You are currently browsing the tag archive for the ‘Dessert’ tag.

Dette er en meget let og frisk risdessert med et strejf af appelsin…. jeg har valgt at servere den med rabarberkompot, men man kan jo lige så godt bruge en hindbærcoulis, ferskencoulis eller lign. Så kunne man også drysse desserten med ristede mandelflager…. 

Til 5-6 personer: 

1 l neutral sojamælk
1 1/4 dl grødris
salt
1 stang vanille
1 øko appelsin
3 tsk maizenamel

Man koger risengrøden dagen før; man koger 1 1/4 dl grødris i 1 liter neutral sojamælk. Det er lidt mindre ris end man normalt bruger til en liter mælk, for det skal jo ikke være en rigtig risengrød. Det skal være en risdessert. 

Når grøden er ved at være færdig, så tilsætter man en smule salt. Kun en lille smule! Husk, at det skal være en dessert!

Så blander man 3 tsk maizenamel og en smule neutral sojamælk i en meljævner. Hvis man ikke har mere sojamælk, så kan man også bruge rent vand. Så hælder man blandingen i grøden og rører godt rundt, så det bliver blandet. 

Lad grøden koge et par minutter, så maizenajævningen får lov til at størkne.

Sluk for gryden. 

Så tager man vanillestangen og flækker den. Man skraber de mørke vanillekorn ud med en kniv og hælder dem i grøden. Så skal der igen røres godt rundt – meget godt. Det er nemlig ikke så nemt at røre sådan nogle vanillekorn ud i grøden. 

Så sætter man hele gryden i køleskabet til næste dag. 

Næste dag tilsætter man reven skal af 1 øko appelsin – det er meget vigtigt at det en økologisk appelsin, så man er helt sikker på, at der ikke er nogen giftrester på skallen. Derefter presser man appelsinen og tilsætter saften. Hvis det er små appelsiner, så skal man nok bruge to. 

Nu er desserten egentlig færdig, men man bør selvfølgelig smage den til. Hvis man har lyst, så kan man også tilsætte et par spsk sukker. 

Derefter sætter man igen gryden i køleskabet og lader den blive helt kold. Den kan sagtens holde sig nogle dage i køleskabet. 

Så skulle man gerne have en dessert der ikke er tung som kold risengrød, men i stedet er en lækker, let og cremet risbudding, som smager af vanille og frisk appelsin. 

Rabarberkompot

Man skærer et bundt rabarber i korte stykker på cirka 1 cm. Dem smider man i en gryde med et par spsk sukker – ikke andet. Så tænder man for varmen, mens man rører rundt. Lige så snart gryden bliver varm, så tager det kun 2-3 minutter. Det skal faktisk bare koge nogle få sekunder – så har man den lækreste rabarberkompot. Har man flere øko appelsiner, så er det superlækkert, hvis man lige giver den en smule revet appelsinskal. 

Risdessert med rabarberkompot.

Risdessert med rabarberkompot.

Reklamer

Nøddetærten er meget sød, men sammen med isen og den syrlige hindbærcoulis opstår der en fantastisk harmoni. Det er en af de bedste desserter jeg kender – fuldstændig MEGA-MUMS. Da jeg havde gæster for et par dage siden, var der en som spiste tre portioner!!!

2,25 dl hvedemel
1½ spsk sukker
75 g plantemargarine
3 spsk koldt vand

150-200 g valnødder
2 dl sukker
120 g plantemargarine
3 spsk ahornsirup
3 spsk sojamælk
2 spsk hvedemel

Sæt ovnen på 175 grader.

Bland alle ingredienser til tærtedejen og ælt det godt sammen. Rul dejen ud og læg den i en smurt tærteform – den skal forbages 12-15 minutter.

Imens blandes ingredienserne(UNDTAGEN VALNØDDER) til fyldet i en lille gryde. Alt smeltes og får lov til at koge ved lav varme nogle minutter. Husk at røre ofte, så det ikke brænder på. Til sidst vendes valnødderne ned i det varme fyld, som bagefter hældes over tærten. Derefter skal nøddetærten bages yderligere 15 minutter.

Hindbærcoulis laves af friske eller frosne/optøede hindbær. Til 100 g hindbær tilsætter man 2-3 spsk flormelis alt efter smag – så giver man det hele en tur med blenderen. Nogen vil bagefter køre det gennem en si, så man fjerner alle kernerne. Jeg synes det er fuldstændig overflødigt.

Desserten serveres med vegansk tofuline is, som kan købes i Irma, Superbrugsen, en del helsekostbutikker og mange andre steder.

Opskriften er både nem og hurtig. Bagefter kan man smide halvdelen af nøddetærten i fryseren – så har man også nem dessert en anden gang.

Sprød nøddetærte med is og hindbærcoulis

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Reklamer
%d bloggers like this: