You are currently browsing the tag archive for the ‘Erik Jacobsen’ tag.

I slutningen af 2010 annullerede Det kongelige teater en gammel ordning, som gennem mange år har givet publikum mulighed for at købe ikke-solgte billetter til halv pris nogle få timer før aftenens forestillinger. I foråret 2012 gav man så priserne et ordentligt spark i vejret ….. dét er grunden til, at jeg ikke har været i operaen i mere end 1½ år. Jeg har simpelthen ikke råd mere. Selvfølgelig handler det om at prioritere; men uanset hvor meget jeg prioriterer, så har priserne nået et niveau, hvor jeg bare ikke har mulighed for at være med. Gang på gang har jeg tænkt: i næste måned får jeg vist råd. Eller: jeg giver mig selv en operabillet i julegave.  Og hver eneste gang ender det med, at jeg – med stor skuffelse! – må erkende, at jeg har været for optimistisk. Det er simpelthen blevet for dyrt for mig.

Torsdag blev det meddelt, at bestyrelsen for Det kgl. teater havde fyret teaterchefen Erik Jacobsen. Han har været chef for Det kgl. teater i 6 år og dermed er han selvfølgelig også ansvarlig for deres billetpriser. Derfor blev jeg ikke særlig ked af det, da jeg hørte om hans fyring …..  

Stine Bosse slog fast, at den vigtigste opgave for den nye teaterchef er at skaffe nye publikumsgrupper og særligt unge mennesker i teatret. Det omkvæd har vi hørt lige så længe som jeg kan huske. Men det er jo løgn og latin! Når man ser på billetpriserne, så kan enhver jo sige sig selv, at de slet ikke mener det …. Det er bare noget de siger, fordi det lyder godt i medierne.

Teaterchefens fyring har været diskuteret livligt i alle danske medier i løbet af de sidste par dage. Det er selvfølgelig helt utænkeligt, at man skulle kunne føre sådan en debat, uden at det også bliver en debat om rimeligheden af det store tilskud fra staten! Desværre!

Den danske stat giver omkring 500 millioner kr. til driften af Det kgl. teater; det er et tilskud på knap 1000 kr. pr. billet. Det er et regnskab som kan få mange rindalister til at svimle! Men det er jo ikke kun Det kgl. teater som bliver finansieret af offentlige skattekroner – selv om temmelig mange mennesker opfører sig som om at de tror det!

I april 2013 lavede Jyllands-posten en undersøgelse af filmbranchen. De regnede ud, at staten har givet et tilskud på 542 kr. til alle billetter som er solgt til film af instruktøren Simon Staho. Til gengæld har staten kun givet et tilskud som svarer til 16 kr. pr. billet til film af Susanne Bier(læs her). Den 22. april kunne Jyllands-posten også afsløre, at siden 2000 har staten givet 75 millioner kr. til film som aldrig er blevet lavet. Det kunne være interessant at vide, hvor mange penge den danske stat præcis har givet i støtte til danske spillefilm og hvor meget det så ville blive pr. solgte billet. Jeg tror, at mange mennesker ville blive forbavset over resultatet!

Skuespilhuset.

Skuespilhuset – og Operaen i baggrunden.

I følge Dagens.dk har Det danske filminstitut et budget på 467 millioner kr. til filmstøtte i 2013. Det er jo nogenlunde lige så meget som Det kgl. teater får i støtte. Men hvad får vi for alle disse penge? En meget stor del af disse penge bruges til at drive og vedligeholde Operaen på Holmen, Skuespilhuset og det gamle teater på Kongens Nytorv – det er tre store bygninger, som desværre koster en stor bunke penge. Jeg ville ønske, at jeg vidste hvor meget bygningerne koster, så jeg havde mulighed for at trække det beløb fra. Det afgørende er jo, hvor meget kunst vi får for de resterende penge. I denne sæson får vi: 12 skuespil, 12 balletter, 10 operaer, 5 symfonikoncerter, 1 nytårskoncert, 6 kammerkoncerter + 8 blandede koncerter. Der er også to store udendørs forestillinger som er gratis(Rosenborg og Skamlingsbanken). Ydermere er der én opera, en kammeropera, en ballet og to skuespil som kommer på turné i denne sæson. De giver i alt 59 forestillinger fordelt over hele landet. Det er meget dyrt at transportere kulisser, kunstnere, sceneteknikere, musikere og kostumer rundt i hele landet; derfor er disse turnéer en af de tungeste poster på budgettet.

Det kongelige teater på Kongens Nytorv.

Det kongelige teater på Kongens Nytorv.

Jeg synes faktisk det er temmelig imponerende, at vi kan få så meget kultur for 500 millioner kr! Vi er cirka 5 millioner mennesker i Danmark. Det betyder, at gennemsnitligt betaler vi kun 100 kr. om året. Men der er stadig nogle mennesker, som synes, at det er alt for mange penge.

Hvert år betaler jeg cirka 2.500 kr i licens til DR. En del af disse penge bruger DR til at købe en masse fodboldkampe og andre sportsbegivenheder. Jeg er temmelig sikker på, at DR bruger mere end 100 kr af min licensbetaling til at købe sportsprogrammer. Men jeg ser aldrig sport. Aldrig nogen sinde! Gennem mit boligselskab har jeg også sådan en tv-pakke, hvorigennem jeg betaler en masse penge til TV2, Viasat, SBS og andre tv-stationer. De bruger også en masse af mine penge til at købe sportsprogrammer, som jeg aldrig ser. Gad da nok vide, hvor mange penge jeg egentlig bruger til at støtte sportsarrangementer som jeg slet ikke er den mindste smule interesseret i?!

Men det er sådan et velorganiseret samfund fungerer; vi hjælper hinanden med at betale! På den måde får vi råd til en masse ting og oplevelser, som vi  ikke ville have råd til at betale for på andre måder. Når man tænker på, hvor mange tusinde mennesker som årligt benytter Det kongelig teater, så synes jeg bestemt ikke, at det offentlige tilskud er særlig stort.

Operaen på Holmen.

Operaen på Holmen.

Reklamer

I går offentliggjorde Det kongelige teater programmet for sæson 2012-2013. I forbindelse med offentliggørelsen udtalte teaterchef Erik Jacobsen, at publikum på ingen måde ville mærke noget til krisen. Men den kommende sæson indeholder kun 8 opsætninger og det er oven i købet inklusive 3 genopsætninger og en børneopera. Dermed bliver det den mindste sæson jeg nogen sinde kan huske. Derfor er det næsten krænkende, når Erik Jacobsen påstår, at publikum ikke vil bemærke krisen. Vi er jo ikke dumme…..

Når det er sagt, så synes jeg faktisk, det er et utrolig flot og intelligent program – den økonomiske situation taget i betragtning!

Sæsonen åbner med en dramatiseret iscenesættelse af Händels Messias – det er absolut ikke noget for mig og jeg har lidt svært ved at se pointen. Messias er jo et oratorium. Hvorfor skal det absolut presses ind i en ramme, hvor det ikke passer? Jeg kunne måske forstå det, hvis det var et sjældent opført værk, som kunne trække en masse publikum på grund af nyhedsværdien. Men det er jo ikke tilfældet – tværtimod. Hvert eneste år er der talrige muligheder for at høre Messias i juletiden….. jeg synes det havde været bedre, at bruge operaens begrænsede midler på at sætte en rigtig opera op i stedet for!

Senere kan man opleve Rossinis Semiramis; det er en dramatisk historie, der næsten forløber som en parallel til myten om Ødipus. Jeg er i forvejen ret vild med Rossini og når der står i programmet, at Semiramis rummer noget af hans allerbedste musik, så er det en forestilling som jeg glæder mig usædvanlig meget til.

Så følger Janaceks opera “Den fiffige lille ræv” – en forestilling for hele familien. Den handler om en skovfoged som finder en lille ræveunge ude i skoven og tager den med hjem for at pleje den, men ræveungen har lidt svært ved at tilpasse sig menneskenes verden. Jeg synes det lyder som en rigtig sød og charmerende historie. Jeg kender vist ikke noget af Janaceks musik, men jeg tror dette er en god lejlighed til at lave om på det.

Program for sæson 12/13

Senere følger så en rigtig gyseropera af Krzysztof Penderecki, der har skrevet filmmusikken til både Eksorcisten og Ondskabens hotel. Historien foregår i 1643, hvor en priorinde har seksuelle fantasier om en præst – og så ender det med, at han blive brændt på bålet, fordi hun ikke kan styre sine lyster. Gys og sex og begær og religiøst vanvid – jeg synes det lyder helt vildt spændende! Det bliver i hvert fald noget helt ud over det sædvanlige!

Sæsonens sidste nyopsætning bliver Puccinis “Il Trittico” – tre små enaktere. Jeg kender kun Gianni Schicchi, som er en rigtig morsom komedie. Denne opera indeholder en af verdens smukkeste og mest kendte arier: O mio babbino caro. Jeg har aldrig set Gianni Schicchi i virkeligheden, så det er endnu en oplevelse som jeg glæder mig til. Jeg glæder mig selvfølgelig også til at se de to andre stykker: Kappen og Søster Angelica.

Derudover kan man gense “Madame Butterfly”, Carmen og Tannhäuser – tre af de flotteste og mest populære opsætninger fra de sidste par år. Som de fleste faste operagæster, har jeg et lidt anstrengt forhold til Carmen. Ouverturen og 3-4 af de store arier er så misbrugt i medierne og det moderne kulturliv, at de er fuldstændig banaliseret. Man kan ikke lade være med at tænke – årh nej, det magter jeg simpelthen ikke at høre igen. Derfor er det ikke en opera, som trækker mange af de faste operagæster – men det er lidt ærgerligt, for det jo en ret god opera, men en masse flot musik. Til gengæld er Carmen en forestilling, som tiltrækker mange af de gæster som kun sjældent kommer operaen og det samme gælder “Madame Butterfly”.

På den måde synes jeg, at man har sammensat et rigtig flot program, som egentlig rummer noget for enhver smag. Der er en lille håndfuld ekstremt spændende nyopsætninger. Alle de faste operagæster – dem som kun ser de nye opsætninger – har virkelig noget at glæde sig til. Men der er også tre opsætninger, som allerede er publikumsfavoritter – folk som ikke har set dem får en chance mere. Og alle os andre? Jo, jeg tror man har valgt tre forestillinger, som mange faste operagæster også gerne vil se igen!

Det kongelige kapel på gamle scene.

I dag har ledelsen på Det kongelige teater offentliggjort præcis hvor mange og hvilke ansatte der bliver afskediget. I alt skal 81 stillinger spares væk; det kan primært ske ved planlagte pensioneringer, almindelig kontraktudløb, nedlæggelse af ubesatte stillinger og frivillig afgang. Derfor er der kun 12 ansatte som får en decideret fyreseddel…..kun 12!

Det får ligefrem Politiken til at bruge ordet “nådigt” i deres artikel…….man spørger sig selv, om det er en dårlig joke? Det viser, at ledelsen på Det kongelige teater har været rigtig gode til at manipulere med medierne. Det er virkelig spin i højt gear. Ved hjælp af medierne er det lykkedes at fremstille denne skandale som en succes: der er kun 12 som fyres! Man kan bare undre sig over, at journalisterne ikke kan gennemskue denne manøvre. Det er næsten skandaløst……..

Faktum er jo, at operakoret stadig bliver reduceret fra 56 til 40 medlemmer – det var præcis den katastrofe som mange prøvede at undgå. Det er fuldstændig underordnet, hvor mange der direkte bliver fyret og hvor mange der går på pension eller andet. Operakoret er stadig reduceret med 25% og nu har Danmark et af verdens mindste operakor. Det er ikke længere et mareridt som man kan vågne fra – det er virkelighed.

Det er ret imponerende, at det er lykkedes ledelsen på Det kongelige teater, at fjerne fokus fra denne massakre. Operakoret er lige blevet slagtet og der er tilsyneladende ingen som har opdaget det. Det ville faktisk være lidt komisk, hvis det ikke var så tragisk! 

Og hvem har ansvaret for denne situation? Teaterchef Erik Jacobsen har en del af ansvaret – jeg synes ikke han har været særlig god til at støtte kunstnerne i deres kamp for at undgå disse besparelser. På den anden side har det måske givet ham en strategisk fordel i forhandlingerne med kulturministeriet, at han har holdt sig ude af den offentlige debat. Men bag ham står kulturminister Uffe Elbæk selvfølgelig med det overordnede ansvar; som kulturminister er det hans opgave at sikre et bredt og velfungerende kulturliv på et højt niveau i Danmark. Men den opgave har han svigtet, ved at pålægge Det kongelige teater en besparelse på 100 millioner kroner.

Uffe Elbæk vil sikkert fastholde, at der ikke er flere penge. Han vil sikkert også hævde, at han har gjort alt hvad han kunne for at undgå denne situation. Jeg tror desværre, at vi er mange som stiller spørgsmålstegn til hans engagement og hans vilje i denne sag. Hans berømte Marshall-plan har simpelthen skabt et tillidsproblem, der har ramt ham selv i nakken som en boomerang. Allerede før han blev kulturminister, havde Uffe Elbæk jo afsløret en hensigt om at skære i tilskuddet til den klassiske musik, for at favorisere den rytmiske musik i stedet for. Første halvdel af planen er nu gennemført; så bliver det spændende at se, hvem der slipper for besparelser…. eller måske ligefrem får hævet deres tilskud!

Heldigvis er det ikke et klynkekor – det kongelige operakor giver ikke bare op! I stedet vil de kæmpe for, at Det kongelige teater igen får et stærkt og fuldtalligt operakor i verdensklasse, fortæller operasanger Søren Hossy til Politiken. 

Jeg synes det er megasejt, og jeg håber, at der er rigtig mange som vil støtte dem……

“Man bytter da ikke en fin gammel stradivarius for en flot violinkasse” – Lone Koppel

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Reklamer
%d bloggers like this: