You are currently browsing the tag archive for the ‘Giordano Bellincampi’ tag.

I går gav Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Symfoniorkester koncert i Tivolis Koncertsal og det var på alle måder en helt utrolig flot, spændende og usædvanlig vellykket koncert. Jeg er stadig en lille smule beruset og eksalteret!

Koncerten begyndte med “Sechs Stücke” af Anton Webern – spændende, dynamisk, mystisk og ekspressionistisk musik. Men også udfordrende. På et tidspunkt skriger alle messingblæserne. Nej, jeg overdriver ikke. De skriger! Det var bestemt ikke rart. Men den slags kan bruges til at skabe nogle spændinger og kontraster i musikken, så det har jo alligevel en funktion.

Giovanni Punzi og Aaron Copland

Jeg var sammen med en af mine venner til denne koncert. Vi var så heldige, at vi løb ind i Tivoli Garden både før og efter koncerten. Copyright: Jens Drejer.

Jeg var sammen med en af mine venner til denne koncert. Vi var så heldige, at vi løb ind i Tivoli Garden både før og efter koncerten. Copyright: Jens Drejer.

Det næste værk var Aaron Coplands pragtfulde og helt fantastiske klarinetkoncert, som jeg også hørte for et par uger siden med Kammerorkestret Arco og Jonas Lyskjær Frølund som solist. Denne gang var solisten Giovanni Punzi, som spiller i Tivolis Symfoniorkester – også kendte som Copenhagen Phil. Værket begynder blidt og dæmpet med en meget sorgfuld og melankolsk stemning. Så følger en vidunderlig solo, fyldt med boblende og legesyge toner der svinger sig gennem luften som musikalske arabesker. Derefter vender Giovanni Punzi sig mod dirigenten og kigger ham lige i øjnene, som om han vil blæse ham et stykke … eller udfordre ham til en musikalsk duel; dirigenten accepterer udfordringen, han løfter taktstokken, orkestret begynder igen at spille og resultatet er en masse fantastisk musik. Der var masser af øjenkontakt mellem Giovanni Punzi og Giordano Bellincampi – det er mit indtryk, at de to landsmænd havde en fest på scenen.

Jeg synes efterhånden det er lidt banalt,  når sangere eller musikere smider skoene for at være smarte og moderne. Alligevel tror jeg aldrig jeg glemmer, hvordan smukke Giovanni Punzi dansede rundt på scenen i sorte bukser, sort vest, hvid skjorte der hang uden på bukserne og bare fødder … jeg indrømmer, at mit hjerte stopper et øjeblik og springer et slag over, når jeg tænker på denne oplevelse. Det var en magisk og fuldstændig uforglemmelig oplevelse!

Anna Egholm og Maurice Ravel

Koncertens første del sluttede med Maurice Ravels “Tzigane” med Anna Egholm som solist – Anne Egholm, som jeg også oplevede for et par uger siden, hvor hun medvirkede ved den samme koncert, hvor Arco spillede Coplands klarinetkoncert. På den måde var det en koncert med mange deja-vu-oplevelser, men det var bestemt ikke dårligt. Tværtimod. Hvert eneste gensyn var en glædelig oplevelse. 

“Tzigane” begynder meget dæmpet med en skærende melankoli i tonerne – musikken er fyldt med vemod og ensomhed. Men hurtigt stiger både tempoet og intensiteten, og værket udvikler sig til en opvisning i ekstravagant virtuositet og ekvilibrisme. Jeg kan ikke spille violin – jeg er slet ikke musiker. Derfor skal jeg passe på, at jeg ikke skriver noget sludder. Men jeg tror, at det kræver et talent på det allerhøjeste niveau at spille dette værk. Jeg plejer at skrive små noter, mens jeg lytter til musikken – men jeg fik slet ikke skrevet noget som helst, mens Anna Egholm spillede. I stedet sad jeg fuldstændig tryllebundet og fulgte hendes bevægelser – med den ene hånd filede hun løs med buen, mens fingrene på den anden hånd fløj frem og tilbage over strengene i et rasende tempo. Der var helt stille i salen, mens publikum holdt vejret og lyttede …. jeg ved godt, at disse musikere øver sig i tusindvis af timer. Ikke desto mindre, så synes jeg det er et mirakel hver eneste gang jeg oplever en musiker der spiller på den måde uden at snuble en eneste gang.

Johannes Brahms: Symfoni nr. 2

Efter pausen spillede de Brahms 2. symfoni – et meget spændende, kraftfuldt og dramatisk værk. Det var den helt perfekte afslutning på denne koncert. Alle musikerne spillede med masser af kraft og energi – de gav publikum fire levende og intense værker. Jeg var mindst begejstret for det allerførste værk af Webern – men jeg synes alligevel, at det var et perfekt værk at begynde med. Det var så nyt og anderledes – derfor blev min opmærksomhed straks fanget. Tempoet og intensiteten blev skruet en tand i vejret med Coplands klarinetkoncert og den fik en tand mere med Ravels “Tzigane” – langsomt blev publikum trukket længere og længere ind i en musikalsk drømmetilstand, hvor man glemte alt om verden uden for. Da vi nåede til Brahms symfoni, følte jeg det som om, at mit sind var fuldstændig renset for alle tanker og forstyrrende elementer – og så kunne musikken bare strømme igennem mig uden nogen forhindringer. Denne koncert var fuldstændig perfekt fra start til slut og jeg nød hvert eneste minut. Sikken en oplevelse!

Tivolis Koncertsal - maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis Koncertsal – juni 2016. Copyright: Jens Drejer.

Reklamer

Klassisk eller kliche? Det er spørgsmålet i denne traditionelle opsætning med Den Jyske Opera.

Historien er meget simpel: Manon Lescaut er på vej til et kloster! Undervejs holder man pause i Amiens, hvor hun møder studenten Des Grieux og den tudsegamle millionær Geronte. Hun flygter til Paris sammen med Des Grieux. Men en fattig student har ikke meget af tilbyde en ung pige og hun lader sig friste af Gerontes penge. Da hun genoptager forholdet til Des Grieux bliver Geronte så vred, at han melder Manon til politiet og påstår hun har stjålet fra ham. Hun bliver dømt til eksil i Amerika og sendt afsted sammen med ludere og lommetyve. Og den forelskede Des Grieux følger med til Amerika. Det er nødvendigt, for ellers kan Manon jo ikke dø i hans arme……..

En simpel og banal kærlighedshistorie – typisk Puccini.

Opsætningen er kedelig, fantasiløs og meget traditionel – og den bliver hverken moderne, smart eller innovativ, blot fordi man har brugt nogle videooptagelser. Da de sidder på kroen i Amiens, ser man ud på torvet, som er en sort/hvid optagelse fra Den gamle by i Århus. Der er folk som går forbi og man ser kareten med Manon Lescaut som ankommer – det er både irriterende og forstyrrende!

Klassisk eller kliche? Jeg tror ikke vi kommer udenom, at dette er en forestilling som kan bekræfte alle fordomme om opera, som en lettere komisk og absurd kunstform der kæmper en langtrukken dødskamp. Det er en temmelig banal kærlighedshistorie, som ender med at den kvindelige hovedperson dør…. uden at det er helt klart hvorfor. Man kan vist kun forklare det på den måde, at det er et krav til genren – hvilket selvfølgelig er absurd. Dertil var Puccini meget glad for at skrive disse følelsesfulde dødsarier og derfor trækker han hendes lidelser et helt kvarter…..

Men det største problem er de to hovedroller, Manon Lescaut og Des Grieux, som synges af Victoria Nava og Dominic Natoli. De skal forestille at være unge mennesker på 15-16 år, men i virkeligheden er de et par fyldige og særdeles modne mennesker! Da vi bliver præsenteret for Manon i første akt, synger koret om hvor ung og smuk hun er – og så træder Victoria Nava ind på scenen. Herefter er forestillingen fortabt. Jeg mødte en god ven i pausen, som spurgte: “Hvorfor er hun klædt ud som en sofa?”  Det værste er, at det virkede som et fuldstændig rimeligt spørgsmål.

Hvis jeg uddelte stjerner, så ville jeg give én til Giordano Bellincampi og Sjællands symfoniorkester. Derudover ville jeg også give en stjerne til Victoria Navas stemme, for der er ingen tvivl om at hun synger utrolig godt. Hun har en stor og dejlig stemme, som jeg meget gerne vil opleve en anden gang i et andet parti. Hun var bare helt, helt forkert til rollen som Manon Lescaut!

Nogen anmeldere er mere diplomatiske end andre, men de er rimelig enige om konklusionen: We are not amused!

Jeg tror at Gregers Dirckinck-Holmfeldt er en af vores høfligste og mest velvillige anmeldere. Derfor blev jeg forbavset da jeg læste hans anmeldelse, som er direkte spydig. Det er en meget engageret anmeldelse og der er ingen tvivl om, at hans kritik er berettiget. “Den Jyske Opera har ingen grund til at være stolt af sin “Manon Lescaut”.” skriver han direkte!

Store kroppe skrues ned i en lille scenografi…..“, skriver Søren Schauser fra Berlingske tidende, i en anmeldelse som jeg vil kalde lunken.

I Jyllands-Posten beskriver Jakob Levinsen forestillingen som “temmelig rodet folkekomediestil” og er enig med alle andre i, at det fungerer bedst, hvis man lukker øjnene.

I Århus Stiftstidende skriver Ole Straarup, at “Den Jyske Operas opsætning af Manon er tæt på at falde i…..” Jeg synes næsten han er alt for venlig!

Manon Lescaut. Foto: Anders Bach

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: