You are currently browsing the tag archive for the ‘Mozart’ tag.

I aftes var jeg til en helt utrolig flot og festlig koncert; det var Gunvor Sihms debutkoncert, som afsluttede hendes solistuddannelse på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Koncertsalen var næsten fyldt og på scenen var aftenens hovedperson i selskab med mange af Danmarks bedste musikere!

Rued Langgard og Prokofiev

Konservatoriets koncertsal.

Konservatoriets koncertsal før koncerten.

Aftenens første værk var “Écrasez l`infame”, som bogstaveligt talt betyder “knus det onde”, men det bruges også som et udtryk for djævleuddrivelse. Værket består af 5 korte satser. I stedet for at bruge de traditionelle termer som allegro, andante, adagio osv. til at angive tempoet, stemningen og stilen i musikken, så beskriver Rued Langgaard første sats som “Præcist og eftertrykkeligt”. De efterfølgende 4 satser hedder nøjagtig det samme – jeg synes det er udtryk for en formidabel humor!

Pianist Berit Johansen Tange og Gunvor Sihm.

Pianist Berit Johansen Tange og Gunvor Sihm.

Gunvor Sihm spillede “Écrasez l`infame” sammen med pianist Berit Johansen Tange – og de spillede fuldstændig sublimt. Musikken var fuld at kompleksitet og temperament. Man oplevede en helt ekstremt kraft, når Berit Johansen Tange lod hånden glide hurtigt hen over alle tangenterne, fra den ene side til den anden. Men det var også en musik, der var fuld af kontraster – det ene øjeblik var musikken så smuk, at det tangerede det romantiske – det næste øjeblik blev musikken forvandlet til en vild og voldsom kamp! Jeg elskede hvert ene sekund! Jeg har aldrig hørt noget musik, der var så spændende, så fængslende og så berusende!

Det næste værk var Prokofievs sonate nr. 1 og det var stadig med Berit Johansen Tange ved klaveret. Det er kun to dage siden, at jeg hørte Rune Tonsgaard Sørensen og Tanja Zapolski spillede dette værk i Hørsholm Musikforening. Men jeg er vild med Prokofiev og derfor var jeg glad for, at jeg fik muligheden for at høre dette skønne værk endnu en gang. Prokofiev begyndte at skrive dette værk i 1938, men afsluttede det første i 1946. Værket er fyldt med krigens hærgen – musikken er fuld af flyvende bomber, hvislende kugler og byer der synker i grus. Der er indadvendt gråd og en hjerteknugende, stum smerte. I slutningen af både første og tredje sats suser vinden henover gravene på kirkegården. Men musikken er så uendelig smuk og gribende … og de to musikere spillede helt fantastisk!

Nightingale String Quartet består af Gunvor Sihm, Josefine Dalsgaard, Marie Louise Broholt Jensen og Louisa Schwab.

Nightingale String Quartet består af Gunvor Sihm, Josefine Dalsgaard, Marie Louise Broholt Jensen og Louisa Schwab.

Gunvor Sihm har spillet i “Nightingale String Quartet” siden gruppen blev dannet i 2007. De har blandt andet indspillet tre CDere med strygekvartetter af Rued Langgaard, som alle har fået stor ros og anerkendelse fra både danske og udenlandske kritikere. For nyligt blev de udråbt til at være “Young artist of the year” af det britiske magasin Gramophone. Nightingale String Qurartet var naturligvis også med på scenen og naturligvis spillede de et værk af Rued Langgaard.

Rued Langgaards Strygekvartetter indspillet af Nightingale String Quartet vol. 3.

Rued Langgaards Strygekvartetter indspillet af Nightingale String Quartet vol. 3.

Nightingale String Quartet spillede Rued Langgaards strygekvartet nr. 3. Titlerne på de tre satser er meget personlige og de overskrider alle gængse normer – den første sats hedder fx “Poco Allegro Papinoso”, hvilket betyder “Rovbegærligt”. Man kan umuligt overse den indbyggede arrigskab – men jeg synes alligevel, at denne arrigskab får et elegant og spidsfindigt udtryk, som er ekstremt morsomt. Rued Langgaard mødte ingen anerkendelse i sit liv – i stedet blev han hånet og nedgjort. Det præger hans musik; i denne strygekvartet mærker man en indestængt bitterhed, vrede og sarkasme. Den veksler på uforudsigelig vis med en eksplosiv arrigskab. Vekselvirkningen mellem alle disse stærke følelser skaber en enormt kraftfuld og særpræget musik. Musikken var fantastisk og de fire unge musikere spillede helt fænomenalt. Det var virkelig en rigtig stor oplevelse!

Mig og Rued Langgard

Selv om Rued Langgaard døde i 1952, så fik hans opera “Antikrist” først premiere på Det Kongelige Teater i 2002. Det var første gang jeg oplevede et værk af Rued Langgaard. Det var formodentlig også første gang jeg hørte hans navn – det ville i hvert fald ikke forbavse mig! “Antikrist” er et dybt religiøst værk, som handler om, at vi lever i Sodoma og Gomorra – Antikrist hersker og vi er alle sammen besat af penge og liderlighed. Jesus Kristus er den eneste som kan frelse os …. det budskab er altså hård kost for en hardcore ateist som undertegnede! Derfor forlod jeg hastigt salen, da operaen var færdig og alle andre begyndte at klappe … det kunne jeg simpelthen ikke være med til.

Berit Johansen Tange har indspillet to CDere med klavermusik af Rued Langgaard.

Berit Johansen Tange har indspillet to CDere med klavermusik af Rued Langgaard.

Jeg kunne overhovedet ikke forstå, hvorfor Det Kongelige Teater havde sat sådan et værk op. Men det er mange år siden. Siden dengang har jeg læst en masse bøger af Ernesto Dalgas og Knud Hjortø – de arbejdede med den samme form for symbolisme, som Rued Langgard brugte, da han skrev librettoen til “Antikrist”. Jeg er bestemt ikke blevet mere modtagelig for det religiøse budskab. Men jeg har nok fået en større forståelse for denne bizarre stilgenre. Alligevel har jeg på intet tidspunkt følt noget behov for at beskæftige mig mere med Rued Langgaard!

Gunvor Sihm med den første af mange buketter.

Gunvor Sihm med den første af mange buketter.

Jeg kender ikke Gunvor Sihm – men jeg har da mødt hende en enkelt gang og vi er da også venner på Facebook. Her nævnte jeg en gang, at jeg var absolut ikke nogen stor fan af Rued Langgard – jeg var ikke en gang en lille fan. Når hun har været med til at indspille så meget af hans musik, så er man jo næsten nødt til at udtrykke sig lidt høfligt og diplomatisk. Alt andet ville være ufint. Hertil svarede Gunvor Sihm, at det ville hun sørme gerne lave om på. God fornøjelse, tænkte jeg!

Men efter denne koncert må jeg jo allerede melde mission accomplished! Jeg er ekstremt vild med de to værker af Rued Langgaard, som blev spillet fredag aften. Det er jo lige præcis sådan noget musik, som jeg elsker!

Som tidligere nævnt, så har Nightingales String Quartet indspillet tre CDere med Rued Langgaards strygekvartetter. Dertil har Berit Johansen Tange indspillet to CDere med hans klavermusik. Jeg har ikke råd til at købe dem alle sammen på en gang, men jeg vil købe de første snarest muligt. De kan alle sammen købes hos “Dacapo Records“.

Mozart og Bach

Gunvor Sihm har spillet i Copenhagen Phil siden 2011. Efter pausen blev scenen indtaget af en gruppe herfra, som skulle ledsage hende gennem resten af koncerten.

Gunvor Sihm, Frederik Øland og Copenhagen Phil.

Gunvor Sihm, Frederik Øland og Copenhagen Phil.

De begyndte med Mozarts violinkoncert nr. 3 – Mozarts musik er lysende og smukt og elegant. Men først og fremmest er der masser af violinsoloer, hvor Gunvor Sihm fik lov til at folde sig ud og vise alt hvad hun kunne. Der var helt stille i den gamle koncertsal, mens de smukkeste violintoner svingede sig ud i luften, som kunstfærdige arabesker. Værket sluttede med en dansende rondo, der samtidig fungerede som en glimrende optakt til aftenens sidste værk.

Gunvor Sihm i en smuk duet med kæresten Frederik Øland.

Gunvor Sihm i en smuk duet med kæresten Frederik Øland.

Det sidste værk var Bachs koncert for to violiner, hvor Gunvor Sihm fik selskab af sin kæreste og kollega fra Copenhagen Phil, Frederik Øland. Man kan slet ikke forestille sig en mere perfekt afslutning på en helt formidabel koncert – Bachs musik er så fuld af løssluppen munterhed, festlig stemning og livsglæde. Da værket sluttede eksplodere hele salen i bragende klapsalver. Sikken en flot og fantastisk aften! Så var der masser af blomster til aftenens hovedpersoner og derefter fulgte endnu flere klapsalver!

Endelig sluttede koncerten med et lille ekstranummer af en svensk komponist. Som sædvanlig hørte jeg ikke hvem det var.

Det var afslutningen på Gunvor Sihms debutkoncert – men det var bestemt ikke afslutningen på festen. Den fortsatte nemlig med en reception i Carl Nielsen-foyeren og derefter var der fest for familie, venner og bekendte et andet sted i nærheden. Der var en særdeles opløftet stemning da jeg forlod koncertsalen – derfor er jeg også temmelig sikker på, at der fulgte et brag af en fest bagefter!

Nu er det dagen derpå og festen er slut. Men jeg er helt sikker på, at der venter Gunvor Sihm en lang karriere som solist i alle de store og berømte koncertsale over hele verden!

6stjerner

Gunvor Sihm efter en flot koncert.

Gunvor Sihm efter en flot koncert.

Reklamer

Jeg kan ikke spille et instrument. Jeg kan heller ikke læse noder. Jeg kommer fra et rigtigt landproletariat, hvor Birthe Kjær, Keld Heick og Bjørn Tidemann udgjorde de kulturelle højdepunkter. På den baggrund er det selvfølgelig klart, at jeg hører til dem som har haft lidt svært ved at forstå, hvad en dirigent egentlig laver. Men jeg har set flere programmer i fjernsynet om dirigenter og deres arbejde. Jeg kan blandt andet huske, at DR2 havde en hel temaaften om dirigenter – efterhånden har jeg endelig forstået, hvad dirigenten laver og hvorfor han er så vigtig for et symfoniorkester. Men så bliver man jo igen helt forvirret, når man sidder til en koncert, hvor orkestret spiller helt formidabelt, selv om dirigenten mangler ….

Det var nemlig præcis hvad der skete i Tivolis Koncertsal torsdag aften!

Koncerten begyndte med Mozarts symfoni nr. 16 og Tivolis Symfoniorkester spillede fuldstændig sublimt. Musikken var både levende og meget intens. Den var fyldt med farver og nuancer. Først blev man løftet helt op i skyerne af de høje toner. Bagefter blev man trukket ned af de mørke toner – og det skete i et svimlende tempo, så man fik et helt sug i maven. Jeg var helt beruset og ekstatisk før vi var halvvejs gennem Mozarts symfoni. Jeg oplevede et symfoniorkester der virkelig var i topform og spillede med en helt ekstraordinær præcision – sikken en fantastisk oplevelse!

Den franske dirigent og pianist Jean-Efflam Bavouzet.

Den franske dirigent og pianist Jean-Efflam Bavouzet.

Endelig kom aftenens hovedperson på scenen – den franske pianist Jean-Efflam Bavouzet blev opdaget af Sir Georg Solti i 1995, som der står i programmet. Der er forskel på at være en formidabel pianist og at være en berømt pianist. Da Georg Solti opdagede Bavouzet rykkede han hurtigt fra den ene kategori til den anden. Jean-Efflam Bavouzet har givet en masse koncerter og indspillet en masse musik på CD. Torsdag aften debuterede han som dirigent.

Det næste værk var Haydns klaverkoncert nr. 11 – Tivolis Symfoniorkester spillede med så meget energi, at Haydns smukke musik sprudlede og boblede af magi og munterhed. Udover at være dirigent, så optrådte Jean-Efflam Bavouzet også aftenens solist. Han leverede den ene mesterlige klaversolo efter den anden – han spillede med så meget energi og overskud, at det så ud som om, at det var det nemmeste i hele verden. Det samme gjaldt for Beethovens 3. klaverkoncert, som var aftenens sidste værk. Under Bavouzets klaversoloer så jeg flere af musikerne som nærmest så helt andægtige ud, mens andre sad og rokkede diskret med hovederne, mens de lyttede. Jeg er slet ikke i tvivl om, at de var lige så grebet af musikken og stemningen som alle os nede i salen.

Der er blot to eller tre koncerter tilbage – så slutter årets sæson i Tivolis Koncertsal. Jeg kommer dog ikke til de resterende koncerter, så dette var årets sidste koncert for mig – og det er faktisk ret heldigt; på den måde slutter sæsonen jo med et brag af en koncert. Jeg kan slet ikke forestille mig en mere formidabel sæsonafslutning. Det var en suveræn koncert fra start til slut!

6stjerner

Tivolis koncertsal, som - i anledning af det franske besøg - flager med både franske og danske flag.

Tivolis koncertsal, som – i anledning af det franske besøg – flager med både franske og danske flag.

I går modtog bratschist Asbjørn Nørgaard og pianist Emil Gryesten hver 250.000 kr fra Aennchen og Eigil Harbys Fond. De modtager de mange penge i form af rejselegater, som de kan bruge til videreuddannelse og studier i udlandet. Men der var selvfølgelig også masser af musik på programmet og de to legatmodtagere fik masser af mulighed for at demonstrere deres talenter.

Koncerten begyndte med Mozarts Ouverture til La Clemenza di Tito spillet af det store kammerorkester, som bestod af studerende fra både Det Jyske Musikkonservatorium og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Det var kraftfuldt – men også en lille smule tungt. Mozarts ouverture havde ikke så meget energi, tempo og elegance som man godt kunne have ønsket. 

Så optrådte Asbjørn Nørgaard som solist i værker af Telemann og Carl Maria von Weber. Derefter var der prisoverrækkelse og pause.

Carl Maria von Weber(1786-1826)

Carl Maria von Weber(1786-1826)

Efter pausen spillede Emil Gryesten som solist i Mozarts Klaverkoncert nr. 24 – jeg kan forestille mig, at man har valgt dette værk, fordi der allerede i første sats kommer et temmelig langt solostykke, hvor pianisten får lov til at folde sig ud og vise hvad han kan – Emil Gryesten spillede flot og virtuost. Alligevel synes jeg ikke, at det var helt optimalt. Helhedsindtrykket var hverken gribende eller vedkommende – hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, at det var lige på grænsen til det kedelige. Hvad var problemet? Hvis jeg skal tillade mig et forsigtigt gæt, så tror jeg det var orkestret, som var problemet. For det første er de unge musikere studerende og der er stadig meget de skal lære. For det andet var orkestret sammensat af studerende for to forskellige musikkonservatorier – de er formodentlig ikke vant til at spille sammen og hvem ved, hvor mange gange de har haft mulighed for at øve …. Men man skal huske, at en anmeldelse er altid et udtryk for en subjektiv mening. Jeg synes ikke dette var specielt vellykket, men jeg bliver rigtig glad, hvis der er andre som har den modsatte holdning. 

Bratschist Asbjørn Nørgaard.

Bratschist Asbjørn Nørgaard.

Koncerten sluttede med et ekstranummer, hvor Emil Gryesten virkelig brillerede – her spillede han solo, hvilket bestyrker mig i min mistanke om at orkestret var aftenens problem. Emil Gryesten fortalte ikke hvad det var for et nummer, men det er okay, for jeg elsker den der leg som hedder “gæt en komponist”. Jeg gættede på Debussy, men det var desværre forkert. Det var en russisk komponist, som jeg aldrig før har hørt om og så er det selvfølgelig svært at gætte rigtigt. Det vigtigste er også, at Emil Gryesten brugte dette lille ekstranummer til at vise, hvorfor han havde fået et legat på 250.000 kr. Han spillede skarpt og helt formidabelt. Det var 5-6 minutter fyldt med en berusende dynamik, tempo og masser af energi. Teknisk set var det utrolig flot spillet, men der var også masser af følsomhed i Emil Gryestens opførelse, som gav værket både dybde og stor intensitet. 

Men aftenens højdepunkt var alligevel Asbjørn Nørgaard, som primært er kendt fra Den Danske Strygekvartet. Han spillede – som altid! – med masser af virtuositet, energi, selvtillid og harmoni. Der var ikke den mindste smule usikkerhed …. allerede i det første værk, som var Telemanns “Koncert for bratsch og orkester”, formåede Asbjørn Nørgaard at løfte musikken op på et helt andet niveau. Orkestret livede op, musikken fløj af sted og bratschen løb let og legende over de brusende bølger af musik, som skyllede ud over publikum. Særlig i fjerde sats var der nogle flotte og fyrige kadencer, som blev leveret med masser af energi og virtuositet.

Det samme gjaldt i Carl Maria von Webers “Andante og rondo ungarese for bratsch og orkester” – første del er mørk og forførende. Anden del er en festlig og fejende flot rondo, som var en passende optakt til den efterfølgende prisoverrækkelse.

4 stjerner

Det store kammerorkester bestod af studerende fra både Det Jyske Musikkonservatorium og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Det store kammerorkester bestod af studerende fra både Det Jyske Musikkonservatorium og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

I følge programmet skulle Nordic Piano Quartet begynde med en strygekvartet af Haydn, den såkaldte Fuglekvartet. Men det var skiftet ud med Forårskvartetten af Mozart. Det har man selvfølgelig lov til at gøre. Jeg blev dog en smule skuffet, for jeg er nemlig i Haydn-humør for tiden.

De fire smukke, unge mennesker spillede med tempo og masser af energi. Det var friskt, ungt og sexet. Når man oplever, at klassisk musik bliver spillet på den måde, så kan man altså ikke beskylde klassisk musik for at være gammeldags, kedeligt eller støvet – tværtimod. Det var både smukt, elegant, iørefaldende og gribende. Jeg så kun én der sov. Det var en ældre herre – jeg er sikker på, at han bare var blevet træt og det kan jo ske.

Nordic Piano Quartet består af Heidrun Petersen, Mads Haugsted Hansen, Daniel Eklund og Live Johansson. Mozart fungerede som en slags opvarmning. Efter kvartetten af Mozart var publikum varmet op og klar til hovedretten, som var en fantastisk klaverkvintet af Sjostakovitj – i den anledning fik kvartetten selskab af Marie-Luise Bodendorff på klaver og i denne konstellation kalder de sig for Nordic Piano Quintet. 

Sjostakovitjs klaverkvintet er indspillet sammen med hans to klaverkoncerter, af London Philharmonic Orchestra og Martin Helmchen som gav koncert i Tivoli sidste år.

Sjostakovitjs klaverkvintet er indspillet, sammen med hans to klaverkoncerter, af London Philharmonic Orchestra og Martin Helmchen som gav koncert i Tivoli sidste år.

Jeg er vild med Sjostakovitjs klaverquintet – det er et af mine yndlingsværker. Efter nogle få takter på klaveret, sætter strygerne ind med en brusende og smægtende melankoli. Derefter følger en duet mellem klaver og bratsch – Daniel Eklund og Marie-Luise Bodendorff spillede så smukt, at jeg blev helt ekstatisk. Det er et meget dramatisk værk, som svinger mellem to modpoler; på den ene side er der en dyb og smertefuld melankoli; på den anden side er der en manisk og desperat ekstase. Det kommer tydeligst frem i den tredje sats, der nærmest er som et stormende raseri eller et musikalsk vanvid. Det var en helt suveræn præstation af alle de fem musikere og jeg var helt beruset bagefter.

Efter pausen sluttede aftenen med en klaverkvintet af Johannes Brahms. Jeg bliver ikke lige så grebet af Brahms, som jeg gør af de to andre. Hans musik er ikke lige så smukt og elegant som Mozarts. Det er heller ikke lige så dramatisk som Sjostakovitjs. Hvordan skal man så beskrive Brahms musik? Jeg tror det er mere subtilt. Det kræver mere opmærksomhed af publikum. Musikkens kompleksitet medfører, at den først rigtig folder sig ud, når man lærer den at kende og har hørt den flere gange – måske mange flere gange.

Nordic Piano Quintet spillede Brahms klaverkvintet med masser af energi – der var masser af højdepunkter og gang på gang blev man grebet af et iørefaldende tema eller en stærk stemning. Alligevel så var det Sjostakovitj som var aftenens bedste oplevelse. Jeg nød hvert eneste minut og ville faktisk gerne have hørt det hele en gang mere ….

5 stjerner

Nordic Piano Quintet i Tivolis koncertsal tirsdag d. 19. august 2014.

Nordic Piano Quintet i Tivolis koncertsal tirsdag d. 19. august 2014.

Jeg har en fuldstændig fænomenal indspilning af Mozarts requiem med Philippe Herreweghe som dirigent. Så har jeg en pragtfuld indspilning af Don Giovanni med Bryn Terfel og Renée Fleming. Derudover har jeg 4 andre CDere med musik af Mozart, men jeg synes de er særdeles kedelige og uinteressante. Nu skal man ikke drage forhastede konklusioner …. det er bestemt ikke et udtryk for min generelle holdning til Mozarts musik. Det er udelukkende en konstatering af, at der findes en forfærdelig masse kedelige og uinteressante indspilninger af klassisk musik. 80 – 90% af de CDere som udgives er det rene bras. Desværre er alle disse elendige udgivelser med til at forme vores forhold til de forskellige komponister og klassisk musik generelt. 

Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791)

Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791)

Sidste år udgav Dacapo et udvalg bestående af 45 af Mozarts symfonier, spillet af DR UnderholdningsOrkestret og dirigeret af Adam Fischer. Det er fuldstændig suverænt og fantastisk. Lyden er helt overvældende ren og klar – man mærker fra starten, at de virkelig har kæmpet for at lave noget helt ud over det sædvanlige. Og det er lykkedes! Musikken er fuld af de mest vidunderlige farver og nuancer. Alle symfonierne er spillet med en dynamisk og livlig energi, som har gjort musikken både levende og fængslende. Jeg er vild med denne indspilning. Det er både et mirakel og et mesterværk. 

Boksen indeholder 12 CDere fyldt med lækker og forførende musik. Når jeg først har sat en af disse CDere på anlægget, så har jeg kun lyst til at sidde under et varmt tæppe med en dejlig kande the og lytte til den ene CD efter den anden. Det er ikke nødvendigt at lytte mange minutter, før man bliver fuldstændig salig og mærker et indre velvære som breder sig i hele kroppen.

Boksen indeholder også et lille hæfte, hvor Claus Johansen giver en introduktion til Mozarts musik. Claus Johansen er en suveræn formidler. Hans artikel fylder 18 sider i det lille hæfte. Det er selvfølgelig ikke meget, når man tænker på, hvor meget musik Mozart har skrevet. Alligevel lykkes det Claus Johansen at give en temmelig grundig og fyldig introduktion. Det er både spændende og lærerigt. Når man har læst det, så har man lyst til at høre endnu mere af Mozarts musik – og mange andre af datidens komponister. Udover denne præsentation, så indeholder hæftet også et interview med dirigenten.

Boksen koster 399,50 kr. Det er faktisk temmelig billigt, når man husker, at boksen indeholder 12 CDere. Det vil jo sige, at hver CD koster 33,50 kr pr. stk. Musikken er total lækker. Hæftet er lækkert. Selv designet på den sorte boks er temmelig lækkert. Jamen, det hele er bare superlækkert. Der er slet ingen tvivl om, at denne boks er alle pengene værd!

Man kan købe boksen ved at trykke lige HER – hvor man også kan høre smagsprøver.

Mozart symfonier

Det var i Concertgebouw i Amsterdam for cirka fire år siden: salen er fyldt med et forventningsfuldt publikum. Dirigenten Riccardo Chailly løfter dirigentstokken. Det store symfoniorkester begynder at spille en klaverkoncert af Mozart ….. og så opdager den verdensberømte pianist Maria João Pires, at de ikke spiller den klaverkoncert, som hun forventede. Det er ikke den klaverkoncert, som hun har forberedt. Man kan tydeligt se, hvordan hun bliver grebet af skræk og rædsel …..

Da jeg så videoen tænkte jeg straks, at det måtte være en slags practical joke. Jeg kunne simpelthen ikke tro på, at det var sket i virkeligheden. Bagefter tænkte jeg, at det måtte være en optagelse til en film eller måske en reklamefilm eller sådan noget. Men det er faktisk en virkelig hændelse.

Der er formodentlig mange, som vil skrige af grin over denne optagelse. Jeg får ondt i maven bare ved tanken …. og det bliver jo endnu værre, når jeg ser hvordan stakkels Maria João Pires spærrer øjnene op, mens hun tydeligvis bliver grebet af skiftevis panik og fortvivlelse. 

I Amsterdams Concertgebouw er det helt normalt, at man ikke holder nogen prøve før deres matiné-koncerter, som er forholdsvis korte. Det er grunden til, at denne situation kunne opstå. Men bemærk, hvordan Maria João Pires får gjort dirigenten opmærksom på problemet. Og bemærk derefter, hvordan han nærmest giver hende krisehjælp og overbeviser hende om, at hun kender værket så godt, at hun sagtens kan spille det alligevel …. Og det hele foregår, mens orkestret spiller det indledende forspil. Det er dybt imponerende!

Her kan man læse en tysk artikel om koncerten.

“½12 koncert” er navnet på en række kammerkoncerter med musikere fra Copenhagen Phil. Gennem flere år har man holdt disse koncerter på Kunstindustrimuseet i Bredgade. Sidste sæson valgte man at flytte ½12 koncerterne til foyeren i det gamle radiohus, som i dag er Musikkonservatoriets koncertsal. Jeg var ikke voldsomt begejstret. For det første synes jeg ikke, at foyeren er særlig hyggelig eller flot. For det andet så var der simpelthen ikke plads nok. Jeg var til to koncerter og begge gange manglede der pladser, selv om man havde presset alle de stole ind i salen, som man overhovedet kunne.

Møstings hus ved Frederiksberg have.

Møstings hus ved Frederiksberg have.

Denne sæson bliver ½12 koncerterne så afholdt i Møstings hus på Frederiksberg. For nyligt kunne man læse i Orkesternyt – som er et medlemsblad for Copenhagen Phils venner – at ½12 koncerterne bliver flyttet, fordi Musikkonservatoriet ikke har ønsket at fortsætte aftalen. Det har jeg meget, meget svært ved at forstå. Man skulle jo nok forvente, at Musikkonservatoriet ville have et ønske om støtte musiklivet. Copenhagen Phil betalte jo også leje for salen! Og der er ikke andre som bruger den! Samtidig skulle man jo også forvente, at konservatoriet ville have en interesse i at skabe og vedligeholde et godt, stabilt, frugtbart og venskabeligt forhold til Copenhagen Phil, som i forvejen bruger både øvelokalerne og den store koncertsal i huset. Men det er åbenbart ikke tilfældet. Jeg har meget svært ved at forstå Musikkonservatoriets manglende lyst til at samarbejde. De har åbenbart heller ikke lyst til at tjene penge. Det er svært at forstå i en tid, hvor alle andre offentlige institutioner kæmper for at finde nye måde, at tjene penge på. 

Møstings hus er en gammel idyllisk bygning fra år 1800 og der er rigtig hyggeligt i de flotte sale. Desværre er det temmelig trangt med pladsen og derfor er det bestemt ikke nogen ideel løsning.

Olle Davidson på kontrabas

Til disse ½12 koncerter bliver alle værker normalt præsenteret af Claus Johansen eller Jan Berthelsen, der begge har haft en lang karriere som populære og alvidende værter på P2. De plejer at traktere os med en masse gode historier og sjove anekdoter, og det er ofte en ret væsentlig del af underholdningen. Derfor blev jeg en smule skuffet, da jeg opdagede, at musikerne selv skulle introducere værkerne til denne koncert. Men det viste sig hurtigt, at det var musikerne faktisk ret gode til og min skuffelse forsvandt lige så hurtigt som dug for solen.

Olle Davidson og Yuka Ichikawa.

Olle Davidson og Yuka Ichikawa.

Først skulle Olle Davidson spille 4 værker på kontrabas, ledsaget af Yuka Ichikawa på klaver. Kontrabas og klaver – jeg må indrømme, at jeg havde lidt svært ved at forestille mig, hvordan det ville lyde.

Olle Davidson begyndte med at fortælle om Johann Christian Bach(1735-1782), som var den yngste søn af den store Johann Sebastian Bachs 22 børn. Han var kun 15 år, da hans far døde. Derefter blev han undervist af sine to ældre brødre, som også begge var både musikere og komponister. Han havde en solid karriere, som ansat ved katedralen i Milano. Alligevel blev han fristet til at søge nye udfordringer i udlandet og derfor rejste han til London. Det er lidt svært at afgøre, om det var maden eller vejret, som var den største udfordring for stakkels Christian Bach. Men det er i hvert fald en kendsgerning, at han ikke brød sig den mindste smule om nogen af delene – Olle Davidson fortalte så levende og engageret, at denne historie fremkaldte den ene latterbølge efter den anden. Så var Christian Bach så heldig, at han fandt en italiensk pige i London, som han straks giftede sig med. Hun kunne lave italiensk mad til ham og da han endelig fik noget ordentlig at spise, så kunne han også klaret det triste vejr uden at blive alt for deprimeret. Det er jo en fuldstændig vidunderlig historie om hvor meget mennesker kan klare, når man bare får masser af kærlighed og god mad.

Derefter spillede Olle Davidson og Yuka Ichikawa værker af Johann Christian Bach, Adolf Misek, Astor Piazolla og Giovanni Bottesini. Og det var saftsusme godt. Jeg havde da aldrig forestillet mig, at en kontrabas og et klaver kunne være sådan en fed kombination og spille sådan noget lækkert musik. Musikken gik lige i blodet og gang på gang føltes det som om, at musikken slog kolbøtter i min mave. Jeg vil gerne høre det hele igen og derfor er jeg vist nødt til at købe nogle af disse værker på CD.

Messingblæsere for fuld kraft

Christian Vinther på horn og Kjell-Åke Andersson på trompet.

Christian Vinther på horn og Kjell-Åke Andersson på trompet.

Efter pausen fortalte Christian Schmiedescamp om de russiske komponister, som adskiller sig fra de samtidige europæiske komponister ved, at en stor del af de bedste komponister var amatører, forstået på den måde, at deres hovederhverv var et helt almindeligt borgerligt – og ofte temmelig kedeligt – job. Det gjaldt også Victor Ewald, som havde skrevet det næste værk. Han var cellist og komponist, men derudover var han også professor ved den polytekniske læreanstalt i afdelingen for byggematerialer. Her var han med til at udvikle produkter som cement og mørtel osv. 

Christian Schmiedescamp med basunen i hånden.

Christian Schmiedescamp med basunen i hånden.

Dernæst fulgte Victor Ewalds “Kvintet for messingblæsere”. Det var meget voldsomt. Og det samme gælder den næste “Kvintet for messingblæsere” skrevet af Malcolm Arnold. Det var simpelthen alt for voldsomt til sådan et lille rum. Det er lidt ærgerligt, for særligt det sidst værk havde mange detaljer og forløb, som jeg godt kunne lide. Finalen efter 3. sats var meget vellykket og meget fængslende. Jeg tror, at det havde været et rigtig flot og spændende værk, hvis man hørte det i en stor koncertsal. Men det var alt, alt for voldsomt til Møstings lille hus. Jeg tør i hvert fald garantere for, at der var ingen som faldt i søvn under koncerten … til gengæld var jeg en lille smule bange for, om jeg nogensinde ville være i stand til at høre normalt igen.

Endelig fortalte Ete Forchhammer om koncertens sidste værk, en duo for violin og bratsch, som blev spillet mellem de to blæserkvintetter. Den store komponist Franz Joseph Haydn havde en lillebror, som hed Johann Michael Haydn. Han blev ansat som komponist ved ærkebiskoppen af Salzburgs hof og kaldes derfor Salzburg-Haydn. Ærkebiskop Hieronymus von Colloredo var en oplysningsmand i tråd med tidens tendenser og han spillede selv violin.

Tonni Hellebek på tuba.

Tonni Hellebek på tuba.

Ærkebiskoppen bestilte 6 duoer for violin og bratsch fra Michael Haydn. Desværre nåede han kun at skrive 4 duoer, før han blev alvorligt syg. Hvis han ikke kunne gøre opgaven færdig, så ville han ikke få nogen betaling – og han havde brug for pengene. Men Michael Haydn var gode venner med Mozart. Han var ligefrem et af Mozarts få forbilleder. Derfor bad Michael Haydn Mozart om hjælp og han indvilligede gerne; “jeg kan jo skrive i en hvilken som helst stil”, pralede Mozart i et brev til sin far. Derefter skrev han de manglende duoer, så det lød fuldstændig som var de skrevet af Michael Haydn og ingen havde den mindste anelse om dette bedrag. Ikke før Michael Haydn døde i 1806, hvorefter nogle af hans elever røbede sandheden.

Efter denne skønne historie, spillede Yuko Yasui og Hidekazu Uno Mozarts duo for violin og bratsch. Umiddelbart var det en smule skingert og hvinende i starten, men lynhurtigt blev man fuldstændig grebet af den smukke musik fra de to strygeinstrumenter. Det var en fantastisk kontrast til den matgrå himmel over København og den fine støvregn uden for vinduerne.

Næste koncert

Yuko Yasui på violin.

Yuko Yasui på violin.

Jeg har sagt det før og jeg siger det igen: jeg elsker disse fantastiske ½12 koncerter og den vidunderlige blanding af god musik, spændende historier og sjove anekdoter.

Næste koncert finder sted søndag d. 17. november kl. 11,30 og det bliver også i Møstings hus på Frederiksberg. Prisen er 90 kr.

Man har fået en ung digter til at skrive nogle digte, som er inspireret af de værker der skal spilles ved den næste koncert, hvor hun vil læse værkerne højt. Jeg kan ikke lide digte. Og jeg kan slet ikke udstå digtere som læser deres egne digte højt. Det bliver altid så pokkers performativt og teatralsk. Jeg kan ikke holde det ud. Samtidig synes jeg det er ærgerligt, at publikum går glip af en masse gode historier.

Derfor springer jeg sikkert den næste koncert over. Tror jeg nok! Jeg er ikke helt sikker …. for jeg er jo ret vild med disse koncerter. Det er nok vejret eller humøret som bliver afgørende for, om jeg kommer eller ej.

Kvintet for messingblæsere. Fra venstre:

Kvintet for messingblæsere. Fra venstre: Christian Schmiedescamp på basun, Gorm Hovaldt på trompet, Tonni Hellebek på tuba, Christian Vinther på horn og Kjell-Åke Andersson på trompet.

Der findes en hel del små kammermusikforeninger i Danmark, som lever et forholdsvis diskret og ubemærket liv. De nævnes sjældent i medierne, deres koncerter anmeldes ikke og man hører sandsynligvis kun om dem, hvis man kender nogen som kender nogen ….. og det er faktisk lidt synd. De forskellige kammermusikforeninger arrangerer nemlig en række spændende koncerter med nogle rigtig dygtige musikere. “Kammermusikforeningen af 1911” holder deres koncerter skiftevis på Glyptoteket og i Garnisonskirke. Onsdag aften gav de en koncert på Glyptoteket med “Ensemble Mutatis“.

Glyptoteket.

Glyptoteket.

Koncerten begyndte med en duet for cello og fagot, skrevet af Mozart i 1775. Der er ingen tvivl om, at de to musikere var knaldhamrende dygtige; de spillede med stor energi og masser af indlevelse. Men jeg synes, at den sprøde cello og den dybe fagot  var en umage kombination. Trods et dynamisk tempo og masser af energi, så blev det meget mørkt og tungt. Det fangede desværre ikke!

Det næste værk var en Quintet i g-mol af Sergei Prokofiev – jeg elsker Prokofiev! Og jeg elsker ham endnu mere efter, at jeg har hørt dette værk. Første sats var fyldt med skæve melodier og korte temaer, som ikke umiddelbart hang sammen som helhed. Men det var netop denne manglende sammenhæng, som gjorde musikken spændende og udfordrende. Første sats var som en slags ouverture. Anden sats begyndte med kontrabassens solo, som var temmelig mørk og makaber. Da de andre musikere begyndte at spille, blev musikken nærmest ildevarslende og alarmeret – det var meget dramatisk.

I tredje sats blev musikken så hektisk og fortravlet, at jeg kom til at tænke på futuristernes fascination af fart og trafik. Det var som en musikalsk collage af tempo og travlhed; man kunne næsten genkende gadernes tætte trafik og de myldrende menneskemængder i musikken. Jeg kunne ikke lade være med at forestille mig, at Prokofiev havde samlet alle den moderne storbys hektiske lyde og forvandlet dem til melodier og skæve rytmer.

I fjerde sats satte trætheden og udmattelsen ind; måske ville Prokofiev illustrere modernismens bagside. I så fald er fjerde sats den lange aften efter en hård arbejdsdag, solen som går ned og alle dagens lyde som forstummer. Der var en dyb brummende bas – som fik mig til at tænke på lysreklamer som blinker i natten, mens ingen ser dem. Det fremmanede et billede af ensomheden, der var lige så kold og frysende, som på Edvard Hoppers billeder(hvor den ensomme ikke altid er alene). Derefter steg musikkens intensitet, så man fik en følelse af et lurende vanvid eller et mareridt som nærmede sig.

Femte sats var som en collage af musik fra 30erne. Man kunne forestille sig en ensom gåtur om aftenen eller natten, hvor den ensomme nattevandrer hører stumper og stykker af tidens muntre og ophidsede musik fra cafeer, barer og natklubber – men oplevet gennem nattevandrerens egen ensomhed, som giver musikken en vis vemodig melankoli.

Sjette sats begynder med en følelse af mørk fortvivlelse og denne følelse er en fortsættelse af temaet fra forrige sats; men så bliver fortvivlelsen afløst af lysere toner, som en helt stille og fredelig solopgang, hvor man ikke hører andre lyde end de muntre, kvidrende småfugle: ingen trafik, ingen biler, ingen mennesker og ingen hektisk musik. Endelig er der fred og ro en kort stund – inden det hele selvfølgelig igen begynder forfra.

Glyptoteket.

Glyptoteket.

Som sædvanlig bliver jeg selvfølgelig nødt til at indrømme, at jeg ikke aner hvorfor Prokofiev komponerede dette værk eller hvad han ville med det. Men jeg synes det var et meget stærkt værk, som gav mig nogle associationer, der hurtigt blev til en musikalsk fortælling om 24 timer i en moderne storby som New York eller Paris. Prokofiev boede flere år i begge byer. Det var et fantastisk musikstykke og Ensemble Mutatis spillede helt fantastisk. (Her er en vidunderlig video fra Carnagie Hall med en opførelse af Prokofievs fantastiske quintet.) Nogen gange så tænker jeg, at jeg burde læse noget om værkernes baggrund. På den anden side, så synes jeg egentlig det er sjovere, at give sin egen fantasi frit spil.

Efter pausen spillede Ensemble Mutatis en septet i es-dur af Beethoven. Det var som musikalsk balsam og terapi for sjælen – og det kunne man nok trænge til efter Prokofievs nervepirrende quintet. Gang på gang blev jeg imponeret af violinen; Emily Fowler spillede med imponerende virtuositet og en poetisk kraft som ramte lige i solar plexus. I anden sats var der en smuk passage, hvor violin og fagot nærmest flirtede med hinanden. Tonerne fra de to instrumenter slyngede sig omkring hinanden, som en lyrisk arabesk. Der var også en rigtig flot klarinetsolo, som nærmest fortryllede publikum.

Der var ingen som snakkede under koncerten. Der var ingen som hostede. Der var ingen som fumlede med tasker eller jakker. Sjældent har jeg oplevet et publikum, der var så fokuseret. Den primære årsag var formodentlig musikernes niveau. De var knaldhamrende dygtige og de spillede med masser af energi og passion. Det var en fornøjelse og en stor nydelse – og derfor havde de slet ingen problemer med at fange og fastholde publikums opmærksomhed.

Kammermusikforeningen afholder den næste koncert i Garnisonskirke d. 6. november kl. 19,30. Et abonnement til hele sæsonen koster 500 kroner for 7 koncerter. Det er billigt! Man kan også købe en gæstebillet til 130 kr. Det betyder også, at det er stadig en god deal, at købe et helt abonnement, selv om der kun er 6 koncerter tilbage.

Ensemble Mutatis.

Ensemble Mutatis.

Det er efterhånden mange år siden, at jeg var til min første operakoncert. Det var i Frederiksberg have og det var i 1990 eller 91. Folk sad som sild i en tønde. De fleste kunne hverken se eller høre noget som helst. Der var alt for mange mennesker og alt for lidt plads. Derfor blev operakoncerten kun holdt i Frederiksberg have 2 eller 3 gange. Jeg aner ikke, om jeg var med til den første eller den sidste. Alt er muligt.

Der var tæt pakket med bag Kronborg slot

Der var tæt pakket med bag Kronborg slot

Så flyttede Det kongelige teater operakoncerterne til Søndermarken. Jeg er ikke sikker på, at jeg var med til den første. Jeg deltog første gang i 1994 eller 95 – og så fulgte en lang perlerække af storslåede operakoncerter og forrygende oplevelser. Det var årets begivenhed. Jeg glædede mig så meget, at jeg som regel kørte forbi Søndermarken fredag aften, for at tjekke, om de havde stillet scenen rigtigt … lørdag morgen sprang jeg ud af sengen alt for tidligt, hvorefter jeg sad og trippede utålmodigt i flere timer, mens jeg ventede på, at det endelig blev tid til afgang. De fleste gange er jeg ankommet sammen med en håndfuld venner omkring middagstid. Så spiste vi frokost og hyggede hele dagen, mens vi snakkede, nød generalprøven og glædede os til den store koncert. Og efter koncerten har jeg prøvet at blive siddende sammen med en flok gode venner til klokken var 2 om natten. Der var faktisk en del som blev siddende så længe. Det var bælgragende mørkt, men mange havde små fyrfadslys med … skraldemændende måtte dog bruge billygterne for at finde de bjerge af skraldesække, som andre havde samlet, mens der stadig var en smule lys tilbage. Jeg tror, at jeg var med til operakoncert 12 eller 13 gange i Søndermarken, og det er nogle af de bedste oplevelser i hele mit liv. 

Så flyttede operakoncerterne til Fælledparken. Jeg har aldrig helt forstået hvorfor, men der var mange rygter – først og fremmest så handlede det vist om, at Københavns kommune syntes koncerterne skulle ligge i Københavns kommune, fordi de gav det største tilskud – naturligvis sammen med Nykredit, som er hovedsponsor. Der var også noget med hensynet til dyrene i Zoologisk have. Der skete så meget i mit liv på det tidspunkt, så jeg kom aldrig med til operakoncerterne i Fælledparken. Der blev heller ikke holdt så mange. 

Den lille scene med Kronborg i baggrunden.

Den lille scene med Kronborg i baggrunden.

Efter 2 eller 3 koncerter blev de flyttet til Rosenborg slot. Her har jeg heller ikke været. Jeg har ikke lyst. For det første er det ikke længere en rigtig operakoncert. I stedet er det både opera, ballet og skuespil – og jeg gider bare ikke de to sidste. Det interesserer mig ikke. Dernæst er der kun meget begrænset plads foran scenen, som står på eksercerpladsen. Langt de fleste mennesker er nødt til at se og høre koncerten på store tvskærme i Rosenborg Have. Det lyder ikke særlig hyggeligt. Det lyder i hvert fald slet ikke som Søndermarken … jaja, jeg er nok faldet i den fælde som hedder “alting var bedre i gamle dage”. 

Samtidig har Det kongelige teater dog også lavet nogle rigtige operakoncerter, hvor de præsenterer programmet for den kommende sæson forskellige steder i landet. Det er heller ikke som det var i Søndermarken; i stedet for et helt symfoniorkester, er der bare en pianist. I stedet for hele det kongelige operakor og 25 solister, så er der kun 5 operasangere …. nej, det er overhovedet ikke lige som i de gode gamle dage! 

Opera i det fri – Helsingør 2013

Det var et tilfælde, at jeg faldt over programmet til årets operakoncert og opdagede, at Peter Lodahl skulle synge “Dalla sua pace” fra Mozarts opera Don Giovanni. “Dalla sua pace” er den smukkeste kærlighedssang der nogensinde er skrevet – uanset genre. Det er en af mine yndlingsarier. Og samtidig er Peter Lodahl en af de allerbedste sangere på Det kongelige teater. Derfor besluttede jeg, at det var på tide at komme til operakoncert igen … 

Jeg indrømmer, at jeg kom lidt sent. Klokken var vist 17,45 og koncerten skulle begynde klokken 18.

Operaegoister på 1. række.

Operaegoister på 1. række.

Der var sort af mennesker allevegne og flere mennesker myldrede i en tæt strøm gennem den gamle port. Overalt var der hundredevis af mennesker som hastede rundt for at finde sig en siddeplads. Jeg fandt en plads i udkanten af pladsen og spurgte høfligt, om jeg måtte sidder der foran dem … nej. De var altså bange for, at de ikke kunne se, hvis jeg sad der. Men de sad på stole. Jeg havde ingen stol og ville bare sidde på græsset. Derfor er der da ingen reel risiko for, at jeg skulle genere deres udsyn, ved at sidde foran dem. 

Så fandt jeg et andet sted og spurgte igen, om jeg måtte sidde der(se billedet!). Nej, det måtte jeg ikke, for de havde altså været der i mange timer. What? Jeg var chokeret. Jeg forstår stadig ikke, at det kan være et rimeligt svar på mit spørgsmål. Jeg må indrømme, at jeg skældte de første mennesker ud og sagde til dem, at de var nogle egoister! Når man selv har fået en plads, så kan alle andre da bare hoppe i Øresund … De andre sagde jeg ikke noget til. Jeg blev simpelhen så chokeret, at jeg slet ikke vidste hvad jeg skulle sige. Som alle kan se på billedet, så var der jo rigeligt med plads til mig – og de to gamle damer sad på hver deres stol. Der er jo ikke den mindste risiko for, at jeg kunne genere dem eller deres udsyn, hvis jeg sad der. Og hvis de ikke ønskede, at nogen skulle sætte sig foran dem, så kunne de jo rykke frem, så der ikke var så meget ledig plads …. så ville der også blive plads til flere mennesker bagved. 

Jeg blev virkelig chokeret. Og det er jeg stadigvæk. Det er uforskammet, urimeligt, uartigt og uanstændigt. 

Hanne Fischer - kongelig operasanger og dagens konferencier.

Hanne Fischer – kongelig operasanger og dagens konferencier.

Da jeg tog til operakoncert i Søndermarken kom vi gerne 6-7 timer før koncerten. Så rykkede vi altid alle gruppens tæpper tæt sammen, så der ikke kom nogen fremmede og satte sig mellem os. Vi kendte jo rutinen. Vi vidste jo, at den sidste times tid ville folk begynde at presse sig ned på de mindste små ledige pletter på græsset. Og det er jo rimeligt nok. Alle vil gerne have en plads. Vi ville bare undgå, at vores gruppe blev splittet. Men vi vidste også, at inden koncerten ville flere og flere fremmede mennesker begynde at rykke ind over kanten af vores tæpper – og det var da okay. Vi delte altid mad med dem der sad ved siden af – og hvis de ikke havde mad med, så fik de bare noget af vores. Vi skålede også med alle dem som sad omkring os – og hvis de ikke havde noget at skåle med, så fik de bare noget af os. Sådan var det. Og det var superhyggeligt. Jeg kom slæbende med mad og vin til 15 mennesker, for der skulle da være nok til alle. Og de fleste havde som regel taget for lidt med af både det ene og det andet. 

Meget er åbenbart forandret; da jeg begyndte at gå til operakoncert, var der kun meget få mennesker som kom med en stol. I dag er det vist over 90%. Det ville være dejligt, hvis man kunne reservere et område til alle os, som helst vil sidde på jorden. Men den største forskel er tydeligvis, at folk var mere venlige, sociale og betænksomme før i tiden. 

Heldigvis fandt jeg endelig nogle venlige mennesker, som ikke havde noget imod, at jeg sad foran dem. 

En pragtfuld operakoncert

Programmet var en vidunderlig blanding, af de værker som Det kongelige teater sætter op i den kommende sæson. Det var Verdi, Mozart, Offenbach, Massenet, Bizet og mange flere. Første nummer var den festligste af alle festlige operaduetter, nemlig Libiamo fra La Traviata – sunget af Peter Lodahl og Sine Bundgaard – lad os drikke og være glade, synger de. Musikken er så berusende, at det er temmelig svært at lade være! 

Florian Plock

Florian Plock

Så fulgte Elisabeth Jansson og Florian Plock med “Là ci darem la mano” – den store forførelsesscene fra Mozarts Don Giovanni. Jeg elsker dette nummer. For det første, så er det så smukt, at det går lige i hjertet. For det andet, så synes jeg også det er vanvittig morsomt: tag min hånd, så går vi hjem til mig og ser mit slot, synger Don Juan – og så er hun scoret! Det tager lige 3½ minut. Ham der Don Juan, han kan altså noget som de fleste mænd må misunde ham. Jeg synes, at det er det mest centrale nummer i hele operaen. Don Juan kan fremstilles på mange måder og det er ofte i dette nummer, at hans inderste natur bliver afsløret. På indspilningen med Bryn Terfel er han tydeligvis en kold og kynisk person, der bruger sin magt som adelsmand – og man har hele tiden på fornemmelsen, at han ikke er bange for at bruge vold, hvis kvinderne ikke smider tøjet frivilligt. Men jeg har også set en opsætning, hvor Don Juan nærmest tigger om kvindernes gunst som en anden pjalt … Jeg tror, at Florian Plock er den romantiske og charmerende forfører, som sejrer, fordi han gør kvinderne bløde i knæene. 

Peter Lodahl

Peter Lodahl

Et andet højdepunkt fra Don Giovanni, var Peter Lodahls “Dalla sua pace” – det blev nøjagtig lige så skønt og vidunderligt, som jeg havde forestillet mig. Peter Lodahl har en meget fyldig stemme. Den har en flot lys klang, og samtidig er den både rund og blød. Peter Lodahl sang “Dalla sua pace” med en hjertegribende inderlighed, som fik alle hårene til at rejse sig på mine arme. Det kunne slet ikke være bedre og jeg nød hver eneste tone! 

Peter Lodahl sang også “Vesti la giubba” fra Leoncavallos Bajadser; om den stakkels klovn der græder indeni, når han går på scenen for at underholde publikum, mens en anden forfører hans kæreste …. jeg sad, hvor jeg slet ikke kunne se Peter Lodahl, men hans stemme er så udtryksfuld og dramatisk, at det løb mig koldt ned af ryggen. 

Elisabeth Jansson og Peter Lodahl

Elisabeth Jansson og Peter Lodahl

Elisabeth Jansson – selvfølgelig har jeg hørt Elisabeth Jansson før. Alligevel føltes det som om, at jeg aldrig havde hørt hende før. Enten har jeg overset hende – og hvis det er tilfældet, så er det lidt pinligt og det vil jeg da gerne beklage. Eller også har jeg ikke rigtig bemærket hende, fordi hun endnu ikke, har haft så mange store hovedpartier. Den sidste mulighed er selvfølgelig, at hendes stemme bare har udviklet sig helt utrolig meget, siden jeg har hørt hende. Hun brillerede særligt med arien “Va! Laisse couler mes larmes” fra Massenets opera “Werther” – jeg blev helt slået ud af Elisabeth Jansson store, mørke, fyldige og vidunderlige stemme. Senere sang hun Carmens Habanera – og jeg har aldrig, aldrig, aldrig hørt nogen synge denne arie så flot. Hun havde alt den mørke, varme og forførende sensualisme, som en rigtig Carmen skal have – men de fleste desværre mangler! 

Sine Bundgaard og Florian Plock i romantisk duet

Sine Bundgaard og Florian Plock i romantisk duet

Sine Bundgaard gav også flere numre, men hendes højdepunkt var naturligvis “O mio babbino caro” fra Puccinis “Gianni Schicci”. Det er et nummer som alle kender og alle elsker. Uanset om man kan lide opera eller ej, så smelter de fleste hjerter, når de hører denne arie … og det gjorde de også da Sine Bundgaard sang den. Alligevel synes jeg, at hendes bedste nummer var “Ah, fuggi il traditor” fra Mozarts Don Giovanni. 

Hanne Fischer var en udmærket konferencier – trods nogle besynderlige fortalelser. Jeg har for eksempel aldrig hørt om Kierkegaards issays. Jamen, tænk det sagde hun virkelig – issays! Jeg undrede mig også lidt over “den undslipne tyv” fra Menottis opera “Gammeljomfruen og tyven”. Men det er jo den slags man hurtigt glemmer, når man har en konferencier, som sprudler af overskud og godt humør. Da hun skulle fortælle om Quinderne som narrer Falstaff i Verdis opera, brød hun sammen i grin lige som publikum. Det var jo kvinder – og ikke Quinder! Men alle fik sig et godt grin og det er jo sundt. 

Hanne Fischer

Hanne Fischer

Hanne Fischer sang to arier fra Offenbachs opera “La Períchole”. Jeg husker ikke, hvad den første arie handlede om, men den anden arie handlede i hvert fald om en kvinde, der havde drukket alt, alt, alt for meget champagne – og det var drønhamrende morsomt. Jeg elsker en god komedie! Hanne Fischer sang forrygende og spillede endnu bedre … jeg kan ikke lade være med at tænke, at “La Períchole” bliver formodentlig et af sæsonens komiske højdepunkter. Jeg har så mange gode billeder fra denne arie og det er lidt synd, at der ikke er plads til dem alle sammen i dette indlæg. 

Afslutning i REGNVEJR

Vejret var perfekt. Det var hverken for koldt eller for varmt. Der var et let skydække over Kronborg slot og dermed undgik man at få solen i øjnene. Under pausen begyndte det at regne. Det vil sige, at der kom nogle ganske få dråber … det fortsatte under resten af koncerten. Men det var så lidt, at det slet ikke er værd at snakke om … 

Publikum flygter for regnen

Publikum flygter for regnen

Men så begyndte Sine Bundgaard, at synge “Summertime” fra Gershwins opera “Porgy and Bess” – og så begyndte det sandelig at regne. Vejrguderne hældte simpelthen en hel balje vand lige ned i hovedet på os – og så fik folk sandelig travlt. Publikum flygtede nærmest fra området. I løbet af et splitsekund var hele pladsen forvandlet til ét stort kaos af folk som løb frem og tilbage mellem hinanden. Når man ser på mit billede, så skulle man jo tro, at koncerten var slut. Men det er absolut ikke tilfældet; der mangler faktisk 2 numre og en fællessang. Det var en rigtig ærgerlig afslutning på en rigtig god koncert. Det må sandelig også have været en meget mærkelig oplevelse for de optrædende! 

Pianist Leif Greibe

Pianist Leif Greibe

Jeg havde mit regntøj i tasken. Jeg tog regnjakken på og så blev jeg stående hvor jeg var. Når jeg er til operakoncert, så nægter jeg at gå hjem, før vi har sunget “Den danske sang”. Ellers har det jo slet ikke været en rigtig operakoncert. Efter koncerten nåede jeg ikke en gang uden for voldanlægget omkring Kronborg slot, før regnen var holdt op igen. Det vil sige, at regnvejret varede kun omkring 5 minutter. Og så får jeg lyst til at gentage mig selv: Det var en rigtig ærgerlig afslutning, på en rigtig god koncert. Æv! 

Det var bestemt ikke lige som de store operakoncerter i Søndermarken – absolut ikke. Men i stedet var der en ganske intim og hyggelig stemning med de 5 solister og 1 enkelt pianist. Selv om Leif Greibe sad lidt ubemærket bagest på scenen, så var det nok ham der ydede den største indsats. Han spillede jo til hvert eneste nummer, mens de andre havde den fordel, at de skiftedes til at holde en lille pause.

Selv om dagen både startede og sluttede dumt, så er jeg rigtig glad for, at jeg tog til Kronborg slot fredag aften. Det er meget lang tid siden, at jeg har været i operaen, men nu har jeg opdaget, hvor meget jeg har savnet det …. 

Operakoncert 09

Den fransk-canadiske pianist Marc-André Hamelin har udgivet ikke mindre end 3 dobbelt CD´ere med klaversonater af Joseph Haydn og disse værker er for tiden blandt favoritterne i mit lille stereoanlæg. Det er muntert, livligt og dynamisk musik – og jeg er vild med det. Jeg elsker at sætte sådan en CD i anlægget og så bare sidde og slappe af og nyde musikken…. 

Joseph Haydn levede fra 1732 til 1809 – han var altså født 24 år før Mozart, men levede cirka 20 år længere. Alligevel synes jeg, at Haydns klaversonater har en friskhed som Mozarts musik ikke har. Når jeg lytter til Hamelins indspilning, så er det svært at forstå, at musikken er skrevet for mere end 200 år siden. Den er så frisk og dynamisk – og så synes jeg, at den passer pokkers godt til de moderne koncertsale. Nogle af sonaterne har næsten den samme stemning som Chopins nocturner – Haydn er en lille smule bedre Chopin. Jeg tror næsten, at Haydns klaversonater – spillet af Marc-André Hamelin – er det bedste og det smukkeste klavermusik jeg nogen sinde har hørt! 

Jeg har forsøgt at finde en video på YouTube, hvor Marc-André Hamelin spiller Haydn – det var ikke nemt. Der er masser af videoer, hvor Hamelin spiller værker af andre komponister, men det er jo lidt irrelevant i denne kontekst. Der er også en masse videoer hvor andre pianister spiller Haydn, men det er jo heller ikke godt nok. Jeg fandt kun en enkelt video som kunne bruges, men kvaliteten er desværre ret dårlig. Jeg har dog valgt at bruge den alligevel … Det er dødhamrende ærgerligt, at forlaget ikke har investeret i en rigtig god reklamevideo. 

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: