You are currently browsing the tag archive for the ‘Prokofiev’ tag.

Onsdag aften var jeg til koncert med Amalie Elmark(violin) og Jonathan Siahaan(klaver). Det var en aften med violinsonater af Beethoven, Ravel og Prokofiev.

Den første sats i Beethovens vionlinsonate var kraftfuld og bombastisk. Anden sats var langsom og dvælende – men ikke  slæbende. Det var meget smukt. Tredje sats var munter og frejdig. Fjerde sats var voldsom og overvældende. Når jeg går til koncert, så skal jeg ligesom akklimatiseres – jeg skal lige have tømt hovedet for dagens tanker og udfordringer. Først når hovedet er helt tomt, så kan jeg rigtig lytte til musikken … jeg ved ikke om der er andre som har det på samme måde? Eller om det bare er mig?! Men Beethovens musik var så gribende, at jeg hurtigt blev fanget af musikken og glemte alt andet. Og de unge mennesker spillede fantastisk – Amalie Elmark og Jonathan Siahaan fik et usædvanlig stort bifald allerede efter det første værk! 

Maurice Ravel – violinsonate nr. 2 i G-dur

Jeg havde selvfølgelig set, at der stod Maurice Ravel i programmet. Men jeg kan jo ikke huske alle de der titler – sonate nr dit eller dat i den ene dur eller den anden mol. Derfor havde jeg ikke slet ikke opdaget, at det var et af mine yndlingsværker, som de skulle spille. Til gengæld fik jeg en stor og dejlig overraskelse, da jeg straks genkendte de første toner.

Maurice Ravel(1875-1937).

Maurice Ravel(1875-1937).

Som sædvanlig skal jeg begynde med at indrømme, at jeg aner ikke hvad Ravel tænkte på, da han skrev dette værk. Jeg er dog hundrede procent sikker på, at første sats følger et lille vandløb – man kan tydeligt høre vandet som pibler af sted. Nogle gange hurtigt – andre gange langsomt og dovent. Nogle gange lyder det som om, at vandet bruser blidt og forsigtigt ned over et lille vandfald.

Næste sats er en blues – en slentrende blues. Violinen spiller et smægtende og  flirtende tema, mens klaveret følger listende og lurende bagefter. Denne sats giver mig en følelse af at slentre ned af de brede boulevarder i Paris på en lun sommeraften; gæsterne sidder uden for på cafeerne; tjenerne står og hænger i døråbningerne til barerne, mens de ryger den ene gauloise efter den anden; mænd og kvinder flirter med hinanden – og hele tiden hører man stymper og stykker af musik, som er forskellig, men dog alligevel har et vist genkendeligt slægtsskab og det er jo den melankolske blues … (tryk her for at høre denne sats).

I tredje sats er musikken skæv, vaklende, slingrende, usikker og forvrænget. Hvad i alverden er det der sker? Her bliver jeg så nødt til at indrømme, at jeg synes jeg genkender denne musik … det er jo præcis lige som at være inde i mit hoved, når jeg har været i byen og jeg er blevet fuld og klokken er tre om natten. De fleste kender nok den der følelse af, at benene er som gelé og hele verden drejer rundt … og det bliver jo ikke bedre, når hovedet begynder at dunke og tømmermændene melder deres ankomst. Jeg er fuldstændig overbevidst om, at det er den oplevelse, som Ravel beskriver i denne sats. 

Men man kan vist også fortolke dette værk, som et billede på evolutionen – første sats er den harmoniske og romantiske fortid. Anden sats er den moderne og dynamiske nutid. Og tredje sats er en uhyggelig dystopisk fremtidsvision.

Endnu en gang var der bragende bifald til de to unge musikere – og de havde virkelig fortjent det. Det var formidabelt. Det var fænomenalt. Det var sublimt – og det var hjerteskærende smukt. Jeg har fundet en udmærket video på YouTube, hvor man kan høre hele værket i en virkelig flot og velspillet optagelse(tryk her).

Prokofiev – violinsonate nr. 2 i D-dur

Sergej Prokofiev(1891-1953).

Sergej Prokofiev(1891-1953).

Jeg er normalt ret vild med Prokofiev og hans både dynamiske og temperamentsfulde musik … men onsdag aften i Tivolis koncertsal … efter Ravels suveræne sonate … så virkede Prokofievs musik pludselig en smule tam og uinteressant. Amalie Elmark og Jonathan Siahaan spillede virkelig godt. Og jeg er vild med Prokofiev. Jeg tror bare de havde spillet Ravels violinsonate så stærkt og suverænt, at det var fuldstændig lige meget hvad de spillede bagefter – uanset hvad de havde valgt, så havde det været en lille smule kedeligt.

Koncerten sluttede med et stort, velfortjent og stående bifald – det var en rigtig dejlig aften i Tivolis Koncertsal.

5 stjerner

Tivolis Koncertsal - september 2015.

Tivolis Koncertsal – september 2015. Copyright: Jens Drejer.

Reklamer

I aftes var jeg til en helt utrolig flot og festlig koncert; det var Gunvor Sihms debutkoncert, som afsluttede hendes solistuddannelse på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Koncertsalen var næsten fyldt og på scenen var aftenens hovedperson i selskab med mange af Danmarks bedste musikere!

Rued Langgard og Prokofiev

Konservatoriets koncertsal.

Konservatoriets koncertsal før koncerten.

Aftenens første værk var “Écrasez l`infame”, som bogstaveligt talt betyder “knus det onde”, men det bruges også som et udtryk for djævleuddrivelse. Værket består af 5 korte satser. I stedet for at bruge de traditionelle termer som allegro, andante, adagio osv. til at angive tempoet, stemningen og stilen i musikken, så beskriver Rued Langgaard første sats som “Præcist og eftertrykkeligt”. De efterfølgende 4 satser hedder nøjagtig det samme – jeg synes det er udtryk for en formidabel humor!

Pianist Berit Johansen Tange og Gunvor Sihm.

Pianist Berit Johansen Tange og Gunvor Sihm.

Gunvor Sihm spillede “Écrasez l`infame” sammen med pianist Berit Johansen Tange – og de spillede fuldstændig sublimt. Musikken var fuld at kompleksitet og temperament. Man oplevede en helt ekstremt kraft, når Berit Johansen Tange lod hånden glide hurtigt hen over alle tangenterne, fra den ene side til den anden. Men det var også en musik, der var fuld af kontraster – det ene øjeblik var musikken så smuk, at det tangerede det romantiske – det næste øjeblik blev musikken forvandlet til en vild og voldsom kamp! Jeg elskede hvert ene sekund! Jeg har aldrig hørt noget musik, der var så spændende, så fængslende og så berusende!

Det næste værk var Prokofievs sonate nr. 1 og det var stadig med Berit Johansen Tange ved klaveret. Det er kun to dage siden, at jeg hørte Rune Tonsgaard Sørensen og Tanja Zapolski spillede dette værk i Hørsholm Musikforening. Men jeg er vild med Prokofiev og derfor var jeg glad for, at jeg fik muligheden for at høre dette skønne værk endnu en gang. Prokofiev begyndte at skrive dette værk i 1938, men afsluttede det første i 1946. Værket er fyldt med krigens hærgen – musikken er fuld af flyvende bomber, hvislende kugler og byer der synker i grus. Der er indadvendt gråd og en hjerteknugende, stum smerte. I slutningen af både første og tredje sats suser vinden henover gravene på kirkegården. Men musikken er så uendelig smuk og gribende … og de to musikere spillede helt fantastisk!

Nightingale String Quartet består af Gunvor Sihm, Josefine Dalsgaard, Marie Louise Broholt Jensen og Louisa Schwab.

Nightingale String Quartet består af Gunvor Sihm, Josefine Dalsgaard, Marie Louise Broholt Jensen og Louisa Schwab.

Gunvor Sihm har spillet i “Nightingale String Quartet” siden gruppen blev dannet i 2007. De har blandt andet indspillet tre CDere med strygekvartetter af Rued Langgaard, som alle har fået stor ros og anerkendelse fra både danske og udenlandske kritikere. For nyligt blev de udråbt til at være “Young artist of the year” af det britiske magasin Gramophone. Nightingale String Qurartet var naturligvis også med på scenen og naturligvis spillede de et værk af Rued Langgaard.

Rued Langgaards Strygekvartetter indspillet af Nightingale String Quartet vol. 3.

Rued Langgaards Strygekvartetter indspillet af Nightingale String Quartet vol. 3.

Nightingale String Quartet spillede Rued Langgaards strygekvartet nr. 3. Titlerne på de tre satser er meget personlige og de overskrider alle gængse normer – den første sats hedder fx “Poco Allegro Papinoso”, hvilket betyder “Rovbegærligt”. Man kan umuligt overse den indbyggede arrigskab – men jeg synes alligevel, at denne arrigskab får et elegant og spidsfindigt udtryk, som er ekstremt morsomt. Rued Langgaard mødte ingen anerkendelse i sit liv – i stedet blev han hånet og nedgjort. Det præger hans musik; i denne strygekvartet mærker man en indestængt bitterhed, vrede og sarkasme. Den veksler på uforudsigelig vis med en eksplosiv arrigskab. Vekselvirkningen mellem alle disse stærke følelser skaber en enormt kraftfuld og særpræget musik. Musikken var fantastisk og de fire unge musikere spillede helt fænomenalt. Det var virkelig en rigtig stor oplevelse!

Mig og Rued Langgard

Selv om Rued Langgaard døde i 1952, så fik hans opera “Antikrist” først premiere på Det Kongelige Teater i 2002. Det var første gang jeg oplevede et værk af Rued Langgaard. Det var formodentlig også første gang jeg hørte hans navn – det ville i hvert fald ikke forbavse mig! “Antikrist” er et dybt religiøst værk, som handler om, at vi lever i Sodoma og Gomorra – Antikrist hersker og vi er alle sammen besat af penge og liderlighed. Jesus Kristus er den eneste som kan frelse os …. det budskab er altså hård kost for en hardcore ateist som undertegnede! Derfor forlod jeg hastigt salen, da operaen var færdig og alle andre begyndte at klappe … det kunne jeg simpelthen ikke være med til.

Berit Johansen Tange har indspillet to CDere med klavermusik af Rued Langgaard.

Berit Johansen Tange har indspillet to CDere med klavermusik af Rued Langgaard.

Jeg kunne overhovedet ikke forstå, hvorfor Det Kongelige Teater havde sat sådan et værk op. Men det er mange år siden. Siden dengang har jeg læst en masse bøger af Ernesto Dalgas og Knud Hjortø – de arbejdede med den samme form for symbolisme, som Rued Langgard brugte, da han skrev librettoen til “Antikrist”. Jeg er bestemt ikke blevet mere modtagelig for det religiøse budskab. Men jeg har nok fået en større forståelse for denne bizarre stilgenre. Alligevel har jeg på intet tidspunkt følt noget behov for at beskæftige mig mere med Rued Langgaard!

Gunvor Sihm med den første af mange buketter.

Gunvor Sihm med den første af mange buketter.

Jeg kender ikke Gunvor Sihm – men jeg har da mødt hende en enkelt gang og vi er da også venner på Facebook. Her nævnte jeg en gang, at jeg var absolut ikke nogen stor fan af Rued Langgard – jeg var ikke en gang en lille fan. Når hun har været med til at indspille så meget af hans musik, så er man jo næsten nødt til at udtrykke sig lidt høfligt og diplomatisk. Alt andet ville være ufint. Hertil svarede Gunvor Sihm, at det ville hun sørme gerne lave om på. God fornøjelse, tænkte jeg!

Men efter denne koncert må jeg jo allerede melde mission accomplished! Jeg er ekstremt vild med de to værker af Rued Langgaard, som blev spillet fredag aften. Det er jo lige præcis sådan noget musik, som jeg elsker!

Som tidligere nævnt, så har Nightingales String Quartet indspillet tre CDere med Rued Langgaards strygekvartetter. Dertil har Berit Johansen Tange indspillet to CDere med hans klavermusik. Jeg har ikke råd til at købe dem alle sammen på en gang, men jeg vil købe de første snarest muligt. De kan alle sammen købes hos “Dacapo Records“.

Mozart og Bach

Gunvor Sihm har spillet i Copenhagen Phil siden 2011. Efter pausen blev scenen indtaget af en gruppe herfra, som skulle ledsage hende gennem resten af koncerten.

Gunvor Sihm, Frederik Øland og Copenhagen Phil.

Gunvor Sihm, Frederik Øland og Copenhagen Phil.

De begyndte med Mozarts violinkoncert nr. 3 – Mozarts musik er lysende og smukt og elegant. Men først og fremmest er der masser af violinsoloer, hvor Gunvor Sihm fik lov til at folde sig ud og vise alt hvad hun kunne. Der var helt stille i den gamle koncertsal, mens de smukkeste violintoner svingede sig ud i luften, som kunstfærdige arabesker. Værket sluttede med en dansende rondo, der samtidig fungerede som en glimrende optakt til aftenens sidste værk.

Gunvor Sihm i en smuk duet med kæresten Frederik Øland.

Gunvor Sihm i en smuk duet med kæresten Frederik Øland.

Det sidste værk var Bachs koncert for to violiner, hvor Gunvor Sihm fik selskab af sin kæreste og kollega fra Copenhagen Phil, Frederik Øland. Man kan slet ikke forestille sig en mere perfekt afslutning på en helt formidabel koncert – Bachs musik er så fuld af løssluppen munterhed, festlig stemning og livsglæde. Da værket sluttede eksplodere hele salen i bragende klapsalver. Sikken en flot og fantastisk aften! Så var der masser af blomster til aftenens hovedpersoner og derefter fulgte endnu flere klapsalver!

Endelig sluttede koncerten med et lille ekstranummer af en svensk komponist. Som sædvanlig hørte jeg ikke hvem det var.

Det var afslutningen på Gunvor Sihms debutkoncert – men det var bestemt ikke afslutningen på festen. Den fortsatte nemlig med en reception i Carl Nielsen-foyeren og derefter var der fest for familie, venner og bekendte et andet sted i nærheden. Der var en særdeles opløftet stemning da jeg forlod koncertsalen – derfor er jeg også temmelig sikker på, at der fulgte et brag af en fest bagefter!

Nu er det dagen derpå og festen er slut. Men jeg er helt sikker på, at der venter Gunvor Sihm en lang karriere som solist i alle de store og berømte koncertsale over hele verden!

6stjerner

Gunvor Sihm efter en flot koncert.

Gunvor Sihm efter en flot koncert.

Onsdag aften var jeg til koncert i Trommen i Hørsholm, hvor der var koncert med Rune Tonsgaard Sørensen og Tanja Zapolski. Rune Tonsgaard indledte med at fortælle lidt om programmet, der indeholdt værker af Bach, Schubert og Prokofiev. Han fortalte, at det var forholdsvis mørk musik, som de havde valgt, fordi det passede til årstiden – det var jo den 1. oktober.

Rune Tonsgaard Sørensen.

Rune Tonsgaard Sørensen.

Bachs sonate begyndte med en mørk og dvælende melankoli, tilsat en passende mængde sørgmodige vibrationer fra Rune Tonsgaards violin. Rune Tonsgaard havde allerede lavet en kobling mellem musikken og efteråret udenfor. Det har selvfølgelig en stærk suggestiv virkning på publikum. Det oplevede jeg særligt i tredje sats, hvor musikken var fuld af efterårsregn der dryppede fra blade og træer. Vinden rykkede bladene af træerne og blæsten fejede de visne blade over marker og plæner, mens tunge skyer hastede over himlen. Det var en skøn oplevelse!

Schuberts sonate var også mørk, men der var en helt anden varme i dette værk. Hvis man forestiller sig, at Bachs sonate foregår ude i det kolde og blæsende efterårsvejr, så foregår Schuberts værk indenfor, hvor man kan sidde og kigge ud på vejret, mens man selv hygger sig inde i varmen. Det var et rigtig smukt værk. Særligt den tredje sats var både gribende og hjertesmeltende!

Tanja Zapolski.

Tanja Zapolski.

Efter pausen indledte Tanja Zapolski koncertens anden del, med at fortælle lidt om det sidste værk, som var en sonate af Sergej Prokofiev – han blev født i 1891 i det område, som i dag hedder Donetsk og ligger i det nuværende Ukraine. Dermed har han noget til fælles med Tanja Zapolski – selv om hun har boet i Danmark i mange år, så er hun nemlig født og opvokset det samme sted.

Prokofiev har selv beskrevet visse bevægelser i slutningen af første og tredje sats, som “vinde henover de udstrakte gravpladser.” I dag er Donetsk hærget af krig – mange er flygtet og mange andre bliver dræbt hver eneste dag. Derfor havde de valgt at spille dette værk og Tanja Zapolski understregede, hvor meget det betød for hende. Det var en meget stærk præsentation af koncertens afsluttende værk!

Prokofievs værk begyndte med nogle tunge og mørke anslag på klaveret, som blev fulgt af en skæbnesvanger vibrato fra violinen. Det er sådan noget musik, som man får en lille smule ondt i maven og hjertet af … men det er sandelig også sådan noget musik, som fanger publikums opmærksomhed. Der var en meget intens stemning i hele salen og der var dødsstille under hele værket. Tanja Zapolskis indledning havde selvfølgelig den samme suggestive kraft, som Runes indledning havde på koncertens første del.

Koncert i Trommen i Hørsholm.

Koncert i Trommen i Hørsholm.

I værkets anden sats var musikken domineret af et staccato-agtigt temperament – man følte sig hensat til en verden af krig og ødelæggelse. Man hørte bomberne som fløj over Donetsk, kuglerne som hvislede gennem luften, huse som styrter sammen og de skrækslagne indbyggere, som er fanget i dette inferno. Så følger tredje sats hvor et plirrende klaver fylder luften med en farverig tristesse, mens de mørke, melankolske toner fra violinen griber publikum om hjerterne. Den allerstørste intensitet opnåede de, hvor Rune Tonsgaard lader buen vugge ganske svagt og uendelig dæmpet frem og tilbage over strengene. Det var en meget, meget stærk, nervepirrende og følelsesprovokerende oplevelse!

Denne koncert var arrangeret af Hørsholm Musikforening – men hele landet er fuld af sådan nogle små kammermusikforeninger, som arrangerer masser af koncerter forskellige steder i lokalområdet. Her kan man høre en masse fantastisk musik og som regler koster billetterne kun omkring 100 kr. Hvis man melder sig ind i foreningen eller køber et abonnement, så kan man som regel få det endnu billigere. Jeg synes det er en helt fantastisk mulighed for at høre en masse pragtfuld musik, uden at det koster en herregård.

Blandt de kommende koncerter i Hørsholm Musikforening vil jeg gerne anbefale koncerten mandag d. 1. december med Trio Vitruvi. Jeg hørte deres koncert i Tivolis koncertsal for et par måneder siden. Her spillede de blandt andet Sjostakovitjs Klavertrio nr. 2 og det var en fuldstændig berusende oplevelse. Jeg var nærmest helt ekstatisk bagefter. Dette værk spiller de også i Trommen d. 1. december. Jeg vil næsten gøre hvad som helst, for at høre dette værk igen. Desværre er der også en koncert dagen før, som jeg er lige så opsat på at høre. Det er et dilemma og jeg ved slet ikke hvad jeg skal vælge!

5 stjerner

Rune Tonsgaard Sørensen på violin og Tanja Zapolski på klaver.

Rune Tonsgaard Sørensen på violin og Tanja Zapolski på klaver.

Der findes en hel del små kammermusikforeninger i Danmark, som lever et forholdsvis diskret og ubemærket liv. De nævnes sjældent i medierne, deres koncerter anmeldes ikke og man hører sandsynligvis kun om dem, hvis man kender nogen som kender nogen ….. og det er faktisk lidt synd. De forskellige kammermusikforeninger arrangerer nemlig en række spændende koncerter med nogle rigtig dygtige musikere. “Kammermusikforeningen af 1911” holder deres koncerter skiftevis på Glyptoteket og i Garnisonskirke. Onsdag aften gav de en koncert på Glyptoteket med “Ensemble Mutatis“.

Glyptoteket.

Glyptoteket.

Koncerten begyndte med en duet for cello og fagot, skrevet af Mozart i 1775. Der er ingen tvivl om, at de to musikere var knaldhamrende dygtige; de spillede med stor energi og masser af indlevelse. Men jeg synes, at den sprøde cello og den dybe fagot  var en umage kombination. Trods et dynamisk tempo og masser af energi, så blev det meget mørkt og tungt. Det fangede desværre ikke!

Det næste værk var en Quintet i g-mol af Sergei Prokofiev – jeg elsker Prokofiev! Og jeg elsker ham endnu mere efter, at jeg har hørt dette værk. Første sats var fyldt med skæve melodier og korte temaer, som ikke umiddelbart hang sammen som helhed. Men det var netop denne manglende sammenhæng, som gjorde musikken spændende og udfordrende. Første sats var som en slags ouverture. Anden sats begyndte med kontrabassens solo, som var temmelig mørk og makaber. Da de andre musikere begyndte at spille, blev musikken nærmest ildevarslende og alarmeret – det var meget dramatisk.

I tredje sats blev musikken så hektisk og fortravlet, at jeg kom til at tænke på futuristernes fascination af fart og trafik. Det var som en musikalsk collage af tempo og travlhed; man kunne næsten genkende gadernes tætte trafik og de myldrende menneskemængder i musikken. Jeg kunne ikke lade være med at forestille mig, at Prokofiev havde samlet alle den moderne storbys hektiske lyde og forvandlet dem til melodier og skæve rytmer.

I fjerde sats satte trætheden og udmattelsen ind; måske ville Prokofiev illustrere modernismens bagside. I så fald er fjerde sats den lange aften efter en hård arbejdsdag, solen som går ned og alle dagens lyde som forstummer. Der var en dyb brummende bas – som fik mig til at tænke på lysreklamer som blinker i natten, mens ingen ser dem. Det fremmanede et billede af ensomheden, der var lige så kold og frysende, som på Edvard Hoppers billeder(hvor den ensomme ikke altid er alene). Derefter steg musikkens intensitet, så man fik en følelse af et lurende vanvid eller et mareridt som nærmede sig.

Femte sats var som en collage af musik fra 30erne. Man kunne forestille sig en ensom gåtur om aftenen eller natten, hvor den ensomme nattevandrer hører stumper og stykker af tidens muntre og ophidsede musik fra cafeer, barer og natklubber – men oplevet gennem nattevandrerens egen ensomhed, som giver musikken en vis vemodig melankoli.

Sjette sats begynder med en følelse af mørk fortvivlelse og denne følelse er en fortsættelse af temaet fra forrige sats; men så bliver fortvivlelsen afløst af lysere toner, som en helt stille og fredelig solopgang, hvor man ikke hører andre lyde end de muntre, kvidrende småfugle: ingen trafik, ingen biler, ingen mennesker og ingen hektisk musik. Endelig er der fred og ro en kort stund – inden det hele selvfølgelig igen begynder forfra.

Glyptoteket.

Glyptoteket.

Som sædvanlig bliver jeg selvfølgelig nødt til at indrømme, at jeg ikke aner hvorfor Prokofiev komponerede dette værk eller hvad han ville med det. Men jeg synes det var et meget stærkt værk, som gav mig nogle associationer, der hurtigt blev til en musikalsk fortælling om 24 timer i en moderne storby som New York eller Paris. Prokofiev boede flere år i begge byer. Det var et fantastisk musikstykke og Ensemble Mutatis spillede helt fantastisk. (Her er en vidunderlig video fra Carnagie Hall med en opførelse af Prokofievs fantastiske quintet.) Nogen gange så tænker jeg, at jeg burde læse noget om værkernes baggrund. På den anden side, så synes jeg egentlig det er sjovere, at give sin egen fantasi frit spil.

Efter pausen spillede Ensemble Mutatis en septet i es-dur af Beethoven. Det var som musikalsk balsam og terapi for sjælen – og det kunne man nok trænge til efter Prokofievs nervepirrende quintet. Gang på gang blev jeg imponeret af violinen; Emily Fowler spillede med imponerende virtuositet og en poetisk kraft som ramte lige i solar plexus. I anden sats var der en smuk passage, hvor violin og fagot nærmest flirtede med hinanden. Tonerne fra de to instrumenter slyngede sig omkring hinanden, som en lyrisk arabesk. Der var også en rigtig flot klarinetsolo, som nærmest fortryllede publikum.

Der var ingen som snakkede under koncerten. Der var ingen som hostede. Der var ingen som fumlede med tasker eller jakker. Sjældent har jeg oplevet et publikum, der var så fokuseret. Den primære årsag var formodentlig musikernes niveau. De var knaldhamrende dygtige og de spillede med masser af energi og passion. Det var en fornøjelse og en stor nydelse – og derfor havde de slet ingen problemer med at fange og fastholde publikums opmærksomhed.

Kammermusikforeningen afholder den næste koncert i Garnisonskirke d. 6. november kl. 19,30. Et abonnement til hele sæsonen koster 500 kroner for 7 koncerter. Det er billigt! Man kan også købe en gæstebillet til 130 kr. Det betyder også, at det er stadig en god deal, at købe et helt abonnement, selv om der kun er 6 koncerter tilbage.

Ensemble Mutatis.

Ensemble Mutatis.

Chopins nocturner er ikke bare Chopins nocturner; når man hører dem spillet i virkeligheden, så lyder de altid forskelligt. Ikke bare fordi at den ene aften er forskellige fra den anden, men også fordi at alle pianister har deres egen stil og fortolker værkerne på deres egen måde. Selv om noderne er de samme, så vil der altid være små variationer som gør en stor forskel. Det mærkede jeg meget tydeligt søndag aften, hvor Andrej Gavrilov gav koncert i Tivolis koncertsal

Chopins nocturner

Andrej Gavrilov begyndte med at spille 9 af Chopins 21 nocturner; nocturner betyder “nattestykker”. Det er stille og indadvendt musik, med en helt fantastisk evne til at fremkalde indre billeder af varme, franske nætter med måneskin, glitrende stjerner, sværmeri, længsel, melankoli – og ensomhed. Det var så smukt, at mit hjerte smeltede igen og igen og igen….. 

Cover til Maria João Pires berømte indspilning af Chopins nocturner

Cover til Maria João Pires berømte indspilning af Chopins nocturner

For mange år siden købte jeg Chopins nocturner i en fabelagtig indspilning med Maria João Pires; de første seks måneder kørte denne CD næsten i døgndrift. Jeg kunne slet ikke få nok – derfor kender jeg Chopins nocturner særdeles godt. Men Andrej Gavrilov spillede helt anderledes end Maria João Pires; Pires har et blidere anslag og har primært fokus på de romantiske og sværmeriske aspekter af Chopins musik. Gavrilov har en skarpere stil og når man hører hans fortolkning, så bliver man mere opmærksom på det temperament og den lidenskab som også raser i mange af Chopins nocturner. Man kan sige, at Gavrilov trækker kontrasterne skarpere op…. Der er både tordenvejr, kaskader af sommerregn og rasende lidenskaber i disse vidunderlige nocturner. 

Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg foretrækker Gavrilovs nocturner frem for Pires. Jeg er så betaget, at jeg ligefrem overvejer, om det er på tide at købe en ny indspilning af Chopins nocturner…… 

Prokofiev – Romeo og Julie

Efter pausen skulle Andrej Gavrilov spille to klaversonater af Prokofiev – og det havde jeg glædet mig til. For det første er jeg ret vild med Prokofiev og for det andet, så er det vist en af de første gange i mit liv, at jeg er til en koncert hvor jeg kender alt hvad der bliver spillet. 

Men så annoncerede Tivolis musikchef, at der var en lille ændring i programmet – Andrej Gavrilov ønskede at spille fire satser fra Prokofievs “Romeo og Julie” i stedet for den første klaversonate. Jeg havde glædet mig til klaversonaten, men jeg synes alligevel, at det var et godt valg. Det gav lidt mere variation i programmet og viste samtidig en anden side af Prokofiev. Noget af musikken fra “Romeo og Julie” er selvfølgelig hamrende romantisk, men i anden sats fik klaveret virkelig nogle bank….. og når man så kommer til den fjerde sats – The Dance of the Knights – så kan man jo næsten ikke sidde stille. Jeg ligger et link i bunden af dette indlæg, hvor man kan høre denne sats spillet af Evgeny Kissin. Det er fortryllende musik, som man næsten ikke kan få ud af hovedet igen. 

Prokofiev – klaversonate nr. 8

Sergej Prokofiev skrev 10 klaversonater; sonate 6, 7 og 8 blev skrevet under 2. verdenskrig og kaldes derfor “krigssonaterne”. Jeg har alle disse klaversonater i en indspilning med Barbara Nissman – en indspilning som jeg har været rigtig glad for. Men endnu en gang var der virkelig stor forskel mellem de to pianisters fortolkninger. 

Cover til Barbara Nissmans CD med Prokofievs klaversonater

Cover til Barbara Nissmans CD med Prokofievs klaversonater

Andej Gavrilov spillede også dette værk mere kraftfuldt end jeg er vant til – men det var også mere blødt og inderligt i de stille og dæmpede passager. Anden sats begynder meget melodisk, men udvikler sig til en fin og drømmeagtig stemning, som næsten minder om Chopins nocturner. 

Endnu en gang måtte jeg indse, at jeg klart foretrak Andrej Gavrilov frem for den CD som jeg er vant til. Gavrilov spillede med større dybde, flere kontraster, flere farver og mere lidenskab end Barbara Nissman. Under koncerten sad jeg og tænkte, at det er simpelthen ikke det samme musik, som jeg har derhjemme på CD…. det er måske de samme noder, men derudover havde de ikke meget til fælles. 

Efter et stormende bifald udbrød Gavrilov pludselig, at han ikke kunne bære at slutte med de triste og mørke toner fra den 8. klaversonate. “Nu lever vi i et nyt århundrede”, sagde han – hvorefter han gav et lille ekstra nummer. Jeg hørte desværre ikke hvad det var. 

Efter koncerten skulle Gavrilov interviewes af Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht. Det skulle kun vare 5-7 minutter. Men det gik helt galt…. Gavrilov fortalte, at når man spillede klassisk musik, skulle det ikke være en fortolkning, men en “transmission”. Han prøvede at illustrere forskellen ved at spille lidt fra Tjajkovskijs 1. klaverkoncert. Men da han først kom i gang med at fortælle om Tjajkovskij, så var han slet ikke til at stoppe igen. Hvis Henrik Engelbrecht ikke havde grebet ind, så tror jeg at Gavrilov havde spillet hele koncerten. Det var meget elegant, da musikchefen diplomatisk foreslog, at de skulle gå tilbage til stolene og fortsatte der –  og da de havde sat sig ned, skyndte han sig at sige tak for i aften. På daværende tidspunkt havde det korte interview så også varet mere end 20 minutter. 

Det var en supergod aften og en fantastisk koncert med en meget spændende kunstner…. det er altid fascinerende at møde kunstnere som virkelig brænder for det de laver, og det var præcis sådan en kunstner vi mødte både under koncerten og da han senere fortalte om klassisk musik, Tjajkovskij og hans 1. klaverkoncert. Gavrilov spillede en masse af mit yndlingsmusik og han spillede det bedre end jeg nogensinde har hørt det før. Så kan man vist ikke ønske sig mere…… . 

6stjerner

Man siger, at man får hvad man betaler for! Så er det underforstået, at hvis noget er meget billigt eller helt gratis, så er det sikkert ikke noget ved….. men Tivoli beviser, at sådan behøver det altså ikke at være! 

I denne sæson kan man opleve 82 koncerter i Tivolis koncertsal; 63 koncerter er gratis hvis man har et årskort, som koster 280 kr. Det giver en pris på 4,44 kr pr. koncert. Hvis man IKKE har årskort, så koster disse årskortkoncerter 50 kr og dertil skal man betale 95 kr i entre til Tivoli. Det vil sige, at hvis man kommer til bare to af disse årskortkoncerter, så har årskortet allerede tjent sig ind. 

Opera i Tivoli

Og der er sandelig nok at opleve; jeg synes det er et superflot og et meget varieret program. Jeg ved, at der er nogen som synes, at der er for lidt opera på programmet i denne sæson. Jeg er ikke enig. Der er 6 opera-eller vokalkoncerter; d. 9. maj synger studerende fra Operaakademiet og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium franske og russiske sange; d. 5. juni synger Kari Postma og Andrea Pellegrini arier og duetter af Bellini; d. 9. juli synger den tyske sopran Christina Landshamer en sangcyklus af Mendelsohn; d. 2. august kan man opleve alle højdepunkterne fra Farinelli; d. 25. august synger verdens største kontratenor Andreas Scholl lieder og d. 28. synger den berømte tenor Lawrence Brownlee arier. Det kan næsten ikke bliver mere varieret og jeg tror, at der er noget for enhver smag.

Udfordringen bliver at vælge mellem de mange spændende koncerter. Sæsonen begynder d. 2. maj med en klaverkoncert med Alice Sara Ott; hun spillede også i Tivolis koncertsal sidste år og jeg ville rigtig gerne opleve hende igen. Men allerede dagen efter – d. 3. maj – spiller Freiburger Barokorchester 4 af Bachs Brandenburgerkoncerter. Det er laaaaang tid siden at jeg har været til en Bachkoncert og derfor har jeg valgt Bach. Jeg har desværre hverken tid eller overskud til at gå til koncert to dage i træk. Det er surt, for jeg kan mærke, at jeg ærgrer mig lidt over, at jeg går glip af koncerten med Alice Sara Ott. 

Og sådan er det gennem hele sæsonen – der er alt for meget godt at vælge imellem; men man er nødt til at vælge, for man kan selvfølgelig ikke nå det hele. 

Jeg anbefaler: 

Jeg har valgt 5 koncerter som jeg gerne vil anbefale. Det er de 5 koncerter, som jeg selv glæder mig allermest til. 

Søndag d. 12. maj kl. 19,30: den russiske pianist Andrej Gavrilov spiller 9 nocturner af Chopin og 2 klaversonater af Prokofiev. Koncerten er en af de såkaldte årskortkoncerter, som er gratis, hvis man har et årskort. Selv om koncerten er gratis, så er kvaliteten af både solisten og programmet helt i top. Det er jo næsten lige som at spise sportskage fra La Glace og afslutte med Othellolagkage som dessert. Læs mere her

Torsdag d. 30. maj kl. 19,30: det 21-årige klaverfænomen Benjamin Grosvenor spiller musik af Schumann og Sibelius. Jeg har aldrig hørt Benjamin Grosvenor, men i løbet af de sidste par år har jeg hørt rigtig meget om ham. Folk taler om den unge mand, som om at han er ved at indtage pladsen som verdens absolut førende pianist. Det bliver utrolig spændende at opleve ham. 

Derudover er det den unge finske Santtu-Matias Rouvali som skal dirigere; ham har jeg oplevet før og han er fænomenal. Han har selvfølgelig ikke den erfaring og stabilitet som de ældre dirigenter – til gengæld synes jeg ofte, at de ældre dirigenter kan blive lidt stive, lidt konservative og en anelse højtidelige. De unge dirigenter som fx Santtu-Matias Rouvali har en friskhed, en fantastisk energi, en dynamik og en meget tydelig kærlighed til musikken, som er guld værd. Fra den kommende sæson er Rouvali 1. gæstedirigent for Copenhagen Phil – jeg synes, at det er en af forårets bedste nyheder. Læs mere om koncerten og de medvirkende her. 

Mandag d. 24. juni kl. 19,30: denne koncert er med Odense Symfoniorkester. Dem har jeg aldrig hørt før og jeg ved slet ikke hvad jeg skal forvente, så det bliver spændende. Dali Gutserieva spiller cello, mens David Geringas både skal spille cello og dirigere. 

Jeg er ret vild med cellomusik og derfor koncerten med på min liste. De spiller både Bachs og Haydns cellokoncerter, inden aftenen slutter med Schuberts 5. symfoni. Læs mere om koncerten og de medvirkende her

Mandag d. 29. juli kl. 19,30: den smukke cellist Alisa Weilerstein spiller værker af Debussy, Schubert, Sjostakovitj og Rachmaninov, kun ledsaget af pianisten Inon Barnatan. Det vil sige, at det bliver en hel aften kun med cello og klaver. Jeg bliver helt blød i knæene bare ved tanken. Det kunne være så fedt, hvis man slukkede alt lys i salen og fyldte hele scenen med store, levende lys. Det ved jeg godt, at man ikke gør….. men det er en meget præcis beskrivelse af den intime stemning som jeg forventer til denne koncert. Jeg glæder mig helt vildt. Læs mere her

Lørdag d. 10. august: den sidste koncert er med den danske cellist Toke Møldrup fra hhv. Tivolis eget symfoniorkester og Copenhagen Phil. I løbet af denne dag spiller han alle Bachs 6 suiter for cello. Toke Møldrup er en fantastisk cellist og Bachs cellosuiter er fænomenal musik. Denne Bachmarathon er delt i 3 afsnit, så både Toke Møldrup og publikum kan få sig et par pauser; uden mad og drikke, duer kunstneren nemlig ikke. Og man kan med garanti sige det samme om publikum.  

De forskellige afsnit begynder kl. 11,30, kl. 14,00 og kl. 16,00. Hvert afsnit koster 50 kr, men de er gratis for alle gæster med årskort. 

Tivolis koncertsal april 2013

Tivolis koncertsal april 2013

I går var jeg til koncert med den danske pianist Jonathan Siahaan i Tivolis Koncertsal – han har indonesiske forældre, men er født i Danmark. Han har fået klaverundervisning siden han var seks år; han vandt sin første konkurrence i 2003 og blev kendt i Danmark da han vandt DRs musikkonkurrence “Spil for livet” i 2007. 

Jonathan Siahaan begyndte med 4 sonater af Domenico Scarlatti og fortsatte med et “Intermezzo” af Brahms – det var 5 korte værker med stille romantisk musik, der alle havde en undertone af vemod og melankoli. Det er den slags musik, som jeg kalder for tusmørkemusik. Det var utrolig smukt og passede rigtig godt til det grå sommervejr uden for koncertsalen. 

Næste værk var en “Ballade” af Brahms; et smukt stykke i et kækt tempo. 

Dernæst fulgte en “Klaversonate” af Sergej Prokofiev – jeg er vild med Prokofiev. Klaversonaten var fuld af kompleksitet og kontraster. Der var lange dvælende passager, hvor musikken nærmest blev helt meditativ; og pludselig eksploderede musikken i en tornado af lidenskab og temperament. Jonathan Siahaan spillede Prokofievs klaversonate, så det bedst kan beskrives som ekstatisk. Jeg var så beruset af musikken, at der ovenikøbet undslap et lille “wow……..” – sådan går det, når man er vant til at gå alene og snakke med sig selv dagen lang. Man får dårlige vaner….. 

Jeg er dybt imponeret over Jonathan Siahaan; kan det virkelig passe, at vi har en pianist i Danmark, som hører til i den absolutte verdenselite? Det er jeg bestemt ikke kompetent til at vurdere. Men det er en af de bedste klaverkoncerter jeg nogen sinde har oplevet – og jeg har dog hørt nogle stykker. Jonathan Siahaan var 100 gange bedre end den verdensberømte Lang Lang, som jeg hørt i DRs Koncertsal sidst år. Eller måske var det forrige år. Jonathan Siahaan sad rolig og helt afslappet foran klaveret og spillede koncentreret…… men han virkede aldrig anspændt eller anstrengt. Selv i de vanskeligste og de mest krævende passager udstrålede han ro og masser af overskud. 

Efter pausen sluttede koncerten med en spændende “Klaversonate” af Franz Liszt; endnu et værk med masser af tempo, temperament, kontraster og udfordrende kompleksitet. Og endnu en gang spillede Siahaan så jeg var helt overvældet. Men det er dog stadig Prokofievs klaversonate som var aftenens højdepunkt…… 

Det var en helt fantastisk aften i Tivolis Koncertsal og Jonathan Siahaan fortjener naturligvis 6 store appelsiner! 

Når jeg diskuterer klassisk musik med andre, så oplever jeg meget ofte, at folk opfatter Sjællands Symfoniorkester som et anden rangs orkester. Der er ingen tvivl om, at Sjællands Symfoniorkester står i skyggen af DR Symfoniorkester; det er overhovedet ikke rimeligt, men det skyldes sikkert fortiden. Da DRs symfoniorkester havde Radiohusets koncertsal som fast base, måtte Sjællands Symfoniorkester nøjes med en lidt løsere tilknytning til Tivolis koncertsal. Det var her man gav de fleste koncerter, men ofte måtte man finder øvelokaler ude i byen. Det lykkedes ikke altid og derfor måtte man spille mange koncerter uden én eneste prøve. Jeg synes det er enormt flot, at det overhovedet kan lade sig gøre….. men det er naturligvis ikke optimalt.

Sådan var det dengang, men meget er anderledes i dag!

Sjællands Symfoniorkester anno 2012.

Konservatoriets koncertsal

Da DRs Symfoniorkester fik det nye koncerthus i Ørestaden, overtog Sjællands Symfoniorkester den gamle koncertsal. Det gav en stabilitet som har styrket orkestret. Samtidig har der været en del udskiftning blandt kunstnerne og orkestret har fået en ny og meget ambitiøs musikchef, Uffe Savery. Jeg er ikke kompetent til at vurdere hvilket orkester der er bedst – og det tror jeg ikke der er ret mange som er. Begge orkestre er superprofessionelle og knaldhamrende dygtige; jeg tror det er næsten umuligt at afgøre hvilket orkester der er bedst, men selvfølgelig er der forskel: jeg oplever generelt, at DRs Symfoniorkester er mere konservativt og traditionsbunden, mens Sjællands Symfoniorkester har en yngre og en friskere lyd – samt en mere moderne profil. Men hvordan skulle man afgøre om det ene er bedre end det andet? Nej, det ville jo være absurd…… de har hver sine styrker.

Samtidig har Sjællands Symfoniorkester bevist sin eksistensberettigelse med en lang række nyskabelser og innovative initiativer. Sjællands Symfoniorkester er blandt andet involveret i samarbejdet med Radio Klassisk – en radiostation som er etableret og drives af de 5 landsdelsorkestrer i fællesskab. Sjællands Symfoniorkester har også skabt det meget originale koncept “60 minutes”, hvor man både kan opleve et foredrag, en kammerkoncert, en større symfonikoncert og en lounge med afslappende klassisk musik på samme aften. På deres hjemmeside har alle musikere i Sjællands Symfoniorkester fået deres egen profil og samtidig har man indført, at alle koncerter bliver præsenteret af en af de medvirkende kunstnere – det er en nyskabelse, som øger kendskabet til musikere og deres arbejde, men det skaber også en nærhedsoplevelse og en direkte kontakt til orkestret.

Sæsonprogram 2012/2013.

Sjællands Symfoniorkester

Endelig har man valgt at præsentere årets nye program med en flashmob; sidste år spillede man Bolero på Københavns hovedbanegård. I år spillede de Peer Gynt i metroen; videoen er gået jorden rundt og i løbet af ganske få dage er den set af mere end 2,5 million mennesker(se videoen nederst i mit indlæg). Sjællands Symfoniorkester viser gang på gang, at de er et orkester med masser af energi, overskud og gode ideer – og de er ikke bange for at udfordre DRs Symfoniorkester. 

Det ser man også i det nye program for sæson 2012/2013, som blandt andet byder på 4 nye aftener med “60 minutes”. Jeg tror dog de fleste er lidt for moderne og progressive til min smag, så jeg vil sikkert nøjes med “60 minutes of Prokofiev vs. Prokofiev”. Det bliver en aften med uddrag fra Sergei Prokofievs mest kendte værker, men også en præsentation af hans barnebarn Gabriel Prokofiev der selv er komponist og musiker.

Traditionen tro kommer der også 4 nye kammerkoncerter på Designmuseum Danmark – jeg glæder mig! Sidste sæson nåede jeg kun to, men det var nogle af de koncerter som jeg nød allermest. Dernæst venter en masse Carl Nielsen, Haydn, Beethoven, Sjostakovitj, Rachmaninov og meget mere – det er en god gang blandede bolcher, præcis som det skal være.

For mig ligger årets højdepunkt allerede i starten af oktober, hvor man spiller Benjamin Brittens flotte “War Requiem“. Denne sæson har DRs Symfoniorkester haft et requiem-tema, hvor man har spillet alle de største rekvier. Jeg elsker rekvier! Men da jeg så programmet for cirka et år siden, ærgrede jeg mig over at lige præcis “War Requiem” manglede…… Derfor synes jeg det er lidt morsomt, at Sjællands Symfoniorkester nu kan afrunde DR Symfoniorkestrets tema på en ordentlig måde. For nogle år siden hørte jeg “War Requiem” i samme koncertsal med Ian Bostridge som tenor. Det var en fantastisk oplevelse. Denne gang bliver det med Niels-Jørgen Riis – det bliver spændende om han kan gøre det lige så godt.

Her kan man se hele programmet for sæson 2012/2013.

Fredag var jeg til koncert med Sjællands Symfoniorkester; som et nyt tiltag er det en musiker fra orkesteret som præsenterer dirigenten og aftenens solist – det virker måske som en ubetydelighed, men det er det absolut ikke. Det er et fantastisk indslag i programmet, som skaber både nærhed og personlig kontakt mellem publikum og orkester. Samtidig er det også med til at profilere medlemmerne af orkesteret, hvilket jeg synes er meget vigtigt. Musikerne i et moderne symfoniorkester skal ikke bare være anonyme pingviner. Det er sådan en konsensus der hører fortiden til…….

Fredag aften var det basunist Christian Schmiedescamp som præsenterede koncerten og det gjorde han forrygende. Han begyndte med at præsentere aftenens medvirkende, hvorefter han fortalte om koncertmesterens rolle og opgaver. Det var både velformuleret og meget spændende – på den måde blev vi alle sammen en smule klogere. Samtidig gjorde han det med masser af charme og humor, så alle fik sig et godt grin inden koncerten begyndte.

Aftenens dirigent var russiske Dmitrij Kitajenko, som begyndte koncerten med et meget romantisk værk af Tjajkovskij; trods et dramatisk højdepunkt, så var det alt for sværmerisk og følsomt til min smag – men sådan skal det nok være, når titlen er “Romeo og Julie”.

Næste værk var Prokofievs violinkoncert nr. 2 og så blev vi endelig præsenteret for aftenens hovedperson: den berømte violinist Sergej Krylov. Værket starter med en forførende smuk violinsolo, hvorefter violinen først flirter med en instrumentgruppe i orkesteret og dernæst en anden. Først instrumenterne i den side af scenen, så den anden og endelig dem der sad bagest…… det var meget enkelt og meget smukt. Alligevel var det ikke rigtig noget som fangede mig.

Efter et bragende – og næsten eksalteret – bifald gav Sergej Krylov et forrygende ekstranummer; sikken en virtousitet, sikken et tempo – sikken en blærerøv! Var det for meget? Absolut ikke. Krylov beviste sin ret til titlen som en af verdens bedste violinister og efter min mening var dette ekstranummer et af aftenens højdepunkter.

Efter pausen sluttede koncerten med César Francks symfoni i d-mol. Men hvad i alverden laver César Franck blandt alle disse russere? Jeg aner det ikke…… det virker som et stilbrud og derfor også et lidt besynderligt valg. Men det var et meget heldigt valg, for jeg synes det var koncertens bedste oplevelse. Det føltes næsten som om, at de to første værker blot havde været opvarmning til dette klimaks.

Symfonien i d-mol begynder med et kor af blide og melankolske strygere, men når hurtigt frem til et gribende crescendo. Derefter følger det ene crescendo efter det andet……. 2. sats er domineret af en blid melankolsk og indadvendt selvrefleksion. 3. sats er en glidende bevægelse frem mod en svingende finale, der næsten har en ansats til at være en smule jazzet. Jeg nød hvert eneste minut af denne fantastisk symfoni – det var fuldstændig vindunderligt og hele min krop var fyldt med jublende begejstring. Det er lige præcis sådan noget musik jeg elsker!

Sjovt nok sad jeg ved siden af en herre, som gjorde opmærksom på, at han havde det lige præcis omvendt i forhold til aftenens forskellige værker. Ja, ja, sådan er vi jo så forskellige…….. 😀

Jeg  har en pæn samling af musik. Jeg har nok ikke så meget som de fleste på min alder, men jeg er godt tilfreds. Jeg har en håndfuld CD´ere som jeg hører igen og igen – og endnu flere, som jeg formodentlig kun har hørt en enkelt gang eller to.

Når jeg finder en CD som jeg godt kan lide, så hører jeg den igen og igen i flere måneder – og det er det eneste musik som jeg har lyst til at høre. De sidste par måneder er det en CD med den russiske pianist Evgeny Kissin som spiller Prokofievs 2. og 3. klaverkoncert. Evgeny Kissin er fantastisk dygtig og musikken er fuld af saft og kraft; der er både tempo, temperament og lidenskab – jeg elsker det!

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: