You are currently browsing the tag archive for the ‘Sjællands symfoniorkester’ tag.

Sjællands Symfoniorkester har i dag udsendt en pressemeddelse, hvor de fortæller, at de skifter navn til Copenhagen Phil. Det kommer ikke som den store overraskelse; jeg tror det er en udvikling som man har forberedt længe. Det er jo flere år siden, at deres hjemmeside blev ændret til www.copenhagenphil.dk 

Først og fremmest skyldes ændringen, at man gerne vil undgå misforståelser. I udlandet kender folk ikke Sealand og derfor tror de ofte, at orkestret kommer fra New Zealand – og det kan jeg egentlig godt forstå. Men navnet giver også visse problemer hjemme i Danmark, for der er Nordsjællands Symfoniorkester – og tidligere havde vi også Vestsjællands Symfoniorkester. Deres område er i dag overtaget af Holbæk Symfoniorkester. Men jeg kan godt forstå, at nogen undrer sig over Sjællands Symfoniorkester og spørger sig selv, hvilket område de så dækker….. Holbæk og Nordsjællands Symfoniorkester er to mindre lokalorkestre, mens Sjællands Symfoniorkester er et af de fem store landsdelsorkestre, som altså dækker hele området. Det vil man også gøre i fremtiden, hvilket man understreger ved at bruge undertitlen – eller sloganet – “Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester”. 

Men navneændringen er også et udtryk for orkestrets ønske om at markere sig stærkere på den internationale scene og signalere, at man er et orkester i verdensklasse – og det er der vist ingen som kan fortænke dem i. Alle os som jævnligt kommer til deres koncerter, vi ved, at de har fortjent alt den anerkendelse som de kan få. 

Man kan læse hele pressemeddelsen HER.

Copenhagen Phil på hjemmebane d. 15. marts 2013.

Copenhagen Phil på hjemmebane d. 15. marts 2013.

Reklamer

Fredag aften var jeg til koncert med Sjællands Symfoniorkester; det er alt for lang tid siden sidst, så det var rigtig godt at være tilbage i det gamle radiohus. 

Aftenens første værk var Christian Frederik Emil Hornemanns Gurresuite; Hornemann skrev oprindeligt musikken til Drachmanns skuespil “Gurre”, men begge dele er glemt i dag. I følge programmet er det moderne publikum ikke gået glip af noget som helst – tværtimod. Hornemann skabte en suite af forspillet til de forskellige akter; denne suite spilles stadig og det var en meget fin åbning til fredagens koncert.

Aftenens dirigent var den unge Christian Kluxen, som dirigerede med masser af udtryk og energi. Det var næsten ærgerligt, at man kun så ham fra ryggen. Når jeg en gang i mellem fik et glimt af hans ansigt fra siden, så bemærkede jeg en stærk intensitet og en stor koncentration i hans blik – men jeg bemærkede også, at hans øjne lyste af glæde og fornøjelse ved musikken.  Han var klædt i sin halvlange sorte frakke, men hvis man var opmærksom, så så man at den var foret med blodrødt silkestof. Det var egentlig et meget passende symbol på den lidenskab som Christian Kluxen viste på dirigentpodiet. 

Sjællands Symfoniorkester spillede også med masser af energi og overskud, og det er mit indtryk, at der var et virkelig velfungerende samspil mellem dirigent og orkester. Dette samspil og denne kemi gav publikum en fantastisk koncert og en rigtig god aften. 

Cosmic dancer

Aftenens højdepunkt var uropførelsen af et nyt værk af den unge komponist Benjamin de Murashkin – jeg er vild med hans navn. Jeg ved ikke om den unge mand har russiske rødder, men det lyder som en hovedperson fra en roman af Dostojevskij. Ikke Tolstoj, ikke Tjekhov og heller ikke Turgenjev – men Dostojevskij. Hvis man har læst Dostojevskij, så ved man, at hans hovedpersoner er mystiske og gådefulde – og ofte mere end blot en lille smule halvgale.  

Værket er inspiret af indisk filosofi, hvor guden Shiva ofte fremstilles som den kosmiske danser, der ødelægger den gamle verden, for at forberede grunden til en ny. Da jeg læste dette blev jeg straks en smule skeptisk… i 70erne var der mange musikere som fandt deres inspiration i den indiske filosofi, men efterhånden virker det som en gammel og meget slidt kliche. Samtidig forestillede jeg mig straks noget med lange, dvælende toner som glider langsomt over i hinanden. Den stil er jeg ikke så vild med…. 

Murashkin har også fundet inspiration i billeder ude fra rummet, taget af det store Hubbleteleskop – endnu en gang forestillede jeg mig straks lange, dvælende toner, som man også kender det fra meditationsmusik. Jeg synes den slags musik er dødkedeligt, monotont, tamt og blodfattigt. Det er simpelthen totalt fantasiløst! 

Endelig har han brugt målinger af rumklangstiden i et indisk tempel – men så bliver det alt for elitært til mig. Det skal man vist have en længerevarende uddannelse for at forstå. 

Værket begyndte med lange, dvælende toner – præcis som jeg havde forventet. Det var desværre meget forudsigeligt. Men jeg tror faktisk, at Benjamin de Murashkin måske ville forstå min pointe. Han brugte nemlig disse toner som et musikalsk symbol på en livstræt og døende verden. På den måde beskrev han 3 galakser som langsomt blev trukket ind i en kollision. Shiva danser, mens galakserne kolliderer og en ny verden opstår. Jeg fortolker det som en meget flot, musikalsk beskrivelse af globaliseringen. På den måde har Murashkin formået at fortælle en meget vigtig historie om vores egen verden og den tid vi selv lever i. Det er fuldstændig genialt og jeg er dybt fascineret. 

Og det var absolut ikke kedeligt! Orkestret fik virkelig lov til at folde sig ud. Der var masser af saft og kraft, tempo og temperament i værket. Cosmic dancer er skrevet som en basunkoncert, hvor basunen spiller partiet som guden Shiva. I værkets første del har basunen mange spændende og – i hvert fald for mig – nye og anderledes udtryk. Her bygger komponisten op til anden del, til skabelsen, hvor basunen har nogle af de smukkeste og mest forførende passager, som er fulde af melodiøse udtryk – noget som jeg ofte savner i den nyere musik. Jeg tror, at mange komponister er bange for det melodiøse princip, men jeg forstår ikke hvorfor. Og det gælder heldigvis ikke Murashkin! 

Aftenens solist var Christian Schmiedescamp på basun. Han er solobasunist i Sjællands Symfoniorkester, men optræder også som dirigent i flere forskellige sammenhænge, blandt andet med ungdomssymfoniorkestret DUSIKA. Jeg er ret vild med mennesker som brænder for noget og alle disse projekter vidner alle om hans store passion for den klassiske musik. Dette engagement mærkede man også under koncerten; jeg tror at værket var en stor teknisk udfordring, som krævede både koncentration og energi. På et tidspunkt ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde min teaterkikkert med, for jeg ville da godt lige have tjekket om Christian Schmiedescamp faktisk var lige så koksrød i hovedet som det så ud til på afstand. Men trods denne afstand så var det ikke til at undgå at se gløden i hans blik og glæden i hans ansigt, mens han spillede. 

Cosmic dancer var en stor succes og fik et bragende bifald. Det er et værk som jeg vil glæde mig til at høre igen en anden gang. Hvis det var indspillet på CD, så er der ingen tvivl om, at jeg ville gå ud og købe det i morgen! 

Sibelius – symfoni nr. 5

Koncerten sluttede med Sibelius 5. symfoni, men jeg må indrømme, at det ikke rigtig fangede mig. Selvfølgelig sad jeg med et stort saligt smil under det storslåede klimaks i slutningen af første sats og igen under den forrygende finale. Alligevel kunne Sibelius ikke rigtig fastholde min opmærksom efter Murashkins kosmiske danser. 

I løbet af de senere år har en hård og ubarmhjertig kulturbøddel draget rundt i Europa; operahuse er blevet lukket, mange kor og  store, anerkendte orkestre er blevet nedlagt. Gang på gang har de moderne medier spurgt: har den klassiske musik overhovedet nogen fremtid? Nogen gange kan man godt blive lidt utilpas, når man overvejer svaret på det spørgsmål…… men så oplever man mennesker som Christian Schmiedescamp, Christian Kluxen og Benjamin de Murashkin – unge mennesker der brænder af passion for den klassiske musik – og så er man slet ikke bekymret mere. Så længe der findes mennesker som dem, så længe skal den klassiske musik nok overleve! 

I går var jeg til ½12 koncert med Sjællands Symfoniorkester – årets sidste kammerkoncert. 

Koncerten begyndte med en blæserkvintet af Anton Reicha, som var en af pionerene inden for denne genre – han skrev selv mere end 20 blæserkvintetter, og de var et tilløbsstykke i begyndelsen af 1800-tallet. Disse blæserinstrumenter er forholdsvis mørke i tonerne, men særligt fløjte og klarinet sørgede for en rigtig fin balancen, så musikken aldrig blev tung eller skummel – tværtimod. Reichas blæserkvintet var både livlig og munter. Det er præcis sådan noget musik som jeg elsker på det tidspunkt på af dagen. 

Og man kan sige det samme om Jacques Iberts blæserkvintet “Trois pièces brève” som er skrevet godt 100 år senere. Det er muntert, livligt og dynamisk musik, som gør mig i godt humør resten af dagen. 

Efter pausen fulgte tre små symfonier af Mozart. Jeg tror det er første gang jeg har hørt hans første symfoni fra 1764. Jeg synes ikke man kan kalde dette værk for stor kunst – ikke når man sammenligner med andre komponister. Eller de værker som Mozart selv skrev senere. Og dog – hvis man husker, at Mozart kun var 7 eller 8 år gammel da han skrev denne symfoni, så er det jo slet ikke til at forstå. Selv om visse passager er lidt tunge og – tillader jeg mig at skrive – lidt ubehjælpsomme, så er der bestemt også elementer af geni. 

Alle værkerne blev præsenteret af Claus Johansen, som er kendt fra utallige programmer om klassisk musik på Danmarks Radio. Claus Johansen er en enestående formidler af klassisk musik, som altid formår at blande fakta og oplysning med en passende mængde anekdoter og sjove historier. Der var en særdeles munter stemning i salen og publikum fik mere end et enkelt godt grin med sig hjem. 

Claus Johansen fortalte blandt andet om baggrunden for symfoni nr. 36, som Mozart skrev i 1783, da han opholdt sig hos grev Thun i Linz. Den gang havde en rig greve naturligvis sit eget kammerorkester og grev Thun ville gerne høre nogle af Mozarts symfonier. Desværre havde Mozart slet ingen noder i sin bagage … men Mozart manglede hverken initiativ eller gode ideer, så han kastede sig straks over en ny komposition, som skulle blive til symfoni nr. 36. Imens sad den gamle hr. Mozart hjemme i Wien og var bekymret. Derfor skrev han et brev med gode råd til den unge komponist, som Claus Johansen læste et uddrag fra – jeg citerer efter hukommelsen: “Det er ikke let for orkestret, sådan som du komponerer. Jeg ved hvordan du er. Det er for hårdt for musikerne. Det er også hårdt, at holde et symfoniorkester vågen hele aftenen. Derfor må du sørge for at holde dem i godt humør. Du må sige noget morsomt til dem. Så kan det også være, at de opfører sig ordentligt… ” Det var et godt råd fra den gamle hr. Mozart til den unge komponist. Måske kan andre komponister også bruge det. 

Jeg ELSKER disse kammerkoncerter med Sjællands Symfoniorkester. Man får en masse gode historier, man griner og nyder en masse fantastisk musik. Jamen, hvad kan man ønske sig mere??? 

Næste kammerkoncert bliver søndag d. 27. januar klokken 11,30 i Carl Nielsen-foyeren til musikkonservatoriets koncertsal, Julius Thomsens gade 1, Frederiksberg. Billetprisen er 90 kr. 

Torsdag aften var jeg til koncert med Sjællands Symfoniorkester. 

Dvorák og Beethoven

Første værk var Antonín Dvoráks blæserserenade – jeg var desværre ikke særlig begejstret. De 12 musikere spillede med stor engagement og flere havde også nogle flotte solopassager. Alligevel blev det aldrig rigtig spændende. To oboer, to klarinetter, to fagotter, en kontrafagot og tre horn, ledsaget af en cello og en kontrabas – det er altså meget mørkt og tungt. Trods musikernes indsats, så blev musikken aldrig rigtig levende. I stedet blev helheden næsten gumpetung. Den kunne ikke rigtig få luft under vingerne… 

Alligevel var jeg skam glad for at høre værket. Når jeg går til koncert, så er det jo også fordi jeg gerne vil præsenteres for musik som jeg ikke kender i forvejen. Nogen gange kan man lide det – andre gange kan man ikke. Og nogen gange ombestemmer man sig, hvis man hører værket igen. Jeg synes, at Dvoráks blæserserenade var dødkedelig og end ikke guddommelig medvirken kunne redde værket; fagotspiller Signe Haugland indledte koncerten med at præsentere publikum for gud – i hvert fald Signe Hauglands egen gud, som er den finske dirigent Osmo Vänskä, der selv spillede klarinet i blæserserenaden. 

Under indledningen fortalte Signe Haugland også, at Beethovens 3. klaverkoncert er det mest spillede klassiske værk i Danmark efter Elvira Madigan. Med Osmo Vänskä på dirigentpodiet, og den kroatiske pianist Dejan Lazic ved flyglet, fik vi en helt sublim oplevelse. Jeg blev fuldstændig forført allerede fra de første muntre toner – og jeg var vist ikke den eneste. Det er mit indtryk, at publikum næsten var tryllebundet. I den langsomme og dæmpede anden sats, hvor pianisten og orkestret spillede helt piano, kunne man nærmest mærke publikums spænding,  mens de ventede på den næste tone … og den næste … og den næste. Det var en pragtfuld oplevelse og jeg er dybt imponeret af Dejan Lazic – jeg var så heldig at sidde hvor jeg kunne se hans hænder. Sikken en oplevelse! 

Efter pausen modtog fløjtenist Kristina Ersson Sydbanks musikpris på 50.000 kr, som anerkendelse for hendes arbejde og hendes indsats i Sjællands Symfoniorkester. Men the show must go on, som man siger – jeg synes egentlig det var lidt synd for hende. Hvis det var mig, så er jeg sikker på, at jeg ikke kunne have spillet noget som helst bagefter. 

Bartok – koncert for orkester

Sidste punkt på aftenens program var Béla Bartoks “Koncert for orkester”, som har fået denne titel, fordi mange af orkestrets instrumenter har soloer. Jeg synes det er et meget mystisk og gådefuldt værk: i 1940 forlod Béla Bartok hjemlandet Ungarn på grund af nazificeringen og den truende verdenskrig – som så mange andre fik han asyl i USA. Her gav han koncerter og arbejdede som musikforsker. Men i tre år skrev han næsten intet … I 1943 slap hans forskningsmidler op og fremtiden var usikker. Via gode venners mellemkomst fik han en bestilling fra dirigenten Serge Koussevitzky – han skulle skrive en symfoni til the Boston Symphony Orchestra, som skulle dedikeres til mindet om Koussevitzkys kone. På det tidspunkt var Bartok selv blevet syg – han havde fået kræft, men det vidste han ikke endnu. Trods sygdommen lykkedes det ham at skrive hele dette værk på bare 1½ måned. Værket blev uropført 1. december 1944 og året efter døde komponisten. 

“Koncert for orkester” er altså skrevet på baggrund af anden verdenskrig. Det er skrevet til minde om Koussevitzkys afdøde kone, af en komponist der selv var ved at dø af kræft – jeg synes ikke man er melodramatisk, hvis man siger at “Koncert for orkester” er en slags “dødens værk”. Men det forunderlige er, at det alligevel er et meget stærkt og kraftfuldt værk. Det er sensuelt, potent, muntert og legesygt – på alle måder et værk som er fyldt med livskraft. Vi ved alle, at tordenvejr opstår når koldt og varmt vejr mødes, hvorved der dannes en enorm energi. Det er vist næsten det samme der sker i Bartóks “Koncert for orkester”, hvor konfrontationen mellem livet og døden skaber værkets kraft og energi. Det er dybt fascinerende at tænke på … 

Selv om jeg ikke var så vild med Dvoráks blæserserenade, så var det en utrolig flot koncert. Jeg blev fuldstændig beruset af Beethovens flotte klaverkoncert og Bartóks koncert kan jeg slet ikke få ud af hovedet igen … 

Torsdag begyndte jeg på 3. bind af Murakamis trilogi 1Q84. Jeg var færdig præcis 24 timer senere. Jeg havde naturligvis også sovet – det vil sige, at jeg har læst 450 sider på 14-15 timer. Jeg tror det er en ny rekord. Men det var en fantastisk bog og jeg kunne bare ikke lægge den fra mig. Da jeg var færdig kunne jeg lige nå at slappe af et par timer og spise aftensmad, inden jeg skulle til koncert i Konservatoriets koncertsal. 

Benjamin Britten – War Requiem

Et requiem er en katolsk messe for de døde, som traditionelt blev brugt i forbindelse med begravelser eller mindehøjtideligheder. Mozarts requiem fra 1791 markerer et skift – herfra begynder requiemmerne at flytte fra kirkerne og ind i koncertsalene. Samtidig bliver komponisterne mere og mere kreative. Det har vist altid været almindeligt, at komponisterne kunne sætte de enkelte dele af messen sammen, som de selv ønskede. De kunne også udelade de dele som de ikke ønskede at bruge. Fx udelader Gabriel Fauré den højdramatiske “Dies Irae” i sit requiem. Johannes Brahms bryder alle traditioner, da han forkaster den katolske tekst og i stedet bruger udvalgte bibelcitater til sit requiem fra 1868 – et requiem som udelukkende synges på tysk! 

Benjamin Britten vælger en helt anden form til sit “War Requiem”, som blev uropført i 1962. Han lader den katolske messetekst slynge sig omkring engelske digte af Wilfred Owen – en ung digter der var soldat under første verdens krig og blev dræbt præcis 1 uge før krigen sluttede. Owens digte er på mange måder et opgør med forestillingen om den heroiske død på slagmarken. “Hvilke klokker klemter for dem, der dør som kvæg?“, spørger tenoren, med Wilfred Owens ord i Brittens War Requiem: “Kun kanonernes rædsomme rasen/kun de stammende riflers ilsomme knitren/kan plapre frem deres hastige bønner. /Intet blændværk får de af bøn eller klokke, og/ingen klagesang, blot disse kor: /skingre, afsindige kor af granathyl og horn, /der kalder fra den triste hjemstavn.” 

Dona nobis pacem

Der er tre solister – sopranen synger den katolske messetekst sammen med det store kor, mens en tenor og en baryton skiftes til at synge Wilfred Owens engelske digte om den umenneskelige krig og den forfærdelige død på slagmarken. Man skal helt hen til “Angus Dei”, til slutningen af den næstsidste sats før man når et magisk klimaks. Det består udelukkende af tre små ord…. 

Den katolske tekst er en bøn til Gud – “Requiem aeternam dona eis” synger koret – “dona eis requiem sempiternam” – Herre, giv dem den evige hvile. Det er korets bøn til Gud, som bliver gentaget igen og igen. Det er direkte henvendt til Gud og derfor er teksten på latin. Wilfred Owens digte handler om det verdslige, det dennesidige – derfor er de på engelsk. Men denne form brydes i slutningen af 5. sats, hvor tenoren synger: “Dona nobis pacem” – Giv os fred. Det er de eneste tre ord, som tenoren synger på latin – det giver dem naturligvis en særlig betydning. Det er soldatens bøn fra det dennesidige til Gud om fred – det er altså ikke en bøn om sjælenes evige fred. Det er ikke en bøn for de døde, men de levende – en bøn om fred på jorden. Det er sunget på latin, som i denne kontekst er Guds sprog. Men det er naturligvis også sunget til et publikum……. 

I de tre små ord – Dona nobis pacem – samles hele værkets essens. Alle delene smelter sammen i et magisk knudepunkt: tenoren, som – sammen med barytonen – repræsenterer det dennesidige. Men han overskrider dødens grænse og synger på latin! Og samtidig er der pludselig et “os” som drager publikum helt ind i værket. Menneskeheden smelter sammen til en samlet enhed. Det er utrolig genialt! Dermed rummer ordene “Dona nobis pacem” også det pacifistiske budskab, som var helt centralt for Benjamin Britten da han skrev dette værk. 

De medvirkende

Brittens War Requiem er et stort værk og der var mere end 200 medvirkende ved koncerten i går. Jeg er rigtig ked af, at jeg ikke havde et kamera med, for det var helt utroligt at se så mange mennesker på scenen.

Først og fremmest var der naturligvis Sjællands Symfoniorkester. Opførelsen var en fællesproduktion med musikkonservatoriet, så Sjællands Symfoniorkester fik hjælp af 45 studerende. Dernæst medvirkede musikkonservatoriets kammerkor med 47 medlemmer, Kammerkoret Hymnia, Kammerkoret Camerata og Københavns Drengekor – jeg er altid særlig imponeret over drengekoret. Jeg er ret sikker på, at det er forældrene som tager initiativet når drengene begynder at synge. Men de er saftsusme dygtige – så dygtig bliver man ikke, hvis man ikke selv kan lide at synge. Det tror jeg simpelthen ikke på. Jeg er dybt imponeret – men jeg er også dybt taknemmelig over at de gider. I stedet kunne de jo spille fodbold eller computerspil, som de fleste andre drenge på den alder. Jeg tror vi er mange som er taknemmelige over, at de har valgt Københavns Drengekor i stedet for. 

Første gang jeg hørte dette værk var i den samme koncertsal for cirka 12-13 år siden; den gang var det med DR Symfoniorkestret, samt Simon Keenlyside og Ian Bostridge som solister. Allerede dengang havde jeg flere CDere med Ian Bostridge og jeg ville selvfølgelig gerne høre ham i virkeligheden. Billetten kostede en mindre formue, men jeg kunne ikke se noget som helst. Dengang var jeg heller ikke særlig begejstret for værket – det var absolut ikke en god oplevelse. 

Det var helt anderledes i går – Sjællands symfoniorkester spillede så man blev helt ekstatisk. Jeg synes det er passende at fremhæve messingblæserne – særligt i Dies Irae, som er det dramatiske højdepunkt i ethvert requiem. De havde et utrolig flot og præcist samspil. Jeg forstår jo slet ikke, at det er muligt at spille så præcist – der var ikke en tone som var lidt skæv, lidt for hurtig eller lidt for langsom. Ikke en eneste! Det er måske fordi jeg ikke spiller et instrument, men jeg er alligevel dybt imponeret. 

Niels-Jørgen Riis

Endelig medvirkede tre solister – den østrigske baryton Günther Haumer, den russiske sopran Yana Klein og den danske tenor Niels-Jørgen Riis. Yana Klein var helt fantastisk i “Lacrimosa dies illa“, hvor hun synger vekselsang med koret. Det var så smukt og storslået, at man fik et helt sug i maven.

Men jeg var også meget begejstret for Niels-Jørgen Riis – jeg har altid haft det lidt svært med Niels-Jørgen Riis, når han optræder som første-elsker. Jeg kan fx huske en opsætning af La Traviata, som jeg helst vil glemme……. Efterhånden er han blevet en voksen mand og det giver ham nogle opgaver som måske passer bedre til hans temperament og hans personlighed. I går optrådte han med stor selvsikkerhed og der var en solid fasthed i hans stemme – det gav ham en stor karisma på scenen. Jeg er stadigvæk ret vild med Ian Bostridge, men i denne sammenhæng er Niels-Jørgen Riis altså meget, meget bedre. Han var helt fænomenal og jeg synes, at han burde rejse hele jorden rundt for at synge Brittens War Requiem. Jeg tror i hvert fald ikke, at der er ret mange tenorer i verden, som kan synge dette parti bedre end Niels-Jørgen Riis…… 

Det var en utrolig flot og vellykket koncert, hvor jeg tror, at alle medvirkende ydede det bedste de kunne. Jeg kan slet ikke beskrive hvor meget jeg nød det, lige fra den allerførste til den allersidste tone. Hvor er det ærgerligt, at Brittens War Requiem ikke opføres lidt oftere. Jeg tror det er et meget svært og et meget krævende værk; men når det lyder som det gjorde i koncertsalen i aftes, så er det en helt sublim oplevelse. 

Torsdag aften var jeg til sæsonens sidste koncert i Tivolis koncertsal, og det var et brag af en finalekoncert – Tivolis symfoniorkester spillede Mahlers 5. symfoni med Vasilij Petrenko som dirigent. 

Første sats var desværre ikke så vellykket – Petrenko virkede meget uengageret og jeg fik nærmest en følelse af, at han holdt orkesteret tilbage. Resultatet var slapt og ufokuseret. Det virkede heldigvis som om at han vågnede op til 2. sats, og herefter blev det en formidabel koncert med mange højdepunkter.

I dag har jeg lyttet til tre andre fortolkninger for at skrive dette indlæg; jeg har set en video på youtube med Daniel Barenboim som dirigent, en video med Leonard Bernstein og endelig har jeg hørt min egen CD med Simon Rattle. Hvis man ser bort fra første sats, så synes jeg, at Petrenko og Tivolis Symfoniorkester gjorde det bedre end de tre andre. Ikke bare lidt bedre, men MEGET bedre! 

I anden sats har strygerne et meget smukt stykke, som næsten blev helt valseagtigt i Petrenkos fortolkning – sådan er det ikke hos de tre andre. Mod slutningen af anden sats kommer bækkenerne med et par store, ekstatiske brag; det er lidt tamt hos både Barenboim og Bernstein – i hvert fald når man har oplevet samme stykke i Tivolis koncertsal. Her blev de to bækkener knaldet sammen så det lød som en gylden eksplosion i et ekstatisk klimaks. 

Der er mange kontraster i Mahlers symfonier; det er derfor, at hans musik er så spændende. Men jeg synes det er karakteristisk for denne opførelse, at dirigenten fremhævede disse kontraster; der var mere kraft i paukerne, stortrommen og alle messingblæserne end der er i de tre andre fortolkninger, som jeg tidligere har nævnt. 

Det største højdepunkt – for mig! – var det stykke hvor strygerne spiller pizzicato; det vil sige at de knipser på strengene. Først er det bare en cello og en bratsch, som spiller helt blidt og dæmpet; så kommer resten af celloerne…. og resten af bratscherne. Langsomt og forsigtigt stiger kraften og intensiteten. Så begynder kontrabasserne….. og endelig kommer alle violinerne! Man bliver fuldstændig beruset, når musikken fra alle disse strygere bruser ud over salen. Man får simpelthen gelé i knæene….. 

Fjerde sats – adagiettoen – skulle være Mahlers mest kendte musik; Gustav Mahler skrev denne sats som en kærlighedsang til hustruen Alma Mahler. Mange kender musikken fra Viscontis “Døden i Venedig” – som jeg ikke selv har set. Desværre har jeg det lidt svært med bogen og derfor har jeg aldrig haft lyst til at se filmen. Men Mahlers adagietto blev også brugt til Robert Kennedys begravelse i 1968. Normalt spiller man denne adagietto på cirka 10 minutter. Jeg ved, at der var nogen i salen som tog tid og i følge dem brugte Petrenko hele 14 minutter – jeg nød hvert eneste minut. Og det gjorde resten af publikum vist også. Tivolis koncertsal var næsten fuld og applausen var fuldstændig ekstatisk efter koncerten.

Sommeren er forbi nu og den er nærmest fløjet af sted……… 

Det var en utrolig flot afslutning på en helt suveræn sæson i Tivoli. Aldrig har jeg tilbragt så mange aftener i Tivoli…… det skyldes til dels, at jeg har købt årskort til Tivoli. Men det har jeg haft før. For nogle år siden havde jeg årskort i to år – men jeg brugte det aldrig og derfor stoppede jeg.

Der er så mange der kritiserer udviklingen i Tivoli. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal mene….. overordnet set er det nok et emne, som jeg slet ikke har nogen holdning til.………..med mindre vi indsnævrer emnet en smule og holder os til Tivolis koncertsal. Tivolis Symfoniorkester bliver bare bedre og bedre, og det samme gælder programmet i koncertsalen. Nu rykker orkestret lidt nordpå til vinterresidensen i Radiohusets gamle koncertsal og næste gang de giver koncert hedder de igen “Sjællands Symfoniorkester“. Der venter masser af spændende koncerter i den kommende sæson. 

Selv om jeg ikke er et sommermenneske, så er jeg alligevel en smule vemodig over at tage afsked med denne sommer.  Det er vist den bedste sommer jeg nogensinde har haft. Jeg har fået et par gode middage i Tivoli og jeg har hørt en masse fantastiske koncerter. Jeg bliver vist nødt til at indrømme, at jeg allerede glæder mig til næste år…………….. 

Når jeg diskuterer klassisk musik med andre, så oplever jeg meget ofte, at folk opfatter Sjællands Symfoniorkester som et anden rangs orkester. Der er ingen tvivl om, at Sjællands Symfoniorkester står i skyggen af DR Symfoniorkester; det er overhovedet ikke rimeligt, men det skyldes sikkert fortiden. Da DRs symfoniorkester havde Radiohusets koncertsal som fast base, måtte Sjællands Symfoniorkester nøjes med en lidt løsere tilknytning til Tivolis koncertsal. Det var her man gav de fleste koncerter, men ofte måtte man finder øvelokaler ude i byen. Det lykkedes ikke altid og derfor måtte man spille mange koncerter uden én eneste prøve. Jeg synes det er enormt flot, at det overhovedet kan lade sig gøre….. men det er naturligvis ikke optimalt.

Sådan var det dengang, men meget er anderledes i dag!

Sjællands Symfoniorkester anno 2012.

Konservatoriets koncertsal

Da DRs Symfoniorkester fik det nye koncerthus i Ørestaden, overtog Sjællands Symfoniorkester den gamle koncertsal. Det gav en stabilitet som har styrket orkestret. Samtidig har der været en del udskiftning blandt kunstnerne og orkestret har fået en ny og meget ambitiøs musikchef, Uffe Savery. Jeg er ikke kompetent til at vurdere hvilket orkester der er bedst – og det tror jeg ikke der er ret mange som er. Begge orkestre er superprofessionelle og knaldhamrende dygtige; jeg tror det er næsten umuligt at afgøre hvilket orkester der er bedst, men selvfølgelig er der forskel: jeg oplever generelt, at DRs Symfoniorkester er mere konservativt og traditionsbunden, mens Sjællands Symfoniorkester har en yngre og en friskere lyd – samt en mere moderne profil. Men hvordan skulle man afgøre om det ene er bedre end det andet? Nej, det ville jo være absurd…… de har hver sine styrker.

Samtidig har Sjællands Symfoniorkester bevist sin eksistensberettigelse med en lang række nyskabelser og innovative initiativer. Sjællands Symfoniorkester er blandt andet involveret i samarbejdet med Radio Klassisk – en radiostation som er etableret og drives af de 5 landsdelsorkestrer i fællesskab. Sjællands Symfoniorkester har også skabt det meget originale koncept “60 minutes”, hvor man både kan opleve et foredrag, en kammerkoncert, en større symfonikoncert og en lounge med afslappende klassisk musik på samme aften. På deres hjemmeside har alle musikere i Sjællands Symfoniorkester fået deres egen profil og samtidig har man indført, at alle koncerter bliver præsenteret af en af de medvirkende kunstnere – det er en nyskabelse, som øger kendskabet til musikere og deres arbejde, men det skaber også en nærhedsoplevelse og en direkte kontakt til orkestret.

Sæsonprogram 2012/2013.

Sjællands Symfoniorkester

Endelig har man valgt at præsentere årets nye program med en flashmob; sidste år spillede man Bolero på Københavns hovedbanegård. I år spillede de Peer Gynt i metroen; videoen er gået jorden rundt og i løbet af ganske få dage er den set af mere end 2,5 million mennesker(se videoen nederst i mit indlæg). Sjællands Symfoniorkester viser gang på gang, at de er et orkester med masser af energi, overskud og gode ideer – og de er ikke bange for at udfordre DRs Symfoniorkester. 

Det ser man også i det nye program for sæson 2012/2013, som blandt andet byder på 4 nye aftener med “60 minutes”. Jeg tror dog de fleste er lidt for moderne og progressive til min smag, så jeg vil sikkert nøjes med “60 minutes of Prokofiev vs. Prokofiev”. Det bliver en aften med uddrag fra Sergei Prokofievs mest kendte værker, men også en præsentation af hans barnebarn Gabriel Prokofiev der selv er komponist og musiker.

Traditionen tro kommer der også 4 nye kammerkoncerter på Designmuseum Danmark – jeg glæder mig! Sidste sæson nåede jeg kun to, men det var nogle af de koncerter som jeg nød allermest. Dernæst venter en masse Carl Nielsen, Haydn, Beethoven, Sjostakovitj, Rachmaninov og meget mere – det er en god gang blandede bolcher, præcis som det skal være.

For mig ligger årets højdepunkt allerede i starten af oktober, hvor man spiller Benjamin Brittens flotte “War Requiem“. Denne sæson har DRs Symfoniorkester haft et requiem-tema, hvor man har spillet alle de største rekvier. Jeg elsker rekvier! Men da jeg så programmet for cirka et år siden, ærgrede jeg mig over at lige præcis “War Requiem” manglede…… Derfor synes jeg det er lidt morsomt, at Sjællands Symfoniorkester nu kan afrunde DR Symfoniorkestrets tema på en ordentlig måde. For nogle år siden hørte jeg “War Requiem” i samme koncertsal med Ian Bostridge som tenor. Det var en fantastisk oplevelse. Denne gang bliver det med Niels-Jørgen Riis – det bliver spændende om han kan gøre det lige så godt.

Her kan man se hele programmet for sæson 2012/2013.

Fredag aften var jeg til koncert i det gode, gamle radiohus på Frederiksberg – “60 minutes of Schumann“. Musikchef Uffe Savery indledte aftenen med at præsentere publikum for et psykologisk indblik i rengøringspersonalets vaner og almindelige adfærd – der skal gøres rent og det skal gøres ordentligt, så der ser pænt ud når gæsterne ankommer til koncertsalen. Der skal ikke ligge ting og sager alle vegne. Kort sagt – rengøringspersonalet havde smidt alle aftenens programaviser i skraldespanden. Der var kun 2 eksemplarer tilbage……. Så fik man sig et godt grin over det.

Dernæst fortalte Lotte Heise om sin interesse for klassik musik – særligt for Wagner – inden hun rundede af med at fortælle lidt om aftenens hovedperson Robert Schumann. Det var meget underholdende, men alt for kort. Dernæst fortalte oboist Andreas Fosdal lidt om hans forhold til aftenens program – jeg synes det er rigtig dejligt, at man lærer en lille smule om orkestrets instrumenter på den måde. Endelig kom komponisten Karl Aage Rasmussen på scenen for at fortælle lidt mere om Robert Schumann – det var enormt spændende, morsomt og underholdende.  Karl Aage Rasmussen har skrevet en biografi om Schumann som hedder “Forrykt” – hvis denne bog er bare halvt så interessant, så tror jeg det er en meget spændende bog. Karl Aage Rasmussen var en meget levende og engageret fortæller, og jeg håber, at jeg får fornøjelsen en anden gang. 

Dernæst begyndte opvarmningen til aftenens koncert. Jens Elvekjær spillede nogle af Schumanns stykker for solo klaver. Der var også en duet med oboist Andreas Fosdal og Nikolay Shamov sang nogle af Schumanns lieder. Shamov havde en meget smuk, blød og varm stemme – men også en lidt ung stemme. Lige som god vin, så tror jeg, at Shamov bliver endnu bedre om nogle år. Opvarmningen sluttede med en smuk strygerkvartet….. 

Efter en kort pause begyndte aftenens koncert. Sjællands Symfoniorkester lagde ud med 1. sats i Schumanns klaverkoncert i a-mol. Dernæst fulgte endnu en håndfuld lieder. Karl Aage Rasmussen havde tidligere fortalt, at Schumann udelukkende kastede sig over liederne for at tjene penge og forsørge familien. Det er lidt morsomt, da Schumann er en af de få komponister som man automatisk tænker på, når man taler på lieder. 

Dernæst fulgte 2. sats i Schumanns violinkoncert, med orkesterets nye koncertmester Jon Gjesme som solist – det var uden tvivl aftenens højdepunkt. Jeg har selvfølgelig hørt en hel bunke violinkoncerter, men jeg har aldrig hørt noget så smukt som Schumanns violinkoncert fredag aften. Det var en utrolig smuk og følsom fremførelse – inderlig og meget forførende. Jon Gjesme spillede med en rolig koncentration, der lagde en vidunderlig afslappet stemning over hele koncertsalen – sikken en nydelse. Jon Gjesme fik et bragende bifald og jeg var nok ikke den eneste som var dybt imponeret. Sjællands Symfoniorkester har tydeligvis fået en ny koncertmester, der er mere end almindeligt dygtig. 

Dernæst sluttede koncerten med 2. og 3. sats i Schumanns klaverkoncert. Nogen vil sikkert mene, at det er synd at dele en klaverkoncert på den måde. Nogen vil måske ligefrem betegne det som hærværk. Men der var ret mange år mellem at Schumann skrev den første sats og de to sidste. På den måde blev opbygningen af aftenens koncert en rigtig fin indføring i Schumanns musikalske udvikling. Jeg har aldrig før hørt Schumanns klaverkoncert, men det var utrolig smukt. Der var en forførende enkelhed, som jeg er totalt vild med, og Jens Elvekjær spillede fuldstændig brilliant. Koncerten varede lidt længere end planlagt – hvilket jeg var lykkelig for. Jeg synes nemlig den var alt, alt, alt for kort. Jeg nød det så meget, at jeg ville ønske koncerten havde været dobbelt så lang.

Under koncerten havde man lavet den smukkeste lysmosaik på orgelet. Under opvarmningen var det som changerende skygger der blev kastet op på væggen i enten røde, grønne eller blå nuancer. Under koncerten var det farver som man kan se på mit billede – jaja, jeg ved godt at man ikke må fotografere under en koncert. Men det var så utrolig smukt, at jeg gerne ville have et enkelt billede til min blog. Jeg kan dog forsikre alle om, at det er taget uden blitz, så det ikke forstyrrede andre gæster. Jeg ved godt at det stadig er forbudt, men altså…….. det var så utrolig smukt og det skabt en vidunderlig stemning i hele salen.

Efter koncerten var der lounge på første sal – sikken en fantastisk dejlig stemning. Det summede af glade og begejstrede stemmer efter koncerten, mens DJ Stephan Bomberg mixede Schumanns værker – og det var slet ikke så tosset som det lyder. Koncerten hed “60 minutes of Schumann”, men det er egentlig lidt misvisende, for det var jo en hel aften hvor vi blev præsenteret for et meget flot og varieret udvalg af Schumanns musik.

Det var den sidste “60 minutes-koncert” i denne sæson, men konceptet fortsætter heldigvis med fire koncerter i den næste sæson.

På fredag kan man opleve sæsonens sidste omgang “60 minutes” med Sjællands Symfoniorkester – jeg tror det bliver en usædvanlig lækker og eksklusiv aften. Det er sjældent, at jeg glæder mig så meget, som jeg glæder mig til koncerten på fredag…..

Der er så mange der hævder at de elsker klassisk musik. Ofte har man på fornemmelsen, at det er rent snobberi – det lyder jo fint, men de mener ikke så meget med det. Sidste år så vi en håndfuld kendisser der svingede dirigentstokken foran DR Symfoniorkester i programmet “Maestro”. En anden håndfuld gjorde reklame for koncerterne i DRs nye koncertsal. Gad vide hvor mange af dem, som nogen sinde har været der????

Lotte Heise er en af de kendisser som elsker klassisk musik – men hun er også en af dem jeg tror på. Hun har lavet radioprogrammer om klassisk musik, men jeg har også set hende et par gange i Koncerthuset. Når Lotte Heise påstår at hun elsker klassisk musik, så er det ikke bare et forsøg på at tækkes den gode smag. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til at høre Lotte Heise i det gamle radiohus på fredag. Jeg har nok altid været lidt vild med Lotte Heise og plejer altid at se hendes programmer i tv. Men det er første gang jeg skal opleve hende i virkeligheden og det bliver rigtig spændende.

Programmet begynder med “Den musikalske markedsplads” fra 19,30 – 20,15, hvor Lotte Heise fortæller om sin passion for klassisk musik, og oboist Andreas Fosdal fortæller om aftenens forløb.

Fra 20,15 – 20,40 er der support, hvor den berømte pianist Jens Elvekjær varmer op til aftenens koncert. Det gør han blandt andet sammen med den lyriske baryton Nikolay Shamov der synger nogle stykker fra Schumanns liedcyklus “Dicterliebe”.

Fra 21 – 22 kan man opleve en spændende collage af Schumanns værker. Koncerten begynder med 1. sats fra Schumanns klaverkoncert i a-mol. Der er sange til tekster af H.C. Andersen og vi får 2. sats fra Schumanns violinkoncert, inden programmet runder af med 2. og 3. sats fra klaverkoncerten som indledte programmet. Jeg tror det bliver en fantastisk koncert.

Aftenen slutter med Lounge mellem 22 og 23, hvor DJ Stephan Bomberg spiller musik som passer til aftenens tema. Første gang jeg var til “60 minutes” var jeg lidt skeptisk over dette punkt på dagsordenen. Men det var en stor succes og jeg var vildt begejstret.

Når man har været til koncert, så har man tit lyst til at få en kop kaffe eller et glas vin bagefter, mens man snakke lidt om oplevelsen. Men hvor skal man gå hen? Ofte skal man gå et godt stykke for at finde et sted hvor man har lyst til at være og så begynder den gode stemning allerede at fordufte. Når man endelig kommer frem, så er stedet ofte fyldt med larmende mennesker. Og så risikerer man ovenikøbet at de spiller ABBA eller Bamses venner eller Madonna – og så forsvinder resten af den gode stemning lynhurtigt. En god aften er lynhurtigt blevet ødelagt og man ville ønske, at man bare var taget direkte hjem………

Jeg ved ikke hvem der har fået ideen til denne lounge, men det er intet mindre end genialt – nu kan man blive hvor man er. Baren er åben og så kan man snakke og sludre og hygge sig, mens musikken spiller stille og roligt i baggrunden.

Jeg tror det bliver en fantastisk aften, hvor man kan høre en god blanding af Schumanns bedste musik. Læs mere og køb billetter her!

Fredag aften var jeg til koncert med Sjællands Symfoniorkester – et flot program med fransk musik af Berlioz, Bizet, Horowitz og Saint-Saëns.

Koncerten blev præsenteret af Tage Christensen, som spiller klarinet i orkestret. Han underholdt med anekdoter fra prøveforløbet og gav en vanvittig morsom parodi på den franske dirigent Marc Soustrot, som med stærk fransk accent forsøger at forklare orkestret på engelsk, hvordan man spiller fransk musik så det lyder som fransk musik SKAL lyde. Men det blev gjort med så stor respekt for dirigenten, at jeg er sikker på, at han også har moret sig……………

Samson og Dalila

Jeg havde primært købt billet til denne koncert for at høre Susanne Resmark synge den smukke arie “Mon coeur s´ouvre a ta voix” fra Saint-Saëns opera Samson og Dalila. Denne arie blev desværre indledt til tonerne af en hysterisk mobiltelefon. Da den skyldige endelig fik slukket gik der kun to sekunder før den begyndte igen…….. det var megapinligt. Jeg vendte mig meget demonstrativt om og stirrede forarget på den stakkels kvinde. Hun sad nemlig lige bag mig og jeg var bange for, at nogen skulle tro det var min. 😉

“Mon coeur s´ouvre a ta voix” synger Dalila – mit hjerte åbner sig når jeg hører din stemme. Du er så stor og stærk og lækker og maskulin. Jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig……… Det kan Samson selvfølgelig ikke stå for. Det ender med at Samson svarer – jeg elsker også dig. Hvorefter Dalila fører ham direkte i romernes baghold, som smider ham i fængsel. Typisk kvinder – de ved sandelig godt hvordan de skal forføre en mand. Og typisk mænd at de falder for den slags billige tricks…………….

Problemet er bare, at Susanne Resmark sang alt for pænt – hun var både artig og oprigtig. Det samme var problemet da hun sang Habaneraen fra Carmen. Her synger Carmen ovenikøbet: “Si je t´aime, prends garde a toi” – hvis jeg elsker dig så pas på. Mange sangerinder kan synge denne linje så det nærmest lyder som en trussel – og det er jo netop pointen. Don José lider samme skæbne som Samson. Da han overgiver sig til sine følelser og sin lidenskab, ryger han direkte i fængsel. Det er farligt at elske kvinder som Carmen og Dalila – men også fristende. Det er både farligt og fristende – når mændene overgiver sig til deres lidenskab er det mod bedre vidende, men de er magtesløse og kan ikke gøre andet.

Men Susanne Resmark var hverken farlig eller fristende da hun sang de to arier – tværtimod. Hun havde været mere troværdig som den bly og ærbare Micaëla, der er Carmens diametrale modsætning. Kort sagt: Micaëla har ry for at være en kedelig gås.

Hovednummeret i første del var helt sikkert bacchanalen fra Samson og Dalila – et fantastisk muntert og sprudlende værk, som blev spillet med masser af tempo og energi. Hele salen blev fyldt med en vidunderlig livskraft – jeg var tydeligvis ikke den eneste som mærkede det, for orkestret fik et bragende bifald efter denne indsats.

Cameron Carpenter

Efter pausen blev vi endelig præsenteret for aftenens sidste hovedperson – den amerikanske orgelvirtuos Cameron Carpenter. Når man læser hvad folk skriver om ham på nettet, så forstår man, at han nærmest er blevet et fænomen. Selv de stærkeste superlativer slår ikke til…… der er vist rigtig mange mennesker som mener, at Cameron Carpenter er verdens bedste organist.

Hans første nummer var “Variationer over et tema fra Carmen” af Horowitz – jeg synes måske ikke det var det smukkeste musik jeg nogensinde har hørt. Men det skulle jo med, for det var et nummer hvor vi fik muligheden for at opleve Cameron Carpenters fænomenale teknik. Sikken et tempo – man forstår slet ikke, at det er muligt at spille på den måde. Jeg tror alle var behørigt imponerede…….

Sidste nummer var Saint-Saëns smukke orgelsymfoni. Strygerne har det mest forførende tema og orgelet spiller med en formidabel og buldrende kraft – det lyder som om at hele jorden skælver i ophøjet ekstase. Bevidsthed er pr. definition bevidsthed om noget….. men jeg blev så forført af musikken, at jeg glemte alt andet – sådan er musik når det er allerbedst. Så kan man opleve musikken med en krystalklar intensitet, hvor man fuldstændig glemmer sig selv og blot oplever sin egen eksistens som en del af musikken – det var sådan jeg oplevede Saint-Saëns orgelsymfoni fredag aften.

Jeg tror ikke jeg var den eneste som oplevede koncerten på denne måde – jeg bemærkede nemlig, at der sænkede sig en koncentreret stilhed blandt publikum. Selv når orkestret spillede helt dæmpet og pianissimo hørte man kun et enkelt dæmpet host her og der. Alle var så bjergtaget af musikken, at de glemte alt om forkølelser og tudser i halsen. Det var en fantastisk oplevelse – det var en af den slags koncerter, hvor man nærmest kommer ud som et helt andet mennesker bagefter; revitaliseret, glad og fyldt med energi. Sikken en dejlig, dejlig aften i det gamle radiohus………

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Reklamer
%d bloggers like this: