You are currently browsing the tag archive for the ‘Johannes Brahms’ tag.

I går gav Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Symfoniorkester koncert i Tivolis Koncertsal og det var på alle måder en helt utrolig flot, spændende og usædvanlig vellykket koncert. Jeg er stadig en lille smule beruset og eksalteret!

Koncerten begyndte med “Sechs Stücke” af Anton Webern – spændende, dynamisk, mystisk og ekspressionistisk musik. Men også udfordrende. På et tidspunkt skriger alle messingblæserne. Nej, jeg overdriver ikke. De skriger! Det var bestemt ikke rart. Men den slags kan bruges til at skabe nogle spændinger og kontraster i musikken, så det har jo alligevel en funktion.

Giovanni Punzi og Aaron Copland

Jeg var sammen med en af mine venner til denne koncert. Vi var så heldige, at vi løb ind i Tivoli Garden både før og efter koncerten. Copyright: Jens Drejer.

Jeg var sammen med en af mine venner til denne koncert. Vi var så heldige, at vi løb ind i Tivoli Garden både før og efter koncerten. Copyright: Jens Drejer.

Det næste værk var Aaron Coplands pragtfulde og helt fantastiske klarinetkoncert, som jeg også hørte for et par uger siden med Kammerorkestret Arco og Jonas Lyskjær Frølund som solist. Denne gang var solisten Giovanni Punzi, som spiller i Tivolis Symfoniorkester – også kendte som Copenhagen Phil. Værket begynder blidt og dæmpet med en meget sorgfuld og melankolsk stemning. Så følger en vidunderlig solo, fyldt med boblende og legesyge toner der svinger sig gennem luften som musikalske arabesker. Derefter vender Giovanni Punzi sig mod dirigenten og kigger ham lige i øjnene, som om han vil blæse ham et stykke … eller udfordre ham til en musikalsk duel; dirigenten accepterer udfordringen, han løfter taktstokken, orkestret begynder igen at spille og resultatet er en masse fantastisk musik. Der var masser af øjenkontakt mellem Giovanni Punzi og Giordano Bellincampi – det er mit indtryk, at de to landsmænd havde en fest på scenen.

Jeg synes efterhånden det er lidt banalt,  når sangere eller musikere smider skoene for at være smarte og moderne. Alligevel tror jeg aldrig jeg glemmer, hvordan smukke Giovanni Punzi dansede rundt på scenen i sorte bukser, sort vest, hvid skjorte der hang uden på bukserne og bare fødder … jeg indrømmer, at mit hjerte stopper et øjeblik og springer et slag over, når jeg tænker på denne oplevelse. Det var en magisk og fuldstændig uforglemmelig oplevelse!

Anna Egholm og Maurice Ravel

Koncertens første del sluttede med Maurice Ravels “Tzigane” med Anna Egholm som solist – Anne Egholm, som jeg også oplevede for et par uger siden, hvor hun medvirkede ved den samme koncert, hvor Arco spillede Coplands klarinetkoncert. På den måde var det en koncert med mange deja-vu-oplevelser, men det var bestemt ikke dårligt. Tværtimod. Hvert eneste gensyn var en glædelig oplevelse. 

“Tzigane” begynder meget dæmpet med en skærende melankoli i tonerne – musikken er fyldt med vemod og ensomhed. Men hurtigt stiger både tempoet og intensiteten, og værket udvikler sig til en opvisning i ekstravagant virtuositet og ekvilibrisme. Jeg kan ikke spille violin – jeg er slet ikke musiker. Derfor skal jeg passe på, at jeg ikke skriver noget sludder. Men jeg tror, at det kræver et talent på det allerhøjeste niveau at spille dette værk. Jeg plejer at skrive små noter, mens jeg lytter til musikken – men jeg fik slet ikke skrevet noget som helst, mens Anna Egholm spillede. I stedet sad jeg fuldstændig tryllebundet og fulgte hendes bevægelser – med den ene hånd filede hun løs med buen, mens fingrene på den anden hånd fløj frem og tilbage over strengene i et rasende tempo. Der var helt stille i salen, mens publikum holdt vejret og lyttede …. jeg ved godt, at disse musikere øver sig i tusindvis af timer. Ikke desto mindre, så synes jeg det er et mirakel hver eneste gang jeg oplever en musiker der spiller på den måde uden at snuble en eneste gang.

Johannes Brahms: Symfoni nr. 2

Efter pausen spillede de Brahms 2. symfoni – et meget spændende, kraftfuldt og dramatisk værk. Det var den helt perfekte afslutning på denne koncert. Alle musikerne spillede med masser af kraft og energi – de gav publikum fire levende og intense værker. Jeg var mindst begejstret for det allerførste værk af Webern – men jeg synes alligevel, at det var et perfekt værk at begynde med. Det var så nyt og anderledes – derfor blev min opmærksomhed straks fanget. Tempoet og intensiteten blev skruet en tand i vejret med Coplands klarinetkoncert og den fik en tand mere med Ravels “Tzigane” – langsomt blev publikum trukket længere og længere ind i en musikalsk drømmetilstand, hvor man glemte alt om verden uden for. Da vi nåede til Brahms symfoni, følte jeg det som om, at mit sind var fuldstændig renset for alle tanker og forstyrrende elementer – og så kunne musikken bare strømme igennem mig uden nogen forhindringer. Denne koncert var fuldstændig perfekt fra start til slut og jeg nød hvert eneste minut. Sikken en oplevelse!

Tivolis Koncertsal - maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis Koncertsal – juni 2016. Copyright: Jens Drejer.

I går var jeg til koncert i Sankt Petri Kirke med Mogens Dahl Kammerkor. Det var en fantastisk aften og en meget speciel koncert – jeg har i hvert fald aldrig oplevet noget lignende.

Skt. Petri kirke var kun oplyst af stearinlys. Copyright: Jens Drejer.

Skt. Petri kirke var kun oplyst af stearinlys. Copyright: Jens Drejer.

Da koret begyndte at synge, kunne man ikke se dem nogen steder – alle folk sad og drejede sig for at se, hvor lyden kom fra. Det var en lille del af Mogens Dahl Kammerkor, som stod i et af kirkens bageste hjørner. De sang kun et lille stykke. Så fortsatte en anden del af koret fra et andet hjørne og derefter var der en tredje del, som fortsatte fra et helt tredje hjørne i kirken. De tre grupper skiftedes til at synge indtil de sluttede med at synge den sidste sætning sammen. Det var ren magi!

Arrangementet var et led i festivallen “Golden Days“, der har fokus på kulturarv. Mellem de mange musikalsk værker fortalte forfatter og kulturdebatør Knud Romer om, hvordan den danske kulturarv er et resultat af samspillet med kulturen i vores nabolande – med særligt fokus på Tyskland. Skt. Petri er jo en tysk kirke og Knud Romer er selv halvt tysker. Han hævdede, at vi danskere har glemt vores tyske kulturarv. Har han ret? Jeg er ikke enig, men det handler måske om, at jeg i forvejen læser både I. P. Jacobsen, Rilke, osv. Jeg ved også godt, at juletræet stammer fra Tyskland. Jeg er selvfølgelig også klar over, at den danske folkekirke er et resultat af Martin Luthers reformation. Alt det vidste jeg godt i forvejen og jeg er temmelig sikker på, at langt den største del af aftenens publikum kunne sige det samme. Men det er ikke sundt, at være alt for egocentreret – det er jo meget muligt, at Knud Romer har ret, hvis man taler om befolkningen som helhed, og derfor er det selvfølgelig et meget relevant tema.

Den dansk-tyske forfatter, kulturdebatør og reklamemand Knud Romer. Copyright: Jens Drejer.

Den dansk-tyske forfatter, kulturdebatør og reklamemand Knud Romer. Copyright: Jens Drejer.

Derefter sang koret “Warum ist das Licht gegeben dem Mühseligen” af Johannes Brahms – dette værk består af tekster fra biblen. Gang på gang befinder jeg mig i sådan en situation, hvor jeg tænker, at det er altså lidt underligt for sådan en ærke-ateist som mig. Det er gudsforholdet i disse værker, som volder mig kvaler – men det er jo utrolig smuk musik og jeg bliver virkelig grebet. Og det er jo ikke bare musikken, som er smuk – teksten er også smuk. Jeg kan sagtens forholde mig til både temaet og budskabet. Det er bare ham der Gud, som volder mig lidt besvær.

Efter dette lille foredrag skulle vi alle sammen rejse os. Bagest i kirken var der er en lille udbygning i kirkerummet, hvor en af sangerne fra koret spillede på guitar og sang “Kom maj, du søde milde”. Samtidig var denne del af kirken kun oplyst af en syv-armet lysestage. Det var utrolig smukt og inderligt – sikken en stemme og sikken en stemning! Det var helt klart et af mange højdepunkter i denne koncert. Bagefter mindede Knud Romer os om, at musikken var skrevet af Mozart og teksten var skrevet af den tyske forfatter Christian A. Overbeck. “Kom maj, du søde milde” er altså en tysk sang, som er oversat til dansk. På den måde illustrerede Knud Romer, at den kulturarv som vi opfatter som kernedansk, ofte er tysk! 

Skt. Petri Kirkes berømte krypt, før koncerten. Copyright: Jens Drejer.

Skt. Petri Kirkes berømte krypt, før koncerten. Copyright: Jens Drejer.

Derefter vandrede vi over til kirkens berømte krypt, hvor mange af Danmarks kendte personer er begravet – jeg skrev “Danmarks kendte personer”. Pointen var selvfølgelig at minde os alle sammen om, at alle disse personer har deres rødder i Tyskland. Det er selvfølgelig derfor, at de er begravet i den tyske kirkes krypt. Her fortalte Knud Romer særligt om Struensee og hans umådelige betydning for det danske samfund og udviklingen af det danske demokrati.

I krypten sang koret “Vor Gud han er så fast en borg”. Herefter var det hensigten, at arrangementet skulle fortsætte ude i den gamle urtegård, men det regnede temmelig meget – derfor fik vi også de tre næste værker i krypten. Det var tre værker af Wilhelm Stenhammar med tekster af I. P. Jacobsen. Jeg elsker I. P. Jacobsen – han er den eneste digter, hvis værker jeg kan citere udenad. Det skal ikke forstås sådan, at jeg kan citere hele værker – nej, nej, det er skam bare nogle enkelte strofer. Jeg synes, at I. P. Jacobsen er den største stillist vi nogensinde har haft i Danmark, og jeg nyder at tage hans bøger ud af bogreolen, blot for at læse nogle få sider. Bare jeg læser nogle få linjer af I. P. Jacobsens smukke sprog, så bliver jeg simpelthen beruset. Nu har jeg vist forklaret, at jeg har et meget tæt forhold til I. P. Jacobsen – derfor var det en stor overraskelse for mig, at et af værkerne havde en tekst af I. P. Jacobsen, som jeg er overbevist om, at jeg aldrig har set, hørt eller læst før: “Havde jeg, O havde jeg en dattersøn, O ja“.

Koncerten fortsatte inde i kirken, hvor koret først sang seks smukke og fænomenale værker af Paul Hindemith. Teksterne var skrevet af den tyske forfatter Rainer Maria Rilke, men de er skrevet på fransk og dermed var dette værk endnu et eksempel på grænseoverskridende kulturudveksling. Det var helt klart endnu et højdepunkt i koncerten.

Interieur fra krypten. Copyright: Jens Drejer.

Interieur fra krypten. Copyright: Jens Drejer.

Så kommer vi endelig til koncertens absolutte højdepunkt: “Drømmesange” med musik af Per Nørgård og tekst af Finn Methling. Under opførelsen af dette værk, blev koret ledsaget af slagtøjsgruppen EKKOZONE. Det er noget af det smukkest musik jeg nogensinde har hørt og jeg må indrømme, at jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal beskrive det. Det var rytmisk, gribende og berusende – men også meget dramatisk og voldsomt. Det var meget smukt, men det var saftsusme også foruroligende og uhyggeligt. Jeg føler det som om, at jeg ikke rigtig kan slippe det igen. Der var nogle hypnotiserende rytmer i værket, som jeg slet ikke kan få ud af kroppen. Jeg er nødt til at høre værket igen. Jeg kunne selvfølgelig undersøge om der er nogen som har indspillet Per Nørgårds “Drømmesange” på CD – men en CD kan jo aldrig konkurrere med levende musik. Det var en stærk oplevelse, som jeg gerne vil opleve igen – derfor vil jeg hellere vente til jeg igen får mulighed for at opleve en koncert, hvor de opføre værket.

Koncerten sluttede med, at Mogens Dahl Kammerkor sang “Waldesnacht” af Johannes Brahms – en meget smuk afslutning.

Det var på alle måder en fantastisk aften og en suveræn koncert. Jeg nød hvert eneste minut. Det er først gang jeg var til koncert med Mogens Dahl Kammerkor, men det bliver bestemt ikke sidste gang!

Når jeg tager billeder til sådan et arrangement, så slår jeg lyd, blitz og hjælpelys fra. Samtidig tager jeg kun et enkelt billede eller to. Cirka. Derfor kan det være svært at få et rigtig godt billede. Dette billede er bestemt ikke særlig godt, men det viser stemningen fra arrangementet og derfor skal det med alligevel. Copryright: Jens Drejer.

Når jeg tager billeder til sådan et arrangement, så slår jeg lyd, blitz og hjælpelys fra. Samtidig tager jeg kun et enkelt billede eller to – cirka. Derfor kan det være svært at få et godt billede. Dette billede er bestemt ikke særlig vellykket, men det viser stemningen fra arrangementet og derfor skal det med alligevel. Copryright: Jens Drejer.

Tirsdag aften opførte Koncertforeningens kor og orkester “Ein deutsches Requiem” af Johannes Brahms. Værket indgår naturligvis i kategorien af storslåede dødsmesser, sammen med Mozarts requiem, Verdis requiem, Faurés requiem og mange flere – alligevel er Brahms requiem på alle måder helt unik og forskellig fra de andre værker i denne kategori.

Et requiem er en katolsk dødsmesse, som stammer fra 900-tallet, hvor man indførte en fast årlig bededag for alle døde – Allesjælesdag d. 2. november. “Requiem aeternam dona eis, Domine” / “Herre, giv dem den evige hvile” – sådan lyder den første sætning i den romersk-katolske messe, som udgør hovedparten af teksten. Hymnen “Dies Irae” er dog en senere tilføjelse, som man mener er skrevet af Franciskanermunken Thomas af Celano.

Oprindeligt blev messen fremført som en enstemmig sang i den gregoriansk tradition. I begyndelsen af 1400-tallet blev messen først flerstemmig og dernæst begyndte man også at sætte musik til. Komponisterne valgte frit hvilke dele af messen de ville bruge og hvordan de ville sætte delene sammen. Det har givet os nogle store kor – og orkesterværker, som er vidt forskellige.

Brahms – Ein deutsches Requiem

Johannes Brahms(1833-1897) bryder med alle de gamle traditioner, da han skriver sit requiem. Brahms var protestant – ikke katolik. Han var vist ikke særlig troende, men brugte alligevel biblen flittigt og var meget biblekyndig. Da han begyndte at skrive sit requiem forkastede han den katolske dødsmesse og brugte i stedet nøje udvalgte steder fra biblen: “Selig sind, die da Leid tragen, denn sie sollen getröstet werden” / “Salige er de, som sørger, thi de skal trøstes” – sådan lyder den første sætning fra Brahms requiem, som stammer fra Matthæus-evangeliet.

Dirigenten Steen Lindholm med de to solister.

Dirigenten Steen Lindholm med de to solister.

Hvis vi sammenligner de første sætninger fra hhv. den katolske dødsmesse og teksten til Brahms requiem, så er der én stor forskel som straks springer i øjnene: i den katolske dødsmesse er formålet klart og tydeligt, at bede for de dødes sjæle. Den første sætning i Brahms requiem er også en hensigtserklæring, hvor det gøres klart, at de som sørger – dvs. de efterladte – skal trøstes. Eller sagt på en anden måde – Brahms skrev sit requiem til de levende. Hvis vi skal bruge begreber fra den moderne psykologi, så ønskede Brahms altså, at hans requiem skulle være en slags datidens sorgarbejde. Men teksten rummer en slags dobbelthed, for den fungerer også som et budskab til de levende, som en slags memento mori, der maner til fordybelse og eftertanke.

Jeg synes, at der er noget gribende og forførende i, at Brahms selv har fundet og valgt hver eneste sætning; når jeg kigger på den ene sætning efter den anden, så kan jeg ikke lade være med at overveje, hvorfor han valgte netop denne sætning … hvad betød præcis denne sætning for Johannes Brahms og hvilket budskab ønskede han at viderebringe til os … Brahms requiem adskiller sig fra de andre store requiemmer på endnu et punkt, som er sproget. Han valgte nemlig at teksten skulle være på tysk – ikke latin. Det er selvfølgelig den simple forklaring på den usædvanlige titel. 

En flot og meget vellykket koncert

Brahms requiem er ikke lige så æterisk smukt som Mozarts requiem. Det er heller ikke så dramatisk som Verdis requiem eller så voldsomt som Berlioz. Brahms requiem er et dybt og kraftfuld hav af stemmer og toner, som bruser ud over publikum.

Den danske baryton Thomas Storm.

Den danske baryton Thomas Storm.

Jeg elsker de skønne, mørke pauker, som presser både intensiteten og lydniveauet til tops i anden sats – det er som en brusende bølge der stiger og stiger, indtil den vælter ned over publikum med sådan en kraft, at man får et stort sug i maven. Det er helt klart et af værkets højdepunkter for mig og Koncertforeningen gav mig det helt rigtige sug i maven. Det føltes som om, at benene blev revet væk under mig!

I tredje sats møder vi endelig den første af solisterne – den danske baryton Thomas Storm. Han har en superlækker, meget maskulin og kraftfuld stemme; men hans stemme har også en helt usædvanlig varm undertone, som gør den supersexet. Thomas Storm blev uddannet fra Det Fynske Musikkonservatorium i 2007. Siden blev han optaget på Operaakademiet og han havde sin debut på Det kongelige teater i 2009. Thomas Storm har både talent, format og et stort potentiale ….. det bliver spændende at se, hvor længe vi får lov til at beholde ham her i Danmark. Det var en suveræn fornøjelse at høre ham i Brahms requiem!

I tredje sats var der også en basun som spillede helt exceptionelt flot – desværre var det temmelig kort. Man nåede næsten ikke at nyde det før det allerede var slut igen.

Sopran Sólrun Braggadóttir er født på Island, men bor nu i Danmark.

Sopran Sólrun Braggadóttir er født på Island, men bor nu i Danmark.

I fjerde sats er det endelig sopranens tur til at synge; Sólrun Bragadóttir har en meget klar og fyldig stemme, med en rigtig flot vibrato. Jeg synes dog ikke, at hendes stemme havde den samme vitalitet som udmærkede både Thomas Storm og koret.

I den første del af sjette sats fangede kontrabasserne min opmærksomhed; de spillede en meget mørk og tung baggrundsrolle. Jeg fik den tanke, at det lød som døden der nærmede sig uendelig langsomt med uendeligt tunge skridt – et skridt af gangen, det ene skridt efter det andet. Det passede jo også ret godt til helheden, hvis det havde været sådan en slags indbygget memento mori. Jeg har prøvet at lytte til denne sats på min egen CD(med John Eliot Gardiner som dirigent) – her spiller kontrabasserne en mindre markant rolle og det har slet ikke den samme virkning. Jeg har også prøvet at lytte til andre optagelser på nettet, hvor jeg heller ikke oplever det samme. Er der noget galt med min hørelse? Nixen bixen! Men det viser bare, at en indspilning kan aldrig konkurrere med den oplevelse som man har i en koncertsal. Lyden er anderledes, men det betyder også en hel del, at man kan se alle instrumenterne.

I syvende og sidste sats er der flere forsøg på at skabe et klimaks, men det bliver aldrig til mere end det ene forsøg efter det andet – komponistens forsøg, vel at mærke! –  i stedet svinder musikken og korets stemmer længere og længere bort. På den ene side kan man få en vision om, at koret langsomt synker ned i jordens mulm og mørke. På den anden side kan man også tænke, at finalen illustrerer en accept eller en underkastelse under omstændighedernes magt – vi skal alle dø før eller siden. Dét er livets grundvilkår. Man er nødt til at bøje nakken og finde sig i det – der er ikke andre muligheder. 

Koncertforeningens kor og orkester

Dirigent Steen Lindholm.

Dirigent Steen Lindholm.

For et par dage siden var jeg til koncert med Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester – et helt fantastisk symfoniorkester for amatørmusikere. Koncertforeningens kor og orkester tilhører også amatørkategorien “Con amore”. Hvor er det dejligt, at der er så mange mennesker, som gider at bruge deres fritid på den slags. Det er til stor glæde for rigtig mange mennesker, som fx mig! Og man skal bestemt ikke undervurdere hvor meget alle disse mennesker betyder for det danske musikliv.

Koncertforeningens orkester spillede med masser af styrke, kraft og energi – der var masser af skønne detaljer og højdepunkter. Jeg har selvfølgelig kun nævnt nogle få af dem i dette indlæg. Koret havde også en imponerende styrke – det kan godt være, at de er amatører, men det kan man bestemt ikke høre. En lille smule kritik – jeg synes måske, at tempoet kunne have været en anelse hurtigere. Jeg tror, at det havde givet værket en smule mere dynamik. Men det er nok et spørgsmål om smag og behag. Alt i alt så var det en flot og meget vellykket koncert, som jeg nød fra start til slut.

5 stjerner

Koncertforeningens kor og orkester i Tivolis koncertsal.

Koncertforeningens kor og orkester i Tivolis koncertsal.

Den danske strygekvart” har masser af succes for tiden; I 2013 modtog Rune Tonsgaard Sørensen Kronprinsparrets Stjernedryspris. I 2013 fik kvartetten den overordentlig flotte udmærkelse og anerkendelse, at de kunne tiltræde recidencies både hos engelske BBC og hos kammermusikforeningen i Lincoln Centeret i New York; det betyder, at de får position som en slags husorkester. Derudover farter de rundt i halvdelen af verden for at give koncert her og der og alle vegne. Der er ingen tvivl om, at de fire musikere får masser af anerkendelse og opmærksomhed. Men de arbejder sandelig også hårdt med alle deres projekter, koncerter og CD-indspilninger mv.

De fire musikere benytter sig vist af enhver lejlighed til at arbejde sammen med venner og bekendte som selv er musikere. Det er fire generøse mennesker, som gerne deler deres musikglæde både med andre musikere og alle os andre, som nøjes med at lytte. Det kommer fx til udtryk i forbindelse med den musikfestival – DSQ Festival – som de selv har arrangeret gennem flere år. Først inviterer de en håndfuld venner til at spille sammen med dem og bagefter forærer de alle billetterne væk gratis! Rune Tonsgaard Sørensen, Frederik Øland, Asbjørn Nørgaard og Fredrik Schøyen Sjölin er nogle ganske usædvanlige mennesker.

For nyligt udgav de en ny CD med to klarinet kvintetter – en af Johannes Brahms og en af Robert Fuchs. Det havde selvfølgelig ikke været muligt, hvis de ikke havde allieret sig med en klarinettist; de mødte den tyske klarinettist Sebastian Manz på en festival i Tyskland i 2011. Den gang spillede de Brahms klarinetkvintet sammen. Bagefter blev de straks enige om, at de gerne ville mødes igen og samarbejde om at indspille en CD og nu er den blevet til virkelighed; jeg tror, at denne baggrundshistorie rummer en meget præcis karakteristik af de fire unge mænd – hvis de har besluttet sig for et eller andet projekt, så bliver det også gennemført! 

De to klarinetkvintetter består af smuk og harmonisk musik, der flyder stille og fredeligt af sted. Der er ingen voldsomme eller dramatiske episoder. Men der er en undertone i musikken, som svinger mellem legesyg humor, livlig munterhed og stemning af blid og dæmpet vemod. Hele vejen igennem – fra første til sidste sats – spiller gruppen med en dynamisk og levende vitalitet.

Jeg har gang på gang skrevet, at klassisk musik lyder allerbedst i en rigtig koncertsal – og det er selvfølgelig ikke til debat. Men der er dog visse fordele ved at lytte til en CD hjemme hos sig selv; sæt denne CD på dit anlæg, læg dig på sofaen, luk øjnene, lyt til musikken og lad tankerne flyve …… uanset hvordan du har det, så er jeg helt sikker på, at du har det meget bedre når CD´en slutter. Det er virkelig dejlig, afslappende og afstressende musik.

CD´en kan købes hos Amazon, hvor den koster £14,23 – TRYK HER. Der står, at CD´en først bliver udgivet d. 8. april. Det har jeg lidt svært ved at forstå, for det er allerede nogle uger siden, at man kunne købe den på alle andre webshops. Jeg vil dog nøjes med at linke til Amazon, hvor CD´en kan forudbestilles.   

Clarinet quintets

DUSIKA er Hovedstadsregionens Ungdomssymfoniorkester, som blev etableret i 1988. Der er cirka 50 medlemmer mellem 13 og 25 år. Fredag aften gav de sommerkoncert i Tivoli. 

Sommerkoncert i Tivoli

Koncerten begyndte med Johannes Brahms “Variationer over et tema af Joseph Haydn”. Det gik lidt tøvende og famlende…. jeg tror det er et meget svært og krævende værk, som rummer en stor kompleksitet. Men det er også mit indtryk, at der var en vis usikkerhed indbyrdes i orkestret. Det samme gjaldt vist mellem orkester og dirigent. Derfor lykkedes det ikke, at gøre værket rigtig levende. Hvis man husker, at det er et ungdomssymfoniorkester, så var det alligevel et ganske anstændigt resultat. 

Næste værk var “Introduction et rondo capriccioso” af Camille Saint-Saëns; først er der en blid baggrund af sværmeriske strygere; så kommer den sprøde violin med en melankolsk serenade. Det er bedårende smuk og helt vildt forførende. Senere stiger tempoet og Amalie Elmark spillede med flot virtuositet. Det var simpelthen pragtfuldt. Mine jungletrommer har fortalt mig, at Amalie Elmark var syg; hun havde fået influenza og var fyldt med medicin for at gennemføre denne koncert. Mon ikke denne “influenza” skyldtes en god blanding af spænding og nervøsitet? ….. jeg er rigtig glad for at Amalie Elmark gennemførte, for hun spillede virkelig flot. Hun har studeret to år på Juilliard School of Music i New York og efter sommerferie fortsætter hun på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Man kunne da godt høre, at Amalie Elmark ikke var professionel – ikke endnu. Men hun var saftsusme bedre end flere professionelle violinister som jeg har hørt. Der var så meget sjæl, varme og følsomhed i hendes spillestil. Der er ingen tvivl om, at jeg allerede er en stor fan af den unge Amalie Elmark. 

Det gik også meget bedre med orkestret; de kom igennem det svære værk af Brahms og jeg tror det gav dem mere selvtillid til Saint-Saëns, som de spillede rigtig flot.

Den flotte dirigent Christian Schmiedescamp.

Den flotte dirigent Christian Schmiedescamp.

Efter pausen spillede de Carl Nielsens symfoni nr. 1. Det gik ikke så godt med det første værk af Brahms. Det gik rimelig godt med værket af Saint-Saëns. Men Carl Nielsen – det gik helt fantastisk. Det var superflot og der var masser af højdepunkter: fx var der et fuldstændig sublimt klimaks efter 1. sats, hvor både paukerne og messingblæserne leverede en virkelig imponerende indsats. Og det samme må siges om klarinetterne – der var flere passager, hvor de spillede så smukt, at jeg fik helt ondt i maven. 

Derefter spillede de Jacob Gades vidunderlige “Tango Jalousie” som ekstranummer. Her spiller første violinen en altafgørende hovedrolle; der var lidt slinger i valsen – selv om det var en tango. Det er ikke så lang tid siden, at jeg hørte Tango jalousie sidste gang. Den gang blev værket spillet fuldstændig perfekt; men det blev tydeligvis spillet som ren rutine og derfor blev det lidt kedeligt. DUSIKA spillede med så meget energi, dynamik og engagement, at det uden nogen tvivl er den bedste “Tango jalousie” jeg nogensinde har hørt. Jeg var fuldstændig beruset af den smukke musik, da jeg forlod Tivolis koncertsal. 

DUSIKA og Christian Schmiedescamp

Jeg er temmelig imponeret over de unge menneskers niveau. Der sad en ung mand som spillede bratsch; han strøg konsekvent buen op, når alle de andre trak den ned – og omvendt. Men han var tydeligvis så koncentreret om at spille, at han måske slet ikke selv opdagede det. Og jeg tror ikke, at han ramte én eneste tone forkert – ikke én eneste. Jeg tror ikke han havde så meget erfaring. Til gengæld havde han masser af energi og fokus. 

Det samme gælder den unge mand på paukerne; for nyligt var jeg til en koncert, hvor jeg fik det indtryk, at den unge, kvindelige paukespiller hellere ville have været ALLE andre steder. DUSIKAs paukespiller havde masser af kraft, som han bestemt ikke var bange for at bruge. Men han forstod også at spille blidt og varsomt i de dæmpede passager. Man kunne sagtens have bildt mig ind, at den unge mand var topprofessionel! 

Jeg føler mig altid meget taknemmelig, når jeg oplever sådan en flok unge mennesker. Det samme gælder fx også Københavns drengekor. De kunne jo vælge så mange andre interesser; de kunne spille fodbold, de kunne spille videospil – eller hænge foran fjernsynet. I stedet bruger de en fredag aften på at give koncert i Tivolis koncertsal. For at komme så langt har de selvfølgelig også brugt et uendeligt antal timer på at øve og øve og øve…… en gang i fremtiden er der sikkert mange af dem, som bliver professionelle musikere. Så bliver musikken til et job for dem. Men det er et job, som giver mig og mange andre mennesker en umådelig stor glæde og fornøjelse. 

Christian Schmiedescamp er ansat som 2. basunist i Copenhagen Phil og Tivolis Symfoniorkester. Men han er også uddannet dirigent fra musikkonservatoriet. Selv om det kan være svært at beskrive med ord, så bliver det mere og mere tydeligt for mig, hvor forskellige alle dirigenter er. Alle dirigenter har deres egen særlige stil, som de bruger til at sætte deres personlige præg på musikken. Christian Schmiedescamp har en meget blød og smidig stil, som samtidig er meget viljefast. Det er også mit indtryk, at han er en meget opmærksom og omsorgsfuld dirigent. Det virkede som om, at han havde et stort overblik, som han hele tiden brugte til at støtte de musikere som enten var ved at få problemer eller dem som skulle igennem et stykke der krævede en særlig indsats af dem. Jeg tror det er derfor, at koncerten blev så god og vellykket, selv om den begyndte lidt famlende og usikkert. Det lykkedes dirigenten at hjælpe de unge mennesker over deres usikkerhed. Samtidig formåede han, at give musikken masser af liv og personligt aftryk. Sikken en indsats! Jeg er dybt imponeret…………….. 

4 stjerner

DUSIKA med solist Amalie Elmark på violin og dirigent Christian Schmiedescamp.

Ungdomssymfoniorkesteret DUSIKA med solist Amalie Elmark på violin og dirigent Christian Schmiedescamp.

Vincenzo Bellini var en af skaberne af den smukke italienske operastil, som vi kalder bel canto. I dag huskes han især for værker som Norma og La Sonnambula, Søvngængersken. Onsdag aften sang sopranen Kari Postma og mezzosopranen Andrea Pellegrini arier og duetter fra hans værker.

Koncerten begyndte med ouverturen til “I Capuleti ed i Montecchi”(som vi primært kender fra Shakespears drama om “Romeo og Julie”). Det er en munter ouverture i et let tempo og Tivolis Symfoniorkester var fuld af energi og overskud. Dernæst fik vi en arie og en duet fra operaen. 

Så fulgte forspillet til Bellinis største mesterværk Norma; bare man hører dette forspil, så kan man undre sig over, at der er findes mennesker som synes at opera er kedeligt. Det er et berusende forspil fyldt med masser af legesyg humor. I finalen stiger musikken til et rasende tempo, som altid får mig til at beundre vionlinisterne. Jeg forstår simpelthen ikke, at det er muligt at spille så hurtigt – og tilmed uden én eneste fejl. Jeg forstår heller ikke, at der aldrig er nogen af dem som taber buen….. 

Herefter sang Kari Postma den berømte arie “Casta diva” fra Norma, hvorefter denne belcantokoncert sluttede med endnu en duet. 

Kari Postma så fantastisk ud i en glitrende, hindbærfarvet kjole. Hendes stemme er smuk, klar og meget fyldig – den fyldte hele salen uden problemer. Hendes sopranstemme er lidt i den mørkere ende af skalaen, hvilket gør den meget smuk og behagelig. 

Andrea Pellegrini har en dejlig mørk, sensuel, fyldig og fløjlsblød stemme med den smukkeste vibrato – jeg tror faktisk, at jeg blev en smule forelsket onsdag aften. Og samtidig så hun fuldstændig forførende ud med det mørke hår der var strøget helt tilbage og en slags tørklædekjole med et brunligt eller jordfarvet leopardmønster. 

De to smukke sangerinder passede godt sammen – måske netop fordi at Kari Postma har en lidt mørk sopran. Det gav en fænomenal balance i forhold til Andrea Pellegrinis mørke, sensuelle mezzo. Under den sidste duet kunne jeg mærke hvordan deres vibrato fik mine trommehinder til at vibrere; jeg sad formodentlig 20-25 meter væk og de sang jo ikke sådan voldsomt højt. Det var ikke lydniveauet, men måden de sang på. Det var kraften og styrken i deres stemmer. 

Jeg synes, det er en oplevelse som fortjener 5 stjerner. Det var hensigten af Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht skulle præsentere de forskellige numre og det havde jeg glædet mig rigtig meget til; men man havde desværre fået problemer med tiden, da en anden sanger – Jamie Cullum – skulle optræde udenfor kl. 21,30. Derfor måtte vi desværre undvære Henrik Engelbrecht præsentation. Det er rigtig ærgerligt, for det havde sikkert været prikken over i´et, som havde udløst 6 stjerner. Men hov – jeg mangler jo stadig at skrive om anden halvdel…… 

Efter pausen spillede Tivolis Symfoniorkester Brahms 4. symfoni – jamen, de er bare så sindsygt gode. Og så er jeg ret vild med Brahms 4. Jeg var fuldstændig salig allerede fra de første yndefulde og forførende toner. Jo bedre man lærer dette værk at kende, jo flere farver og nuancer opdager man. Og Tivolis symfoniorkester spillede med så meget energi og overskud – men også en sær harmoni. Jeg så flere musikere som sad og smilede, som om de virkelig nød det….. og måske er det derfor de er så gode. Skal jeg fremhæve et enkelt højdepunkt, så bliver det Kristina Erssons fløjte solo – jeg husker desværre ikke om det var 3. eller 4. sats. Men det gik lige i hjertet! 

Kari Postma og Andrea Pelligrini var fuldstændig fortryllende. Man skulle næsten ikke tro at det var muligt, men Tivolis Symfoniorkester var alligevel lige en anelse bedre og det er altså dem der udløser den sidste stjerne, som tak for en helt vidunderlig aften i Tivolis koncertsal. 

6stjerner

Lørdag aften gav Sjællands symfoniorkester den sidste koncert i deres Brahms Festival. Der var mange flere gæster i koncertsalen end der var pladser til. Derfra hvor jeg sad kunne jeg se 5 ledige pladser, men jeg kunne se 15-20 mennesker som sad på trapperne. Hvordan kan det lade sig gøre? Jo, det kan det, fordi man også sælger nogle få ståpladser – de såkaldte anvisningspladser. Der er jo altid nogen som udebliver og så får man deres pladser. Men jeg har aldrig oplevet at der var så mange folk der sad på trapperne og det beviser hvor populær denne Brahms Festival har været.

Første værk var Brahms dobbeltkoncert for cello og violin med Andreas Brantelid og Vadim Repin som solister. Jeg havde virkelig glædet mig og det var særligt for at høre dette værk, at jeg havde købt billet. Desværre blev hele oplevelsen ødelagt af det ægtepar som sad ved siden af mig…… eller mere præcist var det manden som var meget støjende og urolig; han led tydeligvis af den illusion, at han dirigerede orkesteret. Det var rigtig træls og meget forstyrrende! Jeg har på fornemmelsen, at manden muligvis har været syg. Der er ingen tvivl om at han selv havde en rigtig god oplevelse og hvis min antagelse er korrekt, så skal det være ham vel undt. Jeg er dog glad for, at de forsvandt i pausen, så jeg kunne nyde resten af koncerten i fred og ro.

Efter et bragende bifald spillede Repin og Brantelid Johans Halvorsens Passacaglia – et flot stykke musik der blev spillet med en skælmsk og legesyg humor, så det flere gange sendte latterbølger gennem publikum. Det resulterede naturligvis i endnu et bragende bifald.

Efter pausen spillede de Brahms 4. symfoni – et af de smukkeste værker man kan forestille sig. Særligt strygerne har nogle fraser som gjorde mig helt ekstatisk. Men der er også nogle storslåede og pompøse trompetfanfarer, og paukerne skaber masser af drama. Alle disse variationer skaber en utrolig spænding og dynamik i værket. Der er også en meget morsom passage, hvor trianglen spiller sammen med paukerne – orkestrets mindste og største instrument. De begyndte med at spille sammen; dernæst udviklede det sig til en dialog, der næsten lød som et skænderi. Den lille triangel med den høje stemme lød lettere hysterisk; så kom paukerne som en arrig bulldog og gav svar på tiltale. Det var utrolig morsomt….

Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg nød Brahms 4. symfoni. Det var så fantastisk og Sjællands Symfoniorkester spillede med masser af kraft og energi. Jeg tror det er et værk der kræver meget af musikerne og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at de måtte virkelig være trætte efter sådan en præstation.

Men jeg var ikke træt – tværtimod. Jeg nød det så meget, at jeg ville ønske koncerten havde været dobbelt så lang. Jeg var overhovedet ikke klar til at tage hjem da den 4. symfoni sluttede. Og hvad skete der så? Jamen, det var helt utroligt. Så fortalte dirigent Cristian Mandeal, at de havde forberedt et ekstranummer, hvorefter de gentog en hel sats. Jeg er ikke helt sikker, men tror at det var første sats.

Det har jeg aldrig oplevet før. Men det var lige hvad jeg trængte til…… og hele vejen hjem i bussen, sad jeg og nynnede de der 10-12 toner som jeg kunne huske af strygernes smukke tema. Sikken en dejlig aften…….

Anden del i den store Brahms festival begyndte med Brahms klaverkoncert nr. 2 og tyske Lars Vogt som pianist – en utrolig charmerende mand og en fantastisk musiker. Første sats vekslede mellem den fineste poesi og en kontrasterende dramatik, hvor Lars Vogt spillede med en formidabel, energisk og kraftfuld lidenskab. Anden satsens adagio mindede mig om Chopins nocturner – det var den samme næsten overjordiske skønhed; skønheden ligger i det præcist timede anslag og Lars Vogt spillede som en verdensstjerne. Jeg har et par venner som fortæller, at Lars Vogt er deres yndlingspianist og det kan jeg godt forstå efter denne koncert.

Højdepunktet i klaverkoncerten var en passage hvor klaveret kun akkompagneres af paukerne. Jeg synes det er meget modigt, for umiddelbart lyder det som en helt umulig kombination…. Klaver og pauker? Nej, det lyder bare helt forkert. Og det bliver jo ikke mindre utroligt, da kontrabasserne pludselig blander sig. Men det lyder fantastisk! Bagefter sad man og ønskede, at man lige kunne få den passage en gang til……..

Lars Vogt fik et stort bifald og takkede med et ekstranummer. Hvis jeg hørte rigtigt, så var det en vals af Brahms.

Christian Schmiedescamp præsenterede koncerten – jeg er vild med disse præsentationer. Selv om programmet giver den nødvendige information og et par gode historier i tilknytning til koncerten, så giver det noget helt andet, at man lige får en kort personlig præsentation inden koncerten. Christian Schmiedescamp fortalte, at den tredje symfoni er den MINDST spillede af Brahms store værker. Visse eksperter mener, at det skyldes finalen, som hverken er pompøs, dramatisk eller bombastisk. Jeg synes det er rigtig dumt og jeg håber sandelig de tager fejl – Brahms tredje symfoni slutter med at musikken langsomt bliver svagere og svagere. Det er en utrolig gribende slutning efter en voldsom og lidenskabelig symfoni. Jeg sad næsten helt åndeløs af betagelse, mens musikken forsvandt og stilheden lagde sig over salen……

I det hele taget var jeg ret vild med 3. symfoni. Visse steder var musikken så fin og følsom, at den var lige ved at gå i stå. Derefter kom strygerne med et brus der skyllede som store bølger ind over publikum; det var så kraftfuldt, at man fik et stort sug i maven. Sikken en oplevelse! Jeg bliver mere og mere vild med Brahms; jeg har ingen af hans værker på CD, men det bliver jeg vist nødt til at ændre hurtigst muligt.

Heldigvis er det ikke slut endnu; Sjællands Symfoniorkester har lavet et hit med denne Brahms festival. Jeg tror det er en stor succes og vi er heldigvis kun halvvejs – der er endnu to koncerter i næste uge. Onsdag kan man først høre den sibiriske violinist Vadim Repin som solist i Brahms violinkoncert og efter pausen spiller de Brahms symfoni nr. 2.  Lørdag slutter festivallen med Brahms symfoni nr. 4 og hans dobbeltkoncert for cello og violin; solisterne er Vadim Repin og danske Andreas Brantelid. Jeg glæder mig helt ubeskriveligt til denne koncert!

Begge koncerter finder sted i konservatoriets koncertsal på Frederiksberg(radiohusets koncertsal) – der er stadig billetter og de kan købes her.

Ses vi? 😀

I går tog Copenhagen Phil hul på deres store Brahms festival; værkerne, solisten og dirigent Cristian Mandeal blev præsenteret af Signe Haugland, som spiller fagot i orkesteret. Det var en flot præsentation, hvor hun fortalte, at Mandeal betragter Johannes Brahms som den største og betydeligste komponist i det 19. århundrede. Jeg kender ikke så meget til Brahms, at jeg kan vurdere om jeg er enig. Men jeg er i hvert fald ikke uenig…….

Første værk var Brahms 2. klaverkoncert; jeg er ret imponeret over den unge tyske pianist Martin Helmchen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Lang Langs krukkede selviscenesættelse; det er nok ikke helt forkert, at karakterisere Martin Helmchen som Lang Langs diamentrale modsætning. Jeg fik det indtryk, at når Martin Helmchen satte sig ved klaveret, så glemte han alt andet end musikken. Og sikken han kunne spille. I slutningen af første sats bankede han løs i tangenterne i et fuldstændig sindssygt tempo, så man blev helt mundlam. Det var dybt fascinerende, at se hvordan hans hænder fløj over tangenterne. Det må kræve en fantastisk teknik og præcision – og samtidig lød det utrolig smukt.

Brahms 2. klaverkoncert er fyldt med tempo og fyrigt temperament. Det er et skarpt værk, som har masser af kant. Men strygerne har også nogle fraser der er så smukke, at de gang på gang slog benene væk under mig, og i tredje sats er der den smukkeste cellosolo. Jeg sad med en klump i halsen og fik næsten tårer i øjnene – det har jeg aldrig før oplevet til en klassisk koncert. Richard Krug spillede med en hjertegribende inderlighed, som var helt exceptionel. 

“Saft og kraft”, hviskede en dame bag mig med begejstring i stemmen til sin ledsager. Ja, for søren. Sikken en fantastisk oplevelse. Efter denne oplevelse glæder jeg mig helt ubeskriveligt til at opleve Brahms dobbeltkoncert for cello og violin d. 11. februar. Jeg kan næsten ikke vente……

Efter pausen spillede orkestret Brahms 1. symfoni. På den anden side af min ledsager sad to tjekkede mænd på min egen alder. Inden orkesteret begyndte spurgte de, om vi vidste hvor lang tid stykket varede. “En lille time”, svarede jeg. Min ledsager var hurtigere end mig; efter et hurtigt tjek i programmet kunne hun oplyse, at det skulle vare 47 minutter. Men der er vel kun én sats, spurgte de to tjekkede. Dermed fik de vist afsløret, at de ikke var vant til klassisk musik eller klassiske koncerter; jeg har i hvert fald aldrig hørt om en symfoni der kun har én sats.

Brahms 1. symfoni har ikke den samme variation eller dynamik. Værket består af 5 satser som langsomt bygger op til en forrygende finale i den sidste sats. Finalen var helt fantastisk, men som helhed var jeg ikke nær så betaget af denne symfoni, som jeg var af klaverkoncerten.

Foran mig sad en lille, ældre herre med et saligt udtryk i ansigtet. Sats efter sats så han stadig mere og mere ekstatisk ud. Han nikkede og rokke med hovedet i takt til musikken. Da vi nåede finalen tænkte jeg, at nu begynder han snart at danse…. det var fuldstændig fantastisk at se hans begejstring. Og det meste af publikum delte hans begejstring. Efter koncerten var der bragende klapsalver og masser af begejstrede tilråb.

Men de to klassiske musik novicer flygtede ud af salen, lige så snart dirigenten sænkede armene. Min ledsager fortalte, at de tydeligvis havde kedet sig bravt og ovenikøbet havde kæmpet en brav kamp mod nogle slemme grineanfald. Der er sikkert nogen som ville blive forarget…… jeg må indrømme, at jeg synes de er ret seje. Det er tydeligvis to mænd, der aldrig har været til klassik koncert før. Men de har givet det en chance. Jeg synes det er modigt og jeg ville ønske, at der var mange flere som ville gøre det samme. Selvfølgelige er der nogen som vil kede sig lige så meget som disse to novicer. Men der er jo også nogen som vil elske det lige så meget som mig eller den ekstatiske herre foran mig. Man kan ikke vide, om man hører til den ene eller den anden kategori, med mindre man giver det en chance.

Næste etape i den store Brahms festival er på lørdag, d. 4. februar, hvor man kan opleve symfoni nr. 3 og klaverkoncert nr. 2 med den tyske pianist Lars Vogt. Der er stadig billetter…….. 😀

I starten af februar afholder Sjællands Symfoniorkester Brahms Festival; Johannes Brahms er en af de komponister som jeg kender mindst til; alligevel har jeg selvfølgelig hørt nogle af hans værker rundt omkring til forskellige koncerter.

Brahms blev tidligt udnævnt til at være Beethovens efterfølger. Jeg kan godt se det musikalske slægtsskab, men jeg synes alligevel der er stor forskel på de to komponister – meget stor forskel. Beethovens musik er ofte så storladent, svulstigt og pompøst, at det næsten er kvalmende. Han manglede simpelthen selvbeherskelse. Og det er netop denne selvbeherskelse som Johannes Brahms har perfektioneret. Beethoven er meget ofte overspillet – Brahms er ofte underspillet. Det giver en intensitet og en stærk inderlighed i hans musik; men også en lethed og en elegance, som jeg er rigtig vild med.

Jeg tror de fleste kender Brahms “Ungarnsk dans nr. 5” – et forrygende, festligt og muntert værk. Kunne man forestille sig, at Beethoven havde komponeret sådan et værk? Nixen bixen. Det var han alt for selvhøjtidelig til!

Hver gang jeg er til en koncert hvor de spiller Brahms, så bliver jeg fuldstændig beruset og tænker: “Wow, det er fantastisk…… ham må jeg lære at kende!” Men det er desværre aldrig blevet til mere end tanken…… nu får jeg ENDELIG chancen for at indhente noget af det forsømte med denne Brahms Festival. 

1. februar; symfoni nr. 1 og klaverkoncert nr. 2 med pianist Martin Helmchen.

4. februar; klaverkoncert nr. 1 og symfoni nr. 3 med pianist Lars Vogt som solist.

8. februar; symfoni nr. 2 og violinkoncert med Vadim Repin.

11. februar; symfoni nr. 4 og dobbeltkoncert med både violinist Vadim Repin og den fantastiske danske cellist Andreas Brantelid.

NB: på ovenstående links kan man høre uddrag fra alle værkerne.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: