You are currently browsing the tag archive for the ‘Henrik Engelbrecht’ tag.

I går var jeg i Tivoli, sammen med et par gamle venner. Først skulle vi lige blive enige om, hvor vi skulle spise – det kan godt være en udfordring, når der er så mange, mange spændende restauranter at vælge imellem. Min favorit var “Nimb Brasserie“, men en af de andre foretrak “Grøften” – jeg kommer så jævnligt i Tivoli, så jeg kan jo bare spise på Nimb en anden dag og derfor blev det “Grøften”. 

Verden blev hverken nemmere eller enklere da vi kom i Grøften; de har nemlig så mange spændende vegetarretter, at det tog meget lang tid at vælge. 

Restaurant Grøften. Copyright: Jens Drejer.

Restaurant Grøften. Tryk på alle billederne, for at se dem i stor størrelse. Copyright: Jens Drejer.

Sidste gang jeg var i Grøften, var deres vegetarret en risotto med grønne ærter og grønne asparges. Denne gang var vegetarretten grøn pasta. På den måde skifter deres vegetarret jævnligt og derfor er der altid en grund til at gå i Grøften. Jeg synes det er ret smart – OG DET VIRKER! Denne metode får jo mig til at gå i Grøften MANGE flere gange end jeg ellers ville have gjort. Deres vegetarret er jo sindssygt lækker og derfor vil jeg gerne i Grøften hver eneste gang de skifter til den ene vegetarret ud med den anden.

Vi sad ude i den hyggelige gårdhave. Tryk på alle billederne for at se dem i stor størrelse. Copyright: Jens Drejer.

Vi sad ude i den hyggelige gårdhave. Tryk på alle billederne for at se dem i stor størrelse. Copyright: Jens Drejer.

Jeg bestilte sæsonens vegetarret, som var en grøn pasta med pesto, bøgehatte, cherrytomater, ristede pinjekerner og parmesanchips. Nogle vil måske indvende, at det kulinariske niveau ikke er specielt højt, for det er jo en ret som de fleste kan lave derhjemme uden nogle problemer. Jaja, det er selvfølgelig rigtigt, men det smagte virkelig godt. Det er i hvert fald en ret, som jeg godt kunne finde på at bestille en anden gang og det er vel et meget godt succeskriterium.  

Sæsonens vegetarret er pt en pasta med pesto. Copyright: Jens Drejer.

Sæsonens vegetarret er pt en pastaret med pesto. Copyright: Jens Drejer.

I Grøften har man specielle menukort, som følger sæsonerne for de forskellige råvarer. Man har fx et særligt menukort for hvide asparges, når det er højsæson for den slags. Dagen før vi skulle i Tivoli havde jeg tjekket Grøftens hjemmeside og studeret deres sæsonkort for rabarber – for jeg ÆLSKER rabarber. Derfor blev jeg lidt skuffet, da jeg kom i Grøften og opdagede, at de netop havde udskiftet deres rabarberkort med et jordbærkort.

Jeg bestilte et stykke jordbærtærte med kransekagekant, vaniljecreme, mandelsplinter og jordbærsauce – for sørensen hvor smagte det bare sådan helt ekstremt super, super, super lækkert. Særligt vaniljecremen var helt fantastisk. Det var så lækkert, at jeg sad og hoppede op og ned på stolen af fornøjelse! 

Prisen var 215 kr for vegetarretten, 125 kr for desserten og 56 kr for en cola. Samlet pris var 396 kr. I forhold til min økonomi så var det måske lige i overkanten. Men jeg synes alligevel at det var alle pengene værd og jeg gør det gerne en anden gang.

Koncert på Plænen

Efter koncerten gik vi en tur i haven og bagefter gik vi ned på Plænen, hvor der skulle være koncert. Det var Tivolis Symfoniorkester der spillede og Henrik Engelbrecht var både dirigent og konferencier.

Koncert med Henrik Engelbrecht og Tivolis Symfoniorkester. Copyright: Jens Drejer.

Koncert med Henrik Engelbrecht og Tivolis Symfoniorkester. Copyright: Jens Drejer.

De spillede musik af H. C. Lumbye, Josef Strauss og Franz von Suppé. Alle værker blev fulgte af små sjove historier. Henrik Engelbrecht advarede blandt andet mod at danse wienervals. Han fortalte om en pige fra Samsøe, som dansede sig ihjel i 1842. Hendes død skyldtes en dødsens farlig kombination af alt for stramt snøreliv og alt for meget wienervals. Datidens moderne medier – dvs aviserne – mente at sagen viste, at det var absolut nødvendigt at beskytte befolkningen. De mente dog ikke det var realistisk med et forbud imod snøreliv – i stedet plæderede de for et forbud imod wienervals! 

Tivolis Symfoniorkester med Henrik Engelbrecht som dirigent og konferencier. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis Symfoniorkester med Henrik Engelbrecht som dirigent og konferencier. Copyright: Jens Drejer.

Det er rigtig dejligt at være til koncert på Plænen. Men det er også meget anderledes end at være til koncert i en koncertsal – det er hyggeligt og rart, at sidde ude i solen og lytte til musik. Men der er også fyldt med forstyrrende elementer, som distraherer. Der er forskellige lyde, som fanger ens opmærksomhed. Man kan ikke lade være med at kigge på de mennesker som går forbi. Det betyder ikke, at det ene er bedre end det andet. Jeg er nemlig ret vild med begge dele. Jeg synes bare det er lidt sjovt, at selv om det grundlæggende er det samme, så er de to oplevelser alligevel så forskellige, at det er svært at sammenligne dem.

Vi havde en fantastisk dejlig eftermiddag – først fik vi en rigtig god frokost og bagefter sluttede vi eftermiddagen med en hyggelig koncert på Plænen. Det er en kombination, som jeg gerne vil anbefale og man har chancen igen allerede tirsdag d. 14. og tirsdag d. 21. juni, når Henrik Engelbrecht og Tivolis Symfoniorkester igen giver koncert på Plænen – begge dage kl. 17. Man kan selvfølgelig også begynde med koncerten og så spise middag bagefter. 

Jeg må i hvert fald lige tjekke om jeg selv har mulighed for at tilbringe endnu en tirsdag eftermiddag i Tivoli.

Verdens bedste jordbærtærte. Copyright: Jens Drejer.

Verdens bedste jordbærtærte. Copyright: Jens Drejer.

Reklamer

Sidste år stoppede Henrik Engelbrecht som musikchef i Tivoli og det var vi rigtig mange, som var rigtig kede af. Derfor er jeg sikker på, at der er mange der blev lige så glad som mig for at se hans navn i programmet for den kommende sæson. Henrik Engelbrecht er konferencier ved to store operakoncerter hhv. lørdag d. 25. juni og lørdag d. 20. august, og i juni er han både dirigent og konferencier, når Tivolis Symfoniorkester spiller på Plænen. Programmet består af festlige og klassiske Tivoli-toner komponeret af komponister som H. C. Lumbye og Strauss – og det bliver med garanti krydret med en passende mængde gode historier og sjove anekdoter.

Da Henrik Engelbrecht stoppede som musikchef, blev Maria Frej ansat som Programchef. Men programmet for den klassiske musik i 2016 er underskrevet af både Maria Frej og Tivolis underdirektør Nikolaj Koppel – derfor antager jeg, at de har været fælles om at lave programmet.

Nimb i Tivoli - maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Nimb i Tivoli – maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Når en meget populær person – som fx Henrik Engelbrecht – stopper på sit arbejde, så sidder man ikke og håber, at de nye personer på jobbet laver en masse forandringer. Tværtimod! Man håber, at de slet ikke ændrer noget som helst! Man har jo svært ved at forestille sig, at de kan forbedre det man allerede kender og i forvejen er meget glad for – ikke desto mindre, så er det alligevel lykkedes for Maria Frej og Nikolaj Koppel at lave et par nye tiltag, som jeg er temmelig meget begejstret for.

Søndagsmatiné i Tivolis koncertsal

Tivoli indfører Søndagsmatiné og det betyder, at der er koncert i Tivolis Koncertsal hver søndag kl. 15. Jeg synes det er genialt! Programmet er så blandet, som det overhovedet kan blive – der er fx. fire koncerter med Tivolis Symfoniorkester. Disse fire koncerter skal man købe billet til. Men der er også masser af de såkaldte abonnementskoncerter, som betyder, at entreen er gratis for gæster med årskort til Tivoli. Alle andre kan købe en billet til 50 kr. Programmet er så blandet, at det tilgodeser alle gæsters smag og behag. Jeg er virkelig vild med dette tiltag – jeg elsker at komme til koncert, men jeg kan også godt lide at komme hjem igen – og nogle gange er det altså dejligt, at man ikke kommer hjem klokken elleve om aftenen.

Champagnegaloppen for børn

Ællinger i Tivoli - maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Ællinger i Tivoli – maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

En anden nyhed er “Champagnegaloppen“, der beskrives som en “sanselig musikkaravane” for børn. Der er plads til 100 børn på turen, hvor komponisten H. C. Lumbye fører dem gennem akvariet og koncertsalen. Undervejs møder de musikere fra Tivolis Symfoniorkester, dansere fra Tivolis nye balletskole og unge musikere fra Tivoligarden. Helt ærligt – jeg er altså ikke helt sikker på, at jeg forstår meningen. Det lyder lidt skørt. Men samtidig lyder det også så spændende, at jeg har overvejet at snige mig med på sådan en tur, bare for at se hvad det er. Men jeg må hellere lade være; der står i programmet, at arrangementet er målrettet børn fra 6-9 år. Men de kan evt. være ledsaget af en voksen. Så nu vil jeg lige undersøge om der er nogle af mine venner som har et barn i passende alder, som de vil låne ud en halv times tid … men helst ikke mere end det. Jeg tror faktisk ikke, at jeg er særlig egnet som barnepige. 

Tivolis Symfoniorkester 4ever

I løbet af de seneste år har man promoveret den klassiske musik i Tivoli under navnet “Tivoli Festival” – i år har man ændret navnet til “Sommerklassisk”. Jeg tænker, at det er vel lidt lige som potato – potato. Navnet betyder jo ikke så meget. Eller sagt på en anden måde – det ene navn er cirka lige så godt som det andet. Men hvis jeg skulle vælge, så synes jeg faktisk, at det nye navn er en lille smule bedre. “Sommerklassisk” lyder godt!

Tulipanerne blomstrer omkring det store springvand i Tivoli. Copyright: Jens Drejer.

Tulipanerne blomstrer omkring det store springvand i Tivoli. Copyright: Jens Drejer.

Man kan desværre ikke sige det samme om den næste navneændring – “Tivolis Symfoniorkester” har ændret navn til “Tivoli Copenhagen Phil”. Hvem i alverden har fået denne ide? Vedkommende fortjener at blive dyppet i tjære og rullet i fjer! Det er simpelthen for dumt – ja, undskyld, at jeg er sådan lidt grov og direkte. Men jeg kan simpelthen ikke forstå, at der er nogen som synes, at dette navn er en god ide. Jeg forstår altså godt pointen: man har formodentlig ønsket at modernisere navnet og samtidig har man tydeligvis ønsket at understrege forholdet til Copenhagen Phil. Jeg forstår det godt – men løsningen dur ikke!

For et par år siden ændrede “Sjællands Symfoniorkester” navn til “Copenhagen Phil” – det er kun nogle få år siden, men det virker som meget, meget lang tid. Der er jo ingen, som taler om “Sjællands Symfoniorkester” længere. Alle bruger det nye navn. Hvorfor er denne forandre gået så hurtigt? Fordi “Copenhagen Phil” er et kortere navn, der lyder ret godt, det har en god rytme og det ligger godt i munden. Derfor har alle vænnet sig til at bruge det nye navn i løbet af ingen tid.

Påfugle i Tivoli - maj 21016. Copyright: Jens Drejer.

Påfugle i Tivoli – maj 21016. Copyright: Jens Drejer.

Men man kan bestemt ikke sige det samme om “Tivoli Copenhagen Phil” – det lyder både tungt og klodset. Når man tænker over hvad ordene betyder, så kan man godt spørge sig selv om det overhovedet giver menig. Det gamle navn – “Tivolis Symfoniorkester” – rummer en masse historie og en masse følelser. Selvfølgelig kan man ændre navnet. Men det kræver, at man har et passende alternativ og jeg tror simpelthen ikke på, at man kan få publikum til at bruge det nye navn. Det lyder simpelthen for grimt! Det virker nærmest som om, at man har forsøgt at blande vand og olie – uanset hvor hårdt man prøver, så fungerer det bare ikke. Og jeg nægter i hvert fald at bruge det nye navn! Det duer ikke!

Fem udvalgte koncerter

Sommerens program byder på 65 klassiske koncerter. Jeg vil anbefale 5 koncerter, som jeg glæder mig særlig meget til – men det skal man ikke tage alt for alvorligt. For det første så er der mindst 30 koncerter, som jeg gerne vil høre. For det andet så når jeg aldrig at komme til halvdelen af de koncerter, som jeg har planlagt at høre – til gengæld kommer jeg jævnligt til nogle andre koncerter, som jeg egentlig slet ikke havde planlagt.

På Plænen: Tivolis Symfoniorkester giver tre koncerter med Henrik Engelbrecht som dirigent og konferencier. Det er tirsdag d. 7. juni, tirsdag d. 14. juni og tirsdag d. 21. juni – alle dage klokken 17. Jeg kommer kun til en af koncerterne, men hvilken? – ja, det må tiden vise.

Mandag d. 13. juni: Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester; for et par år siden gav Lyngby-Taarbæk en koncert med cellist Toke Møldrup. Det var en af de bedste koncerter jeg har oplevet i Tivolis Koncertsal. Derfor havde jeg selvfølgelig også planlagt, at jeg ville høre deres koncert sidste år – men jeg kom lige 3½ time for sent. Så nu prøver jeg igen i år!

Søndag d. 24. juli: “National Youth Orchestra of USA” kommer med et fuldstændig fantastisk program. De spiller fire værker, men det er først og fremmest Rachmaninovs 3. klaverkoncert og Prokofievs 4. symfoni som frister mig.

Søndag d. 14. august: koncert med Tivolis Symfoniorkester og violinist Isabelle Faust; de spiller ouverturen til Smetanas skønne opera “Den solgte brud”. Jeg havde en gang en CD med “Den solgte brud” – men så kom jeg desværre til at låne den ud … og nu har jeg den ikke mere. Dernæst spiller de Dvoraks symfoni “Fra den nye verden”, som jeg har hørt en del gange i løbet af de sidste par år, men jeg bliver bare mere og mere vild med den. Endelig spiller de også Dvoraks violinkoncert, som jeg vist aldrig har hørt.

Søndag d. 4. september: “Ensemble Mutatis” spiller værker af Satie, Prokofiev og andre. For nogle år siden hørte jeg Ensemble Mutatis på Glyptoteket. Det var en fantastisk koncert. Selv om det er nogle år siden, så har jeg ikke glemt den og derfor vil jeg gerne høre dem igen.

Tivolis koncertsal - maj . Copyright: Jens Drejer.

Tivolis koncertsal – maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

I går var jeg til koncert med Copenhagen Phil, som spillede værker af Respighi, Benjamin de Murashkin og Brahms – eller som Henrik Engelbrecht sagde under koncertintroduktionen: “koncerten begynder og slutter med døde komponister og i midten er der en som stadig lever …

Henrik Engelbrecht fortalte først om Ottorino Respighis værk “Trittico Botticelliano“, som er inspireret af Botticellis tre værker; La Primavera – foråret kommer, L´adorazione dei Magi – Beundring for magien og det mest berømte, som er La nascita di Venere – Venus fødsel. Dernæst fortalte han om Brahms 4. symfoni, hvorefter han sluttede med et interview med Benjamin de Murashkin, som er Copenhagen Phils unge huskomponist. Han har tidligere skrevet en basunkoncert til orkestret, som blev uropført i 2013 og i 2014 komponerede han et stykke til Amatørsymfonikerne i anledning af deres 60-års jubilæum. Jeg var med til begge koncerter og begge gange var det en stor oplevelse. I går skulle Copenhagen uropføre hans første klaverkoncert, med Katrine Gislinge som solist, og det havde jeg selvfølgelig glædet mig til at opleve.

Konsevatoriet koncertsal, Julius Thomsens gade 1, Fr. berg.

Konservatoriet koncertsal, december 2013. Copyright: Jens Drejer.

Henrik Engelbrecht og Benjamin de Murashkin talte først en smule om hans baggrund: han er født i Danmark, men familien flyttede til Australien da han var 1 år. Han lærte at spille klaver og begyndte på musikkonservatoriet i Australien – efter nogen tid fandt han dog ud af, at han var mere interesseret i at komponere, hvorefter han skiftede linje. Da han var 22 år, flyttede han tilbage til Danmark på grund af en eks-kæreste …. det er en sjov formulering! Man forestiller sig helt automatisk, at han flyttede til  Danmark, for at være sammen med en kæreste, som i mellemtiden er blevet til en eks-kæreste. Men formuleringen rummer en tvetydighed, som ikke udelukker den mulighed, at han flyttede til Danmark, for at flygte fra en eks-kæreste. På den måde rummer sproget mange sjove finurligheder.

Endelig talte de selvfølgelig også om det nye værk; Benjamin de Murashkin fortalte, at han var blevet inspireret af historierne om Buddha og Jesus, som begge blev fristet tre gange af djævelen: Jesus blev fristet af djævelen, da han vandrede rundt i ørkenen og Buddha blev fristet mens han sad og mediterede under et træ. En anden inspirationskilde er Beethovens 4. klaverkoncert, som er baseret på en slags musikalsk dialog mellem klaveret og orkestret.

Henrik Engelbrecht har en formidabel evne til at kombinere formidling med en smule underholdning. Jeg føler altid, at jeg bliver lidt klogere, når jeg har været til sådan et arrangement og sådan var det selvfølgelig også denne gang. Det var både spændende, lærerigt og morsomt. 

En flot og spændende koncert

Inden koncerten bød Christian Schmiedescamp publikum velkommen – det virker måske som en overflødig gentagelse, men man skal huske, at det er jo ikke alle gæsterne som har været til koncertintroduktion.

Koncerten begyndte med Ottorino Respighis værk “Trittico Botticelliano”, hvor første del hedder “foråret kommer”. I begyndelsen myldrer alle tonerne frem mellem hinanden. Musikken spirer og vokser, som blomster der gror og springer ud. Fuglene synger lystigt og en flot fanfare byder foråret velkommen. Henrik Engelbrecht fortalte under koncertintroduktionen, at det er et værk, som sjældent spilles – det forstår jeg ikke, for det er et fantastisk værk, særligt på denne tid af året.

Foyeren i Konservatoriets Koncertsal.

Foyeren i Konservatoriets Koncertsal. August 2014. Copyright: Jens Drejer.

Det næste værk var Benjamin de Murashkins klaverkoncert. Jeg havde på forhånd læst, at værket begynder med en slags musikalsk meditation – det var spændende musik, først og fremmest i kraft af musikkens kompleksitet. Benjamin de Murashkin havde tidligere fortalt, at Beethovens 4. klaverkoncert var én af hans inspirationskilder. Det kunne man godt høre i den smukke og meget dramatiske kadence midt i anden sats – som Katrine Gislinge spillede med masser af kraft og energi – det var absolut værkets højdepunkt. Men jeg må sørme indrømme, at værket fik mig til at tænke på Chopins smukke nocturner i stedet for Beethovens klaverkoncert – og det var sikkert ikke meningen. Men det gjorde jeg altså! Hvorfor? Hvorfor fik Murashkins klaverkoncert mig til at tænke på Chopins nocturner? Jeg synes, at jeg oplevede den samme hede og brændende lidenskab, som jeg finder i Chopins nocturner. Eller måske er det den samme blanding af lidenskab, længsel og melankoli? Det er en stemning hos Chopin – og åbenbart også hos Murashkin – som altid får mig til at tænke på den franske maler Pierre Bonnards malerier: azurblå nattehimle, fløjlsblå skygger, solskin på hvide mure og hede tropenætter.

Efter pausen uddelte venneforeningen deres hæderspris på 20.000 kr til “et markant og skattet medlem af orkestret” – denne gang havde man valgt at give prisen til trompetist Kjell-Åke Andersson.

Aftenen sluttede med Brahms 4. symfoni, som er et fuldstændig fantastisk og fortryllende værk. Jeg har selv en indspilning af værket med Simon Rattle og Berliner Philharmonikerne, og den er simpelthen dødssyg. Tidligere på aftenen fortalte Christian Schmiedescamp om aftenens dirigent Toshiyuki Kamioka, som også er orkestrets kommende chefdirigent. Christian Schmiedescamp fortalte, at det altid er spændende at arbejde med en ny dirigent, fordi enhver dirigent har sin egen form, sin egen rytme og sin egen klangfarve. Lige præcis! – men det betyder selvfølgelig også, at der er nogle dirigenter, som man bedre kan lide end andre. Der er måske nogen som man ligefrem elsker og så er der måske nogen som man ligefrem … ikke bryder sig så meget om! Når jeg lytter til Simon Rattles indspilning af Brahms symfonier, så er det som om, at den eneste farve er leverpostejsfarvet.

Tredje sats begynder med et brag og så flyver orkestret af sted med en voldsom fart – jeg elsker den kraft og energi, som Copenhagen Phil spiller Brahms 4. symfoni med. Det er jo alt det, som jeg savner og mangler i Simon Rattles elendige indspilning. Men – selv om jeg elsker dette storslåede drama – så er højdepunktet alligevel den vidunderlige fløjtesolo midt i fjerde sats. Efter koncerten var der – traditionen tro – blomster til dirigenten. Han valgte at give blomsterne videre til fløjtenisten, hvilket jeg tillader mig at fortolke som et udtryk for, at han også synes denne fløjtesolo var helt utrolig flot og vellykket.

Det var en god aften i Konservatoriets koncertsal og en rigtig flot koncert. Men hvad var det bedste? Det bedste var selvfølgelig, at Benjamin de Murashkin afslørede, at han arbejder på en symfoni til Copenhagen Phil, som i følge planen skal uropføres i 2017!

PS: Jeg havde desværre glemt mit kamera. Øv, øv, øv … derfor er der ingen billeder fra koncerten. I stedet for har jeg valgt at krydre mit indlæg med nogle gamle billeder fra Konservatoriets koncertsal. Genbrug er jo også helt vildt moderne.

Copenhagen Phil

Copenhagen Phil – december 2013. Copyright: Jens Drejer.

Mahlers 3. symfoni begynder med otte horn, som spiller en dramatisk reveille. Så følger et kort stykke, hvor træblæserne og en enkelt soloviolin spiller et dæmpet og blidt stykke – som bliver efterfulgt af en livlig og munter fanfare fra klarinetterne. Hvad er det der sker?

Henrik Engelbrecht, september 2015. Copyright: Jens Drejer.

Henrik Engelbrecht, september 2015. Copyright: Jens Drejer.

Før koncerten var der koncertintroduktion med Henrik Engelbrecht, som er en meget populær mand – koncertintroduktionen blev holdt på gulvet foran scenen og der var næsten fyldt. Det var – som altid, når Henrik Engelbrecht fortæller – spændende, underholdende og lærerigt. Henrik Engelbrecht gav os først en kort indføring i Gustav Mahlers liv: han var først og fremmest dirigent. Men han havde et meget anstrengt forhold til de ensembler han dirigerede og de var altid glade når han rejste igen. Dernæst fortalte Henrik Engelbrecht, at Gustav Mahler ikke brød sig om programnoter. Han syntes værket skulle stå for sig selv og derfor havde han slet ikke lyst til at fortælle om sine egne hensigter og tanker med værket. Desværre kunne han ikke dy sig – han kom til at afsløre det hele i et brev til en af sine venner, hvilket var ret heldigt for os.

Og så begynder vi lige forfra:

Første sats hedder “Pan vågner” – først spiller de otte horn en dramatisk og monumental reveille. Dernæst følger et kort stykke, hvor træblæserne og en enkelt violin spiller et blidt stykke. Det er skovguden Pan, som sover og langsomt vågner …. da han endelig slår øjnene op, spiller klarinetterne en lystig fanfare. Når Pan vågner, så kommer foråret og sommeren … alt spirer, vokser og springer ud.

Anden sats hedder “Hvad blomsterne på engen fortalte mig” – der er et idyllisk stykke, hvor man føler blomsterne som vender og drejer sig i en varm og blid brise. Det er smukt – hjertegribende smukt.

Uffe Savery er musikchef for Copenhagen Phil - han bød publium velkommen og sagde nogle få ord om koncerten. Det var Lan Shuis sidste koncert, som chefdirigent for Copenhagen Phil - men Uffe Savery forsikrede, at deres gode samarbejde også ville fortsætte i fremtiden. Copyright: Jens Drejer.

Uffe Savery – musikchef for Copenhagen Phil – bød publium velkommen og sagde nogle få ord før koncerten. Det var Lan Shuis sidste koncert, som chefdirigent for Copenhagen Phil – men Uffe Savery forsikrede, at deres gode samarbejde også ville fortsætte i fremtiden. Copyright: Jens Drejer.

Tredje sats hedder “Hvad dyrene fortalte mig” – jeg synes det er den sværeste sats. Jeg havde jo forventet at genkende en masse dyr – men det gjorde jeg faktisk ikke. Denne sats er bygget på en gammel tysk folkevise fra “Des Knaben Wunderhorn”, som hedder “Ablösung in Summer”. Hvis jeg kendte denne folkevise, så ville jeg nok forstå denne sats lidt bedre.

Fjerde sats hedder “Hvad menneskene fortalte mig” – her synger solisten et stykke fra Nietzsches hovedværk “Således talte Zarathustra”. Det er en slags midnatsvise, hvor livssmerte og hjerteve i nattens mulm og mørke forvandles til en slags forudanelse om glæde i evigheden. Det var meget smukt og Susanne Resmark sang – som altid – helt fantastisk.

Femte sats hedder “Hvad englene fortalte mig” – det er en musikalsk iscenesættelse af endnu et stykke fra “Des Knaben Wunderhorn”, som hedder “Arme Kinder Bettler-lied”. Drengen Peter har syndet, han angrer og beder om syndsforladelse, hvilket Jesus giver ham. Susanne Resmark sang Peters parti og Damekoret sang Jesus stemme, mens børnkoret agerede de bimlende og bamlende klokker. Det var ikke bare smukt, men det var også genialt – alle disse elementer smeltede sammen til en ekstatisk helhed.

“Liebe nur Gott in alle Zeit”, sang de – og så må jeg indrømme, at jeg får problemer med at forstå værket og ideen. Nietzsche var jo ateist – han var ærkeateist. “Således talte Zarathustra” var jo hovedværket, hvor han gang på gang erklærede Gud for død. Derfor har jeg meget svært ved at forstå, at Mahler både bruger et stykke fra “Således talte Zarathustra” og dernæst et stykke fra “Des Knaben Wunderhorn”, der priser den evige Gud. Jeg har læst, at Mahler senere i livet brændte alle sine Nietzschebøger – men det forklarer jo stadigvæk ikke hensigten med at sætte disse to tekster ved siden af hinanden. Og dog …

Så begynder vi forfra endnu en gang:

Mahlers 3. symfoni begynder med, at Pan vågner – vi er altså i en verden hinsides den historiske tid. Man kunne sige, at vi er i en slags mytologisk tid. Hele denne sats er en kamp, hvor lys og glæde kæmper mod mørke og alvorlige toner. Denne kamp får mig til at tænke på C. S. Lewis værk om “Løven, Heksen og Garderobeskabet”, hvor de gode og de onde kræfter i en mytologisk verden også kæmper mod hinanden. De lyse kræfter vinder både i Narnia og i Mahlers første sats, som slutter med en jublende finale – hvilket er forudsætningen for resten af den tredje symfoni.

Herefter følger “Hvad blomsterne fortalte mig”, “Hvad dyrene fortalte mig”, “Hvad menneskene fortalte mig” og “Hvad englene fortalte mig” – der er altså tale om et meget skarpt defineret hieraki, som er baseret på en rangordning af forskellige bevidsthedsniveauer. 

Gustav Mahler(1860-1911)

Gustav Mahler(1860-1911)

Det er en genial opbygning af denne symfoni, fordi det er en logisk konstruktion, hvor den ene sats er en logisk følge af den anden. Alligevel kan jeg godt ærgre mig lidt over den første sats – jeg kan nemlig ikke lade være med at tænke, at værket havde været endnu mere genialt, hvis den første sats havde været skabelsen. Jeg mener ikke skabelsen i bibelsk forstand. Jeg mener The Big Bang – og jeg må også indrømme, at når jeg lytter til den første sats, så er det skabelsen af vores kosmos, som jeg hører.

Hvis man følger min tanke om, at værket er konstrueret omkring en rangordning af forskellige bevidsthedsniveauer, så vil det også betyde, at ateisten(4. sats) står under den religiøse(5.sats).

Men så mangler vi jo stadigvæk den sidste sats: hvad står over både englene, Jesus og Gud? Mange vil nok hævde, at der er intet som står over Gud. Ikke desto mindre så hedder den sidste sats i Mahlers 3. symfoni “Hvad kærligheden fortalte mig” …. kærligheden står over alt andet. I hvert fald i Mahlers univers. Jeg synes det er så smukt, at det er næsten ubeskriveligt – og det samme gælder musikken. Musikken i den sjette og sidste sats er fyldt med kosmisk harmoni, indre fred og salighed.

Jeg synes det er fuldstændig uforståeligt, at Mahler kunne skrive noget som helst efter denne symfoni. Nej, faktisk er det helt uforståeligt, at nogen komponist har kunnet skrive noget som helst. Mahlers 3. symfoni må absolut være en af de kulturens EKSTASETINDER, som Nietsche taler så meget om i sit forfatterskab. Jeg får næsten lyst til at sige, at Mahlers 3. symfoni er den klassisk musiks Mount Everest! 

En storslået koncertoplevelse

Der var blomster både til solist Susanne Resmark, samt afgående chefdirigent Lan Shui. Copyright: Jens Drejer.

Der var blomster til solist Susanne Resmark og afgående chefdirigent Lan Shui. Copyright: Jens Drejer.

Sjældent har jeg set så mange sangere og musikere på en scene, som lørdag eftermiddag i musikkonservatoriets koncertsal. Det kræver virkelig noget, at skaffe så mange kunstnere – det er også en af de væsentligste grunde til, at denne flotte symfoni ikke bliver opført så tit. I denne sammenhæng er det en kæmpestor fordel, at Copenhagen Phil deler residens med Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Ikke nok med at de deler adresse, men de har også en fast aftale om at give en eller to fælleskoncerter om året. Det giver de studerende nogle muligheder – men det giver sandelig også Copenhagen Phil nogle store fordele, som andre danske symfoniorkestre ikke har. 

Jeg ville gerne fremhæve et par højdepunkter fra koncerten – men det hele var så flot og vellykket, at det ikke giver mening at fremhæve noget frem for andet. Jeg synes alle medvirkende gjorde en formidabel indsats og resultatet var en storslået koncert.

Hvis jeg skal kritisere en lille smule, så må det blive holdningen hos de musikere som ikke spiller – de garvede og erfarne musikere fra Copenhagen Phil har udviklet en holdning og et udtryk, som nærmest får dem til at se både henførte og andagtsfulde ud, når de ikke spiller, men venter på, at det bliver deres tur. Det kunne de unge studerende fra konservatoriet godt lære noget af. Mange af dem så ud som om, at de kedede sig bravt, når de ikke selv spillede.

Copenhagen Phil, studerende fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Kammerkor og børnekor, mezzosopran Susanne Resmark og dirigent Lan Shui.

Copenhagen Phil, studerende fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Kammerkor og børnekor, mezzosopran Susanne Resmark og dirigent Lan Shui. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis Symfoniorkester.

Tivolis Symfoniorkester. Copyright: Jens Drejer.

I løbet af sommeren har Tivolis Symfoniorkester givet fem koncerter på plænen – men vejret har ikke rigtig været med dem. Lad mig lige understrege, at sommervejret har været perfekt til mig. Jeg er nemlig ikke glad for alt for meget sol og varme. Men det har selvfølgelig ikke været optimalt for sommerens mange udendørsarrangementer. Derfor har jeg heller ikke været til de forrige koncerter. Men det var den sidste og vejret var perfekt – derfor tog jeg til koncert, selv om det virkede lidt underligt at tage til koncert, midt i denne flygtningekrise.

Programmet bestod af klassisk populær musik, som Tivoli er kendt for, primært af komponister som Lumbye og Strauss. 

Dirigent Henrik Engelbrecht.

Dirigent Henrik Engelbrecht. Copyright: Jens Drejer.

Henrik Engelbrecht var dirigent og det er altid en fornøjelse. Når han ikke svinger dirigentstokken, så kan han altid ryste en masse anekdoter ud af ærmet. Han fortalte blandt andet om Johann Strauss d. 2. som var i Rusland i 1869. Her skrev han en polka, som han kaldte Pawlowsk Polka, til minde om en kendt skov som lå i nærheden. Denne polka blev en stor succes i Rusland. Kort tid efter vendte Johann Strauss tilbage til Østrig – nu ville han gerne have at værket fik lige så meget succes i Wien og derfor kaldte han nu værket for “Im Krapfenwaldl“. Den gang havde man skam også sans for markedsføring! Henrik Engelbrecht kan mange af den slags små, sjove historier, som han altid formår at fortælle på en spændende og underholdende måde.

Der er stor forskel på at være til koncert i en koncertsal eller at være til en udendørskoncert – der er mere fokus og koncentration i en koncertsal. Til gengæld er det superhyggeligt, at være til koncert udendørs. Solen skinnede og det var lunt – dog ikke så varmt, at folk smed overtøjet. Man kunne jo godt mærke, at det er blevet efterår. Bladene på træerne var allerede ved at miste deres farve og selv om klokken kun var 17 da koncerten begyndte, så var solen allerede ved at gå ned bag Nimb …. men der er ingen tvivl om, at publikum hyggede sig i sensommerens lune solnedgang, mens Tivolis Symfoniorkester spillede polka, march og vals. Og selvfølgelig sluttede koncerten med Lumbyes Champagnegalop!

4 stjerner

Tivolis Symfoniorkester på Plænen i Tivoli.

Tivolis Symfoniorkester på Plænen i Tivoli. Copyright: Jens Drejer.

Denne vinter har været lidt dum for mig – derfor har jeg ikke været til én eneste koncert med Copenhagen Phil. Ikke én eneste! Jeg ærgrer mig naturligvis over alt det som jeg er gået glip af, men der er jo ikke noget at gøre ved det. Til gengæld håber jeg, at tage revanche i den kommende sæson!

Når jeg ser programmet for næste sæson, så tænker jeg, at Copenhagen Phil må være Danmarks mest moderne, innovative og alsidige symfoniorkester. Copenhagen Phil har fingeren på pulsen! Først og fremmest kommer der fire nye koncerter i den populære koncertform “60 minutes of … “, hvor orkestret samarbejder med unge kunstnere som fx Nikolaj Nørlund og Love Shop. Den kommende sæson byder også på en nyfortolkning af Stravinskijs ballet Ildfuglen, der bliver et samarbejde mellem Copenhagen Phil, Teater Republique og Dansk Danseteater.

Konsevatoriet koncertsal, Julius Thomsens gade 1, Fr. berg.

Konservatoriets koncertsal, Julius Thomsens gade 1, Fr. berg.

Dernæst introducerer Copenhagen Phil et nyt koncept, som hedder “Bag om musikken.” Her vil Jesper Christensen og Karen-Lise Mynster fortælle om tilblivelsen, om temaerne og hensigten med hhv. Sjostakovichs 10. symfoni og “Also Sprach Zarathustra” af Richard Strauss – i følge sæsonkataloget er sidstnævnte inspireret af Nietzsches “filosofiske og kontroversielle novelle af samme navn … ” Det er første gang jeg har hørt Nietzsches mastodontværk omtalt som en novelle. Jeg har selv værket i en ny udgave fra 2009, som fylder mere end 300 store sider. Denne udgave købte jeg for et par år siden, som en erstatning for en ældre og meget slidt udgave, som fyldte endnu flere sider.

I løbet af vinteren 2016 har Copenhagen Phil et tema, som de kalder “Tag med til Wien!”. Det består af tre koncerter, som alle introduceres af Knud Romer … herefter kan jeg ikke lade være med at tænke, at så må det vist også være nok med kendte mennesker, der skal præsentere og guide publikum igennem de klassiske værker. Derudover er der jo også introduktion til de fleste koncerter; det foregår 45 minutter før koncerten begynder i Carl Nielsen salen og det er Henrik Engelbrecht som fortæller – han er en af Danmarks bedste formidlere af opera og klassisk musik. Han har en umådelig stor viden, som han altid formår at krydre med gode anekdoter og sjove historier. Derfor vil jeg gerne anbefale disse koncertintroduktioner – det bliver med garanti ikke kedeligt og samtidig kan man være helt sikker på, at man er blevet lidt klogere, når man går derfra.

De smukke trapper i konservatoriets koncertsal.

De smukke trapper i konservatoriets koncertsal.

Jeg synes, at der er endnu to forhold, som er værd at bemærke i det nye sæsonkatalog; der er ikke en eneste koncert med den finske charmetrold, Santtu-Matias Rouvali, som er orkestrets 1. gæstedirigent. Hvor lang tid varer et engagement som 1. gæstedirigent? Det ved jeg ikke. Er Santtu-Matias Rouvalis engagement udløbet? Det ved jeg heller ikke. Men jeg ved, at man kan opleve ham i Tivolis koncertsal d. 29. maj 2015, hvor han dirigerer Tivolis Symfoniorkester.

Jeg bemærker også, at der er 3 koncerter med en ny dirigent, som hedder Toshiyuki Kamioka – og d. 10. oktober giver Lan Shui sin sidste koncert som chefdirigent for Copenhagen Phil. Så kunne man måske tillade sig at gætte på, at Toshiyuki Kamioka skal overtage posten enten som 1. gæstedirigent eller som chefdirigent?

Det var ret nemt at vælge de fem koncerter, som jeg glæder mig allermest til.

1) Torsdag d. 1 oktober 2015: Sjostakovitj – symfoni nr. 10. Jeg er bare vild med Sjostakovitj. Det er smuk, spændende og vild musik.

2) Lørdag d. 10. oktober 2015: Mahler – symfoni nr. 3. Det er fuldstændig det samme argument, som ovenfor: jeg er bare vild med Mahlers musik – Mahlers musik er altid en fantastisk oplevelse. Og det er i hvert fald aldrig kedeligt!

Foyeren på balkonen i konservatoriets koncertsal.

Foyeren på balkonen i konservatoriets koncertsal.

3) Torsdag d. 27. november 2015: programmet består af Pärt, Tjajkovskij og Sibelius. Christian Kluxen er dirigent og det er på grund af ham, at denne koncert kommer med på listen. Jeg oplevede Christian Kluxen første gang i 2013, hvor han dirigerede uropførelsen af Benjamin de Murashkins værk “Cosmic dancer”. Det var en af de største oplevelser jeg har haft med klassisk musik – det er en oplevelse jeg stadig husker, som noget helt særligt. Derfor glæder jeg mig selvfølgelig til at opleve Christian Kluxen, når han er tilbage på dirigentpodiet. Man kan også opleve Christian Kluxen i marts måned, når han dirigerer Den jyske operas opsætning af Puccinis “Madame Butterfly”. Jeg synes, at “Madame Butterfly” er en usædvanlig irriterende opera – dérfor er det koncerten i november, som kommer med på denne liste og ikke “Madame Butterfly”!

4) Fredag d. 8. april 2016: som jeg netop har fortalt, så var det en umådelig stor oplevelse at overvære uropførelsen på Benjamin de Murashkins værk “Cosmic dancer”. Derfor er jeg naturligvis også nødt til at være med, når Copenhagen Phil uropfører endnu et værk af Benjamin de Murashkin – denne gang er det en klaverkoncert med Katrine Gislinge som solist. Det er en koncert, som jeg glæder mig usædvanlig meget til.

Konservatoriets koncertsal - gulvet og de to balkoner.

Konservatoriets koncertsal – gulvet og de to balkoner.

5) Søndag d. 20. marts: den sidste koncert falder egentlig helt uden for reglerne, da det slet ikke er Copenhagen Phil som spiller. I stedet er det Aarhus Symfoniorkester, som har fået lov til at låne Koncervatoriets koncertsal, hvor de opfører Matthæuspassionen af Bach. Hvornår har man chancen for at høre Aarhus Symfoniorkester i København? Jeg kan ikke huske, at det er sket før. Derudover har jeg ofte tænkt på, at jeg burde opleve nogle af disse store passionskoncerter. I mange år er jeg gået uden om den slags, fordi jeg er hardcore ateist. Gennem mange hundrede år har kristendommen dannet grundlaget for alle former for kunst. Mange kirker er overvældende kunstværker og verdens smukkeste malerier forestiller religiøse motiver – jeg har bestemt ingen problemer med at beundre den slags. Jeg er jo også vild med alle de mange requiemmer – det er virkelig berusende musik. Alligevel har jeg været bange for, at disse passionsspil ville være for religiøse til mig. Men én gang skal jo være den første og det bliver nok i marts måned! Jeg har jo hørt, at Matthæuspassionen skulle være temmelig storslået. Så må tiden vise om jeg bliver lige så begejstret og beruset, som alle andre!

Copenhagen Phil - december 2013.

Copenhagen Phil – december 2013.

Henrik Engelbrecht ved præsentationen af programmet for Tivolis koncertsal 2014.

Henrik Engelbrecht ved præsentationen af programmet for Tivolis koncertsal 2014.

For et par måneder siden meddelte Henrik Engelbrecht, at han stopper som musikchef for Tivolis koncertsal. Jeg var chokeret – og det er slet ikke nogen overdrivelse. Af en eller anden grund havde jeg forestillet mig, at Henrik Engelbrecht skulle været musikchef i Tivolis koncertsal til han blev 100 år. Jeg havde forestillet mig, at Henrik Engelbrecht ville vokse sammen med Tivolis Koncertsal på samme måde, som James Levine er vokset sammen med Metropolitan Opera i New York eller Simon Rattle er vokset sammen med Berliner Philharmonikerne. Set i bakspejlet burde man måske ikke blive forbavset over, at Henrik Engelbrecht er sådan en person, som altid søger nye udfordringer. Han fortsætter blandt andet som kunstnerisk konsulent for Festspillene i Bergen og som studievært på det musikalske debatprogram “Parnasset på P2”. Derudover kunne man måske også forestille sig, at der ville komme flere operabøger på et eller andet tidspunkt.

Er det en æra som er slut? Man skal passe på, at man ikke misbruger den slags begreber … men Henrik Engelbrecht har virkelig været en helt exceptionel musikchef og han har løftet Tivolis koncertsal til et niveau, som man ikke har set i mange, mange år. Jeg vil ligefrem påstå, at Henrik Engelbrecht har forvandlet Tivolis koncertsal til Københavns mest spændende spillested for klassisk musik. For det første har Tivoli sit eget symfoniorket. For det andet har årene budt på en lang perlerække af verdens bedste klassiske musikere. Og for det tredje har der også været plads til Danmarks bedste amatørmusikere og amatørorkestre. Det er helt unikt og der er vist ikke andre koncerthuse i Danmark, som fungerer på den måde. Sådan var det naturligvis også før Henrik Engelbrecht – men han har løftet kvaliteten og standarden til et helt nyt niveau. Jeg synes godt man kan tillade sig at sige, at hans personlige engagement og hans ægte passion for klassisk musik, har givet Tivolis Koncertsal en ny storhedstid. Spørgsmålet er selvfølgelig om succesen fortsætter.

Henrik Engelbrecht som dirigent på hans 50-års fødselsdag.

Henrik Engelbrecht som dirigent på sin 50-års fødselsdag.

Henrik Engelbrecht fyldte 50 år i 20104 og fejrede dagen med at dirigere Tivolis Symfoniorkester i en sprudlende koncert, der næsten var et helt festfyrværkeri. Denne aften var på ingen måde annonceret som en fødselsdagskoncert. Men man kunne selvfølgelig læse i programmet, at Henrik Engelbrecht skulle dirigere denne aften og det har formodentlig stået i alle landets aviser, at Tivolis musikchef blev 50 – og så kan folk jo godt lægge to og to sammen! Uanset hvordan man måler, så var det vist sæsonens største succes. Der var i hvert fald stuvende fyldt med gæster, som var kommet for at ønske fødselaren til lykke med dagen. Hvorfor er Henrik Engelbrecht så populær? Jeg tror, at det primært skyldes to forhold: for det første er Henrik Engelbrecht en af mine yndlingsnørder. Når man siger sådan, så er der altid nogen som protesterer. Men for mig er det ALTID positivt at være en nørd. ALTID, ALTID, ALTID! Det er lige meget om det er fysiknørder, astronominørder, litteraturnørder eller musiknørder. Almindelig mennesker har jobs og hobbyer. Det har nørder ikke – de har kun passioner! Nørder brænder for deres interesser og det er derfor, at jeg er vild med alle slags nørder! Henrik Engelbrecht er en ægte nørd og han har en uudtømmelig viden om opera og klassisk musik. Dertil har han også en formidabel evne til at formidle denne viden, så det bliver spændende og interessant for alle andre. Men jeg vil da godt indrømme – hvis jeg nu skal være helt ærlig – at jeg har haft samtaler med Henrik Engelbrecht, hvor jeg har tænkt, at nu kan MIN hjerne bare ikke håndtere flere input. Nørder er ALDRIG kedelige – men nogen gange kan vi andre have svært med at rumme alle de informationer, som passionerede nørder gerne vil dele med os! Det er jo endnu en af de egenskaber som karakteriserer ægte nørder – de er gavmilde mennesker, som har et stort ønske om at dele deres viden og deres passion med andre mennesker!

Det er præcis sådan Henrik Engelbrecht er og det er derfor han vil blive savnet i Tivolis Koncertsal!

Maria Frej tager over

Maria Frej, som er ny programchef i Tivolis koncertsal.

Maria Frej, som er ny programchef i Tivolis koncertsal.

Henrik Engelbrechts efterfølger er Maria Frej, som bliver “programchef” – jeg synes ikke det lyder helt som tjekket, som at være “musikchef”. Maria Frej er uddannet cand. phil. i musikvidenskab. De sidste 2 år har hun arbejdet med planlægningen af Det Kongelige Biblioteks koncerter i Den Sorte Diamant. Derudover har hun været leder for Storstrøms Symfoniorkester, Storstrøms Kammerensemble og Athelas Sinfonietta Copenhagen.

Jeg synes, at Maria Frej lyder som en spændende person. Når man tænker på hendes tidligere jobs, så er det klart, at hun har en masse erfaring og en masse kompetencer i bagagen. Der har været masser af spændende koncerter og masser af spændende musikalske arrangementer i løbet af de sidste par år, hvor Maria Frej har været involveret i planlægningen af det musikalske program i Den Sorte Diamant. Derfor synes jeg det bliver spændende at se, hvordan hun vil sætte sit eget fingeraftryk på fremtiden i Tivolis Koncertsal.

Program for sommeren 2015

I dag præsenterede Henrik Engelbrecht sit sidst sæsonprogram for Tivolis Koncertsal og endnu en gang er det et sandt overflødighedshorn af lækre oplevelser. Læs hele programmet ved at trykke her!

Tivolis Koncertsal.

Tivolis Koncertsal.

I år er der 54 koncerter på programmet. Der er 14 koncerter som kræver, at man køber billet enten via Tivolis hjemmeside eller Tivolis billetcenter. De resterende 40 koncerter er såkaldte abonnementskoncerter – det betyder, at der er gratis adgang til koncertsalen, hvis man har et Tivolikort, som også giver fri adgang til Tivoli. Det billigste årskort – som kun gælder for én selv – koster 290 kr. Hvis man IKKE har et Tivolikort, så skal man først betale entré til Tivoli, som koster 99 kr. Dernæst skal man betale 50 kr i entré til koncertsalen. Det giver en samlet pris på 149 kr. Det betyder, at hvis man bare kommer til to af disse årskortkoncerter, så er det en økonomisk fordel at købe et Tivolikort – og derudover får man 15% rabat på billetterne til de øvrige koncerter, hvis man køber dem i Tivolis billetcenter.

Lad mig lige forklare det på en anden måde – hvis man køber et årskort til 290 kr, så er der gratis adgang til Tivoli hele 2015, samt gratis adgang til 40 koncerter! Det kalder jeg saftsusme en god deal!

Som sædvanlig vil jeg anbefale 5 af de koncerter, som jeg selv glæder mig mest til. Jaja, jeg ved godt, at når det kommer til stykket, så når jeg aldrig dem alle sammen – til gengæld kommer jeg til mange af de koncerter, som der ikke er plads til på min lille personlige hitliste.

Lørdag d. 6. juni kl. 16: Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester spiller Carl Nielsens Symfoni nr. 1 og Sibelius violinkoncert med Kirstine Schneider som solist. Jeg har valgt denne koncert, fordi jeg hørte Lyngby-Taarbæks Symfoniorkester, da de gav koncert i Tivolis koncertsal sidste år og det var – efter min mening – årets suverænt bedste koncertoplevelse.

Søndag d. 31. maj kl. 14: Copenhagen String Quartet(Eugen Tichindeleanu, John Bak Dinitzen, Bernd Rinne og Richard Krug) spiller alle Beethovens strygekvartetter fordelt over 5 søndage. Tjek selv de andre datoer i programmet. Til dagligt spiller Eugen Tichindeleanu i Odense Symfoniorkester og de tre andre musikere spiller i Copenhagen Phil/Tivolis Symfoniorkester. Særligt cellisten Richard Krug er efterhånden blevet temmelig populær blandt publikum efter nogle meget vellykkede koncerter, hvor han har været solist.

Fredag d. 28. august kl. 19,30: Tivolis Symfoniorkester spiller Scriabins klaverkoncert med Niklas Sivelöv som solist, efterfulgt af Ravels Bolero. Jeg har valgt denne koncert, fordi jeg er lidt vild med Scriabin – men jeg har aldrig hørt hans klaverkoncert. Og så er der Ravels Bolero; jeg kan jo ikke lade være med at tænke “jaja, den har vi hørt en million gange!” Men det er alligevel et af de værker, som man ALTID bliver grebet af, når man hører det i virkeligheden.

Onsdag d. 2. september kl. 19,30: Jonathan Siahaan på klaver og Amalie Elmark på violin. Nogen gange er det bare fuldstændig vidunderligt, at sætte sig i en stor koncertsal og lytte til to instrumenter, som fylder hele rummet med musikalsk magi. Jonathan Siahaan og Amalie Elmark spiller sonater af Beethoven, Ravel og Prokofiev – jeg tror, at det bliver fantastisk. Det er i hvert fald en af de koncerter, som jeg virkelig glæder mig til.

Lørdag d. 15. august kl. 19,30: Tivolis symfoniorkester opfører Donizettis opera “Elskovsdrikken” sammen med LilleMUKO, samt Olga Peretyatko, Lawrence Brownlee, Palle Knudsen, Simon Duus og Sofie Elkjær Jensen som solister. Jeg er slet ikke i tvivl om, at denne koncertopførelse bliver sæsonens absoluttet højdepunkt. Det er en af de allerbedste operaer der findes og de tre danske solister er nogle af de bedste og de mest populære operasangere vi har. Og hovednavnet er naturligvis den verdensberømte tenor Lawrence Brownlee. 

For mange år siden var jeg ude at drikke kaffe med Kasper Holten efter en forestilling i operaen. Han blev meget forundret, da jeg nævnte, at Elskovsdrikken er en af mine absolutte favoritoperaer. Den reaktion har jeg efterhånden oplevet mange gange – jeg forstår det simpelthen ikke. Er jeg virkelig den eneste som har opdaget, at Elskovsdrikken er operaens pendant til verdensberømte ungdomsfilm som fx Grease?! Det er fuldstændig the same shit, som man siger på moderne dansk!

Om handlingen i Elskovsdrikken:

Teenageren Nemorino er dybt forelsket i Adina – hun er så smuk og så klog. Hun spiller musik og hun læser bøger. Jo flere bøger Adina læser, jo dummere føler Nemorino at han er. Det er jo fuldstændig lige som alle drenge og piger anno 2015! Adina læser blandt andet “Tristan og Isolde” og fortæller Nemorino om den elskovsdrik, som binder dem sammen i evig kærlighed. Elskovsdrikken havde urpremiere i 1832 – den gang var pigerne åbenbart også langt foran drengene i udvikling. Adina er i hvert fald ikke den mindste smule interesseret i den generte, fjollede, kiksede og umodne Nemorino. Man ville slet ikke blive forbavset, hvis Nemorino pludselig begyndte at synge: “… min stemme er i overgang, mit hår er helt forkert, jeg går i det forkerte tøj og så er jeg genert … ”

Tivolis Koncertsal 2013.

Tivolis Koncertsal 2013.

Så kommer officeren Belcore til byen med sit soldaterkompani – og så kan det nok være, at Adinas hjerte begynder at slå kolbøtter. Hun ved ikke, at han er en kynisk slyngel og en skørtejæger uden nogen form for samvittighed. Hun synes bare, at han er så voksen og så mandig. De når kun lige at sige goddag til hinanden – så har de allerede planlagt, at de skal giftes dagen efter. Og stakkels, stakkels Nemorino er helt ude af sig selv …..

I mellemtiden er kvaksalveren Dulcamara også ankommet til byen. Han lover den enfoldige pøbel, at hans eleksir kan kurere alting. Der er slet ingen grænser hvad den eleksier kan bruges til – og så kan man jo ikke lade være med at tænke, at folk er sandelig ikke blevet mindre godtroende i løbet af de sidste 175 år!

Nemorino kommer i tanke om historien om Tristan og Isolde – og så ser han endelig en mulighed for at score Adina. Nemorino opsøger Dulcamara og spørger om han har noget af Isoldes elskovsdrik. Og så viser det sig, at det er Dulcama som producerer Isoldes elskovsdrik. Det var sørme heldigt. Og prisen? Ja, det passer tilfældigvis lige præcis med alle de penge som Nemorino har i lommen … og så går dumme, naive Nemorino hjem med en billig flaske rødvin under armen. Han finder et sted hvor han kan være alene og begynder straks at drikke.

Den verdensberømte tenor synger partiet som Nemorino.

Den verdensberømte tenor Lawrence Brownlee synger partiet som Nemorino.

Samtidig rygtes det i landsbyen, at Nemorinos rige onkel er død og Nemorino har arvet alle pengene. Og hvad sker der så? Jamen, det er jo det mest forudsigelige i hele verden – nu er Nemorino pludselig blevet rig og så begynder alle pigerne i landsbyen at løbe efter ham. De flirter med ham, smigrer ham og prøver på alle måder at vinde hans opmærksom. Men dumme, naive og godtroende Nemorino – som ikke ved at han er blevet rig – han tror, at det hele skyldes elskovsdrikken, som han allerede har drukket temmelig meget af. Og jo mere han drikker, jo mere selvtillid får han. Han har allerede drukket så meget, at han virkelig tror på, at alle pigerne elsker ham og så gælder det med garanti også Adina. Han er faktisk temmelig sikker på, at hun allerede er hans! Jamen, er det ikke bare typisk unge drenge? Det er derfor teenagere drikker for meget – allerede efter to øl får de en temmelig opblæst selvtillid!

Adina har selvfølgelig opdaget, at de andre piger er begyndt at løbe efter Nemorino – hun ved ikke hvorfor. Men når alle de andre vil have ham, så …. ja, så bliver hun selvfølgelig interesseret. Typisk piger! Men vil hun indrømme det? Nej da! Tværtimod. I stedet fremskynder hun brylluppet med Belcore og pludselig er bryllupsfesten allerede i gang. Og stakkels Nemorino forstår ingenting – til gengæld bliver han mere og mere fuld. Belcore forsøger at skaffe rivalen af vejen ved at hverve ham som soldat. Nemorino opsøger igen Adina – og hun afviser ham endnu en gang. Så skriger Nemorino, at hvis hun ikke vil have ham, så drager han i krig for at blive slået ihjel … det er totalt teenagedrama.

Men hvis vi tænker tilbage, så tror jeg, at vi alle sammen genkender denne historie. Første gang vi blev ramt af ulykkelig kærlighed, så troede vi jo alle sammen, at jorden ville gå under!

Den ultimative operaoplevelse!

Donizettis opera Elskovsdrikken er en af de bedste operaer, der nogensinde er skrevet. Handlingen er genial og så er den hylende morsom! Men Elskovsdrikken udmærker sig ikke blot ved historien – det er også én lang perlerække er operahistoriens bedste musik. Det er en koncertant man kan opleve i Tivolis koncertsal. Det betyder, at man kun får alle sangene – men der plejer at være en fortæller, som guider publikum igennem forestillingen, så alle kan følge med i handlingen. Selv om Henrik Engelbrecht stopper som musikchef, så håber jeg alligevel, at det er ham som skal føre os gennem historien – for jeg er fuldstændig sikker på, at han kan gøre det, så publikum vrider sig af latter – lige indtil vendepunktet kommer med operaens højdepunkt “Una furtiva lagrima”. Adina nægter stadig, at hun er forelsket i Nemorino. Men han tror ikke på hende: “Jeg så en afslørende tåre i dit øje,” synger han, “så nu ved jeg … nu ved jeg, at du elsker mig.”

Først griner man i 2 timer. Så kommer “Una furtiva lagrima” og i løbet af et øjeblik sidder halvdelen af publikum og snøfter!

Dét er simpelthen den ultimative operaoplevelse!

Tivoli har lavet en lille reklamevideo i forbindelse med præsentationen af sæsonens program. Men jeg har fundet en video med Lawrence Brownlee, hvor han synger “Una furtiva lagrima” og den er jeg naturligvis nødt til at slutte med.

Torsdag aften greb Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht selv dirigentstokken og førte publikum en tur ned af Memory Lane. Det var en aften hvor H.C. Lumbye og Strauss var de altdominerende komponister og værkerne havde titler som “Hilsen til Tivolis abonnenter”, “Florentinermarsch”, “Kjøbenhavns Jernbane-dampgalop”, “Rutschebanegalop” og “Pjerrots bluse” …. når man ser den sidste titel, så tænker man, at det må simpelthen være løgn, men den er skam god nok.

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht fremkaldte masser af latter med sine sjove anekdoter.

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht fremkaldte masser af latter med sine sjove anekdoter.

Henrik Engelbrecht ledsagede alle musiknumrene med små anekdoter og sjove historier. Han fortalte fx om folks angst og bekymring i forbindelse med åbningen af Danmarks første jernbane, som gik fra København til Roskilde – man var simpelthen bange for, at den menneskelige organisme ikke ville overleve at bevæge sig med den flyvende fart af 40 km i timen. Henrik Engelbrechts gode humør og hans joviale humor fremkaldte den ene latterbølge efter den anden – dertil var der en overdådighed af fejende og forførende valse, galopper og polkaer. Sjældent har jeg oplevet sådan en fantastisk fest i Tivolis koncertsal.

Christian Schmiedescamp forklædt som toreadoren Escamillo.

Christian Schmiedescamp forklædt som toreadoren Escamillo.

Tivoli blev grundlagt af Georg Carstensen  og åbnede i 1843. H.C.Lumbye var den første chef for Tivolis Symfoniorkester – i de første mange år var det ikke almindeligt, at der optrådte sangere sammen med Tivolis Symfoniorkester. Men publikum ønskede alligevel at høre tidens hits – det gælder fx musikken fra Bizets opera Carmen, som blev uropført i Paris i 1875. Når man ikke lige kunne få fat i en sanger, så skiftedes musikerne til at optræde som solist. Det blev illustreret af basunist Christian Schmiedescamp, der spillede Escamillos Toreador-arie – passende klædt i spansk tyrefægterdragt med masser af kniplinger og blodrød kappe. Sådan har vi aldrig set ham før og det fremkaldte en sprudlende munterhed i salen, da han trådte ind på scenen.

Dette er selvfølgelig et billede af Tuva Semmingsen - men jeg synes også det er et godt billede af Jon Gjesme, som er violinist og koncertmester i Tivolis Symfoniorkester. Man kan tydeligt se, at musikerne morede sig lige så meget som publikum!

Dette er selvfølgelig et billede af Tuva Semmingsen – men jeg synes også det er et godt billede af Jon Gjesme, som er violinist og koncertmester i Tivolis Symfoniorkester. Man kan tydeligt se, at musikerne morede sig lige så meget som publikum!

Når der så endelig kom sangere for at optræde i Tivoli, så blev de modtaget som moderne superstjerner. Det blev illustreret af Tuva Semmingsen, der kom for at synge en arie fra Rossinis opera “Barberen i Sevilla”. Tuva Semmingsen kom sejlende og svansende ind på scenen, mens hun vendte og drejede sig, så publikum kunne beundre hende både forfra og bagfra …. og publikum skreg af grin! Jeg tror hun overraskede alle med sit talent for at spille diva. Måske har hun ligefrem gået og gemt på en diva, som bare ventede på en chance for at springe ud…..

Koncertens officielle program sluttede med “Plappermäulchen” – en polka af Josef Strauss. Men det betød bestemt ikke, at aftenen var slut – næh nej. Det betød bare, at det var blevet tid til at afsløre koncertens højdepunkt, for dem som ikke allerede var informeret – Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht fyldte 50 år.

Dagens fødselar!

Bare man har charme, selvtillid og lækkert hår, så er det ingen sag at fylde 50 – og dagens fødselsar mangler ingen af delene!

Henrik Engelbrecht må være den bedste og den mest engagerede musikchef, som Tivolis koncertsal har haft i rigtig mange år. Hans vigtigste opgave er selvfølgelig at engagere de mange musikere til koncertsalens mange arrangementer. Men derudover deltager han også selv aktivt, når han ved flere lejligheder optræder som konferencier og guider publikum gennem operaforestillinger og andre begivenheder. Derudover kan man ofte møde ham i pauserne, hvor han slentrer rundt mellem publikum – han viser på utallige måder, at han er en både aktiv og nærværende musikchef. Til en almindelig, gennemsnitlig aften i Tivolis koncertsal vil jeg gætte på, at cirka 75-80% af pladserne på gulvet er besat. Så er der selvfølgelig lukket til balkonen. Torsdag aften kom der så mange gæster, at der kun var ledige pladser i det øverste venstre hjørne på balkonen. Jeg har ikke set så mange mennesker i Tivolis koncertsal siden Lawrence Brownlee optrådte med Bizets Perlefiskerne og det er tre år siden. Det var jeg slet ikke forberedt på, da jeg ankom 10 minutter før koncerten – havde jeg været forberedt på alle de mennesker, så var jeg sandelig kommet noget før.

Mange var sandsynligvis kommet på grund af programmet – men jeg er temmelig sikker på, at mange også var kommet for at ønske musikchefen tillykke med den runde fødselsdag. Der er slet ingen tvivl om, at han er en meget populær musikchef.

Tuva Semmingsen springer ud som ægte diva!

Tuva Semmingsen springer ud som ægte diva!

Først fik fødselaren en lille fødselsdagsgave. Derefter var der fødselsdagssang fra et stående publikum og Tuva Semmingsen fungerede som forsanger. Så sang Tuva Semmingsen “Somewhere over the rainbow” – normalt bryder jeg mig absolut IKKE om operasangere som synger den slags. Ikke fordi at det er mindre fint eller noget i den retning. Men mange operasangere bruger også deres operastemme(hvis man kan udtrykke det på den måde), når de synger alt muligt andet og jeg synes det lyder ganske forfærdeligt. Det gjorde Tuva Semmingsen ikke – hun droppede operastemmen og sang “Somewhere over the Rainbow” så gribende og hjerteskærende, at man fik en hel klump i halsen – jeg kender kun Tuva Semmingsen fra operaen, men efter denne oplevelse, så har jeg en skummel anelse om, at hun måske er en af Danmarks allerbedste sangerinder uanset genre.

Koncerten sluttede med en version af Lumbyes Champagnegallop, som jeg aldrig har oplevet før. Normalt har man en snor i champagneproppen, så man har lidt styr på den. Men den snor havde man fjernet i dagens anledning. Og ikke nok med det, men musikeren sigtede direkte på dirigenten, så han skiftevis måtte springe til den ene og den anden side for ikke at blive ramt …. i stedet fløj proppen langt ud i salen og landede blandt publikum. Det var en særdeles munter og festlig afslutning på en temmelig usædvanlig koncert.

5 stjerner

Det er tre år siden, at jeg sidst har oplevet så mange mennesker i Tivolis koncertsal.

Det er tre år siden, at jeg sidst har oplevet så mange mennesker i Tivolis koncertsal.

Årets største begivenhed i Tivolis koncertsal var en koncertopførelse af Bellinis belcantoopera Puritanerne, og man havde sat alle sejl til for at gøre forestillingen til en succes. Der var optakt allerede onsdag aften, hvor Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht holdt foredrag i koncertsalen og fortalte alt hvad man kunne ønske sig at vide på forhånd.

Introduktion med Henrik Engelbrecht

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht.

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht.

Henrik Engelbrecht begyndte med en meget underholdende introduktion til operaens verden i første halvdel af 1800-tallet. Selv om operaen som genre er et par hundrede år ældre, så var det første i begyndelsen af 1800-tallet, at operahusene begyndte at tjene penge – og det var ikke på deres operaopsætninger. I stedet begyndte man at drive kasino i sale og sideværelser – så kom der endelig lidt penge i de slunkne pengekasser. Operahusene var sådan en slags underholdningsmekkaer, hvor det var helt normalt, at man tog sine egne tjenere med og spiste middag i sin loge under forestillingen. Samtidig drev de prostituerede rundt i gangene og tilbød deres tjenester. Men det skal ikke lyde som om, at operaen kun var et sted, hvor man fik tilfredsstillet de mest simple lyster – det var også her man kom for at møde hinanden og finde passende ægteskabsmuligheder til sine børn, og det voksende borgerskab benyttede også lejligheden til at drøfte forretninger.

Henrik Engelbrecht er en formidabel fortæller – da han fortalte om, hvordan man tog sit køkkenaffald med i operaen, for at kaste det efter sangerne eller i hovedet på dem der stod nede i parkettet, da grinede jeg så meget, at tårerne trillede ned af kinderne og jeg fik ondt i maven … Jeg er efterhånden temmelig øvet i at grine uden at forstyrre andre, så jeg tror ikke der var nogen som bemærkede det. Og heldigvis sad der er en dame lige bag mig, som grinede endnu mere end mig!

Dernæst fortalte Henrik Engelbrecht, hvordan et operahus fungerede den gang – han fortalte blandt andet, at Rossini skrev “Barberen i Sevilla” på blot 24 dage. I dag regner man med, at der går cirka 5 år fra man bestiller en ny opera til man er klar til uropførelsen. Men han redegjorde også for, hvorfor der var sådan en stor forskel og bagefter var der med garanti ingen af de tilstedeværende som ønskede at vende tilbage til datidens kunstneriske standard – eller mangel på samme!

Handlingen i Puritanerne

Det sidste punkt på dagsordenen var selvfølgelig handlingen. Selv om Henrik Engelbrecht er en mester til at præsentere de mest forvirrende, umulige, meningsløse og – til tider – utroværdige operahandlinger på en underholdende og pædagogisk måde, så var Puritanerne alligevel en udfordring. Nede i salen var det tydeligt at mærke, at der bredte sig en mærkelig mat forvirring blandt gæsterne; en af musikchefens forcer er, at han aldrig forsøger at benægte eller bortforklare disse handlingsproblemer – tværtimod: han er helt suveræn til at præsentere de mange ulogiske sammenhænge på en meget underholdende og humoristisk måde. Men denne gang havde han vist givet sig selv en opgave, der var næsten umulig: handlingen i Puritanerne er så utroværdig og usammenhængende, at den er næsten umulig at præsentere på en overskuelig måde.

Vincenzo Bellini - født i byen Catania på Sicilien i 1801 og død 1835.

Vincenzo Bellini – født i byen Catania på Sicilien i 1801 og død 1835.

Operaen foregår under den engelske borgerkrig; Karl d. 1 har forsøgt at regere som enevældig konge uden om parlamentet, hvilket har ført til åben krig mellem royalisterne på den ene side og Oliver Cromwell og hans hær af puritanere på den anden. Karl d. 1 bliver dømt for højforræderi og henrettet i 1649. Da Bellinis opera begynder er enkedronningen Henrietta på flugt fra puritanerne og den sikre død under bødlens økse.

Operaen foregår på en fæstning nær Plymouth, hvor Lord Gualtiero Valton er kommandant – han og hans soldater kæmper på Oliver Cromwell og puritanernes side.

Lord Gualtiero Valton har besluttet, at hans datter Elvira skal giftes med Arturo som hun elsker – han tilhører godt nok fjendens parti, så det er ikke så underligt, at Elvira bliver både glad og overrasket over denne usædvanlige beslutning. Men så begynder de politiske forhold at spænde ben for det unge par: Lord Gualtiero kan ikke overvære det unge pars bryllup, da han skal føre en fange til London … en mystisk og tilsløret dame, der er anklaget for at være spion for royalisterne.

Royalisten Arturo opdager ved et tilfælde, at den ukendte dame er enkedronning Henrietta; nu står han pludselig i et dilemma mellem kærlighed, pligt og politisk overbevisning – han ved naturligvis, at hvis enkedronningen når frem til London og bliver fremstillet for Oliver Cromwells domstol, så bliver hun henrettet lige som kongen. Derfor vælger han, at hjælpe hende med at flygte…. og så står Elvira alene tilbage, forladt på sin bryllupsdag.

Nu skal vi have endnu en person på scenen – det er Riccardo, som egentlig troede, at han skulle giftes med Elvira. Det havde Elviras far, Lord Gualtiero Valton, nemlig lovet ham. I dag tænker vi ikke så meget over hvad dette betyder, men dengang tror jeg det havde en stor symbolværdi, at Lord Gualtiero Valton svigter sit ord og det planlagte fornuftsægteskab, for at tillade datterens kærlighedsægteskab i stedet for. Man kan jo godt forestille sig, at det har haft en temmelig provokerende virkning på en stor del af 1800-tallets operapublikum.

Danske Andrea Pellegrini optrådte som enkedronning Henrietta.

Danske Andrea Pellegrini optrådte som enkedronning Henrietta.

Den forsmåede Riccardo ser, da Arturo flygter med den fremmede dame – ved et uheld taber hun sit slør og Riccardo genkender enkedronning Henrietta. Griber han ind? Prøver han at stoppe dem? Nej, det hele passer faktisk temmelig godt i hans kram. Han opsøger Elvira og fortæller hende, at Arturo er flygtet med en fremmed dame – han fortæller ikke hvem det var. På den måde håber han, at genvinde hendes hånd. Men Elvira bliver straks fuldstændig rablende vanvittig, hvorefter der følger en af operahistoriens mange store vanvidsscener.

Der går tre måneder – så vender Arturo tilbage. Han sniger sig ind i fæstningen og opsøger i al hemmelighed Elvira for at fortælle hende, at han ikke har svigtet hende til fordel for en anden kvinde. Han fortæller Elvira, at han blot flygtede med enkedronningen for at redde hendes liv. Han bliver opdaget og fanget af soldaterne i fæstningen. Oliver Cromwells parlament har udstedt en befaling om at han skal straffes med døden, for hans rolle i enkedronnings flugt. Soldaterne er straks klar til at udføre denne befaling, da en trompetfanfare meddeler at Cromwells endelig har besejret royalisterne – for at fejre sejren giver Oliver Cromwell og puritanerne amnesti til alle fanger. Sådan redder Arturo livet – Elvira bliver så glad, at hun straks genvinder sin fornuft. Dernæst bliver Arturo så lykkelig, at han synger en masse høje C´er og som prikken over i´et et højt F.

En festlig koncertopførelse lørdag aften

Der var ikke udsolgt i Tivolis koncertsal, men det var dog tæt på og der var en temmelig opløftet stemning blandt publikum på de tætpakkede rækker. Det var også en rigtig veloplagt musikchef som præsenterede aftenens forestilling og guidede publikum gennem den spegede handling.

For mig var et af aftenens absolutte højdepunkter i begyndelsen af 2. akt, hvor Elviras onkel – sunget af Roberto Scandiuzzi – fortæller fæstningens indbyggere, at Elvira er blevet vanvittig. Det er en utrolig smuk og inderlig arie, sunget virkelig blidt og medfølende. DR KoncertKoret var lige så gribende, når de udtrykte indbyggernes medfølelse med den stakkels Elvira. Og Tivolis Symfoniorkester spillede formidabelt …..

Sarah Coburn optrådte som den unge Elvira.

Sarah Coburn optrådte som den unge Elvira.

Palle Knudsen var også rigtig god, som den forsmåede bejler Riccardo. Palle Knudsen synger altid godt og der er ingen tvivl om, at jeg er en af hans store fans. Men jeg havde lidt svært ved at forholde mig til Riccardo – det er ikke Palle Knudsens skyld. Det er på grund af partituret og handlingen, hvor hans rolle er lidt uafklaret. Han er såret, da Elvira svigter ham. Er det ondskab, når han afsløret for Elvira, at hendes Arturo er flygtet med en anden kvinde? Er det en hævnakt? Eller tænker han kun på at genvinde hendes kærlighed? Og endelig indgår han et forbund med Elvira onkel om at redde Arturo for Elviras skyld …. Måske er Riccardo den mest spændende figur i hele operaen, men der er ikke meget plads eller tid til at udvikle ham og undersøge hvem han er.

Andrea Pellegrini var fuldstændig suveræn som enkedronning Henrietta. Lørdag aften var hun klædt i en hindbærrød kjole, der faldt ned over hendes slanke krop med en rigdom af store folder. Hendes hår var sat op i en majestætisk knold og hun var rank som en dronning. Hun var simpelthen gudeskøn – jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at hun lignede simpelthen den smukke Helena, dronning af Sparta.  Og så har hun en helt fantastisk varm og mørk mezzopranstemme. Jeg bemærkede dog, at hun havde TARVELIGT høje sko på. Lawrence Brownlee er ikke særlig høj. Når han skal stå ved siden af en rank og majestætisk kvinde som Andrea Pellegrini, der har taget kæmpestore plateausko på, så ser han selvfølgelig endnu mindre ud….. det så faktisk temmelig komisk ud. Og det var med garanti IKKE meningen…..! 

Sarah Coburn sang partiet som Elvira. Hun havde en meget stærk belcanto-stemme. Rollen var komponeret til en af datidens – og måske alle tiders – dygtigste belcantosangerinder Giulia Grisi. Uanset hvilken sangerinde som skal synge partiet i dag, så er det klart og indlysende, at det kræver nogle helt særlige talenter, at leve op til Giulia Grisis standard – men det er naturligvis absolut nødvendigt, da partiet er skrevet for at demonstrere hendes virtuose stemme. Sarah Coburn leverede de flotteste koloraturer og takkede med det ene jublende bifald efter det andet. Sikken en stemning og sikken en oplevelse.

Aftenens stjerne var naturligvis den amerikanske sanger Lawrence Brownlee, som efterhånden har optrådt i Tivolis koncertsal en del gange. Mange mennesker mener, at han er en af verdens absolut bedste tenorer – og når man særligt taler om belcantotenorer, så er der vist ikke megen mulighed for at finde nogen som er bedre, uanset hvor man leder. Han har en flot, mørk og fyldig stemme. Han tager uden det mindste problem en hel række høje C´er, som vi oplevede i Tivolis Kortsal lørdag aften – og når han så slutter af med et højt F, så har han besejret selv de bedste konkurrenter.

Når man er til opera eller til en klassisk koncert, så kan man jo godt komme til at sidde og tænke på, hvad man skal se i fjernsynet når man kommer hjem. Andre gange kommer man til at tænke på, hvad man skal lave dagen efter. Det kan også være at man har visse problemer eller oplevelser, som lige kræver en tanke ….. den slags var der slet ikke noget af lørdag aften. Det meste af tiden var jeg så tryllebundet, at jeg nærmest var helt i trance -når man glemmer sig selv på den måde og bliver så opslugt af musikken, at der ikke er den mest flygtige tanke tilbage, så kan det bare ikke bliver bedre!

5 stjerner

Den amerikanske stjernetenor Lawrence Brownlee sang partiet som Arturo.

Den amerikanske stjernetenor Lawrence Brownlee sang partiet som Arturo.

Jeg kommer til rigtig mange koncerter i disse dage – det er næsten alt for mange. Jeg trænger snart til en pause – men det er jo temmelig svært at holde sig hjemme, når årets Tivolifestival kører på fuld tryk og frister med spændende koncerter, fantastiske kunstnere og brilliante dirigenter hver eneste dag; fredag aften var det en koncert med pianisten Jens Elvekjær og den unge finske dirigent Santtu-Matias Rouvali som fristede.

Koncertens første værk var Franz Liszt “Ungarnsk fantasi nr. 2”, som begynder med et væld af mørke og sprøde strygere – den ene svulmende bølge efter den anden skyller ud over publikum. Musikken folder sig langsomt ud gennem flere etaper, indtil den endelig forvandler sig til en buldrende og festlig dans. Endelig når musikken sit fulde klimaks i et buldrende stormvejr, som er så sprudlende og fyldt med energi, at man slet ikke kan lade være med at juble og le af glæde og fornøjelse indvendigt.

Den finske dirigent Santtu-Matias Rouvali.

Den finske dirigent Santtu-Matias Rouvali.

Aftenens dirigent var den unge Santtu-Matias Rouvali, som jeg er ekstremt vild med. Det ene øjeblik står han på tåspidserne og vifter med hænderne oppe over hovedet. Det næste øjeblik går han helt ned i knæ og straks efter springer han op i vejret og tegner store cirkler i luften med dirigentstokken – pludselig står han og balancerer helt ud på kanten af podiet, mens han hænger halvvejs inde over orkestret og fægter med armene. Det er et fysisk mysterium, at han kan holde balancen ….. Santtu-Matias Rouvali er en eksplosion af energi, som han formår at kanalisere videre til orkestret. Han forvandler orkestret til en porche, der kan accelerere fra 0 til 100 km i timen på et halvt sekund. Men det betyder på ingen måde, at han har problemer med de langsomme eller de dæmpede satser – de får tilført lige så meget energi, som blot gør disse satser endnu mere dramatiske, følelsesfulde eller lyriske, alt efter hvad der passer i det aktuelle værk. Han er en fuldstændig fænomenal dirigent.

Pianisten Jens Elvekjær.

Pianisten Jens Elvekjær.

Det næste værk var Griegs klaverkoncert med Jens Elvekjær som solist. Den begynder med en buldrende trommehvirvel på paukerne, som slutter med et brag – samtidig lyder der et brag fra klaveret og så er koncerten i gang! Jens Elvekjær er en spændende og lidt gådefuld pianist. Når jeg oplever ham, så har jeg altid en meget stærk følelse af, at han ikke optræder – i stedet føles det som om, at han er fokuseret på at løse en stor og spændende opgave, som han er fuldstændig opslugt af. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne ham med en lidt nørdet matematikprofessor, som glemmer alt omkring sig, når han kaster sig over en kompliceret ligning. Alt dette er selvfølgelig kun gætværk – men det er på grund af disse indtryk, at jeg synes Jens Elvekjær er en rigtig fascinerende kunstner.

Efter pausen spillede Tivolis Symfoniorkester Dvoráks 8. symfoni – en vidunderlig smuk symfoni. Jeg fandt det absolutte højdepunkt i 3. sats, hvor det romantiske vingesus forvandles til en fejende flot vals. Endnu en gang er man lige ved at hoppe i sædet af begejstring ….. det var en fantastisk koncert med Santtu-Matias Rouvali, Jens Elvekjær og Tivolis Symfoniorkester, som sandelig ikke skal glemmes.

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht.

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht.

Nogle minutter efter koncerten var der en samtale på scenen mellem Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht, Jens Elvekjær og Santtu-Matias Rouvali, som lige havde nået at smide kjolen og springe i et par grå jeans og en gammel t-shirt. På den ene side så kan man godt hævde, at det blot er en sludder for en sladder. Det er jo begrænset hvad man kan nå på 7-8 minutter og solisterne er selvfølgelig også trætte efter aftenens koncert. På den anden side, så synes jeg det er farligt at undervurdere disse arrangementer; jeg synes det er spændende, at få mulighed for at opleve den store forskel på kunstneren og mennesket. Man kan selvfølgelig – med al rimelighed! – indvende, at de stadig optræder på scenen foran et publikum. Klart nok! Men bare i deres måde at tale på, deres holdning og deres gestik, så får man alligevel et tydeligt indtryk af den store forskel. Man kan godt sidde og tænke, at det føles slet ikke som de samme mennesker.

Og nogen gange falder der selvfølgelig også et par guldkorn af …. Henrik Engelbrecht prøvede at spørge om kunstnernes holdning til motiverne i den klassiske musik. “I don´t care much about pigs and birds and all that stuff,” svarede Santtu-Matias Rouvali kontant, hvilket straks fremkaldte stor morskab blandt publikum. Han er en lille charmetrold og publikum ELSKER ham. Hver eneste gang han åbnede munden kom der en øjeblikkelig reaktion fra publikum. “To me it is just music,” erklærede han selvsikkert. Man kan selvfølgelig godt nøjes med at grine af det. Jeg kan dog ikke lade være med at overveje om disse få ord i virkeligheden rummer en stor del af forklaringen på Santtu-Matias Rouvalis særprægede stil som dirigent og hans store succes blandt publikum! 

5 stjerner

Tivolis Symfoniorkester umiddelbart før aftenens koncert.

Tivolis Symfoniorkester umiddelbart før aftenens koncert.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: