You are currently browsing the tag archive for the ‘Jacob Gade’ tag.

DUSIKA er Hovedstadsregionens Ungdomssymfoniorkester, som blev etableret i 1988. Der er cirka 50 medlemmer mellem 13 og 25 år. Fredag aften gav de sommerkoncert i Tivoli. 

Sommerkoncert i Tivoli

Koncerten begyndte med Johannes Brahms “Variationer over et tema af Joseph Haydn”. Det gik lidt tøvende og famlende…. jeg tror det er et meget svært og krævende værk, som rummer en stor kompleksitet. Men det er også mit indtryk, at der var en vis usikkerhed indbyrdes i orkestret. Det samme gjaldt vist mellem orkester og dirigent. Derfor lykkedes det ikke, at gøre værket rigtig levende. Hvis man husker, at det er et ungdomssymfoniorkester, så var det alligevel et ganske anstændigt resultat. 

Næste værk var “Introduction et rondo capriccioso” af Camille Saint-Saëns; først er der en blid baggrund af sværmeriske strygere; så kommer den sprøde violin med en melankolsk serenade. Det er bedårende smuk og helt vildt forførende. Senere stiger tempoet og Amalie Elmark spillede med flot virtuositet. Det var simpelthen pragtfuldt. Mine jungletrommer har fortalt mig, at Amalie Elmark var syg; hun havde fået influenza og var fyldt med medicin for at gennemføre denne koncert. Mon ikke denne “influenza” skyldtes en god blanding af spænding og nervøsitet? ….. jeg er rigtig glad for at Amalie Elmark gennemførte, for hun spillede virkelig flot. Hun har studeret to år på Juilliard School of Music i New York og efter sommerferie fortsætter hun på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Man kunne da godt høre, at Amalie Elmark ikke var professionel – ikke endnu. Men hun var saftsusme bedre end flere professionelle violinister som jeg har hørt. Der var så meget sjæl, varme og følsomhed i hendes spillestil. Der er ingen tvivl om, at jeg allerede er en stor fan af den unge Amalie Elmark. 

Det gik også meget bedre med orkestret; de kom igennem det svære værk af Brahms og jeg tror det gav dem mere selvtillid til Saint-Saëns, som de spillede rigtig flot.

Den flotte dirigent Christian Schmiedescamp.

Den flotte dirigent Christian Schmiedescamp.

Efter pausen spillede de Carl Nielsens symfoni nr. 1. Det gik ikke så godt med det første værk af Brahms. Det gik rimelig godt med værket af Saint-Saëns. Men Carl Nielsen – det gik helt fantastisk. Det var superflot og der var masser af højdepunkter: fx var der et fuldstændig sublimt klimaks efter 1. sats, hvor både paukerne og messingblæserne leverede en virkelig imponerende indsats. Og det samme må siges om klarinetterne – der var flere passager, hvor de spillede så smukt, at jeg fik helt ondt i maven. 

Derefter spillede de Jacob Gades vidunderlige “Tango Jalousie” som ekstranummer. Her spiller første violinen en altafgørende hovedrolle; der var lidt slinger i valsen – selv om det var en tango. Det er ikke så lang tid siden, at jeg hørte Tango jalousie sidste gang. Den gang blev værket spillet fuldstændig perfekt; men det blev tydeligvis spillet som ren rutine og derfor blev det lidt kedeligt. DUSIKA spillede med så meget energi, dynamik og engagement, at det uden nogen tvivl er den bedste “Tango jalousie” jeg nogensinde har hørt. Jeg var fuldstændig beruset af den smukke musik, da jeg forlod Tivolis koncertsal. 

DUSIKA og Christian Schmiedescamp

Jeg er temmelig imponeret over de unge menneskers niveau. Der sad en ung mand som spillede bratsch; han strøg konsekvent buen op, når alle de andre trak den ned – og omvendt. Men han var tydeligvis så koncentreret om at spille, at han måske slet ikke selv opdagede det. Og jeg tror ikke, at han ramte én eneste tone forkert – ikke én eneste. Jeg tror ikke han havde så meget erfaring. Til gengæld havde han masser af energi og fokus. 

Det samme gælder den unge mand på paukerne; for nyligt var jeg til en koncert, hvor jeg fik det indtryk, at den unge, kvindelige paukespiller hellere ville have været ALLE andre steder. DUSIKAs paukespiller havde masser af kraft, som han bestemt ikke var bange for at bruge. Men han forstod også at spille blidt og varsomt i de dæmpede passager. Man kunne sagtens have bildt mig ind, at den unge mand var topprofessionel! 

Jeg føler mig altid meget taknemmelig, når jeg oplever sådan en flok unge mennesker. Det samme gælder fx også Københavns drengekor. De kunne jo vælge så mange andre interesser; de kunne spille fodbold, de kunne spille videospil – eller hænge foran fjernsynet. I stedet bruger de en fredag aften på at give koncert i Tivolis koncertsal. For at komme så langt har de selvfølgelig også brugt et uendeligt antal timer på at øve og øve og øve…… en gang i fremtiden er der sikkert mange af dem, som bliver professionelle musikere. Så bliver musikken til et job for dem. Men det er et job, som giver mig og mange andre mennesker en umådelig stor glæde og fornøjelse. 

Christian Schmiedescamp er ansat som 2. basunist i Copenhagen Phil og Tivolis Symfoniorkester. Men han er også uddannet dirigent fra musikkonservatoriet. Selv om det kan være svært at beskrive med ord, så bliver det mere og mere tydeligt for mig, hvor forskellige alle dirigenter er. Alle dirigenter har deres egen særlige stil, som de bruger til at sætte deres personlige præg på musikken. Christian Schmiedescamp har en meget blød og smidig stil, som samtidig er meget viljefast. Det er også mit indtryk, at han er en meget opmærksom og omsorgsfuld dirigent. Det virkede som om, at han havde et stort overblik, som han hele tiden brugte til at støtte de musikere som enten var ved at få problemer eller dem som skulle igennem et stykke der krævede en særlig indsats af dem. Jeg tror det er derfor, at koncerten blev så god og vellykket, selv om den begyndte lidt famlende og usikkert. Det lykkedes dirigenten at hjælpe de unge mennesker over deres usikkerhed. Samtidig formåede han, at give musikken masser af liv og personligt aftryk. Sikken en indsats! Jeg er dybt imponeret…………….. 

4 stjerner

DUSIKA med solist Amalie Elmark på violin og dirigent Christian Schmiedescamp.

Ungdomssymfoniorkesteret DUSIKA med solist Amalie Elmark på violin og dirigent Christian Schmiedescamp.

I går – tirsdag d. 16. april – var det dronningens fødselsdag. Jeg tog toget til København sammen med min næsten-nabo Lise, for at vinke til dronningen på Amalienborg slotsplads. 

Kongehuset koster kassen

Når man diskuterer monarkiets berettigelse i vores moderne samfund, så er der rigtig mange som mener, at man kunne bruge de mange millioner som kongehuset koster på en bedre og fornuftigere måde. Disse mennesker har åbenbart en forestilling om, at det er gratis at have en præsident. Men en præsident skal naturligvis også bo repræsentativt. En præsident skal også repræsentere Danmark med statsbesøg i udlandet. En præsident skal også holde flotte gallamiddage, når der er statsbesøg i Danmark. En præsident har også brug for biler, chauffører, kokke, rengøringspersonale, mv. Derudover ejer den danske stat de fleste af kongefamiliens slotte; de er nationale klenodier og skal naturligvis også vedligeholdes i fremtiden. 

En præsident ville koste nogenlunde det samme som vores kongehus

Dronning Margrethe, prins Henrik, kronprins Frederik og prins Joachim.

Dronning Margrethe, prins Henrik, kronprins Frederik og prins Joachim.

Det er ikke svært, at finde mere intelligente og seriøse argumenter imod monarkiet; selvfølgelig er det imod de demokratiske principper, som de fleste af os hylder, at vi har en familie som automatisk fødes med særlige privilegier. Monarkiet er også en krænkelse af de mest basale menneskerettigheder; medlemmer af den danske kongefamilie har hverken ytringsfrihed, stemmeret eller religionsfrihed. 

Med jævne mellemrum udgiver Amnesty International en rapport om, hvordan menneskerettighederne bliver overholdt og respekteret i alverdens lande. Danmark er blevet kritiseret både for isolationsfængslinger og forholdene i de danske asylcentre. Man kan jo godt undre sig over, at de aldrig har kritiseret den krænkelse af menneskerettighederne, som er indbygget i det konstitutionelle monarki. Man kan naturligvis forsvare det med, at medlemmerne i det danske kongehus til enhver tid har mulighed for at forlade deres priviligerede position og fraskrive sig alle deres kongelige rettigheder. Men er det godt nok for en idealistisk organisation som Amnesty? 

Kort sagt – der er flere gode og seriøse argumenter imod monarkiet. Men det interesserer ikke ret mange mennesker. De fleste republikanere forholder sig udelukkende til spørgsmålet om pengene, selv om det er et fuldstændig meningsløst argument – som jeg allerede har redegjort for ovenfor. Resultatet er en debat på et meget lavt og småligt niveau. 

Når man undersøger befolkningens opbakning til kongehuset, så ligger den omkring 80% – nogen gange lidt over, andre gange lidt under. I forhold til denne tilslutning, så kan det sandelig også godt undre mig, at debatten om kongehuset fylder så meget i medierne. Disse mennesker har naturligvis ret til at bruge deres ytringsfrihed; men jeg synes det er paradoksalt, at kongehuset ikke selv har ret til at deltage i denne debat, da de ikke har ret til at ytre sig om politiske emner. 

Jeg støtter kongehuset

Når man står på Amalienborg slotsplads sådan en dejlig varm dag, hvor forårssolen vælder ned over de mange mennesker, så mærker man monarkiets evne til at samle alle dele af befolkningen; og man oplever jo det samme, når kongeparret besøger andre dele af landet. Der opstår automatisk et stort fællesskab omkring kongefamilien, som involverer mennesker fra de mest forskellige samfundsgrupper. Derfor er det altid en dejlig oplevelse at stå på slotspladsen når dronningen har fødselsdag. 

Samtidig repræsenterer kongehuset nogle historiske rødder og en historisk bevidsthed, som en præsident aldrig ville kunne. På den måde har kongehuset en stor værdi, som man slet ikke kan gøre op i penge. 

Den kongelige livgarde spiller.

Den kongelige livgarde spiller.

Endelig så skal man ikke undervurdere, hvor meget kongehuset betyder for erhvervslivet – og dermed hele det danske samfund. Når kongefamilien er på statsbesøg, så er det altid i følge med en hel delegation af ledere fra erhvervslivet. Men de er jo ikke på nogen fornøjelsestur – de deltager for at skabe forretningsforbindelser i udlandet. De er også med i planlægningen, hvor de kan foreslå dronningen hvilke virksomheder de gerne selv vil besøge. Derefter kan hofmarskallen kontakte de pågældende virksomheder og der er jo ingen som siger nej til at få besøg af en dronning – og hendes følge. Det giver selvfølgelig en opmærksomhed og en anerkendelse, som giver disse virksomheder en masse prestige i lokalområdet, selv om det er langt væk fra Danmark. Men det frister selvfølgelig også, at disse erhvervsledere efterfølgende bliver inviteret med til dronningens glamourøse gallamiddag. Her får de danske og de udenlandske ledere så mulighed for at mødes endnu en gang og skabe grundlaget for et fremtidigt samarbejde. 

Jeg synes det er et meget fint og diplomatisk samarbejde; jeg er også helt sikker på, at danske erhvervsledere har ret, når de fortæller, at kongehuset kan åbne mange døre i udlandet, som de ikke selv har en chance for at komme igennem. 

Når danske virksomheder kan skabe sådan nogle kontakter i udlandet, så skaber det danske arbejdspladser og klingende mønt i statskassen. Selv om mange har forsøgt, så er det nok svært at opgøre, hvor meget kongehuset tjener ind til samfundet. Men alle undersøgelser har vist, at det er væsentligt mere end de koster. Dét skal man selvfølgelig også huske, når man taler om udgifterne til kongehuset. 

Amalienborg slotsplads

Amalienborg slotsplads – tryk på billedet og se alle de glade mennesker i stort format.

Asiatiske forårsruller i Grøften.

Asiatiske forårsruller i Grøften.

Efter en rigtig dejlig oplevelse på Amalienborg slotsplads, så fik vi is ved ParadIs – for mig var det årets første, men det var jo også årets første rigtige forårsdag. Hos ParadIs er alle sorbetis veganske – chokoladesorbet er min favorit. Vi gik over gammeltorv, hvor vi så guldæblerne i Caritas brønden, og fortsatte til Tivoli, hvor vi spiste frokost i Grøften. Jeg fik dagens vegetarret, som var asiatiske forårsruller – hvis man beder om det og hvis der ikke er for travlt, så laver de gerne en vegansk udgave. Jeg har fået dem før og de smager helt fantastisk. Denne gang smagte de endnu bedre, fordi de blev serveret af en meget charmerende tjener; han var altså ret lækker! Da vi skulle gå var jeg lidt i tvivl om jeg skulle lægge drikkepenge eller mit telefonnummer….. jeg nøjedes med drikkepenge.

Susanne Elmark synger på Plænen i Tivoli.

Susanne Elmark synger på Plænen i Tivoli.

Derefter var der koncert på plænen med Tivolis promenadeorkester, som i dagens anledning lagde ud med Dronning Margrethe d.  IIs parademarch. Dernæst indtog den danske sopran Susanne Elmark scenen; hun lagde stærkt ud med O mio babbino caro. Det er normalt et nummer man bruger som klimaks eller finale i en koncert, så det var meget usædvanligt at opleve det som første nummer. Dernæst fulgte Frühlingsstimmen af Johann Strauss. Der var også en svensk tenor som skulle synge, men det havde været en meget lang dag….. derfor valgte jeg at smutte, før han kom på scenen. 

Jeg smuttede diskret over plænen, mens Tivolis promenadeorkester spillede Jacob Gades fejende flotte Tango jalousie. Det var den perfekte slutning på en meget lang – men også en meget god – dag! 

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: