You are currently browsing the tag archive for the ‘homoseksuel’ tag.

Der er altid god stemning, samt masser af sjove og festlige mennesker til Copenhagen pride – men det bedste er selvfølgelig alle de flotte og lækre mænd. Der er så mange dødhamrende flotte og sexede mænd OVER DET HELE….. man er jo ved at få hjertekvababbelse hvert andet sekund! 

OMG - det burde simpelthen være forbudt, at være så sexet!

OMG – det burde simpelthen være forbudt, at være så sexet!

For nogen tid siden skrev jeg et indlæg her på bloggen, hvor jeg fortalte, at det er 6 år siden at jeg har haft en kæreste og de sidste 2 år har jeg kun fået sex 2 gange! Jeg tror, at der er mange som synes, at det er meget pinligt at skrive om den slags. Mange synes sikkert også, at det er lidt for grænseoverskridende at læse. Men jeg tror, at der er rigtig mange i samme situation som mig – både mænd og kvinder, homoseksuelle, heteroseksuelle, biseksuelle og alle andre. Det må ikke blive et tabu, som man skjuler og skammer sig over. 

Det værste er ikke det manglende sexliv. Nej, det værste er, at jeg trænger helt vildt til at kysse … helt vildt! Jeg er simpelthen så kærestesyg, at det er næsten helt ubeskriveligt……. Så er der altid en masse velmenende mennesker som siger, at jeg skal bare dit og jeg skal bare gøre dat … nej, jeg skal ikke! Jeg er ikke i tvivl om deres gode hensigter, men vi er alle forskellige. Jeg har bestemt ikke noget imod internetdating og jeg ved godt, at der er mange som har fundet lykken her. Men det betyder jo ikke, at det er den optimale måde for os alle sammen. Jeg har indset, at når det kommer til tiltrækning, så er jeg afhængig af øjenkontakt, stemmeniveau og alt det andet, som kun findes ude i virkeligheden. 

Det er desværre ikke et særlig godt billede. Det er rigtig ærgerligt, for ham ville jeg godt se lidt nærmere på!

Det er desværre ikke et særlig godt billede. Det er rigtig ærgerligt, for ham ville jeg godt se lidt nærmere på!

Når man ikke har haft en kæreste i 6 år, så bør man naturligvis kigge på sig selv – og selv tage ansvar for denne situation. Jeg er til opera, klassisk musik og masser af bøger – jeg tror der er mange, som synes at jeg er ret kedelig. Dernæst drikker jeg ikke alkohol. Jeg har hverken været på værtshus eller diskotek i 3 eller 4 år. Og jeg har aldrig været til en pop-eller rockkoncert. Nu kan jeg ikke længere sige, at der er MANGE som synes at jeg er kedelig. Nej, efter de sidste afsløringer er det selvfølgelig langt de fleste, som synes at jeg er dødhamrende kedelig! Når jeg så tilføjer, at jeg heller ikke er den store globetrotter. Faktisk kan jeg slet ikke lide at være hjemmefra …… jamen, så har jeg jo ikke en chance ude på de romantiske jagtmarker. Og det kan jeg godt forstå. Det ville sikkert være sundt for mig, at komme lidt ud af komfortzonen og de trygge hjemlige rammer. Til gengæld synes jeg gerne, at sex må være lidt sjovt og spændende – if ya know what I mean. Jeg har ikke så mange grænser. Dermed kan jeg forhåbentlig undgå et image som totalt Karl Kedelig! 

Men jeg føler selv, at jeg ikke har ret meget at give til en kæreste lige for tiden og dét er nok mit største problem. Et forhold kræver både tid, energi, og overskud – jeg føler ikke, at jeg har nogen af delene lige for tiden og jeg aner ikke, hvordan jeg skal løse dette problem. 

Men der er også et generelt problem i tiden – hvis man fortæller, at man har et problem, så skal det helst løses med det samme. Det er fuldstændig det samme der sker, når folk har lyst til ferie – det skal være STRAKS. Eller hvis folk ønsker en ny sofa – så skal de have den MED DET SAMME! Eller hvis den gamle bil pludselig bliver umoderne – så skal den udskiftes ØJEBLIKKELIGT. Det er jo derfor, at der er så mange som havner i Luksusfælden. Folk har ikke så meget tålmodighed og alle behov skal helst tilfredsstilles straks. Jeg tror ikke det er sundt. Nogen gange tror jeg, at det er udtryk for både modenhed og sund fornuft, at man kan vente. Og det er udtryk for ægte visdom, at forstå, at det er bare ikke ALLE mennesker, som får ALLE deres ønsker opfyldt her i livet. Det er en tanke, som moderne mennesker ikke bryder sig om. Ikke destomindre, så tror jeg det er et af livets grundvilkår, som vi alle bliver nødt til at erkende før eller senere. 

Hvis min læge kunne ordinere en smule romantik med ham her, så er jeg sikker på, at det ville være sundt for mit helbred.

Hvis min læge kunne ordinere en smule romantik med ham her, så er jeg sikker på, at det ville være sundt for mit helbred.

Der har altid været mennesker, som var kronisk single – og hvorfor skulle jeg ikke være en af dem? Der står ingen steder i livets grundlov, at alle folk har krav på en kæreste. 

Ægte kærlighed er det største mirakel vi kan finde i livet – og det er jo netop fordi, at det er noget sjældent. Men vi lever i en pragmatisk tid, hvor de færreste tror på mirakler. Tidens mantra er krav og rettigheder – men man kan desværre ikke kræve ægte kærlighed. Det er ikke en menneskeret. Og det er desværre ikke alle mennesker som finder ægte kærlighed i livet.  

Men man skal ikke være bange for ventetiden. Måske er det ventetiden som gør, at man virkelig forstår at værdsætte den ægte kærlighed, og passe på den, hvis man er så heldig at finde den på et eller andet tidspunkt. 

Jeg forsøger at væbne mig med tålmodighed – og imens nyder jeg at kigge på alle de flotte og lækre mænd. Pludselig bliver man måske forelsket i en mand, som man tilfældigvis møder på gaden – måske til Copenhagen priden. Det blev ikke i år …. men måske næste år! Eller måske opdager man pludselig, at den ligger lige foran ens egen næsetip. Man kan aldrig vide hvor, hvornår eller hvordan man finder den ægte kærlighed. 

Imens kan man bruge ventetiden til noget fornuftigt; jeg forsøger fx at læse en masse bøger, gå til operakoncerter og klassisk musik, lave god mad, hygge mig sammen med venner og bekendte ….. selv om man savner en kæreste, så behøver det jo ikke, at være hverken kedeligt eller trist at være single. 

IMG_1811

To flotte mænd – men de er vist lidt for unge til mig.

IMG_2031

Mega macho – han trænger vist til at kysse en eller anden, så han kan slappe lidt af …. jeg ville ikke have noget imod at hjælpe ham.

IMG_2177

Han har en fantastisk udstråling og et pragtfuldt smil, som gør mig helt blød i knæene.

IMG_2212

Jeg tror, at han løber med prisen som årets flotteste fyr. Wow! Hans blik går lige i hjertet og hans charmerende smil får mit hjerte til at slå kolbøtter.

IMG_2325

Mænd i kilt? Narh – men han er jo bare helt vildt lækker. Det er jo lige min type. Og kilten kan man heldigvis pille af ham! PS: i højre side går Annette Wilhelmsen og Özlem Cekic fra SF.

IMG_2456

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om dét kostume – men han er dødhamrende sexet. Jamen, han stinker jo langt væk af sex. Måske er det alligevel kostumet som gør ham mega macho – som en kentaur. Jeg ved ikke rigtig hvad det er, men jeg får i hvert fald åndenød, hver eneste gang jeg ser dette billede!

IMG_2488

Endnu en mand i kilt – dem var der mange af. Han er svinelækker: god krop, flotte øjne og et stærkt blik. Wow!

IMG_2498

Der er faktisk 4 lækre mænd på dette billede. Men den forreste er nr. 1 og det er også på grund af ham, at jeg tog billede.

IMG_2500

Prinsen på den grå cykel? Han må i hvert fald godt være min drømmeprins, når jeg går i seng i aften ….

IMG_2545

To flotte og lækre mand! Jamen, mænd i blå overalls er bare megasexede; jeg er altså mere til blå overalls end gucci, prada, Hugo Boss og alle de andre mærker.

Skulpturen Han på Helsingør havn.

Skulpturen Han på Helsingør havn.

Skulpturen Han står underligt malplaceret yderst på en af de gamle kajer i Helsingør havn. På den ene side er der en masse rod fra byggeriet af det nye søfartsmuseum. Til den anden side ligger et par gamle fiskekuttere og slår blidt mod havnekajen. Jeg må indrømme, at jeg havde forventet, at finde den meget omtalte skulptur i mere charmerende omgivelser. 

Skulpturen blev afsløret d. 2. juni 2012. Næh, man kan ikke sige, at jeg har haft travlt med at komme til Helsingør for at se den. Enhver dansker kan selvfølgelig se, at skulpturen er formet som en pendant til Edward Eriksens lille havfrue ved Langelinje. Men hvad er det nye? Hvad er det for en tanke eller ide, som kunstnerparret ønsker at formidle? Der må jo være en tanke med skulpturen – ellers er det bare en temmelig uoriginal efterligning.  

Kulturværftet i Helsingør har en længere artikel på deres hjemmeside, om ideen bag figuren(Læs artiklen HER). Jeg synes det er meget fortænkt og det er ikke nogle tanker som jeg kan bruge til noget som helst. Det giver simpelthen ikke mening for mig. Det er grunden til, at jeg ikke har haft travlt med at komme til Helsingør for at se skulpturen. Jeg aner ikke hvordan jeg skal forholde mig til den … 

Skulpturen er lavet af kunstnerduoen Michael Elmgreen og Ingar Dragsted.

Skulpturen er lavet af kunstnerduoen Michael Elmgreen og Ingar Dragsted.

Han blinker til de heldige.

Han blinker til de heldige.

Michael Elmgreen og Ingar Dragsted har i mange år dannet par privat. Det gør de ikke længere, selv om de stadig arbejder sammen. Derfor er det ikke så underligt, at man leder efter en homoseksuel symbolik eller betydning i skulpturen.

Trods de tydelige mavemuskler har den unge mand en spinkel krop og den yndefulde positur giver ham et meget feminint udtryk. Man kan vist ikke lade være med at få en meget stærk følelse af, at den unge mand er homoseksuel. Af en eller anden grund, så synes jeg stadig, at der skal være mere i værket. Jeg bliver ved med at lede efter en historie eller et budskab fra kunstnerne. Men jeg kan ikke finde noget og måske leder jeg forgæves?! “Han” er formodentlig den første skulptur af en homoseksuel mand i Danmark og dermed er figuren måske så stærk i sig selv, at der ikke er brug for et dybere budskab. 

Han - en homoskulptur i Helsingør!

Han – en homoskulptur i Helsingør!

Figuren er et skulpturelt mesterværk fyldt med fascinerende detaljer.

Figuren er et skulpturelt mesterværk fyldt med fascinerende detaljer.

Jeg ændrede fuldstændig holdning til skulpturen, da jeg så den i virkeligheden. Den er så utrolig smuk, at jeg blev fuldstændig beruset. Det er den smukkeste skulptur jeg nogensinde har set. Den er så smuk, at alt hvad der hedder budskab og ide, er fuldstændig underordnet og ligegyldigt.

Skulpturen er udført i blankpoleret rustfrit stål; men den ser så blød ud, at man slet ikke kan lade være med at røre ved den. Hvis man kigger på hans fødder, så kan man blive helt overvældet over alle detaljerne. Man er simpelthen bare nødt til at lade hænderne glide hen over stålet, for at mærke alle linjerne i hans fodsåler. Det samme gælder hans mavemuskler … Ja, jeg må vist indrømme, at jeg slet ikke kan holde fingrene fra ham. Han har en fuldstændig magnetisk tiltrækningskraft; alene denne tiltrækningskraft gør figuren til et stor kunstværk. 

Det eneste som jeg ikke bryder mig om, er hans ansigt. Jeg synes, han har et usympatisk, bistert og forknyt udtryk i ansigtet. Hvis man er heldig – eller tålmodig! – så blinker han til beskuerne. Det sker med varierende mellemrum og derfor kan man aldrig vide hvor lang tid man skal vente. Jeg synes det er helt utroligt, at der er en slags computer inde i figuren. Det er også imponerende, at man ikke kan se det mindste lille bitte tegn på denne teknik. Den er skjult utrolig godt. 

Den smukkeste skulptur jeg nogensinde har set.

Den smukkeste skulptur jeg nogensinde har set.

Himlen og vandet, skyerne og lyset spejler sig i figurens blankpolerede stål, hvilket påvirker og ændrer figurens udtryk hele tiden. Nu har jeg set skulpturen på en halvvarm, overskyet sommerdag. Men jeg har også lyst til at se figuren tidligt om morgenen, når han sidder og kigger ud mod solopgangen – det må simpelthen være helt overvældende. Jeg vil også gerne se hvordan figuren ser ud om natten. Og når det regner. Jeg vil også gerne se figuren i en mørk efterårsstorm, når himlen er sort og tung, og bølgerne banker mod kajen. 

Man siger, at Han deler vandene i Helsingør; det har jeg vist nok lidt svært ved at tage alvorligt. Det er et af de smukkeste og mest fascinerende kunstværker jeg nogensinde har set – jeg er vild med den. Bare jeg ser på billederne, så bliver jeg fuldstændig overvældet. Jeg glæder mig til at se figuren igen og på den måde føles det næsten som om, at jeg er blevet lidt forelsket. 

Det bliver spændende at se, hvor lang tid der går før han mister hovedet … 

En ægte seværdighed i Helsingør havn.

En ægte seværdighed i Helsingør havn.

I Danmark er de fleste biografier omkring 200 små sider; det er ikke meget, hvis man både skal redegøre for en forfatters liv og værk. Derfor foretrækker jeg at læse biografier på engelsk, hvor en god biografi ofte fylder 6-700 sider. Når man kun har 200 sider til rådighed, så bliver resultatet ofte både overfladisk og uinteressant. Skønt Henrik Rasmussens bog om André Gide kun er på 171 sider, så er det en pragtfuld og meget imponerende undtagelse….. 

André Gides liv

Den franske forfatter André Gide blev født i 1869; hans far var en helt almindelig fransk protestant, men hans mor var præget af en calvinistisk og meget puritansk opdragelse. Dette forhold grundlagde en dyb splittelse i forfatteren, som skulle følge ham resten af livet. Han var et velopdragent barn som selv forsøgte at leve efter strenge regler; men samtidig var han så forfalden til onani, at han blev bortvist fra skolen. Jeg ville ønske, at Henrik Rasmussen havde fortalt hvordan denne historie egentlig hang sammen, for man kan jo ikke blive bortvist med mindre man bliver opdaget…. og hvordan i alverden har man opdaget, at den unge André var forfalden til onani?! Efter bortvisningen blev han henvist til læge, men André Gide fortæller mange år senere i sin selvbiografi, at det ikke havde nogen som helst virkning på hans tilbøjelighed. 

I 1893 rejser André Gide sydpå i selskab med hans gode ven Paul Laurens. Gide bliver syg på turen gennem Italien, men de fortsætter til den persiske by Susa; her får han sin seksuelle debut i sandklitterne uden for byen med en ung araber. 

Derfra rejser de videre til den algierske by Biskra, som er rejsens mål. Her møder de en ung pige som tilbringer nætterne hos de to unge mænd. Men André Gide skriver senere i sin selvbiografi “Hvis hvedekornet ikke dør”: “Hvis jeg i denne nat var fyrig over for Meriem, så var det, fordi jeg, når jeg lukkede øjnene, forestillede mig, at jeg omfavnede Mohammed“. 

Efter en smuttur hjem til Frankrig, så vender André Gide tilbage til Biskra i 1895, hvor han møder Oscar Wilde og hans partner Lord Alfred Douglas. Selv om André Gide prøver at undgå dem, så mødes de alligevel. De tilbringer en aften og en nat sammen – i selskab med nogle arabiske drenge. Denne nat bliver et højdepunkt i André Gides liv; han oplever for første gang den totale frihed, samt en lyst og en tilfredsstillelse der er fuldstændig uden nogen form for skyld eller følelse af synd. 

Derefter vender han hjem til Frankrig, hvor han gifter sig med sin kusine Madeleine; hun har de samme puritanske tendenser som hans mor, der er død kort tid forinden. André Gide får det åndelige og platoniske ægteskab som han ønsker – men der er også en kløft mellem dem, som bliver større og større. Madeleine tilbringer mere og mere tid på landstedet Cuverville, som hun arver efter sin familie. André Gide lever primært i Paris, hvor han optræder som celeber forfatter om dagen og opsøger byens mere lyssky fornøjelser om natten. Med mellemrum tager han ophold på Cuverville, hvor han lever et borgerligt liv sammen med Madeleine. 

Forfatterskab

Denne splittelse er også et gennemgående og uomgængeligt træk i hele hans forfatterskab. I 1897 udgiver han “Jordens frugter”, som er en lyrisk rapsodi – en slags hyldest til friheden, til den nordafrikanske sensualitet og den ultimative hedonisme. Jeg har læst bogen et hav af gange – det er en sælsomt forførende og meget gådefuld bog, som uden nogen tvivl er skrevet på baggrund af forfatterens egne oplevelser i Susa og Biskra. 

Derefter følger “Den umoralske” i 1902, og “Den snævre port” i 1909. Skønt der er 7 år imellem dem, så er bøgerne skrevet samtidig og de vidner endnu en gang om splittelsen i forfatterens eget liv. “Den umoralske” foregår på et fransk landsted, som kunne være inspireret af Cuverville eller det  landsted som forfatterens egen familie ejede. Den mandlige hovedperson har en svaghed for unge mænd, som har svært ved at holde sig inden for lovens rammer og denne svaghed gør ham uegnet til et trygt og småborgerligt familieliv. På grund af hans brændende længsel efter den nordafrikanske hedonisme ender det med at han mister alt…. hvor “alt” naturligvis skal forstås som tidens småborgerlige værdinormer. 

“Den snævre port” handler om en fætter og en kusine som elsker hinanden – men de er begge så besat af tanken om at leve et dydigt liv, at det skygger for alle deres verdslige ønsker og drømme. Deres fællesskab er baseret på et fælles ønske om at komme gennem den snævre port til himmerige, hvilket forhindrer dem i at leve livet mens de har det. “Den snævre port” er et stærkt manifest over den puritanske og livsfornægtende drift, som uafbrudt kæmpede med forfatterens længsel efter frihed og nydelse. 

Den engagerede forfatter

André Gide var en verdensberømt forfatter og han brugt sin berømmelse til at påvirke sin samtid så meget som muligt. I 1924 udgiver han bogen “Corydon”, som er et forsvar for homoseksualitet: i fire dialoger – inspireret af Platons Symposion – fortæller hovedpersonen, hvordan han opdagede sin egen homoseksualitet. Dernæst gennemgår han kendskabet til homoseksualitet blandt dyr, han forfæller om hvordan homoseksualitet bliver fremstillet i kunst og kultur, inden han slutter med en etisk diskussion af emnet. 

En imponerende bog om André Gide

En imponerende bog om André Gide

“Corydon” udløste er veritabelt stormvejr over forfatteren, men det havde næppe lagt sig før han kastede sig over endnu et kontroversielt emne: i 1925 rejste han til både Congo og Tchad, hvor han oplevede kolonimagtens brutalitet og de franske virksomheders hensynsløse udnyttelse af befolkningen. Man benyttede både mord og regulære massakrer for at opnå det man ønskede. Da André Gide vendte tilbage til Frankrig kastede han sig ud i en indædt kampagne imod disse forhold og det lykkedes ham faktisk at påvirke lovgivningen. 

Gennem årene rykkede André Gide tættere og tættere på kommunismen, selv om han aldrig blev medlem af partiet. I 1936 blev han inviteret til Moskva for at besøge Maksim Gorkij, sammen med en gruppe andre franske forfattere. Gruppen blev eskorteret rundt i landet og de blev hyldet alle steder hvor de kom frem. Overalt blev de præsenteret for eksempler på kommunismens udvikling – fx så de også en genopdragelseslejr. I dag har vi svært ved at forstå de mange, mange kunstnere og intellektuelle som forsvarede kommunismen lagt op gennem 1900-tallet. André Gide lod sig ikke forføre; besøget udløste en årelang polemik imod sovjetkommunismen og den franske venstrefløjs blåøjethed. 

Frihedens pris

I 1946 fik André Gide tilbud om en plads i det franske akademi, men afslog. I 1947 fik han nobelprisen i litteratur og han dør i 1951 – umiddelbart efter hans død bliver hans samlede forfatterskab sat på vatikanets Index Librorum Prohibitorum – listen over forbudte bøger. 

André Gide udfordrede de politiske, de moralske og de religiøse dogmer, og han satte spørgsmålstegn ved alle autoriteter – men det er mange år siden og verden er anderledes i dag. Vi er ikke længere så nemme at provokere. Samtidig er det nok også meget få mennesker i 2013, som er uenig med André Gide og alle hans holdninger…  

Det giver os mulighed for læse André Gides bøger på en ny måde – nu kan vi begynde at læse hans bøger og værdsætte dem for deres litterære værdier. Inden man kaster sig over hans forfatterskab, så er det en rigtig god ide at læse “Frihedens pris”; selv om bogen kun er på 171 sider, så får man en følelse af, at man ved alt hvad der er værd at vide om André Gide, når man har læst bogen. Jeg er dybt imponeret og derfor har jeg læst bogen to gange med blot nogle få ugers mellemrum. 

På en enkel, nem og lettilgængelig måde formår Henrik Rasmussen både at præsentere forfatteren André Gide og at give en god introduktion til hans forfatterskab. På overbevisende måde får han trukket André Gide ud af glemslens kviksand og placeret ham blandt de store moderne forfattere som Franz Kafka og James Joyce. Men det allervigtigste er nok, at han fik mig til at genlæse André Gides hovedværk “Falskmønterne” – gid det må gå mange andre læsere på samme måde! 

Bogen er udgivet på forlaget Lindhardt og Ringhof i 2012.

Alan Hollinghurst

Alan Hollinghurst fik et stort gennembrud med romanen “I skønhedens tjeneste”, som vandt The Man Booker Prize i 2004 og siden blev filmatiseret; alle personerne var – efter min ærlige mening! – dybt usympatiske og hele bogen var skrevet i en nærmest kuldslået tone. Det var absolut ikke en bog som jeg brød mig om. Nu er Hollinghurst tilbage med “Den lange afsked” – den er både langtrukken, forudsigelig og uoriginal; alligevel har den en vis eksistensberettigelse. Samtidig er personerne i denne bog beskrevet med både varme og sympati. Derfor er er det næsten en hyggelig bog at læse. 

Romanen handler om den borgerlige familie Sawle og den adelige Valance, hvis skæbner knyttes sammen, da sønnerne møder hinanden på Cambridge i 1913. Det er tiden hvor Bloomsburygruppen er ved at skabe sig en position i det engelske kulturliv og de optræder da også i udkanten af romanen. Men stilen og handlingen emmer også af Bloomsbury….. 

De to familiers fællesskæbne besegles, da Cecil Valance ankommer for at tilbringe en weekend hos George Sawle og hans familie. De er begge medlemmer af et hemmeligt Cambridge selskab, som er en klar henvisning til Cambridge Conversazione society, almindeligvis blot omtalt som “the Apostles“. Man dyrkede Platon, Sokrates, visdom, filosofi og klassiske græske dyder – også sodomi. Det gælder naturligvis også Georges og Cecil, som er meget mere end bare gode venner. De fleste fremtrædende medlemmer af Bloomsburygruppen, som fx James og hans bror Lytton Strachey, Leonard Woolf, John Maynard Keynes og E.M.Forster var naturligvis også medlemmer af the Apostles. Det betyder ikke, at de alle sammen var homoseksuelle – der var selvfølgelig undtagelser!  

Første kapitel, hvor Cecil Valance præsenteres for familien Sawle i deres beskedne, men romantiske herskabshus, er beskrevet så man ikke kan lade være med at tænke på Virginia Woolfs “Mrs Dalloway” og hendes minder om fortidens romantiske selskaber på herresædet Bourton. Eller E.M.Forsters beskrivelse af familien Honeychurchs stille og tilbagetrukne privatliv hjemmet “Windy Corner” i “A Room with a View”. Alan Hollinghurst bliver gerne omtalt som en af Englands bedste stilister – jeg mener han er meget tæt på pastiche og epigoneri.

Men Hollinghurst bryder idyllen, når han fortæller hvordan der bliver kysset i krogene, hvordan tjenestefolkene snager og fruen i huset drikker for meget.  Denne kyniske “afsløring” bliver meget skarp i et afsnit hvor Hollinghurst genskriver den berømte badescene fra “A Room with a View”; landsbypræsten mr. Beebe, hovedpersonens lillebror Freddy og den lækre George Emerson bader i en kølig skovsø – en scene som er meget erotisk og uden tvivl meget symbolsk. Men også meget morsom, da de nøgne mænd bliver opdaget af mrs. Honeychurch, Lucy og dennes forlovede. I  Hollinghursts omskrivning bader George og Cecil i skovsøen, hvorefter der er rå sex i vandkanten, mens lillesøster Daphne traver rundt i skoven og leder efter dem……. Hollinghurst skriver det som E.M.Forster ikke kunne skrive i 1908. Men scenen er ligefrem inspireret af virkelige begivenheder: 

Rupert Brooke

Rupert Brooke(1887-1915) blev en kendt engelsk digter, men primært berømt for sit smukke udseende. Alle uden undtagelse – både mænd og kvinder – forelskede sig i Rupert Brooke første gang de mødte ham. Han begyndte på Cambridge i 1908 og blev også valgt til “the Apostles”.

“If I should die, think only this of me;. That there’s some corner of a foreign field. That is for ever England”. Rupert Brooke

I 1911 forlod han King´s College og flyttede til Grantchester – en nærliggende landsby. Rupert Brooke og hans venner gik barfodede, de sov gerne udendørs, de tog på lange vandreture og sov i telte; det lyder måske meget uskyldigt, men man skal huske, at det er i årene umiddelbart efter Victoriatidens afslutning. Denne adfærd var et radikalt brud med borgerskabets konventioner. Rupert Brooke tilhørte generationen efter Bloomsburygruppen og deres idealer var en reaktion imod den ældre generations elitære kulturdyrkelse. Som et modtræk kaldte Virginia Woolf denne gruppe for “Neo-pagans” og efterhånden blev de kendt under dette navn. Det er helt naturligt, at der er en vis konkurrence mellem generationerne, men ofte er der selvfølgelig også en vis tiltrækning – derfor var der også flere parforhold som overskred kløften mellem de to grupper. Det gælder fx også Duncan Grant og David “Bunny” Garnett. Dette forhold forhindrede dog ikke Duncan Grant i at få en datter med Virginia Woolfs søster Vanessa. Det forhindrede heller ikke David “Bunny” Garnett i at gifte sig med sin elskers datter da hun blev 18………. Som prikken over i´et var Vanessa selvfølgelig også gift med Clive Bell

En varm sommeraften var den 50-årige Cambridge don Goldsworthy Lowes Dickinson inviteret til middag hos Rupert Brooke i Granchester; han spadserede, men på grund af varmen fik han lyst til et køligt bad undervejs; jeg citerer fra Nigel Jones Rupert Brooke-biografi:

…… “Goldie” had stopped en route for a nude bathe. A puntload of young ladies happened along, and moored themselves between the unseen don, who had concealed himself in reeds, and his clothes. He was forced to wait while the party held a lengthy picnic, getting colder and colder and sinking deeper into the mud. He eventually arrived at the Old Cicarage caked in Granta ooze. A solicitous Brook hurried off for blankets and hot milk to restore his patron´s dignity and circulation”.

Det er helt klart, at Cecil Valance er inspireret af Rupert Brooke.  De er nogenlunde jævnaldrene, de var begge så karismatiske at alle forelskede sig i dem, de blev begge kendte for nogle få digte og begge døde i forbindelse med første verdenskrig – hvorefter deres krigsdigte straks gjorde dem til legender; de to personer er så tæt på at være identiske, som de næsten kan være uden at være det!  

En familiesaga

Daphne gifter sig ind i Valancefamilien, hvorefter romanen udvikler sig til en klassisk fortælling om en families storhed og fald, som vi kender det fra Thomas Mann “Huset Buddenbrook”, Joseph Rooth “Radetzky March”,”Gensyn med Brideshead” af Evelyn Waugh og mange flere. Skønt man roser Alan Hollinghurst for at være en stor stillist, så er det netop denne form som gør hans bog så pokkers forudsigelig…… Man kender historien fra disse store slægskrøniker. Stederne genkender man fra Bloomsburygruppens romaner. Personerne kender man også…… Alt i denne bog er genkendeligt og forudsigeligt! Og derudover er bogen 100 eller 200 sider for lang; man kan ikke lade være med at tænke, at “Den alt for lange afsked” måske havde været en mere passende titel! 

Homoseksuel historie og udvikling

Men “Den lange afsked” har alligevel en vis eksistensberettigelse: den homoseksuelle Alan Hollinghurst giver homoseksualiteten en plads i den moderne litteratur. Skønt homoseksualitet efterhånden er lige så almindeligt og uinteressant som amen i kirken, så er det ikke et emne der fylder meget i moderne litteratur – i hvert fald ikke blandt tidens bedste og mest fremtrædende forfattere. I Virginia Woolfs roman om “Mrs Dalloway” er det et hemmeligt lesbisk kys en stjerneklar aften i en varm sommeraften som er romanens klimaks. I “Den lange afsked” er der et kys der ligner så meget, at det næsten virker som et déjà vu. Dette kys udgør bogens centrale tema….. i virkeligheden er der nærmest tale om to kys. Eller tre! Der er først og fremmest det kys, som Cecil Valance skriver et berømt digt om. Men handler digtet om det kys han udvekslede med Georges eller Daphne? Det er det store spørgsmål bogen igennem. Svaret er ikke vigtigt. Men de to kys symboliserer hhv. homoseksualitet og heteroseksualitet, og bogen viser hvor hårdt og konsekvent den ene fornægtes, skjules og undertrykkes, mens den anden vises frem og udstilles…… 

Michael Cunningham

Hollinghurst viser hvordan familien gør alt hvad de kan for at skjule og fortrænge sandheden om den store digter Cecil Valances seksualitet. På den måde viser Alan Hollinghurst, hvordan samfundet – her repræsenteret ved familien Valance – undertrykker den homoseksuelle. Men han viser også hvordan homoseksuelle har fået mere og mere frihed gennem tiden – men igen føles det uoriginalt, for det er jo præcis det samme tema Michael Cunnigham skrev om i mesterværket “Timerne”, som også er baseret på Virginia Woolfs “Mrs Dalloway”. Hollinghurst anlægger en anden vinkel og det er bestemt ikke uinteressant. Tværtimod – han viser samfundets undertrykkelse af de homoseksuelle på en meget original måde, som jeg er ret vild med. Historien er bare pakket inde i en form og et format der er så genkendeligt, at det næsten er banalt……. 

Tekniske problemer

Det irriterer mig, når jeg læser om “et elskværdigt træ” i haven. Det er simpelthen noget sludder. Jeg har ikke set den engelske originaltekst, men jeg tør alligevel godt gætte på, at der står “a lovely tree”. Det burde have været oversat til “et smukt træ” – eller måske ligefrem “et yndigt træ”. 

Men forfatteren laver selv en fejl, som næsten er endnu værre: på side 447 tager forfatteren Paul en taxa for at besøge Daphne Jacobs og bemærker i den anledning, at han ikke har kørt i taxa siden han fulgtes med selv samme Daphne Jacobs et helt år tidligere. Men på side 443 – altså blot 4 sider tidligere! – tager han en taxa efter et besøg hos Daphnes bror George Sawle. Inden for romanens ramme kan det være svært at afgøre hvor lang tid der går mellem de to besøg, men det er tydeligvis kun tale om få uger. 

Det er sådan en fejl som en forfatter sagtens kan lave – man stirrer sig blind på sin egen tekst. Det er forståeligt. Men det er utilgiveligt, når det ikke bliver opdaget af redaktøren! 

“Den lange afsked” er udgivet af forlaget Gyldendal i 2012. 

Det er efterhånden mange år siden, at TV3 sendte Robinson ekspeditionen for første gang. Trods utallige sæsoner har jeg kun set et par enkelte afsnit – jeg synes det er dybt uinteressant. Alligevel har jeg hørt en smule fra denne sæson, hvor grov mobning har været et stort problem og offeret var 21-årige Daniel. Han er bøsse, men havde valgt at skjule sin seksualitet under ekspeditionen. Efterfølgende har Ekstra Bladet lavet et interview med ham:

Det var et helt bevidst træk fra Daniels side at skjule sin seksualitet i ekspeditionen.

– Jeg har altid haft det svært ved at blive præsenteret som ham den homoseksuelle. Derfor havde vi aftalt bagom kameraet, at det ikke skulle ud, at jeg var homo.

– Hvorfor skulle det være hemmeligt?

– Jeg vil ikke dømmes på forhånd, og det bliver man tit, hvis folk ved, at man er homoseksuel. Jeg ville gerne vise, at der var mere mand i mig. Jeg ville bevise, at jeg kunne noget. At jeg ville kunne bruges i dyster og kunne præstere, forklarer Daniel.

Daniel valgte også at skjule sin seksualitet da han aftjente sin værnepligt. “Det holdt jeg helt bevidst hemmeligt. Jeg ville gerne vise, at jeg var sej og var en mand“, fortæller han. 

Jeg synes det er trist…. Interviewet er jo fyldt med dumme fordomme mod andre mennesker. Men jeg fornemmer, at der også er en del fordomme mod andre homoseksuelle. Det er mit indtryk, at Daniel er enig med de mennesker som ikke mener at bøsser er rigtige mænd, at bøsser kan noget, at bøsser kan bruges i dyster og præstere…… så kan det være svært at etablere et positivt selvbillede. Derudover har han selv et meget indskrænket og unuanceret billede af homoseksuelle. Hvor har han fået alle disse negative fordomme fra?

Først og fremmest er han åbenbart vant til, at folk omkring ham dømmer homoseksuelle. Dernæst er jeg ikke i tvivl om, at medierne spiller en afgørende rolle: Patrick, Gustav, Honey, Prada og alle de andre sminkedåser fra div. realityprogrammer er med til at give homoseksuelle dette image og her har medierne et ansvar. Men jeg vil ikke kritisere dem – man skal jo ikke udelukke alle disse sminkefyre fra medierne. De har jo lige så meget ret til at være her som alle andre. Og måske har de mere brug for opmærksomheden end de fleste. Men det er et problem, hvis de sætter standarten og bliver et forbillede for unge mennesker. Når unge mennesker opdager at de er homoseksuelle, så leder de efter forbilleder som de kan efterligne. Det er helt naturligt…. alle forsøger at passe ind i den gruppe hvor man gerne vil accepteres. Men det er en katastrofe, hvis de ikke bliver præsenteret for andre mulige forbilleder end disse sminkedåser.…..

Derfor er det vigtigt, at der også vises en anden side, et mere nuanceret billede og her spiller en film som “Harvest” en vigtig rolle. Det er endnu en af de mange spændende film man kunne se under filmfestivallen “Mix Copenhagen“.

Harvest – Land Stadt Fluss

Filmen begynder med en stor vandkanon som sprøjter ud over markerne – ja, det var altså nok til at få alle bøsserne i salen til at fnise. Inkl. undertegnede…

Filmen handler om to unge som går på landbrugsskole og bliver sendt i praktik på samme gård. Der var meget som mindede mig om min egen barndom og opvækst på landet. Jeg havde helt glemt hvor meget jeg hadede det; kolort over det hele, ødelagte maskiner der står og flyder over alt. Rod og uorden og svineri alle steder….. når der skal fejes i stalden, så slår de køerne i hovedet med kosten, hvis de ikke flytter sig. Når de går på marken er det med en kæp i hånden, for at holde køerne på afstand. Sådan var det i hvert fald ikke da jeg var barn og det var meget ubehageligt at se. Det skulle jeg lige sætte mig udover, før jeg kunne begynde at nyde filmen…..

Men det var en rigtig flot film. Der er ikke meget musik og ikke mange replikker. Den ene unge mand er mere tavs og indesluttet end den anden. Men der er flere og flere blikke….. det skaber en skarp pirrende spænding mellem dem.

I starten er der en scene hvor Marko onanerer! Det er ikke porno, for man ser ikke noget. Han er filmet bagfra, men han står foran en håndvask og et spejl. Vi ser kun skuldrene og hans ansigt inde i spejlet. Derfor er det ikke porno. Det er erotik….. men denne scene har intet formål og den er fuldstændig overflødig. Derfor er det vulgært. Det er lidt ærgerligt, for det er lige som en skønhedsplet på en perfekt film.

“Harvest” er en film der holder hvad den lover! Det er en romantisk kærlighedsfilm – hverken mere eller mindre. Den er nærmest destilleret og renset for alt andet – det ikke det store drama. Der er ikke meget psykologi. Der er næsten ingen dialog. På den måde er filmen næsten tættere på et kunstprojekt end en spillefilm. Men det er en meget, meget smuk, sensuel og poetisk film om den spirrende kærlighed mellem de to unge fyre, Marko og Jacob. Filmen er fyldt med lange, længselsfulde blikke, der efterhånden udvikler sig til forsigtige berøringer… det er meget sensuelt og meget smukt…..

Og hele tiden er den store sprøjtende og potente vandkanon et gennemgående motiv i filmen.

Hele filmen er båret af alle disse lange længselsfulde blikke og forsigtige berøringer. Efter længsler og frustrationer finder de to unge fyre endelig hinanden i et tæt, varmt favntag…. men uden ord. Det er mere sensuelt og mere forløsende end de fleste film jeg har set. Man ville selvfølgelig ønske at der var mere, men slutningen er perfekt. Den sensuelle spænding og længsel som instruktøren har bygget op gennem hele filmen bliver udløst i noget så inderligt, ærligt og uskyldigt som et favntag! Wow – jeg er både betaget og imponeret. “Mesteren viser sig i begrænsningen”, sagde Goethe. Benjamin Cantu er en instruktør som virkelig kan meget med meget få virkemidler.

Nogen vil måske sammenligne “Harvest” med “Brokeback mountain“, men det er ikke fair. Jeg har ikke set den sidste – jeg ønsker ikke at se den! Men jeg har selvfølgelig set en masse klip fra filmen, jeg har hørt om den og læst en masse om den! Men det er absolut ikke en film for mig – jeg gider ikke se en film med sådan et par slappe og latterlige skabsbøsser, der ikke engang er så maskuline, at de tør stå ved deres egen seksualitet. Af samme grund forstår jeg heller ikke, hvorfor filmen er blevet sådan en succes. Jeg kan ikke identificere mig med dem; man behøver selvfølgelig heller ikke at identificere sig med alle hovedpersoner i alle de film man ser. Men så skal der være noget andet – hovedpersonerne skal være sympatiske eller det skal være en spændende historie. For mig opfylder “Brokeback Mountain” ingen af disse kriterier…….. Trods 3 Oscarstatuetter, 4 Golden Globes og et hav af andre priser til “Brokeback Mountain”, så er “Harvest” stadigvæk en meget bedre, flottere og stærkere film!

Sidste år havde “Copenhagen gay and lesbian film festival” 25 års jubilæum – i den forbindelse blev der udskrevet en konkurrence om et nyt navn. Man ønskede et nyt navn, som helt konkret inkluderede biseksuelle og transpersoner. Jeg ville foreslå “Copenhagen Rainbow Film Festival”. Eller “Queer Film Festival” – queer er jo et slangudtryk som dækker alle former for seksualitet der afviger fra heteroseksualitet. Desværre fik jeg aldrig sendt mine to forslag! Og så valgte man “Mix Copenhagen” – et navn som jeg virkelig hader. Det er lige så anonymt, tomt, kønsløst og karakterløst som Operaen, Parken eller Skuespilhuset.

Når vi ser film, så gør vi det for at slappe af og blive underholdt. Men vi gør det også for at spejle os i personerne – når vi kan genkende deres konflikter er det samtidig en mulighed for at overveje de løsninger vi selv har valgt eller ville vælge i lignende situationer. Vi kan reflektere over personernes konflikter og deres valg – det fremmer både ens egen selvindsigt og selvforståelse. På den måde kan film ligefrem være identitetsskabende og det har stor betydning, når man skal etablere et positivt selvbillede.

Men tv-stationerne konkurrerer alle om seertal og derfor viser de sjældent homofilm. De samme gælder biograferne – homofilm er sjældent en økonomisk succes. Derfor er det ekstremt vigtigt, at vi har “Mix Copenhagen”.

I går så jeg filmen “Weekend” i Cinemateket – en bøssefilm af instruktør Andrew Haigh.

Fredag aften tilbringer filmens hovedperson, Russel, sammen med en flok gode venner. De spiser sammen, snakker, ler, drikker, deler en joint…. han går tidligt, da han skal på arbejde dagen efter…..siger han….. hvorefter han smutter ned på et af byens bøssesteder. Been there, done that…. 1000 gange. Det var et af de steder hvor hele salen bølgede af latter. Jeg tror at alle kunne genkende den situation. Der var en indforståethed i denne latter, som man ikke havde oplevet hvis man havde set filmen med en flok heterovenner.

Russel møder Glenn, de tager hjem sammen, dyrker sex og skilles næste morgen. Men de laver en aftale lørdag eftermiddag. De knalder igen, skilles, men mødes endnu en gang lørdag aften, hvor Glenn holder afskedsfest for sine venner – han skal rejse til USA for at studere kunst i Oregon. De tilbringer endnu en nat sammen og skilles søndag morgen; Glenn skal pakke det sidste og Russel skal til fødselsdag ved sin lille guddatter – alligevel møder han op på stationen og siger farvel for sidste gang……..

“Weekend” var en supergod film! Først og fremmest fordi det var et portræt af to helt almindelige fyre…… Russel arbejder som livredder i en svømmehal og bor i en helt almindelig lejlighed i sådan noget surt, gråt betonbyggeri. Glenn er kunststuderende. Identifikationsfaktoren var helt i top……. men det var også en film som gjorde mig ekstremt deprimeret! Jeg var virkelig i dårligt humør, da jeg gik fra biografen og jeg var glad for at jeg var alene, for jeg havde slet ikke lyst til at tale med nogen. Det var en film som havde vakt en masse tanker og følelser…..

Fredag aften er Russel på homobar eller diskotek – noget i den retning. Instruktøren har fanget den helt rigtige stemning i filmen – Russel er helt alene og taler ikke med nogen før han møder Glenn. Det er lige som i virkeligheden; man har en fornemmelse af, at de fleste kun taler med dem som de allerede har knaldet med eller dem som de forsøger at score. Jo flere man har knaldet med, jo flere venner har man i det miljø…. og hvis man ikke har knaldet med nogen, så har man ingen venner. Så er man helt udenfor. Ingen tvivl om, at det er en oplevelse som mange vil genkende……

Der bliver drukket en masse både fredag og lørdag. De ryger en masse joints, sniffer en række baner og ryger et eller andet i en lille glaspibe. Jeg har aldrig taget stoffet og derfor ved jeg ikke hvad det var. Men tager folk virkelig så mange stoffer? Ja, det tror jeg faktisk at de gør. Både hetero-og homoseksuelle. Man får det indtryk, at livet er en lang række af eskapismer – alkohol, stoffer, sex…… man bruger enhver mulighed for at flygte fra virkeligheden et kort øjeblik. I stedet kunne de prøve at skabe en virkelighed som de kan leve med, men det er lige som ikke en reel mulighed.

Slutningen var det mest deprimerende, netop fordi det var den eneste plausible slutning. Man kan forestille sig mange andre slutninger, men ingen af dem er troværdige. Det virker enormt deprimerende, fordi det er tydeligt, at de har udviklet interesse dybere end bare sex. Det giver sådan en overvældende følelse af meningsløshed…..

Men der er også et positivt budskab i filmen; de to mænd taler om at springe ud for venner og familie. Det var et vigtigt emne da man var 18 eller 20, og jeg synes egentlig, at de to mænd er for gamle til den snak. Men instruktøren har alligevel en pointe – der er grader af at være sprunget ud. Er det nok at fortælle venner og bekendte at man er bøsse, hvis man alligevel spalter sin eksistens i to dele og slet ikke fortæller dem noget om forhold, mænd, kærester o.lign. Er man så sprunget ud? Russels bedste heteroven fortæller, at han er ked af, at Russel aldrig fortæller noget om sit liv…. jeg tror det er en meget vigtigt pointe. Mange tør ikke spørge, for de vil ikke være nysgerrige. Man vil gerne respektere andre folks grænser og deres integritet. Og mange bøsser vil ikke selv fortælle om denne del af deres liv, fordi de er bange for at blive fordømt, såret eller set ned på – og der er selvfølgelig også mange tilfælde hvor de har ret. Det er okay, at være homo, bare du ikke viser det eller fortæller om det – jeg tror det er en holdning som man finder hos mange heteroseksuelle. Men sandelig også blandt mange homoseksuelle…… her har filmen klart et positivt budskab om at komme ud af skabet. Helt ud af skabet….. men jeg kan godt lide, at filmen først og fremmest lægger ansvaret på de homoseksuelle selv.

De to mænd skilles søndag eftermiddag på en togstation, men de har hinandens telefonnumre og man har jo lov til at håbe…… uden dette håb, så bliver slutningen næsten for ubærlig. Jeg skal se endnu en film fredag og jeg håber, at den ender helt anderledes. Ovenpå “Weekend” har jeg brug for at se en rigtig feelgood film!

Jeg er ikke en frisk dreng med kridhvide ben i næsen og solbrændte ben om sommeren. Jeg er ikke den romantiske type med stearinlys og et glas rødvin i sofaen….

Hovedpersonen Bjørn – som deler fornavn med forfatteren – vokser op på en rideskole i vestjylland med en depressiv mor og to brødre. Faren forlod dem da Bjørn var 6 og flyttede sammen med en anden Dame i Lemvig. Bjørn forelsker sig i sin ridelære: “Ridebuksernes læder op ad inderlårene, syningen i skridtet, rundt om sældet, hud og hud(…) ridelærerens grove hænder. Ja.” Da han er 15 indleder de et sadomasochistisk forhold. Forholdet har sine op og nedture – men de holder hinanden fast med gensidige trusler om afsløringer, hvis den ene svigter den anden. Det bliver snart uklart hvem der egentlig har magten i forholdet.

Forholdet stopper, da Bjørn afslører forholdet for et par veninder. Bjørn bliver sendt på kostskole og flytter derfra til København, hvor han bliver trækkerdreng: “…og snart står kunderne i kø for at komme i kanen med ham. Bjørn er en drøm af en pikslikker, Bjørn kan tage et 22 centimeter langt lem til roden og samtidig bruge tungen på de spændte testikler, en kat, der slikker to nyfødte dueunger rene for slim og smat, Bjørns svælg er en varm og grådig grotte, Bjørn sluger sperm, som var det mælk og honning. Bjørns pik er blød granit i forsømte røvhuller, Bjørns nosser klasker mod glatbarberede baller i timevis, Bjørn pisker inderlår, rygstykker til blods, binder mænd på hænder og fødder og sætter klemmer i pung, mellemkød brystvorter. Bjørn er en araberhingst, der besprøjter blodrøde ganer med varm, hvid sæd…..

Bjørn møder en sangerinde, som en gang har været en mand(Sandra Day?) – han bliver ansat som hendes sekretær og hjælper med at skrive hendes selvbiografi. Han skriver et skuespil – i forbindelse med en af forestillingerne møder han igen ridelæreren.

Og hvad sker der så? Jeg er ikke helt sikker…… romanen er skrevet i korte fragmenter, hvor oplevelser, refleksioner, drømme og fantasier blander sig med hinanden. Jeg kan egentlig godt lide denne struktur – desværre bliver det til elitær forfatterskole-litteratur, hvor stilen bliver vigtigere end indholdet. Ofte bliver sproget så kunstigt, kryptisk og teatralsk, at det halve kunne være nok – uanset hvor meget hovedpersonen skærer i sig selv, så kommer vi aldrig ind bag facaden. Jeg får aldrig etableret noget forhold eller nogen egentlig interesse for hovedpersonen, og dét er bogens problem.

Den bærende struktur udgøres af Bjørns seksuelle oplevelser – bogen indeholder alle tænkelige perversioner. Jeg er hverken bornert eller snerpet. Men der er intet pikant eller pirrende ved disse beskrivelser. Det er heller ikke ophidsende at læse. Alle disse avancerede seksuelle aktiviteter virker blot tomme og meningsløse….. og det er måske netop forfatterens pointe!

Alle anmelderne har bemærket og kommenteret sammenfaldet mellem forfatterens og hovedpersonens fornavne. Endvidere indeholder bogen et par billeder som mere end antyder, at historien skulle være selvbiografisk. Det er en foruroligende tanke….. men hvad er sandheden? Måske er disse billeder en del af fiktionen? Det kan naturligvis også være en bizar form for ekshibitionisme og selviscenesættelse? Svaret er irrelevant. Forfatteren og forlaget har defineret bogen som en roman. Derfor er forfatterens baggrund bogen uvedkommende. Den er bestemt ikke uinteressant – man skal bare ikke blande dem sammen! Men stilen fungerer som et skjold forfatteren løfter mellem læseren og bogens hovedperson. Hvis forfatteren virkelig er identisk med hovedpersonen, så kunne man fristes til at fortolke dette skjold som en forsvarsmekanisme, der beskytter forfatterens integritet; men det forhindrer også at læseren etablerer nogen seriøs relation til hovedpersonen. På den måde kan forfatterens personlige forhold til historien måske også være dens akilleshæl.

Bogens højdepunkter er forfatterens spydige beskrivelser af Lemvig: “Lemvig er Vestjyllands smilehul, Lemvig kan opdeles i Lem og Vig. Hvis man har et lem i Lemvig, har man pligt til at klappe en tilfældig, forbipasserende kvinde i røven ved højlys dag i Lemvig, jo flere klap, jo lysere striber i håret, jo nærmere Gud.” De mange sarkastiske beskrivelser af miljøet og mentaliteten i Lemvig, afslører en intens modvilje. Efter denne bog er jeg overbevidst om, at modviljen er gensidig……

Bogens kaotiske struktur afspejler hovedpersonens indre – på den måde lykkes det forfatteren at formidle en voldsom og stærkt foruroligende virkelighedsoplevelse. Det er en brutal historie om seksualitet, selvhad, selvdestruktion og dødsdrift – desværre virker bogen uforløst. Jeg bliver hverken fanget eller engageret – derfor føler jeg mig heller ikke tilfredsstillet som læser.

Anmeldt af Tue Andersen Nexø i Information.

Anmeldt af Lasse Horne Kjældgaard i Politiken.

Anmeldt af Erik Svendsen i JP.

Anmeldt af Anders Bentsen-Bøhm.

Jeg har været både gift og skilt…. det sidste var absolut det bedste og det klogeste! Det er selvfølgelig mere korrekt at sige, at jeg var i et registreret partnerskab. Men det lyder alt for klodset…….

Copenhagen pride 2011

I 1989  var Danmark det første land i verden, som tillod personer af samme køn at indgå registreret partnerskab. Men glæden over denne sejr blev hurtigt afløst af fornyet debat om emnet…. juridisk betød loven, at homoseksuelle par blev ligestillet med heteroseksuelle – med én undtagelse: adoption. Det er et emne som jeg ikke ved så meget om, så det vil jeg ikke forholde mig til.

I den seneste tid har debatten udviklet sig til et spørgsmål om ORD. Man mener simpelthen, at det er diskriminerende, at vielsesritualet slutter med at erklære parterne for “registrede partnere” i stedet for “rette ægtefolk”. Efter min mening er ligestilling et spørgsmål om juridiske rettigheder – ikke om ord og formuleringer. Derfor synes jeg det er absurd, at kalde det nuværende vielsesritual for diskriminerende.

Langt ude på venstrefløjen opererer man med et begreb som hedder “tvangsheteroseksualisering” – nåja, de har måske ret i, at vores samfund indoktrinerer børn ved hjælp af “tvangsheteroseksualisering”. Men 90% af alle børn er jo heteroseksuelle og derfor synes jeg ikke det er noget problem. Tværtimod synes jeg det er meget naturligt, at man som udgangspunkt antager at ens børn er heteroseksuelle.

Men her vil jeg stjæle venstrefløjens begreb, for jeg mener at det er “tvangsheteroseksualisering”, hvis jeg skal presses ind i et heteroseksuelt vielsesritual.  Hvis jeg blev gift igen og vi blev erklæret for “rette ægtefolk” skulle jeg så kalde min bedre halvdel for min mand? Og i så tilfælde, ville jeg så være hans kone? Men det er jo absurd. Og den samme problemstilling ville selvfølgelig gælde for ham. I ligestillingens navn kræver man en terminologi, som efter min bedste overbevisning, er uforenlig med at være homoseksuel. Jeg synes egentlig det er misbrug af ligestillingsbegrebet.

Jeg synes det er meget mere moderne og ligeværdigt at være partnere. Problemet er selvfølgelig, at begrebet er lidt diffust, fordi der findes så mange slags partnere; forretningspartnere, træningspartnere, osv. Hvis man siger; “det der er min partner”, så fortæller det ikke noget præcis om ens forhold. Men det er underordnet for mig. Jeg foretrækker stadig ordet “partner” og så skal jeg gerne forklare fremmede hvad det helt præcis dækker over. Men jeg synes det er rimeligt at sige at man er gift; det er muligvis ikke helt korrekt – på den anden side, så står altså ingen steder at det er forbudt.

Alan Hollinghurst: I skønhedens tjeneste.

Jonathan Coe: Godt skåret.

“In the Line af Beauty” handler om den homoseksuelle Nick Guest som bor til leje hos en velhavende engelsk politiker i London i 1980′ erne, da Margareth Thatcher styrede England med hård hånd. Bogen handler om stoffer, sex, Hiv og AIDS, undertrykkelse af sandheden, politisk korruption, overklassens tomme egoisme, økonomiske grådighed og deres fordærvede moral.
“In the Line af Beauty”(da. i skønhedens tjeneste) er skrevet af den homoseksuelle Alan Hollinghurst, som modtog den fornemme Bookerpris for bogen, hvilket er både absurd, uacceptabelt og utilgiveligt. Vi har læst historien før. Den første gang var F. Scott Fitzgerald der skrev “Den store Gatsby” og senere har den unge, engelske forfatter Jonathan Coe skrevet bogen “Godt skåret” (eng. What a Carve Up!). ALT hvad der står i “I skønhedens tjeneste” står også i “Godt skåret”. Der er absolut intet originalt ved Hollinghurst’ s bog.

“I skønhedens tjeneste” er en tung, meget langtrukken, jævnt kedelig, uinteressant og banal bog, som er komplet blottet for spænding. På nær en enkelt undtagelse(den gale søster) er alle personerne fuldstændig ligegyldige, tomme og flade. Det er naturligvis bevidst gjort af Alan Hollinghurst, men det er dybt kedeligt. Som læser er man faktisk fuldstændig ligeglad med alle disse personer, hvilket gør læsningen af den 453 sider lange bog til noget af en prøvelse. Det er ganske enkelt en dårlig bog og mens man læser længes man kun efter at den snart skal være færdig. Der er en hel del sex i bogen, men det er beskrevet så koldt og trivielt, at man længes dybt og inderligt efter Henry Millers sensuelle, sansemættede, ophidsende og livsbekræftende bøgers erotiske optrin som en effektiv modgift, mod den træthed og udmattelse der breder sig i kroppen mens man læser Alan Hollinghurst.

Jeg anbefaler, at man i stedet læser “Godt skåret” af Jonathan Coe, som er en fantastisk oplevelse. Man griner og græder sig gennem bogen, den er utrolig sjov og så skræmmende uhyggelig at det næsten er uudholdeligt. Hele vejen igennem bogen stiger spændingen til litterært set sjældne højder. Modsat Hollinghurst’ s bog, er det umuligt at lægge “Godt skåret” fra sig. Det er en skarp bog, med stærke angreb på den engelske politik i 80′ erne, på Margarethe Thatcher, USA, den amerikanske præsident og mange flere. Det er en bog som på alle måder sætter spørgsmålstegn ved den måde vi alle lever på og den tilværelse som vi er så vant til, at vi ikke længere tænker over den. Det er en grum og uhyggelig bog, med en skarp og bitter satire over mange af tilværelsens absurditeter.

“Godt skåret” er på alle måder bedre end “I skønhedens tjeneste”. Teknisk set er den bedre skrevet, den er mere spændende, mere uhyggelig …. jamen, der er bare mere af alting. Perspektivet er også større. Vi møder både taberne/ofrene for Thatchers politik og de rige kapitalisters grådighed. I sammenligning er Hollinghurst’s bog snæversynet og indskrænket. Den er så kedelig at man ønsker at glemme alt om den så hurtigt som muligt. “Godt skåret” er ikke en bog man bare lægger fra sig og glemmer igen. Den er nådesløs og ubarmhjertig mod læserne. Efterfølgende er det umuligt ikke at tage sin egen eksistens op til revurdering.

Den danske titel “I skønhedens tjeneste” er helt umulig og meningsløs. Det er taget fra den engelske kunstner Hogarth(1697-1764), der nok mest er kendt for hans serie “The Rake’ s Progress” der senere blev til en helt fantastisk opera, med musik af Stravinsky og libretto af Chester Kallman og W.H. Auden.
I hans bog “Analysis af beauty” beskriver Hogarth den buede linje som skønhedens linie. Den er skøn fordi den symboliserer livet. Han argumenter med, at der ikke findes lige linjer i naturen. Den lige linie symboliserer døden og findes i døde ting, som huse, veje og så videre. Den smukkeste linje, “The Line of Beauty” er dobbelt buen, altså bogstavet S. På side 188 står der i den danske oversættelse: “Den dobbelte bue var Hogarths “skønhedens linje”, det slangelignende glimt af et instinkt, at to kompulsioner, der blev fastholdt i en bevægelse”. Sammenholdt med titlen er der tale om en mærkelig og absurd uoverensstemmelse, der ganske enkelt er misvisende og slører titlens betydning.

Nogle læsere vil sikkert mene at dette er et groft indlæg. Det beklager jeg. Men det kan desværre ikke være anderledes. Det var en kedelig og trættende oplevelse at læse “I skønhedens tjeneste”, og dertil måtte jeg gang på gang tænke: Jamen, det her har jeg da bestemt læst før.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: