You are currently browsing the tag archive for the ‘sæsonprogram’ tag.

Henrik Engelbrecht ved præsentationen af programmet for Tivolis koncertsal 2014.

Henrik Engelbrecht ved præsentationen af programmet for Tivolis koncertsal 2014.

For et par måneder siden meddelte Henrik Engelbrecht, at han stopper som musikchef for Tivolis koncertsal. Jeg var chokeret – og det er slet ikke nogen overdrivelse. Af en eller anden grund havde jeg forestillet mig, at Henrik Engelbrecht skulle været musikchef i Tivolis koncertsal til han blev 100 år. Jeg havde forestillet mig, at Henrik Engelbrecht ville vokse sammen med Tivolis Koncertsal på samme måde, som James Levine er vokset sammen med Metropolitan Opera i New York eller Simon Rattle er vokset sammen med Berliner Philharmonikerne. Set i bakspejlet burde man måske ikke blive forbavset over, at Henrik Engelbrecht er sådan en person, som altid søger nye udfordringer. Han fortsætter blandt andet som kunstnerisk konsulent for Festspillene i Bergen og som studievært på det musikalske debatprogram “Parnasset på P2”. Derudover kunne man måske også forestille sig, at der ville komme flere operabøger på et eller andet tidspunkt.

Er det en æra som er slut? Man skal passe på, at man ikke misbruger den slags begreber … men Henrik Engelbrecht har virkelig været en helt exceptionel musikchef og han har løftet Tivolis koncertsal til et niveau, som man ikke har set i mange, mange år. Jeg vil ligefrem påstå, at Henrik Engelbrecht har forvandlet Tivolis koncertsal til Københavns mest spændende spillested for klassisk musik. For det første har Tivoli sit eget symfoniorket. For det andet har årene budt på en lang perlerække af verdens bedste klassiske musikere. Og for det tredje har der også været plads til Danmarks bedste amatørmusikere og amatørorkestre. Det er helt unikt og der er vist ikke andre koncerthuse i Danmark, som fungerer på den måde. Sådan var det naturligvis også før Henrik Engelbrecht – men han har løftet kvaliteten og standarden til et helt nyt niveau. Jeg synes godt man kan tillade sig at sige, at hans personlige engagement og hans ægte passion for klassisk musik, har givet Tivolis Koncertsal en ny storhedstid. Spørgsmålet er selvfølgelig om succesen fortsætter.

Henrik Engelbrecht som dirigent på hans 50-års fødselsdag.

Henrik Engelbrecht som dirigent på sin 50-års fødselsdag.

Henrik Engelbrecht fyldte 50 år i 20104 og fejrede dagen med at dirigere Tivolis Symfoniorkester i en sprudlende koncert, der næsten var et helt festfyrværkeri. Denne aften var på ingen måde annonceret som en fødselsdagskoncert. Men man kunne selvfølgelig læse i programmet, at Henrik Engelbrecht skulle dirigere denne aften og det har formodentlig stået i alle landets aviser, at Tivolis musikchef blev 50 – og så kan folk jo godt lægge to og to sammen! Uanset hvordan man måler, så var det vist sæsonens største succes. Der var i hvert fald stuvende fyldt med gæster, som var kommet for at ønske fødselaren til lykke med dagen. Hvorfor er Henrik Engelbrecht så populær? Jeg tror, at det primært skyldes to forhold: for det første er Henrik Engelbrecht en af mine yndlingsnørder. Når man siger sådan, så er der altid nogen som protesterer. Men for mig er det ALTID positivt at være en nørd. ALTID, ALTID, ALTID! Det er lige meget om det er fysiknørder, astronominørder, litteraturnørder eller musiknørder. Almindelig mennesker har jobs og hobbyer. Det har nørder ikke – de har kun passioner! Nørder brænder for deres interesser og det er derfor, at jeg er vild med alle slags nørder! Henrik Engelbrecht er en ægte nørd og han har en uudtømmelig viden om opera og klassisk musik. Dertil har han også en formidabel evne til at formidle denne viden, så det bliver spændende og interessant for alle andre. Men jeg vil da godt indrømme – hvis jeg nu skal være helt ærlig – at jeg har haft samtaler med Henrik Engelbrecht, hvor jeg har tænkt, at nu kan MIN hjerne bare ikke håndtere flere input. Nørder er ALDRIG kedelige – men nogen gange kan vi andre have svært med at rumme alle de informationer, som passionerede nørder gerne vil dele med os! Det er jo endnu en af de egenskaber som karakteriserer ægte nørder – de er gavmilde mennesker, som har et stort ønske om at dele deres viden og deres passion med andre mennesker!

Det er præcis sådan Henrik Engelbrecht er og det er derfor han vil blive savnet i Tivolis Koncertsal!

Maria Frej tager over

Maria Frej, som er ny programchef i Tivolis koncertsal.

Maria Frej, som er ny programchef i Tivolis koncertsal.

Henrik Engelbrechts efterfølger er Maria Frej, som bliver “programchef” – jeg synes ikke det lyder helt som tjekket, som at være “musikchef”. Maria Frej er uddannet cand. phil. i musikvidenskab. De sidste 2 år har hun arbejdet med planlægningen af Det Kongelige Biblioteks koncerter i Den Sorte Diamant. Derudover har hun været leder for Storstrøms Symfoniorkester, Storstrøms Kammerensemble og Athelas Sinfonietta Copenhagen.

Jeg synes, at Maria Frej lyder som en spændende person. Når man tænker på hendes tidligere jobs, så er det klart, at hun har en masse erfaring og en masse kompetencer i bagagen. Der har været masser af spændende koncerter og masser af spændende musikalske arrangementer i løbet af de sidste par år, hvor Maria Frej har været involveret i planlægningen af det musikalske program i Den Sorte Diamant. Derfor synes jeg det bliver spændende at se, hvordan hun vil sætte sit eget fingeraftryk på fremtiden i Tivolis Koncertsal.

Program for sommeren 2015

I dag præsenterede Henrik Engelbrecht sit sidst sæsonprogram for Tivolis Koncertsal og endnu en gang er det et sandt overflødighedshorn af lækre oplevelser. Læs hele programmet ved at trykke her!

Tivolis Koncertsal.

Tivolis Koncertsal.

I år er der 54 koncerter på programmet. Der er 14 koncerter som kræver, at man køber billet enten via Tivolis hjemmeside eller Tivolis billetcenter. De resterende 40 koncerter er såkaldte abonnementskoncerter – det betyder, at der er gratis adgang til koncertsalen, hvis man har et Tivolikort, som også giver fri adgang til Tivoli. Det billigste årskort – som kun gælder for én selv – koster 290 kr. Hvis man IKKE har et Tivolikort, så skal man først betale entré til Tivoli, som koster 99 kr. Dernæst skal man betale 50 kr i entré til koncertsalen. Det giver en samlet pris på 149 kr. Det betyder, at hvis man bare kommer til to af disse årskortkoncerter, så er det en økonomisk fordel at købe et Tivolikort – og derudover får man 15% rabat på billetterne til de øvrige koncerter, hvis man køber dem i Tivolis billetcenter.

Lad mig lige forklare det på en anden måde – hvis man køber et årskort til 290 kr, så er der gratis adgang til Tivoli hele 2015, samt gratis adgang til 40 koncerter! Det kalder jeg saftsusme en god deal!

Som sædvanlig vil jeg anbefale 5 af de koncerter, som jeg selv glæder mig mest til. Jaja, jeg ved godt, at når det kommer til stykket, så når jeg aldrig dem alle sammen – til gengæld kommer jeg til mange af de koncerter, som der ikke er plads til på min lille personlige hitliste.

Lørdag d. 6. juni kl. 16: Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester spiller Carl Nielsens Symfoni nr. 1 og Sibelius violinkoncert med Kirstine Schneider som solist. Jeg har valgt denne koncert, fordi jeg hørte Lyngby-Taarbæks Symfoniorkester, da de gav koncert i Tivolis koncertsal sidste år og det var – efter min mening – årets suverænt bedste koncertoplevelse.

Søndag d. 31. maj kl. 14: Copenhagen String Quartet(Eugen Tichindeleanu, John Bak Dinitzen, Bernd Rinne og Richard Krug) spiller alle Beethovens strygekvartetter fordelt over 5 søndage. Tjek selv de andre datoer i programmet. Til dagligt spiller Eugen Tichindeleanu i Odense Symfoniorkester og de tre andre musikere spiller i Copenhagen Phil/Tivolis Symfoniorkester. Særligt cellisten Richard Krug er efterhånden blevet temmelig populær blandt publikum efter nogle meget vellykkede koncerter, hvor han har været solist.

Fredag d. 28. august kl. 19,30: Tivolis Symfoniorkester spiller Scriabins klaverkoncert med Niklas Sivelöv som solist, efterfulgt af Ravels Bolero. Jeg har valgt denne koncert, fordi jeg er lidt vild med Scriabin – men jeg har aldrig hørt hans klaverkoncert. Og så er der Ravels Bolero; jeg kan jo ikke lade være med at tænke “jaja, den har vi hørt en million gange!” Men det er alligevel et af de værker, som man ALTID bliver grebet af, når man hører det i virkeligheden.

Onsdag d. 2. september kl. 19,30: Jonathan Siahaan på klaver og Amalie Elmark på violin. Nogen gange er det bare fuldstændig vidunderligt, at sætte sig i en stor koncertsal og lytte til to instrumenter, som fylder hele rummet med musikalsk magi. Jonathan Siahaan og Amalie Elmark spiller sonater af Beethoven, Ravel og Prokofiev – jeg tror, at det bliver fantastisk. Det er i hvert fald en af de koncerter, som jeg virkelig glæder mig til.

Lørdag d. 15. august kl. 19,30: Tivolis symfoniorkester opfører Donizettis opera “Elskovsdrikken” sammen med LilleMUKO, samt Olga Peretyatko, Lawrence Brownlee, Palle Knudsen, Simon Duus og Sofie Elkjær Jensen som solister. Jeg er slet ikke i tvivl om, at denne koncertopførelse bliver sæsonens absoluttet højdepunkt. Det er en af de allerbedste operaer der findes og de tre danske solister er nogle af de bedste og de mest populære operasangere vi har. Og hovednavnet er naturligvis den verdensberømte tenor Lawrence Brownlee. 

For mange år siden var jeg ude at drikke kaffe med Kasper Holten efter en forestilling i operaen. Han blev meget forundret, da jeg nævnte, at Elskovsdrikken er en af mine absolutte favoritoperaer. Den reaktion har jeg efterhånden oplevet mange gange – jeg forstår det simpelthen ikke. Er jeg virkelig den eneste som har opdaget, at Elskovsdrikken er operaens pendant til verdensberømte ungdomsfilm som fx Grease?! Det er fuldstændig the same shit, som man siger på moderne dansk!

Om handlingen i Elskovsdrikken:

Teenageren Nemorino er dybt forelsket i Adina – hun er så smuk og så klog. Hun spiller musik og hun læser bøger. Jo flere bøger Adina læser, jo dummere føler Nemorino at han er. Det er jo fuldstændig lige som alle drenge og piger anno 2015! Adina læser blandt andet “Tristan og Isolde” og fortæller Nemorino om den elskovsdrik, som binder dem sammen i evig kærlighed. Elskovsdrikken havde urpremiere i 1832 – den gang var pigerne åbenbart også langt foran drengene i udvikling. Adina er i hvert fald ikke den mindste smule interesseret i den generte, fjollede, kiksede og umodne Nemorino. Man ville slet ikke blive forbavset, hvis Nemorino pludselig begyndte at synge: “… min stemme er i overgang, mit hår er helt forkert, jeg går i det forkerte tøj og så er jeg genert … ”

Tivolis Koncertsal 2013.

Tivolis Koncertsal 2013.

Så kommer officeren Belcore til byen med sit soldaterkompani – og så kan det nok være, at Adinas hjerte begynder at slå kolbøtter. Hun ved ikke, at han er en kynisk slyngel og en skørtejæger uden nogen form for samvittighed. Hun synes bare, at han er så voksen og så mandig. De når kun lige at sige goddag til hinanden – så har de allerede planlagt, at de skal giftes dagen efter. Og stakkels, stakkels Nemorino er helt ude af sig selv …..

I mellemtiden er kvaksalveren Dulcamara også ankommet til byen. Han lover den enfoldige pøbel, at hans eleksir kan kurere alting. Der er slet ingen grænser hvad den eleksier kan bruges til – og så kan man jo ikke lade være med at tænke, at folk er sandelig ikke blevet mindre godtroende i løbet af de sidste 175 år!

Nemorino kommer i tanke om historien om Tristan og Isolde – og så ser han endelig en mulighed for at score Adina. Nemorino opsøger Dulcamara og spørger om han har noget af Isoldes elskovsdrik. Og så viser det sig, at det er Dulcama som producerer Isoldes elskovsdrik. Det var sørme heldigt. Og prisen? Ja, det passer tilfældigvis lige præcis med alle de penge som Nemorino har i lommen … og så går dumme, naive Nemorino hjem med en billig flaske rødvin under armen. Han finder et sted hvor han kan være alene og begynder straks at drikke.

Den verdensberømte tenor synger partiet som Nemorino.

Den verdensberømte tenor Lawrence Brownlee synger partiet som Nemorino.

Samtidig rygtes det i landsbyen, at Nemorinos rige onkel er død og Nemorino har arvet alle pengene. Og hvad sker der så? Jamen, det er jo det mest forudsigelige i hele verden – nu er Nemorino pludselig blevet rig og så begynder alle pigerne i landsbyen at løbe efter ham. De flirter med ham, smigrer ham og prøver på alle måder at vinde hans opmærksom. Men dumme, naive og godtroende Nemorino – som ikke ved at han er blevet rig – han tror, at det hele skyldes elskovsdrikken, som han allerede har drukket temmelig meget af. Og jo mere han drikker, jo mere selvtillid får han. Han har allerede drukket så meget, at han virkelig tror på, at alle pigerne elsker ham og så gælder det med garanti også Adina. Han er faktisk temmelig sikker på, at hun allerede er hans! Jamen, er det ikke bare typisk unge drenge? Det er derfor teenagere drikker for meget – allerede efter to øl får de en temmelig opblæst selvtillid!

Adina har selvfølgelig opdaget, at de andre piger er begyndt at løbe efter Nemorino – hun ved ikke hvorfor. Men når alle de andre vil have ham, så …. ja, så bliver hun selvfølgelig interesseret. Typisk piger! Men vil hun indrømme det? Nej da! Tværtimod. I stedet fremskynder hun brylluppet med Belcore og pludselig er bryllupsfesten allerede i gang. Og stakkels Nemorino forstår ingenting – til gengæld bliver han mere og mere fuld. Belcore forsøger at skaffe rivalen af vejen ved at hverve ham som soldat. Nemorino opsøger igen Adina – og hun afviser ham endnu en gang. Så skriger Nemorino, at hvis hun ikke vil have ham, så drager han i krig for at blive slået ihjel … det er totalt teenagedrama.

Men hvis vi tænker tilbage, så tror jeg, at vi alle sammen genkender denne historie. Første gang vi blev ramt af ulykkelig kærlighed, så troede vi jo alle sammen, at jorden ville gå under!

Den ultimative operaoplevelse!

Donizettis opera Elskovsdrikken er en af de bedste operaer, der nogensinde er skrevet. Handlingen er genial og så er den hylende morsom! Men Elskovsdrikken udmærker sig ikke blot ved historien – det er også én lang perlerække er operahistoriens bedste musik. Det er en koncertant man kan opleve i Tivolis koncertsal. Det betyder, at man kun får alle sangene – men der plejer at være en fortæller, som guider publikum igennem forestillingen, så alle kan følge med i handlingen. Selv om Henrik Engelbrecht stopper som musikchef, så håber jeg alligevel, at det er ham som skal føre os gennem historien – for jeg er fuldstændig sikker på, at han kan gøre det, så publikum vrider sig af latter – lige indtil vendepunktet kommer med operaens højdepunkt “Una furtiva lagrima”. Adina nægter stadig, at hun er forelsket i Nemorino. Men han tror ikke på hende: “Jeg så en afslørende tåre i dit øje,” synger han, “så nu ved jeg … nu ved jeg, at du elsker mig.”

Først griner man i 2 timer. Så kommer “Una furtiva lagrima” og i løbet af et øjeblik sidder halvdelen af publikum og snøfter!

Dét er simpelthen den ultimative operaoplevelse!

Tivoli har lavet en lille reklamevideo i forbindelse med præsentationen af sæsonens program. Men jeg har fundet en video med Lawrence Brownlee, hvor han synger “Una furtiva lagrima” og den er jeg naturligvis nødt til at slutte med.

Reklamer

Når jeg diskuterer klassisk musik med andre, så oplever jeg meget ofte, at folk opfatter Sjællands Symfoniorkester som et anden rangs orkester. Der er ingen tvivl om, at Sjællands Symfoniorkester står i skyggen af DR Symfoniorkester; det er overhovedet ikke rimeligt, men det skyldes sikkert fortiden. Da DRs symfoniorkester havde Radiohusets koncertsal som fast base, måtte Sjællands Symfoniorkester nøjes med en lidt løsere tilknytning til Tivolis koncertsal. Det var her man gav de fleste koncerter, men ofte måtte man finder øvelokaler ude i byen. Det lykkedes ikke altid og derfor måtte man spille mange koncerter uden én eneste prøve. Jeg synes det er enormt flot, at det overhovedet kan lade sig gøre….. men det er naturligvis ikke optimalt.

Sådan var det dengang, men meget er anderledes i dag!

Sjællands Symfoniorkester anno 2012.

Konservatoriets koncertsal

Da DRs Symfoniorkester fik det nye koncerthus i Ørestaden, overtog Sjællands Symfoniorkester den gamle koncertsal. Det gav en stabilitet som har styrket orkestret. Samtidig har der været en del udskiftning blandt kunstnerne og orkestret har fået en ny og meget ambitiøs musikchef, Uffe Savery. Jeg er ikke kompetent til at vurdere hvilket orkester der er bedst – og det tror jeg ikke der er ret mange som er. Begge orkestre er superprofessionelle og knaldhamrende dygtige; jeg tror det er næsten umuligt at afgøre hvilket orkester der er bedst, men selvfølgelig er der forskel: jeg oplever generelt, at DRs Symfoniorkester er mere konservativt og traditionsbunden, mens Sjællands Symfoniorkester har en yngre og en friskere lyd – samt en mere moderne profil. Men hvordan skulle man afgøre om det ene er bedre end det andet? Nej, det ville jo være absurd…… de har hver sine styrker.

Samtidig har Sjællands Symfoniorkester bevist sin eksistensberettigelse med en lang række nyskabelser og innovative initiativer. Sjællands Symfoniorkester er blandt andet involveret i samarbejdet med Radio Klassisk – en radiostation som er etableret og drives af de 5 landsdelsorkestrer i fællesskab. Sjællands Symfoniorkester har også skabt det meget originale koncept “60 minutes”, hvor man både kan opleve et foredrag, en kammerkoncert, en større symfonikoncert og en lounge med afslappende klassisk musik på samme aften. På deres hjemmeside har alle musikere i Sjællands Symfoniorkester fået deres egen profil og samtidig har man indført, at alle koncerter bliver præsenteret af en af de medvirkende kunstnere – det er en nyskabelse, som øger kendskabet til musikere og deres arbejde, men det skaber også en nærhedsoplevelse og en direkte kontakt til orkestret.

Sæsonprogram 2012/2013.

Sjællands Symfoniorkester

Endelig har man valgt at præsentere årets nye program med en flashmob; sidste år spillede man Bolero på Københavns hovedbanegård. I år spillede de Peer Gynt i metroen; videoen er gået jorden rundt og i løbet af ganske få dage er den set af mere end 2,5 million mennesker(se videoen nederst i mit indlæg). Sjællands Symfoniorkester viser gang på gang, at de er et orkester med masser af energi, overskud og gode ideer – og de er ikke bange for at udfordre DRs Symfoniorkester. 

Det ser man også i det nye program for sæson 2012/2013, som blandt andet byder på 4 nye aftener med “60 minutes”. Jeg tror dog de fleste er lidt for moderne og progressive til min smag, så jeg vil sikkert nøjes med “60 minutes of Prokofiev vs. Prokofiev”. Det bliver en aften med uddrag fra Sergei Prokofievs mest kendte værker, men også en præsentation af hans barnebarn Gabriel Prokofiev der selv er komponist og musiker.

Traditionen tro kommer der også 4 nye kammerkoncerter på Designmuseum Danmark – jeg glæder mig! Sidste sæson nåede jeg kun to, men det var nogle af de koncerter som jeg nød allermest. Dernæst venter en masse Carl Nielsen, Haydn, Beethoven, Sjostakovitj, Rachmaninov og meget mere – det er en god gang blandede bolcher, præcis som det skal være.

For mig ligger årets højdepunkt allerede i starten af oktober, hvor man spiller Benjamin Brittens flotte “War Requiem“. Denne sæson har DRs Symfoniorkester haft et requiem-tema, hvor man har spillet alle de største rekvier. Jeg elsker rekvier! Men da jeg så programmet for cirka et år siden, ærgrede jeg mig over at lige præcis “War Requiem” manglede…… Derfor synes jeg det er lidt morsomt, at Sjællands Symfoniorkester nu kan afrunde DR Symfoniorkestrets tema på en ordentlig måde. For nogle år siden hørte jeg “War Requiem” i samme koncertsal med Ian Bostridge som tenor. Det var en fantastisk oplevelse. Denne gang bliver det med Niels-Jørgen Riis – det bliver spændende om han kan gøre det lige så godt.

Her kan man se hele programmet for sæson 2012/2013.

I går offentliggjorde Det kongelige teater programmet for sæson 2012-2013. I forbindelse med offentliggørelsen udtalte teaterchef Erik Jacobsen, at publikum på ingen måde ville mærke noget til krisen. Men den kommende sæson indeholder kun 8 opsætninger og det er oven i købet inklusive 3 genopsætninger og en børneopera. Dermed bliver det den mindste sæson jeg nogen sinde kan huske. Derfor er det næsten krænkende, når Erik Jacobsen påstår, at publikum ikke vil bemærke krisen. Vi er jo ikke dumme…..

Når det er sagt, så synes jeg faktisk, det er et utrolig flot og intelligent program – den økonomiske situation taget i betragtning!

Sæsonen åbner med en dramatiseret iscenesættelse af Händels Messias – det er absolut ikke noget for mig og jeg har lidt svært ved at se pointen. Messias er jo et oratorium. Hvorfor skal det absolut presses ind i en ramme, hvor det ikke passer? Jeg kunne måske forstå det, hvis det var et sjældent opført værk, som kunne trække en masse publikum på grund af nyhedsværdien. Men det er jo ikke tilfældet – tværtimod. Hvert eneste år er der talrige muligheder for at høre Messias i juletiden….. jeg synes det havde været bedre, at bruge operaens begrænsede midler på at sætte en rigtig opera op i stedet for!

Senere kan man opleve Rossinis Semiramis; det er en dramatisk historie, der næsten forløber som en parallel til myten om Ødipus. Jeg er i forvejen ret vild med Rossini og når der står i programmet, at Semiramis rummer noget af hans allerbedste musik, så er det en forestilling som jeg glæder mig usædvanlig meget til.

Så følger Janaceks opera “Den fiffige lille ræv” – en forestilling for hele familien. Den handler om en skovfoged som finder en lille ræveunge ude i skoven og tager den med hjem for at pleje den, men ræveungen har lidt svært ved at tilpasse sig menneskenes verden. Jeg synes det lyder som en rigtig sød og charmerende historie. Jeg kender vist ikke noget af Janaceks musik, men jeg tror dette er en god lejlighed til at lave om på det.

Program for sæson 12/13

Senere følger så en rigtig gyseropera af Krzysztof Penderecki, der har skrevet filmmusikken til både Eksorcisten og Ondskabens hotel. Historien foregår i 1643, hvor en priorinde har seksuelle fantasier om en præst – og så ender det med, at han blive brændt på bålet, fordi hun ikke kan styre sine lyster. Gys og sex og begær og religiøst vanvid – jeg synes det lyder helt vildt spændende! Det bliver i hvert fald noget helt ud over det sædvanlige!

Sæsonens sidste nyopsætning bliver Puccinis “Il Trittico” – tre små enaktere. Jeg kender kun Gianni Schicchi, som er en rigtig morsom komedie. Denne opera indeholder en af verdens smukkeste og mest kendte arier: O mio babbino caro. Jeg har aldrig set Gianni Schicchi i virkeligheden, så det er endnu en oplevelse som jeg glæder mig til. Jeg glæder mig selvfølgelig også til at se de to andre stykker: Kappen og Søster Angelica.

Derudover kan man gense “Madame Butterfly”, Carmen og Tannhäuser – tre af de flotteste og mest populære opsætninger fra de sidste par år. Som de fleste faste operagæster, har jeg et lidt anstrengt forhold til Carmen. Ouverturen og 3-4 af de store arier er så misbrugt i medierne og det moderne kulturliv, at de er fuldstændig banaliseret. Man kan ikke lade være med at tænke – årh nej, det magter jeg simpelthen ikke at høre igen. Derfor er det ikke en opera, som trækker mange af de faste operagæster – men det er lidt ærgerligt, for det jo en ret god opera, men en masse flot musik. Til gengæld er Carmen en forestilling, som tiltrækker mange af de gæster som kun sjældent kommer operaen og det samme gælder “Madame Butterfly”.

På den måde synes jeg, at man har sammensat et rigtig flot program, som egentlig rummer noget for enhver smag. Der er en lille håndfuld ekstremt spændende nyopsætninger. Alle de faste operagæster – dem som kun ser de nye opsætninger – har virkelig noget at glæde sig til. Men der er også tre opsætninger, som allerede er publikumsfavoritter – folk som ikke har set dem får en chance mere. Og alle os andre? Jo, jeg tror man har valgt tre forestillinger, som mange faste operagæster også gerne vil se igen!

Det kongelige kapel på gamle scene.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Reklamer
%d bloggers like this: