og lækker og maskulin. Jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig……… Det kan Samson selvfølgelig ikke stå for. Det ender med at Samson svarer – jeg elsker også dig. Hvorefter Dalila fører ham direkte i romernes baghold, som smider ham i fængsel. Typisk kvinder – de ved sandelig godt hvordan de skal forføre en mand. Og typisk mænd at de falder for den slags billige tricks…………….

Problemet er bare, at Susanne Resmark sang alt for pænt – hun var både artig og oprigtig. Det samme var problemet da hun sang Habaneraen fra Carmen. Her synger Carmen ovenikøbet: “Si je t´aime, prends garde a toi” – hvis jeg elsker dig så pas på. Mange sangerinder kan synge denne linje så det nærmest lyder som en trussel – og det er jo netop pointen. Don José lider samme skæbne som Samson. Da han overgiver sig til sine følelser og sin lidenskab, ryger han direkte i fængsel. Det er farligt at elske kvinder som Carmen og Dalila – men også fristende. Det er både farligt og fristende – når mændene overgiver sig til deres lidenskab er det mod bedre vidende, men de er magtesløse og kan ikke gøre andet.

Men Susanne Resmark var hverken farlig eller fristende da hun sang de to arier – tværtimod. Hun havde været mere troværdig som den bly og ærbare Micaëla, der er Carmens diametrale modsætning. Kort sagt: Micaëla har ry for at være en kedelig gås.

Hovednummeret i første del var helt sikkert bacchanalen fra Samson og Dalila – et fantastisk muntert og sprudlende værk, som blev spillet med masser af tempo og energi. Hele salen blev fyldt med en vidunderlig livskraft – jeg var tydeligvis ikke den eneste som mærkede det, for orkestret fik et bragende bifald efter denne indsats.

Cameron Carpenter

Efter pausen blev vi endelig præsenteret for aftenens sidste hovedperson – den amerikanske orgelvirtuos Cameron Carpenter. Når man læser hvad folk skriver om ham på nettet, så forstår man, at han nærmest er blevet et fænomen. Selv de stærkeste superlativer slår ikke til…… der er vist rigtig mange mennesker som mener, at Cameron Carpenter er verdens bedste organist.

Hans første nummer var “Variationer over et tema fra Carmen” af Horowitz – jeg synes måske ikke det var det smukkeste musik jeg nogensinde har hørt. Men det skulle jo med, for det var et nummer hvor vi fik muligheden for at opleve Cameron Carpenters fænomenale teknik. Sikken et tempo – man forstår slet ikke, at det er muligt at spille på den måde. Jeg tror alle var behørigt imponerede…….

Sidste nummer var Saint-Saëns smukke orgelsymfoni. Strygerne har det mest forførende tema og orgelet spiller med en formidabel og buldrende kraft – det lyder som om at hele jorden skælver i ophøjet ekstase. Bevidsthed er pr. definition bevidsthed om noget….. men jeg blev så forført af musikken, at jeg glemte alt andet – sådan er musik når det er allerbedst. Så kan man opleve musikken med en krystalklar intensitet, hvor man fuldstændig glemmer sig selv og blot oplever sin egen eksistens som en del af musikken – det var sådan jeg oplevede Saint-Saëns orgelsymfoni fredag aften.

Jeg tror ikke jeg var den eneste som oplevede koncerten på denne måde – jeg bemærkede nemlig, at der sænkede sig en koncentreret stilhed blandt publikum. Selv når orkestret spillede helt dæmpet og pianissimo hørte man kun et enkelt dæmpet host her og der. Alle var så bjergtaget af musikken, at de glemte alt om forkølelser og tudser i halsen. Det var en fantastisk oplevelse – det var en af den slags koncerter, hvor man nærmest kommer ud som et helt andet mennesker bagefter; revitaliseret, glad og fyldt med energi. Sikken en dejlig, dejlig aften i det gamle radiohus………

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Reklamer
%d bloggers like this: