You are currently browsing the tag archive for the ‘koncert’ tag.

I går var jeg i Tivoli, sammen med et par gamle venner. Først skulle vi lige blive enige om, hvor vi skulle spise – det kan godt være en udfordring, når der er så mange, mange spændende restauranter at vælge imellem. Min favorit var “Nimb Brasserie“, men en af de andre foretrak “Grøften” – jeg kommer så jævnligt i Tivoli, så jeg kan jo bare spise på Nimb en anden dag og derfor blev det “Grøften”. 

Verden blev hverken nemmere eller enklere da vi kom i Grøften; de har nemlig så mange spændende vegetarretter, at det tog meget lang tid at vælge. 

Restaurant Grøften. Copyright: Jens Drejer.

Restaurant Grøften. Tryk på alle billederne, for at se dem i stor størrelse. Copyright: Jens Drejer.

Sidste gang jeg var i Grøften, var deres vegetarret en risotto med grønne ærter og grønne asparges. Denne gang var vegetarretten grøn pasta. På den måde skifter deres vegetarret jævnligt og derfor er der altid en grund til at gå i Grøften. Jeg synes det er ret smart – OG DET VIRKER! Denne metode får jo mig til at gå i Grøften MANGE flere gange end jeg ellers ville have gjort. Deres vegetarret er jo sindssygt lækker og derfor vil jeg gerne i Grøften hver eneste gang de skifter til den ene vegetarret ud med den anden.

Vi sad ude i den hyggelige gårdhave. Tryk på alle billederne for at se dem i stor størrelse. Copyright: Jens Drejer.

Vi sad ude i den hyggelige gårdhave. Tryk på alle billederne for at se dem i stor størrelse. Copyright: Jens Drejer.

Jeg bestilte sæsonens vegetarret, som var en grøn pasta med pesto, bøgehatte, cherrytomater, ristede pinjekerner og parmesanchips. Nogle vil måske indvende, at det kulinariske niveau ikke er specielt højt, for det er jo en ret som de fleste kan lave derhjemme uden nogle problemer. Jaja, det er selvfølgelig rigtigt, men det smagte virkelig godt. Det er i hvert fald en ret, som jeg godt kunne finde på at bestille en anden gang og det er vel et meget godt succeskriterium.  

Sæsonens vegetarret er pt en pasta med pesto. Copyright: Jens Drejer.

Sæsonens vegetarret er pt en pastaret med pesto. Copyright: Jens Drejer.

I Grøften har man specielle menukort, som følger sæsonerne for de forskellige råvarer. Man har fx et særligt menukort for hvide asparges, når det er højsæson for den slags. Dagen før vi skulle i Tivoli havde jeg tjekket Grøftens hjemmeside og studeret deres sæsonkort for rabarber – for jeg ÆLSKER rabarber. Derfor blev jeg lidt skuffet, da jeg kom i Grøften og opdagede, at de netop havde udskiftet deres rabarberkort med et jordbærkort.

Jeg bestilte et stykke jordbærtærte med kransekagekant, vaniljecreme, mandelsplinter og jordbærsauce – for sørensen hvor smagte det bare sådan helt ekstremt super, super, super lækkert. Særligt vaniljecremen var helt fantastisk. Det var så lækkert, at jeg sad og hoppede op og ned på stolen af fornøjelse! 

Prisen var 215 kr for vegetarretten, 125 kr for desserten og 56 kr for en cola. Samlet pris var 396 kr. I forhold til min økonomi så var det måske lige i overkanten. Men jeg synes alligevel at det var alle pengene værd og jeg gør det gerne en anden gang.

Koncert på Plænen

Efter koncerten gik vi en tur i haven og bagefter gik vi ned på Plænen, hvor der skulle være koncert. Det var Tivolis Symfoniorkester der spillede og Henrik Engelbrecht var både dirigent og konferencier.

Koncert med Henrik Engelbrecht og Tivolis Symfoniorkester. Copyright: Jens Drejer.

Koncert med Henrik Engelbrecht og Tivolis Symfoniorkester. Copyright: Jens Drejer.

De spillede musik af H. C. Lumbye, Josef Strauss og Franz von Suppé. Alle værker blev fulgte af små sjove historier. Henrik Engelbrecht advarede blandt andet mod at danse wienervals. Han fortalte om en pige fra Samsøe, som dansede sig ihjel i 1842. Hendes død skyldtes en dødsens farlig kombination af alt for stramt snøreliv og alt for meget wienervals. Datidens moderne medier – dvs aviserne – mente at sagen viste, at det var absolut nødvendigt at beskytte befolkningen. De mente dog ikke det var realistisk med et forbud imod snøreliv – i stedet plæderede de for et forbud imod wienervals! 

Tivolis Symfoniorkester med Henrik Engelbrecht som dirigent og konferencier. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis Symfoniorkester med Henrik Engelbrecht som dirigent og konferencier. Copyright: Jens Drejer.

Det er rigtig dejligt at være til koncert på Plænen. Men det er også meget anderledes end at være til koncert i en koncertsal – det er hyggeligt og rart, at sidde ude i solen og lytte til musik. Men der er også fyldt med forstyrrende elementer, som distraherer. Der er forskellige lyde, som fanger ens opmærksomhed. Man kan ikke lade være med at kigge på de mennesker som går forbi. Det betyder ikke, at det ene er bedre end det andet. Jeg er nemlig ret vild med begge dele. Jeg synes bare det er lidt sjovt, at selv om det grundlæggende er det samme, så er de to oplevelser alligevel så forskellige, at det er svært at sammenligne dem.

Vi havde en fantastisk dejlig eftermiddag – først fik vi en rigtig god frokost og bagefter sluttede vi eftermiddagen med en hyggelig koncert på Plænen. Det er en kombination, som jeg gerne vil anbefale og man har chancen igen allerede tirsdag d. 14. og tirsdag d. 21. juni, når Henrik Engelbrecht og Tivolis Symfoniorkester igen giver koncert på Plænen – begge dage kl. 17. Man kan selvfølgelig også begynde med koncerten og så spise middag bagefter. 

Jeg må i hvert fald lige tjekke om jeg selv har mulighed for at tilbringe endnu en tirsdag eftermiddag i Tivoli.

Verdens bedste jordbærtærte. Copyright: Jens Drejer.

Verdens bedste jordbærtærte. Copyright: Jens Drejer.

I går var jeg til debutkoncert med Sofia Kayaya, der optrådte sammen med venner og musikalske kollegaer i Frederiksberg menighedshus. Der var helt fyldt – man måtte finde stole til to ekstra rækker, som også blev fyldt.

Frederiksberg menighedshus. Copyright: Jens Drejer.

Frederiksberg menighedshus. Copyright: Jens Drejer.

Det første værk var César Francks sonate for violin og klaver, som i dagens anledning var arrangeret for fløjte og klaver, hvilket fungerede superflot. Det er et værk, der er fyldt med sprudlende energi. I tredje sats stiger intensiteten, så det næsten bliver en lille smule voldsomt, mens der bygges op til et flot klimaks, der kulminerer i den fjerde sats. Til tider var det så smukt, at musikken mindede mig om Chopins nocturner. Det var et fantastisk værk, hvor fløjtens mørke og fløjlsbløde toner virkelig fik lov til at spille hovedrollen.

For kun balloner når himlen

Det næste værk var noget så eksklusivt som en uropførelse af et værk af den unge komponist Lasse Schwanenflügel Piasecki(f. 1981), som hedder “For kun balloner når himlen”. Først hører man et engelsk børnerim: “Min røde ballon, min røde ballon, fløj op, op til himlen. Jeg sprang højt op, for at nå himlen, men jeg kunne ikke nå den, hvorfor?” 

Sofia Kayaya, Neel Teilmann og den røde ballon. Copyright: Jens Drejer.

Sofia Kayaya, Neel Teilmann og den røde ballon. Copyright: Jens Drejer.

Da værket begyndte, stod Sofia Kayaya med en rød ballon i hånden. Samtidig var der et stærkt spotlys, som kastede hendes skygge op på bagvæggen. Så slap hun ballonen og begyndte at spille – samtidig blev hendes skygge forvandlet til en slags skyggeteater. Skyggen rakte armen op og begyndte at svæve op mod himlen. Vinden spilede hendes kjole ud, så den lignede en ballon. Så kom der en voldsom vind, som fik skyggen til at tumle omkuld – men skyggen fandt atter balance, rakte igen efter den røde ballon og fik endelig fat i den. Derefter sank hun atter langsomt og roligt ned på jorden.

Dette lille værk er simpelthen genialt. Man taler så meget om, hvordan man skal håndtere formidling af klassisk musik til børn – men dette værk er genialt, fordi der er en helt klar overensstemmelse mellem de få og enkle elementer: der er kun musikken og skyggen. Men skyggen gør den forholdsvis komplicerede musik meget enkel og forståelig. Når man ser skyggen, så er man slet ikke i tvivl om, hvad der sker i musikken – det vil sige, at på en meget enkel måde, har man forstået, at musikken faktisk fortæller en historie – en historie, som man oven i købet kan forstå. Jeg er sikker på, at alle børn(og voksne) vil elske denne historie – historien er så simpel at alle kan forstå den, men samtidig er det en rigtig, rigtig god historie.

Sofia Kayaya på fløjte og Maria Boelskov Sørensen på harpe. Copyright: Jens Drejer.

Sofia Kayaya på fløjte og Maria Boelskov Sørensen på harpe. Copyright: Jens Drejer.

Jeg har i mange år ment, at Charles Dickens er verdens største forfatter, fordi han formår at forene gys og spænding med humor og underholdning i alle sine historier. Alle Charles Dickens` værker rummer et bredt spektrum af alle disse menneskelig følelser – netop derfor er det sådan en tilfredsstillelse at læse Dickens. Men Lasse Schwanenflügel Piasecki formår faktisk det samme: man forstår pigens sorg, når hun mister sin ballon. Man føler spændingen, når hun flyver op til himlen. Man griner, når vinden rammer hende og hun tumler omkuld – det er beskrevet med humor og derfor er det slet ikke uhyggeligt. Og så bliver man glad, når hun fanger ballonen igen.

Det er simpelthen genialt. Men det er også en historie med dybde. Måske handler historien om mere end en rød ballon. Måske handler historien også om at turde række efter sine drømme. Og måske spillede de dette værk for at fejre, at Sofia Kayaya har fået en af sine drømme opfyldt.

En flot og uforglemmelig debutkoncert

Sofia Kayaya fik bragende bifald efter en rigtig flot debutkoncert. Copyright: Jens Drejer.

Sofia Kayaya fik bragende bifald efter en rigtig flot debutkoncert. Copyright: Jens Drejer.

Derefter fulgte André Jolivets “Chant de Linos” – det er et begreb, som betyder en slags klage-eller sørgesang, der blev brugt i det antikke Grækenland i forbindelse med død og begravelse. Det var et meget, meget stærkt og kraftfuldt værk. Der var også stille stunder i værket – omend de var ganske korte. Men denne kontrast forstærkede virkningen af musikkens kraft. Til tider blev musikken ligefrem hidsig, hvilket måske skulle udtrykke en vrede over dødens uretfærdighed. Men jeg elsker jo temperament – specielt i musik. Derfor var jeg temmelig vild med dette værk.

Efter en lille pause spillede Sofia Kayaya Salvatore Sciarrino´s “Canzona di ringraziamento”, som er et værk for solofløjte. Og hvad skal man så skrive om det? Jeg tror, at jeg vil nøjes med at skrive, at det var meget avantgarde.

Aftenen sluttede med at stort og flot værk af Bach – ikke Johann Sebastian, men Carl Philip Emanuel Bach, som var næstældste søn af den store komponist. Carl Philip Emanuel var elev  hos sin far og det kan man godt høre. Jeg vil faktisk godt indrømme, at jeg ikke rigtig kan høre forskel på dem. Men det gør måske heller ikke så meget, for jeg synes, at sønnens musik er lige så fantastisk som faderens: det er livlig, munter og meget elegant musik. Jeg bliver altid glad og i godt humør af Bachs musik. Det var en rigtig flot afslutning på en flot og uforglemmelig koncert. 

Som det er kutyme ved den slags debutkoncerter, så fik Sofia Kayaya assistance af venner og musikalske kollegaer. Det var Neel Teilmann på klaver og cembalo, Maria Boelskov Sørensen på harpe, Benedikte Damgaard og Karen Johanne Pedersen på violin, Martin Jochimsen på bratsch og Carl-Oscar Østerlind på cello.

Jeg nød hvert eneste minut – måske lige med undtagelse af Sciarrino. Musikken var fantastisk flot og meget varieret. Alle musikerne spillede godt og aftenens hovedperson fik virkelig demonstreret sit store talent og en imponerede spændvidde i sit repertoire. Det var en pragtfuld koncert og en rigtig dejlig aften.

Debutkoncert med Sofia Kayaya i Frederiksberg menighedshus. Copyright: Jens Drejer.

Debutkoncert med Sofia Kayaya i Frederiksberg menighedshus. Copyright: Jens Drejer.

Mahlers 3. symfoni begynder med otte horn, som spiller en dramatisk reveille. Så følger et kort stykke, hvor træblæserne og en enkelt soloviolin spiller et dæmpet og blidt stykke – som bliver efterfulgt af en livlig og munter fanfare fra klarinetterne. Hvad er det der sker?

Henrik Engelbrecht, september 2015. Copyright: Jens Drejer.

Henrik Engelbrecht, september 2015. Copyright: Jens Drejer.

Før koncerten var der koncertintroduktion med Henrik Engelbrecht, som er en meget populær mand – koncertintroduktionen blev holdt på gulvet foran scenen og der var næsten fyldt. Det var – som altid, når Henrik Engelbrecht fortæller – spændende, underholdende og lærerigt. Henrik Engelbrecht gav os først en kort indføring i Gustav Mahlers liv: han var først og fremmest dirigent. Men han havde et meget anstrengt forhold til de ensembler han dirigerede og de var altid glade når han rejste igen. Dernæst fortalte Henrik Engelbrecht, at Gustav Mahler ikke brød sig om programnoter. Han syntes værket skulle stå for sig selv og derfor havde han slet ikke lyst til at fortælle om sine egne hensigter og tanker med værket. Desværre kunne han ikke dy sig – han kom til at afsløre det hele i et brev til en af sine venner, hvilket var ret heldigt for os.

Og så begynder vi lige forfra:

Første sats hedder “Pan vågner” – først spiller de otte horn en dramatisk og monumental reveille. Dernæst følger et kort stykke, hvor træblæserne og en enkelt violin spiller et blidt stykke. Det er skovguden Pan, som sover og langsomt vågner …. da han endelig slår øjnene op, spiller klarinetterne en lystig fanfare. Når Pan vågner, så kommer foråret og sommeren … alt spirer, vokser og springer ud.

Anden sats hedder “Hvad blomsterne på engen fortalte mig” – der er et idyllisk stykke, hvor man føler blomsterne som vender og drejer sig i en varm og blid brise. Det er smukt – hjertegribende smukt.

Uffe Savery er musikchef for Copenhagen Phil - han bød publium velkommen og sagde nogle få ord om koncerten. Det var Lan Shuis sidste koncert, som chefdirigent for Copenhagen Phil - men Uffe Savery forsikrede, at deres gode samarbejde også ville fortsætte i fremtiden. Copyright: Jens Drejer.

Uffe Savery – musikchef for Copenhagen Phil – bød publium velkommen og sagde nogle få ord før koncerten. Det var Lan Shuis sidste koncert, som chefdirigent for Copenhagen Phil – men Uffe Savery forsikrede, at deres gode samarbejde også ville fortsætte i fremtiden. Copyright: Jens Drejer.

Tredje sats hedder “Hvad dyrene fortalte mig” – jeg synes det er den sværeste sats. Jeg havde jo forventet at genkende en masse dyr – men det gjorde jeg faktisk ikke. Denne sats er bygget på en gammel tysk folkevise fra “Des Knaben Wunderhorn”, som hedder “Ablösung in Summer”. Hvis jeg kendte denne folkevise, så ville jeg nok forstå denne sats lidt bedre.

Fjerde sats hedder “Hvad menneskene fortalte mig” – her synger solisten et stykke fra Nietzsches hovedværk “Således talte Zarathustra”. Det er en slags midnatsvise, hvor livssmerte og hjerteve i nattens mulm og mørke forvandles til en slags forudanelse om glæde i evigheden. Det var meget smukt og Susanne Resmark sang – som altid – helt fantastisk.

Femte sats hedder “Hvad englene fortalte mig” – det er en musikalsk iscenesættelse af endnu et stykke fra “Des Knaben Wunderhorn”, som hedder “Arme Kinder Bettler-lied”. Drengen Peter har syndet, han angrer og beder om syndsforladelse, hvilket Jesus giver ham. Susanne Resmark sang Peters parti og Damekoret sang Jesus stemme, mens børnkoret agerede de bimlende og bamlende klokker. Det var ikke bare smukt, men det var også genialt – alle disse elementer smeltede sammen til en ekstatisk helhed.

“Liebe nur Gott in alle Zeit”, sang de – og så må jeg indrømme, at jeg får problemer med at forstå værket og ideen. Nietzsche var jo ateist – han var ærkeateist. “Således talte Zarathustra” var jo hovedværket, hvor han gang på gang erklærede Gud for død. Derfor har jeg meget svært ved at forstå, at Mahler både bruger et stykke fra “Således talte Zarathustra” og dernæst et stykke fra “Des Knaben Wunderhorn”, der priser den evige Gud. Jeg har læst, at Mahler senere i livet brændte alle sine Nietzschebøger – men det forklarer jo stadigvæk ikke hensigten med at sætte disse to tekster ved siden af hinanden. Og dog …

Så begynder vi forfra endnu en gang:

Mahlers 3. symfoni begynder med, at Pan vågner – vi er altså i en verden hinsides den historiske tid. Man kunne sige, at vi er i en slags mytologisk tid. Hele denne sats er en kamp, hvor lys og glæde kæmper mod mørke og alvorlige toner. Denne kamp får mig til at tænke på C. S. Lewis værk om “Løven, Heksen og Garderobeskabet”, hvor de gode og de onde kræfter i en mytologisk verden også kæmper mod hinanden. De lyse kræfter vinder både i Narnia og i Mahlers første sats, som slutter med en jublende finale – hvilket er forudsætningen for resten af den tredje symfoni.

Herefter følger “Hvad blomsterne fortalte mig”, “Hvad dyrene fortalte mig”, “Hvad menneskene fortalte mig” og “Hvad englene fortalte mig” – der er altså tale om et meget skarpt defineret hieraki, som er baseret på en rangordning af forskellige bevidsthedsniveauer. 

Gustav Mahler(1860-1911)

Gustav Mahler(1860-1911)

Det er en genial opbygning af denne symfoni, fordi det er en logisk konstruktion, hvor den ene sats er en logisk følge af den anden. Alligevel kan jeg godt ærgre mig lidt over den første sats – jeg kan nemlig ikke lade være med at tænke, at værket havde været endnu mere genialt, hvis den første sats havde været skabelsen. Jeg mener ikke skabelsen i bibelsk forstand. Jeg mener The Big Bang – og jeg må også indrømme, at når jeg lytter til den første sats, så er det skabelsen af vores kosmos, som jeg hører.

Hvis man følger min tanke om, at værket er konstrueret omkring en rangordning af forskellige bevidsthedsniveauer, så vil det også betyde, at ateisten(4. sats) står under den religiøse(5.sats).

Men så mangler vi jo stadigvæk den sidste sats: hvad står over både englene, Jesus og Gud? Mange vil nok hævde, at der er intet som står over Gud. Ikke desto mindre så hedder den sidste sats i Mahlers 3. symfoni “Hvad kærligheden fortalte mig” …. kærligheden står over alt andet. I hvert fald i Mahlers univers. Jeg synes det er så smukt, at det er næsten ubeskriveligt – og det samme gælder musikken. Musikken i den sjette og sidste sats er fyldt med kosmisk harmoni, indre fred og salighed.

Jeg synes det er fuldstændig uforståeligt, at Mahler kunne skrive noget som helst efter denne symfoni. Nej, faktisk er det helt uforståeligt, at nogen komponist har kunnet skrive noget som helst. Mahlers 3. symfoni må absolut være en af de kulturens EKSTASETINDER, som Nietsche taler så meget om i sit forfatterskab. Jeg får næsten lyst til at sige, at Mahlers 3. symfoni er den klassisk musiks Mount Everest! 

En storslået koncertoplevelse

Der var blomster både til solist Susanne Resmark, samt afgående chefdirigent Lan Shui. Copyright: Jens Drejer.

Der var blomster til solist Susanne Resmark og afgående chefdirigent Lan Shui. Copyright: Jens Drejer.

Sjældent har jeg set så mange sangere og musikere på en scene, som lørdag eftermiddag i musikkonservatoriets koncertsal. Det kræver virkelig noget, at skaffe så mange kunstnere – det er også en af de væsentligste grunde til, at denne flotte symfoni ikke bliver opført så tit. I denne sammenhæng er det en kæmpestor fordel, at Copenhagen Phil deler residens med Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Ikke nok med at de deler adresse, men de har også en fast aftale om at give en eller to fælleskoncerter om året. Det giver de studerende nogle muligheder – men det giver sandelig også Copenhagen Phil nogle store fordele, som andre danske symfoniorkestre ikke har. 

Jeg ville gerne fremhæve et par højdepunkter fra koncerten – men det hele var så flot og vellykket, at det ikke giver mening at fremhæve noget frem for andet. Jeg synes alle medvirkende gjorde en formidabel indsats og resultatet var en storslået koncert.

Hvis jeg skal kritisere en lille smule, så må det blive holdningen hos de musikere som ikke spiller – de garvede og erfarne musikere fra Copenhagen Phil har udviklet en holdning og et udtryk, som nærmest får dem til at se både henførte og andagtsfulde ud, når de ikke spiller, men venter på, at det bliver deres tur. Det kunne de unge studerende fra konservatoriet godt lære noget af. Mange af dem så ud som om, at de kedede sig bravt, når de ikke selv spillede.

Copenhagen Phil, studerende fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Kammerkor og børnekor, mezzosopran Susanne Resmark og dirigent Lan Shui.

Copenhagen Phil, studerende fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Kammerkor og børnekor, mezzosopran Susanne Resmark og dirigent Lan Shui. Copyright: Jens Drejer.

Onsdag aften var jeg til koncert med Amalie Elmark(violin) og Jonathan Siahaan(klaver). Det var en aften med violinsonater af Beethoven, Ravel og Prokofiev.

Den første sats i Beethovens vionlinsonate var kraftfuld og bombastisk. Anden sats var langsom og dvælende – men ikke  slæbende. Det var meget smukt. Tredje sats var munter og frejdig. Fjerde sats var voldsom og overvældende. Når jeg går til koncert, så skal jeg ligesom akklimatiseres – jeg skal lige have tømt hovedet for dagens tanker og udfordringer. Først når hovedet er helt tomt, så kan jeg rigtig lytte til musikken … jeg ved ikke om der er andre som har det på samme måde? Eller om det bare er mig?! Men Beethovens musik var så gribende, at jeg hurtigt blev fanget af musikken og glemte alt andet. Og de unge mennesker spillede fantastisk – Amalie Elmark og Jonathan Siahaan fik et usædvanlig stort bifald allerede efter det første værk! 

Maurice Ravel – violinsonate nr. 2 i G-dur

Jeg havde selvfølgelig set, at der stod Maurice Ravel i programmet. Men jeg kan jo ikke huske alle de der titler – sonate nr dit eller dat i den ene dur eller den anden mol. Derfor havde jeg ikke slet ikke opdaget, at det var et af mine yndlingsværker, som de skulle spille. Til gengæld fik jeg en stor og dejlig overraskelse, da jeg straks genkendte de første toner.

Maurice Ravel(1875-1937).

Maurice Ravel(1875-1937).

Som sædvanlig skal jeg begynde med at indrømme, at jeg aner ikke hvad Ravel tænkte på, da han skrev dette værk. Jeg er dog hundrede procent sikker på, at første sats følger et lille vandløb – man kan tydeligt høre vandet som pibler af sted. Nogle gange hurtigt – andre gange langsomt og dovent. Nogle gange lyder det som om, at vandet bruser blidt og forsigtigt ned over et lille vandfald.

Næste sats er en blues – en slentrende blues. Violinen spiller et smægtende og  flirtende tema, mens klaveret følger listende og lurende bagefter. Denne sats giver mig en følelse af at slentre ned af de brede boulevarder i Paris på en lun sommeraften; gæsterne sidder uden for på cafeerne; tjenerne står og hænger i døråbningerne til barerne, mens de ryger den ene gauloise efter den anden; mænd og kvinder flirter med hinanden – og hele tiden hører man stymper og stykker af musik, som er forskellig, men dog alligevel har et vist genkendeligt slægtsskab og det er jo den melankolske blues … (tryk her for at høre denne sats).

I tredje sats er musikken skæv, vaklende, slingrende, usikker og forvrænget. Hvad i alverden er det der sker? Her bliver jeg så nødt til at indrømme, at jeg synes jeg genkender denne musik … det er jo præcis lige som at være inde i mit hoved, når jeg har været i byen og jeg er blevet fuld og klokken er tre om natten. De fleste kender nok den der følelse af, at benene er som gelé og hele verden drejer rundt … og det bliver jo ikke bedre, når hovedet begynder at dunke og tømmermændene melder deres ankomst. Jeg er fuldstændig overbevidst om, at det er den oplevelse, som Ravel beskriver i denne sats. 

Men man kan vist også fortolke dette værk, som et billede på evolutionen – første sats er den harmoniske og romantiske fortid. Anden sats er den moderne og dynamiske nutid. Og tredje sats er en uhyggelig dystopisk fremtidsvision.

Endnu en gang var der bragende bifald til de to unge musikere – og de havde virkelig fortjent det. Det var formidabelt. Det var fænomenalt. Det var sublimt – og det var hjerteskærende smukt. Jeg har fundet en udmærket video på YouTube, hvor man kan høre hele værket i en virkelig flot og velspillet optagelse(tryk her).

Prokofiev – violinsonate nr. 2 i D-dur

Sergej Prokofiev(1891-1953).

Sergej Prokofiev(1891-1953).

Jeg er normalt ret vild med Prokofiev og hans både dynamiske og temperamentsfulde musik … men onsdag aften i Tivolis koncertsal … efter Ravels suveræne sonate … så virkede Prokofievs musik pludselig en smule tam og uinteressant. Amalie Elmark og Jonathan Siahaan spillede virkelig godt. Og jeg er vild med Prokofiev. Jeg tror bare de havde spillet Ravels violinsonate så stærkt og suverænt, at det var fuldstændig lige meget hvad de spillede bagefter – uanset hvad de havde valgt, så havde det været en lille smule kedeligt.

Koncerten sluttede med et stort, velfortjent og stående bifald – det var en rigtig dejlig aften i Tivolis Koncertsal.

5 stjerner

Tivolis Koncertsal - september 2015.

Tivolis Koncertsal – september 2015. Copyright: Jens Drejer.

Fredag aften var jeg til koncert med Copenhagen phil, som havde forladt hjemmebasen for at indtage Dronningesalen i “Den sorte diamant”.

Det var annonceret på Copenhagen Phil`s hjemmeside, at der var koncertintroduktion 18,45. Vi kom næsten en halv time før og ventede tålmodigt på, at de skulle åbne dørene, så vi kunne komme ind til introduktionen. Det skete bare aldrig. Både DR Symfoniorkestret og Copenhagen Phil holder normalt koncertintroduktion i koncertsalen. Det er selvfølgelig muligt, at de har benyttet sig af en anden mulighed i Den sorte diamant – i så fald opdagede vi det ikke og det var lidt ærgerligt ……

27-årige Santtu-Matias Rouvali er 1. gæstedirigent for Copenhagen Phil.

27-årige Santtu-Matias Rouvali er 1. gæstedirigent for Copenhagen Phil.

Koncertens musikalske forret var Igor Stravinskys musik til balletten “Feens kys”; balletten bygger på en historie af H. C. Andersen, som hedder Isjomfruen. Musikken er inspireret af Peter Tjajkovskij, som var et af Stravinskijs forbilleder. Folk som har et indgående forhold til Tjajkovskij kan genkende både sange og klaverstykker i Stravinskijs balletmusik.

“Feens kys” handler om en lille dreng som bliver kysset af Isfeen; derfor tilhører han Isfeen. Da han bliver en ung mand prøver hun at forføre ham og lokke ham ud i bjergene, men han gør modstand og undslipper. Den unge mand bliver forlovet og skal giftes. Det lykkes for Isfeen at overtage brudens plads; da den unge mand opdager fejlen er det allerede for sent og Isfeen fører ham med til sit iskolde rige.

Det er jo en temmelig skummel historie – på en måde er det en skarp kontrast til den særdeles muntre musik. Men der indgår jo både en forlovelsesfest og et bryllup i balletten, hvilket har givet komponisten lejlighed til at skrive en masse muntert og festligt musik. Jeg havde mest lyst til at springe op og danse midt i salen; i stedet for nøjedes jeg selvfølgelig med at vippe lidt med foden, for det var umuligt at sidde helt stille. Tubaen spillede en helt central rolle – jeg forestiller mig, at den skulle illustrere Isfeen som lister sig ind på sit offer. I stedet for at skabe uhygge, så skabte det en vidunderlig komik. Jeg havde mest lyst til at grine højt af fryd og begejstring for denne eventyrlige humor. Det var en fantastisk oplevelse og Copenhagen Phil spillede med så meget kraft og energi, at jeg blev helt beruset.

Aftenens hovedret var Sjostakovitjs 2. violinkoncert med den lettiske violinist Baiba Skride som solist. Det begyndte så godt ….. men der gik kun 10 minutter: så sprang en af strengene på Baiba Skrides violin. Hun byttede lynhurtigt med Jon Gjesme, som var aftenens koncertmester. Men hun kunne åbenbart ikke spille på hans violin og så måtte koncerten stoppes.

Den lettiske violinist Baiba Skride.

Den lettiske violinist Baiba Skride(nb: billedet er taget fra 12. række. Tryk for at se billedet i fuld størrelse.)

Jeg har aldrig oplevet en koncert, som måtte stoppe på den måde. Aldrig nogen sinde. Og hvordan håndterer man sådan en situation? En perfektionist ville måske gå i panik og tænke, at det var en katastrofe, for den slags må selvfølgelig ikke. Alligevel kan man selvfølgelig ikke undgå, at det sker en sjælden gang imellem. Da jeg ikke har oplevet det før, syntes jeg nærmest at det var en oplevelse. Det er jo nemt nok for mig at sige, når jeg bare er tilskuer. Men det er mit indtryk, at musikerne taklede situationen lige så roligt og afslappet som publikum. Baiba Skride virkede fuldstændig uanfægtet, da hun undskyldte med et lille smil og forlod scenen sammen med Jon Gjesme for at sætte en ny streng i violinen. De kom tilbage fem minutter senere og så spillede de violinkoncerten forfra – og denne oplevelse havde tilsyneladende hverken påvirket Baiba Skrides selvtillid, fokus eller koncentration.

Sjostakovitjs 2. klaverkoncert er et meget indadvendt værk, som er båret på en undertone af konstant smerte. Det er rørende og inderligt. I anden sats stiger intensiteten til en brusende bølge af smerte, som skyller ind over publikum. Der er også et længere forløb, hvor alle de andre strygere fungerer som en mild og dæmpet baggrund, mens Baiba Skrides violinsolo er fuld af smertefuld ensomhed og fortvivlelse. I tredje og sidste sats bliver tempoet hektisk, manisk, ophidset – og musikken bliver nærmest forvandlet til et musikalsk vanvid eller mareridt. Den dystre og skæbnesvangre stemning understreges af nogle tunge og dunkle brag fra både lilletrommen og paukerne.

Jeg ville ønske, at jeg kunne høre Copenhagen Phil og Baiba Skride spille Sjostakovitjs 2. violinkoncert endnu en gang. Jeg var så fuld af stemningen fra Stravinskijs musik, at der ikke rigtig var plads til violinkoncerten ….

Copenhagen Phil i Dronningesalen.

Copenhagen Phil i Dronningesalen.

Efter pausen bestod den musikalske dessert af mere balletmusik – det var uddrag af Tjajkovskijs musik til Svanesøen. Her genkender man masser af højdepunkt som fx den ungarske dans, der er en hvirvlende czardas. Mange vil også genkende svanernes dans. Men det mest kendte nummer er selvfølgelig valsen(tryk her for at høre den), som jeg er helt sikker på, at alle kender – også alle dem som bare ikke ved det. Det er så vidunderligt og berusende, at man slet ikke kan lade være med at juble indvendig. For mig var højdepunktet dog Jon Gjesmes gribende violinsolo; det var så utrolig smukt, så rørende og så inderligt, at det næsten er ubegribeligt. Jeg kunne mærke, hvordan hårene rejste sig på mine arme. Jeg fik kuldegysninger ned af nakken og det føltes som om, at tonerne trængte ind i hver eneste celle i min krop. Det var en usædvanlig stærk oplevelse!

Da vi forlod koncertsalen var vi lige ved at løbe ind i Santtu-Matias Rouvali. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan det er lykkedes ham at komme ud af salen så hurtigt ….. men jeg er rigtig glad for, at jeg fik chancen for at sige “thank you for a wonderful concert”. Det er tredje gang jeg oplever Rouvali som dirigent og jeg er en stor fan. Den unge mand er fuldstændig fænomenal. Hans arme sejler gennem rummet, han står på tæerne og strækker hænderne mod loftet, og alle fingrene dirrer ivrigt i luften, mens han stormer fra den ene side af podiet til den anden. Han har lige så meget kraft og energi, som et helt tordenvejr. Når Santtu-Matias Rouvali overfører denne energi til orkestret, så bliver musikken til ren magi der skyller ud over publikum.

Hvis man har lys til at opleve Santtu-Matias Rouvali, så har man chancen igen allerede d. 14. marts, hvor Copenhagen Phil atter er tilbage i Konservatoriets koncertsal. Tryk her for at læse mere.

Den finske dirigent Santtu-Matias Rouvali.

Den finske dirigent Santtu-Matias Rouvali.

Den 3., 4. og 5. december giver Die Goldvögel julekoncert i Literaturhaus i Møllegade på Nørrebro.

De medvirkende kalder koncerten for et juleoratorium; programmet består først og fremmest af en masse kendte julesange, amerikanske juleswing klassikere og et ægte julepotpourri. Mellem numrene læses både humoristiske julehistorier og lettere filosofiske tekster der maner til fordybelse og eftertanke. Julen er hjerternes fest, som man siger – men det er også en tid, hvor mange mennesker savner og mindes familie, venner og bekendte som ikke er mere eller som blot befinder sig alt for langt borte.

Literaturhaus ligger i Møllegade på Nørrebro.

Literaturhaus ligger i Møllegade på Nørrebro.

Koncerten har premiere i Berlin d. 1. december og denne dato er ikke tilfældig – det er nemlig WORLD AIDS DAY, som markeres over hele verden. Men jeg er sikker på, at dette alvorlige emne ikke kommer til at hæmme den gode julestemning. Alle indtægter fra denne koncert går til AIDS-arbejdet i Tyskland.

Man kan – som bekendt! – ikke være to steder på én gang. Når Die Goldvögel optræder i Berlin, så kan de ikke være i Literaturhaus samtidig. Når de lander i København, så er WORLD AIDS DAY overstået, men de har alligevel valgt at donere 20% af indtægten fra alle tre koncerter til AIDS-Fondet.

Som man kan se på billedet, så var der stor kø uden for Literaturhaus sidste gang Mads Elung-Jensen og Dirk Rave gav koncert og premieren var fuldstændig udsolgt. Der er ingen tvivl om, at de har mange trofaste fans og deres koncerter er meget populære. Det skyldes ikke mindst, at de er gode til at underholde publikum og samtidig er de temmelig gode til at skabe en varm og hyggelig stemning omkring scenen.

Derfor anbefaler jeg, at man køber billetter i forvejen, selv om det også er muligt at købe billet i døren. Billetterne koster 180 kr. Prisen er 150 kr. hvis man har et Politiken Pluskort. Man kan købe billet ved at TRYKKE HER.

Die Goldvögel består af:

Baryton Pogkas Athanasios fra Grækenland.
Tenor Mads Elung-Jensen fra Danmark.
Akkordeonist og sanger Dirk Rave fra Tyskland.
Kontratenor Daniel Gundlach fra USA.

I dag bor de alle sammen i Berlin.

Chopins nocturner er ikke bare Chopins nocturner; når man hører dem spillet i virkeligheden, så lyder de altid forskelligt. Ikke bare fordi at den ene aften er forskellige fra den anden, men også fordi at alle pianister har deres egen stil og fortolker værkerne på deres egen måde. Selv om noderne er de samme, så vil der altid være små variationer som gør en stor forskel. Det mærkede jeg meget tydeligt søndag aften, hvor Andrej Gavrilov gav koncert i Tivolis koncertsal

Chopins nocturner

Andrej Gavrilov begyndte med at spille 9 af Chopins 21 nocturner; nocturner betyder “nattestykker”. Det er stille og indadvendt musik, med en helt fantastisk evne til at fremkalde indre billeder af varme, franske nætter med måneskin, glitrende stjerner, sværmeri, længsel, melankoli – og ensomhed. Det var så smukt, at mit hjerte smeltede igen og igen og igen….. 

Cover til Maria João Pires berømte indspilning af Chopins nocturner

Cover til Maria João Pires berømte indspilning af Chopins nocturner

For mange år siden købte jeg Chopins nocturner i en fabelagtig indspilning med Maria João Pires; de første seks måneder kørte denne CD næsten i døgndrift. Jeg kunne slet ikke få nok – derfor kender jeg Chopins nocturner særdeles godt. Men Andrej Gavrilov spillede helt anderledes end Maria João Pires; Pires har et blidere anslag og har primært fokus på de romantiske og sværmeriske aspekter af Chopins musik. Gavrilov har en skarpere stil og når man hører hans fortolkning, så bliver man mere opmærksom på det temperament og den lidenskab som også raser i mange af Chopins nocturner. Man kan sige, at Gavrilov trækker kontrasterne skarpere op…. Der er både tordenvejr, kaskader af sommerregn og rasende lidenskaber i disse vidunderlige nocturner. 

Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg foretrækker Gavrilovs nocturner frem for Pires. Jeg er så betaget, at jeg ligefrem overvejer, om det er på tide at købe en ny indspilning af Chopins nocturner…… 

Prokofiev – Romeo og Julie

Efter pausen skulle Andrej Gavrilov spille to klaversonater af Prokofiev – og det havde jeg glædet mig til. For det første er jeg ret vild med Prokofiev og for det andet, så er det vist en af de første gange i mit liv, at jeg er til en koncert hvor jeg kender alt hvad der bliver spillet. 

Men så annoncerede Tivolis musikchef, at der var en lille ændring i programmet – Andrej Gavrilov ønskede at spille fire satser fra Prokofievs “Romeo og Julie” i stedet for den første klaversonate. Jeg havde glædet mig til klaversonaten, men jeg synes alligevel, at det var et godt valg. Det gav lidt mere variation i programmet og viste samtidig en anden side af Prokofiev. Noget af musikken fra “Romeo og Julie” er selvfølgelig hamrende romantisk, men i anden sats fik klaveret virkelig nogle bank….. og når man så kommer til den fjerde sats – The Dance of the Knights – så kan man jo næsten ikke sidde stille. Jeg ligger et link i bunden af dette indlæg, hvor man kan høre denne sats spillet af Evgeny Kissin. Det er fortryllende musik, som man næsten ikke kan få ud af hovedet igen. 

Prokofiev – klaversonate nr. 8

Sergej Prokofiev skrev 10 klaversonater; sonate 6, 7 og 8 blev skrevet under 2. verdenskrig og kaldes derfor “krigssonaterne”. Jeg har alle disse klaversonater i en indspilning med Barbara Nissman – en indspilning som jeg har været rigtig glad for. Men endnu en gang var der virkelig stor forskel mellem de to pianisters fortolkninger. 

Cover til Barbara Nissmans CD med Prokofievs klaversonater

Cover til Barbara Nissmans CD med Prokofievs klaversonater

Andej Gavrilov spillede også dette værk mere kraftfuldt end jeg er vant til – men det var også mere blødt og inderligt i de stille og dæmpede passager. Anden sats begynder meget melodisk, men udvikler sig til en fin og drømmeagtig stemning, som næsten minder om Chopins nocturner. 

Endnu en gang måtte jeg indse, at jeg klart foretrak Andrej Gavrilov frem for den CD som jeg er vant til. Gavrilov spillede med større dybde, flere kontraster, flere farver og mere lidenskab end Barbara Nissman. Under koncerten sad jeg og tænkte, at det er simpelthen ikke det samme musik, som jeg har derhjemme på CD…. det er måske de samme noder, men derudover havde de ikke meget til fælles. 

Efter et stormende bifald udbrød Gavrilov pludselig, at han ikke kunne bære at slutte med de triste og mørke toner fra den 8. klaversonate. “Nu lever vi i et nyt århundrede”, sagde han – hvorefter han gav et lille ekstra nummer. Jeg hørte desværre ikke hvad det var. 

Efter koncerten skulle Gavrilov interviewes af Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht. Det skulle kun vare 5-7 minutter. Men det gik helt galt…. Gavrilov fortalte, at når man spillede klassisk musik, skulle det ikke være en fortolkning, men en “transmission”. Han prøvede at illustrere forskellen ved at spille lidt fra Tjajkovskijs 1. klaverkoncert. Men da han først kom i gang med at fortælle om Tjajkovskij, så var han slet ikke til at stoppe igen. Hvis Henrik Engelbrecht ikke havde grebet ind, så tror jeg at Gavrilov havde spillet hele koncerten. Det var meget elegant, da musikchefen diplomatisk foreslog, at de skulle gå tilbage til stolene og fortsatte der –  og da de havde sat sig ned, skyndte han sig at sige tak for i aften. På daværende tidspunkt havde det korte interview så også varet mere end 20 minutter. 

Det var en supergod aften og en fantastisk koncert med en meget spændende kunstner…. det er altid fascinerende at møde kunstnere som virkelig brænder for det de laver, og det var præcis sådan en kunstner vi mødte både under koncerten og da han senere fortalte om klassisk musik, Tjajkovskij og hans 1. klaverkoncert. Gavrilov spillede en masse af mit yndlingsmusik og han spillede det bedre end jeg nogensinde har hørt det før. Så kan man vist ikke ønske sig mere…… . 

6stjerner

Lørdag aften gav Sjællands symfoniorkester den sidste koncert i deres Brahms Festival. Der var mange flere gæster i koncertsalen end der var pladser til. Derfra hvor jeg sad kunne jeg se 5 ledige pladser, men jeg kunne se 15-20 mennesker som sad på trapperne. Hvordan kan det lade sig gøre? Jo, det kan det, fordi man også sælger nogle få ståpladser – de såkaldte anvisningspladser. Der er jo altid nogen som udebliver og så får man deres pladser. Men jeg har aldrig oplevet at der var så mange folk der sad på trapperne og det beviser hvor populær denne Brahms Festival har været.

Første værk var Brahms dobbeltkoncert for cello og violin med Andreas Brantelid og Vadim Repin som solister. Jeg havde virkelig glædet mig og det var særligt for at høre dette værk, at jeg havde købt billet. Desværre blev hele oplevelsen ødelagt af det ægtepar som sad ved siden af mig…… eller mere præcist var det manden som var meget støjende og urolig; han led tydeligvis af den illusion, at han dirigerede orkesteret. Det var rigtig træls og meget forstyrrende! Jeg har på fornemmelsen, at manden muligvis har været syg. Der er ingen tvivl om at han selv havde en rigtig god oplevelse og hvis min antagelse er korrekt, så skal det være ham vel undt. Jeg er dog glad for, at de forsvandt i pausen, så jeg kunne nyde resten af koncerten i fred og ro.

Efter et bragende bifald spillede Repin og Brantelid Johans Halvorsens Passacaglia – et flot stykke musik der blev spillet med en skælmsk og legesyg humor, så det flere gange sendte latterbølger gennem publikum. Det resulterede naturligvis i endnu et bragende bifald.

Efter pausen spillede de Brahms 4. symfoni – et af de smukkeste værker man kan forestille sig. Særligt strygerne har nogle fraser som gjorde mig helt ekstatisk. Men der er også nogle storslåede og pompøse trompetfanfarer, og paukerne skaber masser af drama. Alle disse variationer skaber en utrolig spænding og dynamik i værket. Der er også en meget morsom passage, hvor trianglen spiller sammen med paukerne – orkestrets mindste og største instrument. De begyndte med at spille sammen; dernæst udviklede det sig til en dialog, der næsten lød som et skænderi. Den lille triangel med den høje stemme lød lettere hysterisk; så kom paukerne som en arrig bulldog og gav svar på tiltale. Det var utrolig morsomt….

Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg nød Brahms 4. symfoni. Det var så fantastisk og Sjællands Symfoniorkester spillede med masser af kraft og energi. Jeg tror det er et værk der kræver meget af musikerne og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at de måtte virkelig være trætte efter sådan en præstation.

Men jeg var ikke træt – tværtimod. Jeg nød det så meget, at jeg ville ønske koncerten havde været dobbelt så lang. Jeg var overhovedet ikke klar til at tage hjem da den 4. symfoni sluttede. Og hvad skete der så? Jamen, det var helt utroligt. Så fortalte dirigent Cristian Mandeal, at de havde forberedt et ekstranummer, hvorefter de gentog en hel sats. Jeg er ikke helt sikker, men tror at det var første sats.

Det har jeg aldrig oplevet før. Men det var lige hvad jeg trængte til…… og hele vejen hjem i bussen, sad jeg og nynnede de der 10-12 toner som jeg kunne huske af strygernes smukke tema. Sikken en dejlig aften…….

Søndag var jeg til kammerkoncert på Designmuseum Danmark i Bredgade – det tidligere Kunstindustrimuseum – en af de såkaldte ½12 koncerter med musikere fra Sjællands Symfoniorkester.

Fra koncertsalen på Designmuseum Danmark

Alle værker og komponister blev præsenteret af Claus Johansen – han er fantastisk til at fortælle på en let og morsom måde. Første nummer var et værk af Mozart – Claus Johansen begyndte med at sætte publikum ind i datidens politiske verdenssituation: oplysningstiden skyller hen over Europa og den amerikanske uafhængighedskrig ændrer vores verden. Imens er den unge Mozart på turne i Europa, ledsaget af sin mor – det er altså ikke sjovt når man er en ung mand på 22 år, bemærkede Claus Johansen – til stor morskab for publikum. På denne turne møder han den unge frøken Weber, som han bliver voldsomt forelsket i. De planlægger at løbe væk sammen til Italien – men han må ikke for sin far og hun må ikke for sin mor, og så bliver de hjemme.

Sådan blev første nummer præsenteret – Mozarts fløjtekvartet i D-dur. Starten virkede en smule forceret. Men så fandt de hurtigt balancen og det var et fantastisk stykke. Det var fyldt med barokkens lette elegance og munterhed. Det er den slags musik, som jeg kalder for morgenmusik; det er fyldt med tempo og livsglæde – når man begynder morgenen med den slags musik, så kan det kun blive en god dag. Det er i hvert fald sådan noget musik, som gør mig glad og i godt humør.

Dernæst fulgte et moderne stykke for violin af Bent Sørensen – “The Lady of Shalott” fra 1987. Jeg var sammen med en bekendt, som ALDRIG har været til en klassisk koncert før. Vi fik præcis de samme bileder i hovedet mens vi lyttede til stykket – små bølger der slår mod bådens sider, mod flodens breder og skvulper lydløst omkring sivene langs flodens sider. Det var ret imponerende. Alligevel er det sådan noget kunstmusik, som jeg ikke er så vild med. Det var da meget sjovt at høre det, men jeg har ikke brug for at høre det igen!

En stor del af hans liv var Johann Sebastian Bach i tjeneste hos Hertugen af Weimar – han dyrkede fransk mode og fransk stil så meget, at der ikke var nogen grund til at tage til Paris. Man kunne nøjes med at tage til Weimar, for her fandt man de bedste franske skræddere, de bedste franske parykmagere, de bedste franske kokke og de bedste franske konditorer. Derfor tog den danske Niels Madsen også til Weimar, da han rejste ud i Europa for at studere arkitektur og moderne kunst. Men man kan jo ikke hedde Niels Madsen hvis man vil være noget stort – derfor skiftede han navn til Nicolai Eigtved da han kom hjem til Danmark og så byggede han Kunstindustrimuseet, hvor koncerten blev afholdt. Claus Johansen er en vidunderlig fortæller og dette var endnu en historie som vakte stor morskab.

Så hørte vi Bachs cellosonate nr. 3 – jeg har alle Bachs cellosonater på en fantastisk CD med franske Anne Gastinel. Men det er første gang jeg hører en af dem i virkeligheden – sikken en oplevelse. Halina Wigocka Wamberg spillede med koncentreret fokus og fyldte hele salen med sprøde vibrerende cellotoner – og hun spillede med energi, dynamik og stor intensitet. Det var uden nogen tvivl koncertens højdepunkt. Bagefter var hele min krop fyldt med en følelse af varmt velvære – jeg var mæt havde egentlig lyst til at gå med det samme, for at bevare denne dejlige følelse i kroppen så lang tid som muligt – men det gør man jo ikke. I stedet håber jeg, at Halina Wigocka Wamberg spiller dette værk en anden gang…. eller måske andre af Bachs cellosonater.

Så fulgte en passacaglia af Johan Halvorsen, hvorefter Phillippe B. Skow spillede solosonate nr. 2 af Eugène Ysaÿe. Det er omtrent 6 måneder siden jeg hørte Phillippe B. Skow første gang og siden har jeg tilfældigvis hørt ham en del gange. Der er sket en bemærkelsesværdig udvikling – han er en fantastisk dygtig violinist. Det var han også for et halvt år siden – det er jo ikke noget man lærer fra den ene dag til den anden. Men det er som om, at han også har fået mere selvsikkerhed når han optræder – det kan man også høre i musikken, som har fået en større fylde og mere dybde.  Det var en stor fornøjelse at høre ham spille dette værk i søndags.

Koncerten sluttede med strygekvartet nr. 1 af Bedric Smetana – endnu en rigtig god oplevelse og den perfekte afslutning på koncerten.

Jeg nyder virkelig disse kammerkoncerter på Kunstindustrimuseet. Det er sådan en fantastisk dejlig blanding af gode historier, sjove anekdoter, latter og pragtfuld musik. Jeg har sagt det før og jeg siger det igen: der findes ikke nogen bedre måde at bruge sådan en søndag på.

Næste ½12 koncert er desværre først søndag den 19. februar.

Men der er mere cellomusik allerede på fredag d. 25. november, hvor Toke Møldrup er solist i Dvoraks cellokoncert i koncertsalen i det gamle radiohus – en koncert som jeg glæder mig rigtig meget til……..

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: