You are currently browsing the tag archive for the ‘Rachmaninov’ tag.

For et par år siden var jeg til min første koncert med Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester og det var en fantastisk oplevelse. Siden har jeg bemærket, at jeg taler med flere og flere mennesker, der regner Lyngby-Taarbæk for at være et af Danmarks bedste symfoniorkestre – og man kan vist godt tillade sig at sige, at de levede op til deres rygte, da de spillede i Tivolis Koncertsal mandag aften. 

Aleksander Glazunov og Aram Khachaturian

Koncerten begyndte med en “March on a Russian Theme” af Aleksander Glazunov … eller som Stravinskij omtalte ham: “den mest ubehagelige mand jeg har kendt“; der var nemlig det problem med Aleksander Glazunov, at han ikke kunne lide Stravinskijs musik. Værket begynder mørkt og dæmpet, men musikken stiger hurtigt til en gjaldende fanfare. Derefter slår musikken over i en forrygende march – det var en flot og festlig begyndelse på en rigtig god og vellykket koncert.

Det næste værk var meget specielt – det var “Masquerade Suite” af Aram Khachaturian, som består af fem satser: Vals, Nocturne, Mazurka, Romance og Galop. Det vil sige tre meget festlige satser, som bliver delt af to blide og dæmpede satser, hvoraf den første er farvet af en mørk og melankolsk tone, mens den sidste gennemtrænges af en mere lys og positiv tone. Men det er også lidt vulgært – det minder mig om konditoren, der opkaldte en tærte efter Tone og det var “den der var mest af alt i”, som Suzanne Brøgger har skrevet. “Masquarade Suite” er virkelig et overflødighedshorn af lækker musik. Det er en fest fra start til slut. Fra de allerførste valsetoner bliver publikum fuldstændig forført af musikken og jeg kan godt forstå, at der var mange, som ikke kunne lade være med at klappe efter første sats. Man blev forført af musikken lige fra de allerførste valsetoner og indtil værket sluttede med en galop, som blev spillet i et rasende tempo. Det gik over stok og sten.

Det var et fantastisk værk. Man blev smittet af musikken, så man havde lyst til at le højt af glæde og begejstring – og samtidig havde man også lyst til at springe op fra sædet og danse. Jamen, jeg har virkelig aldrig oplevet noget lignende. Derudover spillede førsteviolinen den smukkeste solo i Nocturnen, som fik mit hjerte til at smelte. I romancen var der en trompetsolo, som fuldstændig tog vejret fra mig … det var så fantastisk, at man kun kan sammenligne det med Haydn´s formidable trompetkoncert. Tryk her for at høre Khachaturians “Masquerade Suite.

Man kan kun beskrive første del af denne koncert, som en fuldstændig overdådig fest i Tivolis gamle koncertsal. 

Rachmaninovs 2. symfoni

Anden del af koncerten bestod af Sergei Rachmaninovs 2. symfoni – hvis første del af koncerten var en stor fest, så kan man godt sige, at anden del var gravalvorligt, som en begravelse. Orkestret begynder meget mørkt og dystert. Så kommer violinerne og løfter stemningen en lille bitte smule. Men det er absolut ikke munter musik og dermed var denne musik en stor kontrast til musikken i første del. Heldigvis. Det havde været for meget – alt for meget – hvis det havde været lutter lagkage. Med Rachmaninovs 2. symfoni fik Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester og Kaisa Roose skabte en god balance i koncerten som helhed.

I første sats var der et klimaks med både pauker, stortromme og bækken – det var så kraftfuldt og dramatisk, at det mindede mig om helvedes-scenen i Mozarts opera Don Giovanni. Og det var egentlig den oplevelse, som jeg havde af hele værket – det var mørkt og dystert og gravalvorligt. Og det var fuldstændig fantastisk!

DR´s gamle filmanmelder Ole Michelsen var kendt for at sige, at “Film skal ses i biograften”. Jeg er ikke enig. Jeg foretrækker ganske bestemt, at sidde hjemme i min egen sofa, når jeg ser film. Til gengæld så mener jeg i allerhøjeste grad, at det gælder i forhold til klassisk musik. Altså – jeg mener selvfølgelig ikke, at man skal gå i biografen for at høre musik. Men gang på gang må jeg konkludere, at musik lyder bare bedre i en koncertsal. Jeg har en ganske udmærket indspilning af Rachmaninovs symfonier, som jeg er meget glad for – men den kan altså ikke konkurrere med at høre Kaisa Roose og Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester i Tivolis koncertsal.

Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester spillede suverænt fra start til slut og det virkede også som om, at de havde et helt utroligt velfungerende samspil med dirigenten. Nogen gange oplever man, at dirigenten står foran orkestret og dirigerer. Mandag aften havde jeg en fornemmelse af, at der næsten skete en eller anden mystisk symbiose mellem Kaisa Roose og orkestret, som om de nærmest smeltede sammen. Jeg ved selvfølgelig ikke, om musikerne oplevede det på samme måde. Men Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester kan bare noget helst specielt. Jeg ved ikke hvad det er – måske er det et ekstraordinært godt samarbejde og samspil mellem musikerne, som skaber deres helt særlige og meget unikke lyd. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg allerede glæder mig til at høre dem igen næste år i Tivolis Koncertsal. 

Man kan også opleve Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester d. 31. oktober 2016, når de giver koncert i Lyngby Kulturhus – det er sammen med klarinettist Giovanni Punzi, som spiller i Copenhagen Phil til daglig. Tryk her for at se programmet med alle deres koncerter. I 2017 har de – blandt meget andet – planlagt to koncerter med Asbjørn Nørgaard fra Den Danske Strygekvartet.

Tivolis Koncertsal - juni 2016. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis Koncertsal – juni 2016. Copyright: Jens Drejer.

Reklamer

I år kan Amatørsymfonikerne fejre deres 60-års jubilæum. Det bliver markeret med et nyt værk af den unge danske komponist Benjamin de Murashkin, som blev uropført ved Amatørsymfonikernes jubilæumskoncert i Tivolis koncertsal lørdag aften. Det var på alle måder en festlig og usædvanlig vellykket koncert.

For et par år siden var jeg så heldig, at være til stede under uropførelsen af Benjamin de Murashkins værk “Cosmic dancer” – det var en fantastisk oplevelse og jeg var vild med værket. Jeg går stadig og venter på, at det bliver indspillet på CD, så jeg får mulighed for at høre det igen. På den baggrund er det selvfølgelig klart, at jeg glædede mig rigtig meget til at høre det nye værk, som Benjamin de Murashkin har skrevet til Amatørsymfonikerne – og jeg blev bestemt ikke skuffet. Det nye værk hedder “Tides” og det har bestemt ikke det samme bombastiske bulder og brag som “Cosmic dancer”. Det nye værk er et musikalsk billede af en å, som løber ud i havet. Det er kombinationen af de store, tunge bølger som ruller langsomt mod land og den hurtigt løbende og plirrende å.

Det var et rigtig flot værk, hvor man bliver draget ind i det musikalske univers. Det bliver aldrig til løssluppenhed som en stor tsunami, der skyller ud over publikum – i stedet er der en stramhed og en stor beherskelse i værket. Der er heller ingen munterhed, som man måske kunne forestille sig i den plirrende å. I stedet virker værket som resultatet af kølig betragtning og fortolkning – det er et værk som snarere vidner om fordybelse og koncentration. Hvis man skal forsøge sig med en fortolkning, så repræsenterer havet de politiske, sociale og historiske bevægelser som uafbrudt stiger og falder. Så kan åen repræsentere tidens strømninger, som før eller senere løber ud i havet og bliver til …. ingenting. Uanset hvor meget fart og kraft der er i åens løb, så betyder det ikke så meget i forhold til havet, hvor bølgerne bliver ved med at stige og falde – fuldstændig upåvirket – som et symbol på verdens globale vejrtrækning. Det var et rigtig spændende værk og det var virkelig flot musik – publikum var tydeligvis meget begejstrede og værket fik et stort bifald …. en dag bliver det forhåbentlig indspillet på CD, så man får mulighed for at høre det igen. Det må meget gerne være på samme CD, som “Cosmic dancer”.

Marianna Shirinyan og dirigent Christian Schmiedescamp.

Marianna Shirinyan og dirigent Christian Schmiedescamp.

Derefter fulgte Rachmaninovs klaverkoncert nr. 2 med Marianna Shirinyan på klaver. Værket begynder med et hurtigt voksende tempo på klaveret – når tempoet og intensiteten næsten ikke kan presses mere, så kommer der et brus fra strygerne, som næsten tager vejret fra publikum. Det kan næsten ikke bliver mere storslået og gribende – efter første sats var der en stor del af publikum, som brød ud i spontane klapsalver. Det er jo ikke helt comme il faut – men jeg forstår godt, at det var svært at lade være, for både Amatørsymfonikerne og Marianna Shirinyan leverede en forrygende første sats, som sluttede med et brag af en finale.

Anden sats er en smuk og temmelig melankolsk adagio – jeg kan ikke lade være med at tænke på sådan noget melankolsk efterårs-regnvejrs-musik. Det var så hjerteskærende smukt, at det gjorde helt ondt i hjertet og man kunne mærke tårerne i øjnene. Jeg ved ikke hvad Rachmaninov tænkte på, da han skrev denne klaverkoncert, men i tredje sats lød det som nogle gevaldige tordenbrag hver eneste gang der blev slået på paukerne og samtidig plirrede det fra klaveret, så det lød som kraftigt regnvejr der styrtede ned. Det var helt suverænt og publikum belønnede musikerne med et stående og bragende bifald.

Marianna Shirinyan er født i Armenien, men har boet i Danmark i mange år. Hun har modtaget et hav af musikpriser og samtidig har hun skabt en karriere både i Danmark og i udlandet. Publikum elsker hende, men hun er også ekstremt populær blandt dirigenter og andre musikere. Hun spiller rigtig godt, men det er jo ikke kun derfor. Hun ser også temmelig godt ud og hun har en virkelig stærk udstråling. Man kan selvfølgelig ikke bygge en karriere som klassisk koncertpianist udelukkende på at se godt ud, men når man samtidig er en virkelig dygtig musikere, så er det bestemt ikke en ulempe, at man har udseendet med sig. Men der er endnu en grund til hendes store succes; jeg har oplevet hende som pianist et par gange. Men jeg har også oplevet, at hun har siddet blandt publikum. I begge tilfælde har hun fremtrådt som en utrolig venlig, imødekommende, varm, smilende og betænksom person. Det samme var tilfældet ved koncerten lørdag aften. Først kom hendes lille datter på scenen i en hvid prinsessekjole, for at bukke for publikum sammen med mor. Så satte hun sig igen ved klaveret for at give et ekstranummer – og hvad spillede hun? “Happy birthday to you”! Det var et virkelig flot og betænksomt valg, som selvfølgelig var med til at løfte stemningen i salen endnu en tand i vejret. Derefter fik vi endnu et sublimt ekstranummer, som blev spillet i et forrygende tempo – det gik over stok og sten, så man var lige ved at blive helt forpustet. Marianna Shirinyan fik virkelig skabt en fest i Tivolis koncertsal og stemningen kunne næsten ikke blive bedre!

Den unge dirigent Christian Schmiedescamp, som også spiller basun i Copenhagen Phil.

Den unge dirigent Christian Schmiedescamp, som også spiller basun i Copenhagen Phil.

Efter pausen spillede de Carl Nielsens 2. symfoni, som også har titlen “De fire temperamenter” – altså det koleriske, det flegmatiske, det melankolske og det sangvinske temperament. Det er måske noget af Carl Nielsens flotteste og bedste musik. Amatørsymfonikerne gjorde musikken både spændende og levende, og det er selvfølgelig den fornemste opgave for både orkester og dirigent. Der er ingen tvivl om, at alle leverede en det optimale lørdag aften og de gav publikum en fantastisk oplevelse. Der er dog en enkelt ting som undrer mig – ham som spillede på pauker havde en bunke grene med på scenen, da de spillede Carl Nielsens symfoni – jeg tror det var nyudsprungne bøgegrene, men er dog ikke helt sikker. Midt i værket spredte ham disse grene ud over paukerne, hvorefter han spillede videre – indtil de blev fjernet igen 5-10 minutter senere. Hvorfor? Jeg tror ikke, at det er noget han selv har fundet på. Det ville vist virke både fjollet og upassende. Derfor har jeg en stærk formodning om at det er noget som Carl Nielsen har fundet på og skrevet ind i partituret – og så kan man selvfølgelig overveje om det så bliver mindre fjollet. Mit svar er nej …. jeg synes det var ret besynderligt og jeg kunne bestemt heller ikke høre, at det gjorde nogen forskel i forhold til musikken. 

Det var en rigtig god og festlig aften i Tivolis koncertsal. Amatørfonikerne spillede fremragende og temmelig overbevisende – det var en meget flot præstation. Christian Schmiedescamp er ikke en dirigent med store armbevægelser – men han har et stort og roligt overblik. Jeg er temmelig imponeret over hans indsats. Endelig er der Marianna Shirinyan – først spillede hun fuldstændig suverænt og bagefter satte hun trumf på med de to ekstranumre. Så kan man vist ikke være bekendt at give mindre end seks stjerner!

6stjerner

Amatørsymfonikernes 60-års jubilæumskoncert i Tivolis koncertsal.

Amatørsymfonikernes 60-års jubilæumskoncert i Tivolis koncertsal.

Man siger, at man får hvad man betaler for! Så er det underforstået, at hvis noget er meget billigt eller helt gratis, så er det sikkert ikke noget ved….. men Tivoli beviser, at sådan behøver det altså ikke at være! 

I denne sæson kan man opleve 82 koncerter i Tivolis koncertsal; 63 koncerter er gratis hvis man har et årskort, som koster 280 kr. Det giver en pris på 4,44 kr pr. koncert. Hvis man IKKE har årskort, så koster disse årskortkoncerter 50 kr og dertil skal man betale 95 kr i entre til Tivoli. Det vil sige, at hvis man kommer til bare to af disse årskortkoncerter, så har årskortet allerede tjent sig ind. 

Opera i Tivoli

Og der er sandelig nok at opleve; jeg synes det er et superflot og et meget varieret program. Jeg ved, at der er nogen som synes, at der er for lidt opera på programmet i denne sæson. Jeg er ikke enig. Der er 6 opera-eller vokalkoncerter; d. 9. maj synger studerende fra Operaakademiet og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium franske og russiske sange; d. 5. juni synger Kari Postma og Andrea Pellegrini arier og duetter af Bellini; d. 9. juli synger den tyske sopran Christina Landshamer en sangcyklus af Mendelsohn; d. 2. august kan man opleve alle højdepunkterne fra Farinelli; d. 25. august synger verdens største kontratenor Andreas Scholl lieder og d. 28. synger den berømte tenor Lawrence Brownlee arier. Det kan næsten ikke bliver mere varieret og jeg tror, at der er noget for enhver smag.

Udfordringen bliver at vælge mellem de mange spændende koncerter. Sæsonen begynder d. 2. maj med en klaverkoncert med Alice Sara Ott; hun spillede også i Tivolis koncertsal sidste år og jeg ville rigtig gerne opleve hende igen. Men allerede dagen efter – d. 3. maj – spiller Freiburger Barokorchester 4 af Bachs Brandenburgerkoncerter. Det er laaaaang tid siden at jeg har været til en Bachkoncert og derfor har jeg valgt Bach. Jeg har desværre hverken tid eller overskud til at gå til koncert to dage i træk. Det er surt, for jeg kan mærke, at jeg ærgrer mig lidt over, at jeg går glip af koncerten med Alice Sara Ott. 

Og sådan er det gennem hele sæsonen – der er alt for meget godt at vælge imellem; men man er nødt til at vælge, for man kan selvfølgelig ikke nå det hele. 

Jeg anbefaler: 

Jeg har valgt 5 koncerter som jeg gerne vil anbefale. Det er de 5 koncerter, som jeg selv glæder mig allermest til. 

Søndag d. 12. maj kl. 19,30: den russiske pianist Andrej Gavrilov spiller 9 nocturner af Chopin og 2 klaversonater af Prokofiev. Koncerten er en af de såkaldte årskortkoncerter, som er gratis, hvis man har et årskort. Selv om koncerten er gratis, så er kvaliteten af både solisten og programmet helt i top. Det er jo næsten lige som at spise sportskage fra La Glace og afslutte med Othellolagkage som dessert. Læs mere her

Torsdag d. 30. maj kl. 19,30: det 21-årige klaverfænomen Benjamin Grosvenor spiller musik af Schumann og Sibelius. Jeg har aldrig hørt Benjamin Grosvenor, men i løbet af de sidste par år har jeg hørt rigtig meget om ham. Folk taler om den unge mand, som om at han er ved at indtage pladsen som verdens absolut førende pianist. Det bliver utrolig spændende at opleve ham. 

Derudover er det den unge finske Santtu-Matias Rouvali som skal dirigere; ham har jeg oplevet før og han er fænomenal. Han har selvfølgelig ikke den erfaring og stabilitet som de ældre dirigenter – til gengæld synes jeg ofte, at de ældre dirigenter kan blive lidt stive, lidt konservative og en anelse højtidelige. De unge dirigenter som fx Santtu-Matias Rouvali har en friskhed, en fantastisk energi, en dynamik og en meget tydelig kærlighed til musikken, som er guld værd. Fra den kommende sæson er Rouvali 1. gæstedirigent for Copenhagen Phil – jeg synes, at det er en af forårets bedste nyheder. Læs mere om koncerten og de medvirkende her. 

Mandag d. 24. juni kl. 19,30: denne koncert er med Odense Symfoniorkester. Dem har jeg aldrig hørt før og jeg ved slet ikke hvad jeg skal forvente, så det bliver spændende. Dali Gutserieva spiller cello, mens David Geringas både skal spille cello og dirigere. 

Jeg er ret vild med cellomusik og derfor koncerten med på min liste. De spiller både Bachs og Haydns cellokoncerter, inden aftenen slutter med Schuberts 5. symfoni. Læs mere om koncerten og de medvirkende her

Mandag d. 29. juli kl. 19,30: den smukke cellist Alisa Weilerstein spiller værker af Debussy, Schubert, Sjostakovitj og Rachmaninov, kun ledsaget af pianisten Inon Barnatan. Det vil sige, at det bliver en hel aften kun med cello og klaver. Jeg bliver helt blød i knæene bare ved tanken. Det kunne være så fedt, hvis man slukkede alt lys i salen og fyldte hele scenen med store, levende lys. Det ved jeg godt, at man ikke gør….. men det er en meget præcis beskrivelse af den intime stemning som jeg forventer til denne koncert. Jeg glæder mig helt vildt. Læs mere her

Lørdag d. 10. august: den sidste koncert er med den danske cellist Toke Møldrup fra hhv. Tivolis eget symfoniorkester og Copenhagen Phil. I løbet af denne dag spiller han alle Bachs 6 suiter for cello. Toke Møldrup er en fantastisk cellist og Bachs cellosuiter er fænomenal musik. Denne Bachmarathon er delt i 3 afsnit, så både Toke Møldrup og publikum kan få sig et par pauser; uden mad og drikke, duer kunstneren nemlig ikke. Og man kan med garanti sige det samme om publikum.  

De forskellige afsnit begynder kl. 11,30, kl. 14,00 og kl. 16,00. Hvert afsnit koster 50 kr, men de er gratis for alle gæster med årskort. 

Tivolis koncertsal april 2013

Tivolis koncertsal april 2013

Søndag var jeg til “½12 kammerkoncert” på Kunstindustrimuseet – som netop har ændret navn til “Designmuseum Danmark“. Solen skinnede lystigt i alle vinduerne da jeg gik gennem Bredgade……det var en rigtig smuk efterårssøndag. Bemærk det store tæppe foran indgangen…. det er et spejlbillede af Kunstindustrimusset designet af Karen Kjaergaard og Karen Lund Hansen. Det var utrolig smukt – visse detaljer havde ligefrem en 3D-effekt. Det var virkelig imponerende – desværre tror jeg de fleste gik over tæppet, uden at opdage hvad det var og det var synd!

Koncertens første nummer var en “Sonate for messingtrio” af Poulenc – det var lidt voldsomt. Man ville formentlig starte med at sikre sig, at alle blandt publikum var vågne! ……men det var ikke så voldsomt som jeg havde forestillet mig og værket var faktisk rigtig smukt. Det var en flot ouverture! Jeg må også indrømme, at jeg er lidt forbavset over, at en messingtrio bestående af trompet, horn og basun kan spille så smukt og spændende musik.

Bemærk tæppet foran Kunstindustrimuseet.

Derefter spillede Halina Wigocka Wamberg en Passacaglia af William Walton på cello – hun så fantastisk ud i struttende hvid nederdel med sorte polkaprikker og dertil grønne sko. Værket var meget meditativt, eftertænksomt og fyldt med en melankolsk efterårsstemning….. i anden del spillede hun Rachmaninovs Vocalise ledsaget af Elisabeth Westenholz på klaver; første nummer var godt, men andet nummer var endnu bedre. Det havde en lethed og en munter tone, som passede rigtig godt til den skarpe efteråssol der plirrede mod vinduer. Jeg ville gerne have hørt det en gang mere…………

Koncertens første del sluttede med Philippe Benjamin Skow som spillede Chaconne fra Bachs Partita nr. 2. Det er kun et par måneder siden jeg hørte ham spille samme nummer i Tivoli, men det var meget bedre denne gang…. meget lettere, mere smidigt og mere afslappet. Der var en fin harmoni mellem den skærende soloviolin og efterårssolen som vældede ind gennem de store vinduer i salen. Philippe B. Skow er utrolig dygtig og spiller med en selvsikker overlegenhed. Efter pausen spillede han “Valse Sentimentale” af Tjaikovskij og “Aprés un rêve” af Fauré med ledsagelse af Elisabeth Westenholz på klaver. Det var perfekt til sådan en klassisk matine – fyldt med lethed og elegance. Det var så smukt, at jeg næsten smeltede!

Dagens sidste nummer var en sonate af Fauré med Elisabeth Westenholz på klaver og Andreas Orlowitz på violin – han spillede med så megen charme og musikglæde, at det blev koncertens højdepunkt. Det er et meget smukt værk, der blev spillet så hjertet dansede!

Alle værkerne blev præsenteret af Claus Berthelsen – man fik lidt baggrundsviden og et par små anekdoter om værker og komponister. Det var perfekt – hverken for lidt eller for meget. Samtidig var det med til at give hele koncerten en let og munter stemning. Det var simpelthen en rigtig dejlig kammerkoncert på Kunstindustrimuseet og jeg glæder mig til næste gang. 

Næsten koncert er søndag d. 20. november klokken 11,30. Entre er 90kr. 

Alle musikere er fra “Sjællands Symfoniorkester” og man kan finde programmet for næste koncert HER.

Ses vi?

Designmuseum Danmark i Bredgade

I år er det 200 år siden Franz Liszt blev født – det bliver fejret i Tivoli, hvor hans musik fylder en betydelig del af sommerens program. I aftes var der koncert med den 23-årige pianist Alice Sara Ott, som var solist i to værker af Franz Liszt. 

Første værk var hans klaverkoncert nr. 1. Det var et spændende værk, fyldt med virtuost klaverspil og bragende orkesterstykker. Det begyndte fint og blidt, men blev mere og mere lidenskabeligt og voldsomt. Det blev de skarpe kontrasters aften!

Næste værk var “Totentanz” – allerede i de første takter frigør pianisten en mørk og dyster energi, når hun hamrer løs på de dybeste tangenter. Det er voldsomt og foruroligende. Derefter sætter blæserne ind med et skæbnetungt tema – det er intet mindre end storslået. Men trods det makabre tema og de tempofyldte forløb i musikken, trods de groteske indslag i denne “Dance macabre”, så var dødedansen bestemt ikke uden ynde og elegance, og hele værket sluttede med et brag af et klimaks – musikken var nærmest ophidset og domineret af et eksalteret vanvid. Flere gange var den unge pianist ved at lette fra stolen, når hun brugte alt sin vægt for at hamre i klaveret. Det var berusende…. og meget erotisk.

Der var alt for mange tomme pladser i Tivolis koncertsal og det var synd. Trods stående applaus, så lød bifaldet bestemt ikke som Alice Sara Ott havde fortjent. Det var næsten skammeligt og uanstændigt, at sådan en fantastisk pianist måtte spille for en sal hvor en tredjedel af sæderne var tomme. Hun spillede “Für Elise” som ekstranummer og det var et hit.

Efter pausen var Tivolis symfoniorkester alene på scenen med dirigenten Lan Shui – som jeg er ret vild med. Lan Shui har en stærk karisma, han er en meget levende, energisk og udtryksfuld dirigent – og så er han knivskarp. Aftenen sluttede med Rachmaninovs 3. symfoni. Det var et fantastisk og storslået værk – midt i anden sats satte alle strygerne ind med en kraft, så det gav et helt sug i maven da musikken skyllede ind over salen…. faktisk var det et værk som gav mig flere sug i maven end jeg nogensinde har fået i tivolis berømte rutschebane. 2. sats begynder med første violinen som spiller en elegant solo der slyngede sig i luften som en musikalsk arabesk – jeg var næsten ved at smelte, da alle de andre violiner fulgte efter på denne vilde himmelflugt. Det er noget af de smukkeste jeg nogensinde har hørt. Finalen var en fantastisk udløsning af kraft og energi – paukerne fik nogle tæsk og det var et storslået klimaks.

Det afsluttende bifald var slapt og tarveligt. Sådan er det desværre, når koncertsalen ikke er fuld. Men det var rigtig ærgerligt, for både solist, orkester og dirigent havde fortjent bedre…..

Jeg blev helt flov, da jeg læste, at Thomas Michelsen skrev, at Alice Sara Otts ekstranummer var “Für Elise”. Ja, selvfølgelig. Det er ret pinligt, for jeg havde skrevet at det var Chopin. Men Thomas Michelsen har selvfølgelig ret……… Derudover skriver han, at Alice Sara Ott “leverede (…) en heftig blanding af monstrøs virtuositet og drømmelyrik”. 

Søren Schauser har skrevet en morsom anmeldelse, hvor han både kalder Alice Sara Ott for vidunderbarn, klaverfrøken og klaverløvinde. Søren Schauser er lige så vild med “Totentanz” som mig selv.

I Jyllands-Posten skriver Christine Christiansen, at salen fik “symfonisk smæk for skillingen” af en “blændende solist” og et “veloplagt orkester”. I det hele taget er det en superflot og meget underholdende anmeldelse af en fantastisk koncert.

NB: efter videoen, skal man selv trykke sig videre til anden del.

Jeg er rigtig ked af, at jeg ikke har skrevet noget så længe, for jeg har oplevet en masse og der har været rigeligt at skrive om. Jeg har været til Haydns “Farewell Symphony” i DR´s koncertsal og Nabucco i Operaen. Særligt Nabucco var en god forestilling. Det var en antediluviansk historie; det var sådan noget med “min gud er større end din” og så prøvede de at slå hinanden ihjel, for at bevise at hvem der havde ret. Så blev kong Nabucco så træt af alt den ballade, at han afskaffede alle guderne og udråbte sig selv til den eneste gud. Jeg synes egentlig det var en god og meget moderne løsning – men det syntes Nabuccos datter ikke. Hun fik faren erklæret for sindssyg, spærrede ham inde og skyndte sig at tage magten selv. Men så viste det sig, at hun slet ikke var kongens rigtige datter og så gjaldt det slet ikke. Hun prøvede også at myrde sin søster og det kunne man jo godt forstå, for hun var nemlig en rigtig lille prinsesse. Men det nåede hun desværre ikke, før operaen var slut.

Jeg synes handlingen var rimelig uinteressant og scenografien var aldeles rædselsfuld – det er noget af det værste jeg nogensinde har set. Men musikken var fantastisk, kapellet var i topform og sangerne var supergode. Derfor var det en af de bedste forestillinger jeg har set i lang tid og jeg nød hvert eneste minut……. jeg håber egentlig, at jeg når at se den endnu en gang!

Jeg havde også billet til Rach2 i det gamle radiohus, men jeg kunne ikke overskue det. Jeg har været syg og haft en pokkers masse problemer i løbet af de sidste uger – det hele har kørt lidt skævt. Det var rigtig ærgerligt, for jeg havde virkelig glædet mig til Rachmaninovs 2. klaverkoncert. Jeg håber, at jeg får chancen for at opleve den en anden gang.

 

Det berømte fangekor fra Nabucco. Foto: Mats Backer/DKT

 

Jeg var så heldig, at jeg blev inviteret til koncert på Glyptoteket fredag aften, med pianisten Julius Drake og den russiske basbaryton Sergei Leiferkus. Julius Drake spiller klaver på alle CD´erne med min yndlingstenor Ian Bostridge, så det var fantastisk, at jeg fik mulighed for at høre ham i virkeligheden. Sergei Leiferkus har jeg aldrig hørt før, men han er ganske kendt og derfor har jeg naturligvis hørt en masse om ham. Mine forventninger var selvfølgelig skruet helt i top!

Programmet var sange af Tchaikovsky, Rachmaninov og Musorgsky. Man kan godt kalde det for et ret voldsomt og dramatisk program. Første gang jeg nogen sinde hørte lieder, var jeg ved at kede mig til døde. Det var simpelthen skrækkelig kedeligt. Senere har jeg forstået, at lieder kan være enormt spændende, men det kræver altså en virkelig god sanger – og det var/er Leiferkus. Jeg ville dog ønske at jeg havde kendt nogle af sangene i forvejen, så jeg kunne have fulgt mere med i hans fremførelse,  i stedet for at sidde og følge med i teksten.

Jeg var især begejstret for Musorgsky´s “Songs and Dances of Death”, som består af 4 sange. Den sidste handler om soldaterne som kæmper mod hinanden, indtil døden kommer og erklærer, at han er den endelige sejrherre, som vinder over dem alle. Det var en fantastisk og barsk allegori – fremført med en voldsom kraft af Leiferkus. Han har en utrolig stor stemme; den var næsten for stor til festsalen på Glyptoteket.

Leiferkus forstod virkelig at fange folks opmærksomhed. Det var lidt morsomt at tænke på Andras Schiff, der spillede i Tivolis koncertsal i august – han blev så vred over publikums uafbrudte hosten, at han afbrød koncerten og forlod scenen. Selv om vi nu er i december, hvor det er hostesæson, var der ikke én eneste som hostede i aftes. Det var virkelig imponerende.

Efter koncerten var der en eksklusiv buffet i salen nedenunder. For en gangs skyld var det ikke så fedt at være veganer – og hvis sandheden skal frem, så snød jeg en lille smule. Der var nogle små skåle med ris a la mande og jeg var simpelthen nødt til at smage. Jeg var dog ikke særlig imponeret, så jeg ville ønske at jeg ikke havde gjort det.

Da Julius Drake og Sergei Leiferkus havde klædt om, kom de ned og blandede sig med det lille selskab. Det blev desværre aftenens antiklimaks: jeg stod og talte med nogle andre, da Julius Drake kom og forærede min gode veninde Anna sine blomster og hilste på alle dem hun stod sammen med. Øv – tænk at jeg gik glip af det. Jeg har også fortrudt, at jeg ikke havde taget en CD med, for at få hans autograf på den. Jeg havde overvejet det, men jeg syntes det var for pinligt og alt for påtrængende. Men det har jeg altså fortrudt og hvis jeg nogensinde får chancen igen, så håber jeg, at jeg er lidt mere modig. Anna tilbød at præsentere mig, men jeg er jo alt for genert………

Det var en god koncert og en utrolig hyggelig aften – jeg blev helt deprimeret da jeg kom hjem til mig selv. Det var lidt trist efter den aften og alle de mange indtryk. Så lavede jeg en kande the og smed mig på sofaen sammen med store mis, hvor vi lå og hørte hele Glucks opera “Orfeus og Eurydike”.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: