You are currently browsing the tag archive for the ‘misser’ tag.

Selv om jeg er tilhænger af monarkiet og kongehuset, så ser jeg ikke dronningens nytårstale. Det undrer mig, at der er så mange der ser den bare fordi at “det skal man da” og “det er jo en tradition”. Jeg gider ikke for jeg synes det er dødkedeligt; men det vil jeg bestemt ikke bebrejde dronningen. Jeg er fuldstændig overbevidst om, at alt det kedelige er statsministeriets ansvar. Vi taler så meget om ytringsfrihed…. hvis dronning Margrethe havde ytringsfrihed, så er jeg overbevidst om, at det også ville være mere interessant at høre hendes nytårstale. 

Dronning Margrethe

Dronning Margrethe

Indtil videre foretrækker jeg, at nøjes med de højdepunkter som altid efterfølgende bliver kommenteret i nyhederne. I nytårstalen 2012 talte dronningen om Facebook og de moderne medier: “De moderne kommunikationsmidler med internet og Facebook rummer fantastiske muligheder, men der er også farer forbundet med det. De meget unge kan blive så optaget af det, at de så at sige lever i cyberspace, at virkeligheden leves på anden hånd i et slags udstillingsvindue, hvor det mere gælder om at tage sig ud end om at være sig selv.” Straks sidder hele familien Danmark og nikker bekræftende og alle bliver hurtigt enige om, at det er så forfærdeligt at alle forsøger at vise et fortegnet og falsk glansbillede af deres tilværelse på Facebook. 

Jeg synes det er noget sludder, som vidner om to forhold; dels uvidenhed og dels et typisk unuanceret syn på verden omkring os. Internettet og Facebook fungerer jo fuldstændig lige som den virkelige verden. Jaja, der er nogen som prøver at skabe et meget rosenrødt billede af deres liv – præcis som ude i virkeligheden. Men der er da lige så mange eksempler på det modsatte; både på Facebook og på forskellige blogs er der folk som udelukkende skriver om deres personlige problemer, fysisk eller psykisk sygdom, økonomiske eller sociale problemer. Nogle af disse personer er så fokuserede på deres problemer, at det slet ikke er til at holde ud….. men langt de fleste har da en ganske sund og fornuftig balance mellem det positive og det negative. 

Jeg skriver sjældent om sygdom og personlige problemer på min blog – og jeg er da meget ked af, at der åbenbart er så mange mennesker, som tillader sig, at fortolke det som et forsøg på at iscenesætte en illusion om et perfekt liv. Det er absolut ikke tilfældet. Jeg synes også det er et dilemma, når man samtidig husker, hvor ofte eksperterne advarer os mod at udlevere os selv og vores privatliv på internettet…. og når man følger disse fornuftige råd, så bliver man åbenbart beskyldt for at være overfladisk – og nærmest uærlig. 

Missehygge på flyttekasserne.

Missehygge på flyttekasserne.

Jeg har taget et meget bevidst valg om, at jeg ikke vil skrive om mine problemer – jeg vil gerne være personlig, men helst ikke alt for privat. For det første har jeg ikke lyst til at udstille mig selv og for det andet så ønsker jeg ikke at belemre andre mennesker med mine problemer. Jeg har overhovedet ingen illusioner om, at det skulle interessere andre…… Men jeg har masser af problemer og alt for meget sygdom. Det fylder meget i mit liv og derfor er det selvfølgelig også blevet til nogle få indlæg. Men jeg har formået at holde en balance, som passer til mit eget temperament. 

lillebror-001

Lillebror har straks indtaget trappen til vores nye 20 kvadratmeter store tagterrasse. Copyright: Jens Drejer.

De sidste 4-5 måneder har jeg ikke skrevet så meget på bloggen og det skyldes mine depressioner. Når man har det sådan, så sidder man bare derhjemme og hader sit liv og har det forfærdeligt. Jeg får anti-depressiver og det har hjulpet enormt meget – modsat tidligere, så er jeg ikke længere i tvivl om, at jeg nok skal overleve disse perioder. Jeg kommer sjældent ud, når disse depressioner rammer; derfor oplever jeg ikke så meget og derfor har jeg selvfølgelig heller ikke så meget at skrive om. Og når der alligevel er noget at skrive om, så er det en ulidelig kamp at få to sætninger til at hænge sammen! 

Men nu er jeg vist ved at være ovenpå igen – og ikke nok med det; den 1. marts flyttede jeg også til en ny lejlighed. Jeg er flyttet til nordsjælland, hvor jeg har fået en fantastisk lejlighed. Den ligger i et område hvor der er utrolig stille og roligt – der er ikke en gang støj fra trafikken, for den nærmeste vej ligger 150 meter fra ejendommen, hvor jeg bor. Så er jeg også så heldig, at jeg har kig til Øresund og Sverige, og der er kun 5 minutter på cykel til den nærmeste strand. 

Jeg tror, at jeg bliver utrolig glad for min nye lejlighed; og efterhånden har jeg så meget styr på både depressioner og boligsituation, at jeg er klar til at blogge igen. Jeg forventer en del nye indlæg i allernærmeste fremtid…… 🙂 

Stuen i min nye lejlighed.

Stuen i min nye lejlighed.

Lillebror

Mine katte har mange dårlige vaner og det er nok fordi de bliver forkælede. Nogle af vanerne er meget søde – andre er lidt besværlige. Fx har jeg efterhånden lidt svært ved at holde dem fra min tallerken når jeg spiser. De synes sagtens vi kan spise sammen alle tre – men det er jo min egen skyld, fordi de får lov til at slikke min tallerken bagefter….. på bordet. Jeg burde selvfølgelig sætte den ned på gulvet først.

Lillebror har en anden dårlig vane: jeg kan ikke stille et glas vand fra mig, uden at han tror det er til ham. Hvis jeg vender ryggen til blot et øjeblik, så stikker han straks snuden ned i det. Det ser meget morsomt ud, særligt hvis glasset ikke er helt fyldt, så han har problemer med at nå vandet. Men så stikker han poten ned i vandet og slikker på den bagefter….. Han er meget klog og kreativ!

Lillebror har snuppet den gode stol

Storebror mis på sofaen....

Misserne nød, at jeg havde et par dage i sengen. Først sov vi sammen i sengen hele natten og bagefter gik vi ind og sov hele dagen på sofaen – de syntes at det var ren luksus. Og de skiftedes til at være sovebamser. Storebror vil helst ligge ved siden af mig, men Lillebror fortrækker at ligge ovenpå mig. Og det er ikke på mine ben – næh, han vil helst ligge på maven! Jeg har i hvert fald ikke manglet selskab! 😀

Jeg har heller ikke sultet. De sidste par dage har jeg fået en af mine hurtige og nemme favoritter: pasta med røget tofu.

Opskrift til 2 personer:

Fuldkornspasta

200 g røget tofu

1 løg

75 g champignon

2½ dl havrefløde(el. sojafløde)

2 fed hvidløg

salt

Hvis man vil undgå stress, så starter man selvfølgelig med at vaske og skære alting, så det er klar. Derefter sætter man vandet over til pasta.

Man skærer det røgede tofu i stykker som er lidt mindre end en terning. Så steger man det lige et par minutter på en TØR pande, for at fjerne vandet – så bliver tofu´en mere sprød. Så hælder man EN SMULE oliveolie på panden og lader det stege færdig mens man rører jævnligt, så det bliver stegt på flest sider. Når det er færdig hælder man tofuterningerne over i en skål.

Så steger man de finthakkede løg og tilsætter de skivede champignon. Når det er færdigt tilsætter man havrefløden og presser de to fed hvidløg ned i retten. Så får det lov til at stå og simre lidt.

Så skulle pastaen gerne være færdig. Hæld vandet fra pastaen. Hæld flødeblanding og tofutern i gryden, bland det med pastaen, gik det et opkog og tilsæt salt. Så er retten færdig og det smager superlækkert.

Tip: Det er lækkert at drysse retten med hakket persille. Det er også godt at spise en hurtig gulerodssalat ved siden af, lavet med rosiner og en smule appelsinsaft og drysset med kokos.

Pasta med røget tofu

Lillebror

I går fik Lillebror fjernet både kraven og stingene – det var han rigtig glad for, og knuden var heldigvis bare en almindelig fedtknude.

I forbindelse med hans operation, tog dyrelægen et røntgenbillede af hans kæber. Han mangler den ene hjørnetand i underkæben og dyrelægen ville gerne se om tænderne var der eller ej. Men udover den manglende hjørnetand, så viste røntgenbillederne at han mangler en hel håndfuld tænder. Og ikke nok med det, men han mangler også et stykke af underkæben i begge sider. Han er simpelthen misdannet…. høhø! Dyrelægen konkluderede, at han havde tilsyneladende lært at leve med det, så det var åbenbart ikke noget problem for ham.

Der er endnu et problem med Lillebror – han kaster ofte op. I følge dyrelægen skyldes det, at han har en tyk pels og fælder meget. Det er selvfølgelig ikke sjovt for Lillebror mis, at han kaster hårboller op hver eller hver anden dag – men det er sandelig heller ikke sjovt for mig. Det sker mest om natten, men uanset hvor godt jeg sover, så vågner jeg ALTID hvis der er noget galt med misserne. Når jeg hører det første gylp, så er jeg allerede ude af sengen, griber et eller andet i papirkurven.

Som regel er jeg så hurtig, at jeg kan nå at finde ham og lægge noget papir eller et blad foran ham, så han kaster op på det i stedet for på gulvtæppet. Det er meget nemmere på den måde. Det er altså ikke særlig morsomt, når man skal stå og vaske gulvtæppe klokken 4 om morgenen. 😉

Men nu har jeg fået noget katte malt til ham. Det er sådan noget sødt melasse, som man bare kan smøre på hans pote, så slikker han det selv af. Det er fyldt med fiber og så skulle det trække hårene med ud den anden vej. Jeg håber det virker og så får jeg forhåbentlig lov til at sove i fred fremover.

Allerede et par dage efter jeg fik Lillebror for 6 år siden, var han så syg, at han var ved at dø. Jeg tror han er sådan et bette skravl, som egentlig ikke skulle have levet – på en eller anden måde er det vist imod naturens hensigt. Men jeg passer godt på ham og håber at jeg har ham mange år endnu. Han er jo min store, tykke bamsemis! 😀

Katte til en fælleslur i sofaen...

....og så hurtigt ned under sofaen, hvor man kan være i både fred og sikkerhed....... *S*

Tirsdag var vi ved misselægen for første gang i 6 år – det gik overraskende nemt og smertefrit. Hun sagde at Storebror var en rigtig flot kat. Desværre kunne hun ikke sige det samme om Lillebror. Han har en lille knude eller udvækst på ryggen. Det vidste jeg godt – det var jo grunden til besøget. Og jeg ved jo, at den slags knuder kan være kræft. Nu har han gået med den 2-3 måneder, så der er ikke længere nogen chance for at den forsvinder af sig selv. Derfor skal stakkels Lillebror opereres om to uger. Knuden skal fjernes og bagefter skal den sendes til analyse. 80% af den slags knuder er godartede og jeg håber selvfølgelig det bedste……. men jeg må også indrømme, at jeg er lidt nervøs. Lillebror er den dejligste, kærligste, gladeste og sjoveste mis man kan forestille sig.

Onsdag var jeg i jylland. Nu er det overstået og det varer formodentlig uendelig lang tid før jeg skal på familiebesøg igen! Sikken en lettelse….

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: