You are currently browsing the tag archive for the ‘Ensemble Mutatis’ tag.

Sidste år stoppede Henrik Engelbrecht som musikchef i Tivoli og det var vi rigtig mange, som var rigtig kede af. Derfor er jeg sikker på, at der er mange der blev lige så glad som mig for at se hans navn i programmet for den kommende sæson. Henrik Engelbrecht er konferencier ved to store operakoncerter hhv. lørdag d. 25. juni og lørdag d. 20. august, og i juni er han både dirigent og konferencier, når Tivolis Symfoniorkester spiller på Plænen. Programmet består af festlige og klassiske Tivoli-toner komponeret af komponister som H. C. Lumbye og Strauss – og det bliver med garanti krydret med en passende mængde gode historier og sjove anekdoter.

Da Henrik Engelbrecht stoppede som musikchef, blev Maria Frej ansat som Programchef. Men programmet for den klassiske musik i 2016 er underskrevet af både Maria Frej og Tivolis underdirektør Nikolaj Koppel – derfor antager jeg, at de har været fælles om at lave programmet.

Nimb i Tivoli - maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Nimb i Tivoli – maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Når en meget populær person – som fx Henrik Engelbrecht – stopper på sit arbejde, så sidder man ikke og håber, at de nye personer på jobbet laver en masse forandringer. Tværtimod! Man håber, at de slet ikke ændrer noget som helst! Man har jo svært ved at forestille sig, at de kan forbedre det man allerede kender og i forvejen er meget glad for – ikke desto mindre, så er det alligevel lykkedes for Maria Frej og Nikolaj Koppel at lave et par nye tiltag, som jeg er temmelig meget begejstret for.

Søndagsmatiné i Tivolis koncertsal

Tivoli indfører Søndagsmatiné og det betyder, at der er koncert i Tivolis Koncertsal hver søndag kl. 15. Jeg synes det er genialt! Programmet er så blandet, som det overhovedet kan blive – der er fx. fire koncerter med Tivolis Symfoniorkester. Disse fire koncerter skal man købe billet til. Men der er også masser af de såkaldte abonnementskoncerter, som betyder, at entreen er gratis for gæster med årskort til Tivoli. Alle andre kan købe en billet til 50 kr. Programmet er så blandet, at det tilgodeser alle gæsters smag og behag. Jeg er virkelig vild med dette tiltag – jeg elsker at komme til koncert, men jeg kan også godt lide at komme hjem igen – og nogle gange er det altså dejligt, at man ikke kommer hjem klokken elleve om aftenen.

Champagnegaloppen for børn

Ællinger i Tivoli - maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Ællinger i Tivoli – maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

En anden nyhed er “Champagnegaloppen“, der beskrives som en “sanselig musikkaravane” for børn. Der er plads til 100 børn på turen, hvor komponisten H. C. Lumbye fører dem gennem akvariet og koncertsalen. Undervejs møder de musikere fra Tivolis Symfoniorkester, dansere fra Tivolis nye balletskole og unge musikere fra Tivoligarden. Helt ærligt – jeg er altså ikke helt sikker på, at jeg forstår meningen. Det lyder lidt skørt. Men samtidig lyder det også så spændende, at jeg har overvejet at snige mig med på sådan en tur, bare for at se hvad det er. Men jeg må hellere lade være; der står i programmet, at arrangementet er målrettet børn fra 6-9 år. Men de kan evt. være ledsaget af en voksen. Så nu vil jeg lige undersøge om der er nogle af mine venner som har et barn i passende alder, som de vil låne ud en halv times tid … men helst ikke mere end det. Jeg tror faktisk ikke, at jeg er særlig egnet som barnepige. 

Tivolis Symfoniorkester 4ever

I løbet af de seneste år har man promoveret den klassiske musik i Tivoli under navnet “Tivoli Festival” – i år har man ændret navnet til “Sommerklassisk”. Jeg tænker, at det er vel lidt lige som potato – potato. Navnet betyder jo ikke så meget. Eller sagt på en anden måde – det ene navn er cirka lige så godt som det andet. Men hvis jeg skulle vælge, så synes jeg faktisk, at det nye navn er en lille smule bedre. “Sommerklassisk” lyder godt!

Tulipanerne blomstrer omkring det store springvand i Tivoli. Copyright: Jens Drejer.

Tulipanerne blomstrer omkring det store springvand i Tivoli. Copyright: Jens Drejer.

Man kan desværre ikke sige det samme om den næste navneændring – “Tivolis Symfoniorkester” har ændret navn til “Tivoli Copenhagen Phil”. Hvem i alverden har fået denne ide? Vedkommende fortjener at blive dyppet i tjære og rullet i fjer! Det er simpelthen for dumt – ja, undskyld, at jeg er sådan lidt grov og direkte. Men jeg kan simpelthen ikke forstå, at der er nogen som synes, at dette navn er en god ide. Jeg forstår altså godt pointen: man har formodentlig ønsket at modernisere navnet og samtidig har man tydeligvis ønsket at understrege forholdet til Copenhagen Phil. Jeg forstår det godt – men løsningen dur ikke!

For et par år siden ændrede “Sjællands Symfoniorkester” navn til “Copenhagen Phil” – det er kun nogle få år siden, men det virker som meget, meget lang tid. Der er jo ingen, som taler om “Sjællands Symfoniorkester” længere. Alle bruger det nye navn. Hvorfor er denne forandre gået så hurtigt? Fordi “Copenhagen Phil” er et kortere navn, der lyder ret godt, det har en god rytme og det ligger godt i munden. Derfor har alle vænnet sig til at bruge det nye navn i løbet af ingen tid.

Påfugle i Tivoli - maj 21016. Copyright: Jens Drejer.

Påfugle i Tivoli – maj 21016. Copyright: Jens Drejer.

Men man kan bestemt ikke sige det samme om “Tivoli Copenhagen Phil” – det lyder både tungt og klodset. Når man tænker over hvad ordene betyder, så kan man godt spørge sig selv om det overhovedet giver menig. Det gamle navn – “Tivolis Symfoniorkester” – rummer en masse historie og en masse følelser. Selvfølgelig kan man ændre navnet. Men det kræver, at man har et passende alternativ og jeg tror simpelthen ikke på, at man kan få publikum til at bruge det nye navn. Det lyder simpelthen for grimt! Det virker nærmest som om, at man har forsøgt at blande vand og olie – uanset hvor hårdt man prøver, så fungerer det bare ikke. Og jeg nægter i hvert fald at bruge det nye navn! Det duer ikke!

Fem udvalgte koncerter

Sommerens program byder på 65 klassiske koncerter. Jeg vil anbefale 5 koncerter, som jeg glæder mig særlig meget til – men det skal man ikke tage alt for alvorligt. For det første så er der mindst 30 koncerter, som jeg gerne vil høre. For det andet så når jeg aldrig at komme til halvdelen af de koncerter, som jeg har planlagt at høre – til gengæld kommer jeg jævnligt til nogle andre koncerter, som jeg egentlig slet ikke havde planlagt.

På Plænen: Tivolis Symfoniorkester giver tre koncerter med Henrik Engelbrecht som dirigent og konferencier. Det er tirsdag d. 7. juni, tirsdag d. 14. juni og tirsdag d. 21. juni – alle dage klokken 17. Jeg kommer kun til en af koncerterne, men hvilken? – ja, det må tiden vise.

Mandag d. 13. juni: Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester; for et par år siden gav Lyngby-Taarbæk en koncert med cellist Toke Møldrup. Det var en af de bedste koncerter jeg har oplevet i Tivolis Koncertsal. Derfor havde jeg selvfølgelig også planlagt, at jeg ville høre deres koncert sidste år – men jeg kom lige 3½ time for sent. Så nu prøver jeg igen i år!

Søndag d. 24. juli: “National Youth Orchestra of USA” kommer med et fuldstændig fantastisk program. De spiller fire værker, men det er først og fremmest Rachmaninovs 3. klaverkoncert og Prokofievs 4. symfoni som frister mig.

Søndag d. 14. august: koncert med Tivolis Symfoniorkester og violinist Isabelle Faust; de spiller ouverturen til Smetanas skønne opera “Den solgte brud”. Jeg havde en gang en CD med “Den solgte brud” – men så kom jeg desværre til at låne den ud … og nu har jeg den ikke mere. Dernæst spiller de Dvoraks symfoni “Fra den nye verden”, som jeg har hørt en del gange i løbet af de sidste par år, men jeg bliver bare mere og mere vild med den. Endelig spiller de også Dvoraks violinkoncert, som jeg vist aldrig har hørt.

Søndag d. 4. september: “Ensemble Mutatis” spiller værker af Satie, Prokofiev og andre. For nogle år siden hørte jeg Ensemble Mutatis på Glyptoteket. Det var en fantastisk koncert. Selv om det er nogle år siden, så har jeg ikke glemt den og derfor vil jeg gerne høre dem igen.

Tivolis koncertsal - maj . Copyright: Jens Drejer.

Tivolis koncertsal – maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Reklamer

Der findes en hel del små kammermusikforeninger i Danmark, som lever et forholdsvis diskret og ubemærket liv. De nævnes sjældent i medierne, deres koncerter anmeldes ikke og man hører sandsynligvis kun om dem, hvis man kender nogen som kender nogen ….. og det er faktisk lidt synd. De forskellige kammermusikforeninger arrangerer nemlig en række spændende koncerter med nogle rigtig dygtige musikere. “Kammermusikforeningen af 1911” holder deres koncerter skiftevis på Glyptoteket og i Garnisonskirke. Onsdag aften gav de en koncert på Glyptoteket med “Ensemble Mutatis“.

Glyptoteket.

Glyptoteket.

Koncerten begyndte med en duet for cello og fagot, skrevet af Mozart i 1775. Der er ingen tvivl om, at de to musikere var knaldhamrende dygtige; de spillede med stor energi og masser af indlevelse. Men jeg synes, at den sprøde cello og den dybe fagot  var en umage kombination. Trods et dynamisk tempo og masser af energi, så blev det meget mørkt og tungt. Det fangede desværre ikke!

Det næste værk var en Quintet i g-mol af Sergei Prokofiev – jeg elsker Prokofiev! Og jeg elsker ham endnu mere efter, at jeg har hørt dette værk. Første sats var fyldt med skæve melodier og korte temaer, som ikke umiddelbart hang sammen som helhed. Men det var netop denne manglende sammenhæng, som gjorde musikken spændende og udfordrende. Første sats var som en slags ouverture. Anden sats begyndte med kontrabassens solo, som var temmelig mørk og makaber. Da de andre musikere begyndte at spille, blev musikken nærmest ildevarslende og alarmeret – det var meget dramatisk.

I tredje sats blev musikken så hektisk og fortravlet, at jeg kom til at tænke på futuristernes fascination af fart og trafik. Det var som en musikalsk collage af tempo og travlhed; man kunne næsten genkende gadernes tætte trafik og de myldrende menneskemængder i musikken. Jeg kunne ikke lade være med at forestille mig, at Prokofiev havde samlet alle den moderne storbys hektiske lyde og forvandlet dem til melodier og skæve rytmer.

I fjerde sats satte trætheden og udmattelsen ind; måske ville Prokofiev illustrere modernismens bagside. I så fald er fjerde sats den lange aften efter en hård arbejdsdag, solen som går ned og alle dagens lyde som forstummer. Der var en dyb brummende bas – som fik mig til at tænke på lysreklamer som blinker i natten, mens ingen ser dem. Det fremmanede et billede af ensomheden, der var lige så kold og frysende, som på Edvard Hoppers billeder(hvor den ensomme ikke altid er alene). Derefter steg musikkens intensitet, så man fik en følelse af et lurende vanvid eller et mareridt som nærmede sig.

Femte sats var som en collage af musik fra 30erne. Man kunne forestille sig en ensom gåtur om aftenen eller natten, hvor den ensomme nattevandrer hører stumper og stykker af tidens muntre og ophidsede musik fra cafeer, barer og natklubber – men oplevet gennem nattevandrerens egen ensomhed, som giver musikken en vis vemodig melankoli.

Sjette sats begynder med en følelse af mørk fortvivlelse og denne følelse er en fortsættelse af temaet fra forrige sats; men så bliver fortvivlelsen afløst af lysere toner, som en helt stille og fredelig solopgang, hvor man ikke hører andre lyde end de muntre, kvidrende småfugle: ingen trafik, ingen biler, ingen mennesker og ingen hektisk musik. Endelig er der fred og ro en kort stund – inden det hele selvfølgelig igen begynder forfra.

Glyptoteket.

Glyptoteket.

Som sædvanlig bliver jeg selvfølgelig nødt til at indrømme, at jeg ikke aner hvorfor Prokofiev komponerede dette værk eller hvad han ville med det. Men jeg synes det var et meget stærkt værk, som gav mig nogle associationer, der hurtigt blev til en musikalsk fortælling om 24 timer i en moderne storby som New York eller Paris. Prokofiev boede flere år i begge byer. Det var et fantastisk musikstykke og Ensemble Mutatis spillede helt fantastisk. (Her er en vidunderlig video fra Carnagie Hall med en opførelse af Prokofievs fantastiske quintet.) Nogen gange så tænker jeg, at jeg burde læse noget om værkernes baggrund. På den anden side, så synes jeg egentlig det er sjovere, at give sin egen fantasi frit spil.

Efter pausen spillede Ensemble Mutatis en septet i es-dur af Beethoven. Det var som musikalsk balsam og terapi for sjælen – og det kunne man nok trænge til efter Prokofievs nervepirrende quintet. Gang på gang blev jeg imponeret af violinen; Emily Fowler spillede med imponerende virtuositet og en poetisk kraft som ramte lige i solar plexus. I anden sats var der en smuk passage, hvor violin og fagot nærmest flirtede med hinanden. Tonerne fra de to instrumenter slyngede sig omkring hinanden, som en lyrisk arabesk. Der var også en rigtig flot klarinetsolo, som nærmest fortryllede publikum.

Der var ingen som snakkede under koncerten. Der var ingen som hostede. Der var ingen som fumlede med tasker eller jakker. Sjældent har jeg oplevet et publikum, der var så fokuseret. Den primære årsag var formodentlig musikernes niveau. De var knaldhamrende dygtige og de spillede med masser af energi og passion. Det var en fornøjelse og en stor nydelse – og derfor havde de slet ingen problemer med at fange og fastholde publikums opmærksomhed.

Kammermusikforeningen afholder den næste koncert i Garnisonskirke d. 6. november kl. 19,30. Et abonnement til hele sæsonen koster 500 kroner for 7 koncerter. Det er billigt! Man kan også købe en gæstebillet til 130 kr. Det betyder også, at det er stadig en god deal, at købe et helt abonnement, selv om der kun er 6 koncerter tilbage.

Ensemble Mutatis.

Ensemble Mutatis.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: