You are currently browsing the tag archive for the ‘Opera’ tag.

I slutningen af 2010 annullerede Det kongelige teater en gammel ordning, som gennem mange år har givet publikum mulighed for at købe ikke-solgte billetter til halv pris nogle få timer før aftenens forestillinger. I foråret 2012 gav man så priserne et ordentligt spark i vejret ….. dét er grunden til, at jeg ikke har været i operaen i mere end 1½ år. Jeg har simpelthen ikke råd mere. Selvfølgelig handler det om at prioritere; men uanset hvor meget jeg prioriterer, så har priserne nået et niveau, hvor jeg bare ikke har mulighed for at være med. Gang på gang har jeg tænkt: i næste måned får jeg vist råd. Eller: jeg giver mig selv en operabillet i julegave.  Og hver eneste gang ender det med, at jeg – med stor skuffelse! – må erkende, at jeg har været for optimistisk. Det er simpelthen blevet for dyrt for mig.

Erik Jacobsen - afgående chef for Det kgl. teater.

Erik Jacobsen – afgående chef for Det kgl. teater.

Torsdag blev det meddelt, at bestyrelsen for Det kgl. teater havde fyret teaterchefen Erik Jacobsen. Han har været chef for Det kgl. teater i 6 år og dermed er han selvfølgelig også ansvarlig for deres billetpriser. Derfor blev jeg ikke særlig ked af det, da jeg hørte om hans fyring …..  

Stine Bosse slog fast, at den vigtigste opgave for den nye teaterchef er at skaffe nye publikumsgrupper og særligt unge mennesker i teatret. Det omkvæd har vi hørt lige så længe som jeg kan huske. Men det er jo løgn og latin! Når man ser på billetpriserne, så kan enhver jo sige sig selv, at de slet ikke mener det …. Det er bare noget de siger, fordi det lyder godt i medierne.

Teaterchefens fyring har været diskuteret livligt i alle danske medier i løbet af de sidste par dage. Det er selvfølgelig helt utænkeligt, at man skulle kunne føre sådan en debat, uden at det også bliver en debat om rimeligheden af det store tilskud fra staten! Desværre!

Stine Bosse - formand for Det kongelige teaters bestyrelse.

Stine Bosse – formand for Det kongelige teaters bestyrelse.

Den danske stat giver omkring 500 millioner kr. til driften af Det kgl. teater; det er et tilskud på knap 1000 kr. pr. billet. Det er et regnskab som kan få mange rindalister til at svimle! Men det er jo ikke kun Det kgl. teater som bliver finansieret af offentlige skattekroner – selv om temmelig mange mennesker opfører sig som om at de tror det!

I april 2013 lavede Jyllands-posten en undersøgelse af filmbranchen. De regnede ud, at staten har givet et tilskud på 542 kr. til alle billetter som er solgt til film af instruktøren Simon Staho. Til gengæld har staten kun givet et tilskud som svarer til 16 kr. pr. billet til film af Susanne Bier(læs her). Den 22. april kunne Jyllands-posten også afsløre, at siden 2000 har staten givet 75 millioner kr. til film som aldrig er blevet lavet. Det kunne være interessant at vide, hvor mange penge den danske stat præcis har givet i støtte til danske spillefilm og hvor meget det så ville blive pr. solgte billet. Jeg tror, at mange mennesker ville blive forbavset over resultatet!

Skuespilhuset.

Skuespilhuset – og Operaen i baggrunden.

I følge Dagens.dk har Det danske filminstitut et budget på 467 millioner kr. til filmstøtte i 2013. Det er jo nogenlunde lige så meget som Det kgl. teater får i støtte. Men hvad får vi for alle disse penge? En meget stor del af disse penge bruges til at drive og vedligeholde Operaen på Holmen, Skuespilhuset og det gamle teater på Kongens Nytorv – det er tre store bygninger, som desværre koster en stor bunke penge. Jeg ville ønske, at jeg vidste hvor meget bygningerne koster, så jeg havde mulighed for at trække det beløb fra. Det afgørende er jo, hvor meget kunst vi får for de resterende penge. I denne sæson får vi: 12 skuespil, 12 balletter, 10 operaer, 5 symfonikoncerter, 1 nytårskoncert, 6 kammerkoncerter + 8 blandede koncerter. Der er også to store udendørs forestillinger som er gratis(Rosenborg og Skamlingsbanken). Ydermere er der én opera, en kammeropera, en ballet og to skuespil som kommer på turné i denne sæson. De giver i alt 59 forestillinger fordelt over hele landet. Det er meget dyrt at transportere kulisser, kunstnere, sceneteknikere, musikere og kostumer rundt i hele landet; derfor er disse turnéer en af de tungeste poster på budgettet.

Det kongelige teater på Kongens Nytorv.

Det kongelige teater på Kongens Nytorv.

Jeg synes faktisk det er temmelig imponerende, at vi kan få så meget kultur for 500 millioner kr! Vi er cirka 5 millioner mennesker i Danmark. Det betyder, at gennemsnitligt betaler vi kun 100 kr. om året. Men der er stadig nogle mennesker, som synes, at det er alt for mange penge.

Hvert år betaler jeg cirka 2.500 kr i licens til DR. En del af disse penge bruger DR til at købe en masse fodboldkampe og andre sportsbegivenheder. Jeg er temmelig sikker på, at DR bruger mere end 100 kr af min licensbetaling til at købe sportsprogrammer. Men jeg ser aldrig sport. Aldrig nogen sinde! Gennem mit boligselskab har jeg også sådan en tv-pakke, hvorigennem jeg betaler en masse penge til TV2, Viasat, SBS og andre tv-stationer. De bruger også en masse af mine penge til at købe sportsprogrammer, som jeg aldrig ser. Gad da nok vide, hvor mange penge jeg egentlig bruger til at støtte sportsarrangementer som jeg slet ikke er den mindste smule interesseret i?!

Men det er sådan et velorganiseret samfund fungerer; vi hjælper hinanden med at betale! På den måde får vi råd til en masse ting og oplevelser, som vi  ikke ville have råd til at betale for på andre måder. Når man tænker på, hvor mange tusinde mennesker som årligt benytter Det kongelig teater, så synes jeg bestemt ikke, at det offentlige tilskud er særlig stort.

Operaen på Holmen.

Operaen på Holmen.

I går offentliggjorde Det kongelige teater programmet for sæson 2012-2013. I forbindelse med offentliggørelsen udtalte teaterchef Erik Jacobsen, at publikum på ingen måde ville mærke noget til krisen. Men den kommende sæson indeholder kun 8 opsætninger og det er oven i købet inklusive 3 genopsætninger og en børneopera. Dermed bliver det den mindste sæson jeg nogen sinde kan huske. Derfor er det næsten krænkende, når Erik Jacobsen påstår, at publikum ikke vil bemærke krisen. Vi er jo ikke dumme…..

Erik Jacobsen - direktør for Det kongelige teater

Når det er sagt, så synes jeg faktisk, det er et utrolig flot og intelligent program – den økonomiske situation taget i betragtning!

Sæsonen åbner med en dramatiseret iscenesættelse af Händels Messias – det er absolut ikke noget for mig og jeg har lidt svært ved at se pointen. Messias er jo et oratorium. Hvorfor skal det absolut presses ind i en ramme, hvor det ikke passer? Jeg kunne måske forstå det, hvis det var et sjældent opført værk, som kunne trække en masse publikum på grund af nyhedsværdien. Men det er jo ikke tilfældet – tværtimod. Hvert eneste år er der talrige muligheder for at høre Messias i juletiden….. jeg synes det havde været bedre, at bruge operaens begrænsede midler på at sætte en rigtig opera op i stedet for!

Senere kan man opleve Rossinis Semiramis; det er en dramatisk historie, der næsten forløber som en parallel til myten om Ødipus. Jeg er i forvejen ret vild med Rossini og når der står i programmet, at Semiramis rummer noget af hans allerbedste musik, så er det en forestilling som jeg glæder mig usædvanlig meget til.

Så følger Janaceks opera “Den fiffige lille ræv” – en forestilling for hele familien. Den handler om en skovfoged som finder en lille ræveunge ude i skoven og tager den med hjem for at pleje den, men ræveungen har lidt svært ved at tilpasse sig menneskenes verden. Jeg synes det lyder som en rigtig sød og charmerende historie. Jeg kender vist ikke noget af Janaceks musik, men jeg tror dette er en god lejlighed til at lave om på det.

Program for sæson 12/13

Senere følger så en rigtig gyseropera af Krzysztof Penderecki, der har skrevet filmmusikken til både Eksorcisten og Ondskabens hotel. Historien foregår i 1643, hvor en priorinde har seksuelle fantasier om en præst – og så ender det med, at han blive brændt på bålet, fordi hun ikke kan styre sine lyster. Gys og sex og begær og religiøst vanvid – jeg synes det lyder helt vildt spændende! Det bliver i hvert fald noget helt ud over det sædvanlige!

Sæsonens sidste nyopsætning bliver Puccinis “Il Trittico” – tre små enaktere. Jeg kender kun Gianni Schicchi, som er en rigtig morsom komedie. Denne opera indeholder en af verdens smukkeste og mest kendte arier: O mio babbino caro. Jeg har aldrig set Gianni Schicchi i virkeligheden, så det er endnu en oplevelse som jeg glæder mig til. Jeg glæder mig selvfølgelig også til at se de to andre stykker: Kappen og Søster Angelica.

Derudover kan man gense “Madame Butterfly”, Carmen og Tannhäuser – tre af de flotteste og mest populære opsætninger fra de sidste par år. Som de fleste faste operagæster, har jeg et lidt anstrengt forhold til Carmen. Ouverturen og 3-4 af de store arier er så misbrugt i medierne og det moderne kulturliv, at de er fuldstændig banaliseret. Man kan ikke lade være med at tænke – årh nej, det magter jeg simpelthen ikke at høre igen. Derfor er det ikke en opera, som trækker mange af de faste operagæster – men det er lidt ærgerligt, for det jo en ret god opera, men en masse flot musik. Til gengæld er Carmen en forestilling, som tiltrækker mange af de gæster som kun sjældent kommer operaen og det samme gælder “Madame Butterfly”.

På den måde synes jeg, at man har sammensat et rigtig flot program, som egentlig rummer noget for enhver smag. Der er en lille håndfuld ekstremt spændende nyopsætninger. Alle de faste operagæster – dem som kun ser de nye opsætninger – har virkelig noget at glæde sig til. Men der er også tre opsætninger, som allerede er publikumsfavoritter – folk som ikke har set dem får en chance mere. Og alle os andre? Jo, jeg tror man har valgt tre forestillinger, som mange faste operagæster også gerne vil se igen!

Det kongelige kapel på gamle scene.

Der er ikke så mange sorte operasangere. Jeg kan faktisk kun huske to – Barbara Hendricks og Jessye Norman.

Tenor Lawrence Brownlee

For et par år siden faldt jeg over en video på youtube med Lawrence Brownlee. Den gang var der vist ikke mange som havde hørt om ham i Danmark, men han er strøget til himmels som en raket og nævnes i dag sammen med de største stjerner. Sidste sommer gav han koncert i Tivoli og jeg er sikker på at der bliver udsolgt, når han vender tilbage om et par måneder. Lawrence Brownlee har en usædvanlig smuk og varm stemme, som vist kan forføre de fleste.

Og nu er jeg så faldet over Vuyani Mlinde – jeg ved ikke rigtig hvad han ligner. Jeg er bange for at fornærme nogen, hvis jeg prøver at beskrive ham, så jeg vil nøjes med at skrive, at han ligner i hvert fald ikke en traditionel operasanger. Og så begynder han at synge……. wow. Det er måske den smukkeste basbaryton jeg nogensinde har hørt. Sikken en stor og kraftfuld stemme……… Jeg har ikke hørt om ham før; han er så “ny” at der ikke engang står noget om ham på wikipedia. Men jeg tror og håber, at Vuyani Mlinde får en fantastisk karriere. Jeg vil i hvert fald gerne høre meget mere til hans flotte stemme.

Jeg bliver tit ærgerlig og frustreret over alt det jeg ikke kan nå. For et par uger siden så jeg Glucks opera “Alceste” – efter min mening en af de bedste forestillinger i denne sæson. Jeg var nok ikke så vild med instruktionen, men musikken var fantastisk og sangerne var sublime. Bare at lytte til musikken og sangerne som fyldte det store rum, det var en berusende oplevelse. Umiddelbart virker handlingen ret simpel, men hvis man kender en smule til tiden som operaen blev skrevet i, så fortæller den en spændende historie om oplysningstiden, pietismen, enevælden, borgerskabet, individualisme og meget mere. Nu er der vist gået for lang tid og jeg tror, at jeg har glemt for mange detaljer – øv! 

På samme måde har jeg 200 bøger som jeg gerne vil skrive om. Jeg vil gerne dele flere opskrifter. Og jeg har masser af aktuelle og politiske emner som jeg gerne vil kommentere. Men jeg kan bare ikke nå det hele. Jeg har simpelthen ikke tid nok.

Andre gange mangler jeg energi og overskud – og så har jeg brug for en pause. Men det er sådan et kedsommeligt emne, som jeg ikke vil trætte mine læsere med. Det er også et meget uinteressant emne at skrive om. Derfor – ikke et ord mere om det!  

Alceste - Foto: Thomas Petri og DKT

Lige for tiden er DONG ved at opføre Danmarks største havmøllepark ved Anholt; når havmølleparken bliver færdig vil den bestå af 111 havvindmøller som tilsammen kan levere 400 MW. Men det får man ingen glæde af på Anholt – det er nemlig alt for dyrt, at føre strømmen ind til den lille ø. Det er lidt svært at forstå, når politikerne hævder, at de kæmper for miljøet og vil sænke CO2-udslippet. Dette eksempel viser, at når det kommer til stykket, så tænker politikerne kun på pengene……. men det forhindrer dem naturligvis ikke i at bruge milliarder på at holde møder, hvor de kan SNAKKE om hvor vigtigt det er at sænke CO2-udslippet og stoppe den globale opvarmning.

Kulturminister Uffe Elbæk

Det er fuldstændig det samme på Det kongelige teater – politikerne snakker om hvor vigtig kunst- og kulturlivet er for Danmark, men det er bare ord – tomme ord, som ikke betyder noget som helst. De forstår slet ikke hvad det betyder. Politikerne interesserer sig kun for penge – og for at blive genvalgt ved det næste valg. I disse dage hører man masser af politikere udtale, at vi er midt i en alvorlig krise og derfor må det kongelige teater også spare. Det skyldes helt utrolig uvidenhed – alle som kender forholdene ved, at det kongelige teater har sparet og sparet og sparet. Hvis man sparer mere, så giver det slet ikke mening at have en opera.

Da Mærsk McKinney Møller forærede os en ny opera, lovede politikerne samtidig at sikre driften. Man regnede og regnede, og indgik nogle kompromisser om hvor mange musikere, hvor mange sangere og hvor meget administrativt personale der var brug for i den nye opera. Men lige siden har der været nedskæringer hvert eneste år. Udgifterne til bygninger er øget med 30 millioner bare i løbet af de sidste 4 år. Samtidig er det offentlige tilskud faldet med 60 millioner. Sammenlagt betyder det, at operaens rådighedsbeløb er faldet med 90 millioner kroner. I 2010 blev der fyret 30 medarbejdere. I 2011 blev der fyret 25. Man har sænket antallet af både opsætninger og forestillinger. Samtidig er billetterne steget med 113% på 4 år……. man har virkelig gjort hvad man kunne, for at få økonomien til at hænge sammen. Alligevel er økonomien i huset er så presset, at der er en instruktør, som i år har valgt, at han selv betaler for de ekstra violinister som er nødvendige for at gennemføre den forestilling som han er ansat til at sætte op. En anden instruktør arbejder simpelthen gratis. Fra at være en opera i verdensklasse, er den kongelige opera efterhånden forvandlet til The Beggars Opera, en ludfattig Tiggeropera.

Operaen på Holmen

Trods disse forhold skal der igen spares på Det kongelige teater – denne gang skal de spare 100 millioner kroner over de næste 4 år. Det er 25 millioner om året…… Det betyder, at operakoret bliver reduceret fra 56 til 40 medlemmer. Hvis det sker, så mister operaen sin værdi – det vil simpelthen ikke lyde godt. Og hvorfor skal man gå i operaen, hvis det ikke lyder godt??? Scenekunstnerne er så desperate, at de har skrevet et åbent brev til hr. Møller, hvor de beder om flere penge. Desværre cementerer det blot rygterne om det kongelige teater som en Tiggeropera.

Først og fremmest skyldes denne kedelige situation en kulturminister som ikke har noget forhold til hverken kunst eller kultur. Som om det ikke var slemt nok, så er manden heller ikke politiker – men nu sidder han pludselig som kulturminister og så bliver det tydeligt, at han er dybt inkompetent. Det er simpelthen en farce, der minder lidt for meget om Den politiske kandestøber. Uffe Elbæk er bare verdensmester i store ord, varm luft og selviscenesættelse – hverken mere eller mindre! Problemet er blot, at dette er ikke en holbergsk komedie. Dette er den benhårde virkelighed og kulturministerens manglende kulturforståelse gør ham til en trussel mod Det kongelige teater, Operaen, balletten og alle landets symfoniorkestre.

I lørdags var jeg til støttekoncert – eller demonstration – på det kongelige teater. Operakoret og det kongelige kapel gav en koncert, hvor de spillede kendte korværker som Fangekoret fra Nabucco, Triumfmarchen fra Aida og mange flere. Mellem numrene var der protesttaler fra operasanger Lone Koppel, forfatter Knud Romer, skuespiller Henrik Jandorf, kongelig balletdanser Alexander Stegger og den nye operachef Keith Warner, som fortalte, at han følte det som om at man havde inviteret ham med på et luksuskrydstogt og da han var kommet ombord fik han at vide, at skibet var Titanic. Tonny Landy var konferencier og fortalte en lille historie fra 2. verdenskrig; dengang var økonomien så presset i England, at regeringen ville spare på kulturen. Winston Churchill protestede: “Jamen, hvad kæmper vi så for”, spurgte han forarget. 

Georg Metz fortalte om kong Frederik d. 6. – som i følge Georg Metz ikke havde trængt sig på, da vorherre uddelte forstandens gaver. Efter statsbankerotten i 1813 ville statsmændene også annullere alt støtte til kunst og kulturliv. “Bare fordi vi er fattige, behøver vi jo ikke at være dumme”, svarede kongen……

“Men kunsten er jo bare elitens legeplads. Der er mange flere som er vilde med dans……”, sluttede Georg Metz – det var naturligvis sarkasme. Men sjovt nok, så var det netop disse uintelligente synspunkter som Ole Birk Olesen gjorde sig til talsmand for, da han deltog i Deadline søndag aften, sammen med Anita Bay Bundegaard og Claes Kastholm.

Ole Birk Olesen er idiot

Ole Birk Olesen(fra Liberal Alliance) foreslog, at det kongelige teater bare kan øge billetprisen med 41kr. Det er jo mennesker med udmærket løn som Uffe Ellemann, Anita Bay Bundegaard og Claes Kastholm der kommer i operaen: “Det er jo ikke folk på kontanthjælp der typisk går i operaen”, sagde han. Men det viser hans manglende forståelse og alle hans fordomme. Det viser også, at han ikke selv kommer der. Hvis han gjorde det, så ville han vide, at det er alle mennesker som kommer i Operaen. Operaen er ikke bare for eliten – den største gruppe er helt almindelige mennesker, som er folkeskolelære, gymnasielærer, bibliotekarer, mv. Men der kommer sandelig også mange “fattige” mennesker. Jeg har selv betydeligt færre penge end fattige Carina, men jeg prioriterer operaen meget højt……. til gengæld har jeg ikke været på ferie siden år 2000. Jeg ryger ikke, jeg drikker ikke alkohol og jeg går ikke i byen. Jeg har valgt, at jeg hellere ville bruge mine penge på opera og klassiske koncerter – men nu har jeg snart heller ikke råd til det længere.

Det er virkelig alle samfundsgrupper som kommer i operaen, men selvfølgelig er de svageste samfundsgrupper dem som fylder mindst. Men Ole Birk Olesen laver en kæmpefejl, når han fortolker det som manglende lyst og interesse…….. i stedet kunne det jo skyldes de skyhøje billetpriser. Samtidig med at Det kongelige teater skal spare yderligere 100 millioner, så står der i den nye aftale, at teatret også skal række ud efter nye grupper. Men det er jo fuldstændig meningsløst, hvis man først saboterer det kunstneriske niveau og dernæst sætter prisen op, så de/vi slet ikke har råd til at komme der.

Søren Pind er også gået ind i kampen for det kongelige teater. Det kommenterede Ole Birk Olesen ved at sige, at “Søren Pind kan jo godt selv lide at besmykke sig med sådan en fin titel som en der går i operaen”. Sarkasmen er tydelig…… og nedladende. Ikke bare over for Søren Pind – næh, det er en sarkasme som rammer alle der går i operaen. Hvorefter Ole Birk Olesen meget nedladende gør opmærksom på, at opera er underholdning og absolut ikke andet…… da Anita Bay Bundegaard forsøger at protestere, afviser Ole Birk Olesen hendes forklaring som “åndssnobberi”.

………..og det er netop problemet. Det er de kulturløse som går til kamp mod det de ikke selv forstår – det skal smadres og ødelægges! Vi er midt i en blodig kulturkamp og lige nu fører vandalerne. De er ved at smadre et mangfoldigt kulturliv, som det har taget mange år og kostet mange penge at bygge op. Vi har brug for skoler, for uddannelse, sygehuse og læger – men vi har også brug for kultur. Hvad nytter det, at man har job, uddannelse og godt helbred, hvis man hensmægter af mangel på livskvalitet? Uden kulturen, uden Det kongelige teater, uden operaen, så bliver Danmark et fattigere samfund. Man behøver bestemt ikke at tilhøre eliten, for at kunne nyde og glæde sig over en fantastisk opera……. 

Protestkoncert og demonstration på Det kongelige teater

Mandag aften(12/12) var jeg til premiere i Operaen. Allerede i døren kunne man mærke, at det ikke var en helt almindelig premiere. Folk havde virkelig fået det pæne tøj på og der vrimlede med kendte mennesker: prins Henrik og selveste hr. Møller, grevinde Cath Danneskiold-Samsøe, Pernille Sams, Uffe Ellemann-Jensen, Marie Carmen Koppel og mange, mange flere; der var en meget spændt og forventningsfuld stemning blandt alle disse mennesker, der var kommet for at opleve den verdensberømte operasanger José Cura i Cavalleria Rusticana og Bajadser.

Cavalleria Rusticana

Programmet bestod af to enaktere og den første var Cavalleria Rusticana – et rigtigt jalousidrama. Den frække Lola har scoret Turridu. Eller også har han scoret hende. Det kommer nok an på synsvinklen. Der er bare lige det problem, at hun er gift og han er kæreste med Santuzza. Ikke nok med det, men Santuzza har været i seng med han, ud fra en forventning om at de skulle giftes. Nu føler hun sig både svigtet og uren….. Hun er så rasende, at hun sladrer til Lolas mand, som myrder Turridu.

José Cura og Irene Theorin. Foto - DKT

Det lyder dramatisk, men dramaturgisk set er Cavalleria Rusticana en fiasko. Der går en halv time inden der sker noget som helst og det er altså meget i en enakter som varer fem kvarter. Da Lolas mand opdager at hun har været ham utro med Turridu, brøler han som en såret tyr, at han vil slå rivalen ihjel – hvorefter der kommer et langt og meget romantisk mellemspil. Det hænger simpelthen ikke sammen og på den måde bliver der aldrig bygget op til et klimaks. Operaen fungerer simpelthen ikke som historie.

Men jeg tror heller ikke det er hensigten fra komponisten Pietro Mascagni og hans to librettister Giovanni Targioni-Tozzetti og Guido Menasci. I stedet har det været deres hensigt at skrive den mest italienske opera man kan forestille sig – og det er lykkedes. Operaen rummer alle de forestillinger man har om Italien; den foregår på en plads foran en kirke, hvor befolkningen driver rundt mellem hinanden og sludrer inden de skal til messe. Forrest på scenen står en Jomfru Maria-statue, som Santuzza beder til. Der er også et stort koroptrin fra messen. Der er jalousidramaet. Der er Turridus kærlige farvelarie til sin mor. Og endelig er der en forrygende hyldestarie til vinen……. alle disse ingredienser er bundet sammen af det smukkeste og det mest fantastiske musik.

Bajadser

Efter pausen fulgte endnu en enakter, Leoncavallos Bajadser. Scenografen Mia Stensgaard har lavet en lille genistreg; scenen er den samme. Vi er stadig på pladsen foran kirken. Men tiden er en anden. Kirken er bombet. Pladsen er smadret. Der slidte og flåede amerikanske flag på pladsen. Nu er vi i tiden umiddelbart efter anden verdenskrig.

José Cura

Men endnu en gang er det et rigtig drama om kærlighed og jalousi. Tonio gør tilnærmelser til den unge, smukke Nedda, men bliver afvist. Hun er nemlig forelsket i en anden. Og desværre er hun allerede gift med en helt tredje. Den forsmåede Tonio sladrer til Neddas mand, der bliver rasende af jalousi.

Endnu en gang er det en opera som er rodfæstet dybt i den italienske kultur. Tonio, Nedda og hendes mand Canio tilhører en rejsende teatertrup. Om aftenen skal de opføre et teaterstykke i bedste comedia dell`arte tradition. Udklædt som Pjerrot, Harlekin og Columbine udfører de et drama som er en nøjagtig kopi af virkeligheden. Som de to handlinger når et skæringspunkt, bliver dramaet afsluttet på scenen, hvor det skrækslagne publikum langsomt forstår, at virkeligheden har indhentet og overhalet dramaet.

Cavalleria Rusticana udmærker sig på musikken, mens Bajadser udmærker sig dramatisk – spændingen bliver mere og mere intens og nervepirrende. Scenografien understreger dramatikken og kostumerne er fantastiske. Kasper Holtens instruktion er både perfekt og forførende. Bajadser har alt hvad man kan ønske sig af en forrygende opera! Anden verdenskrig er forbi og Europa er smadret, men folk elsker stadig med en glødende kærlighed……

José Cura

José Cura var naturligvis aftenens hovedperson. Det var ham utvivlsomt ham som folk var kommet for at høre og jeg tror, at han levede op til folks forventninger. Han er en fantastisk sanger med et stor, voluminøs og blød stemme. På den anden side synes jeg, at vores egne sangere var fuldstændig lige så gode. Hanne Fischer var en fræk og usympatisk Lola. Irene Theorin var rørende Santuzza, der både sang og spillede, så man forstod hvorfor hun afslørede de to slyngler. Sine Bundgaard var simpelthen forførende som den kokette Nedda i Bajadser og Palle Knudsen var perfekt i rollen som hendes elsker Silvio. Man forstår simpelthen ikke, hvorfor Nedda tøver og er så længe om at sige ja, da Silvio vil flygte med hende……

Alt i alt var det en superflot forestilling og en god aften i operaen.

Bajadser. Foto - DKT

I sidste uge skrev to journalister fra Politiken – Torben Benner og Nina Peitersen – en artikel om “Unge i Operaen“. Hvorfor går unge mennesker ikke i Operaen? Det er et meget relevant spørgsmål, men der er nogle problemer i deres udgangspunkt. Heldigvis rammer de alligevel den rigtige konklusion!

Udgangspunktet er en undersøgelse som Politiken har lavet om unges kulturforbrug; 92% har været i biografen i løbet af det seneste år. 54% har været på museum. 36% har været til en rytmisk koncert, mens kun 11% har været i Operaen.

Men allerede her synes jeg, at artiklen kører af sporet – 11% er da ret fint. Jeg ville gerne se en lignende undersøgelse for resten af befolkningen – jeg tror bestemt ikke resultatet ville være bedre og dermed mener jeg, at det er både forkert og urimeligt at konkludere, at unge er mindre finkulturelle end andre.

De to journalister har inviteret tre unge en tur i Operaen – og så går det igen galt; 20-årige Camilla Vestergaard er social-og sundhedshjælper, 21-årige Louis Jacobi er uddannet møbelsnedker og 22-årige Jeppe Holm Nielsen er lige flyttet fra Aarhus til København for at studere på RUC. De to første er ikke akademikere og hvis man har reglerne om den sociale arv i baghovedet, så har deres forældre sandsynligvis heller ikke en universitetsuddannelse. Sidste mand kommer fra Aarhus, hvor kulturforbruget og tilbuddene er anderledes. Havde man i stedet valgt tre studerende fra Københavns universitet med højtuddannede forældre, så var artiklen blevet meget anderledes. Journalisterne har skrevet en artikel om unges forhold til opera, men i betragtning af udgangspunktet, så havde det været mere relevant at undersøge forholdet mellem klasseskel, uddannelse og kulturelle interesser.

Fra proletarfamilie til operafan

16 eller 17 år

Jeg kommer selv fra en rigtig proletarfamilie. Min far var fisker og landmand, da han var ung. Senere blev han jord-og betonarbejder, men drev samtidig et lille fritidslandbrug ved siden af. Han røg 80 cigaretter og drak 25 øl om dagen, indtil han døde af det. Han blev aldrig vasket og når man havde givet ham hånden ville man helst vaske hænder bagefter. Han har aldrig brugt en tandbørste, skiftede kun tøj 2 gange om året og har flere gange siddet i fængsel for både vold og spirituskørsel. Der var ikke grammofon i mit barndomshjem. Hvis vi hørte musik, så kom det fra radioen – hvis de spillede opera eller klassisk musik, så blev der straks slukket. Den slags var jo ikke for mennesker som os………..! Men jeg begyndte at få kærester som var lidt ældre og kom fra et andet miljø – de hørte opera og klassisk musik, og det fangede min interesse. Når man er forelsket, så er man jo modtagelig for hvad som helst. Kæresterne blev skiftet ud, men interesserne beholdt jeg…… når visse socialgrupper vrænger på næse af opera, så er det lige så meget et udtryk for modvilje mod de samfundsgrupper som traditionelt set dyrker opera. På samme måde er min operainteresse sikkert også udtryk for et opgør eller brud med min baggrund. 

De fleste operagængere introduceres til opera af deres forældre – man kan sige, at det er en del af deres del af deres sociale arv. Uden for det akademiske miljø oplever mange operaen som et lukket område. Der er en masse fordomme om, at opera er elitært, svært at forstå, kedeligt og dyrt – det sidste er desværre sandt. Det er dyrt at gå i operaen. Men alle de andre antagelser er bare dumme fordomme, som ikke har noget med virkeligheden at gøre. Gennem de sidste 20 år, har jeg selv introduceret rigtig mange til operaen…. de fleste mennesker elsker det, uanset hvem de er, hvor de kommer fra eller hvor meget de tjener. Det er altid fantastisk at se hvordan folk nyder deres første opera. De allerfleste mennesker oplever det som en fantastisk spændende og storslået oplevelse, når de sætter sig i sædet, lyset bliver slukket, dirigenten træder ind og musikerne spiller de første toner, mens tæppet glider til side…….det er simpelthen magisk!

Operaen med lamperne - tegnet af Olafur Eliasson

Sådan gik det også for de tre unge mennesker i artiklen – trods stor skepsis og stærk modvilje, så ændrer denne oplevelse deres forhold til opera. De blev alle tre positivt overrasket. Afslutningsvis spørger journalisten, om de kunne tænke sig at se mere opera: Camilla svarer ubetinget ja, Jeppe vil gerne hvis andre tager initiativet og Louis ærgrer sig over, at han ikke kan nå at forære sin gamle farmor en operatur i fødselsdagsgave. Jeg blev så glad da jeg læste det!

På den måde bliver artiklen en meget fin illustration af unge menneskers forhold til opera. De vil gerne, hvis nogen introducerer dem…… De tre unge mennesker reagerer fuldstændig lige som alle andre mennesker jeg kender – der er virkelig meget få mennesker, som ikke bryder sig om en tur i operaen. Det gælder både unge og ældre – der er ingen forskel. Udfordringen er udelukkende at lokke dem indenfor og derefter at få dem til at komme tilbage.

Kasper Holten og Ungopera

Kasper Holten - Operachef 2000 - 2011

Kasper Holten overtog jobbet som Operachef i 2000. Han var 29 og tog straks initiativ til at oprette Ungopera – en lille gruppe for unge operaelskere. Ungopera bestod først og fremmest af en hjemmeside og debatforum. Det var gratis at melde sig til – samtidig blev vi inviteret til temaaftner og foredrag, hvor fx dirigent eller sufflør fortalte om sit job. Hver gang en ny opera havde premiere, blev vi inviteret til en åben prøve, hvor operadramaturg Henrik Engelbrecht indledte med at fortælle om forestillingen. Han er helt fantastisk til at fortælle om opera på en spændende, humoristisk og fængende måde. Ret hurtigt begyndte mange medlemmer selv at tage initiativer til fællesspisninger, opera-quiz-aftener, temaaftener, operaseminar og meget andet. To gange blev der også arrangeret operaweekender i Berlin. På debatsiden blev der diskuteret sangere, opsætninger, scenografi og meget mere. Kasper Holten og Henrik Engelbrecht havde håbet på 200-300 medlemmer. Men Ungopera nåede vist helt op på 3-4,000. Operaen blev pludselig et sted, hvor man mødtes med venner og bekendte. Det betød også, at alle skyndte sig ind at se de nye opsætninger….. ellers var man jo udenfor og kunne ikke deltage i de aktuelle diskussioner. Mange så de samme forestillinger 4-5 gange – både fordi det var hyggeligt at være sammen med operavennerne, men også for at fokuserer på nye detaljer som andre havde opdaget i operaen, som man måske ikke selv havde set første…. eller anden…. eller tredje gang. Der har med garanti aldrig været så mange unge mennesker i operaen, som i den periode hvor Ungopera havde sin storhedstid. Folk ville hellere spise havregrød en hel måned, end de ville gå glip af en ny opsætning eller en kendt gæstesanger.

Selvfølgelig er der kliker sådan et sted. Nogen er mere aktive og tager flere initiativer end andre. Inderkredsen faldt efterhånden fra hinanden på grund af interne konflikter. Så blev hjemmesiden nedlagt – man ville lave en ny, men den kom aldrig. Og sådan forsvandt Ungopera. Hvis man ønsker at få flere unge mennesker i operaen, så kan man jo starte med at genoprette denne gruppe. Det er formenlig det billigste initiativ man kan forestille sig. Det kræver kun en hjemmeside og sådan en koster jo ikke mange kroner i dag. Udgifterne til vedligeholdelse og administration er minimal. Der er ingen udgifter forbundet med åbne prøver. Hvis man ønsker at stimulere unge menneskers interesse for opera, så kan det næppe gøres bedre eller billigere. Der er ingen grund til at lave indviklede handlingsplaner eller at udarbejde kostbare kampagner. Hvis Det kongelige teater virkelig ønsker flere unge mennesker blandt publikum, så skal de bare genoplive Ungopera – det er faktisk ret simpelt.

Alle mennesker er forskellige. Man kan hverken forvente eller forlange, at alle unge mennesker skal gå i Operaen. Men der er stadig rigtig mange mennesker som er vilde med opera – de skal bare have chancen for at opdage det og den chance bør man sørge for at de får.

Det begyndte at dryppe da jeg tog hjemmefra. Det regnede da jeg stod af bussen i Opera Hedeland – tre kvarter før forestillingens start – og det blev ved i næsten to timer. Midt i første akt styrtede det simpelthen ned. Det er første gang jeg har oplevet opera på dén måde. Men vi er jo vikinger og jeg var heldigvis pakket godt ind……

La Traviata er årets forestilling i Opera Hedeland. Handlingen er ret simpel: den berømte kurtisane Violette møder Alfredo og de forelsker sig i hinanden. De flytter ud på landet for at leve sammen, men Alfredos far overtaler Violetta til at forlade Alfredo af hensyn til hans familie. Før hun dør af tuberkulose, når hun at forsones med både Alfredo og hans far.

Kari Postma som Violetta og hendes spejling. Opera Hedeland 2011

Jeg synes der var flere ting, som ikke fungerede i Vibeke Wredes opsætning. Violetta har en spejlfigur(eller dobbeltfigur), men det er meget uklart hvad det betyder. En splittelse – men hvilken? Det kunne være, at den ene Violetta helst vil blive ved Alfredo og den anden længes mod livet i Paris? Det kunne også være en personificering af døden? Men det giver jo ikke mening, at det kun er den ene del af hende som dør. Uanset hvordan man vender og drejer det, så er pointen meget uklar.

I andet akt sidder en del af koret og agerer publikum med teaterkikkerter. Det minder om Stefan Herheims iscenesættelse af Alban Bergs Lulu på Det kongelige teater, men her havde “det falske publikum” en funktion; det var en personificering af publikums  nysgerrighed, skadefryd, mv. På den måde lykkedes det Stefan Herheim at konfrontere publikum med vores tarveligste karaktertræk. I Vibeke Wredes opsætning af La Traviata virker det bare som et påhit uden betydning, et overflødigt og meget irriterende påhit.

I orgiet midt i tredje akt bliver vi udsat for 3 nøgne kvinder, der ligger og slanger sig på en stor seng. Jeg havde min teaterkikkert med  – de var HELT nøgne og de forsøgte sandelig ikke at skjule noget som helst. Bagefter løb halvdelen af det mandlige kor rundt med nogle kæmpe store pikke uden på tøjet. Jeg synes det var vulgært….. Jeg har skam ikke noget imod et par nøgne kvinder. Eller tre. Men i denne computertid, hvor porno er blevet hver mands eje, så er det hverken interessant eller provokerende. Og det er problemet. De nøgne kvinder og mændene med deres store pikke skulle vække opsigt. De havde ikke anden funktion. Det var udelukkende et forsøg på at skabe sensation – derfor var det temmelig vulgært. Og det var selvfølgelig også fuldstændig omsonst.

La Traviata betyder “den vildfarne”. Da Violetta er hovedpersonen, antager man automatisk, at titlen henviser til hende – jeg er dog ikke helt sikker på, at det er rimeligt. Etiketten passer da bedre til Alfredo. La Traviata er baseret på Alexandre Dumas berømte skandaleroman “Kameliadamen”, men reducerer historien til tam underholdning for borgerskabet, med smukke melodier og skønne arier. Romanen er bestemt ikke for folk med sarte nerver: den begynder med, at den efterladte elsker graver den døde kurtisane op – og mødes af en kvælende stank fra kisten. “Af øjnene var der kun to huller igen, læberne var borte, og de hvide tænder var hårdt sammenpresset. Det lange, sorte og tørre hår lå glat langs tindingerne og tilslørede kindernes grønlige farve en smule….. ” Det er grumt. Operaen derimod, er småborgerlighedens triumf: alle erkender deres synder og alle tilgiver hinanden. Dermed kan alle ånde lettet op! Violetta dør og borgerskabet kan fortsætte deres liv, som om intet var sket. Så nemt går det ikke i romanen…. derfor har jeg altid haft det lidt svært med denne opera. Det er simpelthen misbrug af en fantastisk roman. Men La Traviata indeholder noget af Verdis bedste musik og det er operaens raison d´être.

Trods min kritik af opsætningen, så var det faktisk en god oplevelse at være i Hedeland. For det første var det ret nemt at komme dertil – overraskende nemt. Det tog 10-15 minutter med regionaltog fra Nørreport til Høje Taastrup. Derfra var der en gratis bus til Hedeland, som tog 15 minutter. På hjemturen passede det så fint, at jeg slet ikke kom til at vente nogen steder: derfor kom jeg hjem lige så hurtigt, som havde jeg været til forestilling i Operaen på Holmen. Det er første gang jeg har været i Hedeland, men jeg er ret sikker på, at jeg kommer igen næste år!

Det var også lidt hyggeligt at være i Hedeland – det er sikkert endnu bedre, når det er tørvejr og solen skinner. I fredags blev aftenen reddet af nogle glimrende solister. De var alle i topform og sang ganske udmærket – det var dybt imponerende under de forhold. Jeg undrer mig over, at man ikke i det mindste kunne give de stakkels kvinder et shawl om skuldrene. Det ville jo ikke ødelægge deres kostumer. Og giv dog Kari Postma nogle sko….. hun må altså have frosset, da hun stod der og sang i den iskolde regn, mere afklædt end påklædt. Men det kunne man hverken se eller høre – det var altså ret utroligt. Mændene havde mere tøj på. Til gengæld har de sikkert løbet rundt i vådt tøj resten af aftenen og det har nok heller ikke været morsomt.

Hvis man ser bort fra instruktørens overflødige påhit, så har de en ganske fin opsætning af La Traviata i Hedeland. Den er hverken opsigtsvækkende eller spektakulær. Men den er ganske simpel og tilfredsstillende – og solisterne gjorde det til en rigtig smuk operaaften.

I Berlingske er Søren Kassebeer noget kritisk, men roser dog solisterne. Det er nok ham jeg er mest enig med denne gang.

I Jyllands Posten er Jakob Levinsen lidt mere positiv – men alligevel på samme linje: “Det viste sig nemlig i høj grad at være de tre hovedroller, der bar forestillingen og gjorde den se- og ikke mindst hørværdig”, skriver han. 

Den mest positive anmeldelse er skrevet i Politiken af Henrik Friis

Kari Postma som Violetta og Daniel Johansson som Alfredo. Opera Hedeland 2011

Keith Warner - operachef på Det kongelige teater.

Mandag havde Politikens journalist Michael Bo et interview med den nye operachef Keith Warner. De talte blandt andet om den faldende belægningsprocent og i den forbindelse sagde Keith Warner: “… intet, intet overhovedet, ville hjælpe os halvt så meget, som hvis vi kunne halvere billetpriserne«. Selv om han straks påpegede, at Operaen ville gå fallit hvis dette blev gennemført. Jeg er enig og skrev for nogen tid siden det samme her.

Alligevel har operacheftens udtalelse ført til debat om billetpriserne i Operaen – særligt på AOKs hjemmeside, hvor man også har lavet en kort undersøgelse af prisudviklingen i København og praksis i andre operahuse.

Det er en forudsætning for sådan en debat, at man ikke glemmer baggrunden. Da operaen flyttede til det nye operahus fjernede man de 2-3 billigste billetkategorier og resten fik et ordentligt spark i vejret. Det blev kritiseret allerede den gang, men ledelsen forsvarede sig med, at der ikke var nogen dårlige pladser i den nye opera. Det er et godt argument, som ikke kan bestrides. Men det hjælper jo ikke dem, som ikke har råd til at betale de væsentlig højere priser.

I den nye opera er der i alt 1716 pladser. Der er cirka 30 ståpladser som normalt koster 95 kroner – jeg siger pænt nej tak. Så er der omkring 170 pladser til 345 kroner stykket, fordelt på siderne på 2. og 3. balkon. Derefter koster de billigste billetter 495 kroner – det gælder selv de bageste pladser på den øverste balkon.

I alle de år jeg kan huske, har det været muligt at købe usolgte billetter til halv pris nogle timer før alle forestillinger. For nogle måneder siden blev denne ordning også ændret, hvilket medførte store forringelser som i praksis gør ordningen ubrugelig. Det er endnu et tiltag som begrænser almindelig menneskers mulighed for at komme i operaen. I den nye ordning forbeholder Det kongelige teater sig også retten til at beslutte HVILKE sæder der kan sælges til halv pris. Det kan jo godt give mig en mistanke om, at man ikke ønsker at pøblen skal sætte sig på de bedste pladser. Hvis man ser på udviklingen de sidste 10 år, så kunne man godt få det indtryk, at nogen forsøger at begrænse mindre bemidlede menneskers adgang til operaen.

Når der er debat om det offentlige tilskud til operaen, så er der altid nogle rindalister som argumenterer for, at tilskuddet helt skal droppes. Jeg undrer mig særlig meget, når det er venstreorienterede mennesker og jeg spørger mig selv, om de egentlig forstår hvad de selv siger. Jeg forstår i hvert fald ikke, hvordan det kan være i overensstemmelse med en venstreorienteret og social tankegang. I Danmark har vi haft et princip om, at staten skulle gøre kunsten og kulturen tilgængelig for den brede befolkning. Og operaen skulle være hele Danmarks opera. Det har været statens opgave, så vidt muligt, at sikre hele befolkningen adgang til kulturlivet.

Men jeg tror slet ikke det ville være noget problem for operaen, hvis man fjernede statens tilskud – måske tværtimod. Der er ingen tvivl om, at det ville give operaen en eksklusivitet, som jeg tror mange mennesker med glæde ville betale dobbelt pris for at få adgang til og lektor Bent Meier Sørensen fra CBS er åbenbart enig med mig. Han forsker i oplevelsesøkonomi og udtaler til AOK: 

»Den Kongelige Opera er et højstatusprodukt på linje med f.eks. en luksusbil. Den skal være dyrere – det er ikke som med almindelige varer, hvor man kan fordoble salget ved at sænke prisen til det halve. Sænker man prisen, bliver produktet mindre interessant, og man risikerer at tabe mere, end man vinder.«

Jeg tror det ville være rimelig nemt, at finde en række virksomheder som gerne ville sponsorere operaen. Dertil kunne man gøre lige som balletten og finde en række stenrige mæcener som vil finansiere driften. I den forbindelse kunne man sagtens forestille sig, at de ville kræve at Det kongelige teater skulle fordoble billetpriserne for samtidig at øge egne indtægter. Sådan en omlægning af operaens økonomi, ville slet ikke skade operaen. Det ville sandsynligvis gavne økonomien, operaen ville blomstre og samtidig ville man være fri for en trættende debat om rimeligheden i de offentlige tilskud…… men det ville blive en opera for en priviligeret overklasse.

Jeg synes politikerne skal overveje, om det virkelig er sådan en opera vi ønsker i København. 

Operaen i København

Charles Gounod – Romeo og Julie, Operaen på Holmen.

Peter Lodahl som Romeo. Foto: Mats Bäcker/DKT

Operaen begynder hos Capulet, Julies familie, som holder fest i anledning af karnevallet. Stemningen er lystig, løssluppen….. og lysten. Forklædt i maske og sorte englevinger sniger Romeo sig ind til festen, hvor han møder den skønne Julie og de forelsker sig i hinanden. Resten af første del er en uendelig udveksling af svulstige kærlighedserklæringer. Det var både kedeligt og trættende. Jeg er ikke særlig blodtørstig, men det var nærmest en lettelse da fjendskabet mellem de to familier, Capulet og Montague, bryder ud i lys lue og både Mercutio og Tybalt bliver myrdet – så skete der endelig noget.

Som straf for mordet på Tybalt, bliver Romeo forvist fra Verona. Præsten broder Lorenzo vil hjælpe det unge par og giver Julie en sovedrik der virker som et dårligt syretrip – det er helt i overensstemmelse med opsætningen, hvor Romeo fixer heroin på byens kirkegård, mens bilerne brænder og der flyder med murbrokker på scenen.  Forestillingens anden del har en nerve, spænding og intensitet som manglede i første del.

Efter første del kedede jeg mig så meget, at jeg var klar til at springe i havnen. Det var bestemt ikke de medvirkendes skyld: kapellet var i topform og jeg nød musikken, som måske er den vigtigste grund til at se forestillingen. Men der er også sangerne: Niels Jørgen Riis var dragende som Romeo og Inger Dam-Jensen var betagende som Julie. Der var en utrolig imponerende balance mellem de to store og kraftfulde stemmer som harmonerede perfekt. Og det samme gjaldt alle de andre medvirkende……..med en enkelt undtagelse!

Problemet var librettoen og handlingen som var uendelig langtrukken. Jeg var heller ikke særlig begejstret for opsætningen, som var spækket med dødssymbolik. Der var grave på scenen. Der er konstant nogen som bliver båret rundt i åbne kister. Under det meste af forestillingen ligger Hamlets kranie på scenen. Carpe Diem og No Future står der skrevet på væggene som grafitti. Al denne dødssymbolik er et stort memento mori – men det virker banalt. Selv den mest tungnemme og svagtseende blandt publikum har fanget pointen om, at man skal leve livet og elske mens man kan….alligevel bliver det gentaget til man når kvalmepunktet.

Men der er sandelig også nogle store og betagende højdepunkter. Et af dem er Julies store arie: je vieux vivre, jeg vil leve – en berusende arie om forventningsfuld livsglæde, som hun synger uden at bemærke skellettet som danser en grotesk dance macabre lige bag hende. Det var helt klart et af forestillingens højdepunkter.

Et andet højdepunkt er midt i Romeo og Julies store dødsscene. Pludselig kommer der en mur op hvor der står: det er stjernernes skyld. Romeo er ved at dø. Julie er ved at dø. Mercutio, Tybalt og mange andre er allerede døde….. det er stjernernes skyld. Det var et komisk højdepunkt midt i operaens dramatiske højdepunkt. Jeg synes det var ekstremt morsomt og grinede højt, selv om det virkede ganske upassende midt i den dramatiske dødsscene – og jeg bemærkede også at jeg var den eneste.  “Det er stjernernes skyld” er en henvisning til Shakespears drama, hvor han skriver i prologen at Romeo og Julie er “Starcrossed” eller “født under en uheldig stjerne” som der står i den danske oversættelse. Men hvor er det dog nemt at give de højere magter skylden for krig, mord og ulykke. Det er både nemt, bekvemt og menneskeligt – alt for menneskeligt. Min latter har nok mindet om den kyniske filosof der grinede, fordi det var så tragisk og sørgeligt. Selvfølgelig er det stjernernes skyld. Alting er stjernernes skyld……

Det største problem ved forestillingen var de mange effekter. Det var med stor spænding at vi så gulvet der blev løftet i starten, som havde saboteret premieren et par dage før. Dernede stod hele operakoret og bar 4 borde ud på scenen. Det var overflødigt og unødvendigt. Det havde jo ikke gjort nogen forskel, hvis de var kommet ind fra siderne. Det meste af tiden løber Romeo og julie rundt på scenen, forbundet af en tyk snor som bliver viklet rundt om alting – irriterende og ligegyldigt. De er forbundet af en skæbnetråd, men det virker bare banalt.

Der er masser at kritisere, men det er alligevel en utrolig flot forestilling på grund af kapellet og sangerne – særligt de to hovedpartier: Inger Dam-Jensen og Niels Jørgen Riis folder sig virkelig ud som Romeo og Julie, og de havde fortjent det flotte bifald efter forestillingen. Der er ingen tvivl om, at det var dem som hev succesen i hus, sammen med kapellet og den unge dirigent Alexander Shelley.

I Politiken skriver Thomas Michelsen, at “den bombastiske overlæsning” af effekter “kvæler fuldstændig historien”.

I Berlingske har Søren Kassebeer skrevet en særdeles begejstret anmeldelse, hvor han roser alt det som jeg ikke kunne lide. Men han gør det så flot og overbevisende, at jeg næsten får lyst til at se forestillingen igen.

Jeg er nok mest enig med Jakob Levinsen, som skriver i JyllandsPosten, at flosklerne myldrer “hurtigt frem på scenen”, men også at forestillingen er  “en musikalsk triumf”.

Endelig er der Gregers Dirckinck-Holmfeldt, der har skrevet en begejstret anmeldelse, men han bemærker også hvordan “vi skal have det hele ind med skeer”.

Niels Jørgen Riis og Sine Bundgaard. Foto – Mats Bäcker/DKT

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Kategorier

VeggieToppen
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 108, der følger denne blog

%d bloggers like this: