You are currently browsing the tag archive for the ‘dansk vegetarforening’ tag.

Café N ligger i Blågårdsgade på Nørrebro.

Café N ligger i Blågårdsgade på Nørrebro.

Blågårdsgade er en af de mest farverige gader på Nørrebro; her møder man alverdens nationaliteter. Men gaden har desværre også lagt navn til Blågårdsbanden – en af de mest kriminelle indvandrerbander i Danmark. Derfor er det ikke et af de steder, hvor jeg er allermest vild med at komme. Men det er lidt synd, at området på den måde bliver forbundet med indvandrerkriminalitet, for Blågårdsgade er så meget mere – her er masser af spændende cafeer og restauranter side om side med grønthandlere og etniske butikker. Her kan man opleve et sprudlende og levende gademiljø, som man ikke ser mange andre steder.

Midt i Blågårdsgade ligger Café N, som er en af Københavns eneste vegetarrestauranter. Den er ikke særlig stor, men den er temmelig populær – hvilket ofte resulterer i pladsproblemer.

Vegetariske spiseklubber

Dansk vegetarforening har i mange år haft en spiseklub, som fungerer på den måde, at man mødes en gang om måneden og spiser sammen på nogle af byens vegetarvenlige restauranter. Jeg tror det er 3-4 år siden, at jeg deltog første gang. Den gang var vi som regel 8-12 personer. Hvis der kom rigtig mange var vi 20 eller 25 – men det var yderst sjældent.

Et kig til køkkenet i Café N.

Et kig til køkkenet i Café N.

Men der er sket rigtig meget med vegetarmiljøet i de mellemliggende år – det skyldes formodentlig, at vi alle sammen er kommet på internettet. Efterhånden begyndte der at komme så mange mennesker til spiseklubben, at det var nødvendigt at dele den op. I dag organiserer Dansk Vegetarforening hele fire spiseklubber: en juniorgruppe som vist nok går fra 15 – 20. En ungdomsgruppe som går op til 40 år. Så er der en gruppe for 40+, samt en seniorgruppe. Disse aldersgrupper er ikke ment som en skarp grænse. Det er blot en vejledning, som kan guide alle til den spisegruppe, hvor der er størst chance for at møde andre mennesker på ens egen alder.

Det er sjovt at tænke på, at der kun var 8-12 deltager første gang jeg var med til spiseklubben. I dag er der nemlig mellem 20 og 30 deltagere til alle fællesspisninger i alle de tre spiseklubber. Så vidt jeg ved, så kører juniorgruppen vist en smule ustabilt. Selv om det er Dansk vegetarforening som arrangerer, så behøver man ikke at være medlem af foreningen for at deltage. Jeg er selv medlem, men jeg tror kun det gælder omkring halvdelen af deltagerne.

Spiseklubben indtager Café N

Der er superhyggeligt i den lille cafe.

Der er superhyggeligt i den lille cafe.

I går holdt spiseklubben fællesspisning på Café N. Jeg er vild med maden på Café N – man får altid rigeligt på tallerkenen. Det er ikke smart gourmetmad. Det er heller ikke alt for eksotisk og krydret …. det er bare god, solid vegetarmad. Det er lige præcis sådan noget, som jeg er rigtig vild med.

Jeg fik en burgermenu; der var en superlækker veganerburger med en virkelig lækker og sprød bolle. Dertil var der rodfrugtfritter og en lækker dressing. Der var en smule salat, samt et frugtspyd med ananas, melon, dadel og vindruer. Endelig var der også en økologisk cola med i menuen. Og prisen …. jamen, det er jo helt utroligt, men prisen var beskedne 89 kroner.

Chokolademousse med vaniljecreme.

Chokolademousse med vaniljecreme til 25 kr.

Egentlig var jeg jo mæt efter denne burgermenu. Men jeg kunne jo ikke lade være med at bestille en lille dessert. Det var en lille skål med verdens bedste chokolademousse toppet med vaniljecreme og pyntet med en kvist mynte. Jeg har aldrig i mit liv fået en chokolademousse der var så rig og fyldig i smagen. Jamen, jeg sad nærmest og dansede rundt på stolen af begejstring for hver eneste mundfuld. Hvis jeg skal kritisere noget, så var der lidt for meget i skålen; jeg kunne da sagtens spise det, men det havde givet et bedre æstetisk indtryk, hvis der havde været lidt mindre. Prisen var 25 kr.

Alt i alt en fuldstændig fantastisk oplevelse lige efter mit hoved. Først en stor og sund hovedret, og derefter en lille – men yderste smagfuld og tilfredsstillende – dessert. Selv om der ikke var så meget i den lille glasskål, så var det perfekt. Jeg kunne ikke have spist mere. Men det er en dessert som jeg glæder mig helt vildt til at bestille en anden gang. Jeg kan næsten ikke vente ……. 😀

Fænomenal service

Når man går ud for at spise, så betyder serviceniveauet selvfølgelig også noget ….. jeg er dybt, dybt, dybt imponeret over den service vi fik i går. Selv om der kun var én ung kvinde i køkkenet, så gik der kun 30 minutter fra den første person bestilte til alle havde fået deres mad. De har selvfølgelig gjort en masse klar i forvejen – men det ændre altså ikke min beundring. Det er dybt imponerende, at de kan tage imod bestillinger, lave maden og servere mad til 20 gæster på 30 minutter. Alle tallerknerne var helt vildt flotte og der var ikke en eneste som fik noget de ikke havde bestilt.

Det var en temmelig ung mand som hed Marco, der tog imod vores bestillinger. Han svarede uden at tøve på alle spørgsmål vedrørende maden. Da han serverede ved vores bord kunne han huske præcis hvem der havde bestilt hvad!

Min naboes flotte tallerken til 79 kr.

Min nabos flotte tallerken til 79 kr.

Vi var 20 personer i spiseklubben. Derfor havde Café N valgt at lukke for andre gæster, så vi havde hele cafeen for os selv. Men der kom selvfølgelig en del gæster, som ikke havde bemærket opslaget på døren. Det var selvfølgelig ærgerligt og mange gæster var sikkert skuffede, da de måtte tage deres overtøj på igen. En enkelt gang hørte jeg, at Marco sagde “tak fordi I kom”, da han holdt døren for to unge piger. Jamen, så føler man jo, at man har fået en god betjening, selv om man bliver afvist og så har man da også lyst til at komme igen.

Og nu kommer pointen – Marco er 14 år. Men han bliver snart 15, som han skyndte sig at tilføje da vi spurgte ham om hans alder. Det er vist typisk for den alder. Men tænk, at en ung mand på 14 år kan have så meget pli, dannelse og situationsfornemmelse. Dertil var han også utrolig dygtig, engageret, opmærksom og kompetent. Selv om cafeen var helt fuld, så mistede han ikke overblikket én eneste gang. Jamen – jeg er dybt imponeret. Jeg kender en del voksne tjenere, som kunne lære en temmelig meget af Marco. Og det gælder også nogle af dem som ligefrem er uddannet på tjenerskolen! 

Jeg er dybt imponeret over Marcos betjening ved bordene og den unge kvindes arbejde i køkkenet – sikken en effektivitet fra dem begge to. Og sikken en masse god og lækker mad. Jeg glæder mig til at besøge Café N snart igen…. 

Burgermenu til 79 kr. inkl. økologisk cola.

Burgermenu til 89 kr. inkl. økologisk cola.

Reklamer
Mit bidrag til fællesspisning var kold kartoffelsalat med en fransk sennepsdressing.

Mit bidrag til fællesspisning var kold kartoffelsalat med en fransk sennepsdressing.

I går havde Tobias fra Dansk Vegetarforening arrangeret en aften med grill og sommerhygge i Fælledparken. De første begyndte vist at komme dryssende fra klokken 16. Jeg var lidt sent på den og da jeg endelig var klar til at tage hjemmefra, blev jeg forsinket af en ret kraftig regnbyge. Jeg ankom til stedet omkring 17,30. Jeg tror, at vi blev omkring 45 personer; de yngste var vist 17-18 år og de ældste var vist i 70erne. Det er en af styrkerne i det danske vegetarmiljø, at vi kan lave så mange vellykkede arrangementer, hvor vi hygger os sammen på tværs af alle aldersgrupper. 

Tobias havde lavet de flottest grillspyd.

Tobias havde lavet de flottest grillspyd.

Tobias havde sørget for lækre grillspyd og veganske pølser – og andre sjove køderstatningsprodukter som var velegnet til grillen. Jeg har aldrig været særlig glad for kød – det er nok en af de vigtigste grunde til, at jeg er veganer. Og jeg har det på samme måde med alle disse kunstige køderstatningsprodukter. Jeg er ikke så vild med det. De fleste produkter smager ganske forfærdeligt!  

Verdens bedste pølser er fra det vegetariske supermarked "Astrid och Aporna" i Malmø.

Verdens bedste pølser er fra det vegetariske supermarked “Astrid och Aporna” i Malmø.

Men der er nogen som godt kan lide det – og der er bestemt også visse produkter, som jeg selv er meget glad for. Pølserne fra “Astrid och Aporna” i Malmø var en kæmpestor succes. Jeg spiste tre, men ville ønske, at jeg kunne have spist dobbelt så mange. Det er uden nogen diskussion de bedste veganerpølser jeg nogensinde har fået. Det var bare ærgerligt, at nogen(TOBIAS!) havde glemt at købe tomatblod. Det savnede jeg! 

100 % vegansk buffet

100 % vegansk buffet.

Alle havde medbragt en ret til fællesspisning – og det hele var superlækkert. Mange vegetarer og veganer er virkelig gode til at lave lækkert mad. Der var masser af kartoffelsalat, grønne salater, linsesalater, brød, osv. Der var bred enighed om, at det eneste som manglede var en god kage – men så havde vi jo det at more os over. Når vi holder fællesspisning er der nemlig en tendens til, at der er lidt for mange kager. Derfor var det lidt morsomt, at det pludselig var det eneste som vi savnede. 

Jeg kendte vist omkring halvdelen af deltagerne, men jeg fik selvfølgelig også snakket med en masse nye mennesker. Sådan er det altid til vores arrangementer og det er superhyggeligt. Det var et rigtig vellykket arrangement med masser af god mad, skønne mennesker og hyggelig stemning. 

Jeg forlod selskabet kvarter over ni – eller deromkring. Jeg ville egentlig gerne være blevet et par timer mere, men efter 3-4 timer i selskab med andre mennesker, så er mine batterier bare fuldstændig flade. Jeg fulgtes med Jeff til Nørreport station, hvor vi skiltes og tog hver sin retning mod nordsjælland. 

IMG_1353

IMG_1346

IMG_1349

IMG_1350

IMG_1363

IMG_1379

IMG_1354

Vi har efterhånden et godt og meget aktivt vegetarmiljø i Danmark; Dansk Vegetarforening arrangerer nytårsfrokost. Brugerne fra Vegetarkontakt skiftes til at arrangere julefest og sommerfest, og derudover er der spiseklubber og div. fællesspisninger. Men vi glemmer børnene og det var grunden til, at jeg arrangerede fastelavn i København.

fastelavn04Vi var lidt over 30 mennesker som mødtes ved Frederiksberg runddel søndag d. 10. februar. Derfra gik vi ind i Frederiksberg have, hvor vi fandt et sted at hænge tønden op – og så var der tøndeslagning. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med; jeg havde selvfølgelig regnet med en god og hyggelig dag, men det blev alligevel meget sjovere end jeg havde forventet.

Vi var så heldige, at der var flere som havde givet os nogle flotte gaver. Kattekongen og kattedronningen fik begge et års abonnement til Dansk Vegetarforenings medlemsblad “Vegetaren”. Derudover fik de også et gavekort til Den økologiske pølsemand; jeg har altid været ret vild med hotdogs og derfor er jeg enormt glad for, at Den økologiske pølsemand sælger vegetariske hotdogs med tofupølser. Det er meget sjældent, at jeg går forbi pølsevognen ved Rundetårn uden at købe en hotdog; men nu har de også åbnet en pølsevogn ved Helligåndskirken. Jeg er allerede begyndt at overveje, om jeg så er nødt til at spise to hotdogs, når jeg går en tur på strøget…….. 

fastelavn03Vi kårede også den bedste udklædning og det blev en lille grøn drage; hun fik et gavekort på 200 kroner til Spidsroden, Prins Jørgens gade 14A, 2200 København N. Spidsroden er en hyggelig vegetarisk kælderbutik; udover et udvalg af sæsonens økologiske grøntsager, så har de med garanti danmarks største udvalg af tofuprodukter, vegetarpølser og alle slags afskåret pålæg. Og så har de Sojade – min yndlings sojayoghurt, som man kan få i et stort antal varianter. Min favorit er den med mango og fersken. Dragen fik naturligvis også et gavekort til Den økologiske pølsemand. 

Så blev det endelig tid til at spise fastelavnsboller; der var flere som havde bagt, så der var mange slags fastelavnsboller at vælge imellem. Og dertil fik vi sojakakaomælk. Det var meningen at vi skulle have varm kakaomælk, men det medbragte gasblus valgte desværre at strejke….. 

fastelavn06Vi sluttede dagen af med at gå en rundtur i Frederiksberg have; vi så Christian den syvendes nedsænkede marmorbadekar, vi kom forbi Zoologisk have og Fasangården, hvor både A.S.Ørsted og Adam Oehlenschläger begge havde æresbolig. Derefter sluttede vi dagen ved Frederiksberg runddel, hvor vi var mødtes et par timer tidligere. Jeg tror og håber, at alle havde en rigtig god dag. 

Alle fotos: Maj Juul Nielsen. 

fastelavn08

Fredag aften var jeg til fællesspisning på Frederiksberg, arrangeret af Dansk Vegetar Forening(DVF). Vi var omkring 12 personer – det var bestemt ikke så mange som forventet. Men det var superhyggeligt. Vi snakkede og grinede i mange timer. Det er lang tid siden – alt for lang tid siden – at jeg har hygget mig og grinet så meget. 🙂 

Jeg kom med en stor skål vegansk kold kartoffelsalat og det er mit indtryk, at den var rimelig populær. Min egen favorit var Elines bønne spread – den var absolutely fabulous. Jeg tror, at jeg spiste 3 grovboller med bønne spread. Det er den lækreste og den mest cremede bønne spread jeg nogensinde har smagt. Man kan købe mange former for spreads eller smørepålæg; de kan inddeles i kategorier som hedder dårlig, dårligere, dårligst. Jeg synes desværre ikke, at der er nogen af dem som er rigtig gode. 

Elines bønne spread er tusind gange bedre – mindst! Hun havde heldigvis lavet så meget, at der var et helt glas tilbage efter middagen – det fik jeg med hjem. Og jeg har faktisk ikke spist andet siden. Lørdag spiste jeg bønne spread på rugbrød. I går smuttede jeg ned til Irma og købte et rigtig godt brød – det var jo søndag! Jeg er virkelig vild med Elines bønnespread. Jeg har selvfølgelig også fået opskriften….

Opdateret et par måneder senere:

Nu har jeg prøvet opskriften nogle gange og ændret en smule i den:

2 dl tørrede hvide bønner
3 laurbærblade
20-30 hele peberkorn – gerne i forskellige farver
1 øko citron
et hjørne af en grøntsagsbouillonterning
1 spsk tamari
2 spsk olivenolie
½ dl neutral sojamælk eller sojafløde 

De hvide bønner skal lægges i blød 10-12 timer. Derefter skal de koges 45-60 minutter sammen med laurbærblade, 10-12 hele peberkorn og en smule salt. Når de er færdige skal de køle helt af  og laurbærblade og peberkorn fjernes. 

Hæld bønnerne ned i en blender – eller en høj kande, hvis man bruger en stavblender lige som mig. 

Tilsæt 2 spsk olivenolie, ½ dl neutral sojamælk eller sojafløde og 1 spsk tamari…. blend det godt sammen.

Derefter tilsættes hele peberkorn, citronsaft, en smule bouillonterning og salt lidt af gangen….. Smag på det undervejs og tilsæt mere af de forskellige ingredienser indtil smagen bliver perfekt. Jeg synes den skal have en god kraft smag af peber. Derfor bruger jeg vist omkring 10-15 peberkorn. 

Elines bønne spread

Restaurant Firefly i Frederiksborggade – lige ved siden af Nørreport og Torvehallerne.

Vi har efterhånden et meget stærkt og aktivt vegetarmiljø i Danmark. Der er masser af fællesspisning, sammenkomster, udflugter, fester og andre aktiviteter. En gang om måneden arrangerer Dansk vegetarforening fællesspisning – det er desværre lang tid siden at jeg har været med. Men onsdag aften var jeg med til fællesspisning på restaurant Firefly.

Rundt omkring har jeg hørt lidt kritik af restauranten – mange mener, at madens kvalitet og smagsoplevelsen ikke lever op til det høje prisniveau. Jeg er delvis enig. Men restaurant Firefly retter stadig i både opskrifter og menukort. Der er også kommet flere retter på menukortet som er lidt billigere – hvilket jeg tror er meget smart, for det vil få flere mennesker til at komme og spise der lidt oftere. De fleste hovedretter koster omkring 130 kroner. Det er jo ikke så dyrt, men jeg skal have både forret, hovedret og dessert for at blive mæt…. og så er der stadig plads til en kikærtebøf.

Pad Pak Ruam – masser af lækre grøntsager

Men onsdag var der intet af klage over. Maden var super, super, superlækker…… jeg startede med Aloo Tikki – indiske kartoffeldeller med lidt salat og sauce af ananas og mango. Det smagte virkelig godt. Min hovedret var Pad Pak Ruam – lynstegte grøntsager med cashewnødder og ris. De havde desværre glemt cashewnødderne. Det kommenterede jeg ikke – restauranten var fyldt til sidste plads og der var ingen tvivl om, at personalet havde enormt travlt……. og retten smagte alligevel fantastisk.

Min dessert var en RAW hindbærkage. Jeg er så træt af alt det RAW FOOD. Jeg gider ikke at spise det – efter min mening er det stærkt overvurderet både smags- og sundhedsmæssigt. Men der er jo mange som er glade for det og derfor kan jeg godt forstå, at der skal være en del RAW på menukortet. Men alle deres desserter og kager er RAW. Der er rigtig mange mennesker som ville ønske, at de bare kunne få en kop the med en helt almindelig muffin. Eller et stykke frugttærte. Eller et stykke chokoladekage……. det er dyrt at lave den slags RAW kager. Derfor kan man måske ikke sige, at prisen er urimelig. Men jeg tror mange ville foretrække et stykke helt almindelig kage til 25 eller 30 kroner.

Og så må jeg indrømme, at min RAW hindbærkage var FULDSTÆNDIG FANTASTISK. Den blev spist i ganske små bidder, for at den skulle holde så lang tid som muligt og bagefter havde jeg en umanerlig lyst til at slikke tallerknen…….. For søren hvor var den lækker. Næste gang bestiller jeg RAW hindbærkage til både forret, hovedret og dessert, hahaha……..

Det var en rigtig dejlig aften i hyggeligt selskab med gode venner og bekendte, samt masser af god mad. Så kan man næsten ikke ønske mere og jeg glæder mig allerede til næste gang!

RAW raspberry cheese cake

Fotograf: Mia

I går var der international vegetardag, som blev fejret i Blågårdsgade på Nørrebro. Sikken en masse mennesker! Sikken en stemning! Der var fyldt med venner og bekendte…. jeg fik så mange knus og kram, at mine mentale batterier var fyldt med positiv energi da jeg tog hjem igen.

Desværre var der også en masse som jeg ikke rigtig fik talt med – der var også en del som sagde hej, som jeg desværre ikke kendte eller genkendte. Normalt spørger jeg hvem folk er, men det kan være svært i sådan en situation, hvor folk hurtigt går forbi, mens man selv står og taler med andre.

Rune hjalp med uddeling af pandekager. Fotograf: Mia

Dansk vegetarforening var arrangør; mange af byens vegetarrestauranter deltog, samt andre som har relation til vegetarmiljøet. Mange frivillige havde lavet mad, som vi delte ud til alle dem der kom forbi. Mit bidrag var en ordentlig stak veganske pandekager; folk kunne selv vælge om de ville have jordbærsyltetøj, hindbærsyltetøj eller sukker på – Rune hjalp med fyldet og jeg rullede….. lige så hurtigt som jeg kunne. Sikken et tempo! Lige så snart jeg stillede pandekagerne op på bordet, var der kø helt over på den anden side af gaden. Det tog 5 timer at bage dem, men det tog kun 7-8 minutter at dele dem ud. Køen var stadig lang og det var næsten pinligt at der ikke var flere pandekager…….

Da jeg var færdig med at bage pandekager sent fredag aften, lovede jeg mig selv, at det ville jeg ALDRIG gøre mere. Men efter succesen har jeg allerede lovet at gøre det igen næste år…….

Trine og jeg skålede i anledning af den internationale vegetardag – det var en superlækker juice fra en af de mange små juicebarer i Blågårdsgade. Der ligger også en vegetarcafe – Cafe N – samt to RAW Food restauranter i Blågårdsgade. Det er derfor arrangementet blev holdt her. 

Ambrosias have delte også smagsprøver ud til de mange mennesker der var kommet til Blågårdsgade.

Aarstiderne havde lavet et flot bord med grøntsager. De havde også lavet en kæmpestor gryde med den indiske ret Dhal, som blev varmet på et lille bål. Bemærk brændestablen ved siden af….. det var virkelig fantastisk og det gav en skøn duft af både røg og krydderier i hele området. Det var også den bedste Dhal jeg nogensinde har smagt og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke fik opskriften.

Københavns nye veganske gourmet restaurant “Firefly” deltog også. Det var utrolig lækkert og deres mad forsvandt næsten lige så hurtigt som de kunne nå at sætte det op på bordet.

Jacob og Marna uddelte smagsprøver fra Naturli` – det var sojamælk, rismælk og sojakakaomælk som alle veganere elsker.

Nisa havde lavet nogle små fingerbidder – tykke stykker agurk med en krydret rød peberfrugt puré. Efter min mening var det dagens favorit og jeg fik heldigvis opskriften. Det var helt vildt lækkert.

Dansk vegetarforening havde selv en stand, hvor Debbie, Maj og Rune delte forskellige reklamer, blade og brochurer ud. 

Mia har taget de billeder hvor jeg selv er med. Der er mange flere billeder fra den internationale vegetardag på Mias egen blog, som man finder HER. Jeg siger tusind tak fordi jeg måtte låne billederne. 

Invitation til international vegetardag

I dag er det international vegetardag. I København bliver det fejret i Blågårdsgade, hvor Dansk vegetarforening har samlet byens vegetarcafer-og restauranter, samt en masse frivillige. Der bliver musik, uddeling af forskellig info, samt masser af gratis smagsprøver….. mit bidrag bliver veganske pandekager. Jeg ved ikke hvor mange jeg fik lavet i aftes, men jeg brugte 4 liter mælk og MANGE timer ved komfuret. Så kan folk selv vælge om de vil have sukker, hindbær-eller jordbærsyltetøj. Jeg har købt en rulle plastikposer, som jeg kan trække over hænderne når de skal rulles…… jeg synes selv det er enormt smart og meget kreativt.

Arrangementet løber fra 11 – 16 og alle er velkommen i Blågårdsgade! Jeg glæder mig til en rigtig hyggelig dag sammen med venner og bekendte…….. 😀

Opskrift på veganske pandekager:

8-10 stk.

2 dl mel

4 dl sojamælk med vaniljesukker

1 tsk bagepulver

et nip fint salt

2 tsk rapsolie

Rør det hele godt sammen og steg pandekagerne på panden i lidt plantemargarine. 

Veganske pandekager

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Reklamer
%d bloggers like this: