You are currently browsing the tag archive for the ‘Carl Nielsen’ tag.

Torsdag aften var der koncert med Amatørsymfonikerne og KUSO(Københavns Ungdoms Symfoniorkester) i Tivolis Koncertsal, hvor de fik assistance af violinist Johannes Søe-Hansen. De spillede tre værker af Carl Nielsen.

Koncerten begyndte med Carl Nielsens Sagadrøm – det er sådan en drømmefantasi, hvor tonerne flyder frit mellem hinanden. Jeg synes den sagadrøm var lidt tung. Det var som om, at den ikke rigtig fik luft under vingerne. 

Dernæst fulgte Carl Nielsens violinkoncert, som begynder med et fantastisk brag – og slutter på samme måde. Det er et superflot værk, men jeg synes ikke rigtig, at jeg blev grebet af musikken torsdag aften. Men der var masser af steder, hvor det fungerede godt – det var særligt når orkestret spillede for fuld kraft.

Efter pausen spillede de Carl Nielsens 2. symfoni, som kaldes “Det Uudslukkelige”. Det var helt klart denne del af koncerten, som var mest vellykket. I begyndelsen var der lidt problemer med samspillet i violinerne. Det var ikke helt skarpt. Da de havde varmet lidt op, fandt de hurtigt melodien og så blev denne del af koncerten en helt fantastisk oplevelse. Der er et stykke, hvor violinerne spiller helt blidt og dæmpet, kun akkompagneret af paukerne – det var utrolig flot spillet. Kombinationen af de smukke violiner og de skæbnesvangre pauker var meget forførende. Et andet højdepunkt var en vidunderlig violinsolo – det var virkelig meget smukt og hjertegribende. Første violinisten fortjener stor ros for sin indsats torsdag aften. Efter nogle få takter begynder de andre strygere også at spille og det føltes fuldstændig som om, at mit hjerte slog en kolbøtte.

Men det absolutte højdepunkt var selvfølgelig den store og meget dramatiske finale, hvor hele orkestret spiller for fuld kraft, mens to paukespillere udkæmper en voldsom og meget krigerisk duel. Det er som kæmpestore musikalske bølger, der buldrer og brager ned over publikum.

Bortset fra lidt usikkerhed i begyndelsen, så blev anden del af koncerten en stor oplevelse, og derfor blev det alligevel en rigtig god og vellykket koncert.

Tivolis Koncertsal - juni 2016. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis Koncertsal – juni 2016. Copyright: Jens Drejer.

Torsdag aften var jeg til den første koncert i Tivolis koncertsal i denne sæson. DUSIKA – Hovedstadsregionens Ungdomssymfoniorkester – spillede og Christian Schmiedescamp dirigerede.

Det første værk var Carl Nielsens Saga-Drøm. Det begyndte så smukt med de dybe, brummende strygeres dvælende tonespil. Men det stod hurtigt klart, at musikerne havde lidt svært ved at finde fælles fodslag. Samklangen og samspillet kom aldrig til at fungere særlig godt.

Christian Schmiedescamp var tydeligvis en glad dirigent!

Christian Schmiedescamp var tydeligvis en glad dirigent!

Dernæst fulgte Elgars cellokoncert med Jonathan Swensen som solist. Musikken var fra starten kraftfuldt og fyldt med en dirrende intensitet. Kort efter starten var der en passage, hvor bratscherne og celloerne spillede fuldstændig perfekt sammen. Pludselig stod det fuldstændig klart, at Carl Nielsen havde blot været opvarmning – den egentlige koncert begyndte med Elgar og første sats sluttede med et brusende og svulmende klimaks! Igen og igen kunne jeg mærke hvordan frydefulde kuldegysninger løb ned af nakke. Sikken en oplevelse – wow!

Herefter fulgte det ene musikalske højdepunkt efter det andet – musikerne spillede virkelig godt og det gælder ikke mindst den unge cellist Jonathan Swensen; han havde et lidenskabeligt udtryk og virkede fuldstændig grebet af musikken. Nogen gange virkede han så grebet, at det så ud som glemte han alt og alle omkring sig. Da så det nærmest ud som om, at han legede med instrumentet – eller som om, at instrumentet blev levende mellem hans hænder. Han spillede fuldstændig suverænt – jeg blev temmelig forbavset, da jeg tjekkede programmet efter Elgars Cellokoncert og opdagede, at Jonathan Swensen kun er 18 år! Det er altså svært at forstå, når man hører hvordan han spiller! 

Antonín Dvorák – Fra den nye verden

Den unge solist Jonathan Swensen stemmer instrumentet.

Den unge solist Jonathan Swensen stemmer instrumentet.

Efter pausen spillede de Dvoráks 9. symfoni – bedre kendt som “Fra den nye verden”. Jeg har hørt dette værk nogle gange og jeg må indrømme, at jeg aldrig har været særlig vild med det. Tværtimod. Jeg har altid syntes, at det var en smule kedeligt. Men jeg må også tilføje, at den oplevelse blev ændret fuldstændig torsdag aften i Tivolis Koncertsal. For første gang forstod jeg endelig, hvad musikken handlede om!

Da Antonín Dvorak ankom til Amerika i 1892, var han interesseret i både indianernes og de sorte amerikaneres musik; alle steder kan man læse om, hvordan denne interesse kan spores i denne symfoni. Endvidere skriver DR om den 9. symfoni: “Om de store skove, de store vidder, de uendelige prærier befolket af indianere. Man fornemmer uro, det blæser op, er et uvejr på vej? Men kort tid efter ånder alt igen fred og den uforglemmelige melodi vender tilbage. Sjovt nok, så hørte jeg nogle helt, helt andre temaer i musikken torsdag aften!

Første sats begynder med cello og bas. Derefter følger en ganske kort hornfanfare. Paukerne fik nogle tæsk – og jeg elskede det. Musikken var dynamisk og kraftfuld – den var fuld af tempo og temperament. Jeg blev straks grebet af en følelse af, hvordan Dvorak har siddet på det store skib og nærmet sig New York – denne fremtidsby af skyskrabere. Jeg kunne pludselig se for mig, hvordan byen nærmest voksede op af havet. Samtidig kommer byens lyde tættere og tættere på – alle lydene vokser og forvandles til en musikalsk collage. Første sats er en mægtig fanfare – en hyldest og en hilsen til denne fremtidsby. Det er oplevelsen af, at nærmere sig New York for første gang.

Der er musestille, mens alle venter på det første tegn fra dirigenten.

Der er musestille, mens alle venter på det første tegn fra dirigenten.

Derefter udgør den følgende musik en cyklus på firetyve timer: musikken begynder så usædvanlig fint og dæmpet, mens solen langsomt stiger op af havet over den sovende by. Så kommer alle strygerne, mens folk vender sig i deres senge og gnider deres øjne. De vender sig endnu en gang inden de endelig vågner. Så følger fløjterne – byen vågner, den første morgentrafik bevæger sig ind i gaderne, mens solen stråler og blinker i tusindvis af vinduer. Nu følger en vidunderlig passage, hvor bassen spiller pizzicato – man mærker helt tydeligt, at det er byens hektiske puls, som begynder at slå stærkt og kraftfuldt. Morgentrafik og menneskemylder fylder alle byens gader: paukerne, strygerne og hornene – jeg fornemmer tydeligt og klart, hvordan Dvorak forvandlede byens lyde til en musikalsk collage eller et skuespil.

Midt i musikken kan man høre en klokke – en mærkelig klokke – en meget irriterende klokke. Er det sporvogne? Eller måske cykelklokker? Eller hvad i alverden kan det være? Pludselig slog det mig – jamen, det er jo indlysende: det er jo en telefon! I følge Wikipedia har den amerikanske kongres anerkendt Antonio Meucci, som telefonens oprindelige opfinder. Philipp Reis opfandt sin egen model i 1860. Samme dag i 1876 indgav både Elisha Gray og Alexander Graham Bell patentansøgning på telefonen – Graham Bell vandt og derfor har han i mange år været regnet for telefonen opfinder.

Antonín Dvorák (1841-1904).

Antonín Dvorák (1841-1904).

Den første samtalestation blev oprettet i København i 1879 og fungerede nærmest som telefonkiosker(læs her). To år senere blev Danmarks første telefonselskab oprettet. Den første telefonbog udkom i 1881 og der var 22 abonnenter – i 1899 var tallet vokset til 9.687(læs her). Dvorák kom fra Tjekkiet – jeg forestiller mig, at Tjekkiet har været mindre moderne end Danmark. Men det er selvfølgelig muligt, at jeg tager fejl. Jeg er dog helt sikker på, at Amerika – og særligt New York – har været langt mere udviklet end både Danmark og Tjekkiet. Jeg tror det er alt det ovenstående, som man på magisk vis kan høre og opleve i Dvoráks 9. symfoni. Man undrer sig, når man hører den første klokke … snart kommer der flere og flere … i begyndelsen er det morsomt, men snart ringer klokkerne uafbrudt og lyden bliver til et stressende inferno. Jamen, det er jo fuldstændig genialt; det er jo en meget, meget præcis beskrivelse af den teknologiske udvikling helt frem til … ja, helt frem til vores tid!

Senere bliver det aften – efter en pause, hvor det nærmest virker som om at musikken holder vejret – så kan man mærke, hvordan bilerne kører gennem de nattetyste gader, mens dansemusik driver ud fra barer og restauranter. Hvis denne symfoni er et musikalsk billede af New York, så er det i hvert fald en by som aldrig sover!

Værket slutter med en finale, som udtrykker respekt, beundring og ærefrygt for denne by og den nye verden. Komponisten har fået et blik ind i fremtiden; og han er både beruset og fascineret af alt hvad han har set og oplevet.

En rigtig flot koncert!

Det gik ikke så godt med Carl Nielsens Saga-Drøm. Dernæst fulgte Elgars Cellokoncert, hvor jeg blev helt beruset af musikken. Endelig sluttede koncerten med Dvoráks 9. symfoni, som sendt mig på en regulær fantasirejse. Som sædvanlig må jeg understrege, at jeg ikke aner noget som helst om, hvad der inspirerede Dvorák eller hvilken historie han har ønsket at fortælle med dit værk – alt det ovenstående er udelukkende min personlige oplevelse af musikken.

Christian Schmiedescamp greb den sidste tone i luften og holdt den fast, men publikum holdt vejret, før klapsalverne skyllede ned over scenen.

Christian Schmiedescamp greb den sidste tone i luften og holdt den fast, mens publikum holdt vejret … derefter skyllede klapsalverne ned over scenen.

Da de blev færdige med at varme op, spillede DUSIKA virkelig flot i værkerne af Elgar og Dvorák. Jonathan Swensen spillede suverænt i Elgars Cellokoncert og Christian Schmiedescamp støttede musikerne gennem hele aftenen – der er slet ingen tvivl om, at han har en stor del af æren for aftenens succés. Når man forholder sig til kontrasten mellem det første indledende værk og aftenens to store værker, så er jeg nødt til at konkludere, at det var dirigenten som formåede at gribe musikerne og føre dem ind på den rette vej. Christian Schmiedescamp fremstår som en meget omsorgsfuld dirigent – og så udstråler han en imponerende ro. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at dirigentens udstråling måske er meget befordrende for musikernes indsats.

Når jeg oplever sådan en aften, hvor jeg bliver grebet af både musik og fantasi, så kan det næsten ikke blive meget bedre. Men spillede de godt? Ja! … det tror jeg nok. Jamen, de spillede jo så godt, at jeg glemte at høre efter. Jeg var fuldstændig grebet af musikken og så glemte jeg alt andet. Og lige præcis dérfor, kunne jeg godt være fristet til at give fem stjerner – men det ville vist være useriøst, når jeg lige minder mig selv om Carl Nielsen. Men så skal DUSIKA, Jonathan Swensen og Christian Schmiedescamp i hvert fald have fire stjerner!

4 stjerner

DUSIKA - Hovedstadsregionens Ungdomssymfoniorkester - stemmer instrumenterne og gør klar til aftenens koncert i Tivolis koncertsal.

DUSIKA – Hovedstadsregionens Ungdomssymfoniorkester – stemmer instrumenterne og gør klar til aftenens koncert i Tivolis koncertsal.

I år kan Amatørsymfonikerne fejre deres 60-års jubilæum. Det bliver markeret med et nyt værk af den unge danske komponist Benjamin de Murashkin, som blev uropført ved Amatørsymfonikernes jubilæumskoncert i Tivolis koncertsal lørdag aften. Det var på alle måder en festlig og usædvanlig vellykket koncert.

For et par år siden var jeg så heldig, at være til stede under uropførelsen af Benjamin de Murashkins værk “Cosmic dancer” – det var en fantastisk oplevelse og jeg var vild med værket. Jeg går stadig og venter på, at det bliver indspillet på CD, så jeg får mulighed for at høre det igen. På den baggrund er det selvfølgelig klart, at jeg glædede mig rigtig meget til at høre det nye værk, som Benjamin de Murashkin har skrevet til Amatørsymfonikerne – og jeg blev bestemt ikke skuffet. Det nye værk hedder “Tides” og det har bestemt ikke det samme bombastiske bulder og brag som “Cosmic dancer”. Det nye værk er et musikalsk billede af en å, som løber ud i havet. Det er kombinationen af de store, tunge bølger som ruller langsomt mod land og den hurtigt løbende og plirrende å.

Det var et rigtig flot værk, hvor man bliver draget ind i det musikalske univers. Det bliver aldrig til løssluppenhed som en stor tsunami, der skyller ud over publikum – i stedet er der en stramhed og en stor beherskelse i værket. Der er heller ingen munterhed, som man måske kunne forestille sig i den plirrende å. I stedet virker værket som resultatet af kølig betragtning og fortolkning – det er et værk som snarere vidner om fordybelse og koncentration. Hvis man skal forsøge sig med en fortolkning, så repræsenterer havet de politiske, sociale og historiske bevægelser som uafbrudt stiger og falder. Så kan åen repræsentere tidens strømninger, som før eller senere løber ud i havet og bliver til …. ingenting. Uanset hvor meget fart og kraft der er i åens løb, så betyder det ikke så meget i forhold til havet, hvor bølgerne bliver ved med at stige og falde – fuldstændig upåvirket – som et symbol på verdens globale vejrtrækning. Det var et rigtig spændende værk og det var virkelig flot musik – publikum var tydeligvis meget begejstrede og værket fik et stort bifald …. en dag bliver det forhåbentlig indspillet på CD, så man får mulighed for at høre det igen. Det må meget gerne være på samme CD, som “Cosmic dancer”.

Marianna Shirinyan og dirigent Christian Schmiedescamp.

Marianna Shirinyan og dirigent Christian Schmiedescamp.

Derefter fulgte Rachmaninovs klaverkoncert nr. 2 med Marianna Shirinyan på klaver. Værket begynder med et hurtigt voksende tempo på klaveret – når tempoet og intensiteten næsten ikke kan presses mere, så kommer der et brus fra strygerne, som næsten tager vejret fra publikum. Det kan næsten ikke bliver mere storslået og gribende – efter første sats var der en stor del af publikum, som brød ud i spontane klapsalver. Det er jo ikke helt comme il faut – men jeg forstår godt, at det var svært at lade være, for både Amatørsymfonikerne og Marianna Shirinyan leverede en forrygende første sats, som sluttede med et brag af en finale.

Anden sats er en smuk og temmelig melankolsk adagio – jeg kan ikke lade være med at tænke på sådan noget melankolsk efterårs-regnvejrs-musik. Det var så hjerteskærende smukt, at det gjorde helt ondt i hjertet og man kunne mærke tårerne i øjnene. Jeg ved ikke hvad Rachmaninov tænkte på, da han skrev denne klaverkoncert, men i tredje sats lød det som nogle gevaldige tordenbrag hver eneste gang der blev slået på paukerne og samtidig plirrede det fra klaveret, så det lød som kraftigt regnvejr der styrtede ned. Det var helt suverænt og publikum belønnede musikerne med et stående og bragende bifald.

Marianna Shirinyan er født i Armenien, men har boet i Danmark i mange år. Hun har modtaget et hav af musikpriser og samtidig har hun skabt en karriere både i Danmark og i udlandet. Publikum elsker hende, men hun er også ekstremt populær blandt dirigenter og andre musikere. Hun spiller rigtig godt, men det er jo ikke kun derfor. Hun ser også temmelig godt ud og hun har en virkelig stærk udstråling. Man kan selvfølgelig ikke bygge en karriere som klassisk koncertpianist udelukkende på at se godt ud, men når man samtidig er en virkelig dygtig musikere, så er det bestemt ikke en ulempe, at man har udseendet med sig. Men der er endnu en grund til hendes store succes; jeg har oplevet hende som pianist et par gange. Men jeg har også oplevet, at hun har siddet blandt publikum. I begge tilfælde har hun fremtrådt som en utrolig venlig, imødekommende, varm, smilende og betænksom person. Det samme var tilfældet ved koncerten lørdag aften. Først kom hendes lille datter på scenen i en hvid prinsessekjole, for at bukke for publikum sammen med mor. Så satte hun sig igen ved klaveret for at give et ekstranummer – og hvad spillede hun? “Happy birthday to you”! Det var et virkelig flot og betænksomt valg, som selvfølgelig var med til at løfte stemningen i salen endnu en tand i vejret. Derefter fik vi endnu et sublimt ekstranummer, som blev spillet i et forrygende tempo – det gik over stok og sten, så man var lige ved at blive helt forpustet. Marianna Shirinyan fik virkelig skabt en fest i Tivolis koncertsal og stemningen kunne næsten ikke blive bedre!

Den unge dirigent Christian Schmiedescamp, som også spiller basun i Copenhagen Phil.

Den unge dirigent Christian Schmiedescamp, som også spiller basun i Copenhagen Phil.

Efter pausen spillede de Carl Nielsens 2. symfoni, som også har titlen “De fire temperamenter” – altså det koleriske, det flegmatiske, det melankolske og det sangvinske temperament. Det er måske noget af Carl Nielsens flotteste og bedste musik. Amatørsymfonikerne gjorde musikken både spændende og levende, og det er selvfølgelig den fornemste opgave for både orkester og dirigent. Der er ingen tvivl om, at alle leverede en det optimale lørdag aften og de gav publikum en fantastisk oplevelse. Der er dog en enkelt ting som undrer mig – ham som spillede på pauker havde en bunke grene med på scenen, da de spillede Carl Nielsens symfoni – jeg tror det var nyudsprungne bøgegrene, men er dog ikke helt sikker. Midt i værket spredte ham disse grene ud over paukerne, hvorefter han spillede videre – indtil de blev fjernet igen 5-10 minutter senere. Hvorfor? Jeg tror ikke, at det er noget han selv har fundet på. Det ville vist virke både fjollet og upassende. Derfor har jeg en stærk formodning om at det er noget som Carl Nielsen har fundet på og skrevet ind i partituret – og så kan man selvfølgelig overveje om det så bliver mindre fjollet. Mit svar er nej …. jeg synes det var ret besynderligt og jeg kunne bestemt heller ikke høre, at det gjorde nogen forskel i forhold til musikken. 

Det var en rigtig god og festlig aften i Tivolis koncertsal. Amatørfonikerne spillede fremragende og temmelig overbevisende – det var en meget flot præstation. Christian Schmiedescamp er ikke en dirigent med store armbevægelser – men han har et stort og roligt overblik. Jeg er temmelig imponeret over hans indsats. Endelig er der Marianna Shirinyan – først spillede hun fuldstændig suverænt og bagefter satte hun trumf på med de to ekstranumre. Så kan man vist ikke være bekendt at give mindre end seks stjerner!

6stjerner

Amatørsymfonikernes 60-års jubilæumskoncert i Tivolis koncertsal.

Amatørsymfonikernes 60-års jubilæumskoncert i Tivolis koncertsal.

Den Danske Strygekvartet – aka The Danish String Quartet – tilbyder nu alle deres fans en unik mulighed for at blive vaskeægte kunstmæcener …. 

I Danmark giver vi rigtig mange penge til kunst- og kulturlivet. Men er det virkelig alle kunstnere, som har fortjent den støtte de modtager? Nej, det synes jeg ikke. Men så skal man huske det engelske ordsprog: one mans trash is another mans treasure! Det gælder også når man taler om kunst. Og den danske kulturpolitik, skal naturligvis helst være til glæde for så mange mennesker som muligt. 

Jeg er rigtig glad for, at vi lever i et land, hvor vi støtter kunsten og kulturlivet. 

Men jeg synes også det er megasejt, når der er kunstnere som fravælger de danske kulturinstitutioners langsomme og besværlige bureaukrati og tager sagen i egen hånd. Der er desværre nogen mennesker som tror, at man ikke kan noget som helst, med mindre man har fået en hel pose penge fra det offentlige. 

Den Danske Strygekvartet – som består af Rune Tonsgaard Sørensen på violin, Frederik Øland også på violin, Asbjørn Nørgaard på bratsch og Fredrik Sjölin på cello – har allerede indspillet musik af Haydn, Brahms og Carl Nielsen, og de har efterhånden givet koncert i mange forskellige lande. Selv om disse unge mennesker kun er i begyndelsen af 20erne, så har de opnået en helt exceptionel anerkendelse, som skyldes at de er fire drønhamrende dygtige og helt fantastiske musikere. 

Men de fire unge vikinger dyrker også den gamle skandinaviske folkemusik, som de formår at tilføre en helt utrolig energi, nerve og spændstig dynamik. Jeg er virkelig vild med deres indspilning af Sønderho bryllupsdans, som jeg efterhånden har lyttet til mindst tusind gange … men jeg er lige så vild med Bosse Nordins Scottish herunder. Det er musik som går direkte ind i sjælen! 

Nu er Den Danske Strygekvartet gået i studiet for at indspillet en CD med skandinavisk folkemusik; men de har brug for penge til at betale producer, editing og mastering, coverdesign, print og promotion. Derfor forsøger de at indsamle 7.000 euro inden d. 20. september. Jeg hører til dem der ikke har så mange penge og sidder temmelig stramt i det økonomisk. Men jeg vil så gerne hjælpe de unge mennesker og jeg glæder mig helt vildt til deres CD er færdig. Derfor får de helt sikkert et lille bidrag fra mig, når det bliver den første. På listen over “Funders” kan man se, at der er en anonym person som har givet 5 euro og en anden har blot givet 3. Der er selvfølgelig også nogen som har givet meget mere, men det vigtigst er, at alle kan være med …. og jeg håber, at der er rigtig mange som vil støtte dem. 

TRYK her for at læse mere om, hvordan du kan være med til at støtte Den Danske Strygekvartet. 

DUSIKA er Hovedstadsregionens Ungdomssymfoniorkester, som blev etableret i 1988. Der er cirka 50 medlemmer mellem 13 og 25 år. Fredag aften gav de sommerkoncert i Tivoli. 

Sommerkoncert i Tivoli

Koncerten begyndte med Johannes Brahms “Variationer over et tema af Joseph Haydn”. Det gik lidt tøvende og famlende…. jeg tror det er et meget svært og krævende værk, som rummer en stor kompleksitet. Men det er også mit indtryk, at der var en vis usikkerhed indbyrdes i orkestret. Det samme gjaldt vist mellem orkester og dirigent. Derfor lykkedes det ikke, at gøre værket rigtig levende. Hvis man husker, at det er et ungdomssymfoniorkester, så var det alligevel et ganske anstændigt resultat. 

Næste værk var “Introduction et rondo capriccioso” af Camille Saint-Saëns; først er der en blid baggrund af sværmeriske strygere; så kommer den sprøde violin med en melankolsk serenade. Det er bedårende smuk og helt vildt forførende. Senere stiger tempoet og Amalie Elmark spillede med flot virtuositet. Det var simpelthen pragtfuldt. Mine jungletrommer har fortalt mig, at Amalie Elmark var syg; hun havde fået influenza og var fyldt med medicin for at gennemføre denne koncert. Mon ikke denne “influenza” skyldtes en god blanding af spænding og nervøsitet? ….. jeg er rigtig glad for at Amalie Elmark gennemførte, for hun spillede virkelig flot. Hun har studeret to år på Juilliard School of Music i New York og efter sommerferie fortsætter hun på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Man kunne da godt høre, at Amalie Elmark ikke var professionel – ikke endnu. Men hun var saftsusme bedre end flere professionelle violinister som jeg har hørt. Der var så meget sjæl, varme og følsomhed i hendes spillestil. Der er ingen tvivl om, at jeg allerede er en stor fan af den unge Amalie Elmark. 

Det gik også meget bedre med orkestret; de kom igennem det svære værk af Brahms og jeg tror det gav dem mere selvtillid til Saint-Saëns, som de spillede rigtig flot.

Den flotte dirigent Christian Schmiedescamp.

Den flotte dirigent Christian Schmiedescamp.

Efter pausen spillede de Carl Nielsens symfoni nr. 1. Det gik ikke så godt med det første værk af Brahms. Det gik rimelig godt med værket af Saint-Saëns. Men Carl Nielsen – det gik helt fantastisk. Det var superflot og der var masser af højdepunkter: fx var der et fuldstændig sublimt klimaks efter 1. sats, hvor både paukerne og messingblæserne leverede en virkelig imponerende indsats. Og det samme må siges om klarinetterne – der var flere passager, hvor de spillede så smukt, at jeg fik helt ondt i maven. 

Derefter spillede de Jacob Gades vidunderlige “Tango Jalousie” som ekstranummer. Her spiller første violinen en altafgørende hovedrolle; der var lidt slinger i valsen – selv om det var en tango. Det er ikke så lang tid siden, at jeg hørte Tango jalousie sidste gang. Den gang blev værket spillet fuldstændig perfekt; men det blev tydeligvis spillet som ren rutine og derfor blev det lidt kedeligt. DUSIKA spillede med så meget energi, dynamik og engagement, at det uden nogen tvivl er den bedste “Tango jalousie” jeg nogensinde har hørt. Jeg var fuldstændig beruset af den smukke musik, da jeg forlod Tivolis koncertsal. 

DUSIKA og Christian Schmiedescamp

Jeg er temmelig imponeret over de unge menneskers niveau. Der sad en ung mand som spillede bratsch; han strøg konsekvent buen op, når alle de andre trak den ned – og omvendt. Men han var tydeligvis så koncentreret om at spille, at han måske slet ikke selv opdagede det. Og jeg tror ikke, at han ramte én eneste tone forkert – ikke én eneste. Jeg tror ikke han havde så meget erfaring. Til gengæld havde han masser af energi og fokus. 

Det samme gælder den unge mand på paukerne; for nyligt var jeg til en koncert, hvor jeg fik det indtryk, at den unge, kvindelige paukespiller hellere ville have været ALLE andre steder. DUSIKAs paukespiller havde masser af kraft, som han bestemt ikke var bange for at bruge. Men han forstod også at spille blidt og varsomt i de dæmpede passager. Man kunne sagtens have bildt mig ind, at den unge mand var topprofessionel! 

Jeg føler mig altid meget taknemmelig, når jeg oplever sådan en flok unge mennesker. Det samme gælder fx også Københavns drengekor. De kunne jo vælge så mange andre interesser; de kunne spille fodbold, de kunne spille videospil – eller hænge foran fjernsynet. I stedet bruger de en fredag aften på at give koncert i Tivolis koncertsal. For at komme så langt har de selvfølgelig også brugt et uendeligt antal timer på at øve og øve og øve…… en gang i fremtiden er der sikkert mange af dem, som bliver professionelle musikere. Så bliver musikken til et job for dem. Men det er et job, som giver mig og mange andre mennesker en umådelig stor glæde og fornøjelse. 

Christian Schmiedescamp er ansat som 2. basunist i Copenhagen Phil og Tivolis Symfoniorkester. Men han er også uddannet dirigent fra musikkonservatoriet. Selv om det kan være svært at beskrive med ord, så bliver det mere og mere tydeligt for mig, hvor forskellige alle dirigenter er. Alle dirigenter har deres egen særlige stil, som de bruger til at sætte deres personlige præg på musikken. Christian Schmiedescamp har en meget blød og smidig stil, som samtidig er meget viljefast. Det er også mit indtryk, at han er en meget opmærksom og omsorgsfuld dirigent. Det virkede som om, at han havde et stort overblik, som han hele tiden brugte til at støtte de musikere som enten var ved at få problemer eller dem som skulle igennem et stykke der krævede en særlig indsats af dem. Jeg tror det er derfor, at koncerten blev så god og vellykket, selv om den begyndte lidt famlende og usikkert. Det lykkedes dirigenten at hjælpe de unge mennesker over deres usikkerhed. Samtidig formåede han, at give musikken masser af liv og personligt aftryk. Sikken en indsats! Jeg er dybt imponeret…………….. 

4 stjerner

DUSIKA med solist Amalie Elmark på violin og dirigent Christian Schmiedescamp.

Ungdomssymfoniorkesteret DUSIKA med solist Amalie Elmark på violin og dirigent Christian Schmiedescamp.

Lørdag aften gav “University of Gothenburg Symphony Orchestra” koncert i Tivolis koncertsal – det var på alle måder en højst besynderlig oplevelse. 

Gøteborg universitet er en Högskola for scene og musik. Medlemmerne i symfoniorkesteret er alle studerende på en international masteruddannelse. 

De unge mennesker brugte usædvanlig lang tid på at stemme deres instrumenter. De blev ved og blev ved og blev ved….. da de endelig stoppede brød publikum spontant ud i begejstrede klapsalver. Måske skyldtes det, at en større del af publikum ikke er vant til at høre klassisk musik. Eller måske var publikum bare lettede over, at musikerne endelig var færdig med at stemme….. det er ikke til at vide. Men jeg hælder mest til den sidste teori. 

Marie Antoinette och hennes kärlek till Axel von Fersen

For 13-14 år siden så jeg den svenske komponist Daniel Börtz opera “Marie Antoinette och hennes kärlek till Axel von Fersen” i Albertslund Musikteater; jeg var ikke voldsomt begejstret. Jeg føler, at operagenren har svært ved at frigøre sig fra fortiden. Selv nye værker skal helst have kongelige eller aristokratiske hovedpersoner med store parykker og kvinder i barokke kjoler. Selvfølgelig er der mange undtagelser, men de bliver sjældent nogen stor succes. Og tænk så bare på, hvordan det gik med “Livlægens besøg”…. Jeg synes det beviser min pointe! 

Cover til "Marie Antoinette och hennes kärlek till Axel von Fersen"

Cover til “Marie Antoinette och hennes kärlek till Axel von Fersen”

Selv om jeg ikke var særlig vild med “Marie Antoinette och hennes kärlek till Axel von Fersen”, så har jeg tænkt en del på denne opera i løbet af de sidste 3-4 år. Den har åbenbart gjort et større indtryk på mig end jeg var klar over. Det var en meget dramatisk og fængslende historie, der blev fortalt på en rå og usentimental facon. Selv om det skulle være et oplagt emne(måske netop derfor!), så er der faktisk ikke skrevet særlig mange operaer om den franske revolution. Jeg kan kun komme i tanke om Poulenc “Karmelitterindernes samtaler” og Umberto Giordanos “Andrea Chénier”. Der er sikkert flere, men de to nævnte er vist de eneste som har opnået en vis klassikerstatus. Derfor kan jeg ikke lade være med at tænke, at måske er der en ledig plads i det klassiske operarepertoire til Daniel Börtz opera. 

Jeg ville i hvert fald meget, meget gerne se den igen. Og det er ikke engang for historiens skyld. Nej, det jeg husker mest og det som gjorde det største indtryk på mig, det var musikken. Jeg husker det som en meget voldsom og rå musik, primært domineret af pauker og stortrommer. Det var på alle måder en original musik, som adskilte sig markant fra traditionel operamusik. Jeg ville gerne se denne opera igen – men jeg vil endnu hellere høre den. Derfor har jeg efterhånden brugt en del timer på at lede efter den på internettet – indtil videre desværre uden held. 

Men jeg blev selvfølgelig meget spændt, da jeg så, at de svenske gæster skulle spille et værk af Daniel Börtz – ganske vist et ældre værk, men det var jo spændende alligevel. 

Daniel Börtz: Parados

Den svenske komponist Daniel Börtz

Den svenske komponist Daniel Börtz

Visse dele af værket “Parados” var lige så stærkt, voldsomt og kraftfuldt som jeg husker den føromtalte opera. Daniel Börtz er ikke bange for at lade paukerne og stortrommerne dominere – og jeg er vild med det. Samtidig er der nogle utrolig smukke detaljer, som fx en violin der spiller solo; det var en helt fin og krystalklar tone som fyldte hele den gyldne sal….. wow! Til gengæld var det overhovedet ikke fedt, da alle violinerne hvinede som et skingrende kor. Og det blev ved så længe, at jeg følte en meget stor trang til at holde mig for ørerne – en trang jeg dog beherskede. Og det samme skete da alle fløjterne begyndte at hyle som om de alle var fuldstændig sindssyge…. og det blev bestemt ikke bedre af, at der blev tilsat mere end blot et par få falske toner! Jamen, det var ganske forfærdeligt. 

Værket modtog et noget spredt og modvilligt bifald. Jeg vil stadigvæk gerne genhøre Börtz opera, men jeg har absolut ikke noget ønske om at genhøre “Parados”. Tværtimod…… jeg vil faktisk helst være fri. 

Grieg: klaverkoncert i a-mol

Peter Jablonski

Peter Jablonski

Griegs klaverkoncert begynder med en paukehvirvel, et stort brag og så falder klaveret ind…. men endnu en gang, så var det bare ikke godt. Musikerne virkede tøvende og usikre. Musikken var mat og farveløs. Det var et meget tungt orkester; man sad næsten og frygtede, at de skulle gå i stå. Selv om dirigenten prøvede at løfte tempoet, så lykkedes det ikke. 

Jeg var heller ikke voldsomt imponeret over den svensk-polske pianist Peter Jablonski. Men musikken fungerede helt klart bedst i de passager, hvor han spillede solo. Derfor er det også mit indtryk, at problemet ikke var Jablonski. I stedet tror jeg, at han manglede både samspil og modspil fra… ja, var det dirigenten Tobias Ringborg eller orkesteret? 

Men så skete der heldigvis et skift midt i anden sats. Det var efter et længere solostykke af Peter Jablonski og derfor tror jeg, at det var han som endelig fik trukket orkesteret op. Man kan ikke sige at det blev godt, men det blev hæderligt! Og de nåede da i mål…… 

Carl Nielsen: Symfoni nr. 4

Miraklernes tid er ikke forbi. Efter pausen var der blevet noget tomt i salen. Der var tydeligvis mange publikummer, som ikke mente, at de havde behov for at høre mere. Og det kan jeg sandelig godt forstå…. Men de gik alligevel glip af en stor oplevelse. Det var simpelthen et helt andet orkester der kom på scenen efter pausen. De var fuldstændig som forvandlet. Fra en særdeles amatøragtig første halvleg, så var det pludselig et topprofessionelt symfoniorkester der gav os Carl Nielsens 4. symfoni. 

Det har aldrig været den store oplevelse for mig, at høre musik af Carl Nielsen; ikke før denne aften. Det var fuldstændig magisk, det var forførende og jeg sad som var jeg tryllebundet. Der var et rigtig flot samspil og en sprudlende energi i hele orkesteret. Der var nærvær og fokus – der var alt det som manglede i første del. Der var en violinsolo der var så smuk, at det gjorde ondt i maven. Der var et fantastisk klimaks, hvor to sæt pauker bankede løs samtidig, så man blev helt eksalteret…… 

Hvad i alverden var der sket med orkesteret? Jeg sad ved siden af en ældre dame, som jeg ikke kendte. “Det var mærkeligt”, sagde hun, “pludselig var de jo blevet professionelle”. Og jeg sad med fuldstændig den samme tanke! 

Man må sige, at de fik et ganske flot bifald efter dette værk; men det havde naturligvis lydt lidt bedre og lidt mere imponerende, hvis halvdelen af publikum ikke var gået i pausen! 

Et pompøst ekstranummer

Orkesteret sluttede aftenen med et storslået ekstranummer. Jeg kender hverken værket eller titlen; det var forrygende festligt og meget pompøst. Det var en march og jeg er ret sikker på, at det må have været en kongemarch eller noget lign. Jeg sad og tænkte, at musikken var så pompøs, at jeg slet ikke ville blive forbavset hvis det svenske kongepar pludselig trådte ind på scenen. Det var egentlig det eneste der manglede…. 

Jeg har været meget i tvivl om jeg skulle give denne koncert 3 eller 4 stjerner. Jeg havde egentlig besluttet at være venlig og give 4 stjerner på grund af den flotte fremførelse af Carl Nielsens symfoni. Jeg havde også sat stjernerne ind i mit indlæg… men det føltes bare helt forkert. Trods en meget flot anden halvdel, så var det ikke i nærheden af at være en god eller vellykket koncert. Derfor er det på ingen måde rimeligt, at give mere end 3 stjerner. 

3 stjerner

University of Gothenburg Symphony Orchestra i Tivolis koncertsal.

University of Gothenburg Symphony Orchestra i Tivolis koncertsal.

I går var jeg til metrokoncert i DRs koncerthus. De spillede først “Skytisk suite” af Sergej Prokofjev – og jeg bliver mere og mere vild med Prokofjev. Hans musik er fyldt med saft og kraft, vild energi og dynamiske rytmer; det er virkelig noget som passer til mit temperament. Det bliver aldrig kedeligt, selvhøjtideligt eller svulstigt. Suiten blev uropført i 1916 og var en stor skandale. Efter koncerten kom paukespilleren og overrakte Prokofjev skindet fra pauken – han havde banket løs på pauken, så skindet bagefter var ødelagt af store huller. Man er egentlig ikke forbavset, når man selv har hørt stykket!

Efterfølgende spillede de Carl NielsensAladdin suite“. Jeg er ikke den store Carl Nielsen fan, men jeg er vild med Aladdin suiten. Den er fuld af smukke og spændende musikalske arabesker, som slynger sig om hinanden – og så er den fuld af humor. Jeg ved ikke helt hvad der skete, men midt i 4. eller 5. sats sad jeg og klukkede af latter. Og jeg var vist ikke den eneste; sikken en forrygende koncert!

Dirigenten var den unge, lækre Kristjan Järvi. Sikken en karisma! Sikken en udstråling! Og sikken et overskud! Der er ingen tvivl om, at han tog hele salen med storm.

Det er ikke comme il faut, at klappe mellem satserne. Men allerede efter første sats i Prokofjevs suite, vendte Kristjan Järvi sig mod publikum, kastede det lange hår tilbage, bukkede og smilede forførende med et muntert glimt i øjnene. Salen brød øjeblikkeligt ud i brusende klapsalver, som dannede præcedens for resten af koncerten. Kristjan Järvi dansede rundt på podiet og der er ingen tvivl om, at han morede sig kongeligt. Jeg har aldrig set en dirigent, der kunne flirte så skamløst og muntert, med både publikum og hele orkesteret. Det var helt utroligt. Og publikum takkede med bragende applaus mellem hver eneste sats – det er aldeles uhørt, men sikken en fantastisk og ekstatisk stemning der var i koncerthuset. Jeg har aldrig oplevet noget lignende……

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: