You are currently browsing the tag archive for the ‘DR’ tag.

For et par dage siden kunne man læse en artikel på DR´s hjemmeside, som hed: “Grøn te skyld i leverbetændelse hos 16-årig.

En teenagepige udviklede leverbetændelse på grund af for stort indtag af den grønne drik“, skriver Kasper Madsbøll Christensen og fortsætter: “Tre kopper om dagen er åbenbart for meget. I hvert fald for en 16 årig pige, der udviklede leverbetændelse efter at have indtaget tre kopper af den grønne drik tre måneder i træk for at tabe sig.

Perchs Thehandel 2013.

Perchs Thehandel 2013. Copyright: Jens Drejer.

Problemet er bare, at artiklen er både misvisende og vildledende – men det opdager man kun, hvis man læser hele artiklen. Man skal nemlig temmelig langt ned i artiklen før der står, at det var en slankethe, som var tilsat flere kemikalier. Hvis man kun læser overskriften og de første linjer, så får man jo det indtryk, at der er tale om en helt almindelig grøn the – men det er jo slet ikke tilfældet. Derfor er denne artikel vildledende og jeg synes, det er et eksempel på dårlig journalistik!

Afslutningsvis nævnes en rapport om grøn the, hvori lægerne konkluderer, at “grøn te mestendels er en meget sikker og sund drik … ” 

Jeg synes næsten, at slutningen er det værste i hele artiklen, for den giver jo indtryk af, at man nærmest deltager i et eller andet lotteri når man drikker grøn the – mestendels er grøn the “en meget sikker og sund drik” – mestendels! – men åbenbart ikke altid. Man risikerer åbenbart, at få leverbetændelse som den 16-årige pige.

Perchs Thehandel 2013.

Perchs Thehandel 2013. Copyright: Jens Drejer.

Men vi er altså nødt til at holde fast i, at den 16-årige pige har jo ikke drukket en helt almindelig grøn the – hun har drukket en grøn slankethe og det er jo noget helt andet. Og så har hun tilmed købt den i en kinesisk netbutik. Jo mere jeg tænker over det, jo mere forvirret bliver jeg over denne artikel – det er mit indtryk, at journalisten slet ikke skelner mellem de to former for the. Og hvad er det egentlig som den omtalte rapport handler om: er det slankethe eller almindelig grøn the? Det er en meget forvirrende og vildledende artikel. Jeg synes det er meget problematisk – særligt fordi jeg kan huske, at jeg flere gange har læst lignende artikler. 

Jeg drikker selv grøn the, men jeg køber altid mit the hos Perchs gamle og velrenommerede thehandel og jeg vil da anbefale alle andre at gøre det samme – det behøver naturligvis ikke at være Perchs. Der findes jo mange gode og veletablerede thebutikker i Danmark. Mange af dem har også en webshop. Hvis man handler hos dem, så er jeg temmelig sikker på, at man ikke risikerer noget som helst. 

Jeg drikker selv tre kander grøn the om dagen – det er cirka 4,5 liter og det er selvfølgelig alt, alt for meget. Jeg har ofte forsøgt at skære ned, men det er lidt svært, for jeg elsker the!

Der er kun ét eneste problem med mit voldsomme theforbrug – jeg skal altid på toilettet om natten. Jeg er faktisk glad de nætter, hvor jeg kan nøjes med at gå på toilettet en enkelt gang. Men der jo intet der er så skidt, at det ikke er godt for noget … og det gælder også overdrevet thedrikning: mandag morgen vågnede jeg nemlig omkring klokken halv fem og derfor så jeg både måneformørkelse, blodmåne og supermåne – den var da flot. Men det havde nok været mere imponerende, hvis jeg havde set da jordens skygge gled ind foran månen. 

Men jeg gik altså ikke ud for at se fænomenet – næh, jeg nøjedes med at åbne soveværelsesvinduet og tage et par billeder. Og så væltede jeg tilbage i sengen og sov videre!

Superblodmåne mandag. 28. september 2015.

Superblodmåne mandag. 28. september 2015. Copyright: Jens Drejer.

Reklamer

Jeg ELSKER Ditte og Louise.

Ditte spilles af Ditte Hansen. Her skal Ditte og Louise til at optræde for et publikum, som tror at de er Søs og Kirsten.

Ditte spilles af Ditte Hansen. Her skal Ditte og Louise til at optræde for et publikum, som tror at de er Søs og Kirsten.

De ryger og drikker – og i hvert fald den ene af dem er temmelig løs på tråden. De lyver, stjæler og bedrager – og jeg elsker det! Det er den bedste danske komedieserie, der er lavet siden “Langt fra Las Vegas”. Første afsnit har jeg allerede genset flere gange og jeg griner mere og mere, jo flere gange jeg ser det. Og andet afsnit var lige så morsomt. Jeg griner så meget, at jeg får ondt i maven og slet ikke kan trække vejret. Man kan faktisk godt dø af grin. Det gør mig en lille smule bekymret, for der er jo 6 seks afsnit, som jeg endnu ikke har set. Jeg håber sørme, at jeg overlever. 

“Ditte & Louise” er hverken belærende eller opdragende og serien er ikke den mindste smule politisk korrekt – heldigvis! I stedet for er det blevet til suveræn god underholdning!

Louise spiser ikke slik … slet ikke … aldrig … i hvert fald ikke før Ditte falder i søvn … så æder hun lige 2 kg. Kender vi typen? Ja, det gør vi da vist nok! Bagefter bliver Louise så dårlig, at hun brækker sig – og Ditte insisterer på at fotografere det, for det er jo et helt kunstværk. Kender vi den der typen, som absolut ikke har nogen grænse og absolut SKAL fotografere ALTING, for at lægge det ud på de sociale medier? Ja, mon ikke!

Louise - spillet af Louise Mieritz - har opdaget, at Ditte IGEN er ved at lave noget pinligt. Jeg ELSKER det ansigtsudtryk!

Louise – spillet af Louise Mieritz – har opdaget, at Ditte IGEN er ved at lave noget pinligt. Jeg ELSKER det ansigtsudtryk!

I sidste afsnit var de to middelmådige skuespillere på tur til Jylland. På grund af uheldige omstændigheder har de slet ingen penge. De er i Jylland, de har ingen penge og de er sultne. De standser ved en bod ved vejen(skøn kliché), hvor de stjæler gulerødder og frugt – og så snupper de da også lige pengekassen, inden de drøner væk fra gerningsstedet. Det er hylende morsomt – for det første er det hylende morsomt bare fordi, at sådan gør man jo ikke. Det er fuldstændig grænseoverskridende. Men samtidig kan vi også godt sætte os ind i deres situation. Lad mig gentage: de er i Jylland, de har ingen penge og de er sultne – derfor kan vi godt grine af dem og tilgive dem deres moralske brist. Betyder det, at vi kunne finde på at gøre det samme? Absolut ikke! Det er lige præcis dét, som er pointen: det er skønt at grine af mennesker på TV, som gør alle de sindssyge og grænseoverskridende ting, som vi godt kan forestille os i tankerne, men aldrig selv kunne finde på at gøre i virkeligheden. Det er lige præcis dérfor, at “Ditte & Louise” er så hylende morsomt: man kan godt identificere sig med tankegangen bag alle deres grænseoverskridende handlinger.

“Hej Matematik” medvirker også i afsnit 2. Dem er jeg også ret vild med, så der jo bare et ekstra plus.

Kan man sammenligne “Ditte & Louise” med “Klovn”? Absolut ikke! I serien “Klovn” blev alle Franks særheder og fejltrin straffet med et fordømmende blik og en moralsk løftet pegefinger fra Mia, der altid optrådte som en inkarnation af den politiske korrekthed – det var jo ikke til at holde ud. Jeg hader “Klovn” og har kun set nogle ganske få afsnit. Jeg hader også alle personerne i “Klovn” – hver evige eneste én! Den ene var mere utiltalende og usympatisk end den anden.

Det er helt anderledes i “Ditte & Louise” – her er der korporlig afstraffelse, når deres gale streger bliver afsløret. I sidste afsnit var de ved at få bank af en hel flok jyder. Der er ingen moderne politisk korrekthed i serien om “Ditte & Louise”. I stedet er serien nærmest blevet helt holbergsk. Sørine Godtfredsen har været ude med riven – når hun ser serien, så bliver hun flov på kvinders vegne, skriver hun(tryk her). Jeg er fuldstændig ligeglad med hvad Sørine Godtfredsen og alle andre synes – jeg ELSKER Ditte og Louise. Det er komedie lige efter mit hoved og jeg synes, at både Ditte Hansen og Louise Mieritz er absolutely fabulous! De viser, at nobody´s perfect. Sådan er det i serien om “Ditte & Louise” og sådan er det også ude i virkeligheden. Nobody´s perfect – og det er godt nok. 

Tryk på linket herunder, hvis du kunne tænke dig at se, hvorfor Ditte og Louise var ved at få bank af en flok jyske mænd! 😀

https://www.dr.dk/tv/se/ditte-louise/ditte-louise-2-8

“Ditte & Louise” – ny dansk komedieserie, som sendes på DR1 hver fredag aften.

Hvis Ryanair får lov til at indføre deres arbejdsforhold i Danmark, så er jeg bange for, at mange flere firmaer vil følge deres eksempel. Tænk på, hvad det vil betyde for de ansatte i disse virksomheder – husk også på, at mennesker som er arbejdsløse, har reelt set ikke lov til at sige nej tak til et job i en af disse virksomheder. Selv om de både risikerer at gå fallit og blive hjemløse på grund af den latterligt lave løn i Ryanair, så er det – i følge dansk lovgivning – ulovligt for disse mennesker at sige nej. Hvis de gør det alligevel, så risikerer de at miste dagpenge eller kontanthjælp. Der er ingen tvivl om, at disse mennesker kommer til at stå i en forfærdelig situation.

Men jeg synes det værste er det moralske aspekt – eller måske snarere manglen på samme!

Myten om finanskrisen

I 00erne gik det utrolig godt med den danske økonomi. Virksomhedsejere, topchefer, ledere og politikere fik massive lønstigninger – og det er vel fair nok, når det går godt. Men samtidig brugte de samme mennesker en stor mængde tid og energi på at kræve tilbageholdenhed af arbejderne i forbindelse med alle lønforhandlinger – gang på gang brugte man det argument, at overdrevne lønforhøjelser kunne føre til en overophedning af økonomien, hvilket kunne resultere i recession og økonomisk krise.  

I 2008 kom den såkaldte Finanskrise – den begyndte i USA og ramte Danmark hårdt i 2009. De danske eksperter diskutere stadig, hvordan man bør fordele ansvaret mellem den borgerlige regering, uansvarlige banker og grådige byggematadorer. Men der er i hvert fald ingen, som har forsøgt at give arbejderne skylden! Ikke destomindre, så er det nok arbejderklassen som har betalt den største pris – først og fremmest i form af arbejdsløshed.

Når jeg insisterer på at bruge udtrykket “den såkaldte Finanskrise”, så er det naturligvis ikke fordi jeg vil benægte Finanskrisens realitet. Det er dog min påstand, at temmelig mange mennesker har haft en personlig interesse i at puste forestillingen om Finanskrisen op til et niveau, som er fuldstændig uden hold i virkeligheden. Derfor har vi set et fænomenalt samarbejde mellem virksomhedsejere, erhvervsledere og politikere fra BÅDE den røde OG den blå blok, som er uden fortilfælde.

Løgnen om de arbejdsløse

Hvor mange gange har vi hørt de danske politikere tale om en historisk arbejdsløshed? Hvor mange gange har vi hørt Helle Thorning bruge præcis dén formulering? 

Lad os lige få fakta på plads: under den såkaldte Finanskrise toppede den danske arbejdsløshed på cirka 170.000. Da Poul Nyrup Rasmussen overtog statsministeriet efter Poul Schlüter i 1993 var flere end 697.000 danskere ramt af kortere eller længerevarende arbejdsløshed. Det er lidt svært at sammenligne disse tal, fordi man kan gøre arbejdsløsheden op på mange måder; men Danmarks Statistik bruger et begreb som hedder “fuldtidsledige” – det dækker over mennesker som er ramt af længerevarende arbejdsløshed. I 1993 var flere end 335.000 personer registret som fuldtidsarbejdsløse. Det seneste år i denne statisk er 2013, hvor tallet blot er 117.000(Se link). Når man sammenligner med 1993 – og det er dog ikke så forfærdelig mange år siden – så må man konkludere, at arbejdsløsheden under finanskrisen måske ikke har været så forfærdelig stor, som nogen har forsøgt at bilde os ind. 

Dernæst skal vi huske den strukturelle ledighed – et meget vigtigt begreb i denne sammenhæng. I en artikel definerer Børsen “den strukturelle ledighed” på denne måde: “Den strukturelle ledighed er den ledighed, der altid vil være i et samfund, fordi folk er imellem job, er blevet fyret eller er nyuddannede, og derfor først får arbejde efter en periode.

Normalt bruger man også et par andre faktorer – man definerer også den strukturelle ledighed, som ledige der ikke matcher virksomhedernes efterspurgte kompetencer eller – hvis de besidder disse kompetencer – ikke er i stand til at ansøge om jobbet, på grund den geografiske afstand mellem den lediges bopæl og virksomheds placering.

I Danmark ligger den strukturelle ledighed temmelig stabilt omkring 100.000 …

Jeg tror de fleste kan huske, hvordan virksomhederne havde problemer med at skaffe kvalificerede medarbejdere i 2008 – på trods af, at der faktisk var lige omkring 90.000 arbejdsløse. Den gang talte man om, hvordan manglende på kvalificeret arbejdskraft skadede den danske økonomi og den økonomiske vækst. Hvis vi igen bruger begrebet “fuldtidsledige”, så skriver Danmarks Statistik, at dette tal var 50.000. Den gang skrev Nordjyske medier: “Men det er uholdbart, mener nationalbankdirektør Nils Bernstein. Ifølge direktøren skal minimum 50.000 flere danskere om i arbejdsløshedskøen, for at dansk økonomi kan komme i balance.

Umiddelbart vil mange måske tænke, at det lyder jo skørt …. men Nils Bernsteins hensigt er netop, at holde den strukturelle ledighed omkring 100.000 personer. Og hvorfor er det vigtigt? Lad os lige vende tilbage til Wikipedias opslag om den strukturelle ledighed: “En ledighed, der er højere end det strukturelle niveau, forventes nemlig at føre til lavere lønstigninger, hvilket igen vil øge beskæftigelsen og dermed sænke ledigheden, mens en ledighed under det strukturelle niveau omvendt vil medføre en højere lønstigningstakt og dermed skabe flere arbejdsløse. Når ledigheden netop er på sit strukturelle niveau, vil lønstigningstakten være stabil (alt andet lige), og arbejdsløsheden hverken have tendens til at stige eller falde yderligere.” Derfor giver det heller ikke mening, når man taler om, at ALLE skal i arbejde. Alle mennesker som ved en lille smule om økonomi og samfundsforhold ved, at det ville være en katastrofe for samfundet. Som Nils Bernsteins kommentar viser, så er en vis ledighed nødvendig for at holde økonomien og samfundsforholdene i en sund balance.

Nu skal man lige holde tungen lige i munden … hvad var det der skete den gang i 2008? Man havde en ledighed som var LANGT under det strukturelle niveau, hvilket burde føre til højere lønstigninger – i stedet skete det modsatte. I strid med alle økonomiske teorier lykkedes det den borgerlige regering og erhvervslivet at presse arbejderne til at acceptere meget lave lønstigninger – mens toppen af det danske samfund gav sig selv nogle enorme lønstigninger. De skovlede pengene i deres egne lommer og kørte i fuld fart mod den økonomiske krise. Arbejderne fik ingen økonomisk fordel af højkonjunkturen i 00erne, de fik blot nogle ubetydelige lønstigninger – til gengæld fik de lov til at betale regningen for festen, da Finanskrisen ramte i 2009. 

Men i vores sammenhæng er det den strukturelle ledighed som vigtig. Under Finanskrisen har vi haft en arbejdsløshed på 170.000 – men hvis vi trækker den strukturelle ledighed fra, så er det reelle tal faktisk kun på 70.000! Hvis vi taler om fuldtidsledige, så er tallet meget mindre.

I september 2014 udtalte Nordeas cheføkonom Helge Pedersen til DA´s nyhedsbrev Agenda: “Idéen om høj ledighed skyldes en påvirkning fra medierne, hvor man ofte har sammenlignet med 2008. Det er på alle måder forkert at lave den sammenligning, for 2008 var kendetegnet ved en overophedning, der drev ledigheden ned på et kunstigt lavt niveau. I en saglig diskussion, når man ser udviklingen over tid, så kan man ikke sige andet end, at vi har en lav ledighed i Danmark.

Hvorfor lyver de?

Alle politikerne taler uafbrudt om en historisk arbejdsløshed og erhvervslederne siger det samme – det kan man jo læse i medierne hver eneste dag og sådan har det været siden finanskrisen ramte i 2009. Så er spørgsmål naturligvis: hvorfor lyver de? Jeg synes svaret er ret indlysende: virksomhedsejerne, erhvervslederne og politikerne(fra både den røde og den blå blok) har formået at skabe en myte om Finanskrisen og den såkaldte “historiske arbejdsløshed”, fordi det tjener deres egen sag.

Toppen af det danske erhvervsliv har brugt denne myte til at trykke lønnen – hver eneste gang de har formået at reducere lønstigningerne med 25 øre – eller ligefrem at tvinge arbejderne til at gå ned i løn – så har de puttet pengene i deres egne lommer og samlet set har det givet cheferne nogle enorme lønstigninger!

Politikerne har gennemført nogle store besparelse på kontanthjælp, ældrepleje, førtidspension og hele den offentlige sektor. Gang på gang har regeringen sagt, at disse besparelser var nødvendige for at komme igennem finanskrisen og atter få gang i hjulen. Men sandheden er, at regeringen har brugt pengene fra disse alle disse bespareler til at give skattelettelser til præcis de mennesker som IKKE er ramt af finanskrisen – nemlig den velstillede middelklasse og den rige overklasse, som samtidig har fået store lønstigninger under finanskrisen. Det er et ekspempel på, hvordan politikerne har udnyttet myten om finanskrisen! Uden denne myte, tror jeg, det havde været svært for politikerne at retfærdiggøre de store besparelser i den offentlige sektor, mens man samtidig giver skattelettelser til de velstillede. På dén måde har forestillingen om finanskrisen været et stærkt arbejdsredskab for politikerne.

Kort sagt: først tjener de rige fedt på det økonomiske opsving i 00erne. Bagefter tjener de endnu mere på Finanskrisen og endelig får den ene skattelettelse efter den anden. Mens arbejderne og de fattige på overførelseindkomst betaler ….

Men hvad får politikerne ud af det? Først og fremmest så skal man da huske, at de danske politikere hører jo selv til den bedrestillede middelklasse, som har fået stor glæde af disse skattelettelser. Men det vigtigste svar er MAGT!

Vi skal snart i gang med årets valgkamp. Jeg forudser, at den bliver som en gentagelse af de sidste 2-3 valgkampe. Der bliver en del mudderkastning mellem de mest fremtrædende kandidater, hvor det kommer til at handle mest om personlige forhold. Men det vigtigste emne i offentligheden bliver endnu en gang flygtninge, indvandring og integration. Men i virkeligheden er disse emner temmelig irrelevante – lige som de foregående år, så er der kun ét eneste emne som bestemmer resultatet af det kommende valg: den blok som kan love flertallet af vælgerne den største skattelettelse og sandsynliggøre at de kan indfri deres løfter, de vinder valget!

Men risikerer de ikke, at blive beskyldt for at være asociale? For at være usolidariske med de fattige og de svage i samfundet? Nej, nej, for så har de jo deres trumfkort – den såkaldt finanskrise og kampen mod den historisk høje arbejdsløshed. Ved hjælp af de to argumenter kan politikerne afvise alle den slags beskyldninger og fastholde at de udelukkende tænker på samfundets bedste. Politikerne har opbygget en irrationel angst for finanskrisen i en meget stor del af befolkningen, som de kan bruge igen og igen …. der er udelukkende tale om manipulation og indoktrinering. Når valgkampen begynder, så vil vi endnu en gang se, hvordan de bruger denne angst og hvordan de alle forsøger at udnytte de to trumfkort optimalt til at købe vælgernes stemmer med løfter om flere skattelettelser. 

Hvis det ikke var så trist … så måtte man jo indrømme, at det faktisk er ret genialt.

Ryanair som metafor

Ryanair – og deres virksomhedsmodel – er em helt utrolig fantastisk metafor for det samfund, som vi er ved at skabe i disse år. Lad mig lige henvise til en række avisoverskrifter fra de seneste år:

Politiken d. 30. april 2010: Vi er meget rigere end vi tror.

Ugebrevet 4A d. 28. juni 2010: Offentlige chefer forgyldes.

DR d. 30. juni 2010: Danskerne er blevet rigere. (82 mia i første kvartal – midt under krisen!)

Realkreditrådet d. 30. juni 2010: Danskerne er blevet rigere. (Nettoformuen er 747.00 pr. pers.)

Arbejderbevægelsens fællesråd d. 18. august 2010: Stor stigning i antallet af rige danskere.

DR Nyheder d. 17. november 2011: Cheferne løber med lønstigninger.

Børsen d. 20. december 2012: Danskerne har rekord mange penge i banken. (739 mia)

Nordea d. 4. april 2013: Danskernes forumer har vokseværk. (Nettoformuen er 808.000 pr. pers.)

Ekstra Bladet d. 27. september 2013: Så rige er de rigeste danskere.

Ekstrabladet d. 30. december 2013: Børsen siger farvel til 2013 med ny rekord.

Berlingske Business d. 7. februar 2014: Finanskrisen er overstået på Børsen – handlen sætter rekord.

Berlingske Business d. 25. september 2014: Danmarks allerrigeste er blevet markant rigere.

Berlingske Business d. 30. september 2014: Danskerne er blevet 30 mia. rigere. (På bare 3 mdr.)

Avisen.dk d. 30. september 2014: Danskerne er blevet rigere. (Danskerne ejer 465.000 pr. pers)

Berlingske Business d. 13. oktober 2014: Så meget er en gennemsnitlig dansk familie god for. (2,5 million)

Fagbladet 3F d. 20. november 2014: Kæmpe lønfest: De rige spurter fra 3F`erne.

DR Nyheder d. 25. december 2014: Ledernes løn stikker af fra medarbejdernes.

Fagbladet 3F d. 25. december 2014: Chefer scorer det dobbelte i løn.

Berlingske Business d. 6. januar 2015: Rekordstor fremgang for fondsbørsen i 2014.

Børsen Investor d. 19. februar 2015: C20 lukker i ny rekord.

DR Nyheder d. 7. april 2015: Eliteaktier runder indeks 1000 og sætter rekord.

Finans.dk d. 9. april 2015: Fjerde rekord i træk for C20.

Børsen Investor d. 10. april 2015: Aktiver: C20 i ny rekord.

Børsen Finans d. 12. april 2015: Børschef jubler over eksplosion i handlen.

Børsen Investor d. 7. maj 2015: Dansk aktiehandel sætter rekord.

I toppen af denne pyramide har man ejerne og topcheferne i Ryanair, som tjener styrtende med penge – og de flyver med garanti IKKE med Ryanair, når de rejser nogen steder! Man kan sige, at disse mennesker er kongerne og fyrsterne i denne metaforiske samfundsmodel.

Derunder har vi alle passagerne, som repræsenterer hele den velstillede middelklasse – til denne gruppe hører også en stor gruppe af studerende. Disse mennesker har råd til at rejse til alle afkroge af verden blot for at feste, slappe af, dase på stranden eller opleve en smule eventyr. Uanset hvordan man ser på det, så er det en stor luksus. Lige som fortidens grever og baroner, så har disse mennesker ingen skrupler ved at udnytte underklassen, hvis det blot giver dem selv endnu mere luksus – fx i form af moderne elektronik, mærketøj, dyre biler eller endnu flere ferierejser. Derfor er de fuldstændig ligeglade med løn og arbejdsforhold for medarbejderne i Ryanair.

I bunden af denne metafor over samfundsudviklingen, har vi kabinepersonalet og alle de almindelige arbejdere i Ryanair, som får en løn der er så lav, at de faktisk bliver nødt til at have to jobs, blot for at betale deres faste udgifter som husleje, forsikringer, transport osv. I England kaldes denne samfundsgruppe for “The Working Poor”, men det er også et velkendt fænomen i fx Tyskland. Trods to fuldtidsjobs, så har disse mennesker ikke råd til mærketøj. De har ikke råd til at rejse på ferie. Hvis de er heldige, så har de råd til at betale deres husleje – men det betyder til gengæld, at de aldrig har mulighed for at være sammen med deres familie. Hvis de er så heldige, at have sådan én!

Jeg vil gerne lige understrege, at jeg har ikke noget imod de velstillede, de rige eller de superrige. Jeg tror ikke på et samfund uden en eller anden form for klasseskel. Men der skal saftsusme være en vis balance i disse forhold … 

Det er ekstremt vigtigt at råbe op og gøre modstand, når udnyttelsen af den fattige underklasse bliver så hård og skruppeløs, at man kan sammenligne den med forholdene før den franske eller den russiske revolution. Jeg forstår ikke, hvordan man kan accepterer sådanne forhold i et samfund, hvor langt den største del af befolkningen bliver stadig rigere og rigere. Problemet er, at middelklassen og overklassen har råd til at sikre disse mennesker en anstændig eksistens blot ved at betale en rimelig pris for deres flybilletter – de har råd til det! Men de vælger helt bevidst, at de IKKE vil! Det er udtryk for en utrolig kynisme, som jeg ikke forstår!

Nogle er måske ikke klar over disse forhold. Mange har måske ikke rigtig tænkt over det. Derfor er det så utrolig vigtigt, at nogen råber op og forsøger at bremse denne udvikling. Der skal i hvert fald ikke være nogen tvivl om, at jeg støtter fagforeningernes kamp imod Ryanair. Med dette indlæg har jeg forsøgt at redegøre for, hvorfor jeg synes denne kamp er så utrolig vigtig og jeg håber, at det er lykkedes! 

Jeg støtter fagforeningernes kamp mod Ryan Air.

Jeg støtter fagforeningernes kamp mod Ryanair.

I går var jeg til Verdis requiem i et propfyldt koncerthus – det er vist første gang jeg har været til en koncert, hvor der ligefrem var venteliste. Derfra hvor jeg sad kunne jeg tælle 9 tomme sæder – det er altså imponerende i en sal med plads til 1800 gæster. Der er jo altid nogen som bliver syge eller af anden grund forhindret. Verdis requiem er vist en af årets store klassiske begivenheder.

Guiseppe Verdi (1813-1901)

Et requiem er en romersk-katolsk dødsmesse som stammer fra 900-tallet, hvor man indførte en årlig bededag for alle døde – allesjælesdag d. 2. november. Men det var først meget senere at man begyndte at sætte musik til teksten. Der findes over 2000 kompositioner og de ældste er fra 1400-tallet. Teksten består af en masse led; Dies Irae, Sanctus, Libera me, Angus Dei, mv. Komponisterne kan frit vælge mellem de forskellige led og sætte dem sammen som de ønsker. Dermed bliver de bedste requier yderst forskellige.

Denne sæson opfører koncerthuset fire af de mest kendte requier; Verdi, Mozart, Fauré og Brahms. Jeg ærgrer mig rigtig meget over at der ikke er blevet plads til Berlioz i programmet….. jeg synes egentlig også at Benjamin Brittens “War Requiem” hører til blandt de bedste, som burde indgå i sådan et requiem-marathon. 

Verdis requiem udmærker sig ved at være det mest dramatiske – mange mener ligefrem at det er Verdis bedste opera. Verdi bruger Dies Irae-satsen som et gennemgående tema, hvor paukerne og stortrommen skiftes til af banke løs, ledsaget af ildevarslende dommedagstrompeter og et buldrende tordenkor.

Dies Irae, dies illa
solvet saeclum in favilla,
teste David cum Sibylla. 
Quantus tremor est futurus,
quando judes est venturus,
cuncta stricte discussurus!
Tuba mirum spargens sonum
per sepulchra regionum,
coget omnes ante thronum.

Vredens dag i tidens fylde,
spået af David og Sibylle,
verden skal i flammer hylle.
Gru og angst og rædsler kolde
vil vor Herres komme volde,
når han dommedag vil holde.
Over slægtens grave gjalde
domsbasunerne og kalde
for Guds trone ALT OG ALLE.

Mellem disse dies irae-satser udfolder de fire solister deres egne temaer; tenoren synger: “Ingemisco tanquam reus,/ culpa rubet vultus meus,/ supplicanti parce, Deus” – “Hør mig stønne i min brøde,/se min kind af skammen gløde,/ skån mig, Gud, lad mig ej bøde.” Sopranen synger i en hjertegribende vekselsang med koret: “Libera med, Domine, de morte aeterna/ in die illa tremenda,/ quando coeli movendi sunt et terra.” – “Frels mig, Herre, fra den evige død/ på hin frygtelige dag,/ når himlene og jorden røres,/… “ Men igen og igen vender den skabnesvangre dies irae, dies illa tilbage med tordenkor og dommedagstrompeter. Men det er også koret som synger den store inderlige bøn til Gud, som har givet genren sit navn: “Requiem aeternam dona eis, Domine” – “Herre, give dem den evige hvile.

Chefdirigent Rafael Frühbeck de Burgos

Det er storslået, det er gribende, det er berusende…… alligevel giver jeg kun 5½ ud af 6 stjerner. Der manglede noget…. Det var kun enkelte satser som nåede det sublime; fx “Ingemisco tanquam reus” med tenoren Aquiles Machado, Lacrymosa og det afsluttende “Libera me” med sopran Ines Salazar og hele DR koncertkoret. Jeg havde faktisk en følelse af, at man først rigtig fandt melodien da man var et godt stykke over halvvejs – og det er bare for sent.

Rafael Frühbeck de Burgos dirigerede og det er første gang siden hans udnævnelse til chefdirigent for DR Symfoniorkestret – en udnævnelse som mange har undret sig over. Der er ingen tvivl om, at Frühbeck de Burgos er en dygtig, solid og stabil dirigent. Man får en god og sikker koncert når han svinger dirigentstokken. Men der bliver ikke taget nogen chancer….. derfor bliver det lidt for pænt, lidt for konservativt, lidt for upersonligt. Det bliver lidt tamt og lidt for stramt….. Men det er nok også et spørgsmål om forventning; hvis man ønsker en opførsel der er alvorlig og højtidelig, så har man formodentlig fået hvad man kom for. Jeg havde foretrukket en fortolkning der var mere dynamisk, vital og temperamentsfuld. Der manglede lige det sidste ryk eller den sidste kraftanstrengelse, som havde gjort koncerten til en sublim og uforglemmelig oplevelse.

Næste afsnit i denne requiem-marathon er d. 3. og 4. november hvor man spiller Mozarts requiem. Der er venteliste, men jeg har heldigvis købt billet……..

Koncerten blev optaget til fjernsynet. Den bliver nok snart sendt på DR2, så alle kan nyde den.

Sergej Prokofiev(1891-1953)

Fredag aften var jeg til koncert med Simon Trpceski i DRs nye koncertsal – en koncert som jeg virkelig havde glædet mig til. Pianisten Simon Trpceski var solist i Prokofjevs 3. klaverkoncert: to favoritter på én gang. Jeg havde store forventninger og blev ikke skuffet.

Allerede da Simon Trpceski kom på scenen i selskab med dirigent Thomas Dausgaard, var der tegn på, at det ville blive en usædvanlig koncert. De ankom som et par gode kammerater der hyggede sig og havde det enormt sjovt sammen. Selv under koncerten var det mit indtryk, at de lavede sjov med hinanden. Jeg har aldrig oplevet noget lignende!

Når man ser billeder af Sergei Prokofjev, ser han meget sart, skrøbelig og kultiveret ud. Men sådan er hans musik ikke – tværtimod! Det er vildt og lidenskabeligt og barbarisk  – og legesygt. Der er en enorm kraftfuld energi i den tredje klaverkoncert og en stor del spilles i et sprudlende og hæsblæsende tempo. Pianisten flyver fra den ene ende af klaveret til den anden – og hver gang der er et øjebliks pause, bruger han den til at tørre sved af panden…… alligevel havde Simon Trpceski overskud til at flirte med både 1. og 2. violinen. Det var dybt imponerende!

Der var bragende bifald mellem hvert eneste sats og bagefter takkede publikum for indsatsen med stående applaus. Og det var sandelig velfortjent. Sikken en storslået oplevelse! Simon Trpceski er fra makedonien og kvitterede for bifaldet med et stykke af en makedonsk komponist. Efter endnu et storslået bifald fik vi også en klaversolo; det var et fantastisk nummer og jeg er meget ked af, at jeg ikke ved hvad det var. Det mindede om Chopin eller Debussy, men jeg tror alligevel ikke det var nogen af dem. Måske Liszt?

Efter pausen spillede DRs Symfoniorkester Tjajkovskijs 5. symfoni. Det var et flot, dramatisk værk med stor variation mellem satserne. Det gennemgående tema var meget forførende og publikum var nærmeste som beruset. Jeg tror det var derfor de fortsatte med at klappe mellem alle satserne – det var ganske usædvanligt og der hørtes da også enkelte mishagsytringer fra publikumsrækkerne. Jeg er overbevist om, at alle kom for at høre Simon Trpceski, men det var Tjajkovskijs 5. som efterfølgende sad i blodet mange timer efter koncerten. Jamen, sikken en oplevelse! Sikken en forrygende aften!

Musikerne så meget tilfredse ud under det afsluttende bifald – og det kan jeg godt forstå. Jeg har en formodning om, at efter sådan en flot og vellykket koncert, må de have den samme tilfredsstillelse som en sportsløber der gennemfører et marathon. Den store forskel er blot, at disse musikere har en ny koncert og et nyt program hver eneste uge. Jeg er dybt imponeret! Det er måske fordi jeg ikke selv kan spille et instrument, men jeg forstår ikke at det er muligt. Men uge efter uge lykkes det at give publikum en musikalsk oplevelse i verdensklasse – jeg synes det er et lille mirakel, hver eneste gang jeg oplever det!

Anmelderne var lige så begejstrede for koncerten torsdag:

Søren Schauser i Berlingske.

Thomas Michelsen i Politiken.

Christine Christiansen i Jyllands-Posten.

Simon Trpceski

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Reklamer
%d bloggers like this: