You are currently browsing the tag archive for the ‘Det kongelige danske musikkonservatoriums Symfoniorkester’ tag.

I går gav Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Symfoniorkester koncert i Tivolis Koncertsal og det var på alle måder en helt utrolig flot, spændende og usædvanlig vellykket koncert. Jeg er stadig en lille smule beruset og eksalteret!

Koncerten begyndte med “Sechs Stücke” af Anton Webern – spændende, dynamisk, mystisk og ekspressionistisk musik. Men også udfordrende. På et tidspunkt skriger alle messingblæserne. Nej, jeg overdriver ikke. De skriger! Det var bestemt ikke rart. Men den slags kan bruges til at skabe nogle spændinger og kontraster i musikken, så det har jo alligevel en funktion.

Giovanni Punzi og Aaron Copland

Jeg var sammen med en af mine venner til denne koncert. Vi var så heldige, at vi løb ind i Tivoli Garden både før og efter koncerten. Copyright: Jens Drejer.

Jeg var sammen med en af mine venner til denne koncert. Vi var så heldige, at vi løb ind i Tivoli Garden både før og efter koncerten. Copyright: Jens Drejer.

Det næste værk var Aaron Coplands pragtfulde og helt fantastiske klarinetkoncert, som jeg også hørte for et par uger siden med Kammerorkestret Arco og Jonas Lyskjær Frølund som solist. Denne gang var solisten Giovanni Punzi, som spiller i Tivolis Symfoniorkester – også kendte som Copenhagen Phil. Værket begynder blidt og dæmpet med en meget sorgfuld og melankolsk stemning. Så følger en vidunderlig solo, fyldt med boblende og legesyge toner der svinger sig gennem luften som musikalske arabesker. Derefter vender Giovanni Punzi sig mod dirigenten og kigger ham lige i øjnene, som om han vil blæse ham et stykke … eller udfordre ham til en musikalsk duel; dirigenten accepterer udfordringen, han løfter taktstokken, orkestret begynder igen at spille og resultatet er en masse fantastisk musik. Der var masser af øjenkontakt mellem Giovanni Punzi og Giordano Bellincampi – det er mit indtryk, at de to landsmænd havde en fest på scenen.

Jeg synes efterhånden det er lidt banalt,  når sangere eller musikere smider skoene for at være smarte og moderne. Alligevel tror jeg aldrig jeg glemmer, hvordan smukke Giovanni Punzi dansede rundt på scenen i sorte bukser, sort vest, hvid skjorte der hang uden på bukserne og bare fødder … jeg indrømmer, at mit hjerte stopper et øjeblik og springer et slag over, når jeg tænker på denne oplevelse. Det var en magisk og fuldstændig uforglemmelig oplevelse!

Anna Egholm og Maurice Ravel

Koncertens første del sluttede med Maurice Ravels “Tzigane” med Anna Egholm som solist – Anne Egholm, som jeg også oplevede for et par uger siden, hvor hun medvirkede ved den samme koncert, hvor Arco spillede Coplands klarinetkoncert. På den måde var det en koncert med mange deja-vu-oplevelser, men det var bestemt ikke dårligt. Tværtimod. Hvert eneste gensyn var en glædelig oplevelse. 

“Tzigane” begynder meget dæmpet med en skærende melankoli i tonerne – musikken er fyldt med vemod og ensomhed. Men hurtigt stiger både tempoet og intensiteten, og værket udvikler sig til en opvisning i ekstravagant virtuositet og ekvilibrisme. Jeg kan ikke spille violin – jeg er slet ikke musiker. Derfor skal jeg passe på, at jeg ikke skriver noget sludder. Men jeg tror, at det kræver et talent på det allerhøjeste niveau at spille dette værk. Jeg plejer at skrive små noter, mens jeg lytter til musikken – men jeg fik slet ikke skrevet noget som helst, mens Anna Egholm spillede. I stedet sad jeg fuldstændig tryllebundet og fulgte hendes bevægelser – med den ene hånd filede hun løs med buen, mens fingrene på den anden hånd fløj frem og tilbage over strengene i et rasende tempo. Der var helt stille i salen, mens publikum holdt vejret og lyttede …. jeg ved godt, at disse musikere øver sig i tusindvis af timer. Ikke desto mindre, så synes jeg det er et mirakel hver eneste gang jeg oplever en musiker der spiller på den måde uden at snuble en eneste gang.

Johannes Brahms: Symfoni nr. 2

Efter pausen spillede de Brahms 2. symfoni – et meget spændende, kraftfuldt og dramatisk værk. Det var den helt perfekte afslutning på denne koncert. Alle musikerne spillede med masser af kraft og energi – de gav publikum fire levende og intense værker. Jeg var mindst begejstret for det allerførste værk af Webern – men jeg synes alligevel, at det var et perfekt værk at begynde med. Det var så nyt og anderledes – derfor blev min opmærksomhed straks fanget. Tempoet og intensiteten blev skruet en tand i vejret med Coplands klarinetkoncert og den fik en tand mere med Ravels “Tzigane” – langsomt blev publikum trukket længere og længere ind i en musikalsk drømmetilstand, hvor man glemte alt om verden uden for. Da vi nåede til Brahms symfoni, følte jeg det som om, at mit sind var fuldstændig renset for alle tanker og forstyrrende elementer – og så kunne musikken bare strømme igennem mig uden nogen forhindringer. Denne koncert var fuldstændig perfekt fra start til slut og jeg nød hvert eneste minut. Sikken en oplevelse!

Tivolis Koncertsal - maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis Koncertsal – juni 2016. Copyright: Jens Drejer.

Reklamer

Sommer var det – ikke midt på dagen, men tidlig aften. Det var ikke i et hjørne af hegnet, men i Tivolis koncertsal midt i den gamle have, hvor Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Symfoniorkester skulle give sommerkoncert. De unge pigers kjoler strålede i alle regnbuens farver, som blomster der lige var sprunget ud… 

Det var et brutalt angreb på alt hvad der hedder takt og tone. Først møder de unge kvinder op i et væld af kulørte kjoler, i stedet for sort som traditionen byder – så er der ikke langt til det rene anarki. Jamen, det er sådan det begynder. Når sæderne skrider så venter revolutionen rundt om hjørnet. Og det næste øjeblik opdager man, at alle de unge mænd har smidt jakkerne; så sidder de halvt afklædte midt på scenen i de bare skjorteærmer. Derefter er man heldigvis forberedt på det værste og jeg blev da heller ikke et spor forbavset, da hele salen brød ud i vilde klapsalver allerede efter 1. sats i Tjajkovskijs violinkoncert. Men jeg var rystet – dybt rystet! 

Spøg til side; de unge mennesker havde virkelig fortjent det…… 

Tjajkovskijs violinkoncert

Tjajkovskijs violinkoncert er formentlig den mest kendte violinkoncert der findes. Det er følelsesfuldt, sværmerisk og meget romantisk musik. I første sats kan hjertet slet ikke lade være med at danse en lille vals….. Aftenens solist var den 19-årige violinist Niklas Walentin, som vandt P2´s talentpris i 2013. Han spillede med en glødende intensitet og en formidabel virtuositet. Der var masser af små detaljer, så jeg hørte masser af toner og nuancer som jeg aldrig har bemærket før. Der er en temmelig lang solo i første sats, som Niklas Walentin spillede fuldstændig sublimt. Han rev fuldstændig benene væk under publikum og jeg er slet ikke i tvivl om, at det var hans præstation i denne solo, som udløste publikums spontane bifald. 

Symfoniorkestret gjorde også en god indsats; der var masser af højdepunkter, som fx en forrygende smuk obosolo. 

Jeg tror faktisk ikke, at der var nogen i orkesteret som lavede én eneste fejl – ikke én eneste. Dirigenten Rolf Gupta havde valgt en sikker vej gennem værket, hvor han ikke pressede de unge musikere for meget og ikke tog nogen vilde chancer – derfor var der heller ingen som lavede fejl. Til gengæld blev resultatet lidt for pænt og en lille smule tamt. Og jeg synes også, at det blev en lille smule kedeligt. Det var Niklas Walentin som løftede værket; uden en violinist af hans kaliber, så havde jeg nok ikke været så begejstret. 

Mahlers 1. symfoni

Der er en stor kompleksitet i alle Mahlers værker; selv om man kan bliver grebet allerede første gang man hører en symfoni af Mahler, så vil jeg alligevel vove den påstand, at alle mennesker har brug for at høre et værk af denne kompleksitet adskillige gange før man begynder at fange og forstå dybden, strukturen og alle nuancerne. Jeg havde hørt Mahlers 1. symfoni mange gange, før jeg blev fanget af værkets magi. Nu føles det næsten som en stor opdagelsesrejse, hvor der venter nye og spændende oplevelser hver eneste gang jeg hører det. Hver eneste gang bemærker jeg flere og flere sammenhænge og detaljer. 

Første sats begynder så sart og så fint. Der er en utrolig skrøbelighed i musikken; langsomt øges kraften og intensiteten…. første sats slutter med et formidabelt klimaks. 

Anden sats begynder forførende og kraftfuldt. Der er en voldsom energi både i strygerne og blæserne. Man bliver revet med uanset om man vil eller ej….. og midt i satsen forvandles den kraftfulde musik til en forførende vals…. man bliver mentalt set hvirvlet rundt, så man bliver helt beruset af musikken. 

Tredje sats begynder med en slæbende og vemodig sørgemarch; langsomt stiger både tempoet indtil musikken igen slår over i valsetoner. Men denne gang har musikken en melankolsk undertone. Det er som stumper og stykker af datidens dansemusik, der flagrer rundt mellem hinanden, som et melankolsk ekko af den musik som man dansede til forrige nat? Eller måske som et fragmenteret minde om alle de melodier man dansede til da man var ung?! 

Selv om den fjerde sats har et vemodigt og meget melankolsk midterstykke, så er denne sats præget af et dramatisk og meget kraftfuldt forløb. Det ene eksplosive klimaks følger straks efter det andet, så man føler sig hensat til et musikalsk ragnarok. Der er vist ingen andre kompister, der kan konkurrere med Gustav Mahler udi den ædle kunst at skabe storslåede og bragende klimakser.

Og musikkonservatoriets symfoniorkester gav fuld kraft – det var så meget kraft og energi i hele orkestret, at Mahlers 1. symfoni blev en helt eminent oplevelse. Bagefter følte jeg mig både mæt og tilfredsstillet – og jeg forlod Tivolis koncertsal i en tilstand af beruset salighed. 

Jeg har været meget i tvivl om jeg skulle give 4 eller 5 stjerner; jeg er rigtig imponeret over niveauet i Det kongelige Danske Musikkonservatoriums Symfoniorkester. Niklas Wallentin var helt sublim i Tjajkovskijs violinkoncert – deværre synes jeg, at der manglede noget i orkesteret. Det var ikke optimalt. Til gengæld var deres indsats i Mahlers 1. symfoni fuldstændig eminent. Der var en paukespiller som spillede med en dybt imponerende selvtillid – han udstrålede en fænomenal indre ro, der stod som en fascinerende kontrast til den kraft han brugt når paukerne fik nogle bank. I begyndelsen af 3. sats var der en bassist som fik mit hjerte til at slå uroligt…. jeg er også nødt til at nævne alle strygerne, fløjterne, messingblæserne, stortrommen og alle de andre. Mahlers 1. symfoni var en fantastisk oplevelse; sådan et resultat opnår man kun når hver eneste musiker i orkestret yder en helt suveræn indsats. 

Alligevel har jeg bestemt, at jeg kun vil give 4 stjerner….. 

4 stjerner

Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Symfoniorkester.

Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Symfoniorkester.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: