You are currently browsing the tag archive for the ‘Tivolis Symfoniorkester’ tag.

I går var jeg i Tivoli, sammen med et par gamle venner. Først skulle vi lige blive enige om, hvor vi skulle spise – det kan godt være en udfordring, når der er så mange, mange spændende restauranter at vælge imellem. Min favorit var “Nimb Brasserie“, men en af de andre foretrak “Grøften” – jeg kommer så jævnligt i Tivoli, så jeg kan jo bare spise på Nimb en anden dag og derfor blev det “Grøften”. 

Verden blev hverken nemmere eller enklere da vi kom i Grøften; de har nemlig så mange spændende vegetarretter, at det tog meget lang tid at vælge. 

Restaurant Grøften. Copyright: Jens Drejer.

Restaurant Grøften. Tryk på alle billederne, for at se dem i stor størrelse. Copyright: Jens Drejer.

Sidste gang jeg var i Grøften, var deres vegetarret en risotto med grønne ærter og grønne asparges. Denne gang var vegetarretten grøn pasta. På den måde skifter deres vegetarret jævnligt og derfor er der altid en grund til at gå i Grøften. Jeg synes det er ret smart – OG DET VIRKER! Denne metode får jo mig til at gå i Grøften MANGE flere gange end jeg ellers ville have gjort. Deres vegetarret er jo sindssygt lækker og derfor vil jeg gerne i Grøften hver eneste gang de skifter til den ene vegetarret ud med den anden.

Vi sad ude i den hyggelige gårdhave. Tryk på alle billederne for at se dem i stor størrelse. Copyright: Jens Drejer.

Vi sad ude i den hyggelige gårdhave. Tryk på alle billederne for at se dem i stor størrelse. Copyright: Jens Drejer.

Jeg bestilte sæsonens vegetarret, som var en grøn pasta med pesto, bøgehatte, cherrytomater, ristede pinjekerner og parmesanchips. Nogle vil måske indvende, at det kulinariske niveau ikke er specielt højt, for det er jo en ret som de fleste kan lave derhjemme uden nogle problemer. Jaja, det er selvfølgelig rigtigt, men det smagte virkelig godt. Det er i hvert fald en ret, som jeg godt kunne finde på at bestille en anden gang og det er vel et meget godt succeskriterium.  

Sæsonens vegetarret er pt en pasta med pesto. Copyright: Jens Drejer.

Sæsonens vegetarret er pt en pastaret med pesto. Copyright: Jens Drejer.

I Grøften har man specielle menukort, som følger sæsonerne for de forskellige råvarer. Man har fx et særligt menukort for hvide asparges, når det er højsæson for den slags. Dagen før vi skulle i Tivoli havde jeg tjekket Grøftens hjemmeside og studeret deres sæsonkort for rabarber – for jeg ÆLSKER rabarber. Derfor blev jeg lidt skuffet, da jeg kom i Grøften og opdagede, at de netop havde udskiftet deres rabarberkort med et jordbærkort.

Jeg bestilte et stykke jordbærtærte med kransekagekant, vaniljecreme, mandelsplinter og jordbærsauce – for sørensen hvor smagte det bare sådan helt ekstremt super, super, super lækkert. Særligt vaniljecremen var helt fantastisk. Det var så lækkert, at jeg sad og hoppede op og ned på stolen af fornøjelse! 

Prisen var 215 kr for vegetarretten, 125 kr for desserten og 56 kr for en cola. Samlet pris var 396 kr. I forhold til min økonomi så var det måske lige i overkanten. Men jeg synes alligevel at det var alle pengene værd og jeg gør det gerne en anden gang.

Koncert på Plænen

Efter koncerten gik vi en tur i haven og bagefter gik vi ned på Plænen, hvor der skulle være koncert. Det var Tivolis Symfoniorkester der spillede og Henrik Engelbrecht var både dirigent og konferencier.

Koncert med Henrik Engelbrecht og Tivolis Symfoniorkester. Copyright: Jens Drejer.

Koncert med Henrik Engelbrecht og Tivolis Symfoniorkester. Copyright: Jens Drejer.

De spillede musik af H. C. Lumbye, Josef Strauss og Franz von Suppé. Alle værker blev fulgte af små sjove historier. Henrik Engelbrecht advarede blandt andet mod at danse wienervals. Han fortalte om en pige fra Samsøe, som dansede sig ihjel i 1842. Hendes død skyldtes en dødsens farlig kombination af alt for stramt snøreliv og alt for meget wienervals. Datidens moderne medier – dvs aviserne – mente at sagen viste, at det var absolut nødvendigt at beskytte befolkningen. De mente dog ikke det var realistisk med et forbud imod snøreliv – i stedet plæderede de for et forbud imod wienervals! 

Tivolis Symfoniorkester med Henrik Engelbrecht som dirigent og konferencier. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis Symfoniorkester med Henrik Engelbrecht som dirigent og konferencier. Copyright: Jens Drejer.

Det er rigtig dejligt at være til koncert på Plænen. Men det er også meget anderledes end at være til koncert i en koncertsal – det er hyggeligt og rart, at sidde ude i solen og lytte til musik. Men der er også fyldt med forstyrrende elementer, som distraherer. Der er forskellige lyde, som fanger ens opmærksomhed. Man kan ikke lade være med at kigge på de mennesker som går forbi. Det betyder ikke, at det ene er bedre end det andet. Jeg er nemlig ret vild med begge dele. Jeg synes bare det er lidt sjovt, at selv om det grundlæggende er det samme, så er de to oplevelser alligevel så forskellige, at det er svært at sammenligne dem.

Vi havde en fantastisk dejlig eftermiddag – først fik vi en rigtig god frokost og bagefter sluttede vi eftermiddagen med en hyggelig koncert på Plænen. Det er en kombination, som jeg gerne vil anbefale og man har chancen igen allerede tirsdag d. 14. og tirsdag d. 21. juni, når Henrik Engelbrecht og Tivolis Symfoniorkester igen giver koncert på Plænen – begge dage kl. 17. Man kan selvfølgelig også begynde med koncerten og så spise middag bagefter. 

Jeg må i hvert fald lige tjekke om jeg selv har mulighed for at tilbringe endnu en tirsdag eftermiddag i Tivoli.

Verdens bedste jordbærtærte. Copyright: Jens Drejer.

Verdens bedste jordbærtærte. Copyright: Jens Drejer.

Jeg er så heldig og privilegeret, at jeg fik mulighed for at overvære generalprøven på Tivolis nye forlystelse for børn torsdag eftermiddag. Jeg er vild med Champagnegaloppen – derfor vil jeg straks opfordre alle til at slæbe både børn og børnebørn med i Tivoli, for at prøve den nye forlystelse. 

Tivoli beskriver selv Champagnegaloppen som “en sanselig musikkaravane gennem Akvariet og Koncertsalen, hvor man på ruten kommer tæt på klassiske musikere fra Tivoli Copenhagen Phil, balletdansere fra Tivolis balletskole og bliver venner med de unge musikere i Tivoligarden. Alt sammen anført af komponisten H. C. Lumbye …

Spoileralert:

Aske Ebbesen som hr. Lumbye i Tivoli. Copyright: Jens Drejer.

Aske Ebbesen som en meget levende hr. Lumbye i Tivoli 2016. Copyright: Jens Drejer.

Nogle mennesker kan bedst lide en beskrivelse som den ovenstående, der vækker deres nysgerrighed uden at afsløre for meget. Jeg har det lige modsat: hvis en eller anden anbefaler mig at læse en bog – fx Anna Karenina – så spørger jeg selvfølgelig hvad den handler om. “Den handler om en gift kvinde, der bliver forelsket i en anden mand“. Og hvad sker der så? Nej, det vil jeg altså ikke fortælle. Okay, så kan man være rimelig sikker på, at jeg ikke gider at læse den. Jamen, den er altså rigtig spændende … okay, hvis dét er det eneste argument, så kan du være helt 100% sikker på, at jeg ikke gider at læse den. Men hvis du fortæller mig, at Anna Karenina forlader sin mand og sit barn, mister både sin sociale position og den nye kæreste, før hun ender med at begå selvmord ved at kaste sig ud foran et tog, så er der en temmelig stor chance for, at jeg vil læse den. Jo mere man fortæller, jo større er chancen. 

Aske Ebbesen som komponisten H. C. Lumbye der var dirigent for Tivolis Symfoniorkester og skrev Champagnegaloppen i 1845. Copyright: Jens Drejer.

Aske Ebbesen som H. C. Lumbye, der var dirigent for Tivolis Symfoniorkester og skrev Champagnegaloppen i 1845. Copyright: Jens Drejer.

Jeg tror, at der er rigtig mange mennesker, der har det lige som mig. Man ser den samme tendens i turistindustrien – jo flere billeder man viser fra København, jo flere mennesker tager til København, fordi de gerne vil se byen og opleve det hele selv. Det er skisme ikke nok at fortælle turisterne, at København er en spændende by – det kan hvem som helst jo sige om tusindvis af byer over hele verden. Men hvis der ikke kommer nogle beviser på bordet, så er det jo ikke mere end et tomt postulat.

Men der er jo også nogen der ikke har det lige som mig, så lad være med at læse videre, hvis du gerne vil overraskes, når du selv skal opleve Champagnegaloppen!

Champagnegaloppen for børn

Turen begynder kl. 14 ved indgangen til Akvariet. Her står alle og venter indtil hr. Lumbye kommer og åbner døren. Neden for trappen står tre garder fra Tivoligarden og en balletpige fra Tivolis balletskole. Det betyder, at folk automatisk sætter sig på trappen i stedet for at løbe videre ned i akvariet – det er ret smart. 

To musikere fra Tivolis Symfoniorkester spillede, mens to balletpiger dansede foran Akvariet. Copyright: Jens Drejer.

To musikere fra Tivolis Symfoniorkester spillede, mens to balletpiger dansede foran Akvariet. Copyright: Jens Drejer.

Så kommer hr. Lumbye og præsenterer sig selv med en masse bukken og skraben – det virker som en parodi på datidens normer og det var vanvittig morsomt. I løbet af et øjeblik havde hr. Lumbye(spillet af Aske Ebbesen) fanget både børn og voksnes opmærksomhed. Han begyndte med at præsentere balletpigen og de tre drenge fra Tivoligarden. Trommeslageren spillede en march og hr. Lumbye forklarede, at hver gang han spillede denne march, så skulle vi alle sammen rejse os og gå til et nyt sted.

Dernæst spurgte hr. Lumbye, om børnene havde prøvet at have fødselsdag – det fik selvfølgelige en øjeblikkelig respons. Lad os lige huske, at jeg er ikke vant til at se børneteater. Måske er det temmelig banalt for alle andre end mig. Men jeg er vildt imponeret over, at det var så nemt for hr. Lumbye at etablere en dialog med børnene. Derefter fortalte hr. Lumbye, at han havde også prøvet at have fødselsdag. Og Tivoli havde også haft fødselsdag. Og så fortalte han, at han havde komponeret Champagnegaloppen til Tivolis to års fødselsdag. Endelig spillede han musikken første gang – men det var som om, at der manglede noget. Hvad kunne det dog være? – det var proppen! I løbet af et øjeblik fik han alle børnene til at sige som en prop – det var vanvittig morsomt. Jeg er lidt i tvivl om det var børnene eller de voksne, som morede sig mest. Men der manglede selvfølgelig stadig noget – bobler! Ikke champagnebobler, men sæbebobler! Hr. Lumbye blæste sæbebobler ud over det hele og så lød Champagnegaloppen endelig helt rigtig!

Seks musikere fra Tivolis Symfoniorkester. Copyright: Jens Drejer.

Seks musikere fra Tivolis Symfoniorkester. Copyright: Jens Drejer.

Så spillede trommeslageren den lille march og folk kom straks på benene – det var tydeligt, at alle syntes det var meget morsomt at marchere af sted under musikledsagelse. Karavanen fortsatte ned i Akvariet, hvor to musikere fra Tivolis Symfoniorkester spillede, mens to balletpiger viste, hvordan man kan danse og bevæge sig til klassisk musik. Det var meget, meget smukt – deltagerne var to skoleklasser, som var inviteret til at overvære generalprøven sammen med en del lærer og forældre. Jeg vil bestemt mene, at nogle af disse børn var ældre end de 6-9 år, som er målgruppen, ligesom der var nogle stykker der var yngre. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at de alle sammen var meget opslugt og interesseret i alt hvad der foregik. De to balletpiger dansede i det magiske blå lys fra Akvariet, mens de to musikere spillede og hr. Lumbye blæste sæbebobler – det var meget smukt og det skabte en helt fantastisk stemning.

Tre musikere fra Tivoligarden. Copyright: Jens Drejer.

Tre musikere fra Tivoligarden. Copyright: Jens Drejer.

Alle folk sprang op, da trommeslageren igen begyndte at spille og så fortsatte karavanen op i koncertsalen, hvor seks musikere fra Tivolis Symfoniorkester havde indtaget scenen. Her illustrerede hr. Lumbye blandt andet, hvordan et orkester kan spille hurtigt og langsomt – og samtidig dansede balletpigerne i hver sin side af scenen. Så ville hr. Lumbye have alle deltagerne til at rejse sig op og danse lige som de små balletpiger og det lykkedes – med enkelte undtagelser. Nogle af børnene var nok lidt for gamle. 

Forestillingen/forlystelsen sluttede med, at der var flag og små champagneflasker med sæbebobler til alle børnene. 

Mere end bare en sjov oplevelse!

Det var helt klart en rigtig god oplevelse og en stor succes. Aske Ebbesen var helt fantastisk som Tivolis berømte komponist hr. Lumbye – han optrådte med masser af charme, humor, energi og overskud. Det var først og fremmest hans sprudlende entusiasme som bar forestillingen. De fem børn – tre garder og to balletpiger – var også gode til at spille deres roller. De havde alle en vigtig funktion i forestillingen, men det virkede aldrig som om, at de var i tvivl om, hvad de skulle gøre. Alligevel må man indrømme, at den holdt ikke hele vejen hjem; det var helt klart starten som fungerede bedst. Da vi kom op i koncertsalen var det som om, at noget af energien forsvandt og dynamikken blev lidt mat. Var forestillingen lige en anelse for lang? Nej, det var ikke derfor. Musikerne spillede musik, børnene dansede og bagefter fik de både flag og sæbebobler. Skete der for meget? Måske var der bare for mange elementer? Nej, jeg ved ikke hvad det var, men jeg synes, at der manglede et eller andet.

Alle de medvirkende i Champagnegaloppen. Copyright: Jens Drejer.

Medvirkende i Champagnegaloppen 2016. Copyright: Jens Drejer.

Men samlet set var det stadig en rigtig morsom og meget underholdende oplevelse – først skulle børnene lytte og lære; og det virkede! Sjældent har jeg set så mange børn sidde så stille. Der er ingen tvivl om, at alle de medvirkende virkelig fangede børnenes opmærksomhed. Bagefter blev alle børnene selv inddraget i forestillingen, da de blev opfordret til at danse. På den måde havde hele oplevelsen en perfekt opbygning. Da havde børnene allerede hørt musikken så mange gange, at der var etableret et stærkt element af genkendelse. Derved havde de allerede fået et forhold til musikken og der var ingen tvivl om, at de nød det – jeg så mange små børn som stadig dansede rundt, da de forlod koncertsalen.

Men det er jo mere end bare en sjov oplevelse; jeg er sikker på, at de børn som oplever Champagnegaloppen i Tivoli vil få et mere positivt forhold til klassisk musik – et forhold som sikkert også vil give mange af dem lyst til at høre klassisk musik, når de bliver ældre. Selv om de måske glemmer Champagnegaloppen, så vil mange af dem med garanti fortsat forbinde klassisk musik med noget sjovt og positivt. Og det er vigtigt! 

Champagnegaloppen er skabt Maria Frej, som er Tivolis programchef for klassisk musik, i samarbejde med instruktør Mette Ovesen, dramaturg Laila Skjerning og komponist Peter Bruun.

Tryk her for at læse mere om Champagnegaloppen.

Champagnegaloppen er en ny forlystelse i Tivoli, som er målrettet børn mellem 6 og 9. Her er det Aske Ebbesen som Hr. Lumbye. Han skiftes med Flemming Bang til at spille rollen. Copyright: Jens Drejer.

Champagnegaloppen er en ny forlystelse i Tivoli, som er målrettet børn mellem 6 og 9. Her er det Aske Ebbesen som hr. Lumbye. Han skiftes med Flemming Bang til at spille rollen. Copyright: Jens Drejer.

Sidste år stoppede Henrik Engelbrecht som musikchef i Tivoli og det var vi rigtig mange, som var rigtig kede af. Derfor er jeg sikker på, at der er mange der blev lige så glad som mig for at se hans navn i programmet for den kommende sæson. Henrik Engelbrecht er konferencier ved to store operakoncerter hhv. lørdag d. 25. juni og lørdag d. 20. august, og i juni er han både dirigent og konferencier, når Tivolis Symfoniorkester spiller på Plænen. Programmet består af festlige og klassiske Tivoli-toner komponeret af komponister som H. C. Lumbye og Strauss – og det bliver med garanti krydret med en passende mængde gode historier og sjove anekdoter.

Da Henrik Engelbrecht stoppede som musikchef, blev Maria Frej ansat som Programchef. Men programmet for den klassiske musik i 2016 er underskrevet af både Maria Frej og Tivolis underdirektør Nikolaj Koppel – derfor antager jeg, at de har været fælles om at lave programmet.

Nimb i Tivoli - maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Nimb i Tivoli – maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Når en meget populær person – som fx Henrik Engelbrecht – stopper på sit arbejde, så sidder man ikke og håber, at de nye personer på jobbet laver en masse forandringer. Tværtimod! Man håber, at de slet ikke ændrer noget som helst! Man har jo svært ved at forestille sig, at de kan forbedre det man allerede kender og i forvejen er meget glad for – ikke desto mindre, så er det alligevel lykkedes for Maria Frej og Nikolaj Koppel at lave et par nye tiltag, som jeg er temmelig meget begejstret for.

Søndagsmatiné i Tivolis koncertsal

Tivoli indfører Søndagsmatiné og det betyder, at der er koncert i Tivolis Koncertsal hver søndag kl. 15. Jeg synes det er genialt! Programmet er så blandet, som det overhovedet kan blive – der er fx. fire koncerter med Tivolis Symfoniorkester. Disse fire koncerter skal man købe billet til. Men der er også masser af de såkaldte abonnementskoncerter, som betyder, at entreen er gratis for gæster med årskort til Tivoli. Alle andre kan købe en billet til 50 kr. Programmet er så blandet, at det tilgodeser alle gæsters smag og behag. Jeg er virkelig vild med dette tiltag – jeg elsker at komme til koncert, men jeg kan også godt lide at komme hjem igen – og nogle gange er det altså dejligt, at man ikke kommer hjem klokken elleve om aftenen.

Champagnegaloppen for børn

Ællinger i Tivoli - maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Ællinger i Tivoli – maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

En anden nyhed er “Champagnegaloppen“, der beskrives som en “sanselig musikkaravane” for børn. Der er plads til 100 børn på turen, hvor komponisten H. C. Lumbye fører dem gennem akvariet og koncertsalen. Undervejs møder de musikere fra Tivolis Symfoniorkester, dansere fra Tivolis nye balletskole og unge musikere fra Tivoligarden. Helt ærligt – jeg er altså ikke helt sikker på, at jeg forstår meningen. Det lyder lidt skørt. Men samtidig lyder det også så spændende, at jeg har overvejet at snige mig med på sådan en tur, bare for at se hvad det er. Men jeg må hellere lade være; der står i programmet, at arrangementet er målrettet børn fra 6-9 år. Men de kan evt. være ledsaget af en voksen. Så nu vil jeg lige undersøge om der er nogle af mine venner som har et barn i passende alder, som de vil låne ud en halv times tid … men helst ikke mere end det. Jeg tror faktisk ikke, at jeg er særlig egnet som barnepige. 

Tivolis Symfoniorkester 4ever

I løbet af de seneste år har man promoveret den klassiske musik i Tivoli under navnet “Tivoli Festival” – i år har man ændret navnet til “Sommerklassisk”. Jeg tænker, at det er vel lidt lige som potato – potato. Navnet betyder jo ikke så meget. Eller sagt på en anden måde – det ene navn er cirka lige så godt som det andet. Men hvis jeg skulle vælge, så synes jeg faktisk, at det nye navn er en lille smule bedre. “Sommerklassisk” lyder godt!

Tulipanerne blomstrer omkring det store springvand i Tivoli. Copyright: Jens Drejer.

Tulipanerne blomstrer omkring det store springvand i Tivoli. Copyright: Jens Drejer.

Man kan desværre ikke sige det samme om den næste navneændring – “Tivolis Symfoniorkester” har ændret navn til “Tivoli Copenhagen Phil”. Hvem i alverden har fået denne ide? Vedkommende fortjener at blive dyppet i tjære og rullet i fjer! Det er simpelthen for dumt – ja, undskyld, at jeg er sådan lidt grov og direkte. Men jeg kan simpelthen ikke forstå, at der er nogen som synes, at dette navn er en god ide. Jeg forstår altså godt pointen: man har formodentlig ønsket at modernisere navnet og samtidig har man tydeligvis ønsket at understrege forholdet til Copenhagen Phil. Jeg forstår det godt – men løsningen dur ikke!

For et par år siden ændrede “Sjællands Symfoniorkester” navn til “Copenhagen Phil” – det er kun nogle få år siden, men det virker som meget, meget lang tid. Der er jo ingen, som taler om “Sjællands Symfoniorkester” længere. Alle bruger det nye navn. Hvorfor er denne forandre gået så hurtigt? Fordi “Copenhagen Phil” er et kortere navn, der lyder ret godt, det har en god rytme og det ligger godt i munden. Derfor har alle vænnet sig til at bruge det nye navn i løbet af ingen tid.

Påfugle i Tivoli - maj 21016. Copyright: Jens Drejer.

Påfugle i Tivoli – maj 21016. Copyright: Jens Drejer.

Men man kan bestemt ikke sige det samme om “Tivoli Copenhagen Phil” – det lyder både tungt og klodset. Når man tænker over hvad ordene betyder, så kan man godt spørge sig selv om det overhovedet giver menig. Det gamle navn – “Tivolis Symfoniorkester” – rummer en masse historie og en masse følelser. Selvfølgelig kan man ændre navnet. Men det kræver, at man har et passende alternativ og jeg tror simpelthen ikke på, at man kan få publikum til at bruge det nye navn. Det lyder simpelthen for grimt! Det virker nærmest som om, at man har forsøgt at blande vand og olie – uanset hvor hårdt man prøver, så fungerer det bare ikke. Og jeg nægter i hvert fald at bruge det nye navn! Det duer ikke!

Fem udvalgte koncerter

Sommerens program byder på 65 klassiske koncerter. Jeg vil anbefale 5 koncerter, som jeg glæder mig særlig meget til – men det skal man ikke tage alt for alvorligt. For det første så er der mindst 30 koncerter, som jeg gerne vil høre. For det andet så når jeg aldrig at komme til halvdelen af de koncerter, som jeg har planlagt at høre – til gengæld kommer jeg jævnligt til nogle andre koncerter, som jeg egentlig slet ikke havde planlagt.

På Plænen: Tivolis Symfoniorkester giver tre koncerter med Henrik Engelbrecht som dirigent og konferencier. Det er tirsdag d. 7. juni, tirsdag d. 14. juni og tirsdag d. 21. juni – alle dage klokken 17. Jeg kommer kun til en af koncerterne, men hvilken? – ja, det må tiden vise.

Mandag d. 13. juni: Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester; for et par år siden gav Lyngby-Taarbæk en koncert med cellist Toke Møldrup. Det var en af de bedste koncerter jeg har oplevet i Tivolis Koncertsal. Derfor havde jeg selvfølgelig også planlagt, at jeg ville høre deres koncert sidste år – men jeg kom lige 3½ time for sent. Så nu prøver jeg igen i år!

Søndag d. 24. juli: “National Youth Orchestra of USA” kommer med et fuldstændig fantastisk program. De spiller fire værker, men det er først og fremmest Rachmaninovs 3. klaverkoncert og Prokofievs 4. symfoni som frister mig.

Søndag d. 14. august: koncert med Tivolis Symfoniorkester og violinist Isabelle Faust; de spiller ouverturen til Smetanas skønne opera “Den solgte brud”. Jeg havde en gang en CD med “Den solgte brud” – men så kom jeg desværre til at låne den ud … og nu har jeg den ikke mere. Dernæst spiller de Dvoraks symfoni “Fra den nye verden”, som jeg har hørt en del gange i løbet af de sidste par år, men jeg bliver bare mere og mere vild med den. Endelig spiller de også Dvoraks violinkoncert, som jeg vist aldrig har hørt.

Søndag d. 4. september: “Ensemble Mutatis” spiller værker af Satie, Prokofiev og andre. For nogle år siden hørte jeg Ensemble Mutatis på Glyptoteket. Det var en fantastisk koncert. Selv om det er nogle år siden, så har jeg ikke glemt den og derfor vil jeg gerne høre dem igen.

Tivolis koncertsal - maj . Copyright: Jens Drejer.

Tivolis koncertsal – maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis Symfoniorkester.

Tivolis Symfoniorkester. Copyright: Jens Drejer.

I løbet af sommeren har Tivolis Symfoniorkester givet fem koncerter på plænen – men vejret har ikke rigtig været med dem. Lad mig lige understrege, at sommervejret har været perfekt til mig. Jeg er nemlig ikke glad for alt for meget sol og varme. Men det har selvfølgelig ikke været optimalt for sommerens mange udendørsarrangementer. Derfor har jeg heller ikke været til de forrige koncerter. Men det var den sidste og vejret var perfekt – derfor tog jeg til koncert, selv om det virkede lidt underligt at tage til koncert, midt i denne flygtningekrise.

Programmet bestod af klassisk populær musik, som Tivoli er kendt for, primært af komponister som Lumbye og Strauss. 

Dirigent Henrik Engelbrecht.

Dirigent Henrik Engelbrecht. Copyright: Jens Drejer.

Henrik Engelbrecht var dirigent og det er altid en fornøjelse. Når han ikke svinger dirigentstokken, så kan han altid ryste en masse anekdoter ud af ærmet. Han fortalte blandt andet om Johann Strauss d. 2. som var i Rusland i 1869. Her skrev han en polka, som han kaldte Pawlowsk Polka, til minde om en kendt skov som lå i nærheden. Denne polka blev en stor succes i Rusland. Kort tid efter vendte Johann Strauss tilbage til Østrig – nu ville han gerne have at værket fik lige så meget succes i Wien og derfor kaldte han nu værket for “Im Krapfenwaldl“. Den gang havde man skam også sans for markedsføring! Henrik Engelbrecht kan mange af den slags små, sjove historier, som han altid formår at fortælle på en spændende og underholdende måde.

Der er stor forskel på at være til koncert i en koncertsal eller at være til en udendørskoncert – der er mere fokus og koncentration i en koncertsal. Til gengæld er det superhyggeligt, at være til koncert udendørs. Solen skinnede og det var lunt – dog ikke så varmt, at folk smed overtøjet. Man kunne jo godt mærke, at det er blevet efterår. Bladene på træerne var allerede ved at miste deres farve og selv om klokken kun var 17 da koncerten begyndte, så var solen allerede ved at gå ned bag Nimb …. men der er ingen tvivl om, at publikum hyggede sig i sensommerens lune solnedgang, mens Tivolis Symfoniorkester spillede polka, march og vals. Og selvfølgelig sluttede koncerten med Lumbyes Champagnegalop!

4 stjerner

Tivolis Symfoniorkester på Plænen i Tivoli.

Tivolis Symfoniorkester på Plænen i Tivoli. Copyright: Jens Drejer.

Søndag eftermiddag var jeg til koncert i Tivolis Koncertsal, hvor Copenhagen String Quartet spillede fire strygekvartetter af Beethoven. Det første værk var romantisk, sentimentalt og følsomt. Tonerne dansede let og muntert i luften. I tredje sats nåede musikken et klimaks, hvor tonerne hvirvlede afsted som snefnug, der kom vrimlende over et sneklædt vinterlandskab. Det var smuk musik og det var stærkt spillet!

Langsomt blev musikken mere intens, dramatisk, nervepirrende og voldsom.

Ludvig van Beethoven(1770-1827).

Ludvig van Beethoven(1770-1827).

Koncertens anden del begyndte med et rasende tempo – man blev helt forskrækket! Derefter faldt musikken til en slags blid og kælen flirt. Det er næsten som om, at musikken – eller Beethoven – flirter med publikum. Flere gange svinger musikken fra den ene yderlighed til den anden. Ham der Beethoven havde vist nok ry for at være en temmelig krakilsk herre. Men jeg får nogen gange den tanke, at han måske også havde en temmelig god og underfundig humor.

I anden satsen blev musikken seriøs, alvorlig, eftertænksom og reflekterende. I begyndelsen af tredje satsen var musikken langsomt og dvælende. Alle tonerne er tunge og uendeligt langtrukne … og så ender hele værket i et svimlende, beruset og eksalteret klimaks.

Total magi

I begyndelsen af det fjerde og sidste værk – som var Beethovens strygekvartet i a-mol, op. 132 – var musikken både mørk og dyster, tragisk og foruroligende. Men selvfølgelig også utrolig smukt. Det var næsten som om, at melodien sprang fra det ene instrument til det andet.

Hans Christian Lumbye(1810-1874) var den første dirigent for det som vi i dag kender som Tivolis Symfoniorkester. Det var også Lumbye som komponerede Champagne galoppen, der er blevet en slags kendingsmelodi for Tivoli.

Hans Christian Lumbye(1810-1874) var den første dirigent for det som vi i dag kender som Tivolis Symfoniorkester. Det var også Lumbye som komponerede Champagne galoppen, der er blevet en slags kendingsmelodi for Tivoli.

På dette tidspunkt var det som om, at de fire musikere havde hypnotiseret hele salen – der var helt, helt stille. Det var sådan en nærmest komatuøs tilstand, hvor man glemte alt det der var uden for koncertsalen. Man glemte alle de andre mennesker i salen og tankerne blev helt stille. Når man er blevet så stille og tom i sjæl og sind, så kan man endelig lytte helt uforstyrret til musikken – og så får musikken en helt særlig glødende kraft og en magisk intensitet. Der opstår en stemning i hele salen, som er både højtidelig og andagtsfuld. Det er derfor levende musik er så vigtigt. Den oplevelse får man aldrig på et anlæg eller på TV – uanset hvor godt anlægget eller fjernsynet er, så kan det bare ikke lade sig gøre.

Da musikken sluttede hørte jeg 4-5 mennesker omkring mig, som spontant udbrød: “Hvor var det smukt” … derefter var der endnu tre eller fire sekunders magisk stilhed, før klapsalverne endelig brød løs.

Hvordan opstår den der tilstand af magi? Hvordan kan de lade sig gøre, at forføre publikum på den måde? Jeg ved det ikke og det er der vist ikke nogen som gør. Men først og fremmest skal man have noget rigtig god musik. Dernæst skal koncerten også bygges op på den helt rigtige måde, så man får trukket publikum ind i musikkens verden. Endelig skal man bruge nogle suveræne musikere, som virkelig formår at lægge alt deres kraft og alt deres energi i musikken. Det er nok det sidste som er det sværeste, men det er ingen tvivl om, at det lykkedes for Copenhagen String Quartet i Tivolis koncertsal. De var fuldstændig fantastiske! Derfor skal de naturligvis have seks stjerner.

Kommende koncerter:

Copenhagen String Quartet består af Eugene Tichindeleanu og John Bak Dinitzen på violin, Bernd Rinne på Bratsch og Richard Krug på cello. Eugene Tichindeleanu er 1. koncertmester i Odense Symfoniorkester og de tre andre er alle sammen ansat i Copenhagen Phil og Tivolis Symfoniorkester.

I løbet af sommeren spiller Copenhagen String Quartet alle Beethovens strygekvartetter i Tivolis koncertsal. Dette var den anden af i alt fem koncerter. De resterende koncerter kan man opleve:

Søndag d. 9. august kl. 14,00

Søndag d. 30. august kl. 14,00

Søndag d. 6. september kl. 14,00

6stjerner

Georg Carstensen(1812-1857) grundlagde Tivoli i 1843. Statuen står foran Tivolis koncertsal, hvorfra Carstensen kan skue ud over det store springvand og Plænen.

Georg Carstensen(1812-1857) grundlagde Tivoli i 1843. Statuen står foran Tivolis koncertsal, hvorfra Carstensen kan skue ud over det store springvand og Plænen.

Henrik Engelbrecht ved præsentationen af programmet for Tivolis koncertsal 2014.

Henrik Engelbrecht ved præsentationen af programmet for Tivolis koncertsal 2014.

For et par måneder siden meddelte Henrik Engelbrecht, at han stopper som musikchef for Tivolis koncertsal. Jeg var chokeret – og det er slet ikke nogen overdrivelse. Af en eller anden grund havde jeg forestillet mig, at Henrik Engelbrecht skulle været musikchef i Tivolis koncertsal til han blev 100 år. Jeg havde forestillet mig, at Henrik Engelbrecht ville vokse sammen med Tivolis Koncertsal på samme måde, som James Levine er vokset sammen med Metropolitan Opera i New York eller Simon Rattle er vokset sammen med Berliner Philharmonikerne. Set i bakspejlet burde man måske ikke blive forbavset over, at Henrik Engelbrecht er sådan en person, som altid søger nye udfordringer. Han fortsætter blandt andet som kunstnerisk konsulent for Festspillene i Bergen og som studievært på det musikalske debatprogram “Parnasset på P2”. Derudover kunne man måske også forestille sig, at der ville komme flere operabøger på et eller andet tidspunkt.

Er det en æra som er slut? Man skal passe på, at man ikke misbruger den slags begreber … men Henrik Engelbrecht har virkelig været en helt exceptionel musikchef og han har løftet Tivolis koncertsal til et niveau, som man ikke har set i mange, mange år. Jeg vil ligefrem påstå, at Henrik Engelbrecht har forvandlet Tivolis koncertsal til Københavns mest spændende spillested for klassisk musik. For det første har Tivoli sit eget symfoniorket. For det andet har årene budt på en lang perlerække af verdens bedste klassiske musikere. Og for det tredje har der også været plads til Danmarks bedste amatørmusikere og amatørorkestre. Det er helt unikt og der er vist ikke andre koncerthuse i Danmark, som fungerer på den måde. Sådan var det naturligvis også før Henrik Engelbrecht – men han har løftet kvaliteten og standarden til et helt nyt niveau. Jeg synes godt man kan tillade sig at sige, at hans personlige engagement og hans ægte passion for klassisk musik, har givet Tivolis Koncertsal en ny storhedstid. Spørgsmålet er selvfølgelig om succesen fortsætter.

Henrik Engelbrecht som dirigent på hans 50-års fødselsdag.

Henrik Engelbrecht som dirigent på sin 50-års fødselsdag.

Henrik Engelbrecht fyldte 50 år i 20104 og fejrede dagen med at dirigere Tivolis Symfoniorkester i en sprudlende koncert, der næsten var et helt festfyrværkeri. Denne aften var på ingen måde annonceret som en fødselsdagskoncert. Men man kunne selvfølgelig læse i programmet, at Henrik Engelbrecht skulle dirigere denne aften og det har formodentlig stået i alle landets aviser, at Tivolis musikchef blev 50 – og så kan folk jo godt lægge to og to sammen! Uanset hvordan man måler, så var det vist sæsonens største succes. Der var i hvert fald stuvende fyldt med gæster, som var kommet for at ønske fødselaren til lykke med dagen. Hvorfor er Henrik Engelbrecht så populær? Jeg tror, at det primært skyldes to forhold: for det første er Henrik Engelbrecht en af mine yndlingsnørder. Når man siger sådan, så er der altid nogen som protesterer. Men for mig er det ALTID positivt at være en nørd. ALTID, ALTID, ALTID! Det er lige meget om det er fysiknørder, astronominørder, litteraturnørder eller musiknørder. Almindelig mennesker har jobs og hobbyer. Det har nørder ikke – de har kun passioner! Nørder brænder for deres interesser og det er derfor, at jeg er vild med alle slags nørder! Henrik Engelbrecht er en ægte nørd og han har en uudtømmelig viden om opera og klassisk musik. Dertil har han også en formidabel evne til at formidle denne viden, så det bliver spændende og interessant for alle andre. Men jeg vil da godt indrømme – hvis jeg nu skal være helt ærlig – at jeg har haft samtaler med Henrik Engelbrecht, hvor jeg har tænkt, at nu kan MIN hjerne bare ikke håndtere flere input. Nørder er ALDRIG kedelige – men nogen gange kan vi andre have svært med at rumme alle de informationer, som passionerede nørder gerne vil dele med os! Det er jo endnu en af de egenskaber som karakteriserer ægte nørder – de er gavmilde mennesker, som har et stort ønske om at dele deres viden og deres passion med andre mennesker!

Det er præcis sådan Henrik Engelbrecht er og det er derfor han vil blive savnet i Tivolis Koncertsal!

Maria Frej tager over

Maria Frej, som er ny programchef i Tivolis koncertsal.

Maria Frej, som er ny programchef i Tivolis koncertsal.

Henrik Engelbrechts efterfølger er Maria Frej, som bliver “programchef” – jeg synes ikke det lyder helt som tjekket, som at være “musikchef”. Maria Frej er uddannet cand. phil. i musikvidenskab. De sidste 2 år har hun arbejdet med planlægningen af Det Kongelige Biblioteks koncerter i Den Sorte Diamant. Derudover har hun været leder for Storstrøms Symfoniorkester, Storstrøms Kammerensemble og Athelas Sinfonietta Copenhagen.

Jeg synes, at Maria Frej lyder som en spændende person. Når man tænker på hendes tidligere jobs, så er det klart, at hun har en masse erfaring og en masse kompetencer i bagagen. Der har været masser af spændende koncerter og masser af spændende musikalske arrangementer i løbet af de sidste par år, hvor Maria Frej har været involveret i planlægningen af det musikalske program i Den Sorte Diamant. Derfor synes jeg det bliver spændende at se, hvordan hun vil sætte sit eget fingeraftryk på fremtiden i Tivolis Koncertsal.

Program for sommeren 2015

I dag præsenterede Henrik Engelbrecht sit sidst sæsonprogram for Tivolis Koncertsal og endnu en gang er det et sandt overflødighedshorn af lækre oplevelser. Læs hele programmet ved at trykke her!

Tivolis Koncertsal.

Tivolis Koncertsal.

I år er der 54 koncerter på programmet. Der er 14 koncerter som kræver, at man køber billet enten via Tivolis hjemmeside eller Tivolis billetcenter. De resterende 40 koncerter er såkaldte abonnementskoncerter – det betyder, at der er gratis adgang til koncertsalen, hvis man har et Tivolikort, som også giver fri adgang til Tivoli. Det billigste årskort – som kun gælder for én selv – koster 290 kr. Hvis man IKKE har et Tivolikort, så skal man først betale entré til Tivoli, som koster 99 kr. Dernæst skal man betale 50 kr i entré til koncertsalen. Det giver en samlet pris på 149 kr. Det betyder, at hvis man bare kommer til to af disse årskortkoncerter, så er det en økonomisk fordel at købe et Tivolikort – og derudover får man 15% rabat på billetterne til de øvrige koncerter, hvis man køber dem i Tivolis billetcenter.

Lad mig lige forklare det på en anden måde – hvis man køber et årskort til 290 kr, så er der gratis adgang til Tivoli hele 2015, samt gratis adgang til 40 koncerter! Det kalder jeg saftsusme en god deal!

Som sædvanlig vil jeg anbefale 5 af de koncerter, som jeg selv glæder mig mest til. Jaja, jeg ved godt, at når det kommer til stykket, så når jeg aldrig dem alle sammen – til gengæld kommer jeg til mange af de koncerter, som der ikke er plads til på min lille personlige hitliste.

Lørdag d. 6. juni kl. 16: Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester spiller Carl Nielsens Symfoni nr. 1 og Sibelius violinkoncert med Kirstine Schneider som solist. Jeg har valgt denne koncert, fordi jeg hørte Lyngby-Taarbæks Symfoniorkester, da de gav koncert i Tivolis koncertsal sidste år og det var – efter min mening – årets suverænt bedste koncertoplevelse.

Søndag d. 31. maj kl. 14: Copenhagen String Quartet(Eugen Tichindeleanu, John Bak Dinitzen, Bernd Rinne og Richard Krug) spiller alle Beethovens strygekvartetter fordelt over 5 søndage. Tjek selv de andre datoer i programmet. Til dagligt spiller Eugen Tichindeleanu i Odense Symfoniorkester og de tre andre musikere spiller i Copenhagen Phil/Tivolis Symfoniorkester. Særligt cellisten Richard Krug er efterhånden blevet temmelig populær blandt publikum efter nogle meget vellykkede koncerter, hvor han har været solist.

Fredag d. 28. august kl. 19,30: Tivolis Symfoniorkester spiller Scriabins klaverkoncert med Niklas Sivelöv som solist, efterfulgt af Ravels Bolero. Jeg har valgt denne koncert, fordi jeg er lidt vild med Scriabin – men jeg har aldrig hørt hans klaverkoncert. Og så er der Ravels Bolero; jeg kan jo ikke lade være med at tænke “jaja, den har vi hørt en million gange!” Men det er alligevel et af de værker, som man ALTID bliver grebet af, når man hører det i virkeligheden.

Onsdag d. 2. september kl. 19,30: Jonathan Siahaan på klaver og Amalie Elmark på violin. Nogen gange er det bare fuldstændig vidunderligt, at sætte sig i en stor koncertsal og lytte til to instrumenter, som fylder hele rummet med musikalsk magi. Jonathan Siahaan og Amalie Elmark spiller sonater af Beethoven, Ravel og Prokofiev – jeg tror, at det bliver fantastisk. Det er i hvert fald en af de koncerter, som jeg virkelig glæder mig til.

Lørdag d. 15. august kl. 19,30: Tivolis symfoniorkester opfører Donizettis opera “Elskovsdrikken” sammen med LilleMUKO, samt Olga Peretyatko, Lawrence Brownlee, Palle Knudsen, Simon Duus og Sofie Elkjær Jensen som solister. Jeg er slet ikke i tvivl om, at denne koncertopførelse bliver sæsonens absoluttet højdepunkt. Det er en af de allerbedste operaer der findes og de tre danske solister er nogle af de bedste og de mest populære operasangere vi har. Og hovednavnet er naturligvis den verdensberømte tenor Lawrence Brownlee. 

For mange år siden var jeg ude at drikke kaffe med Kasper Holten efter en forestilling i operaen. Han blev meget forundret, da jeg nævnte, at Elskovsdrikken er en af mine absolutte favoritoperaer. Den reaktion har jeg efterhånden oplevet mange gange – jeg forstår det simpelthen ikke. Er jeg virkelig den eneste som har opdaget, at Elskovsdrikken er operaens pendant til verdensberømte ungdomsfilm som fx Grease?! Det er fuldstændig the same shit, som man siger på moderne dansk!

Om handlingen i Elskovsdrikken:

Teenageren Nemorino er dybt forelsket i Adina – hun er så smuk og så klog. Hun spiller musik og hun læser bøger. Jo flere bøger Adina læser, jo dummere føler Nemorino at han er. Det er jo fuldstændig lige som alle drenge og piger anno 2015! Adina læser blandt andet “Tristan og Isolde” og fortæller Nemorino om den elskovsdrik, som binder dem sammen i evig kærlighed. Elskovsdrikken havde urpremiere i 1832 – den gang var pigerne åbenbart også langt foran drengene i udvikling. Adina er i hvert fald ikke den mindste smule interesseret i den generte, fjollede, kiksede og umodne Nemorino. Man ville slet ikke blive forbavset, hvis Nemorino pludselig begyndte at synge: “… min stemme er i overgang, mit hår er helt forkert, jeg går i det forkerte tøj og så er jeg genert … ”

Tivolis Koncertsal 2013.

Tivolis Koncertsal 2013.

Så kommer officeren Belcore til byen med sit soldaterkompani – og så kan det nok være, at Adinas hjerte begynder at slå kolbøtter. Hun ved ikke, at han er en kynisk slyngel og en skørtejæger uden nogen form for samvittighed. Hun synes bare, at han er så voksen og så mandig. De når kun lige at sige goddag til hinanden – så har de allerede planlagt, at de skal giftes dagen efter. Og stakkels, stakkels Nemorino er helt ude af sig selv …..

I mellemtiden er kvaksalveren Dulcamara også ankommet til byen. Han lover den enfoldige pøbel, at hans eleksir kan kurere alting. Der er slet ingen grænser hvad den eleksier kan bruges til – og så kan man jo ikke lade være med at tænke, at folk er sandelig ikke blevet mindre godtroende i løbet af de sidste 175 år!

Nemorino kommer i tanke om historien om Tristan og Isolde – og så ser han endelig en mulighed for at score Adina. Nemorino opsøger Dulcamara og spørger om han har noget af Isoldes elskovsdrik. Og så viser det sig, at det er Dulcama som producerer Isoldes elskovsdrik. Det var sørme heldigt. Og prisen? Ja, det passer tilfældigvis lige præcis med alle de penge som Nemorino har i lommen … og så går dumme, naive Nemorino hjem med en billig flaske rødvin under armen. Han finder et sted hvor han kan være alene og begynder straks at drikke.

Den verdensberømte tenor synger partiet som Nemorino.

Den verdensberømte tenor Lawrence Brownlee synger partiet som Nemorino.

Samtidig rygtes det i landsbyen, at Nemorinos rige onkel er død og Nemorino har arvet alle pengene. Og hvad sker der så? Jamen, det er jo det mest forudsigelige i hele verden – nu er Nemorino pludselig blevet rig og så begynder alle pigerne i landsbyen at løbe efter ham. De flirter med ham, smigrer ham og prøver på alle måder at vinde hans opmærksom. Men dumme, naive og godtroende Nemorino – som ikke ved at han er blevet rig – han tror, at det hele skyldes elskovsdrikken, som han allerede har drukket temmelig meget af. Og jo mere han drikker, jo mere selvtillid får han. Han har allerede drukket så meget, at han virkelig tror på, at alle pigerne elsker ham og så gælder det med garanti også Adina. Han er faktisk temmelig sikker på, at hun allerede er hans! Jamen, er det ikke bare typisk unge drenge? Det er derfor teenagere drikker for meget – allerede efter to øl får de en temmelig opblæst selvtillid!

Adina har selvfølgelig opdaget, at de andre piger er begyndt at løbe efter Nemorino – hun ved ikke hvorfor. Men når alle de andre vil have ham, så …. ja, så bliver hun selvfølgelig interesseret. Typisk piger! Men vil hun indrømme det? Nej da! Tværtimod. I stedet fremskynder hun brylluppet med Belcore og pludselig er bryllupsfesten allerede i gang. Og stakkels Nemorino forstår ingenting – til gengæld bliver han mere og mere fuld. Belcore forsøger at skaffe rivalen af vejen ved at hverve ham som soldat. Nemorino opsøger igen Adina – og hun afviser ham endnu en gang. Så skriger Nemorino, at hvis hun ikke vil have ham, så drager han i krig for at blive slået ihjel … det er totalt teenagedrama.

Men hvis vi tænker tilbage, så tror jeg, at vi alle sammen genkender denne historie. Første gang vi blev ramt af ulykkelig kærlighed, så troede vi jo alle sammen, at jorden ville gå under!

Den ultimative operaoplevelse!

Donizettis opera Elskovsdrikken er en af de bedste operaer, der nogensinde er skrevet. Handlingen er genial og så er den hylende morsom! Men Elskovsdrikken udmærker sig ikke blot ved historien – det er også én lang perlerække er operahistoriens bedste musik. Det er en koncertant man kan opleve i Tivolis koncertsal. Det betyder, at man kun får alle sangene – men der plejer at være en fortæller, som guider publikum igennem forestillingen, så alle kan følge med i handlingen. Selv om Henrik Engelbrecht stopper som musikchef, så håber jeg alligevel, at det er ham som skal føre os gennem historien – for jeg er fuldstændig sikker på, at han kan gøre det, så publikum vrider sig af latter – lige indtil vendepunktet kommer med operaens højdepunkt “Una furtiva lagrima”. Adina nægter stadig, at hun er forelsket i Nemorino. Men han tror ikke på hende: “Jeg så en afslørende tåre i dit øje,” synger han, “så nu ved jeg … nu ved jeg, at du elsker mig.”

Først griner man i 2 timer. Så kommer “Una furtiva lagrima” og i løbet af et øjeblik sidder halvdelen af publikum og snøfter!

Dét er simpelthen den ultimative operaoplevelse!

Tivoli har lavet en lille reklamevideo i forbindelse med præsentationen af sæsonens program. Men jeg har fundet en video med Lawrence Brownlee, hvor han synger “Una furtiva lagrima” og den er jeg naturligvis nødt til at slutte med.

Jeg kan ikke spille et instrument. Jeg kan heller ikke læse noder. Jeg kommer fra et rigtigt landproletariat, hvor Birthe Kjær, Keld Heick og Bjørn Tidemann udgjorde de kulturelle højdepunkter. På den baggrund er det selvfølgelig klart, at jeg hører til dem som har haft lidt svært ved at forstå, hvad en dirigent egentlig laver. Men jeg har set flere programmer i fjernsynet om dirigenter og deres arbejde. Jeg kan blandt andet huske, at DR2 havde en hel temaaften om dirigenter – efterhånden har jeg endelig forstået, hvad dirigenten laver og hvorfor han er så vigtig for et symfoniorkester. Men så bliver man jo igen helt forvirret, når man sidder til en koncert, hvor orkestret spiller helt formidabelt, selv om dirigenten mangler ….

Det var nemlig præcis hvad der skete i Tivolis Koncertsal torsdag aften!

Koncerten begyndte med Mozarts symfoni nr. 16 og Tivolis Symfoniorkester spillede fuldstændig sublimt. Musikken var både levende og meget intens. Den var fyldt med farver og nuancer. Først blev man løftet helt op i skyerne af de høje toner. Bagefter blev man trukket ned af de mørke toner – og det skete i et svimlende tempo, så man fik et helt sug i maven. Jeg var helt beruset og ekstatisk før vi var halvvejs gennem Mozarts symfoni. Jeg oplevede et symfoniorkester der virkelig var i topform og spillede med en helt ekstraordinær præcision – sikken en fantastisk oplevelse!

Den franske dirigent og pianist Jean-Efflam Bavouzet.

Den franske dirigent og pianist Jean-Efflam Bavouzet.

Endelig kom aftenens hovedperson på scenen – den franske pianist Jean-Efflam Bavouzet blev opdaget af Sir Georg Solti i 1995, som der står i programmet. Der er forskel på at være en formidabel pianist og at være en berømt pianist. Da Georg Solti opdagede Bavouzet rykkede han hurtigt fra den ene kategori til den anden. Jean-Efflam Bavouzet har givet en masse koncerter og indspillet en masse musik på CD. Torsdag aften debuterede han som dirigent.

Det næste værk var Haydns klaverkoncert nr. 11 – Tivolis Symfoniorkester spillede med så meget energi, at Haydns smukke musik sprudlede og boblede af magi og munterhed. Udover at være dirigent, så optrådte Jean-Efflam Bavouzet også aftenens solist. Han leverede den ene mesterlige klaversolo efter den anden – han spillede med så meget energi og overskud, at det så ud som om, at det var det nemmeste i hele verden. Det samme gjaldt for Beethovens 3. klaverkoncert, som var aftenens sidste værk. Under Bavouzets klaversoloer så jeg flere af musikerne som nærmest så helt andægtige ud, mens andre sad og rokkede diskret med hovederne, mens de lyttede. Jeg er slet ikke i tvivl om, at de var lige så grebet af musikken og stemningen som alle os nede i salen.

Der er blot to eller tre koncerter tilbage – så slutter årets sæson i Tivolis Koncertsal. Jeg kommer dog ikke til de resterende koncerter, så dette var årets sidste koncert for mig – og det er faktisk ret heldigt; på den måde slutter sæsonen jo med et brag af en koncert. Jeg kan slet ikke forestille mig en mere formidabel sæsonafslutning. Det var en suveræn koncert fra start til slut!

6stjerner

Tivolis koncertsal, som - i anledning af det franske besøg - flager med både franske og danske flag.

Tivolis koncertsal, som – i anledning af det franske besøg – flager med både franske og danske flag.

Torsdag aften greb Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht selv dirigentstokken og førte publikum en tur ned af Memory Lane. Det var en aften hvor H.C. Lumbye og Strauss var de altdominerende komponister og værkerne havde titler som “Hilsen til Tivolis abonnenter”, “Florentinermarsch”, “Kjøbenhavns Jernbane-dampgalop”, “Rutschebanegalop” og “Pjerrots bluse” …. når man ser den sidste titel, så tænker man, at det må simpelthen være løgn, men den er skam god nok.

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht fremkaldte masser af latter med sine sjove anekdoter.

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht fremkaldte masser af latter med sine sjove anekdoter.

Henrik Engelbrecht ledsagede alle musiknumrene med små anekdoter og sjove historier. Han fortalte fx om folks angst og bekymring i forbindelse med åbningen af Danmarks første jernbane, som gik fra København til Roskilde – man var simpelthen bange for, at den menneskelige organisme ikke ville overleve at bevæge sig med den flyvende fart af 40 km i timen. Henrik Engelbrechts gode humør og hans joviale humor fremkaldte den ene latterbølge efter den anden – dertil var der en overdådighed af fejende og forførende valse, galopper og polkaer. Sjældent har jeg oplevet sådan en fantastisk fest i Tivolis koncertsal.

Christian Schmiedescamp forklædt som toreadoren Escamillo.

Christian Schmiedescamp forklædt som toreadoren Escamillo.

Tivoli blev grundlagt af Georg Carstensen  og åbnede i 1843. H.C.Lumbye var den første chef for Tivolis Symfoniorkester – i de første mange år var det ikke almindeligt, at der optrådte sangere sammen med Tivolis Symfoniorkester. Men publikum ønskede alligevel at høre tidens hits – det gælder fx musikken fra Bizets opera Carmen, som blev uropført i Paris i 1875. Når man ikke lige kunne få fat i en sanger, så skiftedes musikerne til at optræde som solist. Det blev illustreret af basunist Christian Schmiedescamp, der spillede Escamillos Toreador-arie – passende klædt i spansk tyrefægterdragt med masser af kniplinger og blodrød kappe. Sådan har vi aldrig set ham før og det fremkaldte en sprudlende munterhed i salen, da han trådte ind på scenen.

Dette er selvfølgelig et billede af Tuva Semmingsen - men jeg synes også det er et godt billede af Jon Gjesme, som er violinist og koncertmester i Tivolis Symfoniorkester. Man kan tydeligt se, at musikerne morede sig lige så meget som publikum!

Dette er selvfølgelig et billede af Tuva Semmingsen – men jeg synes også det er et godt billede af Jon Gjesme, som er violinist og koncertmester i Tivolis Symfoniorkester. Man kan tydeligt se, at musikerne morede sig lige så meget som publikum!

Når der så endelig kom sangere for at optræde i Tivoli, så blev de modtaget som moderne superstjerner. Det blev illustreret af Tuva Semmingsen, der kom for at synge en arie fra Rossinis opera “Barberen i Sevilla”. Tuva Semmingsen kom sejlende og svansende ind på scenen, mens hun vendte og drejede sig, så publikum kunne beundre hende både forfra og bagfra …. og publikum skreg af grin! Jeg tror hun overraskede alle med sit talent for at spille diva. Måske har hun ligefrem gået og gemt på en diva, som bare ventede på en chance for at springe ud…..

Koncertens officielle program sluttede med “Plappermäulchen” – en polka af Josef Strauss. Men det betød bestemt ikke, at aftenen var slut – næh nej. Det betød bare, at det var blevet tid til at afsløre koncertens højdepunkt, for dem som ikke allerede var informeret – Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht fyldte 50 år.

Dagens fødselar!

Bare man har charme, selvtillid og lækkert hår, så er det ingen sag at fylde 50 – og dagens fødselsar mangler ingen af delene!

Henrik Engelbrecht må være den bedste og den mest engagerede musikchef, som Tivolis koncertsal har haft i rigtig mange år. Hans vigtigste opgave er selvfølgelig at engagere de mange musikere til koncertsalens mange arrangementer. Men derudover deltager han også selv aktivt, når han ved flere lejligheder optræder som konferencier og guider publikum gennem operaforestillinger og andre begivenheder. Derudover kan man ofte møde ham i pauserne, hvor han slentrer rundt mellem publikum – han viser på utallige måder, at han er en både aktiv og nærværende musikchef. Til en almindelig, gennemsnitlig aften i Tivolis koncertsal vil jeg gætte på, at cirka 75-80% af pladserne på gulvet er besat. Så er der selvfølgelig lukket til balkonen. Torsdag aften kom der så mange gæster, at der kun var ledige pladser i det øverste venstre hjørne på balkonen. Jeg har ikke set så mange mennesker i Tivolis koncertsal siden Lawrence Brownlee optrådte med Bizets Perlefiskerne og det er tre år siden. Det var jeg slet ikke forberedt på, da jeg ankom 10 minutter før koncerten – havde jeg været forberedt på alle de mennesker, så var jeg sandelig kommet noget før.

Mange var sandsynligvis kommet på grund af programmet – men jeg er temmelig sikker på, at mange også var kommet for at ønske musikchefen tillykke med den runde fødselsdag. Der er slet ingen tvivl om, at han er en meget populær musikchef.

Tuva Semmingsen springer ud som ægte diva!

Tuva Semmingsen springer ud som ægte diva!

Først fik fødselaren en lille fødselsdagsgave. Derefter var der fødselsdagssang fra et stående publikum og Tuva Semmingsen fungerede som forsanger. Så sang Tuva Semmingsen “Somewhere over the rainbow” – normalt bryder jeg mig absolut IKKE om operasangere som synger den slags. Ikke fordi at det er mindre fint eller noget i den retning. Men mange operasangere bruger også deres operastemme(hvis man kan udtrykke det på den måde), når de synger alt muligt andet og jeg synes det lyder ganske forfærdeligt. Det gjorde Tuva Semmingsen ikke – hun droppede operastemmen og sang “Somewhere over the Rainbow” så gribende og hjerteskærende, at man fik en hel klump i halsen – jeg kender kun Tuva Semmingsen fra operaen, men efter denne oplevelse, så har jeg en skummel anelse om, at hun måske er en af Danmarks allerbedste sangerinder uanset genre.

Koncerten sluttede med en version af Lumbyes Champagnegallop, som jeg aldrig har oplevet før. Normalt har man en snor i champagneproppen, så man har lidt styr på den. Men den snor havde man fjernet i dagens anledning. Og ikke nok med det, men musikeren sigtede direkte på dirigenten, så han skiftevis måtte springe til den ene og den anden side for ikke at blive ramt …. i stedet fløj proppen langt ud i salen og landede blandt publikum. Det var en særdeles munter og festlig afslutning på en temmelig usædvanlig koncert.

5 stjerner

Det er tre år siden, at jeg sidst har oplevet så mange mennesker i Tivolis koncertsal.

Det er tre år siden, at jeg sidst har oplevet så mange mennesker i Tivolis koncertsal.

Årets største begivenhed i Tivolis koncertsal var en koncertopførelse af Bellinis belcantoopera Puritanerne, og man havde sat alle sejl til for at gøre forestillingen til en succes. Der var optakt allerede onsdag aften, hvor Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht holdt foredrag i koncertsalen og fortalte alt hvad man kunne ønske sig at vide på forhånd.

Introduktion med Henrik Engelbrecht

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht.

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht.

Henrik Engelbrecht begyndte med en meget underholdende introduktion til operaens verden i første halvdel af 1800-tallet. Selv om operaen som genre er et par hundrede år ældre, så var det første i begyndelsen af 1800-tallet, at operahusene begyndte at tjene penge – og det var ikke på deres operaopsætninger. I stedet begyndte man at drive kasino i sale og sideværelser – så kom der endelig lidt penge i de slunkne pengekasser. Operahusene var sådan en slags underholdningsmekkaer, hvor det var helt normalt, at man tog sine egne tjenere med og spiste middag i sin loge under forestillingen. Samtidig drev de prostituerede rundt i gangene og tilbød deres tjenester. Men det skal ikke lyde som om, at operaen kun var et sted, hvor man fik tilfredsstillet de mest simple lyster – det var også her man kom for at møde hinanden og finde passende ægteskabsmuligheder til sine børn, og det voksende borgerskab benyttede også lejligheden til at drøfte forretninger.

Henrik Engelbrecht er en formidabel fortæller – da han fortalte om, hvordan man tog sit køkkenaffald med i operaen, for at kaste det efter sangerne eller i hovedet på dem der stod nede i parkettet, da grinede jeg så meget, at tårerne trillede ned af kinderne og jeg fik ondt i maven … Jeg er efterhånden temmelig øvet i at grine uden at forstyrre andre, så jeg tror ikke der var nogen som bemærkede det. Og heldigvis sad der er en dame lige bag mig, som grinede endnu mere end mig!

Dernæst fortalte Henrik Engelbrecht, hvordan et operahus fungerede den gang – han fortalte blandt andet, at Rossini skrev “Barberen i Sevilla” på blot 24 dage. I dag regner man med, at der går cirka 5 år fra man bestiller en ny opera til man er klar til uropførelsen. Men han redegjorde også for, hvorfor der var sådan en stor forskel og bagefter var der med garanti ingen af de tilstedeværende som ønskede at vende tilbage til datidens kunstneriske standard – eller mangel på samme!

Handlingen i Puritanerne

Det sidste punkt på dagsordenen var selvfølgelig handlingen. Selv om Henrik Engelbrecht er en mester til at præsentere de mest forvirrende, umulige, meningsløse og – til tider – utroværdige operahandlinger på en underholdende og pædagogisk måde, så var Puritanerne alligevel en udfordring. Nede i salen var det tydeligt at mærke, at der bredte sig en mærkelig mat forvirring blandt gæsterne; en af musikchefens forcer er, at han aldrig forsøger at benægte eller bortforklare disse handlingsproblemer – tværtimod: han er helt suveræn til at præsentere de mange ulogiske sammenhænge på en meget underholdende og humoristisk måde. Men denne gang havde han vist givet sig selv en opgave, der var næsten umulig: handlingen i Puritanerne er så utroværdig og usammenhængende, at den er næsten umulig at præsentere på en overskuelig måde.

Vincenzo Bellini - født i byen Catania på Sicilien i 1801 og død 1835.

Vincenzo Bellini – født i byen Catania på Sicilien i 1801 og død 1835.

Operaen foregår under den engelske borgerkrig; Karl d. 1 har forsøgt at regere som enevældig konge uden om parlamentet, hvilket har ført til åben krig mellem royalisterne på den ene side og Oliver Cromwell og hans hær af puritanere på den anden. Karl d. 1 bliver dømt for højforræderi og henrettet i 1649. Da Bellinis opera begynder er enkedronningen Henrietta på flugt fra puritanerne og den sikre død under bødlens økse.

Operaen foregår på en fæstning nær Plymouth, hvor Lord Gualtiero Valton er kommandant – han og hans soldater kæmper på Oliver Cromwell og puritanernes side.

Lord Gualtiero Valton har besluttet, at hans datter Elvira skal giftes med Arturo som hun elsker – han tilhører godt nok fjendens parti, så det er ikke så underligt, at Elvira bliver både glad og overrasket over denne usædvanlige beslutning. Men så begynder de politiske forhold at spænde ben for det unge par: Lord Gualtiero kan ikke overvære det unge pars bryllup, da han skal føre en fange til London … en mystisk og tilsløret dame, der er anklaget for at være spion for royalisterne.

Royalisten Arturo opdager ved et tilfælde, at den ukendte dame er enkedronning Henrietta; nu står han pludselig i et dilemma mellem kærlighed, pligt og politisk overbevisning – han ved naturligvis, at hvis enkedronningen når frem til London og bliver fremstillet for Oliver Cromwells domstol, så bliver hun henrettet lige som kongen. Derfor vælger han, at hjælpe hende med at flygte…. og så står Elvira alene tilbage, forladt på sin bryllupsdag.

Nu skal vi have endnu en person på scenen – det er Riccardo, som egentlig troede, at han skulle giftes med Elvira. Det havde Elviras far, Lord Gualtiero Valton, nemlig lovet ham. I dag tænker vi ikke så meget over hvad dette betyder, men dengang tror jeg det havde en stor symbolværdi, at Lord Gualtiero Valton svigter sit ord og det planlagte fornuftsægteskab, for at tillade datterens kærlighedsægteskab i stedet for. Man kan jo godt forestille sig, at det har haft en temmelig provokerende virkning på en stor del af 1800-tallets operapublikum.

Danske Andrea Pellegrini optrådte som enkedronning Henrietta.

Danske Andrea Pellegrini optrådte som enkedronning Henrietta.

Den forsmåede Riccardo ser, da Arturo flygter med den fremmede dame – ved et uheld taber hun sit slør og Riccardo genkender enkedronning Henrietta. Griber han ind? Prøver han at stoppe dem? Nej, det hele passer faktisk temmelig godt i hans kram. Han opsøger Elvira og fortæller hende, at Arturo er flygtet med en fremmed dame – han fortæller ikke hvem det var. På den måde håber han, at genvinde hendes hånd. Men Elvira bliver straks fuldstændig rablende vanvittig, hvorefter der følger en af operahistoriens mange store vanvidsscener.

Der går tre måneder – så vender Arturo tilbage. Han sniger sig ind i fæstningen og opsøger i al hemmelighed Elvira for at fortælle hende, at han ikke har svigtet hende til fordel for en anden kvinde. Han fortæller Elvira, at han blot flygtede med enkedronningen for at redde hendes liv. Han bliver opdaget og fanget af soldaterne i fæstningen. Oliver Cromwells parlament har udstedt en befaling om at han skal straffes med døden, for hans rolle i enkedronnings flugt. Soldaterne er straks klar til at udføre denne befaling, da en trompetfanfare meddeler at Cromwells endelig har besejret royalisterne – for at fejre sejren giver Oliver Cromwell og puritanerne amnesti til alle fanger. Sådan redder Arturo livet – Elvira bliver så glad, at hun straks genvinder sin fornuft. Dernæst bliver Arturo så lykkelig, at han synger en masse høje C´er og som prikken over i´et et højt F.

En festlig koncertopførelse lørdag aften

Der var ikke udsolgt i Tivolis koncertsal, men det var dog tæt på og der var en temmelig opløftet stemning blandt publikum på de tætpakkede rækker. Det var også en rigtig veloplagt musikchef som præsenterede aftenens forestilling og guidede publikum gennem den spegede handling.

For mig var et af aftenens absolutte højdepunkter i begyndelsen af 2. akt, hvor Elviras onkel – sunget af Roberto Scandiuzzi – fortæller fæstningens indbyggere, at Elvira er blevet vanvittig. Det er en utrolig smuk og inderlig arie, sunget virkelig blidt og medfølende. DR KoncertKoret var lige så gribende, når de udtrykte indbyggernes medfølelse med den stakkels Elvira. Og Tivolis Symfoniorkester spillede formidabelt …..

Sarah Coburn optrådte som den unge Elvira.

Sarah Coburn optrådte som den unge Elvira.

Palle Knudsen var også rigtig god, som den forsmåede bejler Riccardo. Palle Knudsen synger altid godt og der er ingen tvivl om, at jeg er en af hans store fans. Men jeg havde lidt svært ved at forholde mig til Riccardo – det er ikke Palle Knudsens skyld. Det er på grund af partituret og handlingen, hvor hans rolle er lidt uafklaret. Han er såret, da Elvira svigter ham. Er det ondskab, når han afsløret for Elvira, at hendes Arturo er flygtet med en anden kvinde? Er det en hævnakt? Eller tænker han kun på at genvinde hendes kærlighed? Og endelig indgår han et forbund med Elvira onkel om at redde Arturo for Elviras skyld …. Måske er Riccardo den mest spændende figur i hele operaen, men der er ikke meget plads eller tid til at udvikle ham og undersøge hvem han er.

Andrea Pellegrini var fuldstændig suveræn som enkedronning Henrietta. Lørdag aften var hun klædt i en hindbærrød kjole, der faldt ned over hendes slanke krop med en rigdom af store folder. Hendes hår var sat op i en majestætisk knold og hun var rank som en dronning. Hun var simpelthen gudeskøn – jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at hun lignede simpelthen den smukke Helena, dronning af Sparta.  Og så har hun en helt fantastisk varm og mørk mezzopranstemme. Jeg bemærkede dog, at hun havde TARVELIGT høje sko på. Lawrence Brownlee er ikke særlig høj. Når han skal stå ved siden af en rank og majestætisk kvinde som Andrea Pellegrini, der har taget kæmpestore plateausko på, så ser han selvfølgelig endnu mindre ud….. det så faktisk temmelig komisk ud. Og det var med garanti IKKE meningen…..! 

Sarah Coburn sang partiet som Elvira. Hun havde en meget stærk belcanto-stemme. Rollen var komponeret til en af datidens – og måske alle tiders – dygtigste belcantosangerinder Giulia Grisi. Uanset hvilken sangerinde som skal synge partiet i dag, så er det klart og indlysende, at det kræver nogle helt særlige talenter, at leve op til Giulia Grisis standard – men det er naturligvis absolut nødvendigt, da partiet er skrevet for at demonstrere hendes virtuose stemme. Sarah Coburn leverede de flotteste koloraturer og takkede med det ene jublende bifald efter det andet. Sikken en stemning og sikken en oplevelse.

Aftenens stjerne var naturligvis den amerikanske sanger Lawrence Brownlee, som efterhånden har optrådt i Tivolis koncertsal en del gange. Mange mennesker mener, at han er en af verdens absolut bedste tenorer – og når man særligt taler om belcantotenorer, så er der vist ikke megen mulighed for at finde nogen som er bedre, uanset hvor man leder. Han har en flot, mørk og fyldig stemme. Han tager uden det mindste problem en hel række høje C´er, som vi oplevede i Tivolis Kortsal lørdag aften – og når han så slutter af med et højt F, så har han besejret selv de bedste konkurrenter.

Når man er til opera eller til en klassisk koncert, så kan man jo godt komme til at sidde og tænke på, hvad man skal se i fjernsynet når man kommer hjem. Andre gange kommer man til at tænke på, hvad man skal lave dagen efter. Det kan også være at man har visse problemer eller oplevelser, som lige kræver en tanke ….. den slags var der slet ikke noget af lørdag aften. Det meste af tiden var jeg så tryllebundet, at jeg nærmest var helt i trance -når man glemmer sig selv på den måde og bliver så opslugt af musikken, at der ikke er den mest flygtige tanke tilbage, så kan det bare ikke bliver bedre!

5 stjerner

Den amerikanske stjernetenor Lawrence Brownlee sang partiet som Arturo.

Den amerikanske stjernetenor Lawrence Brownlee sang partiet som Arturo.

I går præsenterede Tivolis koncertsal programmet for den kommende sæson – ENDELIG!

Min tålmodighed fungerer nærmest lige som en elastik. Jeg begynder at glæde mig til det nye program allerede i begyndelsen af januar – når vi kommer til marts måned, så er min tålmodighed efterhånden spændt til bristepunktet. De sidste dage har elastikken været lige ved at spring, så det var godt, at vi endelig fik spændingen udløst. Og der er masser af spændende koncerter at glæde sig til i den kommende sæson.

Færre koncerter i 2014

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht.

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht.

Programmet blev offentliggjort ved et arrangement i Tivolis koncertsal, hvor musikchef Henrik Engelbrecht fortalte om sæsonens mange koncerter. Sidste år var der 19 almindelige koncerter og 63 af de såkaldte årskortkoncerter – det giver 82 koncerter i alt. Desværre var der nogle koncerter, hvor der var lidt for mange tomme pladser i salen og det var selvfølgelig dødhamrende ærgerligt – det er formodentlig grunden til, at der er lidt færre koncerter på programmet i år. Jeg synes det er en klog og meget fornuftig disponering.

I år er der 14 almindelige betalingskoncerter; derudover er der 48 årskortkoncerter. Et årskort koster 290 kr – det giver fri entre til Tivoli, men derudover giver det også gratis adgang til alle årskortkoncerterne i Tivolis koncertsal. Hvis man kommer til dem alle sammen, så giver det en pris på 6,04 kr pr. koncert! Det er altså en temmelig god mulighed for at høre en masse god musik. Ydermere får man 15% rabat på betalingskoncerterne, hvis man har et årskort. Man skal dog lige være opmærksom på, at man også kan købe et abonnement på flere koncerter og dermed opnå en større rabat. I stedet for et almindeligt årskort, så kan man også købe et sølvkort, så man kan tage en ledsager med. Skal det være rigtig blæret, så bør man selvfølgelig købe et guldkort, som giver adgang for i alt fire personer!

Underholdning og afsløring af Folmer Jensens musiklegat

Der var selvfølgelig også gjort plads til lidt underholdning i arrangementet; først kom Jens Elvekjær og spillede to klaverstykker af Maurice Ravel. Jeg er vild med Ravel og jeg er sandelig også temmelig begejstret for Jens Elvekjær, så det var en stor fornøjelse. 

Sopran Sofie Elkjær Jensen modtager Folmer Jensens musiklegat.

Sopran Sofie Elkjær Jensen modtager Folmer Jensens musiklegat.

Senere kom sopranen Sofie Elkjær Jensen og sang den skønne, sprudlende og festlige arie “Je veux vivre” fra Charles Gounods opera “Romeo og Julie”. Sofie Elkjær Jensen deltog i en ganske særlig anledning – hun er nemlig blevet tildelt Folmer Jensens musiklegat på 100.000 kr, som bliver overrakt ved Tivolis fødselsdagskoncert d. 15. august. Men hvem var Folmer Jensen? Han arbejdede hele livet som postbud. Han boede i en lille, beskeden lejlighed og levede yderst spartansk. Hans eneste fornøjelse var at gå til koncert i Tivolis koncertsal. Da han døde i 1997 havde han opsparet en formue på flere millioner. Men han havde ingen familie og ingen arvinger. Derfor havde han besluttet, at pengene skulle bruges til et legat til unge sangere og musikere – og kvinder skulle have fortrinsret, hvis der var flere ligeværdige kandidater. I tilfælde af ligeværdige kandidater af samme køn, skal legatet tildeles den yngste.

Bellini – Puritanerne:

Lørdag d. 9. august kl. 19,30 kan man høre Bellinis opera Puritanerne i en koncertopførelse med den internationale stjernetenor Lawrence Brownlee som det store trækplaster. Han skal optræde sammen med Palle Knudsen og Andrea Pellegrini, som begge er kendte og meget populære operasangere her i landet. Jeg er 100% sikker på, at dette bliver sæsonens største tilløbsstykke.

Henrik Engelbrecht fører publikum sikkert gennem værket – jeg har oplevet det før og han er helt fantastisk til at binde de forskellige numre sammen, så hele oplevelsen bliver MINDST lige så spændende og medrivende som at være til en rigtig operaforestilling.

Tivolis koncertsalHvis man ønsker at vide endnu mere, så er der også mulighed for det – onsdag d. 6. august giver musikchef Henrik Engelbrecht nemlig en grundig introduktion til værket. Han er en af Danmarks bedste formidlere af opera og klassisk musik. Han er formidabel til at fortælle om både komponisten og den historiske sammenhæng, hvori operaen blev skabt. Han er lige så formidabel til at forklare selv de mest forvirrende operaforviklinger på en letforståelig måde – og det kræver ikke så lidt. Men samtidig formår han også at anlægge en lidt ironisk synsvinkel, som er herligt forfriskende og altid fyldt med masser af humor.

Jeg anbefaler 5 koncerter:

Det er efterhånden ved at være en lille tradition, at jeg anbefaler 5 koncerter og det vil jeg også gøre denne gang. Tryk på datoerne – så kommer man direkte til Tivolifestivallens side om det pågældende arrangement, hvor der er nærmere oplysninger om program og billetpriser.

Jeg har allerede skrevet, at Puritanerne bliver årets tilløbsstykke – og det er en af de koncerter som jeg rigtig gerne vil opleve og bestemt forventer at komme til. Alligevel er den desværre ikke kom med på min top-5 over de koncerter, som jeg vil anbefale i denne sæson.

Koncert nr. 1 – fredag d. 13. juni kl. 19,30: Tivolis symfoniorkester spiller, pianisten Jens Elvekjær er solist og fantastiske Santtu-Matias Rouvali er dirigent. Jamen, så bliver det jo bare ikke bedre! Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig til denne aften.

Koncert nr. 2 – tirsdag d. 19. august kl. 19,30: Nordic Piano Quintet. Koncerten begynder med en strygekvartet af Haydn. Dernæst følger klaverkvintetter af hhv. Brahms og Sjostakovitj. For det første er jeg ret vild med sådan et lille kammerorkester. Men de tre komponister er ekstremt forskellige og derfor tror jeg, at det bliver en rigtig spændende koncert.

Koncert nr. 3 – torsdag d. 28. august kl. 19,30: Tivolis Symfoniorkester spiller under musikalsk ledelse af pianisten Jean-Efflam Bavouzet, der også er solist ved koncerten. Jeg kender ikke rigtig Bavouzet. Men jeg har hørt rigtig meget om ham. Han skulle jo være en af verdens allerbedste pianister og derfor tror jeg, at det bliver en god aften. Jeg glæder mig særlig meget til at høre Haydn klaverkoncert nr. 11.

Koncert nr. 4 – tirsdag d. 10. juni kl. 19,30: Koncertforeningens kor og orkester opfører Brahms requiem. Jeg er vild med “Ein deutsches requiem” – jeg tror det er det mest monumentale og storslåede af alle de store requiemmer. Jeg har selv en fantastisk indspilning med John Elliot Gardiner og hans Monteverdi Choir. Mon Koncertforeningens kor og orkester kan gøre det lige så godt? Jeg synes det er temmelig ambitiøst. Men det er jo også derfor, at det er spændende!

Koncert nr. 5 – torsdag d. 5. juni kl. 19,30: Tivolis Symfoniorkester spiller og Toke Møldrup er solist. Toke Møldrup er en af Danmarks bedste cellister og han spiller også sammen med Copenhagen Phil/Tivolis Symfoniorkester til daglig. Denne aften skal de spille Dvoraks cellokoncert, samt Josef Suks 2. symfoni. Hvis man synes, at man allerede har hørt Dvoraks cellokoncert så mange gange, at man næsten ikke orker mere, så er der endnu en chance for at høre Toke Møldrup; et par dage senere – lørdag d. 7. juni – spiller han nemlig sammen med Lyngby-Taarbæk symfoniorkester i et meget blandet og meget spændende program. Der er jo grænser for, hvor mange koncerter man kan nå – derfor ville jeg helst nøjes med én af dem. Men jeg synes det er helt umuligt at vælge – derfor er der temmelig stor chance for, at jeg kommer til dem begge to!

I alt er der 62 koncerter i denne sæson, som varer cirka 4 måneder – flere gange ligger de gode koncerter så tæt, at jeg gerne ville til koncert 3 dage i træk. Det har jeg selvfølgelig hverken tid eller overskud til – jeg tror også, at man kan dræbe fornøjelsen, nydelsen og oplevelsen, hvis man overdriver alt for meget.

Men jeg glæder mig til endnu en sæson med masser af koncerter, masser af opera og klassisk musik, og masser af oplevelser; jeg har en lang liste med alle de koncerter som jeg gerne vil se og høre. Jeg forstår slet ikke, at folk gider at rejse på ferie, når man kan tage i Tivolis koncertsal i stedet for!

Jens Elvekjær er solist ved koncerten d. 13. juni, hvor han spiller Griegs klaverkoncert i a-mol sammen med Tivolis Symfoniorkester.

Jens Elvekjær er solist ved koncerten d. 13. juni, hvor han spiller Griegs klaverkoncert i a-mol sammen med Tivolis Symfoniorkester.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: