You are currently browsing the tag archive for the ‘Grieg’ tag.

Jeg kommer til rigtig mange koncerter i disse dage – det er næsten alt for mange. Jeg trænger snart til en pause – men det er jo temmelig svært at holde sig hjemme, når årets Tivolifestival kører på fuld tryk og frister med spændende koncerter, fantastiske kunstnere og brilliante dirigenter hver eneste dag; fredag aften var det en koncert med pianisten Jens Elvekjær og den unge finske dirigent Santtu-Matias Rouvali som fristede.

Koncertens første værk var Franz Liszt “Ungarnsk fantasi nr. 2”, som begynder med et væld af mørke og sprøde strygere – den ene svulmende bølge efter den anden skyller ud over publikum. Musikken folder sig langsomt ud gennem flere etaper, indtil den endelig forvandler sig til en buldrende og festlig dans. Endelig når musikken sit fulde klimaks i et buldrende stormvejr, som er så sprudlende og fyldt med energi, at man slet ikke kan lade være med at juble og le af glæde og fornøjelse indvendigt.

Den finske dirigent Santtu-Matias Rouvali.

Den finske dirigent Santtu-Matias Rouvali.

Aftenens dirigent var den unge Santtu-Matias Rouvali, som jeg er ekstremt vild med. Det ene øjeblik står han på tåspidserne og vifter med hænderne oppe over hovedet. Det næste øjeblik går han helt ned i knæ og straks efter springer han op i vejret og tegner store cirkler i luften med dirigentstokken – pludselig står han og balancerer helt ud på kanten af podiet, mens han hænger halvvejs inde over orkestret og fægter med armene. Det er et fysisk mysterium, at han kan holde balancen ….. Santtu-Matias Rouvali er en eksplosion af energi, som han formår at kanalisere videre til orkestret. Han forvandler orkestret til en porche, der kan accelerere fra 0 til 100 km i timen på et halvt sekund. Men det betyder på ingen måde, at han har problemer med de langsomme eller de dæmpede satser – de får tilført lige så meget energi, som blot gør disse satser endnu mere dramatiske, følelsesfulde eller lyriske, alt efter hvad der passer i det aktuelle værk. Han er en fuldstændig fænomenal dirigent.

Pianisten Jens Elvekjær.

Pianisten Jens Elvekjær.

Det næste værk var Griegs klaverkoncert med Jens Elvekjær som solist. Den begynder med en buldrende trommehvirvel på paukerne, som slutter med et brag – samtidig lyder der et brag fra klaveret og så er koncerten i gang! Jens Elvekjær er en spændende og lidt gådefuld pianist. Når jeg oplever ham, så har jeg altid en meget stærk følelse af, at han ikke optræder – i stedet føles det som om, at han er fokuseret på at løse en stor og spændende opgave, som han er fuldstændig opslugt af. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne ham med en lidt nørdet matematikprofessor, som glemmer alt omkring sig, når han kaster sig over en kompliceret ligning. Alt dette er selvfølgelig kun gætværk – men det er på grund af disse indtryk, at jeg synes Jens Elvekjær er en rigtig fascinerende kunstner.

Efter pausen spillede Tivolis Symfoniorkester Dvoráks 8. symfoni – en vidunderlig smuk symfoni. Jeg fandt det absolutte højdepunkt i 3. sats, hvor det romantiske vingesus forvandles til en fejende flot vals. Endnu en gang er man lige ved at hoppe i sædet af begejstring ….. det var en fantastisk koncert med Santtu-Matias Rouvali, Jens Elvekjær og Tivolis Symfoniorkester, som sandelig ikke skal glemmes.

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht.

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht.

Nogle minutter efter koncerten var der en samtale på scenen mellem Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht, Jens Elvekjær og Santtu-Matias Rouvali, som lige havde nået at smide kjolen og springe i et par grå jeans og en gammel t-shirt. På den ene side så kan man godt hævde, at det blot er en sludder for en sladder. Det er jo begrænset hvad man kan nå på 7-8 minutter og solisterne er selvfølgelig også trætte efter aftenens koncert. På den anden side, så synes jeg det er farligt at undervurdere disse arrangementer; jeg synes det er spændende, at få mulighed for at opleve den store forskel på kunstneren og mennesket. Man kan selvfølgelig – med al rimelighed! – indvende, at de stadig optræder på scenen foran et publikum. Klart nok! Men bare i deres måde at tale på, deres holdning og deres gestik, så får man alligevel et tydeligt indtryk af den store forskel. Man kan godt sidde og tænke, at det føles slet ikke som de samme mennesker.

Og nogen gange falder der selvfølgelig også et par guldkorn af …. Henrik Engelbrecht prøvede at spørge om kunstnernes holdning til motiverne i den klassiske musik. “I don´t care much about pigs and birds and all that stuff,” svarede Santtu-Matias Rouvali kontant, hvilket straks fremkaldte stor morskab blandt publikum. Han er en lille charmetrold og publikum ELSKER ham. Hver eneste gang han åbnede munden kom der en øjeblikkelig reaktion fra publikum. “To me it is just music,” erklærede han selvsikkert. Man kan selvfølgelig godt nøjes med at grine af det. Jeg kan dog ikke lade være med at overveje om disse få ord i virkeligheden rummer en stor del af forklaringen på Santtu-Matias Rouvalis særprægede stil som dirigent og hans store succes blandt publikum! 

5 stjerner

Tivolis Symfoniorkester umiddelbart før aftenens koncert.

Tivolis Symfoniorkester umiddelbart før aftenens koncert.

Reklamer

Lørdag aften gav “University of Gothenburg Symphony Orchestra” koncert i Tivolis koncertsal – det var på alle måder en højst besynderlig oplevelse. 

Gøteborg universitet er en Högskola for scene og musik. Medlemmerne i symfoniorkesteret er alle studerende på en international masteruddannelse. 

De unge mennesker brugte usædvanlig lang tid på at stemme deres instrumenter. De blev ved og blev ved og blev ved….. da de endelig stoppede brød publikum spontant ud i begejstrede klapsalver. Måske skyldtes det, at en større del af publikum ikke er vant til at høre klassisk musik. Eller måske var publikum bare lettede over, at musikerne endelig var færdig med at stemme….. det er ikke til at vide. Men jeg hælder mest til den sidste teori. 

Marie Antoinette och hennes kärlek till Axel von Fersen

For 13-14 år siden så jeg den svenske komponist Daniel Börtz opera “Marie Antoinette och hennes kärlek till Axel von Fersen” i Albertslund Musikteater; jeg var ikke voldsomt begejstret. Jeg føler, at operagenren har svært ved at frigøre sig fra fortiden. Selv nye værker skal helst have kongelige eller aristokratiske hovedpersoner med store parykker og kvinder i barokke kjoler. Selvfølgelig er der mange undtagelser, men de bliver sjældent nogen stor succes. Og tænk så bare på, hvordan det gik med “Livlægens besøg”…. Jeg synes det beviser min pointe! 

Cover til "Marie Antoinette och hennes kärlek till Axel von Fersen"

Cover til “Marie Antoinette och hennes kärlek till Axel von Fersen”

Selv om jeg ikke var særlig vild med “Marie Antoinette och hennes kärlek till Axel von Fersen”, så har jeg tænkt en del på denne opera i løbet af de sidste 3-4 år. Den har åbenbart gjort et større indtryk på mig end jeg var klar over. Det var en meget dramatisk og fængslende historie, der blev fortalt på en rå og usentimental facon. Selv om det skulle være et oplagt emne(måske netop derfor!), så er der faktisk ikke skrevet særlig mange operaer om den franske revolution. Jeg kan kun komme i tanke om Poulenc “Karmelitterindernes samtaler” og Umberto Giordanos “Andrea Chénier”. Der er sikkert flere, men de to nævnte er vist de eneste som har opnået en vis klassikerstatus. Derfor kan jeg ikke lade være med at tænke, at måske er der en ledig plads i det klassiske operarepertoire til Daniel Börtz opera. 

Jeg ville i hvert fald meget, meget gerne se den igen. Og det er ikke engang for historiens skyld. Nej, det jeg husker mest og det som gjorde det største indtryk på mig, det var musikken. Jeg husker det som en meget voldsom og rå musik, primært domineret af pauker og stortrommer. Det var på alle måder en original musik, som adskilte sig markant fra traditionel operamusik. Jeg ville gerne se denne opera igen – men jeg vil endnu hellere høre den. Derfor har jeg efterhånden brugt en del timer på at lede efter den på internettet – indtil videre desværre uden held. 

Men jeg blev selvfølgelig meget spændt, da jeg så, at de svenske gæster skulle spille et værk af Daniel Börtz – ganske vist et ældre værk, men det var jo spændende alligevel. 

Daniel Börtz: Parados

Den svenske komponist Daniel Börtz

Den svenske komponist Daniel Börtz

Visse dele af værket “Parados” var lige så stærkt, voldsomt og kraftfuldt som jeg husker den føromtalte opera. Daniel Börtz er ikke bange for at lade paukerne og stortrommerne dominere – og jeg er vild med det. Samtidig er der nogle utrolig smukke detaljer, som fx en violin der spiller solo; det var en helt fin og krystalklar tone som fyldte hele den gyldne sal….. wow! Til gengæld var det overhovedet ikke fedt, da alle violinerne hvinede som et skingrende kor. Og det blev ved så længe, at jeg følte en meget stor trang til at holde mig for ørerne – en trang jeg dog beherskede. Og det samme skete da alle fløjterne begyndte at hyle som om de alle var fuldstændig sindssyge…. og det blev bestemt ikke bedre af, at der blev tilsat mere end blot et par få falske toner! Jamen, det var ganske forfærdeligt. 

Værket modtog et noget spredt og modvilligt bifald. Jeg vil stadigvæk gerne genhøre Börtz opera, men jeg har absolut ikke noget ønske om at genhøre “Parados”. Tværtimod…… jeg vil faktisk helst være fri. 

Grieg: klaverkoncert i a-mol

Peter Jablonski

Peter Jablonski

Griegs klaverkoncert begynder med en paukehvirvel, et stort brag og så falder klaveret ind…. men endnu en gang, så var det bare ikke godt. Musikerne virkede tøvende og usikre. Musikken var mat og farveløs. Det var et meget tungt orkester; man sad næsten og frygtede, at de skulle gå i stå. Selv om dirigenten prøvede at løfte tempoet, så lykkedes det ikke. 

Jeg var heller ikke voldsomt imponeret over den svensk-polske pianist Peter Jablonski. Men musikken fungerede helt klart bedst i de passager, hvor han spillede solo. Derfor er det også mit indtryk, at problemet ikke var Jablonski. I stedet tror jeg, at han manglede både samspil og modspil fra… ja, var det dirigenten Tobias Ringborg eller orkesteret? 

Men så skete der heldigvis et skift midt i anden sats. Det var efter et længere solostykke af Peter Jablonski og derfor tror jeg, at det var han som endelig fik trukket orkesteret op. Man kan ikke sige at det blev godt, men det blev hæderligt! Og de nåede da i mål…… 

Carl Nielsen: Symfoni nr. 4

Miraklernes tid er ikke forbi. Efter pausen var der blevet noget tomt i salen. Der var tydeligvis mange publikummer, som ikke mente, at de havde behov for at høre mere. Og det kan jeg sandelig godt forstå…. Men de gik alligevel glip af en stor oplevelse. Det var simpelthen et helt andet orkester der kom på scenen efter pausen. De var fuldstændig som forvandlet. Fra en særdeles amatøragtig første halvleg, så var det pludselig et topprofessionelt symfoniorkester der gav os Carl Nielsens 4. symfoni. 

Det har aldrig været den store oplevelse for mig, at høre musik af Carl Nielsen; ikke før denne aften. Det var fuldstændig magisk, det var forførende og jeg sad som var jeg tryllebundet. Der var et rigtig flot samspil og en sprudlende energi i hele orkesteret. Der var nærvær og fokus – der var alt det som manglede i første del. Der var en violinsolo der var så smuk, at det gjorde ondt i maven. Der var et fantastisk klimaks, hvor to sæt pauker bankede løs samtidig, så man blev helt eksalteret…… 

Hvad i alverden var der sket med orkesteret? Jeg sad ved siden af en ældre dame, som jeg ikke kendte. “Det var mærkeligt”, sagde hun, “pludselig var de jo blevet professionelle”. Og jeg sad med fuldstændig den samme tanke! 

Man må sige, at de fik et ganske flot bifald efter dette værk; men det havde naturligvis lydt lidt bedre og lidt mere imponerende, hvis halvdelen af publikum ikke var gået i pausen! 

Et pompøst ekstranummer

Orkesteret sluttede aftenen med et storslået ekstranummer. Jeg kender hverken værket eller titlen; det var forrygende festligt og meget pompøst. Det var en march og jeg er ret sikker på, at det må have været en kongemarch eller noget lign. Jeg sad og tænkte, at musikken var så pompøs, at jeg slet ikke ville blive forbavset hvis det svenske kongepar pludselig trådte ind på scenen. Det var egentlig det eneste der manglede…. 

Jeg har været meget i tvivl om jeg skulle give denne koncert 3 eller 4 stjerner. Jeg havde egentlig besluttet at være venlig og give 4 stjerner på grund af den flotte fremførelse af Carl Nielsens symfoni. Jeg havde også sat stjernerne ind i mit indlæg… men det føltes bare helt forkert. Trods en meget flot anden halvdel, så var det ikke i nærheden af at være en god eller vellykket koncert. Derfor er det på ingen måde rimeligt, at give mere end 3 stjerner. 

3 stjerner

University of Gothenburg Symphony Orchestra i Tivolis koncertsal.

University of Gothenburg Symphony Orchestra i Tivolis koncertsal.

I aftes gav den russiske pianist Jevgenij Kissin en formidabel koncert i Tivolis koncertsal – det er muligvis den bedste koncert jeg nogensinde har oplevet.

Første værk var en ouverture af Berlioz, der begyndte som en stormende hvirvelvind, og derefter gik det over stok og sten i et fyrigt tempo. Det var et lystigt nummer…. et rigtigt tivolinummer, der skabte både forventning og stemning i salen. Og derefter var både publikum og orkester varmet godt op.

Endelig var det tid til at møde aftenens hovedperson, Jevgenij Kissin, som spillede Chopins 1. klaverkoncert. Det var formidabelt. Det er et værk som jeg kender ret godt, da jeg har det på CD, men det er jo helt anderledes, at opleve det i virkeligheden. Uanset hvem der spiller og dirigerer, så vil det altid være anderledes; derfor bemærker man nye detaljer og nye nuancer hver gang man hører et kendt værk i en ny opførelse. Musikken har en fylde og en levende energi, som man bare ikke oplever på en indspilning – det er jo derfor man går koncert! Jevgenij Kissin spillede Chopins klaverkoncert, så publikum var berusede og bagefter takkede med klapsalver der bare blev ved og ved og ved. Der var tre fremkaldelser før han(og orkesteret) endelig fik lov til at holde en velfortjent pause.

Anden del begyndte med “Danse fra Galanta” af Zlotán Kodály – sikken et tempo. Sikken en kraft. Sikken et forførende værk, der skyllede gennem salen som en flodbølge. Titlen var meget velvalgt; jeg kan personligt bevidne, at det var en udfordring at sidde stille….. jeg var lige så begejstret og bjergtaget som resten af publikum – og jeg kan garanterer, at der ikke går lang tid før dette værk står blandt mine CD´ere. Endnu en gang kvitterede publikum med et stormfuldt bifald, så dirigenten, Lawrence Foster, måtte frem og takke to gange.

Så kom Jevgenij Kissin igen på scenen og spillede Griegs klaverkoncert, der nærmest er et overflødighedshorn af stil og variation. Det er som en spændende og fascinerende collage af melodier der spænder fra romantik til avantgarde, fra det blide og indadvendte til det voldsomme og stormfulde.

Publikum var vilde af begejstring og der var nærmest en euforisk stemning. Sjældent har jeg oplevet at der blev piftet, råbt, klappet og trampet så voldsomt. Jevgenij Kissin gav tre ekstranumre, som vekslede med det ene stående bifald efter det andet. Det er kun nogle uger siden at jeg var til koncert med Lang Lang…. den koncert blegner desværre, når jeg sammenligner med den jeg oplevede i går. Der er ingen tvivl om, at Lang Lang fik baghjul af sin russiske rival…….

Efter koncerten blev Jevgenij Kissin og dirigenten Lawrence Foster interviewet af Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht. Det var meget underholdende og man fik et godt indtryk af hovedpersonen. Kissin har noget talebesvær – jeg ved ikke om det skyldes en talefejl eller generthed. Eller måske en kombination af begge dele. Men jeg fik et indtryk af en meget beskeden, jordnær, sympatisk, charmerende og særegen person.

Efter sådan en koncert føler jeg en stor taknemmelighed mod både solist, dirigent og Tivolis Symfoniorkester. Det var fire udfordrende og tempofyldte værker, og det var tydeligt at der blev arbejdet hårdt og koncentreret! Men resultatet var også derefter: Det var en uforglemmelig og usædvanlig vellykket koncert.

Selv om Christine Christiansen skriver, at man kun kunne “knuselske” pianisten efter “så eminent en aften”, så forekommer det mig, at hendes anmeldelse i Jyllands-Posten er mere end en kende spydig.

I Berlingske er Søren Schauser ikke i tvivl. Han skriver kort og godt, at “Jevgenij Kissin er verdens største på et klaver”.

I Politiken har Thomas Michelsen visse forbehold, men kalder ham alligevel “en perfekt pianist”.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: