You are currently browsing the tag archive for the ‘Don Giovanni’ tag.

Det er efterhånden mange år siden, at jeg var til min første operakoncert. Det var i Frederiksberg have og det var i 1990 eller 91. Folk sad som sild i en tønde. De fleste kunne hverken se eller høre noget som helst. Der var alt for mange mennesker og alt for lidt plads. Derfor blev operakoncerten kun holdt i Frederiksberg have 2 eller 3 gange. Jeg aner ikke, om jeg var med til den første eller den sidste. Alt er muligt.

Der var tæt pakket med bag Kronborg slot

Der var tæt pakket med bag Kronborg slot

Så flyttede Det kongelige teater operakoncerterne til Søndermarken. Jeg er ikke sikker på, at jeg var med til den første. Jeg deltog første gang i 1994 eller 95 – og så fulgte en lang perlerække af storslåede operakoncerter og forrygende oplevelser. Det var årets begivenhed. Jeg glædede mig så meget, at jeg som regel kørte forbi Søndermarken fredag aften, for at tjekke, om de havde stillet scenen rigtigt … lørdag morgen sprang jeg ud af sengen alt for tidligt, hvorefter jeg sad og trippede utålmodigt i flere timer, mens jeg ventede på, at det endelig blev tid til afgang. De fleste gange er jeg ankommet sammen med en håndfuld venner omkring middagstid. Så spiste vi frokost og hyggede hele dagen, mens vi snakkede, nød generalprøven og glædede os til den store koncert. Og efter koncerten har jeg prøvet at blive siddende sammen med en flok gode venner til klokken var 2 om natten. Der var faktisk en del som blev siddende så længe. Det var bælgragende mørkt, men mange havde små fyrfadslys med … skraldemændende måtte dog bruge billygterne for at finde de bjerge af skraldesække, som andre havde samlet, mens der stadig var en smule lys tilbage. Jeg tror, at jeg var med til operakoncert 12 eller 13 gange i Søndermarken, og det er nogle af de bedste oplevelser i hele mit liv. 

Så flyttede operakoncerterne til Fælledparken. Jeg har aldrig helt forstået hvorfor, men der var mange rygter – først og fremmest så handlede det vist om, at Københavns kommune syntes koncerterne skulle ligge i Københavns kommune, fordi de gav det største tilskud – naturligvis sammen med Nykredit, som er hovedsponsor. Der var også noget med hensynet til dyrene i Zoologisk have. Der skete så meget i mit liv på det tidspunkt, så jeg kom aldrig med til operakoncerterne i Fælledparken. Der blev heller ikke holdt så mange. 

Den lille scene med Kronborg i baggrunden.

Den lille scene med Kronborg i baggrunden.

Efter 2 eller 3 koncerter blev de flyttet til Rosenborg slot. Her har jeg heller ikke været. Jeg har ikke lyst. For det første er det ikke længere en rigtig operakoncert. I stedet er det både opera, ballet og skuespil – og jeg gider bare ikke de to sidste. Det interesserer mig ikke. Dernæst er der kun meget begrænset plads foran scenen, som står på eksercerpladsen. Langt de fleste mennesker er nødt til at se og høre koncerten på store tvskærme i Rosenborg Have. Det lyder ikke særlig hyggeligt. Det lyder i hvert fald slet ikke som Søndermarken … jaja, jeg er nok faldet i den fælde som hedder “alting var bedre i gamle dage”. 

Samtidig har Det kongelige teater dog også lavet nogle rigtige operakoncerter, hvor de præsenterer programmet for den kommende sæson forskellige steder i landet. Det er heller ikke som det var i Søndermarken; i stedet for et helt symfoniorkester, er der bare en pianist. I stedet for hele det kongelige operakor og 25 solister, så er der kun 5 operasangere …. nej, det er overhovedet ikke lige som i de gode gamle dage! 

Opera i det fri – Helsingør 2013

Det var et tilfælde, at jeg faldt over programmet til årets operakoncert og opdagede, at Peter Lodahl skulle synge “Dalla sua pace” fra Mozarts opera Don Giovanni. “Dalla sua pace” er den smukkeste kærlighedssang der nogensinde er skrevet – uanset genre. Det er en af mine yndlingsarier. Og samtidig er Peter Lodahl en af de allerbedste sangere på Det kongelige teater. Derfor besluttede jeg, at det var på tide at komme til operakoncert igen … 

Jeg indrømmer, at jeg kom lidt sent. Klokken var vist 17,45 og koncerten skulle begynde klokken 18.

Operaegoister på 1. række.

Operaegoister på 1. række.

Der var sort af mennesker allevegne og flere mennesker myldrede i en tæt strøm gennem den gamle port. Overalt var der hundredevis af mennesker som hastede rundt for at finde sig en siddeplads. Jeg fandt en plads i udkanten af pladsen og spurgte høfligt, om jeg måtte sidder der foran dem … nej. De var altså bange for, at de ikke kunne se, hvis jeg sad der. Men de sad på stole. Jeg havde ingen stol og ville bare sidde på græsset. Derfor er der da ingen reel risiko for, at jeg skulle genere deres udsyn, ved at sidde foran dem. 

Så fandt jeg et andet sted og spurgte igen, om jeg måtte sidde der(se billedet!). Nej, det måtte jeg ikke, for de havde altså været der i mange timer. What? Jeg var chokeret. Jeg forstår stadig ikke, at det kan være et rimeligt svar på mit spørgsmål. Jeg må indrømme, at jeg skældte de første mennesker ud og sagde til dem, at de var nogle egoister! Når man selv har fået en plads, så kan alle andre da bare hoppe i Øresund … De andre sagde jeg ikke noget til. Jeg blev simpelhen så chokeret, at jeg slet ikke vidste hvad jeg skulle sige. Som alle kan se på billedet, så var der jo rigeligt med plads til mig – og de to gamle damer sad på hver deres stol. Der er jo ikke den mindste risiko for, at jeg kunne genere dem eller deres udsyn, hvis jeg sad der. Og hvis de ikke ønskede, at nogen skulle sætte sig foran dem, så kunne de jo rykke frem, så der ikke var så meget ledig plads …. så ville der også blive plads til flere mennesker bagved. 

Jeg blev virkelig chokeret. Og det er jeg stadigvæk. Det er uforskammet, urimeligt, uartigt og uanstændigt. 

Hanne Fischer - kongelig operasanger og dagens konferencier.

Hanne Fischer – kongelig operasanger og dagens konferencier.

Da jeg tog til operakoncert i Søndermarken kom vi gerne 6-7 timer før koncerten. Så rykkede vi altid alle gruppens tæpper tæt sammen, så der ikke kom nogen fremmede og satte sig mellem os. Vi kendte jo rutinen. Vi vidste jo, at den sidste times tid ville folk begynde at presse sig ned på de mindste små ledige pletter på græsset. Og det er jo rimeligt nok. Alle vil gerne have en plads. Vi ville bare undgå, at vores gruppe blev splittet. Men vi vidste også, at inden koncerten ville flere og flere fremmede mennesker begynde at rykke ind over kanten af vores tæpper – og det var da okay. Vi delte altid mad med dem der sad ved siden af – og hvis de ikke havde mad med, så fik de bare noget af vores. Vi skålede også med alle dem som sad omkring os – og hvis de ikke havde noget at skåle med, så fik de bare noget af os. Sådan var det. Og det var superhyggeligt. Jeg kom slæbende med mad og vin til 15 mennesker, for der skulle da være nok til alle. Og de fleste havde som regel taget for lidt med af både det ene og det andet. 

Meget er åbenbart forandret; da jeg begyndte at gå til operakoncert, var der kun meget få mennesker som kom med en stol. I dag er det vist over 90%. Det ville være dejligt, hvis man kunne reservere et område til alle os, som helst vil sidde på jorden. Men den største forskel er tydeligvis, at folk var mere venlige, sociale og betænksomme før i tiden. 

Heldigvis fandt jeg endelig nogle venlige mennesker, som ikke havde noget imod, at jeg sad foran dem. 

En pragtfuld operakoncert

Programmet var en vidunderlig blanding, af de værker som Det kongelige teater sætter op i den kommende sæson. Det var Verdi, Mozart, Offenbach, Massenet, Bizet og mange flere. Første nummer var den festligste af alle festlige operaduetter, nemlig Libiamo fra La Traviata – sunget af Peter Lodahl og Sine Bundgaard – lad os drikke og være glade, synger de. Musikken er så berusende, at det er temmelig svært at lade være! 

Florian Plock

Florian Plock

Så fulgte Elisabeth Jansson og Florian Plock med “Là ci darem la mano” – den store forførelsesscene fra Mozarts Don Giovanni. Jeg elsker dette nummer. For det første, så er det så smukt, at det går lige i hjertet. For det andet, så synes jeg også det er vanvittig morsomt: tag min hånd, så går vi hjem til mig og ser mit slot, synger Don Juan – og så er hun scoret! Det tager lige 3½ minut. Ham der Don Juan, han kan altså noget som de fleste mænd må misunde ham. Jeg synes, at det er det mest centrale nummer i hele operaen. Don Juan kan fremstilles på mange måder og det er ofte i dette nummer, at hans inderste natur bliver afsløret. På indspilningen med Bryn Terfel er han tydeligvis en kold og kynisk person, der bruger sin magt som adelsmand – og man har hele tiden på fornemmelsen, at han ikke er bange for at bruge vold, hvis kvinderne ikke smider tøjet frivilligt. Men jeg har også set en opsætning, hvor Don Juan nærmest tigger om kvindernes gunst som en anden pjalt … Jeg tror, at Florian Plock er den romantiske og charmerende forfører, som sejrer, fordi han gør kvinderne bløde i knæene. 

Peter Lodahl

Peter Lodahl

Et andet højdepunkt fra Don Giovanni, var Peter Lodahls “Dalla sua pace” – det blev nøjagtig lige så skønt og vidunderligt, som jeg havde forestillet mig. Peter Lodahl har en meget fyldig stemme. Den har en flot lys klang, og samtidig er den både rund og blød. Peter Lodahl sang “Dalla sua pace” med en hjertegribende inderlighed, som fik alle hårene til at rejse sig på mine arme. Det kunne slet ikke være bedre og jeg nød hver eneste tone! 

Peter Lodahl sang også “Vesti la giubba” fra Leoncavallos Bajadser; om den stakkels klovn der græder indeni, når han går på scenen for at underholde publikum, mens en anden forfører hans kæreste …. jeg sad, hvor jeg slet ikke kunne se Peter Lodahl, men hans stemme er så udtryksfuld og dramatisk, at det løb mig koldt ned af ryggen. 

Elisabeth Jansson og Peter Lodahl

Elisabeth Jansson og Peter Lodahl

Elisabeth Jansson – selvfølgelig har jeg hørt Elisabeth Jansson før. Alligevel føltes det som om, at jeg aldrig havde hørt hende før. Enten har jeg overset hende – og hvis det er tilfældet, så er det lidt pinligt og det vil jeg da gerne beklage. Eller også har jeg ikke rigtig bemærket hende, fordi hun endnu ikke, har haft så mange store hovedpartier. Den sidste mulighed er selvfølgelig, at hendes stemme bare har udviklet sig helt utrolig meget, siden jeg har hørt hende. Hun brillerede særligt med arien “Va! Laisse couler mes larmes” fra Massenets opera “Werther” – jeg blev helt slået ud af Elisabeth Jansson store, mørke, fyldige og vidunderlige stemme. Senere sang hun Carmens Habanera – og jeg har aldrig, aldrig, aldrig hørt nogen synge denne arie så flot. Hun havde alt den mørke, varme og forførende sensualisme, som en rigtig Carmen skal have – men de fleste desværre mangler! 

Sine Bundgaard og Florian Plock i romantisk duet

Sine Bundgaard og Florian Plock i romantisk duet

Sine Bundgaard gav også flere numre, men hendes højdepunkt var naturligvis “O mio babbino caro” fra Puccinis “Gianni Schicci”. Det er et nummer som alle kender og alle elsker. Uanset om man kan lide opera eller ej, så smelter de fleste hjerter, når de hører denne arie … og det gjorde de også da Sine Bundgaard sang den. Alligevel synes jeg, at hendes bedste nummer var “Ah, fuggi il traditor” fra Mozarts Don Giovanni. 

Hanne Fischer var en udmærket konferencier – trods nogle besynderlige fortalelser. Jeg har for eksempel aldrig hørt om Kierkegaards issays. Jamen, tænk det sagde hun virkelig – issays! Jeg undrede mig også lidt over “den undslipne tyv” fra Menottis opera “Gammeljomfruen og tyven”. Men det er jo den slags man hurtigt glemmer, når man har en konferencier, som sprudler af overskud og godt humør. Da hun skulle fortælle om Quinderne som narrer Falstaff i Verdis opera, brød hun sammen i grin lige som publikum. Det var jo kvinder – og ikke Quinder! Men alle fik sig et godt grin og det er jo sundt. 

Hanne Fischer

Hanne Fischer

Hanne Fischer sang to arier fra Offenbachs opera “La Períchole”. Jeg husker ikke, hvad den første arie handlede om, men den anden arie handlede i hvert fald om en kvinde, der havde drukket alt, alt, alt for meget champagne – og det var drønhamrende morsomt. Jeg elsker en god komedie! Hanne Fischer sang forrygende og spillede endnu bedre … jeg kan ikke lade være med at tænke, at “La Períchole” bliver formodentlig et af sæsonens komiske højdepunkter. Jeg har så mange gode billeder fra denne arie og det er lidt synd, at der ikke er plads til dem alle sammen i dette indlæg. 

Afslutning i REGNVEJR

Vejret var perfekt. Det var hverken for koldt eller for varmt. Der var et let skydække over Kronborg slot og dermed undgik man at få solen i øjnene. Under pausen begyndte det at regne. Det vil sige, at der kom nogle ganske få dråber … det fortsatte under resten af koncerten. Men det var så lidt, at det slet ikke er værd at snakke om … 

Publikum flygter for regnen

Publikum flygter for regnen

Men så begyndte Sine Bundgaard, at synge “Summertime” fra Gershwins opera “Porgy and Bess” – og så begyndte det sandelig at regne. Vejrguderne hældte simpelthen en hel balje vand lige ned i hovedet på os – og så fik folk sandelig travlt. Publikum flygtede nærmest fra området. I løbet af et splitsekund var hele pladsen forvandlet til ét stort kaos af folk som løb frem og tilbage mellem hinanden. Når man ser på mit billede, så skulle man jo tro, at koncerten var slut. Men det er absolut ikke tilfældet; der mangler faktisk 2 numre og en fællessang. Det var en rigtig ærgerlig afslutning på en rigtig god koncert. Det må sandelig også have været en meget mærkelig oplevelse for de optrædende! 

Pianist Leif Greibe

Pianist Leif Greibe

Jeg havde mit regntøj i tasken. Jeg tog regnjakken på og så blev jeg stående hvor jeg var. Når jeg er til operakoncert, så nægter jeg at gå hjem, før vi har sunget “Den danske sang”. Ellers har det jo slet ikke været en rigtig operakoncert. Efter koncerten nåede jeg ikke en gang uden for voldanlægget omkring Kronborg slot, før regnen var holdt op igen. Det vil sige, at regnvejret varede kun omkring 5 minutter. Og så får jeg lyst til at gentage mig selv: Det var en rigtig ærgerlig afslutning, på en rigtig god koncert. Æv! 

Det var bestemt ikke lige som de store operakoncerter i Søndermarken – absolut ikke. Men i stedet var der en ganske intim og hyggelig stemning med de 5 solister og 1 enkelt pianist. Selv om Leif Greibe sad lidt ubemærket bagest på scenen, så var det nok ham der ydede den største indsats. Han spillede jo til hvert eneste nummer, mens de andre havde den fordel, at de skiftedes til at holde en lille pause.

Selv om dagen både startede og sluttede dumt, så er jeg rigtig glad for, at jeg tog til Kronborg slot fredag aften. Det er meget lang tid siden, at jeg har været i operaen, men nu har jeg opdaget, hvor meget jeg har savnet det …. 

Operakoncert 09

Reklamer

Historien om den spanske adelsmand og kvindeforfører Don Juan er mange hundrede år gammel, men den blev kendt i hele Europa via Molières komedie “Don Juan”. Det er også den der ligger til grund for Mozarts opera, men librettoen er skrevet på italiensk og derfor hedder den “Don Giovanni”. I operaen bliver hovedpersonen heller ikke tiltalt eller omtalt som andet en Don Giovanni – derfor synes jeg det er ret meningsløst, at Den Jyske Opera kalder deres forestilling for Don Juan.

Handlingen:

Operaen begynder med at Don Giovanni voldtager Donna Anna og dræber hendes far. Da han flygter fra gerningsstedet løber han ind i en fremmed – og tydeligvis – ulykkelig kvinde. Don Giovanni pønser allerede på nye slyngelstreger og endnu en forførelse, da han opdager – oh skræk! – at det er hans egen kone Donna Elvira. Nu må han igen bruge alle sine lumske tricks for at undslippe…….. Så løber han ind i et bryllup; bondepigen Zerlina skal giftes med sin Masetto. Mens Don Giovannis tjener Leporello håndterer Masetto, forfører han selv Zerlina: Là ci darem la mano – tag min hånd og følg med mig til mit slot. Der bliver vi gift og du siger ja til mig…. synger slynglen forførende.

Don G - foto: Den Jyske Opera og Anders Bach

Men den rasende og forsmåede hustru Donna Elvira er lige i hælene på ham, fast besluttet på at forpurre alle hans lumske planer. Også den hævntørstige Donna Anna og hendes forlovede Don Ottavio er på sporet af ham. Nu får han også den bedragede Masetto og hans kammerater på nakken. Skruen strammes om Don G. Men hans stærkeste modstander er Donna Annas far, den dræbte kommandant, som truer Don Giovanni fra graven. Slutscenen rummer hele hovedpersonens storhed og den er grunden til vores fascination af denne karakter – selv om han bliver truet med al helvedes bål og brand, så nægter Don G. at angre sine synder. Han er ikke en kujon der svigter sig selv, når det brænder på – i stedet er han tro mod sig selv og sine egne principper. Derfor slutter forestillingen med, at Don G. bliver opslugt af helvedes flammer…….

…..bortset fra, at sådan går det ikke helt i denne opsætning. Jo, helvedes flammer er der skam. Men der er ingen stengæst; kommandantens statue er erstattet af et par øjne på bagvæggen. Jeg synes det var både skuffende og tamt. Og i den store dramatiske slutscene er det alle Don Giovannis modstandere som myrder ham, alle dem som han selv har snydt og bedraget – det er ren nemesis. Men det betyder også, at man har reduceret det store skæbnedrama til en banalitet. Derfor koster de sidste 30 sekunder af denne forestilling halvdelen af stjernerne! 

Sangerne:

Jørn Pedersen var en glimrende Don G. med sorte læderbukser, svingende rød velourkappe og brystet besat med sølvbroderi – en rigtig dekadent og ekstravagant døgenigt. En samvittighedsløs slyngel, som man godt kan forstå at pigerne faldt for.

Luciano Miotto var en vittig, skælmsk og charmerende Leporello. I dag kan det være svært at forstå, hvorfor Mozarts operaer var så farlige, at flere blev censureret; men her har vi en tjener som synger, at han er træt af at være tjener for andre – han vil selv være adelsmand. Samtidig er han dybt ironisk og sarkastisk mod sine herskaber – han er simpelthen dybt uforskammet. Men han slipper afsted med det fordi han ikke er dum – tværtimod. Dermed udfordrer Leporello – og Mozart! – tidens normer og samfundsindretning.

Don Giovanni og Donna Elvira - Foto: Den Jyske Opera og Anders Bach

Sune Hjerrild sang partiet som Don Ottavio og det var nok en af forestillings største katastrofer. Da ham kom på scenen i et absurd kostume der gjorde ham tromletyk, og samtidig lignede en spradebasse med det hvide pudder i ansigtet, den besynderlige frisure og den sorte skønhedsplet, klukkede folk lystigt af grin. Han så fuldstændig latterlig ud……. hvis man havde formået at gøre Don Ottavio til en komisk figur, så havde det sikkert virket som en sjov ide. Men sådan var det ikke. Don Ottavio er Don Giovannis diamentrale modsætning – han er seriøs, oprigtig og inderlig i sin kærlighed til Donna Anna. Derfor virker hans kostume som et totalt latterligt og umotiveret stilbrud.

Men jeg nød Don Ottavios store arie – Dalla sua pace; efter min mening, den smukkest kærlighedssang der nogen sinde er skrevet og det er uanset om man taler om opera, operette, musical, pop eller rockmusik. Dalla sua pace er så smuk, at den altid griber mig om hjertet: min sjælefred afhænger af hendes/ det som glæder hende, gør mig levende/ det som sårer hende, dræber mig./ Når hun sukker, sukker jeg/ jeg føler al hendes vrede og alle hendes tårer er mine/ jeg følger ingen glæde, hvis hun ikke føler glæde……. 

Men det var uden tvivl kvindernes aften; Ann-Helen Moen var fantastisk som Donna Anna og Kari Postma var pragtfuld som Donna Elvira. De havde begge nogle fantastiske arier, hvor publikum sad som var de tryllebundet. Men aftenens stjerne var Vibeke Kristensen som Zerlina – hun sang med en meget ren og klar stemme. Samtidig havde hun sådan en kraft og fylde i stemmen, at hun virkelig fyldte hele salen med de mest strålende arier og brillante triller.

Scenografi:

Scenografien bestod udelukkende af en videoprojektion, der forestillede en gammel, smuk barokhave, forskellige slotssale, torvet i en pittoresk italiensk landsby og lignende idyler. Man kan godt få den tanke, at det er lidt for nemt og lidt for simpelt……. men så skal man nok lige tænke tilbage på alle de gamle bagtæpper og sidestykker; det var bestemt ikke dem alle der var lige vellykkede. Jeg er faktisk meget begejstret for de nye muligheder og synes at denne videoprojektion var ret flot. Enkelheden gjorde også, at det udelukkende var sangerne og handlingen der var i fokus – ikke rekvisitter og udstyr – og det var slet ikke så dårligt.

Alligevel var denne scenografi måske lidt for enkel. I sidste scene står der et stort bord midt på scenen, hvor Don G. spiser middag. Det var ret enkelt, men dette bord gav alligevel hele scenen en helt anden fylde og dybde. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad man kunne have opnået med et enkelt træ eller en enkel sofa i nogle af de andre scener.

Turne:

Alt i alt var det en ganske flot og vellykket forestilling. Jeg har vist set Don Giovanni 5 eller 6 gange; men Ann-Helen Moen, Kari Postma og Vibeke Kristensen sang så pragtfuldt i aftes, at det muligvis er denne forestilling jeg har nydt mest.

Forestillingen spiller endnu en forestilling på Kongens Nytorv i aften d. 23. februar, hvorefter den fortsætter på turne til Albertslund, Hillerød, Aalborg, Herning, Viborg, Randers og mange flere steder.

Donna Anna og Don Ottavio - foto: Den Jyske Opera og fotograf Anders Bach

La Traviata - Anna Netrebko som Violetta

DR holder operauge i uge 37 – udvidet operauge, for den begyndte allerede i går lørdag. Og det bliver et sandt overflødighedshorn af opera både på radio og tv. Jeg er sikker på, at der er mange kritiske operaelskere, som synes det havde været bedre at sprede alle disse udsendelser over lidt længere tid. Man må nok give dem ret, for det bliver umuligt at nå det hele. Alligevel glæder jeg til alt det jeg skal opleve hele uge…..

Søndag: DR K. 21 -21,55: Edita Gruberova – et portræt: selv om hun er omkring 60 år, så er hun stadig en af verdens bedste belcanto-sopraner. Jeg har flere CD´ere med hende og hun er utrolig! Jeg glæder mig rigtig meget til at se dette portræt og forventer, at det bliver et af ugens højdepunkter.

Mandag: DR K. 20 – 23,30: Wagner – Tannhäuser: jeg glæder mig til at gense denne forestilling, som jeg har anmeldt her. Særligt glæder jeg mig til starten, som er fuldstændig fantastisk og overvældende.

Tirsdag: DR K. 20 -22: Puccini – Manon Lescaut.

Tirsdag: DR K. 22 – 23: Portræt af Rolando Villazón.

Onsdag: DR K. 20 -23: Mozart – Don Juan.

Torsdag: DR K. 20 – 23,10: Händel – Partenope med Inger Dam-Jensen. En forestilling som jeg har anmeldt her – og jeg var absolut ikke begejstret! Jeg er lidt i tvivl om jeg gider at se den igen.

Fredag: DR k: 20 – 22,35: Stravinsky – The Raks´s Progress eller “Lastens vej”. Det er en opsætning fra Salzburg 1996 med Jerry Hadley og Dawn Upshaw. Jeg har set klip fra forestillingen og synes at det er ganske forfærdeligt. Men det er min yndlingsopera og derfor vil jeg nok se den alligevel.

Lørdag: DR K. 20 – 22,20: Verdi – La Traviata med Anna Netrebko som Violetta og Rolando Villazón som Alfredo. Jeg glæder mig utrolig meget til at se denne forestilling… det er lige ved, at jeg bliver helt ophidset ved tanken. Det bliver en fantastisk oplevelse at se Anna Netrebko i dette parti og opsætningen har fået en fabelagtig kritik.

Lørdag: DR K. 22,20 -23,15: Portræt af den berømte sopran Christine Schäfer.

Lørdag: SVT2. 20 -22,05: Svensk fjernsyn er ikke med i DR´s operauge, men skal alligevel nævnes, da de sender Jean-Baptiste Lullys opera “Cadmus og Hermione”. Vi er helt tilbage ved en af de første operaer fra 1600-tallet og jeg vil så gerne se den. Alligevel er jeg sikker på, at DR K vinder med La Traviata. Svensk tv plejer jo at genudsende deres forestillinger og jeg må bare holde øje med programmet.

Søndag: DR K. 20 – 22,40: Bo Holten – Livlægens besøg. Operaugen slutter med denne opera om Struensee, Christian d. 7 og Caroline Mathilde.

Der sker lige så meget på P2 – det kan man læse mere om i programmet for operaugen, som findes HER. Mon man kan få for meget opera? Tja, det må tiden vise…. 😉

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Reklamer
%d bloggers like this: