You are currently browsing the tag archive for the ‘Operaen’ tag.

I slutningen af 2010 annullerede Det kongelige teater en gammel ordning, som gennem mange år har givet publikum mulighed for at købe ikke-solgte billetter til halv pris nogle få timer før aftenens forestillinger. I foråret 2012 gav man så priserne et ordentligt spark i vejret ….. dét er grunden til, at jeg ikke har været i operaen i mere end 1½ år. Jeg har simpelthen ikke råd mere. Selvfølgelig handler det om at prioritere; men uanset hvor meget jeg prioriterer, så har priserne nået et niveau, hvor jeg bare ikke har mulighed for at være med. Gang på gang har jeg tænkt: i næste måned får jeg vist råd. Eller: jeg giver mig selv en operabillet i julegave.  Og hver eneste gang ender det med, at jeg – med stor skuffelse! – må erkende, at jeg har været for optimistisk. Det er simpelthen blevet for dyrt for mig.

Torsdag blev det meddelt, at bestyrelsen for Det kgl. teater havde fyret teaterchefen Erik Jacobsen. Han har været chef for Det kgl. teater i 6 år og dermed er han selvfølgelig også ansvarlig for deres billetpriser. Derfor blev jeg ikke særlig ked af det, da jeg hørte om hans fyring …..  

Stine Bosse slog fast, at den vigtigste opgave for den nye teaterchef er at skaffe nye publikumsgrupper og særligt unge mennesker i teatret. Det omkvæd har vi hørt lige så længe som jeg kan huske. Men det er jo løgn og latin! Når man ser på billetpriserne, så kan enhver jo sige sig selv, at de slet ikke mener det …. Det er bare noget de siger, fordi det lyder godt i medierne.

Teaterchefens fyring har været diskuteret livligt i alle danske medier i løbet af de sidste par dage. Det er selvfølgelig helt utænkeligt, at man skulle kunne føre sådan en debat, uden at det også bliver en debat om rimeligheden af det store tilskud fra staten! Desværre!

Den danske stat giver omkring 500 millioner kr. til driften af Det kgl. teater; det er et tilskud på knap 1000 kr. pr. billet. Det er et regnskab som kan få mange rindalister til at svimle! Men det er jo ikke kun Det kgl. teater som bliver finansieret af offentlige skattekroner – selv om temmelig mange mennesker opfører sig som om at de tror det!

I april 2013 lavede Jyllands-posten en undersøgelse af filmbranchen. De regnede ud, at staten har givet et tilskud på 542 kr. til alle billetter som er solgt til film af instruktøren Simon Staho. Til gengæld har staten kun givet et tilskud som svarer til 16 kr. pr. billet til film af Susanne Bier(læs her). Den 22. april kunne Jyllands-posten også afsløre, at siden 2000 har staten givet 75 millioner kr. til film som aldrig er blevet lavet. Det kunne være interessant at vide, hvor mange penge den danske stat præcis har givet i støtte til danske spillefilm og hvor meget det så ville blive pr. solgte billet. Jeg tror, at mange mennesker ville blive forbavset over resultatet!

Skuespilhuset.

Skuespilhuset – og Operaen i baggrunden.

I følge Dagens.dk har Det danske filminstitut et budget på 467 millioner kr. til filmstøtte i 2013. Det er jo nogenlunde lige så meget som Det kgl. teater får i støtte. Men hvad får vi for alle disse penge? En meget stor del af disse penge bruges til at drive og vedligeholde Operaen på Holmen, Skuespilhuset og det gamle teater på Kongens Nytorv – det er tre store bygninger, som desværre koster en stor bunke penge. Jeg ville ønske, at jeg vidste hvor meget bygningerne koster, så jeg havde mulighed for at trække det beløb fra. Det afgørende er jo, hvor meget kunst vi får for de resterende penge. I denne sæson får vi: 12 skuespil, 12 balletter, 10 operaer, 5 symfonikoncerter, 1 nytårskoncert, 6 kammerkoncerter + 8 blandede koncerter. Der er også to store udendørs forestillinger som er gratis(Rosenborg og Skamlingsbanken). Ydermere er der én opera, en kammeropera, en ballet og to skuespil som kommer på turné i denne sæson. De giver i alt 59 forestillinger fordelt over hele landet. Det er meget dyrt at transportere kulisser, kunstnere, sceneteknikere, musikere og kostumer rundt i hele landet; derfor er disse turnéer en af de tungeste poster på budgettet.

Det kongelige teater på Kongens Nytorv.

Det kongelige teater på Kongens Nytorv.

Jeg synes faktisk det er temmelig imponerende, at vi kan få så meget kultur for 500 millioner kr! Vi er cirka 5 millioner mennesker i Danmark. Det betyder, at gennemsnitligt betaler vi kun 100 kr. om året. Men der er stadig nogle mennesker, som synes, at det er alt for mange penge.

Hvert år betaler jeg cirka 2.500 kr i licens til DR. En del af disse penge bruger DR til at købe en masse fodboldkampe og andre sportsbegivenheder. Jeg er temmelig sikker på, at DR bruger mere end 100 kr af min licensbetaling til at købe sportsprogrammer. Men jeg ser aldrig sport. Aldrig nogen sinde! Gennem mit boligselskab har jeg også sådan en tv-pakke, hvorigennem jeg betaler en masse penge til TV2, Viasat, SBS og andre tv-stationer. De bruger også en masse af mine penge til at købe sportsprogrammer, som jeg aldrig ser. Gad da nok vide, hvor mange penge jeg egentlig bruger til at støtte sportsarrangementer som jeg slet ikke er den mindste smule interesseret i?!

Men det er sådan et velorganiseret samfund fungerer; vi hjælper hinanden med at betale! På den måde får vi råd til en masse ting og oplevelser, som vi  ikke ville have råd til at betale for på andre måder. Når man tænker på, hvor mange tusinde mennesker som årligt benytter Det kongelig teater, så synes jeg bestemt ikke, at det offentlige tilskud er særlig stort.

Operaen på Holmen.

Operaen på Holmen.

Reklamer

Jeg skulle jo bare ind til København for at tage nogle billeder til et kommende indlæg. Det blæser temmelig meget i dag og så fik jeg den ide, at jeg ville gå en tur omkring havnen, for at se om der var bølger på vandet. Derfor sprang jeg af toget på østerport station og gik ned til Langelinie.

Den lille havfrue blev 100 år for et par måneder siden.

Den lille havfrue blev 100 år for et par måneder siden.

Ved den lille havfrue mødte jeg en turist fra Indien, som spurgte om jeg ville tage et par billeder af ham. Jow, jow – naturligvis ville jeg det. Han ville også gerne have et billede, hvor han var helt ude ved den lille havfrue; men han turde ikke kravle ud på stenene, da han var bange for at få våde sko. Når man kommer fra Indien, så er der nok ikke stor sandsynlighed for, at han kommer til København en anden gang. Derfor skulle han selvfølgelig have et billede, hvor han er helt ude ved havfruen. Jeg tænkte mig ikke om i to sekunder, før jeg smed mine gummistøvler, så han kunne låne dem. Og så stod jeg der i strømpefødder …. men jeg tog en masse gode billede til den indiske turist.

Spiderman i knibe.

Spiderman i knibe.

Da jeg kom til Amalienborg kunne jeg se, at både dronningen, kronprinsen og prins Joachim var hjemme. Det sker vist ikke så tit, at de alle sammen er hjemme samtidig. Derfor syntes jeg, at det kunne være sjovt at tage et billede, hvor man kunne se alle tre flag på én gang. Jeg tror, at jeg brugte mindst en halv time på at drøne rundt i Amaliehaven, kravle rundt på bænkene, murværket og bronzeskulpturene før jeg var nødt til at acceptere, at det kan simpelthen ikke lade sig gøre at tage ét billede med alle tre flag. Jamen, så lærte jeg jo dét!

På Amagertorv ventede endnu en oplevelse; der var fyldt med brandbiler, ambulance og politimænd. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at spørge en af redningsmændene om hvad der foregik………….

Redningsaktion på Amagertorv.

Redningsaktion på Amagertorv.

Det var en af de der spidermænd-typer, som synes, at det er sjovt at kravle rundt uden på store og høje bygninger – altså, bare for sjov! Men pludselig havde han fået højdeskræk og så turde han ikke kravle ned igen. Derfor var brandvæsenet og alle de andre redningsfolk blevet tilkaldt. Men det var alligevel ikke nok. Han sad nemlig på den anden side af bygningen, hvor brandmændene ikke kunne nå ham. Da jeg gik videre, var man i gang med at tilkalde en redningshelikopter. Jeg håber selvfølgelig at han kom ned i god behold ……. for så kan man tillade sig at grine uden at få dårlig samvittighed. Det er nemlig en af de sjoveste historier jeg nogensinde har hørt. Jeg troede at de der spidermænd var et amerikansk fænomen. Der er vist også nogle stykker i Frankrig. Men jeg vidste ikke, at der også var nogle i Danmark – eller i hvert fald en enkelt. Og han er vist ikke så sej som de andre. Den danske spidermand er formodentlig glad for, at vores bygninger som oftest kun har 3-4 etager! 😉

Sikke meget man kan nå at opleve før klokken er 10 om morgenen. Jamen, det er jo helt vildt.

Solopgang over Operaen.

Solopgang over Operaen.

Det er kun et par uger siden skibsredderen døde, men allerede mens han levede hørte man legendariske historier om hans enorme indsats for at skabe et operahus, som var perfekt selv ned i de mindste detaljer. På mange måder kan man måske også sige at det er lykkedes – alligevel synes jeg, at der er visse forhold som ikke er helt optimale.

Herretoilettet på Takkelloftet

På bagsiden af Operaen finder man Takkelloftet – en lille intimscene med plads til et par hundrede gæster. Foyeren er pragtfuld; den er mere lys, let og lækker end foyeren til den store scene og det skyldes formodentlig, at den ikke er pakket ind bag et stålgitter.

Men herretoilettet er en katastrofe – af en eller anden grund står døren altid åben, så alle kan se lige ind på de folk der står ved urinalerne. For at gøre det hele endnu værre, så ligger toilettet ud til garderoben, som blot er en meget smal gang med bøjler, hvor man kan hænge sit tøj. Man må jo ikke have sit overtøj med ind til forestillingen, så det er et sted hvor ALLE SKAL forbi og hvor der ofte kan være trængsel før forestillingen. Det er altså ikke særlig smart……

Desværre er jeg heller ikke voldsomt begejstret for herretoiletterne på den store scene – hvert toilet er udstyret med tre urinaler og et toilet. Men urinaler i Operaen? Er det smart? Havde det ikke været bedre, at nøjes med toiletter? Så vil nogen måske spørge, om folk i Operaen er så fine, at de ikke kan nøjes med tissekummer som alle mulige andre steder?

Nej, men altså……. det er et grimt spørgsmål, som jeg hellere vil besvare med en lille historie.

Trappen til Takkelloftet

For nogen tid siden skulle jeg på toilettet i pausen. Så står man der foran tissekummen, da en af landets biskopper kommer og stiller sig ved siden af. Diskretion er en æressag – jeg nægter af afsløre hvem det var. Men jeg var lige ved at begynde at grine, da jeg tænkte på, at jeg stod og tissede sammen med biskoppen. Det virkede både absurd og grænseoverskridende på en ret komisk måde. Derfor fik jeg meget travlt med at pakke sammen…….

– Næh, du har set biskoppens……., siger folk altid, når jeg fortæller denne historie, hvorefter de begynder at fnise. Og så må jeg bare sige, at NEJ, det har jeg bestemt ikke. Der er ting jeg ikke vil se og der er forhold som jeg ikke ønsker at vide noget om. I visse tilfælde mener jeg ligefrem, at uvidenhed kan være en dyd. Men der er også nogle små skillevægge mellem urinalerne – på den måde er der jo en smule diskretion. Alligevel synes jeg at det var lidt for komisk; der er nok visse mennesker som jeg bare ikke kan tisse sammen med…… i hvert fald ikke uden alvorlig fare for at pinligt grineanfald. Det var jo lige præcis derfor jeg skyndte mig at gå min vej.

Der kommer altså mange forskellige mennesker i Operaen. Derfor synes jeg det havde været en fordel, om man havde sløjfet urinalerne og bygget et par ekstra toiletter i stedet for.

Foyer og bar på Takkelloftet

I dag har ledelsen på Det kongelige teater offentliggjort præcis hvor mange og hvilke ansatte der bliver afskediget. I alt skal 81 stillinger spares væk; det kan primært ske ved planlagte pensioneringer, almindelig kontraktudløb, nedlæggelse af ubesatte stillinger og frivillig afgang. Derfor er der kun 12 ansatte som får en decideret fyreseddel…..kun 12!

Det får ligefrem Politiken til at bruge ordet “nådigt” i deres artikel…….man spørger sig selv, om det er en dårlig joke? Det viser, at ledelsen på Det kongelige teater har været rigtig gode til at manipulere med medierne. Det er virkelig spin i højt gear. Ved hjælp af medierne er det lykkedes at fremstille denne skandale som en succes: der er kun 12 som fyres! Man kan bare undre sig over, at journalisterne ikke kan gennemskue denne manøvre. Det er næsten skandaløst……..

Faktum er jo, at operakoret stadig bliver reduceret fra 56 til 40 medlemmer – det var præcis den katastrofe som mange prøvede at undgå. Det er fuldstændig underordnet, hvor mange der direkte bliver fyret og hvor mange der går på pension eller andet. Operakoret er stadig reduceret med 25% og nu har Danmark et af verdens mindste operakor. Det er ikke længere et mareridt som man kan vågne fra – det er virkelighed.

Det er ret imponerende, at det er lykkedes ledelsen på Det kongelige teater, at fjerne fokus fra denne massakre. Operakoret er lige blevet slagtet og der er tilsyneladende ingen som har opdaget det. Det ville faktisk være lidt komisk, hvis det ikke var så tragisk! 

Og hvem har ansvaret for denne situation? Teaterchef Erik Jacobsen har en del af ansvaret – jeg synes ikke han har været særlig god til at støtte kunstnerne i deres kamp for at undgå disse besparelser. På den anden side har det måske givet ham en strategisk fordel i forhandlingerne med kulturministeriet, at han har holdt sig ude af den offentlige debat. Men bag ham står kulturminister Uffe Elbæk selvfølgelig med det overordnede ansvar; som kulturminister er det hans opgave at sikre et bredt og velfungerende kulturliv på et højt niveau i Danmark. Men den opgave har han svigtet, ved at pålægge Det kongelige teater en besparelse på 100 millioner kroner.

Uffe Elbæk vil sikkert fastholde, at der ikke er flere penge. Han vil sikkert også hævde, at han har gjort alt hvad han kunne for at undgå denne situation. Jeg tror desværre, at vi er mange som stiller spørgsmålstegn til hans engagement og hans vilje i denne sag. Hans berømte Marshall-plan har simpelthen skabt et tillidsproblem, der har ramt ham selv i nakken som en boomerang. Allerede før han blev kulturminister, havde Uffe Elbæk jo afsløret en hensigt om at skære i tilskuddet til den klassiske musik, for at favorisere den rytmiske musik i stedet for. Første halvdel af planen er nu gennemført; så bliver det spændende at se, hvem der slipper for besparelser…. eller måske ligefrem får hævet deres tilskud!

Heldigvis er det ikke et klynkekor – det kongelige operakor giver ikke bare op! I stedet vil de kæmpe for, at Det kongelige teater igen får et stærkt og fuldtalligt operakor i verdensklasse, fortæller operasanger Søren Hossy til Politiken. 

Jeg synes det er megasejt, og jeg håber, at der er rigtig mange som vil støtte dem……

“Man bytter da ikke en fin gammel stradivarius for en flot violinkasse” – Lone Koppel

Tirsdag aften var jeg til premiere på Mozarts opera “Cosí fan tutte”.

Guglielmo og Ferrando praler med at deres forlovede er de mest trofaste piger i hele verden. Don Alfonso morer sig over deres naivitet….. : “Er de ikke af kød og blod? Spiser de ikke? Bærer de ikke klæder? Er de kvinder eller gudinder?” Don Alfonso hævder, at kvinders troskab er lige som fugl Fønix. Alle siger at den findes, men ingen har set den…….

Peter Lodahl og Palle Knudsen. Foto: Per Morten Abrahamsen/DKT

Drengene tror stadig på deres kærester og indgår et væddemål. Guglielmo og Ferrando lader som om at de drager i krig – Fiordiligi og Dorabella er ude af sig selv. Den ene truer med at dolke sig og den anden vil springe ud af vinduet. Snart vender drengene tilbage, forklædt som kavalerer fra et fremmed land….. og trods modstand, så varer det ikke længe før de holder hver sin pige i armene. Dvs at det er faktisk kameratens pige de holder i armene…. og de nøjes selvfølgelig ikke med det. Hvorefter begge mænd er helt ude af sig selv af fortvivlelse over de lumske og forræderiske kvinder.

Così fan tutte er en af de mest tåbelige og åndssvage operaer der findes – den er så forudsigelig, at der ikke er det mindste gran spænding tilbage. Selvfølgelig går kvinderne i fælden. Det er klart fra den allerførste replik. Men det er mindst lige så forudsigeligt, at Don Alfonso kommer og løser konflikterne, så alt alligevel ender i fryd og gammen. Budskabet er, at man aldrig skal tage kærligheden for givet….. det er næsten lidt for banalt i 2011. Det behøver man jo ikke gå i operaen for at opdage. Operaen slutter med ordene: “Den er lykkelig som ler når andre græder……” Jaja, det er da en mulighed. En mere sandsynlig mulighed er dog, at vedkommende er idiot; enten forstår han slet ikke hvad der foregår eller han er typen som ikke tager noget som helst alvorligt.

Men jeg har også et problem med hele tanken bag denne opera. “Così fan tutte” betyder “sådan gør alle”  – kvinder! Det ender da også med at kvinderne må angre deres utroskab og deres svaghed. Men ingen stiller mændene til ansvar for at arrangere denne fælde….. der er heller ingen som stiller spørgsmålstegn ved mænds troskab. Næh, ingen forventer den samme troskab af mænd; men der er heller ingen som opfatter dette som en karakterbrist eller et moralsk problem. Dét krænker mine moralbegreber.

Jeg kedede mig hvert eneste minut, fuldstændig som jeg har gjort de tre andre gange jeg har set Così fan tutte. Hvorfor købte jeg så billet? For det første kan man jo blive overrasket over en ny opsætning. Jeg har oplevet masser af eksempler på fantastiske instruktører der har skabt vidunderlige forestillinger på ganske banale operaer. For det andet bliver man ældre og alle mennesker ændrer smag gennem tiden…. derfor skulle den have en chance mere. For det tredje var det jo nogle af den kongelige operas bedste sangere i de fire hovedpartier; Palle Knudsen, Peter Lodahl, Elisabeth Jansson og Inger Dam-Jensen. Man skal heller ikke glemme Johan Reuter som Don Alfonso eller Lina Johnsson som stuepigen Despina – sidstnævnte var nok forestillingens mest sympatiske karakter. Faktisk den eneste som jeg egentlig brød mig om……

Inger Dam-Jensen er jo altid fantastisk – altid! Hun har en smuk, klar, perlende stemme, som man aldrig kan få nok af. Peter Lodahl er en af de nyere sangere som jeg ikke har hørt så tit, men alle kritikerne er vilde med ham. Det gælder også undertegnede……. Peter Lodahl havde en fantastisk arie midt i første akt. Han sang så fantastisk og så forførende, at jeg glemte alt om den fjollede historie. Denne ene arie var så berusende, at det næsten var alle pengene værd. Palle Knudsen har været en af mine favoritter fra han begyndte at synge i operaen……. Han synger fantastisk. Men instruktøren har ønsket at udstille ham som en rigtig klam og selvglad Don Juan, og det lykkedes lidt for godt – han var lidt for smart, lidt for kæk, lidt for selvglad. Det var både klamt og kvalmende. Der er en scene hvor han smider jakken og danser halvnøgen rundt på scenen. Det er sikkert meningen at det skal være morsomt, men det blev kun vulgært, pinligt og meget teatralsk. Palle Knudsen er en supergod sanger, men jeg tror, at jeg foretrækker ham i de mere seriøse roller……….. Udover at forestillingens fire stjerner alle er sublime sangere, så fungerede de også som en perfekt helhed, hvor ingen faldt igennem og ingen skyggede for andre.

Nogle rækker bag mig sad der en hel gymnasieklasse – der er ingen tvivl om, at de kedede sig lige så meget som mig. Det gælder vist også de tre unge par der sad foran mig. Men gang på gang lød en forsigtig, dæmpet latter gennem salen – jeg forstår det ikke. Men anmelderne er også meget begejstrede:

I Politiken skriver Thomas Michelsen, at “Blændende sangere redder Mozart-klassiker“.

I Berlingske har Søren Kassebeer skrevet en meget begejstret anmeldelse.

Jakob Levinsen er lige så begejstret i JP, hvor han skriver at det er en “sprælsk og stram opsætning”.

Gregers Dirckinck-Holmfeldt skriver at forestillingen “kører på høj komik” og “musikken bærer mod stormfulde højder”.

Così fan tutte. Foto: Per Morten Abrahamsen/DKT

I sidste uge skrev to journalister fra Politiken – Torben Benner og Nina Peitersen – en artikel om “Unge i Operaen“. Hvorfor går unge mennesker ikke i Operaen? Det er et meget relevant spørgsmål, men der er nogle problemer i deres udgangspunkt. Heldigvis rammer de alligevel den rigtige konklusion!

Udgangspunktet er en undersøgelse som Politiken har lavet om unges kulturforbrug; 92% har været i biografen i løbet af det seneste år. 54% har været på museum. 36% har været til en rytmisk koncert, mens kun 11% har været i Operaen.

Men allerede her synes jeg, at artiklen kører af sporet – 11% er da ret fint. Jeg ville gerne se en lignende undersøgelse for resten af befolkningen – jeg tror bestemt ikke resultatet ville være bedre og dermed mener jeg, at det er både forkert og urimeligt at konkludere, at unge er mindre finkulturelle end andre.

De to journalister har inviteret tre unge en tur i Operaen – og så går det igen galt; 20-årige Camilla Vestergaard er social-og sundhedshjælper, 21-årige Louis Jacobi er uddannet møbelsnedker og 22-årige Jeppe Holm Nielsen er lige flyttet fra Aarhus til København for at studere på RUC. De to første er ikke akademikere og hvis man har reglerne om den sociale arv i baghovedet, så har deres forældre sandsynligvis heller ikke en universitetsuddannelse. Sidste mand kommer fra Aarhus, hvor kulturforbruget og tilbuddene er anderledes. Havde man i stedet valgt tre studerende fra Københavns universitet med højtuddannede forældre, så var artiklen blevet meget anderledes. Journalisterne har skrevet en artikel om unges forhold til opera, men i betragtning af udgangspunktet, så havde det været mere relevant at undersøge forholdet mellem klasseskel, uddannelse og kulturelle interesser.

Fra proletarfamilie til operafan

16 eller 17 år

Jeg kommer selv fra en rigtig proletarfamilie. Min far var fisker og landmand, da han var ung. Senere blev han jord-og betonarbejder, men drev samtidig et lille fritidslandbrug ved siden af. Han røg 80 cigaretter og drak 25 øl om dagen, indtil han døde af det. Han blev aldrig vasket og når man havde givet ham hånden ville man helst vaske hænder bagefter. Han har aldrig brugt en tandbørste, skiftede kun tøj 2 gange om året og har flere gange siddet i fængsel for både vold og spirituskørsel. Der var ikke grammofon i mit barndomshjem. Hvis vi hørte musik, så kom det fra radioen – hvis de spillede opera eller klassisk musik, så blev der straks slukket. Den slags var jo ikke for mennesker som os………..! Men jeg begyndte at få kærester som var lidt ældre og kom fra et andet miljø – de hørte opera og klassisk musik, og det fangede min interesse. Når man er forelsket, så er man jo modtagelig for hvad som helst. Kæresterne blev skiftet ud, men interesserne beholdt jeg…… når visse socialgrupper vrænger på næse af opera, så er det lige så meget et udtryk for modvilje mod de samfundsgrupper som traditionelt set dyrker opera. På samme måde er min operainteresse sikkert også udtryk for et opgør eller brud med min baggrund. 

De fleste operagængere introduceres til opera af deres forældre – man kan sige, at det er en del af deres del af deres sociale arv. Uden for det akademiske miljø oplever mange operaen som et lukket område. Der er en masse fordomme om, at opera er elitært, svært at forstå, kedeligt og dyrt – det sidste er desværre sandt. Det er dyrt at gå i operaen. Men alle de andre antagelser er bare dumme fordomme, som ikke har noget med virkeligheden at gøre. Gennem de sidste 20 år, har jeg selv introduceret rigtig mange til operaen…. de fleste mennesker elsker det, uanset hvem de er, hvor de kommer fra eller hvor meget de tjener. Det er altid fantastisk at se hvordan folk nyder deres første opera. De allerfleste mennesker oplever det som en fantastisk spændende og storslået oplevelse, når de sætter sig i sædet, lyset bliver slukket, dirigenten træder ind og musikerne spiller de første toner, mens tæppet glider til side…….det er simpelthen magisk!

Operaen med lamperne - tegnet af Olafur Eliasson

Sådan gik det også for de tre unge mennesker i artiklen – trods stor skepsis og stærk modvilje, så ændrer denne oplevelse deres forhold til opera. De blev alle tre positivt overrasket. Afslutningsvis spørger journalisten, om de kunne tænke sig at se mere opera: Camilla svarer ubetinget ja, Jeppe vil gerne hvis andre tager initiativet og Louis ærgrer sig over, at han ikke kan nå at forære sin gamle farmor en operatur i fødselsdagsgave. Jeg blev så glad da jeg læste det!

På den måde bliver artiklen en meget fin illustration af unge menneskers forhold til opera. De vil gerne, hvis nogen introducerer dem…… De tre unge mennesker reagerer fuldstændig lige som alle andre mennesker jeg kender – der er virkelig meget få mennesker, som ikke bryder sig om en tur i operaen. Det gælder både unge og ældre – der er ingen forskel. Udfordringen er udelukkende at lokke dem indenfor og derefter at få dem til at komme tilbage.

Kasper Holten og Ungopera

Kasper Holten - Operachef 2000 - 2011

Kasper Holten overtog jobbet som Operachef i 2000. Han var 29 og tog straks initiativ til at oprette Ungopera – en lille gruppe for unge operaelskere. Ungopera bestod først og fremmest af en hjemmeside og debatforum. Det var gratis at melde sig til – samtidig blev vi inviteret til temaaftner og foredrag, hvor fx dirigent eller sufflør fortalte om sit job. Hver gang en ny opera havde premiere, blev vi inviteret til en åben prøve, hvor operadramaturg Henrik Engelbrecht indledte med at fortælle om forestillingen. Han er helt fantastisk til at fortælle om opera på en spændende, humoristisk og fængende måde. Ret hurtigt begyndte mange medlemmer selv at tage initiativer til fællesspisninger, opera-quiz-aftener, temaaftener, operaseminar og meget andet. To gange blev der også arrangeret operaweekender i Berlin. På debatsiden blev der diskuteret sangere, opsætninger, scenografi og meget mere. Kasper Holten og Henrik Engelbrecht havde håbet på 200-300 medlemmer. Men Ungopera nåede vist helt op på 3-4,000. Operaen blev pludselig et sted, hvor man mødtes med venner og bekendte. Det betød også, at alle skyndte sig ind at se de nye opsætninger….. ellers var man jo udenfor og kunne ikke deltage i de aktuelle diskussioner. Mange så de samme forestillinger 4-5 gange – både fordi det var hyggeligt at være sammen med operavennerne, men også for at fokuserer på nye detaljer som andre havde opdaget i operaen, som man måske ikke selv havde set første…. eller anden…. eller tredje gang. Der har med garanti aldrig været så mange unge mennesker i operaen, som i den periode hvor Ungopera havde sin storhedstid. Folk ville hellere spise havregrød en hel måned, end de ville gå glip af en ny opsætning eller en kendt gæstesanger.

Selvfølgelig er der kliker sådan et sted. Nogen er mere aktive og tager flere initiativer end andre. Inderkredsen faldt efterhånden fra hinanden på grund af interne konflikter. Så blev hjemmesiden nedlagt – man ville lave en ny, men den kom aldrig. Og sådan forsvandt Ungopera. Hvis man ønsker at få flere unge mennesker i operaen, så kan man jo starte med at genoprette denne gruppe. Det er formenlig det billigste initiativ man kan forestille sig. Det kræver kun en hjemmeside og sådan en koster jo ikke mange kroner i dag. Udgifterne til vedligeholdelse og administration er minimal. Der er ingen udgifter forbundet med åbne prøver. Hvis man ønsker at stimulere unge menneskers interesse for opera, så kan det næppe gøres bedre eller billigere. Der er ingen grund til at lave indviklede handlingsplaner eller at udarbejde kostbare kampagner. Hvis Det kongelige teater virkelig ønsker flere unge mennesker blandt publikum, så skal de bare genoplive Ungopera – det er faktisk ret simpelt.

Alle mennesker er forskellige. Man kan hverken forvente eller forlange, at alle unge mennesker skal gå i Operaen. Men der er stadig rigtig mange mennesker som er vilde med opera – de skal bare have chancen for at opdage det og den chance bør man sørge for at de får.

Det er ikke nemt at komme til Operaen på Holmen. Først skal jeg med bus til Nørreport. Så skal jeg med metro til Kongens Nytorv og derfra skal man gå ned til havnen….. og det meste af vejen er med brosten. Ved siden af det nye skuespilhus ligger havnebussernes anløbsplads, som sejler i pendulfart til Operaen.

Men havnebusserne var blot tænkt som en midlertidig løsning…… Nu begynder man snart at bygge nye broer over havnen og der er sikkert mange som glæder sig til de er færdige. Det var også tanken, at de skulle afløse havnebussernes transport af gæster til Operaen. Men jeg har meget svært ved at forestille mig, at der er nogen som har lyst til at krydse Københavns havn på en åben bro, når vinter og efterår rammer byen med både storm og regn – samtidig er man i aftentøj og mange kvinder har højhælede sko på. Det holder overhovedet ikke. Og det lokker i hvert fald heller ikke flere mennesker i Operaen….. tværtimod!

Operaen på Holmen

Turen til Operaen er både bøvlet og besværlig. Men det tager trods alt kun 2 minutter(!) at krydse havnen på denne måde. Det er bestemt ikke optimalt, men jeg ser ikke noget bedre alternativ. Derfor håber jeg, at man vil bevare havnebussernes pendulfart til Operaen….. og nu er der noget som tyder på, at jeg får mit ønske opfyldt.

Sidste gang jeg var i Operaen ventede der en stor overraskelse; havnebussens gamle stoppested ved Operaen, er blevet erstattet af en ny operapavillon, som er tegnet af arkitektfirmaet C.F.Møller. Pavillonen er utrolig flot…… der er plads til 200 mennesker og alle var meget begejstrede, da vi stod og ventede på havnebussen efter forestillingen. Der blev snakket højt og livligt; alle detaljer blev både diskuteret og beundret. Pavillonen er selvfølgelig betalt af Joakim von And og det havde han med garanti ikke gjort, hvis det stadig var hensigten at nedlægge havnebussernes pendulfart til Operaen.

Den store, runde pavillon har plads til, at to havnebussen kan lægge til samtidig. Derudover er der selvfølgelig også en bred åbning ved den lille gangbro som fører ind til Holmen. Det betyder, at når det blæser udenfor, så blæser det mindst lige så meget indenfor. Umiddelbart virker det ikke særlig hensigtsmæssigt, men det har den funktion, at der aldrig mangler frisk luft i rummet. Det betyder, at selv når pavillonen er fyldt med mennesker, så føles det aldrig som om at man står som sild i en tønde.  Det føles aldrig, som om at man er ved at blive kvalt mellem alle de andre mennesker. Selv når der er fyldt, så føles det som et rart sted at være.

Pavillonen er bygget i lyst træ, som giver en stemning af varme og venlighed. Den runde facade er lavet i plexiglas og giver frit udsyn til alle sider. Sammen med det store ovenlysvindue giver det masser af lys i rummet. Men de store vinduer har også en drivhuseffekt – bare solen skinner en lille smule, så bliver der hurtigt lunt i rummet. Det betyder, at operapavillonen er et af de aller bedste steder at opholde sig, hvis man gerne vil sidde stille og roligt, og betragte bådene, kajakkerne og alt det andet liv i havnen. Jeg har oven i købet hørt, at man kan se marsvin – hvis man er heldig. Når man sidder i operapavillonen, så sidder man ikke inde på kajen; man sidder ude i havnen, hvor man er omgivet af vand og lyden af skvulpende bølger. Og som prikken over i´et, så sidder man utrolig godt på de smukke træbænke.

Jeg er vild med operapavillonen – jeg synes ligefrem, at det er en genial bygning. Den er utrolig smuk både indvendig og udvendig. Man har på fornemmelsen, at der ikke er gået på kompromis selv med de mindste detaljer. Dertil er bygningen usædvanlig brugervenlig og funktionel både for operaens gæster, men også for turisterne og alle andre som vil nyde livet i havnen. Selv om pavillonen ligger midt mellem monumentale bygninger som Operaen og Skuespilhuset, så mener jeg, at pavillonen er den flotteste og den mest vellykkede bygning i hele Københavns havn.

Læs mere og se de flotte billeder af operapavillonen her.

Havnebussen lægger til ved Operaens nye stoppested

Den nye operapavillon har plads til 200 personer

Pavillonen er bygget i egetræ, men beklædt med kobber

Operapavillonen er tegnet af arkitektfirmaet C.F.Møller

Krisen kradser på det kongelige – det har også konsekvenser for publikum.

Den 9. december besluttede jeg, at tage i Operaen for at se Madame Butterfly – som så ofte før, ville jeg købe billetten til halv pris samme dag. Jeg vidste at Det kongelige teater havde ændret reglerne: tidspunktet var ændret fra 16 til 18, og man skulle købe billetten i billetkontoret på Holmen – ikke på Kongens Nytorv. For at være helt sikker på reglerne tjekkede jeg hjemmesiden inden jeg tog hjemmefra.

Derfor blev jeg lidt forbavset, da jeg stod foran skranken på billetkontoret og ekspedienten sagde:

“Det bliver 895 kroner.”

“895? Er der ikke halv pris?”

“Nej, den ordning har man afskaffet.”

“Det forstår jeg ikke. Jeg tjekkede jeres hjemmesiden lige inden jeg tog hjemmefra og det stod der ingenting om.”

Jeg syntes ikke det var rimeligt at diskutere det med ekspedienten. Det var jo ikke hendes skyld…….. Derfor købte jeg bare billetten og tænkte, at det ville jeg klage over senere.

Jeg synes ikke det er rimeligt at afskaffe en ordning, der har eksisteret lige så længe som jeg kan huske, uden at informere om det. Og man kan da ikke reklamere med én pris på hjemmesiden og så forlange en helt anden pris, når folk kommer i billetkontoret. Det er da nærmest bondefangeri.

Det skrev jeg til Det Kongelig teater nogle dage senere, hvorefter jeg opfordrede dem til at sende mig en check på 447,50 kroner.

Der gik næsten 3 uger før jeg hørte fra Det kongelige teater og jeg blev meget forbavset over deres svar: “Af teatrets hjemmeside fremgår: hvis en forestilling ikke er udsolgt, kan Det Kongelige Teater vælge at sætte en kvote billetter til salg til halv pris“.

Yes – det står der. Det er fuldstændig korrekt. Der er kun ét problem: sådan stod der IKKE den dag jeg var i operaen eller den dag jeg sendte min klage. I mellemtiden har man ændret hjemmesiden, men jeg har selvfølgelig et screenshot af den gamle side:

Rabatter på Det Kongelige Teater

Jeg synes det er både uanstændigt og enormt uforskammet, at de refererer til en ny tekst på deres hjemmeside, da de besvarer min klage. Jeg har naturligvis skrevet til dem endnu en gang, for at spørge om de selv synes at det er rimeligt. Det er næsten 2 måneder siden. Jeg har endnu ikke hørt fra dem, så man har formodentlig valgt, at man ikke vil besvare min mail.

Jeg havde naturligvis ikke forventet at modtage en check fra Det kongelige Teater – og det var heller ikke nødvendigt. Hvis de havde skrevet til mig, at de godt kunne se problemet og hurtigst muligt ville ændre hjemmesiden så den var i overensstemmelse med virkeligheden og gældende praksis, så havde jeg været glad og tilfreds. Nu har de jo ændret beskrivelsen af deres rabatordning – det må vel betyde, at de faktisk er enige med mig i min kritik; det er i hvert fald en erkendelse af, at teksten ikke var klar og tydelig.

Men jeg kan godt forstå, at det var nødvendigt at afskaffe halvpris-ordningen. Desværre – det er jo en ordning, som jeg selv har haft utrolig stor glæde af og jeg får i hvert fald ikke råd til at se så meget opera i fremtiden….jeg bliver helt deprimeret bare ved tanken!

For tiden har man problemer med at fylde de mange pladser i den nye opera. Til de fleste forestillinger er der desværre alt, alt for mange ledige sæder. Det har publikum naturligvis bemærket og det sidste års tid er køen til halvpris-billetterne blevet længere og længere – og det er kun forståeligt: der er ingen grund til at betale fuld pris for noget som man kan få til halvpris. Der er faktisk halvpris-billetter til alle dem som ønsker det. Og det er selvfølgelig et problem!

Tænk hvis alle benyttede sig af denne ordning og billetindtægterne faldt til det halve. Det ville være en katastrofe for økonomien på Det Kongelige Teater. Jeg tør slet ikke tænke på konsekvenserne! Det er rigtig ærgerligt, at man ikke kan sælge de mange ledige pladser til halv pris, men jeg tror det har været nødvendigt, at afskaffe denne ordning. Man har simpelthen ikke haft noget valg.

Publikumsinteressen har altid været svingende i operaen. I 80´erne gik det heller ikke særlig godt, men så kom de tre tenorer – Luciano Pavarotti, Jose Carreras og Placido Domingo – som gjorde opera mere populært end nogensinde. Den unge operachef, Kasper Holten, skaffede ekstra fokus på operaen og snart kom det nye operahus på Holmen, som skruede interessen endnu mere i vejret.

Nu er nyhedens interesse forsvundet og der er finanskrise. Der er mange faktorer som spiller ind, når man skal forklare hvorfor publikum svigter. Men jeg er sikker på, at det er en midlertidig krise og snart svinger udviklingen igen den anden vej.

Operaen på Holmen

Jeg har planlagt et par korte indlæg og jeg tændte computeren for at skrive et af dem med et samme…. nu kan jeg godt mærke at det går slet ikke. Hold da op – hvor er jeg forkølet. Næsen løber, jeg har sandpapir i halsen og min hjerne føler som varm havregrød. Det begyndte allerede i går. Derfor har jeg også sovet rigtig elendigt og jeg er fuldstændig smadret!

Det var min hensigt at jeg ville i operaen og se “Tristan og Isolde” i aften, men det går i hvert fald heller ikke. Jeg tror ikke engang jeg ville overleve 5 timer med Wagner i dag – det er godt, at jeg endnu ikke har købt billet. Så må tiden vise om jeg kommer af sted en anden dag. Heldigvis har jeg allerede set denne opsætning 2 gange forrige sæson da den havde premiere, så det er bare ærgerligt, hvis jeg ikke når at se den igen.

Nu vil jeg slukke computeren; bagefter tager jeg dynen med ind på sofaen og tænder for fjernsynet.

God onsdag til alle!

I Jyllands Posten skriver Jakob Levinsen, at Lulu er efterårets store operapremiere.

Alle tiders luder” – skrev Thomas Michelsen i Politiken.

En total og fremragende løsning af Alban Bergs mesterværk“, skriver en ekstatisk og meget begejstret Gregers Dirckinck-Holmfeldt.

En mesterlig opsætning af en mesterlig opera” skrev Søren Kassebeer i Berlingske tidende.

Sine Bundgaard som Lulu. Foto: Miklos Szabo/DKT

Jeg var selv til premieren fredag aften og jeg er fuldstændig enig. Stefan Herheims opsætning er en usædvanlig flot og vellykket forestilling – en sand triumf for Det kongelige teater!  Det er mere end 20 år siden at jeg så min første opera, og jeg kan kun huske 3 eller 4 forestillinger der har gjort så stort indtryk på mig.

Alban Bergs opera “Lulu” begynder i et cirkus – men det er en kopi af Det kongelige teaters gamle scene, med fortæppet som forestiller Akropolis. “Ej blot til lyst” står der formanende! Ovenpå sidder det lille cirkusorkester som består af klovner – groteske, absurde klovner. I manegen står cirkusdirektøren og præsenterer først rovdyrene, dernæst husdyrene “der pludrer som dem i parterret.” Jaja, det er altid moderne at fornærme publikum – særligt dem på de dyre pladser!

Derefter præsenterer han det farligste af dyrene: Lullu – som træder lige ud af paradiset med et æble i hånden! En fristende, forførende kvinde, en femme fatale, en rigtig maneater. Alle begærer Lulu. Selv begærer hun kun deres begær eller deres lyst efter hende. Jeg skal selvfølgelig heller ikke glemme den lesbiske grevinde Geschwitz, som måske har lidt dybere følelser. Hun er i hvert fald den mest trofaste af Lulus tilbedere.

Lulu gifter sig flere gange og holder samtidig et utal af elskere. Mændene holder aldrig længe – de dør! Hun slider dem op og driver dem til vanvid. Hvis de ikke begår selvmord bliver de myrdet……..hvorefter de bliver båret over til sminkebordet i et hjørne af scene, får mere makeup på og fortsætter i en ny rolle. Imens springer Lulu endnu en gang i brudekjolen og kaster sig over det næste hjælpeløse offer. Det er som en ond cirkel der bliver gentaget igen og igen. Mod slutningen driver hun også den trofaste grevinde mod selvmordet. Mens den stakkels grevinde overvejer forskellige måder at begå selvmord på, spørger hun sig selv hvad der mon er koldest: vandet eller Lulus hjerte?!

“At mænd har myrdet sig selv for min skyld, forringer ikke min værdi” siger Lulu selvsikkert. Hun svinger sig op af den sociale rangstige, indtil hun mister balancen og styrter til jorden med et brag. Hun ender som billige gadeluder i London. Den sidste kunde er døden, denne gang forklædt som Jack the Ripper…… Normalt er der selvfølgelig kun en mand ved paukerne. På et tidspunkt bemærkede jeg at der var fire – det har jeg aldrig set før! Da Lulu mødte Jack the Ripper var der to musikere som hamrede løs – ophidset, vildt og sanseløst – mens kuldegysningerne løb gennem min krop. Det var helt utroligt. Man var nærmest lammet af rædsel.

Til slut myrder Jack the Ripper også grevinden. Mens hun ligger i sin dødskamp vælter kopien af gamle scene ned over hende – og afslører, at kulissen kun er et tyndt stykke pap. Der er intet bagved. Det er en gåde hvordan og hvornår man har fjernet resten! Under hele forestillingen har de medvirkende jo kravlet rundt på denne kulisse. Vi har set den både forfra, bagfra og fra alle siderne. Men det var en utrolig flot scene – og et stærkt symbol.

Klovnerne er på scenen uafbrudt. De er statister og bipersoner. Det minder mig om en novelle af H.C.Branner, som handler om tyskernes besættelse; “Det er jo bare noget vi leger”, siger personerne igen og igen, hver gang virkeligheden bliver for skræmmende eller truende. De gentager denne replik som en besværgelse – på den måde forsøger de at holde virkeligheden på afstand. Men det er selvfølgelig umuligt og virkeligheden bliver kun mere og mere truende og skræmmende. På samme måde står klovnerne og griner hver gang det bliver virkelig alvorligt eller uhyggeligt. Derved virker de nærmest psykotiske……. De spreder en sær, kold uhygge i hele salen.

Der er bestemt også nogle gode grin undervejs. Masser af skarpe replikker, sjove scener og morsomme optrin. Men “Lulu” er hverken en komedie eller et lystspil. Måske et narrespil? Hele opsætningen synes at have samme pointe som slutscenen i Verdis opera Falstaff, hvor hovedpersonen indser at alt i livet er en spøg, en grum spøg og vi er alle narrer. Og den tomme kulisse som falder ned over den døende grevinde von Geschwitz afslører, at der er intet hinsides!

Sine Bundgaard var fantastisk som Lulu. Det var en lang forestilling, som varede næsten fire timer. Sine Bundgaard sang en meget stor del af tiden og det var fortrinsvis på de høje toner. Det må virkelig kræve en stærk stemme og en god teknik. Jeg er i hvert fald imponeret!

Men gang på gang var det Michael Kristensen som stjal opmærksomheden. Selv om han spillede tre roller, så blev der ikke ændret meget ved hans klovnekostume – og det var heller ikke nødvendigt. Men hvem vidste, at Michael Kristensen havde sådan et komisk talent? Han udstrålede selvtillid, styrke, overskud og stor karisma. Ingen tvivl om, at det var en rolle som han havde det godt med – og det gjaldt forresten alle de medvirkende. Det virkede som om at alle de medvirkende vidste hvad de skulle. Der var ingen uro, ingen usikkerhed, ingen nervøsitet. Alle optrådte med stor selvsikkerhed, energi og overskud. Det må være et bevis på en virkelig dygtig instruktør. Man forstår godt, at norske Stefan Herheim er en af verdens mest efterspurgte operainstruktører og det er et privilegium at vi har fået mulighed for at nyde en af hans forestillinger i København.

Ingen tvivl om, at det er en opera som kræver meget af de medvirkende – og næsten lige så meget af publikum. Den er både lang og svær. Men det er også en af de virkelig flotte og originale forestillinger som man ikke glemmer igen!

Lulu i Stefan Herheims iscenesættelse. Foto: Miklos Szabo/DKT

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Reklamer
%d bloggers like this: