You are currently browsing the tag archive for the ‘Kafka’ tag.

Den amerikanske forfatter Herman Melville(1819-1891) debuterede med sydhavsromanen Typee i 1846. Lige som efterfølgeren Omoo fra 1847 var den baseret på hans egne oplevelser i sydhavet, hvor han havde tilbragt et par år som hvalfanger. Det var meget “kulørte” eventyrromaner om vilde kannibaler og erotik med eksotiske kvinder. 

Derefter fulgte murstensromanen “Mardi – og en rejse dertil”. Endnu en gang er hovedpersonen ombord på en hvalfanger, som krydser rundt på verdenshavene. Efterhånden bliver hovedpersonen træt af dette liv og han rømmer sammen med vikingen Jarl. I dage og uger driver de rundt i en jolle som var de skibbrudne, indtil de møder et havareret sejlskib, der er forladt af alle andre end den indfødte Samoa og hans tyvagtige kone Annatoo. Hun stjæler samvittighedsløst alt hvad hun kan skrabe til sig og gemmer det de mest usandsynlige steder på skibet.  Hendes tyvagtige tilbøjeligheder er så uhæmmede, at de ligefrem er livsfarlige – uden den mindste form for betænkelig stjæler hun både kompasset og skruerne fra dæksplankerne. 

Efter en storm må de forlade den synkende skude og atter søge tilflugt i den lille jolle. 

Ude midt på havet møder de en flok vilde, der kommer sejlende med en smuk ung kvinde, som skal ofres til guderne. Hovedpersonen bliver ramt af amors pil. Han myrder de indfødtes høvding og redder pigen. Endelig kommer de til en eksotisk sydhavsø, hvor de slår sig ned. Hovedpersonen danner par med pigen Yillah, indtil hun pludselig en dag forsvinder ud i den blå luft. 

Hovedpersonen Taji er ved at dø af længsel efter Yillah; derfor udruster man en ekspedition bestående af kongen og halvguden Media, filosoffen Babbalanja, historikeren og krønikeskriveren Mohi, samt troubaduren og digteren Yoomy. De begiver sig ud på en tur som bringer dem rundt til de fjerneste øer i øriget Mardi. Overalt søger de efter den skønne og fortryllende Yillah. 

Mardi som allegori

Melville MardiDen tapre redningspatrulje når ikke langt på deres rejse, før læseren begynder at ane uråd. Der er mere på færde end bare en fantasifuld eventyrroman. De besøger forskellige sydhavsøer, hvor de bliver beværtet af de indfødte konger, de bliver præsenteret for øernes seværdigheder, deres myter, historier og særpræg. Man begyndt snart at skimte træk der minder en hel del om Homers Odysséen. Men Herman Melville vil endnu mere med sin roman. 

I 1721 udgav Montesquieu romanen Lettres persanes – Persiske breve – hvori en persisk rejsende beskriver hvad han ser og oplever i – det for ham! – fremmede Frankrig. Det er et af oplysningstidens første forsøg på at relativere alt det vi tager for givet og sætte spørgsmålstegn ved religion, styreformer og samfundsformer. Dermed grundlagde Montesquieu en genre som har holdt sig helt til vores tid. Men allerede i 1741 udgav Ludvig Holberg romanen “Niels Klims underjordiske rejse”, som er skrevet efter den samme model. 

Derfor er Herman Melvilles roman mere end en Odyssée som er henlagt til sydhavsøerne. Det er en allegori over vores egen verden; det bliver helt tydeligt, når vi hører om Zandinavia, kongen af Jutlanda og kongen af Muzkovi(Moskva) “en istappet og stridhåret isbjørn af en despot oppe nordpå“.  Når de kommer til frihedens land Vivenza, så er man slet ikke i tvivl om, at det er en grum og hårrejsende parodi på det frihedselskende Amerika, og det store Frihedstempel er en syrlig allegori på både senatet og kongressen. 

Men her stoppede Melvilles ambitioner slet, slet ikke; udover at bogen er en dramatisk eventyrroman, hvor det lille rejseselskab leder efter Yillah i alverdens riger og lande, så er Mardi også en symbolistisk roman. Dette aspekt er inspireret af Dantes guddommelige komedie; filosoffen Babbalanja – som er udledt af “babbling angel” eller sludrende engel – bliver besat af en dæmon, som både sender ham til helvede og kaster ham ud i en vanvittig psykose, inden han endelig kan stige til himmels. Det minder mig en hel del om de danske symbolister Knud Hjortø og Ernesto Dalgas – deres symbolisme er så hysterisk og afsindig, at man er i tvivl om det er forfatteren eller hans hovedperson der har mest brug for professionel hjælp. 

Selv om Herman Melville både lader Babbalanja stige ned i det dybeste mørke og derefter lader ham rejse ind i den saligste himmel, så har det heldigvis ikke den uudholdeligt hysteriske tone som Dalgas og Hjortø bruger. Det giver faktisk mening og det lykkes Herman Melville at få dette kæmpeværk og alle de forskellige niveauer til at hænge sammen. 

Et spørgsmål om stil

Melville insisterede på at skrive som det passede ham – og det kan man godt more sig over. Der er ingen tvivl om, at en moderne redaktør ville overtale sin forfatter til at skære et par hundrede sider bort; det havde måske skabt en mere intens stemning af spænding og det havde måske også øget underholdningsniveauet. Men Herman Melville er heldigvis ikke en moderne forfatter med en moderne forlagsredaktør, for det havde naturligvis ødelagt hele perspektivet. Mardi er en helt fantastisk roman, men det er også et værk som kræver både tålmodighed og udholdenhed af sin læser. 

Det meste af bogen er skrevet i 3. person og Taji er hovedpersonen; men det glemmer forfatteren ret ofte, hvorefter han frejdigt svinger mellem 1. og 3. person. Det går også galt på side 493, hvor Babbalanja citerer fra sin yndlingsfilosof Baddiannas testamente, men forfatteren får byttet om på deres navne. 

Til gengæld har bogen en friskhed og en personlig stil, som man kun kan glæde sig over! Herman Melville har skabt et stærkt mesterværk som er dybt originalt; i følge forordet er der ligefrem litterater som mener, at Kafka har fundet inspiration til sin roman “Amerika” i kapitlet om Vivenzas store Frihedstempel. 

Det er en tanke som jeg godt kan forholde mig til, for jo mere jeg læser af Herman Melville, jo mere spændende og jo mere kafkask synes jeg egentlig at han er. Det er efterhånden ved at gå op for mig, at han hører til blandt de moderne forfatterkoryfæer som James Joyce, Virginia Woolf, Céline, Dostojevskij og naturligvis Franz Kafka. 

Udover at Mardi er en verdensallegori og en symbolistisk udviklingsroman, så rummer den også nogle seriøse eksistentialistiske overvejelser, som man godt kan reflektere over: “Tro er for den tankeløse; tvivl er for den, som tænker“, siger Babbalanja. 

Mere Melville

Den første roman jeg læste af Herman Melville var Moby Dick – og sjældent har jeg kedet mig så meget. Den var mega lang og mega kedelig. Jeg forstår simpelthen ikke, at der er så mange mennesker som elsker den bog. Da jeg endelig blev færdig med Moby Dick var jeg i hvert fald ikke Herman Melville-fan. 

Men så begyndte forlaget Bindslev at udgive alle hans store romaner og jeg lod mig friste til at læse lidt mere….. jeg læste “Bondefangeren”, “Pierre” og “Israel Potter”, mens jeg langsomt blev mere og mere fascineret. Forlaget har også oversat og udgivet “Redburn”, men den er desværre udsolgt. Jeg har forsøgt at finde den antikvarisk og en dag skal det nok lykkes…. 

For nyligt har Bindslev også udgivet en ny udgave af Moby Dick; i mellemtiden er jeg blevet så vild med Herman Melville, at jeg ligefrem overvejer at give den en chance mere. Jeg har også ladet mig fortælle, at den gamle oversættelse er ret elendig…. derfor skulle man måske forsøge at læse den i Flemming Chr. Nielsens oversættelse. Det er også Flemming Chr. Nielsen som har oversat Bondefangeren, Pierre og Israel Potter, og jeg har været særdeles imponeret over dem alle tre. De har nærmest været klinisk renset for stavefejl og sproget har været så flydende og mundret, at man slet ikke har tænkt over, at det var oversættelser. Man kan desværre ikke sige det samme om Mardi. Der er en del stavefejl og det ærgrer mig, at man ikke har formået at holde niveauet fra de andre oversættelser. 

Takket være Medias omtænksomhed viste de tre fremmede sig at være fortræffelige bekendtskaber“, står der på side 184. Jeg havde nok valgt at skrive: “Takket være Medias omtanke……. ” 

På side 202: “Ved sin død testerede han sin søn den kongelige gjord” – og det der underlige ord “testerede” bliver brugt mange gange. I alle tilfælde kunne oversætteren lige så godt have brugt ordet “testamenterede”. 

Men den 4. august 1987 gik jeg altså ned ad Via Moscova, forbi S.Angelo, gennem Giardini Pubblici, over Via Palestro, ind i Via Marina; over Via Senato og Via della Spiga gennem Via Gesù og et stykke ned ad Via Monte Napoleone og op på Via Alessandro Manzoni, hvorfra jeg så nåede Piazza della Scala og derfra til pladsen foran katedralen. Inde i Katedralen satte jeg mig ned, løsnede mine skos snørrebånd og vidste så pludselig, som jeg stadig den dag i dag kan genkalde mig, ikke længere, hvor jeg befandt mig. Af al kraft forsøgte jeg at rekonstruere de sidste dages forløb og den rejse, der havde bragt mig hertil, men jeg kunne faktisk ikke sige, om jeg stadig befandt mig i de levendes verden eller allerede et andet sted. Det hjalp ikke på min lammede hukommelse, at jeg klatrede op til katedralens øverste galleri og derfra, trods min svimlende højdeskræk og den dis, som slørede udsigten, tog byen, der nu forekom mig fuldkommen fremmed, i øjesyn. Der hvor navnet Milano skulle være dukket op, mærkede jeg nu ikke andet end min egen magtesløshed. 

Ovenstående citat er et meget præcist koncentrat af hele denne besynderlige og usædvanlige roman. “Højde. Skræk.” består af fire afsnit med tre hovedpersoner; de rejser alle frem og tilbage over alperne, og krydser bestandigt hinandens spor: 

I første afsnit følger vi Henri Beyle, bedre kendt som den franske forfatter Stendhal, der primært bliver husket for de to store romaner “Hoffet i Parma” og “Rødt og sort”. Vi møder den unge Henri Beyle da han er soldat i Napoleons hær; derefter følger vi hans liv og hans kærlighedsaffærer, indtil han dør af et apoplektisk anfald i 1842. 

I næste afsnit optræder forfatteren selv som hovedperson. Litteraturhistorikeren W.G. Sebald er født i Bayern, men boede det meste af livet i Norwich i England, hvor han underviste i sprog og litteratur ved universitetet. Vi følger ham da han rejser fra England til Wien, videre til Venedig og derfra til Milano og Verona…. I Limone ved Gardasøen mister han sit pas og han får et nyt i Milano, hvor han også bliver overfaldet af tyveknægte. Et andet sted følger en hvid hund efter ham gennem halvdelen af byens gader. I Verona ser han Pisanellos fresko over Pellegrini-kapellet og i Padua ser han nogle af Giottos fresker – det er præcis lige så kedeligt, som når folk kommer hjem fra ferie og absolut skal fortælle lange historier om deres oplevelser, mens man selv sidder og tænker; hvad i alverden rager det mig…… 

Tredje afsnit handler om Kafka, som rejser fra Prag til Wien, for at deltage i en kongres. Derfra rejser han til Venedig og videre til Verona. I Riva tager han ophold på en vandkuranstalt, hvor han forelsker sig i en af de andre patienter. 

I bogens sidste afsnit rejser Sebald tilbage til sin barndoms by i alperne; han finder sit barndomshjem, hvor der nu er hotel, og indlogerer sig i familiens daværende dagligstue. Fra dette udgangspunkt fortæller han med pedantisk nidkærhed om sine barndomserindringer og alle landsbytosserne; han fortæller om søstrene Babett og Bina som i årevis driver en lille café uden at der nogensinde kommer én eneste gæst. Han fortæller om værten i værtshuset Engelwirt der dør af et sår, som han pådrog sig fra en cigar da han var en ung mand. Og den excentriske opfinder som drømmer om at bygge en skovprædikestol i en af skoven højeste graner, hvorfra præsten en gang om året skal prædike for skovens træer. Det er side op og side ned om det kedelige hverdagsliv i en lille by i alperne, hvor der ikke sker noget som helst. Ikke det mindste. Absolut ingenting! Det er gabende kedsommeligt og minder mig om min salig bedstemor, når hun fortalte lange historier om folk man ikke kendte og heller ikke havde lyst til at kende……  

Vaginafeber

“Højde. Skræk.” er en bog som kræver tålmodighed, fokus, koncentration og opmærksomhed. Men langsomt opdager man, at bogen også rummer en anden historie: “Småting, vi overser, afgør alt!”, skriver Sebald. 

Alle disse rastløse og nervøse rejsende lider alle af svimmelhed, kvalme og hallucinationer. Sebald fortæller ikke om oprindelsen til hans egne lidelser – den forklaring skal man finde i de små intermezzoer. Henri Beyle forfølger de kvinder han elsker, men ikke kan få. Kafka er endelig sluppet ud af forlovelsen med Felice Bauer; nu opholder han sig på en vandkuranstalt, hvor han får kolde afvaskninger flere gange om dagen. Når forfatteren – i denne sammenhæng! – skriver om “en sygdom, der kun kan helbredes i sengen”, så forstår man pludselig, at alle deres nervøse lidelser har rod i sexuallivet – og det gælder alle bogens hovedpersoner.

Kuren er angivet og det lyder jo meget nemt. Men hvorfor er det så alligevel så svært? 

Sebald genfortæller Kafkas historie om jægeren Gracchus fra Schwarzwald, som dør, da han jagter en gemse og styrter ned fra en klippe. Da færgemanden, som skal fragte Gracchus fra de levendes til de dødes verden, er uopmærksom, mister de retningen og sejler rundt i tre år, inden skibet glider ind i Rivas lille havn…. Riva! Hvor Kafka selv befinder sig, efter sin langvarige og mislykkede forlovelse med Felice Bauer! Det er tydeligvis en allegorisk fortælling, hvor jægeren Gracchus optræder som Kafkas alter ego. 

Der optræder også en jæger i forfatterens barndomserindringer – jægeren Hans Schlag kunne sidde i byens krostue til langt ud på natten, men den tavse mand sad altid alene og talte aldrig med nogen. En aften opdagede den unge forfatterspire jægeren, som havde sex med den skønne serveringspige Romana ude i brændeskuret. Næste dag fandt man den døde jæger, som var faldet ned i en dyb kløft. For at gøre parallellen helt klar, så har han ovenikøbet en tatovering af et skib på den ene overarm.

Efterhånden er det ret tydeligt, at disse kløfter er sexsymboler – så forstår man pludselig også, hvorfor alle hovedpersonerne rejser rundt i alperne, som er lutter bjerge og kløfter! Det er ikke nødvendigt at hedde Freud til efternavn for at gennemskue, at når Sebald skriver om topografi så mener han egentlig anatomi – kvindelig anatomi. Man forstår også, at det er deres sexdrift som driver alle disse ensomme og rastløse mennesker afsted. Man begynder også at ane, at forfatterens højdeskræk er en metafor for sexangst. Men hvorfra stammer denne angst?

Efter en særdeles promiskuøs ungdom, må Henri Beyle resten af livet kæmpe med syfilis. Kafka bryder en lang forlovelse med Felice Bauer, da han er bange for at blive fanget og kvalt i ægteskabet. Vi får også historien om skørtejægeren Casanova, som tilbringer et par år Venedigs fængsler, som straf for sin ustyrlige libido. Endelig er der jægeren Hans Schlag; hans historie har skabt en stærk forbindelse med sex og død, hvilket tydeligvis har været traumatisk for den unge Sebald. 

Forfatterens “Højde. Skræk.” består altså af to elementer: først en stærk sexdrift og dernæst angsten for konsekvenserne: kønssygdomme, ægteskab, fængsel eller død. Man forstår jo godt, at konflikten mellem disse modsatrettede drifter giver både svimmelhed, kvalme, nervøsitet og hallucinationer! 

Det var en rigtig træls og kedsommelig opgave at læse “Højde. Skræk.”. Jeg må indrømme, at jeg ligefrem hadede hver eneste side. Men da jeg nåede til slutningen og kunne begynde at samle brikkerne i dette puslespil, så blev jeg så fascineret, at jeg var nødt til at læse bogen igen; og pludselig blev det en fantastisk oplevelse. Pludselig var det tydeligt, hvor meget symbolik der var hele vejen igennem og derfor fik alting en ny og dybere betydning. Jeg glæder mig til at læse bogen endnu en gang, for der er med garanti meget, som jeg ikke har forstået endnu. 

Exit Sebald

“Højde. Skræk.” er Sebalds første roman som oprindeligt udkom i 1990, men det er hans sidste bog på dansk. Tidligere er udgivet “Austerlitz”, “Saturns ringe” og “De udvandrede”. Forfatteren døde efter en bilulykke i 2001, så der kommer desværre ikke flere bøger…… 

Der er lige et par kommentarer til Judyta Preis og Jørgen Herman Monrads oversættelse; de skriver at liget af jægeren Schlag blev “underkastet en autopsi.” Arghhh – det hedder altså en obduktion på dansk. Dernæst skriver de i efterskriftet, at han “ved et tilfælde” får nøglerne til sit gamle børneværelse, da han indlogerer sig i gæstgiveriet. Et tilfælde? Arghhh – jeg synes ikke kan kalde det et tilfælde, når han helt bevidst går ind i sit gamle barndomshjem og HELT BEVIDST beder om et værelse på første sal med udsigt til gaden – præcis hvor deres egen lejlighed lå dengang. Endelig skriver de, at der er tale om voldtægt mellem jægeren og serveringspigen Romana, men det er der absolut IKKE belæg for i teksten. Jeg ville nærmest sige tværtimod. Der kunne lige så vel være tale om et længerevarende – men hemmeligt! – forhold. 

Udgivet på forlaget Tiderne skifter, 2012. 

To børn – Tengo og Aomame!

Hver søndag – fra morgen til aften – bliver han slæbt rundt i byen af sin far som er licensopkræver. Hver søndag bliver hun trukket fra dør til dør af sine forældre som er religiøse og prædiker jordens snarlige undergang. De to børn kender ikke hinanden, men følger hinanden med øjnene og føler en vis gensidig sympati….. deres veje skilles, men mange år senere er Aomame stadig overbevidst om, at Tengo er den eneste ene, som hun før eller senere vil møde igen!

Han underviser i matematik. Hver fredag får han besøg af sin elskerinde – en gift kvinde som er ti år ældre og har to børn. I sin fritid skriver han romaner, som aldrig bliver udgivet. En dag bliver han præsenteret for “Luftpuppen” – en debutroman af en ung pige på 17 år. Selv om historien er god, så er bogen skrevet så dårligt, at Tengo får til opgave at skrive den om…. i al hemmelighed. Romanen handler om nogle mystiske oplevelser, som den unge pige havde, da hun voksede op i den religiøse sekt Sakigake. Hun slap ud da hun var 10 år og har siden boet hos en professor.

Aomame underviser i kampsport og som bibeskæftigelse udrydder hun mænd som ikke fortjener at leve. Mens hun venter på at genfinde Tengo – den eneste ene! – så tilfredsstiller hun sine seksuelle behov, når hun går i byen med veninden Ayumi. Sammen finder de et par passende mænd, som de slæber med på et hotelværelse hvor natten forvandler sig til et hæmningsløst sexorgie. Med jævne mellemrum besøger hun en ældre, rig dame, som bruger sine penge på at drive et krisecenter for kvinder. En dag dukker der en tavs og indelukket pige op. Hun er 10 år og flygtet fra den religiøse sekt Sakigake. Trods hendes tavshed, lykkes det alligevel at opdage, at hun er blevet seksuelt misbrugt i sekten.

Hvad er forholdet mellem de to piger, som begge kommer fra Sakigake? De er begge 10 år da de flygter fra sekten. Er det den samme pige, selv om de har hver sit navn og der er 7 år mellem deres flugt? Dét er spørgsmålet og i Murakamis magiske univers er alting muligt.

Haruki Murakami er en litterær kosmopolit. Hans personer er japanske. Hans bøger foregår primært i Japan og Japans historie fungerer som baggrund for hans romaner. Men alle kulturelle referencepunkter er vestlige; allerede i indledningen henviser Murakami til Janáceks Sinfonietta, Habsburgerne, Hitler og Franz Kafka. Alle hans bøger er fulde af henvisninger til klassisk musik, jazz og bøger, som udelukkende stammer fra den vestlige verden. Murakami overskrider alle grænser – som alle gode litterater, både læsere og forfattere. I litteraturens verden kan man krydse alle grænser og alle kan rejse i tiden. Alt er muligt i litteraturens magiske verden.

Men det er den særlig blanding af vestlig kultur og japansk nutid og historie, som gør Murakami unik – og genkendelig. På grund af de kulturelle henvisninger føler en vestlig læser sig hjemme i hans bøger, men også pirret af den eksotiske ramme. Det er blandingen af nyt og gammel, noget kendt og noget fremmed. Og det samme gælder naturligvis også for Murakamis japanske læsere – her er det bare det modsatte forhold som gælder. Det er også et indirekte budskab som viser, at alle mennesker inderste inde er ens!

Den vestlige kulturindflydelse gør sig stærkt gældende allerede i titlen “1Q84”, som er en henvisning til George Orwell “1984”: “I romanen beskriver George Orwell fremtiden som et dystert, totalitært samfund. Folk er underlagt en diktator, som hedder Big Brother og hans tyranniske regime. Alle informationer kontrolleres, og historien skrives uophørligt om. Hovedpersonen arbejder i et ministerium. Jeg tror, det er i afdelingen for omskrivning af ord. Hver gang historien skrives om, kasseres den gamle…..

På samme måde har Tengo skrevet romanen om “Luftpuppen” om. Men det vigtigste er Aomame, som allerede i starten af bogen opdager at historien har ændret sig og dermed også nutiden. Romanen foregår i 1984. Men hvilken slags 1984, spørger Aomame sig selv. Hvordan skal hun forholde sig til et årstal, når fortiden og historien ikke er stabil? Derfor kalder hun året for 1Q84, hvor Q står for “Question mark”. Virkeligheden skrider – det kan være svært at orientere sig i en verden, hvor man ikke har fast grund under fødderne. Denne verden er spaltet og splittet….. Hvis verden bevæger sig af to parallelle spor, hvordan skal det så nogensinde lykkes for Tengo og Aomame at mødes? Hvordan kan to verdener gøres til én?

Når man stiller spørgsmålet på den måde, så bliver det tydeligt, at selv om bogens magiske univers udfordrer vores fantasi og vores fatteevne, så handler den alligevel om de udfordringer som vi alle møder i livet.

“1Q84” er en fantastisk bog – fuldstændig lige som alle Murakamis andre bøger. Jeg synes dog at den er en smule for lang og derved mister den noget dynamik og energi. Bortset fra det så holder han stilen og niveauet fra sine forrige bøger. “1Q84” er endnu en stor eksistentialistisk roman pakket ind i magisk realisme – Murakami er bare meget bedre til denne stil end de kendte forfattere fra sydamerika, der arbejder med samme genre. Jeg har aldrig været vild med hverken Gabriel Garcia Marquez eller Isabell Allende – jeg synes nærmest deres bøger er meningsløse….

Til gengæld er jeg vild med Murakami og jeg har læst alle hans bøger. “1Q84” bliver udgivet i tre bind og anden del er netop blevet udgivet. Jeg har købt den og glæder mig rigtig meget til at læse den……….

Udgivet 2011 på forlaget Klim.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: