You are currently browsing the tag archive for the ‘Glyptoteket’ tag.

Der findes en hel del små kammermusikforeninger i Danmark, som lever et forholdsvis diskret og ubemærket liv. De nævnes sjældent i medierne, deres koncerter anmeldes ikke og man hører sandsynligvis kun om dem, hvis man kender nogen som kender nogen ….. og det er faktisk lidt synd. De forskellige kammermusikforeninger arrangerer nemlig en række spændende koncerter med nogle rigtig dygtige musikere. “Kammermusikforeningen af 1911” holder deres koncerter skiftevis på Glyptoteket og i Garnisonskirke. Onsdag aften gav de en koncert på Glyptoteket med “Ensemble Mutatis“.

Glyptoteket.

Glyptoteket.

Koncerten begyndte med en duet for cello og fagot, skrevet af Mozart i 1775. Der er ingen tvivl om, at de to musikere var knaldhamrende dygtige; de spillede med stor energi og masser af indlevelse. Men jeg synes, at den sprøde cello og den dybe fagot  var en umage kombination. Trods et dynamisk tempo og masser af energi, så blev det meget mørkt og tungt. Det fangede desværre ikke!

Det næste værk var en Quintet i g-mol af Sergei Prokofiev – jeg elsker Prokofiev! Og jeg elsker ham endnu mere efter, at jeg har hørt dette værk. Første sats var fyldt med skæve melodier og korte temaer, som ikke umiddelbart hang sammen som helhed. Men det var netop denne manglende sammenhæng, som gjorde musikken spændende og udfordrende. Første sats var som en slags ouverture. Anden sats begyndte med kontrabassens solo, som var temmelig mørk og makaber. Da de andre musikere begyndte at spille, blev musikken nærmest ildevarslende og alarmeret – det var meget dramatisk.

I tredje sats blev musikken så hektisk og fortravlet, at jeg kom til at tænke på futuristernes fascination af fart og trafik. Det var som en musikalsk collage af tempo og travlhed; man kunne næsten genkende gadernes tætte trafik og de myldrende menneskemængder i musikken. Jeg kunne ikke lade være med at forestille mig, at Prokofiev havde samlet alle den moderne storbys hektiske lyde og forvandlet dem til melodier og skæve rytmer.

I fjerde sats satte trætheden og udmattelsen ind; måske ville Prokofiev illustrere modernismens bagside. I så fald er fjerde sats den lange aften efter en hård arbejdsdag, solen som går ned og alle dagens lyde som forstummer. Der var en dyb brummende bas – som fik mig til at tænke på lysreklamer som blinker i natten, mens ingen ser dem. Det fremmanede et billede af ensomheden, der var lige så kold og frysende, som på Edvard Hoppers billeder(hvor den ensomme ikke altid er alene). Derefter steg musikkens intensitet, så man fik en følelse af et lurende vanvid eller et mareridt som nærmede sig.

Femte sats var som en collage af musik fra 30erne. Man kunne forestille sig en ensom gåtur om aftenen eller natten, hvor den ensomme nattevandrer hører stumper og stykker af tidens muntre og ophidsede musik fra cafeer, barer og natklubber – men oplevet gennem nattevandrerens egen ensomhed, som giver musikken en vis vemodig melankoli.

Sjette sats begynder med en følelse af mørk fortvivlelse og denne følelse er en fortsættelse af temaet fra forrige sats; men så bliver fortvivlelsen afløst af lysere toner, som en helt stille og fredelig solopgang, hvor man ikke hører andre lyde end de muntre, kvidrende småfugle: ingen trafik, ingen biler, ingen mennesker og ingen hektisk musik. Endelig er der fred og ro en kort stund – inden det hele selvfølgelig igen begynder forfra.

Glyptoteket.

Glyptoteket.

Som sædvanlig bliver jeg selvfølgelig nødt til at indrømme, at jeg ikke aner hvorfor Prokofiev komponerede dette værk eller hvad han ville med det. Men jeg synes det var et meget stærkt værk, som gav mig nogle associationer, der hurtigt blev til en musikalsk fortælling om 24 timer i en moderne storby som New York eller Paris. Prokofiev boede flere år i begge byer. Det var et fantastisk musikstykke og Ensemble Mutatis spillede helt fantastisk. (Her er en vidunderlig video fra Carnagie Hall med en opførelse af Prokofievs fantastiske quintet.) Nogen gange så tænker jeg, at jeg burde læse noget om værkernes baggrund. På den anden side, så synes jeg egentlig det er sjovere, at give sin egen fantasi frit spil.

Efter pausen spillede Ensemble Mutatis en septet i es-dur af Beethoven. Det var som musikalsk balsam og terapi for sjælen – og det kunne man nok trænge til efter Prokofievs nervepirrende quintet. Gang på gang blev jeg imponeret af violinen; Emily Fowler spillede med imponerende virtuositet og en poetisk kraft som ramte lige i solar plexus. I anden sats var der en smuk passage, hvor violin og fagot nærmest flirtede med hinanden. Tonerne fra de to instrumenter slyngede sig omkring hinanden, som en lyrisk arabesk. Der var også en rigtig flot klarinetsolo, som nærmest fortryllede publikum.

Der var ingen som snakkede under koncerten. Der var ingen som hostede. Der var ingen som fumlede med tasker eller jakker. Sjældent har jeg oplevet et publikum, der var så fokuseret. Den primære årsag var formodentlig musikernes niveau. De var knaldhamrende dygtige og de spillede med masser af energi og passion. Det var en fornøjelse og en stor nydelse – og derfor havde de slet ingen problemer med at fange og fastholde publikums opmærksomhed.

Kammermusikforeningen afholder den næste koncert i Garnisonskirke d. 6. november kl. 19,30. Et abonnement til hele sæsonen koster 500 kroner for 7 koncerter. Det er billigt! Man kan også købe en gæstebillet til 130 kr. Det betyder også, at det er stadig en god deal, at købe et helt abonnement, selv om der kun er 6 koncerter tilbage.

Ensemble Mutatis.

Ensemble Mutatis.

Reklamer

Vinterhaven på Glyptoteket

Jeg har desværre først hørt om disse Onsdagskoncerter for nyligt. Konceptet er meget spændende: studerende fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium spiller nye eller ukendte værker i byens smukke rum – det er fx Københavns domkirke, Statens museum for kunst, Dansk Design Center, Grundtvigs hus, m.fl.

I går blev koncerten holdt på Glyptoteket, hvor der var Maurice Ravel og Claude Debussy på programmet – musikerne havde valgt en række værker, hvor de to komponister har taget udgangspunkt i fremmede og eksotiske temaer, som “1001 nats eventyr”, folkelivet på Madagaskar og antik græsk mytologi. Det var impressionistisk poesi og intens sensualisme som fyldte den smukke koncertsal.

Det var en stor nydelse at overvære denne koncert – jeg sad flere gange og ønskede, at hele koncerten var indspillet på CD. Det ville være så dejligt at åbne altandøren en stille og varm sommerdag, tænde for anlægget og lægge sig på sofaen for at for at høre det hele igen – måske med undtagelse af Ravels “Aoua!” som vist er bedst egnet til at forskrække publikum. Denne sang starter med et forfærdeligt skrig – det er særdeles velegnet, hvis man er bange for, at publikum er ved at falde i søvn!

Men det var slet ikke aktuelt i går. De fire smukke, unge kvinder gav en rigtig flot koncert og modtog efterfølgende et meget velfortjent bifald fra en fyldt koncertsal.

Onsdagskoncerterne er gratis og varer cirka 45 minutter. Sæsonens sidste koncert er d. 27 april i Grundtvigs hus, Studiestræde 38.

Sofia Kayaya på fløjte, Cæcilie Grønkjær Tagmose på klaver, Nana Bugge Rasmussen, mezzosopran og Marit Johansen på cello

Her har jeg cyklet 1000 gange da jeg var barn...

Her har jeg cyklet 1000 gange da jeg var barn…

Det er længe siden at jeg har skrevet på bloggen. Det betyder ikke, at jeg ikke har noget at skrive om – tværtimod! Jeg har haft travlt og jeg har oplevet en masse. Først og fremmest har jeg været i jylland et par gange. Det er rimelig hårdt, når man skal op kl. 5 om morgenen, ud af døren kl. 6 og derefter sidde i offentlig transport 13 timer – det er inkl.hjemturen! Når besøget varer ca. 5 timer, betyder det at man er hjemme igen lidt efter midnat. Og så har man virkelig ondt i røven, ryggen, benene og resten af kroppen. Efter sådan en tur varer det lige et par dage, inden jeg føler mig helt frisk igen!

Derudover har jeg været på nogle gode udflugter og jeg har været til koncert med den tyske tenor Jonas Kaufmann på Glyptoteket. Jonas Kaufmann sang lieder af Schubert, Schumann og Strauss. Det var en god koncert, men også en meget seriøs koncert. Jeg kunne godt få den tanke, at han ville lægge afstand til sine konkurrenter med dette program – hvor der ikke var én eneste opera-arie. Jonas Kaufmann har vist, at han kan håndtere det seriøse repertoire, men jeg ville da gerne have hørt ham synge nogle af de stykker, som efterhånden har gjort ham kendt som en af verdens allerbedste tenorer! Thomas Michelsen har skrevet en fantastisk anmeldelse i Politiken – jeg har aldrig før læst en anmeldelse der var så beruset og begejstret. Det er lidt vildt. Men det var virkelig en god koncert.

Så er det også grandprix-uge. Jeg synes det er en rigtig god ide, at man har valgt at lave to semifinaler og en finale på lørdag. Men jeg er imod alle former for jury – det burde udelukkende være tv-seerne som afgjorde hvem der skal vinde. Jeg har på forhånd hørt alle sangene på youtube og der er kun ganske få sange som jeg kan lide. Derfor sad jeg og zappede lidt rundt, mens jeg så semifinalen tirsdag.

Efter min mening har Sverige én af årets dårligste sange. Jeg er vild med opera, men jeg kan ikke udstå sådan noget opera-pop som Malena Ernman synger. Derudover er sceneshowet så pinligt, at jeg slet ikke kan holde ud at se på det. Jeg synes det er så pinligt og elendigt, at jeg får røde knopper – fuldstændig som når jeg hører Paul Potts eller Andrea Bocelli. De skulle alle sammen sendes ud på en øde ø……….

Finland ligger ret højt på min hitliste med Waldo´s People og “Lose Control”, men de var desværre ikke helt så overbevisende til semifinalen i tirsdags. Estland er en anden af mine favoritter. Deres sang minder lidt om Enya, men jeg kan vældig godt lide det. Jeg synes det er meget smukt.

Men det er jo fuldstændig lige meget, for det er vist allerede afgjort – jeg er 100% sikker på at Norge vinder. Det er virkelig en god sang; den er simpel, original og fantastisk. Alexander Rybak er dødhamrende charmerende og danserne er geniale – jeg er vild med deres show! Jeg har sikkert hørt denne sang 100 gange og den bliver staddig bedre og bedre!

I følge Ladbrokes.com får Sverige, Malta, Armenien, Bosnien og Herzegovinia, Storbritanien, Island, Frankrig og Tyskland en bedre placering end Danmark. Men det tror jeg simpelthen ikke på. Det er mange år siden, at jeg har troet på en dansk sang, men i år forventer jeg, at Danmark følger lige i hælene på Norge……..

Fredag var jeg til koncert på Glyptoteket med den franske strygekvartet “Quatuor Ysaÿe”. Kvartetten er opkaldt efter den belgiske violinist, dirigent og komponist Eugène Ysaÿe, som blev kaldt “The king of the violin”. Hans bror var pianist og ligeledes komponist.

Det var en fantastisk koncert. Første del var et stykke af Mozart. Det var selvfølgelig ganske nydeligt, men altså…det var også lidt søvndyssende. Anden del var Béla Bartok og det var meget mere spændende. Musikken var mere levende og udfordrende. Men den havde naturligvis heller ikke den samme skønhed som Mozart.

Tredje del var Antonín Dvorák´s strygekvartet i F-dur, opus 96, kaldet “den amerikanske”. Først her forstod man hvor fantastisk koncerten var bygget op. Mozart var smukt og Béla Bartók var næsten som Mozarts antitese. Endelig kom Dvorák som en syntese af de to første. Det var simpelthen genialt. Stykket af Dvorák var lige så smukt som Mozart, men var samtidig lige så udfordrende og spændende som Bartók. Finalen kender jeg rigtig godt, men jeg kan ikke huske hvorfra. Enten er det fra en film som jeg virkelig har set mange gange. Ellers er det fra en tv-serie som jeg følger med i. Sandsynligvis en engelsk krimi – en eller anden dag opdager jeg det sikkert. Stykket var helt fantastisk og det er røget direkte ind på ønskesedlen.

Koncerten sluttede med et ekstranummer af Brahms. Jeg kan godt lide Brahms, men jeg synes alligevel at det var af et antiklimaks. Det var den mest perfekte koncert jeg nogensinde har oplevet og der burde slet ikke have været mere.

Efterfølgende var der “forfriskninger” i vinterhaven – hvor var det koldt. De skulle have bygget en tropehave i stedet for!

En fantastisk koncert fredag aften. Lørdag frokost i “Den grønne kælder” og efterfølgende blogtræf – det har simpelthen været den bedste weekend!

Jeg var så heldig, at jeg blev inviteret til koncert på Glyptoteket fredag aften, med pianisten Julius Drake og den russiske basbaryton Sergei Leiferkus. Julius Drake spiller klaver på alle CD´erne med min yndlingstenor Ian Bostridge, så det var fantastisk, at jeg fik mulighed for at høre ham i virkeligheden. Sergei Leiferkus har jeg aldrig hørt før, men han er ganske kendt og derfor har jeg naturligvis hørt en masse om ham. Mine forventninger var selvfølgelig skruet helt i top!

Programmet var sange af Tchaikovsky, Rachmaninov og Musorgsky. Man kan godt kalde det for et ret voldsomt og dramatisk program. Første gang jeg nogen sinde hørte lieder, var jeg ved at kede mig til døde. Det var simpelthen skrækkelig kedeligt. Senere har jeg forstået, at lieder kan være enormt spændende, men det kræver altså en virkelig god sanger – og det var/er Leiferkus. Jeg ville dog ønske at jeg havde kendt nogle af sangene i forvejen, så jeg kunne have fulgt mere med i hans fremførelse,  i stedet for at sidde og følge med i teksten.

Jeg var især begejstret for Musorgsky´s “Songs and Dances of Death”, som består af 4 sange. Den sidste handler om soldaterne som kæmper mod hinanden, indtil døden kommer og erklærer, at han er den endelige sejrherre, som vinder over dem alle. Det var en fantastisk og barsk allegori – fremført med en voldsom kraft af Leiferkus. Han har en utrolig stor stemme; den var næsten for stor til festsalen på Glyptoteket.

Leiferkus forstod virkelig at fange folks opmærksomhed. Det var lidt morsomt at tænke på Andras Schiff, der spillede i Tivolis koncertsal i august – han blev så vred over publikums uafbrudte hosten, at han afbrød koncerten og forlod scenen. Selv om vi nu er i december, hvor det er hostesæson, var der ikke én eneste som hostede i aftes. Det var virkelig imponerende.

Efter koncerten var der en eksklusiv buffet i salen nedenunder. For en gangs skyld var det ikke så fedt at være veganer – og hvis sandheden skal frem, så snød jeg en lille smule. Der var nogle små skåle med ris a la mande og jeg var simpelthen nødt til at smage. Jeg var dog ikke særlig imponeret, så jeg ville ønske at jeg ikke havde gjort det.

Da Julius Drake og Sergei Leiferkus havde klædt om, kom de ned og blandede sig med det lille selskab. Det blev desværre aftenens antiklimaks: jeg stod og talte med nogle andre, da Julius Drake kom og forærede min gode veninde Anna sine blomster og hilste på alle dem hun stod sammen med. Øv – tænk at jeg gik glip af det. Jeg har også fortrudt, at jeg ikke havde taget en CD med, for at få hans autograf på den. Jeg havde overvejet det, men jeg syntes det var for pinligt og alt for påtrængende. Men det har jeg altså fortrudt og hvis jeg nogensinde får chancen igen, så håber jeg, at jeg er lidt mere modig. Anna tilbød at præsentere mig, men jeg er jo alt for genert………

Det var en god koncert og en utrolig hyggelig aften – jeg blev helt deprimeret da jeg kom hjem til mig selv. Det var lidt trist efter den aften og alle de mange indtryk. Så lavede jeg en kande the og smed mig på sofaen sammen med store mis, hvor vi lå og hørte hele Glucks opera “Orfeus og Eurydike”.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: