You are currently browsing the tag archive for the ‘rabarber’ tag.

Når man laver rabarbermuffins, så begynder man traditionelt set med at rense rabarberne, skære dem i korte stykker og evt. drysse dem med sukker – så kan de stå og trække, mens man forbereder resten. Men jeg har valgt at forsøge med en helt anden metode, som jeg ikke har set andre steder. Og resultatet? … jamen, for pokker! Det er for vildt! Og for lækkert! Jamen, hvordan i alverden skal jeg beskrive disse muffins? Helt ærligt: 

DET ER VERDENS BEDSTE RABARBERMUFFINS!

Rabarberkompot:

  • 4 stilke rabarber
  • 2-3 spsk vand
  • 2 spsk sukker
Rabarber - klar til at lave kompot.

Rabarber – klar til at lave kompot.

Jeg skyllede rabarberne og skar dem i korte stykker på cirka 1 cm. Så smed jeg dem i en lille gryde, tilsatte 2-3 spsk koldt vand og satte gryde på en kogeplade med lavt blus. Da rabarberne begyndte at simre, tilsatte jeg 2 spsk sukker og lod gryden simre et par minutter mere. Alt i alt tror jeg, at gryden simrede 3-4 minutter. Man behøver ikke, at være helt præcis eller perfektionistisk når man laver rabarberkompot. Der er stor forskel på, hvor store rabarberstænger er. Derfor kan det være, at man skal bruge lidt mere – eller lidt mindre – vand og sukker. Men det er lige meget, for det er jo en af de opskrifter, hvor man bare ikke kan lave fejl. Man risikerer måske, at resultatet bliver lidt mere sødt eller syrligt – men det gør jo ikke noget. Rør så lidt som muligt, så rabarberne holder formen. 

Jeg ved, at der er en del, som laver rabarberkompot i ovenen – det forstår jeg ikke, for det er bestemt ikke nemmere eller hurtigere. Tværtimod. Det tager meget længere tid at vaske et ildfast fad, som har været i ovnen end en gryde. Hvis man skal tænke på elregningen, miljøet og klimaet, så vinder gryden bestemt også.

Ingredienser:

  • 250 g mel
  • 1½ tsk bagepulver
  • ½ tsk fint salt
  • 2 dl sukker
  • 1½ tsk vaniljesukker
  • 2½ dl sojamælk
  • ½ dl rapsolie – eller anden neutral madolie

Tænd for ovnen på 200 grader.

Bland mel, bagepulver, salt og sukker. Tilsæt sojamælk og rapsolie – rør det hele godt sammen.

Så er rabarberkompotten forhåbentlig kølet lidt af. Tag 2-3 spsk rabarbersaft fra – hæld det i et glas eller en lille skål, og sæt det i køleskabet.

Hæld resten af rabarberkompotten i dejen og vend den forsigtigt i.

Hæld dejen op i muffinsforme, sæt dem i ovnen 25-30 minutter ved 200 grader.

Samlet arbejdstid er 15-20 minutter.

Rabarbercreme:

Mens kagerne køler af og bliver HELT kolde, så laver man en rabarberfrosting.

Klar til at lave rabarbercreme.

Klar til at lave rabarbercreme.

Bland cirka 100 g plantemargarine(fx NUTANA), cirka 2 spsk flormelis og det saft, som man tidligere fjernede fra rabarberkompotten. Bland det godt – jeg plejer at begynde med en gaffel og senere skifter jeg til et piskeris. Man er nødt til at smage det til, for nogen ønsker selvfølgelig mere sukker end andre.

Nu er jeg nødt til at komme med en lille indrømmelse: denne rabarbercreme skiller – og jeg ved ikke hvorfor. Men det smager så godt, at jeg laver det alligevel. Til gengæld lægger jeg det ind i kagerne, så man ikke ser det og ikke tænker så meget over det!

Èn opskrift – tre muligheder:

Man kan spise disse rabarbermuffins præcis som de er – de smager bare helt vildt lækkert! 

Man kan lave en frosting og lægge den på toppen – evt. med appelsin eller citron.

Eller man kan lave rabarberfrosting, som jeg har gjort. Dernæst kan man skære kagerne op på midten, så man kan lægge rabarbercreme-frosting ind i dem. Derefter kan man drysse flormelis på toppen. Så får man virkelig de ultimative rabarbermuffins!

Jeg lavede 5 lækre rabarbermuffins, for at tage dette billede - jeg bliver vist nødt til at indrømme, at da jeg havde taget billedet, spiste jeg dem alle sammen på mindre en 5 minutter.

Jeg lavede 5 lækre rabarbermuffins, for at tage dette billede – da jeg havde taget billedet, spiste jeg dem alle sammen på et øjeblik.

Reklamer

Sidste weekend havde jeg besøg af nogle venner, som hjalp mig med at flytte for et par måneder siden: det var Annika og hendes søn, Morten(som blogger her: Veganermadsen) med frue og søn. De havde virkelig fortjent en rigtig, rigtig god frokost… Jeg elsker at have gæster og jeg elsker at lave god mad. Jeg bruger 2-3 dage på at lave mad til sådan en dag; jeg nyder det og derfor er det alle anstrengelserne værd. Men det er desværre ikke noget som jeg har tid eller overskud til at gøre særlig tit.  

Forret med polenta, asparges og kryddermayo.

Forret med polenta, asparges og kryddermayo.

Forretten var stegt polenta med grønne asparges og vegansk kryddermayo(1 dl neutral olie, 1 dl neutral sojamælk, en smule sennep, 1 spsk citron, 1 fed hvidløg, lidt salt – blend det godt og tilsæt 1 bundt meget finthakket persille). Det er en supernem, men også superlækker forret. Det er selvfølgelig ikke noget der mætter; man får bare lyst til at spise noget mere, og det er jo lige præcis hensigten med en god forret. Den vækker appetitten. 

Nem og lækker frokost

Nem og lækker frokost

Hovedretten var kold kartoffelsalat med gulerodsalat, linsedeller og selleribøffer. Det er også ret nemt at lave, men det smager godt og så er det jo rigtig sommermad. Linsedellerne havde jeg  lunet i ovnen og selleribøfferne blev varmet på en pande. 

Endelig sluttede vi med en risdessert med rabarberkompot; det er en 100% hjemmekreeret opskrift og det var første gang jeg serverede den for andre, så jeg var meget spændt på deres reaktion. Men der er vist ingen tvivl om, at alle var meget begejstrede – heldigvis. Jeg synes selv at den er helt fænomenal. 

Risdessert med rabarberkompot.

Risdessert med rabarberkompot.

Efter frokosten gik vi en lang tur. Vi kom forbi en af de mange legepladser i området, hvor vi alle fik en tur i svævebanen. Derfra fortsatte vi til stranden. Jeg bor kun 10-15 minutters gåtur fra stranden. Jeg tror det tager 7-8 minutter hvis man er på cykel. Det er helt vildt – jeg synes det er et stort privilegium at bo så tæt på en lækker badestrand, og jeg håber, at jeg kommer til at bruge den ret jævnligt til sommer. 

Jeg havde i forvejen drillet dem alle sammen med at vi skulle ud at bade. Men det er jo alt for koldt, så det var selvfølgelig kun ment som en joke. Men de to drenge(begge 9 år) syntes at det lød som en forfærdelig god ide……. jeg sagde til dem at de var bindegale, men tog selvfølgelig et håndklæde med. Altså – bare for en sikkerhed skyld. Jeg havde bestemt ikke forventet at få brug for det. Jeg tænkte, at hvis de bare lige fik lov til at soppe, så skulle de med garanti ikke længere ud….. 

Annika på svævebanen.

Annika i fuld fart…..

Men der tog jeg fuldstændig fejl. Det begyndte med en soppetur, men der gik ikke lang tid før de kom ind på stranden og smed alt tøjet undtagen deres underbukser. De kom ikke helt under, men de plaskede rundt ude i vandet i cirka en halv time. 

Jeg har et godt kamera med et fantastisk zoom. Derfor kan man ikke rigtig se det på billedet, men de er faktisk rigtig langt ud i vandet. Jeg havde hørt, at vores strand er meget børnevenlig. Man skal vist meget langt ud, før vandet går til maven. På billedet er drengene faktisk så langt ude, at jeg begyndte at råbe, at de ikke måtte gå længere ud. Det var selvfølgelig ikke fordi jeg var bange for at de skulle drukne. Det var der vist ingen fare for. 

Men det er Hven og Sverige man kan se i baggrunden og de var efterhånden kommet så langt ud, at jeg var bekymret fordi de ikke havde deres pas med…… 

Jordbærtærte a la vegan

Jordbærtærte a la vegan

Efter strandturen fik vi the og jordbærtærte – og jeg må desværre indrømme, at der var alt for lidt af sidstnævnte. Jeg tror der var flere af mine gæster, som godt kunne have spist mere end ét stykke. Og det gælder faktisk også mig selv. Derfor er det min hensigt, at lave jordbærtærte igen i nærmeste fremtid. 

Vi snakkede og grinede hele dagen. Det var en superdejlig dag og jeg håber, at vi kan gentage det en gang når det bliver lidt varmere. 

Tidlig forårsbadning.....

Tidlig forårsbadning…..

Dette er en meget let og frisk risdessert med et strejf af appelsin…. jeg har valgt at servere den med rabarberkompot, men man kan jo lige så godt bruge en hindbærcoulis, ferskencoulis eller lign. Så kunne man også drysse desserten med ristede mandelflager…. 

Til 5-6 personer: 

1 l neutral sojamælk
1 1/4 dl grødris
salt
1 stang vanille
1 øko appelsin
3 tsk maizenamel

Man koger risengrøden dagen før; man koger 1 1/4 dl grødris i 1 liter neutral sojamælk. Det er lidt mindre ris end man normalt bruger til en liter mælk, for det skal jo ikke være en rigtig risengrød. Det skal være en risdessert. 

Når grøden er ved at være færdig, så tilsætter man en smule salt. Kun en lille smule! Husk, at det skal være en dessert!

Så blander man 3 tsk maizenamel og en smule neutral sojamælk i en meljævner. Hvis man ikke har mere sojamælk, så kan man også bruge rent vand. Så hælder man blandingen i grøden og rører godt rundt, så det bliver blandet. 

Lad grøden koge et par minutter, så maizenajævningen får lov til at størkne.

Sluk for gryden. 

Så tager man vanillestangen og flækker den. Man skraber de mørke vanillekorn ud med en kniv og hælder dem i grøden. Så skal der igen røres godt rundt – meget godt. Det er nemlig ikke så nemt at røre sådan nogle vanillekorn ud i grøden. 

Så sætter man hele gryden i køleskabet til næste dag. 

Næste dag tilsætter man reven skal af 1 øko appelsin – det er meget vigtigt at det en økologisk appelsin, så man er helt sikker på, at der ikke er nogen giftrester på skallen. Derefter presser man appelsinen og tilsætter saften. Hvis det er små appelsiner, så skal man nok bruge to. 

Nu er desserten egentlig færdig, men man bør selvfølgelig smage den til. Hvis man har lyst, så kan man også tilsætte et par spsk sukker. 

Derefter sætter man igen gryden i køleskabet og lader den blive helt kold. Den kan sagtens holde sig nogle dage i køleskabet. 

Så skulle man gerne have en dessert der ikke er tung som kold risengrød, men i stedet er en lækker, let og cremet risbudding, som smager af vanille og frisk appelsin. 

Rabarberkompot

Man skærer et bundt rabarber i korte stykker på cirka 1 cm. Dem smider man i en gryde med et par spsk sukker – ikke andet. Så tænder man for varmen, mens man rører rundt. Lige så snart gryden bliver varm, så tager det kun 2-3 minutter. Det skal faktisk bare koge nogle få sekunder – så har man den lækreste rabarberkompot. Har man flere øko appelsiner, så er det superlækkert, hvis man lige giver den en smule revet appelsinskal. 

Risdessert med rabarberkompot.

Risdessert med rabarberkompot.

For nyligt lavede Bente en rabarberkage, som så utrolig lækker og fristende ud. Derfor måtte jeg lige prøve at lave en vegansk udgave og jeg er mægtig tilfreds med resultatet! Selv om jeg lige havde spist aftensmad, så var jeg nødt til at spise to store stykker = en kvart kage! Og bagefter ærgrede jeg mig over, at jeg ikke kunne spise lidt mere…. 😀

Opskriften er supernem; jeg tror arbejdstiden er omkring 15 minutter.

RABARBERKAGE:

200 g. rabarber

3 dl hvedemel

2 dl sukker

1 tsk vaniljesukker

1 tsk bagepulver

1 tsk maizenamel

2 dl sojamælk

2 spsk rapsolie

Vask rabarberne, skær det grove ved rødderne fra og skær resten af stilkene i stykker på 1-2 cm.

Bland hvedemel, sukker, vaniljesukker, maizenamel og bagepulver. Tilsæt sojamælk og rapsolie, og rør det hele godt sammen.

Bland rabarberstykkerne i dejen.

Smør en springform og hæld dejen i formen.

Kagen bages ved 175 grader i 35-40 min.

Bagefter kan man drysse kagen med flormelis!

Rabarberkage

Tofuline is - super MUMS.

Det er rabarber sæson og JEG ELSKER RABARBER. De kan bruges til alverdens retter, men jeg synes den nemmeste måde er den allerbedste – og det er jo ikke så dårligt. Jeg er ret vild med rabarberkompot med pandekager og Tofuline is, som er vegansk; der er ingen mælk i og derfor er den også velegnet til folk med mælkeallergi. Jeg garanterer for, at den er mindst lige så god, lækker og cremet som flødeis…. vi er faktisk en hel del mennesker som mener, at den er meget bedre! Man kan købe Tofuline is i Irma og de fleste supermarkeder.

Rabarberkompot:

200 g. rabarber

1 dl vand

1 spsk sukker

1 tsk vaniljesukker

en smule revet citron skal

Vask rabarberne, skær roden fra og skær stilkene i stykker på 1-2 cm. Smid dem i en lille gryde, tilsæt resten af ingredienserne og lad det hele koge et par minutter. Længere tid tager det faktisk ikke. Så skal rabarber kompotten bare køle af.

Pandekager, 4 stk:

1 dl mel

2 dl sojamælk med vaniljesukker

½ tsk bagepulver

et nip fint salt

1 tsk rapsolie

Rør det hele godt sammen og steg pandekagerne på panden.

Derefter skal det hele bare anrettes lidt lækkert på en tallerken og så er der serveret! 😀

Verdens bedste rabarber dessert

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Reklamer
%d bloggers like this: