You are currently browsing the tag archive for the ‘Tannhäuser’ tag.

I aften giver Lawrence Brownlee koncert i Tivoli – sæsonens sidste koncert i Tivolis koncertsal. Det bliver uden mig; jeg ville gerne, men der er desværre grænser for, hvor mange koncerter man kan overkomme. I løbet af de sidste måneder har jeg været til 13 skønne koncerter i Tivolis koncertsal. Tak til Tivolis koncertsal, tak til Tivolis Symfoniorkester, tak til alle solisterne og alle de andre optrædende fra ind og udland… 

H.C.Lumby (1810-1874) - den første dirigent for det orkester, som senere blev til Tivolis Symfoniorkester.

H.C.Lumby (1810-1874) – den første dirigent for det orkester, som senere blev til Tivolis Symfoniorkester.

Tivoli er primært kendt for de mange forlystelser, men der er også mange tusinde mennesker, som kommer i Tivoli for at høre musik. I 2013 har der været 82 klassiske koncerter i Tivolis koncertsal. Derudover har der været en masse rockkoncerter på plænen og den lille intimscene foran koncertsalen. Det er både imponerende og fascinerende, at man kan spille så meget forskellig musik, for så mange forskellige mennesker på så lidt plads. Der er virkelig noget for enhver smag – og på den måde, så er Tivoli et lille mirakel midt i København. 

Når alle lysene er slukket, når publikum er gået hjem og dørene er lukket efter koncerten i aften, så rykker det store symfoniorkester lidt nordpå, til deres vinterresidens i radiohusets gamle koncertsal, hvor de ikke længere er Tivolis symfoniorkester, men Copenhagen Phil

Tivoli sæson 2014

Men der er grund til at glæde sig til næste år, for Tivoli har allerede afsløret de første og største koncerter i programmet for 2014. Først og fremmest, så vender Lawrence Brownlee endnu en gang tilbage til Tivoli, denne gang med en koncertopførelse af Bellinis belcanto-mesterværk Puritanerne. Andre medvirkende er danske Palle Knudsen og Andrea Pellegrini, to helt fantastiske sangere. Når jeg ser på listen over de medvirkende, så er jeg temmelig sikker på, at Puritanerne bliver en af de mest spændende begivenheder i næste sæson. Læs mere her

I 2008 så jeg Ann Petersen som Feltmarskalinden i Rosenkavaleren på Det kongelige teater – en helt exceptionel flot og hjertegribende opsætning, som jeg aldrig har glemt. Derfor glæder jeg mig helt vildt til hendes koncert i Tivolis koncertsal, hvor hun synger arier fra “Tristan og Isolde” og Tannhäuser, samt “Vier letzte lieder” af Richard Strauss … det løber mig koldt ned af ryggen og hårene rejser sig på mine arme bare ved tanken. Hvis denne koncert bliver lige så god, som jeg tror, håber og forventer, så ville det være en god ide, om Tivolis koncertsal uddelte lommetørklæder til publikum ved indgangen. Læs mere om HER

Endelig kan man glæde sig til d. 15. august, hvor den maltesiske supertenor Joseph Calleja deltager i Tivolis fødselsdagskoncert, der bliver fejret med en festlig operagalla(læs mere HER) og d. 15. juni kan man opleve kontratenoren Franco Fagioli, et fænomen der ligefrem sammenlignes med Cecilia Bartoli. Den sammenligning kan nok gøre de fleste operaelskere mere end en lille smule nysgerrige(læs mere HER). 

Bemærk, at forsalget er allerede startet! 

Disse fire koncerter er et meget stærkt og imponerende udspil fra Tivolifestivallen, som vidner om et meget ambitiøst niveau. Resten af programmet bliver offentliggjort i marts 2014 – jeg glæder mig. Jeg har haft så mange gode oplevelser i Tivolis koncertsal i denne sommer og jeg glæder mig allerede, til alle de oplevelser som venter næste år. 

Tivolis koncertsal

Tivolis koncertsal

Reklamer

La Traviata - Anna Netrebko som Violetta

DR holder operauge i uge 37 – udvidet operauge, for den begyndte allerede i går lørdag. Og det bliver et sandt overflødighedshorn af opera både på radio og tv. Jeg er sikker på, at der er mange kritiske operaelskere, som synes det havde været bedre at sprede alle disse udsendelser over lidt længere tid. Man må nok give dem ret, for det bliver umuligt at nå det hele. Alligevel glæder jeg til alt det jeg skal opleve hele uge…..

Søndag: DR K. 21 -21,55: Edita Gruberova – et portræt: selv om hun er omkring 60 år, så er hun stadig en af verdens bedste belcanto-sopraner. Jeg har flere CD´ere med hende og hun er utrolig! Jeg glæder mig rigtig meget til at se dette portræt og forventer, at det bliver et af ugens højdepunkter.

Mandag: DR K. 20 – 23,30: Wagner – Tannhäuser: jeg glæder mig til at gense denne forestilling, som jeg har anmeldt her. Særligt glæder jeg mig til starten, som er fuldstændig fantastisk og overvældende.

Tirsdag: DR K. 20 -22: Puccini – Manon Lescaut.

Tirsdag: DR K. 22 – 23: Portræt af Rolando Villazón.

Onsdag: DR K. 20 -23: Mozart – Don Juan.

Torsdag: DR K. 20 – 23,10: Händel – Partenope med Inger Dam-Jensen. En forestilling som jeg har anmeldt her – og jeg var absolut ikke begejstret! Jeg er lidt i tvivl om jeg gider at se den igen.

Fredag: DR k: 20 – 22,35: Stravinsky – The Raks´s Progress eller “Lastens vej”. Det er en opsætning fra Salzburg 1996 med Jerry Hadley og Dawn Upshaw. Jeg har set klip fra forestillingen og synes at det er ganske forfærdeligt. Men det er min yndlingsopera og derfor vil jeg nok se den alligevel.

Lørdag: DR K. 20 – 22,20: Verdi – La Traviata med Anna Netrebko som Violetta og Rolando Villazón som Alfredo. Jeg glæder mig utrolig meget til at se denne forestilling… det er lige ved, at jeg bliver helt ophidset ved tanken. Det bliver en fantastisk oplevelse at se Anna Netrebko i dette parti og opsætningen har fået en fabelagtig kritik.

Lørdag: DR K. 22,20 -23,15: Portræt af den berømte sopran Christine Schäfer.

Lørdag: SVT2. 20 -22,05: Svensk fjernsyn er ikke med i DR´s operauge, men skal alligevel nævnes, da de sender Jean-Baptiste Lullys opera “Cadmus og Hermione”. Vi er helt tilbage ved en af de første operaer fra 1600-tallet og jeg vil så gerne se den. Alligevel er jeg sikker på, at DR K vinder med La Traviata. Svensk tv plejer jo at genudsende deres forestillinger og jeg må bare holde øje med programmet.

Søndag: DR K. 20 – 22,40: Bo Holten – Livlægens besøg. Operaugen slutter med denne opera om Struensee, Christian d. 7 og Caroline Mathilde.

Der sker lige så meget på P2 – det kan man læse mere om i programmet for operaugen, som findes HER. Mon man kan få for meget opera? Tja, det må tiden vise…. 😉

Det er muligt at Kasper Holten ikke altid er lige heldig med alle sine opsætninger. Men nogen gange skaber han de mest fantastiske forestillinger og Tannhäuser er noget af det bedste han har lavet.

Richard Wagners opera handler traditionelt om troubaduren Tannhäuser, som den hedenske kærlighedsgudinde Venus har lokket ind i venusbjerget. Da han endelig slipper ud igen, er han splittet mellem den kyske kærlighed til Elisabeth og den mere sanselige kærlighed til Venus, som prøver at lokke ham tilbage til venusbjerget, hvor hun lover ham evig nydelse i hendes grotte. Da offentligheden opdager at han har været i venusbjerget bliver han sendt på pilgrimsrejse til Rom, for at få pavens tilgivelse. Paven afviser ham, men Elisabeth dør og går i forbøn for ham hos Gud. Sådan får Tannhäuser sin tilgivelse og endelig kan også han dø med fred i sindet.

Meget er anderledes i Kasper Holtens spændende nyfortolkning: Tannhäuser er fra begyndelsen gift med Elisabeth og de har en søn – bare for at understrege den småborgerlige familieidyl. Hele operaen foregår i Tannhäusers hjem, som symboliserer hans sindstilstand. Der er masser af tjenestefolk og et hav af trapper. Scenografien er inspireret af den hollandske kunstner Escher – for nogen af os, ligner det også noget som vi har set på Hogwarts.

Venus er ikke længere den forførende skønhedsgudinde. Nu er hun klædt i samme tøj som Tannhäuser og den skønne kærlighedsgudinde er forvandlet til Tannhäusers digtermuse – en spaltning af ham selv. På den måde skaber Kasper Holten et link mellem sex og kunst; når man bliver grebet af lidenskab, så mister man sin selvbeherskelse og glemmer alt andet – det gælder både i kunst og i sex. For den besatte kan begge dele være en selvforglemmende oplevelse, hvor man opnår en højere ekstase. Den selvforglemmende kunstner er så opslugt af sit værk, at han slet ikke kan tænke på andet og mister enhver fornemmelse for virkeligheden.

Dobbeltheden bliver understreget i begyndelsen af forestillingen, hvor Tannhäuser i den traditionelle udgave er fanget i venusgrotten. I Kasper Holtens fortolkning arbejder han på sit digterværk – man understreger parallellen ved at oplyse det forgyldte loft i operasalen, mens Tannhäuser arbejder. Sådan bliver hele operasalen forvandlet til venusgrotten, hvor lidenskaben og kunsten dyrkes! Det er flot tænkt. Digteren opfører sig som var han besat eller beruset af lidenskab. Han er ophidset og ekstatisk, mens drømme og visioner folder sig ud og får liv. I hans fantasi er alt muligt. Der bliver vendt op og ned på alting. En af trapperne vender på hovedet, så en af tjenerne går med hovedet ned af: selv tyngdekraften kan man trodse i kunstens verden, hvor er alt muligt for den indviede. Det er storslået og det er magisk, men hans poetiske visioner er som en vanvittig drøm eller et mareridt. Og i mens forlader den fortvivlede Elisabeth ham.

Da Tannhäuser endelig kommer til sig selv, søger han bort fra Venus. Han ønsker fred og ro i sindet. Venus spår, at det vil han aldrig finde; det er måske kunstnerens dilemma, som denne opera sætter fokus på; kunstneren kan hverken finde fred det ene eller det andet sted; hverken i sin kunst eller i den borgerlige idyl. Begge steder vil han længes efter det andet. Schopenhauer skriver i hovedværket ”Verden som vilje og forestilling”, at det er den menneskelige natur, at svinge konstant mellem kedsomhed og elendighed.

Da Tannhäuser vender tilbage til virkeligheden, bliver han hyldet som den store digter – hele samfundet beundrer den geniale kunstner… indtil han afslører, at han har været i venusbjerget! I denne fortolkningsramme betyder det, at han har valgt kunsten og dermed svigtet kærligheden. Sikken en skandale! Den offentlige moral er såret og han bliver straks ramt af deres bitre forargelse. Borgerskabet forstår ikke, at den ægte kunster først og fremmest er gift med kunsten. Så kommer den jordiske kærlighed i anden række.

Nu begynder offentligheden at snage i hans privatliv. Man leder efter lig i lasten og skelletter i skabe og skuffer – men alle steder finder de kun manuskripter, som bliver revet fra hinanden og ødelagt – alt bliver kasseret af hoben. Pludselig har den feterede kunstners værk mistet enhver værdi for dem. De vurderer hans værk på baggrund af hans privatliv og forstår ikke, at hvis han havde haft et pænt og borgerligt liv, så havde han ikke været en stor kunstner. Man skal aldrig dømme eller vurdere en kunstner på hans privaltliv. Kun på hans kunst. Resten er hans private sag og tilhører hans privatliv.

Men offentligheden kræver, at han skal bekende sine synder, angre dem offentligt og bede om tilgivelse – symboliseret ved pilgrimsrejsen til Rom. I stedet søger Tannhäuser tilflugt i kunsten, hvor han skriver om denne pilgrimsrejse… Hans verden begynder at falde fra hinanden. Trapperne bliver til fragmenter – de bevæger sig og flytter sig som trapperne på Hogwarts – og pludselig fører de ingen steder hen. Der er ingen udveje, ingen muligheder. Der er ingen som kan redde ham – undtagen den ubetingede kærlighed, i form af en kvinde som hverken fornægter ham eller dømmer ham.

Titlen på denne forestilling kunne have været ”En gal mands drøm”. Men er det Wagners drøm – eller Kasper Holtens mareridt? Det er spørgsmålet. Flere anmeldere har i deres anmeldelser påpeget de tydelige paralleller til Kasper Holtens eget liv og spurgt om han identificerer sig med Tannhäuser. Har Kasper Holten i virkeligheden lavet en opera med sig selv i hovedrollen? I den anledning har Politiken lavet et interview med ham, hvor han på passende vis benægter den slags spekulationer – det skal han jo gøre. Alligevel er der ingen tvivl om de stærke paralleller til Kasper Holtens eget liv og den gang da han selv blev trynet af krapylokratiet på grund af private forhold.

”Tannhäuser” er en genial forestilling og jeg tror, at det først og fremmest er Kasper Holtens forestilling. Men jeg er sikker på, at Wagner ville klappe i sine hænder af begejstring, hvis han kunne opleve denne usædvanlige opsætning, hvor scenografi, koreografi, musik og fortolkning alt sammen går op i en højere enhed. Det er en fantastisk flot og skarp forestilling, og jeg håber, at jeg får chancen for at se den en anden gang.

Stig Fogh Andersen som Tannhäuser. Foto: Per Morten Abrahamsen/Det kgl. teater

I Politiken skriver Thomas Michelsen, at ”Prisen for en dristig fortolkning er en lille følelse af at sidde tilbage med løse ender. Anderledes kan det ikke være, når der er fortolket så radikalt.” Jeg tror bestemt ikke det skal forståes negativt – det er blot en konstatering og jeg er helt enig. Men derudover er Thomas Michelsen vist lige begejstret som jeg selv er.

I Jyllandsposten skriver Jakob Levinsen: ”…i programteksten er der intet referat af den oprindelige handling, kun Holtens arbejdsnotater, som den intet ondt anende tilskuer godt kunne forledes til at tro var komponistens egen fortælling. ” Og det er nemlig pointen. Det er en genial og meget spændende fortolkning, der er så gennemført, at man uden problemer lader sig overbevise og forføre.

I Kristeligt Dagblad beklager anmelderen sig over at den kristne fortolkningsramme er borte og det har han ret i. Men jeg synes ikke det er videre interessant; i stedet har vi fået en meget spændende og moderne fortolkning.

Oestrogen.dk er til dels enig med Kristeligt Dagblad – de savner i hvert fald de seksuelle orgiescener som traditionelt fylder begyndelsen. Det er også her man finder den mest seriøse kritik af forestillingen: ”Og medkvinder; hånden på hjertet, hvad vil vi helst se når vi endelig kommer i byen og skal underholdes og inspireres, en mand i saftig konflikt mellem sex og kærlighed, eller en mand der plaget prøver at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen? ”

Gregers Dirckinck-Holmfeldt er også positiv i sin anmeldelse i Børsen. Alligevel fornemmer jeg et lidt uklart forbehold.

Søren Kassebeer skriver i Berlingske Tidende, at Venusbjerget: “……som navnet antyder, ikke er et sted for børn. ”  Hæ – næh, det har han jo ret i. Men det gælder hele operaen, for man bliver sørme lidt øm i ballerne af at sidde ned så længe!

I Information skriver Georg Metz: ”Forestillingen er renfærdig og stilmæssigt sikker ” Han kalder det ligefrem en”Original forløsning”. Jeg er helt enig. Det var virkelig en flot og fantastisk forestilling.

Her er Det kongelige Teaters side om “Tannhäuser”.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Reklamer
%d bloggers like this: