You are currently browsing the tag archive for the ‘Bredgade’ tag.

Her i 2015 kan Den Kongelige Stald-Etat fejre 325 års jubilæum – i forbindelse med fejringen har man udgivet et lille hæfte, som man også kan finde på nettet(tryk her). Heri skriver Staldmester P. S. Thuesen: “2015 er ikke alene året, hvor Den Kongelige Stald-Etat fejrer sit 325 års jubilæum, men det er samtidig året for den stutteriordning, der fik grundlæggende betydning for Frederiksborgstutteriet.” 

Prinsesse Benedikte overværede fejringen på Christiansborg Ridebane.

Prinsesse Benedikte overværede fejringen på Christiansborg Ridebane. Copyright: Jens Drejer.

Der står ikke noget klart og tydeligt i hæftet om hvorfor, hvorledes eller hvordan Den Kongelige Stald-Etat blev oprettet. Når man fejrer 325 års jubilæum i 2015, så kan jeg selvfølgelig godt selv regne ud, at Stald-Etaten er grundlagt i 1690 – men det danske kongehus havde selvfølgelig både heste og kareter i flere hundrede år før. Hvorfor regner man så grundlæggelsen af Stald-Etaten til at være i 1690? Det står der ikke noget om – medmindre det er dét som Staldmesteren lidt kryptisk forsøger at skrive ovenfor: Frederiksborg stutteriet blev åbenbart grundlagt for 325 år siden. Men så må det næste – og logiske – spørgsmål selvfølgelig være, om Frederiksborg stutteriet og Den Kongelige Stald-Etat er det samme? Eller måske bare to sider af samme sag?

Selv om man læser hæftet flere gange, så er der ikke mange oplysninger grundlæggelsen af Den Kongelige Stald-Etat og det er da temmelig mærkeligt, når man fejrer etatens 325 års jubilæum!

Trods den store dag, så var der flere heste i stalden og de ville gerne aes på mulen!

Trods den store dag, så var der flere heste i stalden og de ville gerne aes på mulen! Copyright: Jens Drejer.

Samtidig med Den Kongelige Stald-Etats 325 års jubilæum, så fejrer man også 275 år for Christiansborg Ridebane – og i den forbindelse er det lille hæfte heldigvis fyldt med oplysninger, som man kan bruge til noget: Grundstenen til det nye ridehus blev lagt i 1730´erne, under Christian d. 6. Ridehuset stod færdigt i 1740 og den flotte marmorstald var færdig i 1746/47.

Det vil sige, at både stalden og ridehuset blev bygget som en del af det første Christiansborg slot, der brændte i 1794. I 1884 brændte det andet Christiansborg slot. Det slot som vi kender i dag er det tredje Christiansborg slot og det var færdigt i 1928. Hvis man husker på disse begivenheder, så forstår man hvor gammel stalden og ridehuset er, og hvor meget begge disse bygninger har overlevet. 

Et personligt forhold

Jeg er 15 eller 16 år på dette billede.

Jeg er 15 eller 16 år på dette billede. Copyright: Jens Drejer.

Jeg har et meget personligt forhold til de kongelige stalde. Jeg er jo opvokset på landet og vi havde mange heste. Jeg tror, at min far havde 5-6 heste, da jeg flyttede hjemmefra. Senere fik han mange flere. På et tidspunkt havde han vist omkring 15.

Jeg havde selvfølgelig min egen hest, som jeg savnede enormt meget, da jeg flyttede til København som 18-årig. Og hvad gør man så? Jeg fandt ud af, at man kunne besøge de kongelige stalde – og så kunne man da snakke lidt med de kongelige heste. Det betyder ikke, at jeg kom der hele tiden – slet ikke – men jeg har da været der en del gange. Jeg elsker at gå en tur i de smukke stalde og snakke lidt med hestene. 

Optog gennem København

Det store jubilæum blev fejret med et stort og flot optog gennem København lørdag d. 26. september. Turen begyndte på Christiansborg Ridebane, hvorfra turen gik gennem Bredgade til Kastellet. Efter en kort pause returnerede optoget til Christiansborg og denne gang gik turen over Amalienborg slotsplads. Det var genialt, for så fik jeg jo mulighed for at se det hele to gange gange!

Der var masser af vogne og kareter fra Den Kongelige Stald-Etat. Der var også en enkelt karet, som har tilhørt det svenske kongehus. Men flertallet af de deltagende køretøjer var gamle rejsevogne, militærvogne, en ølvogn, en brandsprøjte – man kan jo godt overveje deres funktion i et optog, der skal fejre Den Kongelige Stald-Etat. Hvad er deres relevans i denne sammenhæng?

Men i stedet for at stille spørgsmål, så kan man selvfølgelig også nøjes med at nyde det flotte optog – for det var saftsusme flot. Vogne, kareter og heste skinnede om kap. Alle vogne og kareter var fyldt med kuske og passagerer i kostumer, som passede til køretøjernes alder. Optoget blev ledsaget af garderhusarregimentets trompetérkorps, som gav fuld fanfare, da de drejede ind på Amalienborg slotsplads.

Der var en del tilskuere i gaderne – men når man tænker på, hvor stort og flot optoget var, så skulle der have været mange flere mennesker i gaderne. Eller sagt på en anden måde: jeg tror, at der var mange flere mennesker, som gerne ville have set optoget, hvis de havde hørt om det. Men dette arrangement har desværre fået alt for lidt opmærksomhed i medierne. Det var synd, for alle de medvirkende havde virkelig gjort noget ud af det. Det er et af de flotteste optog jeg nogensinde har set og jeg er meget glad for, at jeg tog til København for at opleve det!

Efter optoget blev alle ekvipager præsenteret på Ridebanen, hvor de kørte et par runder, mens der var en konferencier som fortalte om deres historie. Det fangede ikke lige min interesse, mens jeg stod der, men jeg må indrømme, at det har jeg fortrudt bagefter.

Herunder kan man se et udvalg af mine bedste billeder. Hvis man trykker på et af billederne, så kommer der et slideshow, hvor man kan se billederne i et større format. Under hvert billede har man mulighed for at trykke på “View full size”, hvis man har lyst til at se nogle af billederne i fuld størrelse. God fornøjelse … 🙂

Reklamer

Søndag var jeg til kammerkoncert på Designmuseum Danmark i Bredgade – det tidligere Kunstindustrimuseum – en af de såkaldte ½12 koncerter med musikere fra Sjællands Symfoniorkester.

Fra koncertsalen på Designmuseum Danmark

Alle værker og komponister blev præsenteret af Claus Johansen – han er fantastisk til at fortælle på en let og morsom måde. Første nummer var et værk af Mozart – Claus Johansen begyndte med at sætte publikum ind i datidens politiske verdenssituation: oplysningstiden skyller hen over Europa og den amerikanske uafhængighedskrig ændrer vores verden. Imens er den unge Mozart på turne i Europa, ledsaget af sin mor – det er altså ikke sjovt når man er en ung mand på 22 år, bemærkede Claus Johansen – til stor morskab for publikum. På denne turne møder han den unge frøken Weber, som han bliver voldsomt forelsket i. De planlægger at løbe væk sammen til Italien – men han må ikke for sin far og hun må ikke for sin mor, og så bliver de hjemme.

Sådan blev første nummer præsenteret – Mozarts fløjtekvartet i D-dur. Starten virkede en smule forceret. Men så fandt de hurtigt balancen og det var et fantastisk stykke. Det var fyldt med barokkens lette elegance og munterhed. Det er den slags musik, som jeg kalder for morgenmusik; det er fyldt med tempo og livsglæde – når man begynder morgenen med den slags musik, så kan det kun blive en god dag. Det er i hvert fald sådan noget musik, som gør mig glad og i godt humør.

Dernæst fulgte et moderne stykke for violin af Bent Sørensen – “The Lady of Shalott” fra 1987. Jeg var sammen med en bekendt, som ALDRIG har været til en klassisk koncert før. Vi fik præcis de samme bileder i hovedet mens vi lyttede til stykket – små bølger der slår mod bådens sider, mod flodens breder og skvulper lydløst omkring sivene langs flodens sider. Det var ret imponerende. Alligevel er det sådan noget kunstmusik, som jeg ikke er så vild med. Det var da meget sjovt at høre det, men jeg har ikke brug for at høre det igen!

En stor del af hans liv var Johann Sebastian Bach i tjeneste hos Hertugen af Weimar – han dyrkede fransk mode og fransk stil så meget, at der ikke var nogen grund til at tage til Paris. Man kunne nøjes med at tage til Weimar, for her fandt man de bedste franske skræddere, de bedste franske parykmagere, de bedste franske kokke og de bedste franske konditorer. Derfor tog den danske Niels Madsen også til Weimar, da han rejste ud i Europa for at studere arkitektur og moderne kunst. Men man kan jo ikke hedde Niels Madsen hvis man vil være noget stort – derfor skiftede han navn til Nicolai Eigtved da han kom hjem til Danmark og så byggede han Kunstindustrimuseet, hvor koncerten blev afholdt. Claus Johansen er en vidunderlig fortæller og dette var endnu en historie som vakte stor morskab.

Så hørte vi Bachs cellosonate nr. 3 – jeg har alle Bachs cellosonater på en fantastisk CD med franske Anne Gastinel. Men det er første gang jeg hører en af dem i virkeligheden – sikken en oplevelse. Halina Wigocka Wamberg spillede med koncentreret fokus og fyldte hele salen med sprøde vibrerende cellotoner – og hun spillede med energi, dynamik og stor intensitet. Det var uden nogen tvivl koncertens højdepunkt. Bagefter var hele min krop fyldt med en følelse af varmt velvære – jeg var mæt havde egentlig lyst til at gå med det samme, for at bevare denne dejlige følelse i kroppen så lang tid som muligt – men det gør man jo ikke. I stedet håber jeg, at Halina Wigocka Wamberg spiller dette værk en anden gang…. eller måske andre af Bachs cellosonater.

Så fulgte en passacaglia af Johan Halvorsen, hvorefter Phillippe B. Skow spillede solosonate nr. 2 af Eugène Ysaÿe. Det er omtrent 6 måneder siden jeg hørte Phillippe B. Skow første gang og siden har jeg tilfældigvis hørt ham en del gange. Der er sket en bemærkelsesværdig udvikling – han er en fantastisk dygtig violinist. Det var han også for et halvt år siden – det er jo ikke noget man lærer fra den ene dag til den anden. Men det er som om, at han også har fået mere selvsikkerhed når han optræder – det kan man også høre i musikken, som har fået en større fylde og mere dybde.  Det var en stor fornøjelse at høre ham spille dette værk i søndags.

Koncerten sluttede med strygekvartet nr. 1 af Bedric Smetana – endnu en rigtig god oplevelse og den perfekte afslutning på koncerten.

Jeg nyder virkelig disse kammerkoncerter på Kunstindustrimuseet. Det er sådan en fantastisk dejlig blanding af gode historier, sjove anekdoter, latter og pragtfuld musik. Jeg har sagt det før og jeg siger det igen: der findes ikke nogen bedre måde at bruge sådan en søndag på.

Næste ½12 koncert er desværre først søndag den 19. februar.

Men der er mere cellomusik allerede på fredag d. 25. november, hvor Toke Møldrup er solist i Dvoraks cellokoncert i koncertsalen i det gamle radiohus – en koncert som jeg glæder mig rigtig meget til……..

Søndag var jeg til “½12 kammerkoncert” på Kunstindustrimuseet – som netop har ændret navn til “Designmuseum Danmark“. Solen skinnede lystigt i alle vinduerne da jeg gik gennem Bredgade……det var en rigtig smuk efterårssøndag. Bemærk det store tæppe foran indgangen…. det er et spejlbillede af Kunstindustrimusset designet af Karen Kjaergaard og Karen Lund Hansen. Det var utrolig smukt – visse detaljer havde ligefrem en 3D-effekt. Det var virkelig imponerende – desværre tror jeg de fleste gik over tæppet, uden at opdage hvad det var og det var synd!

Koncertens første nummer var en “Sonate for messingtrio” af Poulenc – det var lidt voldsomt. Man ville formentlig starte med at sikre sig, at alle blandt publikum var vågne! ……men det var ikke så voldsomt som jeg havde forestillet mig og værket var faktisk rigtig smukt. Det var en flot ouverture! Jeg må også indrømme, at jeg er lidt forbavset over, at en messingtrio bestående af trompet, horn og basun kan spille så smukt og spændende musik.

Bemærk tæppet foran Kunstindustrimuseet.

Derefter spillede Halina Wigocka Wamberg en Passacaglia af William Walton på cello – hun så fantastisk ud i struttende hvid nederdel med sorte polkaprikker og dertil grønne sko. Værket var meget meditativt, eftertænksomt og fyldt med en melankolsk efterårsstemning….. i anden del spillede hun Rachmaninovs Vocalise ledsaget af Elisabeth Westenholz på klaver; første nummer var godt, men andet nummer var endnu bedre. Det havde en lethed og en munter tone, som passede rigtig godt til den skarpe efteråssol der plirrede mod vinduer. Jeg ville gerne have hørt det en gang mere…………

Koncertens første del sluttede med Philippe Benjamin Skow som spillede Chaconne fra Bachs Partita nr. 2. Det er kun et par måneder siden jeg hørte ham spille samme nummer i Tivoli, men det var meget bedre denne gang…. meget lettere, mere smidigt og mere afslappet. Der var en fin harmoni mellem den skærende soloviolin og efterårssolen som vældede ind gennem de store vinduer i salen. Philippe B. Skow er utrolig dygtig og spiller med en selvsikker overlegenhed. Efter pausen spillede han “Valse Sentimentale” af Tjaikovskij og “Aprés un rêve” af Fauré med ledsagelse af Elisabeth Westenholz på klaver. Det var perfekt til sådan en klassisk matine – fyldt med lethed og elegance. Det var så smukt, at jeg næsten smeltede!

Dagens sidste nummer var en sonate af Fauré med Elisabeth Westenholz på klaver og Andreas Orlowitz på violin – han spillede med så megen charme og musikglæde, at det blev koncertens højdepunkt. Det er et meget smukt værk, der blev spillet så hjertet dansede!

Alle værkerne blev præsenteret af Claus Berthelsen – man fik lidt baggrundsviden og et par små anekdoter om værker og komponister. Det var perfekt – hverken for lidt eller for meget. Samtidig var det med til at give hele koncerten en let og munter stemning. Det var simpelthen en rigtig dejlig kammerkoncert på Kunstindustrimuseet og jeg glæder mig til næste gang. 

Næsten koncert er søndag d. 20. november klokken 11,30. Entre er 90kr. 

Alle musikere er fra “Sjællands Symfoniorkester” og man kan finde programmet for næste koncert HER.

Ses vi?

Designmuseum Danmark i Bredgade

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Reklamer
%d bloggers like this: