You are currently browsing the tag archive for the ‘Puccini’ tag.

Det er efterhånden mange år siden, at jeg var til min første operakoncert. Det var i Frederiksberg have og det var i 1990 eller 91. Folk sad som sild i en tønde. De fleste kunne hverken se eller høre noget som helst. Der var alt for mange mennesker og alt for lidt plads. Derfor blev operakoncerten kun holdt i Frederiksberg have 2 eller 3 gange. Jeg aner ikke, om jeg var med til den første eller den sidste. Alt er muligt.

Der var tæt pakket med bag Kronborg slot

Der var tæt pakket med bag Kronborg slot

Så flyttede Det kongelige teater operakoncerterne til Søndermarken. Jeg er ikke sikker på, at jeg var med til den første. Jeg deltog første gang i 1994 eller 95 – og så fulgte en lang perlerække af storslåede operakoncerter og forrygende oplevelser. Det var årets begivenhed. Jeg glædede mig så meget, at jeg som regel kørte forbi Søndermarken fredag aften, for at tjekke, om de havde stillet scenen rigtigt … lørdag morgen sprang jeg ud af sengen alt for tidligt, hvorefter jeg sad og trippede utålmodigt i flere timer, mens jeg ventede på, at det endelig blev tid til afgang. De fleste gange er jeg ankommet sammen med en håndfuld venner omkring middagstid. Så spiste vi frokost og hyggede hele dagen, mens vi snakkede, nød generalprøven og glædede os til den store koncert. Og efter koncerten har jeg prøvet at blive siddende sammen med en flok gode venner til klokken var 2 om natten. Der var faktisk en del som blev siddende så længe. Det var bælgragende mørkt, men mange havde små fyrfadslys med … skraldemændende måtte dog bruge billygterne for at finde de bjerge af skraldesække, som andre havde samlet, mens der stadig var en smule lys tilbage. Jeg tror, at jeg var med til operakoncert 12 eller 13 gange i Søndermarken, og det er nogle af de bedste oplevelser i hele mit liv. 

Så flyttede operakoncerterne til Fælledparken. Jeg har aldrig helt forstået hvorfor, men der var mange rygter – først og fremmest så handlede det vist om, at Københavns kommune syntes koncerterne skulle ligge i Københavns kommune, fordi de gav det største tilskud – naturligvis sammen med Nykredit, som er hovedsponsor. Der var også noget med hensynet til dyrene i Zoologisk have. Der skete så meget i mit liv på det tidspunkt, så jeg kom aldrig med til operakoncerterne i Fælledparken. Der blev heller ikke holdt så mange. 

Den lille scene med Kronborg i baggrunden.

Den lille scene med Kronborg i baggrunden.

Efter 2 eller 3 koncerter blev de flyttet til Rosenborg slot. Her har jeg heller ikke været. Jeg har ikke lyst. For det første er det ikke længere en rigtig operakoncert. I stedet er det både opera, ballet og skuespil – og jeg gider bare ikke de to sidste. Det interesserer mig ikke. Dernæst er der kun meget begrænset plads foran scenen, som står på eksercerpladsen. Langt de fleste mennesker er nødt til at se og høre koncerten på store tvskærme i Rosenborg Have. Det lyder ikke særlig hyggeligt. Det lyder i hvert fald slet ikke som Søndermarken … jaja, jeg er nok faldet i den fælde som hedder “alting var bedre i gamle dage”. 

Samtidig har Det kongelige teater dog også lavet nogle rigtige operakoncerter, hvor de præsenterer programmet for den kommende sæson forskellige steder i landet. Det er heller ikke som det var i Søndermarken; i stedet for et helt symfoniorkester, er der bare en pianist. I stedet for hele det kongelige operakor og 25 solister, så er der kun 5 operasangere …. nej, det er overhovedet ikke lige som i de gode gamle dage! 

Opera i det fri – Helsingør 2013

Det var et tilfælde, at jeg faldt over programmet til årets operakoncert og opdagede, at Peter Lodahl skulle synge “Dalla sua pace” fra Mozarts opera Don Giovanni. “Dalla sua pace” er den smukkeste kærlighedssang der nogensinde er skrevet – uanset genre. Det er en af mine yndlingsarier. Og samtidig er Peter Lodahl en af de allerbedste sangere på Det kongelige teater. Derfor besluttede jeg, at det var på tide at komme til operakoncert igen … 

Jeg indrømmer, at jeg kom lidt sent. Klokken var vist 17,45 og koncerten skulle begynde klokken 18.

Operaegoister på 1. række.

Operaegoister på 1. række.

Der var sort af mennesker allevegne og flere mennesker myldrede i en tæt strøm gennem den gamle port. Overalt var der hundredevis af mennesker som hastede rundt for at finde sig en siddeplads. Jeg fandt en plads i udkanten af pladsen og spurgte høfligt, om jeg måtte sidder der foran dem … nej. De var altså bange for, at de ikke kunne se, hvis jeg sad der. Men de sad på stole. Jeg havde ingen stol og ville bare sidde på græsset. Derfor er der da ingen reel risiko for, at jeg skulle genere deres udsyn, ved at sidde foran dem. 

Så fandt jeg et andet sted og spurgte igen, om jeg måtte sidde der(se billedet!). Nej, det måtte jeg ikke, for de havde altså været der i mange timer. What? Jeg var chokeret. Jeg forstår stadig ikke, at det kan være et rimeligt svar på mit spørgsmål. Jeg må indrømme, at jeg skældte de første mennesker ud og sagde til dem, at de var nogle egoister! Når man selv har fået en plads, så kan alle andre da bare hoppe i Øresund … De andre sagde jeg ikke noget til. Jeg blev simpelhen så chokeret, at jeg slet ikke vidste hvad jeg skulle sige. Som alle kan se på billedet, så var der jo rigeligt med plads til mig – og de to gamle damer sad på hver deres stol. Der er jo ikke den mindste risiko for, at jeg kunne genere dem eller deres udsyn, hvis jeg sad der. Og hvis de ikke ønskede, at nogen skulle sætte sig foran dem, så kunne de jo rykke frem, så der ikke var så meget ledig plads …. så ville der også blive plads til flere mennesker bagved. 

Jeg blev virkelig chokeret. Og det er jeg stadigvæk. Det er uforskammet, urimeligt, uartigt og uanstændigt. 

Hanne Fischer - kongelig operasanger og dagens konferencier.

Hanne Fischer – kongelig operasanger og dagens konferencier.

Da jeg tog til operakoncert i Søndermarken kom vi gerne 6-7 timer før koncerten. Så rykkede vi altid alle gruppens tæpper tæt sammen, så der ikke kom nogen fremmede og satte sig mellem os. Vi kendte jo rutinen. Vi vidste jo, at den sidste times tid ville folk begynde at presse sig ned på de mindste små ledige pletter på græsset. Og det er jo rimeligt nok. Alle vil gerne have en plads. Vi ville bare undgå, at vores gruppe blev splittet. Men vi vidste også, at inden koncerten ville flere og flere fremmede mennesker begynde at rykke ind over kanten af vores tæpper – og det var da okay. Vi delte altid mad med dem der sad ved siden af – og hvis de ikke havde mad med, så fik de bare noget af vores. Vi skålede også med alle dem som sad omkring os – og hvis de ikke havde noget at skåle med, så fik de bare noget af os. Sådan var det. Og det var superhyggeligt. Jeg kom slæbende med mad og vin til 15 mennesker, for der skulle da være nok til alle. Og de fleste havde som regel taget for lidt med af både det ene og det andet. 

Meget er åbenbart forandret; da jeg begyndte at gå til operakoncert, var der kun meget få mennesker som kom med en stol. I dag er det vist over 90%. Det ville være dejligt, hvis man kunne reservere et område til alle os, som helst vil sidde på jorden. Men den største forskel er tydeligvis, at folk var mere venlige, sociale og betænksomme før i tiden. 

Heldigvis fandt jeg endelig nogle venlige mennesker, som ikke havde noget imod, at jeg sad foran dem. 

En pragtfuld operakoncert

Programmet var en vidunderlig blanding, af de værker som Det kongelige teater sætter op i den kommende sæson. Det var Verdi, Mozart, Offenbach, Massenet, Bizet og mange flere. Første nummer var den festligste af alle festlige operaduetter, nemlig Libiamo fra La Traviata – sunget af Peter Lodahl og Sine Bundgaard – lad os drikke og være glade, synger de. Musikken er så berusende, at det er temmelig svært at lade være! 

Florian Plock

Florian Plock

Så fulgte Elisabeth Jansson og Florian Plock med “Là ci darem la mano” – den store forførelsesscene fra Mozarts Don Giovanni. Jeg elsker dette nummer. For det første, så er det så smukt, at det går lige i hjertet. For det andet, så synes jeg også det er vanvittig morsomt: tag min hånd, så går vi hjem til mig og ser mit slot, synger Don Juan – og så er hun scoret! Det tager lige 3½ minut. Ham der Don Juan, han kan altså noget som de fleste mænd må misunde ham. Jeg synes, at det er det mest centrale nummer i hele operaen. Don Juan kan fremstilles på mange måder og det er ofte i dette nummer, at hans inderste natur bliver afsløret. På indspilningen med Bryn Terfel er han tydeligvis en kold og kynisk person, der bruger sin magt som adelsmand – og man har hele tiden på fornemmelsen, at han ikke er bange for at bruge vold, hvis kvinderne ikke smider tøjet frivilligt. Men jeg har også set en opsætning, hvor Don Juan nærmest tigger om kvindernes gunst som en anden pjalt … Jeg tror, at Florian Plock er den romantiske og charmerende forfører, som sejrer, fordi han gør kvinderne bløde i knæene. 

Peter Lodahl

Peter Lodahl

Et andet højdepunkt fra Don Giovanni, var Peter Lodahls “Dalla sua pace” – det blev nøjagtig lige så skønt og vidunderligt, som jeg havde forestillet mig. Peter Lodahl har en meget fyldig stemme. Den har en flot lys klang, og samtidig er den både rund og blød. Peter Lodahl sang “Dalla sua pace” med en hjertegribende inderlighed, som fik alle hårene til at rejse sig på mine arme. Det kunne slet ikke være bedre og jeg nød hver eneste tone! 

Peter Lodahl sang også “Vesti la giubba” fra Leoncavallos Bajadser; om den stakkels klovn der græder indeni, når han går på scenen for at underholde publikum, mens en anden forfører hans kæreste …. jeg sad, hvor jeg slet ikke kunne se Peter Lodahl, men hans stemme er så udtryksfuld og dramatisk, at det løb mig koldt ned af ryggen. 

Elisabeth Jansson og Peter Lodahl

Elisabeth Jansson og Peter Lodahl

Elisabeth Jansson – selvfølgelig har jeg hørt Elisabeth Jansson før. Alligevel føltes det som om, at jeg aldrig havde hørt hende før. Enten har jeg overset hende – og hvis det er tilfældet, så er det lidt pinligt og det vil jeg da gerne beklage. Eller også har jeg ikke rigtig bemærket hende, fordi hun endnu ikke, har haft så mange store hovedpartier. Den sidste mulighed er selvfølgelig, at hendes stemme bare har udviklet sig helt utrolig meget, siden jeg har hørt hende. Hun brillerede særligt med arien “Va! Laisse couler mes larmes” fra Massenets opera “Werther” – jeg blev helt slået ud af Elisabeth Jansson store, mørke, fyldige og vidunderlige stemme. Senere sang hun Carmens Habanera – og jeg har aldrig, aldrig, aldrig hørt nogen synge denne arie så flot. Hun havde alt den mørke, varme og forførende sensualisme, som en rigtig Carmen skal have – men de fleste desværre mangler! 

Sine Bundgaard og Florian Plock i romantisk duet

Sine Bundgaard og Florian Plock i romantisk duet

Sine Bundgaard gav også flere numre, men hendes højdepunkt var naturligvis “O mio babbino caro” fra Puccinis “Gianni Schicci”. Det er et nummer som alle kender og alle elsker. Uanset om man kan lide opera eller ej, så smelter de fleste hjerter, når de hører denne arie … og det gjorde de også da Sine Bundgaard sang den. Alligevel synes jeg, at hendes bedste nummer var “Ah, fuggi il traditor” fra Mozarts Don Giovanni. 

Hanne Fischer var en udmærket konferencier – trods nogle besynderlige fortalelser. Jeg har for eksempel aldrig hørt om Kierkegaards issays. Jamen, tænk det sagde hun virkelig – issays! Jeg undrede mig også lidt over “den undslipne tyv” fra Menottis opera “Gammeljomfruen og tyven”. Men det er jo den slags man hurtigt glemmer, når man har en konferencier, som sprudler af overskud og godt humør. Da hun skulle fortælle om Quinderne som narrer Falstaff i Verdis opera, brød hun sammen i grin lige som publikum. Det var jo kvinder – og ikke Quinder! Men alle fik sig et godt grin og det er jo sundt. 

Hanne Fischer

Hanne Fischer

Hanne Fischer sang to arier fra Offenbachs opera “La Períchole”. Jeg husker ikke, hvad den første arie handlede om, men den anden arie handlede i hvert fald om en kvinde, der havde drukket alt, alt, alt for meget champagne – og det var drønhamrende morsomt. Jeg elsker en god komedie! Hanne Fischer sang forrygende og spillede endnu bedre … jeg kan ikke lade være med at tænke, at “La Períchole” bliver formodentlig et af sæsonens komiske højdepunkter. Jeg har så mange gode billeder fra denne arie og det er lidt synd, at der ikke er plads til dem alle sammen i dette indlæg. 

Afslutning i REGNVEJR

Vejret var perfekt. Det var hverken for koldt eller for varmt. Der var et let skydække over Kronborg slot og dermed undgik man at få solen i øjnene. Under pausen begyndte det at regne. Det vil sige, at der kom nogle ganske få dråber … det fortsatte under resten af koncerten. Men det var så lidt, at det slet ikke er værd at snakke om … 

Publikum flygter for regnen

Publikum flygter for regnen

Men så begyndte Sine Bundgaard, at synge “Summertime” fra Gershwins opera “Porgy and Bess” – og så begyndte det sandelig at regne. Vejrguderne hældte simpelthen en hel balje vand lige ned i hovedet på os – og så fik folk sandelig travlt. Publikum flygtede nærmest fra området. I løbet af et splitsekund var hele pladsen forvandlet til ét stort kaos af folk som løb frem og tilbage mellem hinanden. Når man ser på mit billede, så skulle man jo tro, at koncerten var slut. Men det er absolut ikke tilfældet; der mangler faktisk 2 numre og en fællessang. Det var en rigtig ærgerlig afslutning på en rigtig god koncert. Det må sandelig også have været en meget mærkelig oplevelse for de optrædende! 

Pianist Leif Greibe

Pianist Leif Greibe

Jeg havde mit regntøj i tasken. Jeg tog regnjakken på og så blev jeg stående hvor jeg var. Når jeg er til operakoncert, så nægter jeg at gå hjem, før vi har sunget “Den danske sang”. Ellers har det jo slet ikke været en rigtig operakoncert. Efter koncerten nåede jeg ikke en gang uden for voldanlægget omkring Kronborg slot, før regnen var holdt op igen. Det vil sige, at regnvejret varede kun omkring 5 minutter. Og så får jeg lyst til at gentage mig selv: Det var en rigtig ærgerlig afslutning, på en rigtig god koncert. Æv! 

Det var bestemt ikke lige som de store operakoncerter i Søndermarken – absolut ikke. Men i stedet var der en ganske intim og hyggelig stemning med de 5 solister og 1 enkelt pianist. Selv om Leif Greibe sad lidt ubemærket bagest på scenen, så var det nok ham der ydede den største indsats. Han spillede jo til hvert eneste nummer, mens de andre havde den fordel, at de skiftedes til at holde en lille pause.

Selv om dagen både startede og sluttede dumt, så er jeg rigtig glad for, at jeg tog til Kronborg slot fredag aften. Det er meget lang tid siden, at jeg har været i operaen, men nu har jeg opdaget, hvor meget jeg har savnet det …. 

Operakoncert 09

Reklamer

Klassisk eller kliche? Det er spørgsmålet i denne traditionelle opsætning med Den Jyske Opera.

Historien er meget simpel: Manon Lescaut er på vej til et kloster! Undervejs holder man pause i Amiens, hvor hun møder studenten Des Grieux og den tudsegamle millionær Geronte. Hun flygter til Paris sammen med Des Grieux. Men en fattig student har ikke meget af tilbyde en ung pige og hun lader sig friste af Gerontes penge. Da hun genoptager forholdet til Des Grieux bliver Geronte så vred, at han melder Manon til politiet og påstår hun har stjålet fra ham. Hun bliver dømt til eksil i Amerika og sendt afsted sammen med ludere og lommetyve. Og den forelskede Des Grieux følger med til Amerika. Det er nødvendigt, for ellers kan Manon jo ikke dø i hans arme……..

En simpel og banal kærlighedshistorie – typisk Puccini.

Opsætningen er kedelig, fantasiløs og meget traditionel – og den bliver hverken moderne, smart eller innovativ, blot fordi man har brugt nogle videooptagelser. Da de sidder på kroen i Amiens, ser man ud på torvet, som er en sort/hvid optagelse fra Den gamle by i Århus. Der er folk som går forbi og man ser kareten med Manon Lescaut som ankommer – det er både irriterende og forstyrrende!

Klassisk eller kliche? Jeg tror ikke vi kommer udenom, at dette er en forestilling som kan bekræfte alle fordomme om opera, som en lettere komisk og absurd kunstform der kæmper en langtrukken dødskamp. Det er en temmelig banal kærlighedshistorie, som ender med at den kvindelige hovedperson dør…. uden at det er helt klart hvorfor. Man kan vist kun forklare det på den måde, at det er et krav til genren – hvilket selvfølgelig er absurd. Dertil var Puccini meget glad for at skrive disse følelsesfulde dødsarier og derfor trækker han hendes lidelser et helt kvarter…..

Men det største problem er de to hovedroller, Manon Lescaut og Des Grieux, som synges af Victoria Nava og Dominic Natoli. De skal forestille at være unge mennesker på 15-16 år, men i virkeligheden er de et par fyldige og særdeles modne mennesker! Da vi bliver præsenteret for Manon i første akt, synger koret om hvor ung og smuk hun er – og så træder Victoria Nava ind på scenen. Herefter er forestillingen fortabt. Jeg mødte en god ven i pausen, som spurgte: “Hvorfor er hun klædt ud som en sofa?”  Det værste er, at det virkede som et fuldstændig rimeligt spørgsmål.

Hvis jeg uddelte stjerner, så ville jeg give én til Giordano Bellincampi og Sjællands symfoniorkester. Derudover ville jeg også give en stjerne til Victoria Navas stemme, for der er ingen tvivl om at hun synger utrolig godt. Hun har en stor og dejlig stemme, som jeg meget gerne vil opleve en anden gang i et andet parti. Hun var bare helt, helt forkert til rollen som Manon Lescaut!

Nogen anmeldere er mere diplomatiske end andre, men de er rimelig enige om konklusionen: We are not amused!

Jeg tror at Gregers Dirckinck-Holmfeldt er en af vores høfligste og mest velvillige anmeldere. Derfor blev jeg forbavset da jeg læste hans anmeldelse, som er direkte spydig. Det er en meget engageret anmeldelse og der er ingen tvivl om, at hans kritik er berettiget. “Den Jyske Opera har ingen grund til at være stolt af sin “Manon Lescaut”.” skriver han direkte!

Store kroppe skrues ned i en lille scenografi…..“, skriver Søren Schauser fra Berlingske tidende, i en anmeldelse som jeg vil kalde lunken.

I Jyllands-Posten beskriver Jakob Levinsen forestillingen som “temmelig rodet folkekomediestil” og er enig med alle andre i, at det fungerer bedst, hvis man lukker øjnene.

I Århus Stiftstidende skriver Ole Straarup, at “Den Jyske Operas opsætning af Manon er tæt på at falde i…..” Jeg synes næsten han er alt for venlig!

Manon Lescaut. Foto: Anders Bach

La Traviata - Anna Netrebko som Violetta

DR holder operauge i uge 37 – udvidet operauge, for den begyndte allerede i går lørdag. Og det bliver et sandt overflødighedshorn af opera både på radio og tv. Jeg er sikker på, at der er mange kritiske operaelskere, som synes det havde været bedre at sprede alle disse udsendelser over lidt længere tid. Man må nok give dem ret, for det bliver umuligt at nå det hele. Alligevel glæder jeg til alt det jeg skal opleve hele uge…..

Søndag: DR K. 21 -21,55: Edita Gruberova – et portræt: selv om hun er omkring 60 år, så er hun stadig en af verdens bedste belcanto-sopraner. Jeg har flere CD´ere med hende og hun er utrolig! Jeg glæder mig rigtig meget til at se dette portræt og forventer, at det bliver et af ugens højdepunkter.

Mandag: DR K. 20 – 23,30: Wagner – Tannhäuser: jeg glæder mig til at gense denne forestilling, som jeg har anmeldt her. Særligt glæder jeg mig til starten, som er fuldstændig fantastisk og overvældende.

Tirsdag: DR K. 20 -22: Puccini – Manon Lescaut.

Tirsdag: DR K. 22 – 23: Portræt af Rolando Villazón.

Onsdag: DR K. 20 -23: Mozart – Don Juan.

Torsdag: DR K. 20 – 23,10: Händel – Partenope med Inger Dam-Jensen. En forestilling som jeg har anmeldt her – og jeg var absolut ikke begejstret! Jeg er lidt i tvivl om jeg gider at se den igen.

Fredag: DR k: 20 – 22,35: Stravinsky – The Raks´s Progress eller “Lastens vej”. Det er en opsætning fra Salzburg 1996 med Jerry Hadley og Dawn Upshaw. Jeg har set klip fra forestillingen og synes at det er ganske forfærdeligt. Men det er min yndlingsopera og derfor vil jeg nok se den alligevel.

Lørdag: DR K. 20 – 22,20: Verdi – La Traviata med Anna Netrebko som Violetta og Rolando Villazón som Alfredo. Jeg glæder mig utrolig meget til at se denne forestilling… det er lige ved, at jeg bliver helt ophidset ved tanken. Det bliver en fantastisk oplevelse at se Anna Netrebko i dette parti og opsætningen har fået en fabelagtig kritik.

Lørdag: DR K. 22,20 -23,15: Portræt af den berømte sopran Christine Schäfer.

Lørdag: SVT2. 20 -22,05: Svensk fjernsyn er ikke med i DR´s operauge, men skal alligevel nævnes, da de sender Jean-Baptiste Lullys opera “Cadmus og Hermione”. Vi er helt tilbage ved en af de første operaer fra 1600-tallet og jeg vil så gerne se den. Alligevel er jeg sikker på, at DR K vinder med La Traviata. Svensk tv plejer jo at genudsende deres forestillinger og jeg må bare holde øje med programmet.

Søndag: DR K. 20 – 22,40: Bo Holten – Livlægens besøg. Operaugen slutter med denne opera om Struensee, Christian d. 7 og Caroline Mathilde.

Der sker lige så meget på P2 – det kan man læse mere om i programmet for operaugen, som findes HER. Mon man kan få for meget opera? Tja, det må tiden vise…. 😉

Operaen på Holmen

For et par uger siden offentliggjorde Det kongelige teater programmet for den kommende sæson 2010/2011. Umiddelbart ser det jo pænt og nydeligt ud. Det er først når man nærlæser programmet, at man opdager, at det er fyldt med små ubehagelige overraskelser, der får store konsekvenser for mange operagæster. Jeg må indrømme, at jeg er bekymret.

“Det er umuligt at få billetter til operaen” – den sætning har jeg hørt en million gange. Men det er en dum floskel som ikke har hold i virkeligheden. Det har aldrig været umuligt, men der var nogle år, hvor det krævede en indsats. Derfor reserverede Det kongelige teater 25 billetter, som først blev solgt på dagen. Hvis man ville have billetter, så kunne man også få det. For nogle år siden lå billetcentret over for personaleindgangen og det åbnede allerede klokken 10. Jeg kan huske en lørdag morgen, hvor jeg stod i kø fra klokken 6 for at få billetter til premieren på Carmen…. og det var i snevejr. Men jeg ville have de billetter! Portvagten fra personaleindgangen var så venligt at komme med kaffe til mig – jeg drikker ikke kaffen, men det var jo meget venligt alligevel.

Der står ikke længere noget om de 25 billetter i programmet, så man må formode at det er fortid. Det er heller ikke nødvendigt længere; de sidste 4 gange jeg har været i operaen, har salen været halvtom. Det kan man godt forklare med, at det ikke har været nogle kendte eller populære forestillinger – alligevel er der ingen tvivl om, at det også er udtryk for en generel tendens: man har virkelig problemer med at fylde salen.

Jeg tror det skyldes mange ting; operaens popularitet svinger – sådan har det altid været. Alligevel undrer det mig at populariteten daler i en tid hvor der er så mange store superstjerner i operaens verden: Anna Netrebko, Rolando Villazon, Jonas Kaufmann, Erwin Schrott, Danielle de Niese, Juan Diego Florez, Lawrence Brownlee, Reneé Fleming og mange flere.

Men det er ikke umuligt at forklare; for det første er der meget delte meninger om det nye operahus og nyhedens interessen er efterhånden fordampet. For det andet er det en rimelig stor sal at fylde i en forholdsvis lille by som København. For det tredie fik priserne et gevaldigt spark i vejret, da man flyttede over på Holmen. Man forsvarer sig med, at man både ser og hører ganske godt, uanset hvor man sidder i salen; men hvad nytter det, hvis det er for dyrt? Her vil jeg gerne tilføje, at selv på de bedste pladser koster det jo ikke mere end en koncertbillet til parken. Når jeg går i operaen, så er der ofte folk som siger; jamen, det er jo frygtelig dyrt. Hvorfor? Det siger man da ikke når folk skal høre Madonna, Sting eller Robbie Williams i Parken, og der koster billetterne cirka det samme……..Alligevel betyder prisniveauet selvfølgelig, at man ikke har råd til at komme der så ofte.

Dernæst er placeringen også et problem; det er ikke nemt at komme ud til Operaen på Holmen. Når man er vant til det er det selvfølgelig ikke noget problem – alligevel føles det, som om at man har flyttet operaen uden for byen og jeg tror det får mange til at holde sig væk. Endelig mener jeg også, at ledelsen har et ansvar; de mindre kendte operaer har fyldt forholdsvis meget i repertoiret, men publikum er nok lidt konservativt. De fleste vil høre Carmen og La Boheme i en uendelighed. Jeg tror at ledelsen har forsøgt at præsentere nogle af de mindre kendte værker for det danske publikum og det er desværre ikke gået som man kunne have håbet. Vi er mange som er glade for, at vi har fået mulighed for at høre noget nyt, men det har måske haft nogle uheldige konsekvenser for belægningsprocenten.

Jeg har ikke så mange penge og egentlig har jeg slet ikke råd til at gå så meget i operaen. Men jeg elsker operaen og derfor generer det mig ikke, at jeg er nødt til at spare på mange andre ting – derudover så plejer jeg at stå i kø på billetkontoret, hvor man kan købe biletterne til halv pris efter 16. Det plejer at være fantastisk hyggeligt; man møder en masse spændende mennesker og der bliver snakket opera til den store guldmedalje. For mig er det faktisk halvdelen af fornøjelsen. Samtidig ser jeg det som en form for kompensation for det høje prisniveau i operaen. Så længe man har denne ordning, så er det ikke helt rimeligt at klage over de dyre billetter. Dem som har råd til det kan købe de dyre billetter og alle vi andre kan købe billetterne til halv pris – det er lidt mere besværligt, men det er jo ikke noget problem.

MEN det er desværre her man ser de største forandringer; fremover kan man ikke købe billetter til halv pris i billetcentret ved Kongens nytorv – næh, man skal helt over til Operaen på Holmen.

……. og tidspunktet er også flyttet: i alle de år jeg kan huske, har man kunnet købe billetter til halv pris efter 16. Nu bliver det ændret til klokken 18. Så er det umuligt at nå hjem for at skifte tøj – transporttiden er jo noget længere til Holmen end til Kongens nytorv. Hvad i alverden skal man så lave på Holmen i halvanden eller to timer før forestilligen? Hvis man husker transporttiden og den tid man skal bruge på at stå i kø FØR klokken 18……. jamen, så skal man måske hjemmefra mellem 15 og 16, og man kommer ikke hjem igen før omkring midnat. Så er man jo også nødt til at købe noget mad et eller andet sted.

Derudover åbner billetkontoret først klokken 18. Det betyder at man skal stå i kø UDENFOR. For det første, så har jeg allerede hørt grumme historier om dette sted; det er noget med en eller anden dør som er næsten umulig at finde første gang. Samtidig er der meget forblæst omkring operaen, fordi området er så åbent og ligger helt ud til havnen. Det bliver sandelig ikke nogen fornøjelse.

Det er mit indtryk, at Det kongelige teater har gjort det så svært som muligt at købe de billige billetter og det er formodentlig fordi man ønsker at folk skal købe deres billetter til fuld pris. Jeg tror desværre kun at det betyder én ting – færre gæster i operaen. Og det er vel ikke hensigten?! Jeg er i hvert fald bekymret og jeg er bange for, at jeg heller ikke selv får mulighed for at komme der så ofte i fremtiden. Det er selvfølgelig ikke noget problem, hvis man kan tage over til operaen og købe sin billet 10 minutter før forestillingen, men så mange ledige pladser skulle der jo helst ikke være. Det ville da være en katastrofe.

Hvis dette er et forsøg på at redde den faldende belægningsprocent, så tror jeg at taktikken er helt forkert. Vi er en del som plejer at købe vores billetter til halv pris; nogen gange er vi 15 i køen. Andre gange er vi 40. Mange køber måske to billetter – men det er jo ikke noget som vælter budgettet i operaen. Jeg tror ikke at folk fra denne gruppe vil købe flere billetter til fuld pris i fremtiden – overhovedet ikke. I stedet tror jeg, at vi vil komme der lidt mindre og det betyder så at belægningsprocenten falder endnu mere. Jeg har svært ved at se, at det skulle være nogen fordel for operaen.

Programmet ser spændende ud og jeg håber selvfølgelig, at jeg får mulighed for at se så meget som muligt. Sæsonen åbner med en ny opera af Poul Ruders “Dancer in the Dark” efter Lars von Triers film . Den skal jeg IKKE se. Jeg bryder mig ikke om den tendens til at en succes skal malkes på den måde – jeg synes det er forfærdelig plat og uoriginalt. Hvis man gerne vil se “Dancer in the Dark” så synes jeg at man skal se Lars von Triers film i stedet for.

Men jeg glæder mig helt vildt til at se “Lulu” af Alban Berg – det er en opera som ikke bliver spillet så tit, men hovedpersonen er en femme fatale, der er helt på linje med de største kvindeskikkelse i operaens og litteraturens verden. Jeg glæder mig også til “Romeo og Julie” af Gounod…..selv om jeg selvfølgelig har samme problem med denne opera, som jeg har med “Dancer in the dark”. Må vi lige bede om noget originalitet.

Det mest spændende bliver uden tvivl “Kvinden uden skygge” af Richard Strauss. Det er tredie gang man lover publikum denne opera, men de forrige gange er den blevet aflyst. Det er en meget krævende opera. Blandt andet er man nødt til at stoppe så mange musikere som overhovedet muligt ned i orkestergraven – jeg kan huske, at det var én af grundene til at man aflyste for nogle år siden; man kunne simpelthen ikke få nok musikere ned i orkestergraven på Kongens nytorv. Men det er vist kun en af udfordringerne for denne opera. Jeg håber at tredie gang bliver lykkens gang for “Kvinden uden skygge” – jeg glæder mig i hvert fald til at se den.

Jeg glæder mig også til at gense “Tristan og Isolde” i Stig Fogh Andersens opsætning fra sidste sæson. Jeg var så begejstret, at jeg så den to gange!!! Den er godt nok lang, men den er genial – jeg er vild med den og jeg glæder mig rigtig meget til at se den igen. Sidste gang var jeg så overvældet, at jeg slet ikke kunne skrive et indlæg om forestillingen. Jeg prøvede, men det gik bare ikke. Det kan være, at det lykkes næste gang.

Så kommer “Turandot” i Mikael Melbyes fantastiske iscenesættelse – og ditto La Bohème! Sidstnævnte er ikke en af mine favoritter. Jeg synes historien er utrolig tynd og ærlig talt, så bliver jeg ikke særlig påvirket når stakkels Mimi dør. Mikael Melbyes scenografi er hverken innovativ eller nyskabende på nogen måde – men den er saftsusme flot. Det er ikke uden grund, at denne opsætning efterhånden har holdt i så mange år.

Derudover så kommer der også “Madame Butterfly“….. og “Den jydske opera” kommer forbi på gæstespil med “Manon Lescaut“. Det er altså FIRE operaer af Puccini….. det kan man godt lige tænke over. Jeg er ikke Puccini-fan – jeg synes at historierne er alt for tynde. Men de er jo generelt meget populære hos publikum – særligt den del af publikum som mener at man absolut SKAL knibe en tåre når man er i operaen. Men fire operaer af Puccini, det er godt nok mange. Og kun én opera af Verdi(Nabucco). Og slet intet af Mozart! “Den jyske opera” kommer også forbi med “Barberen i Sevilla” – heldigvis, for det er den eneste opera fra BelCanto-repertoiret. Man undrer sig – men jeg tror simpelthen at man forsøger at redde belægningsprocenten ved at hive nogle gamle publikumssuccesser frem fra gemmerne.

Det er et af de spørgsmål, som man jævnligt diskuterer i operakredse. Og det nytter ikke at man svarer Wagner, Mozart, Donizetti eller andre. Nej, spørgsmåler er: Verdi eller Puccini?

Langt de fleste operafans foretrækker enten den ene eller den anden, og de er ikke i tvivl. Det er jeg heller ikke. Jeg har aldrig været vild med Puccini. Hans operaer handler altid om en kærlighedshistorie og der er ikke meget mere i det. Puccini er ren underholdning. Jeg synes at det er lidt kedeligt og overfladisk. Men Puccini har skrevet meget smukt musik og derfor ser jeg naturligvis hans operaer alligevel.

Guiseppe Verdi er noget helt, helt andet. Naturligvis handler det stadig om kærlighed. Det gør enhver god opera. Men der er en helt anden dybde i Verdis værker. Hos Verdi er det ikke selve kærlighedshistorien som er i centrum, men det psykologiske drama, som udspiller sig inde i hovedpersonerne – og imellem dem. Der er ikke meget at tænke over, når man har set en forestilling af Puccini, men det er helt anderledes med Verdi. Ham kan man næste ikke blive færdig med.

Derfor glæder jeg mig til i aften, hvor Frank og jeg skal se “Don Carlos“, som er et politisk drama – og en spændende historie om umulig kærlighed. Jeg har aldrig før set eller hørt denne opera og jeg glæder mig rigtig, rigtig meget.

Vi har ingen billetter. Men Det kongelige teater sælger altid 25 billetter til samme aftens forestilling. Det betyder at jeg skal ind og stå i kø uden for billetcentret. Jeg håber at vejret bliver rigtig dårligt og koldt. Jeg håber at det regner og sner og stormer. Jeg skal nok klare den, men jeg håber at alle de andre bliver hjemme, så jeg får de bedste billetter. Det lyder måske lidt tarveligt, men alle håber jo på de bedste billetter. Alligevel er der altid en meget god stemning i køen mens man venter. Der bliver snakket opera og fortalt sjove historie. Man taler med en masse fremmede mennesker og det er altid en hyggelig oplevelse. Derfor glæder jeg mig næsten lige så meget til at stå i kø, som til forestillingen i aften.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Reklamer
%d bloggers like this: