You are currently browsing the tag archive for the ‘klassisk musik’ tag.

I går gav Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Symfoniorkester koncert i Tivolis Koncertsal og det var på alle måder en helt utrolig flot, spændende og usædvanlig vellykket koncert. Jeg er stadig en lille smule beruset og eksalteret!

Koncerten begyndte med “Sechs Stücke” af Anton Webern – spændende, dynamisk, mystisk og ekspressionistisk musik. Men også udfordrende. På et tidspunkt skriger alle messingblæserne. Nej, jeg overdriver ikke. De skriger! Det var bestemt ikke rart. Men den slags kan bruges til at skabe nogle spændinger og kontraster i musikken, så det har jo alligevel en funktion.

Giovanni Punzi og Aaron Copland

Jeg var sammen med en af mine venner til denne koncert. Vi var så heldige, at vi løb ind i Tivoli Garden både før og efter koncerten. Copyright: Jens Drejer.

Jeg var sammen med en af mine venner til denne koncert. Vi var så heldige, at vi løb ind i Tivoli Garden både før og efter koncerten. Copyright: Jens Drejer.

Det næste værk var Aaron Coplands pragtfulde og helt fantastiske klarinetkoncert, som jeg også hørte for et par uger siden med Kammerorkestret Arco og Jonas Lyskjær Frølund som solist. Denne gang var solisten Giovanni Punzi, som spiller i Tivolis Symfoniorkester – også kendte som Copenhagen Phil. Værket begynder blidt og dæmpet med en meget sorgfuld og melankolsk stemning. Så følger en vidunderlig solo, fyldt med boblende og legesyge toner der svinger sig gennem luften som musikalske arabesker. Derefter vender Giovanni Punzi sig mod dirigenten og kigger ham lige i øjnene, som om han vil blæse ham et stykke … eller udfordre ham til en musikalsk duel; dirigenten accepterer udfordringen, han løfter taktstokken, orkestret begynder igen at spille og resultatet er en masse fantastisk musik. Der var masser af øjenkontakt mellem Giovanni Punzi og Giordano Bellincampi – det er mit indtryk, at de to landsmænd havde en fest på scenen.

Jeg synes efterhånden det er lidt banalt,  når sangere eller musikere smider skoene for at være smarte og moderne. Alligevel tror jeg aldrig jeg glemmer, hvordan smukke Giovanni Punzi dansede rundt på scenen i sorte bukser, sort vest, hvid skjorte der hang uden på bukserne og bare fødder … jeg indrømmer, at mit hjerte stopper et øjeblik og springer et slag over, når jeg tænker på denne oplevelse. Det var en magisk og fuldstændig uforglemmelig oplevelse!

Anna Egholm og Maurice Ravel

Koncertens første del sluttede med Maurice Ravels “Tzigane” med Anna Egholm som solist – Anne Egholm, som jeg også oplevede for et par uger siden, hvor hun medvirkede ved den samme koncert, hvor Arco spillede Coplands klarinetkoncert. På den måde var det en koncert med mange deja-vu-oplevelser, men det var bestemt ikke dårligt. Tværtimod. Hvert eneste gensyn var en glædelig oplevelse. 

“Tzigane” begynder meget dæmpet med en skærende melankoli i tonerne – musikken er fyldt med vemod og ensomhed. Men hurtigt stiger både tempoet og intensiteten, og værket udvikler sig til en opvisning i ekstravagant virtuositet og ekvilibrisme. Jeg kan ikke spille violin – jeg er slet ikke musiker. Derfor skal jeg passe på, at jeg ikke skriver noget sludder. Men jeg tror, at det kræver et talent på det allerhøjeste niveau at spille dette værk. Jeg plejer at skrive små noter, mens jeg lytter til musikken – men jeg fik slet ikke skrevet noget som helst, mens Anna Egholm spillede. I stedet sad jeg fuldstændig tryllebundet og fulgte hendes bevægelser – med den ene hånd filede hun løs med buen, mens fingrene på den anden hånd fløj frem og tilbage over strengene i et rasende tempo. Der var helt stille i salen, mens publikum holdt vejret og lyttede …. jeg ved godt, at disse musikere øver sig i tusindvis af timer. Ikke desto mindre, så synes jeg det er et mirakel hver eneste gang jeg oplever en musiker der spiller på den måde uden at snuble en eneste gang.

Johannes Brahms: Symfoni nr. 2

Efter pausen spillede de Brahms 2. symfoni – et meget spændende, kraftfuldt og dramatisk værk. Det var den helt perfekte afslutning på denne koncert. Alle musikerne spillede med masser af kraft og energi – de gav publikum fire levende og intense værker. Jeg var mindst begejstret for det allerførste værk af Webern – men jeg synes alligevel, at det var et perfekt værk at begynde med. Det var så nyt og anderledes – derfor blev min opmærksomhed straks fanget. Tempoet og intensiteten blev skruet en tand i vejret med Coplands klarinetkoncert og den fik en tand mere med Ravels “Tzigane” – langsomt blev publikum trukket længere og længere ind i en musikalsk drømmetilstand, hvor man glemte alt om verden uden for. Da vi nåede til Brahms symfoni, følte jeg det som om, at mit sind var fuldstændig renset for alle tanker og forstyrrende elementer – og så kunne musikken bare strømme igennem mig uden nogen forhindringer. Denne koncert var fuldstændig perfekt fra start til slut og jeg nød hvert eneste minut. Sikken en oplevelse!

Tivolis Koncertsal - maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis Koncertsal – juni 2016. Copyright: Jens Drejer.

Onsdag aften var jeg til koncert med Amalie Elmark(violin) og Jonathan Siahaan(klaver). Det var en aften med violinsonater af Beethoven, Ravel og Prokofiev.

Den første sats i Beethovens vionlinsonate var kraftfuld og bombastisk. Anden sats var langsom og dvælende – men ikke  slæbende. Det var meget smukt. Tredje sats var munter og frejdig. Fjerde sats var voldsom og overvældende. Når jeg går til koncert, så skal jeg ligesom akklimatiseres – jeg skal lige have tømt hovedet for dagens tanker og udfordringer. Først når hovedet er helt tomt, så kan jeg rigtig lytte til musikken … jeg ved ikke om der er andre som har det på samme måde? Eller om det bare er mig?! Men Beethovens musik var så gribende, at jeg hurtigt blev fanget af musikken og glemte alt andet. Og de unge mennesker spillede fantastisk – Amalie Elmark og Jonathan Siahaan fik et usædvanlig stort bifald allerede efter det første værk! 

Maurice Ravel – violinsonate nr. 2 i G-dur

Jeg havde selvfølgelig set, at der stod Maurice Ravel i programmet. Men jeg kan jo ikke huske alle de der titler – sonate nr dit eller dat i den ene dur eller den anden mol. Derfor havde jeg ikke slet ikke opdaget, at det var et af mine yndlingsværker, som de skulle spille. Til gengæld fik jeg en stor og dejlig overraskelse, da jeg straks genkendte de første toner.

Maurice Ravel(1875-1937).

Maurice Ravel(1875-1937).

Som sædvanlig skal jeg begynde med at indrømme, at jeg aner ikke hvad Ravel tænkte på, da han skrev dette værk. Jeg er dog hundrede procent sikker på, at første sats følger et lille vandløb – man kan tydeligt høre vandet som pibler af sted. Nogle gange hurtigt – andre gange langsomt og dovent. Nogle gange lyder det som om, at vandet bruser blidt og forsigtigt ned over et lille vandfald.

Næste sats er en blues – en slentrende blues. Violinen spiller et smægtende og  flirtende tema, mens klaveret følger listende og lurende bagefter. Denne sats giver mig en følelse af at slentre ned af de brede boulevarder i Paris på en lun sommeraften; gæsterne sidder uden for på cafeerne; tjenerne står og hænger i døråbningerne til barerne, mens de ryger den ene gauloise efter den anden; mænd og kvinder flirter med hinanden – og hele tiden hører man stymper og stykker af musik, som er forskellig, men dog alligevel har et vist genkendeligt slægtsskab og det er jo den melankolske blues … (tryk her for at høre denne sats).

I tredje sats er musikken skæv, vaklende, slingrende, usikker og forvrænget. Hvad i alverden er det der sker? Her bliver jeg så nødt til at indrømme, at jeg synes jeg genkender denne musik … det er jo præcis lige som at være inde i mit hoved, når jeg har været i byen og jeg er blevet fuld og klokken er tre om natten. De fleste kender nok den der følelse af, at benene er som gelé og hele verden drejer rundt … og det bliver jo ikke bedre, når hovedet begynder at dunke og tømmermændene melder deres ankomst. Jeg er fuldstændig overbevidst om, at det er den oplevelse, som Ravel beskriver i denne sats. 

Men man kan vist også fortolke dette værk, som et billede på evolutionen – første sats er den harmoniske og romantiske fortid. Anden sats er den moderne og dynamiske nutid. Og tredje sats er en uhyggelig dystopisk fremtidsvision.

Endnu en gang var der bragende bifald til de to unge musikere – og de havde virkelig fortjent det. Det var formidabelt. Det var fænomenalt. Det var sublimt – og det var hjerteskærende smukt. Jeg har fundet en udmærket video på YouTube, hvor man kan høre hele værket i en virkelig flot og velspillet optagelse(tryk her).

Prokofiev – violinsonate nr. 2 i D-dur

Sergej Prokofiev(1891-1953).

Sergej Prokofiev(1891-1953).

Jeg er normalt ret vild med Prokofiev og hans både dynamiske og temperamentsfulde musik … men onsdag aften i Tivolis koncertsal … efter Ravels suveræne sonate … så virkede Prokofievs musik pludselig en smule tam og uinteressant. Amalie Elmark og Jonathan Siahaan spillede virkelig godt. Og jeg er vild med Prokofiev. Jeg tror bare de havde spillet Ravels violinsonate så stærkt og suverænt, at det var fuldstændig lige meget hvad de spillede bagefter – uanset hvad de havde valgt, så havde det været en lille smule kedeligt.

Koncerten sluttede med et stort, velfortjent og stående bifald – det var en rigtig dejlig aften i Tivolis Koncertsal.

5 stjerner

Tivolis Koncertsal - september 2015.

Tivolis Koncertsal – september 2015. Copyright: Jens Drejer.

Bygningskulturens hus i Nyboder.

Bygningskulturens hus i Nyboder.

Nu er der igen DSQ Festival i København – DSQ står for the Danish String Quartet og det vil sige Rune Tonsgaard Sørensen, Frederik Øland, Fredrik Schøyen Sjölin og Asbjørn Nørgaard. Lige som sidste år – og formodentlig også de år hvor jeg ikke har deltaget – er man nødt til at vælge mellem en masse spændende musikere og en masse skønne komponister. Mit første valg var dog ikke særlig svært. Jeg var jo nødt til at vælge Schuberts Winterreise, selv om jeg allerede har hørt dette værk en del gange – men jeg elsker lieder!

Den unge danske baryton Simon Duus sang og Søren Rastogi sad ved klaveret.

Den flotte sal i Bygningskulturens hus før koncerten.

Den flotte sal i Bygningskulturens hus før koncerten.

Teksten til “Winterreise” er skrevet af den tyske digter Wilhelm Müller(1794-1827) og musikken er skrevet af Schubert i 1827. Historien handler om en ung vandringsmand, der kommer til en fremmed by i maj måned og bliver forelsket. Men hun svigter den fattige vandringsmand, for at blive en rig brud. Trods vinter, sne og kulde, så må han atter drage videre: “jeg ser kun sneen knejse / på mørkets vintervej. / En måneskygge følger / som rejsefælle mig / på sneens hvide bølger.

Frederik Øland præsenterede aftenens koncert.

Frederik Øland præsenterede aftenens koncert.

Hele teksten er præget af et eksalerende vanvid: “Det brænder under mine fødder / skønt dog på is og sne jeg går.” Der er denne dobbelthed hele vejen gennem værket, hvor den unge mand går og drømme om sin kæreste, mens han bliver mere og mere kold og forfrossen. I sidste vers møder han den gådefulde og skæbnesvangre lirekassemand: “Ovre bag ved byen / står en spillemand / som med stive fingre / spiller som han kan. // Barfodet på isen / flakker manden om, / skålen ved hans fødder, / den er stadig tom. // Ingen gider høre, ingen ser ham an. / Sultne hunde knurrer / af den gamle mand. // Og han la´r det hænde / sådan som det vil, / drejer, og hans lire / standser ej sit spil. // Underlige gamling, / skal jeg gå med dig? / Vil du dreje liren / til min sang for mig — ?” Når man har forstået, at teksten er allegorisk, så er der selvfølgelig ingen tvivl om, at den underlige lirekassemand er et billede på døden: livet er en lang og ensom vandring gennem kulde, sne og is. Kærlighed er bare en fjern forårsdrøm og døden venter os alle. Ak ja. Det er bestemt ikke nogen munter historie! 

Den danske baryton Simon Duus.

Den danske baryton Simon Duus.

Simon Duus har en vidunderlig stemme – mørk og dyb, stærk og kraftfuld. Men den er også varm og inderlig og meget klangfuld. Der er dog også en lille bitte smule kritik – Simon Duus har en meget stor og stærk stemme og der var lige et par steder, hvor jeg synes det blev en lille bitte smule voldsomt.

Jeg synes, at lieder er den allermest fascinerende kunstform der findes. Det må aldrig blive vulgært – det må aldrig blive teatralsk eller melodramatisk. Det er primært stemmen, som skal bære dramaet. Det vil sige, at sangeren kun må benytte sig af de allermest diskrete virkemidler, for at formidle sangens handling og følelser. Men det må selvfølgelig heller ikke blive kedeligt. Derfor er liedgenren sådan en ekstrem svær kunstform, som kun de allerfærreste sangere mestrer. Men Simon Duus gjorde det så utrolig forrygende – jeg har efterhånden hørt “Winterreise” nogle gange, men dette var uden nogen tvivl den bedste … det var sublimt og jeg var fuldstændig overvældet.

Søren Rastogi.

Søren Rastogi.

Men en liedsanger er jo ikke alene – klaverets rolle er lige så vigtig som sangeren. Søren Rastogi spillede fantastisk. Jeg ved godt, at jeg gætter – men det er mit indtryk, at Søren Rastogi og Simon Duus havde et helt exceptionelt samspil, hvor de både skiftedes til at presse hinanden og straks efter at holde hinanden tilbage. På mig virkede det i hvert fald som om, at de havde et samarbejde der var lige så dynamisk og kongenialt som fx Ian Bostridge og Julius Drake – et andet par der har haft et årelangt og meget succesfuldt samarbejde.

Simon Duus.

Simon Duus.

Efter denne oplevelse var jeg slet ikke i tvivl om, at de skulle have seks stjerner. Det kunne slet ikke være anderledes. Og så spillede de Schuberts “An die Musik” som ekstranummer – min absolutte yndlingslied! Jeg har den på CD og jeg elsker den. Men det er første gang jeg har hørt den i virkeligheden. Sikken en fantastisk hjertegribende oplevelse!

Og sikken en koncert. Det var svært da jeg skulle vælge, hvilke koncerter jeg skulle bestille billetter til. Der skulle være endnu en koncert efter Schuberts “Winterreise” og jeg havde overvejet at bestille til dem begge. Men så tænkte jeg, at det var en dum ide, for det ville jo nok blive for meget. Men de sidste par dage gik jeg alligevel og overvejede om jeg skulle forsøge at tigge mig til en ekstrabillet, når jeg kom derind. Men efter denne fantastiske koncert, så var der slet ingen tvivl om, at jeg var mæt og skulle hjem for at nyde de mange indtryk – og i dag går jeg stadigvæk rundt med et stort, lykkeligt smil. Det var en fantastisk koncert og en rigtig dejlig oplevelse, som stadigvæk sidder i hele kroppen!

6stjerner

Winterreise 2014 079

Simon Duus og Søren Rastogi – de spillede Schuberts Winterreise og gav “An die Musik” som ekstranummer!

Onsdag aften var jeg til koncert i Trommen i Hørsholm, hvor der var koncert med Rune Tonsgaard Sørensen og Tanja Zapolski. Rune Tonsgaard indledte med at fortælle lidt om programmet, der indeholdt værker af Bach, Schubert og Prokofiev. Han fortalte, at det var forholdsvis mørk musik, som de havde valgt, fordi det passede til årstiden – det var jo den 1. oktober.

Rune Tonsgaard Sørensen.

Rune Tonsgaard Sørensen.

Bachs sonate begyndte med en mørk og dvælende melankoli, tilsat en passende mængde sørgmodige vibrationer fra Rune Tonsgaards violin. Rune Tonsgaard havde allerede lavet en kobling mellem musikken og efteråret udenfor. Det har selvfølgelig en stærk suggestiv virkning på publikum. Det oplevede jeg særligt i tredje sats, hvor musikken var fuld af efterårsregn der dryppede fra blade og træer. Vinden rykkede bladene af træerne og blæsten fejede de visne blade over marker og plæner, mens tunge skyer hastede over himlen. Det var en skøn oplevelse!

Schuberts sonate var også mørk, men der var en helt anden varme i dette værk. Hvis man forestiller sig, at Bachs sonate foregår ude i det kolde og blæsende efterårsvejr, så foregår Schuberts værk indenfor, hvor man kan sidde og kigge ud på vejret, mens man selv hygger sig inde i varmen. Det var et rigtig smukt værk. Særligt den tredje sats var både gribende og hjertesmeltende!

Tanja Zapolski.

Tanja Zapolski.

Efter pausen indledte Tanja Zapolski koncertens anden del, med at fortælle lidt om det sidste værk, som var en sonate af Sergej Prokofiev – han blev født i 1891 i det område, som i dag hedder Donetsk og ligger i det nuværende Ukraine. Dermed har han noget til fælles med Tanja Zapolski – selv om hun har boet i Danmark i mange år, så er hun nemlig født og opvokset det samme sted.

Prokofiev har selv beskrevet visse bevægelser i slutningen af første og tredje sats, som “vinde henover de udstrakte gravpladser.” I dag er Donetsk hærget af krig – mange er flygtet og mange andre bliver dræbt hver eneste dag. Derfor havde de valgt at spille dette værk og Tanja Zapolski understregede, hvor meget det betød for hende. Det var en meget stærk præsentation af koncertens afsluttende værk!

Prokofievs værk begyndte med nogle tunge og mørke anslag på klaveret, som blev fulgt af en skæbnesvanger vibrato fra violinen. Det er sådan noget musik, som man får en lille smule ondt i maven og hjertet af … men det er sandelig også sådan noget musik, som fanger publikums opmærksomhed. Der var en meget intens stemning i hele salen og der var dødsstille under hele værket. Tanja Zapolskis indledning havde selvfølgelig den samme suggestive kraft, som Runes indledning havde på koncertens første del.

Koncert i Trommen i Hørsholm.

Koncert i Trommen i Hørsholm.

I værkets anden sats var musikken domineret af et staccato-agtigt temperament – man følte sig hensat til en verden af krig og ødelæggelse. Man hørte bomberne som fløj over Donetsk, kuglerne som hvislede gennem luften, huse som styrter sammen og de skrækslagne indbyggere, som er fanget i dette inferno. Så følger tredje sats hvor et plirrende klaver fylder luften med en farverig tristesse, mens de mørke, melankolske toner fra violinen griber publikum om hjerterne. Den allerstørste intensitet opnåede de, hvor Rune Tonsgaard lader buen vugge ganske svagt og uendelig dæmpet frem og tilbage over strengene. Det var en meget, meget stærk, nervepirrende og følelsesprovokerende oplevelse!

Denne koncert var arrangeret af Hørsholm Musikforening – men hele landet er fuld af sådan nogle små kammermusikforeninger, som arrangerer masser af koncerter forskellige steder i lokalområdet. Her kan man høre en masse fantastisk musik og som regler koster billetterne kun omkring 100 kr. Hvis man melder sig ind i foreningen eller køber et abonnement, så kan man som regel få det endnu billigere. Jeg synes det er en helt fantastisk mulighed for at høre en masse pragtfuld musik, uden at det koster en herregård.

Blandt de kommende koncerter i Hørsholm Musikforening vil jeg gerne anbefale koncerten mandag d. 1. december med Trio Vitruvi. Jeg hørte deres koncert i Tivolis koncertsal for et par måneder siden. Her spillede de blandt andet Sjostakovitjs Klavertrio nr. 2 og det var en fuldstændig berusende oplevelse. Jeg var nærmest helt ekstatisk bagefter. Dette værk spiller de også i Trommen d. 1. december. Jeg vil næsten gøre hvad som helst, for at høre dette værk igen. Desværre er der også en koncert dagen før, som jeg er lige så opsat på at høre. Det er et dilemma og jeg ved slet ikke hvad jeg skal vælge!

5 stjerner

Rune Tonsgaard Sørensen på violin og Tanja Zapolski på klaver.

Rune Tonsgaard Sørensen på violin og Tanja Zapolski på klaver.

Det er kun 3-4 uger siden, at Den danske strygekvartet udgav en CD med værker af Brahms og Fuchs(læs mere HER), og nu er de allerede klar med endnu en CD – denne gang med skandinavisk folkemusik; det er temmelig usædvanligt for fire musikere, som normalt arbejder med klassisk musik. Den danske strygekvartet har en utrolig succes over det meste af verden og giver koncerter i verdens bedste og mest prestigefyldte koncertsale. Men de fire musikere har vist altid haft en særlig interesse for den gamle folkemusik. Når de skulle give ekstranummer efter deres koncerter, så begyndte de at vælge disse numre fra folkemusikken – det er bestemt ikke almindeligt og har sikkert været en stor overraskelse for publikum. Men disse ekstranumre blev efterhånden mere og mere populære – og det er baggrunden for den nye CD.

Albummet består af 13 numre som alle er forsynet med en lille note om oprindelsen. Det er på engelsk, så alle kan følge med: “We set out in the fog covering the Faroe Islands. A lonely violin plays a traditional Faroese wedding song. After a while we reach the Danish island of Fanø to immerse ourselves in Part 1 of the Sønderho Bridal Trilogy, a set of three sønderhonings that dates back some four hundred years.

Wood Works - en ny CD fra Den danske Strygekvartet.

Wood Works – en ny CD fra Den danske Strygekvartet.

Med sine 400 år er denne bryllups trilogi vist CDens alderspræsident. Vi bliver ført vidt omkring på den nye CD – både i tid og sted; Vigstamoin stammer fra den lille gård Vigstamo i Gudbrandsdalen i Norge, hvor bonden hed Vigstamoin. “Waltz after Lasse in Lyby” er fra Skåne, hvor den omvandrende spillemand Lasse blev kendt for denne lille vals.

Min favorit er “Sønderho Bridal Trilogy – Part II”(tryk her). En anden favorit er “Five Sheep, Four Goats”, hvor Den danske strygekvartet får assistance af Mads la Cour på Flugelhorn – jeg er temmelig begejstret for hans indsats. Han er god. Han er rigtig god! “Five Sheep, Four Goats” er et fascinerende og forførende værk, som rummer en slags sørgmunter stemning. Der er flere medier som kårer årets CD og årets hit. Jeg synes det kunne være ekstremt morsomt, hvis det var “Fem får, fire geder” som blev kåret til årets hit 2014 … det ville jo være fuldstændig absurd: for det første er det folkemusik; for det andet er titlen jo fuldstændig håbløs i 2014. Men det er jo præcis dérfor, at jeg synes det ville være hylende morsomt og totalt grinagtigt. Men nummeret er så godt, at jeg faktisk ikke anser det for helt umuligt – tværtimod. Dette nummer er virkelig genialt og jeg tror faktisk, at det kunne blive et hit.

Det var Rune Tonsgaard Sørensen som fandt “Five Sheep, Four Goats” og lavede “an arrangement for three string quartets“, som de skriver i coveret … arhhhhh, kan det nu osse passe?! Jeg tillader mig at formode, at det er en fejl. Der har næppe været 12 strygere til dette nummer. De er i hvert fald ikke nævnt nogen steder i coveret. 😉

Men det er værd at bemærke, at det er et arrangement – altså en slags modernisering. Det samme sker i værket “Easter sunday”, hvor de blander en melodi fra 1989, skrevet af den danske violinist Poul Bjerager, med flere værker af en dansk sømand og spillemand fra 1760erne. Det nyeste værk på CDen er “O Fredrik, O Fredrik” som er skrevet og dedikeret til strygekvartettens egen Fredrik Sjölin, af hans norske barndomsven Johannes Rusten. Men, men, men …. kan det overhovedet kaldes for folkemusik? Man skal huske, at for 200 eller 300 år siden spillede de fleste spillemænd efter gehør og hukommelse. Mange af dem kunne vel nok spille efter noder. Jeg tror bare ikke, at det var særlig udbredt i praksis. Når de hørte en god melodi, så prøvede de at huske den og gentage den. Nogle var sikkert bedre til at huske end andre – men der var også nogle som formåede at tilføje de populære melodier en ny vending og på den måde gøre musikken til deres egen. De bedste spillemænd blev kendte for deres helt egne små melodier, præcis som Lasse fra Lyby.

Den danske strygekvartet.

Den danske strygekvartet.

Derfor synes jeg det er genialt, at Den danske strygekvartet ikke bare har lavet en CD med 13 gamle folkemelodier, men har tilføjet noget af deres eget særpræg. På den måde viser de jo en stor respekt for folkemusikkens sjæl og tradition – og det vigtigste er, at de er med til at holde traditionen i live. “Wood Works” er ikke en slags museums stykke. Det er levende musik!

CDen slutter med sidste del af Sønderho Bridal Trilogy. I noten står: “After all the excitement af reels, polskas, sheep and goats, we are back at the island of Fanø, disappearing into the Atlantic fog.”

Sikken en magi. Sikken en mystik – både i ord og musik. Det er så smukt og perfekt, at det får hårene til at rejse sig på mine arme. Det er virkelig sublimt. På samme måde har man skabt en struktur mellem numrene, hvor musikken glider nærmest umærkeligt fra det ene nummer til det andet, selv om der er musik fra alle de skandinaviske lande og nogle af numrene er skrevet med flere håndrede års mellemrum. Det er så fænomenalt, at det næsten er ubeskriveligt. Men strygekvartettens energi og stil binder alle værkerne sammen. Nogle af værkerne er båret af en meditativ melankoli og en slags eksistentiel ensomhed – forstået på den måde, at det er en form for ensomhed, som jeg er sikker på, at alle mennesker vil genkende. Der er andre af numrene som er så glade og muntre, at man næsten ikke kan lade være med at danse rundt og rundt. Men hvert eneste nummer er spillet med en spændstig og levende vitalitet, som er både fængslende og forførende. Og jeg mener virkelig hvert eneste nummer! Denne CD er på alle måde et suverænt mesterværk!

Jeg modtog “Wood Works” med posten i lørdags og den har kørt uafbrudt lige siden. Der er sådan en utrolig rigdom af farver og nuancer i musikken. Der er så meget dybde og så mange motiver at fordybe sig i. Hver eneste gang jeg hører CDen, så opdager jeg nye toner og nye detaljer – jeg tror det varer meget lang tid før jeg bliver færdig med denne CD.

Wood Works” er udgivet af Dacapo records, men kan også købes på Amazon og andre webshops fra på mandag, som er den officielle releasedato.

6stjerner

Fredag aften var jeg til koncert med Copenhagen phil, som havde forladt hjemmebasen for at indtage Dronningesalen i “Den sorte diamant”.

Det var annonceret på Copenhagen Phil`s hjemmeside, at der var koncertintroduktion 18,45. Vi kom næsten en halv time før og ventede tålmodigt på, at de skulle åbne dørene, så vi kunne komme ind til introduktionen. Det skete bare aldrig. Både DR Symfoniorkestret og Copenhagen Phil holder normalt koncertintroduktion i koncertsalen. Det er selvfølgelig muligt, at de har benyttet sig af en anden mulighed i Den sorte diamant – i så fald opdagede vi det ikke og det var lidt ærgerligt ……

27-årige Santtu-Matias Rouvali er 1. gæstedirigent for Copenhagen Phil.

27-årige Santtu-Matias Rouvali er 1. gæstedirigent for Copenhagen Phil.

Koncertens musikalske forret var Igor Stravinskys musik til balletten “Feens kys”; balletten bygger på en historie af H. C. Andersen, som hedder Isjomfruen. Musikken er inspireret af Peter Tjajkovskij, som var et af Stravinskijs forbilleder. Folk som har et indgående forhold til Tjajkovskij kan genkende både sange og klaverstykker i Stravinskijs balletmusik.

“Feens kys” handler om en lille dreng som bliver kysset af Isfeen; derfor tilhører han Isfeen. Da han bliver en ung mand prøver hun at forføre ham og lokke ham ud i bjergene, men han gør modstand og undslipper. Den unge mand bliver forlovet og skal giftes. Det lykkes for Isfeen at overtage brudens plads; da den unge mand opdager fejlen er det allerede for sent og Isfeen fører ham med til sit iskolde rige.

Det er jo en temmelig skummel historie – på en måde er det en skarp kontrast til den særdeles muntre musik. Men der indgår jo både en forlovelsesfest og et bryllup i balletten, hvilket har givet komponisten lejlighed til at skrive en masse muntert og festligt musik. Jeg havde mest lyst til at springe op og danse midt i salen; i stedet for nøjedes jeg selvfølgelig med at vippe lidt med foden, for det var umuligt at sidde helt stille. Tubaen spillede en helt central rolle – jeg forestiller mig, at den skulle illustrere Isfeen som lister sig ind på sit offer. I stedet for at skabe uhygge, så skabte det en vidunderlig komik. Jeg havde mest lyst til at grine højt af fryd og begejstring for denne eventyrlige humor. Det var en fantastisk oplevelse og Copenhagen Phil spillede med så meget kraft og energi, at jeg blev helt beruset.

Aftenens hovedret var Sjostakovitjs 2. violinkoncert med den lettiske violinist Baiba Skride som solist. Det begyndte så godt ….. men der gik kun 10 minutter: så sprang en af strengene på Baiba Skrides violin. Hun byttede lynhurtigt med Jon Gjesme, som var aftenens koncertmester. Men hun kunne åbenbart ikke spille på hans violin og så måtte koncerten stoppes.

Den lettiske violinist Baiba Skride.

Den lettiske violinist Baiba Skride(nb: billedet er taget fra 12. række. Tryk for at se billedet i fuld størrelse.)

Jeg har aldrig oplevet en koncert, som måtte stoppe på den måde. Aldrig nogen sinde. Og hvordan håndterer man sådan en situation? En perfektionist ville måske gå i panik og tænke, at det var en katastrofe, for den slags må selvfølgelig ikke. Alligevel kan man selvfølgelig ikke undgå, at det sker en sjælden gang imellem. Da jeg ikke har oplevet det før, syntes jeg nærmest at det var en oplevelse. Det er jo nemt nok for mig at sige, når jeg bare er tilskuer. Men det er mit indtryk, at musikerne taklede situationen lige så roligt og afslappet som publikum. Baiba Skride virkede fuldstændig uanfægtet, da hun undskyldte med et lille smil og forlod scenen sammen med Jon Gjesme for at sætte en ny streng i violinen. De kom tilbage fem minutter senere og så spillede de violinkoncerten forfra – og denne oplevelse havde tilsyneladende hverken påvirket Baiba Skrides selvtillid, fokus eller koncentration.

Sjostakovitjs 2. klaverkoncert er et meget indadvendt værk, som er båret på en undertone af konstant smerte. Det er rørende og inderligt. I anden sats stiger intensiteten til en brusende bølge af smerte, som skyller ind over publikum. Der er også et længere forløb, hvor alle de andre strygere fungerer som en mild og dæmpet baggrund, mens Baiba Skrides violinsolo er fuld af smertefuld ensomhed og fortvivlelse. I tredje og sidste sats bliver tempoet hektisk, manisk, ophidset – og musikken bliver nærmest forvandlet til et musikalsk vanvid eller mareridt. Den dystre og skæbnesvangre stemning understreges af nogle tunge og dunkle brag fra både lilletrommen og paukerne.

Jeg ville ønske, at jeg kunne høre Copenhagen Phil og Baiba Skride spille Sjostakovitjs 2. violinkoncert endnu en gang. Jeg var så fuld af stemningen fra Stravinskijs musik, at der ikke rigtig var plads til violinkoncerten ….

Copenhagen Phil i Dronningesalen.

Copenhagen Phil i Dronningesalen.

Efter pausen bestod den musikalske dessert af mere balletmusik – det var uddrag af Tjajkovskijs musik til Svanesøen. Her genkender man masser af højdepunkt som fx den ungarske dans, der er en hvirvlende czardas. Mange vil også genkende svanernes dans. Men det mest kendte nummer er selvfølgelig valsen(tryk her for at høre den), som jeg er helt sikker på, at alle kender – også alle dem som bare ikke ved det. Det er så vidunderligt og berusende, at man slet ikke kan lade være med at juble indvendig. For mig var højdepunktet dog Jon Gjesmes gribende violinsolo; det var så utrolig smukt, så rørende og så inderligt, at det næsten er ubegribeligt. Jeg kunne mærke, hvordan hårene rejste sig på mine arme. Jeg fik kuldegysninger ned af nakken og det føltes som om, at tonerne trængte ind i hver eneste celle i min krop. Det var en usædvanlig stærk oplevelse!

Da vi forlod koncertsalen var vi lige ved at løbe ind i Santtu-Matias Rouvali. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan det er lykkedes ham at komme ud af salen så hurtigt ….. men jeg er rigtig glad for, at jeg fik chancen for at sige “thank you for a wonderful concert”. Det er tredje gang jeg oplever Rouvali som dirigent og jeg er en stor fan. Den unge mand er fuldstændig fænomenal. Hans arme sejler gennem rummet, han står på tæerne og strækker hænderne mod loftet, og alle fingrene dirrer ivrigt i luften, mens han stormer fra den ene side af podiet til den anden. Han har lige så meget kraft og energi, som et helt tordenvejr. Når Santtu-Matias Rouvali overfører denne energi til orkestret, så bliver musikken til ren magi der skyller ud over publikum.

Hvis man har lys til at opleve Santtu-Matias Rouvali, så har man chancen igen allerede d. 14. marts, hvor Copenhagen Phil atter er tilbage i Konservatoriets koncertsal. Tryk her for at læse mere.

Den finske dirigent Santtu-Matias Rouvali.

Den finske dirigent Santtu-Matias Rouvali.

Fredag aften spillede Copenhagen Phil Sjostakovitjs 7. symfoni – den såkaldte “Leningrad Symfoni” – sammen med 55 studerende fra Det kgl. danske musikkonservatorium. Dirigenten var Dimitrij Kitajenko.

Den historiske baggrund

Koncerten blev indledt med en glimrende introduktion af fløjtenist Kristina Ersson. Når Sjostakovitjs 7. symfoni har fået sådan en legendarisk status, så skyldes det ikke mindst den historiske baggrund.

Den gamle koncertsal på Julius Thomsens gade 1 på Fr. Berg.

Den gamle koncertsal på Julius Thomsens gade 1 på Fr. Berg.

D. 23. august 1939 underskrev Stalin og Hitler en ikke-angrebsaftale, hvori begge parter garanterede at forholde sig neutrale i tilfælde af den ene parts angreb på et tredje land. Kun otte dage senere angreb Hitler Polen, hvilket blev begyndelsen på anden verdenskrig.

Denne ikke-angrebspagten blev brudt d. 22. juni 1941, da Hitler angreb Sovjetunionen. Nazisterne pløjede sig gennem landet med kurs direkte mod Leningrad – tidligere som Sankt Petersborg. Leningrad var strategisk vigtig, fordi den var Sovjetunionens næststørste by og samtidig landets største havneby ved Østersøen. Hitler havde forestillet sig, at det ville blive temmelig nemt at besejre Sovjetunionen, men tropperne blev stoppet ved Leningrad. Her nægtede indbyggerne at overgive sig! Det udviklede sig til en belejring som kom til at vare i 2½ år. En tredjedel af byens befolkning døde af sult og kulde – det svarer til 30.000 OM DAGEN!

Kristina Ersson - jeg tror snart, at Copenhagen Phil får brug for en midlertidig afløser!

Kristina Ersson – jeg tror snart, at Copenhagen Phil får brug for en midlertidig afløser!

I 1941 boede den 31-årige Dmitrij Sjostakovitj i Leningrad med kone og to små børn. I august 1941 valgte man at evakuerede en mængde fremtrædende borgere – fx medlemmer af Leningrad Philharmonien. Sjostakovitj nægtede at rejse. Men tyskerne kom nærmere og nærmere. D. 30. september blev Sjostakovitj og hans familie alligevel evakueret til en flygtningelejr 800 km fra Leningrad.

Her færdiggjorde Sjostakovitj arbejdet med symfonien – det sidste punktum blev sat d. 27. december 1941. Året efter – d. 5. marts 1942 – blev værket uropført af en gruppe musikere fra Bolsjoj Teatret, som også var evakueret. Allerede sidst i marts måned blev symfonien spillet i Moskva og transmitteret i radioen.

Via Teheran og Cairo blev partituret sendt uden om de tyske tropper. I juni 1942 blev værket opført i London og samtidig transmitteret i den engelske radio. I juli blev værket opført i New York og i august blev det spillet i Boston. Leningrad Symfonien blev straks en gedigen succes på både den ene og den anden side af krigens fronter.

Dimitrij Kitajenko.

Dimitrij Kitajenko.

Når eftertiden har kaldt værket for “Leningrad Symfonien”, så skyldes det ikke blot Sjostakovitjs dedikation “Til vores kamp mod fascismen, til vores kommende sejr over fjenden og til min fødeby Leningrad”; det skyldes først og fremmest en legendarisk opførelse af værket i den sønderbombede by. I sommeren 1942 var der stadig 14 medlemmer af Radioorkestret i byen. De satte plakater op i hele byen for at finde andre musikere. Men der var slet ikke nok til at opføre det monumentale orkesterværk. Derfor kaldte man alle soldater som var i stand til at spille et instrument, tilbage fra frontlinjen. Alle musikerne var udmattede af sult; efter den første prøve som blot varede 15 minutter, var dirigenten så afkræftet, at han besvimede ….

Men koncerten blev gennemført d. 9. august 1942. Inden koncerten havde man sat højtalere op i hele byen, så alle kunne høre værket fra den overfyldte koncertsal. Selv de tyske soldater uden for byen kunne høre musikken; alle krigshandlinger stoppede mens musikken spillede. Stilheden sænkede sig over fronten, mens soldaterne fra begge sider lyttede til musikken. 

Leningrad Symfonien – et mesterværk!

Efter et ganske kort forspil, så begynder 1. sats med en lyrisk og fredelig hverdagsstemning. Fuglene flyver rundt på den blå himmel og synger muntert. Der er ikke den mindste sky på himlen. Ikke det mindste varsel om den kommende katastrofe.

Trappen i Konservatoriets flotte koncertsal.

Trappen i Konservatoriets flotte koncertsal.

Denne stemning afbrydes af en trykkende og ildevarslende stilhed, hvor alt synes at holde vejret og lytte … langt borte hører man nogle dæmpede toner. Ganske langsomt kommer musikken nærmere. Lilletrommen spiller et taktfast og inciterende march-tema. Musikken kommer nærmere og nærmere, den bliver højere og højere, indtil den eksploderer i et musikalsk inferno, hvor paukerne lyder som kanoner og bomber. Der er raketter som flyver ind over byen, der er geværsalver, trampende støvler og forvirring og virvar ….

Dette forløb lyder fuldstændig lige som Ravels Bolero. Det er opbygget på fuldstændig samme måde. Sjostakovitj vidste, at han ville blive beskyldt for plagiat. “Men det er sådan krig lyder for mig”, forklarede han en af sine venner; jeg synes han var en modig mand. Men jeg er glad for, at han tog denne chancen, for det virker hverken pinligt eller plat. I stedet har det en stor dramatisk virkning.

Efterhånden mærker man en tiltagende træthed i musikken. Det første angreb på byen stopper og de chokerede indbyggere får endelig lejlighed til at betragte den sønderbombede by, murbrokkerne og de mange lig i gaderne. Musikken er domineret af en stor fortvivlelse g en dyb smertefuld sorg.

Dernæst følger et længere forløb, hvor den dæmpede musik er præget af en langtrukken sorg og smerte – dette forløb afbrydes med mellemrum af kortvarige og dramatisk episoder, som tydeligvis skal illustrere fornyede angreb og kamphandlinger. Nazisterne forsøger gang på gang at indtage byen. Der er også kortvarige episoder med optimisme, som måske skal beskrive befolknings glimtvise håb om befrielse. Men de dvælende og handlingsløse perioder bliver længere og længere, hvilket udtrykker den langtrukne og udmattende belejring af byen.

Tredje sats begynder ikke med et orgel – men det lyder som et orgel, der spiller en tung og sorgfuld begravelsesmarch. Denne sats slutter med 3 dramatiske slag på en gongong. Jeg har en gang ladet mig fortælle, at der – i nogle kulturer – er tradition for at afslutte en begravelse på denne facon. Derfor kan man forestille sig, at hele denne sats er tænkt som en messe for de døde.

Fjerde sats begynder med et stort kaos af støvletramp, eksploderende bomber og den ene geværsalve følger hastigt efter den anden. Derefter følger en tung stemning af opgivelse og fortvivlelse; man kan næsten se bjergene af murbrokker, som vidner om de mange sammenstyrtede huse, og de sorte skyer fra byens mange brandtomter.

Alligevel slutter den fjerde og sidste sats med en triumferende finale. Sejrstrompeterne forkynder lysets sejr over mørket. Belejringen af Leningrad var ikke slut, da Sjostakovitj satte det sidste punktum i slutningen af december 1941 – og det samme gælder jo 2. verdenskrig. Derfor kan finalen ikke være en beskrivelse af befrielsen. Men det kan være et udtryk for komponistens håb om befrielse og hans tro på, at det gode altid vil sejre.

Sludder og vrøvl!

Trods værkets umiddelbare succes, så blev det glemt efter krigen. I Sovjetunionen syntes de toneangivende og partitro smagsdommere, at værket var alt for muntert og optimistisk – det var ikke forenligt med kommunismens grundprincipper . I den vestlige verden fordømte man værket, som værende et propagandaværk bestilt af Stalin.

Dimitri Kitajenko.

Dimitri Kitajenko.

Men … alt det jeg har skrevet ovenfor er forkert. Det passer ikke. Ikke noget af det …. Leningrad Symfonien er slet ikke en beskrivelse af belejringen af Leningrad. Det fortalte Kristina Ersson i sin introduktion før koncerten. I dag ved man nemlig, at værket var næsten færdig før tyskerne angreb Sovjetunionen. Man ved også, at Sjostakovitj ønskede, at værket skulle være et requiem over alle dem som var døde under Stalins brutale udrensninger i 30erne. Han ønskede, at det skulle være et værk om terror, om slaveri og om sjælens dybeste smerte og lidelse. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det egentlig kan komme ud på ét: om man er belejret af nazisterne eller holdes fanget af et kommunistisk diktatur – ja, det kan vel næsten være det samme. På den måde lykkes det Sjostakovitj at slå to fluer med et smæk – om man så må sige. Den ene historie spejler jo den anden. Sjostakovitj bruger belejringen af Leningrad til at give en meget konkret beskrivelse af, hvordan det var at være fanget i Sovjetunionen i 30erne. Jeg synes det er genialt. Det er så genialt, at jeg bliver helt eksalteret af begejstring og beundring.

En uforglemmelig koncert!

Under sin introduktion fortalte Kristina Ersson, at det var et tungt værk. Jeg er slet ikke enig – tværtimod. Jeg synes det er utrolig smukt, muntert og festligt. Når jeg hører værket på min egen CD, så kan jeg slet ikke lade være med at danse rundt.

I 1920erne dyrkede futuristerne krigens barbariske skønhed. De skrev eksalterede digte om den skønne død i skyttegravene og beskrev blodet på de skudte soldater som blomster af død. Mange mennesker vil nok mene, at det lyder usmageligt og temmelig perverst. Men mennesker har gennem alle tider været både skræmt og fascineret af krigens drama. Man kan også sammenligne det med romantikkens fascination af noget så simpelt som et vandfald; deres fascination skyldtes, at de både kunne nyde naturens storslåede drama og samtidig gyse af frygt for naturens truende magt. Derfor er det ikke så underligt, at musikken er så munter og festlig i de episoder som symboliserer de mørke og destruktive kræfters angreb på kulturen, civilisationen og det frie menneske. Dette angreb lyder fuldstændig som et festfyrværkeri og man kan næste ikke lade være med at danse til musikken.

Konservatoriets koncertsal på Frederiksberg.

Konservatoriets koncertsal på Frederiksberg.

Der er også en helt utrolig fortryllende skønhed i de dæmpede forløb, hvor musikken beskriver sulten, sorgen og smerten over alle de døde og den smadrede by. Og det er slet ikke uden grund: Sjostakovich har fortalt, hvordan krigen – på en helt absurd måde! – kom som en slags befrielse – sorgens befrielse. Før krigen var man nødt til at skjule sin sorg under dynen. Under krigen blev det endelig helt legalt at sørge. Det betyder, at krigen ligefrem gav folk en mulighed for at tilfredsstille et stort og dybt behov. Derfor er der blandet både glæde og tilfredsstillelse i den sorg og smerte, som er helt tydelig i en stor del af Leningrad Symfonien.

Orkestret spillede fuldstændig suverænt. Der var så meget kraft og energi i både Copenhagen Phil og de mange studerende fra konservatoriet. Det blev temmelig voldsomt i de mest dramatiske højdepunkter; 125 musikerne lyder altså særdeles imponerende og jeg vil med garanti aldrig glemme denne koncert.

Der er heller ingen tvivl om, at alle musikerne ydede en helt formidabel og ekstraordinær indsats. Det er imponerende, når man ser musikere, der kæmper så meget for yde det optimale. Jeg får nogen gange det indtryk, at de arbejder lige så fokuseret og målrettet som de bedste sportsfolk. Og jeg tror faktisk, at deres indsats kræver lige så meget arbejde og energi.

Men de var alle sammen helt fænomenale – både Copenhagen Phil og alle de studerende fra konservatoriet – og det er med garanti en af de bedste aftener jeg nogen sinde har haft i radiohusets gamle koncertsal. Jeg er sikker på, at jeg aldrig glemmer denne koncert!

Fra konservatoriets koncertsal fredag aften.

Fra konservatoriets koncertsal fredag aften.

Fredag aften var jeg til sæsonens første koncert med Copenhagen Phil. Koncerten blev indledt og præsenteret af violinist Anne Søe Iwan. Hun fortalte, at orkestrets chefdirigent Lan Shui brækkede armen i Københavns lufthavn sidste år. Derefter blev den anden arm overbelastet og derfor har han været sygemeldt et helt år. Men nu er han endelig tilbage på podiet …… 

Beethovens 1. symfoni

Aftenen begyndte med Beethovens 1. symfoni, som blev uropført i Wien d. 2. april 1800. Denne symfoni begynder så fint og forsigtigt …. det er lidt sjovt, når man tænker på, at Beethoven senere blev mest kendt for sine store voluminøse og svulmende mesterværker. Jeg blev fuldstændig bjergtaget af violinerne i 2. sats, som spillede med en helt utrolig præcision og skarphed. Men højdepunktet var alligevel den hektiske 3. sats, hvor det lyder som om, at alle instrumenterne jagter hinanden. Symfonien slutter med et muntert tempo i den 4. sats, som er både besnærende, festligt og danseagtigt. 

Jeg tror, at alle gæsterne i det gamle radiohus var i usædvanlig godt humør efter Beethovens 1. symfoni – og hvordan kunne man være andet?! Hele foyeren summede ligefrem af munterhed og begejstret stemning i pausen. 

Beethovens 9. symfoni

Alligevel tror jeg ikke, at der var ret mange, som var kommet for at høre Beethovens 1. symfoni. Nixen bixen – folk var kommet for at høre den 9. Det er et af de værker, som jeg synes, kan blive så storladne, at det næsten bliver for svulstigt. Jeg kan godt forstå, at det kan være fristende for en dirigent at give fuld gas …. men nogen gange kan det være en fordel at tøjle sine lyster. Lan Shui holdt orkestret lidt tilbage, så værket nærmest blev en smule underspillet. Det gav hele værket en utrolig forførende skarphed. 

I 3. sats spillede violinerne, så det gjorde ondt helt ind i hjertet. 4. sats var utrolig skarp – og fyldt med ganske små kunstpauser, som skabte en god dynamik i musikken. Der var også en solo, som rev benene fuldstændig væk under mig. Jeg kunne desværre ikke høre om det var en bas eller en cello. Jeg er mest tilbøjelig til at gætte på en bas, men jeg er ikke helt sikker…… 

Jeg sad på en af de forreste rækker helt ude i højre side – det var absolut ikke optimalt. Jeg kunne jo ikke se de fleste af musikerne og derfor var det svært at følge med. Men det gav mig dog en anden fordel: for mig ligger et af højdepunkterne i denne symfoni midt i 1. sats, hvor musikken kommer rullende som bølger ind over publikum – den ene efter den anden. Bølgerne bliver ved og ved og ved….. og det er ikke sådan nogle små bølgeskvulp, som man ser ved de fleste danske kyster. Næh, det er store oceaniske bølger, som skyller buldrende og kraftfuldt gennem koncertsalen. Jeg sad lige ved siden af Harry med paukerne, så jeg kunne se hvordan han bankede løs. Samtidig med, at han hamrende løs med fuld kraft, så virkede han helt rolig og afslappet – sikken en kontrast. Man er slet ikke i tvivl om, at Harry Teahan er en dødhamrende dygtig musiker, som ved præcis hvor, hvordan og hvornår han skal ramme med køllerne. Det er virkelig fascinerende, at se ham svinge med køllerne som en anden jonglør. 

Aftenens længe ventede højdepunkt var selvfølgelig den store finale med Schillers “Ode an die Freude”, som er en ekstatisk jubelhymne, der handler om længslen efter at omfavne hele verden og kysse alle mennesker: “seid umschlungen, millionen”, synger koret i en storslået glædesrus – og sikken en oplevelse! Den blev opført med Klara Ek, Elisabeth Jansson, Thomas Cooley og Liao Changyong som solister, samt koret Ars Nova og Det lettiske radiokor. Jeg er dybt imponeret over den kinesiske baryton Liao Changyong – jeg tror aldrig, at jeg har hørt sådan en flot, fyldig og kraftfuld baryton. Jeg var lige så imponeret over de to kor. Det var også meget kraftfuldt. Men først og fremmest sang de med en flot præcision, så de lød som én stor og stærk stemme, hvor man uden problemer kunne forstå hvert eneste ord. 

 …. og det kan selvfølgelig være både godt og skidt. Det var måske ikke så heldigt for Liao Changyong. Jeg bemærkede nemlig, at der var 3-4 ord, som han udtalte forkert – fuldstændig forkert. Det havde ikke meget med tysk at gøre og jeg er temmelig sikker, at både Beethoven og Schiller havde krummet tæer, hvis de havde hørt det. Det er super, super ærgerligt. Men det var de eneste små skønhedsfejl i løbet af hele denne formidable koncert. 

Copenhagen Phil indspiller Beethovens 9.

Jeg har Beethovens 9. symfoni i to udgaver. Jeg har en ret elendig indspilning med Simon Rattle som dirigent og så har jeg en fabelagtig indspilning med John Eliot Gardiner. Lan Shui og Copenhagen Phil har lagt sig tæt op mod Gardiner – men der er dog ingen tvivl om, at de gjorde det endnu bedre. Det var skarpere og mere dynamiske end Gardiners udgave.

Trappen i den flotte publikumsfoyer.

Trappen i den flotte publikumsfoyer.

Derfor var det en glædelig nyhed, da vi fik at vide, at Copenhagen Phil faktisk er ved at indspille denne symfoni. Ja, ikke nok med det, men koncerten blev simpelthen optaget, fordi den skal bruges på den kommende CD. Jeg husker stadig, at Gardiners indspilning blev rost til skyerne og den regnes stadig som én af de allerbedste på markedet. Hvis Copenhagen Phil virkelig formår at lave en indspilning som er endnu bedre …. jamen, så bliver det simpelthen én af verdens bedste indspilning af en af verdens største symfonier. Og jeg var der! Jeg var til stede ved koncerten, hvor CD´en blev indspillet ….. under koncerten sad jeg og tænkte, at dette er virkelig kunst. Det er ikke bare Beethovens noder jeg mener, nej, jeg mener selve opførelsen. Det var så storslået og flot, at selve opførelsen blev til et helt suverænt kunstværk. Beethoven havde været både stolt og meget tilfreds, hvis han havde været til stede blandt publikum i det gamle radiohus fredag aften! 

Selv om jeg allerede har Beethovens 9. symfoni i to udgaver, så vil jeg bestemt også købe Copenhagen Phils indspilning, lige så snart den udkommer – jeg glæder mig til at høre den igen! 

Jeg plejer kun at give stjerner, når jeg har været til koncert i Tivoli. Det vil jeg ikke lave om på nu – men jeg kan ikke lade være med at tænke, at Lan Shui og Copenhagen Phil fortjener en hel stjerneregn for denne fænomenale koncert. 

Musikkonservatoriets koncertsal på Frederiksberg.

Musikkonservatoriets koncertsal på Frederiksberg.

På fredag(d. 27. sept) åbner Copenhagen Phil den nye sæson. Koncerten begynder med Beethovens 1. symfoni og slutter med hans 9. symfoni og den store finale med ordene fra Schillers ode “An die Freude“. Denne symfoni kræver en masse medvirkende og derfor spilles den relativt sjældent: der skal bruges én dirigent, et stort symfoniorkester af fineste kvalitet, fire dygtige solister, samt et kæmpestort kor. Copenhagen Phil har valgt at bruge både Ars Nova og Det lettiske radiokor. 

John Eliot Gardiners indspilning af Beethovens 9.

John Eliot Gardiners indspilning af Beethovens 9.

Jeg glæder mig helt vildt, for jeg har aldrig hørt denne symfoni i virkeligheden. Men jeg er også spændt, for det er et af de værker, som jeg kender temmelig godt. Det kan være både en fordel og en ulempe; det kan være en stor ulempe, hvis man begynder, at få en meget fastlåst mening om, hvordan musikken skal lyde …. og her må jeg nok indrømme, at jeg er skyldig! 

Jeg har en fantastisk flot indspilning af Beethovens 9. symfoni med John Eliot Gardiner som dirigent. Det er dynamisk og kraftfuld musik, som er fyldt med tempo og energi. Selv om musikken er meget monumental, så formår John Eliot Gardiner alligevel at løfte den, så den får en vis elegant lethed, som er båret af en jublende ekstase. 

Men jeg har også en indspilning med Simon Rattle og Wiener Philharmonikerne; det er en MEGET tung, en MEGET alvorlig og en MEGET højtidelig udgave. Jeg kan næsten ikke holde det ud. Der er i hvert fald ingen tvivl om, hvilken udgave jeg foretrækker. 

Det bliver helt vildt spændende, at høre hvordan chefdirigent Lan Shui fortolker Beethovens 9. – om han ligger tættest på Simon Rattle eller John Eliot Gardiner. Eller om han måske har fundet sit helt eget udtryk sammen med orkestret. Jeg oplever Lan Shui som en meget skarp og dynamisk dirigent. Derfor forventer jeg en stil som ligger tæt på Gardiner, men alligevel er mere skarp og hårdtslående. 

Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig. Jeg tror, at det bliver en usædvanlig festlig sæsonåbning i det gamle koncerthus. Det er der vist også mange andre som forventer, for koncerten er fuldstændig udsolgt ……. 

Det gamle radiohus

Det gamle radiohus

I aften giver Lawrence Brownlee koncert i Tivoli – sæsonens sidste koncert i Tivolis koncertsal. Det bliver uden mig; jeg ville gerne, men der er desværre grænser for, hvor mange koncerter man kan overkomme. I løbet af de sidste måneder har jeg været til 13 skønne koncerter i Tivolis koncertsal. Tak til Tivolis koncertsal, tak til Tivolis Symfoniorkester, tak til alle solisterne og alle de andre optrædende fra ind og udland… 

H.C.Lumby (1810-1874) - den første dirigent for det orkester, som senere blev til Tivolis Symfoniorkester.

H.C.Lumby (1810-1874) – den første dirigent for det orkester, som senere blev til Tivolis Symfoniorkester.

Tivoli er primært kendt for de mange forlystelser, men der er også mange tusinde mennesker, som kommer i Tivoli for at høre musik. I 2013 har der været 82 klassiske koncerter i Tivolis koncertsal. Derudover har der været en masse rockkoncerter på plænen og den lille intimscene foran koncertsalen. Det er både imponerende og fascinerende, at man kan spille så meget forskellig musik, for så mange forskellige mennesker på så lidt plads. Der er virkelig noget for enhver smag – og på den måde, så er Tivoli et lille mirakel midt i København. 

Når alle lysene er slukket, når publikum er gået hjem og dørene er lukket efter koncerten i aften, så rykker det store symfoniorkester lidt nordpå, til deres vinterresidens i radiohusets gamle koncertsal, hvor de ikke længere er Tivolis symfoniorkester, men Copenhagen Phil

Tivoli sæson 2014

Men der er grund til at glæde sig til næste år, for Tivoli har allerede afsløret de første og største koncerter i programmet for 2014. Først og fremmest, så vender Lawrence Brownlee endnu en gang tilbage til Tivoli, denne gang med en koncertopførelse af Bellinis belcanto-mesterværk Puritanerne. Andre medvirkende er danske Palle Knudsen og Andrea Pellegrini, to helt fantastiske sangere. Når jeg ser på listen over de medvirkende, så er jeg temmelig sikker på, at Puritanerne bliver en af de mest spændende begivenheder i næste sæson. Læs mere her

I 2008 så jeg Ann Petersen som Feltmarskalinden i Rosenkavaleren på Det kongelige teater – en helt exceptionel flot og hjertegribende opsætning, som jeg aldrig har glemt. Derfor glæder jeg mig helt vildt til hendes koncert i Tivolis koncertsal, hvor hun synger arier fra “Tristan og Isolde” og Tannhäuser, samt “Vier letzte lieder” af Richard Strauss … det løber mig koldt ned af ryggen og hårene rejser sig på mine arme bare ved tanken. Hvis denne koncert bliver lige så god, som jeg tror, håber og forventer, så ville det være en god ide, om Tivolis koncertsal uddelte lommetørklæder til publikum ved indgangen. Læs mere om HER

Endelig kan man glæde sig til d. 15. august, hvor den maltesiske supertenor Joseph Calleja deltager i Tivolis fødselsdagskoncert, der bliver fejret med en festlig operagalla(læs mere HER) og d. 15. juni kan man opleve kontratenoren Franco Fagioli, et fænomen der ligefrem sammenlignes med Cecilia Bartoli. Den sammenligning kan nok gøre de fleste operaelskere mere end en lille smule nysgerrige(læs mere HER). 

Bemærk, at forsalget er allerede startet! 

Disse fire koncerter er et meget stærkt og imponerende udspil fra Tivolifestivallen, som vidner om et meget ambitiøst niveau. Resten af programmet bliver offentliggjort i marts 2014 – jeg glæder mig. Jeg har haft så mange gode oplevelser i Tivolis koncertsal i denne sommer og jeg glæder mig allerede, til alle de oplevelser som venter næste år. 

Tivolis koncertsal

Tivolis koncertsal

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: