You are currently browsing the tag archive for the ‘requiem’ tag.

Tirsdag aften opførte Koncertforeningens kor og orkester “Ein deutsches Requiem” af Johannes Brahms. Værket indgår naturligvis i kategorien af storslåede dødsmesser, sammen med Mozarts requiem, Verdis requiem, Faurés requiem og mange flere – alligevel er Brahms requiem på alle måder helt unik og forskellig fra de andre værker i denne kategori.

Et requiem er en katolsk dødsmesse, som stammer fra 900-tallet, hvor man indførte en fast årlig bededag for alle døde – Allesjælesdag d. 2. november. “Requiem aeternam dona eis, Domine” / “Herre, giv dem den evige hvile” – sådan lyder den første sætning i den romersk-katolske messe, som udgør hovedparten af teksten. Hymnen “Dies Irae” er dog en senere tilføjelse, som man mener er skrevet af Franciskanermunken Thomas af Celano.

Oprindeligt blev messen fremført som en enstemmig sang i den gregoriansk tradition. I begyndelsen af 1400-tallet blev messen først flerstemmig og dernæst begyndte man også at sætte musik til. Komponisterne valgte frit hvilke dele af messen de ville bruge og hvordan de ville sætte delene sammen. Det har givet os nogle store kor – og orkesterværker, som er vidt forskellige.

Brahms – Ein deutsches Requiem

Johannes Brahms(1833-1897) bryder med alle de gamle traditioner, da han skriver sit requiem. Brahms var protestant – ikke katolik. Han var vist ikke særlig troende, men brugte alligevel biblen flittigt og var meget biblekyndig. Da han begyndte at skrive sit requiem forkastede han den katolske dødsmesse og brugte i stedet nøje udvalgte steder fra biblen: “Selig sind, die da Leid tragen, denn sie sollen getröstet werden” / “Salige er de, som sørger, thi de skal trøstes” – sådan lyder den første sætning fra Brahms requiem, som stammer fra Matthæus-evangeliet.

Dirigenten Steen Lindholm med de to solister.

Dirigenten Steen Lindholm med de to solister.

Hvis vi sammenligner de første sætninger fra hhv. den katolske dødsmesse og teksten til Brahms requiem, så er der én stor forskel som straks springer i øjnene: i den katolske dødsmesse er formålet klart og tydeligt, at bede for de dødes sjæle. Den første sætning i Brahms requiem er også en hensigtserklæring, hvor det gøres klart, at de som sørger – dvs. de efterladte – skal trøstes. Eller sagt på en anden måde – Brahms skrev sit requiem til de levende. Hvis vi skal bruge begreber fra den moderne psykologi, så ønskede Brahms altså, at hans requiem skulle være en slags datidens sorgarbejde. Men teksten rummer en slags dobbelthed, for den fungerer også som et budskab til de levende, som en slags memento mori, der maner til fordybelse og eftertanke.

Jeg synes, at der er noget gribende og forførende i, at Brahms selv har fundet og valgt hver eneste sætning; når jeg kigger på den ene sætning efter den anden, så kan jeg ikke lade være med at overveje, hvorfor han valgte netop denne sætning … hvad betød præcis denne sætning for Johannes Brahms og hvilket budskab ønskede han at viderebringe til os … Brahms requiem adskiller sig fra de andre store requiemmer på endnu et punkt, som er sproget. Han valgte nemlig at teksten skulle være på tysk – ikke latin. Det er selvfølgelig den simple forklaring på den usædvanlige titel. 

En flot og meget vellykket koncert

Brahms requiem er ikke lige så æterisk smukt som Mozarts requiem. Det er heller ikke så dramatisk som Verdis requiem eller så voldsomt som Berlioz. Brahms requiem er et dybt og kraftfuld hav af stemmer og toner, som bruser ud over publikum.

Den danske baryton Thomas Storm.

Den danske baryton Thomas Storm.

Jeg elsker de skønne, mørke pauker, som presser både intensiteten og lydniveauet til tops i anden sats – det er som en brusende bølge der stiger og stiger, indtil den vælter ned over publikum med sådan en kraft, at man får et stort sug i maven. Det er helt klart et af værkets højdepunkter for mig og Koncertforeningen gav mig det helt rigtige sug i maven. Det føltes som om, at benene blev revet væk under mig!

I tredje sats møder vi endelig den første af solisterne – den danske baryton Thomas Storm. Han har en superlækker, meget maskulin og kraftfuld stemme; men hans stemme har også en helt usædvanlig varm undertone, som gør den supersexet. Thomas Storm blev uddannet fra Det Fynske Musikkonservatorium i 2007. Siden blev han optaget på Operaakademiet og han havde sin debut på Det kongelige teater i 2009. Thomas Storm har både talent, format og et stort potentiale ….. det bliver spændende at se, hvor længe vi får lov til at beholde ham her i Danmark. Det var en suveræn fornøjelse at høre ham i Brahms requiem!

I tredje sats var der også en basun som spillede helt exceptionelt flot – desværre var det temmelig kort. Man nåede næsten ikke at nyde det før det allerede var slut igen.

Sopran Sólrun Braggadóttir er født på Island, men bor nu i Danmark.

Sopran Sólrun Braggadóttir er født på Island, men bor nu i Danmark.

I fjerde sats er det endelig sopranens tur til at synge; Sólrun Bragadóttir har en meget klar og fyldig stemme, med en rigtig flot vibrato. Jeg synes dog ikke, at hendes stemme havde den samme vitalitet som udmærkede både Thomas Storm og koret.

I den første del af sjette sats fangede kontrabasserne min opmærksomhed; de spillede en meget mørk og tung baggrundsrolle. Jeg fik den tanke, at det lød som døden der nærmede sig uendelig langsomt med uendeligt tunge skridt – et skridt af gangen, det ene skridt efter det andet. Det passede jo også ret godt til helheden, hvis det havde været sådan en slags indbygget memento mori. Jeg har prøvet at lytte til denne sats på min egen CD(med John Eliot Gardiner som dirigent) – her spiller kontrabasserne en mindre markant rolle og det har slet ikke den samme virkning. Jeg har også prøvet at lytte til andre optagelser på nettet, hvor jeg heller ikke oplever det samme. Er der noget galt med min hørelse? Nixen bixen! Men det viser bare, at en indspilning kan aldrig konkurrere med den oplevelse som man har i en koncertsal. Lyden er anderledes, men det betyder også en hel del, at man kan se alle instrumenterne.

I syvende og sidste sats er der flere forsøg på at skabe et klimaks, men det bliver aldrig til mere end det ene forsøg efter det andet – komponistens forsøg, vel at mærke! –  i stedet svinder musikken og korets stemmer længere og længere bort. På den ene side kan man få en vision om, at koret langsomt synker ned i jordens mulm og mørke. På den anden side kan man også tænke, at finalen illustrerer en accept eller en underkastelse under omstændighedernes magt – vi skal alle dø før eller siden. Dét er livets grundvilkår. Man er nødt til at bøje nakken og finde sig i det – der er ikke andre muligheder. 

Koncertforeningens kor og orkester

Dirigent Steen Lindholm.

Dirigent Steen Lindholm.

For et par dage siden var jeg til koncert med Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester – et helt fantastisk symfoniorkester for amatørmusikere. Koncertforeningens kor og orkester tilhører også amatørkategorien “Con amore”. Hvor er det dejligt, at der er så mange mennesker, som gider at bruge deres fritid på den slags. Det er til stor glæde for rigtig mange mennesker, som fx mig! Og man skal bestemt ikke undervurdere hvor meget alle disse mennesker betyder for det danske musikliv.

Koncertforeningens orkester spillede med masser af styrke, kraft og energi – der var masser af skønne detaljer og højdepunkter. Jeg har selvfølgelig kun nævnt nogle få af dem i dette indlæg. Koret havde også en imponerende styrke – det kan godt være, at de er amatører, men det kan man bestemt ikke høre. En lille smule kritik – jeg synes måske, at tempoet kunne have været en anelse hurtigere. Jeg tror, at det havde givet værket en smule mere dynamik. Men det er nok et spørgsmål om smag og behag. Alt i alt så var det en flot og meget vellykket koncert, som jeg nød fra start til slut.

5 stjerner

Koncertforeningens kor og orkester i Tivolis koncertsal.

Koncertforeningens kor og orkester i Tivolis koncertsal.

Reklamer

Torsdag var jeg til Mozarts requiem i DR Koncerthuset – det var en noget særpræget og usædvanlig opførelse, der balancerede på kanten af koncert og gudstjeneste. Men jeg synes det virkede og det var en storslået aften. Jeg var fuldstændig ekstatisk efter koncerten! 

Jeg har gang på gang skrevet, at jeg ikke er særlig vild med Mozart; men Mozart har skrevet enormt meget musik og der vil selvfølgelig altid være undtagelser. Samtidig udvikler man sig også. Man ændrer smag, både i den ene og den anden retning. Og endelig betyder dirigenten utrolig meget – Manfred Honeck var en utrolig spændende og skarp dirigent, og jeg er meget glad for, at jeg oplevede denne Mozartaften i Koncerthuset. 

Koncerten begyndte med Mozarts Symfoni nr. 39. Gang på gang holdt dirigenten orkestret stramt tilbage, så de næsten var ved at gå i stå. Derefter slap han tøjler, så musikerne fik lov at folde sig ud i en sprudlende udløsning…….  disse tempokontraster skabte en fantastisk energi, intensitet og dynamik. Det var meget, meget smukt.

Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791)

Efter pausen var det tid til Mozarts requeim. Mozart døde midt under arbejdet med denne dødsmesse og det var hans elever som skrev det færdigt. Manfred Honeck spiller kun Mozarts egen komposition – derfor er det et ufærdigt og kort requiem. Men han opfører værket sammen med andre stykker af Mozart, gregoriansk sang, oplæsning og meget andet. Det var en usædvanlig og besynderlig oplevelse.

Da der endelig blev stille i salen efter pausen, blev koncerten indledt med 3 dybe, rungende klokkeslag – da tonerne langsomt døde ud, fik vi første nummer som var en gregoriansk sang – man kunne ikke se herrekoret, som stod ude på en trappe. Det var utrolig smukt og meget forførende. Derefter læste Paul Hüttel et brev fra Mozart til hans far, som handler om sygdom, liv og død…. det havde jeg egentlig gerne være foruden. Alligevel viser det hvilken sindstilstand Mozart befandt sig i da han skrev sit requiem – dermed var det også med til at sætte publikum i den rette stemning.

Derefter fulgte Maurerische Trauermusik, endnu en gregoriansk sang og “Laudate Dominum” fra “Vesperae solennes de confessore”, sunget af sopran Christiane Karg – det var så smukt. Der var en gribende inderlighed i dette stykke, så stor og smuk, at jeg fik hjertebanken og gele i knæene. Wow……..

Så fulgte endnu en gregoriansk sang, hvorefter Paul Hüttel læste to digte af Nelly Sachs, der handler om jødernes død i koncentrationslejrene. Derefter var det endelig tid til selve Mozarts requiem: Requiem aeternam dona eis, Domine – Herre, giv dem den evige hvile, lyder første strofe. Wow….. det var overvældende smukt, lige efter Nelly Sachs digte. 

Dirigent Manfred Honeck

Dirigenten delte Mozarts requiem i tre stykker, som blev afbrudt af gregoriansk sang og oplæsning af Johannes åbenbaring – umiddelbart virker det næsten som helligebrøde. Men det virkede. Sørme gjorde det så…. og det var utrolig smukt. Jeg tror først og fremmest det skyldes dirigenten. Sidste gang jeg hørte Mozarts requiem var jeg dybt skuffet. Det var både tamt og slapt…… Manfred Honeck var helt anderledes. Det svingede så det næsten var jazz; her var der ingen selvhøjtidelig romantik.

Tempoet i Dies Irae slog alle rekorder – jeg har aldrig hørt noget lignende. Gustavo Dudamel er kendt for sin evne til at holde et hæsblæsende tempo, uden at gå på kompromis med den kunstneriske kvalitet. Men jeg tror ikke han kunne have slået Honeck i denne sats. Det gik over stok og sten. Men det var også stramt og meget skarpt. Der var en utrolig præcision i orkestret – derfor blev det usædvanlig smukt.

Dirigenten spiller på, at fremhæve kontrasterne i musikkens farver, de lyse og de mørke toner slynger sig om hinanden.Herrekoret i Confutatis er tungt og mørkt, dramatisk og skæbnesvangert – og så afveksler de med kvindernes smukke, lyriske sorg.

Der var et meget dynamisk samspil mellem dirigent, kor, orkester og solister. Nogen gange havde man følelsen af, at dirigenten holdt dem så meget tilbage, at de var lige ved at gå i stå. Andre gange havde man på fornemmelsen, at de kun modvilligt lod sig drive gennem denne dødsmesse. Koret stønner og hvisker indtil de endelig bryder ud i et brusende klimaks…… når det går langsomt, så går det meget langsomt og alle tonerne får lov til at folde sig ud i hele salen. Og når det går hurtigt, så går det over stok og sten…..På den måde skabte dirigenten både spænding og intensitet i værket. Jeg var fuldstændig tryllebundet.

Efter Mozarts requiem fulgte “Ave verum corpus” – jeg var bange for at nogen ville begynde at klappe og ødelægge stemningen. Men dirigenten slog ud med armene og holdt publikum fast i afventende tavshed. Så blev koncerten sluttet som den blev indledt, med tre dybe og rungende klokkeslag. wow…….

Og så trak man vejret dybt og tænkte: wow…..sikken en formidabel koncert.

Koncerten kommer snart i fjernsynet og I kan være helt sikker på, at jeg sidder klistret til skærmen. Det er kun sjældent, at jeg ser disse klassiske koncerter i tv. Jeg vil hellere opleve dem i virkeligheden. Men dette er virkelig en koncert, som jeg glæder mig til at opleve igen.

Anmelderne har været rimelig enige om, at de ikke var udelt begejstrede. I Berlingske understreger Søren Schauser, at Koncerthuset IKKE er en kirke og kalder koncerten for “hjemmegjort patchwork”. Selv om jeg nød hvert eneste minut, så er der ingen tvivl om at Thomas Michelsen har ret. Jeg var også meget skeptisk over dette lappe-program, men jeg overgav mig…..

I følge Thomas Michelsen var resultatet “en besynderlig mosaik om døden, hvori Mozarts ufuldendte messe næsten druknede”. Samtidig har han masser af ros til dirigent og alle de medvirkende. Men Thomas Michelsen har ret. Det kan slet ikke diskuteres.

Christine Christiansen er den mest begejstrede. Hun skriver i JP, at det var “meget, meget intenst”.

I går var jeg til Verdis requiem i et propfyldt koncerthus – det er vist første gang jeg har været til en koncert, hvor der ligefrem var venteliste. Derfra hvor jeg sad kunne jeg tælle 9 tomme sæder – det er altså imponerende i en sal med plads til 1800 gæster. Der er jo altid nogen som bliver syge eller af anden grund forhindret. Verdis requiem er vist en af årets store klassiske begivenheder.

Guiseppe Verdi (1813-1901)

Et requiem er en romersk-katolsk dødsmesse som stammer fra 900-tallet, hvor man indførte en årlig bededag for alle døde – allesjælesdag d. 2. november. Men det var først meget senere at man begyndte at sætte musik til teksten. Der findes over 2000 kompositioner og de ældste er fra 1400-tallet. Teksten består af en masse led; Dies Irae, Sanctus, Libera me, Angus Dei, mv. Komponisterne kan frit vælge mellem de forskellige led og sætte dem sammen som de ønsker. Dermed bliver de bedste requier yderst forskellige.

Denne sæson opfører koncerthuset fire af de mest kendte requier; Verdi, Mozart, Fauré og Brahms. Jeg ærgrer mig rigtig meget over at der ikke er blevet plads til Berlioz i programmet….. jeg synes egentlig også at Benjamin Brittens “War Requiem” hører til blandt de bedste, som burde indgå i sådan et requiem-marathon. 

Verdis requiem udmærker sig ved at være det mest dramatiske – mange mener ligefrem at det er Verdis bedste opera. Verdi bruger Dies Irae-satsen som et gennemgående tema, hvor paukerne og stortrommen skiftes til af banke løs, ledsaget af ildevarslende dommedagstrompeter og et buldrende tordenkor.

Dies Irae, dies illa
solvet saeclum in favilla,
teste David cum Sibylla. 
Quantus tremor est futurus,
quando judes est venturus,
cuncta stricte discussurus!
Tuba mirum spargens sonum
per sepulchra regionum,
coget omnes ante thronum.

Vredens dag i tidens fylde,
spået af David og Sibylle,
verden skal i flammer hylle.
Gru og angst og rædsler kolde
vil vor Herres komme volde,
når han dommedag vil holde.
Over slægtens grave gjalde
domsbasunerne og kalde
for Guds trone ALT OG ALLE.

Mellem disse dies irae-satser udfolder de fire solister deres egne temaer; tenoren synger: “Ingemisco tanquam reus,/ culpa rubet vultus meus,/ supplicanti parce, Deus” – “Hør mig stønne i min brøde,/se min kind af skammen gløde,/ skån mig, Gud, lad mig ej bøde.” Sopranen synger i en hjertegribende vekselsang med koret: “Libera med, Domine, de morte aeterna/ in die illa tremenda,/ quando coeli movendi sunt et terra.” – “Frels mig, Herre, fra den evige død/ på hin frygtelige dag,/ når himlene og jorden røres,/… “ Men igen og igen vender den skabnesvangre dies irae, dies illa tilbage med tordenkor og dommedagstrompeter. Men det er også koret som synger den store inderlige bøn til Gud, som har givet genren sit navn: “Requiem aeternam dona eis, Domine” – “Herre, give dem den evige hvile.

Chefdirigent Rafael Frühbeck de Burgos

Det er storslået, det er gribende, det er berusende…… alligevel giver jeg kun 5½ ud af 6 stjerner. Der manglede noget…. Det var kun enkelte satser som nåede det sublime; fx “Ingemisco tanquam reus” med tenoren Aquiles Machado, Lacrymosa og det afsluttende “Libera me” med sopran Ines Salazar og hele DR koncertkoret. Jeg havde faktisk en følelse af, at man først rigtig fandt melodien da man var et godt stykke over halvvejs – og det er bare for sent.

Rafael Frühbeck de Burgos dirigerede og det er første gang siden hans udnævnelse til chefdirigent for DR Symfoniorkestret – en udnævnelse som mange har undret sig over. Der er ingen tvivl om, at Frühbeck de Burgos er en dygtig, solid og stabil dirigent. Man får en god og sikker koncert når han svinger dirigentstokken. Men der bliver ikke taget nogen chancer….. derfor bliver det lidt for pænt, lidt for konservativt, lidt for upersonligt. Det bliver lidt tamt og lidt for stramt….. Men det er nok også et spørgsmål om forventning; hvis man ønsker en opførsel der er alvorlig og højtidelig, så har man formodentlig fået hvad man kom for. Jeg havde foretrukket en fortolkning der var mere dynamisk, vital og temperamentsfuld. Der manglede lige det sidste ryk eller den sidste kraftanstrengelse, som havde gjort koncerten til en sublim og uforglemmelig oplevelse.

Næste afsnit i denne requiem-marathon er d. 3. og 4. november hvor man spiller Mozarts requiem. Der er venteliste, men jeg har heldigvis købt billet……..

Koncerten blev optaget til fjernsynet. Den bliver nok snart sendt på DR2, så alle kan nyde den.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Reklamer
%d bloggers like this: