You are currently browsing the tag archive for the ‘David Radok’ tag.

I går havde Det kongelige teater repremiere på David Radoks iscenesættelse af La Traviata – en af operahistoriens bedste værker og en af Verdis største succeser. Premieren i Venedig i 1853 var ganske vist ikke særlig vellykket; publikum skreg af grin, da den særdeles omfangsrige sopran skulle foregive at dø af svindsot i sidste akt. Verdi brugte et år på at rette i værket og i 1854 fik La Traviata verdenspremiere endnu en gang – denne gang med en helt ny besætning. Det blev en stor succes og siden har La Traviata været elsket af publikum over hele jorden.

La Traviata er baseret på Alexandre Dumas skandaleroman “Kameliadamen”, som igen er baseret på hans egen ungdomsforelskelse i den berømte kurtisane Marie Duplessis. Henrik Engelbrecht har skrevet en spændende artikel om baggrundshistorien, som man kan læse HER.

Handlingen:

Alfredo forelsker sig i den feterede kurtisane Violetta – og hun forelsker sig i ham. Hun forlader sit ekstravagante luksusliv og alle elskerne i Paris, for at leve sammen med sin nye elsker. Men Alfredo har en søster som gerne vil giftes. Hendes familie har desværre hørt, at Alfredo lever sammen med en berygtet kurtisane, hvilket stopper alle bryllupsplaner. Deres far, den gamle Germont, opsøger Violetta og fortæller hende om familiens problemer. Violetta kan straks identificere sig med den unge piges drømme om kærlighed og lykke. Violetta føler, at hendes egen lykke er ufortjent og frygter at den ikke vil vare; hun ved, at hendes dage er talte, da hun lider af tuberkulose – derfor lykkedes det for den gamle Germont, at overtale Violetta til at forlade Alfredo. Hun har solgt alle sine smykker og alle sine egendele for at finansiere deres samliv. Nu har hun ikke andre muligheder end at vende tilbage til Paris og sine gamle elskere. Såret kærlighed er det værste der findes og Alfredo tager en grusom hævn. Da hun bliver syg, svigter både venner og elskere hende. Men de to elskende genforenes inden Violetta dør. Hun er både ludfattig og dødssyg da Alfredo genfinder hende, men de forsones og derfor dør hun lykkelig…….

Sangerne:

Alfredo blev sunget af operaens nye stjernetenor Peter Lodahl, og Violetta blev sunget af Anne Margrethe Dahl. Deres stemmer har begge en dejlig varm, blød og rund klang, som skabte en helt utrolig harmoni mellem dem. Jeg har efterhånden set La Traviata en masse gange, men denne gang har helt sikkert den bedste og det skyldtes uden tvivl samspillet mellem de to hovedpersoner – det var simpelthen magisk. Jeg har selv La Traviata i en indspilning med Angela Gheorghiu og Frank Lopardo; særligt Gheorghiu er meget skinger…. næsten skrigende. Peter Lodahl og Anne Margrethe Dahl var 100 gange bedre. Anne Margrethe Dahl lavede nogle fænomenale koloraturtriller; det rislede ned af nakken, da hun sang “Follie! Follie!“. Anne Margrethe Dahl er en fantastisk sanger – en af de bedste på Det kongelige teater. Men jeg tror aldrig hun har været så god som i går – jeg har i hvert fald ikke hørt det. Jeg havde den samme oplevelse når Peter Lodahl sang; jeg smeltede simpelthen da han sang “Un dì felice“. Det var et af forestillingens højdepunkter! 

Palle Knudsen skulle have sunget den gamle Germont, men var desværre blevet syg. I stedet havde man fået fat i Nicola de Michele. Jeg var selvfølgelig lidt skuffet, for jeg havde glædet mig til Palle Knudsen. Men Nicola de Michele ligner faktisk Peter Lodahl – derfor fungerede de ret godt som far og søn. Det var næsten et ekstra plus til aftenens forestilling.

Koret var også i topform. Sjældent har jeg oplevet sådan et brus fra det store operakor.

Dirigenten var Marcello Mottadelli; på min egen indspilning er Solti dirigent, men jeg synes ofte tempoet er både forceret og eksalteret – nærmest febrilt. Det kan der selvfølgelig være en god pointe i, men jeg synes alligevel det virker lidt hysterisk. Marcello Mottadelli satte et tempo der var dynamisk, men også let, elegant og boblende. Mange kalder La Traviata for en champagneopera og det er ikke blot fordi at de drikker en masse champagne – det er også fordi musikken er munter og boblende. Man kan godt blive sådan lidt ør i hovedet, som om at man selv havde drukket champagne. Hvem får ikke lyst til at danse, når de hører “Brindisi“, La Traviatas berømte drikkevise?

Scenografien:

Anne Margrethe Dahl som Violetta. Foto: DKT og Miklos Szabo.

Scenografien var lavet af Lars-Åke Thessmann og den var lige så vellykket som resten af forestillingen. Første akt foregår i Violettas store elegante palæ, med udsigt over Paris. Vi ser både Eiffeltårnet og Sacré Coeur mod den mørkeblå nattehimmel. I anden akt afviger scenografen fra traditionerne; i stedet for at flytte på landet, flytter de elskende ud til et strandpalæ. Sand og klitter vælter ind af døre og vinduer, mens bølgerne vugger blidt i solen udenfor. Da Violetta dør i sidste akt, er vi atter tilbage i Paris, men hendes værelse er tomt. Fortidens pragt er forsvundet. Gulvet er brækket op; brændt eller solgt? Da tågen uden for vinduerne letter, ser man, at der kun er en armslængde til nabohuset. Da hun forsones med Alfredo fortrænger minderne om deres lykke de tunge, grå ejendomme uden for vinduerne og bølgerne skyller igen imod dem. Men deres ønsker og længsler kan ikke fortrænge virkeligheden. Snart synker Violetta igen sammen, bølgerne og den blå himmel forsvinder som dug for solen. Skæbnen er uforsonlig……….

Kritik:

La Traviata er simpelthen en usædvanlig flot og vellykket forestilling. Jeg tror alle gav alt hvad de kunne; både solister, kor, dirigent og orkester – og resultatet var derefter. Sjældent har jeg nydt en opera så meget……. det var total nydelse fra start til slut. Faktisk fandt jeg kun to ting som jeg gerne vil kritisere; for det første røg Peter Lodahl/Alfredo merskumspibe. Det var dybt utroværdigt – han var slet ikke en type som røg pibe. Hvis han absolut skulle ryge, så skulle det være en cigaret. Dernæst er jeg nødt til at klage over Peter Lodahls undertøj. Jaja, Peter Lodahl er en utrolig flot og charmerende mand – også i undertøj. Men stilmæssigt har man lagt forestillingen omkring 1910-1912. Sådan cirka. Den gang gik mænd altså ikke med sort undertøj. Det tror jeg først man begyndte at gøre i 60erne eller 70erne. Selvfølgelig er det kun en detalje; alligevel virker det som et irriterende stilbrud. Derfor håber jeg, at Peter Lodahl skifter undertøj inden næste forestilling…………….. 😉

Anne Margrethe Dahl som Violetta og Peter Lodahl som Alfredo. Foto: DKT og Miklos Szabo.

Reklamer

Originaltitel – The Rake´s Progress.

Når man nævner Stravinskys opera The Rake´s Progress, så fortæller mange mennesker, at de synes den er for svær, for kompliceret og alt for underlig. De foretrækker noget der lyder lidt bedre – som for eksempel Mozart. Dermed afslører de straks, at de ikke kender værket, og at deres holdning udelukkende er baseret på fordomme og uvidenhed.

Igor Stravinsky har bestemt lavet meget krævende, avanceret og underlig musik, men det var særligt i begyndelsen af hans karriere, i det man betegner som den surrealistiske periode, da han skabte musik til balletter som Ildfuglen, Petrushka og Le Sacre du Printemps. Men han har også lavet andet end det. Omkring 1920 begynder den nyklassicistiske periode, hvor Igor Stravinskij – lige som mange andre komponister – lader sig inspirere af komponisterne fra det 1800-århundrede. Idealet er klarhed og enkelhed, man fremhæver det melodiske udtryk. For Stravinsky er The Rake´s Progress det sidste værk i denne periode. I sin store operabog skriver András Batta, at det er et af ”neoklassicismens mesterværker”. Værket havde urpremiere på La Fenice i Venedig, hvor det blev en stor succes. To år senere blev den sat op på The Metropolitan Opera i New York, men blev ignoreret og latterliggjort – tidens smag havde ændre sig. Neoklassicismen var forbi. Man brød sig ikke længere om denne parafrase over de gamle kunstnere. Det var simpelthen for pænt og for gammeldags. Det lød lidt for meget af Mozart og andre gamle komponister. Derfor er det jo morsomt, at der er så mange der ”foretrækker” Mozart. Stravinskys største inspiration til dette værk var faktisk Figaros Bryllup og besætningen i orkestret er identisk med den Mozart brugte til både ”Figaros bryllup” og ”Cosí fan tutte”.

Folk har formodentlig ret, når de kalder denne opera for en pastiche over Mozart. Men der er en rytmisk energi som var utænkelig i 1700-tallet. Stravinsky har moderniseret stilen, så den er skarpere og har et mere dynamisk udtryk. De smukkeste melodier snoer sig let og elegant ind og ud mellem hinaden, men har en dynamik og et tempo, som man ikke havde på Mozarts tid. I The Rake´s Progress finder man noget af det smukkeste musik, der nogensinde er skrevet.

Librettoen er skrevet af W.H.Auden og Chester Kallmann – inspireret af en billedrække af William Hogarth. Der findes ikke mange operaer, der har så flot og spændende en libretto som Lastens vej. Der er handling og dramatik hele vejen igennem.

Tom Rakewell er trolovet med Anne Trulove. Det er forår, alt er romantik og idyl(video med ouverturen og starten). Men Father Trulove er bekymret for deres fremtid: ”In youth we fancy we are wise,/ But time has shown,/ Alas, too often and too late,/ We have not known/ The hearts of others or our own”, synger han. Tom lover ham, at Anne ikke bliver gift med en fattig mand. Father Trulove er ligeglad, men han er fast besluttet på, at Anne ikke må gifte sig med en doven mand. Tom synes at det er ret dumt – bare man har penge! ”I wish I had money”, udbryder han. Man skal passe på hvad man ønsker sig, for man kan være helt sikker på, at djævelen venter et eller andet sted ude i kulissen. Straks kommer Nick Shadow og fortæller en historie om en rig onkel i Amerika og en hel masse penge. Nick er gammelt engelsk slang for djævelen – fristeren. Han fortæller historien om onkelens penge – men det er faktisk også en advarsel til Tom. Denne onkel var alene og ensom da han døde. I denne historie bliver det tydeligt, hvor lidt penge er værd. Men den pointe fanger Tom selvfølgelig ikke.

Tom ved det ikke, men djævelen har slået kloen i ham og han er allerede fortabt. Herefter er det bare kattens leg med musen og vi ved alle hvordan dén leg ender.

Lastens vej – foto af Per Morten Abrahamsen/DKT

Tom tager straks til London sammen med Nick Shadow. Han lover at sende bud efter Anne Trulove så hurtig som muligt, men det glemmer han selvfølgelig, da Nick fører ham i dårligt selskab med luddere, lommetyve og slagsbrødre; ”For what is sweeter to human nature,/ Than to quarrell over nothing at all./ To hear the crashing of furniture smashing/ Or heads beeing bashed in a tavern brawl?”, synger de, da Tom bliver præsenteret for dem. Nick Shadow lærer ham om hedonisme – da alt er forgængeligt, handler alt om nydelse. Intet andet.

Men Tom bliver snart træt og udmattet af disse evindelige udskejelser og det moderne, overfladiske storbyliv: ”No plowman is more a slave to sun, moon and season, than a gentleman to the clock of fashion”, synger han fortvivlet, mens Nick Shadow fører ham længere og længere ud på Lastens vej. Han glemmer Anne og gifter sig med Baba The Turk – den skæggede dame. Så ender det med fallit, ruin og skandale. Nick fører Tom ud på kirkegården og kræver endelig at få løn for det år han har arbejdet for Tom. Tom er fallit, men lover at når han bliver rig igen……. det viser, at han ikke har lært noget som helst. Han tror stadig at lykke og rigdom hænger sammen.

Men Nick vil slet ikke have hans penge – han vil have hans sjæl. Derfor skal Tom tvinges til at begå selvmord – graven er allerede klar til ham. Men katten vil godt lege lidt endnu, så Nick foreslår et spil kort. Han vil vælge tre kort, som Tom skal gætte. Hvis han kan det, så slipper han. Djævelen snyder selvfølgelig i kortspillet, men Tom vinder, da han endelig sætter kærligheden over alt andet og beviser det ved at satse på det umulige. Både musikalsk og dramatisk, må dette være en af de mest storslåede scener i hele operahistorien(video). For at hævne sig, tager Nick Shadow hans fornuft fra ham, hvorefter Tom ender på Bedlam, en af datidens tosseanstalter.

Jeg elsker ”Lastens vej”; Det er en fantastisk historie og musikken er både smuk og spændende. Desværre var David Radoks opsætning på Det Kongelige Teater ikke helt i top. Musikken løftede sig ikke. Det virkede som om at dirigenten og orkestret famlede sig frem, men ikke rigtig fandt hinanden. Ofte var musikken tung, meget tung. Den manglede lethed og elegance. Andre gange prøvede dirigenten at løfte tempoet, men resultatet blev forceret og anstrengt. Første akt var det værste. Andet akt gik bedre og her var der flere scener, hvor det svingede som det skulle.

Michael Kristensen var ikke helt i top som Tom Rakewell – han har dog en god stemme og det er nok derfor man har valgt ham til dette parti. Men han trængte ikke igennem og denne aften var det svært at høre ham, selv om vi sad på 4. række. Han lavede også et par sproglige fejl, hvor en enkelt var lidt katastrofal, idet han fik sunget det modsatte af det han skulle – og derved ændrede han faktisk historien. Det er nok ulempen ved at synge på et sprog som publikum faktisk forstår. Man fanger alle de der fejl.

Gisela Stille har en fantastisk stemme, som er perfekt til Anne Trulove. Men der manglede livsglæde, munterhed og forelskelse i hendes Anne. I stedet virkede hun meget alvorlig og koncentreret. Nogen gange virkede hun ligefrem anspændt. Hun sang dog en meget smuk udgave af Annes cabaletta og hendes store arie ”Quietly night”.

John Lundgren var total lækker som den dæmoniske Nick Shadow. Han sang godt og virkede meget selvsikker. Men han var ikke farlig nok – ikke ond nok. Har man hørt operaen med Bryn Terfel, så ved man hvad ondskab er. Det løber mig koldt ned af nakken, når jeg hører kirkegårdsscenen med Bryn Terfel, selv om det kun er på CD. John Lundgren var forførende og lækker – men ikke farlig.

Det var bipersonerne som løftede Lastens vej; Randi Stene var fantastisk som TyrkerBaba. Det var et parti som helt åbenlyst passede godt til hende. Baba taler i det uendelige om hendes ting, som alle er gaver fra grev dit og fyrst dat. Da Tom endelig beder hende om at holde kæft, bliver hun grebet af et fuldstændig hysterisk raserianfald(video). Da W.H.Auden og Chester Kallmann skrev librettoen, kom Igor Stravinsky jævnligt på besøg for at følge udviklingen. Da de fortalte ham om Baba lå de alle og vred sig på gulvet af grin. Det var også operaens bedste grin for mig – desværre var der ikke så mange andre der syntes at det var morsomt.

Så var der også Mathias Hedegaard som auktionarius Sellem – stykkets anden komiske hovedperson. Han var fantastisk som Sellem! Totalt overspillet og pragtfuld. Absolut værd at se og opleve endnu en gang. Endelig må jeg også nævne den kvindelige del af operakoret. De var rigtig gode og det svingede virkelig når de var på scenen.

Forestillingen var lidt middelmådig, men den havde dog scener som løftede den højt op. Derfor er det en opera, som jeg stadig gerne vil anbefale – og den er perfekt til nybegyndere i operaens verden.

 

Jeg vil også anbefale en indspilning med John Elliot Gardiner som dirigent, samt Ian Bostridge, Bryn Terfel og Deborah York i hovedpartierne. Det er en sublim CD og det er svært at forestille sig, at det nogensinde kan gøres bedre. Alt er simpelthen perfekt!

Anmelderne har generelt været mere positive end mig;

I Berlingske Tidende skriver Søren Kassebeer, at “Sjældent har en personlig deroute været skildret med så megen skønhed, vid og elegance….” Han skriver også, at “Først og sidst er Stravinskijs musik bare så lækkert skrevet og så elegant instrumenteret”

Thomas Michelsen er mindre begejstret i Politiken. Han skriver, at det er “bare lidt kontrolleret og kedeligt det hele.”

I Information skriver Georg Metz, at det er en “stilsikker og smuk opsætning” som “fortjener et stort publikum”.

I Børsen skriver Gregers Dirckinck-Holmfeldt, at det er en opera med “sine kvaliteter”. Han giver den fire stjerner, men ender alligevel med at sammenligne den med gammel sne.

Den bedste anmeldelse finder man i Dagbladet Arbejderen, hvor Gert Poder kalder Stravinskys opera for genial og beskriver opsætningen som “stor kunst”.

På Danmarks største kvindesite Oestrogen.dk, er begejstringen også begrænset; anmelderen skriver, at “det var som om intet rigtigt nåede ude over orkestergraven.” Det er en rimelig kritisk anmeldelse, men jeg er desværre enig med meget af kritikken.

Jeg så forestillingen endnu par gange og skrev derefter et nyt indlæg: “Lastens vej – igen, igen

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Reklamer
%d bloggers like this: