You are currently browsing the tag archive for the ‘Den lille havfrue’ tag.

Jeg skulle jo bare ind til København for at tage nogle billeder til et kommende indlæg. Det blæser temmelig meget i dag og så fik jeg den ide, at jeg ville gå en tur omkring havnen, for at se om der var bølger på vandet. Derfor sprang jeg af toget på østerport station og gik ned til Langelinie.

Den lille havfrue blev 100 år for et par måneder siden.

Den lille havfrue blev 100 år for et par måneder siden.

Ved den lille havfrue mødte jeg en turist fra Indien, som spurgte om jeg ville tage et par billeder af ham. Jow, jow – naturligvis ville jeg det. Han ville også gerne have et billede, hvor han var helt ude ved den lille havfrue; men han turde ikke kravle ud på stenene, da han var bange for at få våde sko. Når man kommer fra Indien, så er der nok ikke stor sandsynlighed for, at han kommer til København en anden gang. Derfor skulle han selvfølgelig have et billede, hvor han er helt ude ved havfruen. Jeg tænkte mig ikke om i to sekunder, før jeg smed mine gummistøvler, så han kunne låne dem. Og så stod jeg der i strømpefødder …. men jeg tog en masse gode billede til den indiske turist.

Spiderman i knibe.

Spiderman i knibe.

Da jeg kom til Amalienborg kunne jeg se, at både dronningen, kronprinsen og prins Joachim var hjemme. Det sker vist ikke så tit, at de alle sammen er hjemme samtidig. Derfor syntes jeg, at det kunne være sjovt at tage et billede, hvor man kunne se alle tre flag på én gang. Jeg tror, at jeg brugte mindst en halv time på at drøne rundt i Amaliehaven, kravle rundt på bænkene, murværket og bronzeskulpturene før jeg var nødt til at acceptere, at det kan simpelthen ikke lade sig gøre at tage ét billede med alle tre flag. Jamen, så lærte jeg jo dét!

På Amagertorv ventede endnu en oplevelse; der var fyldt med brandbiler, ambulance og politimænd. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at spørge en af redningsmændene om hvad der foregik………….

Redningsaktion på Amagertorv.

Redningsaktion på Amagertorv.

Det var en af de der spidermænd-typer, som synes, at det er sjovt at kravle rundt uden på store og høje bygninger – altså, bare for sjov! Men pludselig havde han fået højdeskræk og så turde han ikke kravle ned igen. Derfor var brandvæsenet og alle de andre redningsfolk blevet tilkaldt. Men det var alligevel ikke nok. Han sad nemlig på den anden side af bygningen, hvor brandmændene ikke kunne nå ham. Da jeg gik videre, var man i gang med at tilkalde en redningshelikopter. Jeg håber selvfølgelig at han kom ned i god behold ……. for så kan man tillade sig at grine uden at få dårlig samvittighed. Det er nemlig en af de sjoveste historier jeg nogensinde har hørt. Jeg troede at de der spidermænd var et amerikansk fænomen. Der er vist også nogle stykker i Frankrig. Men jeg vidste ikke, at der også var nogle i Danmark – eller i hvert fald en enkelt. Og han er vist ikke så sej som de andre. Den danske spidermand er formodentlig glad for, at vores bygninger som oftest kun har 3-4 etager! 😉

Sikke meget man kan nå at opleve før klokken er 10 om morgenen. Jamen, det er jo helt vildt.

Solopgang over Operaen.

Solopgang over Operaen.

Reklamer

Det er efterårsferie. I den anledning tilbragte en af mine bekendte fra Jylland, et par dage i København. Vi havde aftalt at mødes onsdag og se en udstilling på Den Hirschsprungske samling. Vi mødtes ved Nørreport station og gik gennem Botanisk have. Solen skinnede, så der næsten var forår i luften. Det var en rigtig dejlig gåtur.

Den Hirschsprungske samling

Botanisk have.

Botanisk have.

I sidste halvdel af 1800-tallet, skabte Heinrich og Pauline Hirschsprung en stor samling af samtidskunst. Hvor kom pengene fra? Historien begynder med Abraham Marcus Hirschsprung, en jøde som indvandrede fra Tyskland. I 1826 åbnede han en tobaksforretning på hjørnet af Østergade og Kongens Nytorv, dvs i Hotel d´Angleterres hjørnekælder. I 1859 overtog sønnerne Bernhard og Heinrich Hirschsprung forretningen og de udvidede virksomheden med egen cigarfabrik, som lå i Tordenskjoldsgade 7; de byggede selv fabrikken, som stadig ligger på adressen.  Virksomheden gik godt og en stor del af formuen blev brugt på kunst.

I 1902 overdragede Hirschsprung sin samling til den danske stat, under den forudsætning, at staten stillede både bygning og byggegrund til rådighed. Det medførte sådan en offentlig debat, at byggeriet først begyndte i 1907 – og Heinrich Hirschsprung døde selv i 1908, så han fik aldrig selv resultatet at se.

Dette billede er klart min favorit på udstillingen.

Dette billede er klart min favorit på udstillingen.

Kunsthistorikeren Emil Hannover havde i mange år været Heinrich Hirschsprungs medhjælper og rådgiver. Da Hirschsprung døde, blev det Emil Hannover som indrettede museet og han blev også den første direktør på Den Hirschsprungske samling.

Emil Hannover havde et tæt forhold til Alfred Lichtwark, direktøren for Hamburger Kunsthalle. De korresponderede livligt og diskuterede både kunstfaglige spørgsmål, men også indretning af museerne. Det er baggrunden for udstillingen “Til låns. Hamburger Kunsthalle gæster Hirschsprung“, hvor de to museer har lånt en række af hinandens vigtigste værker.

Den Hirschsprungske samling.

Den Hirschsprungske samling.

Selv om jeg er rigtig glad for litteratur fra 1800-tallet, så har jeg desværre ikke det samme forhold til datidens kunst. Jeg synes det er enormt spændende, når kompetente mennesker fortæller mig om kunsthistorien. Men de enkelte værker siger mig desværre ikke ret meget. Selvfølgelig kan jeg godt se, at nogle af malerierne er flotte. Men det giver mig ikke nogen stor oplevelse. Når jeg ser et billede af P. S. Krøyer, så kan jeg blive helt grebet og fortryllet af farverne og lyset. Hjertet begynder at banke og jeg kan næsten ikke løsrive mig. Men det er desværre noget, som jeg kun oplever meget sjældent med ældre kunst.

Det nye soldatermonument på Kastellet

Derfra gik vi gennem Kongens have og Nyboder. Overalt var der masser af mennesker, som var ude for at nyde det gode efterårsvejr. Det var jo heller ikke meningen, at vi skulle trave hele byen rundt, men vejret var så dejligt, at man slet ikke kunne lade vær …..

Vi kom ned til Esplanaden og gik gennem Kastellet, hvor vi så det nye soldatermonument. Det er første gang jeg har set det og jeg var faktisk temmelig begejstret. Jeg synes det er flot. Og jeg synes også, at vores soldater har fortjent det.

Det nye soldatermonument på Kastellet.

Det nye soldatermonument på Kastellet.

I dag bliver soldaterne ikke tvunget i krig, som man gjorde før i tiden. De fleste er frivillige, som er ansat i det danske forsvar. De er heller ikke ude for at erobre nyt territorium; dermed kan man sige, at deres aktiviteter er ikke udtryk for nogen nationalisme. Vi sender primært danske soldater i krig, for at kæmpe for en bedre og fredeligere verden for alle mennesker – også selv om de bor så langt væk fra os, at vi lige så godt kunne være ligeglade. Jeg er også helt sikker på, at det er dette uselviske og idealistiske ønske, som får de fleste danske soldater til at melde sig under fanerne. Derfor synes jeg, at vores soldater er nogle rigtige helte og jeg er faktisk temmelig stolt af dem – også selv om der nogen gange dukker nogle uheldige sager op. Jeg tror det er meget svært, at undgå den slags i en krig, hvor alle har nerverne uden på tøjet og adrealinet pumper rundt i kroppen alle døgnets timer. De danske soldater har virkelig fortjent dette flotte monument på Kastellet.

Der brænder selvfølgelig en evig flamme for de mistede soldater.

Der brænder selvfølgelig en evig flamme for de mistede soldater.

Jeg kender rigtig mange mennesker som er imod krig. Og det undrer mig gang på gang …. hver eneste gang der er optræk til krig, så har jeg nogle meget lange overvejelser med mig selv for at afgøre om jeg er for eller imod. Jeg forstår simpelthen ikke, at der er så mange mennesker som helt kategorisk er imod krig, når de ser og hører om, hvordan andre mennesker lider, bliver undertrygt, slagtet og myrdet. Jeg forstår ikke, hvordan de kan være så stensikre på, at deres modstand imod at sende danske soldater i krig, er den rigtige beslutning. Jeg oplever i hvert fald ikke den samme selvsikkerhed, hos dem som sender danske soldater i krig. De bruger ofte meget lang tid på at overveje frem og tilbage. Hvis krigsmodstanderne brugte lige så lang tid på at overveje, så ville jeg nok have mere respekt dem. Modsat dem, så synes jeg nemlig IKKE at det er nogen nem beslutning.

Middag på Green Sushi

Den lille havfrue.

Den lille havfrue.

Efter Kastellet fortsatte vi forbi den lille havfrue, Amalienborg og Amaliehaven. Det er en rigtig dejlig tur, som jeg bare elsker! Og jeg elsker den selvfølgelig ekstra meget, på sådan en dejlig solskinsdag; flere gange satte vi os på en bænke bare for at nyde solen og varme.

Efter den lange gåtur, begyndte vi at blive lidt sultne og derfor satte vi kurs mod Green Sushi i grønnegade, hvor vi havde aftalt at spise lidt tidlig aftensmad. I København ligger der efterhånden en sushi take-away på hvert andet gadehjørne. Der er snart lige så mange sushirestauranter, som der er pizzabarer. Men jeg er jo flyttet til nordsjælland og her er det helt anderledes. Der er ingen sushirestaurant i den lille by hvor jeg bor og den nærmeste sushirestaurant ligger så langt væk, at de ikke en gang leverer til min adresse. Det er en af de få ting, som jeg godt kan savne ….

Restaurant Green Sushi

Restaurant Green Sushi

Derfor havde jeg virkelig glædet mig til en tur på Green Sushi. De havde fået en masse nye retter på menukortet, hvilket er et klokkeklart bevis for, at det er alt for lang tid siden jeg har været der sidst. Først fik vi nogle ricepaper maki og bagefter fik vi hver sin vegan menu. Det var super, superlækkert. Vi fik som sædvanlig en helt perfekt service af en charmerende ung mand og maden smagte helt suverænt. Der er ingen tvivl om, at Green Sushi holder standarten. Selv om der kommer flere og flere sushirestauranter i København, så er Green Sushi stadig en af de allerbedste. Og det er med garanti også en af de hyggeligste.

Efter Green Sushi fik vi en kop the i Illum og så fortsatte vi til Glyptoteket, hvor der var kammerkoncert om aftenen. Og det var en rigtig god koncert. Men det skriver jeg mere om i et andet indlæg.

Amalienborg og marmorkirken i baggrunden.

Amalienborg og marmorkirken i baggrunden.

Brunch på Firefly

Jeg var egentlig begyndt at overveje min deltagelse i alle disse blogtræf. Nogen gange kan man jo godt tænke, at det efterhånden er blevet tordenskjolds soldater – og der er så mange som er faldet fra. Det er rigtig ærgerligt – der er mange som jeg savner at være sammen med. Men så tager man af sted og har selvfølgelig en fantastisk dag sammen med alle disse dejlige mennesker. Jeg må bare sige, at det har været endnu et helt fantastisk blogtræf.

Vi mødtes på restaurant FireflyMadame og monsieur, Pia og Ellen, Jeanette og Finn, Bente og Nina med balletprinsesse. Vi fik en god frokost på Firefly. Jeg fik brunch og derefter deres meget populære Raw Raspberry Cheesecake – med undtagelse af en usædvanlig kedelig grød, så var det en supergod brunch. Jeg var specielt vild med deres omelet, som var fyldt med lækre svampe. Den var superlækker.

Raw raspberry cheesecake på restaurant Firefly

Vi brugte et par timer på Firefly, hvor stemningen som altid var ret høj – det er altid så hyggeligt at være til blogtræf. Derefter tog vi metroen til Kgs. Nytorv. Bag det kongelige teater fik vi følgeskab af Ninas mand og deres unge chess champion, der havde tilbragt de sidste tre dage med at spille skak. Jeg blev helt misundelig. Jeg er nemlig ret vild med at spille skak – men jeg må også indrømme, at jeg er helt vildt dårlig.

Forårsstemning ved det nye skuespilhus og Operaen i baggrunden.

Herfra gik vi gennem nyhavn og rundt om det nye skuespilhus. Overalt var der fyldt med turister og glade københavnere som var ude for at nyde solen og det dejlige forårsvejr. Vi fortsatte langs havnen og forbi Amaliehaven – og vi slog naturligvis lige et smut ind omkring Amalienborg, hvor der netop var vagtskifte. Derfra fortsatte vi til Langelinje og den lille havfrue – jeg tror godt man kan sige, at turen var en rigtig klassiker. Naturligvis promenerer “man” på Langelinje når det endelig bliver forår. Det har københavnerne vist gjort i rigtig mange år…… Derefter gik vi tilbage gennem Kastellet, hvor turen og blogtræffet sluttede.

Det var en superdejlig dag – sol og forår, masser af glade mennesker, godt selskab og højt humør. Kan man næsten ønske mere? Det tror jeg ikke……. Men jeg håber at vi snart ses igen. Jeg har lovet at arrangere næste blogtræf. Det bliver nok i sidste halvdel af maj, men mere info følger i løbet af et par uger. 😀

Forårsstemning på Kastellet.

Den lille havfrue på Langelinje. Skabt af Edvard Eriksen, 1913.

Den lille havfrue på Langelinje. Skabt af Edvard Eriksen, 1913.

Jeg har stor respekt for Bjarke Ingels, som har tegnet VM-husene og VM-bjerget i Ørestaden. Han er en fantastisk arkitekt og jeg ville ønske, at jeg havde råd til at bo i en af de lejligheder han har tegnet. Nu skal han sammen med sit eget arkitektfirma BIG bygge et nyt bibliotek i Kasakhstan og det ser utrolig flot og spændende ud.

Bjarke Ingels er også hovedmand bag det danske bidrag til Verdensudstillingen EXPO i Kina i 2010. Som alle sikkert ved, er det “Den lille havfrue” der skal sendes til Shanghai, hvor hun skal udstilles i den danske pavillion. Her skal hun stå i et vandbassin. På Langelinje bliver der i stedet opstillet en videoinstallation af den kinesiske kunstner Ai Weiwei, som viser Den lille havfrues rejse.

Jeg er meget i mod dette projekt. Jeg synes det er at gøre grin med alle vores turister – det er uforskammet og hensynsløst. Rygterne vil vide, at mange turister bliver skuffede når de ser “Den lille havfrue”. Jeg er dog overbevist om, at de bliver mere skuffede hvis hun slet ikke er der. Tænk hvis jeg rejste til Paris og så havde de fjernet Eifel-tårnet. Eller hvis jeg rejste til Pisa og de fjernet det skæve tårn. Mange af de turister som kommer til København, de kommer langvejs fra. Mange kommer fra USA, Kina eller Japan. Og det er formodentlig de færreste som kommer flere gange. Så må det være en utrolig skuffelse, at den største turistattraktion mangler.

Derudover er der simpelthen noget galt med hele ideen om, at hun skal sidde inde i en pavillion i et vandbassin. “Den lille havfrue” hører jo til ude på havet og ikke inde i et kunstigt miljø. Det er der man bør se hende. Kunstneren Edvard Eriksen har skabt hende til Langelinje. For et par år siden, så jeg et gammelt interview med Asger jorn, hvor de blandt andet talte om “Den lille havfrue”. Asger Jorn fortalte, at man slet ikke bør se “Den lille havfrue” sådan en hyggelig solskinsdag – så er hun jo bare en kedelig stenskulptur. Næh, i stedet bør man se “Den lille havfrue” en dag hvor det rigtigt stormer og blæsten pisker vandet op, så bølgerne slår ind over hende. Så bliver hun levende, selv om hun stadig sidder fuldstændig rolig og urokkelig på sin sten.

Jeg plejer ikke at gå tur når det rigtig stormer, men jeg tror faktisk at Asger Jorn har ret. En eller anden dag må jeg trodse stormen og tage til Langelinje for at se det. Jeg er ret sikker på, at det er et fantastisk syn.

Der er måske en politisk tanke bag Bjarke Ingels´ ide; “Kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder” – står der i den gamle frihedssang. “Den lille havfrue” kæmpede også for sin sag – hun kæmpede for sin kærlighed og døde for det hun troede på. Det er egentlig ganske godt tænkt – og man kan dårligt forestille sig, at de kinesiske myndigheder kan protestere over det. Alligevel synes jeg stadig, at det er en rigtig dårlig ide, at sende “Den lille havfrue” til Kina. Hvis man absolut skal sende et af den slags nationale klenodier, så havde det været en bedre ide at sende “Frihedsstøtten” fra 1792.

Frihedsstøtten, bygget 1792-1797.

Frihedsstøtten, bygget 1792-1797.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Reklamer
%d bloggers like this: