You are currently browsing the tag archive for the ‘Tivolis koncertsal’ tag.

Torsdag aften var der koncert med Amatørsymfonikerne og KUSO(Københavns Ungdoms Symfoniorkester) i Tivolis Koncertsal, hvor de fik assistance af violinist Johannes Søe-Hansen. De spillede tre værker af Carl Nielsen.

Koncerten begyndte med Carl Nielsens Sagadrøm – det er sådan en drømmefantasi, hvor tonerne flyder frit mellem hinanden. Jeg synes den sagadrøm var lidt tung. Det var som om, at den ikke rigtig fik luft under vingerne. 

Dernæst fulgte Carl Nielsens violinkoncert, som begynder med et fantastisk brag – og slutter på samme måde. Det er et superflot værk, men jeg synes ikke rigtig, at jeg blev grebet af musikken torsdag aften. Men der var masser af steder, hvor det fungerede godt – det var særligt når orkestret spillede for fuld kraft.

Efter pausen spillede de Carl Nielsens 2. symfoni, som kaldes “Det Uudslukkelige”. Det var helt klart denne del af koncerten, som var mest vellykket. I begyndelsen var der lidt problemer med samspillet i violinerne. Det var ikke helt skarpt. Da de havde varmet lidt op, fandt de hurtigt melodien og så blev denne del af koncerten en helt fantastisk oplevelse. Der er et stykke, hvor violinerne spiller helt blidt og dæmpet, kun akkompagneret af paukerne – det var utrolig flot spillet. Kombinationen af de smukke violiner og de skæbnesvangre pauker var meget forførende. Et andet højdepunkt var en vidunderlig violinsolo – det var virkelig meget smukt og hjertegribende. Første violinisten fortjener stor ros for sin indsats torsdag aften. Efter nogle få takter begynder de andre strygere også at spille og det føltes fuldstændig som om, at mit hjerte slog en kolbøtte.

Men det absolutte højdepunkt var selvfølgelig den store og meget dramatiske finale, hvor hele orkestret spiller for fuld kraft, mens to paukespillere udkæmper en voldsom og meget krigerisk duel. Det er som kæmpestore musikalske bølger, der buldrer og brager ned over publikum.

Bortset fra lidt usikkerhed i begyndelsen, så blev anden del af koncerten en stor oplevelse, og derfor blev det alligevel en rigtig god og vellykket koncert.

Tivolis Koncertsal - juni 2016. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis Koncertsal – juni 2016. Copyright: Jens Drejer.

I går gav Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Symfoniorkester koncert i Tivolis Koncertsal og det var på alle måder en helt utrolig flot, spændende og usædvanlig vellykket koncert. Jeg er stadig en lille smule beruset og eksalteret!

Koncerten begyndte med “Sechs Stücke” af Anton Webern – spændende, dynamisk, mystisk og ekspressionistisk musik. Men også udfordrende. På et tidspunkt skriger alle messingblæserne. Nej, jeg overdriver ikke. De skriger! Det var bestemt ikke rart. Men den slags kan bruges til at skabe nogle spændinger og kontraster i musikken, så det har jo alligevel en funktion.

Giovanni Punzi og Aaron Copland

Jeg var sammen med en af mine venner til denne koncert. Vi var så heldige, at vi løb ind i Tivoli Garden både før og efter koncerten. Copyright: Jens Drejer.

Jeg var sammen med en af mine venner til denne koncert. Vi var så heldige, at vi løb ind i Tivoli Garden både før og efter koncerten. Copyright: Jens Drejer.

Det næste værk var Aaron Coplands pragtfulde og helt fantastiske klarinetkoncert, som jeg også hørte for et par uger siden med Kammerorkestret Arco og Jonas Lyskjær Frølund som solist. Denne gang var solisten Giovanni Punzi, som spiller i Tivolis Symfoniorkester – også kendte som Copenhagen Phil. Værket begynder blidt og dæmpet med en meget sorgfuld og melankolsk stemning. Så følger en vidunderlig solo, fyldt med boblende og legesyge toner der svinger sig gennem luften som musikalske arabesker. Derefter vender Giovanni Punzi sig mod dirigenten og kigger ham lige i øjnene, som om han vil blæse ham et stykke … eller udfordre ham til en musikalsk duel; dirigenten accepterer udfordringen, han løfter taktstokken, orkestret begynder igen at spille og resultatet er en masse fantastisk musik. Der var masser af øjenkontakt mellem Giovanni Punzi og Giordano Bellincampi – det er mit indtryk, at de to landsmænd havde en fest på scenen.

Jeg synes efterhånden det er lidt banalt,  når sangere eller musikere smider skoene for at være smarte og moderne. Alligevel tror jeg aldrig jeg glemmer, hvordan smukke Giovanni Punzi dansede rundt på scenen i sorte bukser, sort vest, hvid skjorte der hang uden på bukserne og bare fødder … jeg indrømmer, at mit hjerte stopper et øjeblik og springer et slag over, når jeg tænker på denne oplevelse. Det var en magisk og fuldstændig uforglemmelig oplevelse!

Anna Egholm og Maurice Ravel

Koncertens første del sluttede med Maurice Ravels “Tzigane” med Anna Egholm som solist – Anne Egholm, som jeg også oplevede for et par uger siden, hvor hun medvirkede ved den samme koncert, hvor Arco spillede Coplands klarinetkoncert. På den måde var det en koncert med mange deja-vu-oplevelser, men det var bestemt ikke dårligt. Tværtimod. Hvert eneste gensyn var en glædelig oplevelse. 

“Tzigane” begynder meget dæmpet med en skærende melankoli i tonerne – musikken er fyldt med vemod og ensomhed. Men hurtigt stiger både tempoet og intensiteten, og værket udvikler sig til en opvisning i ekstravagant virtuositet og ekvilibrisme. Jeg kan ikke spille violin – jeg er slet ikke musiker. Derfor skal jeg passe på, at jeg ikke skriver noget sludder. Men jeg tror, at det kræver et talent på det allerhøjeste niveau at spille dette værk. Jeg plejer at skrive små noter, mens jeg lytter til musikken – men jeg fik slet ikke skrevet noget som helst, mens Anna Egholm spillede. I stedet sad jeg fuldstændig tryllebundet og fulgte hendes bevægelser – med den ene hånd filede hun løs med buen, mens fingrene på den anden hånd fløj frem og tilbage over strengene i et rasende tempo. Der var helt stille i salen, mens publikum holdt vejret og lyttede …. jeg ved godt, at disse musikere øver sig i tusindvis af timer. Ikke desto mindre, så synes jeg det er et mirakel hver eneste gang jeg oplever en musiker der spiller på den måde uden at snuble en eneste gang.

Johannes Brahms: Symfoni nr. 2

Efter pausen spillede de Brahms 2. symfoni – et meget spændende, kraftfuldt og dramatisk værk. Det var den helt perfekte afslutning på denne koncert. Alle musikerne spillede med masser af kraft og energi – de gav publikum fire levende og intense værker. Jeg var mindst begejstret for det allerførste værk af Webern – men jeg synes alligevel, at det var et perfekt værk at begynde med. Det var så nyt og anderledes – derfor blev min opmærksomhed straks fanget. Tempoet og intensiteten blev skruet en tand i vejret med Coplands klarinetkoncert og den fik en tand mere med Ravels “Tzigane” – langsomt blev publikum trukket længere og længere ind i en musikalsk drømmetilstand, hvor man glemte alt om verden uden for. Da vi nåede til Brahms symfoni, følte jeg det som om, at mit sind var fuldstændig renset for alle tanker og forstyrrende elementer – og så kunne musikken bare strømme igennem mig uden nogen forhindringer. Denne koncert var fuldstændig perfekt fra start til slut og jeg nød hvert eneste minut. Sikken en oplevelse!

Tivolis Koncertsal - maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis Koncertsal – juni 2016. Copyright: Jens Drejer.

For et par år siden var jeg til min første koncert med Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester og det var en fantastisk oplevelse. Siden har jeg bemærket, at jeg taler med flere og flere mennesker, der regner Lyngby-Taarbæk for at være et af Danmarks bedste symfoniorkestre – og man kan vist godt tillade sig at sige, at de levede op til deres rygte, da de spillede i Tivolis Koncertsal mandag aften. 

Aleksander Glazunov og Aram Khachaturian

Koncerten begyndte med en “March on a Russian Theme” af Aleksander Glazunov … eller som Stravinskij omtalte ham: “den mest ubehagelige mand jeg har kendt“; der var nemlig det problem med Aleksander Glazunov, at han ikke kunne lide Stravinskijs musik. Værket begynder mørkt og dæmpet, men musikken stiger hurtigt til en gjaldende fanfare. Derefter slår musikken over i en forrygende march – det var en flot og festlig begyndelse på en rigtig god og vellykket koncert.

Det næste værk var meget specielt – det var “Masquerade Suite” af Aram Khachaturian, som består af fem satser: Vals, Nocturne, Mazurka, Romance og Galop. Det vil sige tre meget festlige satser, som bliver delt af to blide og dæmpede satser, hvoraf den første er farvet af en mørk og melankolsk tone, mens den sidste gennemtrænges af en mere lys og positiv tone. Men det er også lidt vulgært – det minder mig om konditoren, der opkaldte en tærte efter Tone og det var “den der var mest af alt i”, som Suzanne Brøgger har skrevet. “Masquarade Suite” er virkelig et overflødighedshorn af lækker musik. Det er en fest fra start til slut. Fra de allerførste valsetoner bliver publikum fuldstændig forført af musikken og jeg kan godt forstå, at der var mange, som ikke kunne lade være med at klappe efter første sats. Man blev forført af musikken lige fra de allerførste valsetoner og indtil værket sluttede med en galop, som blev spillet i et rasende tempo. Det gik over stok og sten.

Det var et fantastisk værk. Man blev smittet af musikken, så man havde lyst til at le højt af glæde og begejstring – og samtidig havde man også lyst til at springe op fra sædet og danse. Jamen, jeg har virkelig aldrig oplevet noget lignende. Derudover spillede førsteviolinen den smukkeste solo i Nocturnen, som fik mit hjerte til at smelte. I romancen var der en trompetsolo, som fuldstændig tog vejret fra mig … det var så fantastisk, at man kun kan sammenligne det med Haydn´s formidable trompetkoncert. Tryk her for at høre Khachaturians “Masquerade Suite.

Man kan kun beskrive første del af denne koncert, som en fuldstændig overdådig fest i Tivolis gamle koncertsal. 

Rachmaninovs 2. symfoni

Anden del af koncerten bestod af Sergei Rachmaninovs 2. symfoni – hvis første del af koncerten var en stor fest, så kan man godt sige, at anden del var gravalvorligt, som en begravelse. Orkestret begynder meget mørkt og dystert. Så kommer violinerne og løfter stemningen en lille bitte smule. Men det er absolut ikke munter musik og dermed var denne musik en stor kontrast til musikken i første del. Heldigvis. Det havde været for meget – alt for meget – hvis det havde været lutter lagkage. Med Rachmaninovs 2. symfoni fik Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester og Kaisa Roose skabte en god balance i koncerten som helhed.

I første sats var der et klimaks med både pauker, stortromme og bækken – det var så kraftfuldt og dramatisk, at det mindede mig om helvedes-scenen i Mozarts opera Don Giovanni. Og det var egentlig den oplevelse, som jeg havde af hele værket – det var mørkt og dystert og gravalvorligt. Og det var fuldstændig fantastisk!

DR´s gamle filmanmelder Ole Michelsen var kendt for at sige, at “Film skal ses i biograften”. Jeg er ikke enig. Jeg foretrækker ganske bestemt, at sidde hjemme i min egen sofa, når jeg ser film. Til gengæld så mener jeg i allerhøjeste grad, at det gælder i forhold til klassisk musik. Altså – jeg mener selvfølgelig ikke, at man skal gå i biografen for at høre musik. Men gang på gang må jeg konkludere, at musik lyder bare bedre i en koncertsal. Jeg har en ganske udmærket indspilning af Rachmaninovs symfonier, som jeg er meget glad for – men den kan altså ikke konkurrere med at høre Kaisa Roose og Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester i Tivolis koncertsal.

Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester spillede suverænt fra start til slut og det virkede også som om, at de havde et helt utroligt velfungerende samspil med dirigenten. Nogen gange oplever man, at dirigenten står foran orkestret og dirigerer. Mandag aften havde jeg en fornemmelse af, at der næsten skete en eller anden mystisk symbiose mellem Kaisa Roose og orkestret, som om de nærmest smeltede sammen. Jeg ved selvfølgelig ikke, om musikerne oplevede det på samme måde. Men Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester kan bare noget helst specielt. Jeg ved ikke hvad det er – måske er det et ekstraordinært godt samarbejde og samspil mellem musikerne, som skaber deres helt særlige og meget unikke lyd. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg allerede glæder mig til at høre dem igen næste år i Tivolis Koncertsal. 

Man kan også opleve Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester d. 31. oktober 2016, når de giver koncert i Lyngby Kulturhus – det er sammen med klarinettist Giovanni Punzi, som spiller i Copenhagen Phil til daglig. Tryk her for at se programmet med alle deres koncerter. I 2017 har de – blandt meget andet – planlagt to koncerter med Asbjørn Nørgaard fra Den Danske Strygekvartet.

Tivolis Koncertsal - juni 2016. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis Koncertsal – juni 2016. Copyright: Jens Drejer.

Onsdag spillede kammerorkestret Arco i Tivolis koncertsal. De er med i serien “Con Amore”, som er en kategori for amatørmusikere og amatørorkestre. Men det betyder altså ikke, at de er dårlige. Grundlæggende betyder “amatør” jo bare, at man ikke lever af det – eller i hvert fald, at det ikke er ens hovedindtægtskilde. Det vil sige, at begrebet siger i virkeligheden absolut INGENTING om det kunstneriske niveau.

For nylig havde  jeg den store fornøjelse at blive præsenteret for en ung musiker, som jeg har hørt en hel del om i de seneste år – han er temmelig dygtig, han ser hamrende godt ud, han er dødhamrende charmerende og har en fantastisk udstråling. Kort sagt – han har alt hvad man kan ønske sig, hvis man drømmer om en stor karriere. Ikke desto mindre så er den unge mand kommet i tvivl om det virkelig er det han vil med sit liv. Derfor har han valgt at tage en pause fra musikken, for at tænke sig om og prøve noget andet. Jeg synes det må kræve ekstremt meget mod at tage sådan en beslutning, når man allerede har brugt 30 år af sit liv på at blive en dygtig musiker … Pointen er, at denne mand er meget typisk for musikerne i et amatørorkester; han er knaldhamrende dygtig. Han har bare indset, at måske vil han også gerne prøve noget andet her i livet. Om nogle år opdager han måske, at han gerne vil spille igen – bare en lille smule. Bare for sjov. Og så ringer han måske til Arco.

Andre amatørmusikere har været professionelle musikere hele livet – nu er de gået på pension, men de vil gerne spille en gang i mellem. Der er også nogle af disse musikere, som måske har forsøgt at komme ind på musikkonservatoriet uden held – men det betyder ikke nødvendigvis, at de er dårlige. Nogen gange betyder det bare, at der er nogen som er bedre end dem.

Pointen er, at mange af disse musikere er lige så gode, som dem der spiller i et professionelt orkester og nogle af disse amatørorkestre spiller på et meget seriøs og et meget højt niveau – og det gælder i allerhøjeste grad for et kammerorkester som Arco. 

Franz Schubert: Symfoni nr. 5

Koncerten begyndte med Schuberts meget smukke 5. symfoni. Men Schuberts 5. symfoni er jo ikke bare Schuberts 5. symfoni – alle dirigenter og orkestre har deres egen lyd, deres eget tempo og deres egen rytme. Jeg har fx en indspilning af Beethovens symfonier med Wiener Filharmonikerne og Simon Rattle som dirigent, som jeg hader, hader, hader – den er så forfærdelig rædselsfuld. Og så har jeg en anden indspilning med John Eliot Gardiner og hans “Orchestre Révolutionnaire et Romantique” som jeg elsker, elsker, elsker! Det handler ikke om, hvad der er rigtig eller forkert – det er udelukkende et spørgsmål om smag og behag. Der er med garanti mange, der har det lige præcis modsat af mig. Og så er der sikkert også nogle, som kan se kvaliteter ved begge indspilninger og værdsætte deres forskellighed.

Jeg blev meget forbavset, da jeg hørte Arco spille Schuberts 5. symfoni, for det lød fuldstændig lige som min indspilning med Claudio Abbado og “The Chamber Orchestra of Europa”. For at undgå misforståelser, så vil jeg lige understrege, at jeg forholder mig ikke til om det er godt eller skidt – jeg synes det er sjovt og spændende, når jeg hører en koncert der IKKE lyder som en af mine indspilninger, fordi det giver mig mulighed for at opdage nye toner og nye detaljer i musikken.

Der er to grunde til, at jeg synes det er værd at nævne: for det første synes jeg, at denne lighed er meget morsom – det er vist første gang jeg har været til en koncert, hvor orkestret lyder fuldstændig som en af mine indspilninger. For det andet, så synes jeg det er temmelig imponerende, at kammerorkestret Arco – under ledelse af dirigent Gunnar Tagmose – spiller lige så godt som den verdensberømte dirigent Claudio Abbado og hans orkester. Det er jo helt utroligt, at et dansk amatørorkester kan spille på sådan et niveau. 

Det var let og meget elegant – fyldt med energi og overskud og munterhed. Og det allerbedste i Schuberts symfoni – det er en fløjte i begyndelsen af første sats, der kvidrer som en forårsglad fugl. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er vild med denne fløjte … på en eller anden måde oplever jeg denne fløjtekvidder, som indbegrebet af munterhed og livsglæde.

Aaron Copland og Jonas Lyskjær Frølund

Det næste værk var Aaron Copland´s(1900-1990) klarinetkoncert med Jonas Lyskjær Frølund som solist – jeg kendte ikke værket i forvejen, men sikken en oplevelse. Det var helt klart aftenens højdepunkt.

Værket begynder meget dybt og mørkt og dystert – det mindede mig om Henryk Górecki´s 3. symfoni, der også er kendt som “Symphonie of Sorrowful Songs“. Det er noget med tonerne, langsomheden og den dystre grundstemning, der næsten får hårene til at rejse sig på armene.

Det er en meget melankolsk og sørgmodig klarinet, som man hører i starten – langsomt stiger lyden og intensiteten; langsomt, langsomt, langsomt. Musikken emmer af en hjertegribende smerte, men det er også utrolig smukt og meget forførende.

Så kommer der et sted, hvor orkestret spiller alene – musikken bliver mere og mere stille og dæmpet. Man tror, at nu slutter første sats … da musikken er næsten helt uhørlig overtager klarinetten melodien. Det er næsten som om, at musikken er lige ved at dø – men så kommer klarinetten og griber melodien. Langsomt formår klarinetten at genoplive musikken, der udvikler sig til en munter og spøjs toneleg. Koncerten slutter i et hæsblæsende tempo, der må kræve stor teknisk kunnen af musikerne – særligt klarinettisten.

Det er noget af det bedste og det mest spændende musik, jeg nogensinde har hørt. Det var gribende, spændende, dramatisk og fuldstændig genialt – det er sådan noget musik, der rammer mig lige i solar plexus!

Salen var godt og vel halvfuld – men da publikum begyndte at klappe, råbe bravo, pifte og trampe i gulvet, da larmede de så man skulle tro, at der var fuldt hus i koncertsalen. Jeg var tydeligvis ikke den eneste, der var helt ekstatisk af begejstring efter dette værk!

(Tryk her for at høre musikken på YouTube.)

Prisuddeling fra Betty og Valdemar van Hauens musikfond

Efter Aaron Coplands fantastiske klarinetkoncert, var der prisoverrækkelse. Det var både morsomt og underholdende. Overrækkeren(som aldrig blev præsenteret) kaldte Jonas Lyskjær Frølund for “alletiders audiovisuelle kunstner” på grund af hans fantastiske evne til at danse til musikken, som vi netop havde set i Coplands klarinetkoncert.

Der var også en pris til violinisten Anna Egholm. Overrækkeren begrundede prisen med, at hun “spiller med tekniske og musikalsk overskud.” Der var masser af ros til den unge musiker, men prisoverrækkeren udtrykte dog også en vis bekymring for hendes musikalske fremtid. Anne Egholm har nemlig også været skøjteprinsesse. Som prisoverrækkeren sagde: “Det SKAL afskaffes. Det MÅ forbydes! Jeg kender nemlig selv nogen der har brækket hånden på skøjtebanen, selv om de stod fuldstændig stille!

Endelig var der også en pris til en ung forsker, der arbejder med at undersøge hvordan medicin påvirker hjertesygdommes arvelighed.

Beethovens violinkoncert

Efter pausen var Beethovens violinkoncert – med Anna Egholm som solist – aftenens sidste værk. Denne violinkoncert er fantastisk smuk og alle musikerne spillede suverænt godt. Jeg har ingen fordomme omkring amatørorkestre – alligevel var jeg både forbavset og helt vildt imponeret.

En rigtig anmelder ville nøjes med at rose dirigenten, orkestret og Anna Egholm til skyerne – for det fortjener de alle sammen. Men jeg bliver også nødt til at indrømme, at det var lidt kedeligt. Efter Aaron Coplands fabelagtige klarinetkoncert, så føltes Beethovens violinkoncert som et langt antiklimaks. Hvis violinkoncerten havde været aftenens første værk, så er jeg sikker på, at jeg ville have nydt hvert eneste minut – orkestret spillede fænomenalt og Anna Egholm spillede med masser af energi, overskud, virtuositet og musikalsk ekvilibrisme. Men jeg var måske så begejstret for Coplands værk, at det havde været et antiklimaks for mig uanset hvad de havde spillet bagefter.  

Alt i alt var det dog en fantastisk vellykket aften i Tivolis koncertsal og Arco er et af de orkestre, som jeg helt bestemt skal høre igen næste år. Jeg glæder mig allerede!

Tivolis koncertsal, maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis koncertsal, maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Sidste år stoppede Henrik Engelbrecht som musikchef i Tivoli og det var vi rigtig mange, som var rigtig kede af. Derfor er jeg sikker på, at der er mange der blev lige så glad som mig for at se hans navn i programmet for den kommende sæson. Henrik Engelbrecht er konferencier ved to store operakoncerter hhv. lørdag d. 25. juni og lørdag d. 20. august, og i juni er han både dirigent og konferencier, når Tivolis Symfoniorkester spiller på Plænen. Programmet består af festlige og klassiske Tivoli-toner komponeret af komponister som H. C. Lumbye og Strauss – og det bliver med garanti krydret med en passende mængde gode historier og sjove anekdoter.

Da Henrik Engelbrecht stoppede som musikchef, blev Maria Frej ansat som Programchef. Men programmet for den klassiske musik i 2016 er underskrevet af både Maria Frej og Tivolis underdirektør Nikolaj Koppel – derfor antager jeg, at de har været fælles om at lave programmet.

Nimb i Tivoli - maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Nimb i Tivoli – maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Når en meget populær person – som fx Henrik Engelbrecht – stopper på sit arbejde, så sidder man ikke og håber, at de nye personer på jobbet laver en masse forandringer. Tværtimod! Man håber, at de slet ikke ændrer noget som helst! Man har jo svært ved at forestille sig, at de kan forbedre det man allerede kender og i forvejen er meget glad for – ikke desto mindre, så er det alligevel lykkedes for Maria Frej og Nikolaj Koppel at lave et par nye tiltag, som jeg er temmelig meget begejstret for.

Søndagsmatiné i Tivolis koncertsal

Tivoli indfører Søndagsmatiné og det betyder, at der er koncert i Tivolis Koncertsal hver søndag kl. 15. Jeg synes det er genialt! Programmet er så blandet, som det overhovedet kan blive – der er fx. fire koncerter med Tivolis Symfoniorkester. Disse fire koncerter skal man købe billet til. Men der er også masser af de såkaldte abonnementskoncerter, som betyder, at entreen er gratis for gæster med årskort til Tivoli. Alle andre kan købe en billet til 50 kr. Programmet er så blandet, at det tilgodeser alle gæsters smag og behag. Jeg er virkelig vild med dette tiltag – jeg elsker at komme til koncert, men jeg kan også godt lide at komme hjem igen – og nogle gange er det altså dejligt, at man ikke kommer hjem klokken elleve om aftenen.

Champagnegaloppen for børn

Ællinger i Tivoli - maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Ællinger i Tivoli – maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

En anden nyhed er “Champagnegaloppen“, der beskrives som en “sanselig musikkaravane” for børn. Der er plads til 100 børn på turen, hvor komponisten H. C. Lumbye fører dem gennem akvariet og koncertsalen. Undervejs møder de musikere fra Tivolis Symfoniorkester, dansere fra Tivolis nye balletskole og unge musikere fra Tivoligarden. Helt ærligt – jeg er altså ikke helt sikker på, at jeg forstår meningen. Det lyder lidt skørt. Men samtidig lyder det også så spændende, at jeg har overvejet at snige mig med på sådan en tur, bare for at se hvad det er. Men jeg må hellere lade være; der står i programmet, at arrangementet er målrettet børn fra 6-9 år. Men de kan evt. være ledsaget af en voksen. Så nu vil jeg lige undersøge om der er nogle af mine venner som har et barn i passende alder, som de vil låne ud en halv times tid … men helst ikke mere end det. Jeg tror faktisk ikke, at jeg er særlig egnet som barnepige. 

Tivolis Symfoniorkester 4ever

I løbet af de seneste år har man promoveret den klassiske musik i Tivoli under navnet “Tivoli Festival” – i år har man ændret navnet til “Sommerklassisk”. Jeg tænker, at det er vel lidt lige som potato – potato. Navnet betyder jo ikke så meget. Eller sagt på en anden måde – det ene navn er cirka lige så godt som det andet. Men hvis jeg skulle vælge, så synes jeg faktisk, at det nye navn er en lille smule bedre. “Sommerklassisk” lyder godt!

Tulipanerne blomstrer omkring det store springvand i Tivoli. Copyright: Jens Drejer.

Tulipanerne blomstrer omkring det store springvand i Tivoli. Copyright: Jens Drejer.

Man kan desværre ikke sige det samme om den næste navneændring – “Tivolis Symfoniorkester” har ændret navn til “Tivoli Copenhagen Phil”. Hvem i alverden har fået denne ide? Vedkommende fortjener at blive dyppet i tjære og rullet i fjer! Det er simpelthen for dumt – ja, undskyld, at jeg er sådan lidt grov og direkte. Men jeg kan simpelthen ikke forstå, at der er nogen som synes, at dette navn er en god ide. Jeg forstår altså godt pointen: man har formodentlig ønsket at modernisere navnet og samtidig har man tydeligvis ønsket at understrege forholdet til Copenhagen Phil. Jeg forstår det godt – men løsningen dur ikke!

For et par år siden ændrede “Sjællands Symfoniorkester” navn til “Copenhagen Phil” – det er kun nogle få år siden, men det virker som meget, meget lang tid. Der er jo ingen, som taler om “Sjællands Symfoniorkester” længere. Alle bruger det nye navn. Hvorfor er denne forandre gået så hurtigt? Fordi “Copenhagen Phil” er et kortere navn, der lyder ret godt, det har en god rytme og det ligger godt i munden. Derfor har alle vænnet sig til at bruge det nye navn i løbet af ingen tid.

Påfugle i Tivoli - maj 21016. Copyright: Jens Drejer.

Påfugle i Tivoli – maj 21016. Copyright: Jens Drejer.

Men man kan bestemt ikke sige det samme om “Tivoli Copenhagen Phil” – det lyder både tungt og klodset. Når man tænker over hvad ordene betyder, så kan man godt spørge sig selv om det overhovedet giver menig. Det gamle navn – “Tivolis Symfoniorkester” – rummer en masse historie og en masse følelser. Selvfølgelig kan man ændre navnet. Men det kræver, at man har et passende alternativ og jeg tror simpelthen ikke på, at man kan få publikum til at bruge det nye navn. Det lyder simpelthen for grimt! Det virker nærmest som om, at man har forsøgt at blande vand og olie – uanset hvor hårdt man prøver, så fungerer det bare ikke. Og jeg nægter i hvert fald at bruge det nye navn! Det duer ikke!

Fem udvalgte koncerter

Sommerens program byder på 65 klassiske koncerter. Jeg vil anbefale 5 koncerter, som jeg glæder mig særlig meget til – men det skal man ikke tage alt for alvorligt. For det første så er der mindst 30 koncerter, som jeg gerne vil høre. For det andet så når jeg aldrig at komme til halvdelen af de koncerter, som jeg har planlagt at høre – til gengæld kommer jeg jævnligt til nogle andre koncerter, som jeg egentlig slet ikke havde planlagt.

På Plænen: Tivolis Symfoniorkester giver tre koncerter med Henrik Engelbrecht som dirigent og konferencier. Det er tirsdag d. 7. juni, tirsdag d. 14. juni og tirsdag d. 21. juni – alle dage klokken 17. Jeg kommer kun til en af koncerterne, men hvilken? – ja, det må tiden vise.

Mandag d. 13. juni: Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester; for et par år siden gav Lyngby-Taarbæk en koncert med cellist Toke Møldrup. Det var en af de bedste koncerter jeg har oplevet i Tivolis Koncertsal. Derfor havde jeg selvfølgelig også planlagt, at jeg ville høre deres koncert sidste år – men jeg kom lige 3½ time for sent. Så nu prøver jeg igen i år!

Søndag d. 24. juli: “National Youth Orchestra of USA” kommer med et fuldstændig fantastisk program. De spiller fire værker, men det er først og fremmest Rachmaninovs 3. klaverkoncert og Prokofievs 4. symfoni som frister mig.

Søndag d. 14. august: koncert med Tivolis Symfoniorkester og violinist Isabelle Faust; de spiller ouverturen til Smetanas skønne opera “Den solgte brud”. Jeg havde en gang en CD med “Den solgte brud” – men så kom jeg desværre til at låne den ud … og nu har jeg den ikke mere. Dernæst spiller de Dvoraks symfoni “Fra den nye verden”, som jeg har hørt en del gange i løbet af de sidste par år, men jeg bliver bare mere og mere vild med den. Endelig spiller de også Dvoraks violinkoncert, som jeg vist aldrig har hørt.

Søndag d. 4. september: “Ensemble Mutatis” spiller værker af Satie, Prokofiev og andre. For nogle år siden hørte jeg Ensemble Mutatis på Glyptoteket. Det var en fantastisk koncert. Selv om det er nogle år siden, så har jeg ikke glemt den og derfor vil jeg gerne høre dem igen.

Tivolis koncertsal - maj . Copyright: Jens Drejer.

Tivolis koncertsal – maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Onsdag aften var jeg til koncert med Amalie Elmark(violin) og Jonathan Siahaan(klaver). Det var en aften med violinsonater af Beethoven, Ravel og Prokofiev.

Den første sats i Beethovens vionlinsonate var kraftfuld og bombastisk. Anden sats var langsom og dvælende – men ikke  slæbende. Det var meget smukt. Tredje sats var munter og frejdig. Fjerde sats var voldsom og overvældende. Når jeg går til koncert, så skal jeg ligesom akklimatiseres – jeg skal lige have tømt hovedet for dagens tanker og udfordringer. Først når hovedet er helt tomt, så kan jeg rigtig lytte til musikken … jeg ved ikke om der er andre som har det på samme måde? Eller om det bare er mig?! Men Beethovens musik var så gribende, at jeg hurtigt blev fanget af musikken og glemte alt andet. Og de unge mennesker spillede fantastisk – Amalie Elmark og Jonathan Siahaan fik et usædvanlig stort bifald allerede efter det første værk! 

Maurice Ravel – violinsonate nr. 2 i G-dur

Jeg havde selvfølgelig set, at der stod Maurice Ravel i programmet. Men jeg kan jo ikke huske alle de der titler – sonate nr dit eller dat i den ene dur eller den anden mol. Derfor havde jeg ikke slet ikke opdaget, at det var et af mine yndlingsværker, som de skulle spille. Til gengæld fik jeg en stor og dejlig overraskelse, da jeg straks genkendte de første toner.

Maurice Ravel(1875-1937).

Maurice Ravel(1875-1937).

Som sædvanlig skal jeg begynde med at indrømme, at jeg aner ikke hvad Ravel tænkte på, da han skrev dette værk. Jeg er dog hundrede procent sikker på, at første sats følger et lille vandløb – man kan tydeligt høre vandet som pibler af sted. Nogle gange hurtigt – andre gange langsomt og dovent. Nogle gange lyder det som om, at vandet bruser blidt og forsigtigt ned over et lille vandfald.

Næste sats er en blues – en slentrende blues. Violinen spiller et smægtende og  flirtende tema, mens klaveret følger listende og lurende bagefter. Denne sats giver mig en følelse af at slentre ned af de brede boulevarder i Paris på en lun sommeraften; gæsterne sidder uden for på cafeerne; tjenerne står og hænger i døråbningerne til barerne, mens de ryger den ene gauloise efter den anden; mænd og kvinder flirter med hinanden – og hele tiden hører man stymper og stykker af musik, som er forskellig, men dog alligevel har et vist genkendeligt slægtsskab og det er jo den melankolske blues … (tryk her for at høre denne sats).

I tredje sats er musikken skæv, vaklende, slingrende, usikker og forvrænget. Hvad i alverden er det der sker? Her bliver jeg så nødt til at indrømme, at jeg synes jeg genkender denne musik … det er jo præcis lige som at være inde i mit hoved, når jeg har været i byen og jeg er blevet fuld og klokken er tre om natten. De fleste kender nok den der følelse af, at benene er som gelé og hele verden drejer rundt … og det bliver jo ikke bedre, når hovedet begynder at dunke og tømmermændene melder deres ankomst. Jeg er fuldstændig overbevidst om, at det er den oplevelse, som Ravel beskriver i denne sats. 

Men man kan vist også fortolke dette værk, som et billede på evolutionen – første sats er den harmoniske og romantiske fortid. Anden sats er den moderne og dynamiske nutid. Og tredje sats er en uhyggelig dystopisk fremtidsvision.

Endnu en gang var der bragende bifald til de to unge musikere – og de havde virkelig fortjent det. Det var formidabelt. Det var fænomenalt. Det var sublimt – og det var hjerteskærende smukt. Jeg har fundet en udmærket video på YouTube, hvor man kan høre hele værket i en virkelig flot og velspillet optagelse(tryk her).

Prokofiev – violinsonate nr. 2 i D-dur

Sergej Prokofiev(1891-1953).

Sergej Prokofiev(1891-1953).

Jeg er normalt ret vild med Prokofiev og hans både dynamiske og temperamentsfulde musik … men onsdag aften i Tivolis koncertsal … efter Ravels suveræne sonate … så virkede Prokofievs musik pludselig en smule tam og uinteressant. Amalie Elmark og Jonathan Siahaan spillede virkelig godt. Og jeg er vild med Prokofiev. Jeg tror bare de havde spillet Ravels violinsonate så stærkt og suverænt, at det var fuldstændig lige meget hvad de spillede bagefter – uanset hvad de havde valgt, så havde det været en lille smule kedeligt.

Koncerten sluttede med et stort, velfortjent og stående bifald – det var en rigtig dejlig aften i Tivolis Koncertsal.

5 stjerner

Tivolis Koncertsal - september 2015.

Tivolis Koncertsal – september 2015. Copyright: Jens Drejer.

Lørdag aften var jeg til koncert med Det Sjællandske Underholdningsorkester. Koncerten begyndte med “Eingesendet”, som er en lystig og festlig polka af Josef Strauss – dette værk satte standarden for resten af koncerten. Man blev straks i godt humør og det holdt hele aftenen.

Johann Strauss d. y. (1825-1899).

Johann Strauss d. y. (1825-1899).

Det Sjællandske Underholdningsorkester har specialiseret sig i den lette underholdningsmusik og programmet var domineret af kendte komponister som Josef Strauss, Johann Strauss d. y., H.C. Lumbye, George Gershwin og Andrew Lloyd Webber. Der var masser af polka, march og valsemusik, der var opera, operette og musicals. Man kan slet ikke undgå at blive i godt humør af den slags musik. Lige bag mig sad en ældre mand – jeg vil gætte på, at han var omkring 75 år. Hver eneste gang orkestret afsluttede et nummer, udbrød han skiftevis “bravo” og “wow”. En enkelt gang hørte jeg oven i købet et dybt og inderligt “wroough”, der lød fuldstændig lige som Kim Schumacher i 80erne.

Det Sjællandske Underholdningsorkester levede på alle måder op til sit navn – det var en glad og festlig aften, og der var underholdning for alle pengene.

Hans Christian Lumbye(1810-1874) var den første dirigent for det som vi i dag kender som Tivolis Symfoniorkester. Det var også Lumbye som komponerede Champagne galoppen, der er blevet en slags kendingsmelodi for Tivoli.

Hans Christian Lumbye(1810-1874) var den første dirigent for det som vi i dag kender som Tivolis Symfoniorkester. Det var også Lumbye som komponerede Champagne galoppen, der er blevet en slags kendingsmelodi for Tivoli. Copyright: Jens Drejer. 

Den kendte sopran Anne Margrethe Dahl medvirkede som solist. Hun sang “Heia in den Bergen” fra Czardasfyrstinden, “Klänge der Heimat” fra Flagermusen, Summertime fra Porgy and Bess og endelig gav hun “Climb every Mountain” fra The Sound of Music, som ekstra nummer. Anne Margrethe Dahl har snart været en fast sanger på de danske operascener i næsten 25 år. Hun har en flot stemme, hun ser godt ud og hun har en stærk udstråling, når hun står på en scene. Hun er en meget populær sanger og hun var selvfølgelig også en stor succes i Tivolis Koncertsal lørdag aften.

Mellem værkerne fortalte dirigent Jørgen Fuglebæk levende og medrivende om musikken og komponisterne. Det var både spændende og lærerigt. Da disse små indslag også var tilsat en passende mængde jovial humor, blev de ledsaget af megen latter fra salen. Jørgen Fuglebæk fortalte blandt andet om baggrunden for H. C. Lumbyes “Pepita Polka”. Pepita var en spansk danserinde, som blev kendt i hele Europa i 1850erne – hun blev kendt for sin fyrige og eksotiske dans. I 1858 optrådte hun i København – trods Pepitas store berømmelse, så var hendes eksotiske dans en udfordring for det københavnske borgerskab, som var vant til Bournonvilles klassiske og elegante balletter. August Bournonville var selv til stede, da Pepita optrådte i Københvan. “Lad mig komme ud,” udbrød den forfærdede balletmester.

Jørgen Fuglebæk trakterede publikum med en masse af disse små sjove anekdoter i samme stil og de bidrog lige så meget til den gode stemning i salen, som selve musikken.

Carl Nielsen(

Carl Nielsen(1865-1931).

Der var også en enkelt fællessang i programmet. Det var “Som en rejselysten flåde” med tekst af Helge Rode og musik af Carl Nielsen. Man kan vist godt kalde “Som en rejselysten flåde” for en klassisk fædrelandssang, men Helge Rode er ikke en Adam Oehlenschläger(Der er et yndigt land). Den er bestemt heller ikke på niveau med “Den danske sang”, som har melodi af Carl Nielsen og tekst af Kai Hoffmann. Men der er ingen tvivl om, at folk elskede det og derfor skal det bestemt ikke trække ned, at jeg ikke er så vild med fællessang. Jeg er også enig med Jørgen Fuglebæk i, at det er vigtigt, at vi ikke glemmer vores gamle danske traditioner, som fx fællessang.

Jørgen Fuglebæk talte om den lette underholdningsmusik, som Tivolis sjæl – derfor var det naturligvis også uundgåeligt, at koncerten sluttede med H. C. Lumbyes skønne og festlige Champagne galop.

Det var på alle måder en god, vellykket, hyggelig og festlig aften med Det Sjællandske Underholdningsorkester i Tivolis Koncertsal og derfor giver jeg fem stjerner. Kan man give fem stjerner til et orkester af fritidsmusikere? Jeg hørte ingen som spillede falsk og der var heller ingen som havde problemer med at holde takten. Der var et par gange hvor jeg tænkte, at der godt kunne have været lidt mere tempo og energi – men det er sikkert bare en smagssag. Til gengæld var musikken fyldt med fest og farver og sprudlende godt humør. Derfor synes jeg, at Det Sjællandske Underholdningsorkester, Jørgen Fuglebæk og Anne Margrethe Dahl har fortjent fem stjerner for denne skønne aften!

5 stjerner

Tivolis koncertsal - august 2015.

Tivolis koncertsal – august 2015. Copyright: Jens Drejer.

Sidste år gav Trio Vitruvi en rigtig god koncert i Tivolis Koncertsal og jeg havde glædet mig til at opleve dem igen. Derfor tog jeg til København tirsdag aften. Så står man endnu en gang inde i Tivoli og tænker: hvor er alle de andre? … og endnu en gang må man indse, at der er ikke andre og der kommer heller ikke nogen, for nu har man igen taget fejl af dagene. Dagen efter tager man til København endnu en gang – denne gang er det den rigtige dag, men nu har Trio Vitruvi aflyst og de er blevet erstattet af Trio Gemini.

Tivoli - august 2015.

Tivoli – august 2015. Copyright: Jens Drejer.

Jeg kan ikke lade være med at nævne, at Tivoli kan heller ikke rigtig finde ud det med dagene – ved indgangen fik man udleveret et program, hvor der stod, at det var torsdag d. 19. august, men det var faktisk onsdag d. 19. august. Jeg synes det var helt vildt morsomt – efter mine egne forvekslinger, så var det ligesom prikken over i´et.

Men morskaben slutter slet ikke her: i følge Tivolis sæsonkatalog, så skulle Trio Vitruvi spille Schuberts klavertrio nr. 2. I det reviderede program var det ændret til, at Trio Gemini skulle spille Schuberts klavertrio nr. 1 – men nogen havde glemt at ændre overskrifterne for alle satserne.

Dette er et virkelig godt eksempel på, hvor galt det kan gå, når alting bare kikser … det er sådan noget, som godt kan få mig til at grine. Det er jo ikke noget, der får jorden til at gå under. Men der er bare så mange små kiks, at det ender med at blive morsomt! 

Og selve koncerten? Ja, det endte med at blive en af de bedste koncerter i denne sæson!

Trio Armon

Første værk var Jean Sibelius “Suite for strygetrio”. Det var et smukt værk – særlig 2. sats var rigtig lækker. Musikken blev så poetisk, at den næsten fik et drømmeagtigt og svævende strejf af magi. Selv om det var smukt, så var det også lidt uinteressant. Det var måske fordi jeg ikke kendte værket i forvejen og havde forventet noget der var en smule mere udfordrende. Men det kan man jo ikke bebrejde de unge musikere! 

Det næste værk var “Serenade for strygetrio” af Ludwig van Beethoven. Lige fra de allerførste toner var musikken munter, glad, frejdig og stærkt opløftende – til min egen overraskelsen syntes jeg, at dette værk var meget mere spændende end Sibelius.

Ludwig van Beethoven(1770-1827)

Ludwig van Beethoven(1770-1827)

Anden sats er en formidabel adagio – det er så smukt, at man er helt tryllebundet, mens tonerne slynger sig om hinanden, som kunstfærdige arabesker. Der er kun tre instrumenter og en utrolig enkelhed i musikken – men samtidig er der også en stor kompleksitet. Det lyder selvfølgelig både selvmodsigende og gådefuldt, men det er netop denne dobbelthed, som skaber dynamikken og spændingen i værket. 

Højdepunktet er den femte sats – allegretto alla Polacca, hvilket betyder en lidt hurtig polonæse og i følge wikipedia minder musikken til en polonæse om en svensk polka. Jeg vil beskrive denne sats som lystig og festlig dansemusik. Det var pragtfuldt. Jeg sad med et meget stort smil under hele denne sats. På et tidspunkt var jeg lige ved at grine – det var slet ikke fordi det var morsomt. Man blev bare så jublende glad af denne skønne musik … og jeg var åbenbart ikke den eneste som blev en smule eksalteret, for – selv om det var midt i værket – så brød hele salen ud i spontane klapsalver efter denne sats. 

De tre musikere i Trio Armon (Morten Lyngs, Jákup Lützen og Lea Brøndal Pedersen) spillede med masser af fyrig energi og der er ingen tvivl om, at publikum elskede dem. Jeg har fundet en temmelig god video på Youtube, hvor man kan høre hele Beethovens Serenade for strygetrio(tryk her).

Trio Gemini

Franz Schubert(1797-1828)

Franz Schubert(1797-1828)

Koncerten begyndte med en strygetrio og efter pausen var næste ensemble en klavertrio. Jeg synes det var et fint lille tvist, som gav en god variation. Næste ensemble var Trio Gemini – jeg elsker det navn. Trio betyder tre og Gemini betyder tvillinger, som per definition er to! Det vil sige, at navnet er faktisk noget vrøvl – men det er jo også netop derfor at mange tænker over navnet, morer sig over det og husker det – og dérfor er det et genialt navn! Den helt ufilosofiske forklaring er, at Karen Johanne Pedersen(på violin) og Kirstine Elise Pedersen(på cello) er tvillinger. Sidste mand i gruppen er Jakob Alsgaard Bahr på klaver. 

Trio Gemini spillede Schuberts klavertrio nr. 1 og allerede fra starten var musikken kraftfuld, energisk og fyrig. Jeg var fuldstændig tryllebundet fra start til slut. Jeg har selv dette værk i en indspilning med de tre franske musikere Frank Braley, Renaud Capucon og Gautier Capucon. Der er vist mange mennesker, som regner disse musikere for at være nogle af verdens bedste – men Trio Gemini var altså hundrede gange bedre! 

Det er måske relevant at nævne, at jeg har et temmelig udmærket anlæg fra Marantz. Men så kunne man jo indvende, at uanset hvor godt eller udmærket et anlæg lyder, så vil den levende musik altid have en stærkere og rigere lyd. Man kunne også tilføje, at der er altid et andet nærvær og en anden intensitet i en koncertsal. Men alle disse forhold kan ikke forklare hvorfor Trio Gemini spillede bedre end tre verdensberømte musikere. Der er kun én forklaring – de tre unge musikere i Trio Gemini er virkelig, virkelig dygtige. De er fænomenalt dygtige og det var en fantastisk oplevelse at høre dem i Tivolis Koncertsal.

Efter et stormende bifald sluttede aftenen med, at Trio Gemini gav et lille ekstra nummer.

Selv om det første værk af Sibelius var en lille bitte smule kedeligt, så fejede Trio Armon benene væk under publikum, så de klappede midt i værket, og bagefter – man tror næsten ikke det er muligt – så blev de alligevel overgået af Trio Gemini. Så er man vist nødt til at give seks stjerner!

6stjerner

Tivoli 006

Tivolis Koncertsal – copyright: Jens Drejer.

Kære læser – for at undgå misforståelser vil jeg gerne have lov til at fortælle dig, hvad man kan se på billederne i dette indlæg. Midt i billedet ser man et lille halvmåneformet græsplane. Der står tre banke langs plænens ene bue. Midt på konvekse yderkant står et gammelt træ. Derudover er der to brede grusbelagte stier – en på hver side af den lille plæne. Endelig kan man se Tivolis koncertsal bagest i billedet. 

Tivoli - august 2015.

Tivoli – august 2015. Copyright: Jens Drejer.

Når der er koncert i Tivolis Koncertsal, så er der som regel en temmelig lang kø – ofte starter køen nogenlunde på det samme sted som jeg stod, da jeg tog det nederste billede i dette indlæg. Hver evige eneste gang går køen direkte over den lille græsplæne – køen går ikke ad grusstien på højre side af den lille græsplæne. Køen går heller ikke på venstre side af den lille græsplæne. Nixen bixen – køen går altid lige tværs over. Altid. Og det drejer sig ikke bare om nogle få mennesker, nej, bortset fra de første 70 eller 80 personer i køen, så spadserer resten af publikum tværs over denne græsplæne, hver eneste gang der er en af de såkaldte abonnementskoncerter i koncertsalen. Når der er betalingskoncert bruger man en anden indgang.

Jeg kan ikke forstå det – I don´t get it. Hvorfor skal man absolut vade hen over den stakkels græsplæne, hver eneste gang der er koncert, når der er to brede, grusbelagte stier som ville være oplagte at bruge i stedet for? Sidste år forsøgte jeg to gange at foreslå de andre i køen, at man kunne træde et par skridt enten til den ene eller den anden side … mit forslag blev mødt med kold tavshed.

Tirsdag aften var jeg til koncert med the Norwegian National Youth Orchestra – som sædvanlig begyndte køen præcis det sted, hvor jeg stod, da jeg tog billedet nederst i dette indlæg. For én gangs skyld fulgte køen faktisk grusstien på venstre side af græsset. Men kun til køen nåede forbi træet – så gik køen tværs over græsset og ind mellem bænkene, hvorefter køen fortsatte ad stien på højre side af græsset. Jeg synes det er helt vildt mærkeligt. Og det kan da ikke passe, at jeg er den eneste der undrer sig?! Er det mon fordi folk står og sover? Eller er det måske fordi folk slet ikke ser hvor de går? Eller er de bare ligeglade?

Der er sikkert nogle læsere, som gerne ville se billeder af dette besynderlige fænomen – og det kan jeg da godt forstå. Men der er måske nogen som ville blive krænket, hvis de opdagede, at de selv var med på et billede som blev brugt til at illustrere et eksempel på irrationel og uhensigtsmæssig adfærd. Derfor har jeg besluttet, at jeg ikke vil tage billeder af køen. 

Tivoli - i baggrunden kan man se Tivolis Koncertsal.

Tivoli – i baggrunden kan man se Tivolis Koncertsal. Copyright: Jens Drejer.

Tirsdag aften var jeg til koncert i Tivolis koncertsal med Ungdomssymfonikerne – eller Norwegian National Youth Orchestra, som de hedder når de optræder i udlandet. Orkestret består selvfølgelig af unge musikere, men det er ikke bare nogle tilfældige unge musikere – det er nogle temmelig dygtige unge musikere, som alle er på vej mod en karriere som professionelle musikere.

Knut Vaage – Tjat

Selv om det har været en temmelig middelmådig sommer, så var der masser af godt humør og sommerstemning i Tivoli i går.

Selv om det har været en temmelig middelmådig sommer, så var der masser af godt humør og sommerstemning i Tivoli i går. Copyright: Jens Drejer.

Aftenens første værk er skrevet i 2005 af den norske komponist Knut Vaage – når man taler om klassisk musik, så kan et årstal som 2005 give en del mennesker nervøse trækninger. Disse nervøse trækninger bliver ikke mindre, når man får at vide, at værket hedder “Tjat” – oversat til dansk betyder det “chatter”. Jeg har kun været i et chatroom nogle få gange; enten er der så få mennesker, at der ikke sker noget som helst og det er dødhamrende kedeligt – ellers er der så mange mennesker, der alle sammen skriver samtidig, at det hele er et stort kaos. Man kan slet ikke finde ud hvem der skriver hvad til hvem. Og hvis man selv forsøger at skrive et eller andet, så når man ikke at læse hvad de andre skriver. Jeg kunne i hvert fald ikke finde ud af det. Jeg synes det var ganske forfærdeligt!

Knut Vaages komposition var en meget præcis gengivelse af mine oplevelser med at chatte – musikken begyndte temmelig skingert. Så blev det larmende og buldrende. Derefter blev musikken blid og melodiøs. Og så eksploderede det hele igen i et ophidset, larmende og eksalteret inferno.

Det var ikke så ekstremt eller kakofonisk, som man kunne have frygtet. I stedet var det en meget morsom og underfundig musikalsk definition på begrebet “Tjat”. Det var meget sjovt at høre dette værk, men jeg tror ikke, at jeg har behov for at høre det igen. 

Til gengæld har jeg en fornemmelse af, at unge mennesker måske vil elske det – jeg tror, at de straks ville genkende de forskellige elementer i musikken og dermed kunne dette værk måske også fungere som en form for indgang til den klassiske musiks verden.

Jean Sibelius – violinkoncert

Jean Sibelius

Jean Sibelius(1865-1957)

Næste værk var Sibelius violinkoncert, som begynder med et kor af blide og spæde violiner – men der går ikke mange sekunder, før solisten overtager hovedrollen med en hjerteskærende og næsten grædefærdig solo. Det føltes som om, at violinen formidlede en helt enorm og ubærlig smerte – det var dén grundstemning som dominerede hele værket. Det var ikke tristhed – det udtryk er alt for mildt. Violinen var snarere som en martret sjæl, der græd og vånede sig gennem hele værket.

Gang på gang eksploderer denne klagesang i et ophidset og eksalteret melodrama – så gik det over stok og sten i et helt vildt tempo. Det var meget voldsomt og meget kraftfuldt. Det må kræve et utroligt niveau både af solisten – Henning Kraggerud – og alle de unge musikere i orkestret.

Tredje sats begyndte med en munter dansemelodi – men allerede efter nogle få toner, virkede denne munterhed både forceret og forstilt. Smerten og lidelsen lurede stadig lige under overfladen. Denne stemning blev understreget og forstærket af basserne og celloerne, som slog buerne mod strengene – det lød både uhyggeligt og skæbnesvangert. Jeg har læst, at dette skulle være en polonaise. Jeg synes, at det lyder som en dance macabre!

Der var bragende klapsalver til både Henning Kraggerud og orkestret efter Sibelius violinkonert. Henning Kraggerud kvitterede med et lille ekstranummer, hvor tempoet var endnu hurtigere og endnu vildere. Jeg tror han havde valgt dette nummer for at demonstrere sine suveræne og ekstraordinære evner som violinist – sådan en blærerøv! Jaja, man kan godt more sig en smule. Men samtidig føles det også som et stort privilegium at opleve sådan en ekvilibrist.

Gustav Mahler – Symfoni nr. 1

Det sidste værk var Mahlers 1. symfoni – et fantastisk værk, som kræver at scenen er fyldt til allersidste plads. Jeg talte 9 kontrabasser og 2 harpister – det er dobbelt så mange som normalt, hvilket siger noget om niveauet for Mahlers værk. Det er stort! Det er mastodontisk!

Første sats er fyldt med forårsstemning – man kan høre hvordan alting spirer og pibler op af jorden. Fuglene synger og gøgen kukker. Musikken er munter og legesyg. Der er eventyr og magi i luften.

Anden sats er som en collage af stumper og stykker af glad og munter dansemusik. Mellem dansemusikken er der korte intervaller, hvor musikken forekommer træt og udmattet – det er ikke svært at genkende den der særlige mathed, som man kan opleve klokken fire eller fem om morgenen efter en rigtig god fest. Denne sats er tydeligvis et resumé af en temmelig festlig ungdomstid.

Tredje sats begynder med tre slag på paukerne – så spiller en af kontrabasserne den kendte børnesang: “mester Jakob, mester Jakob, sover du? sover du? hører du ej klokken? hører du ej klokken? bim – bam – bum – bim – bam – bum.” Dernæst blev det samme gentaget af en enkelt fagot. Paukernes slag passede præcis med “bim – bam – bum“. Disse rytmiske og monotone paukeslag virkede både skæbnesvangre og ildevarslende.

Gustav Mahler(1860-1911)

Gustav Mahler(1860-1911)

Mester Jakob er vist nok kendt over det meste af verden. På fransk hedder sangen “Frère Jacques” – jeg tror det var Mahlers hensigt, at man skulle tage teksten helt alvorligt. Tiden går og klokken slår – bogstaveligt talt. Tredje sats er et alvorligt wake up-call. Med mellemrum hører man stadig reminiscenser af dansemusikken fra anden sats. Selv om den stadig har en vis fristende eller dragende kraft, så har den også fået en vaklende og forvrænget karakter, som om den minder om noget der er fordærvet.

Mahlers første symfoni minder om en klassisk dannelsesroman. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Dantes guddommelige komedie, hvor helten befinder sig midtvejs på sin vandring gennem livet, da han erkender at han er faret vild fra den vej, som han burde følger … herfra må helten kæmpe sig igennem helvede, skærsilden og himlen, for at finde sig selv. Det er ikke helt usammenligneligt med det der sker i Mahlers første symfoni.  

I følge det lille hæfte som følger med min indspilning af dette værk, så har Gustav Mahler selv afsløret, at den fjerde sats handler om et forlist kærlighedsforhold. Oprindeligt havde denne sats undertitlen “Fra helvede til himlen” – dermed følger denne sats den samme bevægelse som “Den guddommelige komedie”. Kan man forestille sig, at værket handler om en person der indser, at han er på vildveje, hvorefter han forsøger at etablere sig i en klassisk, borgerlig kernefamilie? Fjerde sats er præget af flere infernalske højdepunkter, som afveksler med en lidt tvivlsom idyl. Jeg synes denne idyl er ret kedelig – man kunne sige, at idyller var måske ikke en af Mahlers spidskompetencer. Eller måske var det netop Mahlers hensigt, at denne idyl skulle være mat og kedelig. Schopenhauers filosofi var jo netop baseret på den kongstanke, at mennesket er som et pendul, der bestandigt svinger frem og tilbage mellem elendighed og kedsomhed. Det kærlighedsforhold som Mahler beskriver svinger åbenbart mellem voldsomme skænderier og kedsomhed, indtil forholder kuldsejler og helten endelig kan erobre himlen.

Gustav Mahler havde døbt sin første symfoni “Titanen” – tydeligvis et udtryk for ungdommeligt storhedsvanvid. Efter den idylliske barndom, efter en udsvævende ungdom og efter et forlist kærlighedsforhold, da har titanen endelig fået styrke og kraft til at storme Olympen. Ledsaget at pauker og trompetfanfarer slutter Mahlers første symfoni med at himlen åbner sig og modtager den unge Titan. Hvis ikke det er en rigtig roman, så ved jeg ikke hvad det er!

En fantastisk aften

Sikken en fantastisk aften i Tivolis koncertsal. Det var et flot og spændende program. Knut Vaages nykomposition “Tjat” var et perfekt supplement til de to klassiske storværker. Orkestret spillede med masser af energi og kraftfuld styrke – og det var en stor oplevelse at høre Henning Kraggerud.

Efter endnu et stormende og bragende bifald gav orkestret et ekstranummer, som blev fremført i et rasende og fyrigt tempo. Jeg synes ikke, at jeg overdriver når jeg kalder dette ekstranummer for et musikalsk festfyrværkeri.

5 stjerner

Tivolis koncertsal - august 2015.

Tivolis koncertsal – august 2015. Copyright: Jens Drejer.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: