You are currently browsing the tag archive for the ‘Franz Schubert’ tag.

Onsdag spillede kammerorkestret Arco i Tivolis koncertsal. De er med i serien “Con Amore”, som er en kategori for amatørmusikere og amatørorkestre. Men det betyder altså ikke, at de er dårlige. Grundlæggende betyder “amatør” jo bare, at man ikke lever af det – eller i hvert fald, at det ikke er ens hovedindtægtskilde. Det vil sige, at begrebet siger i virkeligheden absolut INGENTING om det kunstneriske niveau.

For nylig havde  jeg den store fornøjelse at blive præsenteret for en ung musiker, som jeg har hørt en hel del om i de seneste år – han er temmelig dygtig, han ser hamrende godt ud, han er dødhamrende charmerende og har en fantastisk udstråling. Kort sagt – han har alt hvad man kan ønske sig, hvis man drømmer om en stor karriere. Ikke desto mindre så er den unge mand kommet i tvivl om det virkelig er det han vil med sit liv. Derfor har han valgt at tage en pause fra musikken, for at tænke sig om og prøve noget andet. Jeg synes det må kræve ekstremt meget mod at tage sådan en beslutning, når man allerede har brugt 30 år af sit liv på at blive en dygtig musiker … Pointen er, at denne mand er meget typisk for musikerne i et amatørorkester; han er knaldhamrende dygtig. Han har bare indset, at måske vil han også gerne prøve noget andet her i livet. Om nogle år opdager han måske, at han gerne vil spille igen – bare en lille smule. Bare for sjov. Og så ringer han måske til Arco.

Andre amatørmusikere har været professionelle musikere hele livet – nu er de gået på pension, men de vil gerne spille en gang i mellem. Der er også nogle af disse musikere, som måske har forsøgt at komme ind på musikkonservatoriet uden held – men det betyder ikke nødvendigvis, at de er dårlige. Nogen gange betyder det bare, at der er nogen som er bedre end dem.

Pointen er, at mange af disse musikere er lige så gode, som dem der spiller i et professionelt orkester og nogle af disse amatørorkestre spiller på et meget seriøs og et meget højt niveau – og det gælder i allerhøjeste grad for et kammerorkester som Arco. 

Franz Schubert: Symfoni nr. 5

Koncerten begyndte med Schuberts meget smukke 5. symfoni. Men Schuberts 5. symfoni er jo ikke bare Schuberts 5. symfoni – alle dirigenter og orkestre har deres egen lyd, deres eget tempo og deres egen rytme. Jeg har fx en indspilning af Beethovens symfonier med Wiener Filharmonikerne og Simon Rattle som dirigent, som jeg hader, hader, hader – den er så forfærdelig rædselsfuld. Og så har jeg en anden indspilning med John Eliot Gardiner og hans “Orchestre Révolutionnaire et Romantique” som jeg elsker, elsker, elsker! Det handler ikke om, hvad der er rigtig eller forkert – det er udelukkende et spørgsmål om smag og behag. Der er med garanti mange, der har det lige præcis modsat af mig. Og så er der sikkert også nogle, som kan se kvaliteter ved begge indspilninger og værdsætte deres forskellighed.

Jeg blev meget forbavset, da jeg hørte Arco spille Schuberts 5. symfoni, for det lød fuldstændig lige som min indspilning med Claudio Abbado og “The Chamber Orchestra of Europa”. For at undgå misforståelser, så vil jeg lige understrege, at jeg forholder mig ikke til om det er godt eller skidt – jeg synes det er sjovt og spændende, når jeg hører en koncert der IKKE lyder som en af mine indspilninger, fordi det giver mig mulighed for at opdage nye toner og nye detaljer i musikken.

Der er to grunde til, at jeg synes det er værd at nævne: for det første synes jeg, at denne lighed er meget morsom – det er vist første gang jeg har været til en koncert, hvor orkestret lyder fuldstændig som en af mine indspilninger. For det andet, så synes jeg det er temmelig imponerende, at kammerorkestret Arco – under ledelse af dirigent Gunnar Tagmose – spiller lige så godt som den verdensberømte dirigent Claudio Abbado og hans orkester. Det er jo helt utroligt, at et dansk amatørorkester kan spille på sådan et niveau. 

Det var let og meget elegant – fyldt med energi og overskud og munterhed. Og det allerbedste i Schuberts symfoni – det er en fløjte i begyndelsen af første sats, der kvidrer som en forårsglad fugl. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er vild med denne fløjte … på en eller anden måde oplever jeg denne fløjtekvidder, som indbegrebet af munterhed og livsglæde.

Aaron Copland og Jonas Lyskjær Frølund

Det næste værk var Aaron Copland´s(1900-1990) klarinetkoncert med Jonas Lyskjær Frølund som solist – jeg kendte ikke værket i forvejen, men sikken en oplevelse. Det var helt klart aftenens højdepunkt.

Værket begynder meget dybt og mørkt og dystert – det mindede mig om Henryk Górecki´s 3. symfoni, der også er kendt som “Symphonie of Sorrowful Songs“. Det er noget med tonerne, langsomheden og den dystre grundstemning, der næsten får hårene til at rejse sig på armene.

Det er en meget melankolsk og sørgmodig klarinet, som man hører i starten – langsomt stiger lyden og intensiteten; langsomt, langsomt, langsomt. Musikken emmer af en hjertegribende smerte, men det er også utrolig smukt og meget forførende.

Så kommer der et sted, hvor orkestret spiller alene – musikken bliver mere og mere stille og dæmpet. Man tror, at nu slutter første sats … da musikken er næsten helt uhørlig overtager klarinetten melodien. Det er næsten som om, at musikken er lige ved at dø – men så kommer klarinetten og griber melodien. Langsomt formår klarinetten at genoplive musikken, der udvikler sig til en munter og spøjs toneleg. Koncerten slutter i et hæsblæsende tempo, der må kræve stor teknisk kunnen af musikerne – særligt klarinettisten.

Det er noget af det bedste og det mest spændende musik, jeg nogensinde har hørt. Det var gribende, spændende, dramatisk og fuldstændig genialt – det er sådan noget musik, der rammer mig lige i solar plexus!

Salen var godt og vel halvfuld – men da publikum begyndte at klappe, råbe bravo, pifte og trampe i gulvet, da larmede de så man skulle tro, at der var fuldt hus i koncertsalen. Jeg var tydeligvis ikke den eneste, der var helt ekstatisk af begejstring efter dette værk!

(Tryk her for at høre musikken på YouTube.)

Prisuddeling fra Betty og Valdemar van Hauens musikfond

Efter Aaron Coplands fantastiske klarinetkoncert, var der prisoverrækkelse. Det var både morsomt og underholdende. Overrækkeren(som aldrig blev præsenteret) kaldte Jonas Lyskjær Frølund for “alletiders audiovisuelle kunstner” på grund af hans fantastiske evne til at danse til musikken, som vi netop havde set i Coplands klarinetkoncert.

Der var også en pris til violinisten Anna Egholm. Overrækkeren begrundede prisen med, at hun “spiller med tekniske og musikalsk overskud.” Der var masser af ros til den unge musiker, men prisoverrækkeren udtrykte dog også en vis bekymring for hendes musikalske fremtid. Anne Egholm har nemlig også været skøjteprinsesse. Som prisoverrækkeren sagde: “Det SKAL afskaffes. Det MÅ forbydes! Jeg kender nemlig selv nogen der har brækket hånden på skøjtebanen, selv om de stod fuldstændig stille!

Endelig var der også en pris til en ung forsker, der arbejder med at undersøge hvordan medicin påvirker hjertesygdommes arvelighed.

Beethovens violinkoncert

Efter pausen var Beethovens violinkoncert – med Anna Egholm som solist – aftenens sidste værk. Denne violinkoncert er fantastisk smuk og alle musikerne spillede suverænt godt. Jeg har ingen fordomme omkring amatørorkestre – alligevel var jeg både forbavset og helt vildt imponeret.

En rigtig anmelder ville nøjes med at rose dirigenten, orkestret og Anna Egholm til skyerne – for det fortjener de alle sammen. Men jeg bliver også nødt til at indrømme, at det var lidt kedeligt. Efter Aaron Coplands fabelagtige klarinetkoncert, så føltes Beethovens violinkoncert som et langt antiklimaks. Hvis violinkoncerten havde været aftenens første værk, så er jeg sikker på, at jeg ville have nydt hvert eneste minut – orkestret spillede fænomenalt og Anna Egholm spillede med masser af energi, overskud, virtuositet og musikalsk ekvilibrisme. Men jeg var måske så begejstret for Coplands værk, at det havde været et antiklimaks for mig uanset hvad de havde spillet bagefter.  

Alt i alt var det dog en fantastisk vellykket aften i Tivolis koncertsal og Arco er et af de orkestre, som jeg helt bestemt skal høre igen næste år. Jeg glæder mig allerede!

Tivolis koncertsal, maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis koncertsal, maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Reklamer
Bygningskulturens hus i Nyboder.

Bygningskulturens hus i Nyboder.

Nu er der igen DSQ Festival i København – DSQ står for the Danish String Quartet og det vil sige Rune Tonsgaard Sørensen, Frederik Øland, Fredrik Schøyen Sjölin og Asbjørn Nørgaard. Lige som sidste år – og formodentlig også de år hvor jeg ikke har deltaget – er man nødt til at vælge mellem en masse spændende musikere og en masse skønne komponister. Mit første valg var dog ikke særlig svært. Jeg var jo nødt til at vælge Schuberts Winterreise, selv om jeg allerede har hørt dette værk en del gange – men jeg elsker lieder!

Den unge danske baryton Simon Duus sang og Søren Rastogi sad ved klaveret.

Den flotte sal i Bygningskulturens hus før koncerten.

Den flotte sal i Bygningskulturens hus før koncerten.

Teksten til “Winterreise” er skrevet af den tyske digter Wilhelm Müller(1794-1827) og musikken er skrevet af Schubert i 1827. Historien handler om en ung vandringsmand, der kommer til en fremmed by i maj måned og bliver forelsket. Men hun svigter den fattige vandringsmand, for at blive en rig brud. Trods vinter, sne og kulde, så må han atter drage videre: “jeg ser kun sneen knejse / på mørkets vintervej. / En måneskygge følger / som rejsefælle mig / på sneens hvide bølger.

Frederik Øland præsenterede aftenens koncert.

Frederik Øland præsenterede aftenens koncert.

Hele teksten er præget af et eksalerende vanvid: “Det brænder under mine fødder / skønt dog på is og sne jeg går.” Der er denne dobbelthed hele vejen gennem værket, hvor den unge mand går og drømme om sin kæreste, mens han bliver mere og mere kold og forfrossen. I sidste vers møder han den gådefulde og skæbnesvangre lirekassemand: “Ovre bag ved byen / står en spillemand / som med stive fingre / spiller som han kan. // Barfodet på isen / flakker manden om, / skålen ved hans fødder, / den er stadig tom. // Ingen gider høre, ingen ser ham an. / Sultne hunde knurrer / af den gamle mand. // Og han la´r det hænde / sådan som det vil, / drejer, og hans lire / standser ej sit spil. // Underlige gamling, / skal jeg gå med dig? / Vil du dreje liren / til min sang for mig — ?” Når man har forstået, at teksten er allegorisk, så er der selvfølgelig ingen tvivl om, at den underlige lirekassemand er et billede på døden: livet er en lang og ensom vandring gennem kulde, sne og is. Kærlighed er bare en fjern forårsdrøm og døden venter os alle. Ak ja. Det er bestemt ikke nogen munter historie! 

Den danske baryton Simon Duus.

Den danske baryton Simon Duus.

Simon Duus har en vidunderlig stemme – mørk og dyb, stærk og kraftfuld. Men den er også varm og inderlig og meget klangfuld. Der er dog også en lille bitte smule kritik – Simon Duus har en meget stor og stærk stemme og der var lige et par steder, hvor jeg synes det blev en lille bitte smule voldsomt.

Jeg synes, at lieder er den allermest fascinerende kunstform der findes. Det må aldrig blive vulgært – det må aldrig blive teatralsk eller melodramatisk. Det er primært stemmen, som skal bære dramaet. Det vil sige, at sangeren kun må benytte sig af de allermest diskrete virkemidler, for at formidle sangens handling og følelser. Men det må selvfølgelig heller ikke blive kedeligt. Derfor er liedgenren sådan en ekstrem svær kunstform, som kun de allerfærreste sangere mestrer. Men Simon Duus gjorde det så utrolig forrygende – jeg har efterhånden hørt “Winterreise” nogle gange, men dette var uden nogen tvivl den bedste … det var sublimt og jeg var fuldstændig overvældet.

Søren Rastogi.

Søren Rastogi.

Men en liedsanger er jo ikke alene – klaverets rolle er lige så vigtig som sangeren. Søren Rastogi spillede fantastisk. Jeg ved godt, at jeg gætter – men det er mit indtryk, at Søren Rastogi og Simon Duus havde et helt exceptionelt samspil, hvor de både skiftedes til at presse hinanden og straks efter at holde hinanden tilbage. På mig virkede det i hvert fald som om, at de havde et samarbejde der var lige så dynamisk og kongenialt som fx Ian Bostridge og Julius Drake – et andet par der har haft et årelangt og meget succesfuldt samarbejde.

Simon Duus.

Simon Duus.

Efter denne oplevelse var jeg slet ikke i tvivl om, at de skulle have seks stjerner. Det kunne slet ikke være anderledes. Og så spillede de Schuberts “An die Musik” som ekstranummer – min absolutte yndlingslied! Jeg har den på CD og jeg elsker den. Men det er første gang jeg har hørt den i virkeligheden. Sikken en fantastisk hjertegribende oplevelse!

Og sikken en koncert. Det var svært da jeg skulle vælge, hvilke koncerter jeg skulle bestille billetter til. Der skulle være endnu en koncert efter Schuberts “Winterreise” og jeg havde overvejet at bestille til dem begge. Men så tænkte jeg, at det var en dum ide, for det ville jo nok blive for meget. Men de sidste par dage gik jeg alligevel og overvejede om jeg skulle forsøge at tigge mig til en ekstrabillet, når jeg kom derind. Men efter denne fantastiske koncert, så var der slet ingen tvivl om, at jeg var mæt og skulle hjem for at nyde de mange indtryk – og i dag går jeg stadigvæk rundt med et stort, lykkeligt smil. Det var en fantastisk koncert og en rigtig dejlig oplevelse, som stadigvæk sidder i hele kroppen!

6stjerner

Winterreise 2014 079

Simon Duus og Søren Rastogi – de spillede Schuberts Winterreise og gav “An die Musik” som ekstranummer!

Mandag aften var jeg til en forrygende koncert i Tivolis koncertsal med den smukke cellist Alisa Weilerstein og Inon Barnatan på klaver. Hun kastede hovedet tilbage og han slog ud med armene i en storladen gestus, der var så teatralsk, at man skulle tro han havde fået undervisning af Lang Lang. Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet … Men jeg synes godt, at musikere må være en lille smule krukkede. Alisa Weilerstein og Inon Barnatan var krukkede på en dybt charmerende måde, så jeg straks blev helt forelsket i dem begge to. 

De begyndte med en sonate for cello og klaver af Claude Debussy. Jeg var særlig vild med 2. sats, hvor musikken er så fragmenteret, at den næsten falder fra hinanden. 2. sats er fyldt med skæve rytmer, afbrudte melodier og musikalske tilløb som nærmest kolliderer med hinanden; det er nervepirrende musik, som er både fængslende og ophidsende på en foruroligende måde. Når jeg hører sådan noget musik, så kan jeg ikke lade være med at forestille mig, at Debussy må have været inspireret af malerkunstens ismer – futurisme og kubisme. Selv om disse kunstretninger havde deres storhedstid i 20erne, så opstod de allerede inden første verdenskrig. Debussys cello sonate er skrevet i 1915, så det er jo ikke helt umuligt, at jeg kunne have ret. 

Inon Barnatan

Inon Barnatan

Næste værk var en fantasi skrevet af Franz Schubert, og transkriberet for cello og klaver af de to musikere. Den begynder med en masse vidunderlige plirrende toner fra klaveret, der er som køligt vand der klukker i en lille bæk. Så kommer celloens lange, dvælende toner, som solskin der falder dovent og døsigt ned gennem løvhanget i en gammel bøgeskov. Schuberts Fantasi er meget suggestivt musik – jeg fik de vildeste billeder i hovedet, der hang sammen som en lille historie. Den næste sats var meget munter og dansant. Jeg kunne ikke lade være med at forestille mig, at hovedpersonen – eller måske hovedpersonerne – var til en sommerfest. Dernæst fulgte et stykke med blid og melankolsk nattemusik – som en enlig vandretur i den lune og lyse sommernat. Og endelig fulgte fuglenes muntre og livlige morgensang….. Allerede i første sats følte jeg mig grebet af en intens og berusende lykkefølelse. Da vi kom længere ind i værket, klukkede og boblede det inden i mig af glæde og fornøjelse og begejstring. Jeg måtte simpelthen bide mig i tungen, for ikke at le højt…. og det sjoveste var, at lige så snart værket sluttede, så brød min ledsager ud i begejstret latter. Hun havde det fuldstændig lige som mig. Sikken en oplevelse – wow! 

I anden satsen bemærkede jeg, at Inon Barnatan sad og smilede skælmsk til publikum, mens han spillede. Man kunne simpelthen se, hvor meget han nød det. Mens de spillede resten af værket, så det ud som om, at han sad og sang eller nynnede tonerne, mens han spillede. Han udstrålede en helt beruset og meget smittende musikglæde. Jeg kom for at se og opleve Alisa Weilerstein, men jeg må indrømme, at det var Inon Barnatan som løb med min opmærksomhed. 

Efter pausen fik vi 10 skønne og dynamiske præludier af Sjostakovitj – det er spændende og udfordrende musik. Barnatan og Weilerstein spillede disse 10 præludier lige så flot og fantastisk, som værkerne af Debussy og Schubert. Men dernæst fulgte Rakhmaninovs sonate for cello og klaver – og så begyndte det at gå galt. Jeg havde meget svært ved at holde interessen. Rakhmaninovs sonate blev spillet uden den entusiasme, som de havde udfoldet under de andre værker. Det fik simpelthen ikke tilført den samme energi. Måske havde de ikke så meget energi tilbage efter de første tre værker … det ville jeg have stor forståelse for, da de virkelig havde spillet fuldstændig formidabelt. På den anden side, så er det selvfølgelig ikke så heldigt, når man giver koncert. Uanset hvad grunden er, så var der hverken nærvær eller intensitet nok til at fange mig.  

Allerede på torsdag(d. 8. august) kan man igen høre Rakhmaninov i Tivolis koncertsal. Denne gang er det Rakhmaninovs storslåede klaverkoncert nr. 3 og efter pausen følger Tjajkovskijs 5. symfoni. Jeg glæder mig rigtig meget. Jeg tror og håber og forventer, at det bliver en af sæsonens allerbedste koncerter… men der er stadig ledige billetter. Læs mere om koncerten HER

4 stjerner

Alisa Weilerstein

Alisa Weilerstein

Jeg er et fjols! Jeg har jo hørt Hans Zenders musikalske fortolkning af Schuberts Winterreise, for et par år siden i det gamle radiohus. Det havde jeg bare glemt…. men jeg mødte en bekendt til koncerten i går, som mindede mig om det. Den gang var jeg bestemt ikke særlig begejstret og det var jeg heller ikke i går, da jeg hørte værket på Takkelloftet med det kongelige kapel og den danske tenor Peter Lodahl som solist.

Jeg er også et fjols, fordi jeg ikke havde teksten med. Jeg stod med den i hånden inden jeg gik hjemmefra og tænkte: skal – skal ikke….. og så blev jeg enig med mig selv om, at jeg havde jo aldrig været til en liedkoncert, hvor man ikke fik teksten udleveret. Zenders fortolkning af Schuberts Winterreise er en undtagelse!

Winterreise handler om en ung mand, der har mistet sin elskede – hvorfor eller hvordan bliver aldrig klart. Og det er en del af værkets genialitet; det er nemlig fuldstændig irrelevant. Hvis vi fik at vide hvad der var sket, så ville vi nødvendigvis forholde os til historien, hvilket ville banalisere hele værket. Winterreise handler ikke om bruddet, men om bruddets konsekvenser; resten af livet føles som en lang og tung vinterrejse gennem sne, is og kulde, indtil han endelige møder den skumle og underlige spillemand, Der Leiermann, der spiller ude på isen med bare fødder og stive fingre, selv om ingen vil se ham og ingen vil høre på ham – men før eller senere står vi alle over for døden.

Franz Schubert skrev denne liedcyklus for klaver og solist – et helt traditionelt arrangement. I 1993 begik den tyske komponist Hans Zender en musikalsk fortolkning for orkester; samtidig reducerede han solistens rolle, så han blot indgår på lige fod med de andre instrumenter. Men det er lidt for smart, lidt for avanceret og lidt for avantgarde til mig. Jeg synes det er utrolig irriterende, når musikerne rejser sig og vandrer søvngængeragtigt rundt på scenen. Jeg synes også der var alt for mange forstyrrende og larmende lydeffekter.

Jeg elsker lieder, det simple samspil mellem en solist og et klaver – det er en uhyre krævende kunstform, som fordrer det ypperste af både sanger og pianist. Her er ingen kostumer, ingen teatersminke, ingen kulisser, ingen rekvisitter. De to kunstnere er nærmest helt nøgne, når de kun har deres vigtigste instrument – sangeren har sin stemme og pianisten har sit klaver. Med ganske små virkemidler skal de fange publikum – det må aldrig blive teatralsk. Det må aldrig blive overspillet. En god liedsanger benytter sig kun af de mest diskrete virkemidler, de sarteste nuancer, diskrete fraseringer og fine betoninger. Kun de bedste sangere mestrer denne genre; i et stramt og krævende samspil skal solist og pianist skabe både intensitet og nærvær.

Peter Lodahl er en af Danmarks bedste operasangere og jeg havde glædet mig til at høre, om han også kan synge lieder. Hans stemme har en stor kraft og styrke – han kan formidle store følelser som fortvivlelse og desperation, så man næsten får hjertestop. Men hans bløde stemme har også en utrolig varme, som kan gøre publikum helt blød i knæerne – andre scener blev fremført med en dybt erotisk intensitet. Der var et par gange, hvor jeg lige frem er bange for at jeg rødmede….. der er ingen tvivl om, at værket fungerede bedst i de dæmpede satser, hvor Peter Lodahl kun blev akkompagneret af strygerne og vi faktisk kunne høre hans stemme. 

Det meste af tiden druknede Peter Lodahls stemme i orkestret – det var superærgerligt. Hvis jeg havde været forberedt på, at det var Hans Zenders fortolkning, så var jeg ikke blevet så skuffet og det kan jeg naturligvis kun bebrejde mig selv. Jeg er ikke særlig vild med den…. Alligevel kunne jeg godt finde på at høre den igen. Da jeg hørte Zenders fortolkning i det gamle radiohus fik man ikke teksten, da Hans Zender ikke ønskede, at teksten skulle forstyrre publikums koncentration. Mon ikke det er samme grund i går? Jeg tror dog, at det er en fejl – mange af lydeffekterne ville måske give mening, hvis man sad med teksten og kunne se præcis hvad der skete i handlingen. Jeg tror det ville være en stor fordel for værkets tilgængelighed.

Jeg er dog ikke i tvivl om, at jeg foretrækker det originale arrangement og derfor føler jeg mig egentlig både snydt og skuffet efter koncerten i går – jeg havde virkelig glædet mig til at høre Peter Lodahl synge Schuberts Winterreise. Og det gør jeg faktisk stadig. Jeg tror nemlig det ville være en helt utrolig oplevelse, at høre Peter Lodahls smukke stemme i en koncert hvor den er i centrum, hvor alle overflødige effekter og forstyrrende elementer er fjernet – i går oplevede vi nærmest det modsatte. Jeg kunne næsten fristes til at kalde Zenders fortolkning for et overgreb mod selve genren. Forhåbentlig har gårsdagens koncert givet Peter Lodahl lyst til at kaste sig mere over liedgenren – så er der i det mindste kommet noget godt ud af det.

Søren Schauser har skrevet en meget begejstret anmeldelse i Berlingske, men bemærker dog også, at “Arrangøren vil måske for meget”.

Christine Christiansen er noget mindre begejstret i Jyllands-Posten; hun beskriver værket som overlæsset cirkusmusik, men mener alligevel, at Peter Lodahls “klangfulde, lækkerbløde og facetterede stemme” redder koncerten. Jeg er fuldstændig enig med Christine Christiansen.

Gregers Dirckinck-Holmfeldt giver i sin anmeldelse en rigtig fin introduktion til værket, som jeg egentlig gerne havde læst FØR koncerten. Trods stor forståelse for kompositionen, ender han dog også med at beskrive den som en “overbelastning” af værket. Men endnu en gang er der masser af roser til koncertens hovedperson.

Den Hirschprungske Samling med sne og fakler.

Onsdag aften var jeg inviteret til koncert på Den Hirschsprungske Samling. Det var en utrolig stemningsfuld oplevelse, at spadsere op mod den smukke hvide bygning der hvilede midt i sneen, og indgangen, som var flankeret af to blussende fakler – og så skulle jeg høre Franz Schuberts store liedcyklus Winterreise med Johan Reuter. Iscenesættelsen kunne ikke være bedre.

I 1827 skrev Franz Schubert musik til Wilhelm Müllers kryptiske digte, hvor fortælleren vandrer rundt ”på mørkets vintervej”, trist og deprimeret, efter et brud med sin pige. Men det bliver aldrig helt klart hvad der er sket. Efter koncerten causerede Johan Reuter lidt over historien og ligesom ham, har jeg på fornemmelsen, at der måske ikke er sket noget som helst. Den unge mand vil bare ikke binde sig. Da forholdet blev for alvorligt og brylluppet nærmede sig, fik han pludselig kolde fødder – det lyder faktisk frygtelig moderne. I stedet vælger han at dyrke sig selv, sin ensomhed, sin længsel og sin weltschmertz. Han vandrer rundt i et landskab som er dækket af ”sneens hvide bølger” – der er så koldt, at tårerne falder som ”frosne dråber” fra hans kinder. Et af digtene hedder simpelthen ”tåreflod”. Joh, den får ikke for lidt. Sådan var de følsomme romantikere.

Men der er også noget fantasifuldt og en del mystik i teksten – kragerne kaster hagl og snebolde efter ham. Og så er der den gådefulde spillemand – Der Leiermann – som måske er døden? Måske ikke!

 

Program og postkort.

Johan Reuter sang Winterreise rigtig godt – lige præcis som jeg havde forestillet mig, med en rolig og afbalanceret dramatik, der aldrig blev teatralsk eller overspillet. Det var en flot fortolkning og der var den helt rigtige magi i samspillet med pianisten, Jan Philip Schulze. Jeg synes at Johan Reuter var meget bedre, end den verdensberømte sanger som synger “Winterreise” på min DVD.

Efter koncerten var der kunst på programmet. Man har en tradition på Den Hirschsprungske, at kunstneren får lov til at vælge et billede, som han gerne ville have med hjem. Da jeg hørte det, tilbød jeg straks, at jeg kunne komme og synge i næste uge. Johan Reuter havde valgt tre billeder og ét af dem havde museet som postkort. Det blev delt ud til publikum sammen med programmet. Det var en fin lille detalje. Så talte museumsdirektøren og Johan Reuter lidt om de valgte billeder – det var en meget hyggelig afslutning på en virkelig god aften.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: