You are currently browsing the tag archive for the ‘Kommunisme’ tag.

I Danmark er de fleste biografier omkring 200 små sider; det er ikke meget, hvis man både skal redegøre for en forfatters liv og værk. Derfor foretrækker jeg at læse biografier på engelsk, hvor en god biografi ofte fylder 6-700 sider. Når man kun har 200 sider til rådighed, så bliver resultatet ofte både overfladisk og uinteressant. Skønt Henrik Rasmussens bog om André Gide kun er på 171 sider, så er det en pragtfuld og meget imponerende undtagelse….. 

André Gides liv

Den franske forfatter André Gide blev født i 1869; hans far var en helt almindelig fransk protestant, men hans mor var præget af en calvinistisk og meget puritansk opdragelse. Dette forhold grundlagde en dyb splittelse i forfatteren, som skulle følge ham resten af livet. Han var et velopdragent barn som selv forsøgte at leve efter strenge regler; men samtidig var han så forfalden til onani, at han blev bortvist fra skolen. Jeg ville ønske, at Henrik Rasmussen havde fortalt hvordan denne historie egentlig hang sammen, for man kan jo ikke blive bortvist med mindre man bliver opdaget…. og hvordan i alverden har man opdaget, at den unge André var forfalden til onani?! Efter bortvisningen blev han henvist til læge, men André Gide fortæller mange år senere i sin selvbiografi, at det ikke havde nogen som helst virkning på hans tilbøjelighed. 

I 1893 rejser André Gide sydpå i selskab med hans gode ven Paul Laurens. Gide bliver syg på turen gennem Italien, men de fortsætter til den persiske by Susa; her får han sin seksuelle debut i sandklitterne uden for byen med en ung araber. 

Derfra rejser de videre til den algierske by Biskra, som er rejsens mål. Her møder de en ung pige som tilbringer nætterne hos de to unge mænd. Men André Gide skriver senere i sin selvbiografi “Hvis hvedekornet ikke dør”: “Hvis jeg i denne nat var fyrig over for Meriem, så var det, fordi jeg, når jeg lukkede øjnene, forestillede mig, at jeg omfavnede Mohammed“. 

Efter en smuttur hjem til Frankrig, så vender André Gide tilbage til Biskra i 1895, hvor han møder Oscar Wilde og hans partner Lord Alfred Douglas. Selv om André Gide prøver at undgå dem, så mødes de alligevel. De tilbringer en aften og en nat sammen – i selskab med nogle arabiske drenge. Denne nat bliver et højdepunkt i André Gides liv; han oplever for første gang den totale frihed, samt en lyst og en tilfredsstillelse der er fuldstændig uden nogen form for skyld eller følelse af synd. 

Derefter vender han hjem til Frankrig, hvor han gifter sig med sin kusine Madeleine; hun har de samme puritanske tendenser som hans mor, der er død kort tid forinden. André Gide får det åndelige og platoniske ægteskab som han ønsker – men der er også en kløft mellem dem, som bliver større og større. Madeleine tilbringer mere og mere tid på landstedet Cuverville, som hun arver efter sin familie. André Gide lever primært i Paris, hvor han optræder som celeber forfatter om dagen og opsøger byens mere lyssky fornøjelser om natten. Med mellemrum tager han ophold på Cuverville, hvor han lever et borgerligt liv sammen med Madeleine. 

Forfatterskab

Denne splittelse er også et gennemgående og uomgængeligt træk i hele hans forfatterskab. I 1897 udgiver han “Jordens frugter”, som er en lyrisk rapsodi – en slags hyldest til friheden, til den nordafrikanske sensualitet og den ultimative hedonisme. Jeg har læst bogen et hav af gange – det er en sælsomt forførende og meget gådefuld bog, som uden nogen tvivl er skrevet på baggrund af forfatterens egne oplevelser i Susa og Biskra. 

Derefter følger “Den umoralske” i 1902, og “Den snævre port” i 1909. Skønt der er 7 år imellem dem, så er bøgerne skrevet samtidig og de vidner endnu en gang om splittelsen i forfatterens eget liv. “Den umoralske” foregår på et fransk landsted, som kunne være inspireret af Cuverville eller det  landsted som forfatterens egen familie ejede. Den mandlige hovedperson har en svaghed for unge mænd, som har svært ved at holde sig inden for lovens rammer og denne svaghed gør ham uegnet til et trygt og småborgerligt familieliv. På grund af hans brændende længsel efter den nordafrikanske hedonisme ender det med at han mister alt…. hvor “alt” naturligvis skal forstås som tidens småborgerlige værdinormer. 

“Den snævre port” handler om en fætter og en kusine som elsker hinanden – men de er begge så besat af tanken om at leve et dydigt liv, at det skygger for alle deres verdslige ønsker og drømme. Deres fællesskab er baseret på et fælles ønske om at komme gennem den snævre port til himmerige, hvilket forhindrer dem i at leve livet mens de har det. “Den snævre port” er et stærkt manifest over den puritanske og livsfornægtende drift, som uafbrudt kæmpede med forfatterens længsel efter frihed og nydelse. 

Den engagerede forfatter

André Gide var en verdensberømt forfatter og han brugt sin berømmelse til at påvirke sin samtid så meget som muligt. I 1924 udgiver han bogen “Corydon”, som er et forsvar for homoseksualitet: i fire dialoger – inspireret af Platons Symposion – fortæller hovedpersonen, hvordan han opdagede sin egen homoseksualitet. Dernæst gennemgår han kendskabet til homoseksualitet blandt dyr, han forfæller om hvordan homoseksualitet bliver fremstillet i kunst og kultur, inden han slutter med en etisk diskussion af emnet. 

En imponerende bog om André Gide

En imponerende bog om André Gide

“Corydon” udløste er veritabelt stormvejr over forfatteren, men det havde næppe lagt sig før han kastede sig over endnu et kontroversielt emne: i 1925 rejste han til både Congo og Tchad, hvor han oplevede kolonimagtens brutalitet og de franske virksomheders hensynsløse udnyttelse af befolkningen. Man benyttede både mord og regulære massakrer for at opnå det man ønskede. Da André Gide vendte tilbage til Frankrig kastede han sig ud i en indædt kampagne imod disse forhold og det lykkedes ham faktisk at påvirke lovgivningen. 

Gennem årene rykkede André Gide tættere og tættere på kommunismen, selv om han aldrig blev medlem af partiet. I 1936 blev han inviteret til Moskva for at besøge Maksim Gorkij, sammen med en gruppe andre franske forfattere. Gruppen blev eskorteret rundt i landet og de blev hyldet alle steder hvor de kom frem. Overalt blev de præsenteret for eksempler på kommunismens udvikling – fx så de også en genopdragelseslejr. I dag har vi svært ved at forstå de mange, mange kunstnere og intellektuelle som forsvarede kommunismen lagt op gennem 1900-tallet. André Gide lod sig ikke forføre; besøget udløste en årelang polemik imod sovjetkommunismen og den franske venstrefløjs blåøjethed. 

Frihedens pris

I 1946 fik André Gide tilbud om en plads i det franske akademi, men afslog. I 1947 fik han nobelprisen i litteratur og han dør i 1951 – umiddelbart efter hans død bliver hans samlede forfatterskab sat på vatikanets Index Librorum Prohibitorum – listen over forbudte bøger. 

André Gide udfordrede de politiske, de moralske og de religiøse dogmer, og han satte spørgsmålstegn ved alle autoriteter – men det er mange år siden og verden er anderledes i dag. Vi er ikke længere så nemme at provokere. Samtidig er det nok også meget få mennesker i 2013, som er uenig med André Gide og alle hans holdninger…  

Det giver os mulighed for læse André Gides bøger på en ny måde – nu kan vi begynde at læse hans bøger og værdsætte dem for deres litterære værdier. Inden man kaster sig over hans forfatterskab, så er det en rigtig god ide at læse “Frihedens pris”; selv om bogen kun er på 171 sider, så får man en følelse af, at man ved alt hvad der er værd at vide om André Gide, når man har læst bogen. Jeg er dybt imponeret og derfor har jeg læst bogen to gange med blot nogle få ugers mellemrum. 

På en enkel, nem og lettilgængelig måde formår Henrik Rasmussen både at præsentere forfatteren André Gide og at give en god introduktion til hans forfatterskab. På overbevisende måde får han trukket André Gide ud af glemslens kviksand og placeret ham blandt de store moderne forfattere som Franz Kafka og James Joyce. Men det allervigtigste er nok, at han fik mig til at genlæse André Gides hovedværk “Falskmønterne” – gid det må gå mange andre læsere på samme måde! 

Bogen er udgivet på forlaget Lindhardt og Ringhof i 2012.

Det er første gang jeg læser noget af den finske forfatter, digter, oversætter og enfant terrible Pentti Saarikoski; men “Tiden i Prag” er et lille mesterværk. Det er lige præcis sådan en bog, som jeg er fuldstændig vild med……

“Tiden i Prag” blander fiktion og selvbiografi. Forfatteren tilbringer 60 dage i Prag, hvor han ryger 40 cigaretter og drikker 4 liter øl om dagen. Prag bliver en Bermudatrekant, hvor forfatteren sejler rundt mellem byens værtshuse, div. kvindelige bekendtskaber og et tarveligt hummer – bogen er mættet af Hærværks-stemning. Men det er ikke en traditionel eller klassisk roman med intrige og klimaks. I stedet er det tanker, refleksioner og iagttagelser som myldrer rundt mellem hinanden i et dynamisk flow:

Jeg er på vej til mit hjem, som jeg først kaldte en lejlighed eller et hummer, men derefter mit hjem, selv om det eneste jeg ejer her, er min skrivemaskine og ordbogen; dette er den første aften. Stearinlysene, der sidder i flaskehalsene, lyser på skrivemaskinens låg, jeg nænner ikke at tænde petroleumslampen, strømmen er afbrudt. På værelset her er der to blå lænestole, et skrivebord og en seng. På gulvet ligger et lysebrunt tæppe. En af væggene er dækket af en reol. På skænken står en kogeplade, som jeg altså ikke kan bruge; heller ikke kaminen virker(…) Toilettet er ude på svalegangen. Alt er godt. Jeg har aldrig tidligere i mit liv fået lov til at være ensom; jeg har altid følt mig ensom. Jeg spekulerer over, hvad jeg skal tage mig til. Sandheden kendes af dem, der ikke vil fortælle den. De, der vil fortælle den, kender den ikke. Om morgenen frygter jeg livet mere end døden om aftenen.

Vi er tilbage i kommunisttiden; Pentti Saarikoski var selv medlem af kommunistpartiet; alligevel har han heldigvis et skarpt blik for virkeligheden omkring ham: “Her er det svært at finde ud af, om husene er forhenværende paladser, hvor der nu er offentlige kontorer, eller forhenværende offentlige kontorer, hvor der nu spilles teater“, skriver han.

Bogen beskriver først og fremmest de mennesker han møder i Prag, stemningen og mentaliteten. Samtidig er det en beskrivelse af hans egen sindstilstand; gang på gang tager han sporvognen i en forkert retning, hvorefter han farer vild i den fremmede by. Det er elementær eksistenssymbolik og man kan ikke lade være med at tænke på Dante, der for vild midtvejs på hans vandring gennem livet. Pentti Saarikoski oversatte både James Joyce og Henry Miller til finsk. Det må vel skyldes, at Saarikoski har fundet en vis kongenialitet i deres forfatterskaber, hvilket også kommer til udtryk i “Tiden i Prag”. Jeg synes denne bog er lige så god som Henry Millers og meget bedre end James Joyce! 

Det er en af den slags bøger, som gang på gang gav mig et frydefuldt sug i maven, mens jeg klukkede fornøjet af både morskab og begejstring……

“Tiden i Prag” er udkommet på forlaget Basilisk 2009.

Pentti Saarikoski (1937-1983)

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: