You are currently browsing the tag archive for the ‘Dvorak’ tag.

Torsdag aften var jeg til den første koncert i Tivolis koncertsal i denne sæson. DUSIKA – Hovedstadsregionens Ungdomssymfoniorkester – spillede og Christian Schmiedescamp dirigerede.

Det første værk var Carl Nielsens Saga-Drøm. Det begyndte så smukt med de dybe, brummende strygeres dvælende tonespil. Men det stod hurtigt klart, at musikerne havde lidt svært ved at finde fælles fodslag. Samklangen og samspillet kom aldrig til at fungere særlig godt.

Christian Schmiedescamp var tydeligvis en glad dirigent!

Christian Schmiedescamp var tydeligvis en glad dirigent!

Dernæst fulgte Elgars cellokoncert med Jonathan Swensen som solist. Musikken var fra starten kraftfuldt og fyldt med en dirrende intensitet. Kort efter starten var der en passage, hvor bratscherne og celloerne spillede fuldstændig perfekt sammen. Pludselig stod det fuldstændig klart, at Carl Nielsen havde blot været opvarmning – den egentlige koncert begyndte med Elgar og første sats sluttede med et brusende og svulmende klimaks! Igen og igen kunne jeg mærke hvordan frydefulde kuldegysninger løb ned af nakke. Sikken en oplevelse – wow!

Herefter fulgte det ene musikalske højdepunkt efter det andet – musikerne spillede virkelig godt og det gælder ikke mindst den unge cellist Jonathan Swensen; han havde et lidenskabeligt udtryk og virkede fuldstændig grebet af musikken. Nogen gange virkede han så grebet, at det så ud som glemte han alt og alle omkring sig. Da så det nærmest ud som om, at han legede med instrumentet – eller som om, at instrumentet blev levende mellem hans hænder. Han spillede fuldstændig suverænt – jeg blev temmelig forbavset, da jeg tjekkede programmet efter Elgars Cellokoncert og opdagede, at Jonathan Swensen kun er 18 år! Det er altså svært at forstå, når man hører hvordan han spiller! 

Antonín Dvorák – Fra den nye verden

Den unge solist Jonathan Swensen stemmer instrumentet.

Den unge solist Jonathan Swensen stemmer instrumentet.

Efter pausen spillede de Dvoráks 9. symfoni – bedre kendt som “Fra den nye verden”. Jeg har hørt dette værk nogle gange og jeg må indrømme, at jeg aldrig har været særlig vild med det. Tværtimod. Jeg har altid syntes, at det var en smule kedeligt. Men jeg må også tilføje, at den oplevelse blev ændret fuldstændig torsdag aften i Tivolis Koncertsal. For første gang forstod jeg endelig, hvad musikken handlede om!

Da Antonín Dvorak ankom til Amerika i 1892, var han interesseret i både indianernes og de sorte amerikaneres musik; alle steder kan man læse om, hvordan denne interesse kan spores i denne symfoni. Endvidere skriver DR om den 9. symfoni: “Om de store skove, de store vidder, de uendelige prærier befolket af indianere. Man fornemmer uro, det blæser op, er et uvejr på vej? Men kort tid efter ånder alt igen fred og den uforglemmelige melodi vender tilbage. Sjovt nok, så hørte jeg nogle helt, helt andre temaer i musikken torsdag aften!

Første sats begynder med cello og bas. Derefter følger en ganske kort hornfanfare. Paukerne fik nogle tæsk – og jeg elskede det. Musikken var dynamisk og kraftfuld – den var fuld af tempo og temperament. Jeg blev straks grebet af en følelse af, hvordan Dvorak har siddet på det store skib og nærmet sig New York – denne fremtidsby af skyskrabere. Jeg kunne pludselig se for mig, hvordan byen nærmest voksede op af havet. Samtidig kommer byens lyde tættere og tættere på – alle lydene vokser og forvandles til en musikalsk collage. Første sats er en mægtig fanfare – en hyldest og en hilsen til denne fremtidsby. Det er oplevelsen af, at nærmere sig New York for første gang.

Der er musestille, mens alle venter på det første tegn fra dirigenten.

Der er musestille, mens alle venter på det første tegn fra dirigenten.

Derefter udgør den følgende musik en cyklus på firetyve timer: musikken begynder så usædvanlig fint og dæmpet, mens solen langsomt stiger op af havet over den sovende by. Så kommer alle strygerne, mens folk vender sig i deres senge og gnider deres øjne. De vender sig endnu en gang inden de endelig vågner. Så følger fløjterne – byen vågner, den første morgentrafik bevæger sig ind i gaderne, mens solen stråler og blinker i tusindvis af vinduer. Nu følger en vidunderlig passage, hvor bassen spiller pizzicato – man mærker helt tydeligt, at det er byens hektiske puls, som begynder at slå stærkt og kraftfuldt. Morgentrafik og menneskemylder fylder alle byens gader: paukerne, strygerne og hornene – jeg fornemmer tydeligt og klart, hvordan Dvorak forvandlede byens lyde til en musikalsk collage eller et skuespil.

Midt i musikken kan man høre en klokke – en mærkelig klokke – en meget irriterende klokke. Er det sporvogne? Eller måske cykelklokker? Eller hvad i alverden kan det være? Pludselig slog det mig – jamen, det er jo indlysende: det er jo en telefon! I følge Wikipedia har den amerikanske kongres anerkendt Antonio Meucci, som telefonens oprindelige opfinder. Philipp Reis opfandt sin egen model i 1860. Samme dag i 1876 indgav både Elisha Gray og Alexander Graham Bell patentansøgning på telefonen – Graham Bell vandt og derfor har han i mange år været regnet for telefonen opfinder.

Antonín Dvorák (1841-1904).

Antonín Dvorák (1841-1904).

Den første samtalestation blev oprettet i København i 1879 og fungerede nærmest som telefonkiosker(læs her). To år senere blev Danmarks første telefonselskab oprettet. Den første telefonbog udkom i 1881 og der var 22 abonnenter – i 1899 var tallet vokset til 9.687(læs her). Dvorák kom fra Tjekkiet – jeg forestiller mig, at Tjekkiet har været mindre moderne end Danmark. Men det er selvfølgelig muligt, at jeg tager fejl. Jeg er dog helt sikker på, at Amerika – og særligt New York – har været langt mere udviklet end både Danmark og Tjekkiet. Jeg tror det er alt det ovenstående, som man på magisk vis kan høre og opleve i Dvoráks 9. symfoni. Man undrer sig, når man hører den første klokke … snart kommer der flere og flere … i begyndelsen er det morsomt, men snart ringer klokkerne uafbrudt og lyden bliver til et stressende inferno. Jamen, det er jo fuldstændig genialt; det er jo en meget, meget præcis beskrivelse af den teknologiske udvikling helt frem til … ja, helt frem til vores tid!

Senere bliver det aften – efter en pause, hvor det nærmest virker som om at musikken holder vejret – så kan man mærke, hvordan bilerne kører gennem de nattetyste gader, mens dansemusik driver ud fra barer og restauranter. Hvis denne symfoni er et musikalsk billede af New York, så er det i hvert fald en by som aldrig sover!

Værket slutter med en finale, som udtrykker respekt, beundring og ærefrygt for denne by og den nye verden. Komponisten har fået et blik ind i fremtiden; og han er både beruset og fascineret af alt hvad han har set og oplevet.

En rigtig flot koncert!

Det gik ikke så godt med Carl Nielsens Saga-Drøm. Dernæst fulgte Elgars Cellokoncert, hvor jeg blev helt beruset af musikken. Endelig sluttede koncerten med Dvoráks 9. symfoni, som sendt mig på en regulær fantasirejse. Som sædvanlig må jeg understrege, at jeg ikke aner noget som helst om, hvad der inspirerede Dvorák eller hvilken historie han har ønsket at fortælle med dit værk – alt det ovenstående er udelukkende min personlige oplevelse af musikken.

Christian Schmiedescamp greb den sidste tone i luften og holdt den fast, men publikum holdt vejret, før klapsalverne skyllede ned over scenen.

Christian Schmiedescamp greb den sidste tone i luften og holdt den fast, mens publikum holdt vejret … derefter skyllede klapsalverne ned over scenen.

Da de blev færdige med at varme op, spillede DUSIKA virkelig flot i værkerne af Elgar og Dvorák. Jonathan Swensen spillede suverænt i Elgars Cellokoncert og Christian Schmiedescamp støttede musikerne gennem hele aftenen – der er slet ingen tvivl om, at han har en stor del af æren for aftenens succés. Når man forholder sig til kontrasten mellem det første indledende værk og aftenens to store værker, så er jeg nødt til at konkludere, at det var dirigenten som formåede at gribe musikerne og føre dem ind på den rette vej. Christian Schmiedescamp fremstår som en meget omsorgsfuld dirigent – og så udstråler han en imponerende ro. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at dirigentens udstråling måske er meget befordrende for musikernes indsats.

Når jeg oplever sådan en aften, hvor jeg bliver grebet af både musik og fantasi, så kan det næsten ikke blive meget bedre. Men spillede de godt? Ja! … det tror jeg nok. Jamen, de spillede jo så godt, at jeg glemte at høre efter. Jeg var fuldstændig grebet af musikken og så glemte jeg alt andet. Og lige præcis dérfor, kunne jeg godt være fristet til at give fem stjerner – men det ville vist være useriøst, når jeg lige minder mig selv om Carl Nielsen. Men så skal DUSIKA, Jonathan Swensen og Christian Schmiedescamp i hvert fald have fire stjerner!

4 stjerner

DUSIKA - Hovedstadsregionens Ungdomssymfoniorkester - stemmer instrumenterne og gør klar til aftenens koncert i Tivolis koncertsal.

DUSIKA – Hovedstadsregionens Ungdomssymfoniorkester – stemmer instrumenterne og gør klar til aftenens koncert i Tivolis koncertsal.

Reklamer

For et par dage siden sad jeg og tænkte på, at der kun er nogle få koncerter tilbage i Tivolis Koncertsal – så slutter sommersæsonen. Bliver jeg så en lille smule trist? Eller måske en smule vemodig? Absolut ikke! Det betyder jo bare, at vintersæsonen venter lige rundt om hjørnet. Det betyder også, at der kun er 6-7 måneder  før Tivolis Koncertsal offentliggør programmet for næste års sæson. Der er masser af spændende koncerter og andre arrangementer at glæde sig til!

Konservatoriets Koncertsal på Julius Thomsens Gade 1 på Frederiksberg.

Konservatoriets Koncertsal på Julius Thomsens Gade 1 på Frederiksberg.

I den anledning gik jeg ind på Copenhagen Phils hjemmeside for at se, hvornår jeg skal til koncert med dem igen. Jeg blev rigtig forbavset, da jeg kom ind på deres hjemmeside og så deres program – det ser jo helt vildt spændende ud. Det er måske deres mest spændende program i flere år. Men det som forbavsede mig allermest var, at jeg er 100% sikker på, at jeg ikke har set programmet før … og det forstår jeg slet ikke. Jeg er jo helt ekstatisk hvert forår, når alle koncertsalene offentliggør deres programmer for næste sæson. Det føles fuldstændig som at åbne julegaver, hver eneste gang jeg åbner et nyt program. Derfor kan jeg slet ikke forstå, at jeg har glemt at tjekke programmet fra Copenhagen Phil. Men det må alligevel være rigtigt, for jeg har jo heller ikke skrevet om det, som jeg ellers har gjort de seneste par år.

Jeg anbefaler:

Det er efterhånden ved at være fast tradition her på bloggen, at jeg anbefaler de fem koncerter, som jeg selv glæder mig allermest til. Men det er en helt umulig opgave i denne sæson, hvor der er så mange lækre og spændende koncerter at vælge imellem. Og man må ikke snyde – men så er man bare nødt til at være kreativ i stedet for. 😉

D. 23. oktober i Konservatoriets Koncertsal – Santtu-Matias Rouvali er dirigent og han er altid en oplevelse. Jeg er stor fan af Rouvali. Copenhagen Phil spiller to værker af Stravinskij. De spiller Petrusjka, som jeg ikke kender. Men først spiller de “Historien om en soldat”, som jeg er ret vild med, men kun har hørt på CD.

D. 31. oktober i Konservatoriet Koncertsal – aftenens solist er Alice Sara Ott, som jeg tidligere har hørt i Tivolis Koncertsal. Det var en rigtig god oplevelse og derfor glæder jeg mig til at høre hende igen. Derudover består programmet af tre værker af Bartók og jeg er ekstremt vild med Bartók. Hans musik spilles alt for sjældent, så det er i hvert fald en koncert som jeg IKKE vil gå glip af.

Den danske tenor Peter Lodahl er solist i opførelsen af Donizettis requiem.

Den danske tenor Peter Lodahl er solist i opførelsen af Donizettis requiem.

D. 27. marts 2015 i Københavns Domkirke – Copenhagen Phil opfører Donizettis requiem i samarbejde med Københavns drengekor og en række solister, blandt andre den danske tenor Peter Lodahl. Akustikken er en stor udfordring i Københavns Domkirke og den har desværre ødelagt et par koncerter for mig – jeg kom meget sent og satte mig oppe i galleriet bag nogle tykke søjler. Deroppe hører man saftsusme ikke særlig godt. Til gengæld har man et perfekt overblik og man opdager straks, hvorfor der er så mange mennesker som har problemer med at finde en plads – på de fleste bænke var der plads til mindst to, tre eller fire personer mere. Men dem der var kommet først sad og bredte sig, som om de ville undgå, at andre skulle sætte sig ved siden af dem – og det virkede! 

Jeg vil bestemt ikke gå glip af Donizettis requiem. Hvem ved hvornår man får chancen igen? Men jeg skal nok sørge for at komme i god tid, så jeg får en god plads på gulvet!

Foyeren i Konservatoriets Koncertsal.

Foyeren i Konservatoriets Koncertsal.

D. 10 april i Konservatoriets Koncertsal – det bliver en aften med forårsmusik. Først spiller de “Fynsk forår” af Carl Nielsen. Bagefter fortsætter programmet med Carmina Burana, som også handler om forår …. og kærlighed og sex og druk og hasardspil. Det er et helt fantastisk værk, som jeg efterhånden har hørt en del gange. Men jeg tror godt, at jeg kan klare en gang mere!

D. 23. april 2015 i Konservatoriets Koncertsal – endnu en gang er det Santtu-Matias Rouvali på dirigentpodiet. Programmet består af Ligetis violinkoncert, samt “Slaviske danse” af Dvorak og “Danse fra Galanta” af Kodaly – særligt det sidste værk er jeg helt vild med. Kombinationen af disse tre værker og den unge, sprudlende Rouvali – jeg er temmelig sikker på, at det bliver en rigtig festlig aften i koncertsalen.

NB: mange af disse koncerter kan man også opleve i andre spillesteder på Sjælland. Tjek selv programmet for nærmere oplysning.

Jeg anbefaler også:

Gunvor Sihm der debuterer som solist d. 3. oktober.

Gunvor Sihm, der debuterer som solist d. 3. oktober.

Men der sker jo meget mere; allerede d. 3. oktober(tryk her for info) debuterer Gunvor Sihm som solist. Gunvor Sihm har spillet sammen med Copenhagen Phil nogle år. Derudover spiller hun også i “The Nightingale String Quartet“, som har fået stor succes og mange roser for deres indspilning af Rued Langgards musik. Til debutkoncerten spiller Gunvor Sihm først sammen med “The Nightingale String Quartet” og derefter sammen med hele Copenhagen Phil. Jeg tror, at det bliver en rigtig spændende aften …. og så er der oven i købet gratis adgang! 

I januar måned er der Schumann festival, som strækker sig over fire aftener – det er en begivenhed, som jeg glæder mig utrolig meget til. Jeg kender ikke særlig meget til Schumann og jeg har heller ikke særlig meget af hans musik på CD. Egentlig synes jeg nok, at Schumann er lidt kedelig …. men jeg tror det er fordi jeg ikke kender ham særlig godt. Lige præcis dérfor glæder jeg mig rigtig meget til denne Schumann-festival – jeg håber, at jeg kommer til at kende Schumann og forstå ham meget bedre!

Endelig er der også de fantastiske ½12 koncerter – i den forgangne sæson nåede jeg kun én af disse koncerter og det er jeg rigtig ked af. Hvis man er til masser af skøn kammermusik, sjove anekdoter om musik, musikere og komponister, samt masser af latter, så bør man absolut komme til disse koncerter. Det er som sædvanlig 11,30, men koncerterne flytter til koncertstedet Metronomen, som man finder på Godthåbsvej 33 på Frederiksberg.

Og så er der alle de andre:

Konservatoriet Koncertsal.

Konservatoriet Koncertsal.

Det er virkelig et helt fantastisk program og jeg tror, at jeg kommer til at tilbringe temmelig mange timer i selskab med Copenhagen Phil i løbet af de næste 6-7 måneder. Men det giver mig også et lille luksusproblem, for hvad med alle de andre? Det er efterhånden et par år siden, at jeg har været til koncert med DR Symfoniorkestret og det vil jeg gerne lave om på. Og så er der de mange kammermusikforeninger, som også arrangerer en masse spændende koncerter. Særligt “Hellerup kammermusikforening“, “Hørsholm musikforening” og “Kammermusikforeningen af 1911” har nogle rigtig gode oplevelser på plakaten for den kommende sæson.

Sidst – men ikke mindst – så er der jo også Operaen, hvor jeg heller ikke har været i flere år. Deres billetter er efterhånden blevet så dyre, at en tur i Operaen er en luksus som jeg har lidt svært ved at få råd til. Heldigvis er der så mange andre muligheder, så jeg føler mig bestemt ikke kulturelt understimuleret. I den kommende sæson er der bare et par forestillinger som jeg virkelig gerne vil se. Så må tiden vise om det lykkes! 

Jeg kan jo godt forudse, at lige præcis TIDEN bliver det største problem. Copenhagen Phil giver så mange spændende koncerter i den kommende sæson, at det bliver lidt svært at få tid til alle de andre.

Konservatoriets koncertsal - Copenhagen Phil sammen med studerende fra konservatoriet.

Konservatoriets koncertsal – Copenhagen Phil sammen med studerende fra musikkonservatoriet.

Jeg kommer til rigtig mange koncerter i disse dage – det er næsten alt for mange. Jeg trænger snart til en pause – men det er jo temmelig svært at holde sig hjemme, når årets Tivolifestival kører på fuld tryk og frister med spændende koncerter, fantastiske kunstnere og brilliante dirigenter hver eneste dag; fredag aften var det en koncert med pianisten Jens Elvekjær og den unge finske dirigent Santtu-Matias Rouvali som fristede.

Koncertens første værk var Franz Liszt “Ungarnsk fantasi nr. 2”, som begynder med et væld af mørke og sprøde strygere – den ene svulmende bølge efter den anden skyller ud over publikum. Musikken folder sig langsomt ud gennem flere etaper, indtil den endelig forvandler sig til en buldrende og festlig dans. Endelig når musikken sit fulde klimaks i et buldrende stormvejr, som er så sprudlende og fyldt med energi, at man slet ikke kan lade være med at juble og le af glæde og fornøjelse indvendigt.

Den finske dirigent Santtu-Matias Rouvali.

Den finske dirigent Santtu-Matias Rouvali.

Aftenens dirigent var den unge Santtu-Matias Rouvali, som jeg er ekstremt vild med. Det ene øjeblik står han på tåspidserne og vifter med hænderne oppe over hovedet. Det næste øjeblik går han helt ned i knæ og straks efter springer han op i vejret og tegner store cirkler i luften med dirigentstokken – pludselig står han og balancerer helt ud på kanten af podiet, mens han hænger halvvejs inde over orkestret og fægter med armene. Det er et fysisk mysterium, at han kan holde balancen ….. Santtu-Matias Rouvali er en eksplosion af energi, som han formår at kanalisere videre til orkestret. Han forvandler orkestret til en porche, der kan accelerere fra 0 til 100 km i timen på et halvt sekund. Men det betyder på ingen måde, at han har problemer med de langsomme eller de dæmpede satser – de får tilført lige så meget energi, som blot gør disse satser endnu mere dramatiske, følelsesfulde eller lyriske, alt efter hvad der passer i det aktuelle værk. Han er en fuldstændig fænomenal dirigent.

Pianisten Jens Elvekjær.

Pianisten Jens Elvekjær.

Det næste værk var Griegs klaverkoncert med Jens Elvekjær som solist. Den begynder med en buldrende trommehvirvel på paukerne, som slutter med et brag – samtidig lyder der et brag fra klaveret og så er koncerten i gang! Jens Elvekjær er en spændende og lidt gådefuld pianist. Når jeg oplever ham, så har jeg altid en meget stærk følelse af, at han ikke optræder – i stedet føles det som om, at han er fokuseret på at løse en stor og spændende opgave, som han er fuldstændig opslugt af. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne ham med en lidt nørdet matematikprofessor, som glemmer alt omkring sig, når han kaster sig over en kompliceret ligning. Alt dette er selvfølgelig kun gætværk – men det er på grund af disse indtryk, at jeg synes Jens Elvekjær er en rigtig fascinerende kunstner.

Efter pausen spillede Tivolis Symfoniorkester Dvoráks 8. symfoni – en vidunderlig smuk symfoni. Jeg fandt det absolutte højdepunkt i 3. sats, hvor det romantiske vingesus forvandles til en fejende flot vals. Endnu en gang er man lige ved at hoppe i sædet af begejstring ….. det var en fantastisk koncert med Santtu-Matias Rouvali, Jens Elvekjær og Tivolis Symfoniorkester, som sandelig ikke skal glemmes.

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht.

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht.

Nogle minutter efter koncerten var der en samtale på scenen mellem Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht, Jens Elvekjær og Santtu-Matias Rouvali, som lige havde nået at smide kjolen og springe i et par grå jeans og en gammel t-shirt. På den ene side så kan man godt hævde, at det blot er en sludder for en sladder. Det er jo begrænset hvad man kan nå på 7-8 minutter og solisterne er selvfølgelig også trætte efter aftenens koncert. På den anden side, så synes jeg det er farligt at undervurdere disse arrangementer; jeg synes det er spændende, at få mulighed for at opleve den store forskel på kunstneren og mennesket. Man kan selvfølgelig – med al rimelighed! – indvende, at de stadig optræder på scenen foran et publikum. Klart nok! Men bare i deres måde at tale på, deres holdning og deres gestik, så får man alligevel et tydeligt indtryk af den store forskel. Man kan godt sidde og tænke, at det føles slet ikke som de samme mennesker.

Og nogen gange falder der selvfølgelig også et par guldkorn af …. Henrik Engelbrecht prøvede at spørge om kunstnernes holdning til motiverne i den klassiske musik. “I don´t care much about pigs and birds and all that stuff,” svarede Santtu-Matias Rouvali kontant, hvilket straks fremkaldte stor morskab blandt publikum. Han er en lille charmetrold og publikum ELSKER ham. Hver eneste gang han åbnede munden kom der en øjeblikkelig reaktion fra publikum. “To me it is just music,” erklærede han selvsikkert. Man kan selvfølgelig godt nøjes med at grine af det. Jeg kan dog ikke lade være med at overveje om disse få ord i virkeligheden rummer en stor del af forklaringen på Santtu-Matias Rouvalis særprægede stil som dirigent og hans store succes blandt publikum! 

5 stjerner

Tivolis Symfoniorkester umiddelbart før aftenens koncert.

Tivolis Symfoniorkester umiddelbart før aftenens koncert.

For nogle dage siden offentliggjorde Copenhagen Phil programmet for sæson 2013-2014 – deres første sæson med det nye navn. 

Og jeg kan ikke lade med med at tænke, at det er et program der understreger intentionerne med deres nye engelske navn; lige for tiden spiller Copenhagen Phil i Østre gasværk, hvor de fejrer 100-året for Le Sacre de Printemps med en danseforestilling som de selv kalder “revolutionerende”. Copenhagen Phil spiller, mens danserne fra Dansk Danseteater danser sammen med 200 børn. 

I næste sæson kommer der 4 nye forestillinger med deres koncept “60 minutes”, hvor man kan opleve anderledes, nyskabende og innovation kunstmusik. Den 13. november rykker de ovenikøbet forestillingen til koncertsalen i Store Vega. Den 14. marts spiller man en ny koncert af den kinesiske komponist Tan Dun og aftenens solist – Mathias Reumert – spiller slagtøj. 

Der er ingen tvivl om, at Copenhagen Phil er Danmarks førende symfoniorkester, når det kommer til det som man vist godt kan tillade sig at kalde for avantgarde musik. Både den klassiske musik og den klassiske koncertform bliver udfordret og nyfortolket. Alle disse projekter viser, at Copenhagen Phil er et moderne symfoniorkester, der har både mod og lyst til at kaste sig ud i visionære og innovative opgaver. 

Men jeg må indrømme, at jeg er lidt konservativ; derfor glæder jeg mig mest til de traditionelle, klassiske værker. 

Fem favoritter

D. 27. september 19,30: det er umuligt, at forestille sig en mere storslået og grandiøs sæsonåbning. Aftenens første værk er Beethovens 1. symfoni og efter pausen spiller de Beethovens 9. Jeg har aldrig hørt den 9. i virkeligheden, men jeg bliver en smule eksalteret bare ved tanken om at opleve den store finale med glædeshymnen “Ode an die Freude”; der er 4 solister som skal synge sammen med både Ars Nova og det lettiske radiokor. Hvis alt går som det skal, så bliver denne koncert en af årets absolutte højdepunkter. Læs mere HER

D. 25. oktober 19,30: en af de bedste nyheder i det nye program, er oplysningen om at den unge finske dirigent Santtu-Matias Rouvali er udnævnt til Copenhagen Phils 1. gæstedirigent. Jeg oplevede den unge dirigent ved en koncert i sidste sæson, hvor jeg blev dybt fascineret af hans energi og hans dynamiske stil. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til denne koncert, hvor de spiller to værker af John Adams, som jeg ikke kender, før de slutter med Dvoráks 9. symfoni – “Fra den nye verden”. Læs mere HER

D. 22. november 19,30: denne aften spiller Copenhagen Phil Sjostakovitj Symfoni nr. 7, kendt som Leningrad Symfonien. Jeg er ret vild med Sjostakovitj og hans kraftfulde værker, så det er endnu en koncert, som jeg nødig vil gå glip af. Læs mere HER

D. 21. februar 19,30: kan man opleve Copenhagen Phils chefdirigent Lan Shui, når han dirigerer Richard Strauss “Don Quixote” med cellist Jan Vogler som solist. Samme aften kan man også opleve Tjajkovskijs 5. symfoni. Jeg er ikke særlig vild med Tjajkovskij…. han er alt for følende, sentimental og romantisk til mit temperament. Netop derfor bliver jeg fanget af beskrivelsen i programmet, hvor Tjajkovskijs 5. symfoni sammenlignes med Beethovens 5. Det lyder jo særdeles interessant. Læs mere HER

D. 28. februar 19,30: er vi formodentlig nået til endnu et af sæsonens højdepunkter; aftenens koncert begynder med Mahlers Blumine, som jeg aldrig har hørt før. Dernæst følger Mahlers sangcyklus Kindertotenlieder. Det er vist 13-14 år siden, at jeg var til min første Mahlerkoncert og det sagde mig absolut ingenting. Siden har jeg hørt Mahler nogle gange og jeg har også købt et par af hans symfonier på CD – men det har aldrig fanget min interesse. Sidste sommer satte jeg tilfældigvis et af Mahlers værker på mit anlæg og pludselig – jeg aner ikke hvad der skete – men pludselig blev jeg fuldstændig bjergtaget. De næste 2-3 måneder hørte jeg Mahler fra morgen til aften. Jeg kunne slet ikke nok…. derfor glæder jeg mig rigtig, rigtig meget til denne Mahlerkoncert. Efter pausen kan man høre et værk af Hindemith – “Matias der Maler”. Jeg kender ikke værket, men det lyder meget spændende. Læs mere HER

Udover alle disse koncerter, så spiller Copenhagen Phil også når Den jyske opera gæster København med to operaforestillinger. I november kan man opleve Janaceks opera “Katja Kabanova” og til april får man chancen for at se Donizettis “Lucia di Lammermoor”. Begge forestillinger kan opleves på Det kongelige teaters Gamle scene på Kongens Nytorv. Det er mit indtryk, at Den jyske operas gæsteforestillinger er blevet meget populære i løbet af de sidste par år – det er i hvert fald blevet sværere og sværere at få billetter. Og det er efterhånden et par år siden, at det er lykkedes for mig…….. 

Endelig er der selvfølgelig også en ny omgang kammerkoncerter, som altid finder sted søndag kl. 11,30, hvorfor de har fået navnet “½12 koncerter”. Jeg elsker disse afslappede, hyggelige og intime koncerter, hvor de forskellige værker altid krydres med anekdoter og underholdende musikhistorie. Af en eller anden grund når jeg aldrig at komme til mere end halvdelen; det er jeg rigtig ked af, for jeg kan slet ikke forestille mig, at man kan bruge sin søndag på noget der er bedre. Måske lykkes det for mig, at komme til alle ½12 koncerterne i den nye sæson. Man har da lov til at håbe……. 

Copenhagen Phil i det gamle koncerthus, hvor de har fast base.

Copenhagen Phil i det gamle koncerthus, hvor de har fast base.

Torsdag aften var jeg til koncert med Sjællands Symfoniorkester. 

Dvorák og Beethoven

Første værk var Antonín Dvoráks blæserserenade – jeg var desværre ikke særlig begejstret. De 12 musikere spillede med stor engagement og flere havde også nogle flotte solopassager. Alligevel blev det aldrig rigtig spændende. To oboer, to klarinetter, to fagotter, en kontrafagot og tre horn, ledsaget af en cello og en kontrabas – det er altså meget mørkt og tungt. Trods musikernes indsats, så blev musikken aldrig rigtig levende. I stedet blev helheden næsten gumpetung. Den kunne ikke rigtig få luft under vingerne… 

Alligevel var jeg skam glad for at høre værket. Når jeg går til koncert, så er det jo også fordi jeg gerne vil præsenteres for musik som jeg ikke kender i forvejen. Nogen gange kan man lide det – andre gange kan man ikke. Og nogen gange ombestemmer man sig, hvis man hører værket igen. Jeg synes, at Dvoráks blæserserenade var dødkedelig og end ikke guddommelig medvirken kunne redde værket; fagotspiller Signe Haugland indledte koncerten med at præsentere publikum for gud – i hvert fald Signe Hauglands egen gud, som er den finske dirigent Osmo Vänskä, der selv spillede klarinet i blæserserenaden. 

Under indledningen fortalte Signe Haugland også, at Beethovens 3. klaverkoncert er det mest spillede klassiske værk i Danmark efter Elvira Madigan. Med Osmo Vänskä på dirigentpodiet, og den kroatiske pianist Dejan Lazic ved flyglet, fik vi en helt sublim oplevelse. Jeg blev fuldstændig forført allerede fra de første muntre toner – og jeg var vist ikke den eneste. Det er mit indtryk, at publikum næsten var tryllebundet. I den langsomme og dæmpede anden sats, hvor pianisten og orkestret spillede helt piano, kunne man nærmest mærke publikums spænding,  mens de ventede på den næste tone … og den næste … og den næste. Det var en pragtfuld oplevelse og jeg er dybt imponeret af Dejan Lazic – jeg var så heldig at sidde hvor jeg kunne se hans hænder. Sikken en oplevelse! 

Efter pausen modtog fløjtenist Kristina Ersson Sydbanks musikpris på 50.000 kr, som anerkendelse for hendes arbejde og hendes indsats i Sjællands Symfoniorkester. Men the show must go on, som man siger – jeg synes egentlig det var lidt synd for hende. Hvis det var mig, så er jeg sikker på, at jeg ikke kunne have spillet noget som helst bagefter. 

Bartok – koncert for orkester

Sidste punkt på aftenens program var Béla Bartoks “Koncert for orkester”, som har fået denne titel, fordi mange af orkestrets instrumenter har soloer. Jeg synes det er et meget mystisk og gådefuldt værk: i 1940 forlod Béla Bartok hjemlandet Ungarn på grund af nazificeringen og den truende verdenskrig – som så mange andre fik han asyl i USA. Her gav han koncerter og arbejdede som musikforsker. Men i tre år skrev han næsten intet … I 1943 slap hans forskningsmidler op og fremtiden var usikker. Via gode venners mellemkomst fik han en bestilling fra dirigenten Serge Koussevitzky – han skulle skrive en symfoni til the Boston Symphony Orchestra, som skulle dedikeres til mindet om Koussevitzkys kone. På det tidspunkt var Bartok selv blevet syg – han havde fået kræft, men det vidste han ikke endnu. Trods sygdommen lykkedes det ham at skrive hele dette værk på bare 1½ måned. Værket blev uropført 1. december 1944 og året efter døde komponisten. 

“Koncert for orkester” er altså skrevet på baggrund af anden verdenskrig. Det er skrevet til minde om Koussevitzkys afdøde kone, af en komponist der selv var ved at dø af kræft – jeg synes ikke man er melodramatisk, hvis man siger at “Koncert for orkester” er en slags “dødens værk”. Men det forunderlige er, at det alligevel er et meget stærkt og kraftfuldt værk. Det er sensuelt, potent, muntert og legesygt – på alle måder et værk som er fyldt med livskraft. Vi ved alle, at tordenvejr opstår når koldt og varmt vejr mødes, hvorved der dannes en enorm energi. Det er vist næsten det samme der sker i Bartóks “Koncert for orkester”, hvor konfrontationen mellem livet og døden skaber værkets kraft og energi. Det er dybt fascinerende at tænke på … 

Selv om jeg ikke var så vild med Dvoráks blæserserenade, så var det en utrolig flot koncert. Jeg blev fuldstændig beruset af Beethovens flotte klaverkoncert og Bartóks koncert kan jeg slet ikke få ud af hovedet igen … 

I går var jeg til koncert med Sjællands Symfoniorkester i det gamle radiohus – og det var en forrygende koncert.

Først var der et af orkesterets medlemmer som præsenterede aftenens program; det kan jeg vældig godt lide – det giver en god stemning. Bagefter holdt hun tale for Peter Fabricius, der har været ansat i Sjællands Symfoniorkester siden 1970 og spillede sin sidste koncert i går. Det medførte et stort og velfortjent bifald…. men talen var lidt for lang og lidt for privat. 

Koncertens titel var “Unge talenter” – den første af disse unge talenter var Toke Møldrup der var solist i Dvoraks cellokoncert. Der blev spillet med glødende passion og fingerfærdighed. Jeg har hørt Dvoraks cellokoncert nogle gange – jeg har den også på CD. Men den har aldrig fanget mig og forført mig som den gjorde i går. Trods celloens melankolske inderlighed og trods de mange vemodige forløb i musikken, så spillede de værket med en sprudlende vitalitet og friskhed – Toke Møldrup spillede som var han selv fuldstændig beruset af musikken. Jeg overdriver vist ikke, hvis jeg skriver at det var storslået……

Der blev selvfølgelig kvitteret med stående bifald, hvorefter Toke Møldrup takkede med et ekstranummer.

Herefter spillede Peter Fabricius jazznummeret “Round Midnight“, ledsaget af Toke Møldrup og Morten Zeuthen. Det var et flot afskedsnummer – han forklarede selv, at det handlede om at længes efter gamle venner “Round midnight” – præcis som Peter Fabricius forestillede sig, at han vil komme til at savne Sjællands Symfoniorkester og de gamle kollegaer. Det var ret fantastisk at opleve….. og det udløste naturligvis endnu et stående bifald.

Det var vist meningen, at Toke Møldrup skulle være aftenens hovedperson – men den anden af de “Unge talenter” løb med opmærksomheden; det var den unge finske dirigent Santtu-Matias Rouvali. Wow – sikken en personlighed. Han er en meget udadvendt og udtryksfuld dirigerede med meget store armbevægelser – halvdelen af koncerten var han helt oppe på tåspidserne og resten af tiden helt nede i knæ, som om han nejede. Hver gang musikken nåede til at brusende klimaks, kastede han armene i vejret…… Santtu-Matias Rouvali havde ikke tilbragt mange minutter på podiet, før jeg var forelsket – dybt forelsket!

Santtu-Matias Rouvali tilhører en ny generation af dirigenten, sammen med Kristjan Järvi og Gustavo Dudamel, som har udryddet selvhøjtideligheden i den klassiske musik. I stedet spiller de med en stor, sprudlende og meget smittende musikglæde. De giver nyt liv til gamle klassikere, som måske nok var blevet lidt støvede og tunge af alderdom. Men disse unge dirigenter giver musikken en friskhed, en vitalitet og en intensitet, så man skulle tro at det var skrevet i går.

Efter pausen spillede de Jean Sibelius symfoni nr. 2 og det blev koncertens højdepunkt. Første sats var kraftfuldt og voldsom…. jeg havde næsten fornemmelsen af at glide hen over den finske natur, med sneklædte bjergtoppe, brusende floder og buldrende vandfald, og en uendelighed af granskove…..

2. sats begyndte med paukerne, så overtog kontrabasserne, derefter celloerne, så tilbage til basserne og tilbage til celloerne…. sådan svingede musikken frem og tilbage mellem orkestergrupperne…… og så fik hele orkesteret endelig lov til at være med. Det er et godt eksempel på den enkelhed der er i dette værk – når jeg hører Beethovens symfonier, så har jeg på fornemmelsen, at hans ambition var at så mange musikere som muligt skulle spille så meget som muligt og så højt som muligt….. jeg synes det er overspillet. Sibelius gør det modsatte – symfoni nr. 2 er fyldt med kunstpauser, som skaber nogle fantastisk dramatiske kontraster. Selv når det er allermest intenst, så har musikken en overvældende enkelhed, og det skyldes, at han ikke bare lader alle instrumenter buldre afsted samtidig – som Beethoven. Sibelius vælger…. samtidig har jeg vist aldrig oplevet et værk, hvor paukerne blev brugt så meget. Det var en fantastisk, fyrig og temperamentsfuld oplevelse.

Publikum takkede med endnu et stående bifald – jeg har sjældent oplevet en koncert, hvor der var så meget stående applaus. Men de havde sandelig fortjent det. Det var en fantastisk koncert – den var bare alt for kort. Det var så intenst og forførende, at tiden forsvandt som dug for solen. Det var sådan en koncert, som jeg meget, meget gerne ville opleve endnu en gang – jeg var vist helt ekstatisk da jeg cyklede hjem efter koncerten. I dag overvejer jeg at købe Sibelius Symfoni nr. 2 på CD – men jeg er bange for at blive skuffet. Uanset hvor god en indspilning jeg kunne være heldig at finde, så er jeg helt sikker på, at det alligevel ikke er lige så berusende som koncerten i går…… I dag er hele min krop fyldt med en stille indre tilfredshed og en stor taknemmelighed mod både komponister, dirigent og alle de medvirkende musikere! 

Det gamle radiohus

Den tjekkiske komponist Antonín Dvorák er mest kendt for orkestermusik, først og fremmest for hans “Slaviske danse” og hans symfoni “Fra den nye verden”. Han skrev også 10 operaer. Det er der mange mennesker som ikke ved, men nu spiller hans opera “Rusalka” på det kongelige teater.

Rusalka er en vandnymfe og handlingen er meget tæt på eventyret om “Den lille havfrue” af H.C.Andersen. Men operaen er også påvirket af lokale eventyr. “Rusalka” er meget mere grum end “Den lille havfrue” og den barske slutning har absolut intet til fælles med H.C.Andersen.

Rusalka har forelsket sig i en prins og derfor indgår hun en pagt med den lede og skumle heks Jezibaba, fantastisk spillet og sunget af Susanne Resmark. Heksen hjælper hende af med fiskehalen og i stedet får hun to ben, så hun endelig kan slippe op af vandets kolde mørke dyb, op i lyset og ind i menneskenes verden. Der møder hun prinsen, som også forelsker sig i hende. I enhver djævlepagt er der visse ubehagelige klausuler. Pagten med heksen har gjort Rusalka stum. Derfor kan hun ikke udtrykke sin kærlighed for prinsen, der kun oplever hende som kold. Prinsen og Rusalka er både fremmede og usikre overfor hinanden. De kommer fra hver sin verden: det er overklassen og underklassen der mødes, som to fremmede kulturer. Hun er den mytologiske naturkraft og han er det civiliserede menneske. De repræsenterer den freudianske konflikt mellem drifterne og intellektet, fornuften og følelserne. Derfor forstår de ikke hinanden og det kan ikke undre nogen, at deres forhold snart går i stykker.

Første akt foregår ved den skovsø, hvor Rusalka bor med sine søstre og sin far, søtrolden. Heksen bor i et lille hus ved skovsøens bred, hvor der også står en høj udspringsvippe. Det er bestemt ikke kønt. Anden akt foregår i et rum på prinsens slot, som er beklædt med lyst fyrretræ. Der hænger et hjortehoved over døren, der står bænke langs væggene og midt i rummet står en sort brændeovn. Alle ved hoffet er klædt som bønder fra 50´erne – eller sådan noget lignende. Det er virkelig grimt og smagløst!

Dvorak - Rusalka

Da prinsen svigter Rusalka, bliver hun udstødt af menneskenes verden. På grund af djævlepagten hviler der en forbandelse over hende, som forhindrer at hun kan vende tilbage til sin far og sine søstre i skovsøen. Derfor er hun fanget i et ingenmandsland. Scenografien i tredje akt ligner baren på Edvard Hoppers berømte maleri “Nighthawks“, med den tilføjelse, at denne bar ligger ved en havnemole. Det fik mig til at tænke på den franske havneby Marseilles, som før i tiden havde ry for at være en by hvor man kunne forsvinde. Rusalka lever sammen med en flok kuldsejlede eksistenser, fortabte ludere og forkvaklede mænd der blot længes efter død og glemsel. De lever alle som levende døde – som zombier. Fra at være en uskyldig vandnymfe, er Rusalka blevet en farlig sirene som lokker fordømte mænd i den sikre og kolde død.

Jeg havde naturligvis glædet mig til en aften i operaen, men jeg blev meget skuffet. Kapellet var godt og musikken var god. Dvorak er jo ikke nogen dårlig komponist. Egentlig er det også en god og spændende historie. Men librettoen og handlingen er alt for slap. Ethvert tilløb til spænding og dramatik blev gang på gang bremset og ødelagt af lange og romantiske naturbetragtninger. Et enkelt eksempel: Efter at Rusalka er havnet blandt de levende døde, vil hendes søstre redde hende fra forbandelsen, ved at klippe deres lange hår af og forære det til heksen. Mens de rækker deres hår frem mod hende, synger de om at sankthansormene lyser i deres hår, når de danser i måneskin mellem træerne. Det er fuldstændig ligegyldigt og det tager en evighed – mindst! Gang på gang bliver handlingen bremset på denne måde. Jeg synes det var trættende og forstyrrende.

Anmelderne har været begejstrede, med visse forbehold. Men jeg synes det var en kedelig opera. Problemet er en slap libretto og en dødsyg scenografi. Det var ikke en dårlig opera – men jeg kedede mig! Det er bestemt ikke en forestilling som jeg har lyst til at se en gang til. Man kan ikke være heldig hver gang og det er trods alt meget lang tid siden, at jeg har set en opera som jeg ikke kunne lide.

Jakob Levinsen har skrevet en rigtig god og nuanceret anmeldelse i Jyllandsposten, selv om jeg ikke deler hans ønske om at få instruktøren Richard Jones tilbage til København så hurtigt som muligt.

I “Dagbladet Arbejderen” hævder anmelderen, at “Rusalka” handler om “stofskiftet mellem mennesker og jord”. Jeg har overhovedet ingen ide om hvad det betyder, men jeg undrer mig over, at de ikke har fokus på den klassekonflikt som man aner i operaen. Jeg synes det er spændende, så det ville jeg gerne have læst et kvalificeret indlæg om.

Flot og spændende anmeldelse fra Søren Schauser i Berlingske.

Den mest begejstrede anmeldelse er nok fra Fyens Stiftstidende.

Thomas Michelsen har – som altid – skrevet en god og interessant anmeldelse i Politiken.

Og sidst men ikke mindst: Gregers Dirckinck-Holmfeld

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Reklamer
%d bloggers like this: