You are currently browsing the tag archive for the ‘La Traviata’ tag.

Det er efterhånden mange år siden, at jeg var til min første operakoncert. Det var i Frederiksberg have og det var i 1990 eller 91. Folk sad som sild i en tønde. De fleste kunne hverken se eller høre noget som helst. Der var alt for mange mennesker og alt for lidt plads. Derfor blev operakoncerten kun holdt i Frederiksberg have 2 eller 3 gange. Jeg aner ikke, om jeg var med til den første eller den sidste. Alt er muligt.

Der var tæt pakket med bag Kronborg slot

Der var tæt pakket med bag Kronborg slot

Så flyttede Det kongelige teater operakoncerterne til Søndermarken. Jeg er ikke sikker på, at jeg var med til den første. Jeg deltog første gang i 1994 eller 95 – og så fulgte en lang perlerække af storslåede operakoncerter og forrygende oplevelser. Det var årets begivenhed. Jeg glædede mig så meget, at jeg som regel kørte forbi Søndermarken fredag aften, for at tjekke, om de havde stillet scenen rigtigt … lørdag morgen sprang jeg ud af sengen alt for tidligt, hvorefter jeg sad og trippede utålmodigt i flere timer, mens jeg ventede på, at det endelig blev tid til afgang. De fleste gange er jeg ankommet sammen med en håndfuld venner omkring middagstid. Så spiste vi frokost og hyggede hele dagen, mens vi snakkede, nød generalprøven og glædede os til den store koncert. Og efter koncerten har jeg prøvet at blive siddende sammen med en flok gode venner til klokken var 2 om natten. Der var faktisk en del som blev siddende så længe. Det var bælgragende mørkt, men mange havde små fyrfadslys med … skraldemændende måtte dog bruge billygterne for at finde de bjerge af skraldesække, som andre havde samlet, mens der stadig var en smule lys tilbage. Jeg tror, at jeg var med til operakoncert 12 eller 13 gange i Søndermarken, og det er nogle af de bedste oplevelser i hele mit liv. 

Så flyttede operakoncerterne til Fælledparken. Jeg har aldrig helt forstået hvorfor, men der var mange rygter – først og fremmest så handlede det vist om, at Københavns kommune syntes koncerterne skulle ligge i Københavns kommune, fordi de gav det største tilskud – naturligvis sammen med Nykredit, som er hovedsponsor. Der var også noget med hensynet til dyrene i Zoologisk have. Der skete så meget i mit liv på det tidspunkt, så jeg kom aldrig med til operakoncerterne i Fælledparken. Der blev heller ikke holdt så mange. 

Den lille scene med Kronborg i baggrunden.

Den lille scene med Kronborg i baggrunden.

Efter 2 eller 3 koncerter blev de flyttet til Rosenborg slot. Her har jeg heller ikke været. Jeg har ikke lyst. For det første er det ikke længere en rigtig operakoncert. I stedet er det både opera, ballet og skuespil – og jeg gider bare ikke de to sidste. Det interesserer mig ikke. Dernæst er der kun meget begrænset plads foran scenen, som står på eksercerpladsen. Langt de fleste mennesker er nødt til at se og høre koncerten på store tvskærme i Rosenborg Have. Det lyder ikke særlig hyggeligt. Det lyder i hvert fald slet ikke som Søndermarken … jaja, jeg er nok faldet i den fælde som hedder “alting var bedre i gamle dage”. 

Samtidig har Det kongelige teater dog også lavet nogle rigtige operakoncerter, hvor de præsenterer programmet for den kommende sæson forskellige steder i landet. Det er heller ikke som det var i Søndermarken; i stedet for et helt symfoniorkester, er der bare en pianist. I stedet for hele det kongelige operakor og 25 solister, så er der kun 5 operasangere …. nej, det er overhovedet ikke lige som i de gode gamle dage! 

Opera i det fri – Helsingør 2013

Det var et tilfælde, at jeg faldt over programmet til årets operakoncert og opdagede, at Peter Lodahl skulle synge “Dalla sua pace” fra Mozarts opera Don Giovanni. “Dalla sua pace” er den smukkeste kærlighedssang der nogensinde er skrevet – uanset genre. Det er en af mine yndlingsarier. Og samtidig er Peter Lodahl en af de allerbedste sangere på Det kongelige teater. Derfor besluttede jeg, at det var på tide at komme til operakoncert igen … 

Jeg indrømmer, at jeg kom lidt sent. Klokken var vist 17,45 og koncerten skulle begynde klokken 18.

Operaegoister på 1. række.

Operaegoister på 1. række.

Der var sort af mennesker allevegne og flere mennesker myldrede i en tæt strøm gennem den gamle port. Overalt var der hundredevis af mennesker som hastede rundt for at finde sig en siddeplads. Jeg fandt en plads i udkanten af pladsen og spurgte høfligt, om jeg måtte sidder der foran dem … nej. De var altså bange for, at de ikke kunne se, hvis jeg sad der. Men de sad på stole. Jeg havde ingen stol og ville bare sidde på græsset. Derfor er der da ingen reel risiko for, at jeg skulle genere deres udsyn, ved at sidde foran dem. 

Så fandt jeg et andet sted og spurgte igen, om jeg måtte sidde der(se billedet!). Nej, det måtte jeg ikke, for de havde altså været der i mange timer. What? Jeg var chokeret. Jeg forstår stadig ikke, at det kan være et rimeligt svar på mit spørgsmål. Jeg må indrømme, at jeg skældte de første mennesker ud og sagde til dem, at de var nogle egoister! Når man selv har fået en plads, så kan alle andre da bare hoppe i Øresund … De andre sagde jeg ikke noget til. Jeg blev simpelhen så chokeret, at jeg slet ikke vidste hvad jeg skulle sige. Som alle kan se på billedet, så var der jo rigeligt med plads til mig – og de to gamle damer sad på hver deres stol. Der er jo ikke den mindste risiko for, at jeg kunne genere dem eller deres udsyn, hvis jeg sad der. Og hvis de ikke ønskede, at nogen skulle sætte sig foran dem, så kunne de jo rykke frem, så der ikke var så meget ledig plads …. så ville der også blive plads til flere mennesker bagved. 

Jeg blev virkelig chokeret. Og det er jeg stadigvæk. Det er uforskammet, urimeligt, uartigt og uanstændigt. 

Hanne Fischer - kongelig operasanger og dagens konferencier.

Hanne Fischer – kongelig operasanger og dagens konferencier.

Da jeg tog til operakoncert i Søndermarken kom vi gerne 6-7 timer før koncerten. Så rykkede vi altid alle gruppens tæpper tæt sammen, så der ikke kom nogen fremmede og satte sig mellem os. Vi kendte jo rutinen. Vi vidste jo, at den sidste times tid ville folk begynde at presse sig ned på de mindste små ledige pletter på græsset. Og det er jo rimeligt nok. Alle vil gerne have en plads. Vi ville bare undgå, at vores gruppe blev splittet. Men vi vidste også, at inden koncerten ville flere og flere fremmede mennesker begynde at rykke ind over kanten af vores tæpper – og det var da okay. Vi delte altid mad med dem der sad ved siden af – og hvis de ikke havde mad med, så fik de bare noget af vores. Vi skålede også med alle dem som sad omkring os – og hvis de ikke havde noget at skåle med, så fik de bare noget af os. Sådan var det. Og det var superhyggeligt. Jeg kom slæbende med mad og vin til 15 mennesker, for der skulle da være nok til alle. Og de fleste havde som regel taget for lidt med af både det ene og det andet. 

Meget er åbenbart forandret; da jeg begyndte at gå til operakoncert, var der kun meget få mennesker som kom med en stol. I dag er det vist over 90%. Det ville være dejligt, hvis man kunne reservere et område til alle os, som helst vil sidde på jorden. Men den største forskel er tydeligvis, at folk var mere venlige, sociale og betænksomme før i tiden. 

Heldigvis fandt jeg endelig nogle venlige mennesker, som ikke havde noget imod, at jeg sad foran dem. 

En pragtfuld operakoncert

Programmet var en vidunderlig blanding, af de værker som Det kongelige teater sætter op i den kommende sæson. Det var Verdi, Mozart, Offenbach, Massenet, Bizet og mange flere. Første nummer var den festligste af alle festlige operaduetter, nemlig Libiamo fra La Traviata – sunget af Peter Lodahl og Sine Bundgaard – lad os drikke og være glade, synger de. Musikken er så berusende, at det er temmelig svært at lade være! 

Florian Plock

Florian Plock

Så fulgte Elisabeth Jansson og Florian Plock med “Là ci darem la mano” – den store forførelsesscene fra Mozarts Don Giovanni. Jeg elsker dette nummer. For det første, så er det så smukt, at det går lige i hjertet. For det andet, så synes jeg også det er vanvittig morsomt: tag min hånd, så går vi hjem til mig og ser mit slot, synger Don Juan – og så er hun scoret! Det tager lige 3½ minut. Ham der Don Juan, han kan altså noget som de fleste mænd må misunde ham. Jeg synes, at det er det mest centrale nummer i hele operaen. Don Juan kan fremstilles på mange måder og det er ofte i dette nummer, at hans inderste natur bliver afsløret. På indspilningen med Bryn Terfel er han tydeligvis en kold og kynisk person, der bruger sin magt som adelsmand – og man har hele tiden på fornemmelsen, at han ikke er bange for at bruge vold, hvis kvinderne ikke smider tøjet frivilligt. Men jeg har også set en opsætning, hvor Don Juan nærmest tigger om kvindernes gunst som en anden pjalt … Jeg tror, at Florian Plock er den romantiske og charmerende forfører, som sejrer, fordi han gør kvinderne bløde i knæene. 

Peter Lodahl

Peter Lodahl

Et andet højdepunkt fra Don Giovanni, var Peter Lodahls “Dalla sua pace” – det blev nøjagtig lige så skønt og vidunderligt, som jeg havde forestillet mig. Peter Lodahl har en meget fyldig stemme. Den har en flot lys klang, og samtidig er den både rund og blød. Peter Lodahl sang “Dalla sua pace” med en hjertegribende inderlighed, som fik alle hårene til at rejse sig på mine arme. Det kunne slet ikke være bedre og jeg nød hver eneste tone! 

Peter Lodahl sang også “Vesti la giubba” fra Leoncavallos Bajadser; om den stakkels klovn der græder indeni, når han går på scenen for at underholde publikum, mens en anden forfører hans kæreste …. jeg sad, hvor jeg slet ikke kunne se Peter Lodahl, men hans stemme er så udtryksfuld og dramatisk, at det løb mig koldt ned af ryggen. 

Elisabeth Jansson og Peter Lodahl

Elisabeth Jansson og Peter Lodahl

Elisabeth Jansson – selvfølgelig har jeg hørt Elisabeth Jansson før. Alligevel føltes det som om, at jeg aldrig havde hørt hende før. Enten har jeg overset hende – og hvis det er tilfældet, så er det lidt pinligt og det vil jeg da gerne beklage. Eller også har jeg ikke rigtig bemærket hende, fordi hun endnu ikke, har haft så mange store hovedpartier. Den sidste mulighed er selvfølgelig, at hendes stemme bare har udviklet sig helt utrolig meget, siden jeg har hørt hende. Hun brillerede særligt med arien “Va! Laisse couler mes larmes” fra Massenets opera “Werther” – jeg blev helt slået ud af Elisabeth Jansson store, mørke, fyldige og vidunderlige stemme. Senere sang hun Carmens Habanera – og jeg har aldrig, aldrig, aldrig hørt nogen synge denne arie så flot. Hun havde alt den mørke, varme og forførende sensualisme, som en rigtig Carmen skal have – men de fleste desværre mangler! 

Sine Bundgaard og Florian Plock i romantisk duet

Sine Bundgaard og Florian Plock i romantisk duet

Sine Bundgaard gav også flere numre, men hendes højdepunkt var naturligvis “O mio babbino caro” fra Puccinis “Gianni Schicci”. Det er et nummer som alle kender og alle elsker. Uanset om man kan lide opera eller ej, så smelter de fleste hjerter, når de hører denne arie … og det gjorde de også da Sine Bundgaard sang den. Alligevel synes jeg, at hendes bedste nummer var “Ah, fuggi il traditor” fra Mozarts Don Giovanni. 

Hanne Fischer var en udmærket konferencier – trods nogle besynderlige fortalelser. Jeg har for eksempel aldrig hørt om Kierkegaards issays. Jamen, tænk det sagde hun virkelig – issays! Jeg undrede mig også lidt over “den undslipne tyv” fra Menottis opera “Gammeljomfruen og tyven”. Men det er jo den slags man hurtigt glemmer, når man har en konferencier, som sprudler af overskud og godt humør. Da hun skulle fortælle om Quinderne som narrer Falstaff i Verdis opera, brød hun sammen i grin lige som publikum. Det var jo kvinder – og ikke Quinder! Men alle fik sig et godt grin og det er jo sundt. 

Hanne Fischer

Hanne Fischer

Hanne Fischer sang to arier fra Offenbachs opera “La Períchole”. Jeg husker ikke, hvad den første arie handlede om, men den anden arie handlede i hvert fald om en kvinde, der havde drukket alt, alt, alt for meget champagne – og det var drønhamrende morsomt. Jeg elsker en god komedie! Hanne Fischer sang forrygende og spillede endnu bedre … jeg kan ikke lade være med at tænke, at “La Períchole” bliver formodentlig et af sæsonens komiske højdepunkter. Jeg har så mange gode billeder fra denne arie og det er lidt synd, at der ikke er plads til dem alle sammen i dette indlæg. 

Afslutning i REGNVEJR

Vejret var perfekt. Det var hverken for koldt eller for varmt. Der var et let skydække over Kronborg slot og dermed undgik man at få solen i øjnene. Under pausen begyndte det at regne. Det vil sige, at der kom nogle ganske få dråber … det fortsatte under resten af koncerten. Men det var så lidt, at det slet ikke er værd at snakke om … 

Publikum flygter for regnen

Publikum flygter for regnen

Men så begyndte Sine Bundgaard, at synge “Summertime” fra Gershwins opera “Porgy and Bess” – og så begyndte det sandelig at regne. Vejrguderne hældte simpelthen en hel balje vand lige ned i hovedet på os – og så fik folk sandelig travlt. Publikum flygtede nærmest fra området. I løbet af et splitsekund var hele pladsen forvandlet til ét stort kaos af folk som løb frem og tilbage mellem hinanden. Når man ser på mit billede, så skulle man jo tro, at koncerten var slut. Men det er absolut ikke tilfældet; der mangler faktisk 2 numre og en fællessang. Det var en rigtig ærgerlig afslutning på en rigtig god koncert. Det må sandelig også have været en meget mærkelig oplevelse for de optrædende! 

Pianist Leif Greibe

Pianist Leif Greibe

Jeg havde mit regntøj i tasken. Jeg tog regnjakken på og så blev jeg stående hvor jeg var. Når jeg er til operakoncert, så nægter jeg at gå hjem, før vi har sunget “Den danske sang”. Ellers har det jo slet ikke været en rigtig operakoncert. Efter koncerten nåede jeg ikke en gang uden for voldanlægget omkring Kronborg slot, før regnen var holdt op igen. Det vil sige, at regnvejret varede kun omkring 5 minutter. Og så får jeg lyst til at gentage mig selv: Det var en rigtig ærgerlig afslutning, på en rigtig god koncert. Æv! 

Det var bestemt ikke lige som de store operakoncerter i Søndermarken – absolut ikke. Men i stedet var der en ganske intim og hyggelig stemning med de 5 solister og 1 enkelt pianist. Selv om Leif Greibe sad lidt ubemærket bagest på scenen, så var det nok ham der ydede den største indsats. Han spillede jo til hvert eneste nummer, mens de andre havde den fordel, at de skiftedes til at holde en lille pause.

Selv om dagen både startede og sluttede dumt, så er jeg rigtig glad for, at jeg tog til Kronborg slot fredag aften. Det er meget lang tid siden, at jeg har været i operaen, men nu har jeg opdaget, hvor meget jeg har savnet det …. 

Operakoncert 09

Reklamer

I går havde Det kongelige teater repremiere på David Radoks iscenesættelse af La Traviata – en af operahistoriens bedste værker og en af Verdis største succeser. Premieren i Venedig i 1853 var ganske vist ikke særlig vellykket; publikum skreg af grin, da den særdeles omfangsrige sopran skulle foregive at dø af svindsot i sidste akt. Verdi brugte et år på at rette i værket og i 1854 fik La Traviata verdenspremiere endnu en gang – denne gang med en helt ny besætning. Det blev en stor succes og siden har La Traviata været elsket af publikum over hele jorden.

La Traviata er baseret på Alexandre Dumas skandaleroman “Kameliadamen”, som igen er baseret på hans egen ungdomsforelskelse i den berømte kurtisane Marie Duplessis. Henrik Engelbrecht har skrevet en spændende artikel om baggrundshistorien, som man kan læse HER.

Handlingen:

Alfredo forelsker sig i den feterede kurtisane Violetta – og hun forelsker sig i ham. Hun forlader sit ekstravagante luksusliv og alle elskerne i Paris, for at leve sammen med sin nye elsker. Men Alfredo har en søster som gerne vil giftes. Hendes familie har desværre hørt, at Alfredo lever sammen med en berygtet kurtisane, hvilket stopper alle bryllupsplaner. Deres far, den gamle Germont, opsøger Violetta og fortæller hende om familiens problemer. Violetta kan straks identificere sig med den unge piges drømme om kærlighed og lykke. Violetta føler, at hendes egen lykke er ufortjent og frygter at den ikke vil vare; hun ved, at hendes dage er talte, da hun lider af tuberkulose – derfor lykkedes det for den gamle Germont, at overtale Violetta til at forlade Alfredo. Hun har solgt alle sine smykker og alle sine egendele for at finansiere deres samliv. Nu har hun ikke andre muligheder end at vende tilbage til Paris og sine gamle elskere. Såret kærlighed er det værste der findes og Alfredo tager en grusom hævn. Da hun bliver syg, svigter både venner og elskere hende. Men de to elskende genforenes inden Violetta dør. Hun er både ludfattig og dødssyg da Alfredo genfinder hende, men de forsones og derfor dør hun lykkelig…….

Sangerne:

Alfredo blev sunget af operaens nye stjernetenor Peter Lodahl, og Violetta blev sunget af Anne Margrethe Dahl. Deres stemmer har begge en dejlig varm, blød og rund klang, som skabte en helt utrolig harmoni mellem dem. Jeg har efterhånden set La Traviata en masse gange, men denne gang har helt sikkert den bedste og det skyldtes uden tvivl samspillet mellem de to hovedpersoner – det var simpelthen magisk. Jeg har selv La Traviata i en indspilning med Angela Gheorghiu og Frank Lopardo; særligt Gheorghiu er meget skinger…. næsten skrigende. Peter Lodahl og Anne Margrethe Dahl var 100 gange bedre. Anne Margrethe Dahl lavede nogle fænomenale koloraturtriller; det rislede ned af nakken, da hun sang “Follie! Follie!“. Anne Margrethe Dahl er en fantastisk sanger – en af de bedste på Det kongelige teater. Men jeg tror aldrig hun har været så god som i går – jeg har i hvert fald ikke hørt det. Jeg havde den samme oplevelse når Peter Lodahl sang; jeg smeltede simpelthen da han sang “Un dì felice“. Det var et af forestillingens højdepunkter! 

Palle Knudsen skulle have sunget den gamle Germont, men var desværre blevet syg. I stedet havde man fået fat i Nicola de Michele. Jeg var selvfølgelig lidt skuffet, for jeg havde glædet mig til Palle Knudsen. Men Nicola de Michele ligner faktisk Peter Lodahl – derfor fungerede de ret godt som far og søn. Det var næsten et ekstra plus til aftenens forestilling.

Koret var også i topform. Sjældent har jeg oplevet sådan et brus fra det store operakor.

Dirigenten var Marcello Mottadelli; på min egen indspilning er Solti dirigent, men jeg synes ofte tempoet er både forceret og eksalteret – nærmest febrilt. Det kan der selvfølgelig være en god pointe i, men jeg synes alligevel det virker lidt hysterisk. Marcello Mottadelli satte et tempo der var dynamisk, men også let, elegant og boblende. Mange kalder La Traviata for en champagneopera og det er ikke blot fordi at de drikker en masse champagne – det er også fordi musikken er munter og boblende. Man kan godt blive sådan lidt ør i hovedet, som om at man selv havde drukket champagne. Hvem får ikke lyst til at danse, når de hører “Brindisi“, La Traviatas berømte drikkevise?

Scenografien:

Anne Margrethe Dahl som Violetta. Foto: DKT og Miklos Szabo.

Scenografien var lavet af Lars-Åke Thessmann og den var lige så vellykket som resten af forestillingen. Første akt foregår i Violettas store elegante palæ, med udsigt over Paris. Vi ser både Eiffeltårnet og Sacré Coeur mod den mørkeblå nattehimmel. I anden akt afviger scenografen fra traditionerne; i stedet for at flytte på landet, flytter de elskende ud til et strandpalæ. Sand og klitter vælter ind af døre og vinduer, mens bølgerne vugger blidt i solen udenfor. Da Violetta dør i sidste akt, er vi atter tilbage i Paris, men hendes værelse er tomt. Fortidens pragt er forsvundet. Gulvet er brækket op; brændt eller solgt? Da tågen uden for vinduerne letter, ser man, at der kun er en armslængde til nabohuset. Da hun forsones med Alfredo fortrænger minderne om deres lykke de tunge, grå ejendomme uden for vinduerne og bølgerne skyller igen imod dem. Men deres ønsker og længsler kan ikke fortrænge virkeligheden. Snart synker Violetta igen sammen, bølgerne og den blå himmel forsvinder som dug for solen. Skæbnen er uforsonlig……….

Kritik:

La Traviata er simpelthen en usædvanlig flot og vellykket forestilling. Jeg tror alle gav alt hvad de kunne; både solister, kor, dirigent og orkester – og resultatet var derefter. Sjældent har jeg nydt en opera så meget……. det var total nydelse fra start til slut. Faktisk fandt jeg kun to ting som jeg gerne vil kritisere; for det første røg Peter Lodahl/Alfredo merskumspibe. Det var dybt utroværdigt – han var slet ikke en type som røg pibe. Hvis han absolut skulle ryge, så skulle det være en cigaret. Dernæst er jeg nødt til at klage over Peter Lodahls undertøj. Jaja, Peter Lodahl er en utrolig flot og charmerende mand – også i undertøj. Men stilmæssigt har man lagt forestillingen omkring 1910-1912. Sådan cirka. Den gang gik mænd altså ikke med sort undertøj. Det tror jeg først man begyndte at gøre i 60erne eller 70erne. Selvfølgelig er det kun en detalje; alligevel virker det som et irriterende stilbrud. Derfor håber jeg, at Peter Lodahl skifter undertøj inden næste forestilling…………….. 😉

Anne Margrethe Dahl som Violetta og Peter Lodahl som Alfredo. Foto: DKT og Miklos Szabo.

Det begyndte at dryppe da jeg tog hjemmefra. Det regnede da jeg stod af bussen i Opera Hedeland – tre kvarter før forestillingens start – og det blev ved i næsten to timer. Midt i første akt styrtede det simpelthen ned. Det er første gang jeg har oplevet opera på dén måde. Men vi er jo vikinger og jeg var heldigvis pakket godt ind……

La Traviata er årets forestilling i Opera Hedeland. Handlingen er ret simpel: den berømte kurtisane Violette møder Alfredo og de forelsker sig i hinanden. De flytter ud på landet for at leve sammen, men Alfredos far overtaler Violetta til at forlade Alfredo af hensyn til hans familie. Før hun dør af tuberkulose, når hun at forsones med både Alfredo og hans far.

Kari Postma som Violetta og hendes spejling. Opera Hedeland 2011

Jeg synes der var flere ting, som ikke fungerede i Vibeke Wredes opsætning. Violetta har en spejlfigur(eller dobbeltfigur), men det er meget uklart hvad det betyder. En splittelse – men hvilken? Det kunne være, at den ene Violetta helst vil blive ved Alfredo og den anden længes mod livet i Paris? Det kunne også være en personificering af døden? Men det giver jo ikke mening, at det kun er den ene del af hende som dør. Uanset hvordan man vender og drejer det, så er pointen meget uklar.

I andet akt sidder en del af koret og agerer publikum med teaterkikkerter. Det minder om Stefan Herheims iscenesættelse af Alban Bergs Lulu på Det kongelige teater, men her havde “det falske publikum” en funktion; det var en personificering af publikums  nysgerrighed, skadefryd, mv. På den måde lykkedes det Stefan Herheim at konfrontere publikum med vores tarveligste karaktertræk. I Vibeke Wredes opsætning af La Traviata virker det bare som et påhit uden betydning, et overflødigt og meget irriterende påhit.

I orgiet midt i tredje akt bliver vi udsat for 3 nøgne kvinder, der ligger og slanger sig på en stor seng. Jeg havde min teaterkikkert med  – de var HELT nøgne og de forsøgte sandelig ikke at skjule noget som helst. Bagefter løb halvdelen af det mandlige kor rundt med nogle kæmpe store pikke uden på tøjet. Jeg synes det var vulgært….. Jeg har skam ikke noget imod et par nøgne kvinder. Eller tre. Men i denne computertid, hvor porno er blevet hver mands eje, så er det hverken interessant eller provokerende. Og det er problemet. De nøgne kvinder og mændene med deres store pikke skulle vække opsigt. De havde ikke anden funktion. Det var udelukkende et forsøg på at skabe sensation – derfor var det temmelig vulgært. Og det var selvfølgelig også fuldstændig omsonst.

La Traviata betyder “den vildfarne”. Da Violetta er hovedpersonen, antager man automatisk, at titlen henviser til hende – jeg er dog ikke helt sikker på, at det er rimeligt. Etiketten passer da bedre til Alfredo. La Traviata er baseret på Alexandre Dumas berømte skandaleroman “Kameliadamen”, men reducerer historien til tam underholdning for borgerskabet, med smukke melodier og skønne arier. Romanen er bestemt ikke for folk med sarte nerver: den begynder med, at den efterladte elsker graver den døde kurtisane op – og mødes af en kvælende stank fra kisten. “Af øjnene var der kun to huller igen, læberne var borte, og de hvide tænder var hårdt sammenpresset. Det lange, sorte og tørre hår lå glat langs tindingerne og tilslørede kindernes grønlige farve en smule….. ” Det er grumt. Operaen derimod, er småborgerlighedens triumf: alle erkender deres synder og alle tilgiver hinanden. Dermed kan alle ånde lettet op! Violetta dør og borgerskabet kan fortsætte deres liv, som om intet var sket. Så nemt går det ikke i romanen…. derfor har jeg altid haft det lidt svært med denne opera. Det er simpelthen misbrug af en fantastisk roman. Men La Traviata indeholder noget af Verdis bedste musik og det er operaens raison d´être.

Trods min kritik af opsætningen, så var det faktisk en god oplevelse at være i Hedeland. For det første var det ret nemt at komme dertil – overraskende nemt. Det tog 10-15 minutter med regionaltog fra Nørreport til Høje Taastrup. Derfra var der en gratis bus til Hedeland, som tog 15 minutter. På hjemturen passede det så fint, at jeg slet ikke kom til at vente nogen steder: derfor kom jeg hjem lige så hurtigt, som havde jeg været til forestilling i Operaen på Holmen. Det er første gang jeg har været i Hedeland, men jeg er ret sikker på, at jeg kommer igen næste år!

Det var også lidt hyggeligt at være i Hedeland – det er sikkert endnu bedre, når det er tørvejr og solen skinner. I fredags blev aftenen reddet af nogle glimrende solister. De var alle i topform og sang ganske udmærket – det var dybt imponerende under de forhold. Jeg undrer mig over, at man ikke i det mindste kunne give de stakkels kvinder et shawl om skuldrene. Det ville jo ikke ødelægge deres kostumer. Og giv dog Kari Postma nogle sko….. hun må altså have frosset, da hun stod der og sang i den iskolde regn, mere afklædt end påklædt. Men det kunne man hverken se eller høre – det var altså ret utroligt. Mændene havde mere tøj på. Til gengæld har de sikkert løbet rundt i vådt tøj resten af aftenen og det har nok heller ikke været morsomt.

Hvis man ser bort fra instruktørens overflødige påhit, så har de en ganske fin opsætning af La Traviata i Hedeland. Den er hverken opsigtsvækkende eller spektakulær. Men den er ganske simpel og tilfredsstillende – og solisterne gjorde det til en rigtig smuk operaaften.

I Berlingske er Søren Kassebeer noget kritisk, men roser dog solisterne. Det er nok ham jeg er mest enig med denne gang.

I Jyllands Posten er Jakob Levinsen lidt mere positiv – men alligevel på samme linje: “Det viste sig nemlig i høj grad at være de tre hovedroller, der bar forestillingen og gjorde den se- og ikke mindst hørværdig”, skriver han. 

Den mest positive anmeldelse er skrevet i Politiken af Henrik Friis

Kari Postma som Violetta og Daniel Johansson som Alfredo. Opera Hedeland 2011

Opera Hedeland - foto af Mikal Schlosser

Opera Hedeland har netop afsløret, at dette års forestilling bliver La Traviata. Jeg har hørt meget godt om Opera Hedeland, men har desværre aldrig selv været der – det skyldes bestemt ikke manglende lyst! Det er efterhånden nogle år siden jeg har set La Traviata, så det kunne da godt friste…..

Norske Kari Postma synger det tragiske hovedparti som Violetta. Den svenske tenor Daniel Johansson er den unge elsker Alfredo og Fredrik Zetterström tager partiet som Germont, Alfredos gamle far. Resten af holdet er unge skandinaviske sangere – fremtidens stjerner. Jeg synes det lyder rigtig spændende……..Og hvis jeg tager til Hedeland, så kan jeg måske undgå de der abstinenser jeg får hvert eneste år når Operaen holder sommerferie. 😉

Herunder er det dejlige Anna Netrebko som Violetta. Det er ikke den berømte drikkevise Brindisi – i stedet er det en helt central scene, hvor Violetta fortæller sig selv, at hendes kærlighed til Alfredo er “folie”, det er skørt, det er umuligt. En kurtisane bør ikke elske andet end sin egen frihed – men hun kan selvfølgelig ikke modstå sine følelser og Alfredos stormende kærlighedserklæringer…….. og så ved vi alle hvor galt det ender! Rolando Villazon synger Alfredo og i baggrunden er det Donald Sutherland som den skæbnesvangre Germont.

NB: klik på det lille youtube-ikon nederst, så kan man se videoen på youtube!

La Traviata - Anna Netrebko som Violetta

DR holder operauge i uge 37 – udvidet operauge, for den begyndte allerede i går lørdag. Og det bliver et sandt overflødighedshorn af opera både på radio og tv. Jeg er sikker på, at der er mange kritiske operaelskere, som synes det havde været bedre at sprede alle disse udsendelser over lidt længere tid. Man må nok give dem ret, for det bliver umuligt at nå det hele. Alligevel glæder jeg til alt det jeg skal opleve hele uge…..

Søndag: DR K. 21 -21,55: Edita Gruberova – et portræt: selv om hun er omkring 60 år, så er hun stadig en af verdens bedste belcanto-sopraner. Jeg har flere CD´ere med hende og hun er utrolig! Jeg glæder mig rigtig meget til at se dette portræt og forventer, at det bliver et af ugens højdepunkter.

Mandag: DR K. 20 – 23,30: Wagner – Tannhäuser: jeg glæder mig til at gense denne forestilling, som jeg har anmeldt her. Særligt glæder jeg mig til starten, som er fuldstændig fantastisk og overvældende.

Tirsdag: DR K. 20 -22: Puccini – Manon Lescaut.

Tirsdag: DR K. 22 – 23: Portræt af Rolando Villazón.

Onsdag: DR K. 20 -23: Mozart – Don Juan.

Torsdag: DR K. 20 – 23,10: Händel – Partenope med Inger Dam-Jensen. En forestilling som jeg har anmeldt her – og jeg var absolut ikke begejstret! Jeg er lidt i tvivl om jeg gider at se den igen.

Fredag: DR k: 20 – 22,35: Stravinsky – The Raks´s Progress eller “Lastens vej”. Det er en opsætning fra Salzburg 1996 med Jerry Hadley og Dawn Upshaw. Jeg har set klip fra forestillingen og synes at det er ganske forfærdeligt. Men det er min yndlingsopera og derfor vil jeg nok se den alligevel.

Lørdag: DR K. 20 – 22,20: Verdi – La Traviata med Anna Netrebko som Violetta og Rolando Villazón som Alfredo. Jeg glæder mig utrolig meget til at se denne forestilling… det er lige ved, at jeg bliver helt ophidset ved tanken. Det bliver en fantastisk oplevelse at se Anna Netrebko i dette parti og opsætningen har fået en fabelagtig kritik.

Lørdag: DR K. 22,20 -23,15: Portræt af den berømte sopran Christine Schäfer.

Lørdag: SVT2. 20 -22,05: Svensk fjernsyn er ikke med i DR´s operauge, men skal alligevel nævnes, da de sender Jean-Baptiste Lullys opera “Cadmus og Hermione”. Vi er helt tilbage ved en af de første operaer fra 1600-tallet og jeg vil så gerne se den. Alligevel er jeg sikker på, at DR K vinder med La Traviata. Svensk tv plejer jo at genudsende deres forestillinger og jeg må bare holde øje med programmet.

Søndag: DR K. 20 – 22,40: Bo Holten – Livlægens besøg. Operaugen slutter med denne opera om Struensee, Christian d. 7 og Caroline Mathilde.

Der sker lige så meget på P2 – det kan man læse mere om i programmet for operaugen, som findes HER. Mon man kan få for meget opera? Tja, det må tiden vise…. 😉

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Reklamer
%d bloggers like this: